Knud Leems Beskrivelse over Finmarkens Lapper
Kjøbenhavn : Salikath, 1767

16. Capitel
Om Lappernes Giftermaal og Bryllup.

(s. 382-388)

At den Norsk Bondekarl tager en Lappisk Pige, eller en Lap en Norsk Bonde-Pige til ægte, er en meget rar Hændelse. I det District, hvor jeg var Missionaire, tildrog det sig ingen gang i min Betienings-Tiid.

En Lap, som vil beyle, tager med sig i saadant Ærende nogle af sine nærmeste Paarørende, af hvilke een skal være hans Talsmand; han forsyner sig og med Brændeviin, hvormed hans Forset er at ville tractere sin tiltænkte Festemøe, samt handes Forældre og venner; desuden medbringer han en Gave at forære hende selv; samme bestaaer i et Sølv-Belte, en Ring, eller andet deslige, alt efter hans Formue. Naar de kommer til Huset, hvor Pigen er, gaae de alle ind, undtagen Beyleren, som bliver uden for, indtil han vorder indkaldet. Efterat de ere indkomne, tilbyder Talsmanden Pigens Fader en Skaal Brændeviin, hvilken om han afslaaer, er det Tegn, at Beyle-Budet ey staaer ham an; men tager han imod den og drikker, giver han derved at forstaae, at Tilbudet er ham ikke ubehageligt. Bemeldte Talsmand tracterer da ey allene Pigens Fader og Moder, men endog hende selv samt andre tilstædeværende Venne med Brændeviin, hvilken Tracteren gielder lige ved Ansøgning om Forlov til at begiere hende. Efter disse Præambula træder han nærmere til Sagen, og virkelig begierer hende paa Beylerens Vegne, som endnu staaer uden for. Sin Tale setter han paa Skruer, og giver de beste Ord, han kan optænke. Efter nogen Tiids Forløb kalder man Beyleren selv ind, som, naar han er indkommen, bliver staaende i det Rom der befindes imellem tvende nest inden for Døren paa Gulvet lagte Birke-Knubbe, hvorom er meldt i det 5te Capitel om Lappernes Boliger. Erholder han Pigens, samt hendes Forældres og Venners Ja, leverer han hende den medbragte Gave, kaldet: Gilhe, lover ogsaa hendes Forældre en Foræring af nye Klæder eller deslige, hvilken Lapperne kalde: Biejatas. Efterat denne Handel er til Ende bragt, tager Beyleren med sit Følge Afskied, og reyser bort. Alle disse Ceremonier bruges vel i beskrevne Beyle-Handel; dog iagttages de ikke altid allevegne og af alle, i sær nuomstunder, saa nøye, at jo een eller anden af dem undertiden forbigaaes. Have Forældre tilsagt en Beyler deres Daatter, og siden bryde samme Løfte, maa de efter en af Lapperne selvgiort Lov erstatte ham al hans paa Giftermaalet anvendte Bekostning, saa at han ey allene faaer sin udgivne Festens-Gave tilbage, og meere dertil; men ham skeer og vederlag for det Brændeviin, han haver spenderet. Imedens Forlovelsen varer imellem tvende Personer, der have givet hinanden Ægteskabs-Løfte, besøger Festemanden en og anden gang sin Forlovede; underveys, da han farer hen at give Besøg, fornøyer han sig med at have hende i Tanke, og at synge om hende, brugende dertil saadanne Ord, som ex tempore falde ham i Munden, og hans poetiske Geist vil tilsige ham; men denne Skik, nemlig under bemeldte Elskovs-Besøg at synge om sin Festemøe, iagttages ikke heller nu omstunder af enhver. Naar han haver naaet Maalet ved at nyde hendes nærværelse, begaver han hende med Brændeviin, med lidt Tobak, om hun deri finder Smag, eller med andet deslige. Naar hun pyndtes til brud, ifører man hende gemeenligst den iblant Lappe-Qvinderne brugelige Helligdags-Dragt, det allene undtagen, at, i steden for Qvinderne, saavel de Ugifte, som de Gifte, ellers altid gaae med bedækket Hoved, gives hende bart Haar, hvilket med pralende Baand bliver ombundet; dog, om jeg husker ret, lader man i nogle Finmarkiske Egne en Pige den Dag, hun skal staae Brud, træde frem med Hue paa Hovedet, imellem hvilken og de sædvanlige Lappe-Qvindernes Huer ingen Forskiel iagttages. Efter Brudevielsen holdes et lidet Bryllup. De Bryllups-Giester, der have nogen Formue, beære Bruden med en Gave, somme med Penge, nogle med Rensdyr, eller andet det saadant. Lappernes Bryllupper ere meget tervelige.

Udi Altens Præstegield i Vest-Finmarken, hvor jeg uværdig var Præst, skeede de saaledes, at efter Copulationen forsamlede Brudgommen og Bruden, samt nogle faa af deres nærmeste Venner sig udi Bonde-Lehnsmandens Huus, som boede i Talviig nær Kirken; thi han havde en beqvem tømret Stue, i hvilken og det almindelige Skatte- og Sage-Ting hver Sommer holdtes af Stedets Øvrighed for benævnte Præstegields Almue. I bemeldte Stue spiiste de Faarekiød-Suppe og en Faare-Steeg, og giorde sig til gode med omtrent en Kande Miød. Dermed var brylluppet endt; efter dets Fuldendelse foer Brudgommen og Bruden samt Bryllups-Giesterne hver til sit Hiem, Field-Lapperne til deres Telt, og Søe-Lapperne til deres Hytte. Engang blev jeg og indbuden i berørte Lehnsmands Stue af en Lap, som der giorde sin Søns Bryllup: Retterne vare, som sædvanlig, Faarekiød-Suppe og Faare-Steeg. De fattige Folk, der ey vare vante til mange Lækkerbidskener, fandt sig saa vel fornøyede med Suppen, at, da den var spiist, havde de nær glemt at lade Stegen frembære, hvorfor Brudgommens Fader raabte: Steeg! Steeg! Da den var kommen paa Bordet, skar han den selv for, men bar sig dermed meget tølpersk ad, saa man kunde let see, at han ey havde lært at skiere for.

(Vid. Tab. LXXXI.) Udi Porsanger-Fiorden i Kielvigs Præstegield udi Vest-Finmarken, hvor jeg forhen var missionaire, gaaer der end tarveligere til med Lappernes Bryllupper; thi efter Brudevielsen forsamler Brudgommen og Bruden, samt nogle faa af deres nærmeste Venner sig nær Kistrands Kirke, hvor de bleve copulerede, og der under aaben Himmel paa den bare Mark i god Kierlighed fortære Kiødet af et Faar, som de til den Ende have slagtet og ladet koge. Dermed er Brylluppet endt, og saa reyser Brudgommen og Bruden, samt Bryllups-Giesterne hver hiem til sit.

Udi sine Bryllupper bruge ikke Lapperne Spil. Spil og Dands veed dette Folk fast intet af, saa at der ey engang findes iblant dm en Lange-Leeg, Mund-Harpe, Pibe, eller noget andet af de allerringeste musikalske Instrumenter.

Det er og slet bestilt med deres Sang. Naar jeg fik Leylighed, forsøgte jeg undertiden at ville lære dem Melodier til Psalmer; med den Umage var nesten spildt paa de fleste. Deres Sang lignede meere en Tuden end Sang, af Aarsag, at mangfoldige Ord i deres Tungemaal udføres med en stødende Accent i hver Stavelse, saa at naar de skal tale Ordene, da ligesom trykke de en hver Stavelse ud, og, i at tale eller synge Dansk, lade de Danske Ord faae samme Accent, hvilket da giver Sangen en ubehagelig Lyd.

Efter Brylluppet forbliver ofte Brudgommen hos sine Sviger-Forlældre et heelt Aar, hvorefter de da lade ham med hans Hustrue fare, og selv sette Boe, men først, om Formuen tillader det, begave dem med Qvæg, Kiedle, Gryder, Sengeklæder og saadant meere, som til en Huusholdning behøves.