Lokalhistoriske tekster fra Finnmark

 
Forord
I. Fra Bergen til Alten
II. Bossekop og Alten
III. Fra Bossekop til Koutokæino
IV. Koutokæino
V. Koutokæino
VI. En Tur til en Renby
VII. Om Lapperne
VIII. Om Renen
IX. Ved Juletid i Koutokæino
X. Om Nordlyset
XI. Udflugter fra Koutokæino
XII. Rædselsperioden i Koutokæino
XIII. Paa Reise
XIV. Thingugen i Koutokæino
XV. Reise til Sodankylä
XVI. Fra Koutokæino til Bossekop
XVII. Fra Alten til Hammerfest
XVIII. Fra Hammerfest til den russiske Grænse
Anmærkninger
Forfatterens Reiseruter

Under Nordlysets Straaler : Skildringer fra Lappernes Land / af Sophus Tromholt. - Kjøbenhavn : Gyldendal, 1885


II. Bossekop og Alten.

Bossekop, den 6te September 1882.

Ved De, hvor Bossekop ligger?

Tag frem et Kaart over Norge, søg oppe i de aller nordligste Egne, hvor den mangefold indskaarne Kyst beskylles af Nordishavets kolde Vand, oppe i Nabolaget af Nordkap: der vil De finde Navnet Altenfjord. Og hvis De vil følge denne Fjord til Bunden, vil De komme til det Sted, hvor jeg sidder og skriver disse Linier. Paa den 70de Bredegrad, langt Norden for Polarkredsen, og kun 20 Grader eller 300 Mil fra selve Nordpolen: der har De Situationen.

Jeg kan omtrent slutte mig til, hvilke Forestillinger De gjør Dem om dette Sted og om Livet og Forholdene her. En øde, barsk og sørgelig Klippekyst, hvor alle Verdenshjørners Storme strider om Regimentet; en gold og fattig Stengrund, der næppe engang er i Stand til at sulteføde den nøisomste, forkrøblede Vegetation; alenhøi Sne paa Landet, vildt optaarnede Isbjærge i Vandet; en Befolkning af elendige, smudsige Lapper sovende i deres usle Jordhytter, emballerede i Rensdyrskind fra Top til Taa; Flokke af Bjørne og tudende Ulve - kort sagt, Kulde og Mørke, Sne og Storm, Nøgenhed, Fattigdom, Usselhed, Uhygge: ikke sandt, saaledes omtrent tænker De Dem, at Bossekop ser ud.

Nei, Kjære, saaledes ser Bossekop ikke ud.


Kirken i Alten.

Tænk Dem en lille Bugt, skjøn som en af Italiens høit besungne Søer, drømmende i den stille Sommerluft, der ikke nænner at vække selv den mindste Krusning paa det klare Krystalspeil, omringet af en Krans af grønne, graa og brune Fjælde med venlige, blødt afrundede Former; tænk Dem en Strand, der dannes af det hvideste Sands glatte og jævne Flade, og hvor den sagte Dønning leger med Tangen, Stenene og Muslingskallerne; tænk Dem en Baggrund af Bjærge, der blaaner i det Fjærne, og hvis Toppe er prydede med skinnende hvide Snepletter. Tænk Dem saa en Dal, saa lang, at den taber sig i det Fjærne, og hvor Elven bugter sig mellem et Mylder af Skove og Bakker, hvor Sollyset glitrer i den lange Sølvstribe, naar den titter frem mellem Birkenes og Naaletræernes Toppe - tænk Dem et høit og vidt Plateau, hvor man i Timer kan vandre i de store Fyrreskove med Stammernes rødlige Skjær i Aftensolens Belysning, og hvor den venlige; lille hvide Kirke ligger i idyllisk Ensomhed, omkranset af Skovnaturen, og hvor paa hver aaben Plet den hele Skare af Sommerens Blomster vrimler frem i Selskab med Bærrenes brogede Mangfoldighed - end videre en hel lille By af Huse, lyse og venlige som Villaer, og beboede af Mennesker, hvis Elskværdighed og Gjæstfrihed er lige saa stor som Naturens - en Himmel, hvor Solen Dag efter Dag straaler paa den mørkeblaa Hvælving, der er udsmykket med Skyer, saa skjønne og formrige som Sydboen ikke kjender dem - og saa til sidst, tænk Dem Nordlysets herlige, gaadefulde, overvældende Flammespil, straalende paa Stjærnehimlen Nat efter Nat, saa godt som uden Ophør og med en Udvikling, med en Fylde af Farver, Former og Bevægelser, som paa intet andet Sted i Europa - tænk Dem alt dette forenet til eet Billede, saa faar De en mat Forestilling om, hvorledes Bossekop ser ud.


Parti af Bossekop.

De bliver maaske overrasket ved saa høit mod Nord at finde saa meget, der hører sydligere Egne til, saa lidet af det, der betragtes som særlig karakteristisk for Polarnaturen, og jeg skal give Dem Lov til at blive overrasket, thi det gik mig ganske ligesaa, da jeg kom i Land her. Og i Grunden har saa godt som hele min Reise op til disse nordlige Regioner været en Række af saadanne Overraskelser. Eller Skuffelser, om man vil; thi intet af det, jeg havde ventet mig, er kommet. Vel vidste jeg, at den norske Kyst paa flere Maader forholdsvis er mere begunstiget i meteorologisk Henseende end nogen anden Del af Jorden, og det var mig ikke ubekjendt, at selv de nordligste Egne af den skandinaviske Halvø eier en Rigdom af Naturskjønheder - men alligevel, det var med en vis vemodsfuld Følelse, at jeg tiltraadte min lange Reise, thi jeg ventede, at for hver Grad, jeg kom nordover, maatte jeg give Afkald paa et eller andet af de fra Barndommen af tilvante Krav og Forhold, at hver Mil nordpaa vilde være et Skridt længere ind i en mere og mere fremmed Verden, hvor jeg maatte gjøre Regning paa at møde uvante Savn og Besværligheder.

Men hvor ganske anderledes har alt ikke formet sig! Hele min Reise herop har været en sand Lysttur, og Levesættet og alle Forhold baade under Veis og her har været saa lidet forskjellige fra de tilvante, at jeg gjærne kunde indbilde mig, at min Reise er gaaet lige saa langt i sydlig Retning, som den er gaaet i nordlig, bilde mig ind, at jeg sidder i en af Norditaliens eller Schweizs deilige Bjærgdale, i Stedet for i en af Europas aller nordligste Egne.

Gavmild har Naturen været mod denne lille Plet i det yderste Nord, saa gavmild, at man næsten undrer paa, om det virkelig kan forholde sig saa, at den 70de Bredegrad gaar over dette Sted. Fulgte vi denne Bredegrad mod øst eller Vest helt rundt Nordpolen, hvor meget Stygt, Uhyggeligt, Koldt vilde vi da ikke møde - ingensteds vilde vi finde Spor af den yppige Ynde, der smiler fra Altens Landskaber, der hvor den brede Altenelv deltaagtig udgyder sig i Fjordens Vand.


Udsigt fra Sandfaldet i Alten.

Gaa op paa "Sandfaldets" steile, hvide Skrænt - en af de her saa hyppige, af Naturen anlagte Sandterrasser - og betragt det varme, rige Billede, som Landskabet opruller for det undrende Blik, hvad enten det dvæler ved den flade, sandede Strand med de langt udskydende smalle Revler, Børn af Elvens og Fjordens Ægteskab, eller det gjennem den lange, yppige Dal søger at følge Elvens Glitren mellem Skovene og de grønne Enge hen til de fjærne, blaanende Fjælde - hvor De end vender Dem hen, alt smiler Dem i Møde, som var De i en af Sydens lykkelige, sommervarme Egne. Hvor indbydende landligt ligger ikke den lille Landsby Elvebakken, beboet af arbeidsomme, indvandrede Finlændere, eller som de overalt i Finmarken kaldes "Kvæner"; de smaa Huses Flok ligger ved den brede Strøms Udløb, omgivet af grønne Agre (1) og Fyrreskovenes Krans. Hvor romantisk ligger ikke oppe i Dalen de spredte Gaarde ved Bækkene og Smaasøerne. De har vanskelig ved at tro, at det er Ishavets Vande, der beskyller Foden af Bakken, paa hvilken De staar.

Paa Vei en ud til Sandfaldet ligger den anselige Altengaard, - tidligere Amtmandens Bolig, men nu benyttet af den katholske Mission som Bolig, Kirke og Skole. Det er en af Katholicismens aller nordligste Forposter paa hele Jorden; nordligere er kun Missionen i Hammerfest. Den katholske Lære tæller her, som for Resten i hele Landet, kun meget faa Tilhængere. Desto mere maa man beundre de brave Patere, som her, fjærnt fra deres Fødeland, vier deres Liv og Kræfter til deres vanskelige, og efter den ringe Fremgang at dømme, tilsyneladende utaknemlige Opgave.


Den katholske Præstegaard i Alten.

I Nærheden af den lille Bugt, der har givet Handelsstedet og de nærmeste Omgivelser sit Navn (Bossekop er et lappisk Ord og betyder Hvalbugt (2)), ligger en hel Gade af Smaahuse. Det er Verdens nordligste Markedsplads. I Regelen er Gaden menneskeforladt, og Husene staar tomme; men to Gange om Aaret, i December og i Marts, myldrer der her et rigt og interessant Folkeliv. Da afholdes det store Bossekop Marked, da vaier Flagene fra alle de mange Flagstænger, da er alle Husene forvandlede til Butiker, da strømmer Nordmænd, Lapper og Kvæner til for at sælge og kjøbe. Et broget Virvar af Folketyper, Dragter og Tungemaal rører sig her i Vinterdagens Halvmørke; Varer forvandles til Penge og Penge til Varer. Naar Markedsugen er omme, er atter for lange Tider Gaden menneskeforladt og Husene tomme. -


Markedspladsen i Bossekop.

Bossekop er et klassisk Sted i videnskabelig Henseende. Her opholdt sig nemlig i Aarene 1838-39 den franske videnskabelige Expedition, som under Ledelse af LOTTIN og BRAVAIS havde til Opgave at undersøge det nordlige Europas fysiske Forhold. Udrustede med fortrinlige Hjælpemidler samlede de flittige og dygtige franske Forskere her et overordentlig fyldigt og vigtigt Iagttagelsesmateriale. Her anstillede de deres fortræffelige Nordlysobservationer, der hidtil har staaet uden Sammenligning i Henseende til Fuldstændighed og Nøiagtighed; her blev de fortrinlige Nordlysafbildninger til, der findes i Atlasset til det store Værk "Voyages en Scandinavie", hvori Expeditionens Resultater er nedlagte, Afbildninger, hvis Skjønhed og Sandhed aldrig er bleven overgaaet i nyere Fremstillinger, og hvoraf jeg senere skal meddele nogle formindskede Gjengivelser.

Men der gives rigtignok heller ikke mange Steder, der kan rivalisere med Bossekop med Hensyn til gunstige Betingelser for Nordlysets Iagttagelse. Den Zone, hvori dette Fænomen opnaar sin største Hyppighed og fuldkomneste Udvikling, og hvor det saa at sige hører til Dagens Orden, stryger netop hen over disse Dele af Norge. Og ikke alene Nordlyset, men ogsaa de øvrige Ytringsmaader af Jordmagnetismen optræder her i hele deres Fylde.

Væsentlig ledet af disse Hensyn bestemte den norske Regering (3) sig til at henlægge sin Polarstation til dette Sted. Som De vil vide er et Antal af saadanne Stationer af næsten alle Landes Regeringer oprettet rundt Nordpolen for i Løbet af Tidsrummet 1ste August 1882 til 1ste September 1883 at foretage grundige og omfattende Undersøgelser af Polaregnenes fysiske, særlig meteorologiske og jordmagnetiske Forhold. Da Forfatterens Reise til det høie Nord staar i nøie Forbindelse med dette internationale Foretagende, og da dette i og for sig selv betegner en vigtig Epoke i vor Tidsalders Naturforskning, skal jeg dvæle noget ved Planen for og Hensigten med disse Polarstationer, idet jeg væsentlig støtter mig til en Fremstilling, der skyldes Kaptein N. HOFFMEYER.

Der er i dette Aarhundrede som bekjendt gjort temmelig talrige Forsøg paa at trænge frem i de arktiske Farvande, og det er ikke ubetydelige Resultater, der har været Frugten af disse Expeditioner. Betragter vi imidlertid disse Resultater noget nærmere, er det dog hovedsagelig i geografisk Henseende, at de har udvidet vore Kundskaber. Ganske vist er der ogsaa i enkelte andre videnskabelige Fag bleven indsamlet en Mængde Data af stor Betydning, særlig for de Forskningsgebeters Vedkommende, der kan nøies med isolerede Iagttagelser, som f. Ex. Zoologi og Botanik; de Videnskabsgrene derimod, der beskæftiger sig med periodiske Fænomener, har ikke høstet saa stort Udbytte af disse Expeditioner, som man kunde have ønsket og ventet. Grunden hertil er nærliggende. Formaalet for disse Expeditioner har været enten at trænge saa langt frem mod Polen som muligt eller at søge Veien Nord om de store Fastlande (Nordvest- og Nordostpassagen), og Hovedresultatet er derfor blevet en Udvidelse af vort geografiske Kjendskab til disse Egne, eller med andre Ord en Kaartlægning af dem, hvad der selvfølgelig ogsaa har sin store Betydning. Ved Siden af har Expeditionerne ganske vist søgt at indsamle saa mange videnskabelige lagttagelser og Fakta som muligt; men dels har de kun været en ad Gangen i disse Egne, og de har derfor ikke kunnet fortælle andet, end hvad der foregik netop paa det Sted, hvor de befandt sig, hvorfor deres lagttagelser har haft en meget lokal Farve; dels har selve deres Opgave: at trænge frem saa langt som muligt, medført, at Expeditionerne kun nødtvungent befandt sig længere Tid ad Gangen paa et og samme Sted; kun den tilfældige Omstændighed, at de gjærne endte med at fryse inde, saa at de maatte ligge fast Vinteren igjennem, har bevirket, at vi har faaet adskillige længere Iagttagelsesrækker over de egentlige geofysiske Fænomener. Imidlertid har man dog lært saa meget af de tidligere Polarexpeditioner, at man har faaet en bestemt Følelse af, at Nøglen til mange Problemer i Meteorologien, Magnetismen og [Elektriciteten] ligger i de arktiske Egne, og saa meget mere har man derfor faaet Lyst til at faa tilveiebragt fuldstændige og i enhver Henseende videnskabelige Undersøgelser af disse Fænomener i hine Regioner.

l 1875 blev der i Berlin nedsat en Kommission, der skulde udarbeide et Forslag om, paa hvilken Maade Tyskland burde deltage i Nordpolarfarterne. Under denne Kommissions Forhandlinger traadte den Mening allerede stærkt frem, at hvis man fremtidig vilde vente betydningsfulde Resultater, maatte man vel skjelne mellem to Slags Expeditioner, de specielt geografiske og de med geofysiske Undersøgelser for Øie. Disse Forhandlinger førte imidlertid foreløbig ikke til noget praktisk Resultat.

Den nævnte Kommission havde foreslaaet samtidigt at oprette Stationer paa Østgrønlahd og paa Vest-Spitsbergen, og dernæst mellem disse to Stationer at udsende Skibsexpeditioner, der skulde søge mod Nord. Senere blev et lignende Forslag fremsat, men rigtignok i en langt fyldigere Form, af WEYPRECHT, den bekjendte Chef for "Tegethoff", Opdageren af Franz Josephs Land. Han drog de fulde Konsekvenser af den Tanke, at man maatte skjelne mellem de nævnte to Slags Polarexpeditioner, og det er hans Plan, som nu er bragt til Udførelse, sørgeligt nok først efter hans Død.

Planen gik ud paa, at man internationalt skulde blive enig om at omgive Polen med en Række faste Stationer, og at I disse vel skulde lægges i det hele taget nær op mod Polen, men dog ikke længere, end at man med Sikkerhed turde vente, at de kunde naas og uden Vanskelighed holdes vedlige i det Tidsrum, i hvilket Iagttagelserne skulde være i Gang. End videre skulde disse Stationer forsynes med de bedste Instrumenter, som Videnskaben var i Stand til at præstere, og Stationerne skulde besættes med Videnskabsmænd, der var særligt uddannede i vedkommende Fag og paa rede Haand havde alle de Kundskaber, som udfordres til at løse de meget vanskelige Opgaver, der navnlig i magnetisk Henseende stilles Observatorerne i de arktiske Egne. Endelig skulde Observationerne vare et helt Aar, saaledes at man kunde faa den fulde aarlige Periode af de geofysiske Fænomener, hvad man ikke hidtil har haft, idet man næsten altid kun har faaet Observationer fra Vintertiden, derimod aldrig fra Sommeren. Observationerne skulde anstilles efter en bestemt, fælles Plan og saa vidt muligt med Instrumenter af samme Konstruktion og samme Nøiagtighed. Dette sidste vilde være et stort Fortrin, idet Resultaterne først da i fuldeste Grad kan sammenlignes indbyrdes, hvad ikke kan blive Tilfældet, naar enhver bruger sin Methode og Instrumenter af meget forskjellig Nøiagtighed.

WEYPRECHT'S Plan arbeidede sig efterhaanden frem; den havde selvfølgelig lange Veie at gaa inden den trængte igjennem. Den kom for i Aaret 1879 ved den internationale meteorologiske Kongres i Rom; derfra blev den henvist til en særlig Konference næste Aar i Hamburg, og her mødte da Delegerede fra de Lande i Europa, som vilde deltage i Udførelsen af Planen. Man blev enig om Opgaven i det hele taget; men dermed var Sagen ikke afgjort. Efterhaanden syntes tvært imod den ene efter den anden at falde fra eller reise Vanskeligheder, og det stod flere Gange næsten, paa det Punkt, at man var nær ved at opgive den hele Sag igjen. Endelig dagedes det, og Planen er nu bragt til Udførelse: fra 1ste August er Observationerne begyndte paa en Kreds af Observatorier rundt omkring Nordpolen, i alt 11.

Amerikanerne har besat to Stationer, en paa det nordvestligste Punkt af Nordamerika i Point Barrow og en anden i Smith Sund ved Lady Franklin Bay. Disse Stationer er endogsaa rettede paa at fortsætte Observationerne i 3 fulde Aar. De har allerede observeret et Aar før de andre Stationer, og de fortsætter, hvis alt gaar godt, endnu et Aar efter de andre. Canada har i Forening med England oprettet en Station ved den store Slavesø i Fort Rae. I Baffinsbugten har Tyskland oprettet en Station ved Cumberland Golf, og Danmark en i Godthaab i Grønland. I Nordishavet har Østrig besat Jan Mayen og Sverige er gaaet til Spitsbergen. Norge har som sagt etableret sin Station i Bossekop, Finland sin i Sodankylä i det Indre af den finske Lapmarken, Rusland har en Station paa Novaja-Zemblja og en ved Lenaflodens Munding. En 12te Station, Hollændernes, skulde have ligget ved Dicksons Havn for at danne et Mellomled mellem de temmelig langt fra hinanden liggende Slationer paa Novaja-Zemblja og ved Lenaflodens Munding, men som bekjendt er Expeditionen ikke kommen til sit Bestemmelsessted, da den om Bord paa "Varna" indefrøs i det Kariske Hav.

De Iagttagelser, der skal gjøres, paa disse i en Kreds omkring Nordpolen liggende Observatorier, omfatter navnlig de meteorologiske, jordmagnetiske og elektriske Fænomener. Jeg skal begynde med i Korthed at omtale de meteorologiske, skjønt de ikke kan siges at være de vigtigste; thi det er indlysende, at for de arktiske Egnes Vedkommende, hvor Veirliget er saa overordentlig foranderligt, ikke alene fra Dag til Dag, men fra Aar til andet, vil nøiagtige Oplysninger om et enkelt Aar, selv om vi faar dem samtidigt fra en hel Del vel fordelte Punkter, ikke have nogen afgjørende Betydning; det er meget muligt, at det til Observationerne valgte Aar frembyder nogenlunde normale Forhold, men det er lige saa sandsynligt, at Forholdene netop i dette Aar er meget abnormale, og vi er uheldigvis ude af Stand til at afgjøre, om det ene eller det andet er Tilfældet. For at give en Forestilling om, hvor foranderlige Forholdene er i de arktiske Egne, skal jeg omtale, at den aarlige Middelvarme i Jakobshavn paa Vestkysten af Grønland i Løbet af 25 Aar har vist Svingninger mellem -9.8° og -2.6° (Celsius), altsaa en Forskjel af 7.2°. Ser vi alene paa Vintrene i Jakobshavn, har der i Løbet af 25 Aar været en Vinter paa -18° og en anden paa -7°, altsaa endog en ForskjeI af 11°. End videre er det meget vanskeligt at slutte fra Forholdene paa eet Sted til Forholdene paa et andet; medens saaledes Vinteren 1880-81 paa Island var overordentlig kold, maaske den koldeste i de sidste Aarhundreder - den var nemlig 8-11° under det normale, og Kviksølvet frøs paa Nordisland - var netop den samme Vinter meget mild i Vestgrønland, nemlig 5-7° for varm. Vinteren 1881-82 var mild paa Island; Kulden kom først hen paa Foraaret og Sommeren; samme Vinter var derimod usædvanlig stræng i Vestgrønland, saa stræng, at de første Skibe, som kom op fra Danmark, ikke kunde komme ind i Havnene, men maatte losse Varerne ved Iskanten og rulle dem over Isen for at faa dem i Land. Altsaa kan Egne, der er saa nær ved hinanden som Island og Vestgrønland, samtidig frembyde fuldstændig modsatte Vejrforhold, og et enkelt Aars Iagttagelser vil derfor langt fra være tilstrækkelige til at give fuldstændig brugbare meteorologiske Oplysniriger. Imidlertid kan man gaa frem paa en anden Maade, som er bleven meget anvendt i den senere Tid i Meteorologien; man danner sig nemlig Billeder for hver Dag af de samtidige Veirforhold over saa store Dele af Jordoverfladen som muligt og dernæst søger man paa disse daglige Oversigtskaart at udfinde, hvorledes Veirforholdene udvikler sig, hvilke Former de antager o. s. v.

Nu vil det være klart, at man ved Hjælp af de internationale Polarstationer i Forbindelse med de mange meteorologiske Stationer rundt omkring paa den nordlige Halvkugle vil blive sat i Stand til ad denne Vei at faa et meget fuldstændigt Begreb om de samtidige Veirforhold over en stor Del af Jorden, og derigjennem særlig vil kunne undersøge, hvorledes Forholdene hos os paavirkes af Veirforholdene i de arktiske Egne.

Hvad der vil kunne udledes heraf, er umuligt at sige i Forveien. Man har imidlertid det Haab, at der vil fremgaa et ikke ringe Udbytte, skjønt som sagt de meteorologiske Observationer ikke er de vigtigste for Polarstationerne, uagtet disse selvfølgelig er forsynede med alle de meteorologiske Instrumenter, som der kan være Tale om at benytte i hine Egne.

Den vigtigste Del af Undersøgelserne er de magnetiske Iagttagelser. For det første vil alle disse Observatorier have med saa høi en Grad af Nøiagtighed som muligt at bestemme Deklinationen, Inklinationen og Intensiteten paa Stationerne (absolute Bestemmelser). Man har vedtaget at Deklinationen og Inklinationen skal bestemmes rigtigt paa et Minut (i Buemaal) og Intensiteten med tre rigtige Decimaler; men dette er i og for sig ikke det vigtigste, thi det er klart, at adskillige af disse Stationer ligger uheldigt for de magnetiske Iagttagelser, idet de befinder sig i Nærheden af jærnførende Lag, saa at de absolute Bestemmelser i og for sig ikke vil have nogen stor Betydning; men, naar de Punkter, hvorpaa disse Observationer er gjorte, nøiagtigt markeres, vil senere Expeditioner - og der er ingen Tvivl om, at hele dette Foretagende vil blive gjentaget om nogle Aar - have overmaade gode Data til at bestemme de sekulære Forandringer, som alle tre jordmagnetiske Elementer er underkastede. Det, som Observatorierne fortrinsvis skal bestemme, er disse Elementers Variationer, der maales ved Hjælp af de saakaldte Variationsinstrumenter. Disse er tre i Tallet, og hvert observeres gjennem en særlig Kikkert; det ene viser Variationerne i Deklinationen, det andet i den vertikale og det tredie i den horisontale Intensitet. Variationsiagttagelserne er tillige nødvendige for Udførelsen af de absolute Bestemmelser; Magnelnaalen er nemlig i de arktiske Egne meget urolig, saa at det kommer an paa, i hvilket Øieblik man gjør den absolute Bestemmelse. Udfører man den i et uheldigt Øieblik, kan man risikere at faa en Afvigelse fra den virkelige Værdi af flere Grader, idet Magnetnaalen, naar den er i Uro, kan slaa endog 5 Grader eller mere ud til Siden; man maa altsaa samtidig have et Variationsapparat, som viser Udslagene, saa at man kan reducere den absolute Bestemmelse, man har gjort, for den Feil, som er kommen ind paa Grund af Perturbationerne. Disse Perturbationer eller uregelmæssige Forandringer af Magnetnaalens Stilling har end videre en stor Betydning i og for sig.

Det vil være bekjendt, at der gives noget, som kaldes magnetiske Uveir, og som mærkes selv i vore Egne, idet Magnetnaalen undertiden pludselig begynder at vise overordentlig Uro og bevæger sig ud af sin sædvanlige Stilling, og selv hos os gjør meget betydelige Udslag. Disse magnetiske Uveir har i længere Tid været studerede, og man har søgt at paavise, at de indtræffer nøiagtig til samme Tid over hele Jorden. Andre har troet at finde, at de forplanter sig i en vis Retning, og det er særlig en Løsning af dette Problem, som tilfalder Stationerne i de arktiske Egne, hvor disse Uveir optræder langt hyppigere end hos os. Man maa søge at bestemme, hvorvidt disse Perturbationer i Deklination, Inklination og Intensitet indtræder samtidigt over hele Jorden eller maaske kun over visse Dele af Jorden, eller om de forplanter sig i visse Retninger hen over den.

De magnetiske Observationer er overordentlig vanskelige i de arktiske Egne, dels fordi Magnetnaalen er saa urolig, dels fordi den horisontale Intensitet er forholdsvis ringe, og dels endelig fordi Kulden generer i saa høi Grad. De maa udføres i særegne, aldeles jærnfri Huse; de absolute Bestemmelser i et Lokale for sig, og Variationsbestemmelserne i et andet. I disse Rum maa man saa vidt muligt søge at undgaa alle Luftstrømninger, hvad der er meget vanskeligt i de arktiske Egne. De tre Variationsinstrumenter skal iagttages hver Time hele Døgnet igjennem, og hver Observation skal være et Middeltal af i det mindste tre Maalinger, da man paa Grund af Naalens Urolighed ved at nøies med een Maaling let kunde risikere at faa en temmelig unøiagtig Bestemmelse. To Dage i hver Maaned, den 1ste og den 15de, skal der desuden observeres hvert femte Minut hele Døgnet igjennem, og paa hver af disse "Termindage" er der en Time, hvor Observationerne skal gjøres hvert 20de Sekund (et Forlangende, der kun kan tilfredsstilles efter megen Øvelse), og hvor Observator, saa længe han kan holde ud, maa iagttage uafladelig. Disse Fordringer er stillede for særligt at kunne undersøge, hvorvidt Perturbationerne er mere eller mindre lokale, og i denne Anledning er der ogsaa taget den Bestemmelse, at der skal observeres ikke efter lokalt Klokkeslet, men aldeles synkronisk, og man har dertil valgt Göttingens Tid. (4)

Næst efter de magnetiske Observationer vil NordlysiagttageIserne have størst Betydning. Herom skal der udførlig blive Tale paa et senere Sted. Endelig skal Stationerne ogsaa undersøge den atmosphæriske Elektricitet, foruden adskillige andre Forhold, som det her vilde blive for vidtløftigt at omtale.

Hine franske Forskeres Arbeider i Bossekop er derfor nu atter optagne af en Stab af flinke norske Iagttagere. Bossekop vil endnu en Gang komme til at indskrive sit Navn med Hæder i Videnskabens Historie.


Polarstationen i Bossekop.

For at give Dem et Begreb om Forholdene og Livet paa en saadan Polarstation, vil jeg lade min fortræffelige Ven AKSEL S. STEEN, Direktør for Stationen i Bossekop, faa Ordet.

Efter Personalets Ankomst i Slutningen af Juni blev det første Arbeide at udføre en Del magnetiske Bestemmelser paa fri Mark, og da disse viste, at den til Stationen udsete Tomt ikke med Hensyn til Jordbundens Jærnholdighed frembød nogen Vanskelighed, skredes straks til Opførelsen af Magnethuset, idet Materialerne dels efter forudgaaet Bestilling laa færdige paa Stedet, dels var førte med fra Kristiania. Til fuldstændige magnetiske Observationer tiltrænges som ovenfor nævnt to Rum, paa engang adskilte og forbundne, et større til de daglige Variationsiagttagelser, og et mindre til de absolute magnetiske Bestemmelser, der skal gjøres et Par Gange om Maaneden. Rummene maa være adskilte, for at ikke Instrumenterne i det ene skal virke forstyrrende paa Instrumenterne i det andet, men de maa paa samme Tid heller ikke være længere bortfjærnede fra hinanden, end, at en Iagttager i det ene Rum med Lethed og Tydelighed kan signalisere til sin Kollega i det andet, eftersom der i begge Rum skal gjøres strængt samtidige Aflæsninger. Paa den norske Polarstation har man indrettet sig paa følgende Maade: Variationsrummet, der er gjort temmelig stort, for at to særskilte Sæt Instrumenter (et til Reserve) skal kunne faa Plads, er lagt delvis under Jorden, hvorhos den udgravede Jordmasse er kastet op udvendig paa Siderne og Taget og dernæst dækket med Græstørv, saa at det hele Rum har en fuldstændig underjordisk Karakter. Hensigten hermed er at holde Temperaturen nogenlunde konstant, hvad der er af stor Betydning for Observationerne. Vinduer findes ikke, men Belysningen tilveiebringes ved fire Lamper, der brænder Dag og Nat. Fra Variationsrummet fører gjennem en smal Aabning i den vestre Tværvæg en lille Trappe op i en Gang, der ved sin anden Ende munder ud i det lille Observatorium for absolute Bestemmelser. Herfra gaar en Dør ud i det frie. I Forbindelsesgangen er opsat en Tværvæg med en Dør for saa meget som muligt at hindre Luftstrømninger og Temperaturveksel i Variationsrummet. Bygningen er simpelt opført af uhøvlede Planker, og da det gjælder magnetiske Observationer, paa hvilke tilstedeværeIsen af Jærn altid har en forstyrrende Indflydelse, er dette Metal ikke anvendt. Der findes ikke et eneste Jærnsøm; det hele er sammenføiet med Trænagler, og Tagpappen er fastgjort med Kobbersøm; Lamperne hænger i Messingtraade; Dørenes Hængsler er af Messing, og deres Lukkeindretninger af Træ. Enhver maa, inden han betræder disse for Jærn banlyste Videnskabcns hellige Haller, befri sine Lommer for Nøgler, Knive og al anden jærnholdig Kontrebande, ligesom Præsterne i Helligdommen endogsaa er gaaede saa vidt, at de har ladet deres Klæder forsyne med Hornknapper, medens de nærsynede af dem kun bruger Briller, der er indfattede i ædle Metaller. I Variationsrummet er af jærnfri Mursten og Cement opmuret 8 Piller, der gaar frit op gjennem Aabninger i Gulvet; øverst afsluttes de af en Marmorplade, hvorpaa Instrumenterne er opstillede, et paa hver, af de 6 Piller, medens Kikkerterne, hvormed Instrumenterne aflæses, er anbragte paa de to øvrige. En lignende Pille findes i Rummet for de absolute Bestemmelser.

Det lille astronomiske Observatorium er lagt paa en aaben Plads Vest for Magnethuset. Taget og Væggene i Syd og Nord er forsynede med Lemme til at aabne under Observationer af Stjærnernes Passage gjennem Meridianen. Paa en muret Pille i Midten staar Passageinstrumentet.

Thermometrene er til Beskyttelse mod Solens Straaler paa almindelig Maade anbragte først i et Blikhus, og dette igjen i et paa fire høie Stolper hvilende Træbur med persienneformede Sidevægge, dobbelt Bagvæg og Tag; Konstruktionen af saavel Blikhuset som Træburet tilsteder Luftens frie og uhindrede Cirkulation. Barometrene og andre meteorologiske Apparater er anbragte i den Bygning, der tjener Direktøren til Bolig, og hvor der tillige findes Kontor, Arbeidsrum og Vagtværelse.

Til Nordlysiagttagelserne er paa et frit Sted opmuret en Pille, hvor Nordlystheodoliten (5) har Plads. Andre Piller i det frie tjener til AnbringeIsen af Spektroskop, Regn- og Snemaalere o. s. v.

Personalet bestaar af 5 Mand, der skiftevis udfører Observationerne; Døgnet er inddelt i 4 Vagter, hver paa 6 Timer. Paa Termindagene er naturligvis Vagttjenesten betydelig forøget, da der hele Tiden maa være en Mand posteret ved Aflæsningskikkerterne, medens en anden maa holde sig færdig som Reserve for paakommende Tilfælde.

Lad os nu se, hvorledes Timerne henglider i dette Videnskabens Tempel, efter at Sommeren er vegen for Vintertidens Mørke og Kulde.

Regelmæssigt er Livet her. Nat som Dag, i Storm og Stille, i Sne og Slud, i Regn og Solskin gaar den Vagthavende sin afmaalte Runde, Naar Kontorets Væguhr, der gaar ti Minuter foran Göttinger Tid, slaar fuld Times Slag, begynder han at ruste sig: Pelssko paa Fødderne, Skindtrøie under Frakken eller Pels, hvis Kulden er stræng eller Blæsten stærk, den lodne Hue ned over Ørene; Vandkoppen, hvormed det vaade Thermometer skal fugtes, tages ned af Ovnen, Lommeuhret fæstes uden paa Frakken; et Blik paa den Hagemanske Vindmaaler, der kan aflæses inde i selve Kontoret, giver ham den første Observation, og saa ud i det frie. Ofte mødes han i det samme, han kommer ud af Døren, af en krakilsk Nordenvind, der hvirvler Sneen om Ørene paa ham og blæser Lygten ud, saa at han maa ind igjen og tænde paa ny.

Har han vel overstaaet disse Vanskeligheder, og med et Overblik flygtig undersøgt Himlen, om der er Nordlys til Stede eller ei, gaar Turen først hen til det magnetiske Observatorium. Lygten, med Vandkoppen ovenpaa, for at Vandet ikke skal fryse, placeres i det yderste Rum, medens han selv stiger ned i det underjordiske Dyb, hvor de magnetiske Variationsinstrumenter er opstillede; han sætter sig paa Trætaburetten foran de tre Kikkerter og følger det ved Siden af staaende Kronometers monotone Tik-tak, indtil Observationsøieblikket kommer. Hvert Instrument aflæses 7 Gange, hvilket tilsammen tager 6 Minuter; saa noteres Temperaturen i Rummet, og derpaa vandrer Observator op og ud igjen for at maale Vindens Hastighed, denne Gang med en Haandvindmaaler, der holdes høit i Veiret, medens Ohservator med Lommeuhret op til øret tæller de 30 Sekunder, hvori Halv­kuglekorset skal løbe rundt.

Naar denne Observation er bogført, Vindens Styrke bedømt efter Skjøn og dens Retning efter Vindfløiens Stilling, noteres Skydækkets Størrelse samt Skyernes Art og Drift, hvorpaa den ensomme Lygtemand styrer Kursen hen til det høibenede Thermometerhus, "Dueslaget", som den lokale Folkevittighed har døbt det. Han entrer forsigtig op ad Trappen for ikke at spilde Vandkoppens Indhold, aabner skyndsomt Døren til det indre Tremmehus, lader Lygtens Skin falde derind og aflæser det tørre og det vaade Thermometer samt til visse Tider ogsaa Maximum- og Minimumthermometret. Saa bliver Vandkoppen bragt ind under det vaade Thermometers Kugle for at optø Isen og gjøre Instrumentet færdigt til næste Time. Er Temperaturen kun nogle Grader under Nul, og det blæser stærkt, maa imidlertid Thermometret fugtes umiddelbart før Observationen, og Vagtmanden maa da først gjøre en Visit hen til Thermometerburet, før han begiver sig ind i det magnetiske Observatorium. Naar Temperaturiagttagelserne er færdige, gaar Veien tilbage til Kontoret, efter at først, hvis der er Nordlys, dettes Position og Udseende er bestemt og beskrevet. En ny Aflæsning af Hagemans Vindmaaler tages, og som Afslutning paa den hele Observationsrække noteres til sidst Standen af Barometret, der er ophængt paa Væggen i Kontoret.


Thermometerhuset.

Men hvis det er en af Timerne mellem 5 og 11 Aften, kan man endnu ikke hvile paa sine Laurbær. Nøiagtig 15 Minuter over fuld Time skal der nemlig gjøres en speciel Nordlysiagttagelse og eventuelt en Maaling i Fællesplanet mellem Polarstationen og Nordlysstationen i Koutokæino. Er Himlen klar, og Nordlysets vekslende Baand og Buer bugter sig i magisk Glans mellem de tindrende Stjærner, maa Observator, efter at Barometret er aflæst, atter ud med sin Lygte og hen til Nordlyspillen, hvor Theodoliten indstilles i det nævnte Fællesplan. Saa udføres Maalinger, og de nødvendige Optegnelser gjøres paa et Papir, spændt ud paa en Glasplade, der danner Forsiden af en Kasse, i hvilken Lygten kan anbringes. Paa denne Maade kan man bekvemt se, hvad man skriver, men naar man betænker, hvor hurtigt der maa skrives, ofte med temmelig stivfrosne Fingre, er det ikke saa underligt, at disse Nordlysoptegnelser mange Gange indeholder halsbrækkende kalligrafiske Kombinationer, ulæselige for alle andre end Autor selv. De bliver da ogsaa hurtigst muligt renskrevne og indførte i en egen Nordlysjournal. Timen 8-9 er en særlig Nordlystime; da skal Maalingerne foretages hvert tiende Minut, for saa vidt som Skydækket og Nordlysets Beskaffenhed tillader det.

Saaledes gaar det ensformige Arbeide som en Maskine uden Ophør Time efter Time, Dag efter Dag.

Dyngen af Observationer vokser uafbrudt. Journalerne fyldes med Tal og Tegn, den ene efter den anden, og lægges foreløbig ad acta for efter Hjemkomsten at danne det solide Grundlag, hvorpaa de videre Undersøgelser og Studier skal bygges. Hvilken Uendelighed af Tal! Ved hver af de regelmæssige Timeobservationer noteres over 100 enkelte Sifre i en almindelig Dag repræsenterer saaledes omtrent 2500 Sifre, en Tormindag ca. 6000; naar saa dertil kommer alle de Observationer, som ikke er bundne til bestemte, forud fastsatte Tider, og nd videre at alle Originalobservationerne snarest muligt renskrives, ligesom de foreløbige Beregninger ogsaa kræver Anvendelsen af Tal i massevis, saa kunde det synes, som om Personalet helt maatte drukne i Tal. Saa galt er det dog ikke; den regelmæssige Fordeling af Arbeidet baade med Hensyn til Tid og Personer bevirker, at Dagene glider jævnt fremad, medens Talrækkerne umærkelig øges. -

Nu haaber jeg at have givet Dem en nogenlunde tydelig Forestilling om Bossekop og om den videnskabelige Virksomhed, der for Tiden rører sig her. I omtrent en Uge har jeg opholdt mig paa dette yndige og gjæstfrie Sted. Om et Par Dage drager jeg af Sted, langt, langt bort over Fjældene, til et Punkt, hvis Navn De næppe nogen Sinde har hørt, før De saa disse Blade. Det er Koutokæino, et Lappedistrikt helt nede ved den russisk-finske Grænse. Der bliver det min Opgave i Vinterens Løb at give mit Bidrag til Nordlysets Studium. Reisen dertil er temmelig besværlig, da der saa godt som ikke findes Spor af egentlig Vei; de første to Dage gaar det med Hest høit til Fjælds, saa et Par Dage med Baad op ad Altenelven - overalt en mennesketom, ubeboet Egn. Men har man sat sig et Maal, maa man ikke vige tilbage for Vanskelighederne. Derfor: Fremad!


1) Alten er det nordligste Sted paa Jorden, hvor Korn dyrkes.

2) Alten er Navnet paa hele Distriktet omkring Altenfjordens Bund.

3) Efter Forslag af Professor H. MORK.

4) Til Ihukommelse om, at det første energiske Forsøg paa at udforske Jordmagnetismens Mysterier i sin Tid udgik fra Göttingens to berømte Professorer GAUSS og WEBER.

5) Konstrueret af Professor MOHN og bestemt til Maalinger af Nordlysets Beliggenhed paa Himlen.