Kand man af Nazareth og noget Got forvente?
Naar Stædet lidet er, som siælden rart fremsendte.
Umueligt mueligt blir som oftest vexlet om;
Det viistes allerbest, da Siloh derfra kom.

Liigt synes Finmarks Land, som ringe er og lidet;
Elendig siges den, som der sin Tiid har sliidet.
Et lidet Zoar dog for Loth er angenemt,
Med sine Vilkaar han det agter ret beqvemt.

Saa er Guds skiulte Raad uædle Ting at vælge,
Og de, som Verden vil for daarlige bortsælge,
Paa det at intet Kiød skal rose sig af Stand.
Han største Mæster er, som deraf sluttes kand.

Ja det skal Billighed uryggelig stadfæste,
At, om end Skiøn og Dom vil mangle hos de fleeste,
At dog Guds Viisdom ey foruden Raad, og Sag
Lâr Mødingen med Soel bestraale til Behag.

En stærk Beviisning paa hans Godhed mod de Ringe
Tit verdslig sindet Folk for et par Skoe bort-tinge:
Thi de forliebes kun i Skin, som Øyne seer,
Endskiønt det svinder bort og sees ikke meer.

Af den Raison Herr Leem paatager sig den Møye,
Naar han for Folk og Land saa meget Ondt vil døye,
Nu Vinters haarde Kuld i ti samfulde Aar,
At viise Troe og Flid i sine haarde Kaar.

Besynderligt er det, at Israel skatterer
Utænkt Ægypti Løg, sit Fængsels Kost taxerer.
Gir Canaan end Frugt af Liflighed og Smag,
Godt er dog ikke godt, naar borte er Behag;

Et Minde de dog maae Ægypti Retter yde
Langt over rare Smag, som de ved Manna nyde.
En ret Afbildning paa et giængs Bizarrerie.
Elendig er vor Gout, ja ikkun Narrerie.

Men anderledes bør dog her at raisoneres,
Et frem for andre Ting maae billig observeres,
Vil vi ey løbe an mod Kierlighedens Bud.
En velmeent Nidkiærighed har fordret Manden ud.

Nu følger han med Kraft og megen Skrive-Møye
Med en utroelig Fliid veldømmende at føye
En Elskov til det Folk i Danske Finmarks Land,
Langt over Kræfterne, man hos ham vente kand.

Da dette er ham nu om Hiertet til at fremme:
Af en utrætlig Fliid det Finske Sprog at nemme,
Hvorved udsendte Mænd, kand med Behændighed
Levere Naadens Lys midt i Vankundighed.

Christi Bruud blive skal, endog i mørke Lande,
Herlig og trivelig ved disse sunde Vande,
Ret Kunst Broderet Dyd skal glimre meer, end Guld,
I Troe og Kiærlighed; Sligt giør os Haabe fuld.

Saa skinner Lyset meest i tykkest Mørkheds Stræde;
Thi maa med Billighed Freds-Budene her græde,
I det de savne maa hos fleeste Troens Frugt
Af dem, som ideligt har Naadens Lys og Tugt.

Naar de betragte, hvor der høstes fleere Frugter
Ret udi koldest Nord, hvor Aanden siælden tugter,
Udi de skiønne Land, Guds Kundskab fylder op,
Befindes raadne Træer fra Roden indtil Top.

Ey undres længer maae, hvi Broder Leem han ynder
Ret fæle Finmarks Land; thi han veed, Folk forkynder
Guds Ære meere der, hvor kun er Field og Snee,
Paa liden Kundskab Troe de lader priiselig see.

Er det Guds reene Dom, at hvo der har skal gives,
Da bør og dette Folk alt meer og meer oplives,
End de, som toe gang døe, hvor Livet bydes frem,
Ret stor Uskiønsomhed paa Naaden teedt mod dem!

Saa skal da Himlen selv din Troe og Fliid belønne,
Christi troe Kirke-Bruud skal og din Omhue skiønne.
Hvad du utrættelig har anvendt Kræfter paa,
Ret at de arme Folk kand meer Oplysning faae.

Øvrigt jeg legger til et Ønske af mit Hierte,
Du aldrig af din Fliid maae høste nogen Smerte.
En naadig Konge dig antage i din Bøn!
Retfærdighedens Gud dig give Naade-Løn!

I velmeent Kiærlighed skrevet paa Schudesnæs
Anno MDCCXLVIII, Ipsis Idibus Maji.