Under Nordlysets Straaler : Skildringer fra Lappernes Land / af Sophus Tromholt. - Kjøbenhavn : Gyldendal, 1885

XVIII. Fra Hammerfest til den russiske Grænse.

En nordisk Sommeraftens Fred hviler over den lille stygge By, der ligger Nordpolen nærmere end nogen anden af Jordens Byer. Ikke en Krusning forstyrrer Vandets Krystalflade i den lille Bugt, hvori den blaa Himmelhvælving og Kystens mørke Fjælde speiler sig. Straalerne fra den aldrig nedgaaende Sol forgylder Havets store, slumrende Flade, hvor de hvide Maager kredser, og hvor de to løierligt formede Klippeøer Høia og Hjælmen, den ene en formindsket Kopi af den anden, hæver sig med Purpurglans.

Paa en lille Høide i Byens Udkant spadserer Herrer og Damer i den milde Sommeraften, og speider ud over Søen. Dampskibet kommer! Dampskibet kommer fra den store Verden, Dampskibet kommer med Nyheder og Varer, Aviser og Breve. Dampskibet kommer - det er en af de faa Begivenheder, der afbryder Ensformigheden i Tilværelsen her. Hvad Under da, at man i den smukke Sommeraften samles her paa Udsigtspunktet og forventningsfuldt stirrer ud over den speilklare Havflade.

Ude i det Fjærne stiger Røgsøilen i Veiret fra den sorte, blanke Skorsten; der i Sollyset skinner, som om den var forgyldt. Mindre og mindre bliver Afstanden, større og større bliver Formerne, nu kan man i Kikkerten gjenkjende Personer paa Dækket. Baade støder fra Land, Almuen samler sig paa Bryggerne, og snart glider "Kong Carl" sagte ind i den lille Bugt.

En Del af de Dampskibe, der paa Ruten fra Kristiania eller Hamborg langs den norske Kyst ender deres Reise i Hammerfest, gjør i Almindelighed om Sommeren straks efter Ankomsten hertil en Udflugt til Nordkap, for at de om Bord værende Lystreisende kan faa Leilighed til at bestige dette navnkundige Forbjærg. "Kong Carl" forblev derfor kun faa Øieblikke i Havnen, og da et Besøg paa Nordkap var et af Hovedpunkterne i Programmet for min Reise i disse Egne, maatte jeg skynde mig med at komme om Bord. Det gik i et saadant Hastværk, at jeg kom om Bord i een Baad, mit Reisegods i en anden og min Hund Rolf i en tredie. Men vi kom alle tids nok om Bord, og det var jo Hovedsagen.

Straks efter dampede vi bort fra Hammerfest paa Veien nordover.

Der ligger et ganske eiendommeligt Trylleri over de nordiske lyse Sommernætter, naar Veiret er godt, Himlen klar og Solen stadig over Synskredsen. Nattens Timer er da den behageligste Del af hele Døgnet; og enten man vil eller ikke, maa man rives med af den fredelige Stemning, som Hav og Fjæld og Himmel stiltiende udtaler, medens Dampskibet glider frem mellem Øer og Skjær. Man synes næsten, det er en Profanation af denne skjønne Naturstemning at lægge sig til at sove.

Og saa dertil det pikante ved den Tanke: at se Solen skinne ved Midnat. Hvor mange Tusinder reiser ikke Hundreder af Mil for at nyde dette Skue og i Regelen - for at skuffes mere eller mindre i deres Forventninger. Vildledte af overdrevne Beskrivelser eller fantastiske Malerier venter de fleste langt mere, end Naturen formaar at præstere. Sagen er den, hvad enhver maa kunne sige sig selv, at Midnatssolen slet ikke ser anderledes ud, end Solen paa ethvert Sted af Jorden og til alle Tider gjør, naar den staar i Nærheden af Horisonten. Den eneste Forskjel er den, at Solen i Stedet for at gaa ned under Synskredsen, spadserer hen langs med den. Befinder man sig i særlig storartede Naturomgivelser, f. Ex. ved Lofotøernes snedækte Alpetinder, og er Luften rig paa Vanddampe, saa at Solen i Nærheden af Horisonten faar et rødligt Skjær, da kan Virkningen selvfølgelig blive storartet, da ligger der en feagtig Glans over Vand og Fjæld, da blusser Bræerne i Rosenfarve, da overvældes Menneskesindet af Naturens Skjønhedsfylde; men det samme, om end mere Kortvarigt, vil her være Tilfældet under lignende Omstændigheder, selv om det ikke er nogen Midnatssol, der staar over Horisonten.

Men det er ikke mange Reisende, der faar Midnatssolen at se under saa gunstige Forhold, og ikke faa er endnu uheldigere: de ender deres lange Reise uden nogen Sinde at have set endog et Glimt af Midnatssolen, uden nogen Sinde at have set andet end mørkt Regnveir, tunge Skyer og klamme Taager. Ishavskystens Natur smiler kun af og til; som oftest ligger der et mørkt og barsk Alvor udbredt over dens Aasyn; men den, der har set et af dens Smil, han glemmer det aldrig.

Men det pikante ved Midnatssolen er det, at man Klokken 12 om Natten kan tænde sin Pibe med et Brændglas, at man kan læse og skrive, ja endogsaa fotografere, som om det var Klokken 12 Middag.

Midnatssolen og Nordens lange, uafbrudte Sommerdag bliver for øvrigt i Længden noget generende. Man kommer altid meget sent i Seng, og er man endelig kommen i Seng, kan man ikke sove. Lyshavet vælter sig ind i Værelset trods Gardiner og Forhæng, Solstraalerne trænger gjennem hvert Hul og hver Sprække. Man er nær ved at foretrække Polarzonens lange Mørketid fremfor denne Maaneder lange Dag.

Snart ude i aaben Sø, snart mellem Smaaøer og Skjær fortsætter Dampskibet uden Standsning sin Vei i den stille, herlige Sommernat. Farten varer omtrent 6 Timer. Kl. 5 om Morgenen ligger vi til Ankers neden for Nordkap.

Dette stolte Forbjærg ligger paa Norges og Europas nordligste Ø, Magerø, en sammenhængende Klippemasse, der set i Afstand oventil synes at danne et jævnt Plateau, og som med bratte Sider styrter steilt ned mod Havet. Paa flere Steder spalter denne Klippemasse sig og danner dybe Fjorde, der alle gaar i Retning mod Øens Midtpunkt. I Mangel af andre Goder har Øens faatallige Beboere i hvert Fald det Fortrin at være de nordligst levende Mennesker i Europa (50), et Fortrin, som de selv for øvrigt vistnok sætter saare ringe Pris paa og uden Tvivl gjærne vilde ombytte mod en god Græsgang eller et Stykke Skov. Et Par fattige Huse ved Tuenæs, lidt vestlig for Nordkap, betegner det nordligste Punkt, hvor fastboende Europæere lever.

Nordkap er ikke Europas nordligste Pynt. De studser maaske? Det staar jo dog i alle Reiseberetninger, det læres jo dog i alle Geografier. Det hjælper ikke. Chimborazo var i mange Tider Jordens høieste Bjærg, men det maatte dog vige for Mount Everest; paa lignende Maade har Nordkap maattet overlade Æren af at være Europas nordligste Ende til Knivskjærodden. Denne Pynt, der ligger Vest for Nordkap, adskilt fra dette ved en temmelig dyb Bugt, strækker sig nemlig med sin spidse Snude lidt længere mod Nord end Nordkap. Men den lave og uanselige Knivskjærodde savner Nordkaps Storhed, og Nordkap behøver derfor ikke at frygte for at den Tiltrækningskraft, det udøver, nogen Sinde skal blive reduceret af den fattige Konkurrent, som Trigonometrerne har givet det.

Knivskjærodden.

Paa den yderste Spids af Knivskjæroddens smalle Pynt fik Damperen "Nordstjærnen" for et Par Aar siden det Indfald at sætte sig op at ride, netop som den vendte tilbage fra Nordkap med Turister. Dette Ridt blev noget kostbart for vedkommende Dampskibsselskab, thi Rytteren faldt snart af Hesten og saas aldrig mere. Rhederne maatte trøste sig med den ærefulde Bevidsthed om, at deres uassurerede Skib var strandet paa det i en vis Henseende mærkeligste Punkt i Europa, og de stakkels Passagerer kunde fordrive den lange Tid, de uden Hjælpemidler maatte tilbringe paa den golde Pynt, med lignende smigrende Forestillinger. I Forbindelse med dette Forlis skal jeg senere hen fortælle en mærkelig, enestaaende Historie.

Nordkap fra Vest.

Nordkap - 71° 11' 40" n. Br., 976 Fods Høide - falder paa alle Sider tilsyneladende næsten lodret ned mod Havet, hvad der i Forbindelse med den jævne, vandrette Overflade giver Fjældet dets baade alvorlige og stolte Præg. Majestætisk hæver det sig op af Ishavets Vande; Siderne er gjennemtrukne af Revner og Kløfter, sprukne og forvitrede. Fjældet lader sig kun bestige fra Østsiden, hvor det danner en lille Bugt, Hornvigen. Denne har sit Navn af en besynderlig Udvækst, der rager frem fra Fjældsiden, og som kaldes Hornet. Den er gjengiven paa vort Billede. Denne eiendommelige Formation minder noget om Hornet paa en Rhinoceros, og kan hos modtagelige Naturer fremkalde Indtrykket af den Kamp, som Nordkap fører med det vilde, ubændige Element, der beskyller Fjældet.

Parti af Nordkap med Hornet.

I Hornvigen havde "Kong Carl" kastet Anker. En Del af Nordkap fra Vest. Passagererne forblev om Bord for at pilke Torsk; vi andre, i alt kun 6-7 Personer, blev satte i Land for at foretage den besværlige Bestigning af Fjældet.

Besværlig er den i ikke ringe Grad, thi selv paa dette gunstigste Sted er Stigningen brat, og man er træt, længe førend de henimod 1000 Fods Høide er tilbagelagt. Opgangen følger Løbet af en Bæk, der i raske Fald kaster sig ned ad den steile Skraaning. I enkelte Kløfter ligger der Rester af Snemasser, sorte og smudsige at se til. Men hvilken forbausende Frodighed langs Bækkens Sider næsten lige til Fjældets Plateau! Tykt og saftigt gror det grønne Græs, iblandet med Sommerfloraens brogede Blomsterflok. Hvilken liflig Pragt, hvilket herligt Farvespil! Drømmer jeg maaske, er jeg med min Fod paa Europas Nordpynt og med mine Tanker i en dansk Sommereng? Der staar den blaa Forglemmigei, der straaler Ranunklernes gule Skare, der pranger Pragtstjærnernes røde Flor; Violer og Potentiller, Saxifragaer og Parti af Nordkap med Hornet. Orchideer titter frem mellem Græssenes grønne Vrimmel. Jeg kunde ikke modstaa, jeg maatte plukke nogle af dem, disse Sydens brogetklædte Børn; en stor Buket bragte jeg med fra Nordkap, og den har senere været mig og andre et haandgribeligt Bevis for, at jeg ikke drømte.

Efter en langvarig og trættende Klatring, snart paa to og snart paa fire, naaede vi omsider op til Plateauets Høide. Dybt nede under os laa Dampskibet; hvor uanselig lille, som et pænt Stykke Legetøi.

Vi har endnu et Kvarters Vei at gaa, inden vi naar Fjældets nordligste Pynt. Men denne Vandring er ikke besværlig, thi Overfladen er flad og jævn, haard og tør som et feiet Gulv. Man kunde holde Bal her oppe. Sne er der ikke Spor af; af og til træffer vi en lille Vandpyt, hvor vi kan slukke vor Tørst efter den anstrængende Opstigning.

Endelig er vi ved Maalet.

Det kan være, at Indbildningskraflen gjør meget; det er muligt og sandsynligt, at mange andre Punkter af Jorden er lige saa interessante og mere interessante - aldrig har jeg følt en mere overvældende, høitidelig Stemning, end da jeg i den tidlige Morgenstund stod paa Nordkaps yderste Rand.

Jeg stod taus, fortabt i Beskuelsen af det stemningsrige Billede. Jeg stod taus, glemmende mig selv og mine Ledsagere, og sænkende mig ned i det ærefrygtindgydende, stolte Skue, der laa udbredt foran mig.

Der nede ligger det mægtige, det gaadefulde, det ukjendte Ishav, blaanende forsvindende i Synskredsen. Som et Speil ligger det, drømmende ligger det, Vinden vover ikke at aande paa den blanke Flade, for ikke at vække de vældige slumrende Kræfter, der gjemmes i det dybe Skjød. Tomt som en Ørken breder det sin vide Flade; intet Skib, ingen Baad aftegner sig paa den mørkeblaa Bund. Mægtige Hav l mægtig, naar Du raser i Din ustyrlige Vildhed, mægtig, selv naar Du slumrer og drømmer en af Dine skjønne Sommerdrømme!

Og Øiet vandrer ud over det storartede, det øde, det vilde, det mørke Landskab, der begrænser Ishavets kolde Vande. Set her i Fugleperspektiv er det, som havde man Landkaartet levende liggende foran sig. Til høire strækker Sværholtklub og Nordkyn deres lange, taffelformede Forbjærge ud i Oceanet; til venstre stikker Knivskjærodden ud, og bag den hæver sig Hjelmesøens og Rolfsøens Fjældtoppe.

Kun mod Syd er Udsigten spærret af de der liggende høiere Dele af Magerøen.

Over det hele Billede udspænder den blaa Sommerhimmel sig, og Solskiven i Nordost kaster sit tryllende Skjær over Fjæld og Hav, over Fjærnt og Nært.

Her lærer man at forstaa, at en bekjendt Forfatterinde paa et skjønt Udsigtspunkt i Norge overvældet maatte kaste sig ned og kysse Jordbunden. Men man vogter sig selvfølgelig for at efterligne hende; ellers vilde rimeligvis Tilskuerne blandt deres Indtryk fra Nordkap ogsaa finde det Latterlige repræsenteret.

Paa det yderste Punkt af Plateauet staar en Støtte af huggen Granit, reist til Minde om Kong OSCAR'S Besøg her i 1873 (51). Ved dens Fod finder vi en Flaske med en Del beskrevne Sedler i; vi knuser den og læser nogle mere eller mindre apokryfe Navne, hvis Eiere har gjæstet Nordkap Ugen i Forveien, og følt Trang til at give kommende Tidsaldre et Vidnesbyrd om denne deres Bedrift. Vi lægger vore egne, mere eller mindre apokryfe Navne i en anden Flaske, der rimeligvis vil blive knust af den næste Uges nysgjerrige Turister.

Jeg gjorde et høist eiendommeligt Fund paa Nordkap. Jeg fandt nemlig et stort Nøgleknippe; der var Jærn- og Messingnøgler, der var smaa og store Nøgler. Ingen af de Tilstedeværende havde tabt dem. Vi beklagede den Ulykkelige, der ved Tilbagekomsten fra Nordkap hjælpeløs havde maattet staa foran sine mange Laase, uden at kunne komme til de bag dem gjemte Herligheder. Skjønt der ingen Findeløn var at haabe, stak jeg Nøglerne i Lommen som en pudsig Erindring om Nordkap. Da vi atter var komne om Bord, opstod der en grænseløs Forvirring blandt den Del af Skibets Personale, der skal sørge for, at Besætningens og Passagerernes Trang til Mad og Drikke bliver tilfredsstillet: Restauratøren kunde ikke finde sine Nøgler. Det rygtedes imidlertid snart, hvilket mærkeligt Fund jeg havde gjort paa Nordkap, og det viste sig da, at det var Restauratørens Nøgler, jeg havde fundet. Han havde været med oppe paa Fjældets Top, men tilfeldigvis ikke været i Nærheden af os andre, da Nøglerne blev fundne. Hvilket Held, at jeg fandt dem! ellers havde vi hverken faaet Frokost eller Middag den Dag.

Turen ned ad Nordkap er lige saa besværlig som Opstigningen, især naar man som jeg har fyldt sine Hænder med Blomster og sine Lommer med Stenstykker og Nøgler. Men naar man bare passer, at Hovedet stadig er oven for Fødderne, kommer man til sidst nogenlunde uskadt ned. De paa Dampskibet tilbageblevne Passagerer havde fanget nogle prægtige Torsk, som - takket være Nøglernes Gjenfinding - blev en fortræffelig og efter de udstandne Strabadser yderst velsmagende Bestanddel af vor Frokost. Damperen satte atter Maskinen i Virksomhed, og om Eftermiddagen laa vi igjen til Ankers i Hammerfest. -

Et Par Dage senere tiltraadte jeg min Reise til Kystens østligste Dele. Det var et uhyggeligt Veir den Morgen, jeg gik om Bord; Stormen susede mellem de af Taagepjalter halvt skjulte Fjælde, piskede Vandet i Havnen til Skum og blandede det med den sivende Regn fra Skyerne. Det var temmelig mislige Udsigter for min Reise; thi Magerøen er den sidste i Rækken af de utallige Øer, der omgærder den norske Kyst og danner et skjærmende Bolværk mod Oceanets Ubændighed. Øst for Nordkap støder Fastland og Hav umiddelbart til hinanden; Dampskibet maa ud i den aabne Sø, og den ikke sødygtige Reisende har i stormfuldt Veir kun at glæde sig til de roligere Pauser, som Turen paa de lange, mod Syd gaaende Fjorde giver Udsigt til. Jeg lagde mig straks til Køis, hengivende mig i det Uundgaaelige, forberedt paa det Værste.

Et Kvarters Tid efter, at vi var komne i Gang, hører jeg et mangestemmigt Raab paa Dækket; der opstaar en frygtelig Trampen, Larmen og Løben frem og tilbage over Hovedet paa mig; der gives Signaler i Maskinen, og Skibet stopper. Vis paa, at vi er i Færd med at forlise, iler jeg op, og det første, jeg ser, er at Storbaaden fires ned. Det næste Øieblik overbeviser mig imidlertid om, at der intet er i Veien med Dampskibet. Men hurtigt, hurtigt ned med Baaden, thi det gjælder Menneskeliv. Se, hist henne i nogle hundrede Alens Afstand ligger en kæntret Seilbaad og tumles om af de vilde Bølger; dens Besætning, to stakkels Sølapper, sidder paa skrævs paa den opadvendte Kjøl, klamrende sig fast med Fortvivlelsens Energi, hvert Øieblik forsvindende under Bølgerne. Ro hurtigt, hurtigt; her er hvert Minut kostbart; ro hurtigt, hurtigt; snart vil de krampagtig fastklamrede Hænder tabe Taget, den fraadende Bølge bliver mere og mere sikker paa sit Bytte. Nu er Dampskibets Baad der ude, endnu nogle Minuters spændt Forventning, endnu nogle Minuters fortærende Dødsangst, thi i den haarde Søgang kastes Baadene op og ned, tørner sammen eller adspredes - endelig - Fiskerne er frelste. De sættes i Land, Dampskibets Baad vender tilbage, hales op, og vi reiser videre.

Denne Episode var just ikke egnet til at sætte Mod i et i Forveien forknyt Sind, der har 3-4 Dages stormfuld Søreise i Udsigt, og Gud ved, hvilke rædselsfulde Drømme og Forestillinger jeg havde kommet til at holde Selskab med, hvis ikke Veiret paa en Gang havde bedret sig, og saa hurtigt skiftede det Karakter, at vi allerede straks efter at have passeret Nordkap kunde glæde os ved et herligt Sommerveir med Solskin, stille Luft og smilende Sø. Under hele den følgende Reise vedblev Veiret at vise sig fra denne elskværdige Side.

De to sidste større Øer, vi paa denne Side Nordkap passerer, er Rolfsø og Hjelmesø. Paa Farten mellem dem ser man langt ude til venstre Fruholmens Fyrtaarn, det nordligste Fyr paa hele Kloden.

Vilde og raa og haar de viser de golde Fjældkyster sig i et Veir som det, hvori vi forlod Hammerfest; fattigt og elendigt og trist præsenterer sig de faa Ytringer af Menneskeliv, som vi træffer paa Stoppestederne. Skummende bryder Bølgerne mod de nøgne Stene, der rager op af Vandet; Søfuglene blander deres Skrig i Søens og Vindens Larmen; ilsomt farer de sønderrevne Skyer hen over de mørke Fjældtinder. Vandet siver fra den simple Træhyttes tørvklædte Tag, Vandet siver fra den fattige Fiskers tarvelige Beklædning, Vandet siver ned ad Fjældsiden, mellem Stenurerne og den sparsomme, forkrøblede Plantevækst, der hist og her kryber hen ad den fugtige Jordoverflade. Man forstaar ikke, at Mennesker kan holde ud at leve under saadanne Forhold, i denne evige Kamp med haarde, fjendtlige Naturmagter, især da Udbyttet af denne Kamp er saa saare ringe, og de Ofre, den kræver, saa mange og saa store.

Efter at have anløbet Gjesvær - rigtig en saadan trist, øde og al Tiltrækning berøvet Fiske- og Handelsplads, der ligger paa nogle Smaaøer tæt op under Magerø - kan Dampskibene slaa ind paa to Veie. Enten Sønden om Magerø gjennem Magerøsundet, eller Norden om Øen forbi Nordkap. Begge Veie er omtrent lige lange, og det er kun de forhaandenværende Vindforhold, der bestemmer Valget. Da Vinden denne Gang var sydlig, kom vor Rute til at gaa Nord om Øen.

Jeg saa altsaa atter Nordkap, men nu i en ganske anden Naturstemning end første Gang. Mørkt og truende hævede Fjældet sine gigantiske, tunge Former, med nyfødte, hastende Smaatække i alle Revner; for neden kranset af Brændingens hvide Skumring, for oven indhyllet af graalige, ensformige Skymasser.

Snart efter bøier Dampskibet mod Syd og stopper ved det lille Handelssted Kjelvik. En lille sørgelig Plet; et lille smalt Stykke Jord mellem Bølgerne og de høie, steile Fjælde. Kjedelformigt omslutter disse de faa Huse, der har kunnet finde Plads inden for den lille Bugt, og aabner kun Udsigt til det øde Ocean og Sværholts og Nordkyns døde Klippemasser. Polarhavets høie Bølger og Storme fra Nord og Nordost trænger gjennem denne Kjedelens Sideaabning uhindrede ind i hele deres Vælde, og med ikke mindre Voldsomhed styrter Vindene fra Vest ned gjennem Klippespalterne. Kirken og Husene skal af denne Grund endpgsaa være fæstede til Marken ved stærke Tove. Hvis jeg ikke husker feil, var Kirken, den eneste paa Magerø, en af dem, der blæste omkuld i den sidste finmarkske Orkanperiode.

Magerøen var tidligere langt mere befolket og havde 6 Kirker, og Kjelvik var den Gang Sædet for en hel Del Embedsmænd. Men de uafladelige Stridigheder med Russerne for nogle Aarhundreder siden forjagede eller ødelagde Befolkningen. Fra dette Tidsrum fortælles der i Kjelvik følgende Episode, der for øvrigt paa lignende Maade berettes fra forskjellige andre Lokaliteter, baade i Norge og i andre Lande. En stor Del Russere var ankomne til Honningsvaag, en halv Mil Sydvest for Kjelvik, for at røve og plyndre. Otte af dem fik en Lap til Veiviser over Fjældet til Kjelvik, for at de i Nattens Mørke kunde udplyndre dette Sted. Lappen gaar i Spidsen med Fakkel i Haanden. Da han nærmer sig Fjældsiden, der brat styrter ned mod Kjelvik, paaskynder han sine Skridt og byder Russerne at følge ham hurtigt. Kommen ud til Kanten, kaster han Fakkelen frem foran sig ned i Dybet. Russerne, der i Mørket ikke ser andet end Fakkelens Skin, følger dette og styrter i voldsom Fart ud over Fjældskrænten, medens den kløgtige Lap klamrer sig fast til et fremragende Klippestykke. Han iler derpaa ad den sædvanlige Vei til Kjelvik, hvor han finder Stedets Embedsmænd ved Spillebordet. Hurtigt træder han ind blandt dem og raaber: "Hold op med Spillet, Døden er Eder nær!" Han fortæller, hvad der er sket, og hvad der kan ventes. De forfærdede Embedsmænd flygtede skyndsomt med Koner og Børn og søgte Skjul mellem Fjældene. Et Kors skal endnu staa eller have staaet paa hin Fjældhøide som Minde om Begivenheden.

Ved Kjelvik aabner sig den lange og brede Porsangerfjord, den betydeligste i Finmarken og en af de største i Norge. Dens store Brede i Forbindelse med dens lige Retning bevirker, at de nordlige Vinde fra Ishavet lige saa uhindret kan trænge ind i Fjorden, som Øiet, selv fra dens inderste Bund, naar ud til Havet, og dette er vel Aarsagen til, at de ydre Partier af Fjorden er golde, barske og uden Afveksling. Længere inde taber Omgivelserne mere og mere deres vilde Karakter; de bratte, for disse Kyststrækninger saa karakteristiske Styrtninger gaar over til Lier med frisk Grønsvær og smaa Birkeskove. Kistrand, paa Vestsiden, det sydligste Punkt, vi anløber, ligger venligt paa en saadan frugtbar Skraaning, og Stedets anselige Bygninger - bl. a. Kirke, Telegrafstation og Præstegaard - tager sig fortræffeligt ud i de grønne Omgivelser.

Fjordens Østkyst, som vi nu nærmer os til uden dog at anløbe noget af dens faa, yderst tarveligt beboede Steder, er endnu mere blottet for Interesse end Vestsiden; Øiet ser næsten kun uafbrudte, høie og brat i Søen nedgaaende Fjældvægge. Den lange, smalle Halvø, eller rettere den vældige Klippemasse, der skiller Porsangerfjord fra Laxefjord, danner oventil, set fra Søen, en eneste jævn, næsten horisontal Linie.

Fuglebjærget Sværholtklub.

Den yderste, nordligste Spids af denne Halvø dannes af Fuglebjærget Sværholtklub, en af Finmarkens største Seværdigheder. Selve Fjældet, der hæver sig til 1000 Fods Høide og bestaar af en sort Stenart, frembyder dristige, vilde Former, steile Vægge og dybe Kløfter; Foden kranses af vældige, nedfaldne Blokke. Men det, der giver Fjældet sin egentlige Tiltrækningskraft, er dets Millioner af fjedrede Beboere. Paa hver af de utallige, næsten horisontale Revner eller Afsatser, der skyldes Fjældets Lagdeling, sidder de hvide Fugle i Række, næsten som Porcellænskrukkerne i et Apotheks Hylder, den ene Etage tæt oven over den anden, saa at Fjældsiden paa store Strækninger er mere hvid end sort. Paa Dampskibet løsnes et Par Skud, og Damppiben udstøder af og til et Brøl. Hvilket mageløst, hvilket uventet Skuespill Fra alle Etager styrter de sig ud i mægtige Sværme, de hvide Fugle, som Vandet i en Fos, som lange Slørstriber; de hæver eller sænker sig under Lyden af Tusinder hæse Skrig, og saa stor er deres Mængde, at de enkelte Steder skjuler baade Fjældet og Himlen for vore Øine. Det er hovedsagelig en lille Maageart (Larus tridactylus), der udgjør Fjældets myldrende Befolkning.

Nu bøier Dampskibet atter mod Syd, og efter at have anløbet Sværholt, lidt inden for Fuglebjærget, hvor Restauratøren selvfølgelig kjøbte Maageæg, for at vi ogsaa kunde lære denne Delikatesse at kjende, gaar vi ind i den anden af Finmarkens store Fjorde, Laxefjord. Her anløber vi kun Lebesby, der med sin lille Kirke, Præstegaard og Landhandleri ligger ganske tiltalende, omgivet af grønne Enge og Birkekrat.

I Fjordens nordlige Del skærer en Arm sig ind mod Øst; dens Bund er kun ved en smal og lav Strimmel Land (2000 Alen bred) skilt fra Bunden af en lignende Arm, som Tanafjorden udsender mod Vest, saaledes at man fra Dampskibet af fra den ene af disse to store Fjorde kan se den anden. Den store Halvø, der kun ved den nævnte smalle Strimmel hænger sammen med det europæiske Fastland, hedder Kjorgosh-Njarg; den minder i meget, baade Natur og Form, om Magerøen. Naar Landstrimmelen en Gang, som man har paatænkt, bliver gjennemskaaren, vil Ligheden blive endnu mere fuldstændig.

Efter at vi er komne ud af Laxefjorden, og idet vi løber ind til Kjøllefjord paa Kjorgosh-Njargs vestlige Side, passerer vi de saakaldte Finnekirker, 2-3 eiendommelig! formede, ved Foden af den høie Kyst staaende Klippestykker, der selv paa nært Hold skuffende ligner Ruinerne af en Kirke eller et Kloster, og som i ældre Tid skal have været Gjenstand for de hedenske Lappers Tilbedelse.

Nordkyn.

Nu gaar Farten atter i østlig Retning, langs Kjorgosh-Njargs vilde, sønderrevne Kyst, og snart har vi naaet det europæiske Fastlands nordligste Spids, Nordkyn eller Kinnerodden. I Form og Størrelse minder den noget om Nordkap; det er det samme flade Plateau for oven; den samme bratte, dristige Styrtning ud mod Havet; de samme alvorlige, mørke, af Kløfter gjennemfurede Stenmasser. Kaster vi Blikket mod Vest, ser vi Tvillingbroderen Nordkap i det fjærne skyde sig ud i Havet som en monoton Klippemur.

Det er i det hele taget ikke det mindst interessante ved denne Fart i det smukke Veir langs den europæiske Verdens Ende, at man saa klart overskuer alle Kystens Enkeltheder og Formationer. I timevis, ja næsten i dagevis ser man alle de fremspringende eller høitragende Punkter ligge foran sig som paa et Kaart. Her findes jo ingen uden for Kysten liggende Klippeøer, der kan afspærre Udsigten og forstyrre Overblikket, og tillige er alle Høider saa betydelige, at Hovedtrækkene i Kystens Formation skjelnes selv paa store Afstande. Hvor mangfoldige Gange jeg end har reist paa de for deres Skjønhed berømte, sydligere norske Fjorde og der nydt Dampskibslivets dolce far niente, har jeg dog aldrig i den Grad følt det behagelige ved at reise, som her paa den smukke Fart langs Europas nordligste Kyst, snart paa Fjordens brede Vand, snart med det store, tomme Polarhav paa den ene Side og de høie, vilde Fjælde paa den anden. Havet er stille som en Indsø; store, røde Meduser svømmer dovent omkring i det krystalklare Element; Flokke af Hvaler boltrer sig i lystig Leg omkring Skibet; Søfuglene forfølger skri-gende deres Bytte. Hvad kan man forlange mer? Men skulde De efter at have læst dette faa Lyst til seiv at gjøre en saadan Tur, maa De sørge for at medbringe et lige saa godt Veir, som det, der begunstigede min Reise i disse Egne, ellers vil De finde lidet eller intet af alt det tiltalende, som jeg her har nævnt, og i høi Grad skuffet vil De maaske endogsaa drage mig til Ansvar for ved Overdrivelser og Digtning at have vildledet Dern og forlokket Dem til at bortkaste Tid og Penge. Naar Stormen tuder, og Regnen øser ned, da tænk ikke paa at gjæste det nordlige Norges veirbidte Kyst; men smiler Solen paa den blaa Himmel, og speiler de lette, hvide Sommerskyer sig i Havets klare Krystal, da kom og se og studs. Norges Kyster og Fjorde er som Søanemonen; naar den har trukken sig sammen, ligner den en kjedelig, klodset og styg Kjødklump; men udfolder den sin Krans af brogede Fangarme, da studser Deres Øie ved den uventede, straalende Blomsterpragt, og De kan ikke tro, at det er en og samme Skabning, der kan vise et saa forskjelligt Udseende, snart være saa grim og uanselig, snart saa skjøn og beundringsværdig.

Een Ulempe er der ved at reise mod Øst i disse nordlige Egne, seiv om Veiret er nok saa godt: man forkorter sit Liv og spolerer sit Uhr. Længdegraderne er nemlig her, saa nær ved Polen, overmaade smaa; man behøver blot at reise 5 Mil mod Øst for at være paa 1° større østlig Længde. Dette har nu i og for sig ingen synderlig Betydning, men Konsekvenserne er betænkelige. Lad os antage, at vi bruger to Timer for at reise de 5 Mil. Vi begynder Kl. 4, og naar vi efter to Timers Forløb er komne 5 Mil østligere, er Klokken der paa Stedet ikke 6, men 4 Minuter over 6. Ja, Uhret kan naturligvis stilles, frem, men hvem erstatter mig de 4 Minuter, som jeg er bleven berøvet, og som er sporløst forsvundne? Min Time har altsaa kun 58 Minuter, medens andre Mennesker gaar og svælger i en Overflødighed af 60. Et Afdrag af 2 Minuter paa hver Time, det giver 48 Minuter hver Dag, og 24 Timer hver Maaned. Mit Aar er altsaa hele 12 Dage kortere end andres. At dette er en høist urimelig Skat, jeg paa denne Maade maa erlægge, for at faa Lov til at reise langs disse Kyster, vil enhver indrømme. Men jeg lader mig heldigvis ikke narre; jeg skal til Gjengjæld vide atter at tiltvinge mig det tabte, naar jeg reiser tilbage mod Vest; da skal Klodens øvrige Beboere med Misundelse se paa, at min Time har 62 Minuter og mit Aar 377 Dage.

Men værre og værre bliver dette Forhold, jo nærmere man kommer Polen. Tænk Dem, at man var denne saa nær, at man kunde komme omkring den i 24 Timer. Reiser man da i østlig Retning, tilintetgjør man hele sin Fremtid, thi Klokken bliver aldrig mere, end den var ved Afreisen. Reiser man derimod mod Vest, oplever man paa een Dag to Dage. Hvor forrykte Forholdene stiller sig paa selve Polen, maa De selv udspekulere, forudsat De har saa stærk en Hjærne, at De ikke resikerer at blive sindsforvirret derved. Thi der skal unægtelig en stærk Hjærne til for at blive modtagelig for saadanne Kjendsgjerninger, som at Klokken paa Nordpolen paa en Gang er baade l, 2, 3, 4 .....12, kort sagt alt, hvad en Klokke kan være, og dog ingen af Delene; at De ved at dreie Dem enten til høire eller til venstre i faa Sekunder kan trække Dage og Maaneder fra Deres Liv eller lægge dem til - jeg siger med Forsæt til høire og til venstre og ikke mod Øst og mod Vest, thi det er en anden humoristisk Egenskab ved Nordpolen: der findes dersteds hverken Øst eller Vest eller Nord; der er der kun een Himmelegn, men den er alle Vegne, og det er Syd. Er De med?

Atter gaar Farten mod Syd forbi Kjorgosh-Njargs dybe Fjorde og steile Fjælde, hvor hist og her endnu en Klat Sne ligger gjemt i Revnerne. Vi bøier om Halvøens østligste Hjørne, og er nu paa den store Tanafjord. Vi gaar tæt op til den vestlige Kyst, og lidt førend vi naar Stoppestedet Finkongkjeilen, passerer vi atter et Fuglebjærg. Atter knalder Skuddene, atter lyder Damppiben, og atter er Luften opfyldt af hvide, levende Skyer. Dog er Fuglenes Mængde her ikke saa overvældende som ved Sværholtklub. Finkongkjeilen, hvor jeg var i Land en halv Times Tid, er et Pragtexemplar af et finmarkensk Fiskevær. Paa tre Sider er det indeklemt af vældige Fjælde, saa at Solen kun om Morgenen faar Lov til at sende lidt vækkende Varme ind i denne Kløft i Fjældmuren, hvor Sneen selv ved Havets Niveau endnu enkelte Steder ligger i store Masser. Alt andet er Fisk eller minder om Fisk; levende Fisk, halvtørrede og heltørrede Fisk, Fiskehoveder og Fiskeindvolde, Lugt af Fisk, Stank af Fisk; Fartøier, der bringer Fisk, og Fartøier, der henter Fisk; Folk, der kjøber Fisk, og Folk, der sælger Fisk, Folk, der kun lever for Fisk og kun lever af Fisk, kun tænker, kun taler, kun drømmer om Fisk. Stedet bestaar for øvrigt af et Handelshus og et ikke lille Antal Smaahytter, for største Delen beboede af Sølapper. De kegleformede Stilladser, som staar trindt omkring, er et karakteristisk Udstyr for ethvert saadant Fiskevær. De er dannede af de lange, tynde Stænger, der lægges øverst paa Hjælden, og hvorpaa Fisken ophænges til Tørring. Findes disse Kegler i alt for stor Mængde, er det ikke noget godt Tegn; thi det betyder, at man ikke har Fisk til at hænge paa Stængerne.

Vi gaar næsten til Fjordens Bund, til Stangnæs; noget sydligere ligger Fjordens største Handelsplads Guldholmen eller Tanen, men der hen kan Dampskibet ikke komme, fordi Fjorden her er opfyldt med lave Sandbanker, der skyldes Virkningen af Tanaelven, som her har sit Udløb. Denne Finmarkens største Elv er bekjendt for sin Rigdom paa fortrinlige Lax og for sine skjønne, romantiske Omgivelser. Fjældene i denne inderste Del af Fjorden hæver sig til betydelige Høider (2,500 Fod), og frembyder ved deres tydelige Lagdeling, livlige Farver, barokke Former og mange Nedstyrtninger et ganske interessant Skue.

Vi damper nu mod Nord, langs den lange, sammenhængende Fjældryg, der danner Tanafjordens østlige Kyst, og som ender i det 850 Fod høie Tanahorn. Efter at have dreiet om dette, er vi paa Nordsiden af den store Halvø Vargak-Njarg, der dannes af Tanafjord og Varangerfjord. Hele dens nordlige Kyst er uden Interesse; Fjældene har den samme ensartede, taffelformige Bygning, som er saa karakteristisk for hele Kysten Øst for Nordkap, men de bliver efterhaanden lavere og lavere, kjedeligere og kjedeligere. Det ene Forbjærg stikker frem bag det andet, omtrent som Kulisser, saa langt, man kan øine; alle af samme Form. Enkelte gode Fiskepladse findes paa denne Strækning, men for øvrigt frembyder den intet, der i nogen særdeles Grad kan fængsle den Reisende, der har set sit Øie mæt paa de mange Seværdigheder, som den vestligere og sydligere liggende Del af den norske Kyst præsenterer.

Hen ad Midnat ligger vi i Havnen ved Vardø.

Dampskibet stoppede her kun faa Timer, i hvilke jeg var i Land og i den lyse Nat gjennemstreifede de faa og tomme Gader og samtidig tog nogle Fotografier. Det er derfor ikke meget, jeg kan fortælle om Vardø; jeg tvivler for Resten om, at der overhovedet kan fortælles meget om Vardø.

Kirken i Vardø.

Byen ligger paa en lille Ø uden for Østpynten af Varangernæsset, skilt fra dette ved et smalt Sund. I Begyndelsen et Fiskevær, blev Vardø senere et af Finmarkens vigtigste Handelssteder, der talte flere hundrede Indbyggere; men i Løbet af det 18de Aarhundrede gik det tilbage med Byen, der 1787 erholdt Kjøbstadrettigheder, saa at den 1825 kun havde 88 Indbyggere. I den senere Tid har den imidlertid atter svunget sig i Veiret, og den tæller nu omtrent 2000 Indbyggere; den er derfor af omtrent samme Størrelse som dens to Naboer og Søstre, Hammerfest og Vadsø. Byens nervus rerum er som alle andre Steder ved Finmarkens Kyst Fisken og da navnlig Torsken. Vardø ligger omtrent i Midten af det Distrikt, hvor det for hele Landsdelen saa vigtige Loddefisken foregaar (April-Mai). Dette har sit Navn efter Lodden, en lille Sildeart (Mallotus arcticns). Det er dog ikke egentlig den, som dette Fiskeri gaar ud paa, den benyttes kun som Madding; men den er Torskens kjæreste Føde, og naar den i Mængde nærmer sig Landet, følger Torsken efter i store Stimer. Paa denne Tid af Aaret gjæstes Vardø af 4-5000 fremmede Fiskere.

To Bugter, en fra Nord og en fra Syd, deler Øen, hvorpaa Vardø ligger, og hvoretter Byen har faaet Navn, i to Halvøer, der hænger sammen ved en smal Landtange. Den nordlige Bugt er den egentlige Havn; den sydlige benyttes hovedsagelig som Baadhavn.

Faa Byer er med Hensyn til Beliggenhed mindre begunstigede af Naturen end Vardø. Uden Beskyttelse af nogen Bjærghøide ligger den aaben for alle Polarhavets Indvirkninger. Det er et barsk og raat Sted, hvad enten Havet optaarner sig, og Stormen pisker det fraadende Skum ind over Byen, eller de kolde Havtaager spolerer den korte Sommers faa Dage. Kun sjældent er Veiret saa mildt og behageligt som under mit Ophold der. Vinterkulden er derimod, maalt i Grader, ligesom alle Vegne langs Finmarkens Kyst, langt fra saa stor, som man efter den nordlige Beliggenhed kunde formode.

Som i andre norske Kystbyer blev Damperen straks efter vor Ankomst omringet af en Vrimmel af Baade, hvis Besætning ved Raab og Armbevægelser kappedes om at tilbyde deres Assistance ved Ilandsættelsen af Personer og Gods. Efter at 2-3 Stykker havde stredet om min Person, lykkedes det en fjerde at annektere mig. Jeg blev roet hen til det lange, paa Piller staaende Træbolværk, der garnerer Havnens østlige Side. Det ligger svimlende høit over Vandet, og dets Trapper eller rettere Stiger er saa steile, at der for alle andre end Gymnastikere og Ekvilibrister og Vardøboere næsten udkræves et Vidunder, for at man skal komme levende op ad dem.

Noget London eller Paris er Vardø ikke; man bliver slet ikke overvældet af arkitektoniske Vidundere eller andre kunstneriske Aabenbarelser; kun skikkelige Træhuse, hvor et Skilt her fortæller, at der bor en Skomager eller Smed, et Skilt der, at der bor en Skrædder eller Bager. Noget London eller Paris er Vardø ikke; man træffer ved Midnatstid ingen støiende Menneskevrimmel i elektrisk oplyste Gader, ikke heller straalende, speilbeklædte Kafeer. Kun Guds Sol lyser i Midnattens Time paa Himlen, og en lille Flok vandrer gjennem de tause, Gjenlyd givende Gader hjem fra en selskabelig Sammenkomst, og ser med Forundring paa, at jeg stiller mit Fotografiapparat op.

Paa den vestlige Halvø ligger Jordens nordligste Fæstning, Vardøhus. Jordens nordligste Fæstning bestaar af et Par Bygninger, halvt gjemte inden for en stjærneformet Skanse, nogle antike Jærnrør, der kaldes Kanoner, en Flagstang, lidt Krudt til Salutering paa Kongens Fødselsdag, en Kommandant, en Underofficer og 20 Menige, der i Fredstid lever som Fiskere. Den ser slet ikke ondskabsfuld ud, Jordens nordligste Fæstning, nei langt fra, den ser skikkelig ud, den ser godmodig ud, den ser tankefuld ud, den ligger og grubler over, hvorfor den egentlig er bleven til, og hvad Hensigten med den egentlig er eller var eller skal blive.

Jeg havde faaet den Ide at ville fotografere Jordens nordligste Fæstning netop præcis Kl. 12 Midnat, og det lykkedes.

Vardøhus.

Vardø, det lille, det ubetydelige Vardø, har en Gang med Hæder indskrevet sit Navn i Astronomiens Historie, og leveret et vigtigt Bidrag til Løsningen af det aller vigtigste astronomiske Problem: Beregningen af Solens Afstand fra Jorden. Venuspassagen 1769 blev nemlig observeret her af den østrigske Astronom HELL, der var hidkaldt af den danske Konge, og næsten et helt Aar opholdt sig i Vardø, der var en af de vigtigste Stationer, hvor det sjældne Fænomen kunde iagttages. HELL havde sit Observatorium paa Tangen mellem begge Halvøerne; bag dette, ved den nuværende Baadhavn, lod han opmure to massive Støtter, for at man en Gang i Fremtiden kunde blive i Stand til at maale Landets Hævning. Des værre havde en senere Tid saa ringe Agtelse for disse vigtige Mærker, at de for længst er sporløst forsvundne.

I mine Bestræbelser efter at fortælle Dem saa meget interessant som muligt om Vardø, kan jeg ikke undlade ogsaa at gjøre Dem bekjendt med, hvorledes Faarene, har det her, efter hvad der berettes af den norske Geolog KEILHAU, der 1827 besøgte Vardø. Da Jorden paa mange Steder hele Vinteren igjennem er blottet for Sne, kan Indbyggerne have deres Faar gaaende ude bestandig. De trives særdeles vel paa et Par tæt ved Byen liggende mindre Øer, paa hvilke de i Uveir finder tilstrækkelig Ly under Klipperne. Men undertiden hænder det, at der ved deres Uddunstning dannes Is, som hæfter dem fast til Stengrunden, hvorpaa de ligger, saa at de for at slippe løs, maa lade et eller andet Stykke af deres Skind i Stikken. Man pleier derfor af og til at besøge de stakkels Skabninger for at lappe paa deres hullede Pelse. Se non é vero, é ben trovato.

Og med denne Berigelse af vor Kundskab til Faar enes Livsvilkaar forlader vi Vadsø, sover i de fire Timer, Seiladsen varer langs den lave og øde Sydostkyst af Vargak-Njarg, og vaagner den næste Morgen i Vadsø, den sidste By paa den norske Kyst.

Hvis jeg ikke var ALEXANDER, vilde jeg være DIOGENES; hvis jeg ikke var optagen paa anden Maade, vilde jeg være Færgemand i Vadsø. Det er en Bestilling, der lønner sig. Jeg har, skjønt jeg har reist meget, aldrig gjort nogen saa dyr Reise som fra Dampskibet her til Landgangstrappen. Strækningen er rigtignok noget lang, men faar den gode Mand af hver Reisende, han ror i Land, 2 Kroner, da eier han visselig den mest indbringende Forretning, nogen Dødelig kan eie.

Næst efter at være Færgemand i Vadsø kunde jeg have Lyst til at være Hoteleier i Vadsø. Jeg levede i en Uge i den salige Tanke, at jeg boede paa et Hotel af 8de eller 10de Rang, men da Regningen præsenteredes for mig, saa jeg, hvor forfærdeligt jeg havde taget feil; thi Tallene viste med Evidens, at dette Hotel vilde gaa af med Seiren i en Konkurrence med hvilket som helst af Londons og Paris's Hoteller af aller første Rang.

Otte Dage opholdt jeg mig i Vadsø; det var syv for meget. Thi een Dag havde været mere end tilstrækkelig til at lære Byens Herligheder og Mærkværdigheder at kjende. Men det næste Dampskib afgik først en Uge efter min Ankomst, og altsaa maatte jeg vente. Heldigvis blev de otte Dages Længde betydelig forkortet ved Beboernes venlige og gjæstfrie Imødekommen, ellers havde jeg døet af Kjedsomhed.

Slaa en tyk Knude paa Midten af en kort Snor: saa har De Grundplanen af Vadsø. Knuden er Byens City; der bor den norske Befolkning; der bor Stadens Elite, Kjøbmændene og Embedsmændene; der findes adskillige pyntelige Huse, og mellem dem nogle, trods deres Korthed temmelig indviklede Forsøg paa at danne Gader.

Gade i Vadsø.

Enderne af Snoren er to lange Rækker af Smaahuse, der i modsatte Retninger strækker sig langs Stranden. I disse Smaahuse bor Finnerne, Kvænerne, især indvandrede i de senere Tider og nu i Antal den norske Befolkning overlegne. Den østlige Række kaldes den ydre, den vestlige den indre Kvænby.

Vadsø er saaledes paa en Maade mere en finsk end en norsk By, og det finske Sprog høres paa Gaderne og i Butikerne, hyppigere end det norske. Endnu to andre Sprog tales i denne eiendommelige By, især i Fiskeperioden: Lappisk og Russisk. Kjøbmændene er derfor nødte til at kjende alle fire Sprog, ligesom dette arktiske Babel en miniature kan glæde sig ved hele fire Navne; Byen hedder nemlig paa Norsk: Vadsø, paa Lappisk: Tsjatse-suolo, paa Finsk: Vesi-saari, paa Russisk: Vasino.

Stedets mest karakteristiske Partier er de to Kvænbyer. Mere end i nogen anden By i Norge, minder her al Ting om, at Fisken er Beboernes Alfa og Omega. Den smalle Landstrimmel mellem Gaden og Vandet er opfyldt med fiskebehængte Hjælder; Fiskegarn og Liner hænger paa Rækværker og Tage eller ligger udbredte til Tørring paa Gaden; alle Vegne staar vældige Trækar, hvori Fiskeleveren gjærer, eller store Gryder, hvori der koges Tran; forraadnede Fisk og Fiskeindvolde, fortørrede Fiskehoveder og Fiskeben optager hver Plet, der ikke tidligere er optngen.

Byens Omgivelser er i høieste Grad øde og triste. Ikke en Busk, ikke det mindste Træ afbryder den monotone Kjedsomhed, der udpræger sig i det lave Landskabs trivielle Former. Lige ud for Byen mod Syd ligger en større Ø, Kirkeøen, nøgen og bar som alt det øvrige; Sundet, som derved dannes, er Byens Havn. Ved Lavvande er Øen egentlig en Halvø, idet man da tørskoet kan gaa over til den fra Byen, medens man ved Høivande kan passere Sundet med Baade og Smaafartøier.

Kirkeøen, hvorfra man har et godt Overblik over Byen, baade dens Knude og dens lange, smalle Forlængelser, har i de senere Aar faaet en vis Interesse og Betydning, fordi det er her, at den bekjendte, driftige norske Hvalfanger SVEND FØYN har anlagt sit store Etablissement til Behandling og Udnyttelse af de med hans Fartøier fangede Hvaler.

Jeg var saa heldig, at der under mit Ophold blev fanget en Hval, hvis foreløbige Behandling jeg saaledes fik Leilighed til at overvære. Da SVEND FØYN'S Virksomhed i sit Slags er enestaaende og storartet, og hans Fangstmaade høist original, skal jeg her noget nærmere omtale begge, idet jeg støtter mig til en Artikel af CHR. AURIVILLIUS og JONAS GOLLIN og supplerer med mine egne lagttagelser.

Den Maade, paa hvilken man tidligere udelukkende jagede Hvaler, bestod som bekjendt i, at man fra det større Fartøi satte mindre Baade i Søen, saa snart en Hval kom i Sigte. Baadenes Besætning roede derefter hen imod Hvalen og nærmede sig den paa et Par Favnes Afstand, hvorpaa en Mand, der havde sin Plads i Forstavnen af Baaden, udslyngede eller udskød Harpunen mod Dyret. En saadan Harpun var forsynet med et Skaft af Træ eller Jærn, havde en stærk Modhage i Spidsen og stod ved en lang Line i Forbindelse med Baaden. Saa snart en Hval var saaret, flygtede den skyndsomt ned mod Bunden, og det gjaldt da at være opmærksom paa den oprullede Line og sørge for, at den løb op uden at blive uklar, thi i modsat Tilfælde kunde Baaden let trækkes ned under Vandet. Naar det opskræmmede og saarede Dyr atter kom op til Overfladen for at aande, passede man paa og kastede flere Harpuner i det eller bearbeidede det med Spyd og Lanser, indtil det havde forblødt sig. Bortset fra det grusomme i en saadan Fremgangsmaade medførte denne Methode forskjellige Ulemper; for det første var det nemlig nødvendigt at færdes i smaa Skuder paa det aabne Hav, og dernæst maatte man nærme sig Hvalerne paa saa kort Afstand, at man altid udsatte sig for at faa Baaden knust ved et Slag af disse Dyrs Halefinne.

SVEND FØYN derimod driver egentlig kun Kystfangst og jager Hvalerne fra Dampskibe, som er særligt indrettede for dette Øiemed. De har en Længde af 80-100 Fod, og er helt ude i Forstavnen forsynede med en Kanon, der er anbragt paa et Stillads, saaledes at den uden Vanskelighed kan vendes og dreies i alle Retninger. Til denne Kanon hører en Harpun, hvis hele Skaft stikkes ind i Kanonen; den Del, som rager uden for Mundingen, er forsynet med fire bevægelige, bag ud rettede Modhager, der er stillede i Korsform og har en Længde af omtrent 6 Tommer hver. Foran disse er der anbragt en stor Jærnkugle, der er forsynet med en skarp Spydspids og fyldt med Sprængstof. Paa Skaftet løber der en Ring, i hvilken der er fastgjort et Kabeltov af en Arms Tykkelse. Naar Harpunen lægges i Kanonen, skydes denne Ring op til Skaftets forreste Del, saa at den kommer til at ligge ved selve Mundingen af Kanonen, hvor den gjøres fast med en tyndere Line.

Saaledes udrustet begiver Dampskibet sig ud for at søge Fangst. Saa snart man er kommen tilstrækkelig nær til en Hval, rettes Harpunen mod et af Legemets blødere Partier, Fængkrudtet tændes, og ud flyver det frygtelige Projektil, der borer sig dybt ind i Dyret. Det overordentlig heftige Ryk i Tovet formindskes noget ved den Line, som holder Ringen ved den forreste Ende af Skaftet; thi denne Line modtager det første Ryk og brister derved, saa at Ringen glider tilbage til Skaftets anden Ende. Saa snart det anskudte Dyr gjør de første Ryk i Tovet, slaar de bag ud rettede Modhager paa Harpunen sig ud til Siderne, og, ved Hjælp af en sindrig Mekanisme antænder de ved denne Bevægelse Sprængstoffet inde i Jærnkuglen. Denne springer itu, og det frygtelige Saar, som derved bibringes Hvalen, medfører hurtigt Døden.

Dette Apparat var imidlertid ved Begyndelsen af SVEND FØYN'S Virksomhed langt fra saa fuldkomment som det er nu, men Opfinderen har lidt efter lidt forbedret det, saa det nu ganske opfylder sin Bestemmelse. At det i sin første Skikkelse ikke altid gjorde dette, vil ses af følgende lille Episode fra Hvalfangsten uden for Varangerfjorden. Man anskød en Dag en Hval, men Sprængstoffet exploderede ikke. Hvalen foer da af Sted med Harpunen i Kroppen, trækkende Damperen, der var paa 20 Hestes Kraft, efter sig. Det bar nordover mod Vinden, og FØYN lod sætte et Seil op for at formindske Farten, men Seilet revnede ved det stærke Lufttryk, idet Vinden efterhaanden var frisket op og havde sat Sø. Maskinen, der af al Kraft arbeidede imod, var ikke i Stand til at stoppe Farten, som gik lige stik imod Vinden; det blæste op til en Storm, og saaledes gik det i hele 10 Timer, medens Søerne brød over Skibets Forstavn. Adskillige af de Ombordværende syntes, at der var god Grund til at kappe Tovet, thi Situationen blev mere og mere ubehagelig; det var, som om man havde harpuneret selve Havguden i Stedet for en Hval, saa ustandselig og utrættelig stormede Dyret fremad. Endelig sprang Tovet, og alles Hjærter følte sig lettede.

Naar Hvalen er død, befestes en Kjætting i Underkjæben, Dyret hales ind til Skibet og fortøies paa langs af dette med Hovedet ved Forstavnen, og paa denne Maade bugseres det saa til Vadsø.

Siden 1868 har SVEND FØYN paa denne Maade aarlig fanget et betydeligt Antal Hvaler, og for et Par Aar siden beløb hans Fangst for den ene Sommers Vedkommende sig til over 90 Stykker. I de sidste Aar har dog Udbyttet været meget ringere, og den Hval, der fangedes under mit Ophold i Vadsø, var først den tredie i denne Saison. Det er hovedsagelig kun to Arter af Hvaler, som fanges her, nemlig Rørhvalen eller "Finhvalen" (Balænoptera musculus), der bliver 60-70 Fod lang, og Blaahvalen (Balænoptera gigas), hvis Længde kan gaa til 100 Fod. Begge hører til den Gruppe, som man paa Grund af deres Finne paa Ryggen under et kalder Finhvaler. De nævnte to Arter har tidligere saa godt som ikke været Gjenstand for Hvalfangernes Efterstræbelser, dels fordi de paa Grund af deres Hurtighed og Styrke var vanskeligere at fange, dels fordi de giver et forholdsvis ringe Udbytte. Medens nemlig Grønlandshvalen (Balæna mysticetus) har en Værdi af 8-10,000 Kroner, kan en Blaahval ikke udbringes til mere end 3-4000 Kroner.

Foran Etablissementet paa Kirkeøen ligger der en jævn, svagt hældende Stenskraaning, der ved Flodtid dækkes af Havet, men under Ebbe ligger mere eller mindre tør. Naar Vandstanden er paa sit høieste, hales den fangne Hval med Hovedet foran og Ryggen nedad op paa denne Skraaning. I denne Stilling laa Hvalen, en Rørhval, da jeg første Gang saa den; Vandet var allerede sunket betydeligt, saa at Dyret næsten laa frit; kun Halen var endnu under Vand. I denne Situation er Kolossen gjengiven paa det første af de to Hvalbilleder.

Fangen Hval.

Det er ikke let, selv efter de bedste Billeder at danne sig nogen rigtig Forestilling om Udseendet af et saadant Kæmpedyr, naar man ikke selv har staaet foran det. Det her omtalte Exemplar hørte langt fra til de største; men hvor følte man alligevel ikke sin menneskelige Lidenhed ved Siden af dette Kjødbjærg. Alene Luffen var næsten lige saa stor som et Menneske.

Efter at Vandet var faldet tilstrækkeligt, begyndte man paa Afspækningen. Denne udføres med nogle store Knive, der sidder paa et Skaft af et Par Alens Længde. Først borttages den opadvendende Luffe, idet Kjødet rundt omkring den løsnes, hvorpaa en Kjætting fastgjøres i den. Ved Hjælp af et Spil paa Skraaningens øverste Del hales Kjættingen ind, og paa denne Maade vrides Luffen løs, idet man samtidigt med Knivene overskærer Sener og Baand.

Det andet Billede viser Hvalens hvide Bugside. Man ser her dennes eiendommelige, smukke og talrige Længdefurer, der er karakteristiske for denne Hvalart, men hvis Hensigt og Betydning for Dyret man ikke kjender. Efter at Luffen er skilt fra Kroppen, skæres med Knivene Furer gjennem Spæklaget|ind til Kjødet, saa at Spækket deles i lange, 1-2 Fod brede Strimler fra Halen til Hovedet; derefter faslgjøres en Kjætting i den nærmest Halen værende Ende af hver saadan Strimmel, som nu løsnes fra Kjødet ved samme Ende. Kjættingen hales ind med et Spil, og efterhaanden som den trækker den ombøiede Spækstrimmel med sig, løsnes denne fra Kjødet, idet man hjælper til med Knivene.

Paa denne Maade afspækkes efterhaanden den fritliggende Del af Dyret; med Rygsiden, som vender nedad, maa man vente, thi ingen Kraft, som her kan anvendes, vilde være tilstrækkelig til at vende Hvalen omkring, medens den ligger paa tør Grund.

Dernæst borttages den tynde, smukke Muskelhinde, der paa Brystsiden ligger under Spækket, ligeledes ved Kjætting og Kniv, og den hales bort til Siden. Hvalens Udseende bliver mere og mere miserabelt.

Saa bortskæres Kjøddelene i Underkjæben, og Tungen vælter ud; den har en saa løs og blød Konsistens, at den ligger og gynger, naar man rører ved den, og stiger man op paa den, synker man i til Anklerne. Nu ligger det indre af Gabet frit, og man ser de korte Barder i Overkjæben. Endelig aabnes Bryst-og Bughulen. I det Kvarters Tid, dette varer, er det ikke raadeligt at opholde sig i alt for stor Nærhed af Hvalen, thi den har nu faaet en stærk Lighed med en Vulkan: de i Bughulen indeklemte, ildelugtende Luftarter baner sig med Voldsomhed Vei gjennem hver ny Aabning, Blod og Smuds slynges i Veiret som i Springkilder, eller sprøiter i lange, kraftige Straaler ud til Siderne. Det larmer og hvæser og hvisler alle Vegne i den døde Krop, som havde man en Dampmaskine foran sig. Det ryger og damper fra Blod og Indvolde, thi uagtet der er forløben 30 Timer, siden Hvalen blev dræbt, har de indre Dele dog næsten bevaret deres oprindelige Temperatur. Indvoldene tages ud af de vældige Svælg, Blodet rinder ned ad Skraaningen som hele Bække, og den før saa stolte Skabning er nu reduceret til en ynkelig Ruin.

Behandling af en fangen Hval.

Efter at til sidst Barderne er afskaarne, maa Resten blive liggende indtil Flodtid; først da vendes den for at afspækkes paa Rygsiden. Naar ogsaa dette er sket, føres den tilbageblevne Del af Dyrets Legeme til en anden Afdeling af Etablissementet, hvor Kjødet og Benene skilles fra hinanden, hugges i Stykker og koges for at skilles fra Fedtet. De udkogte Dele tørres og pulveriseres derpaa, og bringes senere i Handelen som et værdifuldt Gjødningsstof, hvorimod Spækket og det øvrige Fedt smeltes til Tran. Det vil heraf fremgaa, at FØYN i Modsætning til alle sine Forgængere har forstaaet at drage Nytte af alle Dyrets Dele med Undtagelse af Indvoldene, der er det eneste, som bortkastes (de bugseres langt ud i Havet, uden Tvivl til stor Fryd for de derværende Millioner af sultne Maver). Barderne er imidlertid hos de to Arter, der fanges her, paa Grund af deres grove Bygning og ringe Elasticitet ikke meget værdifulde i Sammenligning med Grønlandshvalens, og navnlig kan de ikke saaledes som dennes anvendes som "Fiskeben".

Det synes mig utvivlsomt, at Hvalkjødet, for Hvalfangerbedriften forholdsvis den mindst værdifulde Del af Dyret, burde finde en langt bedre Anvendelse end at benyttes til Gjødningsstof. Paa min Anmodning skar en af Arbeiderne et stort Stykke Kjød ud til mig; det saa ud omtrent som Oksekjød, kun af lidt grovere Struktur. Jeg lod en Restauratør tillave det som Boeuf, og ikke alene jeg, men alle, som deltog i Maaltidet, kom til det Resultat, at vi aldrig havde spist nogen delikatere Boeuf. Naar man betænker, hvilke enorme Masser af fortrinligt Kjød en saadan Hval indeholder, og at Kjødet vilde kunne faas for en latterlig ringe Pris, saa kan man ikke andet end ønske, at i hvert Fald den fattigere Del af denne Egns Befolkning snart maatte komme til den Erkjendelse, at det er bedre at give Afkald paa en taabelig Fordom, end at vrage et saa udmærket Næringsmiddel, som man næsten blot behøver at strække Haanden ud for at faa.

Andre Adspredelser end Behandlingen af Hvalerne har Vadsø ikke, og selv dette er kun for den Fremmede en Adspredelse. De Indfødte er saa vante dertil, at de ikke bryder sig derom; de vilde endogsaa helst være fri derfor, thi den alt andet end aromatiske Lugt, der følger med denne Bedrift, er just ingen Vinding for Byen. Jeg fik en Dag, da jeg kjedede mig mere end sædvanligt, Lyst til at gjøre en Kjøretur paa den nye, efter Sigende udmærkede Vei, der langs Varangerfjorden gaar helt til Nyborg ved Fjordens Bund. Der fandtes i hele Byen een - 1 - Vogn, som man maaske kunde faa at leie, hvis Eieren var i godt Humør; men da jeg sendte Bud efter den, fik jeg til Svar, at den for Tiden blev malet. Jeg kom altsaa ikke ud at kjøre.

Den første Dag, jeg opholdt mig i Vadsø, gik jeg ud med mit fotografiske Apparat for at tage nogle Prospekter, og min Hund Rolf fulgte mig. Saadant et Apparat og saadan en Hund havde man nok ikke set før i den gode Stad. Thi 5 Minuter senere havde jeg mindst Byens halve Ungdom efter mig, medens Fædre og Mødre og Tanter speidede ud af Vinduerne, og jeg gik gjennem Gaderne med en uhyggelig Følelse af at blive anset som Bjørnetrækker eller Blaarspiser eller noget lignende. Jeg retirerede skyndsomst til Hotellet, og vovede mig senere aldrig ud med begge mine Seværdigheder paa en Gang.

De behageligste Dage af mit Ophold i Vadsø var de Dage, jeg ikke tilbragte der. Med den lille Lokaldamper, der et Par Gange om Ugen befarer Varangerfjorden, gjorde jeg nemlig to Udflugter for at udstrække mit Kjendskab til den norske Kyst til den yderst mulige Fuldstændighed. De, Læser eller Læserinde, som med en Udholdenhed, hvorfor jeg er Dem høist taknemlig, har fulgt mig paa mine tidligere Ture, De vil forhaabentlig heller ikke forlade mig paa disse to Smaareiser, de sidste, som vi gjør i Fællesskab.

Med den første skal vi snart blive færdige; den gaar ind ad Varangerfjorden, der fra Vadsø strækker sig 5 Mil mod Vest. Vi farer langs den nordlige Kyst, hvor Landet atter begynder at høine sig, og hvor Øiet igjen med Velbehag hist og her støder paa i hvert Fald Antydninger til Vegetation. Denne Kyststrækning er forholdsvis godt bebygget; det ene Stoppested ligger tæt ved Siden af det andet, de fleste dog temmelig ubetydelige at se til, men med løierlige Navne: Andersby, Mukkenæs, Paddeby, Kariel, Finnæs, Perlarsenvig, Klubben o. s. v. Vi stopper lidt her og stopper lidt der, tager en Foustage ind her og sætter en enlig, to- eller firbenet Passager af der, og da Veiret tillige er noget taaget, gaar det meste af Formiddagen paa denne Maade, inden jeg naar mit Bestemmelsessted, Næsseby, næsten helt inde i Fjordens Bund. Dampskibet gaar videre for at retournere om Ettermiddagen, medens jeg tager ind til Stedets elskværdige Præst, der et Par Dage i Forveien i Vadsø havde indbudt mig til at aflægge ham et Besøg.

I Næsseby findes der foruden den komfortable Præstegaard en Kirke, som jeg ikke fik at se, da Taagen nu var bleven saa tæt, at alt, hvad der laa i mere end nogle Alens Afstand, var skjult, et Par af samme Grund for mig usynlige Handelssteder, samt en Del af Sølapper beboede Jordgammer. Jeg ønskede at tage et Par Fotografier af Befolkningen her, men det var kun med Vanskelighed, at jeg fik dette Ønske realiseret. Grunden var ikke Taagen, men den: Aaret forud havde en fransk videnskabelig Expedition under Ledelse af POUCHET været her; et af dens Medlemmer havde fotograferet nogle af Lapperne og publiceret disse Billeder i et illustreret Ugeblad. Dette havde Lapperne senere set hos Præsten, og da de fandt deres egne Fysiognomier deri, blev de høist forargede over saaledes at blive foreviste for den hele Verden og fattede et uudslukkeligt Nag til den ædle fotografiske Kunst. Hvis mine lappiske Venner i Koutokæino skulde være lige saa sensible, og de faar denne min Bog at se, vil min Etterfølger dersteds, hvis jeg nogen Sinde faar en saadan, faa en meget vanskelig Opgave at løse. Det lykkedes endelig at bevæge en Flok til at sætte sig i Position, dog kun paa den Betingelse, at Præsten satte sig iblandt dem. Dens Senior, den joviale MIKKEL ERIKSEN, lod sig endogsaa af en Krones fristende sølverne Blinken forlede til at sætte sig solo foran Apparatet; hans Portræt findes Side 499.

Jeg skal nu fortælle Dem den lovede Historie, der staar i Forbindelse med Strandingen paa Knivskjærodden, og som viser, at en lille Kasse kan være langt kløgtigere end et stort Dampskib.

Et Par Maaneder efter Forliset tager Præsten i Næsseby sin Baad og ror et lille Stykke ud paa Fjorden. Pludselig ser han ved Siden af sig en lille Kasse flyde paa Vandet; han fisker den op og med maalløs Forbauselse finder han sin egen Adresse anbragt paa den. Det viser sig, at det er en Kasse, der med "Nordstjærnen" er afsendt til ham fra Kristiania; men da "Nordstjærnen" endte sin Reise ved Knivskjærodden (52), og der overlod hele sin Ladning til dennes egen Skæbne, forsøgte den kloge lille Kasse selv at fmde Vei til Bestemmelsesstedet. Den blev slynget hid og did af de hidsige Bølger, den blev mange Gange ført paa Afveie af stærke Strømninger, men ihærdig, som den var tabte den ikke sit Maal af Sigte; den arbeidede sig frem Fod efter Fod af de 50 geografiske Mil, den skulde tilbagelægge, den korn lykkelig forbi Nordkap, passerede Sværholtklub og Nordkyn, lod sig ikke forlede til at gjøre en Visit i de mange Fjorde, bøiede ganske rigtigt om Hjørnet ved Vardø, fandt ogsaa Veien ind til Varangerfjorden og svømmede til Slut ind i Armene paa sin Eiermand. Er det ikke godt gjort af saadan en lille Tingest? Hvis De tror, at jeg lyver - der er jo mistroiske Folk, som paastaar, at man lyver, naar man fortæller dem, at Mandag kommer efter Søndag, eller at to og to er fire - da kan De let overbevise Dem om det modsatte ved at aflægge et Besøg i Næsseby Præstegaard, et Besøg, De ogsaa af andre Grunde ikke vil angre; der vil De den Dag i Dag paa et af de elegante Værelsers Borde finde det Bordtæppe, som Kassen indeholdt, og Deres fortræffelige Vært og Værtinde vil i alle Punkter bekræfte den forunderlige og i videnskabelig Henseende ganske interessante Tildragelse, jeg her har berettet.

De hyggelige Timer, jeg kunde tilbringe i Præstegaarden, var des værre, som det altid er Tilfældet med hyggelige Timer, alt for hurtigt til Ende; vi hørte snart Dampskibets uafladelige Piben; se det kunde vi paa Grund af Taagen ikke; Præsten roede mig selv ud til Skibet, og snart efter styrede vi Kursen tværs over Fjorden til den sydlige Kyst, stadig gaaende med halv Fart for ikke at løbe paa en Baad eller en Fjældpynt. Pludselig lysner det forude, vi er tæt ved Kysten. Solen skinner, og Himlen er blaa, og bag os ligger Taagen som en skarpt begrænset Mur. Vi er ved Latnæringen, et af de sidste Fiskevær paa den norske Kyst.

Parti af Latnæringen.

Landskabelig Skjønhed og Ynde finder man ikke her; den inderste Del af Varangerfjordens Sydkyst er en nøgen, gold og ensformig Fjældmasse; men en kvik og livlig Virksomhed finder man her; en Vrimmel af slanke Baade med høie Stavne finder man her; uoverskuelige Marker af ophængt Fisk finder man her; en Mængde af støiende, godmodige Lapper; nogle med Hovedet under europæisk formede Hatte, finder man her; Fiskelugt og Fiskeaffald og alt andet, hvad der følger med Fiskeri, finder man her.

Dampskibet har indtaget sin Ladning af Fisk, og vi gaar atter mod Nord. Vi kommer atter ind i Taagen, og gaar atter med halv Fart. Vi stopper atter lidt her og lidt der, tager atter en Foustage ind her og sætter en enlig to- eller firbenet Passager af der, og sent om Aftenen er vi atter i Vadsøs Havn, hvor den fremtidige - kanske allerede nuværende - Millionær, den graadige Færgemand, atter tjener sine to Kroner. —

Med den samme lille Damper gaar vi en anden Morgen tværs over Fjorden, der her er omtrent en Mil bred, til det lige over for Vadsø liggende Bugønæs. Øst herfor er Kysten indskaaren af dybe Fjorde mellem indtil 1800 Fod høie Fjælde. Landskabet omkring disse Fjorde, Norges sidste Præstegjæld, kaldes Sydvaranger. Vi styrer ind ad Bøgfjorden; Landskabet antager efterhaanden en blidere, Karakter, man tror sig hensat til langt sydligere Egne. Smukt ligger Kirkenæs med Sydvarangers Kirke og Præstegaard paa Spidsen af den lille Halvø, der opstaar ved, at Bøgfjorden deler sig i to Arme. Vi gaar ind i den østlige; i dens inderste Hjørne ligger vort Maal, Lensmandens Eiendom Elvenæs.

Jeg staar nu foran en Opgave, som jeg ikke kan løse, i hvert Fald langt fra fyldestgjørende. Jeg skal skildre den skjønneste Dag, jeg oplevede i Lappernes Land, men jeg føler, at Skriftsprogets Ord kun formaar at give en mat og tarvelig Gjenklang af de Skjønhedens Harmonier, der hin prægtige Dag omsvævede mig, og at selv Sprogets varmeste Farvetoner kun vil frembringe et blegt og fattigt Billede, der langt fra mægter at give Betragteren et fyldigt Indtryk af det, som det skulde fremstille. Hvorledes skulde jeg kunne skildre og male dette gyldne, varme, tindrende Solskin, der udgød sin Straaleglans over Fjord og Fjæld - dette grønne Hav af Birkeskove, der vælter sig ned ad alle Høienes Skraaninger - denne brusende Elv, der med hvide Skumbølger ilende bugter sig gjennem Dalens Bund - dette rige, elskelige, gjæstfrie Hjem, hvor Ynde og Hygge har fæstet Bo, hvor Dannelsens og Elskværdighedens Sprog gjenlyder fra oprigtige, varme Hjærters Slag - disse venlige, milde, dybe Pigeøine, venlige som Bækkens Rislen mellem Dalens Stene, milde som Solstraalens Kys paa Birkens nyfødte Blad, dybe som Fjordens mørkeblaa Speil - - - - -

Hvorledes skulde jeg kunne male dette saaledes, at det kunde staa lyslevende for Deres Øine, saaledes, at De kunde se, hvad jeg saa, føle, hvad jeg følte, drømme, som jeg drømte?

Ja, den var som en deilig Drøm, denne Dag i det yderste Nordens fjærneste Vraa, hvor Natur og Mennesker kappes om at overgaa hinanden i at overraske den Fremmede.

Og i Sandhed, der kan ikke tænkes nogen større Overraskelse end den, faa Mil fra Vadsøs af Fisk stinkende Atmosphære, faa Mil fra Nordvarangers golde, fattige Klippekyst, hvor intet Træ vokser, ingen Busk formaar at spire frem, at finde et Paradis, hvor Sydens Frodighed svulmer og Sydens Ynde smiler.

Pasvik Elven, Enaresøens Barn, rig paa Lax og paa Fosser, paa en lang Strækning Grænsen mellem Rusland og Norge, har sil Udløb ved Elvenæs. Laxenes Antal kjender jeg ikke, Fossernes er 29. Elven er i Grunden snarere en Kjæde af Søer, af hvilke den ene falder i den anden, snart gjennem roligt flydende Sunde, snart gjennem Fossefald og kortere eller længere, hvirvlende Strømme; førend Drønet af den ene Fos har begyndt at tabe sig, hører man allerede den næste. Ligesom under største Parten af sit Løb, strømmer Elven ved Elvenæs gjennem en herlig, rig og skjøn Natur. De blødt afrundede Høie er lige til Toppen bedækkede med Løvskov, hvor Birken reiser sin ranke Stamme med den hvide Bark i Selskab med Hæg, Røn og El. Ligesom i Alten maa man undrende spørge sig selv: kan dette være den 70de Breddegrad?

Med ikke mindre Undren tænker man paa den forbausende Gradsforskjel, der træffes inden for den norske Lensmandsstand. I de sydlige Egne af Landet træffer man Lensmænd, der i Henseende til Levevis og aandeligt Standpunkt ikke hæver sig det ringeste over Egnens tarveligste Bønder. Hvilken ubegribelig Kløft imellem disse og min uforglemmelige Ven i Koutokæino eller min uovertræffelige Vært i Elvenæs. Eier af sit eget Dampskib til Forretningsreiser; et Hus, som en rig Godsbesidders, hvor endog Landets Konge har taget ind som Gjæst; en personlig Optræden som en Ministers; og en Kundskabsfylde og Aandsdannelse, hvorom den store Bogsamlings i alle mulige Sprog affattede og alle mulige Fag vedrørende Titler kunde vidne - saaledes præsenterer Lensmanden i Elvenæs sig. Et fattigt Bjælkehus med et Par Rum med nøgne Vægge; en umalet Seng, et umalet Bord, et Par umalede Stole; en Bibel, en Salmebog, en Katekismus; den fattigste Føde, der kan bydes Fattigmands Mave; uden Tjenestefolk, selv paa sine Skuldre hentende det sparsomme Græs til Koen fra 1000 Fods svimlende Høide - saaledes har jeg truffet Lensmænd i sydligere Egne, f. Ex. ved Sognefjorden.

Da Dampskibet stoppede ved Elvenæs, saa jeg blandt de paa Stranden ventende Personer en eiendommelig, fremmedagtig udseende Skikkelse i en til Fødderne naaende, broget Kappe og med en rund, bredskygget Hat. Han stod der som for at paaminde mig om, at jeg nærmede mig det russiske Riges Grænser. Det var Præsten ved den nærliggende russiske Kirke i Boris-Gleb; med sin Kone var han roet ned ad Elven for at hente Posten.

Rusland skyder sig med en skarp Spids næsten helt op til Elvenæs, og strækker sig her endogsaa et lille Stykke ind paa Pasvik Elvens vestlige Side. Paa denne lille Plet Vest for Elven staar den nyopførte, pragtfulde Kirke og det lille Kapel, der er opkaldt efter to Helgener, BORIS og GLEB, og Grænselinien har netop (i 1826) faaet sin eiendommelige, høist unaturlige Form, for at Kapellet kunde forblive russisk Besiddelse. Det skal oprindelig være bygget i det 16de Aarhundrede af en Munk fra Novgorod ved Navn TRIFAN, der var en af de første Missionærer blandt Lapperne i disse Egne.

Da jeg havde stor Lyst til ogsaa fra denne Side af at betræde det russiske Riges Grund, tog jeg med Glæde mod Præstefolkenes Tilbud om at tage mig med paa deres Tilbagetur.

Konen ror Baaden. Konen synes i det hele taget at være sin Mand, Præsten, langt overlegen i alle praktiske Gjøremaal. Hun kan ogsaa tale taaleligt Norsk, medens Manden af dette Sprog kun kjender høist 10 Ord. Desuagtet røber han en ustyrlig Trang til at tale med mig, og naar de 10 Ord, som han for øvrigt stadig forsyner med russiske Bøiningsendelser og russisk Udtale, ikke slaar til, supplerer han med rene russiske Ord. Da jeg ikke en Gang kjender eet, og langt mindre 10 russiske Ord, støder vor Samtale derfor paa mange Vanskeligheder, som Konen maa hjælpe os ud over. Præsten synes for Resten at være Velvillie fra Top til Taa; han ler, hver Gang han siger noget, han ler, naar jeg siger noget, og han ler dobbelt, naar vi endelig kommer paa det rene med, hvad vi egentlig har ment.

Konen ror Baaden. Det er en af disse lange, smækre Elvebaade. Der skal Dygtighed til at ro den; thi ikke alene, gaar vi mod Strømmen, men denne er paa sine Steder saa stærk og Elven tillige saa lavvandet, at der skal stor Forsigtighed og Øvelse til, for at Baaden ikke skal tørne mod en Sten eller vælte.

Nu passerer vi den russiske Grænse, og straks efter hæver sig foran os op af den grønne, frodige Birkelund den skjønne nye Kirke med sine lyse Mure, det grønne Tag og de straalende Guldstjærner paa Løgkuplernes Spids. Synet af denne prægtige og saa idyllisk beliggende Bygning paa et Sted, hvor man kun skulde vente at finde en øde og fattig Isørken, var lige saa overraskende som alt andet, hvad jeg saa i det fortryllende Sydvaranger.

Kirken i Boris-Gleb.

Jeg blev budt ind i Præstegaarden, og den brave Frue trakterede mig med The; ægte russisk The, ikke en tarvelig Blanding af Mælk og en Extrakt af tidligere benyttede Theblade; The i høie Glas og med Citronskiver i. Jeg maatte, uagtet Veiret var saa varmt, at jeg var badet i Sved, drikke det ene Glas efter det andet af den hede, skjønt overmaade fortræffelige Drik, for ikke at saare de skikkelige Folk, der af alle kræfter bestræbte sig for at gjøre mig det saa behageligt, de kunde. Præsten iførte sig en anden af sine mange Embedsdragter, og bad om at maatte blive fotograferet i den samtidigt med Kirken. Han førte mig ind i Kirkens Indre, hvor Øiet blændes af den glimrende, farverige Pragt, hvormed alt er udstyret. Han førte mig ind i det Rum, hvor de pragtfulde Ornater er ophængte, og som ingen Kvinde maa betræde; han aabnede Døren til det "Allerhelligste", gjennem hvilken foruden Præsten ingen anden end selve Czaren har Lov til at gaa. Han iførte sig en af Guld og Sølv funklende Overklædning, stillede sig ved denne Dør og lod mig fotografere ham og Kirken.

Det Indre af Kirken i Boris-Gleb.

At den russiske Stat har udstyret denne Kirke i sit Lands yderste Afkrog med saa megen Pragt - de stakkels Lapper, der udgjør dens Menighed, kunde have nøiedes med langt mindre - ligger deri, at den lige over for Norge er Grænsekirken, der med sine Guldstjærner, og Løgkupler og Faner og Malerier til evige Tider skal forkynde: Her begynder det russiske Rige og den ene saliggjørende Tro.

Tæt ved Kirken ligger, næsten skjult af Træerne, det lille uanselige, af Træ opførte Kapel, der af Russerne betragtes med saa megen Ærefrygt, at Grænsen for dets Skyld fik sin nuværende, urimelige Form. Dets ene Halvdel er noget høiere end den anden; paa den høieste Del staar et græsk-katholsk Trækors. Jeg saa ikke dets Indre. Ved Siden deraf ligger Kirkegaarden, fuld af lignende Kors som det paa Kapellets Top.

Tæt derved ligger en Samling af usle, paa Stolper staaende Træhytter, beboede af et Dusin Lappefamilier. Ud af alle Hytterne myldrede de, da jeg ankom med mit fotografiske Apparat; den ene mere styg end den anden, den ene mere lurvet klædt end den anden. Og hvilken Vrimmel af Smaabørn! de fleste ikke iførte andet end den bare Skjorte. Det lyder næsten utroligt, men det er sandt, at man paa 70 Graders Brede kan nøies med den samme Paaklædning som under Ækvator. Der var for Øieblikket kun en eneste voksen Mand i Byen; alle de andre var paa Fiskeri.

Det russiske Lapland, der for største Delen dannes af Halvøen Kola, er yderst tyndt befolket, og Lappernes Levevis her adskiller sig ikke ubetydeligt fra deres Nomade-Landsmænds i Norge og Sverige. CASTRÉN skildrer Befolkningen omtrent paa følgende Maade.

De russiske Lapper ernærer sig hovedsagelig af Fiskeri, og lever om Sommeren adspredte ved Søer, Floder og Havkyster, boende i deres Fiskerhytter. Om Høsten eller senere flytter de til deres Vinterboliger, der ikke ligger adskilte fra hverandre, men efter russisk Skik sammenpakkede i tætte Byer. Selve denne Beboelsesmaade viser, at de russiske Lapper ikke kan være i Besiddelse af store Renflokke, da i saa Tilfælde Egnen snart vilde blive blottet for Renføde, og Byens Indbyggere selvfølgelig maatte opsøge sig et andet Bosted. Men Antallet af Rener er saa ringe, at Byen i lange Aarrækker kan holde sig paa samme Sted. At de russiske Lapper har vendt sig fra Renavlen og næsten udelukkende hengivet sig til Fiskeri, dertil gives der mere end een Grund. Først og fremmest begunstiger Naturen i høi Grad den sidste Virksomhed. Ishavet og det Hvide Hav er sande Guldgruber for Fiskeren. Desuden findes i det russiske Lapland et Par store og fiskerige Indsøer, Imandra og Notozero, foruden en utallig Mængde mindre Vande. Hvorfor skulde ikke Lappen udnytte disse Næringskilder, og ombytte det vilde Fjældliv med Fiskerens i Sammenligning dermed langt lettere Hverv? Dernæst turde ogsaa den græsk-katholske Religion have bidraget til at føre Lapperne til denne Virksomhed. Thi da denne Religions Bekjendere i næsten Halvdelen af Aaret (omtrent hver anden Dag er en Helligdag) maa give Afkald paa den Slags Føde, som Lappen kunde erholde fra sin Renhjord, saa blev det ogsaa af religiøse Hensyn en Nødvendighed for den russiske Lap at kaste sig over en anden Næringsgren.

Lidt oven for Lappebyen i Boris-Gleb ligger den første af Pasvik Elvens mange Fosser. Den er ikke høi, det lodrette Fald udgjør kun 20 Fod, men temmelig bred, og den udgjør en smuk Prydelse for det allerede i Forveien saa smukke Landskab.

Byens eneste hjemmeværende Mandfolk roede mig tilbage til Elvenæs. Med ham var det adskilligt lettere at samtale end med Præsten, thi om end Koutokæino Dialekten afviger adskilligt fra den, der her tales, kunde vi dog nogenlunde gjøre os forstaaelige for hinanden.

Ved Elvens Munding findes der i Fjældsiden i Nærheden af Vandfladen nogle Huler, som har dannet sig ved Stenartens Tilbøielighed til at forvitre. En af disse kaldes TRIFAN'S Hulen, efter den tidligere nævnte, til Helgen ophøiede Munk. Jeg fik des værre ikke Tid til at besøge den. KEILHAU beskriver den paa følgende Maade. "Inde i Hulen, til hvis Indgang man maa klatre nogle Alen op ad den næsten lodrette Klippevæg, ser man først en grov Lærredsdug som Forhæng, derefter Helligdommen selv, som bestaar af et lille Maleri, forestillende en Madonna, samt af et derunder hængende hvidt Klæde med et gyldent, broderet Kors; foran Billedet stod to tynde Vokslys, og paa et Bræt laa 6-7 Tokopekstykker." Her ofrer nemlig Lapperne Penge til TRIFAN, naar de reiser ud paa Fiskeri, for at han skal hjælpe dem; men Fama føier rigtignok ondskabsfuld til, at de, hvis Udbyttet ikke svarer til deres Forventninger, atter ved Hjemkomsten tilbagetager deres Gave. Kirken, som disse Gaver skulde tilfalde, kan derfor næppe blive rig paa denne Maade. -

Jeg skulde skildre den skjønneste Dag, jeg har tilbragt Nord for Polarkredsen. Hvad blev det til? Nogle matte, tørre, kjedelige Beretninger; en Benrad i Stedet for den levende Skabning. Rammen i Stedet for Maleriet.

Men kan jeg end ikke male Dig, skjønne Elvenæs, saa modtag dog min Tak for, hvad jeg nød. Modtag min Tak, I grønne, birkeklædte Skrænter, hvor Blomsterduften bølger under det friske Løv; modtag min Tak, Du muntre Elv med de vævre, guldglinsende Bølger; modtag min Tak, Du gjæstfrie Hjem, hvor alt aander af Skjønhed og Harmoni; modtag min Tak, Du unge, yndefulde Pige, der bandt den smukkeste Forglemmigei i den Krans af Minder, jeg bragte hjem fra mit Ophold i Lappernes Land.

Dampskibets Pibe toner paa Fjorden; det sidste Haandtryk veksles, det sidste; vemodsfuld staar jeg paa Dækket og stirrer ud mod den Skjønhedsverden, jeg har gjæstet og for stedse forladt; vemodsfuld vinker jeg det sidste Farvel til Birkelunden, til Elven og til de venlige, milde, dybe Øine, indtil alt er skjult bag et fremspringende Næs.

Vemodsfuld lader jeg ogsaa Pennen skrive mit Farvel til Dem, kjære Læser. Thi her, paa den norske Kysts yderste Punkt, maa jeg ogsaa tage Afsked med Dem. Jeg har skreven til Dem, som Ven skriver til Ven; De har med Taalmodighed og - tør jeg haabe det? - maaske med nogen Interesse og Deltagelse fulgt mig paa min Færd i det høie Nords fjærne, afsides Egne; derfor er jeg vemodig stemt ved at skilles fra Dem.

Jeg har skreven til Dem, som Ven skriver til Ven; bedøm min Bog fra dette Synspunkt. Ikke finder De i den lærde Udviklinger, sublime Tanker eller grundige Afhandlinger; hvad jeg under dens Affattelse ønskede, var kun i en let, underholdende og tillige noget belærende Fremstilling at kunne oprulle for Deres Øine nogle Sider af Livet og Naturen i hine høinordiske Egne, hvor Polarzonens pelsklædte Nomade vogter sin viltre Hjord under Nordlysets Straaler. Er dette lykkedes mig, er min Hensigt opnaaet; noget andet og mere tilstræbte disse fordringsløse Skildringer ikke.

Og idet vi skilles, siger jeg Dem Tak for hver en sympathetisk Tanke, hvormed de maatte have fulgt mit Liv i Lappernes Land. Farvel, Farvel!

50) Næsten paa hele Jorden, thi af beboede Steder Punkter i Grønland nordligere.

51) Den væltede under en af Orkanerne i Vinteren 1881-82, men er senere atter bleven reist.

52) Dampskibene losser i Regelen først deres Varer i Hammerfest efter at have gjort Udflugten til Nordkap.