www.altabibliotek.net/finnmark

 
Tilegnelse
Forfatterens Fortale
Til den Høylærde Herr Forfatter
1. Herkomst
2. Tungemaal
3. Naturel, samt Dyder og Lyder
4. Klæde-Dragt
5. Boeliger
6. Leye
7. Spise og Drik
8. Huusgeraad
9. Rensdyr
10. Age-Redskab og Age-Maade
11. Flytning samt øvrige Reyser
12. Vilde Dyr og Fugle
13. Fiskefangst
14. Fabriqver
15. Maneerer
16. Giftermaal og Bryllup
17. Leege
18. Sygdom og Liig Begiængelse
19. Afguder
20. Afgudiske Ofringer.
21. Troldom.
22. Superstitioner.
23. Den Finmarkiske Mission.

Knud Leems Beskrivelse over Finmarkens Lapper. - Kjøbenhavn : Salikath, 1767

8. Capitel.
Om Lappernes Husgeraad.

(s. 131-133)

Lappernes Huusholdning er meget compendieux, saa de derfor ikke behøve, ey heller kan de bruge meget Huusgeraad. Field-Lapperne have ikke uden et lidet snevert Telt at boe udi, hvilket de alsomtiest rive ned paa eet og forflytte til et andet Sted. Søe-Lapperne iligemaade boe i en liden trang Hytte, saa at vidtløftigt Boskab derfor var dem meer til Besvær, end til Nytte. De have ingen Stole, Borde eller Bænke. Næsten alt deres Huusgeraad bestaaer i nogle faa Gryder, Kaabber-Kiedle, Træskaale og Træfade giorte af Knorter, som udvoxe paa Birke-Træ, smaa Tinflasker, Hornskeer og deslige; hos en Deel Lapper har jeg dog seet Tinfat. De Rige befindes at eye nogle faa Sølvskeer. (Vid. Tab. XXXVIII.) Deres Gryder ere uden Fødder; thi Gulvet, baade i Søe-Lappernes Hytte og Field-Lappernes Telt, hvor de hensættes, bestaaer af bare Riis-Qviste, paa hvilke de lettelig kunde omstødes, om de havde Fødder at staae paa. Krogene, som Gryderne og Kiedlerne hænges paa over Ilden, bruges hos Field-Lapperne af Jern, hos Søe-Lapperne af Træ. (Vid. Tab. XXXVIII.) Sit Salt forvare de i et Loom-Skind, hvis Fier-Side haves udvendt. (Vid. Tab. XXXVIII.) Den Lampe, som (Field-Lapperne bruge ikke Lamper, men arbeide ved det Lys, som Ilden, der brænder paa Fyrstedet, giver fra sig) Søe-Lapperne bruge i deres Hytter, er giort af Træ med en Bøyel over ligeledes af Træ. I Lampen legges en rundagtig, hviid, stor Skiæl, af de Norske kaldet: Harpe-Skiæl (25), i Skiællen lades Trannen, og til Veege bruges Marven af et Slags langt Græs, der voxer i Morads, og bliver af Lapperne kaldet: Sinok (26). (Vid. Tab. XXXVIII.) I Steden for Vugge, at lægge sine smaa Børn udi, bruge de en udhulet Stok, kaldet: Gieedk', i hvilken Barnet ligger indsvøbt i Palter af Skind, og indsnørt med en krydsviis tvert over Stokken fra dens eene Side til den anden spændt Snor: over den Ende af Stokken, hvor Barnets Hoved ligger, haves til Beskiermelse en liden Hvelvning af et paa smale Kieppe udspiilet Skind; fra samme Hvelvning gaaer en Snor langs benævnte Stok ned til den Ende deraf, hvor Barnets Fødder hviile, og i den Snor hænger et Perle-Baand, som Barnet seer paa, og, naar det haver Hænderne løse, leeger med. Titbemeldte Stok med Barnet udi, haver Moderen i Skiødet, dyssende det i Søvn, paa Ryggen, naar hun bærer det, og i en Slæde, naar hun ager.


25) Pectines, saasom de store Kjerring Ører, Ostrea maxima Fn. sv. 2148. og s. v. See Strøm. Søndm. Beskr. I. S. 199.

26) Er et Slags Siv, paa Norsk: Sæv, juncus conglomeratus. Fl. Sv 298. som og paa samme Maade er brugelig i Bahus Lehn (Act. Stockh. V. Bind. S. 151. den Danske Overs.) endskiønt og Juncus effusus. Fl Sv. 299. Veke-Siv, paa Svensk: Weke Togh, er paa sine Steder ogsaa brugelig.