Under Nordlysets Straaler : Skildringer fra Lappernes Land / af Sophus Tromholt. - Kjøbenhavn : Gyldendal, 1885

X. Om Nordlyset.

Jeg har hidtil kun leilighedsvis berørt det Fænomen, der førte mig til Ultima Thules øde Vinteregne, og som altsaa tillige er den egentlige Foranledning til, at denne Bog blev forfattet. Det er derfor ikke mere end rimeligt, at Nordlyset gjøres til Gjenstand for en nærmere Omtale, og jeg skal her i en samlet Fremstilling forsøge at give et Overblik over det Standpunkt, som Videnskaben for Tiden indtager lige over for denne Fremtoning. Jeg skal bestræbe mig for at udtrykke mig saa letfatteligt, at enhver uden Vanskelighed skal kunne følge min Fremstilling, der derfor kun maa betragtes som et for det store Flertal af Læsere beregnet, populært Omrids, og ligesom jeg skal holde alle detaillerede Undersøgelser og vidtløftige mathematiske Udviklinger borte, maa jeg ogsaa af Hensyn til Pladsen indskrænke mig til kun at medtage det allervigtigste af den store Mangfoldighed af Kjendsgjerninger og Problemer, som Studiet af Nordlyset har bragt for Dagen. En udtømmende, i alle Retninger fuldstændig Behandling af Æmnet vilde udkræve adskillige tykke Bind.

Vi glemmer altsaa for en Stund Koutokæinos under Vinterens Mørke hvilende Sandbanker og det eiendommelige Folk, der færdes paa dem, for at fæste vort Blik og vor Opmærksomhed paa den sælsomme, den gaadefulde Lysfremtoning, der smykker hine ellers saa fattige Egnes Himmel, og Nat efter Nat for Nordens Nomader opruller en Pragt, ved Siden af hvilken selv de rige Naturscener, som Tropezonens Beboer har for Øie, maa blegne. -

Lad mig straks paa Forhaand forebygge en Forventning og en Skuffelse, som en og anden Læser, der begynder paa dette Afsnit, mulig kunde blive udsat for. Den folkelige Opfattelse hænger sig ofte mærkværdig fast ved eiendommelige, naive Forestillinger om videnskabelige Ting, og ligesom den i en Astronom kun ser en Mand, der sidder foran en stor Kikkert og opdager nye Stjærner, eller ved en Meteorolog kun forstaar et beklagelsesværdigt Individ, der har indladt sig paa den utaknemlige Opgave at forudsige det kommende Veir, saaledes har den samme folkelige Opfattelse lige over for Studiet af Nordlyset fæstet sin Opmærksomhed kun ved eet Punkt, kun ved eet Spørgsmaal, som det eneste af Vigtighed og Interesse ved den hele Sag: Hvad er Nordlyset? Skulde nogen vente her at se dette Spørgsmaal definitivt besvaret, vil Vedkommende blive skuffet; skulde han imidlertid desuagtet føle sig foranlediget til at læse dette Afsnit til Ende, haaber jeg dog paa den anden Side ogsaa, at han vil finde, at der er mange andre væsentlige Punkter, der først maa studeres og opklares, inden hint Spørgsmaal kan ventes besvaret paa en fyldestgjørende Maade, og at mange andre Sider af Fænomenet er tilhyllede af et lige saa tæt Slør som det, der skjuler Nordlysets egentlige Aarsag og Væsen for os.

Da Videnskaben ikke har formaaet at give i hvert Fald et concist Svar paa dette, den store Mængde udelukkende interesserende Spørgsmaal, har den populære Videbegjærlighed som bekjendt selv søgt at tilfredsstille sig ved mere eller mindre geniale Forklaringer over Nordlysets Oprindelse. Men om end Videnskaben saaledes paa den ene Side maa erklære sig for fallit lige over for det eneste Krav, som Publikum med Hensyn til Nordlyset stiller til den, kan den dog ogsaa paa den anden Side søge en Slags Trøst deri, at den dog i hvert Fald formaar at sige, hvad Nordlyset ikke er, ligesom den maa tilraade Fabrikanterne af disse hjemmelavede Nordlystheorier at opsøge andre og mere taknemlige Felter for deres Opfindsomhed.

Lige over for alle saadanne folkelige Hypotheser maa Videnskaben nemlig paa det bestemteste erklære, at Nordlyset f. Ex. ikke er en Reflex af Solskinnet paa Polaregnenes Ismarker; ikke et Gjenskin af Sollysets Glitren paa den bevægede Havoverflade eller dets Blinken i store Sildestimers blanke Skæl; ikke Solstraalernes Brydning i eller Tilbagekastning fra høit i Luften svævende Iskrystaller; ikke Lysningen fra Jordens ildflydende Indre, fremkommen derved, at Jordskorpen paa Grund af Jordens Axeomdreining ved begge Poler skulde være forbleven saa tynd, at der her har dannet sig saa at sige to Kæmpevulkaner (!) (16), o. s. v., o. s. v.

Ikke alene maa den videnskabelige Forskning fuldstændig forkaste slige naive Theorier, hvis eneste Fortrin er den overraskende simple Maade, paa hvilken de søger at løse Problemet, men den formaar ogsaa at antyde Retningen, i hvilken enhver Nordlystheori maa gaa, idet der ikke kan være Tvivl om, at Nordlyset er et elektrisk Fænomen, der staar i nøie Forbindelse med de jordmagnetiske Kræfters vekslende Tilstand. Men med en saadan Forklaring er det store Publikum i Regelen ikke til Freds.

Videnskaben gaar endnu videre. Det er lykkedes den at finde og at kunne paavise en Række af Love, som Nordlyset adlyder, og af hvilke jeg her blot foreløbig skal nævne nogle af de vigtigste, der senere tillige med andre skal blive Gjenstand for en udførligere Omtale:

Nordlysets Hyppighed og Udvikling tiltager, jo mere man nærmer sig Jordens nordligste Egne, indtil et vist Maximum og en vis Grænse er naaet, inden for eller nordligere end hvilken Fænomenet atter aftager. Sønden for denne Grænse ses Nordlyset som Regel paa den nordlige Del af Himlen, inden for den paa den sydlige; i Egnene med den største Hyppighed optræder Fænomenet paa alle Dele af Himmelhvælvingen. Nordlyset er med Hensyn til Hyppighed, Styrke og Udvikling bundet til bestemte Perioder, der til Dels staar i Forbindelse med Solpletternes Optræden og Perioder. Nordlyset er ikke alene nøie knyttet til Jordmagnetismens forskjellige Fænomener, men det staar tillige i Forbindelse med Fremkomsten af usædvanlige elektriske Strømme ved Jordoverfladen.

Disse og flere andre Love har allerede været kjendte i adskillige Aar, men den store Mængde staar fremdeles i den Mening og fastholder den Paastand, at man intet som helst ved om Nordlyset, og de folkelige Grublere fortsætter fremdeles deres Søgen efter Fænomenets inderste Kjærne paa alle andre Veie end den rigtige.

De mere videnskabelige Hypotheser, der i Tidernes Løb i utroligt Antal er fremsatte angaaende Nordlyset, skal jeg her ikke nærmere omtale; de er mere indviklede end de populære, men formaar lige saa lidt som disse at give en fuldt ud tilfredsstillende Forklaring af de mange Eiendommeligheder, der i Følge Iagttagelse og Erfaring udmærker Nordlyset. En stor Del af disse Theorier, selv af de nyeste, er endog saa uholdbare, at man kun kan forklare sig deres Fremkomst derved, at de hovedsagelig skyldes Forskere fra sydligere Lande, hvor Nordlyset er en Sjældenhed, og hvor det aldrig optræder med den rige Udvikling, som det opnaar i sit egentlige Hjem. Man er bleven frapperet af det uvante Skue, og efter at have iagttaget nogle faa Tilfælde, har man straks anset sig for kapabel til at opbygge en Theori for det hele Fænomen. Hvad man selv har iagttaget, har man støttet og suppleret ved af andre Iagttageres Beretninger at udpille netop saadanne Udtalelser, som stemmede overens med ens egne Anskuelser - og saa har den skjønne Theori været fix og færdig. Kun Skade, at et saadant theoretisk Nordlys og et, som Naturen selv optegner paa Himmelhvælvingen, kun har saare lidt tilfælles. Man kunde ogsaa akkurat lige saa godt efter at have set en Istap skrive Bræernes Historie, eller efter en enkelt Sætning af et fremmed Sprog opbygge hele dettes Grammatik. Det er egentlig først i den allerseneste Tid, at Nordlysforklaringen er slaaet ind paa et, som det synes, meget lovende Spor; men herom paa et senere Sted.

Ukjendskab til og vrange Forestillinger om Nordlyset maa i det hele taget ikke alene søges hos Menigmand, men ofte ogsaa hos de Forfattere, der søger at oplyse den store Mængde. De populære Skribenter har med Hensyn til Nordlyset mange Synder paa deres Samvittighed; man kan tage omtrent den første den bedste af vor Tids utallige naturvidenskabeIige Morskabsbøger, hvori Nordlyset omtales, og Kjenderen vil finde den ene Urimelighed efter den anden, ganske bortset fra de stundom vedføiede skrækkelige Afbildninger, der skal gjengive Nordlysets Udseende, men som ikke har hjemme andensteds end i Tegnerens Fantasi. Uden eget Kjendskab til Fænomenet afskriver den ene Kompilator den anden, det rigtige med det urigtige, det misforstaaede med det forvanskede, og Nordlysliteraturen er derved i Tidernes Løb bleven opfyldt med en saadan Mængde af traditionelle Løgne, at det vilde blive et sandt Herkulesarbeide, om nogen en Gang til Gavns skulde rense denne Augiasstald. -

Ilige saa høi Grad som Nordlysets gaadefulde Væsen tiltrækker sig Forskerens Interesse, vækker og fængsler dets forunderlig hemmelighedsfulde Optræden Betragterens Opmærksomhed. I sydligere Lande, hvor Fænomenet er forholdsvis sjældent, har derfor ogsaa Nordlysets uforudsete Fremkomst, dets hurtige Bevægelser, vekslende Former og pragtfulde Farver til alle Tider gjort Indtryk paa Mængdens Sind. Man kan forfølge dets Spor gjennem alle Aarhundreder tilbage til de fjærne Tidsrum, da Italiens og Grækenlands Kultur stod i sin Blomstring. Ganske vist er det først i en forholdsvis sen Tid, at man lærte at indse, at Nordlyset ligesom Regnbuen og Lynet maa betragtes som lovmæssige Ytringer af Naturens Kræfter, og saa godt som alle fra Oldtiden og Middelalderen bevarede Optegnelser om Nordlyset er derfor iklædte Fantasiens og Overtroens Dragt; men gjennem den eventyrlige Iklædning skinner dog de Træk frem, som Iagttageren den Dag i Dag maa erkjende som karakteristiske for Fænomenet (17).

Allerede ARISTOTELES omtaler Nordlyset, og tilmed mere nøgternt end langt senere Tiders Skribenter; han sammenligner det med Flammen fra forskjellige jordiske Lyskilder og betegner endogsaa de forskjellige Slags Nordlys med særegne Navne. Af disse er især χασμα, Chasma (18) (Aabning; Svælg, ɔ: i Himlen) bleven bekjendt og i de senere Aarhundreder hyppig anvendt. Ogsaa hos CICERO, PLINIUS og SENECA finder man Nordlyset omtalt. Den sidste fortæller etsteds, at der under Keiser TIBERIUS en Nat i Rom viste sig et Nordlys, der i den Grad lignede Gjenskinnet fra en stor Ildebrand, at man troede, at hele Byen Ostia stod i Flammer, saa at Kohorterne ilede derhen for at yde Hjælp. Den samme Aarsag har ofte senere frembragt den samme Virkning; endnu i 1870-72 foraarsagede Nordlyset hist og her Brandmandskaberne unødvendig Uleilighed.

Jo længere man kommer frem i Tiden, desto talrigere bliver efterhaanden de MeddeleIser, man i Krønikerne og Annalerne finder om Nordlyset. Fænomenet betragtedes sædvanligt ligesom Kometerne med overtroiske Øine, og i dets vekslende Lysformer saa Fantasien ikke blot alle mulige sælsomme og grufulde Skikkelser, men ogsaa manende eller truende Varsler om kommende Ulykker, Krige, Epidemier og lignende. For øvrigt behøver man slet ikke at gaa overdreven langt tilbage i Tiden for endnu at finde Reminiscenser af denne Anskuelse: mange af Læserne vil vistnok erindre, hvorledes de storartede røde Nordlys, der viste sig i 1870-71, af Menigmand sattes i Forbindelse med blodige Slag under den samtidige Krig.

Af de billedlige Udtryk, hvormed Nordlyset i ældre Tid, ja lige til det 17de Aarhundredes Slutning, hyppigst betegnes, skal jeg her anføre nogle enkelte: flammende, blodige Krigshære; brændende Straaler i Nord; Ildskyer; ildagtig Rødhed; lysende, brændende Bjælker; flyvende Fakler; røde Skyer, der udspyr Ild, Damp og Røg; vidunderlige Tegn; flammende Drager; brændende Aabninger i Himlen; ildagtige Skikkelser i Nord; blodige Vaaben; flammende Spyd, Lanser og Sværd; onde Aander; brændende Halmknipper; lysende Baand; flammende Telte - og mange andre, svarende tit de Forestillinger, som Indbildningskraften skabte.

Paafaldende er Nordboernes Taushed med Hensyn til Nordlyset. Naar man undtager den for sin Tid mærkværdig ædle og usminkede Beskrivelse af Nordlyset, der findes i "Kongespeilet" (forfattet ca. 1250 af en for øvrigt ubekjendt, i det nordlige Norge bosat, høitbegavet Skribent), findes der i hele Old- og Sagaliteraturen ikke en eneste Hentydning til Nordlyset. I de islandske Annaler forekommer der vel hist og her Optegnelser, der maaske kan sættes i Forbindelse med Nordlys, men de synes som oftest at være udskrevne af mellemeuropæiske Krøniker; de har den samme fantastiske Iklædning som alle andre samtidige NordlysoptegneIser, og ingensteds træffer man Fænomenet, som dog paa Island er saa hyppigt, betegnet med sit allerede i "Kongespeilet" forekommende, oldnordiske (og islandske) Navn: nordurljos. Grunden til denne Taushed maa vistnok søges deri, at Fortidens Nordboere overhovedet ikke havde Øie for Foreteelser i Naturen. Men vilde man f. Ex. for Norges Vedkommende gjøre gjældende, at det netop er Nordlysets store, næsten dagligdagse Hyppighed her, der har gjort Folket saa fortroligt og tilvant med Fænomenet, at man i ældre Tid ikke er kommen i Tanker om at omtale det - da slaar denne Anskuelse ikke til. Thi kommer vi noget længere frem i Tiden, hvor norske Skribenter begynder at skrive om Nordlyset, gjør de det som oftest paa en Maade, der viser, ikke blot, at den almene Folkebevidsthed ikke er fortrolig med Nordlyset, men ogsaa, at selve Skribenterne tror at staa foran et nyt, tidligere ukjendt Fænomen. Aarsagen er formodentlig den, at Nordlysets Hyppighed er underkastet visse, endnu lidet kjendte Perioder af betydelig Længde, saa at Fænomenet, selv i temmelig nordlige Egne, stundom i en Række af Aar kan synes at være fuldstændig forsvundet. Naar hertil føies de ældre Tiders ringe literære Produktion og høist begrænsede personlige Kommunikation, kan man tænke sig, at Erindringen om det foregaaende Nordlysmaximum har været tabt naar et nyt begyndte.

I Slutningen af forrige og Begyndelsen af dette Aarhundrede indtraf der en saadan nordlysfattig Periode. Jeg skal fra dette Tidsrum meddele en Episode, der er i høieste Grad betegnende, naar man husker, at den spiller i en Egn af Jorden, hvor i vore Dage Nordlyset er lige saa kjendt som Skyer og Regn. Der blev en Aften paa en Gaard i Sætersdalen i Norge holdt Dansegilde. Efter at man havde danset en Stund, viste der sig Nordlys paa Himlen. Denne Fremtoning havde Folkene aldrig set før eller hørt omtale; de betragtede den derfor som noget forfærdeligt, og blev saa forskrækkede og alvorlige, at de sluttede Gildet og reiste hjem.

De ældste nordiske Optegnelser om Nordlys skriver sig fra den sidste Halvdel af det 16de Aarhundrede. De bærer ganske deres Tidsalders Præg. Selv det 16de Aarhundredes store Iagttager, TYCHO BRAHE, har endnu ikke det rette Greb paa Sagen; han ansaa Nordlyset for en Slags svovlagtige Dampe, og i hans Nordlysoptegnelser, der findes i hans, for øvrigt paa Dansk affattede meteorologiske Dagbog, betegnes Fænomenet stadig med Chasmata: "om nattenn tyctes der naagle Chasmata aff norden," "om affthenen regierit Chasmata" o. l. Man fristes heraf til at drage den Slutning, at Ordet Nordlys den Gang endnu ikke har været kjendt i Danmark, hvad der dog af andre Grunde synes lidet troligt.

Jeg skal her give en enkelt Prøve paa en norsk Nordlysbeskrivelse fra det 16de Aarhundrede; den kan tjene som Exempel for hin Tids Nordlysbeskrivelser overhovedet. Den forekommer blandt flere andre i en af Magister ABSALoN PEDERSSØN i Bergen fra 1552 til 1572 ført Dagbog:

(1557, 16de April.) "Same aar der den lofflige mand och herre mester Geble Pedersson, fød aff eddel blod, blef kranck, hende det sig paa Langefredag, der klocken kunde vere ved sex, da syntis oss heden (henne) vid Alle helgens kircke, huorlunde at der var lige som it gloende suerd, det slo tre gonger neder mod iorden oeh rychte seg huer gong hastelig op igien, siden skildes det ad vdi tre parter, ligeruis som tre skonroger (Rugtvebakker) med knopper paa."

Videnskaben opdagede saa at sige først Nordlyset i det følgende Aarhundrede, da Franskmanden GASSENDI iagttog det store Nordlys den 12te September 1621, og derved tillige fik Leilighed til at give Fænomenet dets videnskabelige Navn: Aurora Borealis ɔ: den nordlige Morgenrøde, et Navn, der hvor lidet træffende det end er, dog er gaaet over i de fleste Sprog. Fra denne Tid af begynder Nordlyset mere og mere at blive betragtet som en under Naturforskerens Omraade liggende Fremtoning.

Først temmelig sent kom man til Kundskab om, at der paa den sydlige Halvkugle optræder en lignende Fremtoning, der, saa vidt man for Tiden kan bedømme det, i et og alt svarer til Nordlyset, og som betegnes med Navnet Sydlys, Aurora Australis. Endnu i 1752 skriver den svenske Astronom WARGENTIN: "Om der omkring Sydpolen viser sig et lignende Lysfænomen, er endnu lige saa ubekjendt, som om der dersteds findes beboede Lande." Dog havde allerede ANTONIO DE ULLOA i 1745 ved Omseilingen af Kap Horn flere Gange iagttaget Sydlyset, ligesom man ogsaa senere har fundet Efterretninger om endnu længere tilbage i Tiden optraadte Sydlys.

I nyere Tid betegner man derfor mere korrekt Fænomenet med Navnet Polarlys.

16) Dette er aldeles ingen Overdrivelse fra min Side; tvært imod synes denne Hypothese at være særdeles yndet. Jeg er i BesiddeIse af et Brev, hvori Forfatteren kjører op med et helt Batteri af slaaende Argumenter for at gjøre denne sin sindrige Ide indlysende for mig; det meteorologiske Institut i Kristiania eier en Epistel fra en anden folkelig Hypothesemager, der har undfanget akkurat den samme sublime Tanke; og paa Fyrvæsenets Kontor i Kristiania har jeg set en Ansøgning, i hvilken Supplikanten mente at gjøre sig særlig fortjent til den attraaede Fyrvogterpost ved at meddele, at han havde fundet, at Nordlyset skyldes en paa Grund af Jordskorpens Tyndhed ved Nordpolen dannet Vulkan etc. Det er jo for øvrigt en bekiendt Ting, at en ny Ide som oftest tændes samtidigt i flere geniale Hjærner. Af min Brevsamling kunde jeg for Resten fremdrage mange andre snurrige Nordlystheorier, som Godtfolk Tid efter anden har sendt mig. Jeg skal indskrænke mig til et eneste Exempel. For nogle Aar siden modtog jeg en Skrivelse, der af Forfatteren var tilstillet det ethnografiske Museum i Kristiania, men som dette sendte til mig, da det formodentlig fandt, at vedkommende Sag laa noget uden for dets sædvanlige Territorium. Brevet indeholdt intet mindre end en Paastand om, at Forfatteren, en forhenværende Sømand, til Punkt og Prikke kjendte Nordlysets Oprindelse; men han vilde kun røbe denne sin Hemmelighed, naar Staten til Belønning vilde sikre ham en klækkelig Sum aarlig. Jeg skrev til den gode Mand, at Staten selvfølgelig vilde vide at belønne en saa fortjent Borger, der havde løst et af alle Landes Videnskabsmænd saa længe forgjæves studeret Problem, men bad ham dog, førend jeg kunde gjøre videre Skridt, ganske privat meddele mig lidt om de dybe Hemmeligheder, han sad inde med. Han svarede da, at han en Gang i de arktiske Farvande havde set et stærkt Nordlys; han holdt sin Sydvest i Veiret, og der faldt en Mængde smaa Iskrystaller ned paa den; følgelig var Nordlyset ikke andet end saadanne Iskrystaller, hvis gjensidige Gnidning frembragte Lyset. Des værre saa jeg mig i den sørgelige Nødvendighed at maatte tilraade Manden at fortsætte sine Forskninger over Nordlyset, da de af ham iagttagne Iskrystaller i nordlige Lande er et meget almindeligt Fænomen, der ikke har noget med Nordlyset at gjøre, saa at den attraaede Statsbelønning paa hans Studiers nuværende Standpunkt næppe vilde kunne opnaas.

17) De ældste Nordlys, hvorom man har kunnet finde Efterretninger, gaar tilbage til ca. 500 Aar f. Kr.

18) Eller med Flertalsform: χασματα, Chasmata.