Knud Leems Beskrivelse over Finmarkens Lapper
Kjøbenhavn : Salikath, 1767

11. Capitel
Om Lappernes Flytning, samt øvrige Reyser.

(s. 168-181)

Søe-Lapperne flytte ikke gierne tiere, end to Gange om Aaret; dog tage de ikke, som Field-Lapperne, Boligen med sig, hvor de flytte hen, men lade saavel Vinter- som Sommer-Værelsen blive staaende hver paa sit Sted. Field-Lapperne derimod ere heele Aaret i Bevægelse, og kan derfor billigst lignes ved den Scythiske Nation, om hvilken Historierne melde, at de elske en ustadig Værelse, ligesom en Deel Tartariske og Arabiske Folk endnu giøre. Høyeste Sommers Tiid haver en Field-Lap sit Tilhold med sin Familie og sine Rensdyr ude paa en af Pynterne af det faste Land nær hos Havet.

Naar det lider imod Høsten, flytter han med sit Telt, sit Huusgesinde og sine Rensdyr fra Havet over Land ind ad, Stykke for Stykke, først en Miil Vey, meere eller mindre, og forbliver paa det Sted, han da er kommen, nogen Stund; saa atter een Miils Vey, da han igien paa det Sted, han er kommen til, nogen Tiid opholder sig, og vedbliver saaledes at flytte Stykke for Stykke over Land ind ad, indtil han om Vinteren haver passeret forbi den allerinderste Fiord-Bugt, og er kommen 5, 6 à 7 Miile, længere eller kortere, fra Søen op i Landet hen imod den Svenske Lapmarks Grændser: der forbliver han Vinteren igjennem, flyttende med sit Telt, sin Familie og sine Rensdyr, fra den eene Skov til den anden, fra en Høy til en anden, eftersom Leyligheden udfordrer.

Imod Foraarets Tiid flytter han samme Vey, som han kom ind ad om Høsten, ud ad igien til een af det faste Lands Pynter, ligeledes Stykke for Stykke, først een Miils Vey, meere eller mindre, saa efter nogen Tiids Forblivelse paa det Sted, hvor han er kommen, atter een Miils Vey, og vedbliver med at flytte saaledes Stykke for Stykke over Land ud ad med sit Telt, sit Huusgesinde og sine Rensdyr, indtil han haver naaet det yderste af Landet, hvor han, som meldt, om Sommeren forbliver.

Paa den Vey, hvor bemeldte Flytning tages ind ad om Høsten og ud ad om Foraaret, haver han een eller flere smaa Stolpe-Boder staaende til at henlegge Fetalie samt andre smaa Eyendele udi, for at finde dem der for sig til Fornødenhed paa Ind- og Ud-Reysen: i sær haver han en liden Stolpe-Boed der, hvor han paa sin Reyse fra Havet ind ad til Fieldene om Høsten, da Dyrene ere feedest, slagter en Deel Rensdyr, og deri hengiemmer Kiødet, for at proviantere sig deraf, naar han paa Udreysen kommer til samme Sted igien om Foraaret.

(Vid. Tab. LXI.) Naar en Field-Lap om Vaaren, om Sommeren og om Høsten paa Sneebar Mark flytter med sit Telt, sin Familie og sine Rensdyr fra et Sted til et andet, gaaer baade han selv og hans Huusfolk til Fods; Rensdyrene bære Teltet med dets Tilbehøring, samt Bagagen paa Ryggen, og, haver han diende Barn, bærer Moderen eller nogen anden det paa Ryggen i en udhulet Stok, kaldet: Gieed'k, hvorom er meldt i det ottende Capitel om Lappernes Huusgeraad. Rensdyr-Flokken drives.

(Vid. Tab. LXII.) Naar en Field-Lap om Vinteren, da Marken er bedækket med Snee, vil flytte til et andet Sted, river han sit iboende Telt ned, tager Stængerne, som Teltet bestaaer af, og Tæppet, det havdes udbredet over samme Stænger, og Bræderne, som laae til Skillerum paa Gulvet, samt Fyrstedets Stene med sig til Stedet, som han flytter hen til, saasom værende uvis paa der at finde Stene, efterdi den gandske Mark ligger skiult under Snee; men Qvisterne, som Teltets Gulv bestod af, lader han efter sig, og hugger til Gulv andre Qviste af de sammesteds, hvor Teltet paa nye opslaaes, voxende Træer (38).

(Vid. Tab. LXII.) Det heele Telt, nemlig forbemeldte Stænger, Tæppet og Gulv-Bræderne, lægger han i en Slæde for sig selv, hvilken bliver kaldet. Guatte-Kierres, hvoraf man lettelig kan slutte, at hans iboende Telt med dets Tilbehøring ikke maa være ret stort, efterdi et Rensdyr, der er kun lidet af Væxt, kan slæbe det frem igiennem Sneen.

(Vid. Tab. LXII.) Haver han et diende Barn, legger Moderen, førend man begiver sig paa Reysen, det indsvøbt udi ovenmeldte udhulede Stok eller saa kaldede Gieed'k, ned i en Slæde, og bedækker det over alt med uldene Tæpper, undtagen at lade en liden Aabning for dets Mund og Næse, hvor igiennem det kan udblæse sin Aande.

(Vid. Tab. LXII.) Bagagen legges i andre Slæder. (Vid. Tab. LXIII.) Paa Reysen ager gierne Manden selv foran. (Vid. Tab. LXIII.) Hustruen fører den Slæde, som Barnet er lagt i, og, naar det græder heftig, holder hun med sit Age-Dyr, legger sig, hvor heftig Sneen end fyger, og hvor sterk Kulden end er, ned paa Knæ paa den bare Snee ved Siden af Slæden, hælder sig ud over Barnet, og rækkende det sine Bryste ned igiennem ovenmeldte Aabning, giver det Die.

(Vid. Tab. LXI. og Tab. LXIII.) Rensdyr-Flokken drives af Børn og Tienestefolk. Skyts-Karlen fører Bagagen paa den i det 10de Capitel om Lappernes Age-Maade forestilte Maade.

Man maa høylig forundre sig over, at Lapperne om Vinteren kan hitte Vey til det Sted, hvorhen de agte sig, igiennem vilde Ørkener og over vilde Fielde, hvor Marken befindes allevegne kriid-hviid, saasom over alt saa bedækket med Snee, at ey den allermindste Plet af bar Jord, ja neppe en Steen nogensteds er tilsyne, og da det ey allene sneer, men endog den Snee, der ligger paa Jorden, opløftes i Veyret ved sterk Blæst, og fyger saa, at man knap kan oplade sine Øyne, hvilket jeg skriver af Erfarenhed; thi, værende i Følge med dem paa Reysen, kunde jeg formedelst tykt Snee-driv mangen Gang neppe faa Øynene op, ja knap see det Rensdyr, som jeg agede med, endskiønt samme befandtes kun omtrent ved 3 Alnes Distance fra mig, og maatte i saadant Tilfælde, forladende mig paa Guds Ledsagning, og havende de beste Tanker om den foran agende Laps Anførsel, lade mig føre , som en Blind, der selv ikke veed, hvor man bringer ham hen.

Hvor grusomt Snee-drivet og hvor tykt Mørket end er, saa at Snee-drivet paa den eene og Nattens Mørke paa den anden Side formodentlig aldeles maatte confundere dem, treffe de dog gierne Stedet, hvor de agte sig hen, og fornemmes sielden at fare vild. De have en Klokke under Halsen paa Dyrene, paa det den eene skal høre, hvor den anden farer, endskiønt de ey kan see hinanden. Naar Vinden er stadig og blæser bestandig fra een Kandt, rette de sig efter den, for Exempel: ligger Stedet, hvorhen deres Agt staaer, imod Sønden, da, om der blæser Sønden-Vind, fare de lige imod Vinden, udi Vesten-Vind settes Coursen saaledes, at den haves paa den høyre, og udi Østen-Vind saa, at den haves paa den venstre Side. Faae de nogle Stierner at see, tiene de dem til nogen Efterretlighed, hvorledes Veyen skal tages. Astronomie forstaae vel Lapperne sig ikke meget paa, dog kiende de een Deel Stierner fra hinanden, og kalde dem med særdeles Navne, saasom: Syvstiernen, hvilken bliver kaldet: Nieid-Gierreg, som betyder paa Dansk: en Forsamling af Jomfruer. Fiskeren, hvilken gives Navn af Oaaggo, som paa Dansk betyder: en Fisker. Morgenstiernen, hvilken de kalde: Guouvso-Naste. Een Stierne nævnes af dem: Sarva, som paa Dansk bemerker: en Rensdyr-Oxe. De have og besynderlige Navne paa andre flere Stierner.

Som det er Guds faderlige Forsorg og Ledsagning at tilskrive, at et Skib i Storm og tyk Taage kommer uskad igiennem mange Klipper og Skiær, saa at det ikke støder an, og gaaer til Grunde; saa lader og Guds Varetægt og Bestyrelse sig ikke mindre kiende derudi, at man i de vilde Ørkener, udi stormende Veyr og den tykkeste Taage overgaaende Snee-driv, omgiven med steyle Klipper, kan passere uskad. Paa Reysen over Fieldene haver man bratte Bakker og steyle Klipper omkring sig, saa at, hvis man i det tykke Snee-driv, da Øynenes Brug er dem betagen, skulde fare vild fra Veyen og geraade ud over Klipperne, maatte ufeylbarlig Helsen og Liv blive forloret. En Person, ved Navn Siver Henriksen, som var Skolemester for Porsanger-Fiords Lapper paa den Tid, da jeg sammesteds var Missionaire, agede sig til Døde, ved det at hans Bryst stødte an imod et Træ, saa han døde et Par Dages Tiid derefter.

Hvor en Lap reyser til Lands om Vinteren, fører han altid Fyrtøy, nemlig Ildstaal, Flintesteen, Tønder og Svovl med sig udi en liden Pung i Barmen, for at kunde faae Ild til at stikke sin Tobakspibe an, og at varme sig ved; thi ofte, hvilket og skede mig selv, hænder det, at han formedelst Veyens Længde, overflødig dyb Snee eller anden Aarsag ikke om Dagen opnaaer det Sted, hvorhen hans Agt staaer, og maae derfor Natten over blive liggende ude. I saadan Fald slaaer han et lidet grovt Lærreds Telt, som til den Ende føres med paa Reysen, op paa Sneen, og efterat samme er beredt, tænder der inde Ild an til at varme sig ved. (Vid. Tab. LXVI.) Naar han om Vinteren, for at bivære Guds-Tieneste, eller i andet Ærende, imidlertid maa forlade sit Age-Dyr, binder han det spændt til Slæden til et Træ henne i Skoven.

(Vid. Tab. LXIV.) Om Lappernes Reyser til Vands falder intet besynderligt at anføre, uden at de stedse bringe Fyrtøy med sig, for at bekomme Ild, deels til at varme sig, om det er koldt, deels til at stikke deres Tobakspibe an, deels ogsaa til at faae Mad kogt ved; thi om paa Reysen fanges fersk Fisk, legge de til Landet, tænde Ild an imellem tvende beqvemme Stene, og hænge en til den Ende medbragt Kiedel eller Gryde over samme Ild paa en liden Stang, som legges med sin eene Ende paa den eene og med sin anden Ende paa den anden Steen, og i bemeldte Kiedel eller Gryde koge de Fisken. Ligeledes og, om paa Reysen faaes en Otter eller andet vildt Dyr, legge de til Landet, krænge Huden af det fangede Dyr, og koge Kiødet paa forbemeldte Maade.

Endskiønt Lappernes Levnet er, som af ovenmeldte erfares, i høyeste Grad uroligt og møysommelig, saa dog, efterdi de ere vante og hærdede dertil fra Barns Been, og ikke vide af bedre at sige, finde de saa stor Behag i deres eget Fædreneland, og egen Levemaade, at de saa ugierne gaae fra deres Fødested, som en Misdæder til Retterstedet, saa at, endskiønt Hans Kongelige Majestet, høylovlig Ihukommelse Kong CHRISTIAN VI. selv i egen høye Person havde befalet mig at fremsende en Lap fra Finmarken til Kiøbenhavn; da jeg, som den uværdigste iblant alle Herrens Tienere, nød udi Aale-Sund, i Sundmøers Fogderie i Bergens Stift den 29de Julii Anno 1733 den af mig, saa længe jeg lever, uforglemmelige Høy-Kongelge Naade, at Allerhøyst-bemeldte hans Kongelige Majestet, ved Hans Excellence Hr. Admiral Rosenpalm lod mig fremkalde for sine Allernaadigste Øyne, selv i egen Høye Person giorde Spørgsmaal til mig om den Finmarkske Mission, Negotie og andre Finmarken vedkommende Sager, med en ubeskrivelig Mildhed anhørte mit allerunderdanigste Svar, og derefter med egen Høy-Kongelig Haand antegnede mit ringe Navn til Forfremmelse ved forefaldende Vacance og Forflyttelse fra Finmarken, efter ti Aars udstandne Besværligheder, der iblant Lapperne, skede det dog ikke uden megen Møye at faae en Lap overtalt til at paatage sig Reyse til Kiøbenhavn, og omsider en ung Karl, ved Navn Niels Pedersen Korsnæs, sig dertil formaae. Benævnte Karl var ikke kiøn, dog ey af de grimme. Der fandtes vel andre smukkere og anseeligere, end denne. I sær var der i Altens Fiord en liden Lappe-Dreng, som saae temmelig got ud, og jeg anvendte yderste Fliid paa at bemægtige mig ham til Hans Kongelige Majestets Tieneste. Drengen havde og maaske været at overtale; men Moderen, som paa samme Tiid gik frugtsommelig, kom til mig i mit Huus, og protesterede derimod, sigende, at dersom jeg berøvede hende denne Søn, som hun saa høyt elskede, skulde det hvile paa min Samvittighed og mit Ansvar, om hun henfaldt til nogen yderlig Sorg og med sit Foster døde. Saa snart ovenmeldte Niels Pedersen var kommen til Kiøbenhavn, blev han af Hans Kongelige Majestet i Naade antagen. (Vid. Tab. LXV.) Han blev iført en pyntelig Kiortel, der var ziret med Søv-Lidser i alle Sømmene, og en breed Sølv-Galun neden om. I Steden for at Lappernes Huer ere omgivne med en Otterskinds-Bræmming, fik han sort Fløyels Bræmming om sin Hue, samt en sort Fløyels Plade for til paa samme, hvorpaa stod C.6. i støbt Sølv. Ved Nyt-Aars-Dags Tider, efterat han næste Høst tilforn var kommen ned til Kiøbenhavn, døde han, hvortil maaskee baade Forandringen af Luften og Levemaaden var Aarsag; i det han, som før drak bare iiskoldt Vand, og aad frøssen Rensdyr-Mælk med andet deslige, nu fik Viin at drikke og bedre Mad til Spiise: Omnis subita mutatio noxia. Da han var død, blev hans Liig henlagt i Sukkerduun, og med et anseeligt Comitat geleydet til sit Hvilested. De Klæder, som Hans Kongelige Majestet havde ladet ham giøre, bleve tilsendte hans i Finmarken boende Forældre, for at have dem til en Amindelse efter deres afdøde Søn.

Da ovenmeldte Høy-Kongelige Naade mig uværdigen blev beværdiget udi Aale-Sund paa Sundmøer, hvorhen jeg just den Sommer var kommen, for at holde Bryllup med min hustrue, Sophia Aletha Ruberg, havde jeg en Lappe-Dreng med mig, ved navn Peder Jonsen. (Vid. Tab. LXV.) Hans Excellence, Hr. Admiral Rosenpalm, som var med i den Kongelige Svite, og commanderede Hans Kongelige Majestets Chaloupe, fandt Behag i benævnte Dreng, tog ham med til Kiøbenhavn, giorde ham til Chaloupe-Roer paa sin egen Chaloupe, og lod klæde ham, som sine andre Chaloup-Roere, saa at han tillige fik Admiralens Navn i støbt Sølv at bære for paa sin Hue, og, efterdi han var af temmelig got Begreb og Nemme, lod Admiralen holde ham til at skrive og regne, og sendte ham til Ostindien under en Ober-Styrmands Direction, som paa Reysen skulde øve ham i Styrmands-Kunsten; strax efter Tilbagekomsten døde han i Kiøbenhavn.

38) Gemeenligen bruges, i bemeldte Hensigt, Kierring-Riis, Field-Riis, paa Lappisk: Skierre (in pl. Skierrek) Betula nano Fl. Sv. 860. hvilket og, tilligemed Field-Vie, Salix lapponum Fl. Sv. 893. paa Lappisk: Lagish (in plur. Lagishiak) for det meeste bruges paa Field-Lappernes Fyrsteder.