Under Nordlysets Straaler : Skildringer fra Lappernes Land / af Sophus Tromholt. - Kjøbenhavn : Gyldendal, 1885

XIII. Paa Reise.

Koutokæino, den 15de Mars 1883.

"Wenn jemand eine Reise thut, dann kann er was erzählen" - det er en saadan pæn og passende Begyndelse for en Reiseskildring, disse den gamle Wandsbecker Digters bevingede Ord, og derfor begynder jeg med dem. Ikke alene slipper jeg derved at bryde mit Hoved med selv at finde paa en pyntelig Introduktion, men jeg følger da ogsaa en god gammel Skik; thi har ikke i adskillige Snese Aar omtrent hver anden Forfatter af lange Beretninger om korte Reiser disket op med CLAUDIUS'S Sentens?

"Wenn jemand eine Reise thut, dann soll er was erzählen" - siger De formodentlig, hvis denne "jemand'' er identisk med Deres ærbødige Forfatter, der nu saa længe har opvartet Dem med den tynde Suppe, som han i sine tidligere Breve har forsøgt at koge paa de Koutokæino Pølsepinde, at De begjærlig efter lidt Afveksling har al Grund til at fordre, at han ikke forsømmer at berette om de mærkelige Ting, som han oplevede og saa paa sin Reise til - ja, det skal De faa at vide siden. For Resten behøver De ikke at nære nogen Frygt for, at han skulde føle denne Forpligtelse som nogen trykkende Byrde, thi

"Wenn jemand eine Reise thut, dann muss er was erzählen" - jeg ved ikke, om De kan stoppe Niagaras brusende Fald, men jeg ved, at det er lettere end at standse den Talestrøm, der vælder ud af en Reisendes Mund, naar han er vendt tilbage fra sin Reise, selv om denne kun var halv saa lang som fra Gadens ene Ende til den anden. Oprigtig talt, Kjære, er det ikke en af Reisens største Nydelser at gaa omkring med den Tanke: hvad kan man nu ikke fortælle, naar man kommer hjem? Løber man ikke med Tungen ud af Halsen fra det ene apokryfe Museum til det andet, klatrer man ikke i sit Ansigts Sved op til det ene Udsigtspunkt høiere end det andet - ikke just fordi man egentlig har Interesse for dette eller Forstand paa hint, men blot for hjemme at kunne fortælle derom? Vi er i det Kapitel alle i nær Slægt med Mester GERT WESTPHALER; reis blot saa langt, som en Cigar brænder, straks maa det frem: "Jeg gjorde en Gang en Reise fra Haderslev til Kiel; denne Reise glemmer jeg aldrig, osv. osv." Jeg er i den Henseende ikke bedre end andre - nødig vilde jeg rigtignok nu, at De skulde sige til mig, som, ja hun hed formodentlig Leonora, sagde til HOLBERG'S udødelige Barber: "Nu kan I fortælle min Kat Resten af Historien" - og De har selv i mit sidste Brev set, at jeg endog i Sneørkenens Ensomhed ikke kunde lade være at prale med, at jeg har været baade her og der i Verden.

"Wenn jemand eine Reise thut" - Kjære, bliv ikke utaalmodig, jeg skal straks tage fat - saa altsaa kann, soll, muss er was erzählen" - nu tror jeg, at jeg tilstrækkelig har dokumenteret min Berettigelse til at fortælle det, jeg nu vil fortælle.

Denne Dokumentation kunde gjærne have været borte, mener De. Aa ja, jeg mener det samme. Men da jeg dog nu har haft det Besvær at udtænke og nedskrive den, saa lad den staa. De kan springe den over, naar De læser disse Blade næste Gang.

Saa, efter at nu Ouverturen er spillet, kan der gives Signal til, at Tæppet skal gaa op. Men hvad hedder egentlig Komedien, og hvorom handler den?

Det vil De efterhaanden faa at vide i Løbet af Komedien. En Forfatter maa sørge for at holde sin Læser i Spænding. Foreløbig skal jeg dog imødekomme Deres Nysgjerrighed saa vidt, at jeg røber for Dem, at Begyndelsen foregaar i Koutokæino.

Personerne er Lensmanden, en Forstmand fra Bossekop, Forfatteren, to Lapper og syv Rener, diverse Pulke, Kofferter og Madkasser. Den levende Part af Personlisten er, dels ved Naturens, dels ved Kunstens Hjælp, iført Renens varme Pels; Kofferterne og Kasserne er forsvarligt nedpakkede i Bagagepulkene. Straks efter Middag skal Reisen begynde. Et uventet Besøg, som indtraf straks før Middag, forpurrede imidlertid Realisationen af denne vor Plan. Den sjældne, men derfor just egentlig ikke velkomne Gjæst var en orkanagtig Storm fra Syd, en af dem, der paa de meteorologiske Kaart betegnes ved en Pil med fem Tværstreger. Den kom ikke som sædvanlig med Skyer og Sne eller Regn i Følge; nei, Solen stod smilende paa den rene, blaa Himmel og betragtede med synlig Fornøielse den lystige Leg, som de galopperende Luftmasser opførte paa Jordoverfladen. Der var rigtignok ikke meget her, som Stormen kunde lege med; der var lidt Sne og under den lidt Sand; men der var ikke et Snefnug, ikke et Sandskorn, som ikke maatte med i den kaade, hvirvlende og feiende Runddans, som Vinden, hvinende og pibende mellem Husenes Hjørner, selv præsterede Musiken til. Op ad den bageste Side af Synskredsens Bakker kom de farende, disse Skyer af Sand og Sne, saa at Bakkerandene stod indhyllede i en tæt Taage; i strygende Karriere foer de derpaa ned ad Skraaningernes forreste Side, hen over de store Flader, hvor ingen Modstand mødte dem. Men kun umiddelbart ved Jordens Overflade, til en Alens Høide eller saa omtrent, foregik denne lystige, vilde Jagt; man havde derfor et fuldstændigt Overblik over den, og det var et lige saa pragtfuldt som sjældent Syn at betragte dette hvide, urolige Hav, hvis Bølger i Solskinnet glinsede som Sølv.

Vi havde allerede taget en rørende Afsked med vore tilbageblivende Venner; alle de ved en saadan Leilighed brugelige og passende Ønsker og Løfter var blevne udvekslede; men da vi trods vor ustyrlige Lyst til at komme af Sted, dog ikke kunde lade være at gjøre den triste Erfaring, at vi, saa snart vi satte Foden uden for Døren, maatte anspænde alle vore Kræfter for ikke at gaa samme Vei som Sneen og Sandet, kunde vi ikke andet end bøie os for det Faktum, at en Reise i den lave Pulk lige stik imod en saadan fygende Storm - De skjønner nu, at Reisen gaar mod Syd - hører til de ubehagelige Tilfælde, som Livet byder En under Navn af Umuligheder. Reiseklæderne maatte af igjen.

Stormen muntrede sig hele Natten igjennem og en god Del af den følgende Dag med, men hen ad Middag lod den til at have blæst sin værste Hidsighed af sig, og tilsyneladende træt og udmattet formaaede den kun af og til at istandbringe et kraftigt Pust. Vi havde atter Reiseklæderne paa og tog paa ny Afsked.

Skal jeg nærmere udmale, hvorledes Afreisen gik for sig? omtale alle dens uforudsete Fortrædeligheder, skildre den Hurlumhei, der opstod, da netop i Afgangens Øieblik hele Raiden med vor Bagage indfiltrede sig til en uopløselig Klump, som man først efter lang Tids Arbeide fandt Begyndelse og Ende paa? Aa nei, naar jeg betænker, at jeg trods mine mange Ord endnu ikke er kornmen saa vidt, at Reisen overhovedet er begyndt, og naar jeg dertil lægger, at det er en Reise paa hele ni Dage, som jeg har sat mig for at skildre, saa maa jeg nok i Fremtiden gaa noget mere summarisk frem, ikke dvæle ved uvæsentlige Bagateller, men holde mig til Hovedsagen uden at gjøre de mange Sidespring, der hidtil har givet min Fremstilling en vis Lighed med Renens Maade at løbe paa.

For altsaa at bøde paa min hidtidige, TRISTAM-SHANDY'ske Sendrægtighed, gjør jeg nu et stort Spring: 5-6 Timer frem i Tiden, 3-4 Mil frem i Rummet. Saa langt er vi nu naaede Syd for Koutokæino; vi er paa en Elv, hvis Navn De, hvis De ikke har andet at bestille, kan øve deres Taleorganer til at udtale: Bievjavæijokka. Eller rettere, vi skulde have været paa Elven, men vi er der des værre ikke. Der er noget andet paa Elven, som forhindrer os fra at være der; noget, som under normale Forhold pleier at være i Elven. I de sidste Dage er der i disse Egne falden store Snemasser, hvis Tryk paa Isen har tvunget en Del af Vandet op paa denne, saa at det nu er en Elv i to Etager; den ene fryder i sit sædvanlige Leie, den anden paa den førstes Isloft. Pulken er rigtignok baadformet, og Renen en god Svømmer, men des værre tillader de faktiske Forhold og navnlig Tyngdens ubønhørlige Love mig ikke at gjøre Renreiserne endnu mere eventyrlige, end de er i Virkeligheden, ved ogsaa at lade dem gaa for sig paa det vaade Element. Da vi altsaa ikke kunde benytte dette, og da af de øvrige tre af den før-kemiske Tidsalders Elementer heller ikke Luften - vi havde ingen Flyvemaskine - eller Ilden - vi havde lige saa lidt noget Lokomotiv - stod til vor Disposition, maatte vi brage det fjerde og sidste Element, nemlig Jorden. Det vil sige, vi maatte søge at bane os Vei langs Elvens kratbevoksede og hakkede Bred. Aftenen var mørk og tyk, Stormen og Snefoget begyndte med fornyet Kraft at gjentage Gaarsdagens Extravagancer, og kun en Gang imellem tittede Fuldmaanens runde, joviale Ansigt frem mellem de jagende, sorte Uveirsskyer, og kastede et Par Minuters Lys ned over vor besværlige og langsomme Færd i del ufremkommelige Terræn. Snart sank Renerne til Skuldrene ned i den dybe, løse Sne, snart maatte hele Karavanen gjøre Holdt, fordi den første i Rækken var kjørt fast mod et Træ. Nu op ad Bakke, nu ned ad Bakke; nu ned i Huller, nu op af Huller. Mine store Snebriller blev hurtigt ved Vindens, Sneens og Ansigtsvarmens forenede Hjælp bedækkede med et Isbelæg, der som optisk Instrument betragtet havde den mislige Egenskab at gjøre mig aldeles blind. Da jeg derpaa med megen Møie havde faaet Brillerne løs fra de under Huen gjemte Øren - De maa huske, at Hænderne sidder i Monstra af Vanter, og at Tømmen under ingen Omstændigheder maa slippes - og med ikke mindre Besvær praktiseret dem, jeg mener Brillerne, ned i min ene Vante, opdagede jeg snart, at jeg var kommen fra Dynen i Halmen; thi de af Stormen piskede smaa Snekorn eller Iskjærner foer ind i Øinene med en Virkning, som om det havde været skarpkantede Sandskorn, og forvoldte en saa skærende Smerte, frøs endogsaa fast med Øienhaarene, at jeg til sidst maatte lukke Øinene aldeles til og ganske overlade det til min Rens Forgodtbefindende, hvorhen og hvorledes den vilde transportere mig. Saadanne Smaating, som at hele Skjægget forvandler sig til en eneste Isklump, taler jeg slet ikke om; thi det hænder hver Gang, man reiser. Men for ikke at lade Skildringen af disse Gjenvordigheder vare lige saa længe, som selve disse varede - kort og godt: sent paa Natten kom vi endelig til Fjældstuen Aidejavre.

Disse Fjældstuer er Lapmarkernes første Rangs Hoteller - er Deres Fordringer mere beskedne, for at tale i Reisehaandbøgernes Sprog, kan jeg anbefale Dem et af Røg og Lapper og Hunde og adskillige andre Væsener opfyldt Telt eller, s'il vous plait, en Hule i Sneen. Men som alle Vegne, staar man sig ogsaa i dette Hjørne af Verden bedst ved at tage ind i de bedste Hoteller. Man faar i disse Fjældstuer en udmærket Renboeuf, en aldeles excellent Renbouillon og Toddy efter Behag og Trang - NB. hvis man selv medfører de nødvendige Ingredienser, Redskaber og Beholdere. Men De kan være overbevist om, at den bedste Ret ved Kongens Taffel ikke paa langt nær smager Dem saa godt, som vor Boeuf og vor Bouillon og vor - nei vore Toddyer smagte os denne Aften og alle de senere Aftener, der ligesom denne fulgte paa en anstrængende Dag. Se paa os tre, som sidder i den lille mørke og lave Stue, hvis Bjælkevægge De næppe kan skimte i Belysningen af vort medbragte og i en Flaskehals placerede Lys, der svagt sekunderes af de hendøende Gløder paa Arnestedet, hvor vi har tillavet vort frugale Maaltid - De har aldrig paa Slottet i de straalende Lysekroners blændende Skin set tre Ansigter, der mere talende var et Udtryk for Lensmandens Yndlingssentens: "Das Leben ist schon" ("aber kostspielig," føier han undertiden til, naar han er ved den anden Toddy).

Der bliver lagt Hø ind paa Stuens eneste Seng - en ved Væggen staaende Trækasse - og der bliver bredt Hø ud paa Gulvet, og snart sover vi alle saa trygt og sødeligt, som laa vi i Edderdunsdyner og bag Silkeforhæng.

Fjældstuen Sitsjajavre.

Et nyt Spring bringer os atter adskillige Mil fremad, men denne Gang mod Øst: vi er næste Formiddag ved Fjældstuen Sitsjajavre, hvoraf De her ser et Billede. Her er for øvrigt ganske som i Aidejavre; de samme smaa, tarvelige Bygninger, det samme ensformige Landskab trindt omkring. Efter et kort Ophold kjører vi videre i sydlig Retning, og vi kjører over Tsjurgimjavre og Gamasjavre og Stuorgoattemjavre og en hel Del andre Javrer (javre betyder i Lappisk Indsø).

Oppe paa en Bakke ligger der et løierligt Bygningskomplex: to parallele og symmetriske Længdefløie, forenede paa hver Side ved høie Pallisadevægge med Porte. Her holder vi vort Indtog; vi er i Neckela. Den ene Fjerdepart af Stuen optages af en vældig, muret Kamin, hvor et lystigt Baal af Fyrretræ flammer og knalder. Vi hører et Sprog, som ikke er Lappisk, men som lyder lige saa fremmed, om ikke saa velklingende. Paa Væggen er der opslaaet Bekjendtgjørelser i dette og i det svenske og i et tredie Sprog, hvis Bogstaver vi endogsaa ikke kjender.

Hvor har jeg nu ført Dem hen? spørger De.

Til Rusland, Kjære, til Czarens mægtige Keiserdømme, til Knutens Territorium og Nihilismens Hjemstavn.

Det var et vel stort Spring, mener De rimeligvis.

Aldeles ikke, Høistærede; vi har kun reist fire Mil, siden vi forlod Sitsjajavre. Men jeg mærker, De trænger til, at jeg opfrisker Deres geografiske Hukommelse. Hvis De vil se paa et Kaart over disse Egne, vil De finde, hvad De formodentlig havde glemt eller maaske aldrig før lagt Mærke til, at Rusland paa en høist underfundig og næppe naturlig, men uden Tvivl diplomatisk rigtig Maade lader Finland kile sig langt ind mod Vest mellem Norge og Sverige, saa at kun en smal Strimmel paa faa Mils Brede skiller Rusland fra Bunden af de norske Fjorde paa denne Kant, og saaledes at De, naar De tidlig om Morgenen forlader Koutokæino, om Aftenen kan lægge Dem til Ro i Karesuando med Bevidstheden om paa een Dag at have været baade i Norge, Rusland og Sverige. Jeg ved ikke, om De forstaar saa meget Fysik, at De er fortrolig med Theorien for Kilen - dette uskyldige Apparat er nemlig for længst blevet annekteret af Fysikerne, der titulerer det "enkelt Maskine" og sætter det i Familie med Knive og Naale - men det var ikke herom, vi skulde tale; De har i hvert Fald set, hvorledes Arbeidsmanden uden Anelse om Theorien forstaar at udnytte Kilens praktiske Brugbarhed. "So gin Ding muss ich auch haben" - des værre ved jeg ikke, hvad det hedder paa Russisk - har Rusland formodentlig sagt i klar Erkjendelse af Kilens Theori og Anvendelse, og forstaaet at praktisere sin finlandske Kile saa langt ind imellem de skandinaviske Tvillingriger, at - men tys, vi maa være forsigtige med, hvad vi siger, og huske paa, at der ikke er langt fra Rusland til Siberien.

Men for atter at komme tilbage til vort egentlige Thema: vi har, medens vi snakkede om Kiler, spist vor Middag i Neckela, ofret en Flaske Portvin for at drikke baade Czarens og Storfyrsten af Finlands Skaal og grundigt studeret de paa Væggene i det russiske, svenske og finske Sprog opslaaede Bekjendtgjørelser, blandt hvilke især Gjæstgiverstedernes Takst har lagt Beslag paa vor Opmærksomhed; vi har heraf bl. a. lært, at der paa disse Kanter af Verden gives noget, der hedder "en jungfru bränvin", og at denne mærkelige Artikel koster 15 Penniä; for "ett måltid mat, husmanskost" er Prisen 50 Penniä; en "eldbrasa" koster derimod bare 2 Penniä. Den sidste Vare var den eneste, vi lod os opvarte med; hvad den første angaar, saa var der her hverken nogen Jomfru, d. v. s. et stort Snapseglas, eller Brændevin, fordi denne Drik som Følge af en for Tiden kraftig, præstelig Indvirkning i disse Egne i hvert Fald officielt betragtes med skjæve Øine; Finnerne betegner den i deres Sprog endog som en Art Elixir des Teufels, men desværre er Navnet, birro kusta, alt for uhøvisk, til at jeg tør vove at oversætte det.

Men - endnu en Gang - for atter at komme tilbage til vørt egentlige Thema: Sagerne er atter nedpakkede, Renerne forspændte, og vi kjører videre.

Egnen begynder nu efterhaanden at antage et mere venligt Og afvekslende Udtryk; de golde eller i det høieste med tyndt Krat bevoksede Fjældbakker er ikke mere saa dominerende i Landskabet, og snart er vi inde i de uhyre Skovstrækninger, der sammen med de "tusen sjöar" danner den Del af Europa, der kaldes Finland. Men da vi endnu i Aften skal være i Hätta, har vi ikke Tid til at tabe os i saadanne eller andre lige saa interessante Betragtninger; vi maa i lige Linie styre mod vort Maal.

I lige Linie: dette Udtryk maa De ikke tage i stræng bogstavelig eller mathematisk Forstand; thi da vilde De have et aldeles feilagtigt Begreb om Renens Maade at bevæge sig paa. De kan lige saa let faa Maanen til at løbe i en ret Linie, som De kan faa en Ren dertil. Nu en Bugtning til høire, nu en til venstre, saa igjen en til høire, og saa en til venstre, og saaledes uafbrudt: det er paa den Maade, at man her reiser i lige Linie. Veien bliver altsaa en af lutter Bugtninger bestaaende Slangelinie, og hvis De forstaar lidt Mathematik, saa er Forholdet omtrent dette: i Stedet for at gaa Diameteren, gaar Renen den halve Periferi, i Stedet for at danne en ret Linie, er Veien sammensat af lutter Halvcirkler, og De vil da ogsaa vide, at den derved bliver 1.5708 Gange længere, end den behøvede at være. Den ene Ren følger nøiagtigt den andens Spor; den Vei, som paa Nysne dannes af den først passerende Ren og Pulk, følges senere ufravigelig, hvor mange absurde Krumninger den end gjør, af alle i samme Rute reisende Rener og Pulke, lige indtil den udslettes af Sneveir eller Fog. Kommer en Ren af en sammenhørende Række af en eller anden Grund nogle Øieblikke bort fra den egentlige Vei, maa ogsaa alle de etterfølgende bort fra den; hvert Sidespring, den ene gjør maa Etterfølgeren etterligne.

Men under min Omtale af Renens Hang til Digressioner er jeg selv, som De vil have bemærket, igjen kommen bort fra Veien. Altsaa hurtigt ind paa den igjen!

I den mørke, stjærneklare Aften kjører vi gjennem de store Skoves tause Haller, Nordlysets Straalespil bølger over vore Hoveder, og mellem Granernes og Fyrrenes ranke, sorte Stammer blinker Fuldmaanens storer røde Skive frem.

Parti fra Hätta.

Vi er i Hätta, Kirkestedet i Sognet Enontekis. Et i den senere Tid i disse Egne ofte nævnt Navn, fordi dette Sted er Midtpunktet for en religiøs Bevægelse, der i mange Henseender minder om det Røre, som Karesuando Præsten Lästadius hen imod Midten af dette Aarhundrede gav Stødet til, og som fik sit sørgelige Udslag i de blodige og vilde Mordbrænderoptrin i Koutokæino. Nogen egentlig Fare for en Gjentagelse af disse Udskeielser er der dog næppe; Lappernes koleriske, til et vist religiøst Sværmeri tilbøielige Sind er rigtignok fængbart som Krudt; men den ubønhørlige Haardhed, hvormed Øvrighedens Arm rammede hine Voldsmænd, lever endnu i alt for frisk Minde blandt Folket, til at der kan være Frygt for, at lignende religiøse Forvildelser hos vor Tids Lapper skulde kunne vokse til saadanne Dimensjoner, som den Gang var Tilfældet. Men Lapperne fra Norge og Sverige reiser i Mængde til Hätta, hvor Præsten ved at lægge Haanden paa deres Hoved ikke alene giver dem selv Forladelse for alle deres Synder, men derved ogsaa tillige gjør dem saa hellige og ophøiede, at de nu i lang Tid har Evne til paa samme Maade at kunne uddele Syndsforladelse i ubegrænset Mængde til hvem som helst anden. Og det kan ikke nægtes, at det er en, om end kun svag Gjenklang af hine Tiders Vanvid, naar man nu f. Ex. ser den første, den bedste Lap, der slet ikke undser sig for, naar der er Leilighed, at stjæle sine Landsmænds Rener, reise omkring og byde de dertil Trængende Portioner af den Syndsforladelse, som han har hentet i Hätta. Det vilde føre mig alt for vidt, her at indlade mig paa en nærmere Omtale af alle de mærkværdige Ting, man jævnlig hører berette om, hvad der foregaar og læres i Hätta, eller at skildre de mange, i deres Beskaffenhed dels latterlige, dels næsevise, for ikke at sige uforskammede Forsøg paa ogsaa at paavirke de i de norske og svenske Nabosogne boende Ikke-Lapper. Somme siger, det er religiøs Fanatisme, andre, at det er en forvirret Hjærne, som er Grunden til, at Bevægelsens Leder farer frem, som han gjør. Jeg skal ikke give mig af med at udgranske, hvad Aarsagen er; det er mig ogsaa temmelig ligegyldigt, og Dem formodentlig ikke mindre.

Kirken i Hätta.

Skal jeg skildre Aftenen eller Morgenen i Hätta?

Saafremt De er en Ynder af Whist, kan jeg fortælle Dem, at vi tilbragte Aftenen i Gjæstgivergaardens lille Kammer med at spille adskillige Omgange. Hvem der vandt, og hvem der tabte, kan være det samme, da De dog ikke har set vore Kort og kan afgjøre, om Lensmanden havde Ret, da han paastod, at jeg burde have stukken med Ruderknægt, medens jeg mente, det var rigtigst at lægge Nien paa. Hvorledes vi fik fat i Kort i denne Pietismens Rede? spørger De. Vi havde saamænd været saa uskikkelige at tage et Spil med fra Koutokæino. Hvorledes vi turde sidde saa gemytligt ved vore Glas, kun et Par hundrede Skridt fra Præstegaarden? spørger De dernæst. Jo, jeg skal betro Dem, vi havde faaet at vide, at Præsten var bortreist; thi havde han været hjemme, havde han sikkert trængt sig ind paa os for at examinere os, hvorvidt vi endnu hørte til de Ugudeliges Tal, og havde han da truffet os i Selskab med Kort og Glas, havde han uden Tvivl ikke alene skjældt os ud for Helvedes Gesandter og Djævelens Leiesvende, men rimeligvis ogsaa samlet Folk for at smide os ud af hans Rige. Men da sligt altsaa ikke var at befrygte, drak vi vor Toddy i gemytlig Ro, og efter Toddy er der intet, der smager saa godt som en kraftig Renbouillon, og efter denne gives der ingen lifligere Drik end Mælk, som der alle Vegne i Finland er Overflod paa. Anna minulle maido - bring mig Mælk - var det første og omtrent det eneste af det finske Sprog, som jeg lærte paa denne Tur.

Gjæstgivergaarden i Hätta.

Eller vil De hellere, at jeg skal skildre den herlige, pragtfulde Vintermorgen, som vi overraskedes med i Hätta? Den blaa Himmel og Solskinsglansen paa de hvide Marker, Fuglenes jublende Morgensang fra Naaletræernes Grene, det smilende Landskab med de store, prægtige Skove omkring Hedanjärvis (42) lange, isbelagte Vand - hvilken Modsætning til det fattige Landskab, som mit Øie i det sidste halve Aar har vænnet sig til! Halvt gjemte mellem Træerne skimtes de spredte Gaarde og Huse; høit op over dem rager den nye Kirkes slanke Spir; som den mærkværdig skjøn og sirlig staar der paa sin lille Høi, skulde ingen tro, at der i dens Indre fremmanes saa mørke Billeder.

Et savnede jeg her og senere i det ellers saa tiltalende og ynderige Finland. Her mangler Lappernes brogede Liv, deres farverige Dragt. Kun rent sporadisk mødte vi hist og her en Repræsentant for dette Folk. Kjedelig og ensformig er Finnernes Dragt, kjedeligt og ensformigt Almuens Fysiognomi og Væsen. Mændenes sorte Pelshue og Kvindernes korte Jakke er det eneste typiske ved Dragten, der for øvrigt er lige saa triviel som den, man ser overalt i Europa. For Resten benytter Finnerne meget ofte, især paa Reiser, den lappiske Pæsk. Deres Fodtøi afviger fra Lappernes deri, at Komagerne og ofte ogsaa Skallerne er forsynede med Skaft; men ogsaa almindelige europæiske Støvler benyttes.

Lad mig her indskyde den Parenthes, medens Renerne spændes for, at det paa disse Kanter har sine Vanskeligheder at finde ud af, hvorledes man egentlig skal titulere de to Folkeslag, der sammen med Svenske og Nordmænd bebor disse Egne. Lapperne kaldes af Svenskerne Lapper, men af Nordmændene Finner, af Finnerne Lappalaiset, men selv kalder de sig Sabmeladsjak. Finnerne kalder sig seiv Suomalaiset eller Landalaiset, men Nordmændene kalder dem Kvæner, Svenskerne Finner og Lapperne Laddeladsjak. Kan De hitte ud af denne babyloniske Sprogforvirring? for jeg kan min Sandten ikke.

Kvæner.

Endnu et maa jeg ikke glemme, før vi forlader Hätta: jeg saa her - ja, hvad tror De? - en Hest. De ler maaske, men jeg kan forsikre Dem for, at jeg slet ikke havde betragtet et Mammuthdyr eller en Urokse, om saadanne Skabninger spadserede omkring i Hätta, med mere Interesse end denne Hest, den første, som jeg saa efter mere end et halvt Aars Forløb. Den syntes mig saa stor som en Kamel; mine Øine har nu saa længe været vante til at betragte Renen som Dyreverdenens største Frembringelse.

Og saa af Sted. Og hurtigt maa det gaa; thi jeg er endnu ikke engang kommen to Døgn frem i Tiden, og der er over syv tilbage at berette om. Altsaa i Galop gjennem de pragtfulde, rimbelagte Naaleskove, i Galop hen over de endeløse, utallige Søer.

JOVEL VELITALLO, Kvæn.

Siden vi er komne over den finske Grænse, kan vi ikke undlade at lægge Mærke til, at der ved hver Gaard flndes en lille isoleret Bygning, hvis Aabninger er tilsværtede af Røg. Spørger man om, hvad det er, faar man til Svar, at det er Savna'en. For den, som ikke har læst De CHAILLU'S elskværdige Beretninger fra disse Egne, vil denne Benævnelse være lige saa oplysende, som om jeg havde nævnt et hvilket som helst kinesisk Ord. Da jeg for et Par Maaneder siden læste den bekjendte Gorillajægers næsten utrolige Skildring af denne Indretning, var jeg overbevist om, at hans Fremstilling her udelukkende var sammensat af den Slags Uefterretteligheder, som man med et høfligt Navn kalder Usandheder. Men ved nærmere Efterspørgsel erfarede jeg, at Du CHAILLU i dette Punkt kun har berettet den rene Sandhed. Savna'en er Badstuen; naar den bruges, er den opfyldt af koghede Dampmasser, der frembringes ved at hælde Vand paa Ildstedets glødende Stene. Her hen spadserer hver Lørdag Aften, selv i halvhundrede Graders Kulde, alle Kjøn og alle Aldre i den Paaklædning, som de har faaet forærende af Naturen, og her tager Herskab og Tjenerskab, Forældre og Børn, Bedsteforældre og Børnebørn, Greta og Eva Maria, Lars og Mattias sig en compagnie et Dampbad; efter at man dygtigt har pisket hverandre med Riskviste, tumler man sig bag efter udenfor et Par Gange rundt i Sneen for at afkøles. Tvivler De, saa kom selv og se eller læs Do CHAILLU. Han siger:

"Badstuen dannes af et lille Træhus uden Vinduer; for oven findes en Aabning for Røgen. Midt i Rummet staar en Slags Mur, opført af løse Stene, der ophedes af et neden for anbragt Baal. Derefter slukkes Ilden, Kvinderne renser Stedet for Aske og Sod, og Røghullet tillukkes. Et stort Kar med Vand bæres ind; en Del smidige Birkegrene lægges deri, og med dem piskes senere Kroppen. Badstuen ligger for sig selv i nogen Afstand fra de øvrige Bygninger, for at disse ikke skal komme i Ildsfare, om Badstuen skulde komme i Brand. Hver Lørdagaften, baade Sommer og Vinter, ser man Røg strømme ud af Badstuen. Det er nemlig en ufravigelig Skik, at hele Gaardens Befolkning den nævnte Aften tager sig et Bad; thi Ugens Arbeide er da endt, og Søndagen staar for Døren. Efter Badet ifører alle sig rent Linned og deres bedste Klæder.

Levende erindrer jeg mit første Bad en familie. En Lørdagaften sagde et Par unge Karle, netop som Pigerne var i Færd med at afslutte Rengjøringen af Badstuen: "Paulus, tag et Bad med os i Dag!" "Ja, gjør det," udbrød de øvrige Tilstedeværende, deriblandt baade Faderen og Moderen til den store Familie. Veiret var bidende koldt, og Jorden bedækket med Sne, hvorfor jeg var glad over, at Badstuen ikke laa mere end et Stenkast fra Vaaningshuset. Fra mit Vindue saa jeg, hvorledes flere Piger ilede hen imod Badstuen i en Dragt, som med Undtagelse af Farven mindede mig om Afrika. Det undrede mig slet ikke, at de syntes at have Hast; thi det var omtrent 30 Graders Kulde. Straks efter kom tre temmelig gamle Kvinder fra en nærliggende Gaard og gik samme Vei; de to ældste havde dog gamle Skjørter om Livet. Senere kom flere unge Piger, og alle forsvandt de bag Døren. Flere gamle Mænd indfandt sig, og efter dem kom en Del yngre Karle og Børn af alle Aldre. Alle gik de ind i Badstuen; ingen af dem havde Klæder paa.

Omsider syntes jeg, det var Tid til at begive mig selv paa Vei. Jeg styrtede i Firspring ud fra mit Værelse, thi jeg var lige saa sparsomt paaklædt som de, der tidligere havde begivet sig til Badstuen. Jeg stødte Døren op og hilsedes velkommen af hele Selskabet. Heden var saa stærk, at jeg næppe kunde trække Veiret, og jeg bad om, at man foreløbig ikke vilde udvikle mere Damp. Den pludselige Overgang fra Kulden til en saadan Varme næsten tilintetgjorde mig. Da mine Øine havde vænnet sig til Mørket inde i Rummet, begyndte jeg ved Hjælp af det svage Lys, der trængte ind gjennem Dørens Revner, at gjenkjende mine Venners Aasyn. Der var flere Folk end sædvanligt, thi alle Naboerne havde indfunden sig for at bade sammen med Paulus. Til en Begyndelse satte jeg mig paa en af de laveste af de Bænke, som var opførte langs Væggene, men kort efter steg jeg op paa en af de høieste. Der hældtes mere Vand paa de hede Stene, og der udvikledes en saadan Mængde Damp, at den blev mig uudholdelig, saa at jeg maatte springe ned igjen og hvile mig i halvt siddende Stilling for at kunne aande mere frit. Gang efter Gang frembragtes mere Damp, ved at man hældte Vand paa Stenene, indtil den hede Luft til sidst blev i høi Grad trykkende.

Af og til øste vi Vand paa hverandre, hvad der frembragte en behagelig Følelse af Lettelse. Derpaa piskedes de Tilstedeværendes Rygge og Lænder med Kviste, saa det sved ganske stærkt derefter. "Lad mig piske Dig, Paulus," sagde en og anden lyshaaret Pige eller ung Karl, "og naar Du har faaet, hvad Du skal have, maa Du være saa god at piske rnig." Efter omtrent en halv Times Forløb begyndte de Tilstedeværende at bortfjærne sig, efter at de først havde faaet en sidste Piskning og derefter var blevne overhældte med koldt Vand. Alle begav sig hjem lige saa nøgne, som de var komne. Det var med en overmaade behagelig Følelse af Velvære, at jeg forlod Badstuen, og den friske Luft gav mig nye Kræfter og oplivede mine Livsaander. Jeg rullede mig i Sneen ligesom de andre, og løb derpaa af alle Kræfter til Gaarden.

Naar man kommer i Hus, klæder man sig ikke straks paa, thi man maa efterhaanden afkøles og lade den stærke Transpiration standse. Jeg havde næppe været et Kvarter i mit Værelse, førend Døren pludselig aabnedes, og Husmoderen, som nu var paaklædt, traadte ind. Hun blev ikke i ringeste Grad forvirret ved at se mig, men talte med mig, som om jeg havde været iført i hvert Fald en Slobrok. Døren aabnedes atter, og ind traadte en voksen Datter og efter hende en anden. Jeg begyndte at frygte for, at hele Nabolaget skulde indfinde sig. Damerne lod ikke til at føle sig generede; det samme kunde ikke siges om mig. Jeg satte mig alligevel paa en Stol, og en Stund samtalede vi om dit og dat. Derefter begav de sig bort, og jeg klædte mig paa, hvorefter jeg gik ind i Familiens Samlingsværelse. I Begyndelsen var det mig næppe muligt at bevare Alvorligheden; thi det Syn, som viste sig for mig, var i høieste Grad komisk. Der inde befandt sig nemlig en hel Del Naboer af forskjellig Alder i Besøg, og blandt dem tre gamle Drenge - en Farfar, en Fader og en Farbroder - der med korslagte Ben og uden Spor af Klæder sad paa en Bænk og ragede sig uden noget Speil. Det lod ikke til, at nogen skjænkede dem nogen Opmærksomhed, og Kvinderne syede, vævede og pratede. Det var i Sandhed et Skuespil, som vidnede om ufordærvede Sæder."

Jeg har ikke selv oplevet saa mærkværdige Ting; derfor har jeg ladet DU CHAILLU tale.

Puoledaibala.

Vort Middagsophold gjør vi ved Puoledaibala, omtrent den første menneskelige Beboelse, som vi efter at have forladt Hätta træffer i den ensomme Skovnatur. En Renby med sine Hundreder af fremilende Rener, med sine støiende Vogtere og bjæffende Hunde flytter netop her forbi under vort Ophold; bag efter kommer Kvinderne kjørende med Familiens Telt og Husgeraad i Pulkene. Hurtigt som det kom, er det livlige Billede atter unddraget Blikket.

Men vi tør ikke blive her længe; vi har endnu en lang Strækning at reise. De finske Mil, hvoraf vi denne Dag skal tilbagelægge seks, er seige; de synes at være betydelig længere end de norske, der dog er halvanden Gang saa lange som de almindelige, geografiske. Vi kjører gjennem Skov og over Sø, over Sø og gjennem Skov; det faar aldrig Ende, skjønt vi nu har kjørt hele Dagen og en Del af Aftenen med.

Udsigt til Muonioniska.

Langt om længe ser vi endelig for ude en Række af Lys, der bebuder os, at vi er i Nærheden af Reisens Maal: Muonioniska. Det er nu saa mørkt, at vi ikke ser andet end disse som Stjærner blinkende Lyspunkter; thi Maanen er endnu ikke staaet op. Kort efter holder vi uden for Gjæstgivergaarden.

Meget kunde der være at berette om, hvad vi oplevede i de to Dage og tre Nætter, vi tilbragte blandt de glade Sjæle i det smilende Muonioniska. Vid og aaben er Egnen her; endeløse Skovstrækninger omrammer Bredderne af Muonioelven, der i to-tre Arme bugter sig gjennem det brede Dalføre; en talrig Klynge af smaa Træhuse, de fleste røde med hvide Kanter og hvide Vinduer, omringer den store Korskirke oppe paa Høiden. Landet paa den anden Side af Elven er atter et nyt Rige: det er Sverige. Der ligger det store og velstaaende Handelssted Muoniovarre, hvor saa mange Reisende har fundet et gjæstfrit Hjem.

Muoniovarre.

Kanerne er forspændte, og Bjælderne klinger paa de i vore Øine kæmpemæssige Heste med den store Bøile over Ryggen, saaledes som man ofte ser paa Billeder fra Rusland. Hvor det er underligt for os Halvlapper, vante til at ligge i den lave Pulk nede ved Jordoverfladen, at sidde saa høit til Veirs i disse efter europæisk Snit byggede Kaner. Og vi kjører til alle de nette smaa røde Huse, fra det ene til det andet, til alle de venlige Mennesker i dem, og alle Vegne finder vi en Modtagelse saa gjæstfri, at vi snart føler, at vore Kræfter langt fra forskar til at gjøre den Fyldest.

Saa meget er vist, at Totalafholdenhedssagen og lignende prisværdige Indretninger næppe har Udsigt til for det første at gjøre Proselyter i Muonioniska. Det var lige meget, hvor vi kom hen, det var lige meget, til hvad Tid vi kom, bestandigt marscherede de op, de store Regimenter af Glas og Flasker. Hvad enten det var Frokost eller "smörgåsbord" eller Middag eller Kaffe eller Aftensmad, hvad enten det var Begyndelsen, Midten eller Enden af Døgnet - der var eet Omkvæd, som lød til alle Tider og under alle Forhold: "en liten sup?" Og en saadan "liten sup" har, som De ved, hvis De har været i Sverige, adskillige uundgaaelige Etterfølgere, der kaldes "halfvan", "qvartan", og jeg ved ikke hvad. Og hvad der var saa forførende for os hyperboræiske Barbarer fra Koutokæino: Serveringen og Anretningen var stadig præget af den udsøgte Smag og Elegance, som er saa karakteristisk for Sverige. Livet som Sproget hos de Dannede her i Muonioniska er nemlig i enhver Henseende fuldstændig svensk.

Og jeg drak "brorskål", om ikke som ERIK BØGH med "en hel Nation", saa dog med hele Muonioniska, og var paa en Gang bleven "farbror" til alle de søde smaa Børn.

Ak, Pennen falder mig ud af Haanden, som salig REISER siger i sin Historie om "den mærkværdige og meget fyrgterlige store Ildebrand i Kjøbenhavn", naar jeg tænker paa hine Dage - og Nætter, om De vil. Den falder ud af Haanden, fordi jeg føler, at den paa ingen Maade formaar at give Dem det ringeste Begreb orn de "roliga" og "trefliga" Timer, vi nød hos disse hjærtensgode og med Livet saa overmaade tilfredse Folk. "Jag måste ovilkorligen skratta," naar jeg f. Ex. tænker paa hin Aften (og Morgen) hos Lensmanden, der selv ikke var hjemme, men hvor den potenserede Venskabelighed, der i daglig Tale kaldes Skogsuppsyningsman W., agerede Vicevært, og mindst hvert Minut, smilende over hele Kroppen, med et uimodstaaeligt "var god" indbød os til at tømme eller fylde vore Glas - hvor Jægermesteren dansede, ja lad mig kalde det Tarantella, i Skjorteærmer - var god - hvor vor ellers saa alvorlige Reisefelle fra Bossekop følte Sangens Kræfter gjære i sig i den Grad, at han maatte synge alle 19 Sange af en Studenterkomedie, hvori han en Gang havde spillet en stum Rolle, og da han var færdig med Nummer 19, begyndte forfra med Nummer 1 - var god - hvor ogsaa Koutokæino Lensmanden røbede en utæmmelig Trang til at gjøre os bekjendte med Alverdens Viser, som han sang paa egne og høist originale, i Øieblikket komponerede Melodier - var god - og hvor den tredie af os tre, der i noget mindre Grad var smittet af den grasserende, fra "Kildereisen" bekjendte Perisangia, slog Takten til alle disse koreografiske og musikalske Divertissements med et brændende Lys - var god - dog, det er bedst, at jeg her lader Tæppet falde. I den stjærneklare Morgenstund begav vi os hjem over den isbelagte Flade af den lille af Elven dannede Bugt; nede i Synskredsens Rand flimrede nogle svage Rester af Nordlys. "Klara stjerna, Du som strålar" sang den potenserede Venskabelighed op til Vega - saa godt, han kunde, og vi andre sang med saa godt, vi kunde.

Kirken i Muonioniska.

Søndag Formiddag gjorde jeg en Afstikker til Kirken, hvis Ydre netop var under Restauration. De to store forsølvede Kors paa de to Taarne skinnede i Sollyset med blændende Glans. Der sad en halv Snes Personer i det store Rum, som dannes af Kirkæns fire Arme. De høie Vægge bestaar af mørke, uhøvlede Bjælker; hist og her er der anbragt grelle Forsiringer i skrigende røde og grønne Farver. Men hvor er Præsten henne? Bøi Deres Nakke tilbage, saa Synsretningen kommer til at danne en Vinkel paa 45° med Horisonten, saa finder De høit oppe over Alteret en lille tøndeformet Prædikestol og i den det øverste af Præsten. Han er iført Pelsfrakke og Pelshue, og kun den lille hvide Brystsmække - eller hvad den kaldes - antyder hans Værdighed. Han prædiker i det underlige, for os naturligvis uforstaaelige finske Sprog, der ved de mange ä'er faar en ganske særegen Klangfarve. Men hvor Pokker er Præsten nu igjen henne? Midt i Prædikenen dukkede han pludselig ned i Tønden og forsvandt for vore profane Blikke. Et Par Minuter efter dukker han op igjen, og fortsætter, hvor han slap. Det er nok en i den finske Ritus foreskreven Skik. Saa bliver der til Afveksling sungen eller gjort Tilløb til at synge en Salme, efter at først en pelsklædt Figur, som sidder til høire for Alteret, har anbragt Nummeret paa en Plade og dreiet denne om mod Publikum, og derefter vandrer Præsten igjen videre paa sin Prædikens jævne Landevei.

At det finske Sprog ligesom det mesopotamiske (vide HOLBERG) er et underligt Sprog, som jeg oven for bemærkede, vil De give mig Ret i, naar jeg anfører et Par Sætninger, tagne paa maa og faa af den finske Almanak, som jeg for kuriositetens Skyld kjøbte i Muonioniska. De kan bruge dem som Staveøvelser for Deres Smaabørn, hvis De er saa lykkelig at have saadanne.

Yö näillä pohjan mailla on pitkä, mutta älkäämme tehko sitä wielä pitemmäksi, sillä että hyodyllisimmiltä elukoiltamme muutamme päiwänkin yoksi; elukat syowät enemmän kylmässä huoneessa kuin lämpimässä, eika rawinto heissä kuitenkaan tule näkywiin sen enempää.

Tager det sig ikke ud omtrent som Kinesisk, skreven med europæiske Bogstaver?

Der er en ganske anderledes fyndig Klang i det Lappiske; her er en Prøve:

Davve-vuorasgis vulgi dam jabmemættom ædnami, dainago dak jabmemættom ædnama olbmuk legje sudnji ustebak; ja dego davve-vuoras bodhi dobbe ruoktod, de mujtali dam olbmai, gutte nieida ja bædnaga læi suoladam, atte: jos don ik doalvo ruoktod, de dakkek soadhe du vuøstai. (43)

Men tilbage til Muonioniska, eller rettere, lad os skyndsomt flygte fra dette Sodoma og Gomorra, hvis vi skal haabe at komme levende tilbage til Koutokæino. Alle de indsmigrende Anstrængelser for at holde os tilbage maatte vi lukke vore Øren for, alle Invitationerne til fremtidige Frokoste, Middage og Aftener maatte vi renoncere paa, hvor ofte end den potenserede Venskabelighed gjentog: "Kåra bror, stanna qvar," "lugna Er en liten stund," "det har alls ingen brådska!" og for at springe alle de rørende Afskedsscener over - ved Middagstider finder de os atter kjørende paa den gamle Vis; Retningen er en anden, nu gaar det mod Nordvest, men Søerne og Skovene og Skovene og Søerne er de samme som før, i hvert Fald hvad Udseende, Mængde og Endeløshed angaar.

Vi kan derfor her, hvor vi kun reiser paa Papiret, springe forbi dem, og efter at have sovet om Natten i det snævre Kammer i Palojokki, gjør vi et lignende Spring for næste Middag at være paa svensk Grund, i Karesuando.

Karesuando.

Her havde vi tænkt os at gjøre et længere Ophold, men Lensmanden var borte, og Præsten var borte, og flere Beboere er her ikke udenfor Almuestanden. Øde og tomt er dette Sted, ogsaa hvad Naturen angaar; ikke et eneste Træ, ikke en eneste Bakke afbryder den triste Ensformighed i det fattige Billede, som den hvide Sne, den gamle Kirke og de 5-6 spredte Gaarde danner.

Kirken i Karesuando.

Lap fra Karesuando.

Lap fra Karesuando.

Lappekone fra Karesuando.

Lappegut fra Karesuando.

Den fastboende Befolkning bestaar af Kvæner, der i deres Ydre ikke det ringeste adskiller sig fra deres Slægtninge i Finland. Ved deres Gaarde findes ligesom i Koutokæino en Mængde smaa Stolpeboder, hvori Egnens Lapper opbevarer deres Eiendele. I Nærheden af Karesuando færdes nemlig om Vinteren en Mængde Fjældlapper, hvoraf her nogle Typer fremstilles. Om Foraaret drager de ligesom Koutokæinos Lapper til den norske Kyst med deres Renflokke. "Et Par Familier opholder sig om Sommeren i Nærheden af Tromsø, og vil være bekjendte for mange Turister, da Dampskibene i Regelen ligger saa længe i Tromsø, at man kan gjøre en Udflugt til den nærliggende Tromsødal og der faa en Ide om Fjældlappens Maade at leve paa. Paa Grund af de anførte Omstændigheder havde vi ingen som helst Foranledning til at standse længere i Karesuando end nødvendigt for at spise Middag, og da det var gjort, satte vi atter over Elven og var paa ny i Finland. Nu gik det i lige Retning hjem ad.

Ud paa Aftenen kom vi til Syvvajärvi. Her var en Stue, Mand og Kone og tolv Børn, diverse Hunde, utallige mindre Beboere og megen Smuds. Stuen og Manden og Konen og de tolv Børn, vi tre Reisende og vore to Lapper og alt det øvrige skulde nu holde Selskab sammen denne Nat. Nu ja, naar man har kjørt en hel Dag i Pulk, saa kan man ogsaa sove paa den Maner. Pladsen er noget indskrænket, Luften ikke den bedste, og ikke samtlige ovennævnte Skabninger har Lyst til at sove. Men sligt faar man finde sig i.

Om næste Dag har jeg ikke stort at fortælle. Ved Middagstid kjørte vi over Grænsen - De kan have Grund til at spørge: hvilken? Jeg mener den norske Grænse. Heldigvis er der intet Toldvæsen i disse Egne, ellers kunde det her, hvor tre Lande støder sammen, have sine Ulemper saaledes at fare fra det ene Land til det andet, over den ene Grænse efter den anden. Vi gjorde derpaa en kort Rast i en af Postvæsenet opført Jordgamme, hvor den smeltende Sne fra det utætte Tag hvert Øieblik truede med at slukke vort med stort Besvær istandbragte Baal. Om Aftenen haabede vi at være i Koutokæino.

Det havde vel ogsaa blevet Tilfældet, hvis ikke en pludselig opstaaende, heftig Snestorm havde tvunget os til endnu en Nat at sove paa lignende Maade som den sidste. Vi maatte nemlig, hvor meget vi end længtes efter at faa Ende paa Reisen - og De længes formodentlig ikke mindre derefter - ved Aftenstid standse i Galanito, og tage til Takke med det Husly, MORTEN GAINO kunde byde.

For sidste Gang spændes vore trætte Rener for næste Morgen, i et Par Timer har vi tilbagelagt Veren ned ad Elven, og snart ser vi Flagene fra alle Koutokæinos tre Flagstænger hilse os "Velkommen tilbage".

"Wenn jemand eine Reise thut, dann kann er was erzählen," sagde Præsten, da vi atter sad i den hyggelige Stues hjemlige Kreds. Han behøvede ikke at opfordre os to Gange, og hvad vi fortalte, det vil De, hvis De allerede har glemt det, erfare ved at læse dette Brev fra Begyndelsen til Enden.

42) Järvi er den finske Form for det lappiske javre.

43) Jeg anfører her Fadervor og de ti første Talord baade paa Finsk og Lappisk: Isa meidän, joka olet taiwaissa. Pyhitelty olkoon sinun nimes. Lähestyköön sinun waltakuntas. Tapahtukoon sinun tahtos, niin maassa, kuin taiwaassa. Anna meille täna paiwänä meidän jokapaiwainen leipämme. Ja anna meille meidän syntimme anteeksi, niinkuin mekin welwollistemme anteeksi annamme. Ja älä johdata meita kiusaukseen. Mutto päästä meita pahasta. Amen. — Attsje min, don, gutte læk almin. Basotuvvus du namma. Bottus du rika. Sjaddus du datto, moft almest, nuft maida ædnam alde. Adde migjidi odna bæive min juokkebæivalasj laibbamek. Ja adde migjidi min velgidæmek andagassi, nuftgo migis andagassi addep min vælgoladsjaidassamek. Ja ale doalvo min gættsjalusa sisa. Mutto bæste min bahast erit. Amen. Yksi, kaksi, kolme, neljä, viisi, kuusi, seitsemän, kahdeksan, yhdeksän, kymmenen. — Oft, guöft, golm, njællja, vitta, gutta, tsjietsja, gavtse, ovtse, loghe.