Under Nordlysets Straaler : Skildringer fra Lappernes Land / af Sophus Tromholt. - Kjøbenhavn : Gyldendal, 1885

XV. Reise til Sodankylä.

Koutokæino, den 5te Mai 1883.

Hvis min første Reise til Finland ikke har trættet Dem, agter jeg nu at indbyde Dem til at følge med paa en lignende, men adskillig længere Udflugt. Maalet er denne Gang den finske Polarstation Sodankylä; i mindre end 14 Dage kan Reisen ikke gjøres, og jeg siger Dem paa Forhaand, at det bliver en meget besværlig Tur, dobbelt besværlig, fordi jeg var saa ulykkelig at faa en Vappus med, der med Hensyn til Uduelighed præsterede det mest mulige. Jeg vil ikke, skjønt han visselig fortjente det, offentlig stille hans Navn i Gabestokken; lad mig derfor her og i det følgende betegne ham som den Unævnte. Denne Elendige havde forstaaet at indsnige sig i min Gunst, men navnlig hans store Dygtighed i det norske og finske Sprog bragte mig til at modtage hans Tilbud om at ledsage mig paa denne Reise som Fører og Tolk, skjønt jeg fra flere Sider var bleven advaret mod at indlade mig med ham. Lensmanden sagde til mig: "Tag enhver som helst anden end denne Lap, selv den sletteste vil være bedre end han"; og jeg maatte senere sande hans Ord. Men jeg saa ham den Gang endnu i hans gunstigste Belysning, og heller ikke kan det nægtes, at han i flere Henseender staar betydelig over sine Landsmænd. Jeg valgte ham altsaa.

Men for ikke at lade denne Indledning blive lige saa lang som den, der indledede min forrige finlandske Reise, saa vil vi straks tage af Sted.

Dette er nu for Resten lettere sagt end gjort; thi den Unævnte behøver to Timer til at gjøre Pulkene i Stand og spænde Renerne for. Medens vi altsaa maa vente en Stund, til den træge Laban er færdig, faar jeg Tid til at fortælle Dem, at det i den sidste Uge har været Tøveir, at Føret derfor er miserabelt, og at det paa Grund af den fremrykkede Aarstid - den sidste Halvdel af April - overhovedet er tvivlsomt, hvorvidt en saa lang Reise (frem og tilbage i alt omtrent 90 geografiske Mil eller saa langt som i lige Linie fra Skagen til Leipzig), tilmed i sydlig Retning, vil kunne udføres. Her i Koutokæino var der ingen, som troede det; man var aldeles vis paa, at jeg enten vilde blive nødt til at vende om Dagen efter, eller at jeg, hvis jeg virkelig skulde naa frem til Sodankylä, først til Sommeren vilde kunne komme tilbage i Baad, saafremt jeg ikke skulde foretrække at lægge Veien sydpaa over Haparanda og den botniske Bugt. Saa meget var i hvert Fald sikkert, at jeg saa vidt muligt maatte benytte Nætterne til at reise i, og hvile ud i de varmeste Timer af Dagen.

Endelig er den Unævnte færdig med Forberedelserne, og kort før Midnat kjører vi af Sted i et temmelig uhyggeligt, skyet og stormfuldt Veir. Jeg havde næppe begyndt at glæde mig over, at jeg endelig var kommen paa Vei, før vi atter gjorde Holdt ved den Unævntes Hus. Her skulde han forsyne sig med Fødemidler til Turen. Uagtet denne Slyngel havde været forberedt paa Reisen i flere Uger, og derfor, synes jeg, havde haft tilstrækkelig Tid til at fylde sin Madpose, og uagtet han vidste, det gjaldt for mig om at reise saa hurtigt som muligt, maatte jeg dog sidde og vente i hele to Timer i hans elendige sorte Røverkule, før vi igjen kunde komme af Sted.

Jeg forsikrer Dem, jeg stamper i Gulvet af Ærgrelse, naar jeg nu ved at fortælle derom tænker tilbage paa denne hans første Genistreg, der senere efterfulgtes af saa mange, mange lignende. Og jeg ærgrer mig dobbelt ved at mindes den mærkelige og uforklarlige Omstændighed, at jeg under hele Reisen uden at knurre føiede mig efter alle hans Urimeligheder, at jeg taalmodig som et Lam i alle Tilfælde lod ham faa sin Villie, og kun en sjælden Gang vovede at fremkomme med en høflig og spag, men for Resten aldeles virkningsløs Indvending. Vi havde ikke reist ret langt, førend Forholdet formede sig saaledes, som om det var ham, der var Herre, og jeg hans lydige Tjener, der i et og alt maatte rette sig efter hans Godtykke, Luner og Bekvemmelighed. Indvendig kogte Harmen rigtignok i mig, men jeg sagde intet, jeg lod alt gaa, som han vilde. Men nu skal han faa hele sit Synderegister opregnet, den Hallunk, det kan han stole paa.

Vi kjørte fra Koutokæino med den Unævntes egne tre Rener; nu skulde vi lægge Veien om ad Siepi, for der i en Renby at faa tre friske og kraftige Dyr, der kunde holde ud den lange Vei til Sodankylä og tilbage igjen. Der var rigtignok bleven forlangt en ualmindelig høi Pris for at benytte dem, men jeg betalte den gjærne, da jeg stolede paa, at en saa erfaren Lap som den Unævnte nok skulde forstaa at skaffe mig tre rigtige Pragtexemplarer i Styrke og Udholdenhed. Jo vist!

I Siepi - et Par Mil fra Koutokæino - standsede vi en Times Tid ved den ene af dette Steds to Gaarde, saa vidt jeg kan indse uden anden Grund end den, at den Unævnte gjærne vilde slaa en Passiar af med Husets Folk, som blev vækkede op af deres dybe Søvn. Thi en Fjerdingvei laengere frem standsede vi igjen i Oskald, hvor der bor en enkelt Familie; her maatte Renerne hvile og have Mos, paastod den Frække. Det var imidlertid nok snarere ham, der skulde have Kaffe; thi Renerne kunde uden Tvivl have ventet, til vi naaede den nærliggende Renby. Da et Par Timer var gaaede med Tillavningen og Drikningen af Kaffen, kunde vi atter begive os paa Vei. Det var naturligvis nu blevet høilys Dag.

Kort efter kom vi til Renbyen. I det ene af de to Telte laa der blot en lille Gut og sov; vi vækkede ham, men han kunde naturligvis ikke skaffe os de i Forveien bestilte Rener; han fortalte, at alle de Voksne var reiste bort for en Tirnes Tid siden. Det andet Telt havde ogsaa kun en eneste tobenet Beboer, en snorkende Yngling, der ved Udsigten til en Krone og et Par Dramme vaagnede saa vidt, at han trægt lovede at være os behjælpelig med at fange Renerne. Kasterebene foer mange Gange forgjæves ud i Luften eller indviklede sig i urette Reners Horn - den ene af de Kastende var ikke vaagen, den anden gad ikke anstrænge sig - inden det lykkedes at fange de til os bestemte Dyr. Et Par kostbare Timer var atter medgaaede, før vi sent paa Formiddagen drog videre.

Jeg erindrer ikke, om jeg ikke etsteds tidligere har sagt, at en forspændt Ren aldrig gaar i Skridt; mange andre har i hvert Fald paastaaet det, men det er en skammelig Usandhed. De Renfarter, jeg tidligere har forsøgt at skildre, gjælder hovedsagelig kun mindre Udflugter paa faa Mils Længde i Vinterens Begyndelse, naar Føret er godt og Renerne endnu ikke udkjørte; da er Tempoet allegro con fuoco. Men paa de lange Reiser, især mod Vinterens Slutning, gaar det mere moderato, og er tilmed Føret tungt, og sidder der i Pulken en saa træg Klodrian som den Unævnte, der ikke engang gider drive Dyrene frem eller falder i Søvn hvert Kvarter, da vil selv den langsomste forspændte Okse bringe Dem hurtigere frem end Renen. Under saadanne Forhold bliver det i Længden, fortærende kjedeligt saaledes at snegle sig frem Mil efter Mil.

Føret var denne Dag for Resten slet ikke værre, end at vi jo uden Besvær havde kunnet komme frem i den halve Tid; men den personificerede Magelighed, der ledede Kjørselen, veg sky tilbage for selv den mindste Anstrængelse, og lo mig ud af fuld Hals, da jeg beskedent spurgte, om det ikke kunde gaa lidt hurtigere.

Tidlig paa Eftermiddagen naaede vi Fjældstuen Sitsjajavre. Her sov jeg en halv Times Tid og den Unævnte i to Timer; da jeg vækkede den snorkende Lømmel, der som en anden Standsperson ugenert havde lagt sig paa Gjæstestuens bedste Sengested, havde han oven i Kjøbet den Frækhed at paastaa, at han slet ikke havde sovet. Men der kunde ikke være Tale om at reise nu, behagede han at mene; han maatte først have Kaffe, ellers vilde han ikke kunne holde det ud. "0g nu skal vi," sagde han med sit væmmelig sødladne Smil, "have os en rigtig god Kop Kaffe, kjære Ven" - ja, han sagde virkelig "kjære Ven", og jeg taalte det, baade nu og senere - og han foreslog at tage af min Kaffepose. Han sparede ikke paa Bønnerne, og Drikken blev ogsaa god og kraftig, men jeg saa med Bedrøvelse paa det store tomme Rum, der var opstaaet i Kaffeposen. Skulde den Unævnte oftere faa Lyst til at benytte den, vilde min Kaffebeholdning være sluppen op om et Par Dage. Da jeg havde drukket en Kop eller to og den Unævnte hele Resten af den fyldte Kaffekjedels Indhold, mente han, at vi nu havde Kræfter nok til at begive os paa Vei.

Vi kjørte da videre - ligesom om Formiddagen Skridt for Skridt; kort efter passerede vi - Skridt for Skridt - den finske Grænse, og om Aftenen ankom vi - Skridt for Skridt - til Neckela. Jeg foreslog i al Ydmyghed, at vi om et Par Timer skulde reise videre til Hätta, og der hvile ud hele den følgende Dag, men det havde den Unævnte ikke Lyst til. Han kunde ikke længer undvære Søvn, han følte sig allerede ganske syg, fordi han ikke havde sovet sidste Nat - en skammelig Løgn, baade hvad Sygdommen og Søvnen angaar; thi han spiste med en Udholdenhed, som om han havde sultet et Par Uger, og mange Gange havde jeg, baade om Natten og om Dagen, set, at han laa og sov i Pulken. Jeg vovede at ændre mit Forslag derhen, at vi skulde afreise næste Morgen Klokken 4. Ja, hvis han kunde vaagne saa tidligt, men det troede han ikke, hvorpaa han hensank i vemodige Betragtninger over de skrækkelige Strabadser, han havde udholdt, og de frygtelige Anstrængelser, der forestod ham; hele sit Liv igjennem skulde han, hvis han overhovedet kom levende hjem igjen, bittert angre, at han havde været saa dum at indlade sig paa denne Reise. Jeg ønskede at faa nyt Sennegræs i mine Skaller, og en af en Vappuses simpleste Pligter er det at holde Fodtøiet i god Orden, saa at Fødderne altid er varme; men den Unævnte mente, at det kunde vente til næste Morgen. Taalmodig bad jeg Husets tilstedeværende Søn om at gjøre, hvad jeg ønskede, og med Redebonhed og Omhu udførte han dette Hverv, medens min Æsel sad med Piben i Munden og saa til, hvorefter ogsaa han lod sit Fodtøi bringe i Orden af den unge Mand.

Ak! hvorfor havde jeg ikke medtaget en Tjener, der kunde have opvartet min fordringsfulde Ledsager.

Vi kom naturligvis ikke af Sted Klokken 4 om Morgenen, og Middag var forbi, inden vi naaede Hätta. Den Unævnte lovede naadigst her at skaffe sig Oplysning om den nu følgende Veis Beliggenhed, thi selv havde han aldrig paa disse Kanter været sydligere. Om Aftenen skulde vi se at komme videre.

Og jeg sad atter i Gjæstgivergaardens lille Kammer, hvor vi hin Aften, om De husker det, spillede en gemytlig Whist, og jeg sad og tænkte paa, hvorledes jeg skulde faa de mange Timer til at gaa. Thi det eneste civiliserede Menneske i Hätta er Præsten, og han er, som De ved, ikke saa civiliseret, at man ret godt kan omgaas ham. Desuden havde han i Thingugen i Koutokæino saa haardt fordømt mine uskyldige Raketter og Luftballoner, ja tituleret dem som djævelske Indretninger, at jeg ikke vovede at bringe min Person mere end høist nødvendigt inden for hans rækkevidde. Den eneste Afveksling og Underholdning, jeg kunde vente mig, var Synet af den lille skikkelige, trippende Værtinde, naar hun mindst hver halve Time kom ind med en ganske lille Kop Kaffe. Jeg har før staaet i den Formening, at Lapperne var Verdens første Kaffeslugere, men efter senere Erfaringer maa jeg tilstaa, at de i denne Retning kun er Børn mod Finnerne, og aldrig havde jeg drømt om, at et Menneske i sit hele Liv skulde kunne optage i sig saadanne enorme Masser af denne Drik, som dem, jeg maatte konsumere i de to Uger, jeg tilbragte i Finland. Men Kaffen serveres i yderst smaa, næsten latterlig smaa Diminutivudgaver af Beholdere; "Smaakopperne grasserer i Finland," sagde Lensmanden forrige Gang, vi var her. Og jeg drak den ene lille Kop efter den anden lille Kop, og maatte tilstaa, at det ogsaa var et Slags Tidsfordriv.

Men ved et sjældent og heldigt Tilfælde førte Skæbnen samme Ettermiddag en anden Reisende til Hätta, og hvad der var endnu heldigere, denne Reisende var ingen anden end den brave og fortræffelige Lensmand fra Muonioniska, ham, vi skulde have besøgt, men ikke traf paa vor forrige Reise, Manden med det aabne, fulde Hjærte og det glade, vennesæle Sind, Manden med Digterens glødende Begeistring og varme Ord for sit Lands Skjønhed og sit Folks Storhed, med Adelsmærket paa den brede Pande, med Trofasthedens Blik i det klare Øie. Hvorledes kunde jeg selv i Hovedstadens Vrimmel have fundet et mere fortræffeligt Selskab end det, som Skæbnen i et Anfald af godt Humør førte til mig her i den lille fjærne finske Afkrog!

Nu fløi Timerne alt for hurtigt hen i muntert, fortroligt Samvær. Muonioniska Lensmanden vidste ikke alt det gode, han skulde gjøre mig; han lod anrette varm Middagsmad, han gav mig de bedste Vink med Hensyn til Veien og Stationer, han fyldte mine Lommer og Kufferter med Flasker, aftvang mig Løftet om at besøge ham i hans Hjem paa Tilbageveien, og da jeg forlod Gjæstgivergaarden, fik jeg ikke Lov til her at betale en eneste Øre. Stedets Præst vilde ganske vist have slynget sin rnest bombastiske Tordentale ud mod os, om han havde set os sidde her og "knöle" - en tysk Student vilde have sagt "kneipen" - i Selskab med Flasker og Glas; thi De maa ikke tro, at det blot er Kaffe, man drikker i Finland. Men jeg beder Dem være overtydet om, at enhver anden end Hätta Præsten og hans Ligesindede vilde have befundet sig vel ved at sidde blandt os.

Imidlertid kom snart Afskedens Øieblik, da om Aftenen det indtrufne Klarveir havde medført en let Frost, som det gjaldt os om at drage Fordel af.

Ved denne min Afreise indtraf en ret løierlig Episode, der endnu en Gang - men det skal ogsaa være den sidste - giver mig Anledning til at trække Hätta Præsten frem paa Skuepladsen. Des værre kan jeg kun referere efter Meddelelser fra anden Haand, thi jeg selv deltog kun sovende i det lille Mellemspil, skjønt jeg egentlig tillige var Hovedpersonen deri.

Min Ren var fastbunden som den sidste i Rækken; straks efter at vi var komne ud paa Hedanjärvi's store Ismark, lagde jeg mig ned for at sove lidt, og enten det nu var som en Følge af de sidste Dages anstrængende Reiseliv, eller det var Muonioniska Lensmandens Kognak, som virkede, eller endelig, hvad der ogsaa kan tænkes, paa Grund af begge Faktorers forenede Indflydelse - nok er det, jeg faldt straks i Søvn. En Stund efter aabner jeg Øinene og ser som i Drømme en kvænklædt Skikkelse kjøre ved min Side, idet han siger: "Nå bror, hur mår Du?" Dette Syn maatte jo være mig noget paafaldende, men inden jeg rigtig havde begyndt at forundre mig derover, laa Hovedet allerede paa den anden Side, og jeg var atter vandret over i Søvnens Rige. Kun en forvirret Støi af høirøstede Stemmer og kjørende Pulke formaar mine Øren i Søvne at opfatte. Noget efter vaagner jeg ved, at min Pulk standser, og hvem staar ved Siden af mig? Ingen anden end Lensmanden fra Muonioniska.

Nu paafulgte der en Forklaring. Et Par Minuter efter at jeg var kjørt fra Gjæstgivergaarden, havde Hätta Præsten kastet sig i en Pulk og sat efter mig. Lensmanden, der bemærkede det, anede Uraad og Omvendelsesforsøg og lignende, fik øieblikkelig forspændt den største Ren, han kunde finde, anbragte en Flaske i sin Lomme og sig selv i Pulken, og hastede af Sted samme Vei. Og Præsten jagede efter mig, og Lensmanden jagede efter Præsten. Da De allerede kjender saa meget til min Dromedar af Vappus, at De ved, han ikke forhaster sig, kan det ikke overraske Dem at høre, at Præsten snart indhentede mig; men Lensmanden er den finske Lapmarkens første Virtuos i at kjøre med Ren, og derfor var ogsaa han næsten i samme Nu ved Mødestedet. Da Præsten saa sin Arvefjende i Hælene paa sig, indsaa han, at hans Forsøg var mislykket, og at det var bedst for ham at vende om, hvad han da ogsaa tordnende og skjældende gjorde. Lensmanden er heller ikke bange for at bruge djærve Udtryk, og det var en ganske anselig Byge af Skjældsord, der forfulgte Præsten, da han skyndsomst flygtede tilbage, indtil han var uden for Hørevidde.

Stolt som en Seirherre stod Lensmanden foran mig med Flasken i Haanden og foreslog, at vi nu, da den onde Aand var dreven paa Flugt, skulde drikke en Skaal for Suomi, de tusind Søers Land.

Kort efter var jeg atter alene med mit Dovendyr; jeg mener ikke den skikkelige Ren foran min Puk, thi den Stakkel gjorde alt, hvad dens svage Kræfter formaaede; men han, som jeg mener, gjorde ingen Ting uden at sove. Naar Renerne som Følge deraf til sidst gik aldeles i Staa, vaagnede han et Øieblik, satte atter Rækken i Gang, og fortsatte derpaa sin afbrudte Slummer. At sove her var saa meget mindre forsvarligt, som Veien hele Natten ligesom den følgende Dag gik op ad en stor og bred Elv, paa hvilken Isen som Følge af den stærke Strøm var gjennembrudt af store Huller. Heldigvis var Renerne mere aarvaagneend det Uhyre af Vappus, der skulde lede dem, ellers var vi mange Gange plumpede ud i den stride Strøm. Det kunde han for Resten have haft godt af, den Kanalje.

I Løbet af Natten blev en anden Ulempe mere og mere følelig. Renerne blev snart fuldstændig udmattede, og navnlig den midterste, som trak Bagagepulken, syntes sin Ende nær; Tungen hang den sort ud af Halsen, og inde i dens Bryst ban-kede Hjærtet som en Hammer paa en Ambolt. Hen imod Morgenen naaede vi dog en lille, fattig Gaard, Kettomella, hvor jeg sov en Times Tid paa det haarde Gulv.

Men mellem dette Sted og den næste Station Kyrö viste det sig umuligt at komme videre med de Stakler af Rener, som den nedrige Sjæl havde skaffet mig, uagtet vi endnu kuri havde kjørt høist 15 geografiske Mil med dem, og de efter Bestemmelsen skulde have været i Stand til at føre os helt til Sodankylä og tilbage igjen. Alle tre var udkjørte; den midterste ikke alene ikke trak mere og lod sig trække af den forreste, men til sidst sank den aldeles sammen og styrtede om paa Isen, ude af Stand til at reise sig eller lade sig reise. Vi ventede, at den hvert Øieblik skulde dø.

Det var en net Situation! Ikke alene vilde jeg komme til at betale en ublu Sum, hvis Renen skulde dø; men hvorledes skulde vi overhovedet i denne ubeboede Egn komme videre med to udmattede Rener, tre belæssede Pulke og dertil oven i Kjøbet en død Ren. Den Unævnte var, som man kunde vente, aldeles raadløs. Vi lod den halvdøde Ren ligge en Stund, indtil den havde samlet saa mange Kræfter, at den atter kunde staa paa Benene; vi bandt den da bag den sidste Pulk, og lod den forreste Ren trække begge de to første Pulke. Kort efter faldt den syge Ren ned i et Hul i Isen, og det kolde Bad, den derved fik, friskede den tilsyneladende lidt op. Paa denne Maade slæbte vi os med mange, mange Standsninger møisommeligt frem til Kyr6, hvor vi ankom ved Middagstid.

Landet har her som baade før og senere et meget tiltalende, men ogsaa uhyre ensformigt Fysiognomi. Det er en eneste, endeløs, storartet Naaleskov med smaa Afbrydelser af Søer, Elve og Moser. I et saa straalende Sommerveir som det, der indtraf, efter at jeg havde forladt Hätta, og som vedvarede uafbrudt til den sidste Dag, jeg tilbragte i Finland, tager denne vældige Skovnatur sig herlig ud, hvad enten Straalerne fra Middagssolen spiller mellem de eviggrønne Kroner, eller de ranke Stammer aftegner sig som Silhouetter paa den gyldenrøde Aftenhimmel. Men naar man ser dette selv samme Skue drage forbi Ens Blik i timevis, i dagevis, i ugevis, bliver det unægtelig noget trøttende i Længden. Helst bør man se disse Egne i Sommertiden, naar Solvarmen har aabnet Søernes smilende Øine, og Isen ikke længer lægger sit ensformige, livløse Dække over de rislende Elve, der bugter sig gjennem Skovensomheden.

Skilte ved Miles Afstande lever her den faatallige finske Befolkning paa sine store Gaarde. Oftest bestaaende af et betydeligt Antal isolerede, mørke Bjælkebygninger, af hvilke især de høie, toetages Stabure tager sig besynderligt ud, ser disse Gaarde paa Frastand helt storartede ud, især naar flere ligger sammen, hvad ofte er Tilfældet. Om det nærmere Bekjendtskab just ikke svarer til det første Indtryk, er der dog en himmelvid Forskjel mellem disse Gaarde og de i Norge fastboende Lappers. I disse træffer man kun mørke, trange og smudsige Rum, blottede for ethvert Spor af Gjenstande, der efter almindelige menneskelige Begreber kunde gjøre Beboerne Opholdet nogenlunde hyggeligt. Værelserne i de finske Gaarde er derimod store, næsten for store, høie og lyse, og om de end hyppig anvendes til Værksteder - f. Ex. til Forfærdigelse af Smørfustager - ser man dog, at Renlighed ikke foragtes i den Grad, som af Lapperne; man finder endogsaa Uhre paa Væggen, man træffer Kamme og Speile.

Den finske Almue ser temmelig prosaisk ud. Mændene har alle noget vist haardt og koldt, for ikke at sige frastødende ideres Ansigt og Væsen. De unge Kvinder har i Almindelighed tækkelige, men temmelig udtryksløse Fysiognomien de ligner hverandre som Æbler fra samme Træ, hvortil meget den ensartede Dragt - en kort Trøie og Tørklæde over Hovedet - bidrager. De ældre Damer er ikke skjønne, men de holder meget af Tobak: man træffer dem altid med en Pibe i Munden.

Finsk Gaard.

De fleste af disse Gaarde er tillige, fordi de er de eneste beboede Punkter i disse ensomme Egne, et Slags Gjæstgiversteder, hvis Eier - han kaldes kestikiewari, et Ord med en saa stærk svensk Klang, at det minder om adskillige lignende Misfostre i det danske Sprog, saasom: Slobrok, Geborsdag, Isenkræmrner etc. - er forpligtet til at tage imod den Reisende, underholde ham mod en af Staten fastsat og urimelig billig Betaling (en Kop Kaffe med alt Tilbehør koster f. Ex. kun 5 Pennia eller 3½ Øre), og med Hest eller Ren skydse ham til den næste Gjæstgivergaard.

Lapperne har i Finland kun en ringe Udbredelse. Deres Antal anslaas til omtrent 800 Individer. De fleste er de saakaldte Skovlapper; de eier en Del Rener, foruden Køer og Faar, og lever for øvrigt væsentlig af Fiskeri i Søerne og Jagt. Deres Rener er noget større, kraftigere byggede og langt mindre vilde end Fjældlappernes. Om Vinteren holdes de i Nærheden af Beboelsesstederne, om Sommeren streifer de i Flokke omkring i Skovene, og de kommer altsaa ikke som Fjældlappernes til Havkysten. De faa finske Fjældlapper lever ganske som de norske.

Ogsaa den finske Befolkning eier i Almindelighed en Del Rener, der om Vinteren som Køer eller Faar gaar løse omkring ved Gaardene, og som i det hele taget i enhver Henseende kan betragtes som virkelige Husdyr. En forspændt Ren staar her uden at være bunden lige saa rolig uden for Døren og venter, som en forspændt Hest; sligt vilde være utænkeligt i Norge.

Jeg vender nu tilbage til mine egne Rener. Min Døgenigt - der har De et Pragtexemplar af de oven for omtalte Sproguhyrer - paastod, at de halvdøde eller døende Dyr umulig kunde befordre mig længere frem, hvad der des værre kunde være sandt nok. Han foreslog, at jeg her i Kyrö skaffede mig en Mand og tre nye Rener til den næste Station Debasto, saa skulde han forsøge at komme bag efter med mine, fra deres Byrder befriede Trækdyr. Jeg gik ind herpaa; der var heller ikke andet at gjøre. Ak, havde jeg her kunnet faa det Indfald at sende den Unævnte og hans tre umulige Rener tilbage til Koutokæino, i Stedet for med stor Bekostning at trække omkring i Finland med dette byrdefulde Paahæng af fire komplet ubrugelige og unyttige Subjekter, da havde jeg været forskaanet for mange senere Besværligheder, Ærgrelser og Udgifter. Men det forstaar sig, det har ogsaa sine Betænkeligheder at reise ganske alene i et saadant næsten ubeboet Land, hvis Sprog man ikke kjender.

Som det var gaaet i Kyrö, gik det i Debasto: mine Rener var ikke blevne bedre og kunde ikke bruges; der var kun den Forskjel, at jeg reiste fra Debasto med Hest og i Slæde.

Hvis jeg sagde, at de Heste, som jeg her og mange Gange senere benyttede, lignede Kameler, vilde det være en ufortjent Fornærmelse mod disse Ørkenens brave Dyr. I det hele taget har Naturen ikke nogen Sinde eller nogensteds dannet saa ynkværdige Skabninger, som disse finske, ved Aarrækkers opslidende Trællearbeide frembragte Hesteskygger. Det var en Bedrøvelighed at se dem anspænde deres sidste tarvelige Rester af Kræfter, disse kantede og knoklede Hesteruiner, med Haarene afslidte alle Vegne, hvor Seletøiet havde gnavet Aar efter Aar, naar de tvungne af Piskens tunge, smertefulde, ubønhørlige Slag trak os frem Skridt for Skridt.

Men for Resten havde selv den bedste Hest ikke kunnet bringe os synderlig hurtigere frem; thi efter at vi havde forladt den lange Elvs bekvemme Isvei og var komne ind i selve Skovlabyrinten, blev den indtrufne høie Temperaturs Indvirkning mere Og mere følelig. Jo længere, vi kom frem, desto tyndere blev Sneen, desto ujævnere Veien; paa lange Strækninger var Sneen smeltet aldeles bort med Undtagelse af en smal Stribe paa Veiens lavest liggende Side. Men dette var dog kun Bagateller mod, hvad jeg senere skulde lære at kjende i Henseende til slet Føre.

Slæderne, som jeg fra nu af, og til jeg atter naaede Hätta, saa godt som udelukkende benyttede, fortjener al Ros. De er temmelig lave og meget lange, det dobbelte af en Mands Længde, saa at selv et tyndt Is- eller Snedække bærer dem; paa Grund af deres lette Bygning og Sammensætning er de meget bøielige og elastiske, saa at de trods deres Længde giver efter for Veiens utrolig mange Uregelmæssigheder. Paa et blødt Leie af Hø og Renhuder, mellem Tæpper og Puder ligger man saa lang, man er meget bekvemt paa disse Slæder; Kusken passer Hesten, og kan man sove, mærker man ikke noget til det kjedelige ved Befordringens Langsomhed. Om Dagen havde denne Reisemaade imidlertid ogsaa sine Ubehageligheder paa Grund af de høist usædvanlige Veirforhold, der indtraf under mit Ophold i Finland. Den brændende, i en halv Snes Dage ikke af en eneste Sky tilslørede Sol, og Luftens Dag for Pag stigende Temperatur frembragte den samme ubehagelige Fornemmelse, som om jeg i Pæsk og med Pelshue havde reist under Tropernes glødende Himmel. Pæsken, der i Solskinnet blev saa varm udenpaa, at man næsten kundg brænde sig paa den, maatte snart kastes; Huen med dens tykke Edderdunspude i Pulden blev erstattet af et sammenknyttet Lommetørklæde eller af en af Gjæstgiveren laant Kaskjet, indtil jeg i Kittilä kunde kjøbe mig en mere passende Hovedbedækning.

Efter Midnat naaede jeg Jokkela; længe efter ankom mine fire elendige Reisefæller fra Koutokæino. Den tobenede af paastod, at de firbenede ikke formaaede at gaa et Skridt længer; de maatte forblive her en Uges Tid og hvile ud, saa kunde de føres den halve Mil til Sirka, hvorigjennom vi skulde passere paa Tilbageveien, saafremt vi vilde reise over Muonioniska. Den Unævnte havde fundet en Mand, der var villig til at tage sig af Renerne, saa at han selv kunde følge med til Sodankylä. Paa denne Maade blev jeg da kvit de tre Fjerdedele af den unyttige levende Bagage, jeg trak omkring med mig i det fremmede Land. Ubegribelige Dumhed! som gjorde, at jeg ikke samtidig skilte mig af med den fjerde og ubehageligste. Thi den Nytte, han hidtil havde gjort og senere gjorde mig som Tolk, var aldeles illusorisk; det faldt overhovedet ikke ham ind at gjøre noget som helst andet, end hvad der kunde tjene til hans egen Bekvemmelighed, og de tre, fire Sætninger, som viste sig at være tilstrækkelige for at komme fra den ene Station til den næste, havde jeg snart lært at udtale. Men, skjønt jeg mindst hvert Kvarter ønskede ham did, hvor Feberen gror, og skjønt jeg tusinde Gange hellere havde medtaget den første, den bedste Stratenrøver eller Galeislave, lod jeg ham dog følge med. De første Par Mil kjørte han i samme Slæde som jeg, og han laa snorkende og bred ved min Side; saa fandt han det for ubekvemt og bildte mig ind, at een Hest ikke kunde trække saa meget; jeg lod ham da faa sin egen Hest og Slæde og Kusk, og paa denne Maade kjørte den uværdige Parasit for mine Penge som en Herremand omkring i Finland, og for at gjøre Maalet fuldt, talte den Uforskammede oven i Kjøbet fra Morgen til Aften ikke om andet, end de forfærdelige Besværligheder, han maatte udstaa, og udmalede til Sammenligning, hvor godt han havde haft det, naar han i tidligere Aar havde reist med andre. Og det sagde den utaknemlige Slyngel til mig, som - hvad De ikke behøver nærmere Oplysning om - havde vist ham Velgjerninger lige fra den første Dag, jeg var i Koutokæino. Jo, det var et herligt Ris, jeg havde bunden til mig selv!

Efter at have reist hele Natten og den næste Formiddag fra Gaard til Gaard, og skiftet Heste og Slæde ved hver eneste (45), ankom vi om Middagen til Kittilä.

En Mængde smaa Grantræer, mellem dem et halvt hundrede statelige Gaarde og Huse i en halv Mils Udstrækning, paa Veiene ikke Spor af Sne, men en utrolig Mængde leret Dynd og flydende Smuds - saaledes saa jeg Kittilä, det finske Laplands Hovedstad. Den nyder denne Rang, fordi der her ikke alene bor Lensmand, Præst og Forstembedsmænd, men tillige Lapmarkens Kronofoged, en Læge og Herredshøvdingen (Dommeren). Her findes desuden tre, fire Kjøbmænd og en Fængselsbygning, der bærer det stolte, men efter det omgivende Plankeværks Beskaffenhed at dømme ikke ganske berettigede Navn: Fæstningen. Kirken er bygget af Træ, gammel og uden arkitektoniske eller andre Mærkværdigheder. Egnens væsentligste Prydelse dannes af tre, fire smukke Snefjælde i Horisonten, en Prydelse, der er sjælden i Finland.

Kirken i Kittilä.

Det vilde føre mig alt for nært ind paa det private Familielivs Omraade, om jeg her i Detailler skulde skildre de to prægtige Dage, som jeg tilbragte i Kittilä. Det maa være nok at sige, at mit Ophold var delt mellem Kronofogdens Hjem og den store Gaard, hvis to Hovedfløie danner Bolig for Herredshøvdingen og Doktoren; at der i disse Huse lever de mest fortræffelige Mennesker, hos hvem ægte nordisk Gjæstfrihed parrer sig med Sydens elegante Komfort; at jeg her, foruden adskilligt andet, for første Gang paa russisk Maner drak The af Glas, og røg Bjærge af russiske Cigaretter (Papyrosser), som i denne Del af Finland træffes og benyttes i utrolig Mængde; at jeg i Herredshøvdingens Gaard sov i et Værelse, der høist originalt fra øverst til nederst var tapetseret med Stockholmerbladet "Figaro", og at jeg faldt i Søvn under mislykkede Forsøg paa at tælle alle de mange Rageknive, der fra disse Tapeter stirrede ned paa mig.

Dommerens Gaard i Kittilä.

Hvilket Velvære igjen en Gang at ligge en hel Nat i en ordentlig Seng, efter nu i de sidste Nætter i det heldigste Tilfælde at have sovet et Par Timer paa høist fordringsløse Sengesteder, nylig forladte af Husets egne Folk. Hvis alle en saadan Sengs øvrige Benyttere med det samme havde forladt den, kunde det endda have gaaet an; men at saa ikke var Tilfældet, kan jeg indestaa for; jeg tilendebragte ikke min Reise uden at hjembringe et svagt Indtryk af, hvad de Herrer HERODES, SULLA og ALBA maa have gjennemgaaet paa deres sidste Dage. Den joviale Herredshøvding fortalte mig, at de finske Lopper i Gjæstgivergaardene staar med Bagbenene paa Gulvet og Forpoterne oppe i Vinduet, ventende paa og speidende ud efter ankommende Reisende. Og deres i Folkeanskuelsen temmelig nære, i naturhistorisk Henseende noget fjærnere Slægtninge skal være saadanne Bæster, at de knurrer, naar man peger paa dem!

I Kittilä var jeg end videre saa mærkelig heldig at træffe to af Videnskabsmændene fra Sodankylä, der tilfeldigvis netop var i Besøg hos Herredshøvdingen og skulde afreise den følgende Dags Aften. Intet kunde selvfølgelig være mig kjærere end at slaa Følge med dem.

Der er 92 Werster eller omtrent lige saa mange Kilometer mellem Kittilä og Sodankylä. Det første Stykke Vei paa 45 Werster til den første Station Tepsa blev jeg raadet til at tilbagelægge med Ren, da dette vilde gaa hurtigst, og Føret her endnu var nogenlunde. Jeg fulgte naturligvis Raadet til den Unævntes store Misfornøielse, da han maatte ombytte det magelige Leie i Slæden med den adskilligt mindre bekvemme Pulk. Men da han saa, at jeg havde hele Kittilä og en Del af Sodankylä paa min Side, indskrænkede han sig til at se tvær og fornærmet ud.

Den første halve Times Vei maatte vi tilbagelægge til Fods, da Marken var totalt blottet for Sne; men senere gik det bedre, og om Morgenen var vi i Tepsa. Her blev Renerne staaende for at vente paa os, til vi korn tilbage.

Nu havde jeg altsaa Rener staaende to Steder i Finland!

Senere benyttede jeg - og naturligvis ogsaa han, hvis Navn jeg kunde have Lyst til at prisgive til Deres Ringeagt, hvis jeg ikke, hvad De formodentlig for længst har indset, var af en alt for godmodig Natur - Hest og Slæde. Føret blev tarveligere og tarveligere, Snemængden mindre og mindre, de nøgne Pletter større og større. Det gik derfor kun smaat fremad, og da jeg tilmed maatte rette mig efter min Bøffels Sove-, Spise- og Drikketider, gik hele Dagen med. De to Fysikere fra Sodankylä var blevne kjede af at reise saa langsomt, og ilede med deres Rener forud for paa Polarstationen at melde min Ankomst.

Ved Solnedgang aabner sig en rig og vid Udsigt: omrammet af Skovenes Vrimmel og fjærne Snefjældes afrundede Toppe, omstrømmet af bugtende Elve ligger foran os det venlige Sodankylä, med sin nydelige Kirke og sine store, rødmalede Gaarde, dobbelt venlig i Aftensolens Purpurskjær. Snart efter er jeg i den hyggelige Præstegaard samlet med Polarstationens Medlemmer.

Kirken i Sodankylä.

Ikke skal jeg her trætte Dem med nogen tarvelig Gjengivelse af de indholdsrige og fornøielige 30 Timer, som jeg tilbragte her, og hvoraf kun faa var viede Søvnen. Jeg skal forbigaa al den hjærtelige Velvillie, der strømmede mig i Møde fra Polarstationens seks elskværdige Medlemmer, jeg skal ikke dvæle ved den storartede Gjæstfrihed, jeg fandt i den fortræffelige Provsts Hus, hvor Stationens Direktør bor, men blot i Korthed omtale selve Polarstationen og dens Virksomhed.

Den Mand, hvem det først og fremmest skyldes, at ogsaa Finland - for Resten i den ellevte Time - kom til at deltage i den Internationale Kappestrid, eller rettere det internationale Forbund, der har Løsningen af en Del af Polarzonens naturvidenskabelige Problemer til Maal, er Professor LEMSTRÖM i Helsingfors. Han deltog ogsaa personlig i Stationens Indretning og første Virksomhed, men er senere vendt tilbage til sit Arbeidsfelt i Landets Hovedstad. Stationen staar nu under Ledelse af Hr. ERNST RIESE, der med fem Kolleger, hvoriblandt en Botaniker og en Zoolog, alle unge Mænd under 30 Aar, udfører den lange, uafbrudte Række af den Mangfoldighed af Observationer, som ligger inden for en saadan Polarstations Arbeidsplan.

I Sammenligning med den norske Polarstation i Bossekop tager den finske sig noget flottere og rigere ud; den har ogsaa kostet et betydelig større Beløb. Af Stationens fire, nette, i en Firkant liggende Hovedbygninger optages de tre væsentlig af de magnetiske Instrumenter, medens det fjerde er helliget Meteorologien; bag dem ligger det lille, mere tarveligt udseende astronomiske Observatorium. Et Net af Telefontraade forbinder disse Bygninger indbyrdes og med Observatorernes Boliger; i et Par Retninger udgaar lange elektriske Ledninger paa Telegrafstolper. At de sædvanlige externe meteorologiske Attributer, som Jordthermometre, Regn- og Vindmaalere etc. ikke mangler, er en Selvfølge.

Polarstationen i Sodankylä.

Det er ikke min Hensigt her at levere nogen detailleret Skildring af de mange forskjellige Apparater eller deres Opstilling og Anvendelse, da dette for Fagmænd er bekjendte Ting og for Ikkefagmænd er uden Interesse. Jeg skal kun omtale, at særlig de magnetiske Instrumenter er overordentlig pragtfulde og fuldstændige, og at Stationen i sine Jordstrømme-Apparater besidder en Specialitet fremfor vistnok samtlige andre Polarstationer. I nordlig-sydlig og i østlig-vestlig Retning er i omtrent 5 Kilometers Længde udlagt (paa Telegrafpæle) isolerede Ledningstraade, der i den fjærneste Ende staar i Forbindelse med i Jorden anbragte Zinkplader, medens den fra Stationen udgaaende Ende, førend den paa lignende Maade føres ned i Jorden, staar i Forbindelse med et stort Galvanometer, ved hvis Naals Udslag Jordstrømmen, der fremkalder dette Udslag observeres og maales. Dette sker paa samme Maade som ved de magnetiske Variations-instrumenter: Naalen - for at tale kort - bærer paa sin ene Ende et lille Speil, lige over for hvilket der i horisontal Stilling er anbragt en lang, inddelt Maalestok; det opstaaede Speilbillede af denne betragtes i en Kikkert, der er rettet mod Speilet, og eftersom Naalen bevæger sig, vil forskjellige af de med Tal betegnede Dele af Maalestokken reflekteres ind i Kikkertens Synsfelt, hvor en lodret Traad tjener til nærmere Bestemmelse af Speilbilledets og altsaa ogsaa Naalens Stilling. Naalen er næsten aldrig i Ro, fordi Ledningen uophørlig gjennemløbes af elektriske Strømme, der særlig skal optræde stærkt i den i østlig-vestlig Retning udlagte Ledning.

Under sit Ophold paa Stationen udførte Professor LEMSTROM nogle Experimenter, der har vakt adskillig Opsigt, og som jeg derfor her skal omtale. Disse Experimenter gik ud paa intet mindre end - for at tale populært - at lave Nordlys. Paa Toppen af Fjældet Oratunturi, et Par Mil fra Sodankylä, anbragtes et saakaldet Udstrømningsapparat, der ikke bestod af andet end en Kobbertraad, paa hver halv Meter forsynet med fastloddede, opadvendte Jærnspidser, og anbragt paa Telegrafstolper, der var opstillede saaledes, at Kobbertraaden kom til at danne en spiralagtig Figur, der indtog et Fladerum af hen imod 1000 Kvadratmeter. Fra det inderste Punkt af Kobbertraaden førtes en isoleret Ledning paa Telegrafstolper ned til Fjældets Fod (omtrent 600 Fod under Udstrømningsapparatet), hvor Ledningen stod i Forbindelse med en Metalplade i Jorden. Indsattes et Galvanometer i denne Ledning, viste det sig, at den gjennemstrømmes af elektriske Strømme, men det interessanteste var, at hele Udstraalingsapparatet paa Fjældets Top ofte om Aftenen og Natten var omgivet af en svag, gulhvid Lysning, der undersøgt med Spektroskop gav, om end kun svagt, det samme Spektrum som Nordlyset. Senere gjentog Professor LEMSTRÖM disse Forsøg med lignende Apparater paa et Fjæld i den nordostligste Del af den finske Lapmarken, i Nærheden af Enaresøen. Her viste sig ved en enkelt Leilighed en kegleformet, opad spids Lysning over Udstraalingsapparatet; nogen spektroskopisk Undersøgelse blev ikke udført. Et mindre Apparat af lignende Art har i længere Tid været anbragt paa Toppen af Sodankyläs høie Kirkespir, men uden at give noget Resultat.

Professor LEMSTRÖM mener, at de paa denne Maade frembragte Lysninger er identiske med Nordlyset, og slutter som Følge deraf blandt andet, at Nordlyset optræder i forholdsvis ringe Høide over Jordoverfladen. Det har imidlertid sine store Betænkeligheder uden videre at acceptere denne Anskuelse. Det ligger nærmest at antage, at de af ham frembragte Lysninger er mere beslægtede med det under Navn af St. Elms-Ild bekjendte elektriske Fænomen end med Nordlyset; thi den spektroskopiske Undersøgelse beviser ikke stort, dels fordi man vel endnu aldrig har undersøgt St. Elms-Ildens Spektrum, dels fordi LEMSTRÖM seiv beretter, at han fra saa godt som alle mulige Objekter, fra Hustage, fra Snefjælde, fik Nordlysets Spektrallinie. Der foreligger ganske vist, som paa et tidligere Sted omtalt, Antydninger til, at man i hvert Fald undertiden maa søge Nordlysets Sæde temmelig nær ved Jorden; men de fleste Kjendsgjerninger synes dog at godtgjøre, at Fænomenets Sphære ligger i adskillige Mils Høide. Tilhængerne af den sidste Antagelse har endogsaa for nylig haft den Tilfredsstillelse at se den væsentligste Vanskelighed, der stillede sig i Veien for deres Hypothese, ryddet bort, idet den berømte Elektriker Professor EDLUND i Stockholm har vist, at det lufttomme eller meget luftfortyndede Rum ikke, som man tidligere har troet, modsætter sig Elektricitetens Forplantelse. Jeg skal her ikke gaa ind paa nogen nærmere Undersøgelse af dette Æmne: i hvert Fald fortjener Professor LEMSTRÖM'S interessante, men paa Grund af Forholdene des værre alt for kortvarige og provisoriske Experimenter at gjentages paa Steder, der ikke lægger saa mange Hindringer i Veien for deres Udførelse, som den skovbevoksede, bjærgfattige finske Lapmarken med sin strænge Vinterkulde. (46)

Et andet af LEMSTRÖM'S Synspunkter lige over for Opfattelsen af Nordlyset anser denne Forsker for bevist ved nogle i Sodan-kyla anstillede Observationer, nemlig at to eller flere i nogen Afstand fra hverandre placerede lagttagere ikke ser et og samme Nordlys, ligesom hver Betragter ser sin egen Regnbue. Saafremt lette forholder sig saaledes, vil det være umuligt at finde Nordlysets Høide paa nogen af de hidtil foreslaaede Maader. De ganske vist mærkelige, men des værre ogsaa her alt for enkeltstaaende Erfaringer, som man i denne Retning gjorde i Sodankylä, var nemlig følgende. Noget over 4 Kilometer netop i Nord for Sodankylä oprettedes en Nordlysstation med Telefonforbindelse med Polarstationen. Paa begge Steder opstilledes Instrumenter til Maaling af Nordlysets tilsyneladende Høide over Horisonten, og denne Maaling skulde paa begge Steder udføres i den ved en Forbindelseslinie mellem Stationerne betegnede Retning. Ved Hjælp af Telefonen var det muligt, at Maalingen paa begge Stationer blev udført i samme Tidsmoment, efter at man først var kommen overens om, hvilken af de synlige Nordlysbuer og hvilken af dennes Rande, man skulde maale. De 6-7 Maalinger af denne Art, som udførtes en enkelt Aften, gav et høist eiendommeligt Resultat, idet Buernes tilsyneladende Høide i næsten alle Tilfælde fandtes mindst paa den nordligste Station (de maalte Buer stod paa Nordhimlen). Selv under en hvilken som helst Antagelse for Nordlysets Høide er et saadant Resultat meningsløst, saafremt man fra begge Stationer har maalt samme Objekt; i det ugunstigste Tilfælde, det vil sige ved en overordentlig stor Nordlyshøide i Forhold til Stationernes indbyrdes Afstand, vilde de maalte Høider begge Steder have været lige store; i alle andre Tilfælde maa Buerne for den nordligste Station vise sig i størst Høide. LEMSTRÖM forklarer de uoverensstemmende Maalinger derved, at man fra begge Steder har set forskjellige Fænomener, idet det har været forskjellige Dele af et udbredt lysende Lag, der for hver lagttager har projiceret sig paa Himlen som Buer. Der vilde ikke være noget i Veien for at gaa ind paa denne, allerede af ARAGO forfægtede Anskuelse, hvis ikke ogsaa her ikke faa Fakta bestemt pegede i modsat Retning. Vi har tidligere set, at Observationerne Koutokæino-Bossekop ikke giver nogen som helst Grund til en saadan Antagelse; jeg saa i Sodankylä Tegninger af ]N[ordlysbuer, der saa bestemt gjengav det karakteristiske ved de i Koutokæino observerede (f. Ex. den paafaldende Forskjel mellem den østlige og vestlige Ende af Buerne), at jeg ikke i ringeste Grad kan tvivle om de paa begge Steder observerede Fænomeners Identitet. Paa hvad Maade det i Sodankylä fremkomne Resultat skal forklares, skal jeg lade være usagt. Det laa nær at antage, at Aarsagen kunde søges i en mulig Ufuldkommenhed hos de anvendte Maaleinstrumenter; men ved at undersøge det i Sodankylä opstillede Instrument - en yderst lille, faa Tommer høi, almindelig Theodolith, hvis Glas er borttagne - fandt jeg ved at indstille det paa Skyrande, at dets Usikkerhed i det høieste udgjør 10', medens Forskjellen i et enkelt af de nævnte Tilfælde udgjorde hele 3°. Men ogsaa her maa det i høi Grad beklages, at man kun paa en eneste Aften fandt Leilighed til at udføre saadanne Maalinger. Man kan derfor foreløbig ikke tillægge det tilsyneladende vundne Resultat nogen afgjørende Betydning.

I det behagelige og interessante Selskab fløi de 30 Timer ilsomt hen, og trods alle Opfordringer, trods al den Hygge og Elskværdighed, jeg maatte give Afkald paa, kunde og turde jeg ikke blive længere, hvis jeg ikke vilde risikere at maatte forblive flere Maaneder i disse om Foraaret ufremkommelige Egne. Jeg maatte huske paa de Vanskeligheder, der allerede havde mødt mig paa Hidreisen, huske paa, hvor ofte jeg havde været nær ved at vende om, og at Tilbageturen, om den overhovedet var mulig, vilde blive endnu mere besværlig paa Grund af det exempelløse Sommerveirs Vedvaren. Ved Midnatstid maatte jeg bryde op fra Provstens gjæstfrie, rige Bord, thi Slæderne holdt uden for Døren. Farvel, Farvel, og paa Gjensyn i Helsingfors ad Aare!

Veien var i en sørgelig Grad forandret; hvor der før havde været mørke, bare Pletter i den hvide Sne, var der nu kun hist og her Rester af hvide Pletter i den mørke Grund. Indtil Tepsa, hvor vi ankom næste Middag, var det dog især Hestene, det gik ud over. Men værre end alt tidligere blev Reisen med Rener herfra og til Kittilä; vi var 14 Timer under Veis paa de 45 Kilometer.

Den, der ikke har prøvet sligt, kan ikke gjøre sig nogen Forestilling om, hvor møisommelig en saadan Reise er. Paa Elvene var der store Huller, eller der stod paa deres Isdække fodhøit Vand, som vi maatte sætte igjennem - til sidst gjorde jeg det ganske koldblodigt, thi jeg var omsider bleven saa vaad, at jeg ikke kunde blive vaadere - paa Søerne dannede den halvsmeltede Sne en væmmelig Grød eller Vælling, der var endnu ubehageligere end det blotte Vand; i Skovene var Jorden bar som om Sommeren, Græsset begyndte endogsaa at grønnes. Lange Strækninger maatte tilbagelægges til Fods, fordi Renerne ikke formaaede at drage os frem over den sneblottede Jordbund; her og der maatte store Omveie gjøres for at undgaa en aaben og dyb Elv eller store, i de aller sidste Dage dannede Vandflader.

Selv disse vanskelige Forhold formaaede ikke at vække mit Murmeldyr til mere Aktivitet; naar vi kjørte, sov han med Tømmen mellem Renens Ben, indtil han vækkedes ved, at Huen faldt af ham eller Renerne standsede; i sine vaagne Øieblikke gjorde han intet andet end at jamre sig over, at han vilde blive dødssyg, fordi han ikke fik tilstrækkelig Søvn, eller snart maatte fryse ihjel, fordi hans Fødder var blevne vaade.

Længe efter Midnat naaede vi omsider Kittilä Gjæstgivergaard, hvor Værten og hans Kone overlod mig deres Seng, efter at den dog først, som det var at vente i en Hovedstad, var forsynet med nye Sengklæder.

Den næste Formiddag blev det sidste Farvel sagt til de hjærtelige Mennesker i Herredshøvdingens Gaard, og efter endnu at have spist til Middag hos Kronofogden, drog jeg med Hest videre til Sirka, hvor jeg ankom om Aftenen. Her skulde jegaltsaa atter mødes med mine tre Koutokæino Rener, om levende eller døde, var ikke godt at sige. De befandt sig imidlertid til min Overraskelse i bedste Velgaaende. Den Mand, der havde passet dem, forlangte som Godtgjørelse et uforskammet stort Pengebeløb, som jeg i Begyndelsen harmfuld nægtede at betale ham; men da jeg indsaa, at Skylden laa hos min lappiske Slyngel, der naturligvis ikke havde akkorderet med hin finske Slyngel eller maaske endogsaa var i Ledtog med ham, maatte jeg falde til Føie, hvis jeg vilde have Renerne med. Gid jeg aldrig havde set disse ulyksalige Skabninger!

Jeg havde faaet nok af under saadanne Veirforhold at reise i Pulk, og forlangte derfor i Sirka Hest. I Begyndelsen erklærede man rent ud, at det ikke vilde være muligt for mig at komme videre hverken med Hest eller Ren, da et Par Elve var gaaede op samme Dag; til sidst kom man dog i Tanker om, at der fandtes en anden, muligvis endnu farbar Vei. Efter at have ventet hele fire Tirner paa Hesten, kjørte jeg da af Sted med Bagagen, medens mine fire unyttige Kreaturer sjokkede bag efter.

For ikke at komme med alt for mange Gjentagelser og Jeremiader, maa det være nok at sige, at jeg paa denne Maade drog fra Sirka til Pontsa, fra Pontsa til Ravhalla, fra Ravhalla til Torrasiepi og fra Torrasiepi til Muonioniska. Føret blev ikke værre, thi det var en Umulighed. Dermed hengik hele Natten og største Delen af den følgende Dag.

Nu var jeg da atter i Muonioniska, det gjæstfrie Muonioniska, det glade Muonioniska, og hvad der var endnu mere værd: den fortræffeligste af de fortræffelige Muonioniskaensere var min Vært, og aldrig har visselig nogen Fremmed funden et mere hyggeligt Hjem, end det jeg fandt i Lensmandens Hus. Der kunde ikke være Tale om andet, end at jeg maatte blive et Døgn i Muonioniska, og Døgnet blev til halvandet.

I Muonioniska var alt snebart, og Elven gaaet op paa lange Strækninger. Varmen blev mere og mere trykkende; det uden for Vinduet i Solskinnet hængende Thermometer viste over 30° Celsius, og vi maatte om Ettermiddagen inde i Værelserne tage Frakkerne af og gaa - tilgiv mig Læserinde! - i Skjorteærmer. Lensmanden, hvis hele Liv omtrent hengaar med Reiser i sit store Distrikt, og hvis erfarne Kyndighed jeg derfor kunde stole paa, udkastede for mig en Reiseplan, som han haabede skulde føre mig frem til Hätta trods de fortvivlede Forhold. Min Parodi paa en Vappus sendtes Formiddagen efter vor Ankomst af Sted med Renerne ad den sædvanlige Vei til Hätta; jeg selv og Bagagen skulde følge en anden og noget længere Vei med Hest og Slæde.

Endelig slog ogsaa her Afskedens Time, og Klokken 6 om Morgenen forlod jeg det gjæstfrie Hus, dog ikke førend den uovertræffelige Lensmand havde proppet mine Lommer med Gigaretter og fyldt Slæden med alle mulige Levnetsmidler og en Legion af Flasker med Kognak, Banko, Akvavit og Øl. Det lyder utroligt, men det er sandt: jeg bragte flere fyldte Flasker til Koutokæino, end jeg medførte derfra.

Jeg havde kjørt et Kvarters Tid paa den brede Muonioelv, da brister Isen, og Hesten synker igjennem den. Kusken og jeg er naturligvis i samme Nu ude af Slæden. Hesten forsøger at arbeide sig op, men under disse Bevægelser bliver Hullet større, og den synker dybere ned. I faa Øieblikke har Kusken frigjort den fra Forbindelsen med Slæden, og gjør, hvad han kan for at trække den op; forgjæves, den gaar ned i Stedet for op, nu er kun den nederste Del af Forbenene og Hovedet over Vandet. To fortvivlede Mennesker er de eneste Tilskuere ved denne Scene: det er Kusken og mig; jeg havde aldrig før staaet foran et saadant Tilfælde og var fuldstændig maalløs; jeg kunde ikke gjøre andet end at hjælpe Kusken med at holde i Tømmen, for at ikke Dyret skulde forsvinde aldeles for vore Øine. Han brølede hvert Minut af alle Kræfter: "Hjælp, Hjælp, en Hest er gaaet gjennem Isen, Hjælp, Hjælp!" Det nyttede lidet, ingen viste sig, intet Hus var i Nærheden. Vi forsøger atter at trække Hesten op; umuligt, vi opnaar kun at gjøre Hullet endnu større. Kusken raaber igjen, men ingen svarer, og ingen kommer; han hugger Afsatser i Isen, for at vi skal staa mere sikkert; han haler i Hovedet og jeg i Benene. Ingen Forandring, inlet Haab om at redde Hesten. Kun Hovedet med de næsten tillukkede Øine og Forhovene laa paa Isens Rand; det skjælvende Dyrs sidste Time syntes at være kommen. Da omtrent tre Kvarter var hengaaede med disse mislykkede Forsøg, lod Kusken mig staa alene med Tømmen i Hænderne, bad mig endelig holde godt fast, og løb saa over paa den ene Bred, hvor han gjentog sine Nødraab.

Der stod jeg da alene paa Muonioelvens Is i en høist eiendommelig og alt andet end misundelsesværdig Situation. Jeg strittede imod af alle Kræfter, men kunde hvert Øieblik risikere, enten at se Hesten forsvinde i Hullet, eller at den tynde Is vilde briste, og jeg som en Sten synke ned i den her mange Favne dybe Strøm. Heldigvis holdt Hesten sig rolig, det stakkels Skind, og Isen brast ikke. Da Kusken til ingen Nytte havde brølet sig hæs paa den ene Bred, løb han over paa den anden, og bad mig atter i Forbifarten endelig holde godt fast. Jeg holdt, hvad jeg kunde, men det sved i mine Hænder.

Paa den anden, fjærne Bred blev der endelig svaret paa Kuskens fortvivlede Raab, to Mænd kom med Kræfter og Reb, alle fire trak vi, som gjaldt det vort eget Liv, og endelig havde vi den Tilfredsstillelse at faa Hesten op paa Isen. Den rystede Vandet af sig, fik et Tæppe lagt over Ryggen, blev straks spændt for, og lod som om ingen Ting var hændt.

Jeg kan ikke nægte, at jeg var glad, da vi ved den første Station Pultanen forlod Elven, og kom ind paa et rigtignok langt besværligere, men ogsaa mindre usikkert Terræn. Paa en lille Sø ikke langt fra Pultanen faldt min nye Kusk, der gik ved Siden af Slæden, gjennern Isen til Bæltestedet; men det lod slet ikke til at overraske ham, han trak rolig Støvlerne af, hældte Vandet ud af dem, og vandrede videre.

Udsigt over Gätkesuando.

I Gätkesuando, den næste Station, erklæredes det for en komplet Umulighed at komme længere; der var ikke andet end Vand og aabne Elve paa de 30 Kilometer til den næste Station. Jeg lovede dobbelt Betaling, og det hjalp. Men ikke kan jeg tænke mig nogen værre Reisemaade end den, jeg oplevede i de seks Timer, som nu paafulgte. Hele Veien dannedes af sammenhængende Mosestrækninger, hvor Vandet stod som Søer i en Fods Høide eller mere; et Par Gange maatte vi sætte tværs igjennem stride og dybe Elve. Men det kunde ikke nytte at betænke sig; jeg maatte jo frem. Hvad der gjorde Situationen end mere trist, var det pludselig forandrede, graa og tykke Veir, og som om der ikke var Vand nok i Forveien, begyndte det oven i Kjøbet at regne.

Af de mange lange Timer, som jeg oplevede paa denne Reise, var dog ingen saa fortærende lange som disse seks. Jeg havde her ikke engang den Tidsfordriv at kunne ærgre mig over min lappiske Klodrians Uduelighed.

Resten af Veien, fra den næste Station Muotka til Hätta, var en ren Børneleg oven paa det foregaaende. Man kjører her paa en sammenhængende Række af Søer, og da Isen paa dem var sikker, og Hesten ikke sparede sine Ben, kom vi snart til vort Maal.

Det var Aften, da jeg ankom til Hätta. Her sad den Unævnte og spiste i Gjæstgivergaarden; han var naaet hertil om Middagen. Han havde selvfølgelig ikke gjort de ringeste Forberedelser til min Afreise herfra, uagtet den - ja, nu finder jeg ikke flere Skjældsord; De kan tage, hvilket De vil, og saa mange, De vil, af det rige Forraad, jeg allerede har leveret - lige saa godt som jeg vidste, at hver Time var kostbar. Han paastod, det var nødvendigt, at jeg her i Hätta leiede en fjerde Ren, da Føret var saa slet, at vi ellers ikke vilde kunne naa til Koutokæino. Jeg føiede mig naturligvis efter ham, men da han endelig havde spist og sovet og spist, saa at vi Klokken 3 om Morgenen kunde komme af Sted, saa jeg, at den fjerde Ren blev brugt til at trække hans egne, i Muonioniska kjøbte Varer. O, Du skjændige Sjæl, hvor har Du ikke vidst at bruge og misbruge min næsten utrolige Taalmodighed!

I Hätta sluttede en anden Lap, der ligeledes skulde til Koutokæino, sig til os. Især mellem Hätta og Neckela, hvor den sædvanlige Vei var aldeles upassabel, og hvor vi derfor maatte krybe os frem mellem Buske og Træer, traadte min Unævntes Uduelighed grelt frem ved Sammenligning med hans Landsmand. Hvilken Fornøielse at se denne rydde Vanskelighederne af Veien, ikke alene for sig selv, men ogsaa for os andre; hvor ofte maatte han ikke hjælpe min monstrøse Unævnte, naar dennes elendige Kjøreredskaber gik i Stykker i det vanskelige Terræn, og hvor var han ikke villig, naar jeg anmodede ham om en Tjeneste.

Men alt har en Ende, denne Reise ogsaa, og dens Beskrivelse maa ligeledes have det. Altsaa: et Par Dage efter naaede vi Koutokæino.

Men hvad ingen Ende har og aldrig skal faa nogen, det er min grænseløse Ringeagt for den usle Stymper, der er en af Hovedpersonerne i disse Reiseeventyr, og som for at slaa Sømmet paa Hovedet efter Hjemkomsten forlangte og fik en ublu Betaling for alle de Dumheder, al den Unytte, han havde gjort.

Og Moralen af denne Historie er den: kommer De nogen Sinde i Nærheden af Koutokæino, saa skaf Dem for alt i Verden hans Navn at vide, for at De kan være sikker for, ikke at falde i hans Hænder; sky ham som Pesten, reis ti, reis tyve Mil, hvis det er nødvendigt for at undgaa ham, og pris Dem lykkelig, om De i en forhaabentlig fjærn Fremtid kan lægge Dem til at dø med den Bevidsthed, at han ikke har kunnet forvolde Dem saa mange Ærgrelser, at derved Deres Livs Længde er bleven forkortet med et Par Aar.

45) Ligger den næste Gaard f. Ex. kun en Fjerdingvei fra den foregaaende, er Gaardeieren desuagtet ikke forpligtet til at kjøre længer, og han gjør det heller ikke, da Betalingen (omtrent 7 Øre pr. Kilometer) ikke staar i noget Forhold til det anvendte Kvantum af Tid, Arbeide og Kræfter.

46) I Vinteren 1883-84 gjentog LEMSTRÖM disse Forsøg i de samme Egne, men opnaaede kun temmelig svage og usikre Resultater. Et stort Udstrømningsapparat, som jeg samme Vinter anbragte paa det omtrent 2500 Fod høie Fjæld Esja ved Reykjavik, gav intet som helst positivt Resultat.