Under Nordlysets Straaler : Skildringer fra Lappernes Land / af Sophus Tromholt. - Kjøbenhavn : Gyldendal, 1885

I. Fra Bergen til Alten.

Den 24de August 1882 - det er Datoen for Reisens Begyndelse; Bergen er Udgangspunktet. Hen ad Midnat blev jeg roet om Bord i det store Postdampskib, der skulde føre mig den lange Vei mod Nord langs Norges vildt sønderrevne Kyst.

Det regnede naturligvis. Det regner altid i Bergen, ved De nok; men det regner i Strømme, naar man skal tiltræde en Reise. Nu ja, for poetiske Gemytter maa det være ganske opløftende at bemærke, at selv Himlen fælder Taarer i Afskedens vemodsfulde Øieblik; for mere prosaisk anlagte Naturer er det rigtignok noget ubehageligt at begynde Reisen med vaade Fødder.

Men man kan ogsaa gjøre en Skjælm Uret, og naar jeg nys sagde, at det altid regner i Bergen, maa jeg tilstaa, at dette Udsagn ikke er frit for, hvad man kalder Overdrivelse. Den meteorologiske Statistik oplyser, at det ikke eller saa godt som ikke regner i 100-150 Dage af Aaret. Ja, det kan endogsaa hænde, at man i Uger og Maaneder ikke behøver at tage sin Paraply og sine Galoscher frem - disse to Attributer, som er saa uadskillelige fra en Bergenser, at man næsten maa anse det for en Feil ved Naturen, at den ikke lader ham fødes med dem. Jeg husker, at der for nagle faa Aar siden indtraf en saadan usædvanlig langvarig regnfri Periode, og at jeg i den Anledning endogsaa var saa letsindig at give en meteorologisk Artikel i et af Byens Blade den Overskrift: "Det regner ikke mere i Bergen". Men Dagen efter aabnede selvfølgelig Jupiter Pluvius sine Sluser, og for at indhente det forsømte lod han Regnen strømme ned med en saadan Ihærdighed og i Maaneder vedvarende, utrættdig Udholdenhed, at selv Bergensernes amfibialske Natur begyndte at blive kjed deraf. At det samtidigt styrtregnede paa mig med Spydigheder og Stikpiller, behøver jeg ikke at fortælle.

Blev alt det Vand staaende, som i Løbet af et Aar regner ned over Bergen, vilde alle Bergensere være druknede, inden Aaret var omme - i hvert Fald alle de, som ikke havde lagt sig efter den ædle Svømmekunst. Thi det er et Vandhav af halvsjette Fods Dybde, der Aar efter Aar plasker og siver ned fra Skyerne.

Besøg ikke Bergen paa en Regndag, naar Skyerne ligger tunge og regnsvangre paa Hustagene, og hele Atmosphæren er forvandlet til en Taage af Vandstøv - da ser Byen ud som en druknet Mand, der netop er trukket op af Vandet.

Men kom til Bergen en af de 100-150 Dage, da Galoscherne bliver hjemme, og de smukke Bergenserinder ombytter Regnskjærmen med Parasollen. Da vil De finde den gamle, mærkelige Stad mellem de syv Fjælde interessant og tiltalende; da vil De se, at der inden for den noget uanselige ydre Ramme rummes Billeder saa livfulde og originale som i ingen anden nordisk By. Deres Øie vil fængslet dvæle ved den brogede Menneskemylder, der fra Morgen til Aften bølger gjennem den lange, trange "Strandgade", hvor alle Landets Folketyper i deres farverige, eiendommelige Nationaldragter synes at have sat hverandre Stævne; De vil med Interesse og Glæde betragte den travle, rastløse Handelsvirksomhed, der rører sig paa Havnen, ved Kaierne, paa Børsen. De lyse, venlige Villaer i de grønne Omgivelser vil smile indbydende til Dem, og er De saa heldig at kunne besøge en eller anden af dem, vil De finde, at Elskværdighed og Gjæstfrihed ikke tager Skade af halvsjette Fods Regnvand, men snarere ligesom Planteverdenen omkring Byen synes at trives dobbelt frodigt derved.

Og selv om Bergens nærmeste Omegn ikke kan udholde Sammenligningen med flere andre norske Byers, saa behøver De blot at reise faa Mil for at finde en Natur, der vil overraske selv den mest forvænte Smag. Thi i Bergens Stift er alle de Naturskjønheder, som ellers findes enkeltvis paa saa mange Steder i Norge, samtidigt repræsenterede; her er det storartede, det vilde, det mægtige og det yndige, det blide, det tryllende sammenføiede til en herlig Harmoni. Der er de stolte Fosser, de vældige Bræer, de gigantiske Fjælde - der er de svulmende grønne Lier, de speilblanke Fjorde, de rislende Bække. Hvilken Turist har ikke hørt Tale om de to berømte Fjorde, den ene Nord, den anden Syd for Bergen, hvor Naturen saa rigt har ødslet med sine Skatte: den imponerende Sognefjord og den milde, ynderige Hardangerfjord. Og disse herlige Natmmalerier har fremfor saa mange af Sydens den store Fordel, at Civilisationen endnu ikke har oversmurt dem med en Fernis af Hoteller, Kellnere, Drikkepenge og andet Optrækkeri.

Men vi maa ikke glemme, at vor Vei gaar til Lappernes Land!

Paa den første Del af denne vor Fart langs den norske Kyst maa vi ikke vente at finde nogen Antydning til den pragtfulde Natur, der gjemmer sig inde i Fjordene. Som overalt i den sydlige Del af Landet er Kysterne her nøgne og kjedelige; paa den ene Side af det som oftest smalle Farvand har man Fastlandet, paa den anden Klippeøerne (Skjærene), der i utallig Mængde danner en næsten uafbrudt Kjæde langs hele den norske Kyst lige fra den svenske Grænse ved Frederikshald til Nordkap. Men enten man ser til høire eller til venstre - Udsigten er lige monoton.

Først naar man har passeret den lille By Florø, kommer der et enkelt interessant Punkt; det er det stolte Fjæld Hornelen. Det reiser sin tilsyneladende lodrette Væg op af Vandet til svimlende Høide (omtrent 3000 Fod); Dampskibet passerer lige ind under det og det hæver sig truende over vore Hoveder med sine eventyrlige Former og Udvækster, der uophørlig skifter Udseende, efterhaanden som vi forandrer Plads, og hvoraf mange synes at have den største Lyst til at styrte sig ned over os.

Nogle Mil nordligere ligger Norges vestligste Forbjerg: Stat, men det er kun meget faa Reisende, der kan rose sig af at have set det; thi Søgangen er her, da den skjærmende Skjærrække mangler, i Regelen saa ubehagelig stærk, at enhver trækker sig tilbage til ensomme og ofte alt andet end glædelige Betragtninger i sin Køie. Jeg har tre Gange haft den Ære at passere Stat, men af den nævnte Grund aldrig set det, hvorfor man forhaabentlig velvillig undskylder mig, at jeg ikke ser mig i Stand til at fortælle, hvorledes det ser ud.

Efter at Stat i Løbet af et Par Timer er passeret, gaar Veien atter i lang Tid i det rolige Farvand inden for Skjærene, og de beklagelsesværdige Stakler, der ikke har haft Kræfter nok til at modstaa Neptuns fule Angreb, kryber igjen op paa Dækket for at indaande den friske, sunde Søluft.

Ringe var mit Kjendskab til Stat, og derfor skammer jeg mig næsten ved at maatte tilstaa, at jeg heller ikke har nogen Anelse om, hvorledes vor næste By: Aalesund egentlig tager sig ud. Der ligger rigtignok nogle faa Huse nede ved Havnen, hvor Damperen stopper, men da de i det høieste kan rumme 60 og ikke 6000 Mennesker, maa de øvrige 5540's Huse formodentlig ligge andensteds.

Men desto bedre forstaar Molde at præsentere sig. Som en Fuglerede i Skoven titter den venligt frem bag den brede, frodige Strandbreds grønne Løv. Den smiler til de skovklædte, idylliske Øer i den blanke Fjord, smiler til det stolte, enestaaende Panorama, der indfatter mere end den halve Synskreds: den imponerende Alperække, der dannes af Romsdalsfjældenes høje, spielse Tinder. Top slutter sig til Top, ofte med vildt fantastiske Former, enkelte dækkede med hvide, skinnende Snepletter. Men vi har desværre ikke Tid til at dvæle længere ved denne lille indbydende Plet; kun et flygtigt Blik kan vi her som alle Vegne paa vor lange Dampskibstur kaste paa de vinkende Vuer, vi haster forbi. Men enhver Reisende misunder de 1700 lykkelige Moldensere, der hver Dag kan forlyste deres Øie med al denne Herlighed.

Nogle Timer senere er vi ved Kristianssund, et Venezia en miniature, for saa vidt som Byen ligger fordelt paa tre Øer, mellem hvilke smaa Dampere og Mængder af Baade underholder Forbindelsen. Hver af de tre Øer er i en forskrækkelig Grad bakket og ujævn; Husene ligger derfor, som de kan bedst, og de Tilløb til Gader, som findes, burde vistnok hellere have været anlagte som Trapper. Men en livlig, kjæk Handelsvirksomhed rører sig paa Land og Vand, Rigdom og Velstand har Byen erhvervet sig ved Hjælp af Klipfisken, der herfra i talrige Skibsladninger exporteres til Spaniens Katholiker, og naar jeg her angiver Indbyggertallet til 8000, saa vil dette Tal allerede om et Par Aar være meget forældet.

Vi fortsætter vor Reise, vi farer atter forbi Klipper og Skjær, mellem hvilke en Gang imellem Havhorisonten titter frem, indtil vi kommer ind i den store Trondhjemsfjord. Og efter nogle Timers Fart paa den er vi i Trondhjem, Norges største By efter Kristiania og Bergen. Her gjør Dampskibet et længere Ophold, saa at vi kan faa Tid til at se os lidt om.

Jeg maa oprigtig talt tilstaa, at Trondhjem overraskede mig. Et Par Aar tidligere havde jeg set Byen i tre Dages glædesløst, tungt og raakoldt Regnveir; den gjorde da et alt andet end tiltalende Indtryk. Hvor ganske anderledes var det ikke nu i de tre straalende, skjønne Sommerdage, i hvilke Dampskibet laa i stille her paa Havnen! De brede, lyse og venlige, med Træer beplantede Gader, der har et saa mærkelig fredeligt og hyggeligt Præg; den herlige, frugtbare Omegn, der lader En glemme, baade at man er i det stenrige Norge og saa nær Polarkredsen; det Skjær af poetisk-historisk Romantik, som den gamle Domkirke og Munkholmens enlige Fæstning ude i den brede Fjord kaster ud over Byen; Afvekslingen fra det noget ensformige og trættende Dampskibsliv; det flotte og komfortable Hotel - alt bidrog i Forening med den varme Sommerglans, som Solen udstraalede over det hele, til at gjøre Opholdet i Trondhjem til et af de behageligste Afsnit af den hele Reise.

Trondhjem syntes mig at være mere "europæisk", end man efter dens nordlige Beliggenhed og forholdsvis ringe Størrelse kunde tro. Men den ligger jo ogsaa, paa Grund af sine Jærnbaneforbindelser, flere Dage nærmere ved baade Kristiania og Stockholm, end Tilfældet er med f.Ex. Bergen. Der er i Trondhjem ganske vist ikke det typiske Folkeliv, ikke det rastløse Handelsrøre, som gjør et saa tiltalende Indtryk paa den Fremmede, der besøger Bergen. Men paa den anden Side finder den Fremmede i Trondhjem mere af den Komfort og adspredende Afveksling, som man møder i større og sydligere Byer, ikke at tale om, at hverken Bergens Gader eller dens nærmeste Omegn har det venlige, yndefulde Præg som Trondhjems.

Den gamle, berømte Kirke, den mærkeligste og største i hele Norden, hvor er den ikke herlig i al sin Usselhed! Hvad end Tidens Tand har bortgnavet, hvad end Vandalismen har ødelagt ­ Resterne og Ruinerne taler endnu høit om den Skjønhedsverden i Sten, den en Gang var. Og de med kyndig og omhyggelig Haand restaurerede, for en stor Del usigelig skjønne Partier giver Haab om, at det herlige Bygningsværk atter vil reise sig i fornyet Skikkelse af sine Ruiner som et Vidnesbyrd om, at Nutidens Kunstsans har udslettet, hvad Fortids Sløvhed forbrød, da den som Nutid stod lige over for sin Fortids Skjønhedsfrembringelser, som den ikke forstod.

Gjennem grønne, bølgeformige Bakker, slige som man ellers sjælden ser her i Landet, forbi smilende Landsteder i blomstersmykkede Haver, imellem tætte Hegn, hvor Rønnebærtræerne staar med deres pragtfulde, høirøde Klynger, gaar Veien ud til Lerfossen. To Gange styrter Nidelven ned ad en brat Skraaning og danner derved de to nette Fossefald, der ligger i nogle, hundrede Alens Afstand. Den øvre og høieste Fos spalter sig atter i to Sidegrene; en stor Savmølle er bygget op ved Siden af den; de Solstraaler, der en Gang løftede Draaberne, som nu knuses til det fineste hvide Støv, op af Havets Skjød, forvandles her til Arbeide, til levende Kraft, til Penge.

Jeg roede ud til Munkholmen, den gamle Fæstning paa den lille Klippeø, der knytter sig til et af de mørke Blade i Nordens Historie. Her sad i 18 lange Aar det Geni, som hele Europa havde set optil med Beundring, fængslet i en ensom, trang og nøgen Celle. Hvad var hans Brøde? Historiens Muse sænker vemodsfuld sit Hoved og tier. Kun en svag Konges saarede Forfængelighed og Misunderes Rænker styrtede GRIFFENFELDT fra den høie Tinde, hvortil hans glimrende Aandsevner i utrolig kort Tid havde hævet ham, styrtede ham ned i den mest fortvivlelsesfulde Ulykke. Hvilken Grusomhed at fordømme den rige Hjærne til en dræbende Uvirksomhed mellem Cellens fire nøgne Vægge ­ det var det samme som at berøve en RAFAEL Hænderne, en FARINELLI Stemmen. Visselig: "denne Naade var haardere end Straffen!".

Hovedbygningen paa Munkholmen, hvori GRIFFENFELDT sad fængslet, er et stort, rundt Taarn, en Levning af en Rundkirke, der har staaet i Forbindelse med et tidligere Kloster her. Udenfra ligner den en Cirkus eller en af de moderne Panoramabygninger. Den bestaar af to koncentriske Murringe: et cylindrisk Taarn i Midten, og uden om det en lavere, dækket Gang. Af Minder om GRIFFENFELDT er der saa godt som intet tilbage. Kun det Vindue, der sad i hans Fængsel, og to rustede Jærnstænger, Levninger af Vinduesgitteret - det er alt, hvad der er bevaret af synlige Minder om den store Mand, som en barbarisk Tidsalder indespærrede her. Det er, som om man havde gjort sig Umage for at udslette hvert synligt Spor af den umenneskelige Behandling, hvormed GRIFFENFELDT blev lønnet af sit Land og sin Konge. Med taus Deltagelse betragtede jeg den lille Vindueskarm, hvorigjennem han fik Solens Lys knap tilmaalt; jeg maatte røre ved Jærnstængerne, der har følt Trykket af hans Haand og grusomt indestængt saa mange, mange Tanker. Flere Gange har jeg i en lignende Stemning staaet ved Kisten i den lille Kirke i Vær i Jylland, hvori "Danmarks ulykkelige Kantsler" hviler; jeg tænkte den Gang ikke paa, at jeg nogen Sinde skulde komme til at staa paa det Sted, hvor man allerede i levende Live begravede en af Danmarks største Begavelser, sin Tids lyseste Hoved. -

Farten fra Trondhjem nordover er, især naar Veiret er godt, en sand Fornøielsestur. Næsten hele den lange Vei gaar Dampskibet indenskjærs, altsaa mellem Fastlandet og den store Kjæde af Øer og Skjær, der garderer saa godt som den hele norske Kyst. Selv i uroligt Veir, naar Havet udenfor raser vildt, gaar Seiladsen herinde saa roligt for sig, som var man paa en Flod. Kun naar en Gang imellem Skjærrækken slipper op, faar man at mærke, at Nordhavet ikke er at spøge med.

Straks den første Dag fra Trondhjem har man et saadant Stykke at passere; det er den berygtede Foldenfjord. Ikke saa snart er vi ret ude for den sidste Pynt af Skjærene, før Dampskibet begynder sine lystige Svingninger. Passagererne skynder sig blegnæbbede ned i Salonen eller lægger sig plat ned paa Dækket. Med et løftes man høiere og høiere, saa synes Damperen at miste Fodfæste, og nu gaar det nedad, nedad, saa det kribler i Ryggen. Det knager og brager i alle Fortøininger. Lamperne i Salonen svinger frem og tilbage, som om de var gale. Saa, der er en ny Bølge; bums, der gaar vi atter ned i Dybet; ratsch - ratsch - stødte vi paa Grund? Nei, det var blot en Række af Stole, der rutschede ned ad Gulvet. Fire Mand oppe paa Dækket, af dem, der aldrig bliver søsyge - paa Landjorden - iler i samme Moment som paa Kommando til Rælingen og fortæller Fader Neptun Ting, som vi ikke vil tale om. Nede i Salonen stønner man i den ene Køie, hyler i den anden; Smaabørnene synger i Kor dertil, hver i sin Toneart. Atter kommer et voldsomt Angreb fra Bølgernes Side, Damerne skriger, ratsch - bum - bum - bum siger det ude i Gangen, og en halv Snes Kasser og Kufferter tumler sig om hverandre og mellem et Virvar af Dækspassagerer, Bylter og Pakker. Og Deres ærbødige Forfatter ligger udstrakt paa Sofaen og grubler over, hvad der vilde ske, om Skibet skulde støde an imod en af de Tusinder af Stenklipper, der gjemmer sig under Havfladen; sligt er saa ofte hændt før; der ligger han og hører paa al denne stønnende og skrigende og plaskende Elendighed, og overveier, om han ikke gjorde bedst i at gjøre som de andre og ofre Middagsmaden til de vrede Havets Guder. Men efter et Par Timers Fart sagtnes den voldsomste Bevægelse, de Lidendes Veklager gaar over i en roligere, i Lidelsen hengiven Stønnen, og snart tager Søvnens Gud dem i sin Favn. Naar de vaagner, er vi atter for længst i smult Farvand. Og saa ler man ad sig selv og ad de andre, glemt er Lidelserne og Angsten, og man synes, det hele er ingenting.

Det er store og prægtige Dampskibe, der hele Aaret rundt holdes i Gang langs den norske Kyst, fra Hamborg eller Kristiania lige til Vadsø. God Restauration, al mulig Komfort, elskværdige Kapteiner og en flink Betjening. Men det maa være en haard Rute om Vinteren, naar Solen i Uger eller Maaneder ikke kommer opover Horisonten, og det gjælder om, kun ved hjælp af Maanens eller Nordlysets matte Skin at finde Veien i den farlige Labyrinth, som Skjærgaarden danner.

Men i den lyse Sommertid, naar Himmel og Hav, Fjæld og Fjord staar iklædte deres fagreste Dragt, da er Farten som en Rhintur i stor Maalestok, kun at den varer lige saa mange Dage som hin Timer. Det første Stykke fra Trondhjem er dog endnu uden synderlig stor Afveksling; det er stadig det samme Einerlei, som paa den sydligere Del af Kysten, Fjæld og Fjord, Fjord og Fjæld. Men længer nordpaa bliver Landskabet mere og mere storartet, Formerne mere og mere interessante. Grav en Kanal tværs igjennem Schweiz og tag en Seiltur paa den, saa faar De omtrent noget lignende som Farten her langs Helgelands, Lofotens og Finmarkens Kyster. Det er ikke længer den afrundede Kuppelform, som er saa karakteristisk for Fjældpartierne i det sydlige Norge: her hæver Fjældene deres gigantiske Former dristigere op mod Himlen, her løfter de deres spidstakkede Tinder, her aftegner deres Profiler sig saa skarptandede som Eggen af en Sav. Hvert Skridt nordover bringer en ny overraskende Fjældform frem for Øiet, snart bizar og eventyrlig, snart venlig og smilende. Den ene klæder sig fra Taa til Top i Fyrrens tætte, grønne Pelts, den anden nøier sig med Sneens skinnende hvide Hætte paa den veirbidte Isse. Her styrter en skummende Fjældbæk ned ad de bratte Sider, hist skyder en Isbræ sin mægtige, grønblaaskinnende Arm majestætisk ned i Dalen.

Det ene Billede kommer og gaar efter det andet, 4-5 Dage igjennem, saa selv det hungrigste Øie vil kunne mættes.

Her kan der ikke være Tale om endog blot at opregne alle de mange Seværdigheder, som i uafbrudt Følge, passerer Revue; kun nogle faa af de mærkeligste skal jeg omtale i. Korthed.

Den første By, vi passerer efter Trondhjem er Namsos. Den bestaar af en lille, tæt Klump Huse omkring en stor Kirke. Husene - som sædvanlig i norske Byer alle af Træ - ser nette og pyntelige ud, Gaderne er brede og lige og overskærer hverandre under rette Vinkler - alt en Følge af, at Byen i 1872 havde det Uheld eller Held at brænde op. Da der kun er 1700 Mennesker i Byen, og man ikke kan forlange, at disse alle skal være ude paa de brede Gader, ser disse - som for øvrigt hele Byen - noget kjedelige ud. Jeg har i forskjellige Reisehaandbøger søgt efter et eller andet mærkeligt, jeg kunde fortælle om Namsos, men søgt forgjæves. Dette er dog altid een Mærkelighed ved Byen. Mulig har den flere. Jeg kjender dem imidlertid ikke.

Saa passerer vi Lekøen med Fjældet Lekømøen, hvorom Sagnet har en romantisk Historie at fortælle, som De straks skal faa at høre.

Vi kommer nemlig kort efter forbi en anden Stenkæmpe, der ogsaa er indviklet i dette Eventyr. Det er det mærkelige Fjæld Torghatten, en Stenklump paa 800 Fods Høide, der 400 Fod over Havet er gjennembrudt af et Hul, som strækker sig tværs igjennem Fjældets Masse fra SV til NO, saaledes at man fra Dampskibet nogle Øieblikke kan se igjennem det. Dette Hul eller denne Hule, hvoraf vort Billede giver en Fremstilling, har en Længde af 500 Fod; Væggene er temmelig glatte og lodrette, men Gulvet meget ujævnt. Høiden af denne eiendommelige Tunnel veksler mellem 60 Fod ved den østlige Indgang og 250 Fod ved den vestlige.

Hullet i Torghatten.

Hvorledes har Torghatten faaet dette Hul? Jo, det gik til paa følgende Maade.

Hestmanden, der nu staar som en forstenet Jætte oppe ved Polarkredsen, og som vi senere skal passere, havde fattet en brændende Kjærlighed til Lekømøen. Men ak, hans Kjærlighed blev ikke gjengjældt. Som saa ofte i Livet, grebes den forsmaaede Elsker af Forbitrelse og vilde voldsomt tiltvinge sig den Kjærlighed, der ikke godvilligt blev ydet ham. Lekømøen flygtede forfærdet. Hestmanden forfulgte hende, og i sin Harme kaste de han en Pil efter Møen. Men hendes Broder en anden Kæmpe, var pludselig ilet hende til Undsætning, og kastede sin Hat i Veien for Hestmandens Skud, saa at den fremilende Pil gjennemborede Hatten i Stedet for Lekømøen. I samme Nu stod Solen op, og alle forvandledes til Sten. Saaledes staar de den Dag i Dag. Hestmanden speider fra sit høie Sæde trøstesløs ud over det vide, bølgende Hav, Hullet i den gjennemborede Hat har jeg nylig beskrevet, og den udslyngede Pil staar som en Bautasten paa en af de nærliggende Øer.

Saaledes har Folkedigtningen indblæst Poesiens Liv i de mærkelige Stenkolosser, der her i Polarkredsens Nærhed hæver deres fantastiske Former op mod Skyerne.

Saa kommer den smukke Alstenø med sin imposante Fjældrække de syv Søstre, et stolt Geled af syv stivnakkede Stenjomfruer. Billedet viser kun de midterste af de syv Toppe, af hvilke den nordligste og den sydligste har en Høide af 2800 Fod.

Parti af de syv Søstre.

Endelig ser vi langt ude til venstre Hestmandøen med sin interessante, rytterformige Fjældtop Hestmanden, maaske den eiendommeligste Formation paa hele Kysten. Det er Kommandanten i "Don Juan" i kolossal Maalestok: stolt sidder Stenmanden med flagrende Kappe paa den vældige Ganger, vidt speider han, ud over Land og Hav, helt op i Skyernes Region naar hans Hoved.

Polarkredsen gaar netop tværs over Hestmandøen. Vi, som for førstee Gang betraadte den kolde Zone, maatte naturligvis betale Tribut, eller "hønse", som det hedder i Sømandssproget, og i funklende Xeresvin drak vi Polarkredsens Skaal. Et lille "Guds Ord fra Landet" spurgte ved denne Leilighed i al Uskyldighed, om Polarkredsen viser sig paa Himlen eller paa Jorden. "Nei, den ligger paa Bunden af Havet", svarede Styrmanden med stor Høitidelighed.

Hestmanden.

Bekjendt er Historien om Kapteinen, der viste nogle nysgjerrige engelske Turister Polarkredsen i en Kikkert. Han havde anbragt et Haar tvers over Kikkertglasset.

For Resten kan jeg fortælle dem, der ikke selv har været her, at Verden Nord for Polarkredsen har omtrent det samme Fysiognomi som Syd for denne Linie. Vi mærkede i hvert Fald ingen anden Forandring, hverken i Naturen eller Veiret, end at begge blev mere og mere tiltalende.

Kom selv og se, vil jeg sige til dem, der læser dette med Mistro. Ingen vil angre en saadan Reise. Næppe nogen anden Udflugt i hele Europa vil for Turister være saa lønnende som denne. Det vil heller ikke vare længe, inden denne Rute om Sommeren vil blive en af de mest frekventerede; Aar for Aar voxer den Skare af Albions Sønner og Yankeer, der fra Bergen eller Trondhjem drager op til Nordkap.

Langs storartede Landskaber, forbi vekslende Fjældformer med savformige Rygge, bratte Styrtninger, forrevne, snebedækkede Tinder, forbi Skov og Fjord og Bræ gaar Veien videre til Bodø. Til venstre, langt ude i det Fjærne begynder Lofotøernes mægtige Alperække at dukke op af Havet.

Bodø ser fra Dampskibet ud som omtrent alle nordlige norske Byer. De har alle det tilfælles, at de vender deres mindst tiltalende Side ud mod den ankommende Fremmede. Rundt hele Havnen i disse Byer strækker sig nemlig en Række af stygge Pakboder, anbragte over Vand et paa høie Stolper, sande "Pæle­bygninger"; det er Oplagsstederne for det nordlige Norges Guld: Sild og Torsk. For Resten udmærker Bodø sig fremfor alle andre Byer i Verden derved, at dens Kirke og Præstegaard ligger hen imod ½ Mil uden for Byen. I Præstegaarden boede i øvrigt i længere Tid den senere franske Konge LOUIS PHILIPPE, medens han landflygtig opholdt sig i Norge.

Tager man et Kaart for sig, vil man se, at Lofotøerne i sydvestlig Retning skyder ud fra fastlandet og skilles fra dette ved den brede Vestfjord. Tværs over denne gaar nu vor Fart fra Bodø. Dette Stykke maa, som en norsk Forfatter siger, "ubetinget henregnes til de smukkeste Søture i Verden. Mod øst ses de takkede Fjælde paa Fastlandet, og mod Vest Lofotens endnu vildere Formationer, imellem hvilke Verdenshavet sender sine mægtige Bølger ind. I stormende Vejr kan denne Fart være temmelig ubehagelig for dem, der er udsatte for Søsyge, og yderst sjælden hænder det, at Havet her er fuldkommen roligt. Men hvis man kan opholde sig paa Dækket, vil man aldrig forglemme Synet af Lofotens Øer, idet de, naar Skibet nærmer sig dem, efterhaanden træder tydeligere frem og aftegner deres fantastiske mod Himlen. Vestfjorden er især skjøn, naar man er saa heldig at se den i Midnatssolens Glans, naar alt gløder i Purpurfarve, medens Hvaler og Delfiner opliver Havet".

Lofoten bestaar af en Mængde større og mindre Øer, der er adskilte ved trange Sunde, hvorigjennem store Vandmasser ved Flod og Ebbe jages frem og tilbage og saaledes danner mere og mindre farlige Strømme.

Ved disse Øer foregaar hvert Aar det store og berømte Torskefiskeri. For i raske Strøg at kunne male nogle Scener med Sanddruhed og Liv af den eiendommelige Virksomhed, der under dette Fiskeri rører sig her, skal H. SCHULZE'S Skildringer fra disse Egne være den Palet, hvorfra jeg tager Farverne.

Paa den ydre Side af Lofotøerne, ud imod Oceanet, findes der vel enkelte Fiskebanker; men det yderst farlige Farvand og den svære Sø gjør Fiskeriet her i høi, Grad besværligt, ligesom de faa Havne heller ikke yder Tilflugt for saa mange Baade, at Fiskeriet kan blive af nogen større Betydning. I det hele er der paa denne Side af Øerne næppe mere end omtrent 700 Baade i Virksomhed, og Udbyttet overstiger sjældent 5 Millioner Fisk.

Paa den indre Side er Farvandet derimod forholdsvis renere, Søen er mere rolig, og der flndes en Mangfoldighed af Havne mellem Smaaøerne, paa hvilke Fiskernes Boder for det meste er opførte.

Lige fra Lofotens Sydspids og nordover i, en Strækning af henimod 15 Mil skraaner Havbunden jævnt ned indtil en Dybde af 40-60 Favne, og paa denne Dybde strækker sig en temmelig bred Banke langs med Lofotkysten. Det er Fiskebanken, der for Nordlændingen er hans Ager og hans Krambod, og uden hvilken Nordland og Finmarken ikke vilde have mange andre Beboere end Sælhunde og Søfugle.

Uden for denne Banke, længer ind mod Fastlandet, ligger endnu en anden Fiskebanke , men da dens Afstand fra Land er 3-5 Mil, benyttes den mindre.

Straks efter Jul begynder Lofotens Beboere allerede at undersøge, om Torsken (Gadus morrhua) er kommen, og de første Fisk, som kommer paa Land, hilses med Glæde som Forbud paa en lykkelig Fangst. De store Fiskestimer indfinder sig imidlertid i Regelen ikke før i Slutningen af Januar. Heller ikke da kommer de alle paa en Gang, men Stim efter Stim, helt til ind i Marts Maaned. I Slutningen af Marts begynder Fisken at gyde Rogn, og som en Følge af denne kolossale Proces bliver Vandet over Fiskebankerne aldeles tykt og grumset. Da kommer der Uro i Fisken, den løber i Garnene i tusindvis, og i denne Tid er Fangsten overordentlig rig. I Begyndelsen af April begynder Stimerne atter at trække ud af Fjorden, Fiskerne flytter efter, til de sydligere Øer, hvor der endnu gjøres en respektabel Fangst indtil den 16de April, paa hvilken Dag Fiskeriet i Almindelighed afsluttes.

De paa Lofoten hjemmeboende Fiskere begynder som sagt allerede paa Aarets første Dage at undersøge, om Torsken er arriveret. De fremmede Fiskere derimod samles ikke før hen imod Slutningen af Januar.

Men allerede i Juletiden er der Liv og Røre i disse fremmede Fiskeres Huse. Redskaberne og Baaden skal efterses for sidste Gang, Madkassen skal forsynes, Skindklæderne lappes. Endelig er der ikke andet, som mangler, end Medbør. Somme vil have Nordenvind og andre Søndenvind, og dersom Vorherre skulde dreie Vinden efter Ønskerne i denne Tid, kom den til at løbe Kompasrosen rundt. Endelig dreier Vinden sig saa, at den er nogenlunde til Pas. Baaden sættes i Søen, alt Tilbehør bringes om Bord, det sidste Farvel veksles mellem Fiskerne og Kvinderne, som staar paa Stranden og ser efter Baaden, medens den med strygende Fart seiler ad Lofoten til.

Lige fra Tromsø og ned til det sydlige af Trondhjems Stift søger Almuen til Lofoten og trodser paa de aabne Baade det vilde Hav og Vinterstormene for at kunne deltage i det store Fiskeri. Men de haardføre Nordlændinger agter ikke en saadan Fart for nogen videre Bedrift. Naar Fiskerne bliver gamle, saa at de ikke mere kan tage med, hænder det ofte, at de vemodsfuldt stirrer ud efter den bortilende Baad med Ønsket om, at have kunnet følge den endnu en Gang, og Smaagutten sidder med sine 10-12 Aar nok saa freidig i Forstavnen og ser paa de forunderlige, forbidragende Fjælde, under hvilke maaske hans Fader og Farfader har lagt deres Ben.

Men Lofotfiskerne er heller ikke saa ilde udrustede til den lange Fart. Deres lange, smalle og elastiske Baade, med den simple Takkelage - et firkantet Haaseil -, lader sig med Lethed regere, naar Bygerne som sorte, truende Skyer danser ned fra Fjældkløfterne, pisker Havet til Skum, og farer hen mod Baaden, som om de vil de bortføre den dristige Seiler i en Støvsky; og disse raske, ungdomsfriske og uforfærdede Folk, der fra Barnsben af har lært at kjende hvert Skjær og hver Grund paa den lange Vei, raader over hele den Sikkerhed, som Erfaring og Koldblodighed kan stille i Kampen mod, de oprørte Elementer. Ikke desto mindre lægger et stort Antal Fiskere deres Ben i Havet, og mangen en Familie har der mistet sin Forsørger. Somme Tider spørges det da hjem fra Lofoten, at Baaden, hvorpaa Mand og Børn befandt sig, er forulykket; men ofte hænder det at Familien intet hører før om Foraaret, naar de andre Baade kommer hjem. De glider da forbi, den ene efter den anden, kun denne ene kommer ikke, og ingen har hørt noget om den; forgjæves gaar Kvinderne op paa Høiderne og speider efter det velbekjendte Seil - det er ingensteds at se. Da skjønner den trøstesløse Enke og Smaabørnene, at "Far" ikke kommer mere tilbage.

Til Fiskeriet indfinder der sig ogsaa en hel Del Lapper fra Fjordene paa Fastlandet; de gjælder for udmærkede Fiskere. Disse Sølapper møder i den for dem eiendommelige, ret maleriske Klædedragt: en hvid eller graa Vadmelskofte, kantet med røde og blaa Baand, og fastholdt om Livet af et broget Bælte; paa Hovedet bæres en blaa, spids Hue, kantet med rødt.

Den fremmede Almue benyttet sig i Regelen af Baade med fem Par Aarer, og kun Lofotens egne Beboere anvender mindre Baade. Baaden er forfærdiget af Gran eller Fyr, og saa tynd, at en Mand formaar at ryste den, naar han tager fat i Skroget. Den har kun een Mast, og Takkelagen bestaar som nævnt af et eneste stort Seil. Besætningen udgjør 6 Mand, af hvilke Styrmanden benævnes Høvedsmand; han har Kommandoen om Bord, og er paa en og samme Tid Kaptein, Styrmand og Lods.

I Slutningen af Januar er som oftest hele den fiskende Almue samlet i Lofoten. I vore Dage deltager omtrent 6000 Baade i Fiskeriet, og naar hver Baad i Gjennemsnit antages at være besat med 5 Mand, bliver det et Antal af ikke mindre end 20000 Mand, der beskæftiger sig med denne Bedrift.

Men hvorledes er det muligt, at en saa stor Folkemasse kan finde Underhold paa disse afsides, nøgne Holme? vil man med Rette spørge.

Næsten overalt, hvor en Bugt skærer sig ind, eller hvor der mellem Holmene findes en Havn for Baade, ligger der i Hegelen et Handelssted, og omkring dette er grupperet en Klynge Smaahuse, der kaldes Roroder. Det hele kaldes et Rorvær, og Handelsmændene i Lofoten er næsten altid tillige Rorværeiere.

Rorboderne er smaa, enetages, tømrede Huse med Tørvtag og en tilbygget Svale, hvori Net, Liner og andre Hedskaber hensættes. Inde i Boden, der som oftest har Jordgulv ,løber langs væggene to Rækker af faste Sengesteder, der i al Tarvelighed forsynes med lidt Halm og et loddent Skind, som Fiskerne selv fører med sig. Midt paa Gulvet findes Arnestedet, igjennom Røghullet oppe i Taget ser man et firkantet Stykke af Himlen, og gjennem det eneste lille Vindue med de bitte smaa Ruder har man Udsigt til Væggen af den nærmeste Rorbod. I en saadan Stue indlogeres efter Omstændighederne 6 eller 12 Mand; men hvorledes de alle kan rummes herinde, vil kun den kunne begribe, der har studeret Nødvendighedens Økonomi. Naar man tænker sig, hvilken Beskaffenhed Luften her maa faa af de mange Menneskers Uddunstninger og af Dampen fra de tilsølede Klæder, der ophænges til Tørring, vil man vel forundre sig over, hvorledes det er muligt, at Folk kan trives under saadanne Forhold; men Fiskeren er ikke bedre vant, og han er saa til Freds som en Lord paa sit Slot.

Saa snart Dagen gryr, staar Smaagutten op og koger Kaffe. Naar den er færdig; reiser ogsaa Fiskerne sig. De trækker i en Fart i Klæderne, sluger Kaffen, og med en Tvebak i Lommen og en Dunk Vand i Baaden drager de til Søs. Det er et herligt Syn en klar Morgen at se hele Fiskerflaaden drage ud. Fra alle Vær kommer de stikkende frem, den ene Baad efter den anden, og snart er hele Søen bedækket med Seilere, saa langt Øiet kan række. Saa snart de er komne ud til deres Redskaber, lader de Seilene falde, og nu ligger de i en uendelig Række og vipper op og ned paa Bølgerne, medens Besætningen begynder at trække Net og Liner op.

Senere paa Formiddagen vender de fleste tilbage til Været med den indhøstede Fangst. Naar Middagen er spist, tilberedes den fangede Fisk, det vil sige, I-Im'edet skæres af, og lndvoldene udtages; Lever og Rogn lægges i særskilte Kar. I denne Tilstand bliver Fisken enten solgt til de tilstedeværende Handelsfartøier eller straks hængt op paa Stilladser til Tørring. Hen imod Aften reiser Fiskerne ud igjen og' bringer Fiskeredskaberne i Orden for Natten; naar de atter kommer tilbage, vandrer de ap til Kram­l)Oden hos Handelsmanden, hver bærende en Torsk, som slænges paa Disken som kontant Betaling for en Dram og en Kringle.

Undertiden hænder det, at Veiret om Morgenen ser taaleligt ud, og Fiskerne drager paa Søen; men ud paa Dagen reiser sig en af disse Storme, som koster saa mange Fiskere Livet. I Øst­lofoten er det ikke saa farligt; thi Fiskepladsen er næsten indelukket af Øer, hvor der med hvilken som helst Vind er Havn at faa; men i Lofotens sydvestlige Del er det ulige farligere. Især er dette Tilfældet, naar Nordvestvinden falder ned fra Fjældene. Kommer den saa stærk, at det ikke er Fiskerne muligt at ro ind under Land eller krydse sig frem, er der ingen anden Udvei end at sætte over Vestfjorden; men en Fart af en halv Snes Mil paa en mørk Vinterdag i Storm og Søgang med en aaben Baad, er en Udvei, som blot gribes i den aller yderste Nød, og det er hændt, at naar en Baad vel var kommen over, var nogle af Folkene allerede døde af Kulde og Udmattelse.

Der gaar intet Aar hen, uden at Havet fordrer sine Ofre under Fiskeriet; men et Par Baades Mandskab anses kun som en ringe Tribut til Bølgerne. Enkelte Aar indtræffer der imidlertid større Ulykker, som i lang Tid bevarer sig i Fiskernes Erindring. Februar Maaned 1848 bragte en saadan Ulykkesdag, og selv de djærveste Fiskere blegner, naar de omtaler den. Hvor mange Folk der gik under, ved man ikke nøie; men man antog, at omtrent 500 Mand omkom, og i et eneste Sogn i Lofoten gjorde denne Dag 17 Hustruer til Enker.

De Redskaber, der benyttes under Fiskeriet, er Snører, Net og Liner. Snører bruges i Regelen kun af de fattigste Fiskere, der ikke har Raad til at anskaffe sig 1f1ere kostbare Redskaber. Etvert Net eller Garn er 100-120 Fod langt og omtrent 12 Fod bredt. 12-16 Garn føies Ende til Ende og danner en "Lænke", som udsættes i Retning mod Fastlandet ganske nær Bunden. For at Garnene skal staa jævnt, er der til de nederste Ender fæstet Stene eller Blylodder, og til de øverste enten lette Træstykker eller hule Glaskugler, der paa Grund af den indesluttede Luft f1yder op, Ved hver Ende af Garnlænken er et langt Tov, i hvis ene Ende der er befæstet en tung Sten, som forhindrer Garnlænken fra at flytte sig med Strømmen, medens der til den anden er fastgjort et Stykke Træ, som flyder paa Vandet og viser Fiskeren, hvor Garnene staar. Linerne er lange smækre Tov, paa hvilke der med et vist Mellemrum er fæstet Fiskekroge, der forsynes med Madding. En Line med 400 Angler kaldes en "Stamp"; flere Stampe sættes sammen, og nedsættes ligeledes i Retning mod Fastlandet, saa at baade Garnene og Linerne staar indbyrdes ligeløbende ud fra Kysten af.

I et godt Søveir er den almindelige Fangst omtrent 400 Fiske pr. Baad; men ofte kan en Baad faa mere, ja undertiden endog indtil 12-1400 Fiske; da en Baad med 5 Par Aarer imidlertid ikke bærer mere end ca. 800 Fiske, maa der paa en saadan Dag gjøres to Ture.

Den meste Fisk hænges paa "Hjælder" til Tørring. En saadan Hjæld bestaar af to lange Stokke, som er opsatte parallelt og hviler paa solide Bukke, og imellem hvilke der med behørigt Mellemrum lægges smækre Stænger. Over disse Stænger hænges Fisken, to og to sammenbundne ved Halerne, og saa langt fra hverandre, at der igjennem hele Hjælden er tilstrækkeligt Lufttræk. Overalt paa Holmene, hvor saadant er muligt, er Hjælder opreiste, og naar man kommer til et Vær i Fisketiden , behøver man ikke at spørge, om der er fisket godt; thi tomme eller fulde Hjælder giver det aller sikreste Svar.

Fisk ophængt paa Hjæld.

En stor Del Raafisk sælges ogsaa under Fiskeriet til Fartøisskipperne og andre, som befatter sig med at salte. I mængdevis udklareres fra de trondhjemske Steder og Bergen Fartøier, som beskæftiger sig med denne Trafik. De fleste har ogsaa alskens Varer at afhænde, og under Fiskeriet drives derfor den livligste Tuskhandel, saaledes at Fiskeværene i Maanederne Mads og April fuldstændig ligner Markedspladser. Her er en Støi og en Tummel, som er forfærdelig; de tykke Skyer af Maager, som ogsaa indfinder sig, overdøver aldeles de tusinde Fiskeres Snak og Larm og giver det hele et ganske eiendommeligt Præg. Den indkjøbte Fisk saltes i Kar eller om Bord i Fartøierne, og saa snart Skipperne har faaet fuld Ladning, seiler de over til Fastlandet, hvor Fisken udbredes paa flade Skjær til Tørring og senere bringes i Handelen som Klipfisk.

Tidlig i April begynder Fiskerne at ruste sig til Afreisen, og i Midten af Maaneden er der næppe en fremmed Baad tilbage. Men hvor her ser ud, og hvor her stinker! Omkring Rorboderne er det næsten ufremkommeligt for Urenlighed, og langs Stranden kan man kun med Søstøvler paa arbeide sig frem gjennem det tykke Lag af Fiskeindvolde og Fiskehoveder. Men Vanen er den anden Natur. Rorværeierne har i Aarrækker indaandet denne Forpestede Atmosphære, og har kun Fiskeriet været rigt, finder de sig let i de smaa Ubehageligheder, som Bedriften medfører.

I Juni kommer Vinterfiskeriets Efterspil. Hen imod Midten af denne Maaned nedtages den tørrede Fisk af Hjælderne, og fra alle Kanter strømmer Baade og Fartøier hid for at tage hver sin Andel. Til samme Tid frommøder ogsaa en hel Del Fartøier fra sydligere Steder, vel forsynede med Varer, saaledes at der ogsaa ved denne Tid foregaar en ikke ubetydelig Tuskhandel og Omsætning.

Saa vidt SCHULZE.

Befarer man Lofoten om Sommeren og betragter Naturen, Rorboderne, Hjælderne med og uden Fisk, kan man vistnok med en Smule Fantasi tænke sig Livet og Kappestriden her, naar hvert et Næs vrimler af Folk, og Søen myldrer af Baade; men dette bliver dog kun et ufuldstændigt Billede imod, hvad Virkeligheden byder, og hvorom jeg har søgt at give Dem en Forestilling ved Hjælp af den meddelte Skildring.

Ogsaa Sildefiskeriet kalder undertiden momentant en storartet Virksomhed til Live i disse Egne; saaledes blev der f. Ex. i Eidsfjorden i 1880 fra August til December fanget over 300,000 Tønder Sild. -

Vi forlader Lofoten, men nyder endnu længe det pragtfulde Skue, som Økjædens lange, stolte Klipperække frembyder. Saa farer vi gjennem trange, smilende Sunde, som kunde bringe En til at tro, at man hefandt sig i Hardangers skjønne, berømte Egne. Grønne Birkelunde og frodige, blomsterfyldte Enge afveksler med venlige Gaarde og rige Handelssteder. Og bag denne yndefulde Ramme, som omslutter Farvandet til høire og til venstre, hæver sig paa begge Sider de mægtige, de pragtfulde Fjælde.

Panoramaet veksler stadigt for hvert Skridt, vi kommer længere frem. Snart har det vilde, det store i Naturen Overvægten, snart henrykkes man af Omgivelsernes uheskrivelige Ynde, snart optræder det kraftige og det milde i skjøn, harmonisk Forening. Jeg skal ikke hæfte Dem med nogen Opregning af Navne og Detailler; jeg ønsker kun, at jeg i Billeder kunde fremføre den herlige Natur for Deres Øine; det lader sig des værre ikke gjøre, da disse Egne endnu ikke er befolkede med Fotografer, og den Reisende ser dem selv kun som Billeder, der under Dampskibets hastige Forbifart kommer og forsvinder, uden at han faar Tid til at tage andet end Erindringen om dem med sig.

Vi iler videre og videre mod Nord.

Paa 69½° nordlig Brede ligger der en lille frugtbar ø, lav i Sammenligning med de mægtige Omgivelser, klædt lige til Toppen i den frodigste Vegetations grønne Dragt, med de smilende Landsteder tittende frem af Birkelundenes Gjemme. Ved Foden af denne grønne Bakke strækker sig langs det smalle Sund mellem Øen og Fastlandet det nordlige Norges største og vigtigste By: Tromsø, tillige den sidste By, vi træffer paa vor lange Færd til Koutokæinos øde Vidder. Kun 90 Aar gammel har den ved rask Foretagelsesaand og begunstiget af rige Fiskerier hurtig vokset sig op til at tælle hen imod 6000 Indbyggere. Kvik og livlig er den at se til, men nu dog kun en Skygge mod, hvad den var for en Del Aar siden. Da regnede der Guld ned over Byen; store Formuer tjentes blot ved et Pennestrøg; der herskede en Flothed som intet andet Sted i Norge, og Beboerne døbte deres By ikke uden Grund: "Nordens Paris". Men saa drak man for megen Champagne, saa kom de store Fallitter, Byen fik et Knæk, som den aldrig siden har forvundet, og Nordens Parisere maa atter som andre Dødelige arbeide strængt for Livets Behov.

Parti af Tromsø.

Vi benytter de faa Timer, Dampskibet standser, til at gjøre et flygtigt Besøg i Museet, der for Sydlændingen frembyder meget af Interesse, da det saa godt som udelukkende er den arktiske Zones Natur- og Folkeliv, der her er repræsenteret - vi iler med hurtige Skridt gjennem nogle af de lange og brede Gader med de smaa, fordringsløse Træhuse - vi gjør med et Par af vore Reisefæller, to katholske Patere, der har forladt Frankrigs skjønne Dale for at virke som Missionærer blandt Altens Hyperboræer, en Visit hos deres elskværdige Kolleger i den katholske Præstegaard ved Siden af den lille hyggelige Kirke - men Damp­piben lyder, vi maa atter om Bord.

Den katholske Kirke i Tromsø.

Og atter glider vi forbi den venlige, smilende ø, der ligger omringet af de mægtige Fjældes Kreds.

Stadig videre mod Nord gaar vor Færd, men Naturen forbliver lige storartet, Veiret lige skjønt, og selv efter at jeg ved den lille ø Loppen, hvor man ser lige ud i det aabne Polarhav, havde naaet min foreløbig største nordlige Brede (70½°), selv der laa der et saadant Smil baade over det blaagrønne Hav og over det sommerklædte Fastland, at jeg kunde tro mig hensat til Adriaterhavets Kyster.

I Øxfjord, hvor de storartede Fjælde og de pragtfulde Bræer fortonede sig med Eventyrglans i Aftensolens rødlige Lys, sagde jeg Farvel til Postdamperen, paa hvilken jeg havde tilbragt saa mange behagelige Timer, siden jeg forlod Bergen, og som skulde fortsætte sin Rute langs den øvrige og nordligste Del af den norske Ishavskyst. Jeg gik om Bord i det lille Lokaldampskib, der besørger Trafiken paa Altenfjorden, og i den vidunderlig skjønne Nat, i hvilken Nordlyset, som for at hilse mig velkommen, for første Gang under min Reise spændte sine store Buer ud over den lyse Himmel, og afspeilede sine sitrende Straaler i den slumrende Vandflade , gled jeg sagte ind mellem Fjordens høje, alvorsfulde Klippevægge.