Under Nordlysets Straaler : Skildringer fra Lappernes Land / af Sophus Tromholt. - Kjøbenhavn : Gyldendal, 1885

XII. Rædselsperioden i Koutokæino.

Hvad her skal berettes, ligner næsten mere et Udslag af en aandssyg Digters Fantasi end et Blad af Virkelighedens Bog. Og dog fortæller jeg kun Fakta, saaledes som de er bevarede i Samtidiges Erindring og skriftlige Meddelelser eller optegnede i Retsprotokollernes Forhandlinger. Jeg har haft Leilighed til at omgaas flere af dem, der har oplevet og deltaget i hine Dages mærkværdige Begivenheder, ligesom jeg har gjennemgaaet vedkommende Forhørsakter, der opbevares paa Altens Fogedkontor; paa Grundlag af de fra disse Kilder hentede Oplysninger i Forbindelse med de Beretninger, der skyldes Præsterne STOCKFLETH og HVOSLEF, er den følgende Fremstilling bygget. Hvor fantastisk denne Skildring end klinger, hvor absurde mange af dens Enkeltheder end synes - jeg beder Dem stadig lægge Mærke til, at det er Kjendsgjerninger, der har tildraget sig, og hverken Overdrivelse eller Digtning.

De øde, vidt udstrakte Egne, i hvilke Fjældlappen færdes, den Ensformighed, der præger den hele Natur, den uforstyrrede Stilhed, der hviler over disse Polarzonens Marker, kan ikke andet end gjøre et stærkt Indtryk paa hans Sind, og gjøre det modtageligt for overnaturlige Indtryk. Gjærne lytter han derfor til alt, hvad der synes vidunderligt og hemmelighedsfuldt, til alt, hvad der sætter Indbildningskraften og Følelsen i Bevægelse.

Før 1852 fandtes ingen fast Præst i Koutokæino. Kun to Maaneder eller kortere Tid om Sommeren opholdt en Præst sig der paa Stedet, altsaa paa en Tid, da største Parten af Befolkningen befandt sig ved Kysten. Og Præsten kjendte i Almindelighed saa lidt til Lappernes Sprog, at han som oftest behøvede en Tolk baade i og uden for Kirken.

I Vinteren 1845 begyndte der at optræde en stærk religiøs Vækkelse i det nærmeste svenske Nabosogn Karesuando, hvor Præsten LÄSTADIUS af alle Kræfter ved de skarpeste, i det mest glødende, ofte ligefrem vulgære eller lascive Billedsprog affattede Prædikener søgte at modarbeide de blandt Lapperne gængse Laster, navnlig Drukkenskab og Rentyveri (34). Ikke alene de Koutokæino Lapper, som hvert Aar pleiede at opholde sig i Nærheden af Karesuando, men ogsaa andre, der havde hørt Tale om den mærkelige Præst og de mærkelige Prædikener, reiste nu did for at høre og se, hvad der gik for sig. Dette havde dog endnu ingen videre synlige Følger.

Men i Vinteren 1847 sendte LÄSTADIUS "Hunde ud for at gø", som han udtrykte sig. Der kom til Koutokæino tre Lapper og tre Kvæner for at prædike Omvendelse. I Følge med dem var Præstens Datter, der imidlertid straks fortsatte Reisen til Alten for der at prædike for dem, der ikke forstod Lappisk eller Kvænsk. De andre 6 blev tilbage i Koutokæino og udfoldede en rig Virksomhed. Hvor de ikke forefandt bestemt Uvillie til at høre dem, søgte de at opskræmme Samvittigheden ved at foreholde Tilhørerne deres ugudelige Levnet og ved at udmale de Fordømtes Pinsler i Helvede. De medførte som Forstærkning Afskrifter af en Del af LÄSTADIUS i de krasseste Udtryk forfattede Prædikener, der oplæstes ved Sammenkomsterne. De Tilhørere, der paa Opfordring erklærede, at de ansaa disse Prædikanter for at være Guds Børn, maatte falde paa Knæ og bede Guds Aand om Syndserkjendelse; derefter skulde de skrifte deres Synder for at vise, om deres Bøn var hørt.

"Hvor mange Børn (ɔ: Synder) har Du?" spurgte Prædikanten.

"Fire," svarede Synderen f. Ex.

"Hvilke er deres Navne?"

"Brændevinsdrik, Tyveri, Løgn, jeg pynter mig hver Søndag med en rød Hue."

"Dræb disse Dine Børn, og Du skal vorde gjenfødt."

"Jeg har dræbt dem."

"Naar?"

"I Gaar Formiddag, da Solen stod op."

"Saa Du da Dit Legeme og Din Sjæl brænde i Helvedes Luer?"

"Ja."

"Saa Du Kristus komme for at udfri Dit Legeme og Din Sjæl?"

"Ja."

"Bragte han Dit Legeme og Din Sjæl til Himlen?"

"Ja."

"Sagde han Dig, at Du var et gjenfødt og benaadet Guds Barn?"

"Ja."

"Da har Du i Gaar Formiddag, da Solen stod op, faaet Aanden, der ransager alt. Gak ud og prædik Omvendelse og Fordømmelse for de Uomvendte!"

Efter at have arbeidet en Tid paa denne Maade, reiste de seks Prædikanter, men kom tilbage til Koutokæino den næste Vinter 1848. De erklærede sig nu at være iførte Kristi Retfærdighed og udrustede med en tilsvarende Grad af Magt og Myndighed. Baade Sorgen over Synden og Glæden over Syndsforladelsen skulde nu aabenbare sig tydeligere end første Gang. Sorgen ved Graad, Sukken og Stønnen, Besvimelser og Krampe, Glæden ved Latter, Hoppen og Springen (35). Forvisningen om at være et Guds Barn lærtes nu at skulle grunde sig udelukkende paa visse indre Rørelser og Fornemmelser; enhver, som følte dem, var et gjenfødt Guds Barn, der lededes af Guds Aand.

Endskjønt den udsaaede Sæd fandt en mere og mere gunstig Jordbund blandt Koutokæinos Lapper, kom det dog heller ikke denne Vinter til egentlig betænkelige Udbrud. Inden Prædikanterne reiste tilbage, opstod der Strid mellem dem og nogle af deres Disciple om Syner og Drømme, og som endte med, at de gjensidig fordømte hverandre til Helvede.

I Vinteren 1849 begyndte enkelte af Lapperne i Koutokæino at kalde sig hellige og retfærdige. Syndigheden stak i det høieste kun endnu i de ydre Lemmer, medens andre mente sig at være fuldstændig fri for den. Kun den, der havde "Guds Aand", var et Guds Barn. Aand, Aand! blev nu Løsenet. De "Aandelige" prædikede Omvendelse for de Uomvendte.

Sæden spirer mere og mere.

I Vinteren 1850 opstod der en formelig Kappestrid mellem de Aandelige om, hvem der var den største. Disse aandelige havde nu høiere og høiere Aabenbarelser; den ene paastod, at han var opstanden, den anden, at han var uden Kjød, en tredie, at han var selve Kristus. Disse Bevægelsens egentlige Hovedmænd drog frem med Myndighed og Voldsomhed, og udbredte Skræk, hvor de kom, saa at mange ikke vovede at modsige eller blev tvungne til Taushed. Man skulde komme til Kirken i stygge Klæder og uden Bælte; Kvindernes Huer, der bagtil havde Formen af et Krumhorn, skulde nu være flade og formede efter Hovedet; thi en Djævel sad i det Træstykke, som frembragte den krummede Form. Om Søndagen maatte man hverken reise eller arbeide, ja ikke engang smile, og det var syndigt paa denne Dag at spise saadan Mad, hvortil Benyttelsen af Kniv var nødvendig. Da Præsten i nogle Uger opholdt sig i Koutokæino, indfandt de Aandelige sig flittig i Kirken. Efter Gudstjenesten saa man store Sværme strømme sammen i tætte Klynger, medens en eller anden i lange Taler, under ildfulde Gebærder virkede saa mægtigt paa Tilhørernes Gemytter, at den hele Skare udbrød i en Stønnen, afbrudt af Skrig og Graad. Kvinder og Mænd, Børn og Voksne laa grædende i hverandres Arme, jamrende sig over deres Synder, opmuntrende hverandre til at gjøre Omvendelse, til at bekjende Synderne, om de vilde undfly Helvede.

De Aandelige lærte end videre paa dette Tidspunkt, at Børn ikke skulde døbes, de var alligevel hellige, baade Troendes og Vantroendes; Alterens Sakramente forkastedes ligeledes. Den Aandelige havde Tilladelse til at gjøre alt; thi hvad end en saadan foretog sig, kunde det ikke være Synd, da han styredes af Guds Aand. De Aandelige skulde regere Jorden. Præsterne og Øvrigheden var Djævle, som man hverken skyldte Ærbødighed, Lydighed eller Skat. De Aandelige var Præster og Øvrighed, Profeter og Apostle, dem skulde man lyde, de skulde besidde alt. I Førstningen havde man begyndt at give tilbage eller erstatte Eieren, hvad man havde stjaalet eller laant, men nu erklæredes den for pengegjerrig og vantroende, som fordrede noget tilbage af en Retfærdig. Ægteskabets Baand gjaldt ikke for de Aandelige, "thi det hedder i Skriften, at Abraham havde en Medhustru".

De, som ikke vilde antage de Aandeliges Lærdomme og dele deres Tro, blev ofte med Magt tvungne dertil med Trusler, Ris og Slag. Jeg anfører kun eet Exempel. En ung Pige, INGER LARSDATTER GAUP, kom i Besøg til ANDERS NIELSEN SIRI'S Renby, hvis Kone BIRRET NIELSDATTER BALS var en af de Aandelige. INGER maatte bekjende sine Synder for hende og de øvrige i Teltet tilstedeværende, 3 Mænd og 2 Kvinder, og da det var sket, forlangte BIRRET, at INGER skulde dele hendes og de andres Tro og deltage med dem i deres Bøn. Da INGER nægtede dette, truede BIRRET med at ville afklæde og piske hende. Da INGER fremdeles nægtede, kastede BIRRET sig opbragt over hende, afklædte hende med Magt ganske nøgen og tog et i Teltet liggende Ris, hvormed hun slog INGER over hele Kroppen. Riset gik derved itu, og BIRRET gik ud af Teltet for at hente et bedre. Den mishandlede og forskræmte INGER benyttede dette Øieblik til at smutte ud af Teltet i Haab om at kunne undfly, men den dybe Sne forhindrede hende i at komme langt, og hun var snart indhentet af den rasende BIRRET. Imidlertid kom en anden Kone til, og ved dennes Paavirkning blev BIRRET saa formildet, at INGER fik Lov til at klæde sig paa og drage sin Vei. Men ved Afskeden truede BIRRET med, at hvis INGER ikke næste Gang, de mødtes, vilde antage hendes Tro, saa skulde hun tvinge hende dertil med Ild; "thi der staar i Lærebogen, at den, som ikke vil omvende sig, skal tugtes."

Om Foraaret drog Lapperne som sædvanlig til Kysten, hvor de Aandelige prædikede for Sølapperne, og hvor de i Skjærvø Kirke forstyrrede Gudstjenesten paa flere Maader. Ved Konfirmationen her udstødte RASMUS RASMUSSEN SPEIN (som han senere paastod: under Aandens Indvirkning) saa høie Suk, at Gudstjenesten blev afbrudt, og han maatte bringes ud, hvoretter en anden Leder, ASLAK PEDERSEN RIST, traadte frem paa Kirkegulvet og prædikede Bod og Bedring.

Uveiret trækker mere og mere sammen, og da Lapperne om Efteraaret 1851 atter var vendte tilbage til Koutokæino, havde Bevægelsen blandt dem antaget en Form og Udvikling, som ingen havde kunnet ane. For mulig at dæmpe Stormens Heftighed kom STOCKFLETH (36) efter Biskoppens Anmodning i Slutningen af Oktober til Koutokæino. Da han var Øienvidne til den nærmest følgende Tids Begivenheder, skal jeg for disses Vedkommende for en stor Del henholde mig til hans Beretning.

Da STOCKFLETH om Aftenen den 21de Oktober nærmede sig Kirkestedet i Baad, hørte han allerede fra det Fjærne Lyden af støiende og buldrende Mennesker; de stod uden for Handelsmandens Hus og udstødte vilde Raab om Omvendelse, ledsagede af Fordømmelsesdomme og Trusler. Da STOCKFLETH kom i Land, havde Flokken adspredt sig.

STOCKFLETH erfarede nu, at de værste af Anførerne var samlede ved Kirkestedet, og at de nu paa tredie Døgn havde raset, saa godt som uden Søvn. Deres Voldsomheder havde i de sidste Døgn tiltaget mere og mere, Mænd og Kvinder var blevne piskede, fordi de ikke vilde omvende sig. Disse forvildede Mennesker brød ind i Husene og Teltene og udøvede Voldsomheder, og hvor de drog frem, udbredte de Skræk og Forvirring blandt Folket. De var ogsaa brudte ind i Handelsmand RUTH'S Hus, og et Fruentimmer havde sønderrevet hans Kones Kjole, fordi hun ikke vilde anerkjende de Forvildedes Aandelighed. De trængte ind i alle Værelserne og ind i Kramboden, lyste Forbandelse over alt og over alle, og truede med at ville dræbe Husets samtlige Beboere, thi "det var ikke nogen Synd".

Straks den næste Morgen efter sin Ankomst gik STOCKFLETH hen i Skolelærerens Hus, hvor de fleste af Urostifterne havde taget Bopæl. Han hilsede dem, men ingen svarede ham. Han talte til dem, men de ændsede ham ikke. To Mænd og et Fruentimmer hoppede med begge Ben op og ned i Stuen og fordømte alle Uomvendte til Helvede; paa Gulvet laa Mænd, Kvinder og Børn. De tre Hoppende vendte sig nu mod STOCKFLETH, fordoblede deres Bevægelser og blev end mere høirøstede; da de til sidst trængte helt ind paa ham, maatte han med et Par Rap af sin Stok holde dem i tilbørlig Afstand. Men derved kom der Liv i dem, som laa paa Gulvet; alle kom paa Benene, hoppede, slog op og ned med Armene, med ophidsede og fordreiede Ansigter udstødende Trusler mod og Fordømmelse over alle Uomvendte. "Jeg stod hensunken i Beskuelsen af deres vilde Færd. Der laa noget saa vanvittigt, noget saa dæmonisk i deres Vildskab. Omsider gik jeg langsomt og roligt hen mod Døren; uagtet deres Ophidselse, deres uafbrudte Hoppen, Hujen, Truen og Op-fordren til Omvendelse lod de mig dog uanfægtet den nødvendige Plads. Da jeg kom til Døren, standsede jeg og vendte mig om for endnu en Gang at kaste et Blik hen paa disse Mennesker. Jeg overraskedes nu ved et Syn, der altid siden har staaet levende for mig. Et 10 Aars gammelt Drengebarn trængte sig frem mellem de Voksne, uafladelig hoppende som de, med de samme fortrukne Ansigtstræk som de, udstødende de samme Forbandelser som de. Jeg stod nogle Øieblikke og saa til, og gik derpaa langsomt ud gjennem den lange og mørke Gang; de fulgte mig hujende i et Skridts Afstand. Da jeg var kommen udenfor, gik jeg nogle Skridt frem, hvorpaa jeg standsede, vendte mig om mod dem og saa paa dem. Hujende, hoppende og bandende stillede de sig op uden for Huset; de var saa hæse, at man næsten ikke kunde skjelne artikulerede Lyd. Misbilligende deres Færd med en Haandbevægelse og ved at ryste paa Hovedet, gik jeg til sidst, forfulgt af deres Hujen, indtil jeg var kommen dem af Syne. Idet jeg gik, sluttede flere Lapper, som jeg mødte, sig til mig og fulgte mig til Skolehuset, hvor vi aftalte Tiden til vor Aftenandagt og Bibellæsning."

En talrig Forsamling indfandt sig om Aftenen til Andagt i Skolen; her herskede Stilhed og Opmærksomhed. En af de tilstedeværende nogenlunde besindige Aandelige sagde haanende om STOCKFLETH: "Stakkel, han vil give af den Aand, som han har, Stakkel!"

Dagen derpaa gik STOCKFLETH atter hen til Skolelæreren; der var nu indtraadt Havblik efter de tre Dages uophørlige Rasen Nat og Dag. "Min Hilsen blev besvaret; Skolelæreren sad paa en Stol, jeg gik hen til ham, og vi hilsede hinanden paa det venligste med den lappiske Omfavnelse. Efter nogle Øieblikkes rolig Samtale faldt han pludselig ned paa sit Ansigt og omfavnede mine Fødder; i samme Øieblik laa ogsaa alle de andre Tilstedeværende paa deres Ansigter bøiede til Jorden, hylende over deres Synder og fremsigende en Syndsbekjendelse. Efter den første Udgydelse kom jeg efterhaanden til Orde. Efter en venlig og fortrolig Samtale faldt nu ogsaa jeg paa Knæ og ligesaa de øvrige, der igjen havde reist sig. Jeg endte med en Bøn, som flere af dem lydelig fremsagde efter mig. Vi reiste os igjen, og under vor fortsatte Samtale formanede jeg og bad dem indtrængende, at de ikke maatte forlade og foragte deres egentlige Dont."

"Tror Du, at Du taler af Aanden, naar Du taler til Menneskene?" spurgte pludselig en af de Tilstedeværende, og alles Blikke hvilede nu spørgende paa STOCKFLETH. Han svarede: "Ja, jeg tror det, og derfor tror jeg det, fordi jeg aldrig siger eller taler eller prædiker noget, uden det, som den hellige Skrift med klare og tydelige Ord siger og byder prædiket."

Man indlod sig nu ikke videre paa den Sag. Men kort efter udbrød en anden: "Kanske jeg har et Barn i mit Indre", og nu var atter alles Øine spørgende henvendte paa STOCKFLETH. Han saa paa dem og svarede smilende: "Kanske jeg ogsaa har dette Barn i mit Indre, i mit Hjærte". "Han hører, han hører, han forstaar Aandens Tale!" raabte nu den hele Forsamling. —

Kvinder og Børn kom ind i Præstegaarden til STOCKFLETH for at udgranske, om og naar han var bleven gjenfødt, om og naar han havde faaet Aanden, o. s. v. Han modtog dem altid venligt, og søgte at veilede dem paa bedste Maade.

Onsdag den 29de Oktober brød Urolighederne ud igjen; de første otte Dages Stilhed var kun et Forbud paa Stormen. Denne Dag kom den tidligere nævnte RASMUS SPEIN ind til STOCKFLETH. Han begyndte straks med Heftighed, dels med Ord, dels med Juøiken at forlange, at STOCKFLETH skulde erkjende ham for at være, ikke Kristus, men høiere end Kristus, hvis ikke, var STOCKFLETH hjemfalden til Helvede. Han gik omsider, men kom om Aftenen igjen i Følge med to andre. De samme Paastande gjentoges nu af alle tre. Da STOCKFLETH ikke vilde give dem Medhold, erklærede de med tiltagende Lidenskabelighed, at han hørte Djævelen til, og at han ingen Fred skulde nyde. Forgjæves var alle Forestillinger; Handelsmanden og en Handelsbetjent befandt sig i et Værelse ved Siden af, og STOCKFLETH kaldte dem ind til sig, men spildte var alle Forsøg paa at tale Lapperne til Rette. De satte sig til Modværge, men blev dog til sidst bragte ud. Udenfor kom en fjerde til, og nu stormede de alle fire mod Indgangsdøren, som heldigvis var bleven lukket i rette Tid. Lysene i Præstegaarden blev slukkede, og da drog Urostifterne af Sted og begav sig hen til Skolelærerens Hus, hvor de hujede og støiede hele Natten igjennem. Den næste Morgen drog de til Renbyerne, men lovede at komme mandstærke tilbage.

STOCKFLETH indmeldte nu til Fogden og Amtmanden, hvorledes Sagerne stod; at det var umuligt at indestaa for, til hvilken Yderlighed disse Forvildede vilde gaa, hvis Voldsomheder tiltog Dag for Dag; at de ikke engang frygtede for personlige Voldsomheder imod deres Præster, og at det var umuligt at forebygge, hvad et nødtvungent Selvforsvar kunde medføre. Et Expresbud sendtes tillige til Fogden med det nødvendige Antal Rener, for at han uden Ophold og uden at oppebie Amtmandens Samtykke kunde afsende saa vel Folk, der kunde arrestere de værste Urostiftere og føre dem til Alten, som et Par Politibetjente, der stadig kunde forblive paa Kirkestedet for nogenlunde at opretholde Ordenen. STOCKFLETH indberettede tillige, at Lensmanden - en Lap - til Dels stod paa Voldsmændenes Side.

Foruroliget og forledet af de Forvildede kom ogsaa Urolighedens og Forvirringens Aand atter over Skolelæreren, som hverken havde Mod eller Kraft til at forbyde deres Sammenkomster i hans Hus. Han blev nu afsindig, saa at Familien maatte binde ham, da han slog itu alt, hvad han kunde komme over. Af Familien og af de Aandelige blev denne hans Afsindighed anset som et Vidnesbyrd for, at han havde Aanden, men i en Fylde, som Legemet ikke kunde bære.

STOCKFLETH gik hen til ham; han var da ikke bunden, men sad halvnøgen paa Gulvet.

"Hvorledes lever Du i Dag?" spurgte STOCKFLETH.

"Hvordan jeg lever! Jeg, som var, som er og som bliver!" lød hans Svar. Han kaldte en ung, voksen Datter frem for sig; hun kom, men skjælvede.

"Knæl!" bød han, "Du skal bede Din Fader om Tilgivelse, fordi Du har forset Dig mod ham."

"Ja, jeg skal," svarede Datteren og knælede.

Skolelæreren skelede hen til STOCKFLETH. Denne sagde: "Ja, det bør sig et Barn at bede sin Fader om Tilgivelse." "Nei, det er ikke nok!" vedblev Skolelæreren, "Datter, Du skal tilbede mig som -"

"Holdt, Skolelærer!" afbrød STOCKFLETH ham. "Ingen Gudsbespottelse! Mennesket skal alene tilbede Gud. Staa op igjen, unge Pige!"

Skolelæreren saa paa STOCKFLETH med et paa en Gang hadsk og frygtsomt Blik. Han forblev taus, mens Præsten var i Huset, og rørte sig ikke, men skelede af og til hen til ham med det eiendommelige Blik. —

Fredag den 31te Oktober samlede de seks Hovedledere sig; til dem sluttede sig fire andre, og de var saaledes 10 i Skolelærerens Hus. De forlod den Dag ikke Huset, men hujede og støiede. Lørdag Formiddag kom to af dem til STOCKFLETH og spurgte, om de kunde komme til at tale med ham. Han var straks villig dertil. Æmnet var det samme som altid. Til sidst sagde STOCKFLETH: "Enig bliver vi ikke, men jeg takker enhver, som saaledes paa fredelig Maade kommer og taler med mig." "Tak Din Fader Djævelen! Tak Din Fader Djævelen! Vi vil ikke have en saadans Tak!" og ud stormede de i vild Heftighed.

Længere hen paa Dagen kom alle ti samt to Fruentimmer. Man underrettede STOCKFLETH om, at det gjaldt en Generalforsamling paa samtlige Aandeliges Vegne og i deres Navn.

"Skal denne være Præsten?" spurgte Ordføreren de øvrige og lod, som om han ikke kjendte STOCKFLETH. Efter at have faaet det Svar, at dette virkelig var Præsten, sagde han: "Saa faar jeg vel tage Huen af," og han gjorde saa.

"Saa faar vel ogsaa jeg tage Huen af," sagde STOCKFLETH, og nu tog ogsaa alle de øvrige deres Huer af.

Ordføreren holdt nu en længere Tale, hvis Hovedindhold var: da de Aandelige hørte, at STOCKFLETH var kommen til Koutokæino, havde de glædet sig over hans Ankomst, men deres Forventninger og Forhaabninger var blevne skuffede; han havde før, naar han havde besøgt Koutokæino, været en nidkjær Mand, men hvad var han nu, da han ikke vilde holde med de Aandelige? Ordføreren berettede derpaa om to Syner eller Aabenbarelser,som han havde haft i en Skov efter tre Dages Bøn. Kristus havde i en lysende Skikkelse vist sig for ham og overgivet ham Dommermagten; dette Syn havde to Gange gjentaget sig for ham.

Efter 1½ Times Samtale gik Forsamlingen ud, som sædvanlig støiende og truende. De Paastande og Lærdomme, som de Aandelige fremsatte i denne Generalforsamling saa vel som baade før og senere, var i Hovedsagen følgende:

"Vi er komne for at bringe Ufred; der, hvor vi er, maa der ikke være Fred."

"For at frygte Gud, maa man synde; thi kun den, som synder, frygter Gud; men vi frygter ikke Gud, thi de, som har Aanden, kan ikke synde."

"Vi er Lemmer paa Gud, og Gud kan ikke straffe, ikke dømme sine egne Lemmer, Gud kan saaledes ikke dømme os."

"Vi er døde, og kan derfor ikke dø."

"Der er aandelige og kjødelige Legemer, vi har ikke kjødelige, ikke legemlige Legemer, men aandelige Legemer."

"Vi er paa den nye Jord."

"Vi er aandelige, hellige, retfærdige."

"Vi er Bibelen, det nye Testamente, Sinai."

"Vort Legeme er Loven, følgelig er vi berettigede til at dømme."

"Vi er Gud Fader, Søn og Aand, Sønnen har tabt sin Magt, som nu er hos os."

"Aanden i os har Magt til at dræbe."

"Den Præst, som ikke nægter, at han har Kjød, er følgelig dødelig og hører Djævelen til. Vi har ikke Kjød, Kjødet er dræbt, vi dør ikke mere, thi vi er allerede en Gang døde."

"Vi kan gjennemskue alle Menneskers Indre og se, om Menneskene er aandelige eller kjødelige."

"Naar I siger: Fader vor, Du som er i Himlen, da lyver I; I skal sige: Fader vor, Du som er i Helvede; thi saa længe, I ikke har omvendt Eder til os Aandelige, saa er Djævelen den Fader, som I tilbeder."

"Børnene skal bande deres Forældre, for at Forbandelsen paa den Maade skal komme tilbage Led for Led opad indtil vore første Forældre."

"De, som ikke her i Verden bliver syndefri, kommer ikke i Himlen."

"Vi har ikke modtaget Aanden ved Læsning af Skriften, men ved Omvendelse og Bøn."

"Vi Aandelige i Koutokæino kan sige om os selv: i Kraft af Aanden er vi sand Gud, og i Kraft af vor menneskelige Natur er vi sandt Menneske."

"Det sømmer sig ikke at adlyde eller give Skat til en uaandelig, uomvendt Øvrighed."

"Naar der kommer en Magt over os til at bande, saa bander vi." —

Lørdag Aften den 9de November ankom fra Alten de to af STOCKFLETH rekvirerede Mænd, der skulde foretage de nødvendige Arrestationer. Senere ankom ligeledes de to Politibetjente, samt end videre den nyudnævnte Lensmand BUCHT.

Den følgende Dag under Begyndelsen af Gudstjenesten udstødte en af Agitatorerne, den flere Gange nævnte RASMUS SPEIN enkelte uartikulerede Raab, der varslede om Uroligheder. Idet Kirkesangeren traadte frem i Kordøren, medens STOCKFLETH knælede ved Alteret, bemærkede denne, at en Lap gik forbi ham. Pludselig lyder der en klar og lydelig Røst:

"Forbandet være Præsten STOCKFLETH! Bort med alle saadanne Præster som han! Omvender Eder og gjører Forbedring l Det er Aanden, som taler igjennem mig; jeg er Veien til Salighed; jeg er Herrernes Herre og Kongernes Konge, jeg skal komme igjen i Himlens Skyer for at holde Dom."

Det var RASMUS, der stod paa Prædikestolen og talede saa.

Da han havde udtalt disse Ord, lod han sig uden Modstand føre ned fra Prædikestolen af Kirkesangeren og nogle andre besindige Lapper, medens STOCKFLETH ilsomt sendte Bud efter de to Mænd fra Alten.

Men nu rev RASMUS sig løs, stillede sig midt i Kordøren og begyndte atter at tale. Hele Kirken var tæt opfyldt af Mennesker, der stod dels paa Gulvet, dels paa Bænkene, med Skræk, Forvirring eller sindssyg Glæde præget i Ansigterne, medens Hulken og Stønnen, Graad og Skrig fra Kvinderne fyldte Luften. I Kordøren stod RASMUS med sit vindende Ydre, og med ildfuld Veltalenhed lød hans klangfulde, mandige Røst ud i Kirkens Rum:

"Lapper, omvender Eder og gjører Forbedring! Præsten STOCKFLETH er en Djævel, og alle Præster er Djævle, vender Eder bort fra ham, vender Eder bort, fra dem, vender Eder bort fra Mørket, vender Eder bort fra Satan. Jeg er helliggjort formedelst Aanden, og i Aandens Medfør fordømmer jeg alle Uomvendte til Helvedes Afgrund. Jeg er Veien og Porten til den evige Salighed; den, som ikke tror paa mig, vil ikke erholde Salighed. Jeg har Nøglen til Himlen og Helvede, og jeg er mere end Gud, thi jeg er tillige sandt Menneske. Lapper, omvender Eder, omvender Eder! Og Du Helvedes Præst, bøi Knæ og bed!"

I det samme kom de to budsendte Mænd, der kun med Møie havde trængt sig frem gjennem den tætte, oprørte Mængde, og greb RASMUS. Han gjorde fortvivlet Modstand, slog om sig til høire og venstre og skreg: "Hvor tør I lægge Haand paa Jesus Kristus!" Hans Tilhængere tog Parti med ham og søgte at rive ham løs, Slagsmaal, Eder og Forbandelser fyldte Kirken.

"Det er Satan og Satans Tjenere, der har lagt Haand paa den Retfærdige," skreg SVEND THOMASSEN KVÆNANGEN, og da han med Magt trængte ind paa en af Mændene fra Alten, og denne slog til ham, raabte han: ,,Gud ser det!" Lidt efter lidt lykkedes det, at føre RASMUS og hans Forsvarere nærmere imod Udgangsdøren. "Det er Kristus, man korsfæster!" skreg en af de halvt vanvittige Kvinder; en anden: "Sønderriver ikke Forløseren!"

Pludselig lød en høi, skingrende Røst: "Har I gjort min Faders Hus til en Røverkule? omvender Eder og gjører Forbedring!" Det var den unge LARS JAKOBSEN HÆTTA, der senere kom til at spille en betydningsfuld Rolle i disse Begivenheder. Han stod i Døren med Huen paa, og var netop kommen ind, da han udraabte de anførte Ord. Han erklærede senere for Retten i Anledning af dette Optrin, at hans Aand ved denne Leilighed var saa stærk, at han havde haft Magt til, om han havde villet, at tilintetgjøre Kirken; men han bad til Gud, at han for denne Gang vilde lade sin Vrede fare.

Endelig lykkedes det at faa Bugt med den ustyrlige RASMUS og hans Hjælpere og Venner, og efter at de var førte ud af Kirken, blev Gudstjenesten fortsat uforstyrret.

RASMUS blev kort efter transporteret til Fængslet i Tromsø, og optraadte derfor ikke mere aktiv i de følgende Uroligheder, hvorimod flere af hans Staldbrødre, især ASLAK JAKOBSEN HÆTTA og MONS ASLAKSEN SOMBY blev de virksomste i de mere og mere udartende Excesser, der afsluttedes med den forferdelige Katastrofe Aaret efter. Fra Tromsø blev RASMUS ført til Tugthuset i Kristiania. Han holdt stadig fast ved sine Paastande om sin egen Hellighed og sin Sags Retfærdighed. I et helt Aar forblev han uimodtagelig for nogen ydre Paavirkning, men da blev han syg og kom til Erkjendelse; Sygdommen tiltog, og han anraabte om Syndsforladelse og Sakramentet. Tilfældig var STOCKFLETH netop kommen til Kristiania. Da RASMUS hørte dette, ønskede han at se ham. STOCKFLETH fandt RASMUS ved fuld Bevidsthed; han erkjendte sin Synd, modtog Sakramentet og døde et Par Timer efter (28 Aar gammel). "I Sandhed en mærkelig Forsynets Styrelse," siger STOCKFLETH, "at den Præst, over hvem han Aaret forud i Kirken fra Prædikestolen havde udtalt Fordømmelsesdommen, netop skulde blive den Sjælesørger, der beredte ham til Døden."

De Aandelige i Koutokæino fortsatte i og uden for Kirken deres Omvendelsesarbeide med Vold og Magt. Kun et Par Scener skal her anføres.

En af de ivrigste Agitatorer var den tidligere nævnte ASLAK RIST. Til hans Renby kom en Dag ASLAK HENRIKSEN GAUP, der straks af ASLAK RIST blev opfordret til at omvende sig og bede sammen med ham. Da han nægtede dette, sagde ASLAK RIST: "Du skal, thi jeg er Veien til Himlen." Samtalen foregik et Stykke fra Teltet, og da begge skulde gaa hen til dette, forlangte ASLAK RIST, at de skulde komme krybende hen til det, "thi det er Frelserens Telt." ASLAK GAUP maatte af Frygt for Overlast bekvemme sig hertil. Efter Ankomsten til Teltet begyndte atter Samtalen om Synd og Omvendelse, og ASLAK GAUP maatte bekjende alle sine Synder. ASLAK RIST paastod, at det var nødvendigt for en omvendt Synder at afklæde sig for at faa Ris, og ASLAK GAUP maatte klæde sig af, og lægge sig ned paa Hænder og Fødder, hvorpaa ASLAK RIST slog ham over Hoften, idet han for hvert Slag udraabte: "Jesus". Saa blev ASLAK GAUP anset for at have faaet Aanden, og fik Lov til at klæde sig paa igjen.

En anden Gang var ASLAK RIST forsamlet med flere Lapper i et Hus i Koutokæino; det var et af de sædvanlige Møder med Omvendelsesraab og Hoppen. ANDERS ANDERSEN VARS kom tilfældig ind til dem, og da han var anset for at være uomvendt, blev han øieblikkelig opfordret til at gaa over til de andres Tro. Det nægtede han bestemt, hvorpaa ASLAK RIST faldt over ham og slog ham til Jorden med de Ord: "Naar et Lem forarger Dig, saa hug det af", hvorpaa alle de øvrige Tilstedeværende gav sig til at trampe paa ANDERS VARS, sparkede til ham, spyttede paa ham og slog ham, til han næppe kunde røre sig mere.

Kvinderne gav ikke Mændene noget efter. Da den gamle, 70aarige RASMUS PUNSKI ikke vilde anerkjende Konen SUSANNA for Jomfru Maria, bandt hun ham fast til en Pæl og slog ham saa længe med en Stok, indtil han indrømmede, hvad hun forlangte, hvorpaa hun forlod ham og lod ham staa bunden, indtil en forbigaaende løste ham.

I de følgende Søndage blev Gudstjenesten vel ikke afbrudt paa nogen saa voldsom Maade som den 10de November, men Forstyrrelser og Uorden var der stadig. En Søndag begyndte Pigen ELEN MIKKELSDATTER GORVATUS at skrige og bande under Gudstjenesten; da hun var bleven bragt ud af Lensmanden, og Præsten fortsatte sin Prædiken, rev hun Kirkedøren op, stillede sig midt i den og raabte: "Skrig, Lapper, skrig, Mænd og Kvinder, skrig, saa at den Satans Præst ikke faar Lov til uforstyrret at lokke Eder til Helvede!" Saadanne og lignende Scener gjentoges hver Søndag. Et Par Gange, naar Præsten i sin Prædiken bragte Udtrykket "mine Venner", raabte en og anden Kvinde: "Det er Løgn, det Du der siger, Præst, jeg er ikke Din Ven". Da STOCKFLETH en Søndag uddelte Sakramentet, raabte MIKKEL ISAKSEN HÆTTA: "Det, Du der uddeler, Præst, er af Djævelen; hvorfor lokker Du Folk hen til et Alter af Træ?" En Gang sagde Præsten i sin Prædiken, at Saligheden ligger i Ordet. "Nei, den gjør ikke," raabte NIELS PEDERSEN KVÆNANGEN, "den ligger i Kraften."

Naar Præsten i sin Embedsdragt gik til Kirken, blev han jævnlig forfulgt af en Flok Aandelige, der hujende udstødte Forbandelser mod ham. Da han ved en Brudevielse gik til Kirken foran Brudeparret, raabte MIKKEL HÆTTA efter dem: "Djævelen er Eders Styrmand"; og da de atter kom ud af Kirken: "Saa, nu har Djævelen viet Eder til Helvede."

Men ogsaa Handelsmand RUTH og Lensmand BUCHT var som uomvendte Gjenstand for de Aandeliges Forfølgelser. ASLAK HÆTTA, der allerede fra tidligere Tid af forskjellige andre Grunde havde faaet Nag til Handelsmanden, truede saaledes en Gang denne med, at han snart skulde tænde hans Hus i Brand, hvorpaa han vilde flaa Skindet af ham, og bringe det til Fogden for at faa Betaling for at have ombragt et Rovdyr; en anden Gang truede ASLAK med, at Handelsmanden snart skulde blive skudt af ham. RUTH anede den Gang ikke, at disse Trusler vilde blive opfyldte paa en frygtelig Maade, inden et Aar var gaaet.

Lensmanden havde især paadraget sig Had derved, at det som oftest var ham, der maatte føre Urostifterne ud af Kirken, og i det hele taget forsøge at holde dem i Ave, hvad han ikke altid formaaede at udføre med Lempe. "Den Helvedes Lensmand" eller "Hoveddjævel for alle Djævle" raabte man til ham, naar han kom i Kirken. Eller han blev ligesom Præsten truet med at blive indebrændt i sin Seng. Heller ikke han havde nogen Anelse om, hvilket skrækkeligt Endeligt der forestod ham.

Under Gudstjenesten flokkede man sig jævnlig sammen uden for Kirken, støiende og forbandende. Naar Gudstjenesten var forbi, samledes de Aandelige sædvanlig uden for Handelsmandens Hus eller Præstegaarden, lige til det blev mørkt, larmende og hujende, opfordrende til Omvendelse og angribende en og anden Vantroende. Saaledes havde en Gang to aandelige Fruentimmer faaet en ung Lap under sig med Ansigtet paa Sneen. Derefter rev de ham op, saa at han kom til at ligge paa Knæerne foran dem, og nu svingede de Armene over ham; saa forandredes Armenes Svingninger til stødende Bevægelser mod hans Bryst, indtil han omsider fik Leilighed til at løbe sin Vei.

STOCKFLETH siger: "Sindet maatte sættes i Bevægelse, naar man silde om Aftenen eller i Nattens Stilhed og Mørke hørte Luften gjenlyde af de Tungsindiges og Mismodiges Klageraab og Paakaldelser, og paa samme Tid af de Forvildedes gudløse og høirøstede Færd og Fordømmelsesdomme. De sidste søgte bestandig at give sig Skinnet af, at de, saa langt fra at være de angribende, meget mere var de angrebne; de var uskyldige og feilfri som Lammet, der stille og uden at aabne sin Mund føres til Slagterbænken".

En stilfærdig og fredelig Lap kom en Morgen fra sin Hjord, hoppende som de øvrige paa begge Benene, og raabende: "Nu har ogsaa jeg faaet Magt til at dømme!" Daglig saas dels enkelte, dels flere i denne forunderlige hoppende Bevægelse.

De Mismodige og Forsagte lod sig ofte i kortere eller længere Tid forlede til at tage Del i Anførernes vilde Færd, dels af Frygt, dels tvungne, dels fordi deres Indbildningskraft blev ophidset og forvirret af disse Mennesker, som dertil vidste at benytte ethvert Middel.

En af dem, der en Tid lang lod sig forlede til at deltage i de Aandeliges Færd, men senere optraadte paa en virksom Maade mod dem, var JOHANNES MATHISEN HÆTTA, der endnu lever som en 80aarig Olding, og hvis Billede findes i dette Afsnit. Ved et i Slutningen af 1851 afholdt Forhør udtrykte han sig paa følgende troskyldige Maade: "Jeg har ogsaa ladet mig paavirke af disse Aandelige, der fortalte mig, at jeg ved Bøn skulde blive lige saa ren som de; deres Renhed bestod deri, at deres gamle Hjærte var gaaet i Stykker, og at de havde faaet et nyt, hvori Jesus var. Jeg følte ogsaa selv, som om jeg havde faaet et nyt Hjærte, og i Glæde derover deltog jeg med de andre i deres Dans. Men da de ogsaa opfordrede mig til at udgive mig for Gud, da kunde jeg ikke følge dem; thi jeg anser dem for syndige Mennesker. Og nu indser jeg, at de er aldeles vildfarende, thi de forbander alt og alle, og anser sig for saa rene, at de kan begaa enhver strafbar Handling, uden derved at begaa nogen Synd".

JOHANNES MATHISEN HÆTTA.

Nogle andre af de Udtalelser, der fremkom ved dette Forhør fra Hovedmændene for Bevægelsen, vil her ogsaa være paa deres Plads.

JOHANNES JOHANNESEN HÆTTA havde i Præstegaarden kaldt Præsten for en Djævel, thi det var han, da han ikke var omvendt. Præsten er uomvendt, fordi han ikke har Aanden; noget af den har han maaske, fordi han ikke lægger Had for Dagen mod dem, der har Bekymring for deres Sjæl. Han selv er ren og hellig, og har af Aanden faaet Ret til at fordømme enhver, som han ikke tror er omvendt.

MONS SOMBY har ligeledes kaldt Præsten en Djævel, og dertil har han Ret, thi han er selv saa ren og fri for Synd som Jesus selv. Som Gud selv kan han følgelig ikke synde, og selv om han gjør sig skyldig i nogen syndig Handling, er det ikke nogen Synd for ham. Den, der tror paa ham, vil blive salig; den, der ikke tror paa ham, vil blive fordømt. Han er født paa ny, og alle hans Handlinger er Gud velbehagelige, ligesom alle hans Gjerninger før Gjenfødelsen, selv de bedste, var Gud en Vederstyggelighed.

NIELS KVÆNANGEN anser sig selv for Herrernes Herre og Kongernes Konge. Det er Jesus, som taler i ham, thi Jesus er i ham og han i Jesus. Naar han er traadt op mod Præsten, var det Guds Aand, som drev ham dertil.

ANDERS ANDERSEN UTZI paastaar, at Jesus er syndig, men han selv er hellig; thi da Jesus har paataget sig og lidt for hans Synder, maa Jesus være syndig, og han selv syndefri.

MATHIS JAKOBSEN HÆTTA erklærer sig for at være mere end Gud.

ASLAK HÆTTA er saa hellig og retfærdig, at for hans Skyld maa den hellige Skrift gjærne brænde, da han ikke længer tiltrænger den til sin Veiledning.

Naar man læser disse Udtalelser, som jeg ordret har taget fra Forhørsprotokollen, skulde man næsten tro, at de stammer fra en uhelbredelig Vanvittigs Mund. Man kan maaske ogsaa have Ret til at anse hele denne eiendommelige Bevægelse for et Slags Vanvid, men det mærkelige, det uhyggelig-interessante er, at det her er største Parten af et helt Distrikts Befolkning, der er bleven indslynget i Vanviddets frygtelige Garn.

Da STOCKFLETH 1ste Juledags Morgen holdt Andagt i Skolen, reiste Konen MARIT ASLAKSDATTER sig og holdt et langt Foredrag, der vakte megen Sensation blandt de Tilstedeværende, hvorpaa hun og en anden Kone gav sig til at huje og bande saa frygteligt, at STOCKFLETH maatte lade dem bringe ud. Da udbrød Skolelæreren ISAK OLSEN HÆTTA: "Præst, Du er en Ulv, som sønderriver Faarene, i Stedet for at Du skulde være deres Hyrde!"

Da Kirkesangeren efter Gudstjenesten Søndag mellem Jul og Nytaar slukkede Lysene i Kirken, begyndte et 11 Aars gammelt Pigebarn at prædike Fordømmelse over alle Uomvendte, som ikke vilde omvende sig til de Aandelige. Det virkede saa stærkt paa Kirkesangeren, at han nu ogsaa blev klarsynet og kunde se, hvad der boede i Menneskene, o. s. v. Efter en 14 Dages Forløb besindede han sig dog igjen. Han havde længe været Gjenstand for de fanatiske Aandeliges uafladelige Paavirken og Paatrængenhed, saa at han kom i en saa svækket Sjæls- og Legemstilstand, at han for en kort Tid lod sig rive med af Strømmen.

Samme Søndags Aften kom en Lap ind til STOCKFLETH, kastede sig paa en Stol og sagde: "Jeg er kommen for at aarelade Dig". STOCKFLETH takkede, ham for hans Tjenstagtighed, men ønskede Udsættelse, da han var træt, og det var silde. Men da Lappen ikke var til at formaa til nogen Udsættelse med at udtappe noget af det Syndens Djævleblod, der flød i Præstens Aarer, tænkte denne: saa sid da i Mørket og tal; han tog Lysesaksen for at slukke Lysene og gaa ind i et andet Værelse. Da det ene Lys var slukket, taug Lappen pludselig og saa stift paa STOCKFLETH, og da denne slukkede det andet Lys, foer Lappen som en Stormvind ud af Døren, og STOCKFLETH saa ham ikke siden.

Et aldrende Fruentimmer pleiede at gaa med bart Hoved i Kirken i den strænge Kulde; det ravnsorte Haar, sprængt med Graat, flagrede vildt om Hovedet, men hun var stille, blid og sagtmodig, og neiede dybt, hver Gang STOCKFLETH saa hen til den Kant, hvor hun sad. Da han en Gang traf hende i Præstegaarden, spurgte han, hvorfor hun gik barhovedet i en saadan Kulde; hun svarede, at Jomfru Maria gik barhovedet, og hun var jo en høihellig Jomfru, og nu vilde hun saa gjærne ligne og være som Jomfru Maria.

En Søndag Morgen, da STOCKFLETH indførte Dagens Forretninger i sin Journal, var Værelset i Præstebygningen som sædvanlig opfyldt med Mennesker. Pludselig blev der en umaadelig Larmen, et Fruentimmer kom farende hen mod STOCKFLETH, raabende, at han skulde forbandes, bindes og overgives i Fængsel o. s. v., og sagde, at hun var kommen for at opvække alle de afdøde Profeter, slog i Bordet og paa Bogen. En Mand raabte: "Hun er en Profet, hører hvad hun siger!" Idet det vilde Fruentimmer atter slog i Bordet og raabte, at STOCKFLETH skulde bindes og kastes i Fængsel som uomvendt Præst, følte han sig bag fra omfavnet om Halsen. Da han forbauset reiste sig og vendte sig om, saa han, at det var Kvinden med det bare, sorte Haar, der erklærede, at hvis ingen vilde beskytte og beskjærme ham, saa vilde hun.

I Anledning af Urolighederne havde STOCKFLETH skrevet til Biskoppen i Tromsø og anmodet ham om at komme; han modtog det Svar, at saa vel Biskoppen som Stiftamtmanden allerede havde bestemt sig til at indtræffe i Koutokæino den 28de Januar. Til Onsdagen den 21de var deres Afreise fastsat; de skulde da først med Baad reise til Lyngen, og herfra skulde Reisen fortsættes over Land med Rener til Koutokæino. Men idet de skulde forlade Tromsø, opkom pludselig en stormende Modvind, der varede i 15 Dage og stundom blæste med orkanagtig Voldsomhed; i denne Tid havde man i Koutokæino ingen Efterretninger hverken om eller fra dem. Blandt de Aandelige blev der nu almindelig Jubel; de betragtede Biskoppens og Stiftamtmandens Udeblivelse som et afgjørende Bevis for, at begge disse uomvendte Øvrigheder, der vilde fordriste sig til at dømme Aandelige, til Straf derfor var druknede og farne levende til Helvede.

Mandag den 9de Februar kom imidlertid Biskoppen. Han var derefter hver Aften nærværende ved Aftenbønnen og deltog vekselvis med STOCKFLETH i samme. Den første Aften traadte Kirkesangeren frem og sagde: "Hør Folk! jeg erkjender, jeg har faret vild, og var kommen bort fra Guds Ords Sandhed. Jeg har bedet Gud og Mennesker om Tilgivelse og forlader Eders vildfarende Tro".

I sine Prædikener, som blev tolkede af Kirkesangeren, gjennemgik Biskoppen Hovedpunkterne i de Aandeliges Paastande og gjendrev dem med Skriftens Vidnesbyrd. Fastelavns Søndag uddelte Biskoppen Sakramentet paa Lappisk. Biskop JUELL var den første Biskop, der besøgte Koutokæino, og den første, der lagde sig efter Lappisk. Under Biskoppens Ophold blev Roligheden ikke forstyrret i nogen væsentlig Grad.

Et Par Dage senere end Biskoppen kom Stiftamtmanden, hvorpaa Forhørene begyndte. I alt blev 22 Personer idømte haardere og mildere Straffe. Fire af de Domfældte appellerede til Kongen, fordi de vilde komme til Kundskab om, hvorvidt Kongen var omvendt eller uomvendt, men da Kongen ikke fritog dem fra den idømte Straf, sagde de, at han var en uomvendt Konge.

I de følgende Søndage efter Øvrighedernes Afreise var der stadig en talrig Forsamling, men der herskede Stilhed og Opmærksomhed under Gudstjenesten. Politibetjentene lod STOCKFLETH reise tilbage til Alten, da han for den øvrige Tid af Vinteren ansaa deres Nærværelse for unødvendig.

Stormen syntes at have lagt sig. Ak, det var kun et skuffende, forræderisk Vindstille, hvori de gjærende onde Magter samlede Kræfter, for derpaa at lade Orkanen bruse frem med hele sin frygtelige, tilintetgjørende Virkning.

Onsdag den 7de April ankom den for Koutokæino Menighed ansatte Præst HVOSLEF med Hustru. Anden Paaskedag indsattes han af STOCKFLETH, hvorpaa han samme Dag holdt sin Tiltrædelsesprædiken paa Lappisk, som den hele Menighed erklærede at have forstaaet Ord til andet. Den 20de April forlod STOCKFLETH Koutokæino.

Ved denne Tid drog ogsaa Fjældlapperne som sædvanlig bort fra de Egne, der havde været Skuepladsen for deres vilde Færd. Fred og Stilhed hvilede derfor hele Sommeren igjennem over Koutokæinos Vidder.

Høsten kom, og Lapperne vendte tilbage. Truende sorte Skyer stiger op over Synskredsen, de vokser og forener sig i rivende Fart, og pludselig farer Uveiret løs i hele sin Vælde.

Da de i det foregaaende Foraar i Anledning af de om Vinteren udøvede Excesser faldne Domme skulde exekveres, reiste der sig et fanatisk Had mod Øvrigheden, især da det viste sig, at de Tiltaltes Rener og øvrige Eiendele vilde medgaa til Dækkelse af de idømte Sagsomkostninger. Især ramte dette Had Lensmand BUCHT, der i Embeds Medfør ofte havde maattet gaa strængt frem mod den gjenstridige Befolkning, og som under Forhørerne havde været nødt til at vidne mod de Tiltalte. Men ogsaa den brave og fredsommelige Handelsmand RUTH blev Gjenstand for de Aandeliges forbitrede Uvillie; thi ogsaa han havde vidnet mod dem, og ligeledes ved enkelte Leiligheder været nødt til at anvende Magt lige over for dem. "Dommen er uretfærdig og et Djævelens Værk" paastod Lederne, og i hele Befolkningen gjenlød det: "Dommen er uretfærdig og et Djævelens Værk."

Paa selve Koutokæino Kirkested var det roligere end Aaret forud. Enkelte Gange kom nogle af de ivrigste Aandelige for at paavirke de fastboende Lapper; Præsten indfandt sig da i Almindelighed hos dem, de udskjældte ham, men demonstrerede for øvrigt kun ved at reise bort om Lørdagen, for ikke at være i Koutokæino under Gudstjenesten.

Men i Renbyerne rundt omkring, der groede frodigt den af de onde Magter udsaaede Sæd, og kun alt for snart var den naaet frem til Modenhed.

I Begyndelsen af Efteraaret flyttede de fleste af Lederne sarnmen, saaledes at de havde deres Rener i en fælles Hjord, og deres Telte ved Siden af hverandre. De mest fremragende Personligheder i denne aandelige Koloni var: ASLAK HÆTTA, ASLAK RIST, ASLAK OLSEN SOMBY (37) og OLE ASLAKSEN SOMBY.

Af disse maa ASLAK HÆTTA betragtes som den egentlige øverste Anfører og Leder i de nu paafølgende Begivenheder. Han var 28 Aar gammel og begavet med ualmindelig gode Forstandsevner, ærgjerrig og selvklog og med et trodsigt og hævngjerrigt Sind; han nærede navnlig et lidenskabeligt Had til RUTH. Han kaldte sig Lappernes Konge og Gud, med Magt til at gjøre alt, hvad han vilde; Treenigheden boede i ham.

Den nærmest følgende i Rangen var MONS SOMBY (27 Aar gammel), der imidlertid boede i en anden Renby. Under de senere Forhør sagde han om sig selv, at der ikke gaves nogen retfærdigere end ham, og ved samme Leilighed erklærede ASLAK HÆTTA, at MONS SOMBY var lige med ham i Aandelighed, men stod under ham i verdsligt Herredømme.

Som Nummer tre maa nævnes ASLAK RIST (30 Aar), der for Retten forklarede, at MONS SOMBY havde en høiere Værdighed end han, "men over MONS SOMBY staar ASLAK HÆTTA, og Præsten LÄSTADIUS er af alle den høieste for Gud."

Endelig maa her endnu anføres ASLAK HÆTTA'S 18aarige, meget begavede Broder LARS HÆTTA, der, som Læseren vil erindre, ligesom de øvrige allerede optraadte under den foregaaende Vinters Uroligheder. Trods sin unge Alder blev han en af de aller ivrigste i den grufulde Episode, jeg straks skal skildre.

Blandt de fra foregaaende Vinter dømte Personer var ELEN ASLAKSDATTER SKUM (38), hvis Mand allerede hensad i Tugthuset for den Gang begaaede Excesser. Hun var idømt 1½ Aars Tugthusstraf. Da hun ansaa sig for en af de mest aandelige blandt Kvinderne, ja endog gik under Navn af Jomfru Maria, betragtede hun denne Straf som en ufortjent Forfølgelse, og besluttede at unddrage sig den. Hun flyttede derfor til den fælles Renby, hvor hun levede i Konkubinat med OLE SOMBY, og hele Renbyens Befolkning lovede at beskytte hende mod de djævelske Øvrigheder, og af alle Kræfter at modsætte sig hendes Udleverelse, thi "hun var uskyldig for Gud". Allerede om Sommeren havde Lensmand BUCHT indfunden sig for at paagribe hende, men hendes Kammerater havde faaet Nys om, hvad der var i Gjære, og flygtede bort med hende, saa at Eftersøgelsen foreløbig maatte opgives. Da Lensmanden nu sendte JOHANNES MATHISEN HÆTTA af Sted for at anholde hende, nægtede man med stærke Trusler paa det bestemteste at udlevere hende, "om der saa kom mange Tusinde".

ELEN SKUM afgiver ikke det eneste Exempel paa, at de ægteskabelige Baand i hin Tid ikke var synderlig faste. Saaledes forlod MARIT THOMASDATTER SKUM "for Troens Skyld" sin Mand, flyttede til ASLAK RIST og kaldte sig "Apostlernes Hustru". PEDER MIKKELSEN GORVATUS'S Kone blev af MONS SOMBY overtalt til at følge denne, da hun ikke burde blive hos Manden længere, fordi han hørte til de Ugudelige. Konen forlod sin Mand og drog med MONS SOMBY. Da PEDER GORVATUS nogen Tid efter indfandt sig i MONS SOMBY'S Renby for at fordre sin Kone tilbage, blev han med udstrakte Arme bunden til et Stykke Træ, og saaledes lod man ham ligge fra Middag til Midnat. Han blev da løst et Øieblik, men derefter atter paa samme Maade holdt bunden til om Morgenen. Konen vilde ikke følge med ham tilbage, og han maatte derfor for sine smaa Børns Skyld flytte til MONS SOMBY'S Renby.

I den fælles Renby kunde man hver Dag vente et nyt Besøg af Lensmanden; man søgte derfor at gjøre sig saa mandstærk som muligt for at kunne forsvare sig, og tillige for at kunne blive i Stand til at udføre den store Plan, som ASLAK HÆTTA havde udtænkt, og som han endnu kun havde betroet til nogle faa af de høieste Aandelige: nemlig i sluttet Følge at drage til Koutokæino og der bekrige og udrydde de Vantro. Derfor søgte man ved Overtalelser og Trusler at bevæge flere til at flytte til samme Renby; med Vold overfaldt man dem, der i anden Anledning indfandt sig sammesteds, og skræmte dem ved Piskning og anden Mishandling til at blive Førernes villige Redskaber.

Den store Tanke rygtedes mere og mere: det gjaldt om at samle en Hær af Aandelige, der skulde drage til Koutokæino, prædike Omvendelse, dræbe dem, der gjorde Modstand, opbrænde Bygningerne og Kirken og ødelægge alt, hvad der hørte de Ugudelige til.

Snart var det ikke længer noget Rygte: fra Telt til Telt lød Opfordringen om at være med i Krigen mod de Vantro (39).

Her kun eet Billede af de mange lignende fra hin Tid. PEDER OLSEN KOUTOKÆINO, en fastboende Lap, var paa Reise fra Koutokæino og kom igjennem Førernes Renby. Her blev han mødt af ASLAK HÆTTA og OLE SOMBY, der bebreidede ham hans Ugudelighed og Ubodfærdighed og truede at dræbe ham med Kniv, hvis han ikke vilde omvende sig, hvorpaa de kastede ham over Ende i Pulken og gav ham Ris, efter først saa godt som at have afklædt ham. Derefter opfordrede de ham til at gjøre Bod og antage deres Tro. De tvang ham til uophørlig at gjentage: "Hjælp mig, Herre Jesus." Saa blev han ført ind i ELEN SKUM'S og OLE SOMBY'S Telt, efter at først hans Ben var sammenbundne med en Rentømme, og saaledes blev han holdt fangen hele Natten. Medens han laa her, kom THOMAS ANDERSEN EIRA og ELEN ANDERSDATTER UTZI, der i Forening trak ham ud af Teltet og gav ham Ris paa det blottede Legeme. Derefter blev han igjen trukken ind i Teltet og lagt inderst i samme, for at han ikke skulde undslippe. Uophørlig maatte han gjentage Raabet: "Hjælp mig, Herre Jesus," indtil han af Træthed faldt i Søvn. Da de andre mærkede dette, blev ELEN ANDERSDATTER SPEIN sat til at passe paa ham, holde ham vaagen og paase, at han uafladelig gjentog de samme Ord. Hun blev forsynet rned et Ris, hvormed hun skulde tugte ham, hvis han var gjenstridig eller blev søvnig. Det hele udførtes efter Befaling af ASLAK HÆTTA, der lod Riset optø, "for at det skulde være mindre skarpt," medens de tidligere anvendte havde været frosne. Om Morgenen flyttedes Renbyen en Mils Vei længere fra Koutokæino. Man ankom til det nye Sted om Eftermiddagen, og det var mørkt, inden Teltene var reiste. Paa Veien var PEDER OLSEN ikke bunden, men stod under samtliges Opsyn. Efter at være bleven ført ind i ELEN SKUM'S Telt, maatte han atter idelig gjentage Bønnen: "Hjælp rnig, Herre Jesus." Om Morgenen kom MARIT SKUM ind i Teltet og ytrede: "Hvem er Husbonde i dette Telt, siden man lader en Hedning sove her?" Han blev nu ført ud af Teltet, stadig gjentagende den samme Bøn. Nu blev de saakaldte Ubodfærdige i Renbyen samlede i en Klynge. De blev piskede af de aandelige Kvinder, og maatte rive hverandre i Armene og Pæskekraven og flere Steder, "for at de kunde faa et Begreb om, hvorledes det er at være i Helvede". ASLAK HÆTTA, ASLAK RIST og MONS SOMBY stod Vagt. Dette Optrin varede i flere Timer. Om Eftermiddagen blev PEDER OLSEN pisket i Hovedet og Ansigtet, saa han blev blodig, og Hænder og Hoved hovnede op. Han forblev i Teltet Resten af Dagen uden at blive mere pisket, men maatte stadig bede som før. Om Aftenen kom ASLAK HÆTTA ind og spurgte ham, om han vilde følge med til Koutokæino for at prædike Bod og Omvendelse og dræbe dem, som ikke vilde underkaste sig. Af Frygt for yderligere Mishandlinger maatte PEDER OLSEN love dette. Han blev for Resten, som vi snart skal se, meget ivrig i Kampen mod de Vantro, efter at han først havde faaet "Blod paa Tanden".

Saaledes og paa lignende Maader søgte Anførerne at formere deres Hær. Manden tvang sin Kone, Konen tvang sin Mand til at være med. Det gjaldt jo en hellig Sag: de Aandeliges Seir over de Uomvendte, og Hævn for de tilføiede Uretfærdigheder. "Guds Retfærdighed vil det," raabte ELEN SKUM, "den taaler ikke saadanne ubodfærdige Folk; følg mig, jeg, ASLAK HÆTTA og MONS SOMBY er een Person i Guddommen; en Røst fra Himlen har befalet mig at udrydde de Vantro i Koutokæino."

"Du er ikke værd at leve," blev der sagt til JOHANNES JOHANNESEN HÆTTA, da han, idet han lovede at følge Flokken, bestemt forlangte, at man intet ulovligt maatte foretage sig; "Gud har kaldet os til denne Gjerning, og hvad Gud har befalet, er ingen Synd."

"Nei, det er ingen Synd," raabte flere, "thi intet sker uden Gud."

"Følg med," sagde Moderen til Sønnen, "hvis Du vil blive delagtig i Saligheden." "Følg med," sagde Manden til Hustruen, "ellers bliver Du udelukket fra den evige Salighed; Dine to Sønner (MONS og OLE) og ASLAK HÆTTA har jo sagt, at de er Vagt for Døren til Himmerig."

ELEN SPEIN fortalte, hvorledes hendes Aand gjennem en Stemme fra Himlen var bleven betydet, at man skulde stride mod de Ugudelige; hendes Søster KIRSTEN berettede, at hun havde faaet en Opfordring fra Guds Aand om at være med.

Ogsaa ASLAK HÆTTA talte om Drømme og Syner: en Gang syntes det ham, at han brødes med en Mand og kom til at ligge øverst, hvorpaa han bed Næsen af sin Modstander; en anden Gang saa han sig i Kamp med en anden, som han ligeledes overvandt, og hvis Legeme han derpaa kastede i en Brønd.

Endelig mente ASLAK HÆTTA, at Tiden var kommen. Der var nu samlet saa mange i Renbyen, at han ansaa sin Styrke for tilstrækkelig til, at overmande de Ugudelige i Koutokæino. Det var Søndag den 7de November 1852. ASLAK HÆTTA gik fra Telt til Telt og samlede Mængden til Opbrud, truende paa Livet enhver, som ikke vilde følge; "ikke engang en Hund skal blive her tilbage." Han bød dem alle forsamle sig uden for hans Telt.

Planen var nu modnet: man skulde næste Morgen være i Koutokæino, straffe de Uomvendte, dræbe Lensmanden og Handelsmanden, opbrænde Kirken, Præstegaarden og Handelsstedet, tugte Præsten og føre ham og hans Kone, hvis de ikke gjorde Modstand, med sig tilbage, for at forhindre ham i at prædike og tvinge ham til at leve som Lap; end videre skulde de Uomvendtes Gods røves eller ødelægges. Enhver af Deltagerne skulde staa til Ansvar for, hvad der blev udøvet, selv om han ikke havde deltaget i enhver Gjerning.

Om Aftenen var alle forsamlede og reisefærdige uden for ASLAK HÆTTA'S Telt; der var i alt 30 voksne Personer og 19 Børn. Ingen blev tilbage, endogsaa alle Hundene fulgte med. Teltene blev staaende, og der blev kun medført de til Kjøringen nødvendige Rener; de øvrige Rener lodes tilbage uden Bevogtning. I en af Pulkene medførtes et Læs Ris. Før Toget satte sig i Bevægelse, opfordrede ASLAK HÆTTA Mængden til at holde Bøn, hvilket ogsaa især Kvinderne efterkom ved uophørlig at raabe: "Herre Jesus, hjælp os," og nogle af dem skreg saa længe og saa stærkt, at de blev ganske hæse.

Derpaa kjørte den lange Række af Sted. ASLAK HÆTTA bagest for at have Opsigt med dem alle, og med en stor Trækølle i Pulken. JOHANNES JOHANNESEN HÆTTA forsøgte to Gange at undfly, men blev hver Gang indhentet. Ligeledes holdt man skarpt Øie med PEDER OLSEN, for at han ikke skulde undslippe og mulig forberede Beboerne i Koutokæino paa, hvad der ventede dem.

Noget før Midnat ankom Toget til Galanito, hvor man vilde overnatte. Her boede MORTEN OLSEN TORNENSIS og Kone, ASLAK MATHISEN SARA'S Kone og LARS JOHNSEN GAINO og Kone, alle bekjendte for at være uomvendte. MORTEN TORNENSIS var selv ikke hjemme. De andre blev bundne paa Hænder og Fødder, gruelig piskede med de medbragte Ris og tvungne til at gjøre Bøn. Derefter anstilledes en Prøve paa, hvorledes Opholdet er i Helvede: alle blev lagte paa Gulvet, trukne frem og tilbage og piskede, idet de snart lagdes paa Maven, snart paa Ryggen. ASLAK HÆTTA gik et Øieblik ud og saa nogle af Togets Kvinder staa udenfor; han sagde da til dem: "Jeg skal sende mine Engle fra Himlen for at drive disse lade Kvinder, der staar ledige, ind til at gjøre deres Pligt," hvorpaa han jagede dem ind og tvang dem til at deltage i Piskningen. Han befalede specielt PEDER OLSEN at piske LARS GAINO, "fordi de var gode Venner". Selv holdt han senere et Stykke brændende Bark under den bundne LARS GAINO'S Hage. Derpaa lagde man sig til Ro; de bundne blev ikke løste. Det lykkedes imidlertid LARS GAINO at frigjøre sig, medens de andre sov, og stille listede han sig ud af Huset. Men hans Flugt blev straks bemærket, og en Flok satte efter ham; et dristigt Spring over en lille Elv og Nattens Mørke bevirkede, at hans Forfølgere snart tabte hans Spor og vendte tilbage. Han holdt sig skjult hele Natten, til han om Morgenen hørte Toget drage forbi. Da han kom hjem, stod Huset tomt, alle de øvrige Beboere var førte bort; men paa Bordet midt i Stuen stod en Komse med hans lille, halvaarsgamle, sovende Barn, som Voldsmændene ikke havde gjort nogen Fortræd og overset eller glemt. Husets Varebeholdning var opbrudt, og Kjød og andre Sager borttagne, ligeledes en Lommebog med en Pengeseddel i (40).

Tidlig om Formiddagen, Mandag den 8de November, nærmede Toget sig Koutokæino. Paa Elven traf Voldsmændene JOHANNES MATHISEN HÆTTA'S Søn MATHIS; han søgte forgjæves at undvige, blev pisket, indtil han besvimede, og ført med, bunden til en Pulk, hvor MONS SOMBY satte sig paa ham. Hans lille 12aarige Broder, der fulgte ham, blev behandlet paa samme Maade. Ankommen til JOHANNES MATHISEN'S Gaard, standsede Toget. Her blev Renerne spændte fra Pulkene, dog skulde nogle, omtrent 10 af de bedste Kjørerener med Pulke følge bag efter Toget til Handelsmandens Gaard. Man opfordrede JOHANNES MATHISEN til at følge med, men han gav et undvigende Svar. Opholdet her var ganske kort; det var tydeligt, som JOHANNES MATHISEN senere bemærkede, at man havde Hastværk. Medtagende JOHANNES MATHISEN'S 20aarige, grædende Datter, fortsatte Toget Veien til Fods til RUTH'S Bopæl, efter at hver først af Gærdet i Nærheden havde forsynet sig med lange og tykke Birkestave, flere af Arms Tykkelse. Klokken var mellem 8 og 9 om Morgenen.

JOHANNES MATHISEN'S Gaard ligger kun et kort Stykke fra Præstegaarden og Handelsstedet. Den nuværende Lensmandsbygning fandtes den Gang ikke, endnu; Lensmand BUCHT boede hos Handelsmanden.

Hujende og skrigende nærmede Voldsmændene sig Handelsstedet. Paa Gaardspladsen her stod RUTH og BUCHT samt Handelsmandens Tjenestedreng og saa dem komme. BUCHT løb ind i Køkkenet til RUTH'S Kone og varslede hende om, at der kom en Flok støiende Lapper, og bad hende lukke Døren og ikke være bange.

I Spidsen for Toget gik ASLAK HÆTTA, væbnet med en tyk Stav. Han gik lige hen paa BUCHT med Raabet: "Omvend Dig, Du Djævels Lensmand!" men uden at oppebie Svar slog han ham over Hovedet med Staven, saa at den Overfaldne segnede om. ASLAK kastede sig derpaa over ham, afbed hans Næse, og idet han raabte andre til Hjælp, trak han BUCHT'S Kniv ud af Skeden og bibragte sit Offer et Stik under venstre Armhulhed. Paa ASLAK'S Raab orn Hjælp tililede med høie Skrig ELEN SKUM, ASLAK SOMBY og ANDERS PEDERSEN BÆHR, og slog BUCHT med Stave, indtil han syntes bevidstløs. Han reiste sig dog igjen og løb hen til en Dør, hvor han blev indhentet af ASLAK HÆTTA, ASLAK RIST og OLE SOMBY, atter slaaet over Hovedet med Stave, og derpaa, medens de to sidstnævnte holdt ham, af ASLAK HÆTTA med dennes Kniv, som han førte med begge Hænder, og hvis Blad var 7 Tommer langt, 1 Tomme bredt og ¼ Tomme tykt i Ryggen, tilføiet et Stik under høire Skulderblad, saa at Kniven gik ind lige til Skaftet.

Straks da BUCHT blev angreben, ilede RUTH ham til Hjælp, men blev øieblikkelig selv angreben af flere, navnlig ASLAK RIST og ELEN SKUM, medens andre hængte sig fast i hans Ben; han søgte at fravriste en Kvinde hendes Stav, men blev greben om Livet af OLE SOMBY, og derpaa af MONS SOMBY og LARS HÆTTA slaaet med Stave paa Hoved og Skuldre, til han segnede. Han reiste sig atter paa Knæ, støttende sig paa Hænderne, og raabte fortvivlet: "Er der ingen, som vil hjælpe mig," men blev igjen slaaet over Hovedet, til han blev liggende bevidstløs, uden dog endnu at opgive Aanden.

BUCHT blev imidlertid slæbt hen og lagt ved Siden af RUTH. Han reiste sig paa ny og løb ind i Huset, men blev i Gangen indhentet af MONS SOMBY, og af denne slaaet med en Stav i Baghovedet, saa at han atter besvimede, hvorefter ASLAK HÆTTA og MONS SOMBY slæbte ham ud og igjen lagde ham ved Siden af RUTH. Endnu en Gang reiste han sig og løb ind i Gangen, forfulgt af de nævnte to; da han løb op ad Trappen, greb ASLAK SÆTTA ham i Benene, men Taget glippede, og det lykkedes BUCHT at komme op i et Loftsværelse, som han aflaasede. MONS SOMBY satte efter ham, opbrød Døren med en Økse og fandt BUCHT liggende halvdød i Sengen. Han slog ham nogle Gange med Øksen over Hovedet, hvorunder BUCHT blot bevægede Øinene. MONS raabte nu ud af Vinduet: "Der er endnu Liv i Lensmanden," hvortil ASLAK HÆTTA svarede: "Anti-Kristus er noget seiglivet!" Nu kom ASLAK HÆTTA, LARS HÆTTA, THOMAS EIRA, HENRIK SKUM og en Del Kvinder, hvoriblandt ELEN SKUM, stormende op ad Trappen og ind i Værelset, hvor de fortsatte deres Mishandling af BUCHT. Navnlig slog ASLAK HÆTTA ham med et Stykke af en paa Værelset staaende Væverstol, men da Livet endnu hang i den mishandlede Mand, forsøgte ASLAK HÆTTA at gjennembore hans Bryst med sin Kniv. Dette vilde dog ikke lykkes, fordi Kniven ikke var skarp nok. "Herre, hjælp mig!" stønnede den pinte Mand næppe hørligt. ASLAK bød da sin Broder LARS udføre Gjerningen. Denne tog sin store Kniv (41), bad THOMAS EIRA holde den midt paa Brystet, hvorpaa han selv med et Stykke Ved bankede Kniven ind lige til Skaftet. Derved udslukkedes den sidste Gnist af Liv hos BUCHT. Da LARS HÆTTA atter trak Kniven ud, strømmede Blodet ud af det frygtelige Saar og farvede Sengklæderne røde. Man lod Liget blive liggende i Sengen, efter at først en Kone endnu for Sikkerheds Skyld med en Kølle havde knust begge dets Arme.

RUTH blev paa det Sted, hvor han var falden, slaaet med Stave af en Flok hujende Kvinder, men da der endnu var Liv i ham, befalede ASLAK HÆTTA OLE SOMBY at dræbe ham med Kniv. Ogsaa her holdt THOMAS EIRA Kniven, medens OLE SOMBY bankede den ind med et Stykke Ved. Derpaa begyndte Kvinderne atter at slaa den døde Mand i den Grad, at Hjærneskallen blev fuldstændig knust, Bensplinter trængte ind i Hjærnemassen, og Nakkebenet blev kløvet, ligesom hele Legemet for øvrigt var fuldt af Saar. ASLAK HÆTTA gav derpaa Befaling til at kaste RUTH'S Lig i Brønden, men betænkte sig straks og sagde: "Nei, lad ham blive liggende til Skue for Israel."

I Handelsmandens Gang havde RUTH'S Kone staaet og set, at hendes Mand blev overfalden; da han laa paa Knæ og raabte om Hjælp, ilede hun hen til ham, greb ham om Livet, men fik i det samme et Slag over Hovedet, og vilde utvivlsomt være bleven dræbt, hvis ikke Tjenestepigen havde revet hende bort og bragt hende ind i Gangen, hvor hun segnede om, overvældet af Smerte, men atter fattede sig og derpaa hurtigt med sit mindste Barn paa Armen ilede hen til Præstegaarden.

RUTH'S Tjenestedreng lykkedes det, efter at have faaet nogle Slag, at smutte op paa Loftet, hvor han skjulte sig. Her havde ogsaa Husholdersken gjemt sig med RUTH'S lille Søn. Men da BUCHT var bleven dræbt, og Voldsmændene atter begav sig ned fra Loftet, blev de Skjulte fundne, grebne og slæbte hen til Præstegaarden.

I Præstegaarden stod Præsten i Køkkenet og talte med sin Kone, ikke anende noget ondt, da RUTH'S Kone kommer løbende med Tjenestepigen og med frygtelig fordreiede Ansigtstræk raaber: "De dræber RUTH!" HVOSLEF løb øieblikkelig ud, og da han naaede Handelsstedet, saa han den døde RUTH liggende midt paa Gaarden, med Ansigtet opad, omringet af en Hoben rasende Kvinder, der ikke kunde blive træt af at slaa ham. Da Præsten øieblikkelig saa, at der ikke mere var Redning for RUTH, der hverken rørte sig eller gav nogen Lyd fra sig, ilede han ind i Huset og gjennemsøgte alle Værelser for at finde Lensmanden, hvem han vilde have til at ile til Autzie efter Hjælp, medens han selv blev hjemme hos Kvinderne for at trøste dem og dø med dem, hvis det var Forsynets Villie. Da han imidlertid ikke fandt Lensmanden nogensteds, anede han, hvad der var sket, og i Bøn kastede han sig paa Knæ. Voldsmændene kom i det samme stormende ind i Værelset, hvorpaa OLE SOMBY slog Præsten over Hovedet, "fordi han ikke bad paa rette Maade, saa det kunde tilfredsstille Aandens Fordringer." Præsten spurgte efter BUCHT; der blev svaret: "han er faren til Helvede med to Knive i Ryggen." Nu begyndte hele Flokken at slaa til Præsten med knyttede Næver, at puffe og støde til ham; han maatte kaste sine Briller, for ikke at faa Glasstumper ind i Øinene. Derpaa slæbte man ham ud i Gaarden, hen ved Siden af RUTH'S Lig, under stadig Mishandling, ikke alene fra Mænd og Kvinder, men ogsaa fra Børn, Drenge og Piger; de sønderrev hans Linned, slog ham og spyttede ham i Ansigtet, medens ASLAK RIST, til hvem han var overgiven af OLE SOMBY, der erklærede, at det var under hans Værdighed videre at befatte sig med Præsten, stadig stod foran ham med vilde Øine, skrigende: "Gjør Forbedring, Du Djævelens Barn, Du Sjælemorder!" medens andre skreg: "Anraab Jesu Navn!" En stor Del af Hoben begav sig nu hen til Præstegaarden, hvorhen ASLAK RIST straks efter ogsaa førte Præsten, stadig stødende til ham "for at støde Djævelen ud af ham". Jeg skal straks ogsaa føre Læseren hen til Præstegaarden, naar jeg har skildret, hvad der videre gik for sig ved Handelsstedet.

Efter at man havde mishandlet RUTH og BUCHT, blev førstnævntes Hus, efter at alle Rum var opbrudte og Vinduerne ituslagne, efter ASLAK HÆTTA'S Befaling plyndret for det meste Løsøre, undtagen Møblerne, der blev sønderslaaede, medens Resten udbragtes og nedpakkedes i de medførte Pulke; endogsaa de mindste Skuffer og Æsker plyndredes; lige saa udtoges fra Kramboden Kaffe, Sukker, Krudt og Hagel. Derpaa befalede ASLAK HÆTTA, med Tilføiende, at enhver, som ikke efterkom Befalingen, vilde blive dræbt, at Huset skulde opbrændes. Han selv huggede Brænde dertil, som andre bar ind i Huset. Antændelsen udførtes af PEDER OLSEN, ved at lægge lid under et i et af Værelserne staaende Skab. Da Vinduerne var udhuggede, gav Luftstrømmen snart Ilden rig Næring, og inden kort Tid stod hele Bygningen i Lue.

Udenfor stod en Del af den rovgjerrige Flok og spiste en stor Roe, som man havde funden i Kramboden, medens der under megen Munterhed blev fortalt, hvor seiglivet BUCHT havde været, og hvorledes man endelig havde faaet Livet af ham. "Laan mig Din Kniv, PEDER OLSEN," sagde THOMAS EIRA, "til at skære Roen med; paa min er der Djævleblod, med den har jeg stukket RUTH og BUCHT."

Imidlertid havde ASLAK HÆTTA ogsaa været virksom paa anden Maade, idet han gav en Flok Befaling til at gaa over Elven til de der fastboende, piske dem og føre dem til Præstegaarden. En tilfeldig Tilreisende, der kom for at handle med RUTH, blev ligeledes bunden og ført til Præstegaarden. Denne var derfor efterhaanden bleven opfyldt af Mennesker.

Da Præsten havde forladt sin Kone og de andre to Kvinder, aflaasede disse Døren. Snart kom en Flok af de vilde Mennesker til Præstegaarden, gik rundt om den, idet de med deres Stave bankede paa Væggen, og begyndte derpaa at slaa Vinduerne ind. Fruentimmerne flygtede fra det ene Værelse til det andet, til sidst ind i Spisekammeret, men efter at ogsaa her Vinduet var slaaet ud, og efter at den ene af Præstegaardens Døre var opbrudt, kunde det ikke nytte længer at forsøge Flugt; de gik derfor Voldsmændene i Møde i Køkkenet. De blev førte ind i Stuen og frygtelig piskede. Efterhaanden førtes flere og flere der ind, især Kvinder, og alle blev paa det grueligste mishandlede.

Præsten var, som vi har set, af ASLAK RIST ført hen uden for Præstegaarden. Han søgte at faa en Samtale i Gang med ASLAK, for at forhale Tiden, idet han stadig haabede, at en eller anden af Beboerne kunde være ilet til Autzie for at hente Hjælp; han prøvede paa lidt efter lidt at drage ASLAK hen i Retning ad JOHANNES MATHISEN'S Gaard, for muligvis derfra at faa sendt Bud til Autzie; men det lykkedes ikke. Af ASLAK og andre blev Præsten igjen dreven tilbage til Præstegaarden, hvor ASLAK atter begyndte at besværge Djævelen i Præsten. Denne frøs meget i den strænge Kulde (-35°C.), da han var barhovedet og kun iført Slobrok, hvorfor han bad ASLAK om at maatte laane dennes Yderpæsk, som ASLAK ogsaa trak af sig, idet han tillige gav Præsten Skindhandsker og Hue. Dette var til stor Held for Præsten under de senere Mishandlinger.

I Præstegaarden fortsattes imidlertid Ødelæggelsesværket. Med Stave og Økser sloges Vinduesstolperne bort og Rammerne ud, og Mængden krøb ind gjennem Aabningerne. Nu blev ogsaa Præsten ført ind i Værelset, hvor de øvrige blev piskede. Han bad de vilde Mennesker om at skaane Kvinderne. Han faldt paa Knæ og bad høit paa Norsk; de Rasende syntes at være tilfredsstillede, naar de blot hørte Jesu Navn. Nu begyndte der frygtelige Scener. Alle blev piskede paa det blotte Legeme, for at den gamle Adam kunde dræbes. Præsten og Handelsmandens Dreng blev bundne om Fødderne, trukne omkring paa Gulvet under Skrig, Hujen og Forbandelser, og piskede med de fra Renbyen medbragte Ris. Den høie Krave paa Pæsken og Huen afbødede mange Slag, som tildeltes Præsten, men til sidst rev man Huen og Vanterne af ham, saa at han snart blødte paa Ansigt og Hænder. Kvinderne blev kastede om paa Gulvet, man satte sig paa dem og piskede dem paa den blottede Krop, paa Hovedet og i Ansigtet, saa de hovnede op eller blødte; flere besvimede. I Pauserne mellem Piskningerne maatte Ofrene lægge sig paa Knæ og anraabe Jesu Navn. ASLAK RIST havde Opsynet under hele denne Akt, medens Piskningen især udførtes af Kvinder. Naar Præsten bad sin Kone og de øvrige Ulykkelige om at være taalmodige og have Tillid til Gud, syntes Voldsmændenes Raseri at optændes, idet de da fordoblede deres Mishandlinger. Præsten blev behandlet med størst Grusomhed; ofte troede de andre, at han var død. Et infernalsk Spektakel, Hujen og Hylen, Raab og Skrig dannede det passende Akkompagnement til den forferdelige Scene, der vedvarede i flere Timer. PEDER OLSEN stod Vagt uden for Vinduerne, for at ingen skulde undslippe gjennem dem, og slog med en af de udhuggede Vinduesposter enhver, som indenfor nærmede sig Vinduerne.

Igjennem Døren saa man paa Køkkenets Væg et lysende Skin. Det var RUTH'S Hus, der brændte. Præsten bad ASLAK RIST om et Øieblik at løse Linen om hans Ben; ASLAK opfyldte denne Bøn og førte Præsten ud paa Køkkentrappen, pegede mod det brændende Hus og sagde: "Der kan Du se, Præst, hvorledes de Ubodfærdige brænder i Helvede; hvis Du vil ydmyge Dig under Aanden, skal Du faa Lov til at leve."

En Del forlod nu Præstegaarden for at fortsætte Plyndringen af RUTH'S Krambod. Der indtraadte en længere Pause i Piskningen. Men de bundne blev ikke løste, og ingen fik Lov til at forlade Værelset. Da Huset næsten var nedbrændt, begyndte atter Piskningen og Mishandlingen som før, dog gik det nu især ud over dem, der var førte ind fra de omkringliggende Huse. Vilde, vanvittige Hyl, Forbandelser og Smerteskrig fyldte atter Rummet; de, som ikke var ivrige nok til at piske, blev selv slaaede med Ris over Hovedet af de andre.

Klokken 3 om Eftermiddagen lød Raabet udenfor: "Autzie-folkene kommer!" Inde i Stuen gjenlød det: "Autziefolkene kommer!" De ulykkelige, mishandlede Ofre aandede atter op: ,,Hjælpen kommer!" "Ingen maa forlade Værelset," bød ASLAK RIST; en Mand blev sat som Vagt ved Døren, medens de øvrige Voldsmænd samlede sig uden for Præstegaarden.

Om Formiddagen var en lille Gut kommen løbende hen til JOHANNES MATHISEN og havde fortalt ham, at RUTH og BUCHT var dræbte. JOHANNES spændte øieblikkelig sine Skier paa og ilede til en Renby, hvorfra han i største Hast kjørte til Autzie.

Han ankom her noget før Middag og underrettede Beboerne om, hvad der gik for sig i Koutokæino, og at man øieblikkelig maatte drage af Sted, for at komme de endnu levende til Hjælp. Ved en heldig Omstændighed var ganske tilfeldig alle Beboerne til Stede, da Underretningen kom, og havde tillige Rener paa Pladsen, da de netop samme Ettermiddag skulde kjøre Ved og Hø; tilfeldigvis var ogsaa netop nogle Fjældlapper nærværende. Alle var straks villige til at drage til Koutokæino, og saa snart det lod sig gjøre, kjørte man af Sted. Der var i alt 16 Mænd og 3 Kvinder. Tre af Mændene var forsynede med Geværer, de øvrige væbnede sig med Birkestave.

Omtrent Kl. 3 kom man til Koutokæino. I Nærheden af Kirken blev Renerne bundne, og Flokken begav sig til Fods hen imod Handelsstedet. Ilden lyste i den begyndende Skumring fra det snart nedbrændte Hus. Foran Ilden saa Autziefolkene en Flok Mennesker komme dem i Møde, alle bevæbnede med Birkestave. Da begge Parter var komne hinanden saa nær, at de kunde forstaa hinandens Tale, hørte Autziefolkene de Aandelige raabe til dem, om de vilde ydmyge sig for dem. Kirkesanger CLEMENT GUNDERSEN, der gik nogle Skridt foran de øvrige af Autziefolkene, forlangte, at de Aandelige skulde sende en Mand, for at begge Parter i Fred kunde samtale. Der kom intet Svar, men under vilde Hyl stormede ASLAK HÆTTA i Spidsen for sine Trosfeller frem mod CLEMENT GUNDERSEN. "Vogt Dig, eller jeg skyder," raabte CLEMENT og affyrede Geværet, men uden Virkning, da det ved en Feiltagelse kun var ladet med løst Krudt. I samme Nu laa begge Partier i Haandgemæng. Skuddene knaldede, og bragende foer Stavene imod hverandre. CLEMENT GUNDERSEN blev slaaet i Hovedet, saa han sank i Knæ. ASLAK HÆTTA søgte at gribe ham i Struben og rev ham til Blods i Ansigtet, men CLEMENT var saa heldig at faa to af ASLAK'S Fingre i sin Mund, og upagtet han næsten var bevidstløs, bed han saaledes til med Tænderne, at ASLAK skreg af Smerte og ikke kunde komme løs. I det samme gav JOHANNES MATHISEN ASLAK et saadant Slag over Hovedet, at han besvimede, hvorefter CLEMENT slap Tagetog kom til sig seiv igjen. Han tog nu ASLAK'S Stav og slog om sig til høire og til venstre. Der vankede blodige Hug i dette Slag. Men skjønt de Aandelige var dobbelt saa talrige som deres Modstandere, maatte de til sidst bukke under; saa godt som alle blev slaaede til Besvimelse; et Par af dem, nemlig OLE SOMBY og MARIT RASMUSDATTER SPEIN, blev endogsaa kvæstede saaledes, at de døde kort efter.

CLEMENT GUNDERSEN.

Autziefolkene havde vunden en glimrende Seir, om end de seiv havde faaet mange drøie Slag. Koutokæino var reddet fra at gaa totalt til Grunde.

De i Præstegaarden indespærrede Ulykkelige var atter fri. De sank alle paa Knæ, og en inderlig, brændende Takkebøn opsteg til Himlen.

De paa Marken bevidstløs liggende Forbrydere blev bundne om Ben og Hænder og paa Pulke og Kjælker trukne hen til Præstegaardens Stabur, hvor de blev indespærrede. Nogle faa af Voldsmændene, hvoriblandt ASLAK RIST, var undslupne, men blev senere indhentede og fangne.

De fra Handelsmandens Hus og Krambod udbragte Sager var blevne kastede paa Eden, saa snart man fik Autziefolkene i Sigte, "for at de ikke skulde komme andre til Nytte, hvis de Aandelige skulde blive overvundne".

RUTH'S Legeme fandtes paa det Sted, hvor han var falden, stivfrossent og bedækket med Blod. Nogle af BUCHT'S Ben fandtes i Ruinerne af det nedbrændte Hus.

Uden for Staburet blev der sat Vagt. Indenfor larmede de vilde Mennesker, skjældte og bandede, hylede og skreg, angrede, at de ikke havde dræbt flere, og ønskede sig kun fri, for at kunne gjøre det. De stakkels smaa Børn, hvis Mødre var der inde, skreg ynkelig: "Slip Moder løs, slip Moder løs!"

Det var næsten ikke muligt at faa Rener og Folk til at transportere Fangerne til Alten, da de fleste af Egnens Lapper var dragne bort i Forfærdelse over de frygtelige Begivenheder. Først Onsdag Aften kunde de komme af Sted. Onsdag Morgen sang Præsten og hans Nærmeste en Takkesalme uden for Staburet og holdt Bøn, saa at Fangerne kunde høre det.

Vinduerne i Præstegaarden maatte i Begyndelsen tildækkes med Planker og Renskind, saa at der var aldeles mørkt i Værelserne. Kulden var fremdeles saa stræng, at man i de utætte Værelser stadig maatte gaa med Pæsk paa.

Voldsmændene forlod deres Rener uden Bevogtning, 3000 adspredtes, streifede vidt omkring og gjorde megen Skade ved at opspise de Fastboendes Høbeholdninger.

Flere ansete Mænd stillede sig i Spidsen for en Indsamling til Fordel for saa vel de Skadelidte som de kjække Redningsmænd. Der indkom omtrent 6000 Kroner; heraf fik bl. a. CLEMENT GUNDERSEN 120 og JOHANNES MATHISEN HÆTTA 80 Kroner. De havde uden Tvivl fortjent en større Belønning for deres mandige og smukke Daad.

I den store Retssag, som fulgte efter, blev i alt 33 Personer tiltalte for Mord, Mordbrand, Vold paa Person og Gods etc. Ved Høiesteretsdommen blev 5 dømte til Dødsstraf, nemlig ASLAK HÆTTA, LARS HÆTTA, MONS SOMBY, ELEN SKUM og HENRIK SKUM; 8 til Strafarbeide paa Livstid, hvoriblandt ASLAK RIST, THOMAS EIRA og ASLAK SOMBY. De øvrige til Strafarbeide paa længere eller kortere Tid.

Dødsdommen blev imidlertid kun fuldbyrdet paa ASLAK HÆTTA og MONS SOMBY, der blev henrettede i Alten den 14de Oktober 1854. De røbede under Sagen ingen som helst Anger og fastholdt til det sidste deres Paastand om ingen Forbrydelse at have begaaet, men at have handlet som af Gud udvalgte Redskaber i Forsvar af Aandens Sag og i Kamp mod de Uomvendte. Over 1000 Mennesker havde samlet sig ved Retterstedet, deriblandt en hel Del Koutokæino Lapper; en Troppeafdeling havdeledsaget de Dødsdømte fra Tromsø. MONS gik til Retterstedet lige saa rolig, som han hele Tiden havde været i Arresten, og han lod sit Hoved falde uden at ville erkjende at have begaaet nogen Synd og uden at ville modtage Sakramentet. ASLAK har vistnok lige til det sidste staaet i den Formening, at han vilde blive benaadet. Først da MONS var bleven henrettet - der hengik omtrent en Time mellem begge Exekutioner - sank han fuldstændig sammen, og paa Veien til Skafottet hylede og skjælvede han krampagtigt, ja satte sig endog til Modværge, saa at han med Magt maatte overmandes. Ogsaa han døde uden at ville høre Tale om Bod eller Sakrament.

LARS JAKOBSEN HÆTTA.

LARS HÆTTA blev paa Grund af sin unge Alder benaadet med livsvarig Tugthusstraf. I Straffeanstalten i Kristiania lagde man snart Mærke til hans gode Begavelse og exemplariske Opførsel. Et Par formaaende Mænd fik Interesse for ham, skaffede ham Undervisning i flere Retninger, og han tilegnede sig de forskjellige Kundskaber saa hurtigt, at han i Fængslet oversatte paa Lappisk en Bibelhistorie, det nye Testament, Salmebogen og en Del mindre Bøger, Oversættelser, der, reviderede af kyndig Haand, er udkomne i Trykken og endnu i vore Dage benyttes af hans Landsmænd. Paa Grund af de Fortjenester, han derved indlagde sig, og da hans Opførsel i det hele taget stadig var rosværdig, fritog Kongen ham i 1867 for videre Straf. Han bor nu i Koutokæino, fremdeles sysselsat med literære Arbeider.

Den ubønhørlige og fortjente Haardhed, hvormed Øvrigheden tugtede hine Voldsmænd, slog som et Lyn ned i hele Befolkningen, og endnu i vore Dage gyser man, naar man tænker paa hin frygtelige Novemberdag og Drabsmændenes sørgelige Skæbne.

Vi har nu fulgt Bevægelsen fra dens Ophav til dens Ende. Det vil være klart, at den i sin inderste Grund er et Udslag af religiøse Grublerier, der senere parrede sig med Hovmod og Herskesyge, ligesom i Slutningskatastrofen ogsaa øiensynlig egennyttige Motiver og personlig Hævnlyst var medvirkende. At Bevægelsen kunde naa saadanne Dimensioner og føre til saadanne Følger, lader sig forklare, naar man kjender Lappernes levende Fantasi, deres for dybe Indtryk modtagelige Sind, og dertil føier den den Gang sparsomme geistlige Betjening samt Lappernes forvirrede Begreber om Lov og Øvrighed, der ikke lod dem indse, at de, som paa Embeds Vegne optraadte kraftigt mod dem, handlede af renere Hensyn end Lyst til at skade og fornærme dem.

Men i alle Fald danner det Billede, jeg her har oprullet for Læseren, et enestaaende, mærkeligt Blad i vort Aarhundredes Historie, mere ligt en fantastisk Digtning end en tro Gjengivelse af virkelige Tildragelser for kun en Menneskealder siden.

34) Denne LÄSTADIUS var i øvrigt i mange Henseender en fremragende Mand. Hans Portræt findes i Atlasset til "Voyages en Scandinavie". Da han paa flere Maader havde staaet den franske Expedition bi, fik han Æreslegionens Kors og det store Værk tilsendt. En Del Aar senere, da han var bleven vakt, opbrændte han det hele. Endnu i vore Dage findes der i det nordlige Skandinavien en talrig Sekt (i Norge især Kvæner), der hylder hans Lærdomme og kalder sig Læstadianere.

35) I Karesuando hændte det efter Altergangen, at man jublede, dansede og omfavnede hverandre ved Alteret af Glæde over Sakramentet.

36) NILS VIBE STOCKFLETH (1787-1866), først Officer i den dansk-norske Hær, begyndte 36 Aar gammel at studere Theologi, modtog to Aar senere (1825) Vadsø Præstekald, og kastede sig saaledes pludselig ind i en aldeles ny Virksomhed, i fuldstændig fremmede Forhold, i et Sprog, hvoraf han næppe kjendte et Ord. Hurtigt uddannede han sig i det lappiske Sprog, især ved mangfoldige Missionsreiser rundt om i Finmarken; hans brændende, til Extase grænsende Iver lod ham under mange tunge Forsagelser leve næsten en Menneskealder blandt Lapperne; dette i Forening med hans dybe kristelige Sindelag fremkaldte hos ham en næsten svermerisk Kjærlighed til Folket, for hvilket han har udrettet stort baade ved Lære og Levnet og ved de af ham besørgede Oversættelser af religiøse Bøger. I 27 Aar fortsatte han denne sin Virksomhed, indtil han i 1852 forlod Finmarken og tog sin Afsked.

37) Fader til MONS og OLE SOMBY.

38) ASLAK HÆTTA'S Svigerinde.

39) Rygter om, at de Aandelige samlede sig, naaede ogsaa til Koutokæino, uden at man dog her foruroligedes synderligt derved.

40) Den tomme Lommebog fandtes senere; ASLAK HÆTTA havde tilegnet sig Pengene.

41) Af samme Dimensioner som den oven for beskrevne.