Under Nordlysets Straaler : Skildringer fra Lappernes Land / af Sophus Tromholt. - Kjøbenhavn : Gyldendal, 1885

III. Fra Bossekop til Koutokæino.

Koutokæino, den 17de September 1882.

Ni Dage maatte jeg vente i Bossekop, før Turen til Koutokæino kunde begynde. Ni prægtige Dage. Solen kastede sit fagreste Skjær ud over den lille Bugt og det venlige Landskab; om Natten spandt Nordlyset sit herlige Flammenet over Himlen. Elskværdighed og Gjæstfrihed fandt jeg i de hyggelige Hjem - hvor kunde jeg da andet end føle mig vel til Mode?

Fremfor alle andre gjælder min Tak den lille videnskabelige Koloni, der for Tiden har opslaaet sin Bolig i Bossekop. Videnskabens Værksted og Familielivets Hygge findes her under samme Tag, og naar jeg med udelt Glæde kan dvæle ved Mindet om Bossekop, da skyldes det ikke mindst Polarstationens Medlemmer og Direktørens elskværdige Familie. Nominelt boede jeg paa Gjæstgivergaarden, men Polarstationen var mit egentlige Tilholdssted, og hvor ofte jeg end kom der, altid følte jeg mig lige velkommen, altid var jeg vis paa at modtages med den hjærteligste Velvillie, den mest uskrømtede Gjæstfrihed.

Det faldt mig derfor helt svært at løsrive mig fra det venlige Bossekop og de elskværdige Mennesker, jeg havde fundet der. Men det er jo Reiselivets vemodsfulde Poesi, dette at mødes og skilles, dette at vokse sig fast med Mennesker og Forhold, og derpaa med et brat Hug at maatte overskære Baandet.

Jeg har hidtil rost næsten alt, hvad jeg har truffet paa min Reise, saa at det er paa Tiden, at jeg ogsaa finder noget, jeg kan dadle. Lad det da gaa ud over Kommunikationsmidlerne i disse Egne; de er af en yderst primitiv Natur. Jeg havde troet efter blot et Par Dages Ophold at kunne tiltræde Reisen til Koutokæino, men derom kunde der aldeles ikke være Tale. Kunde jeg komme med Posten, første Gang, den afgik, maatte jeg være glad. Vanskeligheden med at komme af Sted hidrører derfra, at de to sidste Dages Reise maa gjøres med Baad op ad Altenelven, men Baadene hører hjemme i Koutokæino, og maa altsaa bestilles længe forud, for at de i rette Tid kan møde paa Stedet, hvor Baadreisen begynder. Posten afgaar til Koutokæino hver fjortende Dag; der kunde derfor være Udsigt til, at jeg kunde komme af Sted om Lørdagen. Men Lørdagen blev til Søndag, Søndagen til Mandag; hver Dag blev Reisen opsat til den næste, fordi Posten ikke var færdig til at afgaa, og først Onsdag blev det til Alvor.

Det var en hel statelig Karavane, der den Formiddag drog af Sted fra Bossekop. Jeg har maattet medføre en betydelig Bagage, en halv Snes store, tunge Kasser foruden Kofferter o. l. Folk i Bossekop havde med Hovedrysten betragtet disse Uhyrer af Kollier, og erklæret det for saa godt som en Umulighed, at faa dem transporterede den lange, vanskelige Vei over Fjældene. Men jeg maatte have dem med, det koste, hvad det vilde. Jeg opnaaede imidlertid kun at faa godt og vel Halvparten med mig, Resten maatte vente til en senere Leilighed.

Med Undtagelse af en kort Strækning findes der ikke nogen anden Vei end den, Naturen selv har anlagt. Vogn kan derfor ikke benyttes; alt maa transporteres paa Hesteryg. Jeg selv maatte næsten fortvivIe ved at tænke paa, hvorledes det vilde gaa med mine store Kasser; en Del maatte jeg i Bossekop pakke om i mindre Kollier, men med enkelte, f. Ex. den store tunge Kasse med Nordlystheodoliten, kunde sligt ikke gjøres. Men en Hesteryg kan taale mere, end man skulde tro; det lykkedes virkelig, skjønt efter mange Vanskeligheder, at faa de tunge Byrder placerede saaledes, at Reisen kunde gaa for sig.

Og saa drager det lange Tog af Sted med mig og min bagage, 6 Heste i Gaasegang - baade hvad Rangeringen og Hurtigheden angaaer - alle belæssede som Kameler. Det ser helt eventyrligt ud, hvorledes de store Kasser med mine Instrumenter og Sager balancerer, to og to, paa Hestenes Ryg.

Lensmanden fra Koutokæino, som jeg var saa heldig at faa til Reisefælle, sagde til mig: "Aldrig nogen Sinde før har saa tungt belæssede Heste reist paa denne Vei, og det vil sikkert heller aldrig ske oftere."

Det første Stykke Vei fra Bossekop er udmærket smukt; man tror at reise i en af Vestnorges fagreste Fjordegne. Gjennem en prægtig Skov af Fyr og Birk gaar Veien, jævn og ret som en Chausse, uden Tvivl et Veianlæg, der i Fortræffelighed ikke har sin Lige paa saa høie nordlige Breder. Mellem de blændende hvide Klodeskyer paa den blaa Sommerhimmel kaster Solen sine Straaler ned paa det skjønne Landskab, der omringer os; de spiller mellem Birkens fine Løv og Fyrrens spidse Naale, leger med den rastløse Elvs kvikke Smaabølger, der til venstre for Veien bugter sig; frem mellem grønne Enge og gule Sandbrinker, lægger sig indsmigrende blødt om Raipas-Fjældets vekslende farverige Former, kaster det drømmende, lette, blaanende Slør over de fjærne Bjærgkonturer, der begrænser Synskredsen.

Det er Sommeren i sin fyldige, svulmende Yppighed, som endnu dvæler i Altens Dale. Men vi har ikke reist mange Timer, før det allerede er Høstens falmede Dragt, som Landskabet viser os. Birkene - de bliver færre og færre, mindre og mindre staar med gult Løv; Gult og Brunt i alle Nuancer: det er de Farver, som Billedet senere er malet med.

Godt og vel en Mil varer den fortræffelige, brede Vei, der fra Bossekop fører gjennem den store Skovnatur. Paa engang slutter den saa pludselig og uventet, som om man vilde sætte et Punktum efter en halv færdig Sætning.

Kort efter gaar det ad en brat Skrænt ned til Eibyelven, der lidt længere nede udgyder sig i den store Altenelv. Lige som denne er den meget bred; men ikke dyb; store og smaa Øer af Sand og Stene deler den i mange mindre Løb. Og saa tværs over Elven; den stride Strøm gaar næsten til Hestenes Bug.

Saa veksler atter Veiens Fysiognomi; nu reiser vi i en Skov af lave, tætstaaende Birke. Hvert Øieblik støder en Kasse an mod et Træ eller en Gren. Nu er der ikke mere Tale om egentlig Vei; man søger at komme frem, hvor det falder sig bedst.

Og saa ned ad en af de høie og bratte Sandskrænter, som er saa almindelige her langs Altenelven. Skraat ned ad Siden gaar det, dybt synker Hestens Fødder ned i det løse Sand, et Feiltrin, og baade Hest og Bagage vilde styrte ned ad den bratte Skraaning, ned i Elven, der haster forbi med hvirvlende Overflade.

Saa rider vi igjen et langt Stykke ved Siden af Elven, over en hel Ørken af Rullestene.

Og saaledes gaar det i uophørlig Veksel, alle mulige Slags Surrogater for Vei faar vi Anledning til at prøve. Snart Stene, snart Sand, Skav, Sump og Vand, op ad Bakke, ned ad Bakke.

Mennesker og menneskelige Beboelser ser vi saa godt som intet til, efter at vi har passeret Eibyelven. En enkelt Gang passerer vi en Ko; brølende giver den sin Forundring til Kjende, Brølet gjentages fra et Dusin af dens Kammerater, og nysgjerrig styrter den hele Flok frem af Buskadset under Bjældernes Klang, for at se paa det uvante Skue, der drager forbi.

Der kommer i Skridtgang den ene efter den anden af de belæssede Heste, hver ført af en Mand eller Gut fra Alten. Paa den sidste i Rækken sidder jeg selv, ved min Side gaar Koutokæino Lensmanden med Lappestok og Lappesko, forkortende mig Tiden med hyggelig Passiar og med MeddeleIser om den fjærne, ensomme Afkrog, jeg drager i Møde.

Time gaar efter Time, medens vi passerer gjennem de lave Birkes udstrakte Skovstrækninger. Ved Træernes Fod vokser Grupper af vældige Paddehatte, næsten saa store som Børneparasoller. Hist og her staar en broget Klynge af Smaablomster, Sommerens sidste Børn. Aftensolens Straaler spiller med saa varm en Tone paa det lysegule og rødgule Birkeløv.

Efter at vi er komne forbi den enligt liggende Gaard Vina, bliver Terrænet værre end nogen Sinde før. Det er ikke længer Bakker, det er naturlige og temmelig ubekvemme Trapper i den nøgne Stengrund, afvekslende med bløde, sumpede Mosestrækninger. Det var derfor en sand Lettelse, da vi trætte efter den besværlige Reise endelig i Skumringen naaede vort første Nattekvarter, Fjældstuen Gargia.

Fjældstuen Gargia.

Til Ordet Fjældstue havde jeg hidtil knyttet Forestillingen om noget temmelig uhyggeligt, noget à la Lappegamme. Men i Stedet for en ussel, tom og utæt Hytte fandt jeg til min Overraskelse i Gargia et net og pynteligt lille Hus, indeholdende flere Værelser med et alt andet end frastødende Udseende. Ja endogsaa Vært og Værtinde fandtes i dette lille Hotel i den finmarkiske Ørken. Snart brændte det lystigt paa Ildstedet; Aftensmaden, som vi tilberedte af vor medbragte Fourage, smagte bedre end nogen Sinde før i mit Liv, og vi fik baade Kaffe og Toddy, inden vi lagde os til Hvile paa de prægtige Renskind, hvormed Briskene langs Væggene var dækkede.

Naturen er paa dette Punkt ganske tiltalende; Fyrren kappes med Birken om at beklæde de omgivende Fjældskraaninger, og Smaabække snor sig muntert gjennem grønne Enge. Tidlig næste Morgen sætter vor Karavane sig atter i Bevægelse. Den er nu bleven forøget med tre Lapper, der ogsaa skal til Koutokæino. De to er Postlapperne, der havde forladt Bossekop en Dag før os, og som bærer den tunge Postsæk, der hver fjortende Dag bringer Nyhederne fra den store Verden til Koutokæinos Ensomhed. Den ene af disse to maa jeg straks præsentere for Dem, det er JOHANNES ABRAHAMSEN MOTKA, eller som han i daglig Tale kaldes LILLE JOSSA (6); han blev senere min gode Ven og min Ledsager paa næsten alle mine Udflugter fra Koutokæino. En ærlig og trofast Sjæl.

JOHANNES ABRAHAMSEN MOTKA. - LILLE JOSSA.

Den tredie af vore nye Reisekammerater er en ung Lap fra Koutokæino, der paa Grund af Fattigdom har maattet tilbringe Sommeren som Fisker i Hammerfest, men nu er paa Hjemveien. En rank og slank Figur. Her har De hans Billede.

Ung Lap fra Koutokæino.

Straks efter at vi har forladt Gargia, gaar det op ad Fjældet Beskades, paa hvis høie Plateau vi skal færdes hele den kommende Dag. Trævegetationen bliver efterhaanden mindre og tyndere, og oppe paa Fjældets store Vidde ses den slet ikke mere. Time efter Time rider jeg hen over et Landskab, saa trist og øde og tomt, at jeg ikke skal forsøge at beskrive det. Intet Spor af Dyreliv, og selv Planteverdenen er saa godt som borte. Hvor hen Øiet end vender sig, ser det paa de store Flader kun et brungult Mønster paa gulgraa Bund, eller til Afveksling et gulgraat Mønster paa brungul Bund. Det graa dannes af Rensdyrlavens fint sammenvævede Løv, det brune er en lille Birkeart, der med sine af Høsten farvede, runde, neglstore Blade kun faar Lov til at hæve sig et Par Tommer op fra Jorden.

Saaledes passerer Landskabet forbi i trist Ensformighed. Alt er tyst og stille; kun vor Iille Karavane bringer momentant Lydbølgerne i Virksomhed, naar Bjælden paa en af Hestene klinger, eller en af Folkene raaber et opmuntrende Ord til de stakkels belastede Dyr.

Først 5-6 Timer efter vor Afreise fra Gargia naar vi det længe efterstræbte Middagshvilested, en Træhytte paa Loddika, det høieste Punkt af Beskades. Det er kun et tomt Rum mellem fire Plankevægge og et Jordtag, men dog maa denne lille usle Hytte være et velkomment Tilflugtssted for den, der færdes her i Regn eller Snestorm.

Her læsses Byrderne ar de trætte Dyr, der slippes løs for at de kan læske deres Tørst i en af Smaasøerne og finde lidt Græs mellem Dværgbirkenes og Mossenes brogede Tæpper. Madkasserne pakkes op, og hvor herligt smager ikke det tarvelige Maaltid her oppe i den rene, friske Fjældluft!

Jeg skrev mit Navn paa den lille Hyttes Dør. Kommer De nogen Sinde til denne Plet, saa opsøg Navnet og bring det og Hytten en Hilsen fra mig. Jeg kommer der næppe mere.

Middagshvile paa Loddika.

Efter et Par Timers Hvile følger saa et lignende Ridt som om Formiddagen. Skjønt vi er i næsten 2000 Fods Høide, er Luften dog mild og stille som paa en Sommerdag i Syden. De smaa Vande, som vi passerer her og der, ligger med deres Overflade som det blankeste Speil, hvori de bløde, fjærne Fjældomrids og de i Sollyset guldglinsende Skyer afspeiler sig uden den mindste Fortegning eller Uklarhed.

Men trods det smukke Veir bliver Turen uendelig lang og trættende. Beskades synes aldrig at ville faa Ende. Tilmed er denne Del af Veien ofte overordentlig slet; Sump efter Sump, hvori Hestene synker næsten til Bugen, trykkede af den tunge Byrde paa deres Ryg. En af dem styrtede endogsaa paa et saadant Sted, og kunde kun med stor Møie atter hjælpes op af det bløde Dynd.

Endelig mærker vi, at det igjen gaar nedad, og et Birkekrat hilser os atter velkommen til de lavere Egne. Men endnu er der flere Timer tilbage, inden vi naar Maalet.

Solen er for længst gaaet ned, alle Omgivelser fortoner sig med Skumringens usikre Omrids, da ser vi endelig dybt under os Ladnijavres lange, smalle Vandflade. Paa denne Sø, en af de mange lignende, som Altenelven gjennemstrømmer eller rettere danner i sit lange Løb, skal vor Reise næste Dag fortsættes i Baad, og ved dens Bred skal vi tilbringe den kommende Nat.

Men inden vi naar did, er endnu det værste Stykke af Veien tilbage. Paa engang gaar det steilt ned, saa steilt, at man skulde tro det umuligt at komme levende derfra. Veien, hvis man tør bruge et saadant Navn, er ikke alene steil, men ogsaa blød; hvert Øieblik glider en Fod, trods al mulig forsigtighed. Hestens Krop staar næsten i lodret Stilling, Gren knækkes efter Gren paa begge Sider, enhver, frygter i sit stilIe Sind, at der vil ske en Ulykke. Men heldigvis naar den lange Række uskadt ned til Fjældets Fod.

Nede ved Søen blev vi modtagne af Handelsmanden fra Koutokæino, en høi, kraftig bygget Skikkelse, der med sine store Bællinger (lappiske Lædergamascher) og Sydvesten paa Hovedet skuffende lignede en af de prægtige Skagens Sømænd, som jeg et Par Maaneder tidligere havde færdedes imellem. Han rakte os Buketter af Ribskviste med store Klynger af modne Bær. Ribsbusken vokser nemlig meget almindelig vild paa disse Kanter. Ogsaa Handelsmanden skulde følge med til Koutokæino.

Det var i det hele taget et stort Held for mig, især hvad den senere Del af Reisen angaar, at jeg tilfældigvis var stødt sammen med saa kyndige og erfarne Reisefæller som Lensmanden og Handelsmanden. Det hænder ikke mange Dage om Aaret, at der færdes norske Reisende paa denne afsides Rute. Jeg ved i Sandhed ikke, hvorledes jeg skulde have klaret mig, om jeg havde været alene paa den nu følgende to Dages vanskelige Baadfart, op ad en strid Elv, fuld af Fosser, igjennem et øde, næsten ubeboet Land, og kun ledsaget af Skydsfolkene, hvis Sprog jeg lige saa lidt kjender, som de kjender mit.

Vort Tilholdssted for Natten lod intet tilbage at ønske med Hensyn til Tarvelighed. Fire utætte Vægge og et lige saa utæt Tag, dernæst et Ildsted: det var det hele. Men den muntert brændende Ild i den knitrende Birkeved, de mange Lappefigurer omkring Ildstedet - vort Selskab var bleven forøget med de Lapper, der skulde befordre os til Koutokæino - vi andre placerede paa det med Birkeløv bestrøede Gulv i alle mulige Stillinger, drikkende den fortræffelige Kaffe, som Handelsmanden havde tilberedt for os - det hele afgav i Flammernes usikre, skiftende Belysning et høist interessant og virkningsfuldt Billede, og for første Gang paa min Reise her op følte jeg at være kommen langt uden for den civiliserede Verdens Grænser.

Efter at vi i al Gemytlighed havde spist til Aftens - Toddyen manglede heller ikke her - maatte vi se at placere os saa godt, vi kunde, paa det trange Gulv. Alle skulde have Plads, baade de, der var fulgte med fra Bossekop, og de, som senere var stødte til os; saa hver fik ikke meget. Gulvet som Madras, en Pæsk - den lappiske Renpels - som Overdyne: det var min Seng. Den kunde have været god nok, havde den ikke været saa skrække]ig haard at ligge paa. Hvor var jeg øm over hele Kroppen, da jeg stod op! Jeg vil slet ikke tale om de mange sorte Springfyre, der husede i Gulvets Birkeløv, og som jeg stundom følte krible og krable, snart her, snart der; men jeg var saa træt og søvnig, at jeg snart uden Modstand overlod mig til disse Kavallerers Behandling.

Tidligt om Morgenen vækkede den fortræffelige Handelsmand os med sin lige saa fortræffelige Kaffe. Veiret var nu blevet køligt og Himlen overskyet.

Saa skulde jeg da emballeres til den kalde Tur, der nu forestod; for første Gang iklædes Komager - lappiske Lædersko - og Pæsk. Komagerne gik det glat med, og efter det Bekjendtskab, jeg nu har til dem, synes de mig at være langt at foretrække for vort europæiske Fodtøi; rummelige, bløde og smidige, læmper de sig efter Fodens Bevægelser, og altid har man tørre og varme Fødder, hvad enten man vader i Vand eller Dynd; ja det er endog en hel Nydelse at gaa med dem paa den bløde, elastiske Grund, som Renmossen danner. Paa et stenet Jordsmon derimod er de for den Uvante temmelig penible, det fik jeg prøve mange Gange, naar vi paa farlige eller lavvandede Steder maatte forlade Baadene og gaa et større eller mindre Stykke over Land; jeg maatte tænke paa de gamle Dages Katholiker, der gjorde Bod ved at gaa paa Ærter med bare Ben.

Men Pæsken, denne tykke, lodne Sæk med et Hul til Halsen og to Ærmer, ellers lukket alle Vegne, den kom jeg i Begyndelsen ikke rigtig til Rette med. Det var let nok a( stikke Hovedet i Sækken, men at finde Hullet til Halsen var værre, og da jeg prøvede at faa fat i Ærmehullerne, syntes ogsaa de at være alle andre Steder, end hvor de skulde; endelig slap en Arm ind, men saa faldt Brillerne af, og saa stod jeg der blind og hjælpeløs med en mørk, tung og varm Sæk over Hove­det og lænket paa begge Armene, indtil en velvillig Sjæl rakte mig en hjælpsom Haand. Da jeg endelig havde faaet Uhyret paa, havde jeg en Følelse af at gaa med en opvarmet Kakkelovn omkring mig. Men Ære være det ukjendte Geni, der opfandt denne nyttige Indretning; med den omkring sig kan man modstaa, hvad det skal være.

Jeg gad set mig selv, naar jeg, hvor vi maatte ud af Baadene, løb omkring med Komager, Pæsk og Briller, paa Lappevis med en lang Stav i Haanden, snart klatrende, snart krybende, over Stene, over Moser, over Fosser og Klipper.

Vi sagde Farvel til vore Heste og vore Førere, der vendte tilbage til Alten. Det skulde vare længe, inden vi atter saa Heste og fremmede norske Ansigter. Og saa begyndte da den lange og besværlige Baadreise, besværlig i en Grad, som ingen, der ikke har foretaget den) kan gjøre sig nogen Forestilling om.

Elvebaad.

Elvebaaden er meget lang og meget smal, i begge Ender meget høi og meget spids, Rælingen i Midten gaar næsten ned til Vandfladen; en Lap i hver Ende, snart roende, snart stagende; Passagererne i Bunden af Baaden, thi Sæder findes ikke - saaledes er Befordringen paa disse afsides, nordiske Vande. Tre Baade var vi i Følge den lange Vei op ad Elven.

Forunderlig vekslende er denne lange Strøm, der i mange Bugtninger gaar lige fra den finske Grænse til Altenfjorden. Snart ligger dens Vandflade klar og rolig som paa en lille fredelig Indsø, snart fosser den af Sted med ilsom Hast hen over Stene og Skraaninger, saa Baaden kun med Møie kan holdes fra at rives bort med den stride, hvirvlende Strøm. Snart breder den sig ud til store, sølignende Flader, snart nøies den med et ganske smalt Leie mellem de høie Bredder. Paa et Par Punkter styrter den brat ned og danner prægtige Vandfald; paa mange Steder er den saa lavvandet, at Baaden, trods den kyndige Styring, hvert Øieblik skraber imod Bundens Stene.

Det er derfor ikke saa ganske let at være Skipper paa dette Farvand, men det er en Fornøielse at se, hvorledes Lapperne med øvet haand og skærpet Øie forstaar at bane Baaden Vei gjennem alle de mange Vanskeligheder, som Elven byder dem. Og et prægtigt Syn er det fra Land af at se dem staa hver i sin Ende af Baaden, i deres maleriske, næsten fantastiske Dragt, med den flagrende, brogede Kofte og den flotte Hue à la Polacca, stagende sig frem gjennem den skummende, hvirvlende Strøm.

For den Reisende bestaar Turens Besværlighed navnlig deri, at man hvert Øieblik maa ud af Baaden og gaa lange Strækninger over Land, fordi Elvens Løb mange Steder er saa stridt og dens Vandmængde saa ringe, at en fuldt belastet Baad ikke kan komme igjennem. Da maa man ikke tage det saa nøie, om Veien gaar op eller ned, om den gaar over Sumpe, Stene og Fosser. Men er man klædt paa Lappevis, som jeg jo for største Delen var, kommer man mærkværdig godt fra det.

Landskabet her er alle Vegne det samme, meget eiendommeligt, meget ensformigt. Paa begge Elvens Sider hæver sig middelhøie, afrundede Fjælde eller Sandbakker, der saa langt Øiet kan forfølge dem, er bedækkede med lav Birkeskov, iklædt Høstens farverige Dragt, med alle Nuancer fra grønt til brunt og gult. Mil tilbagelægges efter Mil, den ene Dag ender, og den anden begynder - Landskabet forbliver det samme; det er det samme Skue om Aftenen som om Morgenen, om Morgenen som om Aftenen; det er det samme falmede, ensformige Billede, som om vi hele Tiden havde ligget stille paa en og samme Plet.

Birkekrattet og Renmossen er næsten de eneste Ytringer af Liv, som Øiet møder paa disse lange, øde Strækninger. Kun en sjælden Gang træffer man en fattig Lappegaard eller en tom, enkeltstaaende Hytte. Ved Middagstid tog vi ind i en saadan Gaard ved Elvens Bred og besøgte den der boende Lappefamilie. Her havde jeg da for første Gang Leilighed til at se nogle Sider af Lappernes høist eiendommelige og for den Fremmede interessante Husliv. Men derom senere.

Vi fortsætter vor Kurs. Ud paa Eftermiddagen naar vi det vanskeligste Sted af Baadereisen; det er der, hvor Elvens hele Vandmasse styrter brat ned i stor Høide og danner det imposante, prægtige Fald, som af Nordmændene benævnes Storfossen, af Lapperne Neidogortsje. Her kan selv en Lappebaad ikke bane sig Vei, endogsaa Laksen formaar ikke at komme over denne Barriere, hvorfor denne Fisk ikke findes i den øvre Del af Elvens Løb. Her maa derfor alt, stort og smaat, losses af Baadene, og disse selv trækkes et Stykke over Land forbi Fossen. Men værst er det med den store, tunge Bagage; kun en ringe Del af den kan bæres der hen, hvor Baadene et Stykke oven for Fossen atter sættes i Vandet. Oven for Faldet er nemlig Elveløbet endnu i en lang Strækning saa farligt, at Baadene kun taaler at være yderst let belastede. Hele den øvrige Del af Bagagen maa vare stakkels Lapper derfor tage paa deres Ryg og bære en lang, vanskelig Strækning hen over Fjældet langs Elvens Side. Baade Mænd og Kvinder maa tage fat; de store Kasser surres fast til deres Ryg, og saa gaar det den steile besværlige Vei opad, længere og længere opad, derefter et langt Stykke frem, og saa atter brat nedad. To - tre Gange maa hver gaa denne tunge Vei, før alt er bragt hen til Stedet, hvor Baadene nu venter.

Med alt dette var Dagen skreden saa langt frem, at der ikke kunde være Tale om at begynde paa den lange, vanskelige Strækning af Elven, der endnu ligger oven for det Sted, hvor vi nu befandt os. Heller ikke vilde det være muligt for os paa den Kant, at træffe nogen menneskelig Beboelse. Vi maatte derfor beslutte os til at blive, hvor vi var, og at tilbringe Natten under aaben Himmel.

Et stort Baal blev tændt, og omkring dette leirede vi os alle, baade Lapper og Ikke-Lapper, Mænd, Kvinder og Børn. En Kaffefabrikation i stor Maalestok tog nu sin Begyndelse. Vi havde i alt 8 Kaffekjedler med, og hver blev sat adskillige Gange over Ilden. Det er utroligt, hvor store Masser af denne Drik en Lap kan skylle i sig.

Jeg maatte næsten tro mig hensat til en fjærn, fremmed Verdensdel, naar jeg betragtede det eiendommelige og maleriske Skue, vor Bivouak frembød i den mørke Aften. Den store røde Lue med den høie, sorte Røgsøile i Midten, de mange forskjellige Grupper omkring den i de brogede Dragter og med de eiendommelige Ansigtstyper, hele den travle Virksomhed for at tilfredsstille Hungerens Krav - det havde været et prægtigt Sujet for en Maler.

Og hvor muntert gik ikke Samtalen i det fremmede, besynderlige og klangfulde Tungemaal, som mine to norske Reisefæller selvfølgelig var fuldt fortrolige med; hvilket Liv i de leende, støiende, spøgende, spisende, drikkende Grupper!

Veiret havde hele Dagen set noget truende ud; tætte, graa Skymasser havde forøget det triste, ensformige i Landskabets Karakter. Men først som vi sad her omkring Ilden, begyndte det at regne. Det var just ikke lystelige Udsigter til Natten.

Nu kunde en Toddy have smagt godt. Men vor lille Beholdning af Kognak var des værre bleven opbrugt den foregaaende Aften. Lensmanden og jeg havde rigtignok ofte i Løbet af Dagen skottet forhaabningsfuldt hen til et mistænkeligt lille Anker, som Handelsmanden førte med sig, men naar vi spurgte ham om Indholdet, svarede han hver Gang, at det bare var - Malerolie. Vi var overbeviste om, at han blot vilde gjøre Løier med os, og trøstede os med, at vi om Aftenen skulde gjøre nøiere Bekjendtskab med Ankerets Beholdning. Men Aftenen hengik, Handelsmanden forblev ved sin Paastand, om, at det bare var Malerolie, intet andet, og da alle vore Forsøg paa at faa ham til at slaa Hul paa Ankeret kun blev besvarede med det skrækkelige Ord Malerolie, maatte vi til sidst, skjønt meget modstræbende; tro paa det sørgelige Faktum, at det bare var Malerolie.

Men Du rænkefulde Søn af Merkur! der forstod Du rigtignok at narre os. Da vi kom til Koutokæino, fik vi at vide, at det var den lifligste Kognak, som Handelsmanden havde hjemført i sit lille Anker.

Til Straf for, at Du saa skammelig bedrog os, og haardhjærtet kunde nænne at lade os sidde forfrosne ude i den kalde, regnfuldeAftenluft, til Straf derfor gjør jeg her Din Underfundighed bekjendt for alle mine Læsere, for at de i fornødent Fald kan tage sig i Agt og ikke lade sig føre bag Lyset, naar Du ogsaa vil indbilde dem, at det bare er Malerolie!

Da der ikke var noget Haab om at faa Toddy, kunde vi lige saa godt lægge os til at sove. Jeg kravlede ind i Pæsken, spændte en Paraply op over Hovedet, og søgte at bilde mig ind, at jeg laa i en god, varm Seng, i Stedet for i det vaade, kolde Græs. Lapperne lagde sig rundt omkring, hvor de kunde bedst; snart laa hele Flokken i dyb Slummer, og ogsaa Baalet faldt omsider i Søvn.

Ud paa Natten tog Regnen til; jeg hørte, hvorledes den trommede paa Paraplyen, og jeg tænkte med Gru paa mine Sager, der laa nede ved Elven, kun tildækkede med et tyndt Seilstykke. Der var mange vigtige Ting imellem, som kunde jage Skade af Regnen; der stod mit Kronometer, der laa alle mine fotografiske Plader, som vilde blive ødelagte ved den mindste Smule Fugtighed. Jeg maatte trøste mig med Bevidstheden om, at jeg havde gjort alt muligt, for at faa disse vanskelige Sager transporterede uskadte den lange Vei her op, med ængstelig Omhu vaaget over dem ved alle de mange Omladninger paa den lange Reise fra Bergen.

Tidligt om Morgenen, jeg tror Klokken 3, blev vi purrede ud, Baalet blev atter tændt, Kaffekjedlerne atter satte i Virksomhed.

Og saa gik det igjen af Sted, af Sted paa samme møisommelige Maade som Dagen forud. Snart til Baads og snart til Fods. Det var det samme Landskab, de samme Fosser, de samme Søer som i Gaar. Den samme Himmel, den samme Kaffe, den samme Besværlighed, 13-14 Timer igjennem.

Den eneste Gang, vi i Løbet af denne lange Dag gjorde en længere Standsning, var ved et enkeltstaaende Telt, beboet af en fattig Lappefamilie. Vi krøb ind i det trange, mørke Rum og anbragte os, saa godt vi kunde, om det i Midten brændende Baal, hvorfra den tætte Røgsøile steg ap gjennem Aabningen i Teltets Spids. Kaffekjedlerne blev anbragte over Ilden, Madvarerne for sidste Gang pakkede ud, og saaledes nød vi paa fuldstændig lappisk Maner vor Middagsmad. Sædet var ikke ganske bekvemt og Pladsen noget indskrænket. Røgen skar frygteligt i Øinene, og vor eneste Taffelmusik var de smaa Lappehundes Knurren - men dog kan man ogsaa spise Middag paa den Maner, om galt skal være. Kanske indsniger der sig en og anden Tanke om, hvor godt man i Grunden har haft det tidligere, uden egentlig at sætte Pris derpaa, men denne primitive Levevis har ogsaa sin Tiltrækning, saa længe den har Nyhedens Interesse.

Kaffen er drukket, Middagsmaden spist og Piberne tændte - vi maa atter af Sted. Naar vi næste Gang standser, er vi i Koutokæino.

Elvebreddernes ensformige Panorama drager atter forbi vort Blik. Skrænterne bliver efterhaanden lavere, Trævæksten tyndere, Egnen mere og mere fattig. En Gruppe Rener, tilhørende en Flok, der fra Kysten vender tilbage til det Indre af Landet, ser fra en af Høiderne undrende ned paa de tre tungt belæssede Baade, der ilsomt farer forbi.

Endelig hedder det: nu er vi kun to Mil fra Koutokæino - nu kun een Mil.

Og langt om længe viser sig endelig Koutokæinos rødmalede Kirke oppe paa Høiden, nogle Huse kommer til Syne, og straks efter stiger vi i Land paa den flade, sandede Elvebred.

Næsten en Maaned, efter at jeg tiltraadte Reisen, staar jeg altsaa ved Maalet. Lykkelig og vel er jeg kommen ud over alle Besværligheder og Vanskeligheder, og tillidsfuld haaber jeg, at saa ogsaa vil ske i den lange, mørke og kolde Vinter, der forestaar.

6) Jossa er den lappiske Form for Johannes. Lapperne døbes med norske Fornavne, men sig selv imellem bruger de de tilsvarende lappiske Former.