Under Nordlysets Straaler : Skildringer fra Lappernes Land / af Sophus Tromholt. - Kjøbenhavn : Gyldendal, 1885

VIII. Om Renen.

Det aller vigtigste i Fjældlappens Husholdning er hans Rener; de er i Virkeligheden alt for ham, eller som en ældre svensk Forfatter udtrykker sig: de er Lappens Ager og Eng, hans Heste og Kør; han modtager fra sine Rener alt, hvad Land og Strand, Indien og Levanten yder os. Selv om dette ikke skulde være aldeles korrekt, saa forsyner dog Renen Lappen med Føde, Klæder og Arbeidskraft; den giver ham Mælk, Ost og Kalve; den slagtes til Føde og til Salg; Huden benyttes til Klæder og Skind, Pande- og Benhuden til Skotøi; og ved at sælge disse og andre Produkter af Renen - og det er næsten det eneste, som Lappen har at sælge - skaffer han sig, hvad han for øvrigt behøver: Vadmel til Klæder og Telt, Mel, Salt, Brænelevin, Værktøi og Smykker; af Renens Sener danner Kvinderne Traad; af Ben og Horn forfærdiges Redskaber eller koges Lim, o. s. v. Dette for Lappen saa vigtige Dyr, der tillige giver disse høinordiske Egne et ganske særeget Præg, skal jeg her noget nærmere omtale, i det væsentlige efter v. DÜBEN's Fremstilling.

Renen, der endnu lever vild hist og her i det Indre af den skandinaviske Halvø, er baade i vild og tam Tilstand et smukt og kvikt Dyr, i fuldvoksen Stand omtrent 5 Fod lang fra Hornenes Rod til Halen, 3-3½ Fod høi. Den vilde er, noget større. Renen ligner i sin Bygning de andre Hjortearter, men den er plumpere og har et forholdsvis større Hoved, og Snuden ligner Koens; Skulderbladene staar temmelig høit op, saa at der dannes en Slags Pukkel, men den er saa lav, at den knap bemærkes. Sommerdragten er mørk brungraa og mørkest langs Ryggen; det sidste er ogsaa Tilfældet med Vinterdragten, der for øvrig er hvidgraa; stundom, skjønt sjældent, er Farven aldeles hvid baade Vinter og Sommer. Lapperne sætter særlig Pris paa de ganske hvide Rener, dels maaske, fordi disse synes dem de smukkeste, dels fordi de, naar deres Hjord bestaar af baade brune og hvide Dyr, lettere kan skjelne Flokken paa lange Afstande mod de brune Fjælde. Naar Kalven fødes, er den rødbrun, siden bliver den mørkebrun og efterhaanden lysere. Partiet omkring Øinene er altid sortebrunt. Paa Halsens nedre Side, hen imod Bringen, findes et Knippe af lange, fremstaaende Haar. Snuden er hvid, og det samme er Tilfældet med den korte, omtrent 3 Tommer lange Hale; neden for denne findes en hjærteformet hvid Plet. Haarene paa Benene er sædvanlig mørke; i Nærheden af de brede Klove er Fødderne hvidringede. Haarbeklædningen er, især om Vinteren, temmelig tæt; Haarene er stive, dækker hverandre og er 1½-2 Tommer lange.

Sjælden er Renen uden Horn (eller Takker, som det zoologiske Sprog foretrækker at kalde disse Dannelser). Sædvanlig er Hannens Horn 2-3 Fod lange; de er rettede bagud og opad, paa Midten bøiede fremad. Spidserne er sammentrykte fra Siderne og fingerdelte i flere Grene eller "Ender". Lige over Panden udgaar der omtrent fra Hornenes Rod en eller to kraftige Grene, der ofte naar helt til Snudespidsen; de er i deres yderste Ende lodret sammentrykte, aldeles flade, næsten spadeformige og forsynede med smaa Grene. Afstanden mellem begge Hornenes Spidser svarer omtrent til Hornenes Totallængde. Undertiden findes kun eet Horn, stundom tre, hvoraf et midt i Panden, og endnu flere Variationer i Hornenes Form og Udvikling træffes hyppigt. Hunnernes Horn er noget mindre end Hannernes, finere og mindre grenede.

Bundne Rener.

Renkalvens Horn begynder at udvokse 4-5 Uger efter dens Fødsel, og de tiltager i Størrelse indtil Oktober Maaned, da de er omtrent 8 Tommer lange og som oftest ugrenede. Hannens Horn naar deres fulde Længde ved 4½, Hunnens ved 3 Aars Alderen. Rentyren fælder sine Horn i Midten af November; de begynder atter at udvokse straks efter Fældningen, er i Midten af April omtrent 3 Tommer lange, ved Midsommer halvvoksne, i den sidste Halvdel af August fuldvoksne. Renoksen fælder sine i Midten af April, Koen i Midten af Mai, en halv Snes Dage efter Kalvningen; begges er fuldt udvoksede i Midten af August. Naar de nye Horn bryder frem, er de bløde og overtrukne med en lodden, fløielsagtig Hinde, der i August løsner sig og rives af, saa at Hornene senere er aldeles nøgne. Under Udvæksten er Hornene meget skjøre og Hinden paa dem i høi Grad følsom for selv den mindste Berøring; de vokser især i Længde, mindre i Tykkelse.

Renen bliver i Almindelighed ikke ældre end 14-16 Aar, undertiden kan den dog opnaa en Alder af 20 Aar eller mere. I 4-4½ Aars Alderen er Renen fuldvoksen, og senere forandres ikke Hornenes Størrelse og Form, saa at man ikke hos Renen, som hos andre Hjorte, kan bedømme Alderen efter Horntakkernes Antal. Hornenes Størrelse er ikke altid den samme fra Aar til Aar, hvad der hidrører fra Fødens vekslende Beskaffenhed eller fra Sygdomme.

Parringstiden indtræffer i Slutningen af September og Begyndelsen af Oktober. Sidst i Mai eller først i Juni kaster Hunnen sædvanlig 1, stundom 2, høist sjælden 3 Kalve. Moderen nærer dem med sin Mælk indtil Oktober eller November; senere maa de selv sørge for deres Livsophold.

Om Høsten mærkes Kalvene af Hjordens Eier paa den Maade, at der i Ørene gjøres et enkelt eller dobbelt Snit, stundom udklippes et lille Stykke. Disse Mærker er af en bestemt, inden for samme Lappefamilie stadig gjentagen Form, og de udgjør det eneste, men ogsaa tilstrækkelige, positive Bevis for Eiendomsretten.

Renen giver sjælden nogen Lyd fra sig, bortset fra den under Løbet opstaaende, knitrende Lyd i Fødderne ; men stundom frembringer den en Lyd, der nærmest kan sammenlignes med Svinets Grynteri. Man hører den især, naar Hunnerne kalder paa deres Kalve, eller naar disse svarer eller søger Moderen. Ligeledes grynter Tyren i Parringstiden.

Renens væsentligste og kjæreste Føde er den efter Dyret opkaldte Renmos (rettere Renlav, Lichen rangiferinus); dog spiser den ogsaa med Begjærlighed Græs og Hø og i det hele taget næsten alle de Vegetabilier, den kan komme over, Urter, Træknopper o. s. v. Renen skaffer sig selv sin Føde, uden at noget Foder indsamles til den (her ses bort fra, at Kjørerenerne paa Reiser sædvanlig fodres med indsamlet Mos). Selv om Marken er bedækket med et høit Snelag, forstaar Renen dog at finde frem til Mossen; den graver sig ned med Forføddernes brede, spadelignende Klove, og sparker Sneen op omkring det runde Hul. Naar Sneens Overflade om Efteraaret ved Regn eller Tøveir smelter og derpaa atter fryser til Is, er Renen ikke i Stand til at gjennembryde denne Isskorpe og komme ned til Mossen. Den er da indskrænket til Trælav og spæde Kviste, og under ugunstige Omstændigheder gaar mange under saadanne Forhold til Grunde af Sult.

Renen benævnes rigtignok Husdyr og kaldes tam, men den er et Husdyr, som aldrig opholder sig under Tag, og Hjorden i sin Helhed er aldrig tam. Man kan rigtignok uden videre gaa ind i Hjorden, lægge sin Haand paa Renerne og endog røre ved deres Horn; men forsøger man at holde en af dem fast, eller røber man i det hele taget mere nærgaaende Hensigter, flygter Dyret ilsomt bort. Hvorledes skulde Renen ogsaa blive tam? Mennesket giver den ingen Foder, den lever aldrig længe sammen med samme Eier eller Vogter; han driver den foran sig, hidser Hundene paa den og forvolder den kun Besvær, uden egentlig nogen Sinde til Gjengjæld at vise den nogen Tjeneste og Velvillie, fraregnet den eneste: at slippe den løs, naar han har brugt den.

Til Arbeidsdyr bruges mest kun Okserener; de tæmmes i det 3die eller 4de Aar. At tæmme en ung, allerede voksen Ren er et besværligt og anstrængende Arbeide, der fordrer baade lang Tid, Kraft og Behændighed. I Begyndelsen taaler Renen ikke Pulken bag sig; for lidt efter lidt at vænne den dertil, bruger man i Førstningen meget lange Tømmer og Dragreb. Ofte tæmmes Renen ved at man spænder den foran en Lastepulk og binder den bag en anden, med en allerede tæmmet Ren forspændt Pulk eller mellem to saadanne. Det utæmmede Dyr stritter vel imod af alle Kræfter, men nødes dog til at følge med og trække sit Læs, og saaledes vænnes det lidt efter lidt dertil.

Renens Optræden i store Masser frembyder altid et smukt og storartet Skue. Saaledes skriver f. Ex. STOCKFLETH:

Alle fire Renbyer blev samlede, og i denne skovrige Egn tog Dyrene sig fordelagtigt ud. De fire Renbyer kunde tilsammen tælle omtrent 1700 Dyr, men mellem Krattet syntes Antallet dobbelt saa stort, og Fjældene og Buskene syntes i Ordets egentligste Forstand at leve og bevæge sig. Allerede troede jeg, at hele Flokken var leiret om Teltene, da Dyrene pludselig saa op til et skovklædt, høit Fjæld, ved hvis Fod vi befandt os, og i samme Øieblik vendte ogsaa vi vore Øine did og bemærkede, at det øverst oppe paa Fjældtoppen begyndte at røre og bevæge sig. Bevægelsen tiltog mere og mere, og nu saa vi ogsaa Vogterne og Hundene, hvis Raaben og Gøen lød ned til os. Ned ad og ud over Fjældets Sider og Bratheder kastede sig flere hundrede Rener i flyvende Galop; smukt tog Dyrets Reisning og Holdning sig ud under det lette og flyvende Løb. Fjældets Styrtninger og Træerne mangfoldiggjør Dyrenes Vendinger og Bevægelser; i ustandset og ustandselig Fart omgaar de, i raske og muntre Vendinger, løsrevne Klippeblokke , forsvinder bag disse og Træerne og kommer atter til Syne. Nogle hundrede Skridt fra det Sted, hvor vi stod, styrtede nu Flokken galopperende frem, og det lød, som om en Stormvind susende foer gjennem Skoven, som om en Skylregn plaskede. Ladende de bjæffende og forfølgende Hunde langt efter sig, styrtede Flokken sig midt ind iblandt de omkring Teltet leirede Rener, og opskræmte disse til alle fire Himmelegne. Ordnende og styrende saas nu Vogterne fare frem paa Skierne, udsendende Hundene i alle Retninger.

Et Kvarter senere er alt igjen samlet og roligt, for saa vidt Renerne kan være rolige. I forfængeligt Overmod og indtagen i Lyden af sin egen Gøen, forfølger en og anden geskæftig og bjæffende Hund en Ren, efter at denne er kommen tilbage til Hjorden. Hurtig vender Renen sig om, gjør et Stød med sine Horn, og Hunden ligger paa Ryggen og spræller; nu er det dens Tur at flygte, og den gjør det ogsaa, beskæmmet og tudende, med Halen mellem Benene. Med rolig og stolt Holdning ser Renen efter den Flygtende, som vilde den sige: uden for Hjorden er Din Plads, inde i den har Du intet at gjøre, hvorpaa den vender sig om til sine Kammerater.

Rener.

RODE giver følgende Oversigt over, hvor stor Hjord en Lap behøver for at kunne leve deraf. Formuende eller dog velstaaende er den Lap, hvis Hjord er talrig nok til at kunne taale en aarlig Slagtning af 30-40 voksne Rener, hvilket Antal omtrent medgaar til Husholdningens Behov. Ti, tyve eller flere Stykker maa end videre kunne slagtes til Salg eller til Ombytte med andre Fornødenheder. For at kunne taale en saadan Slagtning uden at formindskes, maa Hjorden bestaa af i det mindste 2-300 Stykker, Okse- og Kjørerenerne samt Kalvene iberegnede. I en saadan Hjord vil der findes omtrent 100 voksne Hunner (Simler), 30-40 Hanner og Resten Kalve. Antager man, at hver Hun aarlig kaster 1 Kalv, faar Eieren om Foraaret 100 Kalve, hvoraf imidlertid næppe flere end Halvdelen oplever den næste Vinter; mange omkommer af forskjellige Grunde, og en Del maa slagtes for at skaffe Skind til Klæder, især til Børnene. Hjorden faar altsaa en Tilvækst af omtrent 50 Rener til at erstatte Afgangen af dem, der spises, sælges, forkommer eller bliver Ulvens Bytte. Rige Lapper har Flokke paa 1000, 2000 eller vel endog flere Stykker. Den rigeste norske Lap, man ved om, var PER BANNER, der i 1828 antoges at eie 8000 Rener. Antallet af samtlige Rener i Norge er omtrent 100,000, af samtlige Lappers Rener omtrent 400,000. En Kjøreren har i Koutokæino en Pris af 20-30 Kroner, en Slagteren er noget billigere.

Denne Lappens Eiendom, der altsaa i Pengeværdi repræsenter er en ret betydelig Sum, er imidlertid meget usikker. Foruden den tidligere nævnte Omstændighed, at Sneen stundom dækkes med en haard Isskorpe, kan andre Naturforhold skade Renen. Saaledes er f. Ex. de unge, ja selv aarsgamle Rener ikke i Stand til at faa tilstrækkelig Føde i de Aar, da der falder særdeles megen Sne; de maa gaa til de Huller, som de ældre har gravet, og en stor Del af dem sulter derfor ihjel, saafremt ikke Mossen er særdeles rigelig. Naar Foraaret kommer sent, naar Hunnerne altsaa maa føde paa Sneen og selv lider Mangel paa Føde, dør mange Kalve som Følge af Kulden og Mødrenes Svaghed. Forskjellige Sygdomme, som angriber Renen, kan i høi Grad formindske Flokken. Dertil kommer Renens andre Fjender: Jærven, i enkelte Egne Bjørnen, men fremfor alt Ulven, for hvem Lappen aldrig er sikker, og som undertiden kan anrette en forfærdelig Ødelæggelse i hans Hjord.

Kjørselen med Ren er tidligere omtalt; her kan endnu tilføies følgende.

Saa vel ved Flytninger som Markedsreiser har Lappen sædvanlig flere Læs, og af dem danner han, hvad han kalder en Raide. Forrest kjører Lappen i sin tomme Pulk; til denne bindes en Ren med sit Læs, bag dette atter en forspændt Ren og saaledes videre, 6, 8, endog indtil 15 Rener og Pulke efter hverandre. Er det en hel Familie, som reiser, og er der mange Læs, dannes flere Raider. Bag hver Raides sidste Pulk er der gjærne bunden en Ren (Stoppe-Ren), der er bestemt til at holde igjen, naar det gaar ned ad Bakke, eller flere Rener som Reserve. Det hænder nemlig ikke sjældent, at Renen udmattes, inden man naar Raststedet.

Bag hver enkelt Kjørepulk bindes ligeledes ofte en Stopperen. Er de Reisende uvante med Renkjørselen , kjører de undertiden ogsaa i en Raide, idet deres Rens Tømme bindes lil den foregaaende Pulk; forrest i Rækken kjører da den lappiske Fører, eller som han kaldes: Vappus (en Fordreining af det lappiske Ord: oapes, Veiviser, Kjendtmand), og leder hele Raidens BevægeIse.

Lapperne kjører aldrig med mere end een Ren forspændt for hver Pulk, og kun yderst sjælden og blot for en kort Tid har mere end een Person Plads i Pulken (Smaabørn undtagne). Heller ikke spændes nogen Ren for mere end een Pulk ad Gangen: Det kan her ligeledes bemærkes, at Renen aldrig anvendes som Ridedyr, skjønt den er af omtrent samme Størrelse som Æslet.

Selv om Pulkene ikke er sammenbundne til en Raide, kjører man dog altid i Rad, til Dels fordi Vein bliver bedre, jo flere der kjører efter hverandre. Renen er saa vant hermed, at selv paa en flad Mark eller en Sø, hvor Sneens Overflade er frossen saa haard, at den kan bære, og hvor det altsaa for Renen kan være ligegyldigt, hvor den gaar, selv der følger den saa nøie den foranløbende Ren i hver eneste Krumning, at det næsten er umuligt at faa den til at gaa en Gjenvei. Paa blank Is kan man ikke kjøre med Ren, da Dyret ikke staar fast paa den glatte Overflade.

Reiser med Ren er ikke blot ofte besværlige, men ogsaa temmelig kostbare, naar man har meget Gods med sig; en enkelt Ren trækker forholdsvis lidt og man behøver altsaa et stort Antal Dyr foruden Førere. Omtrent 200 Pund anses som fuldt Læs for en Ren; dog kan den, især paa kortere Stykker, og naar Veien er god, trække meget mere.

Dobbelt besværlig er Transporten med Ren selvfølgelig ved Lappernes Flytninger i den Tid af Aaret, da Jorden ikke er dækket med Sne. Da maa alle Lappens rørlige Eiendele, Telt og Redskaber transporteres paa Renens Ryg. Dyret forsynes da med en Slags Bæresadel, der bestaar af to smalle, for oven samlede Birkestykker, der slutter sig til Kroppens Sider, og som for oven bærer to udskydende Spidser eller Krage, paa hvilke Byrden ophænges, lige meget paa hver Side. Paa Dyrets Ryg anbringes under Bæresadlen et Stykke Renskind eller en Græspude. Saaledes belæssede Rener er ikke lette at føre. I Spidsen gaar en af Lapperne og leder i en Tømme den første Ren. De øvrige bindes til denne, saa at i alt 6-8 Stykker i Rad følger i hverandres Spor. Paa daarlig Vei kan dog ikke flere end 3-4 gaa efter hverandre; thi dels faar Renen ofte det Indfald at vige til Siden for at tage sig en Mundfuld Mos, dels hænder det let, at Byrderne og med dem Renerne hænger sig fast mellem Stenene og i Buskene. Lappen i spidsen maa hvert Øieblik drive paa Renerne for at faa dem til at gaa, ja ofte bogstavelig talt trække dem med sig. Saa snart man kommer til en nogenlunde dyb Bæk, maa Byrderne aflæsses og bæres over af Lapperne; thi Renen er saa lav, at Byrderne vilde blive vaade, hvis Dyret med dem paa Siderne skulde vade eller svømme over Vandløbet. Omtrent en Mil - tre til fire Timers Tid - kan Renen holde ud at gaa fuldt belastet; da maa den hvile og æde, og Byrderne selvfølgelig tages af den. Kort sagt, den hele Affære er baade langsom og besværlig, ligesom den kræver megen Omtanke hos Førerne.

Den Hurtighed, hvormed man ved Sneføre kommer frem med Ren, er under visse Omstændigheder meget stor, især i Begyndelsen af Reisen, og naar denne ikke er alt for lang, end videre naar Føret er godt, og Renerne ikke udmattede efter tidligere Ture. RODE siger herom:

Det er en ganske almindelig Tro, at man med Ren kommer omtrent lige saa hurtigt frem som med Damp. Det er sandsynligvis Forestillingen om den Hurtighed og Lethed, hvormed Renen som alle Hjortearter bevæger sig, der har fremkaldt denne Mening, og adskillige Reisende, der af Mangel paa bedre Udbytte af deres Færd til Nordkap, dog i det mindste vil have den Tilfredsstillelse, ved Hjemkomsten at fortælle deres Landsmænd noget vidunderligt, har gjort deres til at bestyrke den. Men naar man betænker, at en Ren ikke er større eller sværere end et nogle Uger gammelt Hesteføl, og man sammenholder det Begreb, man derved faar om Dyrets Kræfter, med Stationernes Afstand og Veiens Beskaffenhed, da vil man næppe uden at fordre Mirakler, kunne vente at reise med Dampfart. At løbe løs og ledig er et; at slæbe en Pulk med et voksent Menneske 16-18 Mil, stundom igjennem dyb Sne, noget ganske andet; det første kan gaa hurtigt, men at det sidste skulde gaa lige saa hurtigt, strider imod Sagens Natur.

Vel kan man i godt Føre og paa en jævn Vei tilbagelægge en enkelt Mil eller mere i kortere Tid end en halv Time; men en saadan Hurtighed kan man ikke gjøre Regning paa, naar det gjælder en længere Reise. Fra Alten til Koutokæino (ca. 16 Mil), eller fra det sidstnævnte Sted til Karasjok (ca. 18 Mil) benyttes sædvanlig de samme Rener den hele Vei, og denne Reise udføres i Almindelighed efter Aarstiden og Førets Beskaffenhed i noget længere eller kortere Tid end 2 Dage. Vanskelig kunde den gjøres i samme Tid med Hest, et vel langt kraftigere men næppe saa udholdende Dyr som Renen. Naar man har kjørt i 3-4 Timer, spændes Renen en halv Times Tid fra Pulken paa et Sted, hvor der vokser eller kan faas Mos, for at Dyret kan faa sig lidt Føde og puste ud; om Natten forunder man Renen flere Timers Hvile, som ogsaa den Reisende sædvanlig selv tiltrænger, og som han finder i de Fjældstuer eller Hytter, der i denne Hensigt er opførte i nogle Mils Afstand fra hverandre.

Paa det aabne og nøgne Fjæld er Føret sjælden synderlig tungt, da Sneen gjærne fyger bort eller af Vinden trykkes sammen, efterhaanden som den falder; men i de smaa Dalstrøg og Fordybninger, som man stundom passerer, paa Elvene eller hvor Kratskoven giver Ly mod Vinden, er stundom Sneen saa dyb og løs, at Renen synker heIt ned til Ryggen, og kun kan komme frem ved at hæve sig paa Bagbenene og hoppe Stykke for Stykke. At dette maa være høist udmattende for Dyret, og at man følgelig under saadanne Omstændigheder kun kommer meget langsomt fremad, er let at indse.

Det fataleste Tilfælde, som kan møde den Reisende, er dog Tøveir; thi da sætter Sneen sig fast under Pulken, hvorved den bliver overordentlig tung at trække; og der gives ingen større Taalmodighedsprøve, end en Reise under saadanne Omstændigheder. Thi ikke nok med, at man kun kan kjøre Fod for Fod: man maa ogsaa hvert Øieblik standse og staa ud af Pulken, medens Lappen vender denne om for at befri den for den paafrosne Sne og Is. Stundom hænder det ogsaa, at et stærkt Snefald nedtynger Isdækket paa Elvene, saa at Vandet stiger op over Isen og smelter en Del af Sneen; under saadanne Forhold kan man let komme til at tilbringe mange Timer, ja vel endog en hel Dag paa en enkelt Mil."

Om Reiser med Ren siger RODE end videre:

Det er altid ubehageligt at reise i slet Veir, men aldrig har dog Veirets Ublidheder saa megen Indflydelse, som naar man kjører med Ren. Denne Reisemaade, der i og for sig selv er mere trættende end andre, fordi alle Bekvemmeligheder under Veis fuldstændig mangler, kan i haardt Veir blive i høieste Grad besværlig og anstrængende. Hvad det vil sige at udholde et alvorligt Stormveir og et forrygende Snefog paa det nøgne Fjæld, ved kun den, som har prøvet det, og er man under disse omstændigheder nødt til at tilbringe Natten under aaben Himmel, er en god Helbred en nødvendig Betingelse. At man endog nødes til for Veirets Skyld at lægge sig ude under aaben Himmel og lade sig begrave under Sneen, kan vel hænde; men det indtræffer visselig langt sjældnere, end Rygtet fortæller, og mange Reisende har Aar efter Aar færdedes i disse Egne, uden at et saadant Tilfælde nogen Sinde har truffet dem. I Almindelighed forstaar Lappen selv i Mulm og Mørke at finde frem til en af Fjældhytterne, og hvor usselt Herberget her end kan være, saa har man dog mere Ly end udenfor, ligesom man kan vederkvæge sig med lidt varm Mad og et Par Timers Søvn.

At Fjældlapperne kan finde frem over vilde, øde Fjældegne, hvor der ikke engang er Spor af Vei at se, synes næsten ubegribeligt. Men dog er det Tilfældet , og Sagen lader sig ogsaa ganske naturligt forklare. Hele Knuden ligger i den almindelige Erfaringssætning, at et Menneske, endog med maadelige Evner, kan bringe det overordentlig vidt i en enkelt speciel Færdighed, naar han retter sin hele Opmærksomhed alene paa denne. Enhver af os forstaar i Mørke at finde Vei til sin egen Bopæl; men Fjældet er netop Fjældlappens Hjem; han tilbringer hele sit Liv med idelig at flytte frem og tilbage paa de samme Fjælde; paa næsten enhver Plet har han, til en eller anden Tid haft sin Bolig; og da han intet andet har at lægge Mærke til i Verden, saa er det intet Under, at han bliver bekjendt med Egnen i dens mindste Detailler. Under denne Bakke opslog han sit Telt, og fra hin Bæk pleiede han at hente sit Kogevand; ved Træet der bandt han en Gang sine Rener, og imellem Buskene hist havde han sine Rypesnarer; ingen Gjenstand er ham fremmed. Derfor ser man stundom, at Lappen, naar han i Mørke eller Taage kjører over en stor Indsø, hvor intet uden Vinden kan veilede ham til omtrent at følge den rigtige Retning, ved Ankomsten til den modsatte Bred begynder at sparke i Sneen. Naar da Foden støder imod en Sten eller en Træstub, besinder han sig, hvor han sidst saa den, og da ved han, hvor han er. Vel har ikke alle lige godt for at orientere sig, og paa de ganske øde Fjældflader, hvor der kun sjældent frembyder sig et eller andet karakteristisk Mærke, og hvor man derfor i Mørke næsten altid kjører paa Slump, gjøres vistnok mangen unyttig Omvei; men sædvanlig kommer man dog før eller senere igjen paa et Sted, hvor Lappen gjenkjender Omgivelserne; og det er kun i meget slemt Veir, at man stundom længe maa kjøre frem og tilbage uden at kunne finde den rette Vei. Da kan det rigtignok ske, at man maa holde ud hele Natten, eller omsider, naar Folk og Dyr er udmattede, tage til Takke med Sneen som Dyne og en Sten som Hovedpude, indtil Dagen gryr. -

Efter samme Forfatter og v. DÜBEN anfører jeg endnu følgende Notitser om Slagtningen af Renen. I Den almindelige Slagtetider fra Begyndelsen af Oktober til Slutningen af Februar. Tidligere om Efteraaret er Renen endnu mager, og de af Rensdyr-Bræmsen (Oestrus tarandi (13)) foraarsagede Huller i Skindet er endnu ikke tillukkede. Senere paa Vinteren begynder Renen atter at blive magrere, og Skindet bliver baade tyndt og haarer af.

Naar en Ren skal slagtes, griber Lappen den i begge Hornene; i en Haandvending kaster han den om paa Ryggen, drager i det samme sin, lange Kniv og stikker den i Dyret lige til Skaftet, enten gjennem Brystet eller fra Siden gjennem Boven. I begge Tilfælde gjennembores Hjærtet. Han slipper nu Renen, som med Kniven i Brystet springer vildt op; men efter faa Øieblikkes Forløb indtræder Virkningen af det dødelige Saar. Renen begynder at skjælve; den vil staa, men Benene formaar ikke at bære den, og den falder snart afmægtig til Jorden. Først naar Dyret har draget sit sidste Suk, trækkes Kniven ud af Saaret, igjennem hvilket der næppe rinder en Draabe Blod; dette samler sig alt i Brystets Hulhed. Ofte slagtes Renen ogsaa i staaende Stilling, enten bunden til en eller anden Gjenstand eller fastholdt af en Lap.

Efter at have ligget en kort Tid for at afkøles, flaas Dyret. Huden paa Hovedet og Benene afflaas ikke sammen med den øvrige Hud, men særskilt, og disse Dele har deres særegne Anvendelse. Hovedhuden bruges nemlig til Skaller eller Vinterkomager, Benhuden til Vinterbællinger og til Handsker. Det egentlige Skind udspændes straks over en lang med flere Tværstænger forsynet Stok; de øvrige mindre Dele af Huden udspændes ved Hjælp af smaa Bark eller Træstykker. Efter at lndvoldene er udtagne og Blodet udtømt, deles Kroppen i mindre Dele, hvorved Lappen kun benytter sig af sin Kniv, idet han udfører Parteringen i Leddene. Derefter løsnes Kjødet fra Benene, og de større Stykker ophænges til Tørring.

Næsten alle Ting af Renen benytter Lappen paa en eller anden Maade. Den fede Tunge anses, og ikke blot af Lapperne, som en Delikatesse. Det samme gjælder om de saakaldte "Marvben". Det er Benenes Knokler, der, befriede for Kjødet, koges hele, men ikke længe, hvorefter de endnu varme knuses eller kløves, saa at den indenfor liggende fede Marv bliver tilgængelig. Man maa, naar man ikke er født som Lap, ligesom ved østers først vænne sig til denne Delikatesse; i Begyndelsen smager den ikke, og Serveringen af den i en Laps Bolig er just heller ikke altid indbydende. -

Ligesom selve Lappen, paatrykker ogsaa hans Rener disse nordlige Regioner et særegent, et fremmed Præg. Hvad enten man i Pulken farer af Sted bag den lille hornede Ganger, eller man ser Raidens lange Række bugte sig gjennem Egnen, hvad enten Renflokken i Tusindtal myldrer blandt Fjældets Krat, eller dens kronede Hoveder danner en svømmende Skov paa Ishavets Vande - man føler, at man er i en fjærn, en fremmed Verden, hvor Fortiden endnu lever i Nutiden, og til hvis Strande Civilisationens nivellerende Bølgeslag endnu ikke er naaede. Lappens Ager og Eng, hans Hest og Ko, opvokset i Sne og Kulde, udsat for Rovdyrets Tand, opdrættet til Slid og Møie, ukjendt med Kjærtegn og Pleie, lønnet med Haardhed og Død - det er Renen, det er Polarørkenens Kamel.

13) Dette Insekt lægger sine Æg blandt Renens Haar, hvorfra de udklækkede Larver borer sig ind i Huden. Naar Puppetilstanden forestaar, forlader de atter Renen. Slagtes en Ren om Sommeren, er Skindet, især paa Ryggen, af denne Aarsag gjennemboret af utallige Huller.