Lokalhistoriske tekster fra Finnmark

 
Forord
I. Fra Bergen til Alten
II. Bossekop og Alten
III. Fra Bossekop til Koutokæino
IV. Koutokæino
V. Koutokæino
VI. En Tur til en Renby
VII. Om Lapperne
VIII. Om Renen
IX. Ved Juletid i Koutokæino
X. Om Nordlyset
XI. Udflugter fra Koutokæino
XII. Rædselsperioden i Koutokæino
XIII. Paa Reise
XIV. Thingugen i Koutokæino
XV. Reise til Sodankylä
XVI. Fra Koutokæino til Bossekop
XVII. Fra Alten til Hammerfest
XVIII. Fra Hammerfest til den russiske Grænse
Anmærkninger
Forfatterens Reiseruter

Under Nordlysets Straaler : Skildringer fra Lappernes Land / af Sophus Tromholt. - Kjøbenhavn : Gyldendal, 1885


V. Koutokæino.

Koutokæino, den 19de November 1882.

Atter er en Maaned gaaet, siden De sidst hørte fra mig.

Under Sneens hvide Dække sover Lapmarkens øde Natur sin lange, tyste Vintersøvn. Den korte Sommers Flor af Blomster, der som venlige Øine smilede til de varme Solstraaler, som havde fremlokket dem, er henveiret, og Frøet venter slumrende i den stivfrosne Jord paa den fjærne, fjærne Vaar, der atter skal vække de spirende Kræfter til Virksomhed og Liv. Det tynde Birkekrat, der havde ydet sin beskedne Skjærv til at pryde de fattige Bakkers Goldhed, om end kun med en Antydning til Haabets skjønne Farve, staar indhyllet i Naturens fælles, hvide Klædebon, vævet af Rimens og Sneens fine Krystaller. Elven, hvis muntre Bølgeleg ogsaa havde gjort sit bedste for at udfylde den triste Ørkens triste Tomhed, ligger bunden under Frostens og Isens Jærnlænker.

Alt er gaaet til Hvile efter den korte Sommerdags intensive Liv. Selv Vinden vover ikke at røre ved det lette Duntæppe, hvorunder Vinteren har redet Naturens Seng; selve Luften synes at sove med. Og Intet afbryder Naturens stille Slummer. Deres Fod kan vandre over den ene flade Bakke efter den anden, den ene som den anden: aldrig blander der sig i Sneens Knirken under Dem nogen Lyd fra et levende Væsen paa Jorden eller i Luften. De lytter efter blot en eneste Fugls Stemme eller Vingeslag. De speider efter blot en eneste Bevægelse i al den livløse Stilhed - De lytter og speider forgjæves, Deres Aandedræt er den eneste Lyd, der naar øret, de tilsneede Bakkers ensformige Linier det eneste Syn, der møder Deres Øie.

I Syd ser De Lysningen, der bebuder den kommende Dag. De venter og venter, den kommer ikke. Først naar Deres Uhr viser henad Middag, lister Solskiven sig langsomt op over Synskredsen, vandrer et lille Stykke hen ad Bakkerne langs Horisonten, og siger derpaa atter Farvel, for næste Dag at gjøre et endnu kortere Besøg.

Mørket breder sig ud over de ensformige Sneflader, næsten førend De er færdig med Deres Middag. Stjærne titter frem efter Stjærne, og Maanens smalle Bue tændes lavt i Syd, medens De drikker Kaffe.

Men i den lange Nat, som følger efter, viser Naturen Dem, at ikke alle dens Kræfter er gaaede til Ro; da opruller den for Deres studsende Blik et Skue, der erstatter Dem, hvad dens Fattigdom i andre Henseender lader Dem savne. Da vaagner Elektricitetens og Jordmagnetismens Søsterkræfter og kaster deres Straaleglans hen over den mørke Himmel, hen over den hvide Jord; da begynder hele den muntre, kaade, boltrende Leg mellem Lys og Farver og Former og Bevægelser. Snart reiser de mægtige Kræfter deres herlige Flammetelt, bygget af Hundreder af sitrende Straaler; snart væver de af Regnbuens brogede Pragt tusindfold slyngede Guirlander og Draperier, der flagrer fra Syd til Nord, fra øst til Vest; snart forvandler de hele Himmelhvælvingens Flade til et stormbevæget Hav af mægtige Lysbølger, der med lynsnar Fart iler fra Horisont til Horisont. I stadig Veksel, i stadig Fornyelse fortsættes dette underfulde Lysspil den hele lange Nat igjennem, indtil de sidste Rester af de flygtige Lysskikkelser bortskræmmes af den gryende Dags blege Dæmring.


Koutokæino om Vinteren.

Saaledes gaar Døgn efter Døgn i Koutokæino. Et meget afvekslende, et meget indholdsrigt Liv er det jo ikke, og havde man ikke sit Arbeide at udføre, maatte man kunne bringes til Fortvivlelse af denne dræbende, aldrig endende, livløse Ensformighed. Men jeg føler mig slet ikke ulykkelig over dette Liv; jeg kan arbeide uforstyrret, og jeg faar meget udrettet, og det falder mig sjældent ind at tænke paa, hvorledes der ser ud andensteds i Verden. Kun naar jeg en Gang imellem kommer lidt ud i Egnen og der i Synskredsen ser Konturerne af de fjærne Bjærge, føler jeg ligesom en dragende Længsel efter at komme hen til dem og til de lykkeligere Egne hinsides dem. Men saa trøster jeg mig med, at Veien gaar did til Vaaren, og snart er saadanne Tanker glemte, og jeg føler mig atter hjemme blandt den lille hyggelige Menneskekreds, hvis hele Liv er bundet til denne Plet.

Kun en Gang har jeg følt mit Fangelivs hele Tyngsel, følt den mest uimodstaaelige Trang til at bryde de Lænker, der binder mig til dette Fængsel, og at flygte ud i den rige, varme Verden fra al denne vintermørke Fattigdom. Anledningen var ganske tilfældig - Virkningen maaske komisk. I en engelsk Roman traf jeg et Sted, hvor en ung Pige fra et af Herregaardens Vinduer kaster en halvt udsprungen Rose ned til sit Hjærtes Udkaarne, idet han stiger til Hest for at begive sig hjem. En halvt udsprungen Rose! Hvilken Storm fremkaldte ikke disse Ord i mit Sinds ellers saa rolige Hav. En halvt udsprungen Rose! Alle mine Tanker saa kun denne halvt udsprungne Rose, alle mine Tanker klamrede sig fast til den Skjønhedsverden, der ligger udtalt i den halvt udsprungne Roses fine, skære, jomfruelige Blade. Ak, jeg saa hele den skjønne, sommerlyse Verden, hvor Nattergalen synger i Rosernes Skygge og jeg saa den kalde, for enhver Prydelse berøvede Ørken, hvor jeg befandt mig, hvor aldrig nogen Rose har været, hvor den korte Sommer ikke tillader Dyrkningen af en eneste Haveplante, hvor den lange Vinter ikke taaler en eneste Blomst inden for Husets Vægge. Hvad havde jeg ikke givet for blot et eneste Øieblik at kunne dvæle i Sydens lykkelige Egne, hvor Rosen og Ynden gror, hvor Livshavens herligste Rose, den unge, skjønne Kvinde smiler!

Nu ja, min unge Alder vil undskylde saadanne Drømmerier.

Som ovenfor antydet, er Vinteren nu kommen med hvide Marker, med Is og Frost. I hele denne Maaned har Temperaturen aldrig været over -3°C., men meget ofte, selv midt paa Dagen, saa lav som -20° eller -25°. Dette er jo en ganske respektabel Kuldegrad, som De formodentlig ikke vilde føle Dem synderlig tiltalt af; men Kulden har her oppe, naar man først er bleven lidt vant til den og heldig har overstaaet en ForkøleIse eller to, ikke det frygtede haarde Præg, som de med Sol og Sommervarme opklækkede Sydboere tror. Jeg har i den nævnte Kulde staaet uafbrudt ude den hele Nat fra Aften til Morgen og observeret hvert femte Minut, uden at føle mig mere generet af selve Kulden, end om jeg havde siddet i en Stues lune Kakkelovnskrog. Hovedgrunden hertil er det prægtige stille Veir, der er saa fremherskende her; mange Dage i Træk føler man ikke den ringeste Luftning. Men blæser det noget ved saa lave Temperaturer, er det rigtignok næsten en ligefrem Tortur at skulle opholde sig i fri Luft.

Det forstaar sig, man maa være godt klædt, for ustraffet en hel Nat igjennem uden synderlig Bevægelse at kunne byde 25 Kuldegrader Trods. Den i mit forrige Brev omtalte lappiske Sommerdragt er nu for længst bleven ombyttet med Vinterklædningen; denne er i Snittet som hin, men bestaar næsten udelukkende af Pelsværk. Huen har samme Form, men Pulden er rød, Kanten nedenfor af Renskind, og inde i Pulden ligger en Pude fyldt med Dun. Det vigtigste Klædningsstykke er Pæsken, for uvante Bærere en frygtelig Indretning at faa paa og af, men uvurderlig, hvad Beskyttelse mod Kulden angaar. Det er, som jeg tidligere har omtalt, en vid og lang Pels af Renskind, med Haarene udad, lukket alle Vegne med Undtagelse af Aabningerne for Halsen og Ærmerne; et bredt Læderbælte fastholder den om Livet. Under Pæsken bærer Lapperne en Slags omvendt Pæsk af Faareskind, med Haarene indad. Benene stikkes i de saakaldte Bællinger, lodne Benklædereller Hylstre af Renskind. Paa Fødderne bærer man Skaller, der ligesom Komagerne fortil har en kort, opadbøiet Snabel, men som er lodne udvendig og for øvrigt ligesom Sommerskoene fyldte med Sennegræs. Et Par vældige, lodne Renskindhandsker, der ligeledes er fyldte med Senner, fuldender Udrustningen, og bar jeg ikke Briller, maatte man i min lodne Habitus antage mig for en lige saa fuldblods Lap som Jossa Pentha, Heika Tornensis og alle de andre.

Iført et saadant Kostume kan man nok staa imod selv et halvt hundrede Graders Frost. Desuden føles Kulden som sagt i og for sig ikke saa stræng, som man kunde være tilbøielig til at tro, men den medfører, især for min Virksomhed, Ulemper paa anden Haand, som man maa have oplevet, for til fulde at kunne forstaa deres Betydning. Naar f. Ex. Haarene i Overskjægget forvandler sig til Istapper og stritter ud som Piggene paa et Pindsvin; naar selv det forsigtigste Aandedræt bedugger Brillerne, netop som man, tællende Sekunderne efter Kronometrets Slag, skal gjøre en Stjærneobservation; naar alle Instrumenter hvert Øieblik bedækkes af et tykt Rimovertræk, der skjuler Inddelingerne, eller Kikkertens Glas hvert Minut maa befries fra sin Isskorpe; naar Fingrene klæber sig fast til Metaldelene, der ved Berøringen frembringer en sviende Smerte, som om man havde rørt ved glødende Jærn; naar Lygterne gaar ud, fordi Olien fryser, netop som man skal notere eller tegne noget - da maa man sandelig tage sig sammen for ikke at tabe sit gode Humør. Dette er kun nogle af de mangfoldige Smaaomstændigheder, der kan indtræffe og lægge utallige uventede Vanskeligheder i Veien, og ofte netop i det mindst beleilige Øieblik.

Med sidste Post fik jeg i ikke mindre end tre forskjellige Breve Spørgsmaal om, hvad vi egentlig her oppe har at lægge i Ovnenes graadige Gab. Dette Punkt synes altsaa at tiltrænge en oplysende Forklaring. Naar den ikke er kommen tidligere, ligger det formodentlig i, at vi i denne Henseende slet ikke er uheldigt stillede; rundt omkring Husene staar store Stabler af tyndt Birkeved, der hidføres fra de et Par Mil herfra liggende Kratstrækninger langs Elvens Sider. Dette Brændsel koster ikke andet end Transporten, og paa Grund af den let fængelige Bark brænder det saa villigt, at det er en hel Fornøielse at lægge det Ovnen.

Sneveir pleier at være uadskilleligt fra Begrebet Vinter, og især Begrebet arktisk Vinter, men i denne Henseende har vi hidtil ikke haft nogen Overflod. Markerne og Buskadset er rigtignok hvide, men det skyldes for en stor Del Rimen og dernæst den Omstændighed, at de faa Snefnug, der af og til er faldne, er blevne liggende uden at tø bort, saa at der til sidst er ophobet et tyndt Dække, der netop skjuler Jorden nedenfor. Rigtigt Sneveir har vi endnu ikke haft, hvad der er meget usædvanligt her. Hele Nedbørmængden i Oktober udgjør kun 1.6 mm., og i denne Maaned til Dato kun 0.7 mm. En saadan Mangel paa Sne kan for de fleste Egne være ligegyldig, men her spiller den en stor Rolle, da den umuliggjør den eneste Kommunikation, der kan finde Sted om Vinteren, nemlig Befordringen med Ren og Pulk. Den lille norske Koloni her var ikke forberedt paa, at Sneføret skulde udeblive saa længe, og der begyndte derfor samtidig med Snemangelen efterhaanden at indfinde sig en betænkelig Mangel paa forskjellige, i det daglige Liv høist nødvendige Sager. Jeg vil ikke tale om, at Kognaken slap op allerede for flere Uger siden, og at dermed Toddyen, der var en ikke ubehagelig og næsten nødvendig Afveksling i Observationsarbeidet og Ensformigheden, havde Ende; men hvad der var værre, Lampeolien slap ogsaa op, Stearinlysene var for længst opbrugte, og de Par Stykker Talglys, som endnu var levnede, kunde ikke vare længe; Handelsmandens Tobaksbeholdning var udtømt, det sidste Mel og det sidste Sukker var paa Bordet - kort sagt, det var slet ikke lystelige Udsigter. For en halv Snes Dage siden sendte imidlertid Lensmanden trods det ugunstige Føre en Raide - en Række af Rener, hver med sin Pulk, den ene bunden bag ved den anden - til Bossekop for at hente Forstærkning, og i Dag er den vendt tilbage med Overflod af alt. Men De kan heraf danne Dem et Begreb om Kommunikationens og Førets Vanskeligheder, naar De betænker, at selv Renen, der dog ellers er en overmaade hurtig Løber, behøver 11 Dage til en Transport frem og tilbage mellem de to Steder, i alt omtrent 30 Mil.

For Resten ser vi endnu ikke stort til Renerne her, uagtet vi lever i Verdens største Rendistrikt. Afog til trækker en Raide eller en enlig Pulk gjennem Egnen, men det er ogsaa alt. De store Hjorde paa mange Hundreder - de saakaldte Renbyer - ligger i mindst en Mils Afstand. En enkelt Flok paa et par hundrede Stykker har jeg dog en Gang haft Leilighed til at se, og jeg skal aldrig glemme det Skue, jeg da blev Vidne til.

Det var for nogle Uger siden, førend Elven endnu var ganske tilfrossen. Renflokken, med Tilbehør af Lapper og Hunde, kom trækkende Nord fra, og skulde sætte over Elven netop her ved Kirkestedet. Det var Desertører fra flere af de store Renbyer, der tidligere var gaaede over paa andre Steder af Elven; de var nu med megen Møie fundne og samlede og paa Veien til deres forskjellige Eiere. To af Lapperne, den ene med en stor Klokke i Haanden, gik om Bord i en Baad, trækkende efter sig tre Rener, der skulde opmuntre eller friste hele Flokken til at sætte ud i den med drivende Isflager opfyldte Elv. Baaden stagedes ud i Elvens Midte; de bundne Rener maatte følge efter, enten de vilde eller ei; Klokken begyndte at ringe, og Mændene i Baaden gav sig til at raabe: "guf, guf, guf," medens deres endnu værre skraalende Staldbrødre og en halv Snes Hundes Bjæf forsøgte at drive Renflokken ned til Vandet. Et Gærde af Riskviste var tidligere opsat for at hindre Renerne fra at komme nogen Vei langs Elvens Kant.

Det var et prægtigt Syn at se den viltre, graaspraglede Flok, efterhaanden som den blev dreven tættere og tættere sammen, at se den Uro og det Liv, der rørte sig saa vel i hele Klumpen som hos hvert enkelt Individ; de mangefold grenede Takker dannede et helt Buskads over de ubeskrivelig uroJige Hoveders myldrende vrimmel.

De forreste Rener stak Klovene ned i Vandet, overlæggende et Øieblik, om de skulde følge deres bundne Kammerater ud i den iskalde Elv eller forblive paa Land - de foretrak det sidste og vendte om. Og hvad een Ren gjør, det gjør alle dens Kammerater ogsaa, og da Lapperne og Hundene spærrede Veien paa den ene Side og Gærdet paa den anden, var der ikke andet at gjøre, end at løbe rundt paa samme Plet; og straks efter saa man hele Flokken med en Hast, som gjaldt det Livet, kredse omkring sit Midtpunkt i smaa og store Kredse - i stor Maalestok omtrent som den Leg, jeg tror man kalder at "vinde Garnnøgle" .

Baaden ligger midt i Elven, de bundne Rener staar rystende og skjælvende i Vand til Ryggen, Mændene i Baaden kimer og raaber "guf, guf", Hundene gør af alle Kræfter, Lapperne ved Bredden danser à la Sprællemand omkring Flokken for at holde den samlet, og for paa bedste Maade at opnaa deres Hensigt, larmer og støier de om Kap med Hundene.

Men der er for faa Folk og for mange Rener; en af disse ser sit Snit til at smutte ud mellem to af Vogterne, og den galopperer af Sted; en anden, en tredie , en fjerde gjør det samme; en Del af Lapperne og Hundene forsøger at indhente dem, og som en lang Traad opruller Garnnøglet sig - straks efter er hele Flokken i vild Flugt op over Bakkerne.

Baaden maa atter i Land, Renerne drives igjen sammen, og saa begynder den samme Scene forfra.

De bundne Rener er atter paa deres Plads ude i Vandet; "bim, bim, bim," siger Klokken i Baaden, "guf, gu-uf, gu-u-uf," raaber dens Besætning, "bjæf, bjæf, guf, guf" lyder det i Kor fra den to- og firbenede Bevogtning. Renerne galopperer atter i Kredsløb, indtil en af dem finder en Aabning, den kan smutte ud af, og hele Flokken følger den.

Atter maa Baaden i Land, og atter maa Renerne drives sammen, og atter begynder den samme Historie med atter samme Udfald. Ja, uden Overdrivelse, jeg tror, at Forsøget blev gjentaget en halv Snes Gange, men endda lykkedes det ikke; Renerne, som ellers er udmærkede Svømmere, vil de ikke ud i det isfyldte Vand. Den sidste Gang fandt en af dem paa at bryde over det opsatte Gærde; Forsøget lykkedes, og nu styrtede hele Flokken af Sted langs Elvebredden og derpaa op ad en af Bakkerne, hvor den spredtes og til sidst forsvandt bag Bakkens Krumning. Ingen forfulgte den denne Gang; Lapperne blev trætte og trøstesløse tilbage, for en Stund at raadslaa om, hvad der nu skulde gjøres for blot atter at samle de adsplittede Dyr. Vi saa derefter ikke mere noget til dem eller deres ustyrlige Hjord, men vi hørte senere, at de et Par Dage efter var komne over Elven længere nede, hvor Isen havde bygget en solid Bro over Vandet.

Men aldrig skal jeg glemme dette karakteristiske, livlige, brogede Billede, som jeg ligefrem nød med den Fremmedes begjærlige Blik, og som jeg her kun paa en ufuldstændig Maade har søgt at gjengive i Hovedtrækkene. Især kan jeg aldrig lade være at le, naar jeg tænker paa en gammel, kort og tyk Lappebedstefader, der i Pæsken saa endnu kortere og tykkere ud, end Naturen havde gjort ham, og som i sine BestræbeIser for at holde Renflokken sammen skraalede og brølede og slog ud med Arme og Ben værre end nogen af de andre. Da det blev ham for varmt, smed han først Stokken fra sig, saa Huen, og til sidst rev han Pæsken af sig og kastede den i Harme ind paa den balstyrige Flok. Tænk Dem en Sprællemand saa tyk og rund som et Græskar, og med et Par korte Stumper af Arme og Ben, træk saa i Snoren, saa har De et nogenlunde korrekt Billede af Lappegamlingen.

Men saaledes er hele Fjældlappens Liv fuldt af Anstrængelser og Møisommeligheder, som kun de færreste har nogen Forestilling om. Og dog er han paa sin Vis lykkelig og til Freds med sit Nomadeliv, og han vilde ikke for alt i Verden ombytte det med nogen anden og mindre besværlig Maade at leve paa.

Den vigtigste Begivenhed, der hidtil har afbrudt vort ensformige Eremitliv, maa jeg endnu i Korthed omtale. Den gamle Skole, som jeg nævnte i mit forrige Brev, og som i Almindelighed paa denne Tid af Aaret staar tom, da der kun er Skolegang fra Nytaar til Foraar, har i de sidste Maaneder været benyttet som Værksted og Bolig for Tømmermanden fra Alten og hans Arbeidsfolk, der er beskæftigede med den nye Skolebygning ovre paa den anden Side af Elven. For en Uges Tid siden blev jeg pludselig vækket Klokken 5 om Morgenen ved Raabet: "Der er Ildebrand i Skolen!" Hvad for noget? "Skolen brænder!" Omsider begyndte Situationen at blive klar for mig. Men da var jeg heller ikke sen med at iføre mig Pelsklæderne; en Ildebrand i Koutokæino, det var et saa overraskende uventet Nummer i Programmet, at dette Syn ikke maatte gaa tabt for mig. Da jeg kom ud i den klingrende Frostnat, var hele Koutokæinos mandlige Befolkning oppe paa Taget af den brændende Bygning, medens den kvindelige dito bar Vand fra Brønden. Ilden var udbrudt paa Loftet, og Flammerne slog i Begyndelsen høit til Veirs; de brændende Dele af Taget blev revne ned, og et Dusin Spande Vand dæmpede snart Ilden. Til alt Held var Veiret fuldstændig stille, ellers vilde uden Tvivl ikke alene Skolen med dens letfængelige Beholdning af Tømmer og Spaaner, men ogsaa Lensmandsboligen, som ligger lige ved Siden af, være bleven et let Bytte for Flammerne. Thi det er kun en Ildebrand, der kan slukkes med en Spand Vand, som man her kan blive Herre over; andre Slukningsredskaber staar nemlig ikke til Disposition.

Ja saaledes gaar det: der havde jeg nær risikeret at brænde ihjel, jeg, som man frygtede for skulde fryse ihjel her oppe!