www.altabibliotek.net/finnmark

 
Tilegnelse
Forfatterens Fortale
Til den Høylærde Herr Forfatter
1. Herkomst
2. Tungemaal
3. Naturel, samt Dyder og Lyder
4. Klæde-Dragt
5. Boeliger
6. Leye
7. Spise og Drik
8. Huusgeraad
9. Rensdyr
10. Age-Redskab og Age-Maade
11. Flytning samt øvrige Reyser
12. Vilde Dyr og Fugle
13. Fiskefangst
14. Fabriqver
15. Maneerer
16. Giftermaal og Bryllup
17. Leege
18. Sygdom og Liig Begiængelse
19. Afguder
20. Afgudiske Ofringer.
21. Troldom.
22. Superstitioner.
23. Den Finmarkiske Mission.

Knud Leems Beskrivelse over Finmarkens Lapper. - Kjøbenhavn : Salikath, 1767

23. Capitel
Om Den Finmarkiske Mission.

(s. 507-544)

En berømmelig Tronhiems Biskop ved Navn Erik Bredal, som betiente Bispe-Embedet, fra Aar 1643 til Aar 1672, lod Lappernes Underviisning i Guds Kundskab høyt være sig angelegen, i det han ey allene tilsendte dem Studentere til Pædagogos, men endogsaa baade i sit eget Huus, og i en Deel Præstes Huse paa Landet lod oplære nogle Lappiske Børn, hvilke, efterat de havde naaet fornøden Kundskab om de Guddommelige Sandheder, bleve efter velbemeldte Biskops Befalning her og der plantede paa Fieldene iblandt Lapperne, for at underviise dem i det aandelige. Denne Foranstaltning giorde dog formedelst adskillige Hindringer ikke saa god Virkning til Lappernes Oplysning og Omvendelse, som man gierne havde ønsket; Men den i Aaret 1714. d 10de Decbr. allernaadigst forordnede Kongelige Mission, haver hos de forhen i Vankundigheds og Vildfarelses Mørke vandrende Lapper udrettet saa meget, at Guds Ords Lys er kommen over dem, hvilken den store Guds besynderlige Velgierning igiennem de Høylovlige Danske Kongers christelige og bestandige Omhue den gandske Christenhed er skyldig til med Taknemmelighed at erkiende. Bemeldte Mission strekker sig til alle de Egne, i hvilke den Danske Krones Undersaattere af Lapper opholde sig, og følgelig indbegriber 3de Ampter, nemlig Finmarkens, Nordlands, samt en stor Deel af Tronhiems Ampt.

Antrædet til berørte gudelige og priselige Verk skeede saaledes: Da Høylovlig Ihukommelse Kong FRIDERICH den 4de var kommen paa Thronen, sendte han, allerede betænkt paa en Missions Foranstaltning, en duelig Student, ved Navn Povel Resen til Nordlandene og Finmarken, for at tage bemeldte Lande i Øyesyn, og give Allerhøystbemeldte Hs. Kongelige Majestæt udførlig Underretning om Stædernes Beskaffenhed. Benævnte Povel Resen, som siden allernaadigst blev beskikket til Kriigs-Commisarius og Kriigs-Raad i Bergen, indkom Aaret 1707. med sin allerunderdanigste Relation; hvorpaa Hs. Kongelige Majestæt allernaadigst befalede Biskopen over Tronhiems Stift, Doctor Peder Krog, at udsøge duelige Subjecta til en Missions Betiening i Nordlandene og Finmarken. Aar 1714 blev der, som meldt, med Eftertryk lagt Haand paa Missions-Verket, hvilket fremdeles af de Høylovlige Allernaadigste Danske Konger med en priselig Nidkiærhed holdes ved liige. Der blev da af Landets Fader og Kirkens Foster-Fader stiftet i den Kongelige Residence-Stad Kiøbenhavn et Missions-Collegium, som desbedre at naae sit Øyemeed, raadførte sig baade med inden- og uden-landske Kloge, og til Christi Riiges Udbredelse velvillige Mænd, angaaende dette christelige og priiselige Verks fuldkomne Istandsættelse, og udgav den 19. Januarii 1715. i Trykken paa Dansk og Tydsk en af 31 Artikler bestaaende Anviisning om den værende Anstalt i Danmark til Hedningers Omvendelse, og omsendte, ey allene ved et Circulair-Brev af samme Aars 9de Martii til alle Stift-Ampt-Mænd og Biskoper i Danmark og Norge, med Begiæring, at de vilde bekiendtgiøre den i deres Stifter, men endog til andre inden- og uden-rigske Mænd, og i sær ved en Latinsk Skrivelse til det Engelske Societet de propaganda cognitione Christi i London. Derpaa indløb fra alle Steder Forsikring om Bistand og sunde Raad til Sagens Befordring. Besynderlig indkom et priseligt Forslag fra 7 Vellærde og for Guds Riiges Tilvext nidkiære Trondhiems Stiftes Præster; samme vare Magister Jens Juul, Pastor til Tingvold og Provst over Nordmøers Provstie. Hr. Amund Barhorv, Pastor til Qværnæs i samme Provstie. Hr. Thomas von Westen, da Pastor til Vædøe i Romsdals Provstie, men siden Lector Theologiæ i Tronhiem og Collegii Missionis Vicarius. Hr. Nicolai Engelharth, da Residerende Capelan til Næsset i Romsdalens Provstie, men siden Pastor til benævnte Vædøe i Hr. von Westens Sted. Hr. Peder Strøm, da Residerende Capelan til Boe i Romsdals Provstie, men siden Pastor til Borgen i Sundmøers Provstie udi Bergens Stift. Hr. Mentz Aschanius, da Capelan pro loco til Oure i Nordmøers Provstie, men siden Residerende Capelan til forbenævnte Næsset i Hr. Engelharths Sted, og endelig Pastor til forbemeldte Oure. Hr. Eilert Hagerup, da Capelan til ovenmeldte Qværnæs, siden Sogne-Præst til Callundborg, derefter Lector Theologiæ og Stifts-Provst i Tronhiem, samt Collegii Missionis Vicarius, og omsider Biskop over Tronhiems Stift og Doctor Theologiæ.

Den 19de April i samme Aar udgav Hs. Kongelige Majestæt en Allernaadigst Ordre og Instrux til Lappernes Omvendelse; hvorefter blev besluttet at oprette i Kiøbenhavn og Trondhiem et Seminarium, og, at dette des beqvæmmeligere kunde i Verk sættes, udgik i samme Aars May-Maaned en Aleernaadigst Kongelig Ordre til Universitætet i Kiøbenhavn, at een af de 6 Inspectioner i Collegio Regio, eller den saa kaldede Regentz, skulde indrømmes nogle Studisis Theologiæ, og at samme skulde nyde frie Kost paa Klosteret, samt Stipendia og andre Beneficia, og i Fremtiden bruges til Missionens Tieneste.

Saasom Kiøbenhavn, hvor de Høye Herrer i det forordnede Missions-Collegio residerer, er Finmarken langt fraliggende, behøvede Høyt-bemeldte Collegii Præses og Assessores en Vicarium i Tronhiem, der ligger Finmarken og Nordlandene saa meget nærmere, hvortil da Hr. Thomas von Westen, som en lærd, nidkiær, gudfrygtig og derfor til dette Embede vel skikket Mand, blev ved et Allernaadigst Kongeligt Kalds-Brev af 28de Februarii 1716. beskikket. Den 13de Martii i samme Aar, blev ham givet en Instrux, som paalagde ham at reyse til Finmarken, for at eftersee de beleyligste Steder for Skoler, samt undersøge Lappernes Vildfarelser, og give Underretning om, hvad til Missionens Forfremmelse agtedes tienligst. Efter erholdte Instrux fandtes han strax beredvillig til at efterkomme det Høye Collegii Ordre, og i sit Giensvar gav sin Redebonhed med saadanne Ord tilkiende: Og nu i Jesu Navn raadfører jeg mig efter den 5te Articul af min Instrux strax paa Mandag færdig at reyse, da jeg fremdeles skal i al Troeskab efterkomme de andre Poster, saa meget Gud vil forlene mig svage Mand Naade dertil. Herren være med Eder, I Helte til Striiden! Han skabte Norden og satte Eder til dens Stierner! Herrens Navn være lovet ævindelig! Halleluja. Næst følgende 29de May gik han fra Tronhiem med Skib til Vardøhuus i Finmarken, og den 5te Junii underveys tilskrev Missions-Collegio et Brev af saadan Indhold! I dette Øyeblik seyler jeg med de 2de Missionairer Kieel Stub og Jens Blok fra Tyrhoug til Søes; jeg fører med mig 384. Catechismos, 500 A.B.C. 50. Evangelii- og 30. Psalme-Bøger paa Collegii Behag. Lovet være Herren, som har givet os en god Vind! Han skal udsende sin himmelske Vind til at drive og opvække Finnerne. Kom Norden-Vind, og blæs Synden-Vind, at Ørken maae grønnes og Klipperne dryppe af Myrrha! Herre Jesu! giør det! Amen. Efter sin Ankomst til Finmarken, gav han atter Collegio et Brev af 30te Julii, hvis Indhold saa lyder: Nu er Saligheden og Magten, og Riiget vor Guds, og Magten hans Christi; thi den gamle Drage, som forførte vore Brødre I Lapland, er uddreven af den Finmarkiske Kirke; derfor fryd dig, du Christenhed og I, som boe derudi! Gud lade Dragens Sted aldrig mere findes i Himmelen! Imedens tit-bemeldte Lector Theologiæ og Collegii Missionis Vicarius, Hr. Thomas von Westen denne Gang opholdte sig i Finmarken, randsagede han allevegne paa det nøyeste i Lappernes afgudiske Vederstyggeligheder, lagde yderste Vind paa at bringe disse afvigede Siæle til deres Hyrde Jesum, at udføre disse i Vankundigheds Mørke og Dødens Skygge siddende arme Mennesker fra Mørket til Lyset, og at udfrie disse Satans Trælle, der havde solgt sig til at giøre Ondt, fra Satans Magt til Gud. Han, med saa Ord at sige, i alle Stykker forrettede den sig anfortroede Gierning med saadan Iver, at hans berømmelige Navn og Eftermæle ikke bør uddøe, saa længe der lever Mennesker i Verden. Paa Hiemreysen fra Finmarken til Tronhiem, som skeede igiennem Nordlandene, brugte han i sit anbefalede Kald ikke mindre Vindskibelighed. Jeg kunde vel omstændelig anføre mange mig bekiendte merværdige Ting, som han paa denne Missions-Reyse forrettede og ham hændede; men for at skye Vidtløftighed vil jeg gaae dem forbie.

Den 14. Junii 1718. foer Hr. Lector von Westen anden Gang til Finmarken, og ankom til Landet den 18. Julii. Her giorde han nu Anstalt til Skole-Huuse og nye Kirker, til hvis Opbyggelse og Vedligeholdelse Hs. Kongelige Majestæt Allernaadigst skiænkede en hannem af Brønøens, Alstahougs og Rødøens Præstegield i Nordlandene tilkommende Tiende, samt Overskuddet af Kirkernes Tiende i Finmarken, forstaae det, som deraf blev tilovers, naar de der i Landet forhen byggede Kirker vare istandsatte og derefter ikke for sig selv behøvede Resten. Da Hr. von Westen begav sig Hiem igien, fra Finmarken, tog han, ligesom den første Gang, Veyen igiennem Nordlandene, og der iligemaade giorde herlige Anstalter. Paa denne, saavelsom paa sin første Missions-Reyse, arbeydede han ved Guds Bistand af yderste Kraft paa Lappernes Oplysning og Omvendelse. Selv var han for de Lappiske Menigheder et skinnende Lys, baade i Lærdom og Levnet, og et fortreffeligt Exempel paa Gudsfrygt og Nidkiærhed.

Efter Hiemkomstenn, som ikke skeede, førend i May-Maaned udi nestfølgende Aar 1719. paatog han sig den 5. Julii i samme Aar en reyse til Kiøbenhavn, for at aflegge allerunderdanigst mundtlig Underretning om Missionens Tilstand, og beskikkede Comrectorem i Tronhiems Skole, Magister Hans Skanke, som siden blev Rector der sammesteds, til at opvarte i hans Fraværelse saavel Lectoratet, som Vicariatet. Ved Ankomsten til Kiøbenhavn erholdte han den høye Naade, at komme Hs. Kongelige Majestæt i Tale, og mundtlig indberette Missionens ønskelige Fremgang i Finmarken og Nordlandene, samt allerunderdanigst forestille, hvad ydermere til dens Befordring udkrævedes, hvorpaa Hs. Majestæt af en Høypriiselig iver for Lappernes Siæles Beste, samt af en Høy-Kongelig Mildhed gav allernaadigst Tilsagn om, ey at spare nogen Omkostning, som Missions-Arbeydet fulde Drift udfordrede.

Ao. 1724 i Junii Maaned, reyste Hr. von Westen atter til Nordlandene, og nu ikke mindre, end før, arbeydede paa Guds Riiges Tilvext.

Bemeldte viiser, at Missions-Verket efter Høy-Kongelig Ordre drives af et Missions-Collegio i den Kongelige Residence-Stad Kiøbenhavn, hvilket bestaaer af en Præside, nogle Assessoribus og en Secretaire, samt af en Høytbemeldte Collegii Vicario i Norge, og af Missionairer.

Ordenen, i hvilken Præsides, Assessores, og Secretairerne udi Collegio de cursu Evangelii promovendo, fra sammes første Stiftelse af og lige indtil denne Tiid have fulgt paa hinanden ere følgende:

Præsides

Hs. Excellence Hr. JOHAN GEORG von HOLSTEIN, Ridder af Elephanten og Hs. Kongelige Majestæte virkelige Geheime-Raad etc.

Hs. Høy-Grevelige Excellence Hr. JOHAN LUDVIG von HOLSTEIN, Greve til Lethreborgs Grevedømme, Ridder af Elephanten, Geheime-Raad i Geheim-Conseilet og Ober.Secretaire i det Kongelige Danske Cancellie etc.
Hs. Excellence Hr. OTTO THOTT, Ridder af Elephanten, Geheime-Raad i Geheim-Conseilet, og Ober-Secretaire i det Kongelige Danske Cancellie etc.

Assessores af Verdslig Stand.

Hs. Excellence hr. Wilhelm Mauritz von Busech, kaldet Munk, Ridder, Hds. Majestæts Dronningens Ober-Hoff-Mester.

Hr. Wilhelm Schrøder, Hs. Kongelige Majestæts Conferentz-Raad.
Hr. Hans Seidelin, Hs. Kongelige Majestæts Conferentz-Raad, og Maitre des Requêtes i det Danske Cancellie.
Hr. Andreas Høyer, Hs. Kongelige Majestæts Etatz-Raad, Juris Utriusque Doctor og Professor Publicus Ordinarius.
Hr. Enevold Falsen, Hs. Kongelig Majestæts Conferentz-Raad, og Borgemester i Kiøbenhavn.
Hr. Christian von Holstein, Greve til Lethreborg, Ridder, og Kammer-Herre etc.

Hr. Herman Lengerken von Kløcker, Hs. Kongelige Majestæts Etatz-Raad og Vice-Borgemester i Kiøbenhavn.
Hr. Johan Finckenhagen, Hs. Kongelige Majestæts Etatz-Raad.
Hr. Abraham Falck, Hs. Kongelige Majestæts Justitz-Raad og Raadmand i Kiøbenhavn.

Assessores af den Geistlige Stand.

Hr. Hans Steenbuch, S.S. Theologiæ Professor publicus primarius og Assessor i Consistorio.
Hr. Jacob Lodberg, da Theologæ Professor designatus, Sogne-Præst til vor Frue-Kirke i Kiøbenhavn og Stifts-Provst i Siælland, siden Biskop over Fyens Stift.

Hr. Johan [Frauen], Hs. Kongelige majestæts Confessionarius og Hoff-Præst.
Hr. Peder Hersleb, Hoff-Præst, derefter Biskop over Christianiæ og tilsidste over Siællands Stift.
Hr. Marcus Wøldike, Theologiæ Doctor og Professor Publicus Primarius.
Hr. Erich Pontoppidan, som da var Hs. Kongelig Majestæts Hoff-Prædikant, siden Biskop over Bergens Stift, og tilsidst Pro Cancellarius ved Universitetet i Kiøbenhavn.
Hr. Enevald Ewald, S.S. Theologiæ Professor Extraordinarius, og Præst paa det Kongelige Waysenhuus i Kiøbenhavn.
Hr. Peder Rosenstand Goiske, Theologiæ Doctor og Professor ordin.
Hr. Friderich Qvist, første Kongelig Hoff-Prædikant.
Hr. Jacob Hee, Guarnisons-Provst og Sogne-Præst for Holmens Menighed i Kiøbenhavn.

Secretairerne.

Hr. Christian Wendt, Hs. Printzelige Høyheds, Printz Carls Pagers Hoff-Mester.
Hr. Seyer Mahling, Hs. Kongelig Majestæts Justice-Raad og Inspector over det Kongelige Waysenhuus i Kiøbenhavn.
Hr. Johan Finckenhagen, Hs. Kongelig Majestæts Etatz- og Justice-Raad, samt Directeur og Inspector for benævnte Waysenhuus; hvilken sidste
Hr. Christian Friderich Ursin, Hs. Kongelig Majestæts Cancellie-Raad, er adjungeret med Succession.

Missionairerne, som een efter anden have i Finmarken betient Missionen, fra dens Begyndelse indtil indeværende Aar 1767, ere:

Hr. Kiel Stub, Hr. Jens Bloch, Hr. Elias Heltberg, Hr. Rasmus Rachløv, Hr. Morten Lund, Hr. Søvren Giessing, Hr. Johan Harbist, Hr. Knud Leem, Hr. Peter Rosenvinge, Hr. Johan Falch, Hr. Peder Dohn, Hr. Albert Angel, Hr. Wilhelm Patberg, Hr. Lauritz Jæger, Hr. Thomas Edvard Sylov, Hr. Bagge Eilers, Hr. Johannes Irgens, Hr. Hans Hagerup Krog, Hr. Niels Grøver, Hr. Hans Dahl, Hr. Ole Bernhoft Friis, Hr. Knud juel, Hr. Christian Weldingh, Hr. Jacob Elias Schiønning, Hr. Andreas Porsanger, Hr. Michael Baade og Hr. Gerhard Sandberg.

Først fik Finmarken 2 Missionairer, men ikke længe derefter 3. saa at den eenes District blev Waranger-Fiorden og Thana i Øst-Finmarken, den 2dens Laxe-Fiorden i Øst- og Porsanger-Fiorden i Vest-Finmarken, og den 3dies Hvalsund og Alten i Vest-Finmarken.

Dette varede indtil Aar 1728. Hvorefter, da de høye Herrer i Missions-Collegio, agtende det ufornøden, at forsyne Finmarken med 3 Missionairer, lode den atter deele i 2de Missionariater, saa at den eene Missionairs-District blev Waranger-Fiorden, Thanen samt Laxe-Fiorden i Øst-Finmarken, og den andens Porsanger-Fiorden, Hvalsund og Alten i Vest-Finmarken. De andre Missionariater henhøre under Nordlandenes og Tronhiems Ampter, og, ligesom de forbemeldte af en Missionaire. I øvrigt veed jeg ey at give om dem nogen Underretning. Min Beskrivelse, som i de andre Capitler, saa og i dette, betreffer fornemmelig Finmarken.

Enhver Missionaire, som did hensendes, bekommer Instrux af Collegii Missionis Vicario i Tronhiem. Desuden havde Hr. lector von Westen, som Collegii første Vicarius, halvandet Aar, førend jeg uværdig blev beskikket til Missionaire for Porsanger- og Laxe-Fiords Lapper, foreskrevet Missions-Betienterne saa lydende Leges og Monita.

Anstalt for Missionen i Finmarken og Troms-Øen.

1mo Forlanges, at med forderligste indkommer et Mandtal over alle Finner og hver Siel i deres Familier udi Waranger, Thana, Porsanger, Loppen, Kals-Fiord, Bals-Fiord og Malanger, hostegnede deres Sæder, Fløtninger og Markeder tillige med deres aandelige Forfremmelse, item om nogen af dem reyser til Sverrigs Lap-Mark og lader sig der betiene. Hvor Missionairii ikke ere, der forfatte Skolemesterne Mandtallet. De 3 sidste Fiorders Mandtaller behager Provsten i Troms-Øen at communicere. Loppens Finners Fortegnelse indhenter han fra Klokkeren i Loppen.

2do En nøyagtig Designations Fortegnelse fra alle Stæder i Finmarken og Troms-Øen, over Missionairer og andre Missions-betientere, saasom: Skolemestere, tilberedde og tiltænkte Redskaber; og alle Finne-Kirker, Forsamlings-Huuse, store og smaa, og Skoler, og maae ingen Forældre eller Venner tage deres Børn fra Missionen, naar de dertil ere een Gang opofrede. Her indføres alle Hellig-Dags Vægtere og deres Forhold.

3tio Saasom Brændeviin er en stor Anledning baade til Ruunerie, Uskik samt Evangelii Foragt, da vilde Missions-Betienterne stræbe at overtale Finnerne og Lapperne i Finmarken og Tromsøen, til at fatte den Resolution, som de fleste Lapper og Finner i Nordlandene og Tronhiems Ampt haver fattet, nemlig reent at forsage Brændeviin. Besynderlig vilde Provsten, Hr. Junghans og Missions-Betienterne vaage derover, at intet Brændeviin bliver indført i Finne-Fiordene eller til Fields til Finnerne, allermindst til Kirkerne, Forsamlings-Husene og Skolerne, og er ingen Tvivl, at Stædets gudelige Øvrighed, og alle retsindige Præster jo herudi viise al muelig Assistence, naar de vorder ærbødigst ansøgt, saasom jeg seer ikke, Missionen kand naae sit ønskelige fulde Maal, førend den Forargelse bliver gandske afskaffet og borttaget.

4tio Saa forlanger man og fra alle Stæder en fuldkommen Underretning om alle Levninger af Hedendommet og Afguderie, som endnu kand gaae i Svang, tillige med alle Omstændighederne, saasom: Ruune-Maaden og Ordene, Offer-Skikken og deres Noaaide-Instrumenter: Govdes, Ebbir-Lokkie, Myre-Ged'ge, Sieide &c. item deres Passe-Varek. Thi maae Missions-Betientere grandske paa det nøyeste udi deres Vederstyggeligheder, og dem med Personernes Navne mig tilkiendegive. Jeg haver efterkommet af visse Fodspor, at, som Skierv-Øens og Carls-Øens Finner for kort Tiid siden vare til en stor Deel af saadanne Daarligheder indstrikkede, saa er der i Finmarken end nogen Klinte tilbage. Missions-Betienterne forstaaer vel dette, at Omvendelse fra Afguderie er det første, man maa arbeyde paa hos Finnerne, og, foruden saadan Udgang fra Mørket, hielper al Underviisning og Lærdom Finnerne intet. Men at ikke Finnerne skulde tænke, at de skulde lide Skam og Straf for saadant, da vilde Missions-Betienterne overalt kundgiøre, at, hvad Hedendom end og en Lap havde bedrevet, da søges ikke hans Straf derover, men Omvendelse og Salighed. Saa er baade Guds og Kongens Villie, og derfor skulle de ikkun bekiende deres Feyl, og forrige Hedenske Væsen, hvilket altsammen Missions-Betienterne ikke sige til nogen anden, end til mig. Saadan nøyagtig Notice til mig er af mange Aarsager fornøden. Saa maae jeg og have en nøyagtig Underretning fra hvert Stæd, hvorledes hver af de fra Hedendommet og Afguderiet omvendte skikker sig, og mener jeg de her besynderlig, hvilke paa min Missions-Reyse fandtes i Afguderie bestrikkede.

5to En Forklaring fra hvert Stæd, hvor mange Finner, Mænd og Qvinder, forstaaer Dansk, og hvor mange Lappisk allene.

6to En grundig Underretning om hver Missions-Betienteres Evangeliske Løb, hvorledes hans Reyser og Forretninger falder, hvor længe han er paa hvert Stæd, hvor mange Familier han kan samle hver Gang, hans Underviisnings Maade, hvad der endnu kand desidereres, og hvad Hindringerne ere.

7mo Sivert Henrichsen stræber, det beste han kan, med Porsangers Finner i Missionarii Absence, hvilket jeg ingenlunde tvivler paa. Isak Thomæsen i Laxe-Fiorden, hvorom jeg haver godt Haab. Hvor den forrige Peder Michelsen er afbleven, forlanger jeg at vide. Hr. Lund behager ellers paa mine Vegne at undersøge og styrke Porsangers Finners Forfremmelse, og holde Formanings-Tale til dem. Saa vilde og Hr. Lund have fremdeles et Øye til Skiervøens og Carlsøen Finner, og approberes de 2de ansatte Skolemestere, Niels Jensøn til Skiervøens og Claus Rejersøn til Carlsøen; ellers skal, om Gud vil, i Sommer komme en Missionarius til Porsanger, og en til Skiervøen, og en til Carlsøen.

8vo Finner og Lapper maae overalt forkyndes, [at] Hs. Kongelige Majestæt vil ikke efterdags tilstaae nogen nogen Finne eller Lap Tilladelse til Ægteskab i forbudne Leed.

9no Skulde noget Dubium forefalde, da raadføre Missions-Betienterne sig med Hr. Henning Junghans og indhente hans Betænkende, som muelig best kan fra mig indhente Svar paa forefaldende Dubia og Forespørgseler.

10mo Dersom Hr.Lund behager at vedblive Missionarii Tieneste, da bliver ingen anden Missionarius til Alten sendt, og skulle baade Hammerfæstes og Korsnæs Skolemestere fremdeles i alle Missions-Forretninger være ham lydige.

11mo Kiere Brødre! jeg finder det fornøden at tillægge disse Erindringer: Alle Missions-betientere skulle med allerstørste Sagtmodighed og Kierlighed omgaaes Finnerne og Lapperne, og ikke i ringeste Maader ved Haardhed, ved Verdslig Strafs Paaførelse give dem Anledning til Afskye for Evangelio, og for at bekiende deres Skrøbeligheder og Synder; men de skulle være, som Ammer hos dem, og Gud veed, jeg bærer dem alle i mit Hierte.

12mo Alle Missions-Betientere skulle conservere Kierlighed og Venskab med Præsterne, og i alle Ting give efter og føye sig efter dem, indtil Samvittigheden kand frelses og ikke lide derunder, og det Embede, som de igiennem Missions-Forstanderne have annammet af Gud og Kongen, derudi de ikke maae ansee nogen Person. Det giver heller ikke liden Anstød hos Finnerne, naar de fornemme Ueenighed imellem Evangelii Tienere, som baade Præster og Missionarii ere.

13tio Field-Finnerne maae nøye opsøges, og saa mange som sidde paa vor Konges Grund og Fielde, længe og stakket, de maae ufeylbarlig annamme Evangelum af vore Lærere.

14to Forestaaende Puncter behager Hr. Junghans at befordre til alle Missions-Betientere med den samme Post-Expresse, at de tegne deres Navne herpaa, at de have bokommet dem, og tage sig Copie deraf, og siden sender den eene Missionarius dem convoluteret og forseilet til den anden, og siden tilstiller dem igien Provsten Hr. Junghans.

Jeg velsigner dem alle, saa mange som betiene Missionen, tillige med alle mine kiære og elskelige Finner, forblivende enhvers hengivne

Broder og Tiener,
Thomas v. Westen

Tronhiem d. 21 Decbr. Ao. 1723

---

En Finmarkisk Missionairs aarlige Løn var i min Betienings-Tiid 80 Rdlr. nu 100 Rdlr. I Nordlandene nyder en Missionarius aarlig 60 Rdlr. En Skolemesters Aars-Løn er efter hans Duelighed og Embedes Besværlighed større eller mindre, 16, 20 eller 24 Rdlr. Desuden bekommer en i Finmarken Missionen betienende Skolemester en halv Rdlr. for hvert Barn, han saa vidt har forfremmet i Guds Kundskab, at det kand læse og nogenledes forstaae Lutheri Catechismum. Til bemeldte Missions-Betienteres Løn samt andre medgaaende Omkostninger svares en vis Afgift af Norges Kirker, nemlig: af en Hoved-Kirke 2 Rdlr. og af en Annex-Kirke 1 Rdlr. hvilket bliver kaldet Missions-Contingent. Den tro Tiener i Guds gandske Huus, og, formedelst sin Nidkiærhed for Guds Ære og Christi Riiges Tilvext, Gavmildhed mod de Nødtørftige, samt mange andre riselige Dyder et stedsevarende Ære-Minde fortienende Guds Mand, fordum Theologiæ Professor Publicus Primarius, nu hos Gud Salige Hans Steenbuk, begavede og den Finmarkiske Mission, til dens Befordring og Vedligeholdelse, med 1000 Rdlr.

I Aaret 1752 behagede det Høylovlig Ihukommelse Kong FRIDERICH den Femte at stifte i Tronhiem et Seminarium Lapponicum, kaldet efter hans Hs. Majestæts Høy-Kongelige Navn Fridericianum, samt at beskikke en Docens i berørte Seminario. Til Seminarister udvælges af benævnte Kiøbstæds Latinske Skoles Disciple saadanne Subjecta, som agtes beqvemme og duelige til at lære det Lappiske Sprog. Til Docentis Løn og Klæder for de af Seminaristerne, der ere fattige og trængende, samt til andre ved bemeldte Seminarium forefaldende Udgifter, haver Allerhøystbemeldte Konge allernaadigst skiænket en staaende Capital, stor 8100 Rdlr. desuden den halve Konge-Tiende af Strindens Fogderie, i Steden for de 200 Rdlr. som til ommeldte gudelige Brug forhen erlagdes af Tronhiems Hospitals Indkomme; saa og 50 Rdlr. af Skongens, og 50 Rdlr. af Størdalens Præste-Kalds aalige Indkomster, samt 80 Rdlr. af Missions-Contingentet, eller den Afgift, som Kirkerne i Tronhiems Stift aarlig svarer til Missions-Væsenet, og beløber til 157 Rdlr. End bevilgede Allerhøystbemeldte Konge allernaadigst en Tavle at ombæres hver Søndag i de 3 Kiøbstæders, nemlig Tronhiems, Christiansunds og Moldes Kirker til en frivillig Gaves Indsamling, som aarlig indbringer Seminario omtrent 30 Rdlr. Christianiæ Stiftes Biskop, Høyædle og Høyærværdige Doctor Friderich Nannestad haver skiænket titbemeldte Seminario 100 Rdlr. Endelig har og hans Majestæt allernaadigst skienket en Gave af 800 Rdlr. til et Lappisk Lexici Trykning. En Deel af Seminaristerne ere dimitterede til Academiet, nogle befindes endnu i Skolen. De samtlige blive ved forefaldende Vacance befordrede til Missions-Betientere.

Hvad en Finmarkisk Missionairs Reyser og Forretninger angaaer, da havde han, besynderlig i Porsanger- og Laxe-Fiorden, hvor mit District var, i min Betienings-Tiid intet blivende eller vist Tilholds-Sted, men (nu er dog efter Beretning i Porsanger-Fiorden opsat et Skole-Huus, hvilket man haver forsynet med Kakkel-Ovn, Vinduer samt andet tilbehørigt, og hvori Missionairen paa en vis Tiid i Aaret nogen Stund opholder sig) maatte, naar han vilde giøre sin anbetroede Gierning med Fliid, være, som et Perpetuum Mobile, i idelig Bevægelse. Hvor han farer, Vinter eller Sommer, Høst eller Vaar, i sit Kald, nyder han frie Skyds.

Om Vinteren og Foraaret ager han paa Fieldene med Rensdyr fra den eene Firld-Laps Telt til den andens, og forbliver i enhvers Boelig 8te Dages Tiid, eller lidt længere, eftersom Fornødenhed udkræver. Imidlertiid catechizerer han om Sognedagene for det Huuses-Folk, i hvilket han i berørte Tiid opholder sig, og paa Søndagene og andre hellige Dage forsamle samtlige i den Egn her og der boende Field-Lapper sig sammesteds til ham. Faae de da alle Rum i Teltet, prædiker og catechizerer han for dem derinde; (Vid. Tab. XCV.) Men ere de saa mange i Tallet, at Teltet ey kan tage imod dem, nødsages han at forrette bemeldte paa Sneen under aaben Himmel, eller lade opslaae et saa stort Telt, at de alle kand faae Rum.

Førend Sangen begyndtes, pleyede jeg stedse paa Lappisk at udlegge Psalmerne, der skulde synges, paa det at Folket ey skulde synge uden Ordenes Forstand. Naar Guds-Tienesten er endt, søger hver til sit Rensdyr, som imidlertid tillige med Slæden stod bundet til et Træ i Skoven, og kiører hiem igien.

Om Sommeren og Høsten farer Missionairen med Baad fra den eene Finne-Bye (naar en Søe-Lap talende Dansk nævner sin Boepæl, kalder han den: Bye) til den anden, og opholder sig paa et hvert Sted et par Ugers Tiid, ldt længere eller kortere, og iligemaade holder Cathechization paa Sogne-Dagene og paa Søndagene samt andre hellige Dage, baade catechizerer og prædiker. Befindes der Kirke eller Forsamlings--Huus paa Stedet, forretter han der Tienesten. Han haver Pædagogos til Hielp, hvis fornemste Gierning er at lære de Unge at læse i Bog, og i hans Fraværelse at catechizere.

Anbelangende de Besværligheder, som en Finmarkisk Missionaire haver at bestride, da lider han ilde i en Søe-Laps Boelig, i sær ved det, at inde i samme Hytte, som Folket boer, og han, efterdi intet andet Værelse gives, tillige med dem maae opholde sig udi, staaer Kalve og Lam, kastende sammesteds deres Ureenlighed. Hvor modbydeligt det maae falde den, der ey fra Ungdommen er vant til saadant Herberge, kand enhver slutte.

I en Field-Laps Boelig maae han imodtage end større og flere Besværligheder.

1. I Henseende til Boeligen selv, der er ikke uden et lidet trangt Telt, hvilket staaer aabet Vinter og Sommer, Nat og Dag; thi Røg-Hullet bliver aldrig tillukt.

2. Formedelst den overflødige Røg, han der maae plages med; thi det første Ilden om Morgenen antændes, er Teltet saa fuldt af Røg, lige fra Gulvet op til Røg-Hullet, at man ikke kand oplade sine Øyne. Siden, og saa længe Ilden brænder, ryger der saa hæftigt, at, endskiøndt man stædse sidder paa Jorden, og i stærk Blæst slaaer den lige inde i Røg, ligesom i en Taage, hvilket er en jammerlig Øyen-Kuur.

3. Formedelst den sydende og rygende Damp, som de vaade, i Skoven samme Dag huggede og med Iis og Snee bedækkede, paa Ilden lagte Knubbe af Enderne udskyde, hvilken ildelugtende Damp besværer langt mere, end Røgen selv.

4. Formedelst den i stedse aabne Telt sig indtrængende Kulde, paa hvis Strænghed følgende kand tiene til Beviis: Naar jeg om Morgenen paa mit Leye opvaagnede, saaes Dampen af min i Søvne udpustede Aande at have forandret sig til Riim-Frost oven paa den Skind-Felle, som jeg havde til Dække over mig. Naar jeg skrev, havde jeg mit Tilhold nær Fyrstædet, hvor Ilden, saa længe Folket er oppe, næsten idelig brænder i høy Lue, og havde imidlertid mit Blek Horn staaende paa Brædden af samme; alligevel skeede det mig mangen Gang, at Blækket under Skrivningen frøs i Pennen. Naar jeg sad hos Fyrstædet for at varme mig, varmedes og brændte Fødderne, som vendte imod Ilden, men Ryggen, som vendte i fra den, frøs og hart ad bævede. En sær forunderlig, og for en, der selv ey saae den, fast utrolig Prøve paa den haarde Kulde, som paa de Finmarkiske Fielde om Vinteren indfalder, maae jeg og her, som et øyensynligt Vidne, anføre. Imellem Ild-Stædet i en Field-Laps Telt og det Teppe, som Teltet bestaaer af, er ikkun 3 Alnes Distance. Hvo kunde nu andet forestille sig, end at jo en gandske Dag med høy Lue bemeldte Teppe saa nær brændende Ild maatte formeene Riim-Frost at legge sig indvendig derpaa; dog hendte det, at, da jeg for en saadan Ild sad paa en liden Kiste for at varme mig, og i det samme saae mig tilbage, viiste min Positur sig i Riim-Frost paa Teppet saa kiendelig, som om den havde været malet der med hviid Farve. Aarsagen dertil var, at Ilden, ved det jag sad imellem den og tit-bemeldte Teppe, ikke med sin Heede saa vel kunde naae til den Deel deraf, der var bag mig liige over fra min Ryg, som til dets øvrige Deele, hvor intet var i Veyen.

5. Formedelst den elendige Drik, han der maae nøyes med (andet haver han ey heller i Søe-Lappernes Hytte at slukke sin Tørst ved) nemlig Iiskoldt Vand, blandet med Snee, undertiden ogsaa paa de Stæder, hvor Vand ikke er at faae, bare Snee smeltet i en aaben Gryde eller Kobber-Kiedel.

6. Formedelst det slette Leye, han der maae tage til takke med, i det han haver intet under sig at ligge paa, uden en over de Riis-Qviste, som Teltets Gulv bestaaer af, udbreedt Rensdyr-Huud, og under sit Hoved allene sine Gang-Klæder. Paa bemeldte Leye, naar man der ligger og sover, vende Fødderne ind ad Teltet, og Hovedets Hviile-Sted er tæt ved den i det Capitel om Lappernes Boeliger beskrevne Snee-Væg.

7. I Henseende til Uroe af Huus-Folket; efterdi Teltet er gandske lidet, og der formedelst Sladder, Børne-Graad, og anden deslige Uleylighed gives liden Roe til at studere derinde, maae han ofte, endog i den allerskarpeste Kulde, og det allergrusomste Snee-Drev gaae under aaben Himmel i Ørken at studere til sin Prædiken, hvilket mangen Gang hændede mig, haver vel og skeet og skeer mine Medbrødre i den Station.

(Vid. Tab. XCVI.) Undertiden tildrager det sig, at Missionairen i sin Omvandring om Vinteren paa Fieldet iblandt Lapperne, kommer paa sit Embedes Vegne i en Field-Laps Huus, just paa den Tiid, da hans Rensdyr har afædt al i den Egn voxende Mosse, saa at han derover nødsages at flytte derfra med sit Telt, sin Familie og sine Rensdyr, førend Missionairens Blive-Tiid hos hannem er ude; i saadant Fald maa Missionairen flytte med ham, og efter Ankomsten til det Sted, hvorhen Flytningen skeede, gaae, om Kulden end er nok saa stræng, og Snee-Drivet nok saa heftigt, ude paa Marken, indtil Lappen der har faaet sit Telt i Stand, nemlig skovlet Sneen bort, og saaledes giort Rummet røddigt, hugget Qviste af Træerne til Gulv, lagt Gulvet, reyst de Stænger op, som Teltet bestaaer af, breedet Teppet ud over samme, bereedt Fyr-Stedet og tændt Ild an; da først gives ham Leylighed at komme ind i det nye Herberge.

(Vid. Tab. XCVII.) Ofte treffer Missionairen og hans Vey-Viiser, den saa kaldede Oaappes, paa Reysen over Fieldene saa grusomt Snee-Fog, at han, efterdi samme næsten vil qvæle ham, maae holde Hænderne for Mund og Næse, og knap kand faae Øynene op, ja seer ikkun et Skimt af Dyret, der omtrent ved 3 Alnes Distance fra ham trækker Slæden, han sidder i, hvilket mange Gange hændede mig. Efterdi Øynenes Brug er ham i saa Fald betagen, staaer han Fare for at komme af Veyen, geraade ud over Klipperne, og brække Hals og Been, som og visseligen skeede uden Guds besynderlige Beskiermelse.

Naar man reyser i Frost-Veyr og heftigt Snee-Driv, legger der sig, hvilket jeg selv mange Gange haver erfaret, Iis paa Kinderne og om Hagen, samt smaae Iis-Tapper i Øyen-Laagene og Øyen-Brynene. Dette er svart, helst for den, der ey er vant til sliigt fra Barns Been, men ikke bedre derpaa at kome ind i et Telt, fuldt af Røg; thi, naar man haver saa været der et par Dages Tiid, bulmer Ansigtet med Kiertel-liige Knuder inde i Kiødet.

Kand Missionairen, som og undertiden skeer, ikke paa sin Reyse, formedelst overflødig Snee, veyens Længde eller andre Hindringer, opnaae et Sted, hvor Folk boer, maae han, om han paa det Sted, han er kommen til, ingen Træer befindes, Natten igiennem sidde i Slæden under aaben Himmel; men er der Skov, hugger man i saadan Fald Kieppe af Træerne, omtrent saa lange som en kort Aare, reyser dem op paa Sneen saaledes, at de med Enderne naae sammen oven, men staae adspredte neden til, og udbreder saa over dem et Teppe af grovt Lærred, so man til den Ende førte med sig, og forbliver derunder, indtil det Dages; dette er et elendigt Herberge; jeg haver slev paa mine Field-Reyser forsøgt begge Deele, baade at sidde om Natten paa Aaben Mark i Slæden, og at have Natte-Leye i bemeldte Lærrets Hytte. Kort sagt: den der ikke selv har prøvet det, kand neppe troe eller forestille sig al den Besværlighed, som en Finmarkisk Missionarius, der med Fliid og Troskab vil giøre sin anfortroede Gierning, haver at bestride; da han maae lide usigelig Kulde, Vinteren igiennem tage vilde Fielde, lade sig nøye med Iis-koldt Vand, frøsen Rensdyr-Melk, samt andet deslige, og udstaae mangfoldige andre Besværligheder: og var det umueligt, at den, der ikke fra Barns-Been var vant til saadant Levnet, som og jeg var af i al den Tiid, jeg uværdig betiente Missionen, kunde trænge igiennem al den Møye og Farlighed, uden sin gandske Helbreds og sit Livs Fortabelse, dersom Gud ikke viiste sig særdeles mægtig i hans Skrøbelighed, og tog ham under sin Varetægts Vinger.

I dets Allernaadigste Betragtning regalerede Høylovlig Ihukommelse Kong FRIDERICH d. 4de den Finmarkiske og Nordlandske Mission med alle i Finmarken, fast alle i Nordlandene og nogle i Tronhiems Ampt værende Præste-Kald, paa det at Missionairerne dertil ved forefaldende Vacance kunde befordres. Samme meget ypperlige Beneficium lode Høylovlig Ihukommelse Kong CHRISTIAN d. 6te og Kong FRIDERICH den 5te bemeldte Mission af liige Høy-Kongelig Naade beholde, og vores nu Krone og Scepter førende Monarch, Kong CHRISTIAN den 7de, trædende i sine Høylovlige Forfædres priiselige Fodspor, lader den endnu nyde samme.

Jeg, som den alleruværdigste iblandt Christi Tienere, haver og høstet Frugt af slig Høy-Kongelig Naade, i det at Høylovlig Ihukommelse Kong FRIDERICH den 4de Allernaadigst kaldede mig, efter min ved Missionen fuldendte Tieneste, til Sogne-Præst for Altens Præste-Kald i Vest-Finmarken i Tronhiems Stift, hvilket jeg 6. Aar betiente, og Høylovlig Ihukommelse Kong CHRISTIAN d. 6te derefter Allernaadigst kaldede mig til Augvalds-Næs Præste-Kald i Christiansands Stift, hvilket jeg i 18 Aar opvartede, og Høylovlig Ihukommelse Kong FRIDERICH d. 5te Allernaadigst haver beskikket mig til Docens i det udi Tronhiem stiftede Seminario Lapponice Fridericiano, hvilket Embede jeg i femten og et halvt Aar har betient, og vores nu regierende Stormægtigste og Allernaadigste Arve-Konge og Herre, Kong CHRISTIAN den Syvende, allernaadigst haver confirmeret mig i berørte Embede.

Hensigten ved at have anført nogle af de Besværligheder, som en Finmarkisk Missionaire haver at bestride, er at viise den Feyl, de i deres Tanker begaaer, der indbilde sig, at en Missions-Tieneste der paa Stædet kan lettelig afgiøres, og at Missionairen altsaa kommer let til Brød. Ingenlunde vil jeg ved Besværligheders Mældelse afskrekke nogen fra at paatage sig det til Guds Ære og Siæles Saliggiørelse hensigende Missions-Arbeyde, men vil langt meere, saa vidt til mig staaer, give Opmuntring til dette høyvigtige af Landets fromme Fader foranstaltede Verks frivillige Anfangelse. Naar man haver Guds Ære og Menneskers Omvendelse fra Mørket til Lyset, fra Satans Magt til Gud til Øyemed, findes man, som skyldig, saa og gandske bereedvillig til at fordrage al den Møye, som derved kan forefalde, og gaaer med større Lyst dertil, end andre til en Dantz. Jeg negter ikke, at jo de Uleyligheder, som møde ved Missions Arbeydet, komme noget fremmede og kummerlige for i det første; men efterdi Gierningen er Herrens, og Vanen desuden den anden Natur, varer det ikke længe, førend man frimodig og val fornøyet finder sig derudi; uroest for Gud og Menneskene, kand jeg med Sandfærdighed sige, at jeg i den Tiid, jeg uværdig tiente ved den Finmarkiske Mission, levede saa fornøyet, som jeg nogensinde enten før, eller efter den Tiid haver levet i Verden; thi man finder Lapperne at bøyeligt, lærvilligt og velvilligt Folk, og møder ikke iblandt dem saadanne Fortrædeligheder og Sindets Forstyrrelser, som hos mange andre. Jeg drak i den Tiid det bare Vand med Snee udi, med saa stor Fornøyelse, som andre drikke Viin, kunde ikke heller i den Tiid slukke min Tørst med nogen anden Slags Drik.

Missions Arbeydet er, som før er meldt, et høyvigtigt og berømmeligt Verk. De Høylovlige Danske Kongers Høy-priselige Nidkiærhed for Guds Ære og Menneskers Omvendelse fra Mørket til Lyse, fremskinner klarere, end Middags Solen, af den Ostindiske, Grønlandske og Finmarkiske Missions Stiftelse og Vedligeholdelse. Bør da ikke alle Lande under Solen, fra dens Opgang indtil dens Nedgang, billig prise og med Lov udbrede saadan de Stormægtigste og Allernaadigste Danske Kongers gudelige og brændende Iver? Men først og sidst være den Store Himmelens og Jordens Regentere, den Store Kongernes Konge, den Gud over alle Ting, som haver bøyet Kongernes Hierte til saa helligt, priiseligt og fornødent Verk, ophøyet i Tiiden og velsignet i Ævigheden! Himmelen og Jorden bør bevæges, alle Engle og Mennesker bør med Tak fremkomme for den Herres Ansigt, som er en stor Gud, og en stor Konge over alle Guder, og haver beviist, at ogsaa Biergenes Høye høre ham til, ved at igiennem de Høylovlige Danske Kongers Omhue for en Missions Stiftelse, lade sit Ords Lys antænde, og sit Ords Sæd udsaae iblandt de paa vilde Fielde omvankende Lapper, hvorved samme hos dennem har faaet saa god Fremvext, at alle Christnes Hierter billig maae glæde sig, og at Biskopen over Tronhiems Stift, Doctor Eyler Hagerup fandt sig, da han visiterede i Finmarken, saa fornøyet, at hand, det jeg selv hørte, i sin Beslutnings Tale efter Visitatzen udbrød med saadanne ord: Jeg befinde de Unge, i sær Lapperne Undgom, mere oplyste i Guds Kundskab udi denne Vraae af Verden, end paa de herligere Stæder. Jesus det sande Lys, som oplyser et hvert Menneske, som kommer til verden, optænde og vedligeholde en levende Troes Lys i deres Hierter, at de, som fordum vare et Mørke, stedse maae blive et Lys i HErren, omgaaes som Lysens Børn, og lade deres Lys saa skinne for Menneskene, at de maae see deres gode Gierninger og priise deres Fader, som er i Himmelen! Herren lade lyse sit Ansigt over dem, og være dem naadig i Tiden, og mætte dem med sit Ansigtes høytidelige Beskuelse i Ævigheden! Herren give dem Hierter til at frygte Gud og ære Kongen, for hvis lyksalige, fredelige og langvarige Regimente, de med mig nedfalder for Guds Throne med ydmygelige Begieringer, Bønner og Forbønner!