Knud Leems Beskrivelse over Finmarkens Lapper
Kjøbenhavn : Salikath, 1767

17. Capitel
Om Lappernes Leege, samt nogle selsomme Tildragelser.

(s. 388-403)

Ingen Slags Jule-Leg vide Lapperne af at sige.

Kortspil er mindre brugeligt hos dem, end hos de Norske.

De kieppes med hinanden, hvo der best kan skyde til Maals. Paa hviid Grund tegne de en sort Plet at skyde til, og paa mørk Grund en hviid Plet. Den der best kan treffe bekomme efter Tilsagn Penge, Tobak eller andet.

De forlyste sig med at slaae Bold, hvilket skeer saaledes: Et Partie af nogle Personer stiller sig paa den eene, og et andet lige over for paa den anden Side; derpaa kaster een af den ene Sides Partie en med Skind obertrokket, og med Haar, Straa, Klude eller deslige fyldt Bold af Haanden, hvilken hans neste Sidemand slaaer med en Kiep i Veyret; hvorimod en fra den anden Sides Hob kommer springende, for at faae den fat, førend den falder imod Jorden. I samme Øyeblik begiver han, som slog Bolden i Veyret, sig paa Løb over til bemeldte anden Side, for at indtage hans Plads, som der forlod sit Sted, for at fange Bolden. Kan nu han, som griber efter Bolden, faae den og med samme treffe denne, der søger at bemægtige sig hans Plads, førend han haver opnaaet den, spiller han Mester.

(Vid. Tab. LXXXII.) De paa et med Krydsviis dragne Linier tegnet Bræt flytte 13 paa sin Ende satte smaa Pinde, hvilke skal betyde 13 Gies, og iligemaade en paa sin Ende staaende liden Pind, som skal betegne en Ræv. Leegen, hvilken bliver kaldet Gaase-Spil, skeer af tvende Personer, af hvilke een styrer Ræven, den anden Giessene. Den, der styrer Ræven, hielper ham til at bortsnappe Giessene, ved at flytte paa Brættet den i Rævs Sted værende Pind saaledes, at han, ligesom i et Dam-Spil, kan slaae de en Gaas forestillende Pinde bort, hvorved da Spillet paa Rævens Side er vundet. Den, der styrer Giessene, giør sig Fliid for at faae Ræven af dem saa omringet og bekneben, at han ey kan komme ud, ved at lave det saa, at den Pind, hvorved Ræven betydes, ey lader sig nogensteds flytte, efterdi alle de Rum, paa hvilke man skulde sette den, jeg meener alle de Steder, hvor de paa Brættet tegnede Strege samles og løbe an i hinanden, ere af enhver af de en Gaas betegnede Pinde betagne, hvorved han da paa Giessenes Vegne spiller Mester.

De bruge for Tiidsfordriv den Øvelse, at tvende holde en Kiep temmelig høyt fra Jorden imellem sig, en anden kommer løbende med en Stav i Haanden, og, i det han kommer dem nær, setter Staven imod Jorden, og med begge Benene svingende sig i Veyret hopper over Kieppen.

(Vid. Tab. LXXXII.) De brydes med hinanden, deels for Lyst, deels og for at blive varme ude paa Marken, naar det er koldt; værende med dem paa Reysen over Fieldene saae jeg det mange gange selv, at de for at holde sig varme øvede bemeldte, saa ofte som de holdt op med at age, og lode Rensdyrene hvile og forfriske sig med den under Sneen voxende Mosse.

Tvende have en om to Kieppe, med nogen Distance imellem begge Kieppene, bunden Snor imellem sig; een af dem staaer paa den eene Side, og ved begge Ender holder den eene Kiep, med een Haand ved hver Ende af samme; den anden staaer lige over for ham paa hiin Side, og paa samme Maade holder den anden Kiep; hver af dem giør sit Beste at rykke Kieppen af den andens Haand, og for desbedre at naae sit Forset, haver han een eller flere staaende bag ved sig, der holde ham fast ved Skuldrene, og saaledes hielpe ham at drage. Hvilken af disse to da formaaer at skille den anden ved Kieppen, haver vundet, og efter forud giorte Veddemaal bekommer noget til Belønning.

Man stikker tvende Kieppe ind i en Traad-Hespe, og omfattende bemeldte Kieppe, een med hver Haand, slider paa Hespen, saaledes prøvende sin Styrke ved at giøre Forsøg paa, om man paa denne Maade kan slide den i to, hvilket Foretagende kaldes: Bolokiit Kiæsset.

Det er og en iblant Lapperne brugelig Øvelse, at tvende staaende lige over for hinanden stikke Hænderne ind under og omfatte hverandres Belte, for at rykke hinanden omkuld; hvilken af dem der formaaer at knæle den anden, haver vundet.

Børn leege med at kaste smaa Kieppe i Haanden, hvilken Leeg bliver kaldet Bættom.

De søge og en Slags Fornøyelse i at binde en Tømme om Livet, og lade en gaae foran og lede sig ved samme, derved efterabende den Maade, paa hvilken et Rensdyr ledes, i det at een gaaer for og ledr det efter sig ved en Tømme.

Her vil jeg udbede mig den gunstige Læseres Forlov til at anføre nogle faa Tildragelser, som hændede mig selv og andre; samme ere vel ey betydelige, dog noget selsomme og ugemeene.

Engang gav jeg mig den Ære at besøge Hr. Johannem Junelium, da værende Sognepræst i Koudokeino, hvilken Egns Præst haver om Sommeren faa, ja fast ingen Tilhørere; thi nesten alle hans Sognefolk forlade ham paa den Tiid af Aaret, flyttende ned til Søekandtes i Skerv-Øe og Carls-Øe Præstegield i Tromsøens Provstie i Nordlandene. Den brave Mand tog meget kierligen imod mig, og efter Stedets Leylighed tracterede mig paa det beste, iblant andet med en Ret, hvis lige jeg ey før eller siden haver seet; samme var en Rensdyr-Ost, kogt heel, og heel oplagt paa et Fad, og med lidet Sukker bestrøet.

Da jeg en Jule-Aften opholdt mig i et Forsamlings-Huus i Porsanger-Fiorden, for at forrette i de tre paafølgende Jule-Dage Guds-Tieneste udi den i Missionens Tiid sammesteds byggede Kistrands Kirke, blev mig givet omtrent et Par Potter fersk Melk, hvoraf jeg tænkte at ville giøre mig ret til Gode, ved at lade mig koge af samme en Grød, men det mislingede; thi Kokken lod saa overflødig Salt i Grøden, at den ey kunde ædes, hvorover jeg den Jule-Aften maatte gaae hungrig til Sengs, saasom slet intet andet var forhaanden at spise.

Da jeg efter min sædvanlige Reyse-Tour lige fra Nyt-Aars-Dag havde vanket paa Fieldene, først hos Porsanger- derefter hos Laxe-Fiords Field-Lapper, og kom i Foraaret imellem Paaske- og Pintse-Høytiden ned i Laxe-Fiorden, for sammesteds efter mit Embedes Medfør at besøge og undervise de der boende Søe-Lapper, gav en Søe-Lap, ved Navn Oluf Erichsen Karsnes, som jeg først tog ind til, mig lidt fersk Koe-Melk, hvoraf jeg lod koge en Velling, som efter mit Forlangende blev opgiven i to Skaaler, af hvilke een var tiltænkt Manden, der gav mig Melken, og den anden mig selv. Enhver kand slutte, hvor kierkommen denne nye Mad vilde bleven mig, da jeg Vinteren igiennem ey engang havde seet, end sige smagt fersk Koe-Melk; men, som benævnte Mand, ligesom og andre Søe-Lapper, havde sine Lam inde i Hytten hos sig, og det Rum, hvor samme stod, befandtes nær den Plads, som mig til Herberge var indrømmet, og det var omtrent paa den Tiid af Aftenen, da man pleyede at give dem at drikke, og de lugtede Melken, kom et af bemeldte Lam springende over Grinden, hvor inden for de stode, og stødte min Velling-Skaal om, saa jeg blev qvit. Manden vilde da overladt mig sin tiltænkte Deel; men jeg derimod var om for at tage imod den; thi Grynene, som Vellingen var kogt af, vare saa rare for ham, som Melken for mig.

(Vid. Tab. LXXXIII.) En Vinter bragte jeg med mig paa Fieldet et lidet Flaske-Foder med 6 Flasker, hver paa en halv Kande, med Brændeviin udi, som mit Forset var een og anden gang at bruge til en liden Forfriskning, efterdi jeg, bemeldte Brændeviin undtagen, havde intet at drikke hele Vinteren igiennem, uden iis-koldt med Snee beblandet Vand, som Field-Lapperne have i deres Telt staaende udi en Kaaber-Kiedel, men jeg havde ikke længe været paa Fieldet; førend Flaskerne gik i Stykker, Brændevinen blev spildt, og altsaa hele Vinter-Provisionen derved gik i Løbet, hvilket skede ved saadan Hændelse. En Dag, da jeg var gaaet lidt hen i Marken, vilde den Qvinde, i hvis Telt jeg nu opholdt mig, tage nogle Rensdyr-Kalve-Skind ned af den nær hendes iboende Telt staaende Stillads, saa kaldet Loaavve, hvorom er meldt i det 5te Capitel om Lappernes Boliger, og, saasom mit Falske-Foder tillige med min øvrige Bagage paa samme var hensat, skede det, at, da hun staaende neden for paa Jorden rykte Skindene ned af Stilladsen, faldt tillige Flaske-Foderet, som var sat oven paa dem, imod Jorden, og, efterdi Sneen var af Rensdyrenes Betrædelse bleven iis-haard, gik baade Flaske-Foderet og alle Flaskerne i to, og Brændevinen løb ud; bemeldte Qvindes Mand, ved Navn Juks Anodtsen, lagde sig derpaa næsgruus, slikkede Snøen, hvor Brændevinen var spildt, og tog saa længe Snee-beblandet Brændeviin til sig, at han blev temmelig drukken. Da jeg ved min Hiemkomst fra Marken fornam, at han havde faaet en Ruus, faldt jeg, saasom uvidende om Tildragelsen, i stor Forundring over, og kunde ikke begribe, hvorledes dermed var tilgaaet her i en Ørken, hvor sterke drikkende Varer ikke paa den Tiid var at faae. Jeg blev og meget fortrydelig over denne Handel, som over noget, hvorved Hans Kongelige Majestets Forordning af 27 September 1726, der under Straf at udstaae Kirkens Disciplin forbyder at skienke en Lap Brændeviin indtil mindste Draabe, og al anden sterk Drik til Overflødighed, var overtraad. Manden tilstod strax, hvorledes der var tilgaaet; først udbrød han med disse Ord: Odne ednak vahag læ shiaddam, Danice: I Dag er her skeet stor Skade, hvorved jeg blev bestyrtet, frygtende, at ham eller nogen af hans Huusfolk nogen stor Ulykke var hændet, da jeg derpaa spurgte ham, hvad Sagen var, udsagde han, hvori Skaden bestod, hvilket jeg kun lidt agtede, og aldrig før eller siden bragte mindste Draabe Brændeviin med mig paa mine Reyser iblant Lapperne, men lod mig al den Tiid, jeg uværdig betiente Missionarii Embede, nøye med bare Vand, hvilket, Gud skee Lov! bekom mig saa vel, som Viin; jeg kunde og ikke i den Tiid slukke Tørsten ved nogen anden Slags Drik, saa at, naar jeg af en Hændelse kom der, hvor Øl var at faae, (saasom i en Præstes eller anden saadan Mands Huus,) og fik samme at drikke, blev Tørsten heller derved forøget, end slukket, og jeg nødsagedes at gaae til Bækken og drikke Vand. Oven benævnte Juks Anodtsen var en temmelig riig Field-Lap, derhos saa skiønsom, at han nesten erstattede Brændvinets Forliis.

En Bergensk Kiøbmand, ved Navn Daniel Ravnsberg, som paa den Tiid, da jeg forrettede Missionarii Tieneste hos Porsanger- og Laxe-Fiords Lapper, var en Interessent i den Finmarkiske Handel, og var, for at paa samtliges Vegne see Handelen til Gode, kommen der i Landet, foer om Sommeren ind i benævnte Porsanger-Fiord, for at kiøbslaae med de der boende Lapper. Paa Udreysen fulgte jeg med ham, imidlertid skiød vore Roers-Folk en Otter, lagde strax til Lands, kogte og aad den med stor Appetit. Benævnte Ravnsberg begierede derfor en Smule at smage: da han aad uden at finde ilde deraf, fik jeg og Lyst til samme; Kiødet var nesten saa hvidt, som Hønse-Kiød, var overmaade feedt, og smagte ikke ilde, undtagen at det havde nogen Fiske-Smag, efterdi Otterens Føde er bare Fisk.

En Porsanger-Fiords Søe-Lap ved Navn Simon Kiæs, som havde været en navnkundig Troldmand, saa at hans Rygte formedelst samme ikke hastig uddøer iblandt Lapperne, og hvis Søn Peder Simonsen fulgte Bergens Laugmand, Hr. Justitsraad Knagenheim, til Kiøbenhavn, kom ud til Kielvigs Præstegaard, hvor da værende Provst over Vest-Finmarkens Provstie, Hr. Trude Nitter boede; bemeldte Provst, som just var ved Thebordet, da benævnte Lap kom ind i hans Stue, spurgte ham, om han ogsaa vilde have en Skaal The. Manden takkede, hvorpaa Provsten iskienkede en Skaal, kom vel Salt deri i steden for Sukker, og lod levere ham den; han med Ærbødighed og Taknemmelighed tog imod den, drak den ud og gik bort. Nogen Tiid derefter hændte det, at velbemeldte Provst kom i samme Laps Huus, og, som i Egnen, hvor han boede, voxte stort Forraad af skiønne Multebær, og det var paa den Tiid af Aaret, spurgte Provsten ham, om han med Multebær var forsynet; hvorpaa Manden kom frem med nogle, hvilke han havde saltet ret vel; som tit bemeldte Provst smagte Bærene, gav han ham en Slags Tilrettesettelse, sigende, at de vare i sig selv gode, men fordervede ved Saltet. Manden svarede: Vi (naar en Lap skal tale Dansk, siger han Vi i steden for Jeg, Os i steden for Mig, og Du til hvem han taler med,) meente, at du var Elsker af alt det, som er salt, efterdi du gav os Salt i Theen.

En Søe-Lap fra Altens Fiord, ved Navn Junthe Egeskal, blev skiertsviis tilspurgt af en Bergensk Skipper, om han kunde giøre Gan, i.e. skade med Troldoms-Konst? Manden svarede: Nu strax skal du faae min Gan at see, tog derpaa en tændt Brand, som brændte paa Fyrstedet, viftede med den rundt om i Stuen, hvor de vare inde, saa at Gnisterne fløy omkring, og truede at ville slaae Skipperen om Ørene dermed, hvorfor han og hans Følge skamfulde pakkede sig.

En Lap af benævnte Altens Fiord kommende ind i Finmarkens Sorenskrivers Peder Ands Kiøkken, hvor Huusfolket var i Arbeyde med at brygge Øl, sagde: Til Lykke og Salighed! Den Stakkel vidste, at, naar Folk havde været ved HErrens Bord, pleyede man giøre dem saadant Ønske; samme meente han og her best at passe sig, og saaledes aflagde det i en god og uskyldig Mening.

(Vid. Tab. LXXXIV.) I Læbesbye udi Laxe-Fiorden i Øst-Finmarken, hvor nogle Søe-Lapper boe, og i Missionens Tiid for samtlige benævnte Fiords Lapper er bygget en Kirke, tildrog det sig Dagen for Mikkels-Dag imod Aftenen, at, som Morten Olsen Læbesbyes Hustru var gaaet i Marken, for at hente Faarene hiem, og der samme Dag nyelig var faldet Snee, og Sneen havde giort Marken ukiendelig, ved det at den, som for var bar, nu var bleven bedækket, ansaae hun nogle langt borte i en Rad voxende Træer for Mennisker, og af den Indbildning forestillede sig samme værende i Bevægelse, og alt mere nærmede sig, og følgelig faldt paa de Tanker, at det var Russer komne i Landet for at røve; hun løb derfor strax hiem, fortalte hvad hun havde seet, og satte Folket i en stor Angest; thi alle troede hendes Beretning, efterdi den blev dem tilbragt ved en Qvinde, der var kommen til fuld Alder, og tillige ikke var af de taabeligste, og som samtlige Laxe-Fiords Lapper, baade Mænd og Qvinder, samme Dag vare udi bemeldte Læbesbye forsamlede, for at anhøre Prædiken, og blive deelagtiggiorte i Herrens Nadvere paa nestfølgende Michels-Dag, da Kiølle-Fiords Præst Hr. Christen Opdal der i forbemeldte Kirke skulde forrette Guds-Tienesten, tendte de i Mørket om Aftenen her og der ude paa Marken store Baal an, for at indbilde Fienderne, som efter deres Tanke vare nær for haanden, at paa Stedet befandtes en Folkeriig Forsamling, og derved jage dem nogen Frygt ind, de skiøde og med løst Krud den gandske Aften, skreege og raabte, og giorde saaledes en blind Allarm. Da det leed langt ud paa Aftenen, sendte de Spioner, 3 af sine raskeste unge Karle ud for at recognoscere, og som disse tovede at komme tilbage, sendte de atter andre afsted, hvilke komme de først udsendte paa Tilbagekomsten i møde og saae dem, endskiønt det var deres egne forhen udsendte Spioner, i Mørket af Frygt og Banghed an for en hob Russer, og derfor, uden at spørge: Wer da? i Øyeblikket løbe tilbage til Læbesbye, hvor den samlede Armee stod, som da i en Hue og Hast rustede sig til Striid, og fattede det Forset at levere Fienden et Felt-Slag. Een, som fordi det var koldt, ikke vilde gaae afsted med bare Hænder, fik i den Forvirrelse, da han i Mørket søgte i Huset efter et par Vanter, i steden for samme et par Barne-Buxer paa Hænderne. Somme ginge afsted med Bysser, nogle med Øxer, andre med Leer. En Qvinde, som jeg siden selv har talt med, begav sig paa Felt-Toget med en Lee i den høyre Haand, og sit Barn paa den venstre Arm; men, som de fleeste af den her forsamlede Hob ey vare Stedets Beboere, men komne did fra andre Steder i Sognet i ovenmeldte Ærinde, hittede de ikke grandgivelig Veyen i Mørket, og derover, dog uden at komme til Skade, faldt en Deel Hovedkulds henne paa Marken i en Dynd-Hule, saa at der efter sproget blev meere Skarn en Blod, og de alle tilsidst maatte skamme sig ved at see sig fixerede.

En Søe-Lap fra Kors-Fiorden i Altens Præste-Gield ved Navn Peder Nielsen slog Væd med en Bergens Skipper om, at han staaende paa Skibs-Dækket skulde af frie Haand, med Skud af sin Rifle-Bysse treffe Fløy-Knappen paa Skibets Stor-Mast, og vndt Væddemaalet.