Under Nordlysets Straaler : Skildringer fra Lappernes Land / af Sophus Tromholt. - Kjøbenhavn : Gyldendal, 1885

XVI. Fra Koutokæino til Bossekop.

Bossekop, den 20de Mai 1883.

Efter min Tilbagekomst fra Finland var Koutokæino om muligt endnu mere stille end før. Nu stod atter Præstegaarden tom; allerede da jeg drog af Sted til Sodankylä, havde jeg for stedse sagt Farvel til den brave unge Præst og hans elskværdige Kone; de skulde i Slutningen af April drage til Kysten for at opholde sig der hele Sommeren. Fjældlapperne med deres Rener laa nu allerede flere Mil mod Nord paa Vandringen til Kysten, og kun en sporadisk opdukkende Skikkelse fra de faa fastboende Lappers Kreds gav af og til et svagt Indtryk af, at der endnu fandtes andre levende Væsener end de to norske Familier, der var blevne tilbage paa Stedet.

Da der efter de fjorten Dages Sommer, som gjorde min finlandske Reise saa besværlig, paa ny indtraf en Smule Vinter, var jeg, trods de alt andet end glædelige Erfaringer, jeg for nylig havde gjort med Hensyn til slet Føre, saa letsindig at dvæle endnu over en Uge i Koutokæinos Ensomhed. Det lyder maaske underligt, men det er ikke desto mindre sandt, at det faldt mig ganske tungt at løsrive mig fra den lille Plet, hvor jeg havde tilbragt saa mange lange, mørke og kolde Dage.

Men endelig maatte jeg bryde det Baand, der i Løbet af snart trefjerdedels Aar fastere og fastere havde knyttet mig til Stedet og dets Mennesker; jeg kunde ikke længer opsætte min Afreise, hvis jeg skulde haabe at komme til Kysten med Vinterføre; og hvis jeg vilde undgaa at maatte vente, til Elven om en halvanden Maaned blev farbar. Min store Bagage og mine Instrumenter var heldigvis for længst sendte til Bossekop. At det var i den yderste Time, jeg reiste, fik jeg blandt andet ogsaa at føle deraf, at det næsten var mig umuligt at faa en Vappus og Rener; ingen vilde paatage sig at føre mig til Bossekop i det slette Føre, indtil der endelig fandtes en tapper Fyr, der mod en exempelløs høi Betaling erklærede sig villig til at forsøge det.

Lad mig, førend jeg forlader et Sted, som i største Parten af et Aar har været knyttet til min kjæreste Virksomhed, og hvorfra jeg i disse mine Skildringer har ladet Dem dele mine Indtryk, mine Tanker og Savn et Sted, som De, om jeg tør haabe det, maaske ogsaa har faaet lidt Sympathi for - lad mig, førend jeg siger Koutokæino det sidste Farvel, endnu dvæle lidt ved de Dage, jeg tilbragte der.

Da jeg reiste did, maatte jeg være forberedt paa at gaa i Møde mange ensomme Timer, forberedt paa at give Afkald paa al Livets Luxus baade i aandelig og materiel Henseende, forberedt paa Klimaets ubønhørlige Haardhed. Men i mange Retninger stillede Forholdene sig langt bedre, end jeg ventede og kunde vente.

Den frygtelige Kulde, som pleier at optræde i disse Finmarkens Egne, og som jeg unægtelig nærede en høi Grad af Respekt for, udeblev; rigtignok sank Thermometret ofte saa langt ned, at forkjælede Sydboere vilde anse det for umuligt for nogen menneskelig Organisme at trives under saadanne Omstændigheder, men saa galt, som et halvt hundrede Graders Frost, hvad der ellers ikke hører til Sjældenhederne, blev det dog ikke. Den laveste Kuldegrad, jeg oplevede - og som De ser, har jeg overlevet den - var omtrent 35 Grader (Celsius). Man kan vænne sig til alt, og selv en Kulde af en Snes Grader forekom mig, efter at have prøvet den et Par Gange, som en ren Bagatel, saa snart blot Luften var rolig. Men frygtelig blev Kulden at modstaa, naar Blæsten gjorde den Selskab; da skulde der lidt mere end dagligdags Humør til for at udholde den skærende Svie i Ansigtet, de ulidelige Smerter i de halvt stivnede Hænder og de øvrige Besværligheder ved i timevis at færdes ude ved Instrumenterne.

Mørketiden var en tung Tid, skrækkelig tung. Vel var det ikke nogen uafbrudt Nat, som man i Syden ofte feilagtig forestiller sig; selv paa Aarets korteste Dag kunde jeg om Middagen uden Vanskelighed i fri Luft læse den fineste Skrift, som Bogtrykkerkunsten formaar at præstere. Men dog - Solens stadige Fravær, den næsten uafbrudte Anvendelse af kunstig Belysning, og dertil Mangelen paa saa godt som al Afveksling i det daglige Liv, alt virker tilsammen i Længden saa nedtrykkende paa Sindet, at man er nær ved at fortvivle over at kunne sanse al denne endeløse, ensformige, døde Tomhed.

Opera, Baller og Koncerter, Theater og Cirkus kan man naturligvis ikke vente at finde i Koutokæino; disse Herligheder og meget mere maa De selvfølgelig give Afkald paa, om De agter at aflægge dette Sted et Besøg. Men kan De finde Dem i at leve en Tid sammen med et Par brave og elskelige Familier, der intet sparer for at hygge om den Fremmede, da vil De ofte kunne glemme, at De savner noget, og De vil finde, at mange Timer flyver hen lige saa hurtigt, som om De havde været inde i den Adspredelsernes Hvirvel, som den store Verden byder.

I alle Savn, i al den Glædesløshed og Tomhed, hvormed ofte Dagene gled hen, blander der sig mangt et lysere Minde. Hvor mange nye Indtryk fik jeg ikke, hvor mange fornøielige Erindringer har jeg ikke fra den fremmede, den eiendommelige Verden, som jeg ferdedes i, det interessante Folkeferd, som var min daglige Omgang. Og lige saa interessant og nyt, som Lappernes Liv og Færden maatte vise sig for mit Blik, lige saa fremmed og besynderlig blev min Optræden for dem. De kan selv tænke Dem, med hvilken Forundring og Ærbødighed disse naive Folk, hvoraf de fleste ikke kjender noget, der rækker uden for deres daglige Livs snævre Omraade, maatte betragte alle de mærkværdige Ting, jeg efterhaanden gjorde dem bekjendte med, og sikkert vil man mindst i hundrede Aar i Teltene og Gammerne tale om nasteduthke (den Stjærnekyndige) eller nasteherra (Stjærneherren) - som de kaldte mig - og den Vinter, han ferdedes blandt dem.

Paa et tidligere Sted har jeg allerede antydet, hvorledes jeg berigede Lappernes Forestillingskreds med de nye Begreber Fyrværkeri, Luftballoner og Fotografi, ja at jeg endogsaa gik saa vidt at bringe en af den moderne Videnskabs seneste Frembringelser, Telefonen, til praktisk Anvendelse i den lappiske Ørken. Da jeg erfarede, at man ikke engang kjendte den aller simpleste og aller tidligst opfundne Flyveindretning, forfærdigede jeg en stor Drage, saa høi som en Mand, og malede paa den et Ansigt med store, speidende Øine. Hvilken Fryd baade for de smaa og for de voksne Børn at se den svæve saa høit oppe, eller at faa Lov til at holde den eller at prøve, hvor meget den strammede Snoren!

Men jeg blev ikke staaende herved; jeg vilde fremstille den største Drage, Verden nogen Sinde havde set. Jeg maatte forkaste den almindelige Drageform med den halvrunde Bøile, da en saadan ikke kunde skaffes stor nok. Jeg fik lavet to 6 Alen lange, stærke Stænger, der blev lagte i Kors, de fire Hjørner forbundne med ¼ Tomme tykke Reb. Saa kjøbte jeg hos Handelsmanden nogle og tyve Alen Lærred til at beklæde dette Dragens Skelet med. Resultatet var en firkantet Seilvæg paa over 70 Kvadratfods Størrelse, der baade paa Grund af sin Tyngde og Vindens mægtige Indvirkning paa den næsten var umulig at flytte fra Sted til Sted. Fire i eet Punkt sammenstødende Reb blev anbragte paa en saadan Maade, at Dragen trods sin Tyngde maatte stige i en nogenlunde stærk Blæst. En saadan indfandt sig, og Uhyret skulde naturligvis straks prøves. Enden af det tykke Reb, der skulde holde den, blev forsvarlig fastgjort til en i Jorden staaende Pæl. Men hvorledes skulde jeg faa en passende Hale til dette Monstrum? At tage en almindelig Papirhale vilde naturligvis være det samme som at bruge en Fyrstik til Ror paa en Fregat. Jeg bibeholdt den traditionelle Form for Halen, men i Stedet for Papirstykker tog jeg - Vedstykker. Endelig kom det høitidelige Øieblik, da Kæmpen skulde gaa til Veirs. Hvad ingen af de andre havde troet, skete: Bæstet foer op i Luften som en Raket. Men dette var tillige Signalet til en almindelig, ilsom Flugt af alle de Tilstedeværende, deriblandt Dragens Konstruktør; thi paa Grund af en ikke tilstrækkelig Ækvilibrering beskrev Kolossen og dens forfærdelige Hale med rasende Hurtighed de vildeste, mest uberegnelige Baner i Luften; hvert Øieblik saa det ud, som om den vilde styrte sig hovedkulds ned, og ve den Stakkel, den havde ramt. Han havde ikke faaet flere Drager at se i denne Verden. Ved en senere Leilighed trak denne fenomenale Drage med Lethed 4 eller 5 Personer i Pulk op ad Bakke; paa flad Mark vilde den have kjørt dem og Pulken fordærvet. Men det viste sig snart, at man ikke kan overskride visse af Naturen satte Grænser; Dragen var oppe flere Gange, men for hver Gang fik den flere og flere Skavanker; snart brast Rebet, der holdt den, saa den faldt ned og kom til Skade; snart fik den selv det Indfald at styrte sig ned paa Jorden, saa at et eller andet af Hjørnerne knækkede; Lærredet reves hist og her i Flænger. Det gik med den som med Great Eastern: den var for stor; Fornøielsen ved dens Forfærdigelse var større end den Nytte, den gjorde. De ønsker rimeligvis at kjende dens senere Skæbne. Denne blev meget tragisk. Dragen blev forvandlet til - Skjorter. To Parter stredes om at erhverve den til dette Øiemed; Skolelæreren HENRIK PENTHA gik af med Seiren, Han gaar nu med Dragens Rester. Gid han maa slide dem med Helsen!

Aldrig vil jeg kunne glemme det lystige Galleri af disse uforlignelige Lappefigurer, der om Vinteren færdes paa Koutokæinos Høie, og som jeg efterhaanden stiftede Bekjendtskab med, men som min svage Pen paa ingen Maade forstaar at tegne Dem Portræter af.

Der var for Exempel DORBA, som hans Øgenavn lød, den snurrige Fyr; DORBA, der en Gang fik det Indfald at møde i Kirken i Fruentimmerklæder, til stor Forargelse for somme, til endnu større Jubel for andre; DORBA, som for en Del Aar siden paa Grund af Begrebsforvirringer angaaende Mit og Dit skulde føres til Tugthuset, men fandt Leilighed til at smutte bort fra Dampskibet i en Baad, og som, da han blev forfulgt af Skibets Styrrnand, foreløbig reddede sig ved at drukne Forfølgeren; DORBA, som under sin, paa Grund af det sidste Mesterstykke meget forlængede, Fængselstid mistede hele sin firbenede Rigdom, og som derfor siden da kun har været optagen af den eneste, stadige Tanke: at anlægge Proces mod Fogden og hele det norske Retsvæsen; DORBA, som blev saa rasende paa mig, fordi han troede, at jeg havde budt ham fire Kroner for tre Skeer, medens jeg havde budt ham tre Kroner for fire Skeer.

Der var RASMUS PERSEN ANDA, som jeg en Gang gav en Raket i Haanden med Paalæg om at holde godt fast; jeg tændte den, og RASMUS styrtede af Rædsel baglængs om paa Jorden, til største Moro for hele Flokken, der omringede ham. Da han havde reist sig, saa han paa sine af Krudtet sværtede Hænder, stirrede derpaa til Veirs for at faa Øie paa den underlige Tingest, der var faret ham ud af Haanden, og rystende paa Hovedet over dette Djævelskab gik han stiltiende sin Vei.

Der var GARRE RASTUS, som en Gang set, forsyner En med Latterstof for hele Livet; der var GISTE ASLAK med de pæne, dannede, i Tugthuset lærte Manérer, men med Gavtyven afmalet i hvert et Træk; der var MIKKEL BONGO, og der var JOHAN SPEINSEN, der var ELEN MARIE, og der var THURI MARIT.

Der var den og den og den; den ene bestilte godt Veir hos mig, den anden bad mig vise ham Tyven, der havde stjaalet hans Penge.

Der var Kirkesangeren MORTEN CLEMENTSEN med den svære, statelige Figur, og med en halv Snes lige saa svære og statelige Døtre. Da jeg saa, hvor net og dannet han optraadte og opførte sig i de Norskes Huse, men hørte, at han hjemme hos sig selv - hvad for Resten er Tilfældet med alle mere fremragende Lapper - ganske levede paa sine Forfædres primitive og for civiliserede Øine alt andet end tiltalende Vis, forærede jeg ham et Dusin Tallerkener, Skeer, Knive og Gafler, mod at han høitidelig lovede, for Fremtiden at benytte disse Redskaber i Stedet for som sine kjære Landsmænd at spise med Fingrene i Gryden. Jeg er for Resten overbevist om, at han rneget snart bliver kjed af at holde dette Løfte.

Der var HENRIK PENTHA, den anden lappiske Skolelærer i Koutokæino, en af de mest tiltalende og elskværdige Skikkelser, som jeg traf blandt Folket. En ærlig, brav og trofast Sjæl, altid villig til at hjælpe andre, og med et Sind saa livligt som Kviksølv. HENRIK PENTHA spillede mange Roller og spillede dem godt. Skulde Præsten have savet Ved, saa var det HENRIK PENTHA, som savede den; var Lensmanden forhindret i at udføre en Reise i Embeds Medfør, saa udførte HENRIK PENTHA den for ham; skulde jeg have en elektrisk Ledning lagt ud, saa var det HENRIK PENTHA, som var Ingeniør. HENRIK PENTHA klatrede op til Kirkespirets Spids for der at anbringe et Apparat for mig, HENRIK PENTHA bar Vand op i og ned fra det fotografiske Mørkekammer. Hvad enten det gjaldt at sætte en Drage eller Luftballon op eller at lade en Raket knalde, altid var HENRIK PENTHA den villige, opofrende Assistent. Da det paa Grund af det lange Nattearbeide var mig umuligt at staa tidlig op, maatte jeg opdrage HENRIK PENTHA til at udføre de meteorologiske Morgenobservationer. Det kneb svært, inden han lærte det. Brøker og især Decimalbrøker var Uhyrer, som han havde en til Rædsel grænsende Respekt for; snart mente han, at der hørte 15 Tiendedele til en Hel, snart syntes han, at 4 var tilstrækkelige dertil. I Begyndelsen var det i lang Tid en hel Fornøielse at se ham gaa omkring og øve sig, se ham stirre op paa Himlen med kritisk Blik for at bedømme Skymængden, og høre ham tale med sig selv: "otte, nei fire, nei - nei fem." Men da han først nogenlunde var bleven fortrolig med alle de meteorologiske Indretninger og Betegnelser, var han ikke lidet stolt og vigtig, naar han om Morgenen gik omkring med Lygten og noterede i sin Bog.

Der var den løierlige, uforglemmelige CHRISTENSEN, ogsaa en lappisk Skolelærer, hvis Hverv det var at reise omkring fra Telt til Telt for at bibringe de Lappebørn, som ikke kunde møde paa Skolen, nogle Brudstykker af hans Smule Viden. Om ham skal jeg fortælle en Historie, fordi dens Pointe indeholder en stor Sandhed, som ikke fortjener ukjendt at dø med dens Opdager, men som Verden ligefrem kan have godt af at høre. I Anledning af Provstevisitatsen maatte ogsaa CHRISTENSEN møde paa Kirkestedet for at fremvise Prøver paa sin pædagogiske Dygtighed. Han skulde da examinere Børnene i Regning. "Tillader Hr. Provsten, at jeg benytter min egen Fremgangsmaade; jeg skal nemlig sige Hr. Provsten, at jeg har en egen Fremgangsmaade?" Ja, naturligvis. CHRISTENSEN farer ud af Døren. Provsten standser ham og spørger, hvad det skal betyde; han skulde jo prøve Børnene i Regning. "Javel, Hr. Provst, men jeg skal blot ud og hente en Abc." Hvad i al Verden han skulde med den til Brug ved Regning? "Jo, ser De, Hr. Provst, jeg skal nemlig sige Hr. Provsten, at Abc'en er Grundlaget - for al menneskelig Viden."

Farvel, alle I løierlige Skikkelser! Tak for de mangfoldige, mangeartede Billeder, Eders Liv og Væsen har givet mig Leilighed til at skue. Tak for hver en Stund, vi har tilbragt sammen; vi kom jo altid godt ud af det med hinanden, og I vil vist lige saa ofte som jeg tænke tilbage paa den Vinter, da "Romholta" (47) levede imellern Eder, skjænkede Eder Dramme, kjørte med Eders Rener og besøgte Eders Telte. Farvel, alle I løierlige Skikkelser!

Og Farvel, Du brave Handelsmand med Kæmpeskikkelsen og med det ærlige Ansigt, der har trodset Ungdoms Fattigdom og Nød, men nu ogsaa ser de mange Aars haarde Arbeide og ensomme Liv lønnet med Velstand; Du, som har vist mig saa mangen en Venskabstjeneste, og gjort alt, hvad Du kunde, for at bringe Underholdning og Afveksling ind i mit Vinterophold deroppe. Farvel, Du brave Handelsmand!

Og Farvel, HARALD WORUM! Har jeg ved mit Vinterexil kunnet udrette noget til Videnskabens Fremme, da skyldes det ikke mindst Koutokæino Lensmand, der ikke alene ved sit elskelige Væsen saa ofte bragte mig til at glemme Polarørkenens fattige Ensomhed, men som ogsaa med den mest uegennyttige Opofrelse gjorde alt muligt, for at mit Ophold kunde blive saa behageligt og formaalstjenligt, som Omstændighederne vilde tillade. I de mange lange Timer fandt jeg her en Aand, hvis mangesidige Begavelse og Interesser bød mig saa mangt et Tilknytningspunkt, hvor vi kunde mødes i Sympathi og Forstaaelse. Han paatrykte mit Ophold dets egentlige Karakter, og gjorde det ikke alene udholdeligt, men ogsaa indholdsrigt. Mindet om ham skal jeg bevare som en kjær Erindring om en af de mest tiltalende Skikkelser, jeg nogen Sinde har haft den Lykke at støde paa. Farvel, HARALD WORUM!

Og Farvel, Koutokæino! Farvel, I golde Sandbanker, hvor Ødets Ensomhed hersker i de lange, mørke Vinternætter, i de lange lyse Sommerdage: Farvel, Du brede Elv med de hvide Skrænter og den flade Strand; Farvel, Du lille røde Kirke; Farvel, I tre norske Huse, som gjæstfrit optog mig; Farvel, I lappiske Gaarde og Gammer. Farvel, Koutokæino! -

"Jeg gjorde en Gang en Reise fra Koutokæino til Bossekop. Denne Reise glemmer jeg aldrig. Blandt andre, som var i Følge med mig," var to Lapper, der begge hed MIKKEL ISAKSEN, og to norske Tjenestepiger, der begge hed DOROTHEA.

Men der var endnu en anden i mit Følge. Det var min store Hund Rolf. Det blev en besværlig Reisefelle.

Da vi ved Midnatstid skulde til at afgaa fra Koutokæino, blev min Ren anbragt midt i Raiden, og Rolf bunden til min Pulk. Alle Renernes fjorten Øine skottede sky; hen til det ulvelignende Uhyre; Rolf var paa sin Side i høieste Grad forbauset over den eiendommelige Situation, den for første Gang befandt sig i; og begge Parter ventede med spændt Forventning paa, hvad der videre skulde ske.

Alt var i Orden, Toget kunde sætte sig i Bevægelse.

Et Sekund senere var Situationen denne:

Jeg sad med Bagenden af Pulken i et Hul paa Elven, den ene DOROTHEA laa hylende paa Isen, hendes Pulk vendte Kjølen i Veiret og stak med Forenden, hvor hendes Tøi havde ligget - nu laa det der ikke mere, det tog sig en Svømmetur - nede i det samme Hul, hvori jeg var placeret. Rolf havde reven sig løs og foer med forbitret Gøen omkring de forfærdede Rener, der af Rædsel ikke vidste, om de skulde fare af Sted eller sætte sig til Modværge. MIKKEL ISAKSEN og hans Søn var rasende.

Jeg blev trukken op af Hullet, den hylende DOROTHEA blev samlet op, hendes Tøi fisket op, hvilken sidste Operation akkompagneredes af endnu intensivere Hyl, der dog først naaede deres Maximum efter Fiskningens lykkelige Tilendebringelse, da det viste sig, at alle de mange i Sækken indesluttede Rariteter var totalt spolerede af Vandet. Renerne og Pulkene blev igjen bragte i Orden, og efter at en halv Time var hengaaet med alle disse Arbeider, kunde vi atter gjøre et Forsøg paa at komme af Sted. Nu var Rolf den sidste i hele Rækken, og paa denne Maade gik det bedre, om end en Sydbo vilde have korset sig over vor vilde, forvirrede Jagt ned ad den isbelagte Elv, hvor det ene Hul gabede ved Siden af det andet.

Efterhaanden blev Rolf træt og Renerne mere fortrolige med Synet af den, og Turens senere Del løb derfor bedre af, end Begyndelsen havde lovet.

Min egentlige Vappus var MIKKEL ISAKSEN TORNENSIS - en Fyr med et Fysiognomi saa indiansk, at man kunde tro, man havde for sig den sidste Mohikaner i lappisk Forklædning - men da hans Rener laa adskillige Mil mod Nord, havde han faaet sin Ven - for saa vidt denne Betegnelse overhovedet kan anvendes for Lappernes Vedkommende - og Navne MIKKEL ISAKSEN HÆTTA til at befordre os det første Stykke Vei til Pingisjavre, hvorfra han selv vilde føre os Resten af Veien med nye Rener.

De to første Mil gaar Veien ned ad Elven, og dette Stykke var snart tilbagelagt. Ikke saa hurtigt gik det med de fire følgende Mil. Sne var der næsten ikke Spor af, og hvor Jorden ikke var bar, var den dækket med Vand. Det gik derfor kun yderst smaat fremad; 14 Timer var vi uden Standsning under Veis paa de 6 Mil.

Det havde endda kunnet gaa an, hvis man havde kunnet holde Vandet uden for sig. Men det var en ren Umulighed. Pulken er utæt som en Kurv, og Pæskens Skind suger Vandet til sig som en Svamp, saa at det forvandles til en væmmelig, blød, tyk og svampet Masse, som det er baade en Byrde og en Tortur at slæbe paa. Da jeg ved Afreisen sad et Par Minuter i det omtalte Hul, blev jeg derfor naturligvis straks vaad paa den Del af Kroppen, der var i den intimeste Berørelse med Pulken. At kjøre en hel Nat igjennem med en saadan Begyndelse, eller om De vil Ende, er ikke behageligt, kan De tro. Jeg søgte paa alle mulige Maader at formindske Ubehageligheden: først stak jeg et Lommetørklæde der ned, et Par Minuter efter var det saa vaadt, at man kunde vride Vandet af det; saa reiste et nyt Lommetørklæde samme Vei med samme Udfald; derefter faldt jeg paa at bruge Puden i min Lappehue; den hjalp en god Stund, den var baade tyk og varm, men til sidst var ogsaa den forvandlet til en latterlig, grødagtig Pandekage, hvorefter hele Huen blev anbragt paa samme Sted. Men for øvngt blev jeg efterhaanden saa vaad paa saa mange andre Steder, at jeg indsaa det aldeles frugtesløse i at ville sætte nogen Grænse for Vandets Paatrængenhed. Jeg lod derfor senere, som om jeg ikke mærkede det. For at sætte Kronen paa Værket havde MIKKEL ISAKSEN, kort før vi naaede Pingisjavre Fjældstue, det geniale Indfald at kjøre mig tværs igjennem en Elv, hvis Vand stod langt høiere end Pulkens Rand, og da man omtrent befinder sig i liggende Stilling i Pulken, kan De tænke Dem til Resten. Heldigvis var der ikke langt til Fjældstuen, ellers havde jeg næppe levet saa længe, at jeg havde kunnet skrive denne Beretning; nu slap jeg med lidt Feber i de paafølgende Dage. Vaadere kan intet Menneske, ja ingen Fisk eller Sælhund være, end jeg var, da jeg kom til Pingisjavre; der var bogstavelig talt ikke en tør Trævl paa mig. Hvert et Klædningsstykke, lige fra det yderste til det inderste, maatte af, vrides og hænges til Tørring.

MIKKEL ISAKSEN Nummer 2 var ikke, som han burde have været, i Pingisjavre; ja, vi maatte endogsaa vente næsten tre hele Dage, inden han kom. Det var tre hyggelige Dage, kan De være overbevist om; det var netop Pinseaften, første og anden Pinsedag. Grunden til MIKKEL'S Udebliven var det slette Veir, der indtraf, straks efter at vi havde naaet Pingisjavre; i flere Dage havde vi vedvarende Blæst, Snefog og stærkt Tøveir, og under saadanne Omstændigheder vilde det være umuligt at komme frem.

Hvad jeg havde at underholde mig med i denne lange Tid, er hurtigt fortalt. Der var for det første Haabet om, at MIKKEL snart skulde komme, og Haabet om, at Veiret snart vilde forandre sig. MIKKEL kom ikke, og Veiret forblev uforandret, men desto mere Grund var der jo til at blive ved med at haabe.

Der var dernæst Undersøgelsen af de omkring Ovnen til Tørring ophængte Klæder. Denne Morskab var omtrent af lige saa lang Varighed som hine Forhaabninger, thi Vandet vilde paa ingen Maade saa hurtigt ud af Klæderne, som det var kommet , ind i dem; ja Pæsken var endnu ikke bleven tør, da jeg ved Afreisen atter maatte have den paa.

Saa var der mine to kvindelige Reisefæller. De hed som sagt begge DOROTHEA, men den ene kaldtes DORTHE, den anden THEA. Den første havde sin Force i at bande, og ikke kan nogen Sjover i denne Retning præstere djærvere Kraftudtryk end dem, hun uafladelig anbragte som Boller i sin Veltalenheds tynde Suppe.

THEA var en meget stille, meget bly, men tillige meget praktisk anlagt Pige. Uden at bruge noget Ord forstod hun med udmærket Dygtighed at klare alle de mange Vanskeligheder paa Turen, ikke alene for sig selv, men ogsaa for hendes bandende, i alle andre Henseender ikke meget fremragende Navne. Ja, hun maatte endogsaa adskillige Gange række mig en hjælpende Haand, naar jeg var bleven siddende i en Vandpøl, eller mine Kjøreredskaber var komne i Uorden.

I det hele taget har aldrig to kvindelige Væsener forbauset mig som disse: den ene ved sin Banden, den anden ved sin Dygtighed i alle lappiske Idrætter.

Den første Dag var begge meget vemodigt stemte over Afskeden fra deres Herskaber; næsten rørte til Taarer udtalte de deres dybe Anger over at have forladt Steder, hvor de havde det saa godt, og Mennesker, saa fortræffelige, at de aldrig nogen Sinde eller nogensteds vilde finde deres Lige.

Men det var kun den første Dag, at der blev spillet paa de Strænge.

Allerede den følgende Nat - vi laa naturligvis i samme Værelse - hørte jeg, medens de troede, jeg sov, hvorledes de laa og tilhviskede hinanden om alle de slette Sider, de havde funden hos deres Herskaber, al den uretfærdige Behandling, de havde maattet taale; der var ikke et eneste Medlem af de tre norske Familier, som blev forbigaaet eller skaanet, ikke en, som ikke blev veiet og funden for let; i broget Rækkefølge kom frem gamle og nye Historier, i hvilke den ene føiede til, hvad den anden glemte, og den anden supplerede, hvad den første føiede til, Historier, der om de blot havde indeholdt ti Procent Sandhed, kunde have bragt mig til at istemme Sladdersøstrenes stadig tilbagevendende Hjærtesuk: "Gud ske Tak og Lov, at jeg er kommen bort derfra!" Aldrig var Verden Vidne til nogen mere harmonisk og fuldstændig Overensstemmelse mellem to Sjæle end den, der i denne Nat forenede de to DOROTHEA'er i deres kritiske Behandling af det sidste Aars Oplevelser.

Den næste Nat var denne Harmoni forbi; da laa de og skjændtes om ganske andre, kun dem selv vedkommende Ting.

I Fjældstuens andet Lokale, som er forbeholdt Husets egne Beboere og deres Landsmænd, var man i Pinsedagene fra Morgen til Aften meget optaget af religiøse Sysler; der blev læst Prædikener og sunget Salmer. Fruen i Huset er nemlig for nylig bleven greben af den moderne læstadianske Bevægelse, og har som Følge deraf blandt andet forbudt sin kjære Gemal JOHANNES ISAKSEN at smage spirituøse Drikke. Det forhindrede ham rigtignok ikke i, da jeg indbød ham dertil, at drikke et Glas eller rettere en Kop Toddy inde hos mig, men han drak den ogsaa med ikke mindre Frygt end Lyst; hver Gang der hørtes Trin udenfor, maatte den farlige Kop skjules under en Hue. Ogsaa blandt Lapperne gives der beklagelsesværdige Ægtemænd, der staar under Tøffelen. De omtalte religiøse Beskjæftigelser angreb en stakkels gammel Kælling i den Grad, at jeg her for første Gang fik Leilighed til at se den eiendommelige exstatiske Tilstand, hvori Lapperne; især af Kvindekjønnet, undertiden kan henfalde, naar deres religiøse Sværmeri faar Overmagt over dem. Hun teede sig fuldstændig som et vanvittigt Menneske; snart hylede hun i vilden Sky, som om hun led forfærdelige legemlige Smerter, snart hulkede hun, saa Taarerne i Strømme randt ned ad de gamle, indfaldne Kinder; eet Øieblik sukkede og stønnede hun, udstødende Raab om Anger og Naade; i det næste Nu var hun greben af den vildeste Henrykkelse, jublede af Glæde og slog ud med Hænder og Ben. Alle disse Faser fulgte i rask Følge uophørlig oven paa hverandre. Hvad der gjorde et endnu styggere Indtryk paa mig, var at se den hensynsløse Kaadhed og Raahed, hvormed Husets Børn, baade smaa og store, havde den Gamle til bedste under hendes Anfald.

Mandag Eftermiddag ankom endelig MIKKEL ISAKSEN TORNENSIS med Renerne, Sneveiret var standset, og om Aftenen afreiste vi.

Da de nye Rener ikke kjendte Rolf, havde vi atter mange fortvivlede Besværligheder at gjennemgaa, inden vi kom rigtig i Gang. Navnlig min egen Ren var aldeles forstyrret af Skræk for Hunden, der var bunden bag min Pulk. Den gjorde de mest forrykte, de mest halsbrækkende Hop i den alendybe Sne, sprang snart til venstre, snart til høire, snart ind imellem de forankjørende; eet Øieblik standsede den, i det næste vilde den absolut fare af Sted i modsat Retning. Til sidst opførte den sig paa en Maade, som jeg aldrig har set eller hørt omtale, og som derfor var mig dobbelt overraskende: den reiste sig paa Bagbenene, kastede sig bag over og lagde sig saa lang den var med Ryggen oven paa mig i Pulken og med alle fire Ben strittende i Veiret! Jeg har været i adskillige løierlige Situationer, men denne var dog den mest komiske til Dato. Tænk Dem mig liggende der i det lave, baadformede Kjøreredskab, i den venstre Haand holdende Hunden, for at den ikke skal styrte frem og gjøre ondt værre, i den høire Tømmen, medens den forbistrede Ren som ramt af et apoplektisk Tilfælde ligger paa min Mave og med alle fire peger mod Zenith. Den syntes at have det paa samme Maade som Skildpadder og visse Insekter, der ikke kan reise sig selv, naar de kommer til at ligge paa Ryggen. Den altid agtpaagivende THEA var heldigvis snart ved Siden af mig og fik Renen væltet omkring.

Men nok hermed; vi kjørte den største Del af Natten, og da de nylig faldne store Snemasser saa at sige havde absorberet Vandet nedenfor, kom vi uden synderlig Ulempe om end temmelig langsomt tidlig om Morgenen til den næste Fjældstue Suolovuobme.

Først om Aftenen kunde vi komme videre. Tykke, tunge Skyer indhyllede Beskades, hvorover vor Vei denne Nat skulde gaa. Da vi kom op paa Høiden af dette næsten 2000 Fod høie Fjældplateau, tillod Taagen os kun at se faa Skridt foran os, og Regnen sivede ned, som om det havde været Bergens Himmel, der var udspændt over os. Men ogsaa her var Snemængden endnu temmelig betydelig, saa at vi maatte være fornøiede.

Egnen, hvorigjennem vor Vei har gaaet, lige siden vi forlod Altenelven, er trist, ensformig og sørgelig i den høieste Grad. Af og til nogle Bakker, hist og her lidt forkrøblet Krat, der sort stikker frem af Sneen, det er alt, hvad Øiet møder.

Men saa snart man naar Beskades's nordlige Affald, faar Naturen straks et rigere og venligere Udseende; Naaleskove bedækker de høie Skraaninger, Birkelunde vinker os nede i Dalene. Her findes de om Vinteren berygtede og farlige Gargiabakker, der fra Fjældplateauets Høide fører ned til Fjældstuen Gargia; farlige ikke blot paa Grund af del bratte Fald og den store Høide, men især fordi hele Strækningen er tæt bevokset med Træer og Buske. Her gjælder det derfor, naar man om Vinteren kjører med Ren, at passe godt paa, hvis man ønsker at komme derfra med hele Lemmer. For os var der intet at frygte, simpelt hen fordi det var os umuligt at kjøre her; hver Rest af Sneen var borte, og hele Skraaningen bedækket med et Net af Bække. Vi var derfor et Par Timer om at komme ned, medens man om Vinteren bruger i det høieste en halv Snes Minuter.

Da vi tidlig om Morgenen ankom til Gargia, blev det sagt os, at det var en komplet Umulighed at komme videre med Ren, noget jeg fuldt ud maatte indrømme, da jeg senere passerede Veien. Den almindelige Vintervei til Bossekop, Altenelven, var paa denne Strækning af sit Løb fuldstændig aaben, Sommerveien var uden Sne eller stod under Vand. Jeg maatte derfor her tage Afsked med MIKKEL ISAKSEN og hans Rener og sende Bud til Alten efter Heste.

Sent om Eftermiddagen red jeg fra Gargia; Veien var i en utrolig Grad ufremkommelig; paa lange Strækninger dannede den en eneste rislende Bæk, paa andre Steder var den forvandlet til et blødt Morads. Det kunde derfor kun gaa Skridt i Skridt; først da jeg var reden over den stride og store Eiby Elv, hvis Vand næsten naaede mine Fødder, og var kommen ind paa den nye, prægtige Vei til Alten, kunde jeg lade Hesten trave, og ile forud for Skydskarlen med Bagagehestene.

Det var i et eiendommeligt Kostume, jeg i de stille Midnatstimer red igjennem den store Skovnatur. "Han ser slet ikke ud som en lærd Mand," hørte jeg Skydskarlen sige om mig, da han saa mig i Gargia. Om jeg end ikke ved, hvilke mere eller mindre mærkelige Forestillinger den unge Mand gjør sig om lærde Folks Udseende, maa jeg være enig med ham i, at disse i hvert Fald ikke til dagligdags pleier at optræde i en saa eventyrlig Ham som min, sammensat af forskjellige Aarstiders og forskjellige Folkeslags Dragter. Tag Deres Fantasi til Hjælp og konstruer Dem et Billede af følgende Bestanddeler paa Føddeme lappiske Sommerkomager; Benene i lodne Vinterbællinger; dernæst den blaa, lappiske Sommerkofte med de røde og gule Bræmmer, sammenholdt om Livet med et broget Fruentimmerbælte; over den en sid, europæisk Regnfrakke; paa Hovedet den finske Jockeyhue, jeg kjøbte i Kittila; Hænderne i store lappiske Skindvanter - alt dette anbragt paa et gammelt Øg som en Ildtang paa en So. Heldigvis var det saa sent paa Natten, at jeg ikke var udsat for at møde nogen.

Endelig er jeg oppe paa Høiden, og foran mig udbreder sig det skjønne, det evigunge Havspeil, rødmende i Morgenskjæret. Flaget vaier fra Polarstationens Gavl; det er netop en Termindag. En af Personalet stiger op i det høie Thermometerhus, idet jeg; rider forbi: "Velkommen, velkommen tilbage!" hilser han mig.

47) Lapperne kan vanskelig udtale to paa hinanden følgende Konsonanter i Begyndelsen af et Ord; fremmede Egennavne lader de i Almindelighed ende med a.