Under Nordlysets Straaler : Skildringer fra Lappernes Land / af Sophus Tromholt. - Kjøbenhavn : Gyldendal, 1885

XI. Udflugter fra Koutokæino.

Koutokæino, den 9de Februar 1883.

Graat i Graat var Billedet malet, det jeg for en Maaneds Tid siden i mit sidste Brev gav Dem af Koutokæino i Vinternattens Favn. Mørkets Tyngsel hvilede over Stemningen, Ensformighedens Fattigdom tegnede Omridsene.

Men jeg havde ingen livligere Farver paa min Palet; der var intet Solskin at anbringe, ingen livsfriske Former at tegne, skulde Billedet blive en nogenlunde tro Gjengivelse af Virkeligheden.

Men hvis De ogsaa nu, efter at Solens Gjenkomst som ved et Trylleslag har omskabt det hele Sceneri og kaldt til Live Farvernes og Stemningernes og Modsætningernes brogede Mangfoldighed, hvis De ogsaa nu vil fordre, at jeg med Sanddruhed skal male, hvad jeg ser, da maatte jeg kunne dyppe min Pensel i Solstraalens Glød, for at kunne vise Dem Himlens forunderlige Farvepragt og Landskabets skinnende Vinterklædebon; jeg maatte kunne male med Rosens Rødme; for at De kunde se Bakkeskraaningernes usigelige Skjønhed i den synkende Solskives Skjær, male med Diamantens funklende Regnbueglans, for at De kunde beundre de tusinde tindrende Ædelstene, der fra Markens Sne, fra Buskenes Rimfiligran tilbagekaster Straalerne fra Solen med syvfold Pragt.

De vilde sige, dette Billede er lige saa overdrevent som det andet, og De vilde ikke kunne tro, at Naturen her saa pludselig kan skifte Ham.

Den sov i sin fattige Nattedragt; nu da Aarets Morgengry er oprundet, har den iklædt sig sit mest straalende Skrud.

Men hvis De selv kom her op til denne fjærne Zone, vilde De tilstaa, at min Penselføring ikke var for dristig, mine Farver ikke for grelle, men at tvært imod Virkeligheden byder langt mere, end min matte, skizzerede Kopi kan gjengive.

Men da De ikke selv kan sammenligne Originalen med Billedet, saa beder jeg Dem en Gang for alle tro mig, naar jeg siger, at jeg bestræber mig for at tegne saa vidt muligt med fotografisk Sandhed, og at jeg kun, hvor det er aller uundgaaeligst - anvender lidt Retouche. Billedet forbliver derved det samme sande, kun de tilfældige Pletter og Uregelmæssigheder er fjærnede med varsom Haand, for at de ikke skal skade det harmoniske Indtryk af det Hele.

Følg mig da paa et Par smaa Udflugter, som kan bringe lidt Afveksling ind i det ensomme Vinterliv i Koutokæino. Naar man saa længe har siddet indestængt i Mørkets Trængsel, føler man Trang til at røre sig lidt.

Vi kjører først til Autzie. Det kan ikke nytte, De søger dette Navn paa noget andet Kaart end det, som findes her i Bogen; thi da vil De søge forgjæves. Hvis De overhovedet interesserer Dem for at vide, hvor og hvad Autzie er, kan jeg oplyse Dem om, at Autzie ligger omtrent en Mils Vei Øst for Koutokæino, og at den store Stad bestaar af 4-5 Gaarde, hvori der bor lige saa mange Elvelappe-Familier.

De mener maaske, at sligt ikke er en Reise værd, og at man lige saa gjærne kan blive hjemme og undvære Synet af de 4-5 Gaarde og de lige saa mange Elvelappe-Familier.

Fordringsfulde! vidste De blot, hvor nøisom man bliver, naar man Dag ud, Dag ind, fem Maaneder igjennem, har været lænket til en Plet i Ørkenen! Da bliver en Tur til Autzie's 4-5 Gaarde og dens lige saa mange Elvelappe-Familier lige saa lokkende og epokegjørende, som for Kunstneren en Reise til Italiens Skatte, for Historikeren et Besøg paa Hellas's Ruiner.

For Fangen i den ensomme Celle er en Flue eller en Edderkop en hel Verden fuld af Underholdning og Nydelse.

Altsaa: vi kjører til Autzie.

Morgenskjæret rødmer i Sydost. LILLE JOSSA, min stadige Ledsager paa saadanne Smaature, har bundet sine to Rener ved Handelsmandens Gærde, hvor de staar og spiser af et Par store Klumper Mos. Nu skal de forspændes, men de har slet ikke Lyst til at afbryde deres Maaltid. De viltre Dyr reiser sig paa Bagbenene og sparker til JOSSA, idet han lægger Seletøiet paa; Forbenene gaar saa hurtigt som to Trommestikker. Men JOSSA er saa vant til sligt, at det ikke anfægter ham; han giver Renerne et Par vel rettede Slag, og snart er alt i Orden.

Rolf skulde denne Gang faa Lov til at være med.

Hvem er Rolf?

Rolf er min tro Følgesvend, der fra Europas civiliserede Egne har ledsaget mig til Ultima Thules Afkrog, Rolf har delt mine Besværligheder og min Ensomhed, Rolf er med andre Ord min store St. Bernhardshund.

Megen Fornøielse har Rolf beredt mig baade under Reisen til og Opholdet i Koutokæino; men ogsaa megen Besvær har Rolf beredt mig baade under Reisen til og Opholdet i Koutokæino. Derom kan jeg fortælle følgende tragikomiske Enkeltheder.

Jeg fik Hunden sidste Sommer under et Besøg i Odense; jeg ansaa det den Gang næsten for nødvendigt at have en saadan Beskytter med mig paa min Færd til det høie Nords uciviliserede Egne. Nu maa jeg tidt le ad denne min dumme Frygt.

Det gjaldt nu om paa en eller anden Maade at faa Hunden praktiseret ind i Norge. Denne Sag er nemlig ikke saa ganske let, som det kunde synes, og dermed hænger det saaledes sammen. For en halv Snes Aar siden var Hundegalskaben som bekjendt temmelig almindelig i Danmark, og i Følge en norsk Forordning blev det af denne Grund under Dødsstraf (dog kun for Hundens Vedkommende) midlertidig forbudt at indføre danske Hunde i Norge. Hundegalskaben er for længst ophørt, men Forbudet er endnu i Kraft - formodentlig fordi man har glemt at ophæve det.

Jeg henvendte mig derfor paa Politikammeret i Laxenes og Handskernes By i Jylland, hvor jeg den Gang opholdt mig, for at faa Oplysning om, hvorvidt det nævnte Forbud endnu gjordes gjældende, og i saa Fald, om det kunde omgaas.

Politikontorets Personale syntes ikke engang at vide, hvad en Hund er for noget, langt mindre havde man nogen Anelse om, hvorvidt der existerede eller ikke existerede Lovparagrafer angaaende saadanne Skabninger. Man gjennembladede et Par støvede Folianter, der stod i Reolen og kjedede sig - ligesom Lokalets øvrige Beboere. Nei, man kunde absolut ingen Oplysning give, og Kontoristerne tog atter Plads ved deres beblækkede Pulte og lod, som de bestilte noget.

Saa telegraferede jeg til Politimesteren i Kristianssand, forestillede ham Sagens Sammenhæng, bad om fornødent paa Grund af de særegne Omstændigheder om Dispensation fra Lovparagrafen, og søgte i det hele taget, saa vidt det lader sig gjøre gjennem det telegrafiske Sprog, at blødgjøre hans Hjærte. Hans Svar var lige saa kort, som mit Spørgsmaal var langt. Umuligt, lød det.

Saa telegraferede jeg til Politimesteren i Göteborg med Forespørgsel om, hvorvidt danske Hunde kunde indføres i Sverige. Der var ikke det mindste i Veien, svarede han som galant nordisk Franskmand.

Naa, jeg ruller altsaa med Rolf af Sted til Frederikshavn, vi spiser begge i god Ro vor Middag paa Hotellet, og da Dampskibsklokken har lydt anden Gang, vandrer vi ned til Havnen for at gaa om Bord.

"Hunden kan ikke følge med," brøler Kapteinen mig barsk i Møde. Hvadbehager? "Det er forbudt at indføre Hunde i Sverige, med mindre de er ledsagede af en Attest fra en Dyrlæge og en dito fra en svensk Konsul." Jeg foreviste Telegrammet fra Göteborgs Politimester - det hjalp ikke; jeg bønfaldt om, at man ikke maatte standse mig, da jeg nødvendigvis til en bestemt Tid maatte være i Bergen for at træffe det Dampskib, der skulde føre mig nordpaa - det nyttede ikke. Skaffede jeg ikke de forlangte Attester, kunde Hunden ikke komme med. Havnen ligger i den ene Ende, Dyrlægen og Konsulen bor i den anden Ende af den 5-6000 Fod lange Gade, der kaldes Frederikshavn, og Dampskibsklokken lød for tredie Gang. Der maatte tages en resolut Bestemmelse. Jeg besluttede at reise alene til Göteborg og, skjønt min Tid var kostbar, blive der en Dag og vente paa Rolf, til den kunde komme over med næste Dampskib, ledsaget af de uundværlige Attester, der skulde godtgjøre dens Ufarlighed lige over for det svenske Riges Hunde og Mennesker. En tilstedeværende frederikshavnsk Gentleman i Bluse og Træsko lovede mod gode Ord og Betaling at tage sig af Hunden og arrangere det fornødne.

Jeg kom til Göteborg, og næste Dags Aften arriverede Rolf med Attesterne, der naturligvis kostede mange Penge. Men Dyrlæger og Konsuler skal jo ogsaa leve.

Samme Aften ankom der et Dampskib, der skulde gaa videre til Kristiania. Jeg lod min Bagage kjøre ned til Havnen og vilde gaa om Bord, men ogsaa her nægtede Kapteinen mig og Hunden Adgang; han havde allerede hørt Tale om den, ja syntes at kjende hele dens Biografi, og turde ikke vove at føre den til Norge. Saa tilbage til Hotellet igjen, for næste Morgen at gjøre et Forsøg med Jærnbanen.

Her gjorde man heldigvis ingen Ophævelser. Jeg kjørte hele den lange Dag med Rolf inde i Koupéen, og vi passerede den norske Grænse, uden at nogen gjorde andre end venskabelige Anmærkninger om Hunden. En halv Time efter Ankomsten i Kristiania om Aftenen var jeg om Bord i et Dampskib, hvormed jeg gik til Kristianssand, stadig ængstet ved Tanken om, at man skulde opdage, hvilke frække Løgne det var, som jeg maatte binde nysgjerrige Spørgere paa Ærmet for at faa dem overbeviste om Hundens rene, ægte og uforfalskede Norskhed; heldigvis kunde Rolf straks gø paa Norsk, saa at dens Maal ikke kunde røbe den. Saaledes fik jeg altsaa dog Rolf til Kristianssand, trods Politimesterens "Umuligt", men jeg havde rigtignok maattet gjøre en lang og bekostelig Omvei for at opnaa det. I Kristianssand turde jeg af gode Grunde knap vise mig paa Gaden med Hunden, og først da jeg atter var om Bord i et nyt Dampskib paa Veien til Bergen, følte jeg mig rigtig tryg.

Saa fulgte Rolf med paa den lange Dampskibsvei langs Norges Alpekyst, alle Reisendes Ven og Gjenstand for deres Beundring. Jeg kunde næsten blive misundelig paa Hunden, naar jeg saa de mange fine Damehænder klappe den, de mange smukke Øine smile til den.

Rolf spadserede over Beskades, og Rolf sad i Elvebaaden, da vi drog op ad Elven til Koutokæino.

Ligesom min Nærværelse for Lapperne, blev Rolfs Optræden for Lappehundene en sensationsvækkende Begivenhed. I Begyndelsen var de smaa, spidssnudede Skabninger yderst indignerede over den kolossale Fremmedes Indtrængen paa deres Enemærker, men efter at de havde overbevist sig om, at Rolf er en lige saa godmodig og skikkelig Ven, som den kan være en frygtelig Fjende, blev de snart enige om at finde sig i det uundgaaelige og at indrømme Rolf det mest uindskrænkede Enevoldsregimente paa deres Territorium.

Et saa venskabeligt Toleranceforhold lod sig ikke tilveiebringe mellem Rolf og Renerne. Disse, der kun er vante til at se Canis familiaris repræsenteret ved dens lille lappiske Varietet, har sat sig i Hovedet, at Rolf er en ny Slags Ulv; medens Rolf paa sin Side, efter at dens første, umaadelige Forbauselse over de mærkelige hornede Skabninger havde sat sig, har faaet den fixe Ide, at Renerne kun pønser paa at bortføre mig fra den. Denne gjensidige Misforstaaelse af Situationen har medført adskillige Konflikter, og vil sagtens medføre endnu adskillige flere.

Selv Lapperne ser med lidt mistænksomme Blikke paa Rolf, og for Resten ikke uden Grund. Ikke blot er dens Spor i Sneen ofte blevne forvekslede med Ulvespor, men viser Rolf sig i Nærheden af en Flok Rener, har det omtrent samme Virkning, som naar man kaster en Bombe i en Tønde Krudt. Det er ogsaa hændt mere end en Gang, at en Lappekniv er bleven slynget efter Rolf, naar den - jeg maa til dens Undskyldning sige: ofte mod sin Villie - har bragt en Raide i Forvirring.

Som sagt, Rolf skulde faa Lov til at følge med til Autzie. Den maatte nu være saa fortrolig med Synet af Renerne, at jeg kunde være nogenlunde rolig for, at der ingen væsentlige Ulemper vilde indtræffe. LILLE JOSSA rystede rigtignok svært paa Hovedet: "Voj, voj, stuorra bæna, stuorra bæna!" (33).

Som en Kanonkugle, der forlader Mundingen, sætter vi af Sted op ad Bakkerne ved Siden af Kirken. Rolf formaar næppe at holde Skridt med de forskrækkede Reners forcerede Løb. Rolf tror, at Renerne mod min Villie bortfører mig, og den mener at maatte gjøre sit bedste for at forhindre det. Renerne tror, at de har en Ulv i Hælene paa sig, og de gjør alt for at undslippe den. Det kan nok være, at det gaar kvikt fremad paa den Maner!

JOSSA banker, opbragt og skjældende, med Tømmen paa sin Ren for at faa den til at moderere sin vilde, tøilesløse Fart; jeg raaber mig hæs for at berolige Rolf, der blot svarer med at gø af alle Kræfter, idet den gjør sig den yderste Umage for at følge med og indhente de to Pulke, der slingrende hid og did suser fremad over de snedækte Marker.

Det er en lystig Fart!

Naar Renen bliver forskræmt, har den en ganske egen Maade at løbe paa. Den spidser Øren, reiser sin lille Stump af Hale, og idet den løfter Forbenene høit til Veirs og kaster dem langt forud, sætter den af Sted i en Slags halvt svævende eller halvt flyvende Galop, der tager sig meget graciøs ud, og som er ganske forskjellig fra den sædvanlige Galopperen.

Baade Renerne og Rolf blev til sidst udmattede af den voldsomme Jagen. Vi standsede et Øieblik, og der var foreløbig Vaabenhvile mellem de fjendtlige Magter. Men det var just ikke blide Blikke, de kastede til hinanden.

Saa gik det af Sted igjen. Rolf foer med fortvivlede Spring gøende omkring min Ren, der det ene Øieblik sky undveg til Siden, men i det næste dristig sparkede løs paa Hunden med sine Forben. Efter hvert saadant Angreb skyndte Rolf sig hen til JOSSA'S Ren, der var endnu mere frygtsom end min, og efter her at have gjort al den Ulykke, den kunde, vendte den om igjen for hos mig at gjentage de samme Bedrifter.

Jo, det var en lystig Fart!

Der er som sagt omtrent en Mil til Autzie; vi brugte, takket være Rolf, næppe en halv Time for at tilbagelægge denne Vei.

Lige før man kommer til Autzie, gaar Veien ned ad en høi og steil Bakke. Her er det ikke saa ganske let at undgaa at komme i Kollision med sin egen Ren eller med den forankjørende Vappus, thi Pulken gjør sig al mulig Anstrængelse for at være først nede ved Bakkens Fod. Man maa saa godt som muligt se at dæmpe Farten ved at sætte Fødderne uden for Pulken som Bremseindretninger; men har man foruden sin Ren og Pulk endnu en Hund at passe, da er det en dobbelt vanskelig Opgave at komme til Bakkens Fod med hele Lemmer. Vi slap dog godt derfra, selvfølgelig ikke uden adskillige Væltninger, Puf og Stød. Men sligt regner man ikke paa en saadan Færd. Desuden er man overalt saa godt indpakket i Skind, at man, hvis ikke just et særligt Uheld indtræffer, uden Skade kan taale adskilligt i den Retning.

Partie af Autzie.

Nu var vi altsaa i Autzie med sine smaa, mørke Træbygninger og høibenede Høstager, omgivne af bølgeformede Bakker, hvor det tynde Birkekrat stikker sort op af Sneen.

Jeg besøger naturligvis alle Beboerne i deres trange, mørke Rum. I den paa Billedet gjengivne Gaard bor hele Egnens ældste Mand og en af dens faa historiske Personligheder, CLEMENT GUNDERSEN, i sin Tid Kirkesanger i Koutokæino og Fader til den nuværende Kirkesanger. Han paastaar selv, at han er mellem 90 og 100 Aar gammel; men han er næppe mere end omtrent 85. Om ham skal jeg senere fortælle mere under Skildringen af de religiøse Excesser i Koutokæino 1852.

Der var bleven mig fortalt, at der paa Fjældet Bæljasjvarre i Nærheden af Autzie skulde staa en Seit e. Ved denne Betegnelse forstaar man Stene, i Almindelighed beliggende paa høie, isolerede Punkter, og som i den hedenske Tid af Lapperne har været ansete som Gudesymboler, til hvilke der ofredes Rener. De er slet ikke sjældne i denne Del af Finmarken. Jeg havde Lyst til at se det Exemplar, der skulde fmdes paa Bæljasvarre, og bad derfor JOSSA [spænde] min Ren for igjen. Han selv fulgte med til Fods som Veiviser.

Kjørselen op ad Fjældet var noget langsom, men Solen stod netop op og kastede en saa feagtig Eventyrglans over det hele Natursceneri, at jeg aldeles glemte Befordringens Sendrægtighed. Som et rosenrødt Dække laa Sneen hen ad Fjældets Sider; Buskene bar tykke Klaser af Iskrystaller, der i Solskinnet blinkede som Diamanter og Rubiner - jeg kunde tro mig hensat til Aladdins underfulde Have, hvor Træernes Frugter var kostelige Ædelstene.

Selve Seiten frembød, som vel de fleste af den Art, intet mærkeligt. Det var en af Naturen formet, kolossal Sten, hvori Tiden havde slaaet store Revner og Kløfter. Tidligere har der nok oven paa den staaet en lille, ganske hvid Sten, der formodentlig har været den egentlige Helligdom. Hvor den er bleven af, vidste ingen at fortælle. Ved at grave i Sneen omkring Stenen fandt jeg nogle halvt hensmuldrede Renhorn, Rester af de her i tidligere Dage ofrede Dyr.

Var Opturen sen, saa gik det til Gjengjæld nedad med dobbelt Fart, endskjønt JOSSA satte sig foran mig i Pulken. Rolf var forbleven bunden i Autzie for ikke at gjøre flere Ulykker end høist nødvendigt. Da vi kom ned fra Fjældet, havde Solen allerede igjen skjult sig bag Horisonten.

Jeg spiste min medbragte Middagsmad inde i en af de smaa sorte Stuer, hvor Kvinderne sad og vævede Komagbaand eller lavede Traad ved at trække Rensener gjennem Tænderne, medens Mændene med deres store Knive tilskar et eller andet Redskab. Naar jeg saa paa disse store Knive og de mørke Ansigter, og tænkte paa, at jeg her var ganske alene blandt lutter omtrent halvvilde Mennesker, kunde jeg næsten ikke forhindre en og anden frygtsom Tanke fra at dukke op. Men der er ingen Grund dertil; Lappernes Naturel er saa godmodigt, at man aldrig behøver at frygte noget sædvanligt Overfald, endsige Mord fra deres Side, selv om man er en enlig Fremmed blandt dem, og selv om de tilsyneladende kunde have Fordel deraf.

Da vi skulde til at reise hjem, forlangte JOSSA, at Rolf skulde bindes bag min Pulk, for at den ikke skulde kunne løbe ved Siden af eller foran Renerne. Vi prøvede altsaa dette Arrangement, og skulde nu først op ad den steile Bakke, hvor Stigningen er saa brat, at man for at skaane Renen som oftest gaar ved Siden af Pulken. Jeg kjørte imidlertid derop med Maven paa Sneen, thi min balstyrige Ren satte straks fra Begyndelsen af saa voldsomt op ad Bakken, at jeg med Respekt at melde væltede uden at kunne komme paa Fode igjen, naar jeg ikke vilde slippe Taget. Da jeg senere atter sad i Pulken, forekom det mig, at der var noget galt ved mit ene Øie. Jeg blev ganske urolig; mon jeg skulde have slaaet det til Skade? Jeg gned det og gned det, men det hjalp ikke, indtil jeg tilfeldig bemærkede, at jeg kunde stikke Fingeren gjennem Brillerne: det var det ene Brilleglas, som var borte, og som var gaaet ud ved Faldet eller under den noget aparte Kjøretur op ad Bakken.

At kjøre med Rolf paa den antydede Maade, lod sig ikke gjøre i Længden, hvis jeg ikke vilde risikere, at Hunden skulde kvæles. Jeg lod derfor min Ren binde fast til JOSSA'S Pulk, og tog selv i mine Hænder Rebet, der holdt Hunden. Denne Methode var imidlertid heller ikke uden Ulemper, thi Rolf var snart paa den ene, snart paa den anden Side, snart løb Renerne hurtigt, snart langsommere, og jeg maatte derfor uafbrudt have min Opmærksomhed henvendt paa Hundens Reb, for at holde det klar og for ikke selv at faa det om Halsen. Naar man har saa meget at passe paa, er det undskyldeligt, at man en Gang imellem glemmer at holde Pulken i Balance; De vil derfor forstaa, at naar jeg siger, at jeg en halv Snes Gange væltede ud af Pulken paa Hjemveien, saa glemmer jeg at medregne mindst lige saa mange lignende Tilfælde, for at De ikke skal tro, at jeg er alt for ubehændig.

Før jeg begyndte paa denne Udflugt, forberedte jeg Dem paa, at den ikke kunde bringe noget stort Udbytte. De synes maaske endogsaa, at det mere var en Historie om en Hund end Skildringen af en Reise. Det kan være, De har Ret. Men Rolf spiller ogsaa sin, om end kun beskedne Rolle i mit Vinterliv i Koutokæino, saa at jeg som samvittighedsfuld Referent har troet ikke at burde forbigaa den i Taushed. -

Hvis De ikke er kjed af mig som Fører, saa følg mig dernæst op paa Gargovarres høie Top, hvor vi skal besøge en anden Seite. Denne skal, det forsikrer Lapperne i hvert Fald, være kunstig tilhuggen som et Menneskehoved med Øine, Næse og Mund.

Det er en lige saa straalende Morgen - eller for at tale i Overensstemmelse med Deres Uhr: Formiddag - som alle dens Forgængere nu i ugevis har været. Solskiven titter netop frem over Bakkeranden i Sydost og kaster sit fagre rødgule Skjær hen over Skraaningernes høieste Dele, medens de lavere endnu slumrer under Skyggernes blaalige Slør. Himlen hvælver sig i majestætisk Renhed som en azurblaa Kuppel over den hvide Jord. Fra alle Skorstenene - Lapperne koger Kaffe - stiger de lange Røgsøiler lodret i Veiret, ikke bevægede af nogen Luftning, hvide som Dampskyer i Solens stærke Lys. Kort sagt, Himlen og Jorden, hver Linie i Landskabets Konturer, hver lille Isnaal i Sneen og Rimen giver sit bedste Bidrag til at lade det hele Billede rumme al den Skjønhed, som en ægte Vinterdag med 20-30 Graders Frost kan byde.

Renerne, prydede med røde og gule Kvaster og Baand og Rosetter, har alt ventet fra den foregaaende Aften; LILLE JOSSA er nu i Færd med at gjøre de sidste Forberedelser. Jeg er for længst færdig og begjærlig efter at komme af Sted, thi der er næsten 4 Mil til Gargovarre, og jeg skal være tilbage inden Aften. Rolf er bleven spærret inde i Præstegaaiden, da dens Bedrifter paa Turen til Autzie endnu lever i alt for frisk Minde hos JOSSA og mig, til at vi skulde have Lyst til atter at lade den følge med os.

LILLE JOSSA er nu færdig med Pulkene; jeg faar min Tømme viklet om Haandledet, han kaster sig i sin Pulk og farer med Lynets Hast af Sted. Jeg kaster mig ligeledes i Pulken, min Ren gjør forskrækket et voldsomt Sidespring - og jeg ligger ved Siden af Pulken, næppe i Stand til at forhindre min vilde, hornede Ganger fra paa denne Vis at befordre mig i stik modsat Retning af den rigtige.

I samme Moment opdager jeg Grunden til det uventede Mellemspil: det er Rolf, der anende Uraad er brudt ud af Præstegaarden, og da den ser, at den har faaet mig ud af Pulken, sætter den i strakt Karriere efter den intet anende JOSSA, der allerede er kommen et langt Stykke bort.

Snart er han indhentet af Rolf, hvis forbitrede Gøen og voldsomme Spring gjør hans Ren saa tummelumsk, at ogsaa han mod sin Villie maa ombytte Pulken med Marken.

Rolf, til Freds med paa denne Maade at have hævnet sig over den mod den udviste Underfundighed, kommer fornøiet og stolt hen imod mig, idet jeg netop er kommen paa Benene igjen.

En lille Gut kommer forbi for at gaa i Skole; i min Tankeløshed beder jeg ham holde Hunden, der mindst er dobbelt saa stor som han selv. Han tager den ogsaa troskyldig i Halsbaandet, jeg kaster mig atter i Pulken - men i samme Nu ligger baade Gutten og jeg og triller rundt paa Sneen; Rolf har naturligvis revet sig løs, og da den mærker, at man endnu pønser paa at føre den bag Lyset, farer den som rasende ind paa min Ren.

Nu begyndte der en lystig Pas de quatre, som vi fire, jeg mener Renen, Rolf, Pulken og jeg udførte med al den Gracie, som Omstændighederne tillod: Renen snart springende frygtsom til Side, snart stormende frem med nedad vendte Horn eller sparkende med Benene - Rolf farende som forrykt omkring den, i eet Øieblik feigt vigende tilbage, i det næste fornyende sit Angreb med fordoblet Energi - Pulken udførende alle mulige uberegnelige og lunefulde Kaprioler og Svingninger - og jeg søgende baade at undgaa dem alle og at holde paa dem alle, ængstelig for at komme i Kollision med Renens Takker eller Ren, flygtende for Pulkens vilde Stormløb, raabende til Hunden, baade bedende og bydende, venlig og truende, slidende i Tømmen, snart i vertikal, snart i horisontal Stilling.

Saa brast vuotta-raipe (det Reb, hvormed Pulken er fastgjort til Renen), og vi var nu een mindre.

Men samtidig fik Renen mere Frihed i sine Bevægelser, Tømmen snørede mine Fingre til Blods gjennem Vanten, og inden jeg vidste et Ord af det, havde jeg begaaet den store Fadæse, som en Renkjører aldrig maa gjøre sig skyldig i, hvad der saa end sker: jeg havde ladet Tømmen slippe mig ud af Haanden.

Renen, der straks følte sig fri, satte af Sted, Rolf fulgte efter, og i flyvende Galop foer begge bort fra Skuepladsen, langt, langt hen over Bakkerne, til de ikke mere kunde øines.

Alt dette var faa Øieblikkes Værk; JOSSA, der netop nu var kommen hen til mig for at staa mig bi, kastede sig fluks i sin Pulk og hastede af Sted med susende Fart efter sin flygtende Ren Og min jagende Hund.

Pulken og jeg var ene tilbage paa Valpladsen.

Rolf kom omsider tilbage, og fik sine Prygl. Nu var vi atter tre. Men hvor var den fjerde?

Jeg ventede til Middag - der kom ingen JOSSA. Saa tog jeg Reiseklæderne af. Jeg ventede til Aften - der kom ingen Ren. Først den følgende Dags Aften vendte JOSSA tilbage med Flygtningen.

Det er en af Ytringerne af denne Mellemting mellem Tamhed og Vildhed, hvorunder Renen lever, at den, saa snart den ikke føler det materielle Baand: Tømmen eller Lassoen mellem sig og en Menneskehaand, eller ser sig omgærdet af Vogternes og Hundenes Ring, betragter og opfører sig som fri og vild.

JOSSA foer omkring fra Sted til Sted, men speidede alle Vegne forgjæves, og uheldigvis tabte han snart Renens Spor; han kjørte i Syd og Nord, han forespurgte i Renbyen, hvor Renen hørte hjemme, han kjørte i Øst og Vest - forgjæves. Først om Aftenen fandt han Desertøren; Tømmen havde forviklet sig i en Busk og derved gjort al videre Flugt umulig.

Altsaa om igjen, Kjære!

Renerne, prydede med røde og gule Kvaster og Baand og Rosetter, har alt ventet fra foregaaende Aften; LILLE JOSSA er nu i Færd med - o. s. v., ganske som oven for, kun to Dage senere. Men denne Gang var Rolf forsvarlig indelukket, saa Afreisen gik for sig uden andre Ulemper end de, der altid let medfølger ved en saadan Leilighed. Det første Stykke Vei er Renen nemlig altid som fra Sans og Samling, og lige over for dens vilde Galop og lunefulde Sidespring formaar den Kjørende ikke stort; man maa give sig Renen og Skæbnen i Vold med det stille Ønske, at en af dem eller begge ikke fører En mod et Gærde eller en større Sten. Har Renen først løbet den værste Hidsighed af sig, gaar det bedre, skjønt Farten altid er temmelig vild og uregelmæssig, omtrent som om De reiste paa Havet i en Baad, foran hvilken der var spændt en. Delfin.

Men en prægtig Fornøielse er det - naar man først er lidt vant dertil - saaledes at fare hen over de lange, uveisomme Strækninger, overhovedet det bedste, synes jeg, hvad disse Egne byder. Lad andre foretrække den trange Jærnbanekoupé eller prise Dampskibssalonens kvalme Rum - hvad er det mod denne friske, vilde, ubændige Fart over Sneen, uden Vei, uden Hensyn til Hindringer eller Vanskeligheder; blot fremad, fremad i Galop, hen over Skrænter og Stene og Buske; jo vildere, desto bedre, jo voldsommere, desto fornøieligere. Hvad gjør det, at man hvert Øieblik vælter ud af Pulken og slæbes et Stykke hen ad Marken - man risikerer ikke stort derved, det er blot en lille Afveksling - op igjen! Og saa ned ad de bratte Bakker; hu hei! hvor det gaar; Pulken og Renen kappes om at komme først ned; til sidst er Pulkens Bagende forrest og Renens Forben bagest; og selv om Pulk og Mand og Ren, vuotta-raipe og Tømme i et kaotisk Sammensurium ruller ned en compagnie som en uopløselig Klump, saa er det hele blot Løier - fremad - videre!

Underligt er det, at det lille Dyr kan udholde saa langt og saa længe at haste af Sted med sin tunge Byrde, underligt, at det kan udholde de Stød og Slag, som det uophørligt faar paa Krop og Ben af Pulken og dens spidse, skarpe Forstavn. Thi skaansom mod sin Ren er Lappen ikke; der findes hos ham ikke en Gnist af Araberens Kjærlighed til sin Hest; og Renen er dog langt mere for Polens Ørkenbeboer end Hesten er for Ækvators.

Kun med nogle faa Standsninger har vi i omtrent to Timer tilbagelagt de tre Mil til Galanito eller Mortas. Her ligger nogle spredte Huse, tre fastboende Lappefamiliers Boliger. Renerne spændes fra og faar deres velfortjente Løn i Form af saa megen Mos, de kan æde, medens JOSSA gaar bort for at finde en af Mændene, der kan føre mig til Seiten paa Gargovarre, thi selv kjender han ikke Veien.

JOSSA løber fra Hus til Hus, men kommer tilbage med den Besked, at ingen af Mandfolkene er hjemme. Hvad gjør man saa? JOSSA er ikke tvivlraadig; han forsvinder igjen, og vender faa Øieblikke efter tilbage med en - jeg havde tankeløs nær skreven skjørteklædt, men husker i rette Tid paa, at Skjørter i Almindelighed ikke er i Brug paa denne Kant af Jorden, altsaa: - kvindelig Fører. Jeg ser, det er THURI MARIT, min gode Veninde fra i Høst, da hun med sin skraalende Unge - Hensynet til Sandheden byder mig at tilføie i Parenthes: et hos lappiske Piger ikke usædvanligt Appendix - fulgte med paa den lange Baadreise op ad Elven til Koutokæino.

THURI MARIT er saa fager, som en lappisk Pigelil paa mellem 30 og 40 i Almindelighed pleier at være; hendes uvaskede Kinders Rødme fordunkler Rosens og kappes med mit røde Blæks om Forrangen; hendes uredte, ravnsorte Haar gror frodigt som en Urskov, som Fantasien anelsesfuldt befolker med de Uhyrer, der hører en saadan til; hendes Hænders sorte - dog, hvortil alle disse Detailler; jeg tror, De ser allerede THURI MARIT staa lyslevende for Deres Øine. Hvis ikke, kan De svøbe Dem ind i en Pæsk, i et halvt Aars Tid tage Bolig i et Hundehus, lige saa længe lade være at klæde Dem af, vaske og rede Dem - og saa stille Dem selv foran et Speil.

THURI MARIT ved, hvor Seiten staar; hun har ofte set den, og lover at føre mig sikkert hen til den. THURI MARIT forstaar rigtignok ikke et eneste norsk Ord, og jeg ikke mange flere lappiske, men efter at JOSSA har indprentet mig, at "hold Renen" hedder "doalla hærge" og "hvor er Veien": "gost læ gæidno", mener jeg at turde anbetro min kostbare Person til Lappeamazonens Varetægt, stolende paa, at jeg næppe i hendes Øine kan have saa mange tillokkende Sider, at hun kunde tænke paa at bortføre mig, saaledes som det en Gang gik en Præstefrue, der havde tændt sin lappiske Førers Hjærte i Brand. Hvad Kræfter angaar, kunde THURI MARIT magelig paa en Gang have bortført tre-fire saadanne Spinkelheder som jeg.

THURI MARIT fik altsaa JOSSA'S Ren og Pulk og bandt sine Skier bag den sidste; jeg var atter placeret i min egen Pulk, og saa gik det igjen af Sted i Huj og Hast. Ligesom enhver kjørende Lap slaar THURI MARIT uophørlig paa Sprællemands Maner ud med begge Armene og smækker med Tungen for at paaskynde Renens Løb, og jeg sidder og efteraber hende.

Efter en halv Times Kjørsel over Bakker og Dale naaede vi et større Vand, og hinsides dette saa vi Gargovarre reise sine steile Sider. Jeg antager, at dette Fjæld hæver sig omtrent 1000 Fod over de nærmeste Omgivelser, men i disse lave Bakkers Selskab tager det sig langt høiere ud. Paa de fleste Sider falder det brat ned, kun mod Nord er Stigningen jævnere. Her skulde vi nu forsøge at komme op.

THURI MARIT tog Skierne paa, og jeg bandt min Ren fast til hendes Pulk; saa gik hun i Spidsen, trækkende den forreste Ren, medens jeg blev siddende i den bageste Pulk. Det var et sørgelig besværligt Arbeide, baade for THURI MARIT og for Renerne. Den høie Sne var saa blød, at Renerne hvert Øieblik sank i til Bugen, og Pulken trykkede en alendyb Rende i den; dertil gik det oven i Kjøbet stadigt opad, og tilmed ad Skrænter tæt bevoksede med Smaatræer og Buske. Jeg fik en ubehagelig Forudfølelse af, hvorledes Nedturen vilde blive.

Men THURI MARIT lod, som om det hele kun var Bagateller, og travede trøstig videre, kun standsende en Gang imellem, naar hun eller Renerne sank alt for dybt ned eller kom i Kollision med en under Sneen skjult Busk. Jeg selv laa bekvemt i min Pulk, men kunde ikke andet end ynkes over de stakkels to- og firbenede Skabninger, der her for min Skyld maatte udføre et saa tungt Trællearbeide.

Naa, langt om længe kom vi da op paa de høiere Dele af Fjældet, hvor Stigningen var mindre stærk, og hvor kun en eller anden Sten laa i Veien. Men lige op til den høieste Top skulde vi, og omsider havde vi naaet den.

Her gav THURI MARIT mig pantomimisk at forstaa, at vi var ved Maalet.

Hvilken stolt, eiendommelig Udsigt - jeg mener ikke den, som THURI MARIT og hendes Tegnsprog frembød, men jeg mener det mægtige, gribende Rundskue, som Naturen oprullede for mit Blik fra Gargovarres Top.

Jeg har staaet paa Triumfbuen i Paris og set den myldrende Verdens Storhed udbredt under mig; jeg har fra de romantiske Sandstenskegler i det sachsiske Schweiz beundret de yndefulde, smilende Landskaber trindt omkring; jeg har fra saa mangen en Fjældtop i det sydlige Norge set Hav og Fjord og Fjæld samvirke i storslagne, uforglemmelige Naturmalerier - men dog, dette eiendommelige Skue fra Gargovarres enlige Top ud over det øde, døde Landskab bærer Prisen.

Her er der ganske vist intet Spor af Verdensstadens brogede, rastløse Liv, her bugter sig ingen blinkende Flod mellem venlige Byer og grønklædte Bredder, her taler ikke Havets rnægtige Storhed, her smiler ikke Fjordenes indsmigrende Ynde - her er det Naturens umaadelige, øde Ensformighed, der virker saa gribende paa Sindet.

Hvidt og Sort, det er alle de Farver, hvormed Naturen her har malet, og desuagtet, eller maaske netop derfor, hvilket mægtigt Indtryk gjør ikke dette Billede! Se denne Vrimmel af smaa, isbelagte Vande mellem de lave Bakker, hvor hist og her de nøgne, sorte Buske stikker op af Sneen - Vand og Bakke og Buskenes sorte Mønster paa Sneens hvide Tæppe, det er alle de Bestanddele, hvoraf det store Billede er sammensat. Men med hvilken rig Variation har Naturen ikke forstaaet at forme og sammenstille disse faa og fattige Enkeltheder til et stort og virkningsfuldt Hele! I hvad Retning De end skuer ud over den store Kredsflade, der udbreder sig om Dem, fra dens Midtpunkt til dens yderste, fjærne Rand, hvor Himmel og Jord mødes, ser De kun Gjentagelser af, hvad De allerede saa. Kun mindre og mindre bliver Formerne, utydeligere Omridsene, jo videre Deres Blik streifer ud mod Synskredsens fjærne Ringlinie.

Alt er stille og roligt; ikke en Sky findes paa den blaa Himmelkuppel, hvorfra Solkuglen nedstraaler en næsten blændende Glans over det store, ensformige, dødsstille Billede. I dets Centrum staar de eneste synlige Repræsentanter for Liv: THURI MARIT, jeg og Renerne.

"Mutto gost læ seite, THURI MARIT?" (men hvor er Seiten), spurgte jeg efter en Stunds Forløb. Ja, "gost læ seite", det var det store Spørgsmaal. Alle mulige andre Skabninger i Verden syntes at vide bedre Besked derom end THURI MARIT.

"lm mon diedhe" (jeg ved ikke), var al den Oplysning, jeg for Øieblikket kunde faa.

THURI MARIT saa paa nogle af de tusinde Stene, som laa rundt omkring, THURI MARIT vankede søgende hid og did, men stadig uden Resultat.

Da jeg ofte har haft Leilighed til at se, hvilken mærkelig vækkende Indflydelse en Dram har paa Lappernes indre Jeg, tænkte jeg, at en saadan kanske ogsaa her kunde bidrage til at skærpe THURI MARIT'S Øie og Hukommelse. Jeg havde rigtignok ikke andet end Rum hos mig, og vidste ikke saa lige, om det gik an saadan sans façon at byde en Dame dette Fluidum. Jeg vovede imidlertid Forsøget.

"Sidakgo jugastaga, THURI MARIT?"

Der var ingen Ting i Veien; THURI MARIT takkede, sagde "Skaal", og væk var Drammen.

"Dat læ sagga buorre" (det er meget godt), sagde hun med et kjærligt Blik til Flasken.

Hun begyndte paa ny sine Etterforskninger. Jeg streifede ligeledes omkring for muligvis at træffe paa det gamle Stenskræmsel. Men ingen af os lykkedes det at finde andet end ganske trivielle, hverdagsagtige Stene.

"Sidakgo jugastaga vela, THURI MARIT?"

Den anden Dram havde imidlertid med Hensyn til Seiten ikke mere Virkning end den første; den mærkelige Sten var ikke til at opdage.

Alle gode Gange er tre, tænkte jeg. "Sidakgo ain jugastaga vela?"

THURI MARIT svarede, at hun blev "garrim". Da jeg havde faaet hende gjort begribeligt, at jeg ikke forstod, hvad hun mente, kastede hun sig, saa lang hun var, paa Jorden med høist mærkværdige Gebærder. Det forstod jeg endnu mindre; jeg kløede mig raadvild bag Øret. Saa gjentog hun den samnle besynderlige Præstation, og formodentlig med mere fuldendt Udførelse, thi nu gik det op for mig, at hun dramatisk vilde illustrere det for mig ubekjendte Ord, og at "garrim" betegner en Tilstand; hvori man i Regelen ikke pleier at se Damer. Hendes Frygt i denne Henseende var imidlertid meget begrænset lige over for den Kjærlighed, hun havde fattet til min Flaske: Nummer tre smagte endnu bedre end Forgængerne.

Vi søgte igjen. THURI MARIT var nu bleven glad i Hu og gav sig til at juøike paa den lifligste Vis. Lo-o, li-a, lo, lo, lo-o, li-a, lo-o, lo-o, klang det ud i den rene, friske Luft fra Gargovarres Top.

Pludselig ser vi en Skigænger oppe mellem os. Det er MORTEN TORNENSIS, en ung Mand fra Galanito, der er kommen hjem, har hørt Tale om vor Færd og er faret af Sted for at staa os bi. Ogsaa han vidste, hvor Seiten havde været, men hvor den var nu - en Dram gav heller ikke her Svaret.

Der var derfor ikke andet at gjøre end at vende hjem med uforrettet Sag. Farvel, skjønne, hvide Panorama!

Vi er atter i Pulkene, jeg i den forreste, THURI MARIT i den bageste, til hvilken MORTEN knytter et Reb, i hvis anden Ende han holder, saa at han paa denne Maade kjører ned paa sine Skier. Kvikt gaar Farten ned ad Fjældets øverste Skraaning.

En stor Sten kommer naturligvis i Veien for mig; bums, der ligger jeg og kjører et Stykke Vei ved Siden af Pulken. Men man kommer jo ogsaa frem paa den Maade, selv om man snarest muligt søger at ombytte den med en mere bekvem en. Bare gaa paa!

THURI MARIT juøiker, saa at det er en Lyst at høre; Nattergalen vilde være bleven misundelig, hvis den havde været i mit Sted. Lo, lo, li-a, lu-a, lo, lo, lo, lo.

Vildere og vildere bliver Farten; min Ren er bleven rent forstyrret i Hovedet, uagtet den dog ikke havde faaet nogen Dram, Stakkel. Saa kommer vi ned i Træregionen, Pulken farer nedad af sig selv, og Renen skynder sig endnu mere for at undgaa den. Gaar det godt, gaar alting godt, tænker jeg - THURI MARIT juøiker - i det samme kjører jeg Øinene lige mod en tyk Gren. Jeg mærker det næppe, videre fremad, stadig nedad gaar den vilde Fart - THURI MARIT juøiker, li-a, lo-o, lo, lo, lo - voldsommere og voldsommere bliver Hurtigheden, knagende og bragende slynges Pulken til høire og til venstre mod Træstammerne - lo, lo, li-a, lu-a - bums! krik - krak! bum, bum, bum! - - Pulken er med Forenden faret lige ind i Kløften af et tvestammet Træ, vuotta raipe brister, jeg gjør en Kolbøtte oppe i Luften, slipper Tømmen, og Renen sætter af Sted. Finis Poloniae! Fuimus Troes! Saa snart mine Tanker atter har samlet sig nogenlunde, udstøder jeg et ikke ganske svagt Brøl, for at gjøre de etterfølgende opmærksomme paa Situationens høist fatale Beskaffenhed. THURI MARIT - der fremdeles juøiker af Hjærtens Lyst - og MORTEN er snart ved min Side; de gjør mig bekjendt med at Blodet løber ned fra mit ene Øie, jeg blot peger paa Renen, der heldigvis har forviklet Tømmen i en Busk i Nærheden.

Jeg foretrak at tilbagelægge den øvrige Vei ned ad Fjældet uden Ren og Pulk, hvor besværligt det end var at vade i den dybe, løse Sne. I Virkeligheden var det et temmelig farligt Vovestykke, jeg havde indladt mig paa; den ene Ren burde have været bunden bag Pulkene for at holde igjen, da Skraaningen er saa brat og paa Grund af Træerne saa vanskelig at befare; men THURI MARIT bare juøikede og var glad og havde under Snapsenes Paavirkning glemt alt, hvad der hedder Forsigtighedsregler.

Saaledes slap jeg med Skrækken og et læderet Øielaag. Jeg skal for Fremtiden være noget forsigtigere med at byde Damer jugastaga!

Resten af Veien tilbagelagdes uden nogen som helst Vanskelighed - THURI MARIT vedblev at juøike, til vi naaede Galanito - og fra dette Sted, hvor LILLE JOSSA atter overtog Kommandoen, og til Koutokæirio gik Farten hele Tiden over Elven, hvor kun en Gang imellem et Hul i Isen kunde sætte Fantasien lidt i Bevægelse.

Tænk Dem paa denne Maade i Aftenskumringens Halvmørke farende hen over de lange, endeløse, hvide Flader, medens Maanens smalle Bue kaster sin dæmpede, eventyrlige Belysning ud over Egnen, og Nordlysets bølgende Straaler flammer paa den stjærnebesatte Himmelhvælving - og De vil indrømme, at selv det fattige Nord eier Skjønhedsmomenter, som Syden i sin Rigdom ikke aner, og som, naar man er saa heldig at gribe dem, præger sig uudsletteligt i Sindet.

33) Ak, Ak, store Hund, store Hund!