Under Nordlysets Straaler : Skildringer fra Lappernes Land / af Sophus Tromholt. - Kjøbenhavn : Gyldendal, 1885

VII. Om Lapperne.

I dette Afsnit, saa vel som i det næste, skal jeg for en stor Del referere efter den fortrinlige og udtømmende Fremstilling, som den udmærkede svenske Forfatter GUSTAF VON DÜBEN har givet i sit store Værk: "Om Lappland och Lapparne, företrädesvis de svenske", et Arbeide, der i alle Retninger er saa fuldstændigt, at enhver senere Skribent, der vil behandle samme Æmne, næsten er nødt til at maatte enten stjæle eller laane fra v. DÜBEN. Jeg foretrækker det sidste, og jeg gjør det med den fortræffelige Forfatters specielle Tilladelse. Jeg skal dog hovedsagelig kun tage Hensyn til Forholdene i Finmarken.

Det Folk, der færdes i de Egne, hvorhen jeg har ført Læseren, kaldes af Nordmændene i Almindelighed Finner, af Svenskerne derimod Lapper. Fra den svenske Benævnelse stammer Folkets Navn i de øvrige europæiske Sprog.

Folket selv anerkjender dog ikke dette Navn som sit; det kalder sig Sabme eller Sabmeladsjak, i hvilke Navne man gjenkjender Lyden af Suomi (Finland) og Suomalaiset (Finlænder), og af Samojed, to med Lapperne sproglig beslægtede Folkestammer.

Lapperne bebor et temmelig vidstrakt Omraade, nemlig den største Del af Europa (Rusland, Finland, Norge og Sverige), som ligger Nord for 66° n. Br.; i Norge og Sverige findes de endogsaa spredte lige til 62° Br. Denne Landstrækning udgjør den nordlige, ud i Havet ragende afrundede Ende af disse Riger, og den af Lapperne beboede Del deraf har en Størrelse af omtrent 7000 Kvadratmil. Folkets Størrelse anslaas af v. DÜBEN til omtrent 30,000 Individer.

Lappefamilie fra Koutokæino.

I Norge findes Størsteparten af Lapperne i den nordlige Del af Nordland, i Tromsø Amt og i Finmarkens Amt. Smaa Kolonier træffes paa enkelte Steder i det Trondhjemske og ved Røros. Antallet udgjør 17-18,000 Individer.

Lapperne i Norge inddeles i tre Klasser: de nomadiserende kaldes Fjældlapper; de ved Havet og inde i Fjordene bosatte: Sølapper; de, som har taget Bopæl ved Flodbredder eller Indsøer: Elvelapper eller fastboende Lapper.

Fjældlappens Levevis er høist uregelmæssig og fuldstændig afhængig dels af Aarstiden, dels af tilfældige Omstændigheder. Han sover, hviler, spiser og drikker, naar der tilbyder sig Leilighed dertil. Kjød er hans kjæreste og om Vinteren næsten hans eneste Føde. Dertil kommer frossen Renmælk, iblandet med Bær, end videre osteagtig Surmælk og en Slags Kager eller Brød af Rugmel, bagte over Ilden i Teltets Baal. Om Sommeren er den hovedsagelige Kost Mælk, Spegekjød, Fisk, Melsuppe og deslige.

Stundom er han fattig, stundom rig. Formindskes Renhjorden for ham, maa han gaa i Tjeneste eller blive Sølap. Den Rigere spiser mere, drikker mere Brændevin, holder flere Tjenestefolk end den Fattige; hans Kone og Døtre har flere Sølvringe og Spænder end den andens - det er hele Forskjellen.

Hver Familie har gjærne visse Egne eller et vist Distrikt, som den aarlig gjennemstreifer. Ved Juletid pleier Koutokæinos og Karasjoks Lapper sædvanlig at opholde sig i Nærheden af Kirkestederne; senere trækker de til Dels efterhaanden mere mod Syd, og indtil i 1852 en russisk Lovbestemmelse satte en Stopper derfor, drog de endogsaa over den russisk-finske Grænse, hvor de i den Tid af Aaret, da Sneen ligger høiest, i de tættere Skove fandt mere Ro for Ulvene og mere Læ for Vinden. Hen imod Vaaren gaar det den samme Vei tilbage mod Nord, og ved Sommerens Begyndelse kommer Lapperne ned til Havkysten eller til de omkring Fjordene liggende Høider; herfra gaar Vandringen om Efteraaret atter op mod Koutokæinos og Karasjoks Høisletter. KEILHAU fortæller, at han en Gang besøgte nogle Lapper, som paa denne Maade flytte de fra Faskojok (ved Enaresøen) til Magerøen, en strækning af hele to Bredegrader. Varigheden af Lappens Ophold paa hvert Sted afhænger af Omstændighederne, især af Renmossens Mængde og den større eller mindre Fare for Ulve; men i sjælden kan han forblive i Ro paa samme Plet i længere Tid end nogle Dage, yderst sjældent Uger; da maa Teltet nedtages og flyttes 1/4 eller 1/2 Mil længere bort. Alle Sagerne pakkes sammen og transporteres - om Vinteren let og hurtigt paa Pulkene, men om Sommeren med større Besvær paa Renens Ryg - til næste Opholdssted.

Fjældlapper fra Koutokæino.

Fjældlappen, siger STOCKFLETH, er Moderstammen for de to andre Lappeklasser. Til Fjældet, til Ørkenen, til Livet i Guds frie Natur er Fjældlappens, er Nomadens hele Tilværelse knyttet, er alle hans Glæder, alle hans Sorger, alle hans Erindringer knyttede, med et Ord: hans hele Liv, det indre saa vel som det ydre; her og kun her er hans rette, hans egentlige, hans naturlige Hjem. Fjældhimlen og Ørkenhimlen, Fjældluften og Ørkenluften er med Modermælken, er fra Fødselen af, er fra hans første Aandedrag af bleven ham til Natur, til Nødvendighed. Under Guds aabne Himmel, uden andet Tag over sig, tilbringer Fjældlappen sin meste Levetid. Hans Boliger, hans Telte, beskytter ham ikke mod Veirliget, ikke altid mod Regnen om Efteraaret, ikke altid mod Vinterens Sne, ikke mod Stormene. Sneen fylder stundom hans Telt, Stormen kaster det stundom til Jorden. Den sneklædte Vinterørken er Fjældlappernes Hjem, og her først lærer man rettelig at kjende og retfærdigt at bedømme disse Nordens Nomader, eller som de selv kalder sig, Fjældfolk. Det høie Nords Nomadeliv paa Fjældet og i Ørkenerne, hvor de kan vælge sig den Plads, der er bedst for dem og for deres Rener, og for Resten kan gjøre og lade, som de selv behager, og, hvor ingen kan træde dem hindrende i Veien i Forening med den uafbrudte Kamp med Elementerne, fremkalder og udvikler en Følelse af Frihed, Selvstændighed og Kraft, der igjen nødvendigvis maa være ledsaget af en Følelse af indre og ydre Velbefindende. Himmelhvælvingen med alle sine Lys, med alle sine natlige Stjerner og Undere, der aldrig er unddraget Fjældlappernes Øine, har givet dem et Sind modtageligt for religiøse Indtryk og Følelser. Sommer og Vinter, Vaar og Høst drager Fjældlappen om med sin Hjord, maa vogte den ved Dag og ved Nat; med den er han opvokset, alle dens Medlemmer har han set opvokse; Renerne er hans Arvegods, Nomade var hans Fader, Nomader var alle hans Forfædre. For at vedligeholde og om muligt formere sin arvede Eiendom, Hjorden, har Nomaden arbeidet og vaaget, lidt og levet, som Bonden for sin arvede Fædrenejord. Om Sommeren ser man rigtignok Fjældlappen vandre om paa Ishavets Strande, men her, det ser man straks, er han, kun en midlertidig Gjæst, her er for ham intet blivende Ophold; her er ikke Hjemmet, her indaander han ikke den friske, oplivende Fjældluft. Livet paa Strandbredderne mellem de paa Hjælderne ophængte døde, vindtørrede Fisk er ikke Livet mellem de muntre, livlige Rener paa Fjældene.

Lappiske Smaapiger.

Aarsagen til, at Fjældlappen om Sommeren fra sine Fjælde og Ødemarker drager ned til Havkysterne er i Følge STOCKFLETH den, at Renen ved Sommerens Begyndelse uimodstaaelig drages ned til Havet, hvor det er mindre varmt, og Myggene mindre talrige, og hvor den kan svømme og bade sig i Søvandet. Der findes imidlertid andre Aarsager, der sikkert i langt høiere Grad bestemmer Lappens Vandring til Havet: Opholdet her skaaner Fjældets Mosmarker om Sommeren, saa at de staar desto frodigere til Vinteren; end videre har Lappen i Vinterens Løb slagtet og jaget, og derved skaffet sig adskillige salgbare Sager, som han om Sommeren fører til Kysten, hvor da de fleste Kjøbmænd findes, saa at han kan betinge sig den høieste Pris for sine Varer og tillige faa Kjøbmandens paa de billigste Vilkaar. Det er derfor væsentlig Larpens personlige Fordele og ikke en Naturdrift hos Renen, der har fremkaldt disse Vandringer til Kysterne. Af de svenske Skovlappers Levevis fremgaar det ogsaa, at Renen ikke nødvendigvis behøver at tilbringe Sommeren ved Havet.

Ishavets Strande, siger STOCKFLETH videre, er om Sommeren oplivede af Tusinder af Rener, som i store Flokke vanker om hist og her eller svømmer ude i Vandet med deres hornede Hoveder høit over Vandfladen, saa at man i det fjærne tror at se en svømmende Skov. Under Fjældlappernes omtrent tre Maaneders Ophold ved Havet benytter de fleste et lettere og mindre Sommertelt ; mange af dem driver da ogsaa Fiskeri, snart hist, snart her, for stadig at være i Nærheden af deres Hjord, der ikke holder sig til en og samme Plet eller en og samme Strandbred. Under dette Ophold ved Kysten fortsætter derfor Fjældlappen hovedsagelig kun sit omvankende Nomadeliv.

Fjældlappen, Lappefolkets Kjærne og Stamme, lever alene af og ved sine Rener; med deres Skind klæder han sig, han nærer sig med deres Kjød og Mælk, for Renerne forskaffer han sig alle sine Fornødenheder. Ødelægger Ulvene, Sneskred eller andre Uheld hans Hjord, saa at den bliver utilstrækkelig til at ernære ham og hans Familie, da enten forener flere Lidelsesfæller sig, saa at de i Fællesskab vogter deres fælles Hjord, og samtidig skiftevis drager ned til Havet og driver Fiskeri, medens andre forbliver ved Hjorden; eller ogsaa sælges Hjorden, dens Eiere flytter ned til Kysten, anskaffer sig de nødvendige Fiskeredskaber for de solgte Dyr og bliver Sølapper.

Fjældlappernes Antal i Norge udgjør omtrent 1500 Individer, altsaa kun en ringe Del af alle Norges Lapper.

Sølapperne, der danner det langt overveiende Antal af de norske Lapper, lever for en stor Del som Finmarkens øvrige Kystbeboere. De bor ved eller i Nærheden af Kysten i deres Jordgammer eller i Træhuse. Sølappen lever mest af kogt Fisk; dernæst af Rugmelsvælling, iblandet med finskaaret, saltet eller tørret Kjød eller Talg; fersk Kjødmad vanker sjældent. Hertil kommer end videre Faare- og Gedeost. Maaltiderne er uregelmæssige paa Grund af Virksomheden paa Søen; Sovetiderne ligesaa. Kort sagt: Sølappen er en bosat Fisker, og sædvanlig lever han som en fattig Fisker.

Ung Lap.

Elvelapperne danner et Slags Mellemled mellem Fjæld­ og Sølapperne: de har fast Bopæl, men eier tillige Rener. De fleste findes ved Koutokæino og Karasjok samt paa enkelte Steder i Østfinmarken. De bor i Regelen flere sammen ved Elvebredderne, ikke enkeltvis. De nedstammer for største Delen fra Finner (Kvæner), som rimeligvis hen imod Slutningen af det 16de Aarhundrede er indflyttede fra Finland, og de er følgelig i Henseende til Herkomst væsentlig forskjellige fra Fjældlapperne. Denne ForskjeI har Tiden dog for længst udjævnet, og begge Klasser adskiller sig nu kun fra hinanden ved de af deres forskjellige Erhvervskilder betingede Eiendommeligheder. Selv deres oprindelige Sprog har Elvelapperne forladt; vel forstaar de alle deres gamle finske Modersmaal, og det samme gjør ogsaa enhver Fjældlap, en Følge af, begge Folkeslags jævnlige Omgang; men indbyrdes taler de kun Lappisk.

Elvelapperne eier som sagt sædvanlig en Del Rener, men de kan ikke, som Fjældlapperne, siges at leve af dem. Deres Hovednæringsvei er nogen Kvægavl, Fiskeri i Elve og Indsøer, samt Jagt og Rypefangst. Engene bærer rigeligt, men ikke synderlig godt eller kraftigt Hø, formodentlig fordi de er alt for fugtige, og man intet gjør for at aflede Vandet. Med det indvundne Hø i Forbindelse med Renmos underholder hver Familie nogle Køer og Faar, samt i Karasjok desuden en eller to Kjøreokser. I Koutokæino derimod bruges ikke Okser til Kjørsel; men enhver af de der boende Lapper eier nogle Rener, som passes af en af de mindre formuende Fjældlapper, der mod en vis Godtgjørelse er forpligtet til hele Vinteren at holde sig med sin Hjord i Nærheden af Koutokæino, saa at Beboerne kan hente deres Rener, naar som helst de behøver dem til at kjøre Brændsel, Hø o. l. Nogle af de mere velstaaende fastboende Lapper holder paa denne Maade stundom et ikke ringe Antal Rener, nemlig foruden 20-30 Kjørerener (Hanner) ogsaa et lignende Antal Hunrener; herved undgaar man at kjøbe saa vel det fornødne Kjød til Husholdningen som nye Arbeidsdyr, efterhaanden som de gamle bliver ubrugbare. Den jævnlige Personbefordring og Varetransport, der om Vinteren foregaar til og fra Koutokæino, saa vel som Postens Besørgelse, giver Elvelapperne Anledning til at skaffe sig nogen Extrafortjeneste ved Hjælp af deres Rener.

Ligesom altsaa Elvelappernes Næringskilder er en Blanding af Sø- og Fjældlappernes, saaledes kan de ogsaa i deres huslige Økonomi tilegne sig begges Fortrin, uden i samme Grad at være underkastede deres Besværligheder og Mangler. De kan føre et roligere Liv, og nyde alle de af dette og af et ordentligere Husvæsen flydende Fordele saa vel i intellektuel som i diætetisk og økonomisk Henseende. De lever ikke i den uafbrudte og ofte farefulde Kamp med en barsk Natur, saaledes som de øvrige Lapper, og medens Sølappens Kost næsten udelukkende bestaar af Fisk og Melsuppe, Fjældlappens saa godt som bestandig er Renkjød, disponerer derimod Elvelapperne over en uden Tvivl saa vel langt sundere som behageligere Afveksling af Kjød; Fuglevildt, Fisk, Rodfrugter og Mælkespise (RODE.)

Altsaa: kun Fjældlapperne har bibeholdt de rene, genuine Træk af Nomadelivet, de andre er degenerere, de, Elvelapperne saa at sige civiliserede Lapper. -

Unge lappiske Piger.

Om Sommeren færdes Lappen - i det følgende er det væsentIig Fjældlappen, der haves for Øie - sædvanlig til Fods. Han gaar rask og tilbagelægger paa en Dag med Lethed 4-6 Mil eller mere. Paa sine Vandringer medfører han næsten altid en 6-8 Fod lang Birkestav, der kommer ham til Nytte ved Spring i Fjældegnene og ved Overvadningen af de talløse Bække, som krydser hans Vei. Han tilskærer sig den sædvanlig under Veis af det trindt omkring voksende Birkekrat. Hans Udrustning er yderst fordringsløs: han begiver sig paa Vei, som han gaar og staar, stikker en Renost eller et Stykke tørret Kjød til sig, foruden at han medfører Pibe, Tobak og Fyrstikker, samt binder sine Skobaand fast: hvilket sidste er en Sag, der ikke maa glemmes, dels for at han kan gaa let og behageligt, dels for ikke at faa Vand i Skoene. Han medtager ikke nogen Oppakning af Gjenstande til Leie for Natten, thi til et saadant stiller han ikke store Fordringer; kan han ikke naa nogen af sine Landsmænds Boliger, kryber han i Læ af en Sten eller et Træ. Er Veiret meget koldt, tænder han et Baal ved Siden af sig.

Om Vinteren, naar Sneen ligger overalt, bruger Lappen, saafremt han reiser til Fods, næsten stedse Skier. Disse er af den i hele Norge almindelige Form, omtrent 6 Fod lange, 4-5 Tom­mer brede og 1/2 Tomme tykke; de er forfærdigede af Birk eller Fyr. Paa Midten af Skiernes øvre Side findes en lille Flade til Foden og Tværremme til at stikke Spidsen af Skoene, ind i. Paa den nedre Side er der en langs Midten gaaende Fure. Skiernes spidse Ender er noget opadbøiede, Kanterne afrundede. For at give Bevægelserne større Sikkerhed og for at fremskynde Hurtigheden benytter Skigængeren en eller to Birkestave. Undertiden anbringes paa disses nederste Ende en lille, af en Træring og Skindradier dannet Indretning, der skal forhindre Staven fra at synke ned i Sneen. Gaar det ned ad Bakke, rider Lappen sædvanlig paa den ene Stav for derved at formindske og styre Farten.

Skigænger.

Skierne er for Lapperne som for flere andre Polarfolk af aller største Betydning under den lange Vinter, da det uden dem vilde være umuligt at komme frem paa og gjennem den dybe, løse Sne. Af den givne Beskrivelse vil det fremgaa, at Skierne er meget forskjellige fra de hos de nordamerikanske Indianere brugelige Snesko, der bestaar af en oval Træring, overspændt med et Net af Snører, paa hvis Midte Foden anbringes; de maa være temmelig ubekvemme og egner sig naturligvis ikke til Skridning. Lignende Snesko bruges for øvrigt enkelte Steder i Finmarken, dog ikke af Lapperne, men af Nordmænd og Finner.

I at løbe paa Ski øver Lappen sig fra Barnsben af, og han opnaar stor Færdighed deri; han gaar paa Skierne op ad og ned ad bratte Skraaninger; han gaar over Søer og Moser, gjennem Skov og Mark; paa Skierne forfølger han Ulven, opsøger Bjørnen og dræber begge; paa Skierne sætter han efter sin bortløbne Ren, og paa dem foretager han utrolig lange Vandringer, naar han følger sin Hjord eller besøger andre Egne.

Om Sommeren er Baaden for Elvelappen, til Dels ogsaa for Fjældlappen en Ting af stor Vigtighed, da den muliggjør Kommunikationen over de mange Søer og de lange Elve. Den mest anvendte Form har jeg tidligere omtalt; den bruges. næsten udelukkende til Roning eller Stagning, sjælden med Seil. Sølapperne er naturligvis som Kystens andre Fiskere fuldstændige Sømænd og bruger Baade som disse.

En Færd op ad Elven paa en Elvebaad skildrer STOCKFLETH paa omtrent følgende Maade. Med en 4-5 Alen lang Stang eller Stage staar den ene af Lapperne i Forstavnen, den anden i Bagstavnen, og Stagerne sættes mere ind under, end egentlig ved Siden af Baaden. Øvede og behændige, som de er, støder Lapperne rask og kraftigt Baaden frem, op mod Strømmen, bøiende sig langt ud over Baadkanten, og med Knæerne støttede mod Kantens indvendige Side. Naar Stangen er trukken op af Vandet, bringes den ved en svingende Bevægelse atter fremad. Under denne Stagning holder man sig saa nær som muligt ved Bredden, hvor Elven ikke er saa strid og dyb, og hvor Stagen saa meget lettere kan naa Bunden. Er flere Baade i Følge, stages de, efter at de Stagendes første Hidsighed og Kappelyst har sat sig, efter hverandre, i hverandres Kjølvand; thi i Begyndelsen af Reisen gjælder det for hver Baad at blive den første i Rækken, og Latter og munter Passiar ledsager denne Kappestrid. Saadanne op ad Elven stagende Baade afgiver i klart Solskin et livligt og behageligt Skue, navnlig for dem, der sidder i de bageste Baade, og især, naar man har Solen i Ryggen; Sollyset funkler i Vanddraaberne, der rinder ned ad de i uophørlig og afvekslende Bevægelse værende Stager. Ved at trække Stagen op af Vandet, taber den Stag ende stundom Ligevægten, og falder ud over Baaden og ud i Elven, til største Moro for alle de andre. I seig, klæbrig og leret Jordbund bliver nemlig Stag en undertiden siddende saa fast, at den Stagende, hvis han ikke slipper Taget, bliver trukken ud af Baaden, thi denne glider fremad med ustandselig Fart. Er Underholdningen gaaet i Staa, bringer et saadant Tilfælde atter den og Latteren i Gang, og det samme er Tilfældet, naar en Baad maa vende tilbage for at hente den faststaaende Stage.

Eller - med Benyttelse af samme Forfatter - ned ad Elven, over de stride, fossende Hældninger: Naar vi nærmede os et brusende og skummende Fald (9), forstummede Lappernes livlige Samtale, og de blev idel Opmærksomhed. "Ro til af alle Kræfter!" siger Styrmanden, der staaende i Bagstavnen styrer med en Aare, og hurtig som en Pil farer Baaden ned ad Fossen. Ofte ser det ud, som det skummende Væld vil begrave Baaden, thi gjentagne Gange maa denne styres forbi store Stene i kun et Par Tommers Afstand; saa trangt og smalt er Løbet, der skal befares. Men alt er saa nøie beregnet, at man, paa en Smule Vand nær, der kan skumme ind i Baaden, ikke er udsat for den mindste Ulempe, thi støt og sikkert farer Baaden ud over Fossefaldet. Det er nødvendigt, at Baaden, selv i den stærkeste Strøm, har en selvstændig Fart, uafhængig af Strømmens, da den ellers ikke vilde lystre Roret, og derfor maa der ros af alle Kræfter. Bølgerne i den skummende Fos styrter sig til alle Retninger, og de er saa meget farligere, som deres Fald og Løb ikke kan beregnes. For at kunne styre Baaden rigtigt udfordres der en nøie Beregning af dens Hurtighed, for at den ikke for .tidligt eller for sent skal blive dreiet forbi de i Strømmen liggende Stene. Det ser derfor helt voveligt ud, naar Baaden styres lige paa en Sten, indtil man ved en umærkelig Vending farer den ganske tæt forbi; et mindre øvet Øie tror endnu at være langt fjærnet fra Stenen, medens man saa at sige er lige over den. Foruden denne Færdighed udfordres et nøie Lokalkjendskab, thi Styrmanden maa kjende enhver i Fossen liggende Sten, som maa undviges eller over hvilken Baaden kan glide. Dette Lokalkjendskab maa hvert Aar paa ny erhverves, thi Isen forandrer næsten aarlig Stenenes Leie; det hænder derfor, at paa Steder, hvor Farvandet det ene Aar er rent og farbart, er det ufremkommeligt et andet Aar. Som en Aal snor den lange, tynde og smalle Elvebaad sig efter Styrmandens Villie gjennem Elvens brusende Bølger og mellem dens talrige Stene. Aldrig saa snart er vi komne ned gjennem Fosserne og ind i en stille og sagte Strøm, førend det er forbi med Tausheden, og den afbrudte, livlige Samtale kommer igjen i Gang. Aarerne lægges et Øieblik ind, for at man kan puste ud efter det anstrængende Arbeide med at ro og styre, og man lader da Baaden drive med Strømmen. Ofte er en saadan Hvilestund ikke af lang Varighed, thi flere Fossefald følger som oftest efter hverandre med kun ganske korte Mellemrum. Elvebaadens lette Bygning og lange Form bevirker, at den i Fossefaldene paavirkes af enhver Bølge, stundom af to paa en Gang, men denne Bøielighed og Elasticitet foraarsager tillige, at den ikke knuses i de Styrtninger og Brydninger, som Fossen udsætter den for; stivere byggede Baade vil de ikke komme saa godt derfra. -

PER ANDERSEN BÆHR.

Hos Fjældlapperne er Gjøremaalene ude vel hovedsagelig Mandens Sag, Arbeidet hjemme Kvindens, men findes der ikke voksne Sønner, eller er Formuen, det vil sige Renhjorden, ikke saa stor, at der behøves og kan holdes Tjenestefolk i større Antal, deltager ogsaa Kvinderne for en stor Del i Arbeiderne ude, særlig i Hjordens Bevogtning, og sædvanligt er det dem, der malker, medens Mændene hjælper til med at fange og fastholde Dyrene.

Mærkeligt er det, at Lappekvinderne ikke uden i Nødsfald besørger Madlavningen; det er som Regel altid Manden, der paatager sig dette Arbeide. Manden henter Brændsel og Vand, han tænder Ilden, paasætter og tilser Gryden, tager Fødemidlerne fra Forraadet og tilbereder dem, og det er ham, der uddeler Maden i Portioner, naar den er færdig.

For øvrigt sysselsætter Manden sig hjemme, naar der ikke er andet at gjøre og især om Vinteren, med at forfærdige og istandsætte sine Redskaber. Enkelte Lapper har en ikke ringe Færdighed i at udskære i Træ eller Horn, f. Ex. Pibehoveder, Knivskeder, Spænder, Skeer, Naalehuse o. l., og disse Ting er ofte ganske smagfuldt prydede med Forsiringer. Ogsaa i Fletning af Granens Rodtrævler er Lapperne dygtige; de forfærdiger heraf Kastereb, Tømmer og andet.

Kvinden derimod syr Familiens Klæder, hvis Materiale de fastboende Lappers Kvinder for en Del selv spinder og væver. Fjældlappernes Kvinder væver derimod kun de Baand, hvormed Skoene fastbindes, samt deres Bælter. De Klædningsstykker, der forfærdiges af Tøi, sædvanlig Vadmel, undertiden Klæde, sys med sædvanlig Traad, der er kjøbt hos Handelsmanden; Skindklæderne og Skoene derimod sammensys med Traad, som Kvinderne selv forfærdiger af Renens Sener.

Med Hensyn til Klædedragten skal jeg til de tidligere givne Meddelelser endnu føie nogle Enkeltheder efter RODE. Koften er sædvanlig forfærdiget af Vadmel og omtrent af Snit som en Skjorte med en høi Krave. Sølapperne bruger den mest af ufarvet Vadmel; hos de øvrige Lapper og især til Stads er Kofterne i Regelen blaafarvede, undertiden grønne eller brune, ja endogsaa høirøde; selv sorte Fløielskofter kan man træffe. Hvilken Farve Koften end har, er den ved Haandledene, langs Sømmene paa Ryggen og i Kanterne prydet med Klæde af andre Farver, især Rødt og Gult. Under denne Kofte bæres en anden lignende, men mindre omhyggelig syet eller gammel og halvslidt Kofte umiddelbart paa Legemet; thi Lapperne - maaske med Undtagelse af enkelte Elvelapper - bruger aldrig Linned. I varmt Veir om Sommeren har de ogsaa ofte kun een Kofte paa; om Vinteren derimod bæres en Kofte af Lammeskind inderst paa Legemet og med Haarene indad. Det hele omgjordes med et Læderbælte, der spændes, saaledes - temmelig langt nede - at Koften derved trækkes noget op, saa at den oventil falder i rige Folder ud over BæItet, medens den er mest rynket bagtil. I Bæltet hænger den store Kniv som Lappen aItid fører med sig, og som han bruger baade som Kniv og som Haandøkse. Benklæderne er af hvidt Vadmel, nedentil temmelig snævre, og saa lange, at de naar til Ankelen, hvor de ved Hjælp af de lange, smalle Komagbaand bindes ind i Komagerne. Uden paa Benklæderne bæres ofte Hylstre (Bællinger) af tyndt, garvet Skind; de naar fra Anklerne til noget oven for Knæet. Strømper bruger Lapperne aldrig; men som tidligere sagt udfyldes Skoene med en Slags Græs eller Hø, der indsamles om Sommeren og ved Bankning gjøres blødt og bøieligt. Disse "Senner" udtages hver Aften af Skotøiet og tørres til næste Morgen eller ombyttes med friske (10).

Vinterdragten er kun forskjellig fra Sommerdragten deri, at hvert Stykke er af loddent Renskind i Stedet for af Vadmel eller garvet Skind. Hueformen, som benyttes i Koutokæino og omgivende Distrikter, har jeg tidligere beskrevet; i andre Egne bruges til Dels andre Former. Under Pæsken eller Koften bæres paa Brystet en om Halsen hængende Taske, hvori Smaasager, Penge o. l. gjemmes. Lommer bruges ikke; større Gjenstande puttes ned i Barmen af den rummelige Kofte eller Pæsk.

Kvindernes Kofte er af samme Snit som Mændenes, dog uden den høie, opstaaende Krave, i hvis Sted et lille Tørklæde ligger ud over Skuldrene - til Stads to, tre eller flere, det øverste i Regelen af Silke. I det vævede og ofte med Sølvsmykker besatte Bælte bæres foruden Kniven en Saks, Synaale, Traad og Nøgler. Huen, som den bruges af Koutokæinos Lappekvinder, slutter tæt til Hovedet; den er egentlig ikke klædelig, men som oftest smukt forarbeidet og rigt udstyret. Den er af blaat eller rødt Klæde, fortil forsynet med Kniplinger og for Resten beklædt med blomstret Bomuldstøi og Silkebaand.

I andre Egne har Kvindehuen andre Former, men Prisen for dem alle bærer uden Tvivl den Hue, som benyttes af Lappe­kvinderne i Karasjok (11). Som Billedet viser, gaar den bagtil ud i en hjælmformet Forlængelse, der holdes opret ved et indvendig anbragt Stykke Træ af samme Form. Saa vel selve Huen som dens Forlængelse er ofte prydet med uægte Guld- eller Sølvtresser. Det klædelige røde Slag, som bæres over Ryggen og Brystet, forekommer vistnok ligeledes kun i Karasjaks Egne; jeg har i hvert Fald aldrig set den i Koutokæino; den benyttes mest paa Reiser.

Kone fra Karasjok.

Tidligere var Kvindehuen i Koutokæino den samme som i Karasjok; men under de religiøse ForvildeIser, der i Midten af dette Aarhundrede som en epidemisk Sygdom udbredte sig blandt Koutokæinos Lapper, blev Hjælmforlængelsen kastet, da man var kommentil den Overbevisning, at Djævelen sad i denne Hjælm.

Jeg kan endnu tilføie, at Elvelappernes Kvinder hjemme i Huset ofte optræder i almindelige Fruentimmerskjørter.

Skulde Læseren - siger RODE - ved Hjælp af denne Skildring kunne danne sig en nogenlunde levende Forestilling om Lappernes Udseende, er det vel muligt, at de vil staa for hans Fantasi som uformelige, klodsede og smagløse Skabninger. Dette er til Dels ogsaa Tilfældet i den tykke og stive Vinterpaaklædning, som giver Lapperne, der sædvanlig er af temmelig lille Vækst, en uforholdsmæssig Førlighed. Men i den lette Sommerdragt tager en rask ung Lappekarl og en nogenlunde net Pige, der, uagtet Lappefruentimmerne just ikke altid, ved deres Udseende kan legitimere deres Krav paa at regnes med til det smukke Kjøn, dog af og til findes, sig aldeles ikke ilde ud.

Saa snart Børnene er saa store, at de kan gaa, er de klædte lige som de Voksne, og de ser ganske pudsige ud i denne deres Dværgeskikkelse. De ganske smaa Børn har derimod slet ingen Klæder, men ligger indsvøbte i et Lammeskind og Mos i deres Komse. Denne Indretning er en Slags Mellemting mellem en Klædning, en Seng og en Vugge; den er dannet af Træbøiler som et Trug, overtrukken med Læder, og netop saa stor, at Barnet kan ligge deri, altsaa en Alen eller fem Kvarter i Længde og maaske 8 Tommer bred, noget smallere i den nedre end i den øvre Ende. Til Beskyttelse for Barnets Hoved er Komsen i den øvre Ende forsynet med en hvælvet Kappe, omtrent af Form som den, man stundom ser paa Vugger; til Kappens Forrand er fastgjort et Tørklæde, der kan bredes ud over hele Komsen. Til Underholdning for Barnet er der spændt nogle brogede Baand fra Hvælvingens Rand til Komsens Forende, og disse Baand er besatte med Glasperler, Sølvknapper o. l. Naar Barnet er nedpakket i Komsen, tilsnøres Læderovertrækket, hvorunder Benene har Plads. Til begge Komsens Ender er fæstet en Rem, som Moderen kaster over Skuldrene, naar hun paa Vandringer bærer Barnet; i denne Rem ophænges Barnet ogsaa inde i Teltet, eller ude paa Marken paa en Trægren, naar Moderen har andet at gjøre, end at sysle om det. Pattebørnene medføres næsten altid af Mødrene under disses Arbeider og Reiser til Markeder, Kirken o. s. v.; ingen Naboer findes, til hvem Barnet kunde overlades, og Afstandene er overalt saa store, at Barnets Pleie og Ernæring ellers vilde være umulig.

Denne Maade at indpakke og bevare Børnene paa er sikkert, naar Hensyn tages til Lappernes Levevis, den bedste og bekvemmeste, der kan tænkes. Naar Barnet er nedlagt i sin Komse, er det ikke alene lettest at haandtere, men det kan ogsaa forlades for en Tid uden Frygt for, at det skal komme til Skade. Man ser undertiden Mødrene, naar de i et eller andet Ærinde løber bort, stikke Komsen paa Ende ned i den dybe Sne, og Barnet ligger eller rettere staar saaledes uden ringeste Fare. RODE, hvem jeg fremdeles i det væsentlige citerer, fortæller, at han en Gang i Koutokæino var Vidne til, at en Ren, der var forspændt en Pulk, hvori et halvaarsgammeIt Barn laa i sin Komse, sled sig løs fra Moderen, førend denne havde sat sig i Pulken, og med pilsnar Flugt satte af Sted. Pulken væltede straks i Begyndelsen, og slæbtes saaledes i omvendt Stilling over Stok og Sten. At Barnets Hoved maatte være knust, førend Renen tabtes af Syne, var jo en ganske nærliggende Formodning; Forundringen var derfor ikke mindre end Glæden, da de Lapper, der øieblikkelig paa Skier var satte efter Renen, næppe en Time senere bragte Renen og Pulken med det aldeles uskadte Barn tilbage. Først hen imod en halv Mil fra Stedet havde man naaet Renen; dens Tømme var bleven hængende i en Busk, og Renen var derved bleven standset: Pulken blev vendt, og Barnet fandtes ­ sovende. Komsens Hvælving og det foran denne bundne Klæde havde afpareret Stødene og endogsaa hindret Sneen fra at trænge ind.

Kone med Barn i "Komse".

JOHANNES PERSEN PENTHA (45).

BIRRET MIKKELSDATTER HÆTTA (20).

Naar Barnet er født, skjænker Forældrene det en Renko; det samme er ligeledes undertiden Tilfældet, naar Barnet faar sin første Tand. Alt Afkom af disse Rener er Barnets Eiendom; er Renerne frugtbare, og er der Held med dem og deres Afkom, kan Barnet, naar det er voksent, allerede have en god Begyndelse til Velstand. Ved Arvens Skiftning medregnes disse Rener ikke.

Lappebarnets Lege er naturligvis høist forskjellige fra Børnenes Lege hos andre Folkeslag; de vordende Lapper forfærdiger sig Kastereb, Skier og Pulke, de øver sig i at gaa paa Ski, kaste med Lassoen o. s. v. I Almindelighed maa de skjøtte sig selv; paa Tugt og Orden lægger man ikke stor Vægt. Naar de kommer i Skolen, siger HVOSLEF, ligner de utæmmede Rener; enten viser de Trods, eller de søger Udflugter ad Krogveie. Maaske som en Følge af nævnte Frihed bliver de meget ligegyldige og forsømmelige lige over for deres Forældre, saafremt ikke en forventet Arv eller anden Egoisme holder dem i Tømme. Kun nødig underholder de deres Forældre, naar disse bliver gamle; de gjør det i hvert Fald mere for Skams Skyld end af Kjærlighed.

BRITA JOHANNESDATTER TORNENSIS.

Gamle og især syge Folk er ogsaa til stort Besvær for Lapperne, navnlig ved deres Flytninger; gamle Slægtninge medføres derfor sjældent, men maa enten gaa paa Tiggeri, eller de indlogeres hos en fastboende Lap; undertiden tages de med til Fjælds, men lægges da hele Vinteren i et særskilt, nogenlunde centralt liggende Telt, hvor de af og til besøges af deres vidt omstreifende Børn. Bliver nogen syg: maa han sædvanlig enten medføres eller indlogeres hos en anden; men undertiden lader man ham tilbage efter at have forsynet ham med Ved og Mad, stundom tillige med et Barn til Pleie.

Tjenestefolkene behandles som Børnene. De fæstes ikke paa noget bestemt Tidsrum, men saa længe, de behøves. De aflønnes med Rener og nogle Klæder. Har de Held med deres Rener, kan de efter en Tids Forløb eie en lille Hjord og blive deres egne Herrer. -

Lappernes fysiske Eiendommeligheder skildres af v. DÜBEN kort Udtog omtrent paa følgende Maade.

Lappens Figur er for det meste uanselig; han er lille og spæd af Vækst; Middelhøiden er 1 1/2 Meter, Kvinderne er lidt mindre.

Lapperne gaar i Almindelighed noget foroverbøiede og bliver derved krumryggede, hvorved de kommer til at se endnu mindre ud, end de egentlig er. Benene er for det meste noget korte i Forhold til Overkroppen, og Hjulbenethed er meget hyppig.

Hudfarven er i Ungdommen lys; man finder da en livlig Rødme i Kinderne og en klar Teint. Kvinderne bibeholder denne Hudfarve bedre end Mændene, der tidligt taber den; hos disse og de ældre Kvinder er den brungraa, hvortil ikke alene Smuds er Grunden, men sandsynligvis ogsaa Modsætningen mellem Heden ved Teltilden og Kulden ude, samt deres for alle Klimaets Ublidheder udsatte Levevis. Haaret er i Almindelighed mørkt, oftest stridt og meget sjældent krøllet. I Alderdommen graaner Haaret, men næsten aldrig bliver det hvidt. Skjægvæksten er i Regelen sparsom; den findes mest paa Overlæben og Hagen, mindst paa Kinderne.

ASLAK JOHNSEN BALS (35).

Musklerne, skjønt ikke store, er vel udviklede, og som Følge af deres bestandige Anvendelse i særdeles tjenestedygtig Stand. Lapperne brydes gjærne og de gjør det baade med Kraft og lhærdighed, ligesom de overhovedet i alle deres Bevægelser er udmærket sikre og smidige. Deres Levevis er ogsaa saaledes, at Muskelkraften stadig behøver at udvikles. Om dette end især gjælder Manden, saa passer det dog ogsaa, om end i ringere Grad, paa Kvinden, thi hun har jo for en stor Del de samme Gjøremaal som han.

Egentlig muskelstærke er Lapperne dog ikke; i denne Henseende er Nordmændene, Svenskerne og Finnerne dem langt overlegne.

JOHANNES JOHANNESEN HÆTTA (58).

RASMUS ANDERSEN SPEIN (65).

Synet er særdeles skarpt, og paa Grund af stor Øvelse skjelner Lapperne Gjenstandene i overordentlig store Afstande. Munden er bred, og Læberne i Almindelighed tykke, Tænderne er som oftest gode, og de fleste Europæerinder vil med Beundring og Misundelse kunne betragte deres unge, lappiske Søstres hvide Tandrækker.

Ansigtsudtrykket er i Regelen godmodigt og venligt, næsten barnligt, dog med Undtagelse af de rynkede Øienbryn, der Udtrykker et vist melankolsk præg.

Stemmen er for det meste noget pibende, tynd og klangløs.

BRITA OLSDATTER NANGO.

Hænder og Fødder er i Almindelighed smaa, skjønt de sidste i paaklædt Tilstand synes store, medens Benene paa Grund af Benklædernes Tranghed; synes uforholdsmæssig smalle, især der, hvor de stikker op af de udstoppede Sko.

Lapperne glæder sig ved en god Helbred; de er sjældent syge, efter at de vel er komne ud over de første Barndoms Aar, og ofte naar de en høi Alder. Men Tiden tager temmelig hurtigt paa dem, og efter deres Udseende kan man vanskelig bedømme Alderen; de ser efter vore Begreber sædvanlig ældre ud, end de er. Især er dette Tilfældet med Kvinderne, der som unge ikke sjældent har et frisk og tækkelig Udseende, men som ældre ofte er vederstyggelige (12)

I Henseende tiI Renlighed staar Lapperne ikke høit. Dog er i hvert Fald Fjældlaperne for en Del undskyldte. De ligger hele Vinteren i Klæderne, undertiden ogsaa om Sommeren; om Vinteren i en Pels, hvis Haar vender indad. Hele Familien bor sammen i Teltet, og der er ingen Leilighed til at vaske Kroppen; kun Ansigt og Hænder vaskes stundom. Selv om de har vasket sig, tilsmudses de inden faa Øieblikke af Røgen i Teltet, af Sod fra Ildstedet, af Sved og af Smuds fra Marken. Deres Forsømmelighed lige, overfor Renlighedsforskrifterne synes imidlertid ikke at bekomme dem ilde, tvært imod virker Smudset maaske som en nyttig og beskytteride Fernis mod Indvirkningen af Temperaturvekslinger og Uveir.

Kæmning er en akt, som kun nu og da foretages, og Klæderne bliver i Regelen siddende paa Kroppen, til de er udbrugte, eller Aarstiden kræver Bytte. Under disse Forhold kan man ikke under sig over, at der indfinder sig Indkvarteringer af forskjellig Art. Naar v. DÜBEN med hensyn til det elskværdige Væsen, der paa Latin hedder Pediculus, siger, at han kun hos faa Lapper har truffet det, da gjælder dette visselig ikke om Lapperne i Koutokæinos Egne. Tvært imod, de gaar uden Undtagelse omkring med hele Hjorder af disse Skabninger; for at forhindre en alt for stor Overbefolkning maa der af og til foranstaltes en større Slagtning. Men det er ligesom med Smudset: Lappen selv generes ikke af saadanne Bagateller. Betegnende for hans Opfattelse af denne Sag er følgende Historie, som jeg en Gang hørte i Koutokæino. En Lap saa en af de omhandle de Kavallerer tage sig en Spadseretur uden paa hans Kofte. Forsigtig tager han den med Fingrene og stikker den ind i Barmen med de Ord: "Vil Du se, at Du kan blive indenfor, Du Kanalje!"

MIKKEL JOSEFSEN NECKELA (21).

KAREN ASLAKSDATTER EIRA. RAVDNA ANDERSDATTER SOMBY. KIRSTEN PEDERSDATTER BALS.

Lapperne er i Almindelighed gjæstfrie og omgængelige. Gjæstfriheden angaar dog hovedsagelig kun Tag, Soveplads og Varme. Man kan undertiden se den ene efter den anden reisende Lap komme ind i et Telt under et Uveir og tage Plads der inde. Er de kjendte med Teltets Beboere, bydes der dem maaske en Kop Kaffe, ellers maa de nøie sig med en lille Plads ved Ilden og med Vand; thi Lappen generer sig slet ikke for at spise med sin Familie uden at byde den ubudte Gjæst noget.

Lapperne hilser i Regelen hinanden med: "buorre bæive" (god Dag), hvortil den Tiltalte svarer: "lbmel adde" (det er Gud, som giver den); derpaa følger en Slags halv Omfavnelse, idet hver lægger sin høire Arm om den andens Liv, og ofte rystes Hænderne ovenpaa med gjentagne: "burist, burist" (vel, godt). Tager Lappen Afsked, siger han "batse dærvan" (forbliv frisk), hvortil de Tilbageblivende svarer: "mana dærvan" (gaa frisk).

I deres indbyrdes Omgang er Lapperne muntre og snaksomme. Naar den vandrende Lap nærmer sig et Telt, paaskynder han sin Gang mere og mere, og ankommer næsten løbende, saa ivrig er han. Ved Teltdøren kaster han sin Byrde paa Marken, træder hurtigt ind i Teltet, udbryder med Livlighed "burist, burist", sætter sig ned paa korslagte Ben, og inden faa Øieblikke er han i den livligste Samtale.

MATHIS JOHANNESEN HÆTTA (60).

Intet Kaffeselskab kan være mere høirøstet end en omkring Teltets Ild placeret Gruppe af Lapper, der nylig har truffet hverandre. Er der nogen Fremmed til Stede, er man rigtignok i Begyndelsen noget stille og tilbageholden; men er den Fremmede selv meddelsom og venlig, og fremfor alt er han skjæmtsom, ændres Forholdet snart, og Lappen er da ikke bange for at svare paa Tiltale. Thi Lappen er selv Humorist og giver gjærne Gjensvar, kvikke og skarpe.

Ung lappisk Pige.

ANNA ASLAKSDATTER GAUP (18). ANNA JOHNSDATTER SOMBY (20).

Omgangen mellem Ungdommen af begge Kjøn er særdeles fri og ugenert; i Teltene ligger Husbonderne, voksne Børn og Tjenestefolk om hverandre. De sædvanlige Følger indtræffer selvfølgelig ogsaa.

Lappen er i Almindelighed sparsom, ja endog gjerrig; Rigdommen bestemmer hos ham Rangen og giver Anseelse; maaske vil han ogsaa være forberedt paa slettere Tider. Tidligere pleiede Lapperne at realisere alt, hvad de kunde undvære, i Sølvpenge, som nedgravedes paa Steder, der kun var kjendte af Skattens Eier. Døde han, inden han kunde give nogen en Meddelelse herom, blev Skatten ubekjendt liggende i Jorden, og den ligger der formodentlig endnu den Dag i Dag. I våre Tider derimod har Lappen faaet Øie for, at han gjør bedre i at sætte sine Penge i en Bank.

I Forbindelse med denne Sparsommelighed og den for Lappen særegne Mistænksomhed staar den Omstændighed, at han, skjønt velvillig og høflig mod den Reisende, er temmelig fordringsfuld med Hensyn til Betaling, og at han i Handel og Vandel er egennyttig og forslagen; man maa passe godt paa, for at man ikke skal blive narret af ham. Mærker han, at man i høi Grad ønsker en Ting eller trænger til den og kun kan faa den gjennem ham, kan han skrue sine Fordringer meget høit op.

Lappen har en stærk Tilbøielighed til at hengive sig i Nydelsen af Livet, hvad enten det er i Form af en Pibe Tobak eller en Kop Kaffe eller et Glas Brændevin. Derfor synes han ofte temmelig magelig og sendrægtig. Tiden er intet for ham. Han har ikke Uhr og beregner ikke Tiden efter Timer, men efter Solens og Stjærnernes Stilling. Sker en Ting ikke i Dag, saa sker den vel i Morgen, og om ikke da, saa en anden Gang: det er hans Filosofi. Skal han opgjøre et Kjøb, bestemme sig for et Arbeide eller antages som Ledsager for en Reisende, udfordres der endeløse Overveielser, inden Sagen kan blive afgjort; han vakler frem og tilbage Beslutningen, og er den endelig til sidst fattet, sættes den kun langsomt i Værk. Opgjørelsen af en Akkord om Rener til Transport af Sager, om Ledsagelse paa en Reise, Opbrud fra et Hvilested, Byrdernes Anbringelse o. s. v. under Reise n, er Ting, som paa Grund af denne Lappernes Sendrægtighed kræver baade overmaade lang Tid og for den Fremmedes Vedkommende en udsøgt Taalmodighed, for at de skal kunne bringes til en lykkelig Afslutning. Hastværk maa man ikke have, naar man færdes blandt Lapperne og er afhængig af dem. Men naar Lappen endelig kommer i Gang, naar en Beslutning endelig er fattet, et Foretagende endelig paabegyndt, udfører han sit Hverv ordentligt; han er da baade ihærdig og samvittighedsfuld i Udførelsen af, hvad han har paataget sig.

Lapperne er gjennemgaaende et godmodigt Folkefærd, og langvarigt Fjendskab mellem dem hører til Sjældenhederne. Mandens Opførsel lige over for Hustruen, Børn og Tjenestefolk er velvillig og human.

Lappernes Forhold til de Folkeslag, mellem hvilke de lever, er i det hele taget godt. Dog med een Undtagelse. Det er det spændte Forhold, der existerer mellem Fjældlapperne og Nybyggerne i de Egne ved Kysten, hvor Nomaderne færdes om Sommeren. Nybyggerne besværer sig over, at deres Marker og Enge nedtrampes af Renerne; at Lapperne udstrækker deres Vandringer til Egne, hvor de tidligere ikke er komne; at man aldrig kan gjøre sin Ret gjældende lige over for den, der har forvoldt Skaden, og følgelig heller aldrig faa nogen Erstatning. Lapperne paa deres Side beklager sig over, at deres Omraade Aar for Aar mere og mere indskrænkes; at de faa og trange Veie, som gjør deres Vandringer til Kysten mulige, mere og mere afstænges; at den Bosiddende skyder deres Rener, at hans Hunde farer ind i og adsplitter Hjordene o. s. v. Hver af Parterne paastaar at have Ret, og har det vel ogsaa. -

Til Slutning skal jeg endnu anføre de Ord, hvormed v. DÜBEN under et skildrer Lappernes Karakter; disse Ord er vistnok saa træffende og udtømmende, at der hverken kan lægges noget til eller trækkes noget fra. Han siger:

De er barnlige Vilde, med denne naive Blanding af Godhed og Slethed, Enfold og List, Følsomhed og Raahed, Magelighed og Opbrusning, som i Almindelighed betegner denne Menneskelighedens oprindelige Tilstand.

9) Herved maa ikke forstaas et Vandfald eller en Fos i Ordets sædvanlige Betydning, men en længere eller kortere Strækning af Elven, hvor Van­det paa Grund af Jordbundens gradvise Skraaning har et ualmindelig hurtigt Løb.

10) Foruden de tidligere omtalte Skindhandsker bruges ogsaa brogede UIdvanter, især i mildere Veir, og naar man ikke kjører. Thi under Kjørselen er Skindhandskerne ikke alene et Værn mod Kulden, men ogsaa en fortræffelig, næsten uundværlig Beskyttelse for Hænderne mod de saa godt som uundgaaelige Stød og Slag under den hastige Fart.

11) Koutokæinos Nabopræstegjæld.

12) Ved en Del af de i dette Afsnit givne Portræter af Lapper er Alderen tilføiet i Parenthes.