Under Nordlysets Straaler : Skildringer fra Lappernes Land / af Sophus Tromholt. - Kjøbenhavn : Gyldendal, 1885

1. Nordlysets Optræden i Almindelighed.

At give en almengyldig Fremstilling af den Maade, paa hvilken et Nordlys optræder, er forbundet med store Vanskeligheder. Ikke alene betinger den forskjellige geografiske Beliggenhed væsentlige Forskjelligheder i Fænomenets Karakter, men selv for en og samme Lokalitet frembyder Fænomenet en saadan Rigdom paa Variationer, at næppe det ene Nordlys ligner det andet. Jeg skal forsøge i korte Træk at skildre de væsentligste Momenter dels ved et svagere, dels ved et stærkt Nordlys, saaledes som Fænomenet optræder i det sydlige Skandinavien, i Danmark, England o. s. v.

Solen er gaaet ned for nogle Timer siden. Lyset fra den svindende Dag er slukket paa Vesthimlen, og Stjærnevrimlen funkler paa den mørke Hvælving. Lavt nede langs Horisonten i Nordvest og Nord skimtes en svag, ubestemt Lysning, der opad og nedad umærkelig gaar over i Himmelbundens Mørke. (19) Snart opdukker der hist og her Pletter med lidt stærkere Lys, snart udviskes atter næsten alle Spor af den sarte, dæmrende Lystaage. Men i det hele taget er dog Lysstyrken i Tiltagende, og det varer ikke længe, inden der hen ad den nordvestlige Horisont strækker sig en bred Lysbue, der med begge Ender hviler paa Synskredsen i NO og V, og hvis høieste Punkt ligger i nogle Graders Høide i NNV. Opad taber dens Lys sig efterhaanden uden synlig Grænse; for neden er Lysstyrken størst, og Underranden træder ret tydeligt frem. Enkelte stærkere Lyspletter dukker op i Buen, snart her, snart der, og skrider med en vibrerende Bevægelse til den ene eller anden Side, følgende Buens Retning, hvorefter de atter smelter sammen med deres Omgivelser. Forfølger man Buen opmærksomt, ser man, at den ganske langsomt hæver sig, dens Toppunkt kommer høiere op over Horisonten, og Afstanden mellom dens Fodpunkter bliver større. Farven af Lyset er næsten hvid, dog med et svagt gulgrønt Skjær, hvad man let overbeviser sig om ved at sammenligne den med Mælkeveiens hvide, kolde Lystone. Pludselig kommer der mere Energi og Liv i Fænomenet. Den nedre Rand af Buen omdanner sig i et Nu til en smal, intensiv Lyssøm, der skarpt fremhæver sig fra det ubelyste Rum underneden, som nu synes fuldstændig sort eller svagt violet farvet, (det "mørke Segment"). Høiere oppe samler Lysmassen sig til en bredere og langt svagere Lysbue, der løber parallelt med den nedre. Kun et Øieblik bevarer Nordlyset dette distinkte Udseende: da fremtræder der paa nogle Steder i den nedre Bue en stærkere Lysudvikling, som straks efter afføder Grupper af lysstærke, korte og lodrette Straaler, der naar op til den øvre Bue og vugger sig til høire og til venstre, medens de samtidigt skrider mod Øst eller Vest; for neden skærer de sig med deres lysstærkeste Ender ned i Segmentet, hvis skarpe Begrænsning derved forsvinder. Af den øvre Bue er der kun Brudstykker tilbage; den nedre er nu aldeles opløst i de sitrende Straaleknipper, hvoraf det ene udslukkes efter det andet, men nye tændes og erstatter de forsvundne. Her langsomt, hist med ilsomme Skridt, rykker de under deres Svingninger tilsyneladende til høire eller til venstre, uden at man dog bestemt kan sige, om det er Straalerne selv, der flytter sig, eller om det kun er Lysglansen, der forplanter sig fra Straale til Straale, uden at disse ændrcr deres Plads. Men kun kort varer dette Optrin, Straalerne mister deres Bevægelse og Lys, og snart ser man kun ubestemte, blege Lysninger i deres Sted. Langsomt samler de sig, indtil atter en Bue er dannet. Den er ikke saa regelmæssig som den forrige, og dens Lys har ikke det Præg af Ro som hins; uophørlig forandrer den Form, Beliggenhed og Styrke, indtil et nyt Straaleudbrud indtræffer: paa to, tre Steder blusser Lyset op til Bundler af lange Straaler, medens det i Mellernrummene dæmpes, saa at Nordlyset straks efter kun bestaar af adskilte Grupper af Straaleknipper, der ligesom de forrige, graciøst tumler sig om hverandre, men med deres øvre, lyssvage Spidser stiger helt op til Polarstjærnens Høide; deres nedre, kraftigste Ender staar i forskjellige Høider og udvikler under Bevægelsen svage, skiftende Regnbuefarver. Men dermed er ogsaa Nordlysets største Fase naaet. Straalerne taber sig en efter en. Lyset afbleges, og til sidst samler de faa Rester sig atter til en lav og langstrakt Bue. Den beholder kun i nogen Tid sin udprægedc Form; saa udviskes dens Rande, den bliver mere og mere utydelig, og sluttelig synker ogsaa de sidste, næppe kjendelige Antydninger hen i Himmelbundens Mørke.

Det vilde imidlertid være feilagtigt at tro, at alle mindre Nordlys optræder paa denne Maade, eller at de forskjellige Udviklingsstadier altid viser sig i den her antydede Rækkefølge. Der forekommer som sagt den største Variation i saa Henseende, og ovenstaaende Skildring maa mere betragtes som et Exempel end som en Norm. Buernes Antal kan være to, tre eller flere (se Fig. 6—11); de kan være smalle og brede, de kan stige og synke; ofte naar Nordlyset ikke videre frem end til at danne en Lysning eller en Bue, til andre Tider viser det alle de nævnte Former og ikke blot en Gang, men tre, fire eller flere Gange i Løbet af samme Aften; stundom tændes og slukkes Nordlyset i Løbet af samme Time, til andre Tider staar det i vekslende Skikkelse paa Himlen fra Aftenens Begyndelse til den følgende Dags Morgen.

Jeg skal nu forsøge at antyde, hvorledes for de samme Egne et af de mest udviklede Nordlys optræder.

Det er en smuk Efteraars- eller Foraarsaften. Dagskjæret i Vest svinder mere og mere, og den ene Stjærne kommer frem efter den anden. Da viser der sig høit i NO en sælsom, sitrende Lysning; snart med et svagt rødligt Skjær, snart gjennemfuret af lange, smalle Lysstriber, der naar op til Polarstjærnen eller høiere, bølger den langsomt hid og did, som om Vinden sagte viftede paa den lette Lystaage; tydeligere og tydeligere træder den frem, efterhaanden som Natten breder sit mørke Slør ud over Himmelhvælvingen. Pludselig gjennemfures Lysningen fra øverst til nederst af et glimrende Straaleknippe, hvis nederste smaragdgrønne Ende næsten naar ned til Horisonten, medens den øverste, taageagtige Spids, der blusser med et rødligt Skjær, rækker helt op til Himlens høieste Punkt. Straale ved Straale vugger sig frem og tilbage, flere og flere kommer til; med en for Betragteren overvældende Hurtighed udbreder Straalingen sig imod Vest, og snart efter er hele den nordlige Himmel eet straalende Flammehav. Som et feagtigt, af Lys og Farver vævet Tæppe hænger Straalerækken ned i Luften; hist og her slaar Tæppet yndefulde Folder, og i en ubeskrivelig Skjønhed bølger det frem og tilbage, som om Vinden pustede Liv i Straaledraperiets Folder. Rødt og Grønt spiller om hinanden i Tæppets nedre Rand. Nogle Minuter varer Lysmassernes sælsomme Spil, hvis vekslende Skikkelser, Farver og Bevægelser fængsler og beskjæftiger Sindet ikke mindre end Øiet - da er Kræfterne udtømte, det skjønne Billede udviskes, og Formerne opløser sig til store og svage Lysskyer, der bedækker næsten hele den nordlige Halvdel af Himlen. Men nede ved Horisonten hersker der fremdeles en livlig Virksomhed; her har der dannet sig et Par Buer, hvis uophørlig vekslende Fremtoninger optager Beskuerens Opmærksomhed i Mellemakten mellem den forrige og den næste store Scene af det ophøiede Skuespil, som Naturens Kræfter opfører paa Firmamentet - snart svage, snart stærke, nu regelmæssige, nu slangeagtigt bugtede, eet Øieblik spaltede i tre, fire Buer, saa atter smeltede sammen til en eller to, snart gjennemvævede med Regnbuens livlige Farvetoner, snart udskydende Rækker af korte Straaler, der minder om Metalpibernes Opstilling foran et Kirkeorgel. Da opstiger der pludselig lodret fra Horisonten i Øst en smal, hvid Stribe; en lignende og tilsvarende opstiger i Vest; de vokser hurtigt i Længde, mødes med deres Ender og danner saaledes en mægtig Bue, der lodret over Iagttageren omspænder hele Himlen. Samtidig fremstaar ved dette Lysbaands Fodpunkter to store og lange Straaleneg, vundne af hvide og røde Striber. Lysningerne paa Nordhimlen tændes atter til fornyet Liv, og snart bølger igjen Flammehavet som før paa hele den nordlige Himmelhalvdel. Livligere og livligere bliver Bevægelserne og Farverne. Høiere og høiere gaar Straalernc og nærmer sig med deres øvre Ender til den store Bue, der langsomt er skreden mod Syd. Andre Straalegrupper dannes i større Høider, her og der, i Øst og i Vest, og mere og mere udbreder Lysmasserne sig over Himlen. Høit oppe, lodret over Hovedet, dannes i et Nu nye, over hele Himlen gaaende, hvide Baand, der ilsomt farer mod Syd og opløses. Nu har Lysmasserne længst overskredet Zenith, Straaleenderne skyder for oven sammen imod et Punkt høit paa den sydlige Himmel, i Øst og Vest rykker Straalernes Enemærker stadig længere mod Syd. Da viser der sig et forundorligt Skue. Hele Himlen, i alle Retninger, er bedækket med Straaleknipper, alle skyder de op imod hint Punkt (det "magnetiske Zenith") og omdanner saaledes Himmelhvælvingen til en mægtig, Flammekuppel, hvis Skjønhed intet Ord formaar at udtrykke, ingen Pensel at male. Alle de glimrende Farvenuancer, som sammensætter Regnbuens brogede Baand, har her givet Møde for at smykke den herlige Lyshvælving; der er Smaragdens Grønt, Rubinens Rødt, Safirens Blaat. Her boltrer sig en Flok gulgrønne Flammer i lystig Leg, hist stiger mægtige Søiler op som for at understøtte den stolte Lysbygnings Hvælving; der drager et høirødt, gjennemsigtigt Forhæng sig over Himlen, og bag Forhænget stiger blændende hvide Straaler frem. Det er Nordlyskronen. Et skjønnere Syn er det visselig ikke forundt det menneskelige Øie at nyde; den, der ikke har set det, kan ikke gjøre sig nogen Forestilling om dette vidunderlige Skuespil, som trodser enhver Beskrivelse. En Stund staar den mægtige Lyshvælving i majestætisk Skjønhed; da brister Buerne, som bærer den, de svage Lysskyer, der bliver tilbage paa Sydhimlen, slukkes snart, og Nordlyset trækker sig atter tilbage til den nordlige Halvdel af Himlen. Her fortsættes Straalingen og Farvespillet endnu i mangfoldig Veksel, men Omraadet trækker sig dog stedse længere ned mod den nordlige Horisont. l de svage Lysninger, der endnu staar høit paa Nordhimlen, optræder der nu en forunderlig Fremtoning: det er, som om de med Lynets Fart slynges opad og slukkes; her og der, alle Vegne tændes lignende Lystaager og jager opad efter de andre, Øiet kan næppe følge denne Lysmassernes sælsomme Dans. Atter vokser Straalerne i Længde, Lysbølgerne standser deres Jagt, og atter nærmer Straalerne sig Himlens høieste Punkt. Men de overskrider det ikke; de staar nogle Øieblikke i ophøiet Ro, saa slukkes de langsomt. Men endnu Time efter Time fortsættes det underfulde Spil paa Nordhimlen, snart stærkere, snart svagere, og ofte standser det først, naar Morgenrødens Lysning hæver sig op over Horisonten i Øst.

Saa store Nordlys, som det her antydede, hører i det sydlige Skandinavien og lignende Egne til Sjældenhederne, og under mit 6-aarige Ophold i Bergen har intet af de ca. 150 Nordlys, som jeg dersteds har iagttaget, naaet en saa fuldstændig Udvikling. Den givne Skildring af Nordlyskronen støtter sig hovedsagelig til Erindringen om nogle overmaade storartede Nordlys, som jeg i 1870-71 iagttog i Kjøbenhavn. I de nordlige Lande, hvor jeg senere har opholdt mig, er Nordlyskronen ingen Sjældenhed, men dens Optræden der svarer ikke ganske til foranstaaende Skildring. Den kan der paa sin Vis være mere fyldig og formrig, men jeg har aldrig set den optræde med den grandiose Majestæt og den skjønne Farveudvikling som ved hine kjøbenhavnske Nordlys. Det er paa andre Maader, at Nordlyset i den arktiske Zone viser sin Overlegenhed lige over for sydligere Fænomener. Men paa den anden Side tør det anses som sikkert, at de meget sjældne, store Nordlys, der med lange Mellemrum - sidste Gang den 4de Februar 1872 - stundom optræder i sydligere Egne, endog helt til Middelhavets Kyster, i Henseende til Pragt fuldt vel kan maale sig med de mest glimrende Nordlys i høinordiske Egne, om end Karakteren er en anden.

Hvad der før blev sagt om den mangfoldige Forskjellighed, med hvilken de svagere Nordlys optræder, gjælder selvfølgelig i endnu høiere Grad om de mere udviklede Fænomener, ligesom det er klart, at der mellem svage og stærke Nordlys gives en snart sagt utallig Mængde af Mellomformer.

For at give Læseren et muligst fyldigt Begreb om Nordlysets Optræden - for saa vidt det overhovedet kan gjøres med Ord - skal jeg endnu her i noget forkortet Gjengivelse meddele WEYPRECHT'S Skildring af de af ham mellem Novaja-Zemlja og Franz Josephs Land iagttagne Nordlys.

"Oppe paa Himlen straaler og funkler Stjærnerne, ingen Luftning rører sig, en lydløs Stilhed hviler over den endeløse Ismark, der omgiver os paa alle Sider; den barske Polarkulde har bragt hele Naturen til Taushed. Selv Sneen synes at være bleven til Is; Stormen og Kulden har sammenkittet den, og den knirker næppe under Foden af Matrosen, der indhyllet i Pelsværk gaar frem og tilbage ved Siden af Skibet og forkorter den lange Vagt ved Tanken om det fjærne Hjem, ved Længsler efter Sydens solbeskinnede Lande.

Kun Stjærnehimlens matte Lys og det hvide Snedække mildner noget den Maaneder lange Nats Mørke, men ikke nok til at forunde Øiet nogen Afveksling; ingensteds kan man skjelne bestemte Former eller Omrids. Hele Omegnen er indhyllet i Polarnattens tunge Ensformighed.

Kun hist i Syd, lavt nede ved Horisonten, staar en mat Lysbue. Langsomt tager den til i Styrke og hæver sig høiere; den er fuldstændig regelmessig; begge dens Ender berører næsten Horisonten, og de skrider mod Øst og Vest, efterhaanden som den stiger. Straaler kan ikke skjelnes i den; den bestaar blot af et jævnt, ensartet Lysstof med et herligt sart Farveskjær; det er et gjennemsigtigt Hvidt med en let grønlig Tone. Maanens Lys synes gult ved Siden af dette milde Skin.

Buen er bred; den har omtrent Regnbuens tredobbelte Brede, og langt skarpere begrænset end denne fremhæver den sig stærkt mod Nattehimlens Mørke. Med usvækket Glans skinner Stjærnerne igjennem Buens Lysbælte.

Høiere og høiere stiger den, men for øvrigt hviler der over hele Fremtoningen en klassisk Ro; kun nu og da vælter en Lysbølge sig langsomt fra den ene Side over til den anden. Over Isen begynder det at blive lysere, og enkelte Isgrupper kan skjelnes.

Endnu har Buen ikke naaet Zenith, men en anden Bue har allerede dannet sig i Syd, og efter den følger flere. Alle stiger de opad. Den første har nu overskreden Zenith, den sænker sig langsomt ned mod Nordhorisonten og taber sin Lysstyrke. Nu er der over hele Firmamentet udspændt Lysbuer; der staar syv paa Himlen til samme Tid, men deres Lyskraft er kun ringe. Jo dybere de gaar ned mod Nord, desto mere afbleges de, og til sidst forsvinder de aldeles; ofte vender de dog alle tilbage forbi Zenith og slukkes, hvor de opstod.

Et andet Billede. Paa en eller anden Kant af Horisonten staar en tæt Skybanke; dens øvre Rande er oplyste, og herfra udvikler der sig et Lysbaand, som hurtigt udbreder sig, bliver stærkere og hæver sig mod Zenith. Farven er den samme som ved Buerne, men Lysstyrken er større. I stadigt vekslende Spil forandrer Baandet langsomt men uafbrudt Stilling og Form. Breden er betydelig, og det intensive hvidgrønne Lys udhæver sig vidunderligt smukt mod den mørke Baggrund. Nu slynger Baandet sig i mangfoldige Bugtninger, der vel dækker, men ikke skjuler hverandre, idet den fjærnere tydelig kan ses gjennem den forrestes Lys. Med undulerende Bevægelse iler der uafbrudt Lysbølger gjennem Baandet i hele dets Udstrækning; snart løber de fra høire til venstre, snart fra venstre til høire; tilsyneladende krydser de hverandre, naar de samtidigt optræder paa den forreste og bageste Side af en Bugtning.

Nu ruller Baandet sig atter op i hele sin Længde; det synes næsten, som om Vinden høit oppe i Atmosphæren drev sit hemmelighedsfulde Spil med den brede flammende Vimpel, hvis Ende taber sig fjærnt ved den modsatte Horisont.

Lyset bliver stedse stærkere, Lysbølgerne følger hurtigere paa hverandre; ved Baandets øvre og nedre Rand træder Regnbuefarverne frem: det sarte Hvide i Midten er for neden indfattet med en smal Stribe Rødt, for oven med Grønt. Af eet Baand har der imidlertid uddannet sig to; det øvre nærmer sig mere og mere til Zenith og udskyder Straaler, der alle peger imod et fælles Punkt i Nærheden af Zenith. Nu har Baandet naaet dette Punkt og i en Stund viser der sig heromkring et pragtfuldt Straalespil. Om det fælles Samlingspunkt blinker og flagrer de korte Straaler til alle Sider; ved alle Rande viser de prismatiske Farver sig; korte og længere Straaler afveksler med hverandre; Lysbølger iler i hurtig Veksel omkring Midtpunktet. Det er Nordlyskronen, som vi ser; den optræder næsten al tid, naar et Baand passerer hint Punkt.

Men allerede kort Tid efter er denne Udviklingsform afsluttet; Baandet staar nu paa Hunlens nordlige Side; det sænker sig efterhaanden og afbleges, eller render atter tilbage mod Syd, for at gjentage det forrige Spil. Saaledes varer det ved, Time efter Time; uafbrudt veksler Nordlyset Plads, Form og Lysstyrke; ofte er det en kort Tid aldeles forsvundet, for pludselig atter at komme til Syne, uden at lagttageren egentlig kan sige, hvorledes det kom, hvorledes det svandt: det er der simpelt hen.

Men ofte viser Baandet sig i en ganske anden Form. Det bestaar da ikke blot af Lysstof, men danner en Række af tæt sammentrængte Straaler. De hurtigt paa hverandre følgende Lysbølger fremkalder i hver enkelt Straale en betydelig større Intensitet, og Straalerne synes derfor i en stadig, hoppende Bevægelse; begge Randene, farvede grønne og røde, danser bølgeformigt op og ned, ettersom Lysbølgerne gjennemiler Straalerækken. Ofte forlænger Straalerne sig opad i hele Baandets Udstrækning, de naar næsten op til det magnetiske Zenith og synes omtrent at staa stille. De er skarpt markerede, men langt lyssvagere end selve Baandet. Deres Farve gaar mere i det gule, det ser ud, som om Tusinder af fine Guldtraade var udspændte over Firmamentet. Et herligt, gjennemsigtigt Lysslør ligger da over Stjærnehimlen: Lystraadene, hvoraf det er vævet, aftegner sig skarpt paa den mørke Baggrund; dets nedre Garniture er et bredt og intensivt hvidt Baand, som er indfattet med det sarteste Rødt og Grønt, medens dets talløse Folder og Bugtninger er i uafbrudt Bevægelse. En violet Nordlysdunst ligger ofte samtidig paa enkelte Steder af Himlen.

Og atter et andet Billede. Hele Dagen har der allerede drevet Nordlysbaand af alle mulige Skikkelser omkring paa Himlen; nu, Klokken 8 om Aftenen, staar kun enkelte Straalebundter tilbage, og hist i Syd ligger tæt over Horisonten et svagt Baand, som vi næppe lægger Mærke til.

Paa en Gang hæver det sig hurtigt; det udbreder sig mod Øst og Vest, Lysbølgerne begynder at hoppe igjennem det, og det sender enkelte Straaler op mod Zeriith. En kort Stund holder det sig stationært, da kommer der pludselig fornyet Liv i det. Fra Øst mod Vest jager Lysbølgerne hastigt gjennem Baandet, Randene farves stærkt røde og grønne og danser op og ned; hurtigere og hurtigere skyder Straalerne i Vejret, og Baandet nærmer sig efterhaanden det magnetiske Zenith. Mere og mere ilsomt følger Bølgerne paa hverandre, krydser hverandre, iler hen over hverandre; i vild Jagt kappes Straalerne om, hvem af dem, der først skal naa Samlingspunktet; det er ikke mere enkelte Straaler, det er hele Bundter af Straaler. Og nu har de endelig naaet det Punkt, som de alle stræber hen imod, og Lysene farer op og ned til alle Sider, mod Nord og mod Syd, mod Øst og mod Vest. Gaar Straalerne fra neden opad eller fra oven nedad? Hvem kan afgjøre det! Omkring Midtpunktet ses et bølgende Flammehav; er det rødt, hvidt eller grønt? Hvem kan sige det; det er alle tre Farver til samme Tid. Næsten ned til Horisonten naar Straalerne, hele Himlen staar i Flammer. Baandet er blevet til en Bue, der løber hen over Zenith og støtter sig til begge Sider af Synskredsen; det er blevet til en Ildflod, hvori de brede Lysbølger med overordentlig Hurtighed jager fra den ene Side til den anden. Naturen fremstiller her et Fyrværkeri, som den dristigste Fantasi ikke kan tænke sig herligere. Vi lytter uvilkaarlig, et saadant Skuespil synes os utænkeligt uden Lyd - men der hersker den dybeste Stilhed, ikke den svageste Lyd naar til vort Øre. Over Isen er det blevet lyst; dens Spidser og Takker er skarpt markerede, klart og tydeligt afgrænser Ismarkens Hvidt sig i det Fjærne mod den mørke Horisont. De fremragende Isbrokker kaster Skygge; vi tager en Bog i Haanden og læser den fine Skrift.

Men nu er alt allerede afbleget igjen. Med den samme ubegribelige Hurtighed, hvormed de straalende Lysskikkelser kom, er de atter forsvundne. Kun paa den nordlige Himmel staar endnu et enkelt Baand; langsomt hopper Lysbølgerne gjennem det. Over Isen har den mørke Nat atter tilhyllet alt med sit Slør.

Det er Nordlyset i sin fulde Pragt. Ingen Farve og ingen Pensel formaar at male det, intet Ord mægter at skildre det i hele dets Storartethed.

Og her nede staar vi stakkels Menneskebørn og taler om vor Viden og vore Fremskridt, stolte af vor Forstand, hvormed vi aflurer Naturen dens Hemmeligheder; her staar vi og ser raadløst op til den store Gaade, som Naturen med flammende Bogstaver har skreven paa den mørke Nattehimmel - her staar vi og formaar blot at studse og at tilstaa, at vi i Grunden Intet ved!" -

Idet jeg forøvrigt henviser til de i dette Afsnit givne Nordlysafbildninger, kan jeg ikke nægte mig selv og formentlig tillige Læseren den Fornøielse ogsaa at medtage Billederne Fig. 1-5, der, hvor utroligt det end kan synes, ligeledes skal fremstille Nordlys.

Fig. 1.

Fig. 1 findes oprindelig i ABSALON PEDERSØNS tidligere nævnte Dagbog, der opbevares paa det kongelige Bibliothek i Kjøbenhavn. Tegningen fremstiller et Himmelsyn, som Forfatteren saa i Bergen en Aften kort før Jul 1563, og som han beskriver paa følgende Maade: "Først skeen maanen klar udi øster, saa opsette sig offuer maanen en sort sky oc hun syntes at gaa høgt op vdi himmelen ligeruis som jt riis, oc varede en god stund, strax der hoes sette sig en klar sky skinnende som en huid lwge (Lue), oc stode saa baade til hobe en tid lang, der effter som de vore forwisnede, kom der en sort sky, som var wnaturlig sort, mod skyers nature, huilken som (havde?) andre adskillige trefler oc palter med sig paa alle sider, hun kom fra synden, oc kom til maanen oc formørkede honnom, saa at hand miste sit skind saa lenge som den varede for honnom, der den var løben om, da begyntes vdi himmelen i vester røg, ild och luge oc spitze, det ene imod det anned. Siden begyntis der andre skyer vnder maanen, først sorte, der vnder huide, oc ginge ligesom i bubler oc saa forsuantz de." Udtrykkene: i Vest Røg, Ild, Lue og Spidser, den ene mod den anden, gjør det sandsynligt, at et Nordlys i hvert Fald har været medvirkende i det beskrevne Syn, ligesom det tilsvarende Parti i Tegningen, der uden Tvivl er den ældste i Norden existerende billedlige Fremstilling af et Naturfenomen, ret vel lader sig tyde som en ubehjælpsom Fremstilling af et Knippe Nordlysstraaler.

Fig. 2.

Hvorledes man fulde tre Aarhundreder senere ser og fremstiller Nordlyset, viser Fig. 2. Dette Billede findes i et stort Værk, der i det Herrens Aar 1883 er udkommet i London, forfattet af en lærd Dame og anbefalet af en anset Lord (jeg kjender for øvrigt kun den svenske Oversættelse "Midnattsropet: Se brudgummen kommer", af E. M. HARDIE, Stockholm 1883). Tegningen skriver sig fra et Cincinnati Blad og fremstiller Nordlyset den 21de Marts 1843, Kl. 11-12 Nat. Efter Beskrivelsen viste der sig paa Himlen en fryktelig Slange, i bugtet Stilling undtagen Halen, der var lige; med sit klart lysende, røde og uhyggelige Skin stod Figuren saaledes i flere Minuter, hvorpaa den forvandlede sig til et G, der straks efter blev til et O; og heraf udviklede der sig atter et D. (20) hvorpaa det skrækkelige Syn forsvandt.

Fig. 3.

Fig. 3 gjengiver den ældste Nordlysafbildning, man har fra Finmarken. Den findes paa et af de mange Kobberstik i KNUD LEEM'S i 1767 udgivne store Værk: "Beskrivelse over Finmarkens Lapper". Teksten til Billedet lyder som følger: "Lappen i Agt at skyde Ræve graver smaa Kiød-Stykker hist og her ned i Sneen; Ræven, som da ved sin skarpe Lugtelse fanger Lugt af det nedgravne Kiød, indfinder sig, og i det han sparker i Sneen for at bekomme samme, hilses af Lappen, som imidlertid ligger paa Luur, med en Rifle-Kugle; dette Skytteri øve Lapperne om Natten ved Maaneskin, og i Mangel deraf ved Nord-Lys, som der i Landet om Vinter-Nætterne i klar Luft teer sig saa overflødig, som Himmelen stod i Lue, og paa sin Maade lyser hart ad som det prægtigste Maaneskin." (21)

Fig. 4.

Fig. 4, der er tagen fra en Afhandling af J. F. RAMUS i det danske Videnskabsselskabs Skrifter fra det forrige Aarhundrede, forestiller ikke Moskvas Brand, men Nordlyset i Danzig den 17de Marts 1716. "Den Nordre deel af Himmelen, særdeles mellem Østen og Norden, syntes at brænde; udi N. O. samledes Ild-klumper tilhaabe; af disse Ildklumper udskiøde sig Luer med saadan hastig Fart, at de i 2. secunders Tiid stigede fra Horisonten indtil Zenith, og bøjede sig noget lidet hen mod Østen. Da de første forsvandt, samledes andre igien, som ligeledes kastede Luer fra sig; nogle Luer syntes ligesom at opstige af Kirke-Taarnene ikke anderledes end som de havde staaet i Brand, dog stigede disse Luer høyere end udi Ildebrand pleyer at skee: thi de strekkede sig op til Zenith; Nogle af dem begyndte fra Horizonten at opkomme, og vare alle blodrøde som gloende Jern."

Fig. 5.

Fig. 5 viser, paa hvilken gemytlig Maade det samme Nordlys præsenterede sig efter Midnat. "Klokken 1. min. 45. bleve udi Norden seet nogle lyse Flekke-Skyer, som længe stode stille paa det samme Stæd; af disse lyse Flekke udkomme ideligen Luer, som Bølgeviis opstigede 40. Grader høyt."

19) Det er denne, især i sydligere Lande hyppige Nordlysform, der har givet Anledning til Nordlysets moderne latinske Navn: Aurora Borealis, der ikke oprindelig hører hjemme i det latinske Sprog, men som tidligere omtalt først temmelig sent er bragt i Anvendelse.

20) God (engelsk) ɔ: Gud.

21) Lapperne tror, at de ved at drille Nordlyset, som i deres Sprog hedder guovsahas, kan faa det til at blive vred, saa at det giver sig til at hoppe livligt op og ned. Da Drilleformularen næppe tidligere er trykt, gjengiver jeg den her med ordret Oversettelse.

Guovsabas viekka, viekka
lippaha, lippaha;
vætsjer-oaivve,
navar-gaddsa-juølgek,
ruona hælmek.
lippaha, lippaha;
buoide bitasj njalmest,
gakkobitasj giedhast,
viekka lippaha!

Nordlys løber, løber
rapfodet, rapfodet;
Hammer-Hoved,
Naver-Skrue-Fødder
grønne Kanter,
rapfodet, rapfodet;
fed Bid i Mundet,
Kagebid i Haanden,
løper rapfodet!

En meget udbredt Overtro hos Almuen i det nordlige Norge er den, at man ved at vifte med et hvidt Klede eller Lagen kan faa Nordlyset til at blive stærkere, livligere og ligesom at komme nærmere. Som Vidnesbyrd derom skal jeg blot anføre følgende Beretning fra Tjøtø (66° n. Br.), der nylig er bleven mig tilsendt. "En Aften i min Barndom sad jeg alene i en Krog, fordybet i mine Lektier, da de andre Børn kom styrtende ind med høie Skrig: "Kom og se, Nordlyset vil tage os!" Alle sprang ud. Den nordlige Halvdel af Himlen stod ligesom i Brand. Vor Lærer kom til, og de, som havde været ude fra først af, forklarede nu, at en af Gutterne, da han saa nogle svage Nordlys, havde hentet et Lagen, hvormed han havde viftet af alle Kræfter: jo længere han viftede, desto større blev Lysene, til de til sidst kun var et Par Bøsseskud fjærnede fra Hovederne. Vi stod længe stille og betragtede Synet, indtil det efterhaanden hendøde."