Under Nordlysets Straaler : Skildringer fra Lappernes Land / af Sophus Tromholt. - Kjøbenhavn : Gyldendal, 1885

7. Nordlyszonens Bevægelser.

Det ligger i Sagens Natur, at det navnlig er Iagttagelser fra den tempererede Zone, der har ydet Bidrag til Paavisningen af den i det foregaaende omtalte 11aarige Nordlysperiode. Hvad Polaregnene angaar, har man antaget, enten at Nordlyset ogsaa i disse Egne følger den samme Lov, eller at Fænomenet der optræder med samme Styrke og paa samme Maade Aar efter Aar. Intet af dette synes imidlertid at være Tilfældet, idet Undersøgelsen af en 15aarig, omhyggelig udført Iagttagelsesrække fra Godthaab i Grønland har ført mig til det i flere Henseender mærkelige Resultat, at alt, hvad der henhører under Nordlysets vekslende Hyppighed, i Godthaab udviser et Modsætningsforhold til, hvad der finder Sted paa sydligere Breder.

Nordlys i Koutokæino den 6te Oktober 1882.

De nævnte Iagttagelser, der er anstillede af S. KLEINSCHMIDT, udstrækker sig over Tidsrummet fra August 1865 til Mai 1880. Antallet af Nordlysdage i hvert Aar - dette regnet fra August til Mai - er følgende:

Disse Værdier kan imidlertid ikke antages at give et sandt Billede af Forholdet mellem Nordlysets vekslende Hyppighed, fordi Skyforholdene selvfølgelig har en stor Indflydelse paa Betingelserne for Nordlysets Synlighed. Er Skymængden meget forskjellig Aar for Aar, vil dette i en væsentlig Grad indvirke paa Antallet af de iagttagne Nordlys. En nærmere Undersøgelse af Skymængden i Godthaab sammenholdt med Nordlyshyppigheden har ført mig til det Resultat, at man i Hovedsagen tør sige, at Nordlysantallet tager af i samme Forhold, som Skymængden tager til. De ovenfor anførte aarlige Nordlyssummer maa derfor reduceres til samme Skymængde, det vil sige, man beregner, hvor store de vilde have været, hvis Skymængden hvert Aar havde været ens. Man kommer derved til de under N anførte Værdier.

Under S er anført de Tal, der gjengiver Forholdet mellem Solpletternes Mængde i de samme Aar (Juli—Juni). Sammenligner man begge Rækker med hinanden, finder man en næsten fuldstændig Modsætning mellem Nordlys- og Solplethyppighedens Gang. Dette vil endnu tydeligere fremgaa af Fig. 28, hvor begge Rækker, Nordlysenes og Solpletternes Hyppighed, er fremstillede grafisk.

Fig. 28.

De faa Iagttagelsesrækker over Nordlyset, som man besidder fra andre Polaregne, og som jeg har kunnet undersøge, antyder, hvor ufuldstændige de end er, et lignende Forhold.

Da en stor Del af de Godthaabske Nordlysiagttagelser falder om Morgenen, har jeg ved de fleste Undersøgelser ikke blot holdt mig til Nordlysdagene (regnede fra Middag til Middag), men ogsaa særskilt betragtet Morgen- og Aftennordlysene for sig. Hvad nu først den llaarige Periode angaar, da fører baade Morgen- og Aftennordlysene til samme Slutning som Nordlysdagene, det vil altsaa sige, de er sjældnest ved Solpletmaximum. Med Hensyn til den aarlige Periode skal jeg her kun anføre de maanedlige Summer for Aftennordlysene, efterat der er taget Hensyn til baade Maanedernes Skymængde og ulige Længde.

Disse Tal, der er fremstillede paa Fig. 29, viser, at Nordlyset i Polaregnene har et aarligt Maximum i Nærheden af Vintersolhverv, uden at dog Overvægten her er stor lige over for de nærmeste Maaneder paa begge Sider. Af de paa lavere Breder saa sikkert paaviste Maxima ved Jævndøgnstiderne findes her ikke noget Spor.

Fig. 29.

WEYPRECHT har fremsat den Formodning, at Nordlyszonen - det Bælte, hvor Nordlyset er hyppigst - i Aarets Løb udfører en frem og tilbage gaaende Bevægelse, saaledes at den ved Jævndøgnstiderne ligger mere sydlig, hvorved de i de tempererede Egne ved disse Tider optrædende Maxima finder deres Forklaring, medens den omvendt ved Vintersolhverv skulde have en mere nordlig Beliggenhed, og derved fremkalde det i Polarlandene ved denne Tid indtræffende Maximum og længere sydpaa det samtidige aarlige Vinterminimum. Foranlediget heraf har jeg undersøgt de Godthaabske Nordlys i denne Henseende, men jeg har udstrakt denne Undersøgelse ogsaa til Nordlysets to andre Perioder, hvorved jeg er kommen til ret eiendommelige Resultater.

WEYPRECHT støtter sin Formening navnlig til det i Maanedernes Løb vekslende Forhold mellem Antallene af Nordlys i Nord og Nordlys i Syd for det Omraade, hvor han befandt sig under den østrigske Polarexpedition, og som laa omtrent under selve Nordlyszonen. En saadan Adskillelse mellem nordlige og sydlige Nordlys kan ikke gjøres ved de Godthaabske Iagttagelser, fordi Godthaab allerede ligger saa langt nordlig for Nordlyszonen, at det langt overveiende Antal Nordlys viser sig mod Syd. Jeg maatte derfor gaa en noget afvigende Vei, idet jeg fandt Forholdet mellem de Nordlys, der kun er optraadte i ringere sydlig Høide, og de, som har vist sig i Zenith eller i Nord eller har indtaget hele Himlen. Ogsaa paa denne Maade vil man kunne faa en Forestilling om Nordlyszonens større eller mindre Nærhed til Iagttagelsesstedet og Beliggenhed i Forhold til dette.

Disse Undersøgelser har ført mig til samme Resultat som WEYPRECHT: at Nordlyszonen hen imod Efteraarsjævndøgn skrider mod Syd, og derefter gaar mod Nord for at naa sin nordligste Stilling ved Solhverv; herpaa skrider den atter mod Syd og er i sin sydligste Stilling ved Foraarsjævndøgn, hvorpaa Bevægelsen igjen gaar i nordlig Retning.

Der følger heraf, at de to i de tempererede Zoner ved Jævndøgnstiderne optrædende Maxima maa nærme sig hinanden desto mere, jo nordligere Iagttagelsestedet er beliggende. Dette synes ogsaa at være Tilfældet. Som nogle Exempler kan anføres, at medens de to Maxima optræder i Marts og September i St. Petersborg, Åbo, Stockholm, Kristiania, Worcester (Massachusets) og New-Haven (Connecticut), indtræffer de i Aalesund, Newberry, Quebec og Newfoundland i Februar og Oktober, i Hammerfest Decbr.-Jan., i Fort Reliance i Januar. Lærerige i saa Henseende er ogsaa Iagttagelserne fra de tre grønlandske Stationer Upernivik, Jacobshavn og Ivigtut. For Ivigtut, den sydligste af disse Stationer, indtræffer det aarlige Maximum vel i Januar, men der optræder tillige et sekundært Maximum omkring Efteraarsjævndøgn. I Jacobshavn, som ligger 8° nordligere, optræder der kun et eneste, meget tydelig udpræget Maximum i Januar, og i Upernivik, den nordligste af Stationerne, fremtræder Maximum ved Vintersolhverv saa markeret og dominerende, som i ingen anden hidtil bekjendt Række fra noget Sted paa Jorden.

Nordlys i Koutokæino den 18de november 1882.

Et andet meget vigtigt Faktum, som fremgaar af disse Undersøgelser, er det, at medens ved Aftennordlysene de i Zenith og nordligere optrædende Nordlys er mindre hyppige end Nordlysene i Syd, er det omvendte Tilfældet ved Morgennordlysene.

For Godthaab er for Morgennordlysenes Vedkommende de i Zenith optrædende over 3 Gange talrigere end Nordlysene i Syd, ved Aftennordlysene er derimod deres Antal kun 3/7 af de i Syd optrædende.

Dette Resultat synes at vidne om, at Nordlyszonen ogsaa i Døgnets Løb foretager en Vandring, saaledes at den i Løbet af Natten bevæger sig mod Nord (30). Man faar herved tillige en Forklaring af den navnlig paa midlere Breder konstaterede daglige Periode, der udtaler sig derved, at Nordlyset naar sit Maximum nogle Timer før Midnat, men derefter aftager i de følgende Timer.

Saafremt dette er rigtigt, maa det daglige Maximum indtræffe desto senere, jo nordligere Iagttagelsesstedet er beliggende, og jeg har ogsaa paa et tidligere Sted anført flere Exempler paa, at dette synes at være Tilfældet.

Undersøger man paa lignende Maade, hvorledes Forholdet mellem Syd- og Zenith-Nordlysene stiller sig i de forskjellige Aar af den Godthaabske Iagttagelsesrække, kommer man til det interessante Resultat, at Procenttallene for Zenithnordlysene i Hovedsagen følger selve Nordlyshyppighedens Gang. Det vil sige, at ved Tiderne for Nordlysets Maximum i Godthaab er de Nordlys, der kommer i dette Steds Zenith eller nordligere, ikke alene absolut, men ogsaa relativt hyppigere end ved Tiderne for Nordlysets Minimum.

Hvilken Slutning kan der uddrages heraf? At Nordlyszonen ogsaa i Løbet af den 11aarige Periode udfører en Bevægelse, saaledes at den, naar Solpletterne er i Minimum, staar mere nordlig end ved Solpletternes Maximum. Sammenholder man dette med, hvad der i det foregaaende blev fremsat om den 11aarige Periodes Forløb i Polarlandene, faar man en interessant Forklaring af, hvorfor denne Periode i Godthaab og paa lignende Steder viser det omvendte Løb af det, der er paavist for mere sydlige Egne. Det i de tempererede Egne ved Solpletternes Maximum optrædende Nordlysmaximum opstaar derved, at Nordlyszonen da er i sin sydligste Beliggenhed, hvorfor Polaregnene samtidig har et Nordlysminimum; omvendt har Nordlyszonen sin nordligste Beliggenhed, naar Solpletterne er i Minimum, hvorved der for de tempererede Egne fremkaldes et Nordlysminimum, for Polaregnene et Nordlysmaximum.

Altsaa alle Nordlysets tre Perioder - den daglige, den aarlige og den 11aarige - og den paa forskjellige Steder til forskjellig Tid konstaterede Indtræden af deres Vendepunkter, skyldes efter de her udviklede Anskuelser, der imidlertid maa bekræftes fra andre Hold, før de kan fremsættes med Vished, en og samme Aarsag: Nordlyszonens Bevægelser mod Nord og Syd.

30) Denne Vandring maa ikke tænkes udført af Nordlyszonen betragtet som Helhed eller som en regelmæssig, materiel Ring; thi da maatte det daglige Maximum for alle Egne, der ligger i lige stor Afstand fra denne Ring, indtræffe til samme absolute Tid: medens det i Virkeligheden i sin Optræden retter sig efter hvert Steds lokale Tid. Man maa derimod tænke sig denne Bevægelse udført af hver enkelt Del af Nordlysringen uafhængig af alle dens andre Dele.