Under Nordlysets Straaler : Skildringer fra Lappernes Land / af Sophus Tromholt. - Kjøbenhavn : Gyldendal, 1885

IX. Ved Juletid i Koutokæino.

Koutokæino, den 5te Januar 1883.

Mørk, trist og tung har December været; næsten kun en eneste lang Nat i Naturen og Sindet. Blot de faa Timers Dæmring midt paa Dagen har mindet os om, at Solen endnu er til, og at der atter vil komme en Tid, da Dagens straalende Stjærne igjen vil stige op over Synskredsen, og med sin vækkende Varme og sit muntre Lysspil vil borttage det ensformige, det tyngende Vinterens Tæppe, der har lagt sig over Landskabets og Tankernes Liv.

Som om Lyset ikke allerede var os knapt nok tilmaalt, har i lange Tider et tykt og trykkende Skylag draget sit tætte, uigjennemtrængelige Slør hen over Himmelhvælvingens Aasyn, skjult for os dens tindrende Stjærneøine, skjult dens fortryllende Nordlyssmil.

Naar Solen har gjemt sig, naar Nattehimlens Pragt er unddraget Øiet, da eier denne fattige Vinterørken ingen Rigdomme, der kan bøde paa Savnet. Selv en Smule Stormveir vilde bringe en kjærkommen Afbrydelse af Ensformigheden, et dygtigt Snefald vilde straks medføre lidt Forandring - men Luften rører sig næsten ikke, og trægt skrider de graa Skyer hen over den graa Himmel uden at neddrysse noget af deres lndhold.

Og Naturens Stemning afpræger sig i Menneskesindet. Sydboens varme Blod fødes og næres af hans Hjemstavns glødende Sol, hans Fantasis brogede Billedverden afspeiler den rige Naturs yppige, vekslende Fylde - her under Thules mørke, tungsindige Vinterhimmel begraves Sin dets Blomster sammen med Markens, Følelsernes Væld stivner som Elven der nede, trægt som de ensformige Skyer slæber Tankerne sig af Sted.

Særlig i den første Halvdel af December blev Ensomheden og Ensformigheden næsten uudholdelig, uagtet de foregaaende Maaneder just ikke havde forvænnnet mig, men tvært imod givet mig Leilighed til at erhverve adskillig Øvelse i at reducere til det mindst mulige Minimum den hos ethvert Menneske levende Trang til Selskab og Afveksling. I denne Tid var jeg bogstavelig talt det eneste Mandfolk i mange Miles Omkreds. Alle, baade Nordmænd og Lapper, var reiste bort i Anledning af Vintersæsonens eneste og derfor store Begivenhed, hvorom der havde været talt saa længe forud, og hvorom der blev talt saa mange Gange bag efter: Markedet i Bossekop. Uagtet jeg følte stor Lyst til ligesom alle de andre for en Stund at ombytte Ørkenen med Oasen, og endskjønt Bossekopmarkedet for en fremmed Betragter skal være ualmindelig rigt paa kaleidoskopiske Folkelivsbilleder, turde jeg dog ikke forlade min Post, og jeg blev alene tilbage for at forlyste mig med det alt andet end kaleidoskopiske Skue, som den tykke Skyhimmel frembød. En epidemisk Reisefeber syntes at have angrebet hele Befolkningen, ikke blot de her fastboende Lapper, men ogsaa de nær og fjærn vandrende Fjældlapper; der var ingen Ende paa de lange Raider, der i de Dage drog igjennem vor ellers saa livløse Egn (14); fra Morgen til Aften saa vi de lange Rækker fare ned ad Elven, belæssede med Renskind, Kjød og andre Varer, der i Bossekop skulde forvandles til klingende Mønt eller til de tre Luxusartikler, som for Lapperne næsten er blevne Livsfornødenheder, og som konsumeres i utrolige Kvantiteter; Kaffe, Sukker og Tobak.

Jeg var alene. Og i min mørke Ensomhed maatte jeg tænke paa Byens rigt oplyste Gader, hvor den muntre Menneskevrimmel færdes, hvor alt og alle forbereder sig og glæder sig til den kommende, glade Juletid. Hvad havde jeg ikke givet, for blot et eneste Øieblik at kunne blande mig i den glade Sværm, at kunne dele dens Glæde! Hvad havde jeg ikke givet for blot et eneste Øieblik at kunne dvæle i de lykkelige hjemlige Kredse, hvor de Voksne bliver Børn, naar de tænker paa den forestaaende Juletid!

"Tik - tak, tik - tak, tik - tak," siger Kronometret; "bort med saadanne Fantasier, pas Din Pligt. Se hverken til høire eller til venstre, Du ser kun lllusionernes bedrageriske Fata Morgana; lad Dit Livs Uhrværk gaa samme jævne, regelmæssige Gang som mit. Tik - tak, tik - tak, tik - tak."

"Ak, red mig fra den grusomme, fattige Ensomheds Tyngsel," siger min Cither; "kom, lad os flygte til mit skjønne Hjemland, hvor Alpetoppen gløder i Solglansen, hvor den muntre Fjældbæk boltrer sig mellem Dalens Blomster, hvor Glædens Toner klinger fra Høi og Dal. Bort, bort fra dette døde, kalde Naturens Lig i sit hvide SneIagen, i sin sorte Mørkets Kiste; bort til det rige, det lykkelige Sydens Haver, hvor Rosen blusser, hvor Sangfuglen kvidrer, hvor Yndens Smil fortryller Dit Øie." Og med et klagende Suk brister en af de dirrende Strænge.

"Tik - tak, tik - tak. Dumme, unyttige Tingest! Naar den flygtige, den lokkende Klang er hendøet paa Dine Strænge, til hvad duer Du da? Nei, lyt til min Melodi, tik - tak, tik ­tak; den synger jeg fra Morgen til Aften, Nat og Dag, aldrig et Øieblik anderledes, bestandig paa samme Maade. Det er det praktiske, det nøgteme Livs regulerende Rythme, den bringer Skipperens kostbare Ladning frem over Oceanet, den er Hjærteslaget i den reale Verdens Bryst. Tik - tak, tik - tak."

"Du stakkels, kolde Maskine , Du ved ikke, at Livet ikke blot er et Uhrværk, drevet af Nødvendighedens Spændkraft. Dine mathematisk nøiagtige Hjul og Cylindre som Du kalder Dit og Livets Hjærte, aner under deres pligtopfyldende ensformige Gang ikke, at der gives en Følelsernes Verden, som Skjønheden gjennenvæver, hvor Tonebølgen bæver og svulmer, hvor Farven taler og Formen lever, hvor Sangens Rythmevæld risler gjennem blomstersmykkede Enge."

"Det er bare Humbug, det er Digterfraser, Sentimentalitet, poetisk Flitterstads; nei; hold Dig paa det virkelige Livs prosaiske Landevei, marscher i Takt efter mit tik - tak, tik - tak; det er saamænd det eneste fornuftige, det eneste, som duer."

"Lad ogsaa mig tale et Ord med," siger Spilledaasen. "l har Ret og Uret begge to. Se paa mig. Jeg er som Du, afmaalte, strænge Kronometer, en Maskine af Tandhjul og Cylindre, men dog klinger Melodiemes liflige, tryllende Toner fra mit Bryst. Man maa ikke se ensidigt paa Livet, hverken lade sig rive med af Materialismens Malstrøm, eller forlade Jorden i Følelsernes og Fantasiernes Luftballon. Livet er nu engang en Blanding af Prosa og Poesi, og kun den har rettelig levet, hos hvem begge harmonisk sammensmelter; Poesien kaster sit Skjønhedsslør over Virkelighedens alvorlige Aasyn, Prosaen er den stærke, støttende Stamme, hvorom Muserne slynger Poesiens skjønne Epheukrans." -

Mørket ruger over de hvide Vintermarker, Mørket ruger i Sindet. Med Undtagelse af den Smule Reminiscents af Dag, der dvæler over Egnen i Middagens Timer, er Tiden en uafbrudt Nat. Næsten stadig brænder Lamperne og Lysene i Værelserne, et tarveligt Surrogat for det Lys, som Naturen har unddraget os.

Jeg passer mine ensformige Forretninger, aflæser Instrumenterne ved Lygtens Skin, den ene Dag som den anden; langsomt glider Timerne hen for den ensomme Eneboer i Ørkenen.

Aldrig har derfor nogen mødt et mere velment og hjærteligt Velkommen end det, hvormed jeg modtog Markedsgjæsterne, da de langt om længe atter vendte tilbage hertil. De medbragte tillige en kjærkommen Berigelse for vort lille Samfund, nemlig Stedets Præst, der under hele mit Ophold hidtil har været fraværende. De første Raketter, som nogen Sinde er stegne op fra denne Del af Jordoverfladen, hilste de Hjemvendende et funklende og knaIdende Velkommen, og gav Lapperne en ny Anledning til maalløs Forundring.

Med Præstens Ankomst er en ny Side af Livet her traadt i Virksomhed: den kirkelige. Hidtil har Kirkeklokken kun en sjælden Gang tonet hen over Snemarkerne, naar en Død i sin simple Trækiste er bleven hensat i Lighuset. Da Præsten kun opholder sig her om Vinteren, maa ikke alene Bryllupper og Barnedaab, men ogsaa Begravelser opsættes til denne Tid. Dødens Le arbeider imidlertid her som alle andre Steder hele Aaret rundt, og de Døde kan derfor ofte komme til at vente længe paa deres Begravelse. Fjældlapperne maa hensætte Ligene et eller andet Sted ude i den frie Natur - tidligere nedlagt i en Pulk, nu almindelig i en hjemmegjort Trækasse - indtil der kan blive Leilighed til at befordre dem til Kirken. Det trange Rum i det lille Lighus, der staar i et Hjørne af Kirkegaarden, var derfor ved Præstens Ankomst næsten opfyldt med saadanne Kister. -

Det er Juleaften - ja, det fortæller Almanakken. Her vil Øiet forgjæves søge de rigt oplyste Stuer, hvor muntre Børn danser om Juletræet med dets prangende Frugter. Lapperne ligger i deres mørke, smudsige Rum, klædte som paa alle andre Tider, levende, tænkende og følende, som de hver Dag lever, tænker og føler. Selv i de Norskes Huse mærker man ingen ForskjeI fra enhver anden, almindelig Aften.

Fuldmaanen kaster bag de tykke Skyers Slør sin matte Belysning hen over Landskabets hvide Kirkegaard, hvor Naturens Liv ligger jordfæstet, og hvor Lappernes Boliger rager op som sorte Gravstene. Ingen festlig Glædes jublende Toner forstyrrer Kirkegaardens stille Ro.

Det er Juleaften - ja, det fortæller Almanakken. - - ­

Det er første Juledag. Kirkeklokken sender sine kaldende Toner ud over de hvide Marker, den lange Røgsøile fra Kirkens Skorstenspibe stiger lodret op i den rolige, kolde Luft. Den lille Birkelund ved Siden af staar pudret med Iskrystallernes fine Væv, der funklende tilbagekaster Dagskjæret i Syd. Den ene Flok efter den anden af de løierlige, pelsklædte Skikkelser bevæger sig hen imod Kirken oppe paa Bakken. Fra nær og fjærn er de strømmede sammen i Anledning af Julen, for at høre en Prædiken, for at begrave deres Døde, for at faa døbt deres Børn - enkelte kanske ogsaa for sammen med gode Venner at ofre lidt til Bacchi uægte Søn, Brændevinens Molok. Julen og Thingugerne er nemlig de Tider, da alle Egnens Fjældlapper saa vidt muligt søger at samles ved Kirkestedet.

Alle møder de i samme, noget uformelige Dragt; selv de ganske smaa Udgaver af Lappebefolkningen, der bæres til Kirken for at døbes, optræder med Pæsk og Hue. Kvinderne har i Anledning af Festen prydet sig med deres mest brogede Tørklæder om Hals og Skulder, med deres fineste Bælter og Smykker.

Det indre af Koutokæino Kirke.

Den lille Kirkes Indre, med Ovnen i Midten, er aldeles opfyldt. Paa den ene Side sidder Kvinderne, paa den anden Mændene. Den lappiske Kirkesanger træder frem i Kordøren og læser Indgangsbønnen paa sine Fædres Sprog. Han er til ForskjeI fra de andre klædt i Sommerkoften.

Han nævner Nummeret i den lappiske Salmebog - i Hovedsagen en ordret, urimet OversætteIse af de norske Salmer - og begynder Sangen. Kun faa af Mængden stemmer med, og disse enkeltes Bidrag er just ikke altid heldige i harmonisk Henseende. Denne Del af Gudstjenesten gjør derfor et temmelig tyndt og tarveligt Indtryk paa den fremmede Tilhører, og ikke heller synes den at udøve nogen egentlig vækkende Indflydelse paa det store Flertal af Menigheden, der tilsyneladende forholder sig fuldstændig kold og ligegyldig lige over for de faa, uslebne Stemmers slæbende Behandling af Melodien.

Man har ofte beskyldt Lapperne for at mangle ethvert Spor af musikalsk Sans og Opfattelse, og det kan heller ikke nægtes, at der er meget, som taler herfor. Folket eier ikke et eneste musikalsk Instrument, selv ikke det tarveligste - naar man da ikke vil tage Hensyn til, at Lappegutterne ligesom Gutter overalt i Verden skærer sig entonige Træfløiter - og heller ikke har det nogen Sinde lært at anvende noget af de Instrumenter, der hos Nabofolkene, Nordmænd, Svenske og Finner, tilfredsstiller AImuens musikalske Trang. Tonernes brogede Verden er for Lapperne omtrent et terra incognita.

Det eneste og tarvelige Surrogat for musikalsk Nydelse, som Lappen kjender, er den saakaldte Juøiken, en Art Jodlen, der imidlertid er lige saa fattig lige over for de glade Toner, der gjenlyder fra Alpernes Klippevægge, som Finmarkens Ørken er fattig lige over for Tyrols herlige Natur. Melodien - hvis man vil kalde en ensformig, monoton Vekslen af 2-3, høit regnet 4-5 Toner saaledes - og Teksten er som oftest Improvisationer, der under idelige Gjentagelser giver et Udtryk for Vedkommendes Stemning, Naturens eller Menneskers Karakter, o. s. v. Der er lige saa liden Poesi i Ordene, som der er Musik i Melodien. Af de utallige Variationer, man kan høre, skal jeg anføre en enkelt som Prøve:

[Notelinje]

Sangens Længde er naturligvis ad libitum (15). Som Bevis paa Lappernes ringe musikalske Øre anføres, at naar 6-8 juøiker sammen, er der ikke to; som samstemmer; hver synger i sin Toneart, lidt høiere eller lidt lavere end den anden. Jeg tror at have gjort den Erfaring, at jo mere Brændevin en Lap drikker, desto mere juøiker han eller hun; i hvert Fald er det sikkert, at Juøiken altid er BeruseIsens Ledsager, om man end ikke omvendt kan paastaa, at den, der juøiker, nødvendig maa være beruset.

Trods det anførte er Lappernes Øre dog næppe ganske uimodtageligt for Musikens Indvirkning, og naar der hos Folket ikke kan paavises mere direkte Tegn hertil, tør det vistnok for en stor Del ligge i dets eiendommelige Levevis i den barske Natur. I Skolerne skal det have vist sig, at Lappebørnene undertiden har baade musikalsk Øre og Sangstemme, og jeg har selv været Vidne til, med hvilken Glæde og til Dels Forstaaelse enkelte Lapper har lyttet, naar jeg paa min Cither - det eneste musikalske Instrument i hele Koutokæino Præstegjæld - har spillet for dem en eller anden af de indsmigrende steyermarkske eller tyrolske Alpelmelodier. Selv en gammel Spilledaases spæde Toner har jeg set dem komme i Henrykkelse over. Dog kan det naturligvis være, at det her mere er det Sælsomme, det Nye, det Ubegribelige, der har fængslet deres Opmærksomhed.

Men tilbage til Kirken. Gudstjenesten foregaar i øvrigt som i Landets andre Kirker, kun med den ForskjeI, at Sproget er Lappisk. Selve Prædikenen holdes dog som oftest paa Norsk, men oversættes da af den i Kordøren placerede Tolk, der enten er Kirkesangeren eller en anden mere end almindelig duelig Lap. Præsten maa derfor indrette sin Prædiken saaledes, at han kun fremsætter korte Perioder ad Gangen, og derpaa standser, indtil Tolken har gjentaget Ordene paa Lappisk for Menigheden. At være Tolk er ingen let Opgave; begge Sprogs saa vidt forskjellige Bygning lægger Oversætteren store Vanskeligheder i Veien; ikke mindre er Vanskeligheden ved at omforme de sædvanlige theologiske Udtryk i lappiske Begreber. Præsterne forbliver sjælden saa længe i disse alt andet end misundelsesværdige Kald, at de selv bliver Sproget fuldstændig mægtige. Paa den anden Side er det lige saa sjældent, at Lappen forstaar Norsk.

Under Gudstjenesten hører man undertiden fra Kirkens kvindelige Halvdel Graad og Hulken, Stønnen og Klagen, vel endog Skrig. Det er i Almindelighed gamle Koner, fra hvem disse Udbrud kommer. Det er nemlig en Særegenhed hos Lapperne, nu rigtignok i mindre Grad end tidligere, at de særdeles let lader sig live med af religiøse Stemninger, ja undertiden endogsaa i den Grad, at Stemningen gaar over til et Slags temporært Vanvid eller Raseri.

Udenfor Koutokæino Kirke efter Gudstjenesten..

Lappernes gamle hedenske Religion er for længst uddød; Folket bevarer ingen Tradition derom. Lapperne har i det hele taget en kort Hukommelse, baade som Individer og som Folk. En Lap ved næppe, hvem hans Bedstefader var; det er derfor ikke saa underligt, at Folket ikke har bevaret nogen Erindring om Fortids fjærne Dage. Lige saa lidt som Lapperne har nogen anden Literatur end den, som Nordmændene og Svenskerne har forsynet dem med i nyere Tid, lige saa lidt har de nogen anden Historie end den, man kan sanke ud af de spredte Efterretninger om dem fra andre Folkeslag.

En Mængde Børn blev døbt i Juledagene. De skriger under denne Proces lige saa stærkt, som andre Nationers Børn pleier at gjøre. Som det af Underskrifterne til Portræterne i denne Bog vil fremgaa, har Lapperne i Almindelighed ikke blot Fornavn og Faderens Navn (med Endelsen sen eller datter), men ogsaa Slægtsnavn. Det i Koutokæino hyppigst forekommende Slægtsnavn er Hætta; det skriver sig fra en finsk Familie, der i sin Tid fra det i den finske Lapmarken liggende Kirkested af samme Navn flyttede til Koutokæino og indgiftede sig blandt Lapperne her.

De i Lighuset staaende Kister blev nedsænkede i de allerede i den foregaaende Sommer eller Høst dannede Grave. Disse kan først tilkastes næste Sommer, naar Varmen igjen har optøet den stivfrosne Jordbund. Ceremonierne ved Begravelsen er de samme som andensteds i Norge; de Skikke, der tidligere har knyttet sig til denne Akt, er fuldstændig forsvundne sammen med den hedenske Religion. Jeg opgravede i Efteraaret et Par Grave paa den tidligere omtalte gamle og nedlagte Kirkegaard, for at skaffe Bergens Museum nogle Lappekranier; foruden SkeIetterne, Rester af Pulken og af det over denne anbragte Tag fandtes ingen som helst Gjenstand, der kunde antages at være medgiven de Døde i overtroisk eller anden Hensigt, saaledes som det i hvert Fald i den hedenske Tid var Skik.

Der var en Gang en ivrig Ethnograf, der etsteds i russisk Lapmarken angreb selve den i Brug værende Kirkegaard for at supplere sin Samling. Det bekom ham ikke godt: den forbitrede Befolkning dukkede ham nogle Gange ned under Elvens Vand, før de lod ham løbe. For ikke at risikere noget lignende, eller i hvert Fald for ikke at vække Befolningens Forargelse, maatte jeg ved Udgravningen gaa temmelig forsigtig og stille til Værks, uagtet jeg havde Stedets øverste verdslige Autoritet, Lensmanden, ved min Side. Min Assistent, Kirkens lappiske Graver, maatte aflægge Taushedsløfte, og i Smug maatte de opgravede SkeIetdele - et fuldstændigt SkeIet og 4 Kranier - transporteres ned til Lensmandsgaarden. Jeg selv havde adskillige Skrupler ved at forstyrre de gamle Lapper i deres to hundrede Aars Ro - men hvad gjør man ikke for Videnskaben. Knoklerne stod i længere Tid oppe paa Lensmandens Loft ved Indgangen til det fotografiske Mørkekammer; jeg maatte derfor ofte passere dem, og jeg kan ikke nægte, jeg havde, især i Mørke, en vis Rædsel for, at de skulde begynde at røre paa sig og skræmme Livet af mig ved et eller andet Slags Spøgeri. Og naar jeg om Natten i Sengen hørte Bygningens Bjælkeværk under Frostens Indvirkning knage og brage med en Lyd som af Pistolskud, tænkte jeg ofte: nu begynder det. "Tik - tak, tik - tak," hørte jeg da Kronometret ræsonere, "hvorledes skulde fosforsur Kalk kunne gjøre saadanne Spilopper!" Jeg var dog ikke tryg, før jeg havde disse Rariteter ude af Huset; udenpaa Kassen maatte jeg skrive "Bøger og gamle Aviser", ellers havde jeg ikke faaet den besørget til Bossekop.

Ogsaa et lappisk Bryllup fik jeg Anledning til at overvære i Juletiden. Om end Tidens nivellerende Indflydelse ogsaa her har gjort sig gjældende, og bragt mangen tidligere, eiendommelig Skik til at forsvinde, er denne Handling dog ikke uden Interesse. Bruden møder i et Kosturne, der sikkert for Lappen staar som Kulminationen, af jordisk Pragt, men som i Virkeligheden ogsaa med Fornøielse kan betragtes af mere kritiske Blikke. Den stribede, pyntelige Kofte med de brogede, livlige Kanter er straalende ny. Om Hals og Skulder bæres det sædvanlige, brogede Uldtørklæde, men der over et pralende Silketørklæde, hvis overmaade stærke Glans og grelle gule, grønne og røde Farver nesten fordunkler hele den øvrige Stads. Der over atter et smalt, i Brystet med en Broche befæstet broget Skjærf. En prægtig, af Sølvsmykker dannet Kjæde ligger over Bryst og Skulder. Hænderne er anbragte i en Slags Muffe, dannet af et stort, sammenlagt Tørklæde. Men Pragtstykket bæres paa Hovedet; det er en Art Krone, men i sin Form væsentlig forskjellig fra de af den norske Landbefolkning ved lignende Leiligheder anvendte. Den er sammensat af broget Silketøi, Perlerækker og Sølvsmykker; oventil afsluttes den med en Buket af Tøiblomster og forgyldte Sølvblade, og ned ad Nakken hænger der fra den en Uendelighed af lange, brogede Silkebaand i alle mulige Mønstre og Farver. Brudgommen er iført den blaa Sommerkofte med det brede, sølvprydede Bælte; men det egentlige Tegn paa hans Værdighed er et, langt, smalt, hvidt Klæde, der gaar om Halsen og ligger korsvis over Brystet, og hvis Ender næsten naar Jorden.

Brudepar fra Koutokæino.

Denne Brudeparrets Kostumering er til Dels karakteristisk for Koutokæino. I Kirken her opbevares end videre et stort, firkantet, rødt Klæde, der i ældre Tid under Vielsen blev baaret som en Baldakin over Brudeparret af to Karle og to Piger. Denne, ogsaa for Koutokæino særegne Skik er imidlertid nu gaaet fuldstændig af Brug. Brudekronen eies kun af enkelte, der udleier den mod en vis Betaling.

Efter Vielsen begiver Følget sig parvis, med Brudefolkene foran, til det Hus, hvor Brylluppet videre skal feires. Indtil Processionen naar dette Hus, ringes der uafladelig med Kirkeklokken.

Den store Mængde tilreisende Fjældlapper logerer i Julen og ved lignende Leiligheder hos deres fastboende Frænder; her har ogsaa Fjældlappernes Børn Tilhold under Skoletiden. Det er ligeledes i de Fastboendes Huse, at Fjældlappernes Bryllupper og andre Fester feires. Jeg aflagde om Aftenen en Visit i Bryllupshuset, men jeg maa tilstaa, at jeg her ikke fandt meget, der kunde betegnes som tiltalende. Det trange, lave og mørke Rum var bogstavelig talt opfyldt af Mennesker, hvis eneste, fælles Attraa syntes at være at faa endnu et Glas af den berusende Nektar, som udskjænkedes ved et Bord i den ene Ende af Lokalet. Brændevinen er det nødvendigste Rekvisit ved en saadan Leilighed, thi Gjæsternes Antal og Gavmildhed i Henseende til Brudegaver staar i nøie Forhold til Brændevinens Mængde. Enhver af Gjæsterne, baade de indbudne og de ubudne, ofrer nemlig sin Gave, enten Penge eller Naturalier, især Rener, og det er ikke ganske ubetydeligt, hvad et Brudepar, der er godt forsynet med Brændevin, ved en saadan Leilighed kan tage ind. I Almindelighed udnævnes der en Slags Herold, der høit forkynder for den hele Forsamling, hvad og hvor meget hver frembærer, med Tilføielse af forskjellige mere eller mindre humoristiske Bemærkninger. Ved Bordet, hvor Brudeparret sidder i sin hele Stads, erlægger ogsaa jeg et Par Kroner i Tribut, og maa til Gjengjæld tømme nogle Glas af det gyselige Produkt, som Lapperne sammenblander af Spiritus og Vand. Efter Lappernes Smag er dette Fluidum imidlertid alt andet end gyseligt, derom vidner de mange ravende Mænd og Kvinder, hele dette ubeskrivelige Virvar, denne Støien og Juøiken, som kunde bringe en til at tro, at man befandt sig i et Galehus eller mellem en Flok af Sydhavsøernes Kannibaler. Tænk Dem et mørkt, trangt og smudsigt Rum, der kun oplyses af Flammen paa Ildstedet; opfyld det med nogle Snese halvt og helt berusede Mennesker, lad Luften gjennemtrænges af vilde Hyl, Raaben og Skrigen - saa har De Grundtrækkene af saadan en lappisk Bryllupsfest.

Det fortjener at nævnes som ganske eiendommeligt, at Lapperne slet ikke kjender noget til Dans; men det forstaar sig, de trange Rum i deres Huse og Telte egner sig just ikke synderlig til Ballokaler. Ligeledes kjender de saa godt som ingen Slags Spil eller Lege, selv Kortspil er ikke almindeligt blandt dem.

Som vistnok omtrent alle Vegne hos Landalmuen i nordlige Lande er den poetiske, den romantisk-erotiske Side ikke synderlig fremtrædende i Lappens Forhold til sin Forlovede eller Kone. Frieriet begynder sædvanlig dermed, at Beileren under Samtale med sin Udkaarede søger at frarive hende Handskerne; den større eller, mindre Lethed, hvormed hun lader sig dem fratage, er da enten et halvt Ja eller et Nei. Denne Introduktion er vistnok det eneste poetiske ved hele Affæren. Giftermaalet betragtes hovedsagelig som enhver anden Forretning. Ulykkelig Kjærlighed, Maaneskinssværmeri og Trubadurer forekommer ikke hos Lapperne.

Om Lappernes Forhold til Brændevinen siger RODE meget træffende omtrent følgende: Andensteds drikker Almuesmanden daglig sin halve Pægl eller omtrent 4 Potter maanedlig og anses derfor som meget ordentlig; Lappen drikker maanedlig kun 1 Pot, men han drikker den paa en Gang, og betragtes følgelig som en Drukkenbolt.

Det er nemlig vel saa, at Lapperne, Kvinderne iberegnede, har en utrolig Kjærlighed til spirituøse Drikke, og de færreste kan modstaa Fristelsen, naar denne Vare bydes dem, men deraf følger dog ikke, at Lappen konsumerer den i den Mængde, som man maaske kunde tro. Sagen er nemlig den, at Lappen kun yderst sjælden har Brændevin hjemme sit Hus eller Telt; den Lykke, at gotte sig dermed, er ham forbeholdt, naar han kommer til Markeds- eller Kirkestedet, og der nyder han denne Lykke i saa udstrakt en Grad, som det er ham muligt. Hele Aaret rundt drikker han imidlertid langt mindre, end den norske Befolkning i de samme Egne.

Ved Juletid begyndte Skolen sin Virksomhed. Der findes to lappiske Lærere, den store, godmodige Kirkesanger MORTEN CLEMENTSEN og den elskværdige, livlige HENRIK PENTHA. Jeg har den Fornøielse at præsentere disse brave Folk for Dem. De forsøger fra Jul til Paaske at indprente deres Elever, blandt hvilke der findes skjæggede Ynglinge paa 20-25 Aar, nogen Religions­kundskab, Øvelse i Læsning og Skrivning, samt Rudimenterne af Regnekunsten. Deres egne Kundskaber gaar ikke stort videre, men det behøves jo heller ikke. Som en tredie Lærer fungerer Præsten, nemlig for Konfirmanterne. Trods den korte, afbrudte Skoletid - for hvert enkelt Barn kun nogle faa Uger aarlig ­ kan dog i vore Dage største Parten af Lapperne læse, mange tillige skrive deres eget Sprog.

Skolelærerne i Koutokæino.

I Juleugen blev der i Skolens Lokaler afholdt forskjellige kommunale Møder af Lignings-, Skole- og Fattigkommissionerne. Medlemmerne af disse bestaar, med Undtagelse af Stedets tre Norske, udelukkende af Lapper, og i Almindelighed sidder eller ligger Forsamlingen paa Gulvet, rygende, skraaende og spyttende. Andet ser jeg mig des værre ikke i Stand til at berette om disse uden Tvivl særdeles interessante og opbyggelige Møder, da det for Folk med nogenlunde følsomme Lugtenerver næsten er umuligt i længere Tid at opholde sig i et af mange Lapper opfyldt Værelse. Lapperne bærer nemlig omkring med sig en eiendommelig, tilsyneladende af mange Ingredienser sammensat og yderst ubehagelig Lugt, der i et lidet Rum snart naar en ligefrem uudholdelig Intensitet, og som rimeligvis hidrører fra mange Slags Smuds i de i Maaneder baarne Klæder, Sved o. l. Hver Gang min Nysgjerrighed og min Referentsamvittighed drev mig ind til de løierlige Forsamlinger, drev Lappelugten mig faa Øieblikke efter ud igjen.

Talrige var de Besøg, jeg daglig modtog af de tilreisende Fremmede, der naturligvis alle havde hørt om den forunderlige Stjærnekiger og nu med egne Øine vilde beundre hans Rariteter. Det var rigtignok ikke mange Ord, hvormed vi kunde gjøre os forstaaelige for hinanden, lidt Mimik og Fingersprog maatte træde støttende til, men vor Underholdning var desuagtet ganske livlig, især naar jeg var saa høimodig at sætte Kronen paa Besøgerens Nydelse ved at skjænke ham en Snaps. Da kunde jeg i hvert Fald være vis paa, at han kom igjen et Par Timer efter. -

Nu er alle Julegjæsterne atter dragne hjem til deres Rener, og Koutokæino er lige saa stille som før. Men den korteste Dag er passeret, Lysskjæret i Syd vokser sig med hver Dag større og høiere, og om ikke lang Tid vil vi igjen kunne hilse Solen Velkommen. Da vil hele Livet her atter faa et lysere Præg.

14) Det er Koutokæinos Beliggenhed paa Midten af Handelsveien mellem den finsk-svenske Grænse og Kysten, der har foranlediget Stedets Navn; thi Koutokæino, paa Lappisk Guovdo-gæidno, betyder midt paa Veien.

15) For ogsaa at give Dem en Ide om Tekstens Beskaffenhed, skal jeg anføre et Kvad, hvormed jeg blev hilst Velkommen af en beruset Frøken, da jeg indfandt mig ved et Bryllup: Stjærneherren, naa, naa, naa-aa, Stjærneherren, han er kommen, lo lo lo lo, han er kommen, Stjærneherren, han er kommen, han er kommen, Stjærneherren, Stjærneherren, naa-aa, naa-aa, han er kommen o. s. v.