Lokalhistoriske tekster fra Finnmark

 
Tilegnelse
Forfatterens Fortale
Til den Høylærde Herr Forfatter
1. Herkomst
2. Tungemaal
3. Naturel, samt Dyder og Lyder
4. Klæde-Dragt
5. Boeliger
6. Leye
7. Spise og Drik
8. Huusgeraad
9. Rensdyr
10. Age-Redskab og Age-Maade
11. Flytning samt øvrige Reyser
12. Vilde Dyr og Fugle
13. Fiskefangst
14. Fabriqver
15. Maneerer
16. Giftermaal og Bryllup
17. Leege
18. Sygdom og Liig Begiængelse
19. Afguder
20. Afgudiske Ofringer.
21. Troldom.
22. Superstitioner.
23. Den Finmarkiske Mission.

Knud Leems Beskrivelse over Finmarkens Lapper
Kjøbenhavn : Salikath, 1767

15. Capitel
Om Lappernes Manerer.

(s. 375-382)

Lapperne, der ey længere, end fra Saxonis Tiid, som levede Anno 1190, og altsaa endnu ikke i 6 Seculis have været bekiendte af saadant Navn, men tilforn kaldtes Skrit-Finner, bruge adskillige tildeels selsomme Manerer.

Det er en i de Orientaliske Folk brugelig Skik, at begave hinanden, i sær sine Overmænd, med Skienk. Saadan Viis iagttages hos Lapperne; thi de, indfindende sig hos deres Øvrighed, Præst eller Handels-Forvaltere bringe en og anden gang noget med sig til Foræring, saasom: En Ost, en Hare, Ryper, nogle faa Salt- eller Ferskvands Fiske, et slagtet Lam, Rensdyr-Kiød, og Dyrets Tunge, et Stykke Smør, lidt Duun eller andet deslige. Saadan Gave annammes da ikke aldeles uden Vederlag; thi man igiengiver dem et Stykke Tobak, et Glas Miød, et Kruus Øl, lidt Peber og Ingefær, eller andet deslige, som kand være for Haanden, og man veed er dennem behageligt. Russerne bruge og nesten samme Skik, i det de ved Ankomsten til et Sted begave den, der er sat i et værdigt Embede, og som de bære en Slags Respect og Ære for, med en Foræring, bestaaende gemeenligst i et rund-baget grovt Brød (212), som paa et rødt malet Træ-Fad frembæres, nogle faa fernissede eller med Forgyldning zirede Træ-Skeer, undertiden ogsaa nogle Høns-Æg, saltet Lax, et Stykke Lærret eller andet saadant.

Til at skille imellem Aarets Tider, at vide Festdagene, og anden deslige Efterretlighed, brugte Lapperne i forrige Tider Priim-Stave.

Naar en Qvinde skal føde, betienes hun i Jordemoders Sted gemeenlig af sin egen Mand.

Lapperne byde gierne Præsten, Missionairen, Degnen eller Skolemesteren til Faddere ved deres Børns Daab.

Ofte hænder det, at alt Huusfolket maa, for at opsøge tabte Rensdyr, forlade Huset; førend de gaae afsted, binde de Børnene fast inde i Teltet, paa det de ey i deres Fraværelse skal løbe ud, og blive forvildede, eller fryse ihiel ude paa Sneen, eller inde i Teltet falde i Ilden og brænde sig. Paa mine Field-Reyser bragte jeg en liden Kiste med mig; til dens Hængsler pleyede Lapperne, som jeg selv mange gange saae, binde de smaa Børn fast, naar de nødsagedes at forlade dennem eene.

(Vid. Tab. LXXIX.) Lappernes Sidde-Maade er at sidde paa bare Jorden med Fødderne Krydsviis lagt under Sædet. Naar de komme i Norske Folkes Huse, hvor der ere Skamle, Bænke eller Stole, vil de ey sidde paa nogen af dem, men heller plat neden paa Gulvet.

(Vid. Tab. LXXIX.) Naar de hilse hinanden, tage de hverandre u Favn, sigende: Buurist! Danice: Vær hilset! samme giorde og smaa Børn ved mig; thi de saae mig an for en Lap, efterdi jeg gik i Lappe-klæd, og talede Lappisk.

(Vid. Tab. LXXIX.) Lappe-Qvinderne klippe deres Hoved-Haar, saa at bare Stumperne sidde igien.

(Vid. Tab. LXXX.) De lyske med en Kniv.

(Vid. Tab. LXXX.) Følende Smerte i en Arm eller Fod, bebinde de samme sterk med tvende Baand, et ved hver Ende af den Deel af Armen eller Foden, hvor den meeste Smerte fornemmes, og legge saa derpaa et Stykke antændt Knosk, som skal brænde Hul paa Huden, for at give Smerten Luft, og saaledes lindre den.

Udi gandske Vest-Finmarken befandtes i de 10 Aar, jeg var der, ikke meere end to Heste, Sorenskriveren Peder And havde den eene, og Handels-Forvalteren udi Altens Præstegield, Christen And, den anden (213). Formedelst denne Mangel maa de Norske Landets Indvaanere, saavel som og Søe-Lapperne, selv giøre Heste-Arbeyde, i det at de om Vinteren, naar Føret og Veyen tillader det, slæbe afsted paa smaa Slæder Høe, Brænde og andet, som Heste ellers pleye at bære og trække. Field-Lapperne ere forsynede med Rensdyr, og derfor bruge dem til at bære Byrder om Sommeren, og til at bringe dem selv samt deres Bagage frem om Vinteren. Efterdi der, som meldt, ikkun vare to Heste i Landet, have de fleste Stedets Beboere, i sær Field-Lapperne, aldrig seet en Hest, og derfor vilde ansee den, som et forunderligt Dyr. En Porsanger-Fiords Field-Lap, ved Navn Matthias Pedersen, der selv fortalte mig Tildragelsen, var i et Ærinde kommen i benævnte Sorenskriver Ands Huus, og, da han om Natten vilde gaae ud af Borgestuen, hvor hans Natte-Herberge var, og fik i det samme en uden for Døren staaende Hest at see, blev han derved saa bestyrtet, at han af Forskrekkelse i Øyeblikket slog Døren til, og pakkede sig tilbage.

Saasom de Norske Finmarkens Indbyggere og Lapperne i den Tiid, jeg var der i Landet, ey havde Agre, og altsaa ikke dertil behøvede Giødning, tændte de Mødingerne, som de havde samlet af sine Koer, Faar og Gieder, an om Sommeren, og brændte dem op: ellers boer der hos Altans Laxe-Elv i Vest-Finmarken nogle Lapmarkiske Bønder af den Finlandske Nation, hvilke, efterdi de i deres Fædreneland ere vandte til Agerdyrkning, dyrke nogle faa og smaa Agre, hvori de faae Byg-korn, og somme Aar høste deraf en riig Grøde.

Rige Lapper nedgrov sine Penge, saa at deres Børn og Arvinger ikke bekom dem efter deres Død. At de udi levende Live havde dem nedgravede i Ørken, slutter jeg at være skeet af Frygt for at miste dem ved Tyve-Haand, helst da de mangle sikkert Giemme-Sted; thi en Søe-Lap boer i en liden med Laas og Lukkelse uforsynet Hytte, og en Field-Lap i et lidet aabet Telt, hvilket han som tiest nedriver paa et Sted, og opslaaer paa et andet langt derfra; men Aarsagen, hvorfor de ikke, naar de fornam deres Døds-Stund at være forhaanden, tilkiendegav sine Børn og Arvinger, hvor deres Skat var hengiemt, paa det at de i Fremtiden kunde have Gavn deraf, veed jeg ikke. Der fortælles ellers, at, da en i Ozejok udi Svenske Lapmarken boende riig Field-Lap, ved Navn Hans Jonson, blev tilspurgt, hvorfor han saa giemte sine Penger, at ingen kunde finde dem efter hans Dage? svarede han: Dersom mine Penge efter min Død falde i andres Hænder, hvad skal jeg da selv have at leve af, naar jeg kommer i de Dødes Land?

Lapperne dræbe Hunde, ved at hænge dem op i et Træ og qvæle dem; derefter krænge de Skindet af, og, om det er sort, bruge det til Bremming neden om laadne Skindkiortle og om Handsker.

(Vid. (Vid. Tab. LXXX.)) Lapmarkiske Bønder af Finlandsk Nation, af hvilke en Deel, som meldt, boer hos Altans Laxe-Elv, bruge den Maneer, altsomtiest at bade sig i varmt Vand, og tillige bestænke sig med Løv-Koste.

De øvrige Lappernes Maneerer, angaaende Spisen, Agen, Rensdyr-Vogten etc. ere anførte i de andre Capitler, hver paa sit behørige Sted.


212) I en Deel af de Rug-Brød, som jeg af Russerne, i Aaret 1759, blev begavet med i Øst-Finmarken, var der et Stykke Lax indbaget.

213) Efterat de siden den Tiid har begyndt at legge Vind paa Agerdyrkning, har og Hestenes Antal tiltaget, saasom jeg selv saae, da jeg var der i Landet. Men i gandske Øst-Finmarken var der den gang ikke meere end 3 Heste, hvoraf de tvende, som skulde befordre min meget besværlige Reyse over Varanger-Fieldet, hørte hiemme i Vadsøe, og den tredie var en Udgangs-Hest, hiemmehørende paa Vardøen.