Lokalhistoriske tekster fra Finnmark

 
Forord
I. Fra Bergen til Alten
II. Bossekop og Alten
III. Fra Bossekop til Koutokæino
IV. Koutokæino
V. Koutokæino
VI. En Tur til en Renby
VII. Om Lapperne
VIII. Om Renen
IX. Ved Juletid i Koutokæino
X. Om Nordlyset
XI. Udflugter fra Koutokæino
XII. Rædselsperioden i Koutokæino
XIII. Paa Reise
XIV. Thingugen i Koutokæino
XV. Reise til Sodankylä
XVI. Fra Koutokæino til Bossekop
XVII. Fra Alten til Hammerfest
XVIII. Fra Hammerfest til den russiske Grænse
Anmærkninger
Forfatterens Reiseruter

Under Nordlysets Straaler : Skildringer fra Lappernes Land / af Sophus Tromholt. - Kjøbenhavn : Gyldendal, 1885


XVII. Fra Alten til Hammerfest.

Mit Ophold blandt Nordens Nomader var til Ende. Jeg var atter i den civiliserede Del af Verden, hvor Folk gaar med Frakke, Vest og Støvler, reiser med Damp og korresponderer med Elektricitet.

Jeg var atter i det smilende Alten, hvor den store Elv mangegrenet bugter sig gjennem Skovenes og Engenes Vrimmel, hvor Fjordens Bølger skvulpende leger med den hvide Strand, hvor de snedækte, blaanende Fjælde danner deres stolte Ramme om "Nordens Italiens" smilende Ynde. -

Jeg var atter paa Polarstationen, atter omgiven af mine videnskabelige Venners Elskværdighed og Gjæstfrihed. Her var det videnskabelige Arbeide gaaet sin jævne Gang, uden en eneste Afbrydelse, uden et eneste væsentligt Uheld. Det foreløbige Resultat af de mange Timers mangeartede Observationer forelaa nu paa de utallige Journalers taloversaaede Sider. Vinteren havde været forholdsvis mild, og paa Grund af Altens ikke lille Befolkning af dannede Familier og Stedets Dampskibs- og Telegrafforbindelser med den øvrige Verden havde Livet ikke været fuldt saa ensformigt og trist, som man kunde forudsætte paa en Polarstation. Men dog længtes man efter, at de næste tre Maaneder skulde være gaaede, for at man atter kunde vende tilbage til Hjemmene i Hovedstaden.

Af de to Uger, i hvilke jeg standsede i Alten, benyttede jeg den ene til at besøge nogle af de mærkeligste Punkter ved Altenfjorden. Har De Lyst til at følge mig paa denne lille Udflugt til nogle af Fjordens mange Sidegrene? Nuvel, saa gaar vi om Bord i den lille Damper, der besørger Trafiken her paa Fjorden, og hvormed vi skal gjøre den første Del af Turen.

Den egentlige Altenfjord skærer sig omtrent 3 geografiske Mil ind ret mod Syd; mod Nord staar den i Forbindelse med Ishavet ved tre imponerende, smalle Sunde: Stjærnsund, Rognsund og Vargsund, der dannes af Fastlandet og de to store Øer: Stjærnø og Seiland. Vi farer langs Østsiden, hvor de nøgne og bratte Fjældmasser stikker lige ned i Søen og kun hist og her ved en eller anden lille Vig levner en sparsom Plads til en Træhytte eller Jordgamme med en lille grøn Plet omkring. Efter et Par Timers Gang anløber vi Jupvik, et lidet Handelssted, der kun er mærkeligt derved, at det var her, at den franske Polarexpedition i 1839 oprettede en Station for at udføre Maalinger til Bestemmelse af Nordlysets Høide i Forbindelse med Observationer i Bossekop; jeg har tidligere omtalt, at disse Maalinger ikke gav noget Resultat, og at de franske Forskere fandt Aarsagen hertil i begge Stationers for ringe indbyrdes Af stand i Forhold til Nordlysets Høide over Jordoverfladen.

Vi anløber forskjellige andre Stoppesteder af lignende Art, det ene omtrent som det andet, det ene omtrent lige saa interesseløst som det andet. Et Par Smaahuse paa Stranden, og en Baad med en Mand, der ror ud og modtager og afleverer Gods - det er det hele. Undertiden er der to Huse, undertiden tre, undertiden er der Gods til Manden, undertiden ikke, undertiden har han noget at aflevere, undertiden intet, undertiden baade afleverer og modtager han, undertiden ingen af Delene - det er hele Afvekslingen. Vi forbigaar derfor alle nærmere Detailler, og naar ved Middagstid vort første Maal, Komagfjord, hvor vi siger Farvel til Skibet, der damper videre ad Hammerfest til.

Komagfjord er en lille, af høie Fjælde indelukket Bugt, der skærer sig ind i Altenfjordens nordligste Del. Skulde De spørge mig, hvorfor den har faaet dette mærkelige Navn - Komager er, som De ved, Betegnelsen for det lappiske Sommerfodtøi - maa jeg give det samme Svar, som jeg har faaet, hver Gang jeg spurgte derom: jeg ved det virkelig ikke; almindelige menneskelige Øine vil ogsaa forgjæves speide efter noget, der kunde minde om Lappestøvler, det vil da sige med Undtagelse af dem, man her i Fjorden træffer paa Lappefødder.

Nogen anden Mærkelighed end Navnet har for øvrigt denne Lokalitet ikke; den har kun Betydning som et blomstrende Handelssted. Men jeg stoppede her, dels fordi der her er en let Adgang til en nærliggende Fjord, hvor der bor en Mængde Sølapper, dels fordi Handelsstedet eies af en af Finmarkens mest bekjendte og mest agtede Mænd: GAMLE FANDREM. At have været i Finmarken uden at have talt med GAMLE FANDREM vilde være det samme som at have været i Rom uden at have set Paven. Skjønt fuldstændig fremmed, modtages jeg med den storartede, aldrig svigtende Gjæstfrihed, som er saa særegen for disse nordlige Zoner, og jeg faar ikke Lov til at reise, før jeg har tilbragt et Par Dage under Husets Tag. Tiden falder ikke Gjæsten lang, det forstaar den fortræffelige Vært at sørge for. En Olding er han, naar Aarene tælles, en Yngling, hvad aandelige og legemlige Kræfter angaar. Om Vinteren lever han og hans Familie i det afsides Karasjok, hvis Handelssted han eier; Sommeren tilbringer han her i Komagfjord, altid lige virksom, altid lige optagen af mangeartede Interesser. Adskillige ethnografiske Museer har ham at takke for mange og værdifulde Gaver af lappiske Gjenstande, og paa alle Udstillinger har hans rige og fuldstændige Samlinger vakt stor og fortjent Opmærksomhed. Det er derfor intet Under, at han har en hel Kasse fuld af Medailler og andre Udmærkelsestegn. Med hvilken rørende Glæde viste den gamle, elskværdige Mand mig ikke alle sine Rariteter, med hvilken Virtuositet forstod han ikke at underholde mig med sine livfulde Skildringer fra hans lange Liv i disse arktiske Egne.

Landskabet omkring Handelsstedet eier ingen Skjønhed eller Ynde, og de sorte, steile og vilde Fjælde, der kjedelformigt omslutter den lille Fjord, afspærrer næsten al Udsigt til andre Egne; kun mod Nord ses et Parti af den mægtige, skinnende Bræ paa Seiland, den nordligste Jøkel paa Europas Fastland. Men som ofte før og senere følte jeg her i det gjæstfrie Hus, at Lykkens Blomst gror lige saa frodigt paa denne golde, veirbidte Grund som i Sydens rige Paladser og Tropernes prangende Haver. Hver Gang jeg som her fik Leilighed til at titte ind i et af de hyggelige Familieliv i disse Verdens Udkanter, fandt jeg aldrig nogen, der ikke var til Freds med sit Hjem, glad og lykkelig ved sit Hjem, eller ønskede at ombytte det, med Egne, hvor Naturen har ødslet med sine rigeste og mest pralende Gaver; aldrig fandt jeg nogen, der følte Trang til at forlade denne Ensomhed for at fæste Bo blandt Menneskenes, Jærnbanernes og Fabrikernes rastløse, støiende Vrimmel.

Med Lensmanden fra Talvik, der ogsaa var i Besøg paa Komagfjord, gjorde jeg en Baadtur til den en Mils Vei længere mod Nord liggende Lærredsfjord. Her er jeg i Stand til at tilfredsstille Deres Nysgjerrighed med Hensyn til Navnets Oprindelse: høit oppe paa Væggen af et af de steile, sorte Fjælde, der ser ud, som om de bestod af Kul, viser der sig i Hornblendens mørke Grund 3-4 lange, smalle, horisontale, af en lys Skiferart bestaaende Striber, der har en vis Lighed med Lærred, der ligger paa Bleg (48). Jeg ønskede at gjøre en Visit i denne Fjord, væsentlig for efter egen Betragtning at faa lidt Begreb om Sølappernes Liv og Færden.

En Klynge af smaa Træhuse eller Jordhytter, en Vrimmel af Stilladser til Tørring af Fisk, en Mangfoldighed af Baade i Vandet eller paa Land, et Kaos af Stene, Fisketarme, forraadnede Fiskedele og al Slags Urenlighed med den dertil hørende Parfume - det er omtrent Hovedtrækkene af Lærredsfjorden og ethvert andet lappisk Fiskeværs Fysiognomi.

Til hvad der paa et foregaaende Sted allerede er sagt om Sølapperne, skal her endnu føies følgende.

Sølappernes vigtigste Næringsvei er som for alle Finmarkens øvrige Kystbeboere Fiskeriet, der i saa høi Grad er en Betingelse for disse Egnes Befolkning, at L. v. BUCH ikke med Urette siger: "Var Fiskene ikke i Havet, hvem vilde da vælge disse Egne til Opholdssted!" Ikke blot deltager Sølappen i de til visse Tider af Aaret indtræffende store Fiskerier, især af Torsk og dens Slægtninge, men Fiskeriet sysselsætter ham mere eller mindre næsten til enhver Tid af Aaret. Af Søen henter han daglig sin daglige Næring, og kun sjælden er Havet saa karrigt, at han aldeles skulde savne denne. Dog holder Sølapperne ved Siden heraf ofte en Ko eller to samt nogle Faar.

Med Hensyn til Næringsmidler er Sølappernes Levemaade ikke meget forskjellig fra den norske Almues i Finmarken. RODE siger herom omtrent følgende. Fisk er hver Mands hyppigste og tillige kjæreste Kost; Almuen spiser den i Almindelighed en, stundom to Gange daglig; sædvanlig foretrækker man, i hvert Fald til Afveksling, den halvtørrede for den ganske friske. Fisken bliver blot opkogt i Vand med noget Salt, og spises ofte saaledes uden noget andet dertil, idet den dyppes i Leveren, som koges særskilt; dog benyttes ogsaa Kartofler paa de Steder, hvor man har lagt sig efter denne Jordfrugt. Dernæst er en Suppe af Mel og Vand med opskaaret, saltet eller tørret Kjød eller Talg en hyppig Spise, især om Morgenen. Kjødmad bruges sjældnere, da kun faa Sølapper har saa mange Kreaturer, at de nogenlunde jævnlig kan slagte.

Dragten er i Hovedsagen den samme som Fjældlappernes. Dog er Mændenes Kofter næsten altid hvide eller graa, og ikke sjældent er Dragten iblandet med europæiske Bestanddele. Det samme gjælder endnu mere Kvinderne, der naar de har Raad til at være rigtig fine, pynter sig med Forklæde og med Tørklæde over Hovedet. Kvindernes Kofte er i Regelen af en mørkere Farve end hos Fjældlapperne; Huens Form varierer noget i de forskjellige Distrikter.

Mange af Sølapperne bor i almindelige Træbygninger, der rigtignok er smaa og tarvelige, men for Resten hverken værre eller bedre end de norskfødte Fiskeres. Men meget hyppig finder man ogsaa endnu den mere primitive Bygningsstil, som vi allerede har truffet hos Frænderne i Koutokæino: Jordgammen.

Disse eiendommelige Boliger skildrer RODE paa følgende Maade. De er i Almindelighed byggede i en langagtig Firkant, og har da omtrent Form som et Tag paa et almindeligt Hus. Til Sparreværk benyttes Træstammer af en Arms Tykkelse, som reises paa den ene Ende og oventil støttes mod hverandre. Disse bedækkes med Birkebark for at hindre Regnen fra at trænge igjennem, og derpaa lægges tykke Græstørv over, det hele, som, da Tørven just ikke altid er synderlig jævnt lagt, udenfra næsten faar Udseende af en lille Bakke. Indgangen er meget lav, og Døren sædvanlig saaledes indrettet, at den falder til af sig selv uden noget andet Lukke. Den anbringes enten i en af Enderne, eller omtrent paa Midten af Langvæggen, og deler i sidste Tilfælde Gammen i to ved et lidet Mellemrum adskilte Dele, hvoraf den ene benyttes til Beboelse, den anden som Kvæghus. Gammen har ingen Vinduer, men Lyset falder ned gjennem en Aabning i Taget, som tillige tjener til Udgang for Røgen fra det i Midten af Gammen anbragte Kogested. Naar om Vinteren Ilden er nogenlunde udbrændt, lukkes Aabningen ved en Trælem, naar det er mørkt, men om Dagen ved et over en Ramme udspændt tyndt Skind (fra Maven af store Helleflyndre), der er saa gjennemsigtigt, at Lyset falder gjennem det. Ildstedet er ikke ophøiet over Gulvet uden ved et Par løselig henlagte Stene, og omgivet af fire lodrette Træstolper, hvorpaa de Tværstænger anbringes, der bærer Kjedlerne og Gryderne. Gulvet er belagt med tynde Riskviste, paa hvilke Beboerne om Dagen sidder og om Natten sover. Danner hele Gammen kun eet Rum, er den forreste og sædvanlig største Del paa begge Sider afdelt i Baase for Kreaturerne, og Familien forbeholder sig selv kun det inderste Rum. En saadan Gamme er om Sommeren, naar Kreaturerne er ude, ret rummelig og luftig; men om Vinteren, naar Mennesker og Dyr med alt deres Tilbehør sammentrænges paa dette snævre Rum, er den saa opfyldt af Røg, Stank og Smuds, at den Reisende, som paa en saadan Aarstid maa tækkes med dette Herberge, naar Veiret ikke tillader ham at fortsætte sin Reise, kun finder sig meget slet indkvarteret trods Beboernes gode Villie og Omhu for at gjøre ham det bekvemt.

N. LUND beskriver en Gamme paa følgende Maade. Den danner et firkantet Rum paa omtrent 20 Fod i Kvadrat med nøgent Jordgulv og Vægge af høist 1½ Alens Høide, beklædte med Stolper eller tynde Brædder. Oventil indkniber Rummet sig og danner et kegleformet Skraatag, der øverst løber sammen i en Spids og aabner sig i et Røghul. Stolperne er Gammens egentlige Benrad. Paa den udvendige Side er Gammen bedækket med Græstørv, der i Sommertiden fremspirer til en frodig Eng og danner et Græssested for Geder og Faar. Indgangen dannes af opplantede Stolper, ligeledes belagte med Grønsvær, men den er saa lav, at en voksen Mand maa bøie sig til sin halve Høide for at naa derind. Naar man fra den solskinsklare Dag træder ind i Gammens dunkle Belysning, føler man sig bevæget af underlige Indtryk. De sodede Vægge, Gammens simple Indretning og Husgeraad minder uimodstaaelig om, at man befinder sig hos et Folk, som endnu ikke er traadt ud af Naturstandens Vildhed. Gammen har kun et eneste Rum, der paa en Gang tjener til Dagligstue, Spisekammer, Soveværelse og Kvægstald. Paa den ene Side er Familiens Leie, paa den anden Kvægets. Sengen - forudsat at nogle Rerisdyrskind udbredte paa den bare Jord kan fortjene dette Navn - er for det meste fælles, og der gjøres næppe nogen Undtagelse, om en Reisende for at undgaa Stormen tyer ind i disse smudsige Boliger. Stole og Borde er Luxus og ses aldrig, uden maaske i det høieste en afskaaren Birkestub, hvorpaa Husmoderen udfører sit Arbeide ved Rokken. Midt paa Gulvet paa løse Stene brænder en stadig Ild, der dunkelt oplyser Hulens Halvmørke og fordriver det svage Dagskjær, der fra Røghullet af trænger sig ind i Dunkelheden. "I denne egne Belysning ser man ikke sjældent Lappekonen sidde ved Ilden med sin Rok, ei ulig en rynket Lachesis, naar det brune Ansigt og det mørke Øie hemmelighedsfuldt glider hen over Traadens Dreininger mellem hendes Fingre."

Foruden selve Hovedbygningen, hvad enten nu denne bestaar af Træ eller Jord, har Sølappen en Del smaa, uden bestemt Orden beliggende Træhuse, bestemte dels til Opbevaring af Hø eller Fangstredskaber, dels til at gjemme Baadene i, naar disse ikke bruges.


Sølap.

Sølapperne karakteriseres af RODE, der i Aarene 1826-34 var Præst i Talvik, paa følgende Maade.

"Naar Nordmanden i Finmarken sædvanlig behager Mange bedre end den mere smudsige, paatrængende og ved Snaksomhed besværlige Lap, da maa uden Tvivl Aarsagen hertil især søges i det Fortrin, hin har for Lappen ved sin større udvortes Politur som ogsaa ved en vistnok noget mere uddannet Forstand og Ettertanke; i det mindste kan han formedelst Sproget bedre lægge den for Dagen end Lappen, som altid kun med Vanskelighed kan udtrykke sine Tanker paa Norsk og derved ofte bliver mindre fortrolig i Omgang; men sikkert vil ingen, som har staaet i længere og nøiere Berørelse med Finmarkens Almue, nægte, at Lappernes Karakter i det hele taget er langt mere elskværdig. De er godmodige og følelige, stedse oprigtige, ordholdende, ærlige og godtroende, saa at de sætter samme Tillid til andres Redelighed, som man i Almindelighed kan sætte til deres. Naar Lappen skal betale sin Skat, sin Afgift eller hvad andet, han kan have at betale, da leverer han Fogden eller Præsten sin Pung, og lader ham selv deraf tage, hvad der tilkommer ham, og han fordrer ingen Kvittering. Lapperne viser fremdeles en munter Livlighed, og endskjønt denne gjærne ytrer sig paa en støiende og derved stundom noget besværlig Maade, idet de idelig lader Munden løbe, saa er dette dog hyggeligere end den søvnige Dorskhed, der saa ofte synes at ruge over den norske Almue. Kontrasten viser sig tydelig i begge Folkeslags Gang og Arbeide. Lappen gaar med smaa men hurtige Skridt, saa længe ikke Alder eller Svaghed nøder ham at give sig Tid, medens Nordmanden, selv den yngre, slæber sig langsomt frem. Hvad her er sagt om Brugen af Benene, gjælder ogsaa om Armene; Lappen ror med korte og tætte, Nordmanden med lange og kraftige Aaretag; og saaledes med ethvert Arbeide. Resultatet kan vel omtrent blive det samme, da Nordmanden maaske rundeligen erstatter Lappens raske men meget flygtige Hurtighed ved større Kraft og især ved mere Stadighed under sit Arbeide; men det er langt mere tiltalende at se Lappen arbeide. Lapperne er endelig, hvad maaske Mange vilde være mindst tilbøielige til at rose dem for, i Grunden høflige og beskedne; thi naar de ved mange Leiligheder synes at være netop det modsatte, da er det ikke af Mangel paa Villie men af Mangel paa Levemaade og Begreb om det, vi anser for Høflighed. At spørge om alt, hvad der ikke kommer ham ved; at falde Folk i Talen; at gaa med smudsige Fødder ind i et rent Værelse uden først at banke paa Døren; at trænge sig ind paa Folk, enten det er beleiligt eller ikke, og opholde dem en halv Time med et Ærinde, som kunde udrettes i fem Minuter: det er den Ubeskedenhed, som Lappen hver Dag gjør sig skyldig i; men næppe vil den, som behandler ham med nogenlunde Høflighed og ikke med den sædvanlige Ringeagt, let være udsat for ubeskedne Svar eller at høre en grov Mund og Skjældsord; og naar man møder en Lap og denne, idet han tager Huen af og bukker eller neier paa sin Maade, frembringer sin sædvanlige Hilsen: Guds Fred, god Dag! da er dette sikkert langt høfligere, end naar Kvænen med indbildsk Storagtighed sidder med korslagte Arme, røgende paa sin Pibe, og ikke gider lette hverken paa sig selv eller sin Hue for at hilse den Forbigaaende."

Til Sammenligning kan det være godt at høre, hvad samme Forfatter siger om de to andre Folkeslag, der foruden Lapperne bebor Finmarken: Nordmændene og Kvænerne (Finlænderne).

"Hos de norske Almuesfolk i Finmarken bemærker man færre eiendommelige Sider, end man i et saa isoleret Landskab kunde vente; en rimelig Følge af, at dels de selv, dels deres Fædre er indflyttede næsten fra alle Egne af Riget, hvorfor man heller ikke hos dem træffer nogen særegen Dialekt. Rolig Alvorlighed og et vist Flegma synes overalt at være den norske Bonde særegen, men det viser sig maaske i Finmarken i mere end sædvanlig høi Grad, og gaar ikke sjælden over til dorsk Ligegyldighed og Uvirksomhed. Lyst til Ørkesløshed røber sig ofte kun alt for meget hos Finmarkens Almue, og unægtelig mere hos Nordmændene og Kvænerne end hos de mere livlige og ufortrødne Lapper. Vel underkaster Almuesmanden sig villig de Besværligheder, som er uundgaaeligt forbundne med hans Næringsvei efter dennes Natur, og søger just ikke at unddrage sig fra det regelmæssige Arbeide; men at anstrænge Kræfterne over det sædvanlige for at opsøge Fortjenesten, naar denne ikke af sig selv frembyder sig, eller at benytte en gunstig Leilighed til en større eller uventet Fortjeneste, er han i Almindelighed lidet tilbøielig til. Er Veirliget vel haardt, til at han kan drage sine Garn, da giver han sig let til Freds uden at gjøre Forsøg paa, om det ikke dog skulde være muligt; og uagtet han til visse Tider og til visse Slags Fiskeri maa reise mange Mil for at komme til det Sted, hvor Fiskeriet foregaar, saa er han dog sen til at forlade sit Hjem for at opsøge Fisken paa de Tider, da den efter Naturens sædvanlige Orden pleier at indfinde sig der, hvor han bor, uagtet han hører, at der fiskes maaske en Mil længere ude i Fjorden; han venter i rolig Uvirksomhed hjemme, indtil Fisken kommer uden for hans Stuedør; og kommer den rnaaske denne Gang ikke, saa ved han godt at trøste sig med, at Guds Gaver uddeles forskjelligt, uagtet han dog ved nogen Umage kunde have haft i det mindste en Del deraf. Det en Gang fastsatte Arbeide udrettes, men intet derover; og dersom dette formedelst tilfældige Omstændigheder ikke kan ske, da gjøres intet i Stedet. Naar derfor Almuesmanden ligger paa en Reise, som Vinden forbyder ham at fortsætte, da foretager han sig aldeles intet, om der end tilbydes ham Arbeide og Fortjeneste paa Stedet."

"Et andet Træk, som ikke tjener Finmarkens Almue til Anbefaling, og som ligeledes er mest fremstikkende hos de Norske, er smaalig Egennytte. Hermed er dog ikke sagt, at denne just ytrer sig som Uredelighed eller Bedrageri i Handel og Vandel; men den røber sig som oftest som uanstændig Begjærlighed ved enhver Leilighed, hvor der er noget at fortjene ved liden eller ingen Umage. I Finmarken gjør ingen og mindst Nordmanden noget for intet; behøver man hans Tjeneste, da er hans første Spørgsmaal: hvor meget han faar i Betaling derfor. Selv for den ringeste Haandsrækning betinges udtrykkelig eller stiltiende i det mindste en Dram, og det er ikke blot for udvist personlig Tjeneste, Godtgjørelse forventes, men ogsaa for ethvert næsten nok saa ubetydeligt Laan af en eller anden Ting. Desuagtet skal enhver Tjeneste have Udseende af Velvillie, og har man betinget sig en Mands Arbeide for god Betaling, da hedder det sædvanlig dog, at det sker for at hjælpe En, At man lige saa vel hjælper ham ved at give ham Fortjeneste, naar der, som ofte er Tilfældet, intet andet er at fortjene, betænkes aldrig, lige saa lidt som forhen oppebaarne Tjenestebevisninger ved saadan Leilighed erindres. Denne egennyttige Utjenstagtighed flnder en betydelig Støtte i den i Finmarken altid herskende Mangel paa Arbeidsfolk, hvorved man nødes til ikke alene at give dem god Betaling, men desuden gode Ord for at formaa dem til at udføre Arbeidet; og denne Mangel føles ikke mindre af dem, som har Evne til at betale, end af den uformuende Arbeidsmand selv, naar han behøver en andens Hjælp til et, det være sig betydeligt eller ubetydeligt Arbeide, som han ikke kan udføre alene; thi han betinger sig Naboens Hjælp imod at hjælpe ham ved en anden Leilighed; men denne Leilighed er sikkert forud bestemt, og det gjensidige Arbeide paa det nøieste afveiet; thi han er lige saa bange for at gjøre noget omsonst for sin Nabo, var det end hans Broder, som for Embedsmanden eller Handelsmanden."

"Kvænernes i Almindelighed ret ordentlige, ofte endog nette Boliger, der især ved Renlighed kjendelig udmærker sig ikke alene fremfor Lappernes, men endog fremfor de Norskes; den større Flid, hvormed de sædvanlig dyrker deres Jordpletter; deres overlegne Sans for og Duelighed til adskillige Slags Haandværk; deres større Husflid, især den kvindelige, samt deres i det hele ganske fordelagtige Udvortes: det er de Egenskaber, som ved en flygtig Betragtning først falder i Øinene; men naar man har sagt dette, har man ogsaa sagt næsten alt det gode, som lader sig sige om de i Finmarken boende Kvæner. De er stolte, stivsindede, falske, fordringsfulde, trættekjære og brutale, og det med kun faa Undtagelser. At karakterisere et Folk saaledes kunde let synes overdrevent og at udspringe fra Lidenskabelighed; men man erindre sig, at det ikke er nogen hel Nation, som her skildres, men snarere kun dens Udskud og de Udskudtes Efterkommere; thi at det hovedsagelig er saadanne, som maa forlade deres Fødeegne og drage over Grænserne, er vel lige saa troligt, som at det i Regelen just ikke er de bedste Nordmænd, der trækker op til Finmarken og bosætter sig der."

Det er som sagt RODE'S Ord og ikke mine, saa jeg vasker mine Hænder, om noget af de tre Folkeslag skulde ville paastaa, at det selv er dadlet for meget og de andre to for lidt. —

Jeg var altsaa kommen til Lærredsfjord. Der blev stort Røre blandt Befolkningen, da jeg opstillede min "Indretning til at lave Billeder med", som Lapperne i Koutokæino kaldte min fotografiske Camera. Sligt et Apparat havde man aldrig set før, sligt et Apparat var noget lige saa nyt og overraskende uventet, som om der pludselig var falden en Krokodil eller en Giraf ned fra Skyerne. Der blev betragtet og der blev studset, der blev befølt og der blev spurgt, der blev leet og der blev rystet paa Hovedet. Lensmanden fra Talvik søgte paa bedste Maade at bibringe sine kjære Undersaatter nogle Rudimenter af Theorien for DAGUERRE'S og TALBOT'S ædle Kunst, Forsøg, der vistnok bar lige saa gode Frugter, som om han vilde have prøvet paa at lære en Klipfisk Trigonometri. Men det lykkedes ham dog omsider at bevæge en hel Familie til at sætte sig foran Apparatet. Da baade de store og de smaa Medlemmer af Familien optraadte i deres hverdagslige, temmelig derangerede Toilette, bad Lensmanden dem om først at pynte sig lidt for den vigtige Anlednings Skyld, idet han forklarede dem, at de Billeder, jeg lavede, gjengav alle Detailler med yderste Troskab, baade MIKKEL'S forrevne Kofte og Hullet paa JOSSA'S Knæ, baade ANE'S skidne Halsklud og lille ELEN'S sorte Næse. Nu blev der et Hurlumhei i Gammen, som om hele Familien skulde have været til Hofbal. Alle elleve Hoveder blev stukne ned i en Vandbalje, og Mutters Fingre tjente som fælles Familiekam. Saa blev de gamle, smudsige og forslidte Hverdagsklæder kastede og erstattede med de nyeste Kofter, de pæneste Forklæder, de flotteste Huer, de rødeste Tørklæder. Da en Time var hengaaet hermed, og et Kvarter med at faa Gruppen placeret i en nogenlunde antagelig Stilling - thi som det altid gaar ved saadanne Leiligheder, bestræbte enhver sig naturligvis for stadig at anbringe sig selv i den latterligste, mest forrykte Position - kunde jeg endelig tage Billedet.


Sølapper.

Efter at være vendt tilbage til Komagfjord, maatte Lensmanden og jeg begynde at tænke paa at komme over til Talvik, 5-6 Mil herfra paa Altenfjordens anden, vestlige Side. Der var længe ingen Udsigt til, at vi kunde komme af Sted, ganske bortset fra vor elskværdige Værts utrættelige Anstrængelser for at holde os tilbage; thi ikke alene blæste der en kraftig Modvind, men ogsaa Strømmen gik i en for os ugunstig Retning. I et forholdsvis saa trangt Sund som Altenfjorden og dens snævre Sidegrene foraarsager nemlig Havvandets Ebbe og Flod en betydelig Strøm, som altid er besværlig og stundom umulig at modarbeide for en Ro- eller Seilbaad. Ofte kan man hjælpe sig ved at ro ganske tæt inde ved Land, hvor Strømmen inde i Bugterne sædvanlig gaar i stik modsat Retning, paa Grund af at Hovedstrømmen trykkes tilbage af de fremspringende Næs; men paa denne Maade forlænges selvfølgelig Veien ganske overordentlig. Vi ventede paa, at Strømmen skulde vende og Vinden følge dens Exempel; Strømmen var meget velvillig og vendte sig et Par Gange, men Vinden var stivsindet og vilde ikke føie sig efter vore Ønsker. Da vi endelig havde bestemt os til at tage af Sted, kunde vi ikke faa Folk, der vilde ro os. Heldigvis ankom der den anden Dags Ettermiddag en Baad til Handelsstedet. Dens Besætning, to Brødre, 16 og 12 Aar gamle, var villig til at ro os i hvert Fald et Stykke af Veien. Kl. 7 forlod vi det gjæstfrie Komagfjord.

Gutterne roede med alle de Kræfter, de havde, men da det ikke var mange, var de snart opbrugte, og da vi kom ud i selve Hovedfjorden, hvor Vinden blæste stik imod os, kom vi ikke mange Tommer frem for hvert Aaretag. En lille Stund efter var den yngste af vore to Navigatører aldeles opslidt, og da Baaden som Følge deraf viste en betænkelig og stedse voksende Tilbøielighed til at gaa tilbage i Stedet for fremad, tog Lensmanden hans Aarer og forsøgte med sine kraftige Muskler at blive Vindens Overmand. Det lykkedes ogsaa, men rigtignok kun paa den Maade, at vi var 4 Timer om at tilbagelægge den halve Mil mellem de to Næs: Korsklub og Korsnæs. Det var nu blevet Midnat, og vi maatte være glade ved, at der paa Korsnæs boede en Handelsmand, hos hvem vi maaske kunde finde Husly; thi at forsøge paa at komme længere frem vilde være meningsløst. Døren i Handelsmandens lille Hus var ikke aflaaset, og Lensmanden, der kjendte lidt til Familien, gik først ind for at undersøge, om vi kunde faa Plads. Han fandt Manden og Konen og Børnene i den dybeste Søvn, og nænnede ikke at vække dem, hvorpaa han uden videre lagde Beslag paa et af Værelserne, hvor han anviste mig Sengen og selv tog til Takke med Sofaen. Jeg syntes, at det var at stille alt for store Fordringer til den nordiske Gjæstfrihed, men Lensmanden forsikrede, at alle Ceremonier var overflødige.

Korsnæs stikker temmelig langt ud i Fjorden og har faaet sit Navn af, at de betydeligste Fjorde og Sunde her løber sammen som i et Centrum og danner et Kors eller en Stjærne. Man har derfor herfra Udsigt til næsten alle Altenfjordens forskjellige Distrikter. I Nord ser man Seilands mægtige Fjældtinder stige op af den blaa Fjord, sorte forneden, men oventil kronede med den evige Sne og Bræernes Ismarker. Paa høire Side af denne Økolos ser man ind i det smalle Vargsund, paa venstre Side skiller Rognsundet den fra dens noget mindre og lavere, men lige saa vilde Kammerat: Stjærnø. Mod Vest ser man gjennem Stjærnsundet ud i Polarhavet med dets takkede Klippeøer. Længere sydlig ligger Indløbet til den trange Langfjord med de kegledannede Kovetinder paa den ene Side og lige over for det høitragende Algasfjæld. Vender man sig mod Syd, ser man Fjældene omkring Talvik og Kaafjord, alle endnu med deres øvre Partier i Vinterens blændende Dragt.

Handelsmanden syntes næste Morgen at være ligefrem særdeles taknemlig for, at vi saa ugenert havde taget hans Hus i Besiddelse; han trakterede os med Kaffe og Frokost, og skaffede os en Baad med to Mænd, der skulde sætte os over til Talvik. Vinden var ikke svagere, men Retningen gunstigere end Aftenen forud. Seilet - som sædvanlig for Baadene i Finmarken et eneste stort og bredt Raaseil - blev sat op, og vi foer af Sted. Det viste sig imidlertid snart, at hvis der skulde være nogen Udsigt for os til at komme levende til Talvik, maatte vi have en anden Baad, der ikke som vor havde en særdeles graadig Trang til at stikke Forstavnen ned under Vandet, eller den for en saadan Indretning temmelig uheldige Egenskab ved hvert stærkere Vindstød at lægge sig paa Siden med tydelige Hensigter om næste Gang at ville vende sig helt omkring. Vi maatte altsaa atter i Land ved Jokkeluft for at faa en større Baad og en tredie Mand. Vi fik begge Dele og drog videre.

Jeg er en stor Kujon i Seilbaad. Jeg havde hellere forbleven i Korsnæs, selv med Fare for at forblive der Resten af mit Liv, end reist med Seilbaad til Talvik. Men jeg tog med, for at ikke de andre skulde mærke, hvor stor Kujon jeg var. Hver Gang den ene Ræling af dette Mordinstrument, som man kalder Seilbaad, nærmer sig Vandet, maa jeg uvilkaarlig flytte mig over paa den anden Side, og det er mig en medfødt Umulighed at lade være at klamre mig fast til Baaden, skjønt jeg selv hver Gang indser det latterlig unyttige deri. Jeg spurgte Lensmanden om, hvorledes man skulde bære sig ad, hvis Baaden kæntrede, hvad den sikkert flere Gange vilde have gjort, hvis ikke Seilet i Tide var bleven slappet. Han svarede, at det var ganske simpelt: man skulde blot sætte sig til at ride paa Kjølen. Visselig et meget let Kunststykke for en, der ikke kan svømme bedre end en Ambolt! Naar jeg saa endnu fortæller Dem, at vi først om Aftenen naaede Talvik, at det var bidende koldt, og at vi hverken havde Mad eller Drikke hos os - ak, hvor mange Gange løb Tænderne ikke i Vand, naar vi tænkte paa Gaarsdagens Gaasesteg i Komagfjord! - vil De forstaa, at jeg har tilbragt behageligere Dage end denne.

Grunden til, at denne Reise varede saa længe, var Veirets høist lunefulde, omskiftende Karakter. Snart var det Stille, snart blæste der stiv Kuling; snart havde vi Vinden paa Siden, snart imod os. Det ene Øieblik foer vi af Sted sorn et Lokomotiv, med Seilet næsten nede ved Vandet, det næste maatte vi krydse frem og tilbage uden at komme vort Maal et Skridt nærmere; lidt efter hang Seilet og blaffede og maatte tages ned med Masten, men næppe var det sket, førend Kulingen begyndte igjen. Det var en uafbrudt Veksel af Glæde og Bedrøvelse, men dog saaledes, at der altid var baade Glæde og Bedrøvelse i Baaden; naar Seilet maatte tages ned, var det mig, som var glad, medens de andre knurrede misfornøiet, fordi de saa maatte ro; men hver Gang det blæste op, havde Glæden og Bedrøvelsen byttet Plads med hinanden.

Altsaa først om Aftenen naaede vi Talvik. Nu var vi alle glade, hvad der ikke var saa mærkeligt, thi vi var alle sultne og forfrosne. Lensmandens Aftensmad smagte fortræffeligt, og hans varme Stue var et langt mere tiltalende Opholdssted end det, hvor jeg havde tilbragt hele Dagen.


Talvik.

En lille halvcirkelformet, smuk Bugt; langs den grønne, skraat opstigende Lier, hvis høieste Dele er dækkede med Smaaskov, der ogsaa kryber op ad de mørke, alvorsfulde Fjælde bag ved; nede ved Vandet en Række af Huse, nogle smaa og simple, andre store og pyntelige - det er det venlige Billede, hvorunder Talvik præsenterer sig for den Fremmede. Den forholdsvis betydelige Bebyggelse og hele Landskabets Præg i øvrigt gjør, at dette Sted langt mere minder om Sogn og Hardanger end om Finmarken. Vandrer man et lille Stykke op ad de kratbevoksede Skraaninger, kommer man til den smukke og store, af frodig Løvskov omgivne Sø Storvandet, der har sit Udløb i Fjorden gjennem en lille Elv, som brusende og larmende haster af Sted i sit dybe Leie og hist og her danner en lille kvik Fos. Staa her paa en af de tæt bevoksede, høie Skrænter en smuk og stille Formiddag, ene med den ensomme og store Natur, medens Smaafuglene kvidrer i Krattet, medens Elven skummende iler af Sted der nede, medens Øiet dvæler ved den fengslende Udsigt ud over den stille Fjord og Fjældene hinsides den - da vil De let være udsat for at kunne bilde Dem ind, at De ved et Trylleslag er hensat til et af de henrivende Punkter i det skotske Høiland eller Schweiz.

Noget høiere end Husenes Række ligger Kirken. Som De paa Billedet ser, var den under Bygning, medens jeg opholdt mig her. Dens Forgænger blev nemlig et Aars Tid tidligere paa en voldsom Maade tvungen til at tage sig et Bad i Fjorden. Under en af de frygtelige Orkaner, der den Gang hærgede Finmarken, blev hele Kirken nemlig en Nat væltet omkuld og blæst ud i Søen. To andre Kirker i Finmarken havde samme Nat den samme Skæbne.

Lidt oven for Kirken ligger den store og hyggelige Præstegaard, hvor jeg fandt en hjærtelig og gjæstfri Modtagelse hos de unge Præstefolk. Jeg havde en ganske særlig Grund til at ønske at tilbringe en Nat her. Det spøger nemlig i denne Bygning, fortælles der, og ikke blot er dette et almindelig udbredt Rygte blandt Befolkningen ved Altenfjorden, men jeg havde saamænd hørt Paastanden bekræfte af Folk, der selv har oplevet saadanne mystiske, nervespændende og haarreisende Hændelser i Præstegaarden. Den nuværende Præst har kun boet her en kort Tid og har ikke oplevet noget særdeles i saa Henseende - kun en Gang imellem nogle uskyldige Løier som f. Ex. at Dørene aabner sig af sig selv, eller at usynlige Hænder banker paa dem - men hør blot, hvad Talvik Lensmanden, min fortræffelige Reisefelle, har fortalt mig.

Han sov en Nat i Præstegaarden i det Værelse, der særlig skal være Spøgeriets Tumleplads. Næppe har han slukket Lyset, før der oppe fra et af Værelsets Hjørner lyder et frygteligt "Ha-ha-ha!" med en saa infernalsk Betoning, som kun en Provinsskuespiller kan frembringe, naar han spiller Asmodæus eller en lignende gemytlig Fyr fra Underverdenen. Lensmanden, en Kraftkarl, der ikke troede paa og ikke var bange for hverken Dæmoner eller Spøgelser, tændte Lyset igjen og undersøgte Værelset indvendig og udvendig paa alle Ender og Kanter. Der var ingen og intet! Han gaar i Seng igjen, slukker Lyset og ligger i forventningsfuld Spænding. Pludselig lyder den ubehagelige Stemme igjen: "Ha—ha—ha!" Det begyndte at krible Lensmanden ned ad Ryggen, Situationen blev ham lidt underlig, og han gjemte sig under Dynen. Et Kvarter hengaar i Stilhed, hans Sind kommer atter i Ligevægt, og han begynder at smile over sin taabelige Frygt og Indbildning. Han vil lige til at krybe frem under Dynen, da lyder det for tredie Gang: "Ha—ha—hal" Det var mere, end Lensmanden kunde udholde; det gav et Sæt i ham, saa Brædderne i Sengebunden faldt ud, og han selv dumpede ned paa Gulvet med Sengklæderne over sig. Der blev han liggende begravet uden at turde røre sig, indtil Søvnen bragte ham til at glemme sin Rædsel.

Da Pigen den næste Morgen kom med Kaffe, fandt hun Sengen tom. Man antog, at Lensmanden var gaaet sig en Morgentur. Man venter en Time, man venter to - Lensmanden kommer ikke. Pigen bliver atter sendt ind, Sengen er tom som før. Man venter endnu en Time, men da Lensmanden fremdeles spiller den Usynlige, gaar Præsten selv ind i Værelset. Der laa Lensmandens Klæder, men hvor var han selv? Præsten undersøgte Sengen - der laa nede paa Gulvet under alle Sengklæderne den sovende Lensmand og drømte om sit natlige Eventyr.

Saaledes passeret Anno Domine 1879.

Jeg har en vis Forkjærlighed for det Omraade af Sjælelivet, hvor det Naturlige og det Overnaturlige synes at mødes, og har altid haft en brændende, men des værre aldrig tilfredsstillet Begjærlighed efter en Gang selv at opleve lidt i Retning ad Spøgeri. Derfor bad jeg om at maatte sove i det berygtede Værelse, et Ønske, som Præsten beredvillig imødekom. Jeg undersøgte Værelset, saa efter, om der laa nogen gjemt i Skabene, Bordskuffen eller under Sengen, men intet mistænkeligt opdagedes. Efter at have lagt mig, laa jeg et Par Timer vaagen, stadig ventende paa, at der skulde komme noget; men ikke den ringeste Lyd forstyrrede Stilheden omkring mig, ikke det svageste Pust fra nogen overnaturlig Verden gav sig til Kjende, og da jeg vaagnede om Morgenen, var jeg akkurat lige saa klog som før.

Noget efter Middag sagde jeg Farvel til mine nye Venner i Talvik, og drog med Baad videre mod Syd for at naa Kaafjord ved Altenfjordens sydvestligste Bund. Der blæste en saa udpræget Modvind, at selv den mest sangvinske Natur ikke kunde falde paa den Tanke, at Seilet muligvis kunde blive til nogen Nytte. Det blev derfor tilbage i Talvik, til stor Trøst for mig. Paa denne Tur hændte der for øvrigt intet som helst, der er værd at omtale. Men det vilde ogsaa være i høi Grad fordringsfuldt at forlange, at man uafbrudt skal opleve Begivenheder, som fortjener at optegnes for kommende Slægter.

Paa Veien til Kaafjord, saa vel som paa talrige andre Punkter af Altenfjorden har man hyppig Leilighed til at se de saakaldte Strandlinier, disse lange, parallelt med Vandfladen løbende Afsatser i Fjældet, efter den sandsynligste Antagelse Mærker af foregaaende Tidsalderes Vandstand og altsaa Beviser for Jordbundens Hævning. Ved Altenfjordens Kyster findes et ikke ringe Antal af disse interessante Skrifttræk, hvormed Naturen har indgravet sin Historie i Sten. Særlig paa denne Tid af Aaret, det vil sige paa Overgangen mellern Vinter og Sommer, er Strandlinierne lette at faa Øie paa; thi medens Sneen er smeltet bort fra Fjældsiden, ligger den endnu til Dels paa Strandliniens horisontale Flade. Strandlinierne aftegner sig derfor som hvide Linier paa mørk Grund.

Af en ganske anden Natur og Oprindelse er de i Bunden af Fjordene liggende, af Sand, Grus eller Rullestene bestaaende Terrasser, der er saa yderst almindelige i Norge, at man næsten kan sige, de findes alle Vegne, hvor en Elv løber ud i en Fjord. Særlig ved Kaafjord findes et fortrinligt og rigt udviklet Exemplar af disse naturlige Kæmpetrapper.

Indkneben og trist er Naturen ved Kaafjord. Næsten paa alle Sider hæver sig mørke, tungsindige Fjælde; kun mod Nord vandrer Blikket ud over Altenfjordens Vandspeil og dens høie, snedækte Klippekyst. Inderst inde i den lille, langagtige Bugt ligger paa den stenede, magre Jordbund et Antal spredte, mørke Huse, der ser lige saa melankolske ud som hele det omgivende Landskab. Lidt længere nordlig træffer vi en stor og anselig, hvid Bygning, der synes ligesom ved en Feiltagelse at være kommen ind i disse Omgivelser, og hvis lyse og venlige Udseende lader En formode, at der inden for dens Vægge lever Velstand, Komfort og Hygge. Men ser vi nærmere til, finder vi, at Bygningen er ubeboet, tom og forfalden; enkelte af Vinduerne er slaaede ind, andre er lukkede med Skodder eller Brædder. Foran Huset udbreder sig en større Flade, hvor Øiet opdager nogle næsten udslettede Træk af en efter engelsk Mønster anlagt Have - der har Veien snoet sig mellem frodigt Grønsvær - der har der ligget en lille Fiskedam - der har der gaaet en sirlig Bro Over Bækken; men nu er Veien ødelagt, Grønsværet er borte, Dammen er udtørret, Broen er raadden. Vi gaar videre op ad Bakken, paa hvis Top den smagfulde, i engelsk Stil opførte Kirke kneiser. Paa den store Kirkegaard deromkring læser vi paa de talrige Gravstene og Kors engelske Inskriptioner, der fortæller os, at her sover engelske Sønner deres sidste Søvn fjærnt fra Landet, hvor Vuggen stod. Ser vi fra Kirkebakken mod Nord, ligger der under os en tilsyneladende storartet Fabrikvirksomhed; Smeltehytterne løfter deres Skorstene høit over Værkets talrige andre Bygninger; Stabler af Erts og kvaderformede Slaggestene synes kun at vente paa, at Dampskibet skal lægge til ved Bryggen og hente dem; der ses Huler i Fjældets Væg til venstre, med Apparater til Reisning og Sænkning. Men ingen Røg vælder ud af de høie Skorstene, ingen Lyd høres fra Pukværket, intet Dampskib lægger til ved Bryggen, intet Sprængningsskud lyder fra Gruberne: alt er stille, dødt og menneskeforladt, Bygningerne kun Ruiner, hvor Veir og Vind uhindret fortsætter deres Ødelæggelsesværk.


Kobberværket i Kaafjord.

Hvad jeg her har forsøgt at skildre, er Gravmonumentet over det en Gang saa blomstrende, hu skrinlagte Kaafjord Kobberværk. Lige siden 1826, da Driften blev optagen, har det været eiet af et engelsk Interessentskab, og ikke alene bragt dets Eiere rig Gevinst, men ogsaa været af stor lokal Betydning for hele Distriktet her, ikke blot paa Grund af den større Omsætning og Livlighed i alle Forhold, som et saadant Anlæg fremkalder, men navnlig ved, at omtrent 1000 Mennesker stadig her fandt Arbeide og Underhold (Arbeidsstokken udgjordes især af Kvæner; deres Boliger, en hel lille By, ligger et Stykke Nord for Værket). Men siden Midten af Aarhundredet har Driften været forbunden med saa ringe og stedse aftagende Fordel, væsentlig paa Grund af Kobberets Synken i Pris paa Verdensmarkedet, at man til sidst for faa Aar siden saa sig nødsaget til at opgive det hele. En stor Del af Arbeiderne, der paa en Gang saa sig berøvede alle Existensmidler, saafremt de ikke vilde ty til Fattighjælp, er efterhaanden dragen til Amerika. Det er især de tidligere berørte voldsomme Orkaner, der har givet Anlæget sit nuværende, ynkelig forfaldne Præg. Her, hvor en Gang den tykke Røg vældede ud fra Ovnene, hvor Mineskuddene drønede med mangefoldt Ekko mellem Fjældvæggene, hvor Maskinerne larmende arbeidede, hvor Vogne belæssede med den værdifulde Erts paa Jærnbaner rullede hen til Smeltehytten, og hvor Engelsk og Finsk og Norsk lød om hverandre fra de tætte Skarer af Arbeidere - her afbrydes den tomme Stilhed nu kun af og til af de hæse Skrig fra en enkelt Ravn, der udhviler sig paa Smeltehyttens halvt nedstyrtede Tag, eller med dumme Øine stirrer paa de fremmede Indskrifter paa Kirkegaarden, eller gjennem de ituslaaede Ruder nysgjerrigt titter ind i den tomme, forladte Bestyrerbolig. Sic transit gloria mundi!

Fra Kaafjord til Bossekop er der kun en Mils Vei, som jeg Dagen efter blev roet af de samme Folk, der havde ført mig fra Talvik. Min Rundtur paa Altenfjorden var endt. -

Snart kom nu ogsaa den Dag, da jeg maatte sige Bossekop og mine Venner der det sidste Farvel. Gjæstgiveren var saa venlig den sidste Formiddag at laane mig sin Hest og Vogn, for at jeg kunde naa at aflægge dem alle en Afskedsvisit. Og jeg kjørte da fra Præsten til Lensmanden, fra Lensmanden til Doktoren, fra Doktoren til Postmesteren, fra den ene af de tre Kjøbmænd til den anden og tredie af de tre Kjøbmænd, fra disse til Fogden, fra Fogden til Polarstationen. Paa det sidste Stykke af denne Rute havde jeg et kuriøst Uheld. Doktoren havde foræret mig en Flaske Kloroform som Præservativ mod Søsyge; jeg puttede den i min Frakkes Sidelomme og tænkte ikke mere paa den. Da jeg uden for Fogedgaarden springer op i Vognen og sætter mig, mærker jeg, at der er noget, som knuses, jeg føler en eiendommelig kølig Fornemmelse, der synes at udgaa fra Vognsædet, og pludselig staar Sammenhængen klar for mig: jeg sidder paa et Kvantum Kloroform, som kunde være tilstrækkelig til at slaa en hel Arme ihjel. Jeg lod Hesten galoppere, alt hvad Remmer og Tøi kunde holde for at naa Polarstationen, inden Besvimelsen kom, og da Veien kun er kort, lykkedes det mig ogsaa, hvorpaa jeg, til yderste Forbauselse for alle Tilstedeværende, styrtede mig ud af Vognen som et forrykt Menneske, rev Frakken af mig og kastede den saa langt bort, jeg kunde. Det er vist første Gang, at nogen har været udsat for at blive kloroformeret paa en saa aparte Maade.

Festlig var Anretningen ved den sidste Middag paa Polarstationen; saa usigelig hjærteligt, saa usigelig inderligt strømmede de herlige, elskelige Menneskers Velvillie mig i Møde i Blik og Ord, og mere end nogen Sinde følte jeg det smertelige ved at skilles fra denne lille Koloni, hvor Unge og Gamle, Store og Smaa fra det første til det sidste Øieblik med deres gode, varme Hjærters Fylde havde mødt mig, som var jeg deres Søn og Broder. Overvældet af Øieblikkets Stemning var det kun faa og tarvelige Ord, hvori jeg kunde frembære min Tak og mine Ønsker, da Champagnepropperne knaldende maalte Rummet mellem Loftet og Gulvet; skulde jeg have sagt, hvad jeg mente og følte, da maatte jeg have talt omtrent saaledes:

"Tak, mine Venner, Tak! Jeg vil flette Jer en Krans, ikke af Smigerens farvede Tøiblomster, ikke af Ordskvalderens guldglinsende Flitterstads; jeg vil flette den af Hjærtebundens fordringsløse men ærlige Naturblomster. Først vinder jeg i denne Krans Takkens røde, svulmende Rose; lad Duften fra hvert af dens mange hvælvede Smaablade bringe Eder min Erkjendtlighed for hvert et venligt Ord, hver en venlig Tanke, for alt, hvad I har skjænket mig. Dernæst binder jeg i Kransen den beskedne Forglemmigei; den sige Jer: bevar i venlig Erindring den fremmede Gjæst, der hos Eder fandt et Hjem, og som aldrig skal glemme det. Saa smykker jeg Kransen med Isranunkelens i Storm og Kulde fostrede Blomst som Symbol paa, at I modigt ikke har frygtet Polarzonens Frost og Barskhed, og med et af videnskabelig Begeistring hærdet Sind har modstaaet den lange Vinternats Mørke og Tristhed. Ved Siden deraf sætter jeg en Gren af den nøisomme Lyng, fordi I ikke drog herop for at vinde Gods og Guld, ikke udholdt Savn og Anstrængelser for timelig Fordels Skyld, men for uegennyttigt at ofre Eders Kræfter for Videnskabens Fremme. Dernæst indfletter jeg Trofasthedens blaa Amaryllis; tung og besværlig, trøttende og ensformig var Eders Gjerning, men som Videnskabens trofaste Tjenere har I aldrig svigtet de møisommelige Pligter, Eders Kald medførte. Som i en harmonisk Ramme for denne brogede Blomsterflok indfletter jeg dem alle i Birkens nysudsprungne, grønne Løv; det er Haabets livsalige Farve, som udtrykker Ønsket om, at de mange Savn, de udmattende Anstrængelser, den store Udholdenhed maa lønnes paa den Maade, den eneste, som I ligesom enhver Videnskabsdyrker attraar: at I maa have føiet en ny Sten til det Vidensksabens herlige Tempel, som vor Tid reiser paa det Fundament, Fortiden har lagt. Modtag Kransen; den er bunden med Kjærlighed og Sympathi, modtag den med Kjærlighed og Sympathi!"

Kort efter stod jeg om Bord paa Dampskibet, og medens mine Venner paa Strandbredden med deres Lommetørklæder tilvinkede mig det sidste Farvel, dreiede Fartøiet om en Pynt, og jeg tabte dem af Syne. Farvel, Farvel!

Farten ud af Fjorden frembød ikke meget af Nyt, Dampskibet anløb til Dels de, samme Steder, som jeg kort i Forveien havde besøgt. Men en mild og deilig Stemning hvilede over Fjordens speilklare Vand, og det var langt over Midnat, før jeg kunde bekvemme mig til at gaa til Køis. Thi paa denne Aars-tid Slutningen af Mai - har disse Egne ikke mere nogen Nat, Solen gaar aldrig ned, men staar selv ved Midnat over Horisonten. Da jeg vaagnede næste Morgen, laa vi til Ankers ved Øxfjord, hvorfra jeg om Aftenen skulde afgaa til Hammerfest med det sydfra kommende Postskib.

Naturen ved Øxfjord er i høi Grad storartet og vild. Brat stiger de sorte Fjælde paa alle Sider op af Vandet, med mægtige Bræer paa Toppen og med snedækte, spidse og takkede Tinder. Ogsaa paa dette Sted traf jeg i Handelsmandens store Hus en Familie, hvor Rigdom, Dannelse og Gjæstfrihed kappes om at gjøre den Fremmede Opholdet behageligt. I Haven stod der en pragtfuld Flor af røde, gule og blaa Aurikler, der endnu mere kunde bringe En til at glemme, at man befandt sig ved Ishavets Kyst.

Postdampskibet ankom i rette Tid, til stor Fortrydelse for baade Vært og Gjæster, der gjærne havde set, at det havde været forsinket et Par Dage, og da jeg den næste Morgen vaagnede, var jeg i Verdens nordligste By.


Hammerfest.

Af Hammerfest har LUND givet en ret malerisk Skildring, som jeg i det væsentlige her meddeler.

"Lige ind for Nordpynten af Kvaløen ligger en lille halvcirkelformet Bugt, der paa søndre Side indbugter sig med en tangbedækket Havstrand, som af barske, i en Halvkreds omsluttende Fjælde er indskrænket til en smal Strandbred. Langs denne og ved Foden af Fjældene ligger en Samling Huse, halvt beskyttede mod Vestsiden af en nøgen, spidst udløbende Klippe. Paa Bugten vaier flere Nationers Flag; i de trange Gader lyder flere Nationers Sprog; Tranbrænderier damper paa Strandbredden, og Varer af Tørflsk, Mel og Trantønder gaar ud og ind af Pakhusene. Hammerfest - thi saaledes hedder den lille By, der her skjuler sig bag Klipperne - gjør paa den Reisende intet gunstigt Indtryk. Man ser kun nøgne Fjælde, hører kun Søfugles Skrig eller Russernes skraalende Sange, man lugter Trandampe og føler Kulde: kort, alle Sanser forener sig, i et samstemmigt Vidnesbyrd om, at man er kommen til en ægte arktisk Søstad. Dette Indtryk forsvinder ikke ved at søge ud i Naturen, thi Hammerfest har ingen Natur; kun barske Fjælde, sumpige, nøgne Bjærglier og en lille, af nøgne Omgivelser omrammet Sø - Storvandet -: det er de sørgelige Surrogater for det sydlige Norges Skove og Blomstermarker. Byens Havn kan næsten kaldes aaben. Mod Nord beskyttes den vel af en lav Bjærgryg, der ender i en smal, udløbende Landtunge, Fuglenæsset, hvorpaa et lille Batteri er opført, men mod Vestsiden er den for det meste aaben, og kun halvt sikret ved nogle i det Fjærne liggende Øer. Omkring Byen og Havnen bøier sig en næsten sammenhængende Bjærgryg af nøgne Fjælde, hvor en ensom Dværgbirk hist og her strækker sine knudret-krogede Grene hen over Renmossen, eller hvor noget mat Grønt af og til viser sig i Uren, dannet af de i Mængde nedrullede Stene. Paa Bugten, der udbreder sig mellem de bare Fjælde, sværmer en talrig Skare af Søfugle, der næsten ved ethvert Veirlig driver deres vilde Væsen paa Byens Rhed, og ved deres sønderrivende Hvin ingenlunde formindsker det noget uhyggelige Indtryk, som Byens Beliggenhed fremkalder. Dette Indtryk forsvinder ikke ved at ty hen paa Fjældene; thi Sangfugle gives her ikke, og kun Ravnen, der synes at have valgt disse nøgne Klipper til Yndlingsopholdssted, afbryder ved sit monotone Skrig den dybe Taushed."

"Men midt i alle disse nøgne Omgivelser rører der sig et virksomt Handelsliv. Russiske Skibe og nordlandske Jægter seiler ud og ind, eller ligger for Anker paa Byens Havn, medens Baade sætter til og fra, ladede med russiske Melsække eller norsk Tørfisk. Paa Dækket af sit Skib vandrer med travle Skridt den russiske Skipper og ved hans Side en norsk Kjøbmand. Man mærker af de ivrige Gebærder, at Samtalen dreier sig om et vigtigt Æmne; thi Russeren stryger af og til heftigt i det lange Skjæg, og betragter med mistænksomme Blikke sin veltalende Sidemand; det feiler ikke, at det er Mel- og Fiskeprisernes Forhold, der diskuteres. Samtidig stævner nogle Sølapper i deres smaa aabne Baade for fulde Seil ind i Havnen. Baadene er dybt ladede; thi den tørrede Fisk rager et godt Stykke op paa Masten og bedækker nogle i Bunden sammenstuvede Trantønder. Sølappen selv sidder ved Roret i sin hvide Kofte med de brogede Forsiringer, og uddeler i sit bløde Tungemaal Ordre til sin paa Seiltoften siddende Kvinde, der opmærksom dreier Hovedet med den lysegrønne, spidst tilbagegaaende Hue mod Land, lige saa kyndig i Seiladsens Kunstgreb som sin Ægtefælle. - Paa Byens Brygger og ved Toldboden hersker endnu større Virksomhed. Kjøbmænd løber travlt imellem hverandre, og har sjælden Tid til mere end fem Minuters Samtale. De er altid beleirede af en Flok Kunder. Hist nærmer sig en Russer og mønstrer med Kjenderens dybsindige Miner et Ræveskind; her ryster Nordlændingen Kjøbmanden i Armen og beklager sig over, at Melet ikke endnu er ham tilveiet, medens Sølappen beskeden venter i Afstand med sin Hue i Haanden, indtil hine høiere Herrer er expederede. Men Byens Kjøbmænd har en beundringsværdig Virtuositet i at affærdige disse Folk og afslutte Forretninger med dem. Erfaringen og den korte Sommertid har lært dem denne Hurtighed. Derfor afgjøres Forretningerne i en Fart. Kjøb, Salg, Kontrakter, som længere sydpaa er Timers, Dages og Ugers Sag, afsluttes ofte i faa Minuter; thi Kjøbmanden ved, at Vinteren nærmer sig med rappe Fjed, og at den med sin kolde Aande vil stivne Handelens livlige Maskineri. Men den lyse Aarstid er kort, og Forretningernes Mængde saa stor, at Midnatssolen ikke sjældent belyser det samme bevægede Handelsliv, som rører sig, naar Solen om Dagen har naaet sin største Høide. For den Reisende er det i høi Grad tiltalende at være Vidne til saa megen Virksomhed og at betragle dette rastløse, bevægede Handelsliv, der aldrig hviler, saa længe Solen oplyser Finmarkens Himmel og optør Sneen paa dets Strandbredder. Det kan ikke sammenlignes med noget sædvanligt Handelsrøre; det ligner en Bjærgstrøm, der rastløs styrter frem, vel vidende, at den maa standse og stivne for Vinterens Kulde."

I ældre Dage boede her ligesom paa de andre Handelspladser ved Kysten kun en enkelt Kjøbmand, men i 1787 bestemte den danske Regering, at der paa dette Sted, ligesom ved Vardø og Tromsø, skulde anlægges en Kjøbstad, der tilstodes en Del Privilegier og Rettigheder. Efter denne Tid begyndte dels flere Kjøbmænd, dels nogle Haandværkere og andre Arbeidsfolk at nedsætte sig, saa at den nye Kjøbstad efterhaanden begyndte at reise sig og faa Udseende af en By. I Begyndelsen af dette Aarhundrede talte den 80 Indbyggere, nu har den omtrent 2,500.

Fysiognomiet af selve Byen ligner for øvrigt andre Byers i det nordlige Norge. Rammen dannes som sædvanlig af en talrig Række, ud mod Søen vendende Pakhuse, hvoraf for Resten et helt Parti blæste ud i Vandet under Orkanerne for et Par Aar siden. Inden for dem træffes mere eller mindre trange, kortere eller længere Tilløb til Gader; hist og her en lille Have, hvoraf en enkelt endogsaa med et smukt Springvand. Husene er byggede af Træ og de fleste smaa; men Embedsmændenes og de mere velstaaende Kjøbmænds Bygninger er i Almindelighed ret anselige og pyntelige. I Byens østlige Ende, hvor en lille Elv, der kommer fra Storvandet, driver en Mølle, ligger der 3-4 eiendommelige, af Jord opførte Huse, der synes at have taget den lappiske Bygningsstil til Forbillede.

Som ovenfor sagt, gjør Byen og dens nærmeste Omegn ikke noget overvældende Indtryk i Henseende til Skjønhed og Ynde. Hvad der navnlig i høi Grad skæmmer den, er det stygge, nøgne, af Stenskred dækkede Fjæld Salen, der i Syd skummelt hæver sig umiddelbart bag Byens Huse og paa Grund af sin Beliggenhed gjør den lange Vinters Mørke endnu længere (49). Og naar den korte Sommer kommer, da dækker intet livligt Grønt Fjældets bratte Sider, intet Træ og ingen Blomst forsøger at skjule de golde Stenurer. Som alle Vegne langs Kysten er Vinterkulden aldrig saa stræng, at Havnen nogen Sinde fryser til, men man maa derfor ikke tro, at ogsaa Varmen om Sommeren skulde være lige saa meget høiere. Jeg meddeler her et Par Udtalelser af et af Byens Blade fra det rigtignok noget exceptionelle Aar 1867.

Under 2den Juli læser man følgende: "Vore Gader er i disse Dage ved Hjælp af Veiinspektøren og de forskjellige Huseiere blevne befriede for den store Masse Sne, som vi i circa 9 Maaneder har været velsignede med; men omkring Byen ser det des værre ilde ud. Hvor man kaster Øiet hen, ser man store, 3-4 Alen dybe Snedynger ligge, og kun hist og her titter en mørk, trist Bjærgkant frem fra sit Skjul. Over hele Storvandet ligger ¼-½ Alen tyk, kompakt og blank Is med 2-3 Tommer tykt Snelag over, og der vilde sikkerlig Intet være i Veien for at tage en dygtig Kanetur der oppe."

Fjorten Dage senere, den 16de Juli, siger samme Avis: "Veiret har i denne Maaned hidtil været koldt og taaget, saa at det kun gaar langsomt med Snesmeltningen. Endnu ligger Isen paa Storvandet oven for Byen, og paa Løkkerne omkring Vandet har det endnu lange Udsigter til nogen grøn Sommer."

Saa galt er det dog ikke hvert Aar. Under mit Ophold her i Begyndelsen af Juni havde Foraaret allerede for længst drevet Vinteren paa Flugt; hvert Spor af Is og Sne var borte, og Temperaturen var mild og behagelig til alle det lyse Døgns 24 Timer.

Foruden selve Hovedkirken findes nogle Bedehuse, hvor Kvænerne udøver deres læstadianske, vilde, støiende, tøilesløse Religionsdyrkelse, samt en katholsk Kirke, den nordligste paa hele Jorden.

Langs den lille Bugt, paa hvis Sydside Byen ligger, fører en Vei - den eneste, der fører til og fra Byen - til den ligeoverfor fremspringende Pynt Fuglenæsset, hvor den engelske Konsul har bygget sit rige og komfortable Hus. I Nærheden heraf staar det smukke, af poleret Granit og Bronce opførte Monument, hvoraf der her gives en Afbildning. Den paa Latin og Norsk affattede Inskription fortæller, hvilken Betydning dette Punkt har og til Minde om hvilken videnskabelig Bedrift, Støtten er reist:

"Det nordlige Endepunkt af en Meridianbue paa 25° 20' fra det nordlige Ocean til Donau Floden igjennem Norge, Sverige og Rusland. Efter Foranstaltning af Hans Majestæt Kong Oscar I og Keiserne Alexander I og Nicolaus I ved uafbrudt Arbeide fra 1816 til 1852 udmaalt af de tre Nationers Geometrer. Brede 70° 40' 11'' .3. "


Meridianstøtten ved Hammerfest.

Fire meget behagelige Dage tilbragte jeg i Hammerfest. Jeg havde i Forveien et Par Bekjendtskaber her, og eet saadant Bekjendtskab er for den Fremmede Nøglen til alle Byens andre Familier. Velstand og Hygge, Elskværdighed og Hjærtelighed trives i Verdens nordligste By lige saa vel som i London og Paris.

Aldrig skal jeg glemme de morsomme Timer, jeg tilbragte, naar vi hen ad Midnat i et Par Baade, i den aldrig nedgaaende Sols Belysning, roede ud i Fjorden og pilkede Torsk, og derpaa bragte vort rige Bytte i Land, op paa den stenede, ubeboede Strand. Her blev Baalet tændt, Gryden med Vand sat over, Fiskene kastede deri, og medens Midnatssolens Straaler funklede i Vinglassene, medens Skjæmt og Latter lød ud i den stille, svale Luft, der hvilede paa den sovende Vandflade, spiste vi med Appetit vore Torsk, der havde en Velsmag, som jeg aldrig før havde kjendt. Og i disse fredelige Øieblikke af ublandet Glæde følte jeg, at hvor styg og lidet indbydende Hammerfest end ser ud, hvor karrigt end Naturen har udrustet Verdens nordligste By, saa har dog ogsaa her Livet sine Tillokkelser og sin Skjønhed, og maaske i en langt høiere Grad, end det er Tilfældet i Verdens sydligste By - jeg aner for Resten ikke; hvor den ligger, eller hvad den hedder.


48) Paa Grund af den blandede Befolkning har næsten alle Lokaliteter baade et lappisk og et norsk Navn; det norske er i Regelen en Fordreining eller Oversættelse af det lappiske; det sidste er f. Ex. Tilfældet med Komagfjord (gabmag-vuodna) og Lærredsfjord (lini-vuodna).

49) Bag Salen ligger et endnu meget høiere Fjæld, der paa Grund af, at det berøver Hammerfest en betydelig Kvantitet Solskin, betegnende nok kaldes Tyven.