Under Nordlysets Straaler : Skildringer fra Lappernes Land / af Sophus Tromholt. - Kjøbenhavn : Gyldendal, 1885

2. Nordlysformer.

Jeg skal nu noget nærmere omtale de enkelte Hovedformer, som optræder ved Nordlyset, og som allerede i det foregaaende er blevne nævnte, om end kun rent antydningsvist. Ved den følgende Klassifikation maa man imidlertid ikke glemme, at den hovedsagelig er theoretisk, og at Nordlyset selv ikke respekterer nogen stræng Klasseinddelmg, idet der ligesom mellem de forskjellige Nordlys ogsaa mellem de enkelte Former findes en Mangfoldighed af Overgange, saa at en Form ofte ligesaa meget hører til den ene som til den anden Klasse, eller til ingen af dem. Der er her ganske det samme Forhold som vod Skyernes Klassifikation: enhver praktisk Skyiagttager vil have gjort den Erfaring, at de 6 eller flere Klasser, hvorunder man har samlet de forskjellige Skyformer, ofte er utilstrækkelige, og at man hyppig støder paa Skyvarieteter og Overgangsformer, der ikke lader sig indordne under nogen bestemt af de vedtagne, i deres Definition skarpt fra hverandre afgrænsede Skyarter.

Buer. Nordlyset i Form af en Bue viser sig i det mellemste og sydlige Skandinavien, i Danmark. England o. s. v. som Regel paa den nordlige Kant af Himlen, mere eller mindre hevet over Horisonten: jo høiere Buen staar, desto mere er dens Fodpunkter rykkede mod Øst og Vest. (22) Dens brede varierer fra ½ Grad eller mindre (til Sammenligning kan anføres, at Maaneskivens Tværmaal udgjør ½ Grad) til en, to eller flere Grader. Naar den er meget smal, er den i Almindelighed ogsaa tillige særdeles lysstærk, og begge dens Rande skarpt begrensede; ved bredere Buer gaar Overranden ofte uden nogen som helst tydelig Grænse over i Himmelbundens Mørke; Buer, der baade er brede og lyssvage, er ogsaa for neden i Regelen uden skarp Afgrænsning. Ofte staar Buen i lang Tid i samme Form og Stilling og slukkes paa samme Sted, hvor den først optraadte. Hyppigst viser den dog en langsom Bevægelse, idet den enten stiger eller synker. Samtidig med denne Bevægelse kan den hurtigt eller langsomt veksle i Udseende: snart er den stærk, snart svag; snart regelmæssig og hel, snart uregelmæssig eller afbrudt: i eet Øieblik har den samme Lysstyrke i hele sin Længde, i et andet er det stærkeste Lys samlet paa enkelte Punkter; stundom er Lyset inden for Buens Omraade fuldstændig roligt, til andre Tider viser det Svingninger og Undulationer. Buen kan være dannet af en jævn, ensartet Lysmaterie, eller være sammensat af sidestillede, korte Straaler; det sidste betegner i Almindelighed en forhøiet Virksomhed med Hensyn til Lysstyrke og Bevægelser, og Buen er i saa Tilfælde sjælden stabil eller regelmæssig.

Buens Toppunkt ligger - i de nævnte Egne af Jorden - ikke nøiagtigt mod Nord, men noget mod NNV, omtrent i den Retning, hvorhen Kompasnaalens Nordende peger. Større eller mindre Afvigelser herfra er dog ikke sjældne, især ved høie Buer. For Steder, hvor den magnetiske Deklination er østlig (f. Ex. Nordasien), viser Buens høieste og midterste Punkt sig paa tilsvarende Maade i NNO. l nordlige Egne hen imod den magnetiske Nordpol, f. Ex. i Grønland, viser Buen sig som Regel mod Syd. Det samme kan ogsaa som Undtagelse indtræffe i Sydskandinavien og sydligere, men yderst sjældent.

I Mellemouropa iagttager man sjælden mere end een Bue ad Gangen; jo længere man kommer mod Nord, desto oftere har man Leilighed til at se to, tre eller flere Buer paa en Gang. De staar da i forskjellig Høide, men har i Almindelighed (dog ikke altid) samme Centrum, saa at de løber parallel med hverandre. I det nordlige Norge og tilsvarende Egne kan man undertiden se indtil en halv Snes Buer paa en Gang: de strækker sig da med brede Mellemrum over næsten hele Himlen, baade dens nordlige og sydlige Halvdel.

Et nogenlunde tydeligt Begreb om bueformede Nordlys og spedelt de flerfoldige Buers Udseende, saaledes som de ikke sjældent kan iagttages i det sydlige Skandinavien, giver Afbildningerne Fig. 6-11. De fremstiller 6 forskjellige Momenter ved et og samme Nordlys, som jeg iagttog i Bergen den 1ste December 1878. Disse Billeder vil tillige kunne give en Forestilling om, hvor høist forskjelligt og hurtigt vekslende et og samme Nordlys kan være, selv naar det holder sig inden for en og samme Grundtypes Omraade.

Det Rum, der ligger under Nordlysbuen, mellem denne og Horisonten, har, naar det er ubelyst og forudsat, at Buen ikke staar høit paa Himlen, et eget Navn: det kaldes det mørke Segment. Det er undertiden ikke mørkere, end Himlen er paa andre ubelyste Steder; til andre Tider kan det derimod synes aldeles kulsort. Stundom har det et smukt violet Farveskjær, eller det viser sig med en svag brunlig Tone. Det mørke Segment iagttages især paa lavere Breder, hvorimod det sjældent omtales fra Egne, hvor Nordlyset baade er hyppigt og ofte udbredt over en større Del af Himlen. Det dannes ikke af Skyer (selvfølgelig er der intet i Veien for, at en Skybanke undertiden kan komme til at ligge saaledes i Forhold til Nordlyset, at den frembyder et lignende Udseende som det mørke Segment); thi man har ofte Leilighed til at se Stjærner skinne igjennem det. Meningerne om dette Fænomens Forklaring er endnu noget delte; enkelte Forskere antager, og vistnok med rette, at dets ofte eiendommelige Udseende kun skyldes et Sansebedrag, idet den mørke Tone rimeligvis blot fremkaldes ved Modsætningen til den oven for liggende Bues Lys; (23) andre mener derimod, at der ligger noget mere reelt til Grund for Segmentets Fremkomst (f. Ex. en eller anden Indvirkning af Nordlyset paa Vanddampene i Luftens nedre Lag); Forfægterne af den sidste Anskuelse støtter sig dels til de Særfarver, Segmentet undertiden viser (skjønt ogsaa disse maaske kan skyldes en Modsætningsvirkning), dels til den Omstændighed, at forskjellige lagttagere beretter at have set det mørke Segment, førend nogen Bue var dannet. Men ogsaa med Hensyn til det sidste Punkt kan der muligvis gjøre sig Feiltagelser gjældende.

Baand. Denne Form er vel i Udseende og Optræden, men næppe i Realiteten forskjellig fra de sædvanlige Buer, idet Forskjellen efter al Sandsynlighed kun betinges derved, at Baandet befinder sig i større Nærhed til lagttageren og derfor baade staar høiere paa Himlen og frembyder en langt mere udtryksfuld Karakter. Det, som af een lagttager ses og beskrives som Baand, vil af en anden, paa et sydligere Sted, opfattes som Bue.

Nordlysbaandet viser sig særlig hyppigt i de Egne, der kan betegnes som Nordlysets egentlige Hjem. Hvad der særlig karakteriserer denne Form i Modsætning til Buen (nogen skarp Grænse kan for øvrigt heller ikke her trækkes), er dens større Høide over Horisonten, men i hvilken Høide den ophører at være Bue og begynder at blive Baand, er naturligvis en ganske vilkaarlig Bestemmelse. Enkelte Nordlysiagttagere foretrækker paa en anden Maade at skjelne mellem Buer og Baand, idet de ved de første forstaar alle nogenlunde regelmæssige Lysbælter, der strækker sig over Himlen i Retningen af omtrent Ø-V, uanset i hvilken Høide, medens de mere uregelmæssige og høist foranderlige Dannelser, der ogsaa med Hensyn til deres Retning viser store Afvigelser, benævnes Baand. Hvorledes man end vil drage Grænsen, i alle Tilfælde kommer man til kort med sine Klassifikationer og Definitioner, da de to Betegnelser Buer og Baand kun udtrykker to enkelte Former af en rig Mangfoldighed af Variationer, der alle er forskjellige Ytringer af en og samme Grundform, hvorom mere senere. Hvad man i eet Øieblik er tilbøielig til at betegne som Bue, kan i det næste vise alle de Eiendommeligheder, som man tillægger Baandet, og faa Minuter senere finder man maaske, at ingen af disse Betegnelser mere passer. Da det derfor ikke er muligt at angive noget fyndigt, for alle Tilfælde gjældende Skjelnemærke mellem Buer og Baand, skal der her ved den sidste Betegnelse kun i Almindelighed forstaas de i større Høider af Himlen optrædende, nogenlunde sammenhængende Dannelser, hvis Længderetning i Hovedsagen er østlig-vestlig.

Ligesom Buen kan Baandet bestaa af enten en ensartet Lysmaterie eller af Straaler (stundom er det dannet af de saakaldte Lysskyer), og ligesom Buen, men i endnu høiere Grad, er Baandet underkastet de talrigste Forandringer i Henseende til Beliggenhed, Form og Bevægelse. Navnlig naar Baandet bestaar af Straaler, frembyder det den rigeste Afveksling og største Skjønhed. Straaledraperiets Foldninger og prismatiske Farvespil, Lysbølgerne, der med ustandselig Hast gjennemfarer de yndefuldt svaiende Straalerækker, hele det rige Spil af Lys, Farver og Bevægelser gjør denne Form til en af de mest tiltalende af alle.

Undertiden viser sig samtidig flere Baand i forskjellig Høide. For en meget fjærn, sydlig lagttager vil disse Baand (forudsat at de er over hans Horisont) muligvis gjensidig dække hverandre og fremstille sig som en enkelt, normal Bue; en noget nærmere lagttager vil se Nordlyset som en flerdobbelt Bue paa Nordhimlen.

Buens (og Baandets) perspektiviske Grundtræk kan man let forklare sig derved, at Nordlyset danner en eller flere Ringe eller Brudstykker af saadanne Ringe, der i Hovedsagen har deres Centrum i Magnetpolen (eller rettere i et Punkt af den magnetiske Jordaxe ɔ: Forbindelseslinjen mellem begge Magnetpoler), og som ligger i en vis Høide over Jordoverfladen. Paa Grund af Jordklodens store Omfang i Forhold til Nordlysets Høide vil kun en lille Del af denne Ring være synlig ad Gangen, og hver lagttager vil se sit eget Stykke, hvis Beliggenhed i Forhold til hans Horisont og Zenith vil afhænge af hans Stilling i Forhold til Nordlysringen. Dette kan anskueliggjøres paa følgende Maade. Paa enhver nogenlunde fuldstændig Globus findes der oven for Nordpolen anbragt en lille Messingring, betegnet med Døgnets 24 Timer. Forestiller vi os den noget større og rykket noget længere ned, saaledes som antydet i Fig. 12, faar vi et anskueligt og nogenlunde korrekt Billede af Forholdene med Nordlysringen. Tænker vi os et mikroskopisk lille Insekt, der kryber op ad Globen langs Linien a e, vil det i a endnu intet se af Ringen, da denne vil være fuldstændig skjult af Kuglens Runding; kommer Insektet saa til b, vil det netop begynde at skimte Ringen over sin Horisont. I c vil det se en lille Del af Ringen som en Bue, hvis høieste Punkt staar i Retning ad Globens Nord; i d vil Buen have naaet en større Høide over Horisonten og dens Fodpunkter være rykkede længere mod Syd. Kommer Insektet omtrent midtveis mellem d og e, vil det se Ringen stryge hen lige over Hovedet, og skrider det endnu længere mod Nord, vil Ringen senere vise sig som Bue i sydlig Retning. Kun maa man her erindre, at Nordlysringen ikke har den geografiske Pol eller et Punkt i Jordaxen, men - i det store og hele taget i hvert Fald - et Punkt i den magnetiske Axe til Gentrum; end videre at Ringen ikke er enkelt, men som oftest bestaar af flere eller mange Ringe, hver med sit Centrum paa forskjellige Punkter af den magnetiske Axe, samt at Ringen næppe altid er hel, men sandsynligvis oftest afbrudt og med mange Afvigelser fra den regelmæssige, symmetriske Skikkelse. Ringen er endelig i Stand til at skride mod Syd eller Nord, hvad der for en fast lagttager vil betinge lignende Forandringer i Udseende, som oven for blev antydede under Antagelse af en fast Nordlysring og en vandrende lagttager. Lader man heller ikke ude af Betragtning, at den oven for givne Sammenligning med Globen kun skal søge at anskueliggjøre det rent typiske Grundtræk, som ved en Uendelighed af ukjendte Aarsager kan modificeres, saa vil man i dette Billede have et ret godt Holdepunkt til at forklare sig Bueformen ved Nordlyset og dens forskjellige Optræden og Beliggenhed i forskjellige Egne og ved forskjellige Nordlys.

Fig. 12.

Der kunde af det foregaaende synes at fremgaa, at man ved eller i Nærheden af den magnetiske Nordpol maatte se Nordlyset som en sluttet Ring rundt omkring hele Himlen oven for Horisonten. Dette er imidlertid ikke saa. Nordlysets Høide, selv om denne anslaas til mange Mil, er i Forhold til Jordens Dimensioner saa ubetydelig, at man ingensteds, hverken inden for eller uden for Ringen, vil kunne se denne fuldstændig; alle Vegne vil man kun se en forholdsvis lille Buedel af samme.

Straaler. Denne Form er næst efter Buen den i Sydskandinavien, Nordengland etc. almindeligste og bedst kjendte. Ogsaa den indbefatter en Række af de mangfoldigste Varieteter, der kun har det til fælles, at Retningen noget nær er vertikal, og at Længden er betydelig større end Breden. Længden er overordentlig forskjellig, fra 2, 3 ° til 20, 30 ° eller mere. Breden er paa Grund af den sædvanlig vedvarende Bevægelse vanskelig at opfatte; en enkelt Straale kan danne en yderst tynd og fin Lystraad, en anden kan have en Brede af 10', 1° eller mere. Korte Straaler sammensætter ofte, som oven for omtalt, Buen eller Baandet. De lange Straaler er i Almindelighed samlede i Knipper, der enten kan staa isolerede eller, især naar Nordlyset forud har bestaaet af en Bue, være sidestillede saaledes, at deres nedre, lysstærkeste Ender omtrent følger den forrige Bues Spor. Straaleknipper, der staar høit paa Himlen, har ofte Vifteform, den brede Ende nederst. De meget klare Straaler er skarpt afgrænsede til Siderne, men fra dem er der alle mulige Overgange til de svageste, næppe synlige Lysstriber. Ved Siden af og imellem skarpe og lysstærke Straaler synes Himlen usædvanlig mørk paa Grund af Modsætningen: det er efter al Sandsynlighed Forklaringen paa de "mørke Straaler", som adskillige lagttagere i tidligere Tider mener at have bemærket. Den øverste Ende af Straalerne er i Almindelighed lyssvag og uden skarp og tydelig Afgrænsning mod Himlen. Stjærnerne skinner gjennem Straalerne som gjennem alle Nordlysets andre Former, og det er maaske tvivlsomt, om Lysstyrken nogen Sinde kan blive saa stor, at en nogenlunde klar Stjærne fuldstændig overstraales og skjules af Nordlyset.

Straalebuen og Straalebaandet danner ofte Underlaget for en Række af lange Straaler; i saa Tilfælde er det vanskeligt at afgjøre, om man skal bruge Benævnelsen Bue og Baand eller Straalerække.

Straalernes Bevægelse er en dobbelt. For det første i Retning ad Længden, idet Straalerne forlænges eller forkortes, opad eller nedad. Dernæst har Straalerne en Bevægelse til Siden, der flytter dem parallelt med sig selv enten til høire eller til venstre. Stundom er denne Bevægelse langsom, stundom overordentlig hurtig, og navnlig i det sidste Tilfælde faar man det Indtryk, at Straalerækken gjennemløbes paa langs af hurtigt paa hverandre følgende Energibølger, under hvis Indflydelse Straalerne momentant blusser op. Om det forholder sig saa, eller om det i Virkeligheden er selve Straalerne, der flytter sig, lader sig vanskelig afgjøre.

Straalernes Længderetning er ikke blot tilsyneladende men ogsaa i Realiteten meget nær vertikal, idet forskjellige Kjendsgjerninger viser, at Straalerne stiller sig i samme Retning som en magnetisk Inklinationsnaal, det vil f. Ex. for Sydskandinaviens Vedkommende sige, at de er rettede mod et Punkt paa Himlen, der ligger omtrent 70° over Horisonten og 20° fra Zenith mod SSO (det er dette Punkt, man kalder det magnetiske Zenith). For Egne nærmere Magnetpolen, hvor den magnetiske Inklination er større, staar Straalerne mere lodret; i sydligere Lande derimod danner de en mindre Vinkel med Jordoverfladen.

Kronen. Denne Form, der i Almindelighed, i hvert Fald i mere sydlige Egne, betegner Nordlysets Kulmination i Henseende til Lysstyrke, Farvepragt og Udbredelse, opstaar derved, at Straaler fra alle Sider skyder sammen mod et fælles Punkt høit paa Himlen, det magnetiske Zenith. Fra dette Samlingspunkt som Centrum synes Straalerne at udgaa til alle Retninger; Straalerne er dels meget lange, dels, især nær Kronens Midtpunkt, kortere; de danner ofte Rækker eller Baand, der terrasseformigt er stillede oven over hverandre. Himlen eller i hvert Fald dens høieste Partier faar derved undertiden Udseende af en Kuppel eller et Telt, bygget af Lysstraaler. I Virkeligheden er samtlige Straaler parallele; at de synes med modsatte Hældninger at udgaa og spredes fra det fælles Samlingspunkt i alle Retninger, er kun en perspektivisk Virkning, der hidrører fra, at Straalernes øverste Ende er fjærnere end den nederste, den samme Virkning som gjør, at Gaslygterne i lange Gader eller Trærækkerne i en Allé synes at løbe sammen i det fjærne.

Kronens Midtpunkt er undertiden mørkt, det vil sige, man ser her Himlen gjennem et Mellemrum mellem Straalerne; til andre Tider er Centralpartiet opfyldt af vekslende Lysformer.

Ofte er det ikke blot Straaleformen alene, som optræder ved Kronedannelsen, men ved saadanne Leiligheder er hyppigt saa godt som alle mulige Nordlysformer repræsenterede. Kommer saa dertil, at Nordlyset gjærne i saadanne Momenter tillige udvikler den størst mulige Fylde af Lys og Farver, saa vil man forstaa, at Kronen maa blive den af alle Nordlysets Former, der frembyder den største Pragt og den rigeste Mangfoldighed.

Ikke altid er Kronen saa storartet. Formen er der, men Bevægelsen og Lysstyrken er ringe, Farverigdommen fattes. Eller Kronen er ufuldstændig, kun dens nordlige eller sydlige Halvdel er til Stede, eller spredte Straalevifter antyder kun i Hovedtrækkene dens Form.

I Sydskandinavien, Danmark etc. finder Kronedannelsen i Almindelighed Sted paa den Maade, at Nordlyset fra Nord af efterhaanden stiger høiere og høiere, indtil det overskrider Issepunktet og derpaa naar det magnetiske Zenith: i samme Nu opdukker eller fremskyder der Straaler paa den sydlige Side af det magnetiske Zenith, og ved Nordlysets fortsatte Fremrykning mod Syd bliver Kronen mere og mere fuldstændig. I nordligere Egne, hvor Nordlyset hyppigt høit paa Himlen skrider i nordlig eller sydlig Retning, har man ofte Leilighed til at se Fænomenet, hver Gang et Straalebaand passerer det magnetiske Zenith under Bevægelsen mod Nord eller Syd. Det er dog ikke altid, at der fremkommer en Krone, naar Nordlyset passerer det magnetiske Zenith, og navnlig er dette sjældent Tilfældet, naar et af jævn Lysmaterie bestaaende Baand overskrider det nævnte Punkt. Det er nemlig i Særdeleshed Straaleformen, som Kronen skylder sin Tilblivelse.

De pragtfulde Kroner varer i Almindelighed kun en kort Tid; men ofte kan de gjentage sig flere Gange ved et og samme Nordlys. Mindre udviklede Kroner kan med stadig skiftende Udseende holde sig længere, et Kvarter eller vel endog en hel Time.

Fig. 13.

Naar man fastholder, at Nordlysstraalernes Retning er den samme som Inklinationsnaalens, kan man let anskueliggjøre sig Fremkomsten af saa vel et almindeligt straalende Nordlys som Kronen. Antager vi i Overensstemmelse med, hvad der tidligere er sagt, at Straalerne, hvis Hældning mod Horisonten udgjør f. Ex. 70°, er samlede i en stor Ring om Magnetpolen, og at lagttageren befinder sig sydlig for denne Ring, saaledes som antydet i Fig. 13 A, ser han et normalt, straalende Nordlys; Straalefødderne danner en langstrakt Bue over Horisonten, og denne Bues høieste Punkt ligger omtrent i NNV. Rykker Straaleringen parallel med sig selv længere mod Syd, saa at den i B kommer til at staa mellem lagttageren og hans magnetiske Zenith (Z), ser han en Nordlyskrone; hele Himlen, eller i hvert Fald dens høieste Del er bedækket med Straaler, der alle synes at konvergere hen imod Z. En endnu længere Fremskriden mod Syd vil bevirke, at Straalerne nu viser sig som Baand eller Bue paa den sydlige Himmel.

Nordlysskyer. Naar et straalende Nordlys eller et Parti af samme bliver mindre virksomt, svækkes Straalerne, deres Kanter bliver utydelige, deres Længde formindskes, medens Breden tiltager, og sluttelig danner de mere eller mindre udbredte, skyagtige Lysninger. Disse saakaldte Nordlysskyer er uden bestemt og udpræget Form, deres Grænser er afrundede og noget svagere end Midtpartierne. Deres Lysstyrke er i Almindelighed ringe. De er enten uregelmæssigt spredte over en større Del af Himlen, eller, naar Nordlyset kort i Forveien har haft en distinkt Skikkelse, gjengiver de i Hovedtrækkene denne. Beslægtet med disse taageagtige Dannelser er det rolige Lysskjær, der stundom udbreder sig mellem eller over mere markerede Former. Nordlysskyerne kan staa tilsyneladende rolige med kun langsomme Forandringer, men ofte viser de en høist eiendommelig, hurtig Bevægelse, hvorved de bliver identiske med den følgende Form.

Nordlysbølger (Nordlysflammer). Med disse Navne kan man betegne en eiendommelig Form eller Bevægelse, der ikke maa forvekles med de Lysbølger, som tilsyneladende gjennemiler Straalerækkerne paa langs, men som tilnærmelsesvis kan sammenlignes med den bølgeagtige Bevægelse, en med høit Korn bevokset Ager frembyder, naar Stødvinde farer hen over den. Matte Lysmasser, enten i Form af Lysskyer eller Straaler eller Buestykker, tændes i et Nu og farer med bølgeagtig Flammen og stor Hurtighed op ad Himlen, eller det synes, som om en heftig vibrerende, stødvis Bevægelse energisk iler opad og paa sin Vei momentant bringer Omgivelserne til at blusse op med et mat Lys. Denne Bevægelse optræder i Almindelighed kun ved og efter større Nordlys; den viser sig sædvanlig kun i større Høide over Horisonten, og optræder jævnlig i store Partier af Nordlyset paa en Gang. Enten kan Bevægelsen opstaa i allerede existerende Lysformer, eller den kan udbrede sig langt uden for Nordlysets tidligere Grænser. -

Dermed har jeg nævnt de for Nordlyset mest karakteristiske Former. Et Par andre Punkter skal jeg her endnu ganske kort berøre.

Nordlysets Grundfarve er hvid med en let grønlig eller grøngul Tone. Sammenlignes den med Maanens Lys, som vi i Almindelighed anser for hvidt, viser dette sig gulligt ved Siden af Nordlysets Lys. I Sammenligning med Mælkeveiens absolut hvide Lys træder derimod Nordlysets grønlige Skjær ret tydeligt frem. Ved næsten alle mindre og ogsaa ved mange større Nordlys optræder der ingen andre Farver.

Bliver Nordlyset intensivere, viser der sig desuden Rødt og Grønt. Ved lave Straalebuer optræder begge disse Farver om hinanden i Straalernes nedre Ende, og disses idelige Bevægelse bevirker, at man ikke kan komme paa det rene med, hvorledes egentlig de to Farver er grupperede i Forhold til hinanden. I høiere Buer eller Baand ser man derimod tydeligt, at det Røde optræder i Straalerækkens nedre Kant, og høiere oppe gjennem Hvidt gaar over i Grønt. Ogsaa Straalernes Sidekanter kan vise de samme Farver, især naar Bevægelsen er livlig; den forangaaende Rand er da rød, den efterfølgende grøn. Den røde Farve optræder undertiden ogsaa selvstændig, uden dens grønne Komplement, idet den kan farve store og i Almindelighed høit liggende Partier af Nordlyset, og især er dette Tilfældet ved meget stærke Nordlys, hvor undertiden store Strækninger af Himlen er belagte med en jævn og intensiv violet eller blodrød Farve. Ved meget udviklede Nordlys op træder Rødt og Grønt i mange skjønne Nuancer, og ogsaa andre af Spektrets Farver kan komme til Syne, om end kun sjældent.

Selve Naturen af det Lys, som Nordlyset udsender, har man kunnet studere paa to forskjellige Maader. Den første bestaar i at undersøge, om Nordlysets Lys viser eller ikke viser Spor af Polarisation. Polarisationen er en Egenskab, som Lysstraalerne faar dels ved at tilbagekastes, dels ved at brydes, og i Følge hvilken de er ude af Stand til f. Ex. at gaa igjennem et paa en særegen Maade tildannet og anbragt Kalkspathprisme, eller at kastes tilbage fra et under en bestemt Vinkel opstillet Speil. Ved at undersøge et hvilket som helst Lys med et eller andet Polarisationsapparat, finder man derfor uden Vanskelighed, om dette Lys er det oprindelige Lys, der udgaar fra det lysende Legeme, eller om det først kommer til Øiet efter at være tilbagekastet eller brudt. Allerede i 1817 fandt BIOT paa denne Maade, at Nordlysets Lys ikke viser mindste Spor af Polarisation, et Resultat, der er bleven bekræftet af talrige senere lagttagere. Der følger heraf med Sikkerhed, at Nordlysets Lys ikke som f. Ex. Regnbuen, Ringe om Solen og Maanen, skyldes nogen Tilbagekastning eller Brydning, men at tvært imod Nordlyset er selvlysende.

Naar Lysstraaler, der udgaar fra et fast eller flydende lysende Legeme, samles paa en Skjærm efter at have passeret igjennem en smal Spalte, en Linse og et Prisme, eller med andre Ord et Spektroskop, faar man paa Skjærmen et regnbuefarvet Baand, et Spektrum, i hvilket de forskjellige Farver gaar jævnt over i hverandre fra Rødt i den ene Ende gjennem Gult, Grønt, Blaat til Violet i den anden Ende. Er derimod Lyskilden i luftformig Tilstand, bliver Spektret ikke sammenhængende, men kommer til at bestaa af et større eller mindre Antal af lyse Linier, der er indbyrdes adskilte ved sorte Mellemrum. Antallet og Beliggenheden af disse lyse Linier afhænger af den lysende Gasarts kemiske Natur. Nordlysets Spektrum er af den sidste Slags, hvad der altsaa viser, at Fænomenets Lys kommer fra en Kilde, der er i luftformig Tilstand, og ikke fra lysende Smaadele i fast eller flydende Form. Den første Undersøgelse af Nordlysets Spektrum hidrører fra den svenske Fysiker ÅNGSTRÖM 1867; han fandt, at Spektret væsentlig bestaar af en enkelt Linie, der ligger i den gule og noget hen imod den grønne Del af Spektret. Foruden denne Linie iagttog ÅNGSTRÖM endnu tre andre hen imod Spektrets grønne Del liggende og langt svagere Striber. Senere lagttagelser har vist, at endnu en hel Del andre Linier optræder; altid og selv ved svage Nordlys forekommer den grøngule Linie, og den er i alle Tilfælde den stærkeste; men foruden den kan der vise sig Linier eller Baand i Rødt, Grønt, Blaat og Violet, altid dog kun svage og stundom aldeles ikke. Uoverensstemmelsen mellem de af forskjellige lagttagere sete Spektra, Vanskeligheden ved at identificere de iagttagne Linier, og andre Omstændigheder har bevirket, at Spørgsmaalet om Nordlysets Spektrum endnu ikke er definitivt afgjort. Heller ikke formaar man kunstigt at fremstille et Spektrum, der ligner Nordlysets, lige saa lidt som man har kunnet paavise med Bestemthed, at nogen af Nordlyslinierne netop falder sammen med Linier fra bekjendte jordiske Stoffer, om end enkelte af dem ligger forskjellige Gasarters og Jærnets Linier nær. Spektralanalysen, der har vist sig saa overmaade frugtbringende paa saa mange andre Omraader, har derfor hidtil ladet os noget i Stikken med Hensyn til Nordlyset.

Det kan her endnu bemærkes, at Nordlyset ligesom Atmosphæren deltager i Jordklodens daglige Omdreining, saa at Nordlyset maa betragtes som et rent tellurisk Fænomen; end videre, at det i Modsætning til Luften ikke udøver nogen lysbrydende Indvirkning paa de fra Stjærnerne kommende Straaler.

22) Undertiden kan Buen staa saa lavt, at man kun ser dens Overrand oven for Horisonten.

23) Hermed staar i Overensstemmelse, at Segmentet i Regelen synes desto sortere, jo lysstærkere Buen er.