Under Nordlysets Straaler : Skildringer fra Lappernes Land / af Sophus Tromholt. - Kjøbenhavn : Gyldendal, 1885

6. Nordlysets Perioder.

Erfaring og Undersøgelse har vist, at Nordlyset har tre bestemt udprægede Perioder: 1) den daglige Periode eller den vekslende Hyppighed i Løbet af Døgnets Timer; 2) den aarlige Periode eller Variationen i Fænomenets Hyppighed i Løbet af Aarets Maaneder; og 3) den 11aarige Periode. Disse Perioder skal jeg her i Korthed omtale, idet jeg væsentlig støtter mig til de af Prof. FRITZ givne Sammenstillinger.

Den daglige Periode. Iagttagelser fra alle Lande har vist, at Nordlyset optræder hyppigst og opnaar sin største Udvikling paa en bestemt Tid af Dagen, der for de fleste Egne indtræffer en til to eller tre Timer før Midnat; dette Maximum synes end videre at indtræffe desto senere, jo mere man kommer mod Nord eller mod den magnetiske Nordpol. Dette vil fremgaa af den følgende Sammenstilling, hvor det i Parenthes satte Tal angiver Stedets geografiske Brede, og det andet Tal det Klokkeslet, til hvilket Nordlyset gjennemsnitlig opnaar sit Maximum.

Prag (50) 20.45; Oxford (52) 21.15; Kendal (England, 54) 21.45; Makerston (Skotland, 56) 21.20; Upsala (60) 21.30; Kristiania (60) 22.00; Bergen (60) 21.48; Bossekop (70) 22.30; Pustosersk (Rusland, 68) 23.00-00.00 - Quebec (47) 22.20; Carleton Fort (53) 00.15; Fort Simpson (62) 00.00; Point Barrow (71) 00.30 (29). [Klokkeslettene her og i det videre endret til moderne format.]

I saa godt som alle Egne viser den daglige Periode kun et enkelt, tydelig udpræget Maximum; paa Spitzbergen optræder der derimod efter WIJKANDER'S Iagttagelser to Maxima, det ene 22.30 om Aftenen, det andet 04.30 om Morgenen, adskilte ved et Minimum Kl. 12.30 om Middagen og et sekundært Minimum Kl. 01.30 om Morgenen. I vore Egne er der selvfølgelig et Minimum om Dagen paa Grund af dennes Klarhed; men denne Aarsag gjør sig for en Del ikke gjældende paa Spitzbergen, hvor Solen om Vinteren i to Maaneder stadig er under Horisonten.

Nordlysets enkelte Former synes ligesom selve Fænomenet at være knyttede til daglige Perioder og at opnaa deres største og hyppigste Udvikling til bestemte Tider af Døgnet. Af Franskmændenes Iagttagelser i Bossekop fremgaar saaledes, at Buerne gjennemsnitlig begynder at optræde Kl. 19.52, Straalerne 20.26, Nordlysskyerne 23.18; Nordlysbølgerne viser sig hyppigst mellem 01.12 og 01.53, de stærkeste Farver 22.11

Den aarlige Periode. Denne viser sig paa den største Del af Jorden ved to Maxima og to Minima, begge bestemt udprægede. Dette vil fremgaa af følgende Rækker, der angiver de noterede maanedlige Summer for Schweiz (Aar 583-1874, FRITZ'S Katalog), Sverige (1700-1875, RUBENSON'S Katalog) og for den nordlige Halvkugle (502-1877, FRITZ'S Katalog). Maanederne er betegnede ved Romertal, saaledes at I betegner Januar, II Februar, o. s. v.

	VII	VIII	IX	X	XI	XII	I	II	III	IV	V	VI
Schweiz (Fig. 20)	12	18	23	45	21	27	24	44	43	16	6	9
Sverige (Fig. 21)	25	365	991	1121	886	822	865	935	1043	633	89	5
Nordlige Halvkugle (Fig. 22)	707	1059	1572	1711	1499	1501	1482	1539	1799	1476	882	554

Den i disse Tal udtrykte Lovmæssighed vil endnu træde tydeligere frem ved Betragtningen af de tilsvarende Figurer, hvor for den bedre Sammenlignings Skyld alle Maanedssummerne er reducerede til samme aarlige Sum.

I alle tre Tilfælde - og disse kunde forøges med mangfoldige lignende - ser vi, at Nordlyset i sit aarlige Løb frembyder to Maxima; de indtræffer omtrent i Oktober og Marts og er næsten lige stærkt fremtrædende. Anderledes forholder det sig derimod med de to Minima ved Solhvervstiderne: det, som indtræffer om Sommeren, gaar langt længere ned end Vinterens. Dette kan til Dels hidrøre fra, at de lyse Sommernætter i en stor Del af Jorden hindrer mange Nordlys i at vise sig; det synes imidlertid af Rækker fra den sydlige Halvkugle at fremgaa, at ogsaa der det i Juni-Juli indtræffende Minimum gaar længere ned end det tilsvarende i December-Januar, uagtet den sydlige Halvkugle netop har de længste Nætter i Juni-Juli.

Den samme Lov gjenfinder man, naar der kun tages Hensyn til de største og mest udbredte Nordlys; 88 mellem 1700 og 1874 optraadte meget store Nordlys er paa følgende Maade fordelte over Aarets tolv Maaneder:

Undersøger man imidlertid Forholdene for Egne, der ligger nærmere den magnetiske Nordpol, saa finder man et andet Præg i ved den aarlige Hyppighedskurve. Som Exempler anføres følgende Rækker fra høie Breder:

Disse Rækker er fremstillede paa Fig. 23-25, efter at være reducerede til samme Sum. For disse Egne stiller Forholdet sig altsaa saaledes, at Hyppigheden er størst omtrent ved Vintersolhverv, mindst ved Jævndøgnstiderne. Om Kurven muligvis atter stiger til et Maximum i Sommermaanederne, lader sig ikke afgjøre, da Nordlyset i denne Tid slet ikke ses paa Grund af Polaregnenes lange Dag.

Stundom har man villet gjøre gjældende, at Nordlyset f. Ex. ligesom Stjærneskuddene skulde være særlig hyppigt og fremtrædende paa enkelte bestemte Dage af Aaret (f. Ex. den 4de Februar). En nøiere Undersøgelse af de fuldstændigste Nordlysfortegnelser viser imidlertid, at denne Antagelse er ugrundet.

Den 11aarige Periode. I lang Tid har det været bekjendt, at Nordlyset i hvert Fald i de fleste Egne af den nordlige Halvkugle fra Aar til andet veksler i høi Grad i Henseende til Hyppighed og Udvikling, og at det f. Ex. i Mellemeuropa næsten kan mangle aldeles i Løbet af flere Aar, for saa atter flere Aar igjennem at optræde hyppigere og ofte med stor Pragt. Det var dog først, efter at man havde faaet nogenlunde fuldstændige Nordlysfortegnelser, at man blev i Stand til at paavise, at denne Veksel følger en bestemt Periode, og hvad der er endnu vigtigere, at denne Periode staar i Forbindelse med Fænomener langt uden for Jordens Omraade, nemlig med Omvæltninger paa Solen. Det er navnlig FRITZ, der ogsaa her har Fortjenesten af, ikke alene at have tilveiebragt den hidtil fuldstændigste Nordlyskatalog for hele Jordens Vedkommende, men ogsaa at have paavist den 11aarige Periodes Gang og dens Forbindelse med Solpletternes Periode.

Denne Nordlysets vekslende Hyppighed ses bedst af den øverste Kurve paa Fig. 26. Denne stiger og falder i Forhold til Antallet af Nordlys i hvert Aar, og omfatter Tidsrummet fra 1784 til 1871.

Fig. 26.

Man bemærker uden Vanskelighed, at Nordlyshyppigheden i Mellemrum af omtrent 10 Aar stiger til et Maximum, og at Minimumstiderne ligger omtrent lige saa langt fra hverandre.

Efter vidtløftige Undersøgelser har FRITZ fundet, at Maximum og Minimum, i Gjennemsnit for alle Egne af Jorden, er indtrufne til følgende Tidspunkter i dette Aarhundrede:

Periodens gjennemsnitlige Længde (fra Maximum til Maximum eller fra Minimum til Minimum) udgjør 10.9 Aar.

I 1843 paaviste SCHWABE af sine mangeaarige Soliagttagelser, at Solpletterne er underkastede en temmelig regelmæssig Periode paa 10-11 Aar, saaledes at deres Mængde fra den mindste Værdi i Løbet af omtrent 5 Aar stiger til et Maximum og derefter atter i Løbet af 6 Aar synker ned til et Minimum. Man har senere, navnlig ved WOLF'S Bestræbelser, været i Stand til med stor Sikkerhed at bestemme Solplethyppighedens Gang i forrige og nærværende Aarhundrede, og for det sidstes Vedkommende har man fundet, at Solpletkurvens høieste og laveste Stand er indtruffen til følgende Tider:

Periodens Middellængde udgjør 11.1 Aar.

Som det tidligere havde været paavist for flere jordmagnetiske Fænomeners Vedkommende, fandt FRITZ i 1862, at Nordlyset har den samme Periode som Solpletterne, og at den høieste og laveste Stand for begge Fænomeners Hyppighed indtræffer samtidigt. Paa Fig. 26 er nederst fremstillet Solplethyppighedens Gang 1784-1871, og man vil se, at denne Kurve afspeiles temmelig tydeligt i Nordlyskurven ovenfor. Men endnu klarere fremgaar Forbindelsen mellem begge Fænomener, naar man sammenligner de ovenfor anførte Tidspunkter for begges Maxima og Minima. En fuldstændig nøiagtig Sammenfalden er der ganske vist ikke, og kan paa Grund af Nordlysiagttagelsernes Ufuldstændighed heller ikke ventes, men Afvigelserne er ikke store, og de gaar snart til den ene, snart til den anden Side. Den nederste Kurve paa Fig. 26 viser end videre tydeligt flere Eiendommeligheder ved Solpletternes Periodicitet, f. Ex. Hyppighedens hurtigere Til- end Aftagen og de enkelte Perioders noget forskjellige Længde.

Tager man kun Hensyn til de største og mest udbredte Nordlys, kommer man til samme Resultat: disse Nordlys optræder hovedsagelig kun i de Aar, i hvilke Solen er rig paa Pletter.

Men Nordlysets Forbindelse med Solpletterne kan endnu paavises paa en anden, ikke mindre slaaende Maade. Naar Nordlyset er hyppigst i de Aar, i hvilke Solpletterne er talrigst, er det ikke urimeligt at antage, at Nordlyset ogsaa maa være særlig fremtrædende paa de Dage, da Solpletdannelsen er størst. At saa er Tilfældet, har først LOOMIS paavist i 1870. Han benyttede som Grundlag 251 Nordlys, iagttagne i New-Haven (Connecticut, 42° n. Br.) i Aarene 1837-54, og undersøgte, hvor stor Solpletfrekvensen havde været paa hver Nordlysdag og paa de 6 foregaaende og de 6 etterfølgende Dage. Som Gjennemsnitsresultat for samtlige Nordlys fandt han følgende, i nederste Række angivne Værdier, der betegner den relative Størrelse af det af Solpletterne indtagne Omraade af Solen.

	Dage før Nordlyset.						Nordlys- dagen.	Dage efter Nordlyset.
	6	5	4	3	2	1		1	2	3	4	5	6
Solpletter	50.3	52.7	51.0	51.2	53.1	53.7	60.5	54.8	52.5	53.3	51.4	53.3	50.7

Det fremgaar heraf, at netop paa selve Nordlysdagen er Solpletfrekvensen overmaade stor i Forhold til de foregaaende og efterfølgende Dage, hvad der vil fremtræde endnu tydeligere, naar ovenstaaende Værdier fremstilles grafisk, saaledes som det er sket i Fig. 27.

Fig. 27.

Hvorledes skal man forklare sig denne Forbindelse mellem jordiske Fænomener og Begivenheder paa Solen? Det er en af de største Gaader, som vor Tid overlader til Fremtiden at løse. Ikke blot er selve Solpletdannelsen et Mysterium for vore Dages Forskning, men ogsaa dens 11aarige Periode trodser enhver Forklaring, uagtet der er gjort utallige Forsøg paa at finde dens Aarsag (med tilsyneladende størst Held ved at bringe den i Forbindelse med de store Planeters, Jupiters og Saturns Omløb om og vekslende Afstand fra Solen).

Foruden den 11aarige Periode følger Nordlyset endnu en eller flere Perioder af betydelig længere Varighed. Man har til forskjellige Tider søgt at bestemme disse Perioders Længde, men uden synderligt Held. En af dem synes at have en Varighed af omtrent 55 Aar, saaledes at den indbefatter 5 af de 11aarige Perioder. Sandsynligvis forekommer der i hvert Fald endnu en, mindst dobbelt saa lang Periode. Optegnelserne fra tidligere Tider er imidlertid alt for ufuldstændige til, at man kan vente i en nær Fremtid at faa Vished i denne Sag. Store Maxima synes i dette Aartusinde at være indtrufne omkring Aarene 1117, 1203, 1306, 1401, 1529, 1738, 1848; store Minima 1050, 1420, 1490, 1700, 1800.

Det lidet, man ved om Sydlyset, synes at hentyde paa, at dette Fænomen med Hensyn til Perioder følger de samme Love som Nordlyset.

29) 1½ Time efter Midnat.