Under Nordlysets Straaler : Skildringer fra Lappernes Land / af Sophus Tromholt. - Kjøbenhavn : Gyldendal, 1885

3. Nordlyset i Koutokæino.

Nu nogle kortfattede Bemærkninger om Nordlysets Optræden under mit Ophold i Koutokæino. Den videnskabelige Bearbeidelse af mine Observationer er endnu ikke fuldført og vilde heller ikke være paa sin Plads her, hvor jeg kun skal indskrænke mig til at give nogle sammentrængte Meddelelser i Almindelighed, der kan supplere det foregaaende.

Nordlyset hører i Koutokæino uden Overdrivelse til de daglig indtræffende Fænomener, og en Aften eller Nat uden Nordlys vilde her være lige saa mærkelig som en Nat med Nordlys i Nærheden af Ækvator. Under mit Ophold indtraf der i hvert Fald ikke en eneste fuldstændig klar Aften uden Nordlys. Veirforholdene var imidlertid næsten hele Vinteren igjennem temmelig ugunstige, idet en for disse Egne exceptionel stor Skymængde meget ofte lagde Hindringer i Veien for lagttagelserne. Men til Trods herfor blev paa Grund af Nordlysets store Hyppighed det indsamlede lagttagelsesmateriale dog meget betydeligt.

I sin Optræden viste Nordlyset her som alle Vegne paa høie Breder en stor Mangfoldighed. Ofte indskrænkede det sig til ubetydelige og svage Buefænomener lavt i Nord, ganske som de, man ser i det sydlige Skandinavien; til andre Tider naaede det en Udvikling og Pragt, som trodser enhver Beskrivelse. Overmaade hyppigt var hele Himmelhvælvingen bedækket med Nordlys.

Navnlig i een Henseende blev Opholdet i Koutokæino mig meget lærerigt: det var med Hensyn til Forstaaelsen og Opfattelsen af de forskjellige Nordlysformers virkelige Skikkelse og Stilling, og de Forandringer, de i saa Henseende tilsyneladende undergaar, naar deres Høide over Horisonten veksler. Dels paa Grund af Nordlysets Hyppighed, dels fordi det saa ofte optræder snart i Nord, snart i Syd, snart i Zenith, har man særdeles rig Leilighed til at studere de Modifikationer, som en eller anden Nordlysform undergaar, idet den forandrer sin Stilling i Forhold til lagttageren.

Jeg lærte paa denne Maade at indse, at de mange forskjellige, tidligere omtalte Former egentlig kan reduceres til ganske faa Typer. I de allerfleste Tilfælde danner Nordlyset Bælter eller Zoner, der strækker sig hen over Jorden omtrent i Retning ad magnetisk Øst-Vest, og disse Zoner bestaar som oftest af et Konglomerat af tynde, bag hverandre opstillede Lysplaner, hvis Retning er parallel med Inklinationsnaalen. Lysmaterien i disse Flader er enten jævn, diffus, eller adskilt i smalle Straaler.

Det kommer nu, som til Dels allerede tidligere antydet, kun an paa, hvilken Stilling lagttageren indtager i Forhold til en saadan Zone, for at den kan vise sig for ham paa den ene eller den anden Maade. Er han i meget stor Afstand fra Nordlyset, ser han en Bue, jævn eller straalende, ganske efter Lysmateriens Beskaffenhed. Kommer han nærmere, ser han maaske flere adskilte Buer, hele Fænomenets Udtryk bliver kraftigere, og Bevægelsen og Farverne livligere. I endnu større Nærhed vil han opfatte Nordlyset som Baand, og er Lysmaterien straalet og passerer lagttagerens magnetiske Zenith, opstaar Nordlyskronen.

Det er imidlertid kun i de store Træk, at Retningen er Øst-Vest; især naar Lysmaterien er straalet, kan der forekomme betydelige Afvigelser fra denne Retning. Man iagttager dette bedst ved de i stor Høide staaende Straalebaand. Foruden de Bugtninger, som Lysfladerne uophørlig slaar, kan saadanne Baand, i hvert Fald en Tid lang, indtage næsten enhver som helst Stilling, og i de forunderligste Figurer slynge sig hen over Himlen. Jeg har set Baandene gaa fra Nord til Syd; undertiden er de næsten spiralagtigt oprullede; jeg har endogsaa set dem danne en næsten fuldstændig Girkel hele Himlen rundt, med Zenith som Centrum og i omtrent 30 Graders Høide over Horisonten.

Disse Lyszonernes store AfVigelser fra deres regelmæssige Løb er Aarsagen til de mange Uregelmæssigheder, som saa ofte iagttages ved Buerne, f. Ex. deres usymmetriske Beliggenhed i Forhold til den magnetiske Meridian, deres uregelmæssige Former, deres elliptiske Tilbagebøininger ved Endepunkterne, o. s. v. Paa Fig. 14 har jeg fremstillet, blot i de rene Grundtræk, nogle af de eiendommelige Former, som jeg i Koutokæino iagttog ved lave Buer.

Fig. 14.

Særlig mærkelige og temmelig hyppige var de slynge- eller sløifeagtige Former, der opstaar derved, at to lave Buer i deres østlige Ende noget over Horisonten er forbundne og sammenhængende. Som Exempler paa denne Type kan tjene den 6te, 8de og de 4 sidste af de smaa Afrids paa Fig. 14. Det kan næsten anses som en Lov, at Sammenføiningen altid findes i den østlige Ende, aldrig i den vestlige, ligesom overhovedet den østlige Ende af Buerne er langt rigere paa Uregelmæssigheder, Tilbagekrumninger etc. end den vestlige.

Et andet eiendommeligt Træk er det, at disse Buesløifer næsten altid trækker i vestlig Retning, og derved, forudsat at de holder sig saa længe, til sidst forsvinder under Horisonten. Et godt Exempel herpaa afgiver de fire sidste Tegninger paa Fig. 14.

Ogsaa naar de tilsvarende Former staar høit paa Himlen, som Baand eller Kroner, er det sædvanligt, at hele Komplexet drager i vestlig Retning.

Af en ganske anden Art end de nævnte Tilbagebøininger, er den svage, elliptiske Tilbagekrumning ved især høiere Buers Ender. Denne skyldes nemlig kun en perspektivisk Virkning, medens hine betegner reelle Afvigelser fra det normale Løb.

Det er tidligere omtalt, at Toppen eller Midtpunktet af Buerne ligger omtrent i den magnetiske Meridians Retning. Det synes imidlertid, at denne Regel ikke ganske slaar til i nordlige Egne. ARGELANDER i Åbo og senere den franske Expedition i Bossekop fandt allerede, at Buernes Kulminationspunkt i Regelen ligger noget Vest for den magnetiske Meridian, samt at Afvigelsen vokser, jo høiere Buerne staar over den nordlige Horisont. Paa Grund af Buernes svage Krumning er det ikke godt muligt direkte at bestemme Kulminationspunktets Beliggenhed; men maaler man Beliggenheden af Buens (navnlig Underrandens) Skæringspunkter med Horisonten, faar man (under Forudsætning af, at Buen er regelmæssig) Beliggenheden af Toppunktet ved at tage Middeltallet af begge Maalinger. De i Koutokæino paa denne Maade fundne Resultater bekræfter ganske det oven for sagte. Medens Misvisningen her er ca. 5° vestlig, udgjør Middelværdien for Beliggenheden af samtlige maalte Buers Midtpunkt 15.3° V (svarende til en Middelhøide for Buerne af 75.5°). For en gjennemsnitlig Høide af 10.5° findes en vestlig Afvigelse af 10.5°, for Høiden 19.6° en Afvigelse af 14.4°. For samtlige Buer paa Nordhimlen udgjør Middeltallet for Midtpunktets Beliggenhed 12.6° V (Middelhøide 16.1°), for samtlige Buer paa Sydhimlen 18.6° (Middelhøide 33.2° over Sydhorisonten).

Nordlys iagttaget under "Vegas" Overvintring den 21de Marts 1879.

Meget instruktiv er Betragtningen af Kronen. Naar et Straalebaand bevæger sig hen imod det magnetiske Zenith, bliver Straalerne tilsyneladende kortere og kortere, fordi de betragtes under en mere og mere spids Synsvinkel, og idet Baandet passerer det magnetiske Zenith, ser man kun dets nedre Kant, der da viser sig som en bøiet, krummet og foldet Lyslinie; man iagttager da, at hver enkelt Straalerække har en meget ringe Tykkelse, men som oftest bestaar Baandet af flere, undertiden af overordentlig mange saadanne bag hverandre staaende og omtrentlig parallele Lysflader. Navnlig i det sidste Tilfælde faar Kronen et ganske overordentlig fyldigt Udseende, der sammen med de uophørlige Bevægelser, Forandringer og Farve skiftninger gjør et ubeskrivelig ophøiet Indtryk.

Den fundamentale Type for Nordlyset dannes altsaa af Bælter, der i Hovedsagen stryger i Retningen magnetisk Ø-V, og som bestaar af jævne eller straalede, i Inklinationsretningen bag hverandre opstillede yderst tynde Lysflader, og til denne Grundform kan saa godt som alle de andre Former føres tilbage. De isolerede Straaler eller Straaleknipper er ikke andet end ufuldstændige Straalerækker; de meget lange Straaler, der undertiden i Ø og V synes at naa fra Horisonten til Zenith, viser sig ved nøiere Betragtning ikke at være andet end Straalerækker, hvis enkelte Straaler paa Grund af Stillingen til lagttageren til Dels dækker hverandre; Lysskyerne er saa at sige Rester af tidligere straalende Nordlys, og ligeledes de synes altid at bestaa af Flader i Inklinationsnaalens Retning. De udbredte røde Flader, der ved store Nordlys undertiden iagttages over vide Strækninger af Himlen, optraadte aldrig under mit Ophold i Koutokæino, saa at jeg ikke tør have nogen Formening om, hvorledes dette Fænomen rettelig skal opfattes - om Lyslaget virkelig danner et kontinuerligt Slør parallelt med Jordoverfladen, eller om ogsaa her Retningen er den samme som ved de øvrige Nordlysformer.

Længe var jeg uvis om, hvorledes egentlig det med Navnet Nordlysbølger eller Nordlysflammer betegnede Fænomen skulde forstaas. Denne Fase optræder næsten uden Undtagelse - ligesom de egentlige Nordlysskyer - først i Aftenens sidste Timer, omkring Midnat eller senere, i Regelen efter store og udbredte Nordlys. Man kunde gjærne betegne den f. Ex. som pulserende Nordlysskyer, thi ikke alene er der en vis ydre Lighed mellem begge Former, men deres Slægtskab er vistnok ogsaa saa nært, at den eneste Forskjel mellem dem er, at den ene er rolig eller i hvert Fald kun viser langsomme Forandringer og Bevægelser, medens den anden frembyder en saa heftig og energisk Bevægelse, at man vanskelig bliver i Stand til at danne sig nogen tydelig Formening om Fænomenets egentlige Natur og Beskaffenhed. Undertiden kan saa godt som hele Himlen være optaget af denne Form og i timevis ligne et stormbevæget Ildhav. En opmærksom Betragtning af denne eiendommelige Fremtoning har til sidst ført mig til den Overbevisning, at ogsaa denne Form dannes af Lysflader i Inklinationsnaalens Retning. Den tilsyneladende bølgeformige Bevægelse skyldes tre Aarsager: Lysningens korte, ofte næsten momentane Varighed, Lysfladernes heftige, slikkende, hoppende Bevægelse opad og nedad i Planets Retning, og endelig deres overordentlig hurtige Forflyttelse i horisontal Retning, parallel med Jordoverfladen.

De egentlige Nordlysskyer, der ligesom Nordlysbølgerne danner de afsluttende Momenter af store Nordlys, ligner ofte saa skuffende lave Klodeskyer eller Gumulostrati, at man, især naar Maanen skinner, vanskelig kan afgjøre, om det er Skyer eller Nordlys, man har for sig.

Nattehimlen i disse nordlige Egne er, selv naar den er fri for Nordlys, aldrig saa mørk som i sydligere Lande; den er mere graa end blaasort. Sandsynligvis ligger der altid et nordlysagtigt Slør over den. Ofte er man i Stand til direkte at iagttage dette, nemlig naar der i dette Slør saa at sige opstaar Rifter, Mellemrum, hvor man ser den mørke Himmelbund skinne igjennem. At Nordlyset stundom udøver en eiendommelig Indflydelse paa Skyforholdene, hvad enkelte tidligere lagttagere har paastaaet, havde jeg oftere Leilighed til at se konstateret paa en slaaende Maade. Himlen kunde være nok saa klar: efter et usædvanlig stærkt Udbrud af Nordlyset i Zenith blev den stadig pludselig overtrukken af Skyer. Disse opløste sig sædvanlig igjen straks efter. Denne Omstændighed afgiver rimeligvis Forklaringen paa den Paastand, man undertiden finder i Nordlysiagttagelser: at man har set Nordlyset eller Partier deraf direkte forvandle sig til Skyer (24). Uagtet Nordlyset meget ofte var udbredt over hele Himlen eller viste sig i Syd, var dog Nordhimlen dets overveiende Sæde. Den Zone, hvori Nordlyset optræder hyppigst, laa derfor - i hvert Fald i denne Vinter - Nord for Koutokæino. I Bossekop var det samme Tilfældet. Hvad Farver angaar, har jeg allerede paa et tidligere Sted sagt det tilstrækkelige. Den røde Farve i den nedre Kant af Buer og Baand antager undertiden usædvanlige Nuancer: Karmoisin- eller Anilinrødt, Gulrødt, Rosenrødt, Violet o. s. v. Er Bevægelsen meget livlig, danner Straalerækkernes nedre Kant store, brede røde Flader, der med en overordentlig Heftighed slikker sig nedad. Med Hensyn til Lysstyrken af Nordlyset i den arktiske Zone har man i sydligere Lande meget overdrevne Forestillinger. At Nordlyset skulde erstatte Solens Fraværelse, er en Fabel; at Befolkningen i hine Egne under deres Reiser og Gjøremaal har nogen væsentlig Nytte af Nordlyset som Lyskilde, er en høi Grad af Overdrivelse. I Almindelighed er den samlede Mængde af Lys, som Nordlyset udstraaler, saa ringe, at den saa godt som intet bidrager til at oplyse Natten, og i Tiden omkring Fuldmaane skal Nordlyset være temmelig stærkt for overhovedet at blive synligt paa den af Maanen oplyste Himmelgrund. Naar Maanen kommer til at staa inden for Nordlysets Omraade, forsvinder det fuldstændigt i stor Afstand rundt Maanen, og paa dennes Skive iagttages intet usædvanligt. I enkelte Momenter kan Lyset rigtignok naa en høi Grad af Intensitet og kaste en forbausende Klarhed ud over Landskabet, men disse Momenter er saa kortvarige, at denne Belysning ikke har nogen som helst praktisk Betydning for Polaregnenes Mennesker. Den største Klarhed, som Nordlyset nogen Sinde udstraalede, eller som jeg i hvert Fald var i Stand til at bestemme under mit Ophold i Koutokæino, kan sammenlignes med den Klarhed, som Maanen ved skyfri Himmel udstraaler 2½ Dag efter Fuldmaane, naar den staar i 25 Graders Høide over Horisonten. Jeg var da i Stand til uden Vanskelighed at læse

[Skrift af denne Størrelse.]

Men det er forholdsvis kun sjældent, at Lyset naar denne Styrkegrad. At Nordlyset skulde kunne vise sig ved høilys Dag, som enkelte har paastaaet, er ligefrem utænkeligt; man har efter al Sandsynlighed ladet sig vildlede af lette Skydannelser med en nordlyslignende Gruppering.

Alle Forsøg paa at fotografere Nordlyset i Koutokæino mislykkedes for mig. Det samme Resultat kom man til paa alle Polarstationer. Uagtet jeg anvendte de mest følsomme tørre Plader og selv ved en Expositionstid af 4-7 Minuter, lykkedes det mig ikke at faa det mindste Spor af Billede paa Pladerne. Grunden er baade Lysets ringe Styrke og dets svage kemiske Indvirkning (25).

24) Den omvendte lagttagelse, der ofte forekommer i ældre Skrifter: at man har set Skyer (især Fjerskyer) forvandle sig til Nordlys, beror rimeligvis ligeledes paa en Feiltagelse.

25) Det er dog senere, den 15de Marts 1885, i Kristiania lykkedes mig ved en Expositionstid af 8½ Minut at erholde et synligt Indtryk af Nordlyset paa en fotografisk Plade.