Lokalhistoriske tekster fra Finnmark

 
Forord
I. Fra Bergen til Alten
II. Bossekop og Alten
III. Fra Bossekop til Koutokæino
IV. Koutokæino
V. Koutokæino
VI. En Tur til en Renby
VII. Om Lapperne
VIII. Om Renen
IX. Ved Juletid i Koutokæino
X. Om Nordlyset
XI. Udflugter fra Koutokæino
XII. Rædselsperioden i Koutokæino
XIII. Paa Reise
XIV. Thingugen i Koutokæino
XV. Reise til Sodankylä
XVI. Fra Koutokæino til Bossekop
XVII. Fra Alten til Hammerfest
XVIII. Fra Hammerfest til den russiske Grænse
Anmærkninger
Forfatterens Reiseruter

Under Nordlysets Straaler : Skildringer fra Lappernes Land / af Sophus Tromholt. - Kjøbenhavn : Gyldendal, 1885


VI. En Tur til en Renby.

Koutokæino, den 1ste December 1882.

Det var for et Par Dage siden. Våre Uhre og Lysningen i Syd fortalte, at det var henad Middag, thi selve Solen ser vi nu ikke mere; den er gaaet ned for sidste Gang i dette Aar, og der vil forløbe 6-7 Uger, inden vi atter ser den staa op.

Uden for Lensmandshuset ventede de 8 forspændte Rener, som skulde befordre os til en et Par Mil herfra liggende Renby. Urolige som altid, syntes de prægtige Dyr med Utaalmodighed at oppebie det Øieblik, da de kunde faa Lov til at sætte af Sted.

Kjøreredskaberne er saa simple, som de overhovedet kan være. To efter Legemets Form tildannede, symmetriske Træstykker lægges, for oven og for neden sammenbundne, om Renens Hals foran Forbenene. Fra deres Midte udgaar paa hver Side en Rem, der er fæstet til et halvmaaneformet Træstykke, anbragt under Bugen, straks bag Forbenene. I dette Træstykke fastgjøres Dragremmen, vuotta-raipe, i Almindelighed forfærdiget af Renskind; dens anden Ende er befæstet til Pulkens Farende. Fra Træstykkets to Ender gaar et bredt eller smalt Bælte om Dyrets Ryg. Omkring Halsen og Panden lægges et Reb eller Baand, fra hvis nederste Punkt Tømmen udgaar. Denne er enkeIt og vikles i sin anden Ende nogle Gange om den Kjørendes høire Haandled, idet først Tommelfingeren stikkes ind i en Øsken i Tømmens Ende. Det er det hele Forspænd. Løst og primitivt, men dog uden Tvivl afpasset efter de særlige Forhold ved Renkjørselen: BæItet og Halsbindet er ofte prydede med gult og rødt Klæde, Kvaster og Smykker, og en under Halsen anbragt Klokke gjengiver alle Renens mangfoldige Bevægelser i lystig Klokkeklang.


Ren og Pulk.

Slæden - Pulken - synes efter sin Bygning egentlig mere skikket til at benyttes paa Vandet end paa Landjorden. Del en lav Baad paa tværs i to Halvdele, tag den forreste og luk den bagtil med en lodret Bagklædning, saa har De meget nær Modellen af en Pulk. Den er omtrent af Mandslængde og oventil aaben; noget særligt Sæde eller andre Behageligheder har den ikke, man sætter sig slet og ret i den, som den er. Da dens Bund er forsynet med en Kjøl, vil De omtrent kunne tænke Dem, at den med Hensyn til Ligevægt er lige saa balstyrig som en Baad paa Land. Den er i Almindelighed bygget af Birkeved; kun Kjølen, der er 4-6 Tommer bred, og fortil ender i en opstaaende Spids, forfærdiges i Regelen af Fyr. De enkelte Træstykker, som danner Pulkens omtrent 10 Tommer høie Sider, er tykkest paa Midten, tyndest i Kanten, saa at ethvert af dem udad er hvælvet.

For øvrigt er det rette Navn paa dette Kjøreredskab Kjærris, idet Pulken strængt taget skal være dækket fortil med et Overtræk af Skind, hvorunder Fødderne anbringes; men her i Egnen bruges begge Benævnelser i Flæng, og overhovedet ser man saa godt som aldrig den sidste Form, da Lapperne finder Dækket alt for generende og ubekvemt under Kjørselen.

Endnu en tredie Form findes, den saakaldte Laakkek. Den er af samme Bygning, men heldækket, med Laag for oven, og benyttes som et Slags transportabelt Pakhus, til Gjemme for Smaasager eller Kostbarheder , som man maa føre med sig, men ikke daglig har Brug for. (8)

Man har ofte hørt Ytringer af Forundring over, siger RODE, at Lapperne er blevne staaende ved disse ufuldkomne og ubekvemme Reiseredskaber, der synes indrettede, som om Kjørselen med Ren var en Opfindelse fra i Gaar. Intet er heller almindeligere, end at den, som første Gang kjører med Ren, sysselsætter sine Tanker med Spekulationer paa alle Slags Forbedringer; men nogen Erfaring overbeviser ham snart om, at Lapperne ligesom alle andre Folk selv bedst ved at indrette deres Fornødenheder paa den hensigtsmæssigste Maade, og at Pulken bør blive, saaledes som den er.

Hvad der især chikanerer den Uvante er, at Pulken ikke som en Slæde gaar paa to Meier, men paa en smal Kjøl, og derfor vælter ved det mindste Stød eller Mangel paa Ballance hos den, der sidder i den; dernæst at den trækkes i et enkelt Reb og ikke med to Stænger, hvoraf der naturligvis følger, at Renen ikke kan holde Pulken tilbage ned ad Bakke, saa at den Reisende ofte kommer hurtigere og mere hovedkulds ned, end han har ønsket; endelig, at man ikke bruger en dobbelt Tømme, hvormed Renen tilsyneladende bedre maatte kunne styres.

Det er imidlertid ikke uden god Grund, at Lappen i alle disse Tilfælde foretrækker det enkelte for det dobbelte, og alle disse tilsyneladende Mangler viser sig som afgjorte Fortrin, naar Hensyn tages til Terrainets og Veiens Beskaffenhed. En Slæde paa Meier vilde ikke alene synke dybere ned i den løse Sne, men den vil de desuden snart sønderbrydes paa de ujævne Veie i Skov og paa Fjæld, hvor det gaar over Stok og Sten, og hvor man ofte farer ud over Styrtning er af en ener et Par Alens Høide. En saadan Slæde vilde end videre, saa underligt det end kan synes, være langt mere udsat for at vælte end Pulken; thi denne vælter kun for den uvante Kjører; den Øvede har den ganske i sin Magt, og forstaar ved at balancere sit Legeme at holde den i Ligevægt der, hvor det vilde være uundgaaeligt at vælte i Slæde. Der ligger f. Ex. en stor Sten i Veien, skjult af den løse Sne. Renen hopper med Lethed over den; idet Pulken kommer op paa Stenen, har den selvfølgelig stor Lyst til at vælte; men den Kjørende hælder sig lidt til den modsatte Side, og den hvælvede Pulk glider let ned fra Stenen og baner sig Vei ved Siden af den. Omtrent det samme kan siges imod Brugen af Stænger; de maatte være uforholdsmæssig svære, for ikke at brækkes; de vilde hindre Pulken i at vige til Siden og med Lethed at bøie sig efter Veiens uendelige Krumninger, og de vilde i tætte Skove idelig hænge fast i de fremragende Grene og i Buskene. Pulken er kiledannet: hvor Renen kan smyge igjennem, vil Pulken altid kunne følge efter; der er intet paa dens Sider, som afgiver Modstand. Endog en dobbelt Tømme vilde kun være til Uleilighed og uden synderlig Nytte, da Renen - som man desuden ikke maa tænke sig saaledes tæmmet og tilkjørt som en Hest - af den øvede Kjører ret vel lader sig styre med den enkelte Tømme alene (RODE).

De 8 pelsklædte Mænd, af hvilke jeg var den ene, var endelig reisefærdige. Det var første Gang i mit Liv, at jeg skulde kjøre med Ren. Jeg bildte mig ind, det maatte være noget lignende som at kjøre med Heste eller Okser. I sidste Øieblik fik jeg et Par velvillige Vink med Hensyn til AnbringeIsen af mit Korpus, jeg satte mig til Rette, fik Tømmen om Tommelfingeren - og inden jeg vidste et Ord af det, eller egentlig fik Tid til at se, hvorledes det gik til, foer hele Reiseselskabet indbefattet mig af Sted i den vildeste Karriere, uden Orden til høire og til venstre, saa Pulkene svingedes hid og did, vippende op og ned paa deres Kjøl. Og da den ujævne Jordbund kun var tyndt dækket med Sne, blev Pulkens Bevægelser saa mangfoldige og kaade og voldsomme, at jeg maatte tænke paa en Baad i svær Søgang. Snart slyngede to eller tre Pulke mod hverandre, saa det bragede, snart spredtes de til alle Sider. Lensmandens Familie stod i Døren for, som jeg senere hørte, at have den Morskab at se mig trimle ud; men de gode Folk blev skuffede. Saa meget vidste jeg nemlig i Forveien, at den væsentligste Kunst ved Renkjørselen er at søge at blive i Pulken; jeg lod derfor Ren være Ren, søgte efter bedste Evne at læmpe mig efter alle Pulkens eventyrlige Krumspring og halsbrækkende Balanceringskunster, og skjønt jeg ikke begriber, at det gik saa godt, lykkedes det mig dog at beholde min Plads, indtil den første Overraskelse havde sat sig, og jeg med mere Ro kunde overse Situationen.

Og saa foer vi da videre, som om det gik paa Livet løs. Jeg kjender rigtignok kun fra Billeder den engelske steeple chase, men den kan næppe være forvovnere og vildere end denne tilsyneladende hensynsløse og blinde Jagen hen over Marker og Stene, Bakker og Skrænter. Det ser ud, som om der ikke er Tale om Styring, det synes, som om Renen springer, hvor den vil, ubekymret om Pulken og Manden i den. Det er ogsaa kun i de store Hovedtræk, at selv den øvede Lap kan faa Renen til at gaa, hvor han ønsker; i alle Detaillerne gaar Renen efter sit eget Tykke. Den mathematiske Sætning, at den rette Linie er den korteste Vei imellem to Punkter, synes Renen ikke at kjende, eller den bryder sig i hvert Fald ikke om at anvende den; i Zikzak og Bugtninger til høire og til venstre gjør den sig Veien mindst dobbelt saa lang som nødvendigt.

En forspændt Ren gaar, i hvert Fald i Begyndelsen af Reisen, sjældent i Skridt; enten traver den, eller den galopperer af Sted alt, hvad dens Kræfter formaar; Tungen hænger den ud af Munden, og den puster som en udmattet Hund; af og til snapper den i Farten lidt Sne for at slukke sin Tørst. Det er et helt pudsigt Syn at se den korte, hoppende Galop, idet begge Forben og begge Bagben omtrent samtidigt gaar op og ned. Med Bagbenenes brede Klove sparkes Sneen bagud, saa den Kjørende har Fornemmelsen af at være ude i det mest forrygende Snefog. En eiendommelig, knitrende Lyd ledsager denne Renens Galopperen; den kan sammenlignes med Smældet af en Række uophørlig paa hverandre følgende elektriske Gnister, eller med den Lyd, der opstaar, naar man kaster Salt paa Ilden; den fremkommer rimeligvis ved en Bevægelse af en af Fodens Muskler.

Efter et Kvarters Forløb standsede de forreste Pulke for at vente paa Efternølerne. Alle Rener er nemlig ikke lige hurtige, og navnlig havde jeg faaet den dovneste af dem alle; men jeg priste min Lykke og skulde have betakket mig for et kvikkere Exemplar. Naar Renen standser efter en saadan Fart, puster og stønner den værre end nogen Simle, undertiden saa voldsomt, at man kunde tro, den var nær ved at styrte; men det gaar som oftest snart over.

Det varede ikke længe, inden jeg havde lært, hvorledes man skal bære sig ad, naar man paa ny sætter af Sted: man slynger Tømmen med et rask Sæt fra venstre Side over Renens Ryg over paa høire Side, idet man samtidig kaster sig i Pulken; denne sidste Proces lykkes ikke altid til Fuldkommenhed, idet Renen ved den mindste Antydning til Kjørerens Hensigt straks sætter af Sted i fuldt Firspring. Under Farten styres Renen ved, at man kaster Tømmen mod den Side af Dyret, hvorhen man vil have det til at gaa; men Renen lystrer ikke altid; som oftest maa man med nagle kraftige Slag med Tømmen knække dens medfødte Stivsind. Ved lignende Rap med Tømmen faar man den til at løbe hurtigere, om Farten skulde begynde at sagtne. Vil man standse, kaster man Tømmen om paa venstre Side, idet man samtidigt vælter sig ud af eller springer ap af Pulken. Men hvad enten man standser eller kjører, gjælder det som den vigtigste Fordring, aldrig at slippe Tømmen, selv om man ligger og kjører uden for Pulken eller, hvad undertiden skal kunne ske, selv om Renen vender sig om mod den Kjørende og begynder at banke ham med Forbenene. Thi slipper man Tømmen blot et eneste Øieblik; sætter Renen af Sted hen over de udstrakte Vidder, uden at det, vil være tænkeligt at fange den igjen før efter lang Tids, ofte flere Dages Søgen og Anstrængelser.

Det er en Fornøielse at se, med hvilken Færdighed Lappen forstaar at kjøre sin Pulk; han er her lige saa smidig og let, som en Berider paa sin Cirkushest; snart sidder han, snart ligger han paa Knæerne, snart staar han opreist; snart er han i Pulken, snart uden for den.

Hvilken Forskjel mellem Hovedstadens gallonerede Herskabskudsk, der fra sit høie Sæde styrer de vælige Gangere med det rige, sølvprydede Seletøi - og denne Ørkenens fattige Søn, der haster af Sted over de endeløse Vidder med sin lille hornede Ganger og den simple Nøddeskal. Men al hin prangende Herlighed, hvad vilde den nytte her? Det samme som Balsko paa en Isbræ eller et Dampskib i en Rendesten.

Med korte Standsninger foer vi saaledes af Sted over de vidtstrakte Snemarker. Snart op ad Bakke, saa Pulken næsten staar lodret, snart ned ad steile Skrænter i den vildeste Hurlumhei, saa Pulken kommer foran Renen og stundom Renen op i Pulken. Mest tiltalende for mig, den uøvede Begynder, var det unægteligt at kjøre paa Elven og over de store Vande, hvor man som en Pil farer hen over de lange, lange hvide Flader med den jomfruelige Sne, som endnu ikke har været betraadt af nogen Menneske- eller Dyrefod.

Efter et Par Timers Kjørsel - og jeg maa sige, uagtet jeg hvert Øieblik ventede, at jeg selv eller en anden skulde brække Arme og Ben, at det var den interessanteste, jeg endnu har deltaget i - ankom vi til Stedet, hvor et Par Lappefamilier havde slaaet sig ned i Nærheden af deres Renflok. Et Par Hundes Glam og Røgsøilen fra to Telte hilsede os velkommen til Nomadens Hjem.


Lappetelt.

Hvor vi saa ud, da vi steg ud af Pulkene! Vi var fuldstændigt forvandlede til Snemænd. Pæsken og Huen var hvide af Sne, Øienbrynene og Øienhaarene var sammenvævede med Sne­ og Rimkrystaller, hele Skjægget forvandlet til en eneste, sammenhængende Isklump.

Fjældlappens Bolig har ikke ret meget tilfælles med, hvad man ellers i Europa forstaar ved Navnet Bolig. Her er ikke Tale om Hus og Værelser, Tag eller Vægge. Fjældlappen bor Sommer og Vinter, i Regn og i Solskin i sit Telt.

Et simpelt Stillads af Træstænger, derover et Betræk af Vadmel eller grovt Seildug, det er Fjældlappens Hus og Hjem. Teltet er kegleformet, men Grundfladen noget kantet; denne er 12-16 Fod i Gjennemsnit, Teltets Høide i Midten omtrent 8-10 Fod. Oppe i Teltets Spids er der en Aabning, som baade er Vindue, Skorsten og Ventilator. Under dette Hul findes det saa godt som altid tændte Baal, der baade varmer Maden og dem, der skal spise den eller har spist den. Paa den ene Side af Teltet findes end videre en smal Aabning, der lukkes af en af Træstænger og Vadmel dannet Dør, som er ophængt i sin øverste, spidse Ende.

Dette trange Rum, hvor man næppe kan staa opreist, er Familiens Dagligstue, Soveværelse, Køkken, Spisekammer o. m. m. Af Møbler findes ikke nogen som helst Slags repræsenteret. Den med Birkeris bedækkede Grund inden for Teltet er baade Stol og Bord, baade Gulv og Seng: Om Dagen sidder man paa Skræddervis rundt om Baalet og spiser, drikker eller arbeider; om Natten placerer man sig rundt om Baalet, som det kan falde bedst. Sengklæderne er Gangklæderne. Afklædning om Aftenen eller Toilette om Morgenen er Begreber, som ikke ligger inden for Fjældlappens Synskreds.

Husgeraadet indskrænker sig til nogle Gryder og Kjedler, Træskaale og Øser og et Par Skeer af Træ eller Horn, stundom Sølv. End videre nogle Træskrin til at opbevare Smaagjenstande i. Paa Stængerne, der bærer Teltet, ophænges Seletøi og Tømmer, Klæder og Kjød. I Nærheden af Teltet opsættes Stilladser af for oven sammenstødende Birkestænger; her eller i Buskene ophænges Skind, Klæder, Kjød og andet, som ikke for Øjeblikket bruges. Resten af Familiens Eiendele opbevares i de før omtalte lukkede Pulke eller i Stolpeboderne ved de fastboende Lappers Gaarde.

Uden for Teltets Dør staar i Almindelighed en Slags Huggeblok, dannet af 2-3 tykke Stammer, hvor Birkevedet til hugges til Brændsel.


Lappetelt.

Hele Huslivet for øvrigt er ganske i tilsvarende Stil. Faste Spisetider holdes ikke, bl. a. af den Grund, at Familiens Medlemmer efter Tur har Vagt ved Renerne. En stor Jærngryde hænger næsten altid over Baalet; den Sultne griber sans façon et af Kjødstykkerne med Hænderne, trækker den store Kniv, som altid hænger i Lappens Bælte, ud af Skeden, og lader Fingrene tjene som Gaffel. I det hele taget maa man ikke medbringe alt for fine Fornemmelser, naar man gjæster Lappernes Hjem; kan man f. Ex. ikke taale at se, at Moderen i Ens Nærværelse, medens hun selv spiser, ogsaa tilfredsstiller sit spæde Barns Hunger, og derpaa ugenert anstiller en ivrig og ikke forgjæves Jagt efter en her meget almindelig Art Husdyr, enten paa sig selv eller Barnet, eller finder man det i andre Henseender stødende, at disse Naturens Børn ikke kjender ret mange af Salonernes Former og Vedtægter - saa skal man blive udenfor.

Man maa f. Ex. heller ikke forarges, naar man en Gang imellem ser Lappen med Tungen slikke Fedtet af den store Træske, der staar i Gryden, hvor Kjødet koges; man ser og maa vænne sig til meget mere i samme Retning; "f. Ex. naar Lapperne rengjør deres Fade med Fingrene, som de slikker mellem hver Gang de gnider med dem, eller naar de renser Spiseskeen ved at spytte paa den, o. s. v. Det er mærkeligt, hvor lang Lappen ved saadanne Slikninger kan gjøre sin Tunge; den minder om Hundens" (v. DUBEN).

Om Vinteren er Renens Kjød og Mælk, den sidste i frossen Tilstand eller undertiden som Ost, samt smeltet Snevand Fjældlappens væsentligste Mad og Drikke, den uundværlige Kaffe ikke at forglemme.

Deltager man i Lappernes Maaltid, maa man ikke blive forskrækket; naar man finder en utrolig Masse Renhaar indblandet i Maden. Disse Haar er uundgaaelige, hvor der er Lapper og Rener; de klæber sig fast til Gryder og Skeer, Knive og Hænder; man kan næsten ikke blive dem kvit, fordi de ved den mindste Strygning eller Gnidning bliver stærkt elektriske og derfor klæber sig end mere fast. Som en ældre Forfatter siger: "Den Mand har ikke været vel gift, som ikke i Løbet af sit Liv har opspist et Lispund Renhaar."

Der er ikke megen Plads tilovers i Teltet, naar det er optaget af en halv Snes Mennesker og den tykke Røgsøile. Luftens Beskaffenhed der inde er derfor saa som saa. Til Teltets Beboere hører ogsaa mindst 3-4 Hunde, disse løierlige smaa, spidssnudede og kloge Krabater, der, naar de vil logre, vrikker med hele Bagkroppen; altid aarvaagne, altid sultne. Det er Lap­pens vigtigste og uundværlige Vogter for Renerne, og de faar derfor ogsaa Lov til at tumle sig i Teltet lige saa frit som de smaa, smudsige Børn; de sidder med "til Bords", naar der spises, med spændt Opmærksomhed følgende hvert Stykke Kjøds. Vandring fra Haanden til Munden; de kravler omkring paa de sovende om Natten, og lægger sig paa dem eller hvor som helst, de finder for godt.

Af en Skildring af STOCKFLETH laaner jeg følgende: "TeItets Høide og Størrelse var saa betydelig, at jeg ikke blot skulde have kunnet sidde paa en Kiste, men ogsaa gaa opreist et Par Skridt der inde, hvis ikke andre Hindringer havde gjort dette umuligt. BIandt disse maa først nævnes Røgskyen, som nesten altid opfylder den øverste Del af Teltet; for at undgaa den, maa man sidde paa selve Gulvet. Dernæst er det blot i Midten af Teltet, at man kan staa eller gaa et Par Skridt i opreist Stilling; men der findes Ildstedet, hvortil kommer, at Teltet er saa opfyldt af Mennesker og Sager, at man aldeles ikke har nogen Plads at røre sig paa. Uden mere eller mindre at blive stegt og kvalt af Ild, Røg og Hede, kan man hverken komme ud af eller ind i Teltet, naar dets Beboere er samlede der. Næppe har jeg løftet paa Teltdøren for med bøiet Ryg at træde ind, førend Hundene gøende farer imod mig, visende skarpe Tænder og vrede Blikke. Ild, Hede og Røg slaar mig i Ansigtet; i de første Sekunder er Øiet ikke i Stand til at skjelne Gjenstandene; i den bedøvende Hundemusik blander sig undertiden et ikke mindre høirøstet Barneskrig, akkompagneret af Hyssen og Slag for at bringe Spektakelmagerne til Taushed. Under alt dette har jeg maattet blive staaende ved Indgangen, og skal nu med bøiet Ryg forsøge at begynde Vandringen til den imidlertid tildannede og anviste Plads, gaaende paa Randen af Ildstedet, ikke uden Fare for at tumle om i den brændende Ild eller den kogende Kjødgryde. Alle kommer nu i Bevægelse for at trække Benene til sig; Børnene maa tages til Side, o. s. v. - - - - Omsider var det ved Ilden opstillede Kjødstykke saa vidt optøet, at det kunde hugges i mindre Dele, og den Lap, der skulde udføre dette vigtige Hverv, reiste sig saa meget, at han kom paa Knæerne. Vore Ben og Hundene og alt, hvad der kunde være i Veien, maatte da gjøre saa stor Plads, at Kjødhuggeren kunde forrette sit Arbeide. Han greb Kjødet med den ene Haand og med den anden løftede han Øksen høit i Veiret. Med komisk Høitidelighed lader han den falde til det første Hug. Med ikke mindre gravitetisk Alvor har et Par Hunde sat sig saa nær, som det forundes disse Stakler, og de rykker lidt efter lidt nærmere og nærmere; slikkende sig om Munden, betragter og følger de med begjærlige Blikke de afhugne Kjødstykker, der kastes i Gryden. Et barsk Raab maa stundom anvendes for at holde dem i behørig Afstand fra et eller andet Kjødstykke, som ved Afhugningen kommer i deres Nærhed. Naar Huggeren behøvede mere end eet Hug for at faa løst et Stykke, blev han udlet af de andre; men dette anfægtede ham ikke; først da han kastede det sidste Stykke i Gryden, kom der atter et Smil over hans Ansigt, og vi andre, kunde nu igjen indtage vor forrige Stilling. - - - Da Maaltidet var spist, skulde man lægge sig. Først levnedes der mig saa megen Plads, at jeg kunde komme ind i min Sovesæk, hvormed min tjenstvillige Vært var mig behjælpelig. Derpaa lagde alle de andre sig i hverandres Favn, idet vi bøiede os om Ildstedet, dannende en Kreds omkring dette. Efterhaanden slukkedes Ilden af sig selv, og faa Øieblikke efter var al Tale forstummet, alt var stille og tyst, og kun et svagt Aandedræt hørtes her og der. Jeg laa længe og betragtede, dels de sovende Mennesker omkring mig, dels Stjærnerne, som jeg gjennem det store Røghul paa Teltet saa tindre paa den klare Himmel, der stundom oplystes af forbiflagrende Nordlys, indtil Søvnen ogsaa lukkede mine Øine."

Alle Familiens Medlemmer er sjælden samtidigt forsamlede i Teltet; Renflokken kræver deres Nærværelse og deres Opsyn, selv om Natten. Mænd og Børn, Koner og Piger, ingen undtages, skifter to eller tre Gange om Dagen i denne Bevogtning, og enhver drager ud med flere Hunde, der tilhører hver Vogter og kun lystrer dennes Ord. De forrige Vogtere kommer da tilbage med de sultne Hunde. Det er derfor ikke sjældent, at 8, 10 eller 12 Hunde samtidigt i Teltet spadserer hen over de hvilendes Hoveder for at søge bekvemme Hvilepladser for sig selv. De trænger rigtignok ogsaa til Ro, thi saa længe de ude bevogter Hjorden, er de i uafbrudt Bevægelse. Af dem afhænger Hjordens Velfærd og Sikkerhed. Kun ved Hjælp af dem holdes Renerne samlede paa bestemte Pladse eller drives til andre. Kun ved Hjælp af dem jager man Ulvene, Lappernes frygteligste Fjender, tilbage fra Renerne. Den frygtsomme Ren løber forskrækket om paa Vidderne, naar Ulven nærmer sig; Hundene derimod gør og driver Flokken saa tæt sammen, at Ulven ikke let vover et Angreb. Naar derfor Renen er for Lappen, hvad Ageren er for Bonden, saa er Hunden for Lappen, hvad Ploven er for Bonden (L. v. Buch).

Efter vårt Ønske blev Renflokken dreven ned til Teltene. Det var et imposant Skue at se den store Skare, mindst paa 1200 Stykker, under Klokkeklang komme farende ned over Bakkeskraaningen, efterfulgt af de bjæffende Hunde og de ikke mindre støiende Vogtere. Hvilket Liv, hvilket Røre, hvilken Uro i den store, graaspraglede Flok! Renen er, med Undtagelse af, naar den ligger, aldrig rolig; uophørlig flytter den Benene, uophørlig bevæger den Kroppen og det kronede Hoved med de kloge Øine.


Rener.

Her stanges et Par Renokser, bragende farer Hornene sammen; undertiden kan det hænde, at Takkerne derved indvikles saaledes i hinanden, at Renerne ikke selv kan skille dem ad og i Fællesskab maa dø af Sult, hvis der ikke kommer Folk til Hjælp. Hist søger en Ren at liste sig uden for Flokkens Grænser, men straks er Hundene efter den, og deres tilsyneladende om den høieste Forbitrelse og Arrighed vidnende Glam, blandet med Vogternes opmuntrende Tilraab, driver snart atter den forskræmte, galopperende Desertør tilbage til dens Plads. Her og der har en Ren med Forbenene gravet et rundt Hul i Sneen for at tilfredsstille sin Sult med Renmossen, saa godt som den eneste Føde, Fjældet byder den.

Der er en overordentlig Variation i Udseendet af Renens Horn, bortset fra, at Hunnernes i Almindelighed er mindre end Hannernes. Kun faa er ganske kullede; enkelte bærer kun en eneste lille, opretstaaende, ugrenet Pind, andre er prydede med to, tre store, mangefold forgrenede Horn, og derimellem treffes alle Overgange.

Medens Flokken var saa nær ved Teltene, benyttede man Leiligheden til at malke en Del af Renerne. Det gaar ikke ganske saaledes til, som naar man malker Køer. Renen er aldrig saa tam, at man uden videre kan gaa hen og holde paa den; naar den skal malkes - ligesom naar den skal bruges til at kjøre med - maa den derfor først fanges paa samme Maade som de vilde Heste i Amerika, det vil sige med en Art Lasso, et 30-50 Fod langt Kastereb, der holdes oprullet i en Ring, og i hvis ene Ende der findes en let bevægelig Løkke. Det er den saakaldte suoppa, som Fjældlapperne stadig, især naar de er paa Reise, bærer om Skuldrene, og i hvis Brug man daglig kan se Lappebørnene i Koutokæino øve sig, idet de kaster den efter Hundene eller deres Kammerater. Har Lappen faaet Øie paa den Ren, han søger - og hans skarpe Blik søger ikke længe ­ kaster han Lassoen efter Dyret, ofte i 30- 40 Fods Afstand; hvinende farer Rebet hen over Hovederne af de andre, og Løkken lægger sig omkring den udpegede Rens Horn. For den øvede mislykkes Kastet næsten aldrig. Renen mærker Rebet om Hornene og sætter i samme Nu af Sted, men derved strammes Løkken kun end mere fast, og efter nogen Modstand kommer Lappen efterhaanden saa nær hen til Renen, at han kan tage den ved Hornene, medens en af Kvinderne malker den. Mælken optages i nogle eiendommeligt formede, runde Træskaale med Haaridtag; det Kvantum Mælk, som faas af hver enkelt Ren, er meget ubetydeligt; der maa malkes to, tre Stykker, før man har en Pægl.

Det er et overmaade livligt og tiltrækkende Billede, som en saadan Scene af Fjældlappens Liv opruller, saa eiendommeligt og sælsomt, og især for den Fremmede i enhver Henseende saa nyt og overraskende.

Vi maatte drikke Kaffe hos vore Værter inde i et af Teltene. Vi bad om at faa den uden Salt, thi Lapperne pleier at kaste en ikke ubetydelig Portion af dette Kryderi i Kaffekjedlen, dels fordi Saltet, som de paastaar, gjør Kaffen klar, dels fordi de synes, at Drikken med denne Tilsætning smager bedre. De gustibus non est disputandum. Saa blev der halet frem en stor Klump af et gulhvidt, talglignende Stof; jeg troede først, at det var Smør, men det viste sig at være frossen Renmælk. Et Stykke af den blev kastet i Teltets eneste og i den høitidelige Anledning vaskede Kaffekop og gjorde Tjeneste som Fløde. Lapperne sparer ikke paa Kaffebønnerne, ikke heller bruger de nogen Tilsætning af Surrogater som Cikorie eller sligt, og deres Kaffe er derfor i Regelen god og stærk. De er ligeledes temmelig luxuriøse med Sukker; de bruger nemlig saa godt som aldrig andet end Top-Sukker. Heldigvis bruger jeg ikke Sukker i eller til Kaffe, ellers ved jeg virkelig ikke, om jeg skulde have fordristet mig til at tage et Par af de smaa Sukkerstykker, som bødes mig, og hvis engang hvide Farve i en betænkelig Grad var reduceret ved Behandlingen af diverse, alt andet end hvide Fingre. Men som tidligere sagt, det nytter ikke at være kræsen eller sensibel, naar man gjæster Lapperne; man maa stryge Europæeren af sig og fuldstændig sætte sig paa Naturfolkets Kulturtrin, hvis man vil omgaas dem og lære dem og deres Liv at kjende.

Teltets eneste Kaffekop vandrede rundt blandt Gjæsterne, medens Teltets egne Beboere hjalp sig med Kaffekjedlens Laag eller en gammel Blik-Sardindaase, der ved Skæbnens mærkelige Omskiftelser havde fundet Vei op til denne fjærne Afkrog. Og vi lod Røgen fra vore Piber blande sig med Røgen fra Ildstedet, og sad i vor Renham nok saa gemytligt i det snævre, mørke Rum, mellem Mænd og Kvinder, Børn og Hunde og alle de andre Væsener, som et saadant Telt rummer. Naar jeg saa paa hele denne eventyrlige Scene, jeg selv klædt som Lap mellem alle de andre Lappefigurer omkring Ildstedets Lue, maatte jeg næsten spørge mig selv, om det var mig selv, som sad her, og om det virkelig var i det gamle Europa, at jeg befandt mig. Hvilken uhyre ForskjeI mellem denne Tilværelse og det Liv, jeg fra Barndommen af havde været vant til og anset for det normale. En og anden lidt vemodsfuld Tanke listede sig vel ogsaa bort til Hjemmene sydpaa med deres Rigdom af Hygge og Skjønhed.

Og dog, denne Fjældets og Ørkenens fattige Søn er maaske lykkeligere i sin snævre, lille Verden, end Sydens rige Mand i sine Saloner, omgiven af alle de Herligheder, som Nutidens raffinerede Udvikling forrnaar at præstere. Nomadens nøisomme Liv kjender ikke noget til de Sorger og Bekymringer, som en høiere Kultur vilde oplukke hans Øie for; han ved ikke noget om, forstaar ikke og savner derfor ikke de Glæder, som Livet i den store Verden byder. Han er maaske den lykkeligste af os alle.

Maaske er den ufølsomme Sten den lykkeligste Skabning i Verden. Ja, hvem kan vide det? -

Aftenen var imidlertid begyndt at nærme sig, og vi maatte derfor skynde os med atter at faa vore Rener forspændte. Vi sagde Farvel til vore nye Venner og foer atter hen over de tilsneede Vidder; det tiltagende Mørke gjorde Farten endnu mere eventyrlig end om Formiddagen. Men vi kom hjem uden brækkede Lemmer eller andre Ulykker, og jeg maa gjentage, at det var en af de fornøieligste Udflugter, jeg nogen Sinde har gjort. Jeg ønsker kun, at De selv havde været med, i Stedet for, at De nu maa nøies med min matte Skildring.


8) Som en fjerde Form kunde endnu anføres Raide- eller Laste-Pulken, hvorpaa Varer transporteres; den er i sin Bygning kun lidet forskjellig fra Kjøre-Pulken; som oftest mangler den dog Bagklædningen.