Knud Leems Beskrivelse over Finmarkens Lapper
Kjøbenhavn : Salikath, 1767

2. Capitel
Om Lappernes Tungemaal.

(s. 10-51)

Hvad det Lappiske Sprog er angaaende, da synes det at være et afsondret Tungemaal fra andre Sprog, undtagen det Finlandske, med hvilket det haver en temmelig Liighed; dog ikke saa stor, som Tydsk med Dansk. Vel haver det nogle Egenskaber tilfælles med det Hebraiske, som jeg haver viist udi Fortalen i den af mig forfattede, og ved Trykken udgivne Lappiske Grammatica; dog tør jeg ikke paastaae, at det fra det Hebraiske Tungemaal haver sin Oprindelse. Jeg haver og i bemeldte Fortale anført een Deel Ord, der ligner Grækisk og Latin; dog understaaer jeg mig ikke at sige, at saadanne Ord ere voces Græcæ & Latinæ Lapponica civitate donatæ: Thi de kand og være dette Tungemaals egne Ord, der ey have Oprindelsen andensteds fra. Og lad være i dette Sprog en temmelig Deel Ord befindes at komme overeens med Finlandsk, og nogle at ligne Dansk, eller mere egentlig at tale, Norsk, er det dog i de fleste Ord benævnte Tungemaal saa uliigt, at de ene neppe kand forstaae et eneste Ord af den andens Tale, naar hver bruger sit Sprog.

Det haver været et for Verden hidindtil ubekiendt, saa at endog Lappernes egne Naboer eller Norges Norske Indbyggere kun lidt haver vidst deraf at sige; men fortiener dog ikke mindre, end noget andet Tungemaal at bekiendtgiøres: Thi det er et curieux, accurat og sær compendieux Tungemaal, da det, som i Dansken maae udføres med flere Ord, kand her exprimeres med et Ord, ex. gr. mit lille Brød heder paa Lappisk Laibatzhiam. Nota Diminutivi atzh, og Pronomen Suffixum am, mit, er suffigeret laibe, Brød. Udi ovenmeldte Grammatica haver jeg udførlig viist det Lappiske Sprogs Genie, vil derfor ikkun ved en kort Extract af samme her forestille nogle af Sprogets Egenskaber.

I det Lappiske Sprog forefalder mutatio consonantium imellem labiales b og p, b og m, f og v. imellem palatinas g og k, imellem dentales s og z, imellem labialem f, og palatinam k. Literæ gn samlede udtales ligesom igiennem Næsen. I mangfoldige Ord forekommer een med aspiration samlet Sibilus. I somme udføres og litera d med aspiration. En Deel Diphtongi falder vanskeligere at pronuncere. Vocalis y forekommer meget sielden. Hva Accenten angaar, veed jeg ikke iblandt de mange tusinde mig bekiendte Lappiske Ord et eeneste, som billig kand kaldes Barytonum.

Lapperne bruger udi deres Tungemaal Etymologiske Figurer, Prosthesin, Aphæresin, Syncopen, Paragogen, Apocopen, &c. Som i andre, saa og i dette Sprog forefalder differente Dialecter. Det haver, som andre Tungemaal, alle partes Orationis: Nomina, Pronomia, Verba, Paricipia, Adverbia, Præpositiones, Conjunctiones og Interjectiones.

Om Nomine.

Lappiske Nomina Substantiva endes paa a, saasom Rokkadussa, en Bøn; paa e, saasom Laibe, et Brød; paa i, saasom Spiri, et Dyr; paa o, saasom Næwo, et Redskab; paa u, saasom Birru, en Dievel; paa b, saasom Usteb, en Ven; paa d, saasom Varred, en viid flad Steen i Strand-Bredden, som stikker dybt i Sanden, og er omgiven med andre mindre Steene; paa f, saasom Alæf, en Bierge-Kløft ved Strand-Brædden; paa k, saasom Addaldak, en Gave; paa l, saasom Goaappel, en Røy, nomen avis; paa m, saasom Bakkom, et Bud, en Befaling; paa n, saasom Rieban, en Ræv; paa p, saasom Gatzip, en Mosvit, en Kiødmeis, nomen avis, paa r, saasom Mokker, et slags Søe-Fugle saa kaldet; paa s, saasom Laddas, et Leed.

De fleeste Nomina Substantiva declineres igjennem Casus singularis og pluralis Numeri, og i de fleste Casibus forandrer sin Termination. Nominativi, Genitivi, Accusativi og Vocativi singularis Endelse er den samme: Dativus singularis endes paa i, Ablativus singularis paa st og n; Nominativus og Vocativus pluralis paa k, Genitivus pluralis paa i, Dativus pluralis paa di, Accusativus pluralis paa t, og Ablativus pluralis paa n. ex. gr.

Num. Sing.
N.	Rokkadussa en Bøn.
G.	Rokkadussa.
D.	Rokkadussi.
A.	Rokkadussa.
V.	Rokkadussa.
Abl.	Rokkadusast af Bønnen. Rokkadusain med Bønnen.

Num. Plur.
N.	Rokkadusak.
G.	Rokkadusai.
D.	Rokkadusaidi.
A.	Rokkadusait.
V.	Rokkadusak.
Abl.	Rokkadusain.

Num. Sing.
N.	Sadne et Ord.
G.	Sane.
D.	Sadnai.
A.	Sane.
V.	Sadne.
Abl.	Sanest af Ordet. Saniin med Ordet.

Num. Plur.
N.	Sanek.
G.	Sani.
D.	Sanidi.
A.	Saniit.
V.	Sanek.
Abl.	Saniin.

En Deel Lappiske Nomina Substantiva ere anomala, og viiger fra den almindelige Declinere-Maade.

Nomina Liqvidorum, Metallorum, Mineralium, Frumentorum, Herbarum, og Fructus herbarum bruges i det Lappiske udi plurali Numero.

Nogle af Parterne paa et Menneskes Legeme nævnes og af Lapperne i plurali Numero, endskiønt Talen ikkun er om een. ex. gr. Han haver besmittet sit Ansigt, bliver paa Lappisk: Son muodoides læ duordadam. Muodoides, sit Ansigt er Accusativi casus plur. Numeri, med Pronomine suffixo es, sit.

En Tiids Navn setter i Genitivo, naar der spørges: naar, eller hvor længe? ex. gr. Det begav sig i de Dage, bliver paa Lappisk: Dat tapatuvai dai Beivi. Beivi, Dage, er Genitiv, casus pluralis Numeri.

Hvad Nominum Substantivorum Speciem angaaer, da ere nogle Primitiva, nogle Derivativa, af hvilke en Deel er deriveret af Nominibus substantivis. ex. gr. af Beive, en Soel, kommer Beivadak, Soel Skin. Somme af Nominibus adjectivis. ex. gr. Buorre, God, komme Buorrevuot, Godhed. Somme af Verbis, ex. gr. af addam, jeg giver, kommer Addaldak, en Gave.

Til Derivativa henhører og Diminutiva: Thi man kan giøre nesten et hver Lappisk Nomen substantivum til et diminutiv ved at give den Endelse tzh. ex. gr. Laibe, et Brød. Laibatzh, et lidet Brød. Addaldak, en Gave, Addaldagatzh, en liden Gave.

Lappiske Nomina Adjectiva endes paa a, saasom Paha, Ond; paa e, saasom Buorre, God; paa i, saasom Tidi, supersticieux; paa o, saasom Uigjo, Underlig; paa ai, saasom Snollai, Utugtig; paa oi, saasom Sleidoi, id: paa ui, saasom Rampui, Stortalende; paa d, saasom Vielgad, Hviid; paa g, saasom Allag, Høy; paa sh, saasom Borish, Graadig til at æde; paa tzh, saasom Erinaamatzh, Besynderlig; paa dzh, saasom Vægaladzh, Mægtig ; paa k, saasom Alek, Blaar; paa l, saasom Gawel, Listig; paa m, saasom Gurattallemettom, Urandsagelig; paa r, saasom Dobmer, Gesvindig; paa s, saasom Karas, Haard; paa z, saasom Harez, hastig at gaae.

Ligesom Lappiske Nomina Substantiva, saa og de fleeste Nomina Adjectiva declineres igjennem Casus singularis og pluralis Numeri, og i det meeste, saavidt enhver Casus Endelse angaaer, følger Substantivorum Maade i at declinere.

Ofte udføres bare Adjectivum; men Substantivum forstaaes sagte under. ex. gr. I gaar værende exprimeres i det Lappiske ved det [Adjectivum] Iftash. De Ord: Han haver været her fra i gaar oversat paa Lappisk lyder saaledes: Son læ læmatzh dabe iftashiest, hvilket lige efter Ordene er paa Dansk: Hand haver været her fra den i gaar værende: Tid eller Dag forstaaes under.

Lappiske Nomina Adjectiva haver Gradum Positivum, Comparativum og Superlativum. Comparativus endes paa b, og Suberlativus i de fleeste Adjectivus paa mus, og i somme paa mudzh.

Ligesom Adjectiva Positivi Gradus declineres giennem Casus singularis og pluralis Numeri, saa giøre og Adjectiva Comparativi og Superlativi Gradus, og, saavidt enhver Casus Endelse angaaer, følger Positivorum Maade i at declineres.

Det er en Elegance i det Lappiske Sprog at bruge Adjectivum Comparativi Gradus, hvor Talen ikkun er om Toe. ex. gr. Naar der i Dansken staaer: Hvilken er hviidest? og hvilken kand udlægges: Hvilken af Toe, bruger jeg ikke i det Lappiske Superlativum Vielgadamus, hviidest, og siger: Kuabba sodnost læ Vielgadamus? men Comparativum Vielgadeb, hviidere, og siger: Kuabba sodnost læ Vielgadeb.

Adjectiva comparativi Gradus lader sig giøre til diminutiva, ved at give dem den Endelse tzh. ex. gr. Bedre heder paa Lappisk: Buoreb, o, lidt Bedre: Buorebutzh.

Hvad Adjectivum Speciem angaaer, da ere nogle Primitiva, andre Derivativa, af hvilke en Deel ere deriverede af Nominibus Substantivis. ex. gr. af Bafte en Klippe, kommer Baftai Klippig. En Deel af andre Adjectivis. ex. gr. af Duot, Sand, kommer Duodaladzh, Sandrue. Nogle af Verbis ex. gr. af Dagam, jeg giør, kommer Dagateigje, giørlig. Somme af Adverbis. ex. gr. af Ifti, i gaar, kommer Iftash, som var i gaar.

I det Lappiske Sprog haver man særdeles Navn paa hvert Numerale Cardinale fra Een til Tie, i det at man kalder Een Auft, Toe Gouft, Tre Golm, Fiire Nielja, Fem Vit, Sex Gut, Syv Zhieezhia, Otte Kautze, Nie Autze, Tie Laage. I at tælle fra 10 til 20, fra 20 til 30, fra 30 til 40, fra 40 til 50, fra 50 til 60, fra 60 til 70, fra 80 til 90, fra 90 til 100, behjælper man sig ved at legge benævnte Tall Auft, Gouft, Golm, Nielja, Vit, Gut, Zhieezhia, Kautze, Autze til Laage, Tie, sat i Dativo Lokkai, og bliver saa Tælle-Maaden denne:

Auft	1.
Gouft	2.
Golm	3.
Nielja	4.
Vit	5.
Gut	6
Zhieezhia	7
Kautze	8
Autze	9
Laage	10
Auft nubbe Lokkai	11. d. e. Een paa det andet Tie.
Gouft nubbe Lokkai	12. Toe paa det andet Tie.
Golm nubbe Lokkai	13. Tre paa det andet Tie.
ogsaa fremdeles til
Gouft Laage	20. Toe Tie.
Auft goaalmad Lokkai	21. Een paa det tredie Tie.
Gouft goaalmad Lokkai	22. Toe paa det tredie Tie.
Golm goaalmad Lokkai	23. Tre paa det tredie Tie.
ogsaa fremdeles indtil
Golm Laage	30. Tre Tie.

Paa samme Maade tæller man fra 30 til 40, fra 40 til 50, fra 50 til 60, fra 60 til 70, fra 80 til 90, fra 90 til Zhioette, 100.

Naar ovennevnte Numeralia Cardinalia Auft, Gouft, Golm, Nielja, Vit, Gut, Zhieezhia, Kautze, Autze, Laage og Zhioette staaer, hvilket dog sielden skeer, allene, og haver intet Substantivum hos sig, hvortil de svarer, kand de declineres og forandres ved Casus.

I det Lappiske Sprog tager Numerale Cardinale gemeenlig Substantivum singularis numeri til sig. ex.gr. Han forblev her i 3 Dage, heder paa Lappisk: Son aaroi dabe golm Beive: Beive Dag, er singularis Numeri.

Hvor efter Numerale Cardinale i Dansken stter et Ord, havende Præpositionem af for sig, der sættes samme Ord i det Lappiske ikke i Genitivo, men Ablativo plurali.

Det Lappiske Sprog haver og Numeralia ordinalia, multiplicativa og temporalia.

Om Pronomine.

Det Lappiske Sprog er riigt paa Pronomina, saasom Dat, den, denne, dette. Dot, hin. Dataka, den samma, det samme. Datanage id: hvi, hvo, hvilken. Kutte, hvo, hvilken, som. Mi, hvilken, som, hvad. Kige, nogen. Kuttege, nogen, noget. Mige v. Mikkege, nogen, noget. Kiikkenes, hvilkensomhelst. Kutteikkenes, hvilkensomhelst, hvilketsomhelst. Miikkenes, hvadsomhelst, hvilkensomhelst. Kiag, kutteg, Ietzh-kiag, Ietzh-kutteg, hver for sig. Kuttemudzh, hvilken af de tre eller flere. Muttom, nogen. Kuabba, hvilken af toe, hvilket af toe. Huabba-ikkenes, hvilkensomhelst af de toe, hvilketsomhelst af de toe. Kuabbage, enten den eene eller den anden af de toe, enten det eene eller det andet af de toe. Iuokhatzh, enhver, et hver. Alle disse benævnte Pronomina lader sig declinere.

Lapperne haver Pronomina Demonstrativa. Mon jeg, don du, son han, hvilke declineres igiennem Casus singularis, dualis og pluralis Numeri.

Num. Sing.
N.	Mon, jeg.
G.	Mou.
D.	Muidngii.
A.	Mou.
Abl.	Muust, af mig. Muin, med mig.

Num. Dual.
N.	Moi, vi Toe.
G.	Modno.
D.	Modnoidi.
A.	Modno.
Abl.	Modnost, af os toe. Modnoin, med os toe.

Num. Plur.
N.	Mii, vi tre, eller flere.
G.	Miin.
D.	Migjidi.
A.	Miin.
Abl.	Miist.

Paa samme Maade declineres og Don Du, og Son Han.

Hvor i Dansken staaer et Pronomen Demonstrativum, og et Menneskes Nomen proprium, eller et Pronomen Demonstrativum, og et Nomen officii, og begge ere singularis Numeri, staaer i samme Casu, og ere sammenføyede ved conjunctionem copulativam og, udelukker man conjunctionem copulativam og i det Lappiske, setter Nomen proprium, Nomen offici, og et deslige Nomen i Ablat. singulari, og Pronomen Demonstrativum i Nominativo, Accusativo, eller en anden Casu dualis Numeri, eftersom Meeningen udfordrer. Forstaae: Eftersom den person, som under Pronomine demostrativo forstaaes, giør noget, eller man giør ved den, eller den skeer noget. ex. gr. Jeg og Hans fandt vore Bøger, bliver paa Lappisk: Moi Hansain gavnaime Kirjidæme. Her staar Jeg i Nominativs duali, Hans i Ablativo singulari, og conjunctio copulativa Og, som stod i Dansken, er udelukt.

Lapperne bruger i steden for Pronomina Possessiva genitivos Pronominum Demonstrativorum Mou, Duu, Modno, Dodno, Miin, Diin, saa at, hvor i Dansken staaer min, v. mit, bruger jeg i det Lappiske Mou, som er Genitivus singularis Pronominis Demonstrativi, Mon, jeg. Hvor i Dansken staaen din, v. dit, bruger jeg i det Lappiske Duu, som er Genitivus singularis Pronominis Demonstrativi Don, du. Hvor i Dansken staaer vores, bruger jeg i det Lappiske Modno, som er Genitivus dualis Pronominis Demonstrativi Mon, jeg, dersom vi ikkun ere toe, som det hører til; men ere vi flere, bruges Miin, som er Genitivus pluralis ejusdem Pronominis. Hvor det i Dansken staaer eders, bruger jeg i det Lappiske Dodno, som er Genitivus dualis Pronominis Demonstrativi Don, du, dersom de ikkun ere toe som det hører til; men ere de flere, bruges Diin, som er Genitivus pluralis ejusdem Pronominis.

Desuden haver De og Pronomina Possessiva; thi de herefter ovenmeldte Pronomina suffixa am, ad, es &c. og assam, assad, asses &c. føyede til Nomina haver Pronominum Possessivorum Bemærkelse. Saa ere og Ietzhiam, Ietzhiad. Iezhias, Ietzhiame v. Ietzhiaidæme, Ietzhiade v. Iezhiaidædde, Iezhiasga v. Iezhiaidesga, Ietzhiamek v. Iezhiaidæmek, Iezhiadek v. Iezhiaidæddek, Iezhiasek v. Iezhiaidæsek Pronomina Possessiva; thi Ietzhiam er paa Dansk min egen. Iezhiad din egen. Iezhias sin egen. Ietzhiame v. Iezhiaidæme vor egen, som hører os toe selv til. Iezhiade v. Iezhiaidædde eders egen, som hører eder toe selv til. Iezhiasga v. Iezhiaidesga deres egen, som hører dem toe selv til. Iezhiadek v. Iezhiaidæddek eders egen, som hører eder tre eller flere selv til. Iezhiasek v. Iezhiaidæsek deres egen, som hører dem tre eller flere selv til.

Lapperne bruger i deres Tungemaal Pronomina Reciproca Dativi og Accusativi casus. De haver og Pronomina suffixa am, ad, es, æme, ædde, æsga, æmek, æddek, æsek, hvilke føyede til Nomina haver Pronominum possessivorum Bemerkelse: Thi en Bog heder paa Lappisk Kirje. Min Bog Kirjam. Din Bog Kirjad. Sin Bog Kirjes. Vor Bog, forstaae som hører os to til, Kirjæme. Eders Bog, fortaae som hører eder toe til, Kirjæde. Deres Bog, fortaae som hører dem toe til, Kirjesga. Vor bog, fortaae som hører os tre eller flere til, Kirjemek. Eders Bog, forstaae som hører eder tre eller flere til, Kirjedek. Deres Bog, forstaae som hører dem tre eller flere til, Kirjesek.

Bemeldte Suffixa føyes og til Verba, og haver da Pronominum demonstrativorum Bemerkelse; thi jeg gaaer, heder paa Lappisk: Vazam. Han lod sige, at jeg skulle gaae derhen: Son rawi vadzemam daakkaa. Hand lod sige, at du skulle gaae derhen: Son rawi vadzemad daakkaa. Jeg lod sige, at han skulle gaae derhen: Mon rawyim vadzemes daakkaa. Han lod sige, at vi toe skulle gaae derhen: Son rawi vadzemæme daakaa, og saa fremdeles.

Samme Suffixa føyes og til Præpositioner. ex. gr. i, heder paa Lappsk sist. Jeg haver den gamle Adam i meg: Mon anam dam boaares Adam sistam. Du haver den gamle Adam i dig: Don anak dam boaares Adam sistad. Han haver den gamle Adam i sig: Son adna dam boaares Adam sistes. Vi toe haver den gamle Adam i os: Moi adne dam boaares Adam sistæme. I toe haver den gamle Adam i eder: Doi adnebete dam boaares Adam sistæde. De toe haver den gamle Adam i sig: Soi adnæba dam boaares Adam sistesga.. Vi haver den gamle Adam i os: Mii adnep dam boaares Adam sistemek. I haver den gamle Adam i eder: Dii adnebetet dam boaares Adam sistedek. De haver den gamle Adam i sig: Sii adnek dam boaares Adam sistesek.

Foruden bemeldte Suffixa am, ad, es &c. haver og det Lappiske Sprog Pronomina suffixa assam, assad, asses, assame, assade, assasga, assamek, assadek, affasek; men i steden for at ovenmeldte suffixa am, ad, es &c. føyes til Nomina accusativi Casus, føyes disse til nomina dativi Casus. ex. gr. Fader heder paa Lappisk Atzhie. Jeg ærer min Fader: Mon gudnjettam atzhiam. Jeg giører min Fader Ære. Mon dagam atzhassam gudne.

Som ovenmeldte Suffixa am, ad, es, &c. suffigeres Præpositioner, saa føyes og de sidst bemeldte assam, assad, asses, &c. til Præpositioner; men med denne Forskiel, at de først bemeldte suffigeres Præpositioner, naar der betegnes qvies in loco; men de sidst bemeldte, naar det hos staaende Verbum betegner Motum ad locum, eller et Forehavende, som ikke endnu er fuldkommen. ex. gr. For, heder paa Lappisk audest. Jeg haver Guds Ords Lys for mig: Mon anam Ibmel Sane Zhiouvgas audestam. Jeg setter Guds Ords Lys for mig: Mon biejam Ibmel Sane Zhiouvgas audassam.

Lapperne bruger og Pronomina Negativa; thi Jeg ikke heder Im. Du ikke Ik. Han ikke Ii. Vi toe ikke Em. I toe ikke Eppe. De toe ikke Æba. Vi ikke Ep. I ikke Epped. De ikke Ei; saa at Jeg skriver ikke, bliver paa Lappisk: Im Zhiale. Du skriver ikke: Ik Zhiale. Han skriver ikke: Ii Zhiale; og saa fremdeles.

Det Danske Ney exprimeres i det Lappiske ved bemeldte Pronomina Negativa. Skeer Negtelsen ved Ney om prima Persona singulari, saa at under Ney forstaaes Jeg ikke, bruger man Im. Skeer den om secunda Persona singulari, saa at under Ney forstaaes Du ikke, bruger man Ik. Skeer den om tertia Persona singulari, saa at under Ney forstaaes Han ikke, bruger man Ii. Skeer den om prima Persona duali, saa at under Ney forstaaes Vi toe ikke, bruger man Em. Skeer den om secunda Persona duali, saa at under Ney forstaaes I toe ikke, bruger man Eppe. Skeer den om tertia Persona duali, saa at under Ney forstaaes De to ikke, bruger man Æba. Skeer den om prima Persona plurali, saa at under Ney forstaaes Vi ikke, bruger man Ep. Skeer den om secunda Persona plurali, saa at under Ney forstaaes I ikke, bruger man Epped. Skeer den om tertia Persona plurali, saa at under Ney forstaaes De ikke, bruger man Ei. ex. gr. haver Du giort dette? Ney! bliver paa Lappisk Lekko don dam dakkam? Im! thi der forstaaes under Ney Jeg ikke, og Ney vil der saa meget sige: Jeg haver ikke giort det. Haver Peder giort dette? Ney! bliver paa Lappisk: Lægo Piettar dam dakkam? Ii! thi der forstaaes under Ney, Han ikke, og Ney vil der saa meget sige: Han haver ikke giort det. Og saa fremdeles.

Du ikke heder og paa Lappisk æle. Han ikke ællos. Vi toe ikke ællo. I toe ikke ælle. De toe ikke ællosga. Vi ikke ællop. I ikke ællet. De ikke ællosak. Disse Pronomina Negativa føyes til et Verbum udi en negtende Meening, naar Verbum staaer i Imperativo modo. ex. gr. Læs ikke, æle loga. Lad ham ikke læse, ællos lokko. Lader os toe ikke læse, ællo lokko. Læser ikke I toe, ælle loga. Lad dem toe ikke læse, ællesga lokko. Lader os ikke læse; ællep lokko. Læser I ikke, ællet loga. Lad dem ikke læse, ællosak lokko.

Jeg ikke heder og paa Lappisk amam. Du ikke amad. Han ikke amas. Vi toe ikke amame. I toe ikke amade. De toe ikke amasga. Vi ikke amamek. I ikke amadek. De ikke amasek. Disse Pronomina bruges ikke, uden Jeg ikke, Du ikke etc. haver Conjunctionem At for ved sig i Dansken. Ved at bruge disse maae iagttages, at Conjunctio At, som stod i Dansken, gaaer ud, og at det Verbum, som jeg, du, han etc. svarer til i Dansken, ikke settes i noget Tempore conjunctivi modi udi prima, secunda eller tertia Persona singularis, dualis eller pluralis Numeri; men udi præsenti Infinitivi. ex. gr. Vogt dig, at du ikke skal falde; bliver ikke paa Lappisk: Varot jezhiad, vai amad katzhiashjik. Conjunctio At heder paa Lappisk Vai: katzhiashjik er secunda Persona singularis præteriti imperfecti Conjunctivi verbi Mon katzhiam, jeg falder; men det bliver paa Lappisk: Varot jezhiad, amad katzhiat. Katzhiat er præsens infinitivi ejusdem verbi. Conjuncio vai er udelukt.

Nogle Pronomina ere Simplicia, nogle Composita.

Om Verbo.

Lappiske Verborum Endelse i prima Persona singulari præsentis indicativi activi er am, im og om. De fleeste ender primam Personam singularem præsentis indicativi activi paa am, af hvilke somme haver i secunda Persona singulari præsentis imperativi activi den Endelse A. ex. gr. Mon logan, jeg læser. Loga, læs. Somme den Endelse E. ex. gr. mon anam jeg bruger. Ane brug. Somme endes paa en Consonant. ex. gr. Mon bagadam jeg underviser. Bagad underviis, hvilken secundæ Personæ singularis præsentis imperativi activi Endelse a. e. eller en Consonant er Nota characteristica verborum in am: Thi der er nogen Forskiel imellem de Verborum conjugation, der ender secundam personam singularem præsentis imperativi activi paa a, og deres der ender den paa e, og deres der ender den paa en Consonant, som de udi ovenmeldte Grammatica anførte tvende Paradigmata Verborum in am klarlig viiser: Derfor naar man vil vide, hvorledes et Verbum paa am skal conjugeres, maa man først undersøge dets secundæ Personæ singularis præsentis imperativi activi Endelse, ellers tager man feil i at conjugere det.

Nogle Lappiske Verba ender primam Personam singularem præsentis indicativi activi paa im. ex. gr. Mon rawim, jeg befaler. Nogle endes paa om. ex. gr. Mon laanom, jeg bytter.

Et Lappisk Verbum kan conjugeres baade med og uden Pronomine demonstrativo, saa at jeg læse heder paa Lappisk: Mon logam v. logam. Du læser Don logak v. logak. Endskiønt Verbum ikke haver Pronomen demonstrativum for sig, giver dog Endelsen tilkiende cujus Numeri og Personæ det er.

Naar man conjugerer et Lappisk Verbum udi bekræftende Meening, forandrer det i modus og temporibus udi alle Personis singularis, dualis og pluralis Numeri Endelsen, saa at der i et hver Numero er Forskiel imellem hver Persons Endelse; men derhos observeres, at udi dets præteritis perfectis, plusquam perfectis og futuris forandrer ikke Verbum selv Endelsen; men det hosføyede Verbum auxiliare Mon lem, jeg haver, v. er, og Mon kalkam, jeg skal, ex. gr. Indicat. præs. Num. sing. Jeg læser, Mon logam. Du læser Don logak. Han læser, Son lokka. Num. dual. Vi toe læser, Moi lokke. I toe læser, Doi lokkabete. De toe læser, Soi lokkaba. Num. plur. Vi læser, Mii lokkab. I læser, Dii lokkabetet. De læser, Sii lokkek.

Præt. Imperf. Num. sing. jeg læste, Mon lokkim. Du læste, Don lokkik. Han læste, Son logai. Num. dual. Vi toe læste, Moi logaime. I toe læste, Doi logaide. De toe læste, Soi logaiga. Num. plur. Vi læste, Mii logaimek. I læste, Dii logaidek. De læste, Sii lokke.

Præt. perfect. Num sing. Jeg haver læst, Mon lem lokkam. Du haver læst, Don lek lokkam. Han haver læst, Son læ lokkam. Num. dual. Vi toe haver læst, Moi lædte lokkam. I toe haver læst, Doi leppe lokkam. De toe haver læst, Soi læba lokkam. Num. plur. Vi haver læst, Mii lep lokkam. I haver læst, Dii lepped lokkam. De haver læst, Sii læk lokkam.

Præt. plusqvam perfect. Num sing. Jeg havde læst, Mon leigjim lokkam. Du havde læst, Don liogjik lokkam. Han havde læst, Son lei lokkam. Num. dual. Vi toe havde læst, Moi leime lokkam. I toe havde læst, Doi leide lokkam. De toe havde læst, Soi leiga lokkam. Num. plur. Vi havde læst, Mii leimek lokkam. I havde læst, Dii leidek lokkam. De havde læst, Sii leigje lokkam.

Futur. Num. sing. Jeg skal læse, Mon kalkam lokkat. Du skal læse, Don kalkak lokkat. Han skal læse, Son kalka lokkat. Num. dual. Vi toe skal læse, Moi kalke lokkat. I toe skal læse, Doi kalkabete lokkat. De toe skal læse, Soi kalkaba lokkat. Num. plur. Vi skal læse, Mii kalkap lokkat. I skal læse, Dii kalkabetet lokkat. De skal læse, Sii kalkek lokkat.

Hvorledes et Verbum i en bekræftende Meening conjugeres, viser de udi bemeldte Grammatica beskrevne Paradigmata.

Vil man conjugere et Lappisk Verbum i en negtende Meening, setter man ovenmeldte Pronomina Negativa Im, Ik, Ii &c. for ved det, og ikke forandrer Verbi Endelse udi Personis singularis, dualis og pluralis Numeri, saa et der i et hver Numero bliver Forskiel imellem hver Persons Endelse; men lader alle Personerne i alle 3. Numeris være lige, saa at, ligesom prima Persona singularis er, saa ere og alle de andre Personer i samme tempore. ex. gr. Indicat. Præs. Num. sing. Jeg læser ikke, Im loga. Du læser ikke, Ik loga. Han læser ikke, Ii loga. Num. dual. Vi toe læser ikke, Em loga. I toe læser ikke, Eppe loga. De toe læser ikke, Æba loga. Num. plur. Vi læser ikke, Ep loga. I læser ikke, Epped loga. De læser ikke, Ei loga. Samme Beskaffenhed haver og de andre tempora Indicativi, og Conjunctivi Modi, hvilke de udi titbemeldte Grammatica anførte Paradigmata bevider; men derhos observeres, at et Verbum conjugeret i en negtende Meening tager udi presænti imperativi Pronomina Negativa æle, ællos, ællo, ælle, ællosga, ællop, ællet, ællosak til sig, og forandrer sine Endelser i singurali, duali og plurali Nomero, hvilket iligemaade bemeldte Paradigmata beviser.

Hvad heller et Verbum conjugeres i en bekræftende eller negtende Meening, haver det tvende Præterita plusqvam perfect Indicativi, og desuden Præteritum plusqvam perfectum Conjunctivi.

Det Lappiske Sprog haver Verba activa. ex.gr. Mon logam, jeg læser. Verba passiva. ex. gr. Mon lokkujuvam, jeg læses. Verba Neutra. ex. gr. Mon vazam, jeg gaaer. Verba Neutralia passiva. ex. gr. Mon pazhiatalam, jeg bliver skudt; dette verbum haver Terminationem activam, og Significationem passivam. Verba abundantia, saa og Verba auxiliaria, hvilke ere Mon lem, jeg haver, it: jeg er. Mon kalkam, jeg skal. Mon fertim, jeg maae, og Mon taidam, maa skee, hvilke kommer til Hjælp i at conjugere andre Verba. En Deel Lappiske Verba ere Verba inchoativa; thi der befindes i det Lappiske Sprog mangfoldige Verba inchoativa paa Goaadam. Næsten af hvert Verbo activo, og Verbo neutro kand man formere et Verbum inchoativum ved at suffigere det den Endelse Goaadam. ex. gr. af Mon logam, jeg læser, kommer Mon lokkagoaadam, jeg begynder at læse. Af Mon vazam, jeg gaaer, kommer Mon vadzegoaadam, jeg begynder at gaae. Det Lappiske Sprog haver og Inchoativa abundantia, som er at see paa nestfølgende Pagina, saa og Verba inchoativa paa Anam, paa Idam, paa Odam, paa Asmam, paa Gam, paa Skam, paa Maddam, paa Saddam, og paa Naddam.

En Deel Lappiske Verba ere desiderativa; thi af de fleste Verbis activis og Verbis neutris kan man formere et Verbum desiderativum ved at suffigere det den Endelse stuvam. ex. gr. af Mon logam, jeg læser, kommer Mon logastuvam, jeg haver Huu til at læse. Af Mon vazam, jeg gaaer, kommer Mon vazestuvam, jeg haver Huu til at gaae.

En Deel ere Verba diminutiva. ex. gr. Af Mon logam, jeg læser, kommer Mon lokkalam, jeg læser noget lidet. En Deel ere Verba freqventativa. ex.gr. Af Mon logam, jeg læser, kommer Mon logatalam, jeg undervis i det og det, v. i det samme mange gange. En Deel bemærker en Laden. ex. gr. Af Mon manam, jeg farer, kommer Mon manatam, jeg lader fare. Somme betegner en Fliid, ex. gr. Af Mon logam, kommer Mon logadam, jeg læser med Fliid, giver mig god Tiid til at læse. Nogle betegner en Forberedelse. ex. gr. Af Mon firdam, jeg flytter, kommer Mon firdastalam, jeg laver mig til at flytte. Somme betegner en Efterfølgelse, Efterabelse. ex. gr. Af Kieur, Stærk, kommer Mon kieurastalam, jeg, ligesom jeg var stærk, vil lette svare Byrder, brydes eller deslige. Somme haver andre Bemerkelser.

Verba activa conjugeres igiennem modos, og tempora avtivæ og passivæ vocis.

Verba neura og neutralia passiva conjugeres ikkun igjiennem modos og tempora activæ vocis.

Verba abundantia ere foruden andre og saadanne Verba, som i visse Temporibus conjugeres paa tvende Maader. ex. gr. Indicat. præs. Num. sing. Jeg ager, Mon vuoyam, og Mon vuoigjam. Du ager; Don vuojak, og Don vuoigjak. Han ager, Son vuoya, og Son vuoigja. Num dual. Vi toe ager, Moi vuoigje, og Moi vuoigjagje. I toe ager, Doi vuoigjebete, og Doi vuoigjagjeppe. De toe ager, Soi vuoigjæba, og Soi vuoigjaigjæba. Num. plur. Vi ager, Mii vuoigjep, og Mii vuoigjagjeb. I ager, Dii vuoigjebetet, og Dii vuoigjaigjepped. De ager, Sii vuoigjek, og Sii vuoigjagjek.

Naar saadanne Verbis gives den første Termination, vil man vise, at den Gierning, som under Verbo betegnes, er i sin fulde Drift; men giver man dem den anden Endelse, vil man dem den anden Endelse, vil man vise, at den Gierning, som under Verbo betegnes, er i sin første Anfang, saa at Mon vuoyam, betyder, jeg er i Arbeide med at age; men Mon vuoigjiam, jeg giver meg til at age. Og saa fremdeles.

Det første Verbum auxiliare Mon lem, jeg haver, it: jeg er, conjugeres i alle Modis og Temporibus, og igjennem alle Personas singularis, dualis og pluralis Numeri; men de 3de sidste, nemlig. Mon kalkam, jeg skal, Mon fertim, jeg maae, og Mon taidam, maae skee, conjugeres ikkun i visse Temporibus, og det igiennem alle Personas singularis, dualis og pluralis Numeri.

Det Danske Maae skee er, som meldt, i det Lappiske et Verbum auxiliare kaldet Mon taidam, hvilket conjugeres i singulari, duali og plurali Numero, og setter det hosføyede Verbum i Infinitivo. ex. gr. Maae skee jeg giør saa, Mon taidam nut dakkat. Maae skee du giør saa, Don taidak nut dakkat. Maae skee han giør saa, Son taida nut dakkat. Maae skee vi toe giør saa, Moi taide nut dakkat. Maae skee i toe giør saa, Doi tadebete nut dakkat. Maae skee de toe giør saa, Soi taidæba nut dakkat. Maa skee vi giør saa, Mii tatdep nut dakkat. Maae skee i giør saa, Dii taidebetet nut dakkat. Maa skee de giør saa, Sii taidek nut dakkat. Dakkat er Præsens Infinitivi activi, verbi Mon dagam, Jeg giører.

Verba inchoativa og desiderativa conjugeres ikkun igiennem Modos, og tempora activæ vocis.

De Verba diminutiva og freqventativa, som ere activa, conjugeres igiennem Modos og tempora activæ og passivæ Vocis; dog ikke gierne i Passivo. De Verba diminutiva og freqventativa, som ere Neutra, conjugeres ikkun igiennem Modos og Tempora activæ vocis.

Hvad Verborum Speciem angaaer, da ere nogle Verba primitiva, andre derivativa, af hvilke sommer ere deriverede af Nominibus substantivis. ex. gr. af Olmai, en Mand, kommer Mon olmastalam, jeg giører mig Modig, Mandig, Bryster mig. Somme af Nominibus adjectivis. ex. gr. Af Vielgad, hviid: kommer Mon Vielgodam, jeg bliver hviid: Men de fleeste af andre Verbis; thi Lappiske Verba (ikke alle, men mange, som Usus lærer) giører af sig Derivativa paa dam, tam, testam, talam, taddam, lam, lestam, laddam, sam, shiam, stam, stestam, stalam, staddam, dattam, mattam, gattam, skattam, sattam, maddam, saddam, og naddam. ex. gr. Af Mon logam, jeg læser, kommer Mon logadam, jeg læser med Fliid, giver mig god Tiid til at læse. Mon logatam, jeg læser for, underviser. Mon logatestam, jeg læser for, underviser noget lidet som snareste. Mon logatalam, og Mon logataddam, jeg underviser i det og det, v. i det samme mange Gange. Mon lokkalam, jeg læser noget lidet, v. som snareste. Mon lokkalestam, id. Mon lokkaladdam, jeg læser det og det, som snareste. Af Mon radam, jeg spretter op, kommer rattasam, jeg sprettner op. Af Mon galam, jeg vader, kommer Mon galashiam, jeg vader saa sagtelig. Af Mon aarom, jeg bliver, kommer Mon aarostam, jeg standser, Mon aarostestam, jeg standser noget lidet. Af Mon sirdam, jeg flytter, kommer Mon sirdastalam, og Mon sirdastaddam, jeg laver mig til at flytte. Af Mon zhiaeppodam, jeg giører sort, kommer Mon zhiaeppodattam, jeg bliver sort. Af Mon Nialgasmam, jeg bliver sød, kommer Mon Nialgasmattam, jeg sødgiører. Af Mon Bauzhiagam, jeg bekommer Smerte, kommer Mon Bauzhiagattam, jeg foraarsager Smerte hos. Af Mon Vashiaskam, jeg bliver Vreed, kommer Mon vashiaskattam, jeg fortørner, opvækker til Vrede. Af Mon rattassam, jeg sprettner op, kommer Mon rattasattam, jeg kommer til at sprettne op. Af Mon Nialgasmam, jeg bliver sød, kommer Mon Nialgasmaddam, id. Af Mon rattasam, jeg sprettner op paa et Sted, kommer Mon rattasaddam, jeg sprettner op paa nogle Steder. Af Mon Buorranam, jeg forbedres, hvilket Verbum bruges helst om een, kommer Mon Buorranaddam, id. hvilket Verbum bruges om flere, der kand have været ilde tilpas, og bliver bedre igien.

Det Lappiske Tungemaal er overmaade riigt paa derivativa, saa at mangfoldige Ord giører vel 20 ja flere derivativa af sig.

Hvad Verborum Figuram, angaaer, da ere de fleste Lappiske Verba simplicia, saa Composita.

Hvor Verbum, jeg haver, staaer i Dansken, bruges gemeenlig i der Lappiske Verbum Substantivum Mon lem, jeg er, og det Ord, som i Dansken stoed i Accusativo, settes i det Lappiske i Nominativo; Det derimod, som stoed i Dansken i Nominativo, settes i det Lappiske i Ablativo ex. gr. Du haver Brød bliver paa Lappisk: Duust læ Laibe. Læ er teria Persona Sing. Num. Præf. Indicat. Verbi mon lem, jeg er; Duust er Ablativi Casus sing. Num. pronominis Demonstrativi Don, du; Laibe, Brød er Nominativi Casus sing. Numeri.

Substantiva paa vuot kand med Verbo Substantivo mon lem, jeg er, settes i Dativo Casu, og bruges adjective, naar man beskriver en Person eller Ting af, at den haver meget udi sig af Godhed, Ringhed etc. Personen eller Tingen, som man beskriver, roser, laster etc. settes i Nominativo, verbum mon lem, jeg er, svarer dertil i liige Numero, og Adjectivum, som staaer i Dansken, og viser, hvad Personen eller Tingen beskrives, roses eller lastes af, oversettes ved det deraf deriverede Substantivum paa vuot sat i Dativo singulari. e. gr. Dette er et meget smukt Menniske bliver paa Lappisk: De læ Olmutzh Zhiaebbesvuoti. Olmutz, Menniske, er Nominativi Casus sing. Numeri. Læ er tertia persona sing. Num. Præsentis Indicat. Verbi mon lem. Zhiaebbesvuoti, er Dativi Casus sing. Numeri a Nominativo singulari Zhiaebbesvuota, Smukhed, der er et Substantivum deriveret af Adjectivo Zhiaebbes, smuk.

Det Danske Impersonale, der ligger magt paa, oversettes i det Lappiske ved Verbum Substantivum mon lem, jeg er, sat i tertia Persona singulari, og ved lokko, et Tal, sat i Nominativo singulari, og den Person eller Ting, som der ligger magt paa, settes i Ablativo singulari, eller plurali, eftersom den i Dansken er sing. eller pluralis Numeri.

Hvor Impersonale, det vedkommer, staaer i Dansken, bruger man i det Lappiske Verbum Substantivum mon lem, jeg er; Det som vedkommer, settes i Ablativo; Den, det vedkommer, i Dativo.

Om Participio.

Lapperne bruger Participium præsens prius og posterius. Forskiellen imellem dem er 1. Participium posterius settes altiid efter sit Substantivum; Men Participium prius nu efter, nu før. 2. Naar jeg bruger Participium posterius, vil jeg viise, at den, som jeg taler om, er begreben i den Gierning, der betegnes ved det Verbum, hvis Participium jeg bruger. e. gr. Son læ vuoigjeme, han er agendes, han er nu i Arbeide med at age; Men, naar jeg bruger Participium prius, vil jeg distingvere imellem den Gierning, der betegnes ved det Verbum, hvis Participium, jeg bruger, og en anden Gierning. e. gr. Son bodi Vuoye; hand kom agendes, ikke ridende, gaaende etc. vuoigjeme er Participium præsens posterius verbi mon vuoyam, jeg ager, vouye prius.

De bruger Participa præsentia negativa. Samme haver og Bemerkelse, som Participia præterita negativa. e. gr. Kotzhioketta betyder: ikke befalende, it. ubefalet. Saa kan jeg sige: Kalle mon dam dagam duu kotzhioketta, danice: Det giører jeg vel dig ikke befalende, v. endskiønt du ikke befaler. æle vaze Kotzhioketta, gak ikke ubefalet.

Om Adverbio.

Det Lappiske Sprog haver Adverbia loci, in loco, ad locum, de loco; Adverbia Temporis, Numeri, Qvantitatis, v. Copiæ, Qvalitatis, Similitudinis intendendi, remettendi, comparandi, interrogandi, affirmandi, optandi, concedendi, corrigendi, eligendi, excludendi, separandi, congregandi, comitandi, og Eventus.

Udi et bekræftende Svar svares ikke gierne med Adverbio affirmandi paitza, ja; men gemeenligst med det samme Ord, som der spørges med. ex. gr. om der spørges: Lægo son dobbe? danice: er han der? da svarer man ikke med Adverbio affirmandi paitza, ja; Men med læ, som er tertia persona singularis Num. Præsent. Indivat. Verbi mon lem, jeg er, hvilket er det samme Ord, som der blev spuurt med; Saa at de Ord: Er han der? Ja, bliver da paa Lappisk: Lægo son dobbe? Læ.

Lappernes Adverbia haver Gradum Comparativum og Superlativum, Comparativus endes paa but, og Superlativus paa at.

Hvad Adverbiorum Speciem angaaer, ere nogle primitiva, nogle derivativa, af hvilke en Deel ere deriverede af Nominibus substantivis. e. gr. af Beive, en Dag, kommer beiveg, om Dagen. En Deel af Nominibus adjectivis e. gr. af Duot, Sand, kommer duodai, sandelig. En Deel af Pronominibus. e. gr. af Muttom, nogen, kommer Muttomiin, undertiiden. En Deel af Verbis. e. gr. af mon Zhiokkam, jeg sidder, kommer Zhiokkot, i en siddende Positur. En Deel af andre adverbiis. e. gr. af Daa, der, kommer Daakkaa, did. En Deel af Præpositioner. e. gr. Sisa, ind i, kommer Siskeld, indvendig.

Hvad Adverborum Figuram angaaer ere nogle Simplicia, nogle Composita.

Om Præpositione.

De fleeste Lappiske Præpositioner settes allene bag, nogle allene for, somme nu for, nu efter den Casum, som de styrer.

I den Sted at Præpositioner i det latinske Sprog forandres ikke; Men ved det at der betegnes Qvies in loco, eller motus ad locum, styrer diverse Casus, da styrer de Lappiske Præpositioner altiid den samme Casum, hvad heller der betegnes Qvies in loco, eller motus ad locum; Men mange af dem forandres, og anderledes udnævnes, naar det betegnes Qvies in loco, anderledes, naar der betegnes motus ad locum.

I det Lappiske Sprog kand man hos et Ord sette tvende Præpositioner, undertiden lut hos, og erit fra, undertiden paigjelest, paa, og erit fra, eftersom Meeningen udkræver, saa at dog ingen anden Danske eller Meening falder deraf, end om der allene havde staaet den Præposition erit, fra. e. gr. Son vazi viæso lut erit er efter Ordene: Han gik fra hos Huuset, efter Meeningen og paa god Dansk, han gik fra Huset. Son jorgala buok pahait moupaigjelest erit er efter Ordene: Han afvender alt ont fra over mig, efter Meeningen og paa god Dansk: Han afvender alt ont fra mig.

Hvad Præpositionum Speciem angaaer, ere nogle primitivæ, andre derivativæ, af hvilke en Deel deriveres af Nominibus adjectivis, en Deel af Adverbiis, og en Deel af andre Præpositioner.

Om Conjunctione.

Det Lappiske Sprog haver Conjunctiones copulativas, disjunctivas, concessivas, Adversativas conditionales, conclusivas, continuativas, causales.

Nogle Conjunctiones ere Primitivæ, nogle Derivativæ, nogle Simplices, nogle Compositæ.

Som Lapperne bruger i deres Tungemaal andre Partes Orationis, saa bruger de og Interjectiones admirantis, indignantis, &c.

Om Particulis Encliticis.

Det Lappiske Sprog haver og mange Particulas encliticas, og de føyes ey allene til Ord, som tilforn haver intet Suffixum; men end og til et Ord, hvilket tilforn er suffigeret Nota Diminutivi allene, eller et pronomen suffixum allene, elle N paragogicum allene, eller nota Diminutivi og et Pronomen suffixum tillige, eller nota diminutivi, og N paragogicum tillige, eller N paragogicum og et Pronomen suffixum tillige.

Eppe, Tebme, og Mettos, v. mettom betegner en privation; men Forskiellen imellem dem er denne: 1. Eppe settes allene til Ords begyndelse; Tebme, Mettos og Mettom derimod suffigeres ikkun Enden af Ord. 2. Eppe, og Mettos v. Mettom føyes til Nomina og verba. e. gr. Osko en Troe. Eppeosko, en Vantroe. Mon pasotam, jeg helliger; mon Eppepasotam, jeg vanhelliget. Ibmel Gud. Ibmelmettos v. Ibmelmettom Ugudelig. Mon arvedam, jeg forstaaer, begriber. Arvemettos ubegribelig; Tebme derimod føyes vel til Nomina, saasom gælbo, Værdie. gælbotebme, som er af ingen Værdie. Passe, Hellig, Passetebme, Vanhellig; Men neppe til noget Verbum. 3. Eppe lagt til et Substantivum eller verbum giører ikke af samme substantivo et adjectivum, eller af verbo et Nomen, men lader det blive et Substantivum, og et Verbum, som der var. e. gr. Ibmel Gud, Eppeibmel, en Afgud. Mon Pasotam, jeg helliger. Mon Eppepasotam, jeg vanhelliger; men Tebme, føyet til et Substantivum, giører af samme substantivo et adjectivum, e. gr. Vikke en Lyde. Vigetebme, Lydesløs. Gudne, Ære. Gudnetebme, uforskammet. Ligeledes giører ogsaa mettos, v. mettom, føyet til et Substantivum, eller Verbum, af samme substantivo og verbo et adjectivum. e. gr. Ibmel, Gud, Ibmelmettos v. Ibmelmettom, ugudelig. Mon oinam, jeg seer. Oinemettos, v. oinemettom usynlig.

Naar et Verbum haver tvende Nominativos eller Accusativos, tager den ene N paragogicum til sig. E. gr. Guld heder Golle, og han seer det an for Guld, men det er Kaabber, bliver paa Lappisk: Gollen son dam kiætzhia; Mutto veikelæ. Ypperste Præst heder paa Lappisk Payemudzh Pappa, og de Ord: han blev salvet til ypperste Præst: Son Payemudzh Pappan vuoidujuvai. N Parago legges ikke til Ord, som ere pluralis Numeri, saa at, naar et Ord skal have dette N, maae det endelig settes i singulari Numero, endskiønt Meeningen i Dansken udfordrede, at det skulle staae i plurali Numero. Endskiøndt det Ord, som haver N Paragogicum hos sig, altiid i singulari, kan dog gierne af Meningen sees, om det forstaaes om een eller flere.

Et Ord kan tage til sig N Paragogicum og Pronomen suffixum tillige. e. gr. Jeg kiender Gud for min Fader bliver paa Lappisk: Mon logam Ibmel atzhienam. Her bliver atzhie, fader, N paragogicum og pronomen suffixum am, min. Vil man til et Ord føye Notam diminutivi, og N paragogicum, suffigeres først Nota Diminutivi, dernæst N. Paragogicum. Skal det have N Paragogicum og Pronomen suffixum, suffigeres N først, siden Pronomen.

Det Lappiske Tungemaal er ikke riigt paa Ord-Sprog, eller ugemeene Talemaader. Dette haver man iblant andet at observere, at i det meere, end i noget andet mig bekiendt Tungemaal, er brugeligt adulationis gratia at tale ved diminutiva.

Det Danske Ord Camerat udføres i det Lappiske ved de Ord Passe veelje. I sær naar en Lap taler til, eller med en Norsk Bonde, kalder han ham Passe veelje; hvilket er saa meget, som han ville sige Camerat. Egentlig betyder Ordene: Hellige Broder. Naar Talen er til en Qvindes Person, siger man: Passe Oaabba, hvilket liige efter Ordene betyder: Hellige Søster.

Lapperne holder de gildede Rinsdyr-Oxer for sine fornemmeste Rinsdyr; Thi de ere de anseeligste, ved det at de lader dem leve, indtil de ere fuldvoxne, og af dem har de den største Nytte ved at age med etc. Af dets Anledning kalder de den, som de høyt agter, og vil legge nogen sær Berømmelse paa, Hærge jetzh, danice: Den gildede Rinsdyr-Oxe selv. Een Finne-Lensmand i Porsanger-Fiorden ved Navn Johan Pedersen, berømmende sig selv, sagde: Hærge Zhiouvga, danice: Den gildede Rinsdyr-Oxe skinner.

Om en Frugtsommelig Qvinde, hvis Føde-Tiid tilstunder, og er nær for Haanden, siger Lapperne: Nisson læ kiætzhiembeiviin, hvilket lige efter Ordene paa Dansk betyder: Qvinden er i Tilsyns-Dagene. Jeg slutter, at de bruger denne Talemaade herom, efterdi en Qvinde i den Tiid og Tilstand selv maae vogte sig, og behøver Tilsyn af andre.

Jeg vil og her anføre den Talemaade, som bruges af de Norske Bønder i Finmarken, i det at, naar de hiertelig vil ynke nogen, da, om end Personen, som de condolerer, er nok saa fornemme, kalder de ham Beiste Stakkar, som er paa god Dansk Stakkels Best, med hvilken Talemaade de giver en sær Affection, og inderlig Commiseration over hans slette Vilkaar tilkiende.