www.altabibliotek.net/finnmark

 
Tilegnelse
Forfatterens Fortale
Til den Høylærde Herr Forfatter
1. Herkomst
2. Tungemaal
3. Naturel, samt Dyder og Lyder
4. Klæde-Dragt
5. Boeliger
6. Leye
7. Spise og Drik
8. Huusgeraad
9. Rensdyr
10. Age-Redskab og Age-Maade
11. Flytning samt øvrige Reyser
12. Vilde Dyr og Fugle
13. Fiskefangst
14. Fabriqver
15. Maneerer
16. Giftermaal og Bryllup
17. Leege
18. Sygdom og Liig Begiængelse
19. Afguder
20. Afgudiske Ofringer.
21. Troldom.
22. Superstitioner.
23. Den Finmarkiske Mission.

Knud Leems Beskrivelse over Finmarkens Lapper. - Kjøbenhavn : Salikath, 1767

6. Capitel
Om Lappernes Leye

(s. 108-113)

(Vid. Tab. XXXII.) Naar en Søe-Lap ligger i sin Hytte eller en Field-Lap i sit Tælt og sover, er hans Underdyne en udbredet Rensdyr-Huud oven paa de Riis-Qviste, som Hyttens eller Tæltets Gulv bestaaer af. Hans Gangklæder ere hans Hovedpude. Til Dække over sig haver han først en af uklippede beredde Faareskind sammensyet Skindfælde, hvis bereedde Side vender ud, men den laadne imod Kroppen. Oven paa bemeldte Skindfælde haves et tykt ulden Tæppe. Den Skindfælde, som en Field-Lap om Vinteren hviler under, er i Enden sammensyet, ligesom en liden Sæk, paa det han der kan stikke Fødderne ind. Manden med sin Hustrue, sine Børn og Tienestefolk ligger alle plat ned paa Jorden gandske nøgne, endog i den stærkeste Vinters Kulde. Imellem hvers Leye er intet Skillerum, uden et smalt løs Bræt som ligeledes ligger plat paa Jorden. Langt inde i Hytten eller Tæltet (see en Søe-Laps Hyttes Gulvs Afdelinger i næst foregaaende Capitel under lit. g, h og i. Paa samme Maade er og Gulvet i en Field-laps Tælt afdeelt) er lagt et Bræt, ved hvis ind ad Tæltet vendende Side Manden med sin Husture ligger; men ved den Side, som vender imod Døren, Børnene. Ned imod Døren er atter lagt et Bræt plat paa Jorden, ved hvis nærmeste Side Tienestefolkenes Leye er. Endskiønt der, som meldt, befindes et Bræt til Skillerum imellem Mandens og Børnenes og Tienestefolkenes Leyested, ere de dog alle hinanden saa nær, at Forældrene liggende kan række Haanden til Børnene, og Børnene til Tienestefolkene.

(Vid. Tab. XXXIII.) Naar en Field-Lap om Sommeren sover i sit Sommer-Tælt, haver han et Lærrets Dække over sig, der er omtrent af samme Længde og Bredde, som Leyet, og ey ligger plat ned over, men bedækker ham ved en Distance; thi det gaaer op, ligesom en liden Hvelvning, lige over Leyet, og rækker ved begge Leyets Sider samt Ender ned til Jorden, saaledes gandske skiulende ham, som ligger der inden for. Bemeldte Dække holdes op ved Baand, der ere fæstede i dets øverste Ender til de krumme Stænger, eller saa kaldede Bæljek, som en Field-Laps Telt indvendig bestaaer af, hvorom er meldt i det 5te Capitel om Lappernes Boliger ved lit. p. og det bruges for Myggens skyld, at de skal ikke forurolige den Sovende.

Man haver at agte, at i Finmarken, allermeest inde i Fiordene og paa Fieldene, befindes om Sommeren i en ubeskrivelig Mængde et Slags lange smale Myg, der under Flugten lade sig ligesom med en nynende Lyd høre, og ere baade Mennisker og Qvæg til allerstørste Besvær; thi, hvor de stikke i Ansigtet, paa Hænderne eller andensteds, efterlade de sig en heftig Kløde og Hovenhed at see til, som en liden hviid Bylde, saa at, naar man kommer hiem af Marken, seer man ud i Ansigtet næsten saa hæslig, som en Spedalsk. Naar Folk om Sommeren ere gangne hen i Skoven, for at hugge Tømmer, at flekke Næver af Træerne eller i andet Ærinde, og imidlertid skal spiise, tillades det dem neppe af Myggene; thi de flyve ind i Munden, saa snart den oplades. I stærk Blæst krybe de i Skjul, men i stille Veyr og sagte Blæst flyve de om i en vrimlende Mangfoldighed. Vendende sig imod Vinden har man dem paa Ryggen, men, vender man sig fra Vinden, ere de i Ansigtet.

Ved disse Myg bliver den Fornøyelse betagen, som man skulde have om Sommeren efter den strenge og langvarige Vinter; da Sneen der i Landet allerede ved Mikkelsdag Tider haver bedækket den gandske Mark, og er i Begyndelsen af næstfølgende Aars Julii Maaned endda sammesteds plette-viis at see, ey allene oppe paa Fieldene, men endog ved Søekandten. Til Beviis derpaa tiener, at da jeg logerede i Sorenskriverens Peder Ands Huus i Talvigen, befandtes der efter St. Hans Dag en Sneedynge uden for mit Kammer-Vindue, endskiønt mit Herberge var ikkun nogle Skridt fra Søen.

Bemeldte Myg ere Rensdyrene, saavel som og det øvrige Qvæg, ikke mindre, end Folket, til Besvær; thi naar Qvæget om Sommeren kommer fra Marken, sidde disse Blodsuere helst paa Ryggen af det, hart ad saa nær hinanden, som om de vare sammenpakkede, og, naar man med Haanden stryger dem bort, flyder Blodet ned ad Dyrets Ryg. Samme Myg fordrage ikke Røg, hvorfor, naar man vil til at malke Qvæget, tænder man Tørv eller andre deslige rygende Ting an, paa det de skal pakke sig, og Qvæget faae Roe til at malkes. Titbenævnte Orme ere saa svage, at, om man ikkun sagtelig rører ved dem med den mindste Finger, ere de døde; dog formaae de med deres Braad at igiennemstinge en Hestes Huud, et Par tykke Uld-Hoser og saadant mere (19).


19) Dette Slags Myg kaldes af Hr. von Linné Culex pipiens, askegraa med 8 smaa sortebrune Ringe om Bugen. fn. sv. 1890. paa Dansk: Lys Myg, og paa Finsk: Zhinoik, hvis Larve opholder sig i Elve og i Vande, og er en Art Vas-Kalv (Vand-Kalv), hvorom man kan læse Svammerdams Bib. der Natur pag. 144. coll. tab. 31. fig. 4-8 hvor Myg-Ormen og Puppen sees afbildede, ligesom Myggen selv tab. 32. fig. 1-5. kan sees. Hannen stikker ikke og suer intet Blod, efter Hr. von Linnés Beretning; men saa stikke Hunnerne desto verre, mod hvis Sting man end ikke kan forsvare sine Hænder med Handsker, i det at de stinge igiennem Sømmene, saasom jeg selv har erfaret. Foruden dette Slags have Finnerne, saavel som andre og Uleylighed af et Slags gandske smaa Myg, som de kalde Mockere, paa Norsk: Knot, Culex reptans fn. sv. 1893. saavel som og af et andet Slags, som paa Svensk kaldes Svidknott, Culex pulicaris fn. sv. 1892.