Under Nordlysets Straaler : Skildringer fra Lappernes Land / af Sophus Tromholt. - Kjøbenhavn : Gyldendal, 1885

IV. Koutokæino.

Koutokæino, den 17de Oktober 1882.

En Maaned er gaaet, siden jeg skrev mit forrige Brev; en Maaned har jeg tilbragt i denne fjærne Afkrog af Verden. Lad mig nu i korte Træk antyde, hvorledes Livet og Forholdene stiller sig her.

Der er ikke smukt her i Koutokæino, det var Synd at sige; Stolte Fjælde og mægtige Bræer, larmende Fosser og smilende Agre - dem maa De søge andensteds; her finder De ikke den ringeste Antydning til saadanne Herligheder. Men Naturen her er dog saa høist eiendommelig, at den langt fra gjør noget frastødende eller ubehageligt Indtryk. Landskabet er slet ikke norsk, det minder i det hele taget ikke om noget, jeg før har set. Her er ikke Tale om Fjælde; saa langt Øiet naar, møder det ikke engang en fjærn Bjærgtop hele Horisonten rundt. Næppe engang Sten findes her, som der dog ellers her i Landet ingen Mangel er paa. Nei, her er det Sandet, som dominerer. Lave, blødt afrundede Sandbanker strækker sig hen over hele Egnen, hist og her sparsomt beklædte med tyndt og lavt Birkekrat, og for Resten dækkede af Græs, Lyng og Mosarter. Elvestranden danner en bred og hvid Sandslette, flad og ren som et Gulv; langs dens Sider hæver der sig store, bratnedfaldende Klinter og Skrænter, hvor Sandet ligger bart.

Fra Sandets Regioner i Koutokæino.

Ogsaa oppe paa Høiden kan man træffe store Sandmarker som i de jyske Klitteegne; Foden synker dybt ned i den løse Grund, som om man gik i nyfalden Sne. Naar det blæser noget, fyger og hvirvler derfor Sandet op i Luften som hele Skyer.

Igjennem alt dette Sand flyder Sandets Moder, Elven, bred, rolig og langsom, men saa lavvandet, at man næsten kan vade over den.

Hist og her ligger en lille Sø, der afspeiler Landskabets ensformige Konturer, og i Forsænkningerne mellem Bakkerne risler smaa ilsomme Bække, der haster af Sted for at forene sig med den brede Elv. Men ingen Sangfugl synger ved Søens Bred, intet Blomsterbed omkranser Bækkens Leie - Høsten er kommen, den barske Vinter staar for Døren, Fuglene er flygtede til Sydens varme Zoner, Blomsternes brogede Dragt er visnet og henveiret.

Paa en Terrasse noget oven for Elven og parallelt med den ligger der tre gult og rødt malede Træbygninger, noget længere borte og noget høiere en lille rødmalet Trækirke - det er den aristokratiske Del af Koutokæino. I de tre Huse bor Lensmanden, Præsten og Handelsmanden, de eneste Norske paa Stedet. Paa den anden Side af Elven ligger den nye Skoles pyntelige Bygning, og hist og her, spredte i større Afstand paa begge Elvens Sider de fastboende Lappers Gaarde og Gammer. Kirken staar paa en lille Bakke omtrent 400 Skridt fra Elven paa dens sydlige eller sydostlige Side. Den er ikke stor, men indvendig og udvendig ganske net og vel vedligeholdt. Den er bygget 1701; den Gang og lige til 1751 hørte Koutokæino endnu til Sverige.

Kirken i Koutokæino.

Kirkegaarden frembyder derimod et høist fattigt og trist Skue. Gravene skjelner man næppe, Sandet og det visne Birkeløv hvirvler omkring der oppe, hvor det har Lyst; hist og her staar en skjæv, halvraadnet Træpind, Levninger af Kors, hvis Tværstykke er borte. Paa denne blomster- og planteløse Dødens Have staar der en Gruppe af høie Birketræer, de eneste egentlige Træer, som findes i hele Egnen.

Oppe paa en af Sandskrænterne ved Elven ligger den gamle Kirkegaard, der har været nedlagt i næsten et Par Aarhundreder. Kun nogle Sænkninger i Jordsmonnet betegner paa Overfladen, hvad Stedet har været. Men paa den bratte Sandskraaning ud mod Elven, der stikker der frem Menneskeknokler og Rester af Lappe­slæder, hvori Folket i tidligere Tider begravede sine Døde, og efterhaanden som Tidens Tand, Veir og Vind gnav er paa den løse Sandvæg, styrter den ene Grav efter den anden ned ad Skraaningen; alle Vegne paa denne finder man derfor Menneskeben og Hjærneskaller, blegede af Solen og Luften.

De tre norske Familiers Bygninger ser nok saa europæiske ud. Først er der Handelsmandens Gaard. Beboelseshuset er ikke stort, men at man kan tilbringe hyggelige Timer i dets lille Stue, det har jeg allerede ofte erfaret, og for længst har jeg tilgivet den brave Handelsmand hans Streg med Malerolien. Det underlige Stillads, der staar oppe paa Taget af hans Hus, er en Indretning, som man ofte ser her; det benyttes til at ophænge og tørre Renkjød paa. I et lille særskilt Hus findes Kramboden, indeholdende en Masse Rariteter, der paa alle tænkelige Maader søger at tilfredsstille Lappernes Fordringer og Smag.

Handelsgaarden er lidt over 30 Aar gammel; dens For­gænger gik 1852 op i Luer under de grufulde Mordbrænderscener, som Koutokæino den Gang var Skuepladsen for, og som jeg senere skal omtale udførligt.

Den gamle, noget forfaldne Præstegaard er derimod den samme, som den Gang var Vidne til hine rædselsfulde Optrin, og ogsaa inden for dens Vægge spilledes en Akt af det uhyggelige Drama.

Tæt ved Præstegaarden ligger den gamle Skole, der for Resten benyttes endnu; det er et lidet Træhus af den beskedneste Slags, der i sin lange Tilværelse synes at have været udsat for saa mange Angreb af Tiden og Veiret, at det kun venter paa en Overhaling til for ganske at styrte sammen. En ny, langt mere statelig Skolebygning staar nu paa den anden Side af Elven og vil om et Aars Tid blive taget i Brug.

Den nye Skole i Koutokæino.

Den største og anseligste af Koutokæinos Boliger er Lensmandsgaarden. Med sin røde Farve og sine hvide Kanter ser den endogsaa helt pyntelig ud. Her bor jeg, og her har jeg fundet ikke alene en efter Omstændighederne udmærket Bolig, men ogsaa sjælden elskværdige, hjælpsomme og hyggelige Folk. Den samme Ros maa jeg yde alle, som jeg her er stødt sammen med. Jeg er bleven modtaget med en saadan Venlighed, paa alle mulige Maader bestræber man sig saa meget for at gjøre mig Opholdet let og behageligt, at jeg kun kan føle mig i høi Grad taknemlig mod disse fordringsløse, jævne, elskelige Mennesker. Mit Arbeidsværelse er et meget stort Lokale, der optager næsten Halvdelen af Bygningen, og som to Gange om Aaret benyttes til Thingstue; det ser helt høitideligt ud med sin af en Balustrade omgivne Forhøining. Her, hvor jeg nu sidder og skriver disse Linier, maa den stakkels Lap, naar der afholdes Thing, møde for Skranken og bekjende sine Synder for den inkvisitoriske Foged, der med to andre Jurister kommer fra Alten. Har han forløbet sig, og det er nok ikke saa sjældent Tilfældet, thi Rapseriet synes at være en medfødt Svaghed hos ham, bliver han puttet ind i et af de fire smaa Fængselsrum, der ligger oppe paa Loftet, og hvis Vinduer De ser oppe i Gavlen. De staar for Tiden tomme, men i et af dem har jeg faaet mig indrettet et fortrinligt fotografisk Mørkekammer.

Lensmandens Gaard i Koutokæino.

Stedets lappiske Beboere bestaar blot af 7-8 Familier. Men dette er naturligvis kun en yderst ringe Del af Distriktets (7) egentlige Befolkning, Fjældlapperne. Disse har imidlertid som bekjendt ingen faste Boliger, men flytter som Nomader hid og did med deres Telt og deres Renhjorde, og netop i denne Tid er de i Færd med at drage til disse Egne efter deres Sommerophold ved Kysten.

Lappisk Gaard i Koutokæino.

Om Udseendet af de fastboende Lappers Gaarde vil Billedet give Dem en nogenlunde tydelig Forestilling. Hovedbygningen er et lille Træhus, der indeholder et enkelt, mørkt og smudsigt Værelse, og ved Siden af dette som oftest et lille bitte Kammer. Dernæst findes der et Par Forraadshuse og en Staldbygning for Køerne og Faarene. Endelig hører til hver Gaard en eiendommelig, teltformet Indretning, bygget af Birkestænger og Jord, med et Hul i den øverste Ende og en Dør paa Siden; i den koges Høet sammen med Vand til en Slags Suppe, som udgjør Køernes Føde om Vinteren.

Men hvad der giver disse Gaarde et eget fyldigt Udseende, er deres lange Rækker eller tætte Hobe af smaa Forraadshuse, der hviler paa Støtter, en eller to Fod over Jorden, og kaldes Stolpeboder. De tilhører ikke Gaardenes Beboere, men eies af Fjældlapperne, der benytter dem som Opbevaringssted for de Madvarer og andre Sager, som de ikke daglig eller netop i Øieblikket behøver, og derfor ikke vil slæbe med sig paa deres vidtløftige Vandringer i disse udstrakte Egne. Disse smaa, løierlige Bygninger, der minder naget om de i Norge saa almindelige Stabure (Forraadshuse), udgjør Fjældlappernes eneste faste Eiendom.

Et Par af de her boende Familier hjælper sig med en langt mere primitiv Bolig end den oven nævnte Slags. De nøies med en saakaldt Gamme, opført af Birkestammer og Græstørv, og dannende en langagtig Indretning, der udenfra set noget ligner en lille Bakke eller Taget af et Hus. Et Røghul øverst oppe i den ene Ende og en Dør paa Siden, det er alle de Aabninger, som findes. I en saadan Hytte lever Familien og dens Husdyr - jeg mener specielt de store firbenede - i harmonisk Samvær.

I Nærheden af Lappernes Huse findes en Mangfoldighed af høist aparte udseende Indretninger og Redskaber, som den Fremmede første Gang ikke kan betragte uden med Forundring. Der er f. Ex. de saakaldte Høstager, flere Alen høie Træstilladser, der foroven bærer Høet, formet som et Tag, saa at disse snurrige Indretninger i Afstand ligner et Hus, hvis Vægge er borttagne, saa at kun Tømmeret, der bærer Overdelen, staar igjen. Disse for Lapperne eiendommelige Høstager træffer man alle Vegne her i stor Mængde, og de giver Egnen et vist Særpræg; under Høloftet ophænger Lapperne i Regelen Pelsværk og andre Klæder og Gjenstande. De store, kurvagtige Indretninger, som paa Billedet af Høstagen ses ligge oppe paa Taget af et Hus, benyttes af Lapperne til at hjemføre Hø og Mos i; Kurvene anbringes i saa Fald paa lave, af Birkestænger sammensatte Kjælker.

Høstage.

Alle Vegne uden for Husene støder man ligeledes paa disse Egnes Kjøretøi, Pulken eller Kjærrissen, en Slags Slæde, der næsten ser ud som Halvparten af en Baad, og hvorom jeg senere skal tale udførligere. Det forstaar sig, denne Art Ekvipage kan kun benyttes i Sneføre, og med en Ren foran skal det være et expedit Befordringsmiddel. Om Sommeren maa man bruge sine Ben eller en Elvebaad, hvis man agter at gjøre en Reise; Vogne er her et ukjendt Begreb, blandt andet fordi der i Miles Omkreds ikke findes en eneste Hest. Der gives derfor virkelig Mennesker her, for hvem en Hest er en lige saa ukjendt Skabning som et Lokomotiv eller et Dampskib. Alle Distancer er derfor om Vinteren, naar Sneen og Isen lægger Vei paa Land og Vand, forholdsvis kortere end om Sommeren.

Som gode, gamle Bekjendte hilser jeg derimod de store Vippebrønde, som hver Gaard og hvert Hus er forsynet med; det er præcis den samme primitive Konstruktion, som man træffer paa en dansk Bondegaard og vistnok mange andre Steder i Verden. -

Livet her oppe er noget ensomt og uden store Afvekslinger, det behøver jeg ikke at sige; men kan man gjemme sine Fordringer til Adspredelse, og har man, som jeg, altid nok at gjøre, gaar Tiden, uden at man føler stort til, at vi i Grunden er afstængte fra den hele Verden. Men til Gjengjæld har vi det ogsaa saa fredeligt og roligt, som om den store Verden slet ikke existerede; al dens Tummel, Kiv og Strid ved vi intet om, vi hører i alt Fald først længe efter blot et Echo deraf.

Kun hver fjortende Dag føler vi i vor fjærne Afkrog en Luftning fra Udenverdenen. Det er, naar Posten kommer fra Alten og bringer med sig de store Pakker af Breve og Aviser. Det er en hel Begivenhed i vor lille, stille Verden. Brevene sluges, saa snart de kommer ud af Postsækken, men Aviserne lægges foreløbig usete til Side: de skal holde ud de fjorten Dage, til Posten kommer næste Gang. Hver Dag læses et Nummer af hvert Blad, og paa denne Maade er vi akkurat en Maaned tilbage i Tiden. Men Avisernes Efterretninger er for os lige saa nye og lige saa interessante, som om Bladet netop var kommet fra Pressen.

Ellers gaar den ene Dag som den anden. Vi er i et og alt henviste til os selv. Det er stadig de samme Ansigter, vi ser; en Gang imellem kommer en Lap hertil fra den nærmeste Omegn; ellers hverken kommer eller reiser der nogen.

Men bortset fra disse Indskrænkninger lever vi lige saa hyggeligt som Folk i mindre afsides Egne. Hos de norske Familier her er det huslige Liv ganske som andensteds i Norge. Man hverken spiser Ulvekjød eller drikker Tran, tvært imod Køkkenet er fuldstændig indrettet efter europæisk Smag. Kun ganske enkelte Ting som Øl og Cigarer maa man vænne sig til at undvære; den sidste Raritet kan man dog naturligvis forskrive sig andensteds fra. Men til Gjengjæld har man Erstatning i Landets egne Produkter, som Sydboen slet ikke kjender. Fremfor alt det fortræffelige Renkjød, lige fortræffeligt i alle dets mangfoldige Tilberedelsesmaader. Jeg kan ikke nægte, jeg følte, før jeg kom hid, en vis Ængstelse i denne Henseende, da jeg vidste, at Renkjødet her er det væsentligste Næringsmiddel fra Dyreriget, og efter det Bekjendtskab, jeg havde til Renkjød fra sydligere Egne af Landet, frygtede jeg for at maatte blive Vegetarianer under mit Ophold her. Men til min glædelige Overraskelse lærte jeg snart, at det usmagelige, halv fordærvede Stof som man i det sydlige Norges Hoteller serverer under Navn af Renkjød, kun har Navnet til fælles med Renkjødet her; i enhver anden Henseende er det lige saa forskjelligt derfra som en Kampesten fra et Æble.

Og hvor hyggeligt er ikke Samlivet med de her boende Norske, hvor nøie slutter man sig ikke sammen, naar man er saa faa alene ude i Ørkenen. Foruden Damerne og Børnene er vi alt i alt kun tre - civiliserede Mandfolk, Lensmanden, Handels­manden med Malerolien og jeg; thi Præsten er for Tiden fraværende og opholder sig som sædvanlig paa denne Tid af Aaret, ved Kysten; han kommer ikke hid før til Jul. Hvor ofte har vi ikke, naar den tykke Skybedækning umuliggjorde enhver Observation af Nordlyset; været samlede om Aftenen nu hos den ene, nu hos den anden. For rigtig at overbevise Dem om, at der inden for disse Huses tarvelige Trævægge kan rummes hyggelige Hjem, vedføier jeg et Billede af et Værelse i Præstegaarden. Ikke sandt, skulde man her ikke kunne glemme, at man befinder sig i det yderste Nordens Ørkenegne?

I Koutokæino Præstegaard.

Under snart skjæmtefuld, snart alvorlig Passiar flyver en saadan Aftens Timer hurtigt hen. Først kommer Aftensmaaltidet, hvis Hovedbestanddel i Regelen dannes af den fortrinlige Ren­beaf; saa vanker der en Toddy, brygget af den saakaldte Malerolie, og desuden maaske et Slag Kort. Sprøite kaldes det ædle Spil, som især dyrkes her - en Slags simplificeret Whist; jeg kjendte det ikke, da jeg kom herop, men blev snart saa fortrolig med dets Mysterier, at jeg som oftest er den Vindende, til stor FortrydeIse for mine to Medspillere, som efter aarelang Praxis ansaa sig for uovertræffelige Virtuoser i denne Sport. -

De Grunde, som har bestemt mig til at vælge netop Koutokæino til Iagttagelsesstation for Nordlyset, er følgende. Jeg har fortalt Dem om den Kreds af internationale, magnetisk-meteorologiske Stationer, der er etableret rundt Nordpolen. Disse Stationer skal som nævnt ogsaa beskæftige sig med Nordlyset, og vort Kjendskab til dette Fænomens Egenskaber og Love vil derved sikkert erholde en værdifuld Berigelse. Kun med Hensyn til eet Spørgsmaal og det tilmed et af de vigtigste, nemlig Nordlysets Høide over Jordoverfladen, vil Udbyttet næppe blive stort. Dels er Stationernes indbyrdes Afstand for stor, dels er deres Beliggenhed i Forhold til hverandre for ugunstig med Hensyn til dette Problems Løsning. Til at tilveiebringe et fyldigt Materiale til Beregning af Nordlyshøiden, dette store Spørgsmaalstegn i Naturvidenskaben, vil der nemlig i Almindelighed behøves to Stationer, der ligger for hinanden i omtrent nordlig-sydlig Retning og i en passende Afstand. Da man efter flere foreliggende Kjendsgjerninger har Grund til at antage, at Nordlysets Høide i Almindelighed ligger mellem 16 og 30 Mil, vil en Afstand af omtrent 15 Mil mellem de to Stationer kunne anses som hensigtssvarende. Maaledes da samtidig fra hver Station f. Ex. en og samme Nordlysbues Vinkelhøide over Horisonten, har man tilstrækkelige Data til at beregne denne Bues Høide over Jordoverfladen.

Da det var blevet afgjort, at den norske Polarstation skulde ligge i Bossekop, stod det derfor klart for mig, at Koutokæino maatte være det rette og eneste Punkt for saadanne korresponderende Iagttagelser. Koutokæino ligger næsten nøiagtigt i Syd for Bossekop, og Afstanden udgjør meget nær en Grad eller 15 Mil. Dog var dette ikke de eneste Fordele, som lokkede mig, thi lignende Betingelser vilde man ogsaa træffe andensteds, f. Ex. i Hammerfest. Der er nemlig to andre Faktorer, der gjør Koutokæino til et usædvanlig gunstigt Observationspunkt for Nordlyset, ganske bortset fra, at det ligger nær den Zone, hvor dette Fænomen optræder hyppigst og med den rigeste Udvikling. Paa Grund af Stedets Beliggenhed i det Indre af Landet kan man nemlig her gjøre Regning paa særdeles gunstige Veirforhold med Hensyn til klar Himmel, medens paa et nordligere, ved Kysten liggende Punkt den store Skymængde og Fugtighed vilde gjøre et betydeligt Skaar i Iagttagelsernes Antal og Fuldstændighed. Dernæst vidste jeg, at Koutokæino frembyder en saa godt som fuldstændig fri Horisont, en lige over for Nordlysiagttagelser nødvendig Betingelse, der ikke er saa særdeles hyppig at finde i Norges bjærgfulde Land.

Disse Motiver bestemte mig til for en Stund at sige Civilisation, Slægt og Venner Farvel og i henved et Aars Tid at begrave mig i det yderste Nordens mørke, kolde og øde Egne.

Mine Forventninger om Stedets gunstige Betingelser er ikke blevne skuffede. Horisonten er ren og fri som paa den jyske Hede, og hver eneste klar Aften og Nat flammer Nordlysets vidunderlige Lysspil paa Himlen. Kun Veirforholdene har hidtil ikke altid været saa gunstige, som en ivrig Nordlysiagttager kan ønske. Sommeren er forbi, men Vinteren endnu ikke begyndt, og denne Overgangstilstand medfører den temmelig betydelige Skybedækning. Men naar Kulden først begynder at tage fat, og det kan ikke vare længe, vil den uden Tvivl ogsaa føre klar, skyfri Himmel og rolige Veirforhold med sig.

For øvrigt har Veiret hidtil været ganske mildt og behageligt. I de tre Uger, i hvilke de meteorologiske Iagttagelser har været fortsatte, har der kun en Gang været Kuldegrader om Middagen (- 0.2 ° C); i 8 Nætter har Temperaturen været under Nul, men aldrig mere end -3.1°. Paa den anden Side har vi om Middagen haft en Varme af 13.1°. Regnmængden er meget ubetydelig; i de sidste tre Uger er der i alt kun falden en Nedbør af 2.7 Millimeter. Naar undtages ganske enkelte Fnug, har vi endnu ikke set noget til Sne, hvad der er saa meget mærkeligere, naar der i Forbindelse med Stedets nordlige Beliggenhed (69° n. Br.) tages Hensyn til, at vi befinder os næsten 800 Fod over Havets Niveau.

Men en ganske anden Sag vil det blive, naar Vinteren kommer, naar Kviksølvet i Thermometret stivner, og Temperaturen, som ofte har været Tilfældet i disse Egne, gaar ned til -50°.

Nordlyset udfolder her en Pragt og Formrigdom, som den, der kun kjender dette Fænomen fra dets svage Ytringsmaader i sydligere Egne, ikke kan gjøre sig nogen Anelse om. Det er saa godt som altid paa Himlen; straks naar Dagskjæret svinder, blusser det op, og selv ved fuldstændig overtrukken Himmel skinner det frem gjennem Skydækket. Det holder sig ikke, som i sydligere Egne, indskrænket til den nordlige Del af Himlen; nei, lige over Hovedet har man Lysets og Farvernes sælsomme, ubeskrivelige Dans; hen over hele den synlige Himmelhvælving udspreder det sine bugtende, vuggende, sitrende Straalerækker. Den storartede, i sydligere Egne sjældne Form, der kaldes Nordlysets Krone, og som væsentlig bestaar i, at Straaleknipperne fra alle Sider skyder op imod og samles i et eneste Punkt i N ær­heden af Zenith, hører her saa godt som til Dagens Orden. Men navnlig den Nordlysform, der egentlig kun har hjemme i de arktiske Egne, og som benævnes Straalebaand, opnaar her en ligefrem vidunderlig herlig Udvikling. Fra den ene Side af Himlen til den anden flagrer dette af Lys og Farver vævede Draperi; snart her, snart der; nu enkelt, saa tvedelt, tredelt, det ene Baand over det andet; aldrig roligt, aldrig et Øieblik som det foregaaende og næste. Hid og did vugger dets Folder sig med en usigelig skjøn, usigelig blød Bevægelse; fra den ene Ende til den anden iler Lysbølge efter Lysbølge, jagende efter hverandre og mod hverandre, indhentende, mødende og krydsende hverandre; i den nedre og lysstærkeste Rand indfletter Rødt og Grønt deres Farver i Straalernes Leg, medens Baandets øvre Rand let og umærkeligt taber sig i Himlens Mørke.

Min Nærværelse her er, som De let vil kunne tænke Dem, en hel opsigtsvækkende Begivenhed i Lappernes lille, ensformige Verden. De vil sikkert i lange Tider mindes og tale om den fremmede Mand, der af en dem ubegribelig Grund kom op til deres Hjemstavn og opstillede sine underlige, trolddomsagtige Instrumenter og Apparater. Et Lappeøie, der fra Barndomstiden til Oldingealderen kun er vant til at se Aarstiderne kaste deres vekslende Klædebon hen over den fattige Egn, har ogsaa Grund til at studse ved at se de løierlige Sager, der siden min Ankomst efterhaanden er blevne opstillede her.

Et lille Stykke fra Lensmandsgaarden fik jeg med meget Besvær opmuret en firkantet Stenstøtte - et ikke let Arbeide paa et Sted, hvor der hverken findes Sten, Kalk eller Murere; Støtten blev ogsaa derefter. Paa denne Støtte staar mit vigtigste Instrument, en Kombination af Nordlystheodolit og Passageinstrument. Den kegleformede, for oven for mindre Vindfangs Skyld gjennembrudte Tubus tjener til maalinger af Nordlyset, medens gjennem den paa Axens anden Ende anbragte Kikkert Stjærnernes Passager gjennem Meridianen observeres. For at de aftalte Fællesobservationer i Bossekop, Sodankylä og her kan blive anstillede i netop de samme momenter, er det nemlig af stor Vigtighed for mig stadig at have Tiden bestemt med Nøiagtighed. Omkring Støtten og Instrumentet er der anbragt et lille Træhus, hvis øverste Del kan klappes ned, naar Instrumentet skal bruges.

Ved Siden heraf staar et Skab, hvori alle de Sager gjemmes, som der kan blive Brug for under Observationerne - Stjærnekaart, Kataloger, Lygter, Spektraskop o. s. v. - saaledes at jeg straks har alt ved Haanden.

Saa findes der end videre Stativer til Lygter, en Indretning med en oplyst Flade til at notere paa, Træstøtter, der bærer Regn- og Snemaalere, samt et Apparat til Anbringelse af en fotografisk Kamera, for det Tilfælde, at der skulde blive Leilighed til at forsøge Fotografiens Anvendelighed paa Nordlyset.

Min Nordlysstation i Koutokæino.

Midt imellem alle disse Sager finder De selve Observator, klædt i det Kostume, hvori han nu daglig færdes paa Koutokæinos Sletter. Straks efter min Ankomst hertil har jeg nemlig kastet den europæiske, komplicerede Ham og accepteret Lappernes simple og for Forholdene her saa overmaade hensigtsmæssige Dragt.

Det er den himmelblaa, side Kofte, smagfuldt prydet med gule og røde Lister og Kanter, om Livet sammenholdt med et bredt Bælte i de samme Farver. Paa Hovedet den eiendommelige, flotte Hue, som andre norske Nationaldragter kan have Grund til at misunde Lapperne: forneden en blaa-rød-gul, rund Rand, foroven en blaa, firkantet Puld. Fodtøiet er de saakaldte Komager, spidssnudede Sko af garvet Renskind, der fyldes med en Art Græs eller Hø ("Senner", forskjellige Arter af Stargræs, Carex, benyttes dertil) og fastbindes om Anklerne med lange, brogede Baand.

Kvindernes Dragt er væsentlig den samme, kun er Koften noget længere, og Hovedbedækningen har en mere almen europæisk Natkappefacon.

En høi Stang er opreist paa Lensmandshusets Gavl med en Jærnspids i den øverste Ende; denne staar i Forbindelse med en isoleret Ledning, som fører ned i mit Arbeidsværelse. En lignende, lang Ledning er nedgravet i Jorden i, nordlig-sydlig Retning, hver Ende forbunden med en stor Kobber-Jordplade, og staaende i Forbindelse med forskjellige andre Apparater. Naar jeg hertil regner alle mine øvrige, for Lappebevidstheden lige saa uvante og ufattelige Instrumenter og Gjenstande, og hele min i deres Øine forunderlige Virksomhed, kan jeg ikke fortænke den troskyldige Befolkning i, at den mener, at det er et med dens gamle Noaider (Troldmænd) beslægtet Væsen, der har slaaet sig ned imellem dem.

Naar jeg om Aftenen er ude for at observere, flokkes de om mig, med Undren stirrende paa de sælsomme Ting, jeg sysler med. I timevis kan de staa og se til i taus Forundring. Det af mine Instrumenter, som de har faaet mest Sympathi for, er mit fotografiske Apparat. Næsten daglig kommer de til mig, for at jeg skal tage et govva (Billede) af dem. De kan aldrig blive træt af at se sig selv eller deres Bekjendte lyslevende gjengivne paa Glaspladen eller Papiret. Det morer mig undertiden at tage dem med op i det mørke Kammer, for at lade dem se paa FremkaldeIsen af Billedet. Da kjender deres Forbauselse ingen Grænser, naar de i det mørke Rum, i den svage røde Lampes mystiske Skjær bliver Vidne til, hvorledes det af Lyset undfangede Billede - fødes til Verden. Men i Grunden har vi, som mener at have Indsigt i Lysets og Stoffernes Egenskaber, vistnok Aarsag til at betragte denne smukke Proces med lige saa megen Undren, som den enfoldige Lap; vi forstaar den ikke stort bedre end han.

Fra det bliver mørkt og til over Midnat er jeg, naar Himlen ikke er aldeles overskyet, Virksomhed ude mellem mine Instrumenter. Ti Minuter efter hver fulde Time skal der observeres i Forbindelse med den finske Polarslation Sodankylä, fem Minuter senere i Forbindelse med Bossekop. I Nordlystimen 8-9 Göttinger Tid observeres hvert femte Minut, afvekslende i Korrespondance med hver af de to Polarstationer. Desuden observerer jeg Nordlyset saa ofte, der er Leilighed, og paa de saakaldte Termindage iagttager jeg saa vidt muligt uafbrudt hvert femte Minut fra Midnat til Midnat, saa længe det er mørkt.

Idet jeg her slutter dette Brev, mener De maaske at have Grund til at savne Skildringer af en Bjørnejagt eller Beretninger om Eventyr med hungrige Ulveflokke. Skade, at jeg i denne Henseende ikke kan og heller ikke vil komme til at kunne tilfredsstille Dem. Bjørne findes nemlig slet ikke i disse Egne, og hvad Ulven angaar, da er den saa frygtsom og tiIbagehoIden, at dette Dyr, FjæIdIappernes forhadte og frygtede Fjende, ikke spiller nogen som heIst Rolle i vor TiIværeIse her. Kun skikkeIige Køer og fredsommelige Faar streifer omkring paa Koutokæinos Sandbanker, og bIot en og anden FIok af hvide Ryper eller en enIig Hare frembyder sig som MaaI for Jægerens Bøsse.

7) Ved Koutokæino forstaar man ikke blot selve Kirkestedet, men ogsaa hele det store Præstegjæld, der strækker sig fra den finske Grænse i Syd til Alten i Nord.