Under Nordlysets Straaler : Skildringer fra Lappernes Land / af Sophus Tromholt. - Kjøbenhavn : Gyldendal, 1885

XIV. Thingugen i Koutokæino.

Koutokæino, den 14de April 1883.

"Naar kan vi vente dem?"

"De kan være her Onsdag Aften, hvis de reiser videre, straks efter at de er ankomne med Dampskibet."

Fyrværkeriet stod opstillet, Kanonskuddet var parat, alt var gjort, for at Modtagelsen kunde blive saa festlig som mulig.

De kom ikke. Fyrværkeriet blev taget ind igjen. I Morgen Aften maa de ganske sikkert være her.

Og Raketterne og de romanske Lys stod igjen paa deres Plads. De stod der uforstyrrede til Midnat; saa maatte de ind igjen.

De kom nemlig heller ikke den Aften.

"Ja, nu kan der ikke være Tvivl om, at vi jo har dem her i Morgen Middag."

Dragen blev sat op, Luftballonerne pakkede ud, og for det utænkelige Tilfældes Skyld, at de først skulde komme om Aftenen, blev Fyrværkeriet atter stillet op.

Dragen speidede hele Eftermiddagen med sine store Øine mod Nord: nei, den saa intet, skjønt den var saa høit til Veirs. Præsten og Skolelæreren klatrede et Par Gange op paa Præstegaardens Tag: nei, der var ikke Spor af dem at se. For Sikkerheds Skyld er det dog bedst at heise Flagene op.

Solen gik ned, og efter at have rystet et Par Gange med Hovedet, gjorde Dragen det samme. Vinden var bleven kjed af at vente længere paa dem. Flagene hang slappe og søvnige paa Stængerne: ned med dem!

Det var aldeles ubegribeligt. Selv om dette eller hint er indtruffet, ja seiv om saa eller saa skulde have været Tilfældet, saa maatte de have været her. Vi maa sidde oppe i Nat og vente paa dem; hvis de ikke nu kommer, kommer de aldrig.

Og Time gik efter Time; Præsten sad inde hos mig og nikkede med Hovedet, thi han er vant til at gaa i Seng Klokken 9. Og han nikkede saa længe, til hans Exempel smittede mig.

Pludselig vækkes vi ved at høre HENRIK PENTHA brøle udenfor: "Nu kommer de!" Hurtigt Ild paa Cigaren, hvormed Fyrværkeriet skal tændes - i Overensstemmelse med, hvad hin klassiske Digter synger: "Cigaren han havde i Munden, den brugte som Lunte han" - og en, to, tre ud i den kolde og mørke Nat.

I det Fjærne hører vi Menneskerøster og en Bjældes svage Klang. Men Stemmerne forstummer, og snart dør ogsaa Bjældens Lyd bort i den tause, mørke Tomhed omkring os. Det var ikke dem; det var Folk, der reiste forbi i modsat Retning.

Men nu var vor Taalmodighed til Ende. Cigaren blev atter slukket, Fyrværkeriet taget ind, og vi selv gik harmfulde i Seng. Nu kunde de for os komme, naar de vilde, eller blive borte, om de vilde; det var os ligegyldigt, saa vrede var vi.

Og den næste Morgen kom, men de kom ikke. Det vilde blot være Taabelighed at vente paa dem med Middagsmaden; thi nu maatte selv den mest sangvinske Udholdenhed indrømme, at de overhovedet slet ikke kom. Men ubegribeligt var det.

Ud paa Eftermiddagen raabte Handelsmanden over til os:

"Nu kommer de!" Men vi vilde ikke lade os narre oftere, og lo blot ad ham.

Men hvad er det? hans Flag gaar til Veirs! Det er dog bedst at gaa hen og se, om det virkelig skulde være sandt.

Jo, ganske rigtigt, der har vi dem. Op med alle Flagene! Dragen farer i Veiret med en saadan Iver, at dens Hale river Telefontraadene over. Cigaren hen til Kanonskuddet: bum! og i strygende Karriere kjører den lange Række frem foran Præstegaarden.

Jeg har aldrig set Folk staa med saa lange Ansigter, som dem vi stod med, da vi fik at se, hvem det egentlig var, som var kommen. -

Men hvor i al Verden foregaar dog dette, og hvem er de? spørger De med berettiget Utaalmodighed.

Det første havde De i Grunden ikke behøvet at spørge om, naar De har bemærket, hvorfra dette Brev er skrevet. Ord som Fyrværkeri, Kanonskud og Raketter, Drager, Telefoner og Luftballoner kunde ganske vist bringe Dem paa den Tanke, at Skuepladsen er en eller anden af Europas Hovedstæder, og ikke Polarørkenens fattige Afkrog; men De vil af disse Antydninger kunne ane, med hvor raske Skridt Koutokæino er gaaet frem i de sidste Maaneder.

Og nu skal De faa at vide, hvem de er. Koutokæino venter en saa stor Mængde Fremmede, at der næppe nogen Sinde tidligere paa en Gang har været samlede saa mange paa dette Sted, hvor ellers Ensomheden og Forladtheden regerer Dag efter Dag. Her skal nemlig være Bispevisitats og samtidig af holdes Thing. Her kommer Biskoppen og Provsten, Skoledirektøren og Doktoren, Fogden, Sagførere og Kontorist, og endelig kan vi vente omtrent hele det store Præstegjælds lappiske Befolkning, der i den dobbelte Anledning vil strømme til fra alle Kanter.

Kan det derfor undre Dem, at vi var forventningsfulde, og at vor Skuffelse var stor, da blot Provsten og Doktoren ankom og meldte, at Bispevisitatsen ikke blev til noget. Heftige Storme havde standset Biskoppen og Skoledirektøren i Hammerfest, og omsider tvunget dem til at vende om igjen tilbage til Tromsø. Derved var den lange Forsinkelse fremkaldt.

Stor blev Skuffelsen blandt Befolkningen, der længe forud havde glædet sig til den sjældne Begivenhed; det er over 10 Aar siden, at nogen Biskop har været her. Ikke mindst skuffet var Præstefruen, der i en hel Maaned havde ladet bage og vaske, og omtrent endevendt den gamle Præstegaard, for at faa den til at se nogenlunde hyggelig ud. Og Præsten, der saa længe havde arbeidet paa sin Prædiken!

Men der var ikke noget at gjøre ved den Sag; vi fik rigtignok kun "tørre Jyder" i Stedet for "Karper", men da vi havde "en sulten Mave", tog vi til Takke med en Provstevisitats i Mangel af noget bedre.

Snart efter ankom de juridiske Herrer, Mængden strømmede festligt klædt sammen fra fjærn og nær, og i de otte smukke, sommermilde Solskinsdage frembød Koutokæino et saa broget og vekslende Liv, at jeg ikke kunde ønske mig nogen bedre Afslutning paa mit frivillige Fangenskab i denne fjærne, ensomme Egn. Thi min Mission her er nu endt; Nordlysets Flammespil formaar ikke mere at beseire Nattedæmringens Klarhed; straks efter Thinget aflægger jeg den finske Polarstation Sodankylä et Besøg, hvorom De skal høre i mit næste Brev, og efter Tilbagekomsten gaar Reisen ad Ishavskysten til. -

Kunde jeg male, jeg skulde give Dem en farverig Fremstilling af de skiftende Billeder, snart fengslende, snart barokke, der i denne Uge oplivede Koutokæinos ellers saa fattige Sandbanker. Jeg skal give Dem, hvad jeg kan: nogle faa, løstskizzerede Pennetegninger, som Deres Fantasi maa udfylde med de manglende Farver og Detailler.

Vi ser først et Øieblik ind i Thingstuen, medens der er Forhør. Der er næppe Plads for os, thi det store Rum er aldeles opfyldt af Mennesker. Ved det lange Bord bag Skranken sidder Fru Justitias Repræsentanter og forsøger at finde Faktaernes Traad i det Væv af Sandt og Usandt, i hvis Fremstilling Delinkventerne er uovertræffelige Virtuoser. Siddende, liggende eller staaende deler Mængden Gulvet mellem sig; en og anden lister sig til at ryge en Pibe Tobak; der ligger et Par Stykker, som søger at bortsove Virkningerne af Handelsmandens Vin; Hundegøen og spæde Børns Skrig blander sig paa en drastisk Maade i de alvorlige Forhandlinger, der foregaar ved Skranken. Ikke sjælden bliver Mængden i sine private Samtaler saa høirøstet, at Retsforhandlingerne er nær ved at drukne i dette Hav af Snak, Raab og Latter, saa at Fogden maa slaa i Bordet og med et tordnende "Orro jaskat!" (værer rolige) forsøge at sætte en kortvarig Dæmper paa Gemytligheden. Snart efter bruser atter Passiarens Strøm som før. Døren til Værelset staar næsten aldrig stille; nogle gaar ud, andre kommer ind.

JOHANNES ISAKSEN VIK.

Ved Skranken er Retstolken JOHANNES ISAKSEN VIK (for Resten af Fødsel en Kvæn) Mellemmand mellem Fogden, der ikke forstaar Lappisk (med Undtagelse af det oven anførte Udbrud), og Synderne, der ikke forstaar Norsk. "Spørg ham, JOHANNES, om det eller det," siger Fogden. "Javel," siger JOHANNES VIK, "naa, Nilas, gula (hør)!", og nu udspinder der sig mellem de to en længere Konference, hvis Kvintessens JOHANNES da forelægger for Fogden, stadig med en og samme, ganske karakteristiske Introduktion: "Det skal spørges ud af ham, at o. s. v." Hvis De heraf vilde slutte, at Fogden blot behøver at spørge, for at faa den ønskede Oplysning, vilde De tage meget feil; nei, Lappen er forslagen til det yderste og lader sig ikke saa let fange. Han er en Mester i at lyve; med Behændighed og Sikkerhed voltigerer han mellem hele kombinerede Systemer af Løgne. Og kan han ikke andet, saa benægter han frisk væk alt; Modparten kan fremføre Vidne efter Vidne, Kjendsgjerningerne kan tale saa tydeligt, de vil, han bliver ved sit: dat læ tsjappis gieles - det er en sort Løgn.

Naar undtages nogle Sager, der henhører under den erotiske Genre, og hvor Disharmonien, som Retten skal udjævne, hidrører fra den mandlige Parts berettigede eller uberettigede Ulyst til aarlig at udbetale den kvindelige Part det af Loven for saadanne Tilfælde fastsatte Beløb, dreier Forhandlingerne sig saa godt som udelukkende om Tyverier, og i det langt overveiende Antal Tilfælde om Rentyverier. Naar man ved Nattetid træffer en ubevogtet Renhjord, er det saare fristende at tage Kasterebet fra Skulderen, slynge det hen over en af de mange Hundreder og føre den bort med sig; det er en ren Fortjeneste af mindst 20 Kroner. Renen bliver naturligvis snarest muligt slagtet, Kjødet solgt eller spist, men Skindet foreløbig gjemt, efter at Ørene med Eierens Mærke er afskaarne. Thi selv om Øremærkerne er borte, kjender Eieren Skindet igjen; selv om det er forvandlet til et Par Skaller eller Vanter, kjender han sit Dyr igjen. Og selv om han ofte ikke ved, hvor mange Rener han eier, kjender han dog hver enkelt saa nøie, at han straks savner den, naar den er borte, og da gjælder det om at opspore Ransmanden. Det er ligefrem utroligt, hvor godt Lappen kjender hvert enkelt Individ af sin ofte store Hjord; en Fremmed finder ikke mere Forskjel mellem de forskjellige Rener, end mellem Bladene paa samme Træ; men naar jeg har vist Lapper Fotografier af deres Renhjorde, har de været i Stand til at udpege og gjenkjende hvert eneste af de mange Dyr paa et saadant Billede. Om det derfor end er let at stjæle en Ren, er det meget vanskeligt at udføre denne Idræt saaledes, at ikke Tyven bliver opdaget.

Af Mandkjøn er det et rent forsvindende Antal Lapper, som kan siges at være fri for at have givet sig af med Rentyveri, og da den norske Lov betragter denne Bedrift fra et noget strængere Synspunkt end den lappiske Folkebevidsthed, træffer man ikke ret mange her, som ikke en eller flere Gange har gjort Bekjendtskab med Fængselslivet. Naar man under Thingene her ved Forhørene har skullet udvælge saakaldte Lagretsmænd, har det ofte næsten været umuligt blandt den forsamlede Mængdes Hundreder at finde dertil habile Personer, det vil sige Lapper med aldeles uplettet Rygte. Men jeg ved ikke, hvoraf det kommer: Lapper og Ikke-Lapper ser her med mildere Øine paa den Straffældte, og jeg har i det sidste halve Aar omgaaedes med Mordbrændere og Drabsmænd, Tyve og Tugthuskandidater lige saa ugenert og intimt, som om jeg havde befundet mig i det mest udvalgte Selskab af Menneskeheden.

Den ene Sag ender, og en ny begynder, indtil ogsaa den afsluttes for at følges af en lignende; Side efter Side i Protokollen fyldes med Digtning og Sandhed, til Ugen er omme. -

Fra Morgen til Aften bevæger de brogede, pyntede Skarer sig mellem Husene og Gaardene. Vekslende Billeder, snart tiltalende, snart groteske, møder Øiet.

Der sidder en Flok paa Rad uden for Lensmandshuset og taler om det nylig endte Forhør; nogle i Pæsk, andre i Kofte; gamle og unge, smukke og hæslige, Mænd og Kvinder; se paa det livlige Minespil, hør det klangfulde Sprog, som det gaar fra Mund til Mund.

Der tager en bortreisende Lap Afsked med sine tilbageblivende Venner. "Lækgo gærgos vuølgemi?" (er Du færdig til at reise), siger de. "Læm (jeg er) (44); æle dærvan nubbe gavnadæbmai!" (lev vel, til vi træffes igjen.) Og han farer af Sted med sin Ren.

Hist sidder en gammel Kælling paa en Pulk; en anden rynket Furie ligger ved hendes Fødder uden Hue og lader den første med et frygteligt Monstrum af en Kniv holde en storartet Slagtning blandt de Hjorde, der huserer i det lange graa og strittende Haar.

Fire, fem Kvæner, der er indstævnede til Thinget, ligger saa lange, de er, ude paa Sneen og soler sig; ikke alene den høie, sorte Pelshue, men ogsaa de stereotype, noget haarde Ansigtstræk viser, at det er Repræsentanter for et andet Folk, et stivsindet, selvraadigt og paa samme Tid flegmatisk Folk.

Arm i Arm vandrer en ung Lap mellem to Piger over Elven; de har i Forening kjøbt og tømt et Par Flasker Portvin, og er derfor ikke ganske sikre i Gangen. Midt paa Elven, hvor der i et Par Dage har staaet Vand, men hvor nu atter en tynd Isskorpe har slaaet Bro, brister Isen under dem, og alle tre synker Arm i Arm ned i Vand til Knæerne; saaledes staar de en Stund uden klar Bevidsthed om Situationen og ude af Stand til at kunne forandre den, indtil en forbigaaende trækker dem op en efter en.

Det er en Fornøielse at betragte de mange unge Piger, som de møder i deres bedste Pynt. Mange tiltalende Ansigter findes ganske vist ikke, enkelte træffes dog, men desuagtet dvæler Blikket med udelt Glæde ved de muntre, støiende, ungdomsglade Skarer i den farverige, straalende Dragt. Se for Exempel paa denne lille BIRRET, den nydeligste af dem alle - "voj, voj, dam nieida læ tsjabesvutti!" (o, hvor den Pige er smuk), sagde en af hendes Tilbedere - se denne elfenbenshvide Tandrække, som er særegen for alle Lapper, se disse skjælmske Øine - "dat læ rieban tsjalbmik," det er Ræveøine (det vil sige poliske Øine), sagde en anden Pige om dem - betragt den pyntelige Hue med alle dens Farver og Forsiringer, et lille yndefuldt Mesterværk; om Hals og Skulder bærer hun fire, fem Tørklæder, det ene over det andet, det ene mere broget end det andet; de skjuler næsten det mangefarvede, sølvprydede Perlebaand, som slynger sig om Halsen.

Her skjæmtes en ung Mand med en Flok Piger, og søger under megen Latter og Støien at fravriste en af dem Vanterne. Men stadig smutter hun bort i Tide. "Virdetsjamai gula!" (kjære Vennen min, saa hør da), raaber han utaalmodig; "gula-ai don uttsekaddsjam!" (hør Du min Lille). Men hun blot ler og siger: "Mana gæidnosat!" (gaa Din Vei), og hele Flokken istemmer: "Vuølge min gaskast!" (gaa fra os).

En Aften gik en ung Lappepige i grøn Kofte forbi mig. "Guten Abend, mein Herr," sagde hun til mig. Havde min Hund Rolf begyndt at tale Tysk, jeg kunde ikke være ble ven mere forbløffet, end jeg blev. Men hvem kan skildre min grænseløse Forbauselse, da jeg hører hendes næste Ord: "Je parle Français, Monsieur." Hvis det ikke var et alt for trivielt Udtryk, vilde jeg sige, at jeg næsten maatte knibe mig i Armen for at erfare, om jeg var vaagen, eller om jeg drømte. Det var imidlertid ingen Drøm, og ved at tale nærmere med Pigen erfarede jeg, at hun har været baade i Berlin og i Paris, nemlig som Medlem af en Lappefamilie, der i sin Tid er bleven offentlig forevist i disse Byer. Derfra skriver sig hendes, for en Lap ganske vist enestaaende Sprogkundskab.

Handelsmandens Krambod er fra tidligt til sent fyldt rned støiende Mennesker, der kommer for at kjøbe og sælge. Handelsmanden har stor Omsætning i disse Dage, især af visse Varer, navnlig Figener, Vin og Nafta. Figener anses af Lapperne for den herligste Delikatesse, Jorden frembringer, og man kan ikke gjøre en ung Pige gladere end ved at forære hende et Kræmmerhus fyldt med denne Frugt. Men de gamle Mænd og Koner er ikke mindre begjærlige efter denne Lækkerbidsken. Et andet særdeles yndet Mundgodt er nogle meget tarvelige Kager, som Handelsmanden ogsaa sælger i massevis; njalgis laibe, sødt Brød, kalder Lapperne dem. Da der ikke maa sælges Brændevin eller andre Spirituosa, gaar det ud over Portvinen, og snart er hele Beholdningen udsolgt. Saa maa man hjælpe sig med smaa Flasker Nafta. Den sælges rigtignok som Medicin, men Lapperne, ligesom for øvrigt Landbefolkningen andre Steder i Norge, nyder den med Velbehag som et Surrogat for Brændevin. Den er rigtignok noget dyr, men saa er den ogsaa til Gjengjæld desto kraftigere. Baade Mænd og Kvinder bruger dette Berusningsmiddel; man lugter det, naar man kommer i deres Nærhed.

I Kramboden og udenfor træffer man derfor ikke saa ganske sjældent Folk, der i en temmelig betenkelig Grad har overskredet Grænserne for, hvad deres Kræfter kan taale. Her er der en, som juøiker; der holder en anden et langt, uforstaaeligt Foredrag, ledsaget af de livligste Gestikulationer. Men som i hele deres Optræden, er Lapperne ogsaa, naar de er berusede, yderst godmodige; deres Sind er nær ved at strømme over af Velvillie og Menneskekjærlighed, de omfavner, klapper og kysser hverandre.

Jeg var i Thingugen meget populær blandt dem, fordi jeg af og til skjænkede en eller anden af dem en Snaps Kognak. "Voj, voj, dat læ garras!" (o, den er stram), sagde de da i Almindelighed, og satte det mest velvillige Ansigt op for at faa en endnu. En Dag havde jeg faaet to nette Fyre op paa mit Værelse i Præstegaarden, hvor jeg under Thingtiden boede, da mine Lokaler i Lensmandshuset afbenyttedes af Juristerne. Det var ASLAK JOHNSEN BALS og NIELS ANDERSEN EIRA. Den sidste havde et Par udmærket smukt udskaarne Knivskeder af Ben, som jeg gjærne vilde erhverve for Bergens Museum; men da han allerede var i en ikke ganske normal Tilstand, og heller ikke kunde et eneste Ord Norsk, skulde ASLAK være hans Mellemmand og Tolk. Denne ASLAK er nylig retourneret fra Trondhjem, hvor han i nogen Tid har levet paa Statens Bekostning i en bekjendt Anstalt; han har her ikke alene tillært sig det norske Sprog, men ogsaa meget slebne Manerer; for øvrigt er det en meget slu Person, og der skal Paapasselighed og Kunst til for ikke at blive narret af ham. ASLAK sagde, at siden det var mig, skulde jeg have Sagerne for 15 Kroner; de var mindst det dobbelte værd. Jeg vidste jo, hvem jeg havde for mig, og bød 6 Kroner. ASLAK slog Hænderne sammen af Forferdelse og saa med himmelvendte Blikke smilende op mod Loftet. Men det var det samme, NIELS trængte til Penge, jeg skulde faa dem for 10 Kroner. Jeg fastholdt mit Bud: 6 Kroner, ikke en Smule mere. ASLAK konfererede nu i længere Tid med NIELS, der halvt sovende holdt sig fast til et Bord, for ikke at miste Balancen; ASLAK saa paa Knivskederne, tænkte paa den Mængde Brændevin, der kunde faas for 6 Kroner, og kom endelig med følgende Forslag. Jeg skulde betale NIELS 6 Kroner og to rigtig store Dramme, og ASLAK skulde have lige saa stor en Dram for Uleiligheden med at bringe Handelen i Stand. Jeg gik ind herpaa, skjønt jeg indsaa, at NIELS næppe vilde have godt af to Dramme endnu. Han skyllede dem i sig som Vand, hvorpaa ASLAK tog ham under Armen og spadserede ud med ham. Da de kom til Trappen, foretrak NIELS at gaa Luftveien i Stedet for de mange Trin, og da hans Hjærtensven ikke ganske var denne Situation voksen, fulgte han med. Jeg hørte et forfærdeligt Bulder, og da jeg saa ud af Døren, laa begge nede i Gangen ved Trappens Fod. Da de syntes at have Lyst til at blive liggende der, maatte jeg ned og samle dem op og expedere dem uden for Præstegaarden, hvor de straks i Sneen tog sig en lille Slummer. Jeg havde adskillige Skrupler over, ikke at have handlet ganske rigtigt; men næste Dag spadserede de to Venner nok saa lystige omkring og samlede Begyndelsesgrundene til en ny Rus.

En eneste Gang hændte mig det vistnok enestaaende Tilfælde, at en Lap bød mig Brændevin; Det var sent om Aftenen, da jeg ude mødte OLE BÆHR, der stiltiende trak mig hen bag en af Bygningerne. Jeg kunde ikke begribe, hvad Manden vilde. Men saa tog han en lille Flaske frem fra Barmen og spurgte: "Aigokgo vinest jukkat?" (vil Du drikke lidt Brændevin), og lagde til, at han bød mig det af Taknemlighed, fordi jeg saa ofte havde givet ham og andre en Dram. Nu ja, for Originalitetens Skyld satte jeg Flasken for Munden og tog en Slurk af det ubehagelige Fluidum, halvt Spiritus, halvt Vand, og for ikke at være uhøflig, sagde jeg: "Gitos ædnag addaldaghast (mange Tak for Gaven), og inviterede OLE til at komme til mig næste Dag, for at jeg kunde gjøre Gjengjæld. Han kom ikke blot næste, men ogsaa alle de følgende Dage. Det gjælder for øvrigt i alle Tilfælde: naar Lappen giver nogen en Gave, sker det under Forudsætning af, at han faar den tidobbelt gjengjældt.

En Aften var jeg til Stede ved et Bryllup i en af Gaardene. Udenfor kom en ung Lap, som jeg ikke kjendte, hen til mig og bad mig om at laane ham en Krone; han havde ingen Penge, og vilde saa gjærne ind i Bryllupshuset og drikke lidt Brændevin; han skulde næste Dag bringe mig en Rensteg til Gjengjæld. Han fik Kronen, men da jeg kom hjem og fortalte det passerede, blev jeg ordentlig udlet af Præsten og Lensmanden, fordi jeg saaledes kunde lade mig narre. Men den næste Dag var det mig, som lo ad Præsten og Lensmanden, thi den unge Lap kom virkelig til alles Overraskelse og bragte mig Stegen. Man kan ogsaa gjøre en Skjælm Uret!

I Thingugen bliver mangt og meget slaaet sammen under et: Thing, Handelsforretninger, Altergang, Vielse, Daab og Ligfærd. Præst, Kjøbmand og Øvrighed maa benyttes, medens Mængden er paa Stedet. Der er nu ingen Mangel paa Gjæster til Brylluppet, ingen Mangel paa Faddere til Barnedaaben, ingen Mangel paa Folk til et anseligt Ligfølge. Fra Thingstuen gaar Mængden til Handelsmanden, fra Handelsmanden til Præsten, fra Præsten til Kirken, fra Kirken til Kirkegaarden, hvor Livstragedien afsluttes med Ordene: af Jord er Du kommen, til Jord skal Du blive. Kirkeklokken tier, og Gravsalmen forstummer, Kirken lukkes, og Mængden spredes; nogle drager til Bryllupsfest, andre til Daabsgilde, somme til Sørgehuset; hist er Munterhed og Glæde, her Stilhed og Sorg; og næste Dag spilles de samme Scener af Livets Drama om igjen.

Navnlig Præsten og Handelsmanden faar hyppige Besøg af Lapper med Renkjød, Rentunger, Marvben, Skind og Huder. Præsten lønnes nemlig til Dels in natura (saaledes er f. Ex. Betalingen for Altergang en Rentunge), og de øvrige Varer skal afleveres hos Kjøbmanden mod andre Sager, og der bliver pruttet og tinget længe, inden Handelen, eller Byttet kommer i Stand. Det hænder for Resten ikke saa sjældent, at Lappen, især naar han er tørstig, gaar Præstegaardens Dør forbi med sin Tribut til Præsten og afhænder den til Handelsmanden; Præsten kan vente til en anden Gang, mener han.

Thingugen er den eneste Tid af Aaret, da der her findes Læge. Til alle andre Tider man man hjælpe sig uden en saadan. Naturen er den bedste Læge, siger man, og det synes ogsaa næsten her at være Tilfældet; thi Sundhedstilstanden er bedre end i de fleste Egne af Jorden, hvor der er een Læge for hver ti Mennesker, og Levealderen er ikke kortere end andensteds. En Alder af 70-80 Aar er ikke ualmindelig, og man hører ofte nævnt langt høiere Aldere. Dette kommer dog til Dels deraf, at Tiden falder de Gamle saa lang, at de sædvanlig tror sig meget ældre, end de er. Naar en Lap har naaet de 80, varer det ikke ret længe, inden han mied et rundt Tal er 100 Aar gammel, og derved bliver han da sædvanlig staaende til gin Død. STOCKFLETH fortæller om en gammel Fjældlap, som han traf i Karasjok, og som havde lovet Kirken 40 hvide Rener, dersom han kunde blive 200 Aar gammel; men da han mærkede, at han blev svagere og svagere, tog han Løftet tilbage, da han var 103 Aar gammel; han døde i en Alder af 109 Aar.

MATHIS PERSEN GAUP.

Et ganske eiendommeligt Tilbud blev der gjort mig i Thingdagene. Det kom fra MATHIS PERSEN GAUP, den grinagtige Fjældlap med de sorte Hænder, det sorte Haar og det sorte Ansigt, i hvis Cæntrum den runde Næse rager frem som en Pølseende. Han vilde absolut, at jeg skulde blive hans Svigersøn, og bød mig ikke alene sin deilige Datter - en tro Kopi af Faderen, ikke mindst hvad Næsen angaar - men ogsaa en hel Formue, nemlig 500 Rener, i Medgift. Det var unægtelig et fristende Tilbud.

Kanske jeg burde have taget imod det.

Hvad siger De, skjønne Læserinde? -

Ved Siden af Præstegaardens Stabur havde jeg ved Hjælp af nogle Strikker og Seil i Thingugen indrettet mig et fotografisk Atelier efter alle Kunstens Regler, og Tilstrømningen i Middagstimerne var saa stor, at jeg næppe kunde tilfredsstille Mængdens Ønsker. Thi denne min Virksomhed er bleven overordentlig populær blandt Lapperne, skjønt den endnu i deres Øine har et vist overnaturligt Præg.

Men noget, aldeles ubegribeligt, sælsomt og overraskende for dem var de Luftballoner, hvoraf jeg daglig sendte flere op. "Den er vist ikke skabt af Gud," sagde en gammel Kone ved en saadan Leilighed. Og naar om Aftenen Raketterne foer til Veirs, og de romanske Lys knaldede, var der mere end en, som af Forferdelse rystede paa Hovedet. -

I mit forrige Brev har jeg kortelig omtalt den fanatiske Præst i Hätta; her faar jeg atter Anledning til at dvæle noget ved denne eiendommelige Person. Ogsaa han havde nemlig med nogle kvænske Tilhængere indfundet sig til Bispevisitatsen; man vidste ikke rigtig af hvilken Grund eller i hvilken Hensigt, men man maatte være forberedt paa, at han vilde sætte et eller andet i Scene, selv om Biskoppen ikke personlig var til Stede. Da alle Nordmændenes tre Huse var optagne af de mange Fremmede, maatte Hätta Præsten tage Ophold i JOSEF NECKELA'S Gaard lige over for paa den anden Side af Elven.

Har De nogen Sinde været paa et Marked i en Kjøbstad, hvor Gjøglere og Markskrigere har reist deres Telte Side om Side paa Torvet, og hvor hver enkelt af alle Kræfter søger at drage Bondebefolkningen til sig? "Vær saa artig, vær saa artig," skriger den ene; "bom, bom," slaar den anden paa Stortrommen; "tra-rara," lyder de falske Trompettoner fra den tredie. Omtrent saaledes gik det til her i Koutokæino et Par Dage af Thingugen.

"Vær saa artig, vær saa artig," skreg Hätta Præsten fra Morgen til Aften for at drage Mængden over til sin Bod, hvor han uddelte Syndsforladelse og smaa opbyggelige Prædikener med grove Udfald mod Landets Autoriteter.

"Nei, kom her! jeg har Luftbalioner og Raketter, fotografisk Atelier, romanske Lys og Drager, mein Liebchen, was willst Du noch mehr, bom, bom!"

"Du maa ud og kalde Folkene sammen, JOHANNES, at vi dog omsider kan faa begyndt," siger Fogden for at faa sin Bod fyldt.

I denne Kappestrid udøvede øiensynlig de juridiske Præstationer den mindste Tiltrækning paa Publikum; Thingstuen stod ofte ganske tom; en Stund havde jeg den stærkeste Søgning, men til Slut var det dog Hätta Præsten, som gik af med Seiren. Store Skarer drog over paa den anden Side af Elven; jeg sendte op den ene Ballon efter den anden, den ene Raket mere knaldende end den anden, for at trække Mængden hid - nei, det hjalp ikke, Hätta Præsten var uimodsigelig gaaet af med Seiren.

Søndag og største Delen af Mandag hengik paa denne gemytlige Maade; da besluttede Provsten og Præsten at drage over til deres finske Kollega for mulig at sætte en Stopper for hans Virksomhed. De to lappiske Skolelærere, Tolken LARS HÆTTA og en Del andre, som man kunde stole paa, fulgte med. Jeg sluttede mig til den lille Flok, som drog over Isen, men stak først en Raket under min Pæsk, for dog at have et Vaaben hos mig, om det skulde komme til Haandgribeligheder.

I det lille Kammer hos JOSEF NECKELA sad Hatta Præsten i et - for at tale høfligt - meget nonchalant Kostume, klædt og seende ud som en anden ordinær "Kvæntamp", og med Pibe i Munden. Kammeret og Gangen og Pladsen udenfor var tæt opfyldte af Mennesker, saa vor lille Flok vanskelig nok kunde bane sig Vei. Provsten sagde uden Omsvøb, at han var kommen for at høre, med hvilken Berettigelse Hätta Præsten i et fremmed Land prædikede sine falske Lærdomme og udsaaede Mistillid til Stedets Myndigheder. Hätta Præsten svarede i et længere Foredrag, sammensat af Spidsfindigheder, nærgaaende Udfald mod de Tilstedeværende og grove Usandheder. De to norske Præster søgte at faa en ordentlig Samtale i Gang, men det var dem aldeles umuligt at afbryde den Snakkesalighedens fossende Strøm, der flød fra Hätta Præstens Læber. Da han kulminerede i sine Uforskammetheder, forlod Koutokæino Præsten i Harme Værelset. Da reiste Provsten sig, og ubekymret om Hätta Præstens fortsatte Udgydelser kaldte han paa Tolken og begyndte at tale til Mængden.

Som han stod der med det sorte Reiseplaid om Skuldrene, laa der en saadan imponerende Værdighed over hans Person, hvilede der et saadant Forklarelsens Skjær over hans Ansigt, at jeg ikke kan tænke mig nogen mere ophøiet eller virkningsfuld Optræden. Hvilken Modsætning til den tølperagtige Simpelhed, der sad og gjorde sig bred i Hjørnet mellem Bordet og Væggen med den korte Pibe i Munden! I klare, indtrængende og paa samme Tid djærve Ord advarede Provsten den tilstedeværende Forsamling mod at lytte til den falske Profet, der forblindet af egoistisk Fanatisme søgte at lede Mængden bort fra den sande Tro ved tillokkende, men farlige Lærdomme, og ved at foregjøgle den, at dens egne Præster var Djævelens Tjenere.

I Begyndelsen af Provstens Tale forsøgte Hatta Præsten at male videre paa sin Floskelkværn; men da Provsten ikke lod sig forstyrre heraf, indskrænkede han sig senere til at sekundere med forskjellige smagfulde Udbrud som: "det er Løgn", "ha ha", "ja saa". Imod Slutningen af sin Tale drog Provsten sig efterhaanden ud i det Frie, fulgt af sin finske Kollegas spodske Smil og haanende Ord.

Da Provsten og hans lille Flok kort efter drog tilbage over Elven, kastede Hätta Præsten paa ny sine Garn ud for at fange Sjæle. Ogsaa hele den følgende Dag fortsatte han sin agitatoriske Virksomhed, men nu i en fjærnere Gaard, og undlod ikke for sin Tilhørerkreds at besudle Provstens Rygte paa den gemeneste Maade. Saa forsvandt han. -

Jeg har en Gang tidligere berettet om min Tur til Seiten paa Gargovarre; De husker, det var den Gang, THURI MARIT var med. En af Thingdagene besøgte jeg atter dette Sted for at komme paa det rene med, hvor meget sandt og hvor meget Fabel der var i de Beretninger, jeg havde hørt om denne gamle Stenafgud, og i Fald den frembød noget mærkeligt, at træffe Foranstaltninger til at bortføre den.

LARS GAINO med Kone.

For ikke atter at løbe med Limstangen betroede jeg mig denne Gang ikke til THURI MARIT'S elskværdige Assistance, men valgte til Fører den Lap, der ikke alene havde givet mig den mest detaillerede Skildring af Stedet og Seiten, men som tillige i Miles Omkreds kjender hver Sten og hver Busk. Han hedder LARS JOHNSEN GAINO, taler Norsk som en Nordmand, og er i Besiddelse af en udmærket skarp Begavelse. Jeg har allerede tidligere nævnt hans Navn i Forbindelse med de religiøse Rædselsscener i Koutokæino. Uheldigvis har nogle grove Tyverier i hans yngre Dage og flere Ganges Tugthusstraf givet hans Liv en forfeilet Retning; ellers vilde han med sit gode Hoved og sine mange Talenter sikkert have bragt det til noget ualmindeligt. Han har kun een Arm, men kan med den udrette mere end de fleste med to. Navnlig er han en Mester i Træskærerkunsten og i Møbelsnedkeri, men ogsaa som Skytte, Jæger og Ulvefanger præsterer han noget fremragende. Naar han som Vappus kjører med Ren, er det ligefrem mærkværdigt at se, hvorledes han trods de mange Vanskeligheder hjælper sig med den ene Arm, og hvor godt og hurtigt han udfører sit Hverv; jeg har aldrig haft nogen saa god Vappus som ham.

Jeg kjørte altsaa af Sted med LARS GAINO den lange, besværlige Vei til Fjældets Top.

Husker De fra Deres Barndom Historien om hin Bondesøn, som hedte Hans og havde været udenlands, og som paastod der at have set en Hund saa stor som en Hest, hvilket Uhyre imidlertid gradvis skrumpede ind til at blive en ganske ordinær Køter, efterhaanden som Hans med Faderen mere og mere nærmede sig hin Bro, hvorover ingen Løgner kunde passere ustraffet?

Omtrent saaledes gik det med LARS GAINO og Seiten.

Da vi reiste fra Koutokæino, var den kunstig tilhuggen som et Menneskehoved med tydelige Øine, Næse og Mund; da vi kom til Galanito, indrømmede LARS, at Øine, Næse og Mund var noget udviskede af Aarhundreders Veir og Vind; og da vi drog op ad Fjældet, fremsatte han som en ikke urimelig Mulighed, at hvad der var blevet anset for disse Ansigtsdele, maaske kun var tilfældige, naturlige Dannelser.

Naa, vi kom til Stedet, og LARS præsenterede Seiten for mig. Som jeg havde anet, var det en Stenklump af den mest ordinære Slags, noget stor og lang, men uden den ringeste Mærkelighed i nogen som helst Henseende. LARS forsøgte rigtignok at vise mig de meget omtalte Øine, Næse og Mund, men han kunde for den Sags Skyld med lige saa meget Held have forsøgt at vise mig et THORVALDSEN'SK Basrelief eller hvilket som helst andet paa Stenens Overflade. Jeg betragtede den paa alle Kanter, fra alle mulige Retninger: det var og blev den sarnme hverdagsagtige Kampesten. Nu ja, jeg havde faaet et nyt Bevis for, hvad jeg ofte tidligere havde erfaret, at man ikke skal stole for meget paa Lappernes Beretninger om saadanne Ting. At imidlertid Stenen virkelig i den hedenske Tid har været anset som en Helligdom, kan næppe være tvivlsomt; derom vidner ikke alene Traditionen og den af Naturen særlig freinhævede Lokalitet, men ogsaa den Omstændighed, at det ikke er mange Aar siden, at man her endnu kunde finde Mængder af Horn fra de her i sin Tid ofrede Rener.

Da der ikke var nogen som helst Grund til at faa Stenen bortflyttet, vilde jeg dog i hvert Fald tage et Fotografi af den. LARS gjorde mig opmærksom paa, at den tidligere havde staaet i opreist Stilling et Par Skridt fra det Sted, hvor den nu laa væltet. Han havde selv for flere Aar siden flyttet den, da en norsk Botaniker havde anmodet ham om at faa den transporteret til Kysten; men senere var Sagen gaaet i Glemme. Jeg mente, det var bedst, om vi kunde gjengive Stenen dens oprindelige Plads og Stilling. Med stort Besvær, thi den er tung, den gamle Tingest, fik vi den med vore tre Arme væltet op i en Pulk, hvorpaa vi med ikke mindre Besvær trak den op ad den lille Skraaning og reiste den i den Stilling, som den formodentlig har haft i hine Dage, da Lapperne ansaa den for en Gud eller i hvert Fald for et Symbol paa de guddommelige Magter.

Medens vi var i Færd hermed, forandrede Veiret sig pludseligt; Sneskyer skjulte Solen, og en heftig Vind reiste sig. Desuagtet pakkede jeg mine fotografiske Apparater ud. Vinden blev stærkere og stærkere, og snart stod vi i det tætteste Snefog. Cameraen var skruet fast paa Stativet; jeg vendte mig et Øieblik bort fra den, men det samme Øieblik benyttede Vinden til at vælte Apparatet, saa at Cameraen knustes mod en Sten. Derved blev selvfølgelig al Fotograferen umulig.

LARS GAINO smilede. "Det er en gammel Tro hos vort Folk," sagde han, "at den, der vover at give sig af med Fortidens Guder, bliver rammet af Uheld." Derfor havde jeg sidste Gang, jeg var her, nær kjørt mig ihjel; derfor reiste denne pludselige Storm sig og ødelagde mit Apparat.

Det syntes næsten, som om LARS havde Ret. Thi da vi kort efter kjørte ned ad Fjældet, smilede Solen atter, og der var ikke mere Vind end i en Stue.

For Resten var den gamle Stengud endnu ikke til Freds med, hvad han havde udrettet; thi paa Hjemveien paa Elven gjorde han et Forsøg paa at drukne mig. Jeg havde ladet min Rens Tømme binde fast til LARS GAINO'S Pulk, og havde lagt mig til at sove. Pludselig vaagner jeg ved et voldsomt Stød; jeg aabner Øinene og ser mig omgiven af Vand paa begge Pulkens Sider. Pulken er gaaet ned i et Hul i Isen, der har været dækket af et løst Snelag, og ved den derved frembragte pludselige Standsning er Tømmen sprungen. Heldigvis var Pulken noget længere, end Hullet var bredt, saa jeg slap med et Øiebliks Forskrækkelse og en plaskvaad Pæsk.

For Fremtiden skal jeg lade alle Seiter i uforstyrret Ro! -

De festlige Dage er forbi. Folket er draget tilbage til sine Telte og Rener, de fremmede Gjæster har atter forladt os. Det brogede Liv er til Ende, den glade, støiende Tummel forstummet. Gnisterne fra den sidste Raket er slukkede, den sidste Luftballon er forsvunden i det Fjærne, og Dragen ligger sønderbrudt ude paa Marken. Ensomhedens triste, dødsstille Tomhed ruger atter over Koutokæinos golde Sandbanker.

44) Det lappiske Sprog har ligesom forskjellige andre den Eiendommelighed ikke at eie Ord for "ja" og "nei"; er Du, vil Du, kan Du etc. besvares med enten: jeg er, jeg vil, jeg kan, eller: jeg er ikke, jeg vil ikke, jeg kan ikke etc.