www.altabibliotek.net/finnmark

 
Tilegnelse
Forfatterens Fortale
Til den Høylærde Herr Forfatter
1. Herkomst
2. Tungemaal
3. Naturel, samt Dyder og Lyder
4. Klæde-Dragt
5. Boeliger
6. Leye
7. Spise og Drik
8. Huusgeraad
9. Rensdyr
10. Age-Redskab og Age-Maade
11. Flytning samt øvrige Reyser
12. Vilde Dyr og Fugle
13. Fiskefangst
14. Fabriqver
15. Maneerer
16. Giftermaal og Bryllup
17. Leege
18. Sygdom og Liig Begiængelse
19. Afguder
20. Afgudiske Ofringer.
21. Troldom.
22. Superstitioner.
23. Den Finmarkiske Mission.

Knud Leems Beskrivelse over Finmarkens Lapper. - Kjøbenhavn : Salikath, 1767

12. Capitel
Om Finmarkens vilde firefødde Dyr og Fugle,
samt Lappernes Maade at fange dem paa.

(s. 181-294)

Efterdi de vilde firefødde Dyrs og Fugles Egenskab er i andre Skrifter lagt for Dagen, vil jeg ey opholde mig med at vedrøre samme; men fornemmelig forestille den Omgangs Maade, hvilken Lapperne betiene sig af, til at blive deres Banemænd, samt anføre visse Dyrs og Fugles ugemeene Adfærd og andet deslige.

De fleste Slags vilde firefødte Dyr, som befindes i de andre Norges Egne, haver og Finmarken forraad af. Samme Herlighed vide Stedets Lapper vel at benytte sig af. Derhos skal dog agtes, at rige, med Rensdyr vel forsynede, Field-Lapper sielden befatte sig med nogen Slags Jagt eller Skytterie; thi hverken faae de formedelst Dyrenes Varetægt, som giver dem nok at bestille, Tiid dertil, ey heller trænge de til samme, saasom havende desuden nok at leve af.

I Finmarken falder en Mængde af vilde Rensdyr, samme kaldes af Lapperne: Godde, og i Storlighed langt overgaae de tamme (39). Naar en Lap om Sommeren og Høsten vil gaae paa Jagt efter benævnte Dyr, tager han, om han har en duelig og vel afrettet Hund, samme med sig, og, for at finde Dyrenes Tilhold-Sted, lader sig af ham lede ved et Baand, hvis eene Ende er fæstet om Hundens Hals, og den anden holdes af Manden selv i Haanden; hvor Hunden med sin Lugtelse fornemmer Dyrene at være og søger hen, følger Manden paa beskrevne Maade efter. Naar han er kommen et Dyr nogenledes nær, giver han Hunden en Mule-Kurv om Næsen, for at formeene han at gjøe. Naar Skuddet er gaaet løs, og samme ey dræber, men ikkun heftig saarer bemeldte Dyr, slipper han Hunden løs, som da løber afsted og forfølger det, og, efterdi det een og anden gang standser lidt, og , vendende sig imod Hunden, støder med Hornene, faaer Lappen derved Leylighed til at skyde paa nye og fælde det. Paa den Tiid af Høsten, da Dyrene gaae i Brunst, driver Lappen en halv Snees, flere eller færre, af sine tamme Simler hen i den Egn, hvor han veed, de vilde Rensdyr opholde sig, og der ved en Tømme binder samme fast til de sammesteds voxende Træer, og lader nogle gaae løse; derpaa legger han sig et Stykke derfra paa Luur. Den vilde Rensdyr-Oxe, fornemmende ved sin Lugtelse, at bemeldte Simler ere der, indfinder sig, for at parre sig med dem, og bliver da uformodentligen af Lappen hilset med en Kugle. Ofte skeer det, at der kommer tvende vilde Rensdyr-Oxer paa een Gang, og, efterdi enhver af dem vil spille Mester af Hunnerne, og beholde dem for sig allene, anfalde de hinanden af yderste Kraft med Hornene; imedens de saa staae og brydes, hænder det, at Lappen fælder en af dem.

En Lap, som om Vinteren farer paa Jagt efter vilde Rensdyr, følger ved Agen Sporene, hvor de have gaaet, indtil han faaer dem i Sigte; derpaa træder han af sin Slæde, binder den samt Age-Dyret fast til et Træ, og ved at gaae til Fods, stræber at komme de vilde Dyr saa nær, at han, med Haab om at treffe, kan løse sin Bysse. I en Deel Lapmarker omgaaes med Rensdyr-Fangst saaledes: Naar Sneen er et vildt Rensdyr forhinderlig i at løbe, ved at være dyb, og derhos saa løselig frøssen over paa, at den brister ved Dyrets Tyngde, og samme derover i Gangen synker, men er derimod en Skie-løber til Villie, ved at kunde bære ham, saasom glidende oven paa, begiver Lappen sig med sine Skier paa Dyre-Jagt, og, efterdi Dyret, ved at synke i hvert Fied ned i den dybe Snee, ikke kan komme saa fort afsted, som han paa Skierne, naaer han det lettelig, og med et Spyd stikker det ihiel. Man bruger og i somme Lapmarker den Maade at fange benævnte Dyr paa, at man paa et Sted, hvor Dyret fornemmes at have sin sædvanlige Gang iblant Træerne, laver en port-liig Aabning med en nedhængende Snare, giort af tykke Traade, der bereedes af Rensdyrenes Fod-Seener; i det at Dyret, ey formodende sig nogen Fare, gaaer igiennem bemeldte Aabning, besnæres det.

Til at fange titbemeldte Dyr, brugtes i forige Tider udi en Deel Lapmarkiske Egne saadan Adfærd. Man giorde af sammenlagde Træer et høyt Gierde saaledes, at man efterhaanden meere og meere lod det gaae skaads ud med to lange Arme, af hvilke enhver indbegreeb en Miil, ja meere, i Længde, og tvende Ender af bemeldte Arme altsaa bleve hinanden vidt fraskildte, men hine tvende Ender af samme befandtes hverandre nærmere, og endelig der, hvor man først begyndte at anlegge Gierder, saa nær, at der var ikkun en port-liig Aabning. Man anstillede derpaa ved given Leylighed Jagt efter Dyrene, lavende det saa, at de løbe ind i Gierdet imellem dets tvende vidt adskildte Ender; efter hvert, som de komme længere og længere ind, fulgte man efter, og, saasom de omsider geraadede der, hvor de andre tvende Gierdets Ender mødte hinanden, og frygtede sig for at vende tilbage, fordi Folket fulgte dem i Hælene, toge de Vey igiennem bemeldte port-liige Aabning, og efterdi de, komne der igiennem, havde en steyl Bakke for sig at løbe ned ad, og formedelst samme Bakkes Steylhed ikke vel kunde slippe op igien, og neden under Bakken var lagt et høyt Gierde, som de ey formaaede at overstige, havde man dem fangne. Saadanne Rensdyr-Gierder bleve i forrige Tider brugte i Varanger, og ydedes da af dennem til Vardøe-Huus Slots Spiisning aarlig 9 Rensdyr, eller i deres Sted 9 gode Ræv-Skind. I gamle Dage pleyede Lapperne holde Jagt efter vilde Rensdyr hos ferske Søer, saa at nogle ved den eene Side jagede Dyret ud paa Vandet, men andre fra den anden Side roede imod det med Baad, og under Svømmingen med Spyd aflivede det. At Lappe-Qvinderne, som en Skribent melder, gaae paa Jagt saavelsom Mændene, har jeg aldrig seet eller hørt.

Els-Dyr og Hiorte befindes ikke i Finmarken (40). Det, som en Skribent skriver om Els-Dyret, at det er meget mindre, end et Rensdyr, og omtrent af Storlighed, som en af de største vilde Gieder, er falskt; thi benævnte Dyr er det mindste saa stort, som tre af de allerstørste Rensdyr.

I Finmarken gives Forraad af Harer; benævnte Dyr kaldes af visse Egnes Norske Beboere: Jase, og af Lapperne: Njaamel. De i Finmarken forekomende Harer ere, ligesom andensteds i Norge, hvide om Vinteren og graa om Sommeren. Lapperne pleye som oftest skyde dem, dog bruge de ogsaa det Middel at fange dem ved, at de paa et Sted iblant Træerne, hvor Haren fornemmes gemeenlig at have sin Gang frem og tilbage, setter en Stang i Jorden liige op, hvor oven paa haves en Tverstang, hvilken med sin eene Ende ved en Snor nedbøyes imod en liige derunder fast i Jorden staaende lavere Stang, og, efterdi bemeldte underste Stang er med et Snit indskaaret, lader man berørte Snor først gaae løselig ned i samme Snit og videre derefter ned imod Jorden, hvor den i Enden bliver skikket til en Snare, og løselig fæstes til nogle i Jorden satte smaa Kieppe. Naar Haren besnæres, løsnes Snorens Ende, som var dannet til en Snare, fra bemeldte Kieppe, der holdte den neden ved Jorden, og den Deel af Snoren, som der oven for løselig var heftet i et Skaar paa den underste Stang, glider ud, og den nedbøyede Stangs Ende følgelig slaaer sig op, og tager Snaren med Haren i med sig, saa at han bliver hængende. Lapperne fange og Harer med den paa et andet Sted beskrevne Jern-Maskine. Et Hare-Skind betales af Russerne med 8 Skilling. De Svenske siges at bereede af benævnte Dyrs-Skind Dækkener.

Udi Finmarken, ligesom andensteds i Norge, forekommer Biørne. Samme kaldes af Lapperne: Guouzhia, hvilket Navn indbefatter begge Kiøn. Ellers nævnes i Særdeleshed Han af Slaget af Lapperne: Ænak; men Hunnen: Æste; de Norske kalde hende, Bingse. Rensdyrene kan benævnte Udyr ey formedelst deres hastige Løp faae fat paa; men Køer, Faar og Gieder tilføye de undertiden der i Landet Skade. Der fortælles, at Indiagers Lapper i Svenske Lapmarken nødsagedes, formedelst Biørnens slemme Adfærd i at opgrave de Dødes Legemer, til at lade sine Afdøde jorde ude paa de i det saa kaldede Indiagers Vand liggende Øer. Om samme virkeligen haver tildraget sig, veed jeg ikke. Benævnte Dyr finder stor Smag i et Slags vilde Bær, kaldede: Blaa-bær (41), af hvilke i Finmarken haves Forraad. Han æder og Græs (42). Lapperne fælde ham ved Rifle-Bysse, thi andre Slags Bysser ere ey hos dem brugelige. Døer han ey strax af Skuddet, men allene bliver qvæst, søger han at hevne sig, og ofte i saadant Fald giør Skade.

Lapperne ey allene, som meldt, skyde titbenævnte Dyr, men endog paa andre Maader bliver deres Banemænd. Det er i de Nordiske Lande over alt bekiendt, at Biørnen om Vinteren holder sig stedse inde i en Hule, hvor han ernærer sig allene ved en mælke-liig Saft, som han udsuer af sine Laller. Naar en Lap gaaer paa Jagt i Marken efter Fugle, Egerne eller deslige Vildt, hænder det, at han finder en Biørns Vinter-Leye, ved det at Hunden, som han haver med sig, standsende uden for Hulen, begiver sig til at giøe. Han stikker da (i en Deel Lapmarker ere buer endnu i Brug) efter Beretning den Fod-Bue, som hans Agt var at skyde Vildtet med, ind i Aabningen af benevnte hule, da Biørnen imidlertid holder sig rolig, og giør ikke Forsøg paa at komme ud. Derpaa gaaer han hen, og hugger Grene af Fyrretræer, om de ere at bekomme, hvis ikke, da andre Træers Grene, og stikker samme, een efter anden, med Lempe ind i Hullet, listende tillige bemeldte Fod-Bue ud, og lavende det saa, at Hullet ikke aldeles tilstoppes, men at der bliver saa megen Aabning, at Biørnen kan faae Hovedet ud. Naar det er giort, stiller han sig uden for med en Øxe i Haanden, og opirrer Biørnen, som derpaa reyser sig fra sit Leyested, og nærmer sig til Manden for at angribe ham. I det samme Biørnen stikker Hovedet ud, gives ham et dygtigt Ørefigen af Øxen; treffer Hugget ham høyt oppe i Panden, giør det ham ey saa megen Skade; men rammer det næst oven for Øynene, kløver det hans Hoved.

I nogle Lapmarker omgaaes efter Beretning med Biørne-Fangst saaledes, at, hvor en Biørn haver dræbt noget Dyr, og er bortgangen fra Aadselet, giør man om det efterladte Aadsel et Gierde med tvende port-liige Aabninger, een lige over for den anden, og i enhver af samme stiller Buer samt Pile, passende dem efter Gisning om Biørnens Høyde saa, at, naar han gaaer igiennem een af bemeldte Aabninger, Pilene da kan treffe ham i Hiertet. Neden ved Jorden udspender man en Snor, lavende den saa, at ved dens Betrædelse løses Pileskuddene; hvorfor, naar Biørnen, for at søge sit Aadsel, tager Vey igiennem een af forbemeldte port-liige Aabninger, og træder paa berørte Snor, gaae Pilene løs, og, saa fremt de tilgavns treffe, dræbe ham. At paa bemeldte Gierde haves tvende Aabninger, skeer deels til den Ende, at, fra hvilken Kandt Biørnen kommer, han da kan finde Indgang for sig, deels og, paa det at, om Skuddene gik ham forbi i den første Port, igiennem hvilken han kom ind, han da, tagende sin Udflugt igiennem den anden, kan faae sit Banesaar af de der for hannem stillede Buer og Pile. Til den Aabning, igiennem hvilken han tog Vey ind i Gierdet, vender han, saasom der skrækket af de første Pile-Skud, ey tilbage for at komme ud igien. Paa en Stie, hvor en Biørn haver sin sædvanlige Gang, udspender man og, ligesom før er meldt, en Snor neden ved Jorden, og der oven for stiller spendte Buer samt Pile imod hinanden, paa det at, naar tit-benævnte Dyr kommer anfarende, og træder paa berørte Snor, Pilene da skal gaae løs og dræbe ham; men her bruges intet Gierde. En Lap betiener sig og af sin Hund paa Biørne-Jagt, just paa samme Maade, som oven er meldt om Rensdyr-Jagten. Lapperne forvare Biørnens Ister i hans Tarme, og, følende Smerte i noget Ledemod, smørre sig dermed. Isteret af en Biørn, der var Han af Slaget, brugtes til en Mands Person, & vice versa.

Lossen, kaldet af de Norske Goupe (43), og af Lapperne: Albos, sees sielden i Finmarken; men des større Mængde falder der af Ulve, af hvilke somme ere brunagtige, andre mere hviidagtige. Bemeldte Dyr nævnes af de Norske efter Stedernes ulige Dialecter: Varg, Graabeen, Skrub, Skrog, og af Lapperne: Kumpi, Stalpe, Seibek, Gaine, Olgobutzh. De fælde dem med Bysse, saa og fange dem med den herefter ommeldte Jern-Maskine; hvorhos skal agtes, at den, der bruges til Ulve-Fangst, i Storlighed langt overgaaer den, man fanger Ræve med. En, der er af de beste og dueligste, klemmer saa sterkt, at, endskiønt Ulven ikkun fastner ved en Klov, holder den ham; som af følgende kand erfares: En Porsanger-Fiords Field-Lap, ved Navn Anders Jonsen, fangede i bemeldte Jern-Maskine en Ulv, og, omendskiønt samme var greben ikkun om een eneste Klov, og desuden løb saa sterk afsted med Maskinen, at Manden, agende efter med Rensdyr, havde Møye for at naae ham, holdt den ham dog fangen, og ey tillod ham at slippe løs. Titbenævnte Udyrs Art og Adfærd bliver ydermere forestillet i det 9de Capitel om Lappernes rensdyr og Omgang med Rensdyrene. Skindet udspiiles paa et dertil skikket Redskab af Træ, af Lapperne kaldet: Ratzh.

Finmarken haver stort Forraad af Ræve, af hvilke de fleste der i Landet forekommende ere over alt røde, hvilke Lapperne kalde: Ruopsok (44), nogle røde med et sort Kryds, de af de Norske saa kaldede: Kors-Ræve (45), og af Lapperne: Raude, andre gandske sorte, somme sorte med yderst paa Enden sølv-farvede glindsede Haar paa Ryggen (46). De, der med saadan Farve ere begavede, nævnes af Lapperne: Zhjaeppok. Skindene af disse, saasom de prægtigste og kostbareste, skulde fordum kiøbes allene til Hans Kongelige Majestets Tieneste, hvilket erfares af en Kongelig Befalning af 25de Maji 1652; men nu omstunder kiøbe Russerne og dyre betale dem, da de efter Beretning i Rusland tiene til en Fyrstelig Dragt. De først-benævnte Ræves Skind, saasom mindre kostbare, siges Russiske Fruentimmer af nedrigere Stand at bruge til Bræmming og Zirat om sine Huer. Foruden de bemeldte befindes og i Finmarken et Slags hvide Ræve med sorte Øren, sorte Fødder, samt sorte Haar paa Enden af Halen; samme hede hos Lapperne: Vjelgok, ere rare og sielden sees. Desuden gives der et Slags mindre og over alt hvide Ræve, kaldede af de Norske: Mjel-rakker, og af Lapperne: Njal (47). Huden af disse er den ringeste i Priis. Tit-bemeldte Dyrs Føde er Ryper og andre Fugle, som de med List fange, Fugle-Æg, Muus (48), Skiæl i Stranbredden, samt andet deslige.

En Lap om Vinteren begivende sig paa Ræve-skytterie følger Sporene, hvor Ræven har gaaet, for at treffe det Sted, hvor han haver lagt sig til at sove ude paa Marken, og der at skyde ham, eller finde den Hule, han er gaaet ind i, for at fælde ham, i det samme han kryber ud deraf. Han i Agt at skyde Ræve graver og smaa Kiød-Stykker hist og her i Sneen; Ræven, som da ved sin skarpe Lugtelse fanger Lugt af det nedgravne Kiød, indfinder sig, og i det han sparker i Sneen for at bekomme samme, hilses af Lappen, som imidlertid ligger paa Luur, med en Rifle-Kugle; dette Skytterie øve Lapperne om Natten ved Maaneskin, og i Mangel deraf ved Nord-Lys, som der i Landet om Vinter-Nætterne i klar Luft teer sig saa overflødig, som Himmelen sto i Lue, og paa sin Maade lyser hart ad, som det prægtigste Maaneskin. De skyde og Ræve i fuld Spring. De fange dem ved en Jern-Maskine, hvilken, førend den udspendes, fremviser en halv, men udspendt en heel Cirkel, og noget ligner et Jern-Baand om en Fustage. Efter at have besmurt bemeldte Maskine med Harpix, Marsvin-Spæk, eller andet, paa det Ræven ey skal fange Lugt af jernet, grave de den spendt ned i Sanden ved Strandbredden, i Sneen eller paa et andet beqvemt Sted, leggende et Stykke af en Haae-Kjærring eller deslige hos til Mading; naar Ræven anført af Madingens Lugt treffer Stedet, hvor Maskinen ligger, sparker han med Foden i Sanden eller Sneen, for at faae fat paa bemeldte Mading; hvorover den udspendte Maskine ved Stillingens Vedrørelse gaaer løs, slaaer sig sammen, og fatter ham om Hals, Been, Liv, eller andensteds. Geraader han fast allene ved en Fod, skeer det tit, at han afbider samme, og givende den til Priis gaaer bort paa tre Been. Titbemeldte Maskine, hvis Brug jeg her haver viist, bruges og andre Steder i Norge til Ræve-Fangst.

Til at fange Ræve betiene og Lapperne sig af an Maskine, kaldet: Ritta, hvilken noget ligner en lang, smal, lav, og i sin eene Ende aaben Kiste; thi den haver Bond, et løst tungt Laag, Side-Bræder og Gavl i den inderste Ende, men er aaben i den yderste, hvor Ræven skal gaae ind. Ved denne Ende, paa begge Sider af samme, staaer een med sin Høyde Kisten overstigende Støtte; oven paa bemeldte tvende liige imod hinanden satte Støtter hviler et Tvertræ, med sin eene Ende paa den eene og med sin anden Ende paa den anden Støtte. Fremmen for samme Tvertræ og Støtter, alleryderst i Enden af Laaget, staaer en Pind med et Hak eller Hefte i sin øverste Ende liige op; oven paa bemeldte Tvertræ hviler en Stang, hvilken med sin fremmerste Ende løselig rører ommeldte Hak, og gaaer med sin bagerste Ende bag over Laaget, hvor til samme dens Ende er fæstet med en Snor, som derfra tager Vey igiennem et Hul i Laaget liige ned til Madingen, som en Grøft neden paa Kistens Bond er indstukken. Paa denne Maade holder en med et Hak indskaaren, yderst i Enden af Laaget staaende Pind, og en paa et af fødder understøttet Tvertræ hvilende Stang, som gaaer fra bemeldte Pind bag over Laaget til en Snor, og samme Snor, saasom med sin eene Ende fæstet til bemeldte Stang, og tagende fra Stangen Vey ned igiennem Laaget til Kistens Bond, og der med sin anden Ende værende fæstet til Madingen, den fremmerste Ende af Laaget op i fra Kisten; derfor, naar ræven er krøben ind, og begiver sig til at ruske og æde af Madingen, skeer det, at samme glider ud fra den Grøft i Kistens Bond, hvor den var indstukken, følgelig ogsaa den til Madingen anheftede Snor, samt Stangen, som gaaer fra Snoren over det paa Støtter hvilende Tvertræ frem til Hakket i Pinden, slipper løs, og Laaget derpaa, efterdi de Stillinger, hvorved det holdtes op fra Kisten, ere løsnede, falder over Ræven, og ved sin Tyngde døder ham. Saasom imellem Aabningen, hvor Ræven gaaer ind, hvilken, som sagt, er i Maskinens yderste Ende, og det Hul, hvor Madingen ligger, og Ræven, i det han æder, setter sine Fremfødder, hvis Sted er, som meldt, inde i Maskinen, befindes saa kort Rum, at samme ey aldeles svarer imod Rævens Længde, skeer det, at naar Laaget falder over ham, bliver hans bagerste Deel hængende uden for Maskinen; kommer der imidlertid af en Hændelse en Ulv, og finder den døde Ræv i bemeldte Tilstand, æder han hans uden for Maskinen hængende Bag-Krop op, hvorved Skindet bliver saa skamferet, at Lappen haver liden eller ingen Nytte af Fangsten den gang. Med den her beskrevne Maskine fange og efter Beretning de Svenske Lapper Biørne; men derhos skal agtes, at den, der bruges til Biørne-Fangst, bestaaer af større og sterkere Tømmer; desforuden belegges Laaget med svare Stene.

Lapperne dræbe og Ræve med et Slags giftige Kager, som de i sit Sprog kalde: Sæljok (49). En Ræv giør sig Hule i Jorden ved Krogveye, saa at nu gaaer samme til een, nu bøyer den sig til en anden Side. Med saadanne Omgange danner han den, paa det at man ikke med Spyd eller andet deslige skal kunde lange ind til ham; og ret merkeligt er det, at, endskiønt han paa bemeldte Maade udhuler Jorden, og det inderste af Huler, hvor han haver sit Leye, desuden indbegriber et temmelig stort Rum, er dog ingensteds den allermindste Muld-Dynge i hans Hule at see, men samme befindes jevn allevegne fra Begyndelsen til Enden. En Lap, som her vil faae en Rev fangen, tepper det Hul til, hvor igiennem han var gaaen ind, og graver et andet oven fra, indtil han kommer saa dybt ned, at han faaer hans Vey neden i Jorden at see, hvor han da nærmere erfarer, til hvilken Side den fremdeles gaaer, enten til høyre eller venstre; derefter graver han paa nye et Hul oven fra ned ad til Rævens Gang, og efterseer, hvor den endnu løber hen, og saaledes vedholder med at grave og efterforske benævnte Dyrs i Jorden tagne Vey, indtil han paa det sidste treffer Stedet, hvor han ligger, derefter haler han ham til sig op af Hulen, og giver ham sit Banesaar. Det hænder, dog sielden, at han forefindr to Ræve i samme Hule. Tit-benævnte Dyrs Skind udspiiles paa ovenmeldte Redskab, det saa kaldede: Ratzh, som og bruges til Ulve-Skinds Udspiilning.

Maaren, af Lapperne kaldet: Nætte, forekommer i Finmarken. Af benævnte Dyr gives tre Slag; det eene kaldes Steen-Maar, samme er sortagtig og korthaaret med en bleeg-graa Plet under Halsen, og sortagtig Hale. Formedelst sit Tilhold paa Fieldene bærer den bemeldte Navn. Det andet Slag bliver kaldet: Birke-Maar, hvilken haver mørke-brun Farve, med en hviidagtig Plet under Halsen, samt sort-brun Hale, og vil helst være der, hvor Birke-Træer voxe. Det tredie Slag gives Navn af: Furru-Maar, fordi den gemeenligst opholder sig i Fyrre-Skov. Denne er bleegest af Farve, og haver en hviid-guul Plet under Halsen, samt rød-bruun Hale (50). Lapperne fange benævnte Dyr med den forhen beskrevne Jern-Maskine.

Vielfrassen, kaldet af Lapperne: Gjeed'k (51), sees vel i Finmarken, men sielden; den siges at have skarpe Tænder og Kløer. Lapper, som paastae sig at være vidende om dens Adfærd i saa Maade, fortælle, at, endskiønt den er kun af maadelig Væxt, og i Storlighed aldeles ikke at ligne imod et Rensdyr, formaaer den dog at aflive et fuldvoxet vildt Rensdyr, hvilket Mord den med List øver; thi den efter deres Beretning begiver sig op i et Træ i Skoven, hvor den fornemmer Rensdyrene at have sin Gang, og hopper ned paa Dyrets Hoved, naar det kommer liige under Træet, og bider det i Nakken, indtil det styrter. Formedelst den kiønne glindsende Plet, eller saa kaldede Spejl, som Vielfrassen paa Ryggen er ziret med, er dens Huud i Priis, og efter Beretning bruges i Sverrig til Hue-Foder, Dækkener, samt Foder under Klæder (52). Af dens Fødders Huud, de saa kaldede Bællinger, giøre Lapperne smukke Handsker, broderede dem med Tin-Traade. Benævnte Dyr beskrives af saa umaadelig Graadighed, at den ey lader et Aadsel fare, førend det aldeles er fortæret; vil Bugen ey paa engang tage imod alt, søger den tvende nær staaende Træer, at trænge sig der saa haardt imellem, at den fortærede Mad maa gaae ud (53), hvorpaa den begiver sig til et nyt Maaltid. Samme dens Graadighed bringer den til at rive Hul paa Taget, eller gnave Hul paa Døren eller Gulvet, og gaae ind i Lappernes i Skoven staaende Stolpe-Boder, og bortsnappe Kiød, samt anden deslige Fetalie, som der haves hengiemt.

Bæveren, kaldet af Lapperne: Majeg haver i nogle faa Lapmarkiske Egne sit Tilhold, i sær i Indiager udi Svenske Lapmarken hos en sammesteds værende fersk Søe, der efter Beretning indbegriber 12 Mile i sin Omkreds, og er overmaade dyb og begavet med en utrolig Mængde af Holmer (54). Benævnte Dyrs Tand siges at være af en rødagtig Farve (55), krum og næsten fiirkantig. Rumpen, ved hvis Tilhielp den efter Beretning bygger sit Huus, beskrives breed, flad og skupped (56). Dens Uld vil Russene gierne have, saavel som og Huden, hvormed de bebræmme sine Klæder. Finmarkens Amtmand Hr. Claus Gagge blev af Høylovlig Ihukommelse Kong CHRISTIAN den Fierde, under Dato 28 Junii 1609, befalet, at kiøbe til Allerhøystbemeldte Hans Kongelige Majestets Tieneste saa mange Bæver-Skind, som der i Landet vare at bekomme. Bævergiældens Kraft i adskillige Tilfælde er Medicis og andre vel bekiendt; iblant andet bruges den til at læge Qvægs indvortes Sygdom med, saa og til Skræk for Hvalfiske, som siges ingenlunde at kunde fordrage dens Lugt; hvorfor Fiskere, værende i Frygt for benævnte Bæsters Overlast, fornemmes undertiden dermed at forsyne sig. Bævernes Natur tilsiger dem at bygge sig Huus i en Elv eller fersk Søe. Til Bygningen hugge de Birke-Træer ned med Tænderne. Een af dem, som sædvanlig maa lade sig, at jeg saa skal tale, bruge til en Slæde at trække Træerne afsted paa, legger sig ned Ryggen og vender Benene i Veyret, hvorpaa de andre legge Træet imellem dens Been, og tagende den fat med Tænderne, een i Halsen, en anden i Hovedet, andre i Siderne, slæbe den tillige med Træet hen til det Sted, hvor Huset skal staae. Paa saadan Maade henslæbe de til Huset Bygning et Træ efter andet. Den, der lader sig, som meldt, bruge, som en Slæde til Træernes Henbringelse, kan man grandgiveligen kiende iblant mange andre, ved det, at Haarene paa dens Ryg ere afnyggede (57).

Paa det Sted i en Elv eller fersk Søe, hvor Huset skal staae, legge de først neden paa Bonden med Bark omgivne Birke-Knubbe, derefter bygge de Huset af forbemeldte Træer saa behændig, at enhver, som seer det, billigen derover maa forundre sig. Det er af Danlighed rundt og hvelvet, og i sin Omkreds omtrent af en Lappe-Hyttes Storlighed. Inde i dette saa skikkede Huus bereede de til Leyested for sig et Gulv af Riis-Qviste, ey neden paa Bonden, men øverst i Vandbredden, saa at imellem Gulvet og Elvens eller Søens Bond, som Huset er grundet paa, blivet da, om jeg saa maa kalde det, en Kielder fuld af Vand. I den ligge ovenmeldte Birke-Knubbe, hvis Bark Bæverne afgnave og ernære sig ved. Ere de mange i Tallet, bereede sig til Leyested, foruden forbemeldte Gulv, et andet lige skikket med samme, høyere oppe i Hytten, hvilket da afgiør Husets Loft. Taget, som bedækker den gandske Bygning, og bestaaer af tet sammenpakkede Riis-Qviste, gaaer høyt over Vandet. Man seer da her et af umælende Dyr bygget Huus med Kielder, Gulv, Stue, Loft og Tag. Monne ikke dette med meere bør opvække os til at falde i Forundring over skaberens Viisdom, og prise hans faderlige Forsyn, endog for de vilde Dyr i Ørken? Paa ovenmeldte Kielder have titbenævnte Dyr et Hul, hvor igiennem de gaae ind og ud. Naar de alle ere ude, stiller man en liden Luge oven over berørte Hul saaledes, at, naar nogen af dem gaaer ind igien, falder Lugen ned for Hullet efter ham, og setter ham i Arrest. Denne Underretning giver jeg ey af egen Erfarenhed; thi den Egn, hvor jeg var Missionaire, eyede ikke benævnte Dyr, men jeg meddeler den efter mundtlig Beretning af Lapper, i hvis Grændser de have Tilhold (58).

I Finmarken falder en temmelig Mængde af Ottere. Samme kaldes af visse Egnes norske Beboere: Slenter, og af Lapperne: Zhjevres, hvilket Navn af dem bruges om begge Kiøn. Ellers nævne de i Særdeleshed en fuldvoxen Otter, der er Han af Slaget: Goaaige, en Otter-Unge, de er Han af Slaget og et Aar gammel: Farro-Goaaige, en fuldvoxen Otter, der er Hun af Slaget: Snaka, en Otter-Unge, Hun af Slaget og er et Aar gammel: Farro-Snaka, og en Otter-Unge, der ey har opnaaet bemeldte Alder: Varlagges. Angaaende benævnte Dyr skal agtes, at de, der søge sin Føde i de ferske Søer, ere gierne smukkere paa Haarene end de, der i det salte Vand tage den (59). En Otter kan blive saa tam, som en Hund, Kat, eller andet deslige Huus-Dyr, er meget venlig i sin Adfærd, giør og sin Eyermand Nytte, ved at gaae ud paa Vandet at fange Fiske, og bringe samme paa Land; hvorefter han forføyer sig hiem til sin Herres Bopæl igien. Endskjønt han er et lidet Dyr, kan han dog fange og dræbe store Kabeljauer, samt andre store Fiske, med hvilke han begiver sig op i Strandbredden, og der fortærer dem; imedens han æder, holder han øynene næsten stedse tillukte; thi ikkun nu og da seer han lit om sig. Hver gang Skytteren bliver vaer, at han haver Øynene aabne, staaer han stille; hver gang derimod merkende, at han har dem tillukte, nærmer han sig til ham, og saaledes vedholder alternatim at staae stille og gaae frem, indtil han kommer saa nær, at han med Skud kan naae ham.

Hvor en Lap farer til Vands, haver han fast altid sin Bysse med sig i Baaden. Falder der Veyen langs ved Landet, farer han ikke gierne samme lige frem, men, uden Tiden er ham saa knap, at den ey tillader det, digt ved Strandbredden rundt om alle Bugter og Viger, i Formodning der at treffe et eller andet Slags Vildt, i sær Ottere, som han veed der pleye at tee sig. En Tiid i Etmaalet svømmer benævnte Dyr om i en fersk Søe, Elv eller salt Vand, for at søge sin Føde, en anden Tiid af Etmaalet derimod hviler han paa Landet i en Hule, hvilken han ey, som Rævene, hvorom før er meldt selv bereeder, men Naturen eller noget Tilfælde haver dannet i saa Maade, at der paa et Sted befindes mange store Stene, een over den anden, og derunder aabne Indgange og Huler, hvilket man i Norge kalder: en Uur.

Hvor Lapperne merke Otteren at have sin Gang fra Vandet op til sin Hule, og fra Hulen ned til Vandet igien, legge de en Maskine at fange ham med, fom bestaaer af tre med een Distance lige over hinanden stillede Bræder, hvilke samtlige ere igiennemborede i begge Ender med et Hul, hvor igiennem to opstaaende Stænger gaae op fra det eene Brædt til det andet. Bemeldte Hul ere saa trange i det øverste og underste Brædt, at samme sidde fast, og ey kan bevæges op eller ned paa Stængerne, men Hullerne i det mellemste, hvilket neden under med mange hvasse Pige er besat, derimod saa viide, at det lader sig paa bemeldte Stænger flytte baade op og ned. Oven for det øverste Brædt er til enhver af samme Stænger fæstet en tyk og sterk Traad, hvilken gaaer lige ned fordi Kandten af det mellemste Brædt, og der haves bunden om en Pind, som med sit Hoved rører og understøtter samme Brædts underste Kandt, og med sin Spids gaaer lige ned til, og løselig er fæstet i en lang smal Kiep, som haver sit Sted lidt oven for, og langs det underste Brædt. Denne Maskines Beskrivelse viser, at det mellemste af bemeldte trende Bræder holdes op fra det underste ved tvende Traade, som oven for samtlige Bræder til forberørte Stænger ere fæstede, og gaae derfra ned forbi Kandten af det mellemste Brædt, samt ved tvende Pinde, som til samme Traade, der ere saaledes anbundne, at de med sine Hoveder støde op under bemeldte Mellemste, men med sine Spidse tage Vey ned til, og løseligen ere heftede i en smal Kiep, der haver sit Sted lidt oven for det underste Brædt; derfor, naar Otteren paa Veyen fra Vandet op til sin Hule, eller fra Hulen ned til Vandet, triner imellem det mellemste og underste Brædt af den for ham stillede Maskine, efterdi den Aabning, som er imellem samme Bræder, synes at give ham frie Giennemgang, og han træder paa bemeldte smale Kiep, som haves neden hos det underste Brædt, glide forbemeldte Pinde, som løseligen der vare heftede, udaf sine Hul, og følgelig derefter ingen Styrke have til at understøtte og holde det mellemste Brædt, hvilket, som oven er meldt, sidder løs paa Stængerne; hvorover den falder paa Otteren, og med sine hvasse Pige dræber ham. Til Otter-Fangst bruge og Lapperne den forhen beskrevne Jern-Maskine.

Benævnte Dyrs Skind udspile de paa tvende dertil skikkede og beqvemme Bræder, af hvilke den længste, der i Udspiilningen vendes imod Skindets Rygdeel, kaldes: Gidne, og den kortere, som bliver vendt imod dets Bryst og Bugdeel, gives Navn af: Buoggnamor. Russerne bruge selv en Deel Otter-Skind, saasom dermed bebremmende sine Klæder. Efter Beretning bringe de og nogle op til Tartariet til Forhandling, og ere derfor meget begierlige efter og vel betale bemeldte Skind, saa at man for eet, som Danske Kiøbmænd i det høyeste beregne til 1 Rixdalers Værdie, bekommer af Russerne Varer, der til 2 a 3 Rdlr kan udbringes.

Den Finmarkske Søe eyer stort Forraad af Sælhunde, af hvilke en Deel ere store og sorte med hvide Spætter (60), og, om det er Han af Slaget, kaldes af Lapperne: Dævok, men Hunnen: Aine. Nogle ere store og hvide, og kaldes af Lapperne: Jægees (61). Somme (disse ere det Slags, som man i Norge kalder: Steen-Kob) befindes middelmaadig store og sorte med hvide Spætter, og kaldes af Lapperne: Nuorrosh (62), hvilket Ord bruges om begge Kiøn af det Slag. I Særdeleshed nævnes Han af Slaget: Rokka, og Hunnen: Afzhio. Nogle ere hvide med store sorte Blommer, og kaldes af Lapperne: Dælja (63); somme hvide med sorte Spætter, og nævnes af Lapperne: Oaaido (64), andre smaa med en lang krum Snabel, og blive af Lapperne kaldede: Fattne-Viudne (65); somme have anden Farve og andre Navne (66). Foruden bemeldte Slag af Sælhunde forekommer og paa visse Steder der i Landet den saa kaldede Hvalros, eller Rosmar, af Lapperne kaldet: Morsh (67). Samme haver store Næsebore, tyk Tunge og store Tænder, i sær tvende frem i Veyret staaende og sig lidt ned ad bøyende Slagtænder, med hvilke den siges at holde sig fast ved nær Vandet liggende Klipper, og hvoraf Russerne giøre smukke Knapper og adskilligt andet, saasom samme Tænder, endskiønt de i Værdie ey skatteres lige ved Elfenbeen, dog i Hviidhed næsten overgaae det. Paa nævnte Dyrs Laller er som 5 Fingre, at see; Huden er tyk og sterk (68). Høylovlig Ihukommelse Kong CHRISTIAN den Fierde gav derfor fra Bergen-Huus Slot den 6te Julii 1622 Befalning, at 15 Hvalros-Huder aarlig skulde kiøbes til Allerhøystbemeldte Hans Kongelige Majestets Tieneste. De i Finmarken forekommende Hvalrosser befindes kort-haarede, undtagen at fra Halsen nedhænge lange Haar, ligesom en Mann; af Farve ere de mørke-graa; hvorimod de Grønlandske siges at være rød-brune. Den, der giver sig i Færd med, og antaster dem, giøre de heftig Modstand.

Lapperne fælde de fleste Sælhunde med Rifle-Bysse. Paa sine Tider slaae de dem ihiel, givende dem Slag af en Træ-Kiølle oven for Snuden og Øynene, hvilken Maade at døde dem paa gemeenligst forøves i Vinteren i Yngle-Tiden, da Ungerne (hvilke efter Beretning ere, naar de fødes, næsten hvide; men inden faa Dages Forløb miste samme hvide Farve, og begynde at ligne Moderen) meest maa sette Livet til, saasom mindst formaaende at undrømme eller giøre Modstand; undertiden maa og Moderen selv give sig tabt, endskiønt den byder sig til Modværge, og holder sin Banemand fast, hvor den fatter ham, værende saaledes farlig nok at give sig i Færd med. I blikstille Veyr sees Sælhunden at ligge og sove med Hovedet samt Bagdelen under og Ryggen over Vandet. En Lap, som bliver den saa liggende vaer, vækker den op af Søvne med et Skud af sin Rifle-Bysse, og kommer den til at sove sin sidste Søvn.

Benævnte Dyrs Sædvane er en Tiid at holde sig i Vandet, og en anden Tiid at begive sig af Vandet op paa et Skiær eller en Steen. Der liggende løfter den undertiden een af Fremfødderne i Veyret, og ligesom vinker ad Anskueren, hvilket langt fra forekommer, som en Mand laae næsgruus og vinkede med Haanden. Hvor mange i eet Følge komme nær en Steen, som de vil begive sig op paa, kappes de med hverandre, hvo der først kan faae Stenen fat; de, for des hastigere at komme afsted og hinanden for, svinge sig op fra Vandet, og lade sig falde ned igien med saa heftig Vandets Bevægelse, at samme kan sees og høres langt fra. Den, der først bliver Stenen mægtig, maa, i sær om der er knapt Rum, lave sig til en Kamp imod de andre, som endnu ere i Vandet; saa længe han angribes af en svagere, beholder han sit Sted, og den anden maa vige; men, overfaldes han af en sterkere, maa han pakke sig og overlade sin Plads til den, der blev ham overlegen. Imedens saadan Kamp varer imellem Sælhundene, bide og slide de hinanden, og lade sig høre med fæl Brølen. Til at fange titbenævnte Dyr bruges undertiden den Maade, at, efterdi de i høyt Vand begive sig op paa et Skiær, og blive der liggende, indtil Vandet er temmelig synket, forføyende sig derpaa ned i Vandet igien, legger man, naar Vandet er falden, og de alle have forladt Skiæret, lavt neden hos samme en lang tyk og svar Bielke med mange hvasse og sterke Jern-Kroge i, paa det at, naar de, som dernæst i høyt Vand klatre op paa Skiæret, begive sig, efterat Vandet er synket, derfra ned igien, de da kan fastne i Jern-Krogene, og blive fangne; og at dette desbedre kan lykkes, støyer og skriger man, blivende vaer, at der ere Sælhunde komne op paa Skiæret, hvorpaa de af Banghed paa sin Maade skynde sig afsted paa sine korte Laller, for at komme snart i Vandet, og med det samme anholdes af bemeldte Jern-Kroge.

Lapperne udspiile titbemeldte Dyrs Hud hart ad paa samme Maade, som en Lax, der skal røges; men hertil bruges flere, tykkere og længere Spiiler; thi de skal naae tvert over Huden fra den eene Kandt til den anden, man skierer Hul her og der yderst i Kandterne af Huden, og der stikker Enderne af Spiilene ind.

I en Deel Finmarkiske Egne befindes Egerne; samme kaldes af de Norske: Ikorn, og af Lapperne: Orre. Nogle af benævnte smaa Dyr have om Vinteren lyse-graa, andre staal-graa Farve; men om Sommeren ere de alle brunagtige. I Skoven, hvor de have Tilhold, svinge de sig fra Toppen af et Træ over til et andet Træes Top. Naar deres Hu staaer til at fare over en fersk Søe, sette de sig paa et Stykke Træ, reyse Halen i Veyret i Steden for Seyl, og lade sig derved paa bemeldte Træ-Stykke drive af Vinden over Søen. Lapperne brugte i forrige Tider to Slags Buer, af hvilke det eene Slags kaldtes: Giet daugie, i.e. Haand-Bue. Samme bestod af en Bøyel, samt en stram Snor. Adfærden med dens Brug var, at man, efter at have lagt derpaa en lang Piil med een Ende paa Bøyelen og den anden paa Snoren, og have taget Bøyelen fat i den eene og trakt Snoren til sig med den anden Haand, gav Piilen, der i sin Ende havde en Piig af Jern eller Been, Fart ved at slippe Snoren. Det andet Slags kaldtes: Juolge-daugie, i.e. Fod-Bue. Denne bestod ey allene, som forbemeldte Giet daugie, af Bøyel og Snor, men endogsaa af et langt Skaft eller Haand-Fang giort af Træ, og havende et Hak eller Hefte af Rensdyr-Horn, hvori Snoren, naar Buen var spendt, hvilede; Pilen, som brugtes dertil, var stumpet uden Piig i Enden. Naar man vilde spende den, bandt man et med Jern-Hager anheftet Baand fast til sin Livgiord, og, saasom til Udspendelsen udfordredes yderste Kraft, maatte man, for et faae den spendt, ey allene bruge Hænderne, men og Foden, ved at sette den ind i en sterk Jern-Krog, som havdes i Buens bagerste Ende. Nu ere Buer hos Finmarkens Lapper næsten aflagde, saa at de i deres Sted betiene sig af Rifle-Bysser; ellers siges Indiagers Lapper i Svenske Lapmarken, hvor de fleste og beste Egerne falde, endnu at bruge sidstbemeldte Slags Buer til at skyde samme med, for at ikke skamfere Skindet med Kugle. Fyrretyve af bemeldte Dyrs Skind, som blive kaldet et Tømmer, sælges af Lapperne gemeenligst for 1 Rdlr. (69).

Finmarken yder en temmelig Mængde af Hermeliner; samme kaldes af Lapperne: Boaaid (70), hvilket Navn bruges om begge Kiøn; ellers nævnes i Særdeleshed Han af Slaget: Goaaige, men Hun: Gad'fe. Benævnte smaa Dyr ere graa-agtige om Sommeren, men om Vinteren snee-hvide, med kul-sorte Haar yderst paa Enden af Halen; dog befindes nogles Hale hviid over alt. Disse heder hos Lapperne: Seibush (71). Under bemeldte Dyrs Bagdeel sidder et Kiød-Stykke, af Lapperne kaldet: Zhjiavra-Kuatte, som, naar man afkrænger Huden, giver en utaalelig stinkende Lugt fra sig (72). Hermelinen er en sluug Ægge-Tyv; gaaende bort med Ægget holder han det fast under Halsen, ved at have bøyet Hovedet ned imod Brystet. Vil man legge et Traad-Nøgle hos en liden Fisk eller andet, som Hermelinen pleyer at bortsnappe, og fæste en Ende af Nøglets Traad til samme, skeer det, at naar han haver slæbt Fisken etc. hen til sin Hule, og bliver den dertil anheftede Traad vaer, bærer han det bortstiaalne tilbage til sit Sted igien. Dette har jeg ey seet, men er mig, som noget virkeligt, fortalt af mange, der sagde sig at have erfaret det. Plinius kalder Hermelinen Vinter-Muus; men det Navn Røyse-Kat, som han af de Norske kaldes med, beqvemmer ham bedre, efterdi han nok gesvindig, som de tamme Huus-Katte, efterjager Muus, og tager af dem sin meeste Føde (73). Lapperne fange ham i en Fælde, kaldet: Gillar, hvilken bestaaer af een i to Stykker kløvet Birke-Knub, hvis eene Deel stilles over den anden saaledes, at begge røre hinanden med den bageste Kandt, men holdes for til, hvor Hermelinen skal gaae ind, fra hinanden ved at smaa korte Stille-Pinde, som løseligen imellem dem ere satte op og ned, og ved en længere Pind, som i sin yderste Ende haver et Skaar, hvorved den omfatter og holder bemeldte tvende Stille-Pinde, men gaaer hen under Fælden med sin anden Ende, hvorpaa et Stykke Kiød, Fisk, Rensdyr-Ost eller deslige er fæstet til Mading. Denne her beskrevne Maskine bliver sat paa en Fod eller Støtte, som holder den høyt op fra Jorden, paa det Skov-Muus (74) ey skal gaae op og afæde Madingen. For ved samme Maskine, ved en Distance, haves en opstaaende Træ-Knub omtrent af lige Høyde med bemeldte For; der klavrer Hermelinen, fangende Lugt af Madingen, op, hopper saa derfra hen under Fælden, og begivende sig til at æde faaer sit Banesaar, ved det at, naar han rører ved og rokker den inderste Ende af den Pind, som titbemeldte Mading er fæstet til, glider tillige samme Pinds yderste Ende, som omfattende og holdt ovenmeldte to smaa løselig satte Stille-Pinde, ud fra sit Stel, og samtlige Stille-Pinde knæle; hvorover Fældens Overpart, der nu haver mistet sin Understøttelse, følgelig falder paa Hermelinen, og dræber ham. Geraadende under Fælden kaster han gemeenlig af Banghed Vandet. Den Deel af Skindet, som samme da treffer paa, mister sin hvide Farve, og bliver guul (75).

I Finmarken indfinder sig, dog sielden to Aar efter hinanden, et Slags Muus, af de Norske kaldede: Lemænner (76), og af Lapperne: Godde-Saeppan. Samme have sit Tilhold i smaa Huler under Stene og Jord-Tuer (77), havende sammesteds sin Rede med Unger, der i Begyndelsen ere blinde og paa Huden spettede. Benævnte Muus falde, som jeg af Erfarenhed kan bevidne, ned af Luften (78). De ere i sin Natur bidske og arrige, saa at, om man holder en Kiep til dem, vende de sig imod samme, og bide deri. De tilføye Græsset paa Marken Skade. I et Aar, da Mængde af dem sees i Finmarken, kan Søe-Lapperne giøre sig vist Haab om en riig Ræve-Fangst i næstfølgende Aar; thi saasom Rævene, der ere efter bemeldte Muus meget begierlige, finde dem i det Aar, da de der i Landet tee sig i Mangfoldighed, oppe paa Fieldene, men i næstfølgende Aar sammestads savne dem, begive de sig da fra Fieldene ned til Søekandten, i Formodning de at see dem igien, hvoved Søe-Lapperne gives den beste Leylighed, som de kan ønske sig, til Ræve-Skytterie. Som titbemeldte Lemænner efterstræbes af Rævene, saa ere de ikke under mindre Forfølgning af Ravnene og Kragerne, hvilke opsnappe og æde dem. Udi visse Lapmarkiske Egne tildrager det sig, at de nogle Tusinde i eet Følge komme, een efter anden, farende og uden Afskye for en Elv eller fersk Søe, som paa Veyen møder dem, vover sig ud paa Vandet til at svømme. Saadan deres Adfærd har jeg ikke selv seet, men anfører den efter øyensynlige Vidners Fortællelse (79).

Da jeg haver givet nogen Underretning om de i Finmarken forekommende vilde Dyr (80), og deres Fangst; vil jeg derhos med Læserens Tilladelse melde, at det ofte der i Landet hænder, at et Faar føder tvende gange i eet Aar, og frembringer hver gang to Lam. Iligemaade skeer det, at en Gied føder 2 ja 3 Kid tillige. Bukkene, som paa andre Steder i Norge gaa i Brynde ved Bartholomæi Tiid, holde sig her rolige indtil efter Mikkels-Dag.

De fleste Slags vilde Fugle, som forekommer i de andre Norges Egne, er og Finmarken begavet med. En Deel holde sig der i Landet hele Aaret igiennem, om Vinteren saavelsom om Someren, i hvis Tal ere Ørnen (81), Falken, Høgen, Nat-Uglen, Ravnen, Kragen, Rypen, Strand-Maagen (81), Æder-Fuglen, Skarven og adskillige flere, hvilke ligeledes andre Steder i Norge Aaret om forblive. Andre derimod opholde sig der ikkun til en Tiid; thi om Foraaret ankomme de til Landet, forblive Sommeren over, tage Afsted om Høsten, og udeblive hele Vinteren, hvilken Tiid at komme, forblive og tage Afsted paa, de af Naturen vide saavel at passe, at et fornuftig Menniske ved Hjelp af Calender neppe bedre forstaaer at paaskiønne Aarets Tiid. Iblant de Fugle, som saaledes komme og fare, ere Graa-Gaasen, Lommen, Bruuskoppen, Holzsneppen elle Spoven, Brokfuglen etc. hvilken Sædvane, at indfinde og igien bortforføye sig, benævnte Fugle og paa andre Steder udi Norge iagttage.

Finmarken eyer Forraad saavel af Søe- som Land-Fugle. Angaaende hver i sær af Land-Fuglene falder at agte, at der i Egnen gives, endskiønt ey i Mængde, hvide Falke, hvilke efter Beretning noget overgaae de gemeene Graa i Storlighed, ere hvide under Bugen og Vingerne, men graa-agtige paa Ryggen, have guult Neb, samt gule Fødder, og udklekke sine Unger i steyle fast utilgiengelige Steen-Klipper og Bierg-Rever (83). Af de gemeene graa Falke eyer Landet flere, og, efterdi samme bleve befundne af god Art og Duelighed, giorde udenlandske Folk i Norge i forrige Tider Ansøgning on Frihed at fange dem, og erholdte dertil Allernaadigst Kongelig Bevilgning imod en vis aarlig Forpagtnings Afgift (84).

Hvide Ugler siges og at forekomme i de Finmarkiske Ørkener. Jeg haver selv ikke seet denne Fugl; ellers berettes den at være noget større, end de gemeene Nat-Ugler, og hviid paa Fierene med indmengede sorte Pletter, samt at have kort Forhoved, bredt Neb, tindrende Øyne og laadne Fødder; sine Unger udklekker den i steyle Steen-Klipper og Huler (85).

En Fugl, der er af Skikkelse, som den herefter blant Søe-Fuglene anførte Kive, og af Lapperne kaldes: Skaite (86), teer sig paa de Finmarkske Fjelde, sammesteds tagende sin Føde af Fugle-Æg.

Krager ere og i Finmarken, ligesom paa alle andre Steder i Norge, ikke rare at see, helst ved Søekandten. Vinterens Strenghed giør dem der i Landet saa tamme, at de ey allene holde sig nær til Folkes Huse, men endog vove sig ind i Forstuen. Naar noget blivver af en Gryde, Kiedel eller andet deslige Kar paa Sneen udstyrtet, komme de, i Haab at finde iblant det udstyrtede nogle Smuler at stille sin Hunger med, vel 20, ja flere, i en nær samlet Skok løbende lige ind til Bredden af Karret, imedens man endnu under Udstyrtelsen nær Jorden holder det i Hænderne. Linklæder, som om Sommeren ere udlagde paa Marken at bleges, hugge de i Stykker, saa at samme derfor Nat og Dag maa bevogtes. Lige Skæbne haver og Kaalen i Kaalhaverne, hvilken de, naar den om Høsten er fuldvoxen, i en Hast, om de maa raade sig selv, giøre Ende paa. Denne Vanart fornemmes dog ikke hos de andensteds i Norge sig befindende Krager.

Ravne haver og Finmarken nok af. Disse skadelige Rovfugle ødelegge Fiske, som man haver ophængt til at tørres og Ryper i Snarerne (87).

Skaden, kaldet af Lapperne: Ruosh-Karanas, og af de Norske efter Stedernes adskillige Dialecter: Skiuur, Skiuul, Skioor, Skieer (88), sees vel nu og da der i Landet, men sielden længere Nord, end i Alten og Hammerfest i Vest-Finmarken. Hænder det, at den kommer til Vardøe i Ost-Finmarken, og der med sin Sqvaldren lader sig høre nær Kirken, agtes det, som et Præsagium for Stedets Præstes Død eller Forflyttelse; og holdt den sig nær Festningen i den Tiid, da Finmarkens Amtmand der residerede, indbildte man sig, samme at betyde hans Afgang ved at døe eller forflyttes.

Ligesom i en Deel andre Norges Egne, saa og i Finmarken, forekommer et Slags, i Skoven sit Tilhold havende, store Fugle, hvis Han af Slaget, som af de Norske kaldes: Tiuur eller Todder, og af Lapperne: Zhiufzhia (89), haver en hvislende Røst, og er nesten af en Ørns Storlighed, og paa Farven mørke-graa med undermængede sorte og hvide Fiere i Brystet og under Bugen, og i sin Adfærd, ved at bryste sig og ophæve sine Fiere, ligner en Kalkonsk Hane; men Hunnen, kaldet af de Norske: Røy, og af Lapperne Goaappel, er mindre af Vext, og paa Farven bruun-spraglet. Benævnte Fugls Kiød smager hart ad, som Kiødet af de gemeene Ur-Fugle (90), men falder noget grovere.

I bemeldte Land bliver man af en Hendelse vaer en stor Fugle, der haver omtrent en Alen lange Hals og Fødder, og bliver af Lapperne kaldet: Guorga (91)

Finmarken haver stort Forraad af Ryper (92); samme ere om Sommeren brun-spraglede, men hvide om Vinteren, paa hvilken Tiid af Aaret de undertiden legge sig ned i Sneen, ligge der gandske stille, og lade sig saa oversnee, at de af en Forbigaaende ey kan sees; efter at have nogen Tiid saa ligget, begive de sig fra samme Leyested, som efter deres Bortgang fremviser i Sneen en liden Hule. Af benævnte Fugle gives tvende Slag; det eene kaldes af Lapperne: Rieusak, og af norges norske Indvaanere: Skov-Ryper eller Lie-Ryper, fordi de holde sig gemeenligst i Skoven, i Liider og Bakker; det andet Slag navnes af Lapperne: Giron (93), og af de Norske: Field-Ryper eller Skare-Ryper (94), fordi deres jevnligste Tilhold er paa høye Fielde; samme ere mindre, og have anderledes lydende Røst, end de forbemeldte. Til at fange benævnte Fugle, giøre Lapperne et tet Gierde af Birke-Træer, som de i Skoven med Bul og Top nedfælde, og legge et efter andet langs hen ad Marken med deres Toppe og Grene hinanden gandske nær; undtagen at de her og der ved Jorden efterlade en saa stor Aabning, at en maadelig Fugl kan komme der igiennem; i enhver af bemeldte Aabninger indsette de en liden med Snarer behængt Green, hvilken med begge Enderne, ligesom med to fra hinanden udspendte Fingre, nedstikkes i Jorden. Naar Ryperne, ved Gierdets eene Side pillende Knoppe af Træerne, gaae fra et Træ, som bemeldte Gierde bestaaer af, til et andet, og dem, i det de saa gaae, forekommer et af de Hul, som Grenen med Snarene staaer udi, vil de smyge der igiennem, for at komme paa den anden Side af Gierdet, og med det samme blive hængende i Snaren (95).

Vilde Duer (96) sees undertiden i Ost-Finmarken. Ved Russe-Kysten have de efter Beretning mere Tilhold.

I en Deel Finmarkiske Egne teer Bruus-Kopper sig (97); somme af de, der i Landet forekommende, ere mørke-blaa med hviid Krave om Halsen, andre brune med rød Krave, og en Deel spraglede med mørkebrun Krave. I Storlighed ligne de omtrent en Brokfugl, men ere meere høybeenede. Nebbet befindes spidst og af en rødguul Farve. Paa dem, som ere Han af Slaget, sees Hovedet for til, lige fra Nebbet op ad, at være ziret med en rød tagget Federløs Huud, og paa Siderne med udstaaende Fiedre, der fremvise tvende Øren. Paa Leege-Pladsen, hvor benævnte Fugl parrer sig med sin Mage, hvilket skeer paa smaa tuer, som den sig dertil udvælger, bryster den sig af sine Fiere, og teer sig med sælsomme Geberder, som giver Anskueren Fornøyelse at see; i sin Adfærd ligner den meget Urhanen.

De endog i Danmark bekiendte Brokfugle, der ere smukke paa Farven og nydelige af Smag, kan regnes iblant Finmarkens Fugle-Vildt; thi de der i Landet, ligesom paa andre Steder i Norge, infinde sig om Foraaret, og tage Afsked om Høsten.

Naar det lider imod den Tiid, at de vil begive sig bort, samle de sig i utrolig store Flokke. Sit meeste Tilhold have benævnte Fugle paa Myrer og Heder, hvor de giøre sig Rede, og udlegge sine spettede Æg under aaben Himmel, gemeenligst i smaa Mose-Tuer, hvorfor dem i en Deel Norges Egne gives det Navn: Heilone, som paa reent Dansk udført bliver: Hedelone; andensteds o Norge kaldes de: Agerloe, hos Lapperne hede de: Bizhiutzh (98).

Af Holtzsnapper, kaldede af de Norske: Spove, og af Lapperne: Gustastak, gives i Finmarken, ligesom i de øvrige Norges Egne, tvende Slag, hvilke i Storlighed ere hinanden ulige, endskiønt begge have nesten een og samme graa-brune Farve, samt høye Been og langt smalt og krumt Neb (99). Paa store Stene i Strandbredden sees de som oftest. Udi Myrer udlegge de sine Æg. Deres Kiød er heel nydeligt.

En Fugl af Lapperne, kaldet: Mækkastak, og af de Norske efter adskillige Dialecter: Rysse-Giøg, Mækker-Giøg, Myre-Hest, lader sig i Finmarken, ligesom og paa flere Steder i Norge, see og høre; benævnte Fugls Fiere ere brunspraglede, dens Neb er langt og spidst, og dens Røst temmelig liig en Buks Brægen. i Storlighed er den mindre, end en Brokfugl. I Myrer har den sit Tilhold. Jeg veed ikke rettere, end at jo samme Fugl ogsaa i Danmark forekommer, og bliver der kaldet: Myre-Buk (100).

En allevegne ved Søekandten i Norge bekiendt Fugl, som hos Lapperne heder: Sagan, og hos de Norske i de fleste Egne: Kield (101); men i nogle: Rone-Kalv, haver og sin Værelse i Finmarken; benævnte Fugl noget overgaaer en Brokfugl i Storlighed, haver et langt rød-guult Neb, blegrøde Fødder, og under Bugen, i Brystet og paa en Part af Vingerne hvide, men i øvrigt sorte Fiere. I Strandbredden holder den sig jevnligst, og sammesteds udlegger sine spettede Æg, og udklækker sine Unger i et enfoldig tillavet Rede iblant Græsset, ja endog iblant Stenene. Med Fornøyelse kan man see paa denne Fugls Adfærd, da den i jevne og sandige Havbredder følger efter Bølgen, naar den begiver sig ud fra Landet, og pakker sig tilbage fra den, naar den imod Landet giør Anfald. Derimod er en Skytter ey synderlig tilfreds med at høre samme Fugls utidige Skriig, saasom det ved at robe hans Nærværelse afskrækker Vildtet.

I Finmarken sees og en Fugl, kaldet af Lapperne: Buvadak, og af Landets Norske Beboere: Skriig-Kield (100), hvilken i sin Skikkelse ligner de forbenævnte Kjælde, men er mindre saa og uliig dem paa Farven, i det at hine ere, som meldt, hvide under Bugen, i brystet og paa en Part af Vingerne, for Resten sorte; men denne befindes graa-agtig. Fast idelig lader den sin kiedsommelige Røst høre, og haver deraf faaet bemeldte Navn, som meget vel beqvemmer den. Andensteds i Norge kalder man den: Strand-Kiæld, fordi dens gemeenligste Tilhold er i Strandbredden.

Man forefinder iligemaade i Finmarken en liden Fugl, som Stedets Norske Beboere give Navn af: Fjæreplit; men Lapperne: Gaddevierrush. Benævnte Fugl, som og paa andre ved Søekandten i Norge beliggende Steder er bekiendt, overgaaer lidt en Tag-Spurre i Storlighed, og haver paa Rygen graa-spraglede, men under Bugen og vingerne hviidagtige Fiere, langt spidst neb, pibende Røst, temmelig lange Been, og sit tilhold nederst i Strandbredden nær Vandet, hvor den ved Flugt begiver sig fra een til anden med Tang begroet Steen. Sielden sees een allene, men som oftest en halv Snees, flere eller færre, i et Følge. Bemeldte Fugls Kiød er behageligt af Smag (103).

Man bliver og i Finmarken vaer en liden Fugl, af Stedets Norske Indvaanere kaldet: Sandmuling (104). Benævnte Fugl, hvis Røst er pibende, sees snart i Strandbredden, snart høyere oppe paa Marken. Fra et Sted til andet begiver den sig ikke gaaende, men med et net og gesvindigt Løb.

Finmarken er og begavet med et Slags smaa Fugle, som af de der i Landet boende Norske kaldes: Snee-Titing, men af andre Norges Indbyggere efter Stedernes ulige Dialecter: Field-Stær og Snee-Fugle; og af Lapperne: Alpe. Samme have kort Neb, og ere af Farve nesten hvide med mørkagtige Vinger, og af Smag heel nydelige. Forunderligt er det, som om dem for vist berettes, at de ved Vandets Aftagelse og Tilvext aftage og titage i sin Fedme, saa at i høyt Vand befindes deres Kiød over alt af Fedme bedækket. Til at fange dem legge Lapperne om Vinteren ud paa Sneen en liden Kiep besat med Snarer, der ere giorte af Koe-Hale-Haar og ligeskikkede med dem, som til Kramsfugl-Fangst sammensnoes af Heste-Haar. Naar Fuglene trine over Kieppen, besnæres de. Bemeldte Fugle lade sig mange Tusinde i Tallet om Foraaret see i en samlet Flok paa visse Steder i Norge, helst ude paa Øerne, og sammesteds 3 Ugers Tiid forblive, hvorefter de forføye sig bort, og ey komme igien, førend paa samme Tiid i nestfølgende Foraar (105).

Den Finmarkiske Stillitz (106) er af deylig Farve, og synger liflig.

En Graa-Irisk (107), med Columbin Farve under Halsen, forlyster og en Spadseergienger i de Finmarkiske Skove med behagelig Stemme.

Man bliver og sammesteds vaer en liden, kortnebbet, om Hovedet sortspraglet, under Bugen lysegrøn, paa Stierten med røde og gule Fiere ziret, og i øvrigt af Farve bruunagtig Fugl (108). Samme lader sig i Skoven høre med yndig Stemme. Udi smaa Huler i Jorden udlegger den sine Æg.

Desuden er og Finmarken begavet med adskillige flere smaa Sang-Fugle, saasom: En liden graa-agtig Fugl, af Lapperne kaldet Veige-Zizatzh (109). En liden sort-bruun Fugl med hviid Ring om Halsen, af Lapperne kaldet: Gjelavælgo (110). En Fugl noget mindre end en Drossel, og paa Farven temmelig lignende en Lerke, af Lapperne kaldet: Lafhol (111), hvilke alle liflig synge.

Ved Elve-Breddene i titbenævnte Land lader sig en liden Fugl see, som Normændene kalde: Laxe-Titing (112). Iligemaade sees der hos Elve-Fossene en liden Fugl, af Stedets Norske Indvaanere kaldet: Elve-Kald (113), og af Lapperne: Kuoikgarheek. Benævnte Fugl, som er af Farve sort med en hviid Ring om Halsen, fornemmes og i de øvrige Norges Egne.

Anlangende Finmarkens Søe-Fugle, tiener til Underretning, at der gives Svaner (114), hvilke man paa sine Steder der i Egnen fanger med Fælder.

Det er vitterligt, at Vild-Giæssene eller de saa kaldede: Graa-Giæs, hvert Foraar begive sig fra de varme Lande til Norge, hvor de, helst paa Øerne ude ved Havet, hele Sommeren forblive og udklekke sine Unger, og at de om Høsten, naar Ungerne ere fuldvoxne, tage Afsked igien, forføyende sig derhen, hvor de komme fra. Vel fare en Deel af benævnte Fugle ikke længere Nord, end til Nordlandene, og nogle ey videre, end til Øerne i Bergens Stift, ja somme maaske ikke engang saa langt; dog fornemmes de fleste ey at slaae sig til Rolighed, førend de have naaet Finmarken, hvor de paa sine sædvanlige Tilholds-Steder, som iblant andre i Særdeleshed ere Sør-Øen, Ing-Øen og Rolfs-Øen i Vest- og Hen-Øerne i Ost-Finmarken, om Sommeren yngle, og, eftersom de best vide og kan, ernære sig, indtil de om Høsten med sine fuldvoxne Unger bortfare. Mærkeligt er det, at disse Fugle paa sin foretagne Reyse fra deres Vinter-Qvarteer i de varme Lande til Norge, hvor de om Sommeren agte at forblive, alternere med hverandre at være hinandens Veyvisere; thi man seer dem gemeenligst at flyve i en Rad, een efter den anden, ofte 50, ja flere i et Følge, og at den, som een Tiid haver været først i Spidsen, giver sig i Flugten tilbage, og lader en anden flyve for an. Merkeligt er det og, at de paa Reysen have visse Hvilesteder, hvor de om Natten, ofte ogsaa nogle Dage tillige, opholde sig helst i indelukte smaa Viige, hvor der er lavt vand; men det allerforunderligste er, at disse Fugle, som ellers have Navn for at være meget taabelige, saa at man i Anledning deraf kalder et taabeligt Menniske en Taabe-Gaas, vide paa mange hundrede Miles Distance, saa net og lige at finde Vey, ey allene til samme Egn, men det som mere er, til samme lille Øe og Holme, hvor de i forrige Aar havde Rede. En Styrmand, der i mange Aar har gaaet i Navigations-Skole, veed ikke ved Anvisning af Compas, Søekarter og Gradstokker bedre at treffe Vey til langt fraliggende fremmede Lande, end disse umælende Dyr af Naturens Drift vide at finde de fra deres Vinter-Qvarteer mange hundrede Mile fraliggende Steder. Benævnte Graa-Giæs ere skarp- og grand-seende. Desuden, naar de andre sove, staaer stedse een paa Vagt, saa at en Skytte maa derfor snildelig bære sig ad for at komme dem saa nær, at han med Skud kan naae dem; dog maa een og anden falde for Lappernes Rifle-Kugle. De fange dem og i en Fælde, der overdekkes med grønt Græs til Lokke-mad. En Deel blive slagne ihiel paa den Tiid om Sommeren, da de fælde sine Fiere, saasom ey værende i Stand til at undflye. Befindende sig i bemeldte svage Tilstand, forføye de sig til eensomme, Folkes Farevey langt fraliggende, Steder, for der en Tiid at opholde sig.

I Øst-Finmarken forekommer after Beretning et Slags Vildgiæs, der befindes mindre og af anden Farve, end de forbemeldte, i det at hine ere graa, men disse brune paa Ryggen, og under Bugen hvide med sorte tærnede Spetter, og have desuden hviid Ring om Øynene, samt brand-guult Neb og brandgule Fødder (115.) De her beskrevne Giæsses Kiød er velsmagende, og deres Æg af Skikkelse og Dyd, som de tammes.

Ænder gives i Finmarken af adskillige Slag, der baade ere yndelige af Farve og nydelige af Smag. Sammesteds forekommer en Fugl af en liden Ands Storlighed, sort af Farve, og havende sit Tilhold i salte Vande og ferske Søer. Lapperne kalde den: Skoaarra (116).

Af de i hele Norge ved Søekandten bekiendte Æderfugle (117) haver Finmarken et usigelig stort Forraad, saa at paa sine Steder, i sær i Porsanger-Fiorden, ere paa engang mange Tusinde i en samlet Flok at see. Han af Slaget, kaldet af Lapperne: Likka, haver et grønagtigt bredt Neb, prægtige hvide, sorte, blaa-agtige, grøn-agtige og bruunagtige Fiere, smukt fordeelte paa Hoved, Vinger, Bryst etc. Hunnen derimod er bruunspraglet; hendes, saavel som og Fierene af den, der er Han af Slaget, ere meget gode til Fyld i Underdyner. Tillige er hendes Duun formedelst sin Blødhed baade Inden- og Uden-lands i Priis, og bruges, endog i Kongers og Fyrsters Hof, til Fyld i Sengeklæder. Hendes Æg ere af en blaa-graa Farve, og nesten et lidet Gaase-Ægs Storlighed, og, endskiønt Blommen befindes bleeg, er den dog ikke af Smag ubehagelig. Sit Rede haver hun gemeenligst iblant Lyng eller smaat Krat, undertiden og iblant Græs eller tørt Tang i Strandbredden, og ruende derover holder saa trolig Vagt over samme, at hun ey forlader det, førend dan kommer hende gandske nær. Endskiønt hun i Storlighed langt overgaaer en Ravn, er hun dog ey i Stand til at forsvare sig imod hans voldsomme Adfærd, i at tage hende med sit Neb fat og Nakken, slæbe hende af Redet, og opæde Æggene for hendes Øyne. Bemeldte Fugles Kiød er ey af det nydeligste.

Finmarken, ligesom og andre ved Hav-Siden liggende Steder i Norge, eyer et Slags store Fugl, kaldede: Imbrer, hvis Fiere ere sort- og hviid-spraglede, Nebbet langt og spidst, Fødderne bag ud gaaende, og Røsten et fælt Skriig, som af gemeene Mand troes at spaae Vestlig Vind. Benævnte Fugle er stor nok, thi een af de største veyer 15 Pund, men ey nyttig nok; thi dens Kiød er seyt og af Smag ubehageligt. Den sees fast altid at ligge paa Vandet, og synker derfor saa dybt, at, uberegnet Hovedet og Halsen, er fast intet af den uden Fierene oven Vandet tilsyne. Fordi Kroppen, som meldt, er af en svar Tyngde, men Vingerne derimod ere smaa, falder det den besværligt at flyve, og derfor, endskiønt man kommer den nær, undviger den dog ikke ved Flugt, men ved at dukke under. Gemeenligst finder man den for sig selv eene, saa det er en rar Hendelse at see to samlede paa et Sted. Dens Sluugvurenhed kiendes deraf, at den kan indsluge en temmelig stor Fisk (118).

En allevegne i Norge bekiendt Fugl, som af de Norske nævnes Lom, og af Lapperne: Gakkor og Gakatte, haver og sit Tilhold i Finmarken. benævnte Fugl er større end en And, men mindre end en Gaas, haver langt og spidst Neb, en sterk og derhos selsom Røst, lang og smal Hals; Kroppen iligemaade falder lang og smal. Fødderne føye den ey i at gaae, hvortil den er fast ubeqvem; men Vingerne ere den desmere til Villie i at flyve, hvortil den er meget snar og gesvindig. Sine Æg udlegger den paa græs-groede Jord-Stykker i en fersk Søe oppe paa et Field (119).

De over alt ved Søekandten i Norge bekiendte Fugle, kaldede: Skarv, tee sig og i Finmarken. Benævnte Fugle have, ligesom den nest forbemeldte, langt og spidst Neb, men ere lidt større af Vext. De fleste befindes gandske sorte, nogle hvide under Bugen, i øvrigt sorte. Deres Sædvane er alternatim at svømme i Vandet, og at staae i en samlet Flok paa et Skiær, med Vingerne udslagne imod Solen og Vinden, for at tørre dem. Begivende sig ned af Skiæret kaste de sig, for at blive des beqvemmere til at flyve, først lige i Vandet, og væde Vingerne, førend de videre fortsette deres Flugt. De ere meget graadige, og kan, endskiønt Halsen er smal, indsluge temmelig store Fiske. Efterdi de af dem tage sin Føde, faaer Kiødet Smag af Fisk, og følgelig bliver ubehageligt at spise; dog, vil man koge det ud iblant Erter, forgaaer bemeldte Smag det nogenledes. Bemeldte Fugle udlegge sine Æg og udklekke sine Unger i Steen-Urer (120).

I den Finmarkske Søe fornemmes et Slags Fugle, kaldede: Hav-Hest. Denne Fugl sees gemeenligst langt ude i Havet i aaben Søe, undtagen ved indfaldende tykt Taage-Veyr, da den undertiden befindes ibland Hav-Skiærene nærmere Landet; man slutter derfor, at den udlegger sine Æg ved den Grønlandske Kyst. I Storlighed og paa Farven ligner den nesten en graa Strand-Maage, undtagen at den er mere lyse-graa, og haver derhos nogle indmængede bruunagtige Fiere. Om Nebbet, der synes ligesom i visse Parter afdeelt, hver Part havende sin underskeedlige Farve, sidder et lidet sort og huult Rør. Dens Røst er pibende og snorkende, og dens Lugt tranagtig. I Flugten holder den Vingerne stive, merkes ogsaa hos Havets Bølger at sove. Undertiden seer man den at giøre ligesom travende Trin paa Havet, hvilket agtes for et Tegn til en for Haanden værende heftig Storm. Andre Tider derimod fornemmes den sammesteds siddende stille, hvilket ansees for et Præsagium til got Veyligt. Efter beretning bliver man den allerførst vaer paa Tronhiems Bugten, sielden eller aldrig i de Sydligere Vande (121).

Den Finmarkiske Søe eyer og et Slags Fugle, af Landets Indvaanere kaldede: Hav-Orrer. Benævnte Fugle ere af en Æder-Fugls Storlighed, og opholde sig Flokkeviis ved Havsiden. Han af Slaget er lyseblaa paa Hovedet, grøn ved Øynene, blaa, bleeg-rød, guul og sort om Nebbet, hviidagtig ved Halsen, i øvrigt nesten sort med gule Fødder. Hunnen derimod haver bruun-agtig Farve. Herhos skal agtes, at den Søefugl, som i en Deel andre Norges Egne gives bemeldte Navn, er paa Farven lige skikket med Urhanerne (122).

End befindes i Finmarken et Slags mørke-brune Fugle at en Ands Storlighed. Disse holde sig tilhobe i store Flokke, og tillade Folk at komme sig nær, førend de begive sig paa Flugt. Russerne siges at opføde en Deel af samme hiemme i Huset (123).

Finmarken, ligesom nogle andre Egne i Norge, mangler og ikke et Slags Søe-Fugle, af Landets Norske Indvaanere kaldede: Hav-Ælder, hvis Han af Slaget er sort og hviid med en fra Stierten udstaaende lang og spids Fieder. Benævnte Fugle sees gemeenlig mange samlede paa et Sted, og lade sig nesten den gandske Dag høre med en sælsom Røst, lydende: Kjøpangla; hvorfor Lapperne kalde dem: Anggalaggez, og de i Søndre Norges Grændser skiertsviis nævnes: Angle-Magere. I Finmarken siges de i Yngle-Tiden at opholde sig paa Fieldene, og der hos de ferske Søer at udklekke sine Unger. Deres Kiød lader sig spise, men ey med synderlig Smag (124).

Der i Landet, ligesom andenstads i Norge, gives og de saa kaldede Allker (125) og Klub-Allker (126), hvilke udklekke sine Unger i Bierg-Huler.

De paa andre Steder ved Søe-Siden i Norge forekommende Fugle, af Norges Indvaanere kaldede: Lunder (127), giver Finmarken Forraad af. Benævnte Fugl er i Storlighed mindre end en And, og haver et krumt Neb, temmelig lignende et Ørne-Neb, men høyere og skarpere oven til, og i Steden for Ørnens Neb haver ikkun een, er denne af adskillige Farver. Sine Æg udlegger den længst inde i Bierg-Huler, hvorfra de med lange Stænger udtages. Paa sine Steder i Nordlandene haver man smaa Hunde afrettede til at gaae ind i Bierg-Hulerne og udbringe bemeldte Fugle, hvis Fiere ere de kostbareste af alle de Fugle-Fiere, som Norge yder, og meest duelige til Fyld i Sengeklæder.

En allevegne i Norge bekiendt Fugl, kaldet af de Norske: Teiste, og af Lapperne: Zhiælkes, haver og paa sine Steder i Finmarken Tilhold; saavom ved Ækker-Øen, Sylteviigen og Sverholts-Klub i Øst- og Hielmes-Øen, samt Stappen i Vest-Finmarken, saa og paa andre flere Steder. Benævnte Fugl er, ligesom de næst forbemeldte, mindre, end en And, og haver pibende Røst, sorte Fiedre med en hviid Plet paa hver Vinge og smukke røde Fødder. Sine Æg, der paa Skallen ere spettede og paa Blommen fede og rødere, end Hønse-Æg, udlegger den i Steen-Rever og Steen-Urer, hvor den ey giør sig megen Umage for Rede, men ofte legger Æggene paa den bare Jord, sammesteds opklekker den og sine Unger, hvilke i det føste Aar ere paa Farven graa-spraglede, og da nævnes af Lapperne: Borgek. Saa snart bemeldte Fugl, liggende paa Vandet, seer en Bysses Fænge-Krud brænde, dukker den i samme Øyeblik under (128).

Maager haver Finmarken i Mængde, ey allene de store Graa-Maager, de saa kaldede Sild-Maager, der ere de største iblant alle (129), og de store hvide Maager med sorte Vinger, guult Neb samt gule Fødder, hvilke Nordmændene kalde: Sortbag, og Lapperne: Gairo (130), og de mindre Maager af samme Farve, Lapponice: Sobmer (131), og de store hviide Maager med lyseblaa Vinger, samt guult Neb og gule Fødder, hvilke af de Norske kaldes: Blaa-Maager, og af Lapperne: Dalvek (132), men endog i Besynderlighed de mindre Maager af samme, hvilke hos de Norske heder: Sæing, og hos Lapperne: Gaiske (133), og allermeest de andre smaa Maager, der have sorte Fødder, men i øvrigt paa Farve og Storlighed hart ad ligne de nest forbemeldte, og kaldes af Normændene: Krøkke, og af Lapperne: Skjerro (134), hvilke sidstbenævnte i mange tusinde Tal paa sine Steder der i Landet udlegge sine Æg, og udklekke sine Unger i steyle og bratte Klipper, hvorfra de, naar Folk farer der forbi, flyve ud i en utrolig Mangfoldighed, opfyldende Luften og Ørene med saadan Skrigen, at man neppe kan høre et Ord af en andens Mund. I sær forekommer der hos Sverholt i Øst-Finmarken en meget høy, steyl og bred Steen-Klippe, kaldet: Sverholt-Klub, i hvis imod Havet vendende Side, fra dens eene Bred til den anden, og fra øverst til nederst, Naturens Mester haver dannet lange smale Græs-Bænke, den eene med en Distance oven over den anden, hvorpaa berørte Fugle, de saa kaldede Krøkker, liggende ved Siden af hinanden udlegge deres Æg, og udklekke deres Unger. De Æg, der befindes i de nederste Græs-Bænkes Reder, fanger man med en Skee, der haves fæstet til Enden af en lang Stang. De øvrige er det umueligt at bekomme. Hos disse Fugles Yngle-Sted haver Ørnen Tilhold, hvilket deres Unger maa undgielde. Samtlige beskrevne Maagers Æg ere spettede, og, endskiønt Blommen falder lidt rødere og geilere, end Blommen i et Hønse-Æg, er den dog ikke af Smag ubehagelig. Herhos skal agtes, at den forbemeldte Maagerne, hver i sit Slag, tilegnede Farve, og de dennem givne Navne ikkun ere at forstaae om dem, der, hver i sit Slag, ere fuldvoxne; thi Ungerne ere i Førstningen graaspraglede, og, saa længe de beholde den Farve, kaldes af Normndene: Skaar-Unger, af Lapperne: Skavle, og naar de (hvilket skeer om Høsten samme Aar, i hvilket de om Sommeren vare udklekkede) begynde at blive hvide paa Fierene, nævne Lapperne dem: Zhjuormalas. Til Maage-Fangst udkaste Lapperne paa Vandet en Snor, i hvis Ende haves en liden Kiep, samt en dertil anheftet Fiske-Krog; naar Maagen seer samme flydende paa Vandet, indbilder han sig, at det er Mading, og indsluger det; hvorpaa man med Snoren trekker ham til sig. Paa denne Maade fange Lapperne mangfoldige Maager, hvis Hud de afkrænge og sælge uplukket Knippe-viis.

Et Slags Fugle, af Norges Norske Indbyggere, kaldede: Tænner, og af Lapperne: Zhjerrek, befindes og i Finmarken, ey allene de gemeene, som og paa andre Steder i Norge forekomme, hvilke have en sort Hette paa Hovedet, ere blaa-agtige paa Ryggen og Vingerne, og hvide under Bugen, med en spaltet Stiert (135), men endog efter Beretning et andet Slag, som overalt er sort paa Farven (136). Benævnte Fugle lade sig med et ideligt og kiedsommeligt snarrende Skriig høre. Deres Ankomst til Landet om Foraaret ansees, som et Forbud for Laxens Komme, saa at, naar man merker disse Fugle at være ankomne, slutter man tillige Laxe-Fangstens Tiid at være for Haanden.

Der i Landet indfinder sig og en Fugl, af de Norske kaldet: Kive eller Kive-Joen, og af Lapperne: Haskel (137). Benævnte Fugl er hviid under Bugen, i øvrigt sort-bruun med een af Stierten udstaaende lang Fieder og temmelig skarpe Kloer. I Storlighed ligner den de smaa Maager. Undertiden holder den sig paa Landet, og der paa en nær Søen liggende Hede udklekker sine Unger; imidlertid fordrager den ey et Menniskes Ankomst, men af Bitterhed flyver en forbigaaende nesten paa Hovedet. Undertiden sees den paa Vandet, og der uden Afskye begiver sig Fiskernes Baad temmelig nær, naar en Smule Fiske-Lever eller deslige udkastes. I Luften forfølger den bemeldte smaa Maager (138) og forbemeldte Tænner, indtil de maa kaste Ureenligheden fra sig, hvilken den i Flugten mesterligen veed at fange og nyde.

I Finmarken forekommer og en liden Fugl, kaldet af de Norske: Smælle-Bot eller Nord-Vest-Fugl, og af Lapperne: Nuorte-Lodde v. Bjeggush. Det første Navn bærer den formedelst dens Tilkomst, der agtes af Indvaanerne, som en Advarsel for Nordlændernes, de saa kaldede Smællers, Komme der til Landet, hvilke aarlig søge derhen for at fiske; det andet gives den i Henseende til dens Flugt fra Nord-Vest-Havet. Benævnte Fugl overgaaer lidt en Tag-Spurre i Storlighed, er under Bugen hviidagtig, paa Ryggen af en indsprængt mørke-bruun Farve, haver et spidst sort Neb og mørkeblaa høye Been, samt halv-spaltede Fødder, og er derfor des beqvemmere til at kunde holde sig baade paa Landet og i Vandet. Naar Fiskerne blive bemeldte Fugle vaer paa Havet, agte de samme for et vist Tegn til, at Vinden vil snart blæse fra Nord-Vest (139).

Paa Fugle-Jagt betiene Lapperne sig af Rifle-Bysser, med hvilke de ey allene fælde store Fugle, saasom: Graa-Giæs, Æder-Fugle og deslige, men endog de mindre, saasom: Ryper, samt andre saadanne Fugle.

Foruden benævnte Fugle fornemmes og i Finmarken Gjøge (140), Grønspetter (141), Drosseler, Svaler, Steendolper (142), Rendesteens-Snagere, eller i Norge saa kaldede Ring-Erler (143), og adskillige flere (144); men Stæren (145), Tag-Spurren, eller den i Norge saa kaldede Huus-Kald (146), og en Deel andre ellers gemeene Fugle befindes der ikke. At see der en Skade (147) er, som for er meldt, en rar Hendelse.


39) See Linn. Amoen. Acad. IV. 144. de Cervo Tarando.

40) Dog sees begge paa andre Steder her i Stiftet, endskiønt Ælgen eller Elsdyret (Cervus Alces Fn. Sv. 39.) er her rarere end Søndenfields, og opholder sig ikke her ordentlig viis.

41) Paa Finsk: Zerre Morje eller slet hen: Zerre eller Zirre; Vaccinum Myrtillus Fl. Sv. II. 333.

42) Besynderlig er Biørnen kier efter Torten, Bjøntorten; paa Finsk Jerje, Sonchus alpinus Fl. Sv. 689. som i Pontopp. N. R. H. I. S. 21C. kaldes Turte; af hvilken Urt han i sær afbider Toppen, saa at man derpaa kan spore hans hele Vey i Marken, i sær paa Fieldsiderne, hvorsomhelst Torten voxer i Mængde, og intet Qvæg gaaer i Græs som man kunde formode at have afbidt Toppene; thi i sær Køer ere og meget begierlige efter samme Urtes Blade og Stilke, saa at, naar de langt fra see det, løbe de derefter, ligesom efter Sop eller Busop; Boletus bovinus. Fl. Sv. II. 1246. Finnen spiser og selv gierne Marven af Torten-Stilke; endskiønt de ey smage saa vel som Qvanne-Stilke; caules Angelicæ Archangelicæ Fl. Sv. II. 245. hvorom Forfatteren tilforn har handlet, og hvilke ogsaa Biørnen gierne æder. Denne er og kier efter Finne-Kaal, ellers og kaldet Guppel eller Goppel, Campanula latifolia, Flor. Dan fasc. II tab. 85. og spises ogsaa saavel af Finnerne i Lofoten og Vesteraalen, som af Bønderne i Guldalen og andensteds. Der have vel adskillige Bær Navn af Biørnen, saasom Heste- eller Ravne-Bær, eller saasom de Søndenfields kaldes: Rype-Bær; Finnernes Karanas eller Garanas-Morje, i.e. Ravne-Bær, Arbutus alpina; Fl. Sv. II. 359, som findes aftegnet i Oeders Flor. Dan. fasc. II. tab. 73. Disse Bær kaldes paa de fleste Steder i Nordland: Bjøn-Bær. Ved Trondhjem derimod kalder man i Almindelighed med dette Navn de ellers saa kaldede Ulve- eller Ræve-Bær (Luse-Bær, Vinterfrø) Paris quadrifolia. Fl. Sv. II. 346. Fl. Norv. I. som kan sees aftegnet i Oeders Fl. Dan. fasc. III. tab. 139. Man dette sidste Slags har jeg ikke hørt, at Biørnen æder. De spises heller ikke af Mennisker, men ansees for skadelige, og kaldes derfor ogsaa Trold-Bær.

43) Heraf er 2 Slags, nemlig Ulve-Goupe, Felis Lynx; Fn. Sv. 10. og Katte-Goupe, Felis cauda truncata, corpore albo maculato, Fn. Sv. II. Den Sidste er mindst, samt rarest, og dens Skind dyrest. Nogle føye og det tredie Slags til, som de kalde Ræve-Goupe; men, saa vidt jeg af Skindenes Sammenligning har kundet slutte, bliver denne sidstmeldte intet andet end en Arts-Forandring af Ulve-Goupen eller Lossen. See i øvrigt Hr. Ströms Søndm. Beskr. I. 151.

44) Canis vulpes α) fulvus Fn. Sv. 7. Desuden findes og her i Stiftet Brandræven, Vulpes ferrigineus Linn, loc. cit. lit. γ.

45) Vulpes cruciatus Linn. l. c. varietas β.

46) Disse tvende sidst nævnte Art-forandringer af Ræven, nemlig den over alt sorte og den sølvhaarede, af hvilke begge jeg selv har seet Skindene, fanges og i Nordlandene, dog er den sorte særdeles rar. Undertiden have og de sølvfarvede et Kors paa Ryggen.

47) Jeg har allerede bemerkt, at Melrakken er Canis lagopus Linn. Fn. Sv. 8. nemlig dens hvite Art-forandring; hvilken hvide Farve den har ikkun om Vinteren; thi om Sommeren saasom jeg selv har seet paa en, Hr. BiskopFfriis har havt levende i sin Gaard, er den, fornemmelig paa Ryggen, sorte-graa, og formedelst denne Farvens Forandring staaer jeg i de Tanker, at den hvide Ræv, Forfatteren næst tilforn har meldet om, med sorte Øren og Fødder, samt sorte Haar paa Halen, bliver ingen anden end Melrakken, for saa vidt han har været nær ved at faae sin fuldkomne hvide Vinter-Farve. Et Melrak-Skind koster i Nordland 1 Ort til 1 Ort 4 Sk. Der gives og, saavel i Nordland som i Finmarken blaa eller blaa-graa Ræve, hvilke Hr. von Linné holder for en Artforandring af Melrakken, og de kan heller ikke være andet, saa vidt jeg af Skindenes Sammenligning kan slutte. Ellers er disse temmelig rare.

48) Melrakkens fornemste Føde er Lemenner, paa Finsk: Godde-Sapan, mus Lemmus Fn. Sv. 29.

49) Søndenfields saavelsom her i Stiftet bruger man, for det meeste, følgende Maade at dræbe Ulve paa. Man flaaer om Vinteren Skindet af et Faar, en Gied eller en Kalv, bestryger dets indre Side et Par gange med Spansk Salt-Lage, fylder det siden ud med Kiødet gandske smaa-hakket, efterat man dermed har blandet et Skaalpund Ulve-Mose (Lichen vulpinus Fl. Sv. 1129.) gandske fiin hakket og i Vand vel blødet, samt tvende Haandfuld sønderstødt Glas og 8 til 10 Rævekager, hvopaa Skindet syes igien, og henlegges, indtil det er bleven gandske stivfrossen, da det paa det Sted, hvor Ulven kan ventes, stilles paa fire Been, saa at det har Anseende af et levende Creatur.

50) Af Maaren, Mustela Martes Fn. Sv. 15. fører Hr. von Linné tvende Artforandringer an, nemlig Bøge- og Gran-Maar. See og Ström. Sundm. Beskr. I. 154.

51) Om Fiilfrassen, eller Jærven, (Mustela gulo Fn. Sv. 14.) see Act. Nidros. III. hvor den og findes aftegnet.

52) Hos os bruges Skindet til Mandfolk-Mosser, og koster et saadant Skind fra 4 til 7 Rixdaler, alt eftersom det er stort og smukt til.

53) Dette fortæller Forfatteren ikkun efter Beretning. Mig er saadant og ofte berettet; men bliver gandske sikkert en Fabel, som formodentlig har sin Oprindelse deraf, at man har seet en Jærv gaae ind imellem tvende, ey langt fra hinanden staaende Træer, for at skubbe sig paa det eene. Ellers er Fabelen meget gammel. See Act. Nidr. I cit.

54) Bævern (Castor Fiber Fn. Sv. 27.) opholder sig hist og her i Nordlandene ved de ferske Vande.

55) Dette gielder om dens tvende krumme Frem-Tænder, som paa den yttre Side eller oven paa ere rød-gule.

56) Rumpen er flad og rundet i Enden, og bestaaer inden til af Spek, som omgives med et Skind, hvilket paa sin yttre eller udvortes Side er over alt tet besat med, paa hinanden liggende, Skiæl. Paa det Exemplar, Thom. Bartholin har havt, maa altsaa en Deel Skiæl have været affaldne; thi, i sine Epistolis Medicin. Cent. I. epist. 9. pag. 27. siger han: Cauda Castoris superiori parte sqvamis recta, non inferiori. At den skulde betiene sig af denne sin Hale til at bygge med, har jeg aldrig hørt, kommer mig heller ikke troligt for; men mange have berettet mig, at den indretter sin Bygning saaledes, at den kan have sin Hale i Vandet, naar den vil, og dette er troligt.

57) At man undertiden seer Bævere med ikkun lidet Haar paa Ryggen, kan vel ikke negtes. Men, andre Aarsager at forbigaae, holde adskillige for, at saadant kommer deraf, at den kryber igiennem sine Gange i Jorden, og skubber saaledes Haarene af sig. See og Algem. Gesch. der Länder und Völker von Amerika 2. Theil §45. S. 495. om den der saa kaldede Jord-Bæver (Erd-Biber). Af denne Omstændighed lader sig vel altsaa ikke slutte, at een og anden Bæver skulde lade sig bruge til en Glæde. Der ere og alt for mange Ting, som giør saadan Mening utrolig, hvilke jeg med Fliid forbigaaer, saasom de allerede af andre ere berørte, og desuden lettelig vil indfalde enhver eftertænksom Læser.

58) See om Bæverns Huusholdning Act. Stokh. A. 1756. Til Slutning er at merke, at der paa Røraas undertiden sees gandske hvide Bævere, og besidder jeg selv i min Samling et næsten gandske hvidt Bæver-Skind, som derfra er kommen. Om en hviid Bæver, som er at see i det [?] Dresd. Natur. Cabinet, melder og Keysler i hans neueste Reise-geschichte 2ter Theil S. 1070. See og Rzackzynski, hans hist. natur. Poloniæ pag. 216. om tvende hvide Bævere i Polen. Samme usædvanlige hvide Farve sees og undertiden paa andre fiirføddige Dyr saavel som Fugle. Saaledes har en Mand her i Trondhiem, for nogle Aar siden, havt en gandske hviid Ægern med røde Øyne, som, efter Beretning, var fanget af nogle Bønder, paa Vandet, da han seylede paa et Stykke Træ. Hvide Mysser sees og undertiden, dog ey saa ofte som i Tydskland. I Aaret 1762, saaes i Bedstaden en levende hviid Skade (her kaldet Skjur) med nogle sorte Fiere i Brystet. Fra Christiansund og Oure har jeg bekommet tvende saa kaldede hvide Krager; men diss ere dog egentlig lyse-graa over alt uden nogen sort Flek. Man læser og om hvide Ravne, Lerker, Spurrer, o.s.v.

59) Her i Stiftet have vi 3 Artforandringer af Otter (Viverra Lutra Fn. Sv. 12.) 1) Brem-Otter eller Hav-Otter af grovere og stivere Haar og brunagtig Farve, hvoraf Skindet koster gemeenlig 1 Rdlr. Denne er størst, 2) Fjord-Otter, som er sortere og smakkere, og noget mindre. Dennes Skind koster 11 Mk. D. til 2 Rdlr. 3) Vas-Otter eller Elv-Otter, hviid under Brystet, ellers ravn-sort. Dennes Skind gielder 2 og 1 halv Rdlr. og derover. Der gives og, endskiønt meget sielden, hviid Otter. Saadan er seet i Vesteraalen af Hr. Matthias Bruun, nu værende Pastor til Vefsen.

60) Denne har jeg tvende Exempler af, som er 3 Siællandske Alen, og 1 halv Qvarteer lange, 1 og 1 halv Alen og 1 halv Qvarteer tykke. Den har et stort og buttet Hoved. Oven paa er den sort og lyse-brunagtig flekket, neden under guul- og brun-agtig hvilken Farve og viser sig paa Siderne med sorte Pletter. Dette Slags bliver formodentlig den, i Speculo regali, saa kaldede Flekkuselr og Vodtuselr, samt Opnuselr.

61) Deraf har jeg tvende Exemplarer, som ere hvidgule over alt uden Flekker. 1 og 1 halv Alen og 1 ottende Deel lange, 1 Alen og omtrent 1 sekstende Deel tykke, rundt om maalede.

62) Heraf besidder jeg og, efter Hr. Forfatterens Forklaring, et Exemplar, som er noget mindre end den, Anm. 60. ommeldte Dævok, ellers fast af samme Farve og Skikkelse, og bliver nok den, i Spec. reg. saa kaldede Havselr.

63) Synes at være den, ellers saa kaldede Svartside og Latrselr i Spec. reg.

64) Af denne besidder jeg, ligeledes efter Hr. Forfatterens Forklering for mig, et Exemplar, som er næsten 2 Alen langt og 1 og 1 halv Alen tykt; oven paa Ryggen muse-graat, neden under smudsig hviid, med nogle faa Flekker paa Siderne. Mig er den tilsendt fra Nordland, under det Navn Klapmütze, og holdes i Andeæ Bussæi haandskrevne Efterretning om Grønland for den samme, som i Speculo regali, kaldes Blodruselr. Af det udstoppede Exemplar kan jeg ellers ikke giøre mig noget Begreb om den særdeles Klap, som denne Sælhund skal have, endskiønt man hist og her læser nok derom. Spørsmaal, om denne Klap er noget andet, end den besynderlige Øyen-Hinde, som Sælhundene har tilfælles med adskillige andre, saa kaldede Amphibier, samt med KatUglerne? See Hallers Nat. Gesch. I. S. 568.

65) Dette Lappiske Ord betyder saa meget som en Snude eller Næse, lignende en Sælhunde-[Mave?]; og beskrives denne Sælhund af Lapperne, at have et rundt Hoved og en lang Snude, saa at Hovedet og Snuden skal fast ligne en Boutellie. I Forfatterens Nomenclatur siges den at have en krum Næse, hart ad at see til som en Elephant-Snabel; hvilken Beskrivelse synes noget sælsom; dog er det ikke at tvivle paa, at der er et Dyr til, som svarer til det Lappiske Navn, og at dette Dyr meget ligner Sælhunde, endskiønt Beskrivelsen kan være noget ubeqvem, og man kan ikke vist vide, om det skal være en egentlig Sælhund eller et andet, med Sælhundene, nær beslegtet Dyr.

66) Hid henhører 1) Lappernes Hauskar-Gubbo, som paa Norsk kaldes Øskjær, at den Lighed, denne Artforandring af Sælhund skal have med et Øsekar til en Baad. Heraf er mig tilsendt et Exemplar fra Tranøen i Nordland, af en Alens Længde, og, efter Forholds Lighed, tykkere og mere fiirskaaren end andre Kobber, hvilke have en kegelagtig Skikkelse. Dens Farve er graa med nogle Spelter hist og her. 2) De Norskes Hav-Katte, som ellers kaldes Sæle-Kong (Sæl-Konge) og, i Spec. reg. Skemminger. Denne er den allermindste af alle Sælhunde, ikkun 1 Alen lang, og bliver ey større. Den skal ikke have meget Spek, men nedsyltes dog, og spises med stor Begierlighed i Finmarken. 3) Hav-Ert. Af denne har jeg seet Huden, som var saa stor som en Oxe-Hud, nesten saa tyk som en Rosmer-Hud, og sortebrun fornemmelig paa Ryggen. Havde den Øren, saa skulde man snart holde den for den, in Act. petrop. II. saa kaldede Sø-Bjørn, (ursus marinus) som er Hr. von Linnés Phoca ursina S. N. p. 37. Men jeg kan ikke erindre mig at have merket noget til Øren. Dog fortiener denne Sag nøyere at blive efterseet af dem i Nordland og Finmarken, som have Leylighed til at see Hav-Erten.

67) Phoca Rosmarus S. N. p. 38.

68) Af denne Hud, saavel som og af Hav-Ertens, har vore Forfædre giort Reeb og Ankerton, som de kaldede Svardr og Svardreip, og som har været saa sterke, at ikke 60 Mænd have kundet slide saadant et sønder, saasom Arngrim Jonsen beretter.

69) Af Egern, paa Norsk Ikorn eller Ekorn, er der to Slags, nemlig den almindelige, hvoraf Graaverk haves, Sciurus vulgaris Fn. Sv. 37. og Flyve-Ekorn, Skiurus volans Fn. Sv. 38. hvoraf dog den sidste meget sielden sees i Finmarken og Svensk Lpmark.

70) Eller Boitta.

71) De ere og meget mindre end Hermelinen eller Ryskatten (Mustela Erminea, Fn. Sv. 17.) og udgiør en besynderlig Art, som undertiden hos os, ligesom i Sverrig kaldes Snee-Muus, Mustela nivales, caudæ apice vix pilis ullis nigris, Fn. Sv. 18.

72) Det, af Forfatteren, her omtalte bestaaer egentlig i tvende smaa Poser, (folliculis), som ere voxne til Ende-Tarmen, hvoraf anhver er saa stor som en Sukker-Ert, og indeholder en guul tykagtig og meget ilde stinkende Vædske. Deslige folliculi findes hos alle kiødædende fireføddige Dyr, ja endog hos Kaninen, Haren, o.s.v. samt, efter Tysons Anmerkning hos Slangerne. See Raj. Syn. meth. anim. qvadrup pag. 197.

73) Den æder og Lemænner, Vonn eller Muldvarper og Fugle; paa hvilken sidstbemeldte Sag jeg selv har seet Beviis, idet at jeg i Aaret 1762, paa min Hiemreyse fra Nordland, havde en levende Ryskat paa min Baad, som sleed sig løs, og, efterat han havde bidt hovedet af en levende Krykje, (Larus tridactylus Fn. Sv. 157. & Act Nidros. III) og af en Sæing, (Larus canis Fn. Sv. 153.) og fortæret samme; rømte bort, da Baaden var lagt til Landet. Formedelst dens Hurtighed og Smidighed, er den end ikke bange for at angribe en Rotte, i det at den i en Hast kaster ig paa dens Ryg, og bider sig fast i Nakker, da Rotten bliver dens Rov. Saadant har Hr. Major Ecklef berettet mig, selv at have seet, da han var i Island.

74) Mus sylvaticus Fn. Sv. 36.

75) Da jeg finder, at Rajus er noget ufuldstændig i Ryskattens Tænders Beskrivelse, saa er at merke, at den baade i Over og Underkieften har 6 Fremtænder, tvende Bidere (caninos) og 5 Side-Tænder, (molares), hvoraf den fierde eller næst sidste er bredest, og forsynet med 3 Spidser (cuspides). For Resten see Linnæi S. N. X. pag. 45. n. 14. coll. pag. 18. num. cit.

76) Bønderne i Nordland og Finmarken kalde den og Lemming, samt Lemmik; hvoraf det kommer, at den og af en Deel Lapper bliver kaldet Lemmick, endskiønt dens rette Finske eller Lappiske Navn i Finmarken er, saasom Forfatteren strax melder, Godde-Saeppan eller Godde-Sapan.

77) Disses Rede blev, i Aaret 1761 seet endog ved Søekandten i Senjen, nemlig paa Raftnes, Hr. Foged Wangs paaboende Gaard under nogle Tømmer-Stokker og andensteds, og i hvert Rede fandtes, i det mindste, 6 eller 7 Unger.

78) Jeg har og virkelig selv, for et Par Aar siden seet en Muus falde ned af Luften tet ved min Side. Ligeledes har jeg, i Aaret 1759, engang i Nordland seet en Krage-Bold (Echinus esculentes Fn. Sv. 2116.) falde ned af Luften paa en Steen-Klippe; men i begge Tilfælde, har jeg seet en Krage flyvende over mit Hoved, ey paatvivlende, at jo samme Fugl har ladet falde saavel Musen som Kragebolden, (hvilken sidste den pleyer forsetlig at lade falde ned paa en Steen-Klippe, for at faae den knuset, og at bekomme Maden deraf.) Og er det en afgiort Sag, at det paa samme Maade er gaaen til med alle de Lemenner, som en og anden kan have seet falde ned af Luften. Ellers er det bekiendt, at Lemennerne, naar de svømme paa Søen, søge at komme op i nogen nærværende Baad, og at, ved den Leylighed, mange falde ned i Søen igien: men disses Fald er da ikke høyt. Der ere de, som forsikre selv at have seet en heel Hob Lemenner falde ned af Himmelen paa een Gang. Og end ikke dette vil jeg drage i Tvivl, naar man ikke giør Hoben for stor; thi de indfinde sig undertiden i utallig Mængde, og deres Efterstræbere iblant Fuglene ere tillige utallige, saa at det kan hende sig, at mange tusinde Maager, Ravne og Krager, samt Ugler paa eengang flyve op i Luften med sit Rov, hvorom endog mange af dem i Luften tappert slaaes. Ved hvilken Leylighed det ikke andet kan være end at adskillige Lemenner falde, omtent paa eengang, ned, da de svagere ey noksom kan forsvare sig og sit Rov mod de sterkere. Det falder og Kragen besværligt at flyve langt med sit Rov, synderlig, naar Lemennen endnu er levende, ligesom den og har meest Møye med at bemægtige sit dette Dyr; thi den understaaer sig ikke at angribe Lemennen for til, da denne setter sig til Modstand, og gneller mod Kragen: hvofor den ofte maa vige, og ikke tør bemestre sig Lemennen, uden ved at liste sig bag paa den, naar den løber. Ravnene derimod og alle store Hav-Maaser, for Exempel: Svartbag (Larus marinus Fn. Sv. 155.) Hviid-Maase (Qvit-Maase, blaa Maase, store blaa og hvide Hav-Maase, Larus hyperboreus, albus dorso & alis dilute cinercis, extremitatibus remigum prorsus albis) Æmor eller Gulføtting (Larus fusens Fn. Sv. 154.) tillige med Sæingen (Larus canus Fn. Sv. 153.) og besynderlig Gys-Fyglen eller Gys-Uglen (Strux nyclea Fn. Sv. 76.) giøre kun kort Proces med Lemennen; af hvilken Aarsag og den sidstbemeldte, nemlig Uglen, som enter er gandske snee-hviit eller hist og her graaspraglet, har tillige faaet det Navn; Lemens-Griis. Hr. Forfatteren har forsikret mig, at han endog om Natten har merket Lemmingen falde ned fra Luften, og denne Omstændighed var vanskelig at forklare, naar man ikke havde Kundskab om den nu ommeldte Gys-Fugl, som fanger Lemmingen fornemmelig om Natten, og undertiden taber den i Luften.

79) Til Slutning maa jeg endnu melde om Lemennerne, som noget merkværdigt, at de, i Aaret 1757, saaes i stor Mængde paa Tronhiems Byes Gader.

80) Til den Materie om fireføddige Dyr, vil jeg endnu føye følgende Anmerkninger: I Finmarken findes og Mysser, ikke allene den tilforn omtalte Skov-Muus (Mus sylvaticus Fn. Sv. 36.) men endog Lille-Musen, (Mus musculus Fn. Sv. 34.) ligeledes Rotter. Disse har jeg seet ved Tana Elven i Ost-Finmarken, kommende fra et Sted paa Landet hvor en Finne-Gamme stod. Da man forfulgte dem, sprang de ud i Vandet, dukkede under, men kom, efter en kort Tiid, op igien, da jeg lod slaae et Par af dem ihiel med en Aare. Jeg har endnu een af dem udstoppet, dog uden Hale, saasom Finnen, der skulde stoppe den ud, skar Halen først af og kastede den bort. Den seer en Huus-Rotte (Mus Rattus Fn. Sv. 33.) saa liig, at jeg, synderlig, da Halen feyler, ey er i Stand til at skille den fra samme. At den skulde være Vand-Rotten (Mus amphibius Fn. Sv. 32.) kan jeg neppe troe, da den ingen Hinde har imellem Tæerne, saasom om Vand-Rotten berettes hos Raj. de Animal. qvadrup. p. 217. Ellers er Vand-Rotten, efter Hr. von Linné, hans egen Tilstaaelse, endnu ikke de Lærde fuldkommen bekiendt, og man veed ikke med Vished, om og hvorledes den bør skilles fra den store Marke Muus, som paa Svensk kaldes Molle (Mus terrestris Fn. Sv. 31.) samt fra Huus-Rotten. Dog kan mit Exemplar slet ikke være den nu ommeldte Marke-Muus; thi det har fuldkommen en Huus-Rottes Størrelse, og gandske tydelig fire Tæer paa Fremfødderne. Længst hen i Nordlandene, for Ex. Senjen og Tromsøen, ere der og, efter Indbyggernes eenstemmige Beretning, Huus-Rotter. Nebbe-Musen, som her kaldes Muus-Keril, og paa andre Steder i Norge, Muse Skjær; paa Dansk: Angel-Muus (Sorex araneus Fn. Sv. 24.) findes og i Finmarken og Nordland, saavelsom her ved Tronhiem, og kaldes af Finnerne: Zibak. See Forfatterens Lappiske Nomenel. p. 349. hvor han bemerker, at et Slags Muus med en lang Snude, paa Lappisk kaldes: Vandes, saavelsom og Ziebak, hvorved han intet andet forstaaer end Nebbe-Musen; thi jeg har selv hørt Finnerne at kalde denne Zibak. Hvad andre fireføddige Dyr angaaer, som her i Norge opholde sig, og hvorom, i det foregaaende, slet intet er bleven meldet, saa maa jeg henvise til Sal. Hr. Procantzler Pontoppidans N. N. H. II. samt Hr. Strøms Sundm. Beskr. I. Dog vil jeg endnu anmerke følgende: Græv-Svinet, paa Dansk: Grævling (ursus Meles Fn. Sv. 20.) opholder sig ikke, saa vidt jeg veed, her i Stiftet, men vel Søndenfields; hvoraf mig, til Beviis, er bleven sendt et Skind fra Hr. Kaurin, da han opholdte sig i Gulbrands-Dalen. Af Hr. Pontopp. N. N. H. II. S. 46. maa man slutte, at dette Dyr og opholder sig i Bergens Stift. Pindsvinet (Erinaccus Europæus Fn. Sv. 22.) har jeg heller ikke merket til her i Stiftet; men i Christianiæ Stift har jeg seet nok deraf. Om Hvale og andre Hvalatede Dyr skal handles ved det følgende Capitel.

81) Af Ørne ere 2 Slags her og i Finmarken meest bekiendte: 1) Land-Ørn, paa Dansk: Gaase-Ørn, Falco ossifraga corpore e fusco & ferrugineo maculato, cera flava, pedibus lutois ad medias tivias lanatis, rectricibus extrorum nigris. Ossifraga Brisson. Ornith. G. IX. 9. Brünnich. Ornith. p. 3. n. 13. paa hvilket sidste Sted en udførlige Beskrivelse kan læses. Det er ikke at negte, at denne Ørn jo noget lignes Chrysaetos Auctorum, saasom Willoughbeys Golden Eagle (Ornith. p. 76. §. 21.) og Hr. Halles Stein-Adler eller Gold-Kønigs-Adler (N. G. II. S. 174. n. 114.) endog i Størrelsen; ligesom den og er den allerstørste Ørn, som her til Lands er bekiendt. Men Auctorum Beskrivelser passe sig dog ikke fuldkommen, saasom af den givne Character letteligen kan sluttes; og den største Vanskelighed viser sig derudi, at dens Fødder ikke ere heel laadne lige ned til Tæerne; thi, naar denne Beskaffenhed ikkun fandtes ved Falci Chrysaetos, saa kunde jeg ikke bære Tvivl om, at den henhørte til samme Art. Det Exemplar af denne Ørn, som jeg nu besidder, har jeg at takke Hr. Byfoged Jalles paa Molde for, i hvis Gaard jeg og, i Aaret 1760, saae et af samme Slags levende. Men jeg har desuden og havt tvende andre af samme Art, begge skudte paa et Aadsel paa min Gaard, Berg ved Tronhiem, i Aaret 1762, den eene den 24de Februarii, og den anden den 1ste Martii; og grunder sig tillige den Character, jeg har givet paa den Beskrivelse, jeg den gang strax giorde for mig, da de vare blevne skudte. Af hvilken Beskrivelse jeg endnu vil anføre følgende: Øyestenen var sort, og havde en bleeg-guul Ring omkring sig: Næse-Huden (cera) var glat og vox-guul: Nebbet sorte-blaat. Den eene veyede 11 Pund og derover, den anden 9 Pund. Stiert-Pennerne vare, paa den yttere Side, sorte, men, paa den indre, smudsig-hvide med een og anden større sort Flek og smaa Pletter paa. De vare begge af Hun-Slaget, hvoraf alt, efter mine Tanker, sees, at den snarere bliver en Artforandring af Albicilla Linn. end Chrysaëtos, om den ikke skulde være en nye Art, som ey forekommer hos Hr. von Linné. I Vest-Finmarken, for Ex. i Loppen, blev dette Slags Ørn, kaldet Fjeld-Gliir. 2) Fisk-Ørn (Falci Albicilla Fn. Sv. 56. Brünn. Ornith. pag. 3. n. 12. Pygargus, Albicilla, Hinnularia autorum. Et Par af dette Slags har jeg og ladet skyde paa et Aadsel; men, for nærværende Tiid, har jeg ingen deraf ved Haanden, om hvilken jeg med fuldkommen Vished kunde sige, at den henhørede til dette Slags. Jeg besidder vel endnu tvende forskiellige Ørne; men er noget uvis paa, hvor jeg skal føre dem hen. Den eene af disse er mindre end den tilforn beskrevne Land-Ørn eller Fjeld-Gliir, dog vel saa stor som en Gasse. farven paa Hovedet, Halsen, Brystet og Bugen, samt oven paa Vingerne, er en Blanding af bruunt og lyse-graat, dog blegest paa Hovedet og Halsen, hvor og Fierene ere lange, smale og spidse i Enderne, med en bleeg Rand om. Paa Ryggen er den første brunagtig, og jo længer ned imod Stierten, jo mindre seer man til den lyse Rand om Fierene. Slag-Fierene ere sorte, dog, naar man breder dem ud, merker man, at de, saavel paa den indre om yttere Side hen imod Roden, ere lysegraa eller og brunagtige. Stiert-Fierene ere hvide; dog have de alle, ved Roden, meer og mindre sorte Flekker, og de vende yderste paa den eene Side, ere og nogen sort-spettede yderst i Enden. Næse-Huden, Nebbet og Fødderne ere gule, og disse, til Midten af Skindbenene, med brune Fiere bedekkede. Efter Formodning, bliver denne dog og Fiske-Ørnen eller Albicilla. Hr. Forfatteren, som saae den hos mig, kaldte den og Fiske-Ørn. Derimod har en Jæger her ved Byen vildet forsikre mig, at den var Hannen til Fjeld-Gliren, ligesom andre sige, at den er Hunnen. Den anden af de sidst ommeldte Ørne, jeg besidder er noget større, end den nu beskrevne, dog ey saa stor som den Fjeld-Gliir, jeg har fra Molde, hvilken, efter al Formodning, har veyet henimod 13 Pund, da den var levende. kroppens Farve er sorte-brun, dog hist og her, for Ex. paa de fleste Slagfiere, fra Roden indtil omtrent Midten, hvide og sortspettede. Stiert-Fierene ere alle hvide fra Roden af, med en sort Flek i Enden paa een og anden. Neden under Vingerne er den og meget hviid-flekket, ligesom og Fierene paa Hovedet, Halsen og Ryggen, ere hvide ved Roden, hvortil man dog ikke meget seer, naar de ligge paa hinanden. Paa Hovedet og Halsen ere de heller ikke saa sorte som paa andre Steder, og ere for det meeste rustfarvede mod Enderne. Nebbet, som krummer sig strax neden for Næse-Huden, og Næse-Huden ere, paa mit Exemplar for nærværende Tid, sorte-blaa; dog har jeg antegnet hos mig, at Næse-Huden er hviid-guul, og at Nebbet tillige gulner noget mod Roden, hvilket endnu kan sees paa Under-Kjæben, som ved Roden er hviid-guulagtig med nogle smaa mørke-blaa Pletter. Næseborene staae paa tvert, dog noget skievt. Sorte Børster paa en lyse-graa Grund sees baade oven for Næse-Huden og hen imod Øynene, saa og neden under Under-Kjæben, hvor de smaa Fiere ende sig. Øyenstenene ere sorte med guul Ring omkring. Tungen er temmelig breed og fortil rundet: Fødderne laadne lige ned til Tæerne: Tæerne ere gule: Kløerne sterke og sorte-blaa. De korte Fiere, som bedekke Skindbenerne og Laarenes indre Side, ere hvide; men uden til bedekkes Laarene af lange, brune Fiere, som endog hene langt ned over Skindbenene. Dette Exemplar er af en Ørn, som ligeledes er skudt her ved Byen; og er dette Slags det almindeliste, som man, besynderlig om vinteren, seer en Hoben af, med adskillige Forandringer, i sær, hvad den hvide Farve angaaer, som om Vinteren udbreder sig meer end om Sommeren. Den kaldes for det meeste, her i Stiftet, Slag-Ørn, og undertiden tillige Fjeld-Ørn. Hr. Forfatteren, som saae den hos mig, berettede mig, at den i Harams Præstegjeld paa Søndmøer, blev kaldet Skjorvinge (formedelst den Lighed, Farven, fornemmelig under Vingerne, skal have med en Skades Farve) dog ogsaa Fjeld-Ørn, samt Slag-Ørn. Af de hos Hr. von Linné forekommende Ørne, ligner den meget Falco fulvus og canadensis; dog allermeest den første, endskiønt Hr. Brisson in Orn. tom. I. p. 120 ed. Lugdb. synes at holde begge disse for een og samme Art. Hos Brisson, som man paa det nu anførte Sted kan see, er den, saasom mig synes, Aqvila prima. Den ligner vel og meget Valeriam Linn. eller Melanæctum Brissonii aliorumqve; men denne kan den dog slet ikke være, efter Hr. von Linnés Beskrivelse paa samme, i Følge hvilken Valeria eller Sort-Ørnen har ikkun pedes femilanatos, hvilket slet ikke passer sig paa vores Slag-Ørn eller Skjorvinge. Der tales og her om andre Ørne, for Ex. 1) Fiske Gjøen, som man med Hr. Ström har stor Aarsag at holde for Falco Haliætus S. N. p. 91. Men jeg har ikke selv seet den, endskiønt jeg nok har hørt tale om den og dens venstre Svømme-Fod, uden at jeg veed, hvad derved kan være. Saa meget er vist, at det hører got Beviis til, naar man skal troe det. 2) Mund-Gots-Fugl. Denne beretter Hr. Forfatteren, ey at være væsentlig forskiellig fra Fiske-Ørnen (Albicella). 3) Klere; den jeg ikke kiender. Ellers berettes den af nogle at ligne Skjorvingen.

82) Herved forstaaer man gemeenligen den saa kaldede Sæing, som er bleven berørt Anm. 73. og 78. hvorom Forfatteren siden handler.

83) Af dette Slags Falk har jeg seet en død paa Tranøen i Nordlandene, som var bleven skudt paa Taget. Den er Falco Islandus hos Brünniche i hans Ornith. bor. p. 2.

84) Af Graa-Falken har jeg, forrige Sommer, faaet en levende Unge, som var taget i redet paa et Field i Budalen. Denne, som nu kan være omtrent tre fierding Aar gammel, er vel saa stor som en Hane. Paa Ryggen og oven paa Vingerne, ligesom og neden under Kroppen er den bruun med lyse-graa nesten Halv-Maaned-dannede Flekker oven paa Hovedet, Halsen og Brystet ere lyse med mørkebrune ned efter gaaende Striber; dog er Farven paa Hovedet lysest, og Striberne paa Siderne af Halsen ned efter ti Brystet, bredest og længst. Tet oven for Næse-Huden og under Øynene er den og lyse-graa. Ringen om Øyestenen er lysegraa, og den binkende Hinde, som den nu og da trekker over Øyet (som paa Norsk kaldes Øye-Qvarm) er himmel-blaa. Slagfierene ere sortebrune, og rekke ikke aldeles ned til Enden af Stierten, naar Vingerne ligge til Kroppen. Stierten er baade oven paa og neden under hviid og 3 Tverfingers Bredde i Enden bruun; dog er den brune Farve mørkere oven paa end neden under. Nebbet er sorteblaat ligesom Kløerne, kort, og krummer sig fra Roden af; men Næse-Huden er guul, ligesom og Tæerne. Fødderne ere laadne lige ned til Tæerne, og Fierenes farve paa dette Sted er smudsig hviid; dog seer man paa Laarenes yttre Side adskillige smaa brune Pletter. Saaledes seer den for nærværende Tiid ud, da den endnu ikke har fældet sine Fiere, og man ey til Vished kan vide, om den fuldkommen beholder denne sin Farve eller ikke; hvorfor det er vanskeligt at bestemme, til hvad Art af de Falke, som forekomme hos Hr. Linné og andre, den bør regnes; om den og hos dem findes; thi jeg finder ingen hos Autores, som fuldkommen ligner den i Henseende til dens nærværende Farve. Naar den er bleve fuldvoxen, og har faaet sin bestandige Farve, saa skal jeg i vore Actis Nidros. melde. Imidlertid kan dens Characcter, i Henseende til dens nærværende Tilstand, paa følgende Maade dannes: Falco Norvegicus, dorso, alis, sterno subtus & abdomine fuscis, maculis sublunulatis canis supra, præsertim in alis, adsperis, rectricibus albis, extremitatibus late nigris. Man beretter, at den skal henhøre til de Edle Falke, og at den Islandske og denne skal være de fornemste Arter af Falk, som endog Udenlandske komme hid til Dovre-Field, for at fange. Til Fjeldene i Dalekarlien derimod beretter Hr. von Linné, at de Tydske komme for at fange Falconem gentilem, Fn. Sv. 58. Hr. Kleins Ædler eller Deutscher Falke; om hvilken jeg vist veed, at den og opholder sig her i Stiftet, saasom jeg selv har een deraf i min Samling, der er skudt ikke langt her fra Byen. Forudenn denne og de tilforn nævnte, søge og Falkenererne Falconem palumbarium, Fn. Sv. 67. Hvoraf Hr. Brünniche, i hans Ornith. bor. p. 1. anfører tvende Artsforandringer, som han kalder Blaafugl og Guulbek. Ligeledes søge de og Lerke-Falken, Subbuteonem Fn. Sv. 57. saasom man og kan slutte af den Efterretning, der findes hos Brünniche loc. cit.

85) Denne er den tilforn Anm. 78. ommeldte Lemens-Griis eller Gys-Fugl, Strix Nuctea Fn. Sv. 76. som, efter Hr. Weldinghs Beretning, paa Finsk heder Jæggelosko. De, jeg har deraf, ere skudte i Aaret 1762 nyelig for Fasten, i Snefiorden, i Maasøe Præstegield i Vest-Finmarken, da de vare i begreb med at forfølge og udrydde Lemennerne. Paa Tromsøen og andre Steder i Nordlandene, viiste de sig og til samme Tiid, og hjalp en Hoben til at ødelegge Lemenner og Vonner eller Muldvarper. De blive kaldede Lemens-Griis og Gys-Fugle formedelst den Lyd, de lade høre, naar de om Natten sidde i Skoven, hvilken Lyd skal ligne en Grises Grynten; endskiønt mange af den gemeene Mand, som ey kiende Gys-Fyglen ret, holde den for et Slags Spøgelse; ligesom og skeer i Henseende til den, saa kaldede Roper (Raaber), hvilken dog er intet andet end Berg-Ulen, paa Finsk: Lidnoh (Strix Bubo Fn. Sv. 69.)

86) Finnerne i Nordland kaldte for mig den, over alt mørkebrune Kive, eller Finmarke-Jo: Skait'te, om hvilken jeg i Act. Nidros. tom III. har søgt at bevise, at den var Høyers Skue. See og Brünn. Ornith. p. 38. hvor denne forekommer under det Navn: Catharacta Corotheres. Hr. Forfatteren holder den ikke for Hunnen til den almindelige Kive eller Tyv-Jo, Larus Paraciticus Fn. Sv. 56 eller Catharacta Paracitica Brünn. Ornith pag. 37. hvilken efter Forfatterens Beretning, paa Finsk skal hede: Haskel. Fra disse begge skiller Brünniche, i hans Ornith. pag. 33. Catharacta [?] og p. 36. Cepphus, paa Dansk: Strand-Høg.

87) Hr. Wilhelm Schytte paa Hammerøen har berettet mig, at ikke allene Ravne, men endog Krager hist og her i Nordlandene giøre og undertiden stor Skade paa Faar og Lam, naar disse om Vaaren først komme ud og ere slet fremfødde, i det at de da hugge Øynene ud og Hul paa Vommen, og saaledes ødelegge dem.

88) Corvus Pica Fn. Sv. 92. kaldes og Tun-Fugl, fordi den opholder sig ved Folkes Vaaninger.

89) Tetrao Urogallus Fn. Sv. 200.

90) Tetrao Tetris Fn. Sv. 202.

91) Af alle de Fugle, som ere bekiendte her i Stiftet, kan denne neppe være nogen andem end Hejren, (Ardea cinerca Fn. Sv. 165) som har sit Ophold i Romsdalen og paa Nordmøer; thi Traner og Storker vil ikke lettelig indfinde sig i Finmarken, endskiønt der ere de, som berette, at een og anden Trane fordum havde ladet sig see i Nordlandene, og at Tranøen i Senjen deraf havde faaet sit Navn. For nogle Aar siden, bleve tvende Trapper, eller saa kaldede, Trap-Gies (Otis tetrax Fn. Sv. 196) fangede paa Smølen, hvoaf jeg har faaet den eene, hvilke, uden al Tvivl, ved en Storm eller en anden besynderlig Hendelse, ere did hen komne. De vare og meget afmægtige, da man fik dem at see, saa at man fangede dem med de blotte Hænder.

92) Tetrao Lagopus Fn. Sv. 203.

93) Eller, som de heder i Svensk Lapmark: Cheruna.

94) Her og der kaldes de Skarv-Ryper, hvilken Navn de nok har faaet, fordi de ere mindre og ringere end Skov-Ryperne; thi Skarv betyder paa Norsk saa meget som slet og ringe. Ellers holde andre det troeligere, at det Ord: Skarv-Rype, er intet andet end Skare-Rype, fordervet.

95) Om Ryperne er endnu følgende at merke: Naar man fanger dem unge eller første Vinter, og de komme til at være iblant Folk, blive de meget tamme, saa at Hannen gaaer omkring paa Gulvet, og giør sig som en Kalekutisk Hane; ja jeg har seet een, som var saa vandt til at ligge, som en Hund, for sin Herres Seng, og at anfalde alle fremmede Folk, som en Kalekutisk Hane. Men der hører en særdeles Lykke og megen Omhyggelighed til at opdrage og beholde dem levende i nogle Aar; i sær maa man sørge for, at de bekommer den rette Føde, saasom Kjerring-Riis, (Betula nana Fl. Sv. 850.) Birk, (Betula alba Fl. Sv. 859) Lyng, Røsbær-Lyng, (Erica vulgaris Fl. Sv. 336.) Heste- eller Ravne-Bær (Arbutus alpina Fl. Sv. 359) Krykke- eller Kræke-Bær tillige med Lynget (Empetrum nigrum Fl. Sv. 904.) Tytte-Bær, paa Finsk: Iokma, in plur. Iomak (vaccinum vitus Idæa Fl. Sv. 334.) Blokke-Bær eller Skindtryter, paa Finsk: Ertep, in plur. Ertepak, saa og efter Hr. von Linnés Beretning: Hotme, (Vaccinum uliginosum Fl. Sv. 332.) Blaa-Bær, paa Finsk: Zerre-Morje (Vaccinum Myrtillus Fl. Sv. 333.) Tonnor-Bær, ellers og kaldet: Straa-Bær, MyreBær, Trane-Bær, paa Finsk: Vettich (Vaccinum Oxycoccus Fl. Sv. 335.) Tæge-Bær, Klase-Bær eller Stikkels-Bær, paa Dansk: Teje-Bær (Rubus saxatilis Fl. Sv. 447.) adskilligt Frø, saasom Frøet af Heimul eller Svine-Rod (Rumex crispus Fl. Sv. 314.) og andre syre-artede Planter: ellers spise de og Korn, Havremeels-Grød, Flad-Brød, ja man endog venne dem til Rosiner og Mandler; men deres naturlige Føde bliver vel den beste. Derhos maa de, naar man vil holde dem ved Live, altid have frisk Luft, og allerbest er det, at man indretter deres Huus paa Jorden, saa at de kan have Torv at gaae paa. Jeg har nogle gange forsøgt at sende dem herfra til Dannemark; men det har hidindtil ikke vildet lykkes, saasom de kort derpaa ere døde; hvortil jeg dog meener, at den fornemste Aarsag har været Vanrygt.

96) Columba Oenas Fn. Sv. 207. At Ringel-Duen, Columba Palumbus Fn. Sv. 208. ogsaa opholder sig i Norge, er mig nok bekiendt, da jeg har seet den Søndenfields; men Nordenfields har jeg endnu ikke seet den.

97) Eller Bruus-Haner, paa Dansk ogsaa Staal-Snepper, Tringa pugnax Fn. Sv. 175. Denne Fugl er ellers rar her i Stiftet, naar man undtager de Sydlige Kandter, saasom Romsdalen og Nordmøer.

98) Kaldes og af Lapperne: Huet, Huit, Hutti, Huttich, samt Bizhiutzh, og paa Norsk: Aaker-Lo, Hei-Lo, Myre-Lo, Fjeld-Lo, i Jylland Hjeile, Charadrius apricarius Fn. Sv. 189. pluvialis aurca freti Hudsonis. Brisson. Ornith. tab. II. p. 224. n. 4 ed. Lugd. 1763. 8. som er den gamle eller fuldvoxne, der har faaet sin fuldkomne sorte Farve paa Brystet og Bugen. Ungerne ere paa Brystet først lysegraa eller hviidagtige, siden sortegraa-agtige og spettede, og derefter tillige paa Bugen, indtil de ere over Aars gamle, da de først faae paa samme Steder den sorte Farve. De gamle, som altsaa kiendes derpaa, at de ere sorte i Brystet, see vi om Vaaren her ved Byen paa Agrene i stor Møngde; men om Høsten have de Ungerne med sig, som til den Tiid ere hvide eller lysa-graa paa Brystet og Bugen, da de komme tilsammen fra Fieldene. Hvad Forskiel paa Han og Hun angaer, saa bestaaer denne fornemmelig i følgende Stykker: 1) Hunnen er større end Hannen. 2) Hannen sortner om Nebbet. Dens Bryst og Bug ere og sorte, uden hvide Spetter, hvilke sidste sees paa Hunnen under Bugen. 3) Hunnens, men ikke Hannens Slagfiere, naar de ligge til Kroppen, sees gandske sorte. Nogle hos os holde Høst-Loen (Charadrius pluvialis Fn. Sv. 189.) som ellers og har alle Norske og Lappiske Navne tilfælles med Aker-Loen, for en blot i hiins yngre Alder; saasom og Ærværdige Hr. Ole Lie in act. Nodros. tom. III beretter. Men andre indvende herimod, at Høst-Loen lader sig meget sildigere see her ved Byen end Aker-Loen og dens Unger, og at den er spettet i Brystet; dog kan jeg ikke vide, hvor vidt denne Indvending holder Stik, thi saa meget er vist, at tvende Høst-Loer bleve mig, forrige Høst, tilbragte, som man holdte for Charadrios pluviales, og om hvilke man meente, at de vare væsentlig forskiellige fra Aker.Loen, uden at jeg var i Stand til at indsee saadant, da de i alle Maader ligner Aker-Loe-Unger. Derfor vil jeg just ikke med Vished paastaae, at Charadrius pluvialis ey er andet end en ung Aker Loe, men kan ikke negte, at jeg ønskede at see en Charadrium pluvialem, som var væsentlig forskiellig fra Charadrio apricario eller Aker-Loen og dens Unger, som saadan Charadrius pluvialis skulde være til.

99) Den store af disse kaldes paa Norsk: Spove, samt Lang-Neb, paa Dansk: Heel-Spove, Regn-Spaav, regn-Spove, og er Scolopax arquata Fn. Sv. 168. Numenius Brisson. Ornith. II. p. 289. n. I. Arcuata Avis. Sibbald. Scot. II. 18. tab. 12. Den anden, som er mindre, kaldes paa Norsk: Gaaspou, eller Gaasespou, samt Smaa-Spue, og er Scolopax Phæopus Fn. Sv. 169. Numenius minor Brisson. l. c. p. 291. n. 2.

100) Kaldes og her ved Byen Mæker-Gouk, eller Mekker-Gouk, og paa andre Steder, Trold-Rugge, og heder ellers paa Dansk: Dobbel Sneppe, Steen-Sneppe, og i Jylland tildeels Hosso-Gjøg, Scolopax Gallinago Fn. Sv. 173. Brünn. Orn. p. 48. n. 161. Scolopax Gallinago superne nigricante & fulvo diluto variegata, inferne alba &c. La Beccasine Briss. Orn. II. p. 285. n. 2. Dens Neb er saa langt som lille Fingeren, med en langs eftergaaende Fure, som er bredest og meest ujevn paa Under-Nebbet; hvilken Fure begynder at blive mindre kiendelig en god Tomme og noget meer fra Spidsen. Nebbets Ende er glindsende sort, og tet besat med udhulede Prikker og andre smaa Figurer, forestillende det fineste Filegran-Arbeyde. Omtrent midt paa dette Sted er synderlig Nebbets Overdeel bredest. Oven paa Hovedet gaaer to brede sorte brunspettede Streger, som løbe sammen ved Nebbets Rod; paa hver Side fra Mundvigen til Øyet gaaer en lige saadan Streg. For Resten see Fn. Sv. l. c. og Brünn. l. c. Den, jeg har i min Samling, er skudt her ved Byen: ellers har jeg og seet den i Luften i Nordland, da den fløy høyt, og jevnlig dalede i Flugten, og fornemmelig i Dalningen brægede. Hvoraf det vel kommer, at nogle indbilde sig, at den Lyd, den giver fra sig i Luften, kommer af Vingernes Bevægelse, som dog ey er rimeligt; og allermindst lader saadan Vingernes Bevægelse sig tænke, naar den daler. Fra Mæker-Gouken skille vi her i Stiftet Skodde-Folen (i. e. Hinnulus nebularous) ellers og kaldet Ploug-Mand, samt Kløv-Mand, fordi den kommer ved den Tiid, der skal pløyes, og Kløver legges paa Hestene. Dens Lyd udtrykker Bonden og ved de Ord: Plø'i (i. e. Pløy'i, arandum est) samt: Kløv'i (i. e. Nu er Tiid at legge Kløve paa Hestene, saasom Vinter-Foret er forbi.) Dens Characteer bliver Scolopax lopax nebularia rostro lævi, acuto, sub-recurvato, collo pectoreqve albido, maculis fuscis; rachi prima remigis nivea. En udførligere Beskivelse findes i Strøms Søndm. I. S. 251 under det Navn Skodde-Føll; hvorhos dog følgende er at merke: 1) Føddernes Farve paa mit Exemplar er, for nærværende Tiid, sortegraa-agtigt. 2) Nebbet er vel sort, dog blegere ved Roden, endskiønt denne blege Farve er, uden al Tvivl, unaturlig. Hvad Hr. von Linnés Fugle angaaer, saa ligner den, blant disse allermeest Tringa littorea Fn. Sv. 185. og Glareola Fn. Sv. 184. Men, da dens Neb er 3 Fingers Bredde langt og derover, og i det mindste 1 halv Tomme længer end Hovedet, saa synes den ikke vel at kunne henregnes til Tringas, men meget mere at fortiene Sted iblant Scolopaces, og, af det Slag er der ingen hos Hr. von Linné, som den kan være. Fra Tringa Glareola skilles den derved a) at den er noget større end en Stær, b) at den paa Ryggen er, deels bruunagtig med mørke Pletter, deels sort med hvide og graa Pletter. Og, dersom Hr. Brisson, i hans Ornith. II. p. 259. deri har troffet Sagen rigtig, at hans Tringa superne splendide fusca &c. (Le Beccasin apellé vulgairement Cul-blanc) er Hr. von Linnés Glareola, saa kan vores Skodde-Fole aldeles ikke være samme, da hiins Neb ey er fuldt 1 og 1 halv Tomme langt. Fra Tringa littorea er den blant andet, deri forskiellig, a) at den har ingen sortebrun Streg imellem Øynene og Nebbet, b) at den har lange sorte Spetter paa Brystet, c) ingen af Stiertfierene kan kaldes meer brune end hvide. d) Ey at melde om, at dens Under-Kjæbe ikke er blegere ved Roden end dens Over-Kiæbe. Men, alt dette uagtet, tør jeg dog ikke forsikre, at Skodde-Folen ikke skulde være denne Tringa littorea eller en Artsforandring deraf. P.S. Efterat dette var afsendt, har jeg havt Leylighed til at ligne nogle flere Exemplarer af Skodde-Folen med hinanden og med Hr. von Linnés Beskrivelse, hvoraf jeg har seet, at den gandske vist er Tringa littorea Linn. Hr. von Linné anmerker og selv, at dens Neb er længer and Hovedet.

101) Eller og Tjeld, Strand-Skjur, samt Rone-Kalv, paa Lappisk: Sagan. Hæmatopus ostrilegus Fn. Sv. 192. Strøm. Søndm. I. 259.

102) Paa Søndmøer kaldes denne Qvikke-Tjeld (Strøm. l. cit.) paa nogle Steder i Nordland: Sqvap-Kjeld. Den heder og i Nordlandene: Stilk, saa og Solskinstød, samt, saavel i Nordland som paa Søndmøer: Lape-Tite eller Lap-Titting, paa Dansk Rød-Beene, og er Scolopax Totanus Fn. Sv. 167. Strøm. Søndm. I. 242. og 244.

103) Denne nye Art af Strand-Sneppe handler Hr. Strøm om, i hans Søndm. Beskr. I. 225. under de Navne: Fjære-Pist, Fjær-Kurv og Fjære-Muus, samt Brünniche i hans Ornith. p. 54. n. 182. hvor den kaldes Tringa maritima. Den kaldes paa Norsk ogsaa Fjære-Plister, og, af nogle, tillige Strand-Elg. Islænderne kalde den Sidlingar-Kall, og Bornholmerne Ryttern. i Øst-Finmarken har jeg ladet den skyde ved Stranden, ey langt fa Vadsøe Præstegaard. Man kan fra Hr. Strøm vente en udførlig Afhandling om denne Fugl tilligemed en Tegning. P. S. Samme Afhandling kan nu læses in Act. Nidros tom III.

104) Denne er Charadrius hiaticula Fn. Sv. 187. og kaldes her ved Tronhiem Sand-Myle, samt gemeenligen Strand-Elg, paa Dansk Præste-Krave, Sandvrister. I Øst-Finmarken har jeg seet den levende paa Nessebye, hvor den af Finnerne blev kaldet Pago, og fra Maasøe i vest-Finmarken er den mig sendt fra Hr. Weldingh under det Navn: Sand-Sneppe. Af nogle kaldes den og her ved Trondhiem Qvæker, men, saasom jeg meener, urettelig; thi Qvækern er egentlig Fringilla montifringilla Fn. Sv. 233. som ellers paa Dansk kaldes Bofinkens Hoer-Unge. Sand-Mylen har jeg nok seet i Sælskab med andre af sin Slægt ved Stranden; men, saa ofte jeg seet Fjære-Pisten, har den været allene.

105) Den er Emberiza nivalis Fn. Sv. 227. udførligere er der bleven handlet om denne af Hr. von Linné in Act Stockh. for Aaret 1740. I Svensk Lapmark kaldes den Alaipg: dens rette Hiem er paa Fieldene. Saasom dens Kiød er meget lekkert, holdes den af nogle her til Lands for Hortulanen: men denne er en anden Fugl (Emberiza hortulana Fn. Sv. 229.) om hvilken jeg endnu ikke veed, om den sees i Norge.

106) Fringilla Carduelis Fn. Sv. 236. Af mig er den endnu ikke seet her i Stiftet uden Søndenfields fra, endskiønt det er bleven mig berettet, at den og skulde opholde sig i Romsdalen og paa Nordmøer.

107) Graa-Irisk er en liden Sangfugl, som har et kort og kegeldannet Neb, meget bleegguult af Farve, hvilken Farve dog, naar Fuglen er død, snart hist og her, synderlig oven paa henimod Spidsen, saavelsom og neden under Nebber bliver blaa-agtig. Tungen er spids, Øyenstenen er sort, og har en mørk Ring omkring sig. Oven paa er Fuglen sort-bruun og graa-spraglet. Dekke-Fierene paa Vingerne ere mørke-brune; men de øverste ere noget lysere i Enden, og de nestfølgende, saa mange nemlig, som lade sig udvortes tilsyne, naar Vingerne ligge til Kroppen, have en temmelig bred, hviid eller hviid.agtig Rand, fornemmelig i Enden, hvilket foraarsager en hviid Streg over Vingerne. De nederste Dekke-Fiere derimod, som skiule de yderste 9 eller 10 Slagfiere, og ey sees meget til, førend Vingen udbredes, ere sortere, og har tillige en meget smalere hviid Rand om Enden. Slagfierene ere sorte brune med en lysere Rand paa begge Sider, som paa den fierde bliver hviid, og, i Henseende til Slagfierene af den første Orden falder meest i Øynene paa den yttre Side. De ere alle hvide i Enderne, naar man undtager de fire eller fem yderste. Tet oven for Stierten eller paa Gumpen er den skarlagen-rød. Stiert-Fierene ere og sorte-brune, og have ligesom Slagfierene en lys Rand paa begge Sider, som dog er kiendeligst og hvidest paa de yderste. Struben og Halsen og tildeels Brystet ere lysebrune med mørke Flekker. Længere ned er den hviid med nogle faa graa Spetter. Under Vingerne og Stiert-Fierene er den staal-graa, og Fødder, Tæer og Kløer ere sorte. Bag-Taaen er mindre end den mellemste, har dog vel saa lang Kloe som den. Den er mindre end Graa-Spurren (Fringilla domestica.) Saaledes seer Hannen ud, endskiønt mig er berettet at den røde Farve, som er ved Stierten, forvandles med Tiden til guul. Hvad Hunnen angaaer, saa er den oven paa Gumpen graa. Af Nebbets kegelformige Beskaffenhed sees, at denne Fugl ikke henhører til de Ring-ærle artede Fugle (Motacilla); følgelig kan den ikke være de Danskes Graa-Irisk, saasom denne, efter Hr. Brünniches Forklaring i hans Ornithologie p. 70. n. 269. skal være Motacilla modularis Fn. Sv. 245. Hvad Hr. von Linnés Irisk-artede Fugle (Genus Fringillæ) hvortil den henhører, angaaer, saa har den blant disse største Liighed med hans Fringilla flavirostris fusca, rostro flavicante Fn. Sv. 239. paa Svensk Riska, og bliver uden al Tvivl denne samme. Hunnens Stiert er vel ikke kløftet, men om Hannens kand jeg ikke med Vished sige det samme; thi Stiert-Fierene ere paa mit levende Exemplar til Deels lidet afstødte i Enderne; dog kommer saadant mig heller ikke utroligt for, da de yderste Stiertfiere paa den eene Side, hvor de ere nesten hele og holdne, synes at have været længere end de middelste. Hos Brisson, kommer den før tom. I. p. 348. under det Navn: Fringilla fusca, Le Pincon brun, men han har taget sit af dt lidet, som findes hos Hr. von Linné om denne for Udenlandske meget rare Fugl. Hos Hr. Strøm forekommer, i hans Søndm. Beskr. I. Deel p. 240. en liden Fugl, han kalder Knøtter, hvilken kan ikke være nogen anden end vores Graa-Irisk. Christianiensernes Irisk bliver vel og neppe nogen anden, end vores Graa-Irisk, allerhelst, da mig ikke er bekiendt, at de Søndenfields, har Fringillam Cannabinam Linn. de Tydskes Hænfling, som ellers og kaldes Irisk eller Torden-Irisk. See Brünn. Ornith. p. 69. n. 263.

108) Bliver nok Fringilla lulensis

109) Det Lappiske Ord: Veige, betyder Tusmørket, og Zizatzh, en liden Fugl, eller, saasom alle smaa Fugle paa Norsk kaldes Titing: hvorfor Forfatteren mener en Fugl, der synger om Aftenen i Tusmørket. Det synes derfor ikke urimeligt, at forstaae ved denne Fugl Natvaken, Turdus iliacus Fn. Sv. 218. thi denne er graa eller aske-graa, mørke-bruun af Farve med mørke Pletter neden under, som paa Brystet ere sirte. Her ved Tronhiem, hvor denne af alle kaldes Natvake, synger den i Krat-Skove fast hele Natten, og det gandske behagelig. Om denne er ellers at merke, at Hunnens tvende yderste Stiertfiere har en smal hviid Flek paa den eene Rand, yderst i Kandten hen ved Enden. Begges Over-Neb er oven paa sort lige indtil Roden med en guul Kandt neden til ved Roden. Under-Nebbet derimod er ikkun for til sort og bag til guult. Fra Nebbet gaaer paa begge Sider enhviid Streg over Øyet hen imod Nakken. I Størrelse ligner den en Stær, (endskiønt den er noget mindre,) saa at den neppe vil blive regnet til de saa kaldede Smaa-Fugle eller Titinger. Jeg har ladet den adskillige gange skyde midt i Sangen, saa og Hunnen, efterat den var jaget af Redet og havde sat sig tet derved, da man fandt i Redet ikkun 5 Æg, som vare himmelblaa-grønne med en heel Hoben smaa sorte Pletter paa.

110) Denne kaldes paa Norsk Ring-Trost, paa Dansk Ring-Drossel, og er Turdus torqvatus Fn. Sv. 221.

111) Hr. Weldingh har sendt mig en Fugl fra Maasøen i Vest-Finmarken, som han berettede, der af Lapperne at blive kaldet Lauhol. Den samme blev af Tromsøens Finner kaldet Lahul, og af Bejerns Laf-Ul. Denne er vores Peer-Lo, og de Danskes Pomeranz Fugl, som paa andre Steder i Norge skal kaldes Bold-Tjæt, samt den mindre Aker-Lo, og er Charadrius morinellus Fn. Sv. 188. Men denne kan ikke regnes til Sangfugle, og ligner heller ikke i Farve en Lerke; thi den er bleeg askegraa paa Ryggen, og har en mørk Kol paa Hovedet med et hviidt Baand omkring, hvilken Kol paa Hunnen er gandske sort uden smaa graa Pletter. Den er sort under Bugen, hvilken sorte Farve paa Hunnen er bredere og længer nedgaaende end paa Hannen. Paa begge henge sorte Fiere ned ved Laarene; hvilket alt dog maa forstaaes om de gamle, som have deres fuldkomne Farve. Ellers er at merke, at de fleste Ornithologi forvirre Hannen og Hunne med hinanden, uden Tvivl derved bedragne, at de har holdt den største for Hannen. Saaledes har Albin endog i hans Tegninger, sat Hannen for Hunnen og tvert imod. See hans Afhandling om Fuglene Tom. II. tab. 61. 62. Denne Fugl indfinder sig om Vaaren, paa Agrene her ved Byen noget efter Aker-Loen, og det i største Mængde, hvorefter den begiver sig til Fields. Om Høsten see vi den ikke i nogen Mængde.

112) Denne er af mig tilforn berørt; og har jeg bemerket, at den ellers ogsaa kaldes Stilk, Solskinstød, o. s. v. Scolopax totanus Fn. Sv. 167.

113) Eller Fosse-Kall, saa og Elvekonge, Sturnus cinclus Fn. Sv. 214. Jeg besidder heraf 3 Exemplarer, som alle ere hvide, ikke blot paa Brystet, men og paa Halsen og Struben lige op til Hovedet og de smaa Fiere, som besidde Roden af Under-Nebbet. Det er besynderligt, at denne Fugl, da den ingen Svømme-Fødder har, tør vove det at fare i Vandet efter Insekter. Dog giør han det med hastig Fart, saa at han ikke længe bliver i Vandet. I Voldens Præstegield paa Søndmøer bliver denne og, efter Velærværdige Hr. Strøms Beretning til mig, kaldet: Laxe-Titing.

114) De sees og undertiden ved Nærøen og paa andre Steder, i sær om Vinteren.

115) Dette mindre Slags kaldes Finmarke-Gaas, og er meget mindre end den almindelig bekiendte Vild-Gaas eller af Eder-Fuglens Størrelse; har, efter Forholds Liighed, et kortere Neb end den almindelige Vild-Gaas og Eder-Fuglen; thi Vild-Gaasens Neb er nok engang saa stort og langt. Dens Pande er hviid; hvilken hvide Farve og gaaer ned paa Siderne ved Roden af Over-Nebbet. Hoved og Hals ere sorte-brune; dog er den oven paa Hovedet nesten gandske sort, hvilken sorte Farve gaaer og ned ved Siderne af den hvide Pande, og de hvide Fiere ved Roden af Over-Nebbet. Kinderne og den nederste Deel af Halsen ere og lysere end paa de andre bemeldte Steder. Neden under Bugen har den mange store sorte Flekker, hvoraf og nogle sees nederst paa Brystet. Nebbet er guult, og Fødderne ere brand-gule. Den har intet med de andre Vildgiæs at bestille, og parrer sig ikke med dem. Den er sikkert Anas erythropus cinerea, fronte alba Fn. Sv. 116. og Helsingegaasen hos Clusius in exoticis p. 368 n. V. samt Lucas Debes, i hans Færøernes Beskrivelse S. 132. og, i Særdeleshed, Hunnen deraf, efter den Beskrivelse, Hr. von Linné l. c. giver paa Han og Hun. I Brünniches Ornith. p. 13. n. 54. meldes om en Varietet af Graa-Gaasen (ansere fero) med en gandske hviid Pande og sortflekket Ving, kommen fra Jylland, som nogle urettelig skal kalde Trappe-Gaas. Denne ligner og meget vores Finmarke-gaas; dog, saasom der intet meldes om Størrelsen, er det vanskeligt at fastsette noget vist.

116) Af dette rare Slags And har Hr. Weldingh indsendt mig adskillige Exemplarer med det Lappiske Navn: Skoaar. Den er af en middelmaadig Ands Størrelse, oven paa sortebruun med smaa hvide isprengte Prikker, synderlig øverst paa Ryggen og Vingerne. Halsen og Brystet tilligemed den bagerste Deel af Bugen og Stiertens Underdeel ere noget lysere end Ryggen med en Hoben bølgagtige Striber, synderlig paa den nederste Deel af Brystet. For Resten er den neden under hviid, men paa Siderne, for en stor Deel, rostfarved. Sving-Fierene af første Orden ere sorte-brune, dog med den Forskiel, at de fem yderste og længste, i Henseende til den indre Side; men de følgende, i Henseende til den yttre Side, ere hviid-agtige. De smaa Sving-Fiere (som alle ere omtrent nesten lige lange) ere hvide og ikkun sortebrune i Enderne; og heraf kommer det, at man seer en skiev hviid Streg paa hver Vinge. Nebbet er udvidet og tilligemed Fødderne sort. Stierten et Par gode Tommer lang og spids i Enden, og halv saa kort som Fødderne. Ved hver Side af Over-Nebbets Rod er en temmelig stor hviid Flek, som man ikke synderlig seer noget til ved Mundvigen. Denne Ands Character kan altsaa kortelig saaledes udtrykkes: Anas Skoorra supra fusca, punctis minimis confertis adspersis, tænia alarum obliqva & macula magna utrinqve ad basin rostri albis hypokondriis ferrugineis. Maaskee denne nye Art af And, som ikke, saa vidt jeg seer, findes hos udenlandske Ornithologos, bliver den samme som Hr. Brünniches Ana latirofira i hans Ornith. p. 21. n. 91.

117) Anas mollissima Fn. Sv. 117. Brünn. Ornith. p. 14. n. 57-66. inclus. samt Brünniches Danske særskildte Afhandling om Eder-Fuglen, kiøbenhavn 1763. 8. c. fig. som og er kommen ud paa Tydsk. Fra Eder-Fuglen er Martens Berg-Ente, i hans Spiszb. Reyse, ikke væsentlig forskiellig; thi, naar man giver Agt paa hans Beskrivelse, seer man lettelig, at det er Hunnen af Slaget, han handler om, i hvor meget han end derimod protesterer. Da denne Fugl hos os bliver temmelig freder, saa skyer den heller ikke Folk; thi den har ofte sit Rede i Bondens Søehuse og undertiden tet ved hans Stue, og lader sig tage af og legge paa Redet igien, ligesom den og er vel fornøyet med, at Bonden tager dens Unger i sin Hue og bær dem ned til Søen, da man veed Exempel paa, at den følger hele Veyen med ham, tet ved hans Side. Andre Rovfugle at forbigaae, saa giøre Svartbagen (Larus marinus) og Ravnen Eder-Fuglen stor Fortred, i det at de ofte trekke Hunnen ved Hovedet af Redet, og berøve den sine Æg og Unger; men, naar Hannen er hiemme, maa de først vove en Dyst med ham, hvori de ofte tabe, og nødes til at tage Flugten; ja man forteller, at Eder-Fuglen, ved saadan Leylighed, undertiden drukner en Ravn, naar Slaget bliver holdet over Søen. Men, naar Ungerne ere udklekkede, er Hunnen uden alt Forsvar, thi da flyver Hannen ud til Havs, og lader hende blive i Fiordene og ved Landet; hvor han forbliver indtil strengeste Vinter, da han søger ind til Fiordene igien, hvor man endog seer den her Sønden paa i Tronhiems Amt, for Ex. ved Nærøen og andre Steder, ja endog tet ved Tronhiems Bye.

118) Ved denne Imber forstaaer Forfatteren den, ellers saa kaldede Hav-Imber eller Hav-Hymber Act. Nidros. tom I. S. 246. tab. III. Colymbus Imber seu Immer, som er Hunnen, og tom. III. Colymbus maximus; hvor tillige handles om Hannen. Fra disse maa man altsaa skille: Vas-Hymbern, Colymbus arcticus Linn. Act. Nidros. I. 240. tab. II. fig. I. Denne har sit Rede ved de ferske Vande paa Fieldene, ligesom Forfatteren siden beretter om Lomene. Om Hav-Imbern er mig vel og berettet det samme (see Act. Nidros. I. 252. sq.) Men adskillige vil nu paastaae, at den gandske vist har sit Rede paa Skiær og Holmer udi Havet hvilket ogsaa meest kommer overeens med Hr. D. Hojers Forklaring hos Clusium, og den almindelige Mening, nemlig, at det skeer meget sielden, at man faaer Hav-Imberns Rede at see. Hans Opholds Sted er og meest Havet. En lærd Ven har villet forsikre mig, at de smaa Imbrer (Colymbi fusci minores, collo antice albo) hvorom in Act. Nidros. I. 269. er bleven handlet, vare Hav-Imberns Unger, hvilket jeg lader staae derhen, indtil man har faaet nogen tilstrekkeligere Kundskab om de Loom-artene Fugle, som ere hvide frem paa Halsen og neden under, og i sær lært at kiende Vas-Hymberns Huus.

119) Denne er Colymbus Lumme, collo antice ruso vel ferrugineo. Act. Nidros. I. 244. tab. II. fig. 2. Thi denne allene kaldes her i Stiftet Loom, da man derimod, saasom nyelig er meldet, kalder Colymbum arcticum Wormii Hymber eller og Vas-Hymber.

120) Herhid henhører 1) Pelecanus Carbo Fn. Sv. 145. Skrej-Skarv, Blik-Skarv, Hviid-Laaring, Beet-Laar, Færøensernes Høpling, Student. Dog skiller Brünniche Pelecanus Carbo og Phalacrocorax fra hinanden. 2) Pelecanus Aristotelis eller Graculus Fn. Sv. 146. som er vores Sletbak eller Smaa-Skarv. Denne er undertiden gandske hviid under Bugen. 3) Pelecanus Cristatus, crista, dependente Act. Nidros. tom. III. hvor tillige en Tegning kan sees paa dens Hoved og eene Fod. Denne holder jeg snart for at være saavel Jonstons corvus sylvaticus (Waldrapp) som og hans Phalacrocorax, om hvilke begge han handler i sin Ornith. p. 95. og som kan sees aaftegnede tab. 47. At Fødderne paa disse tvnde, og , i sær Tæerne, ligne Landfugles, maa man ikke saa meget forundre sig over hos Jonston.

121) Om denne handles udførlig in Act. Nidr. I. 182. sq. tab. I. under det Navn: Procellaria Grönlandica, paa Norsk Hav-Hest, og forekommer hos Brisson. in Ornith. tom. II. p. 399. under det Navn: Procellaria cinerea, hvor der og berettes, at den haver sit Rede paa Klipper i Havet. Jeg har allerede in Actis nostris l. cit. givet tilkiende, at jeg holdt Hr. Anthon Rolandsen Martins Procellaria ved Nord-Polen, in Act. Stockh. for Aaret 1759, og Maanederne, April, Mai, Junii, 2den Afhandling S. 94. sqq. tab. 3 for vores Hav-Hest, saasom den synes at have tvende adskildte Næse-Huller i det Rør, der ligger paa dens Næse. Hr. von Linnés Procellaria glacialis Fn. Sv. Edit. II p. 144. ligner og vores meget; men Næsens Beskrivelse foraarsager mig dog nogen Tvivl.

122) Denne Forfatterens Hav-Orre er Linnæi Anas spectabilis rostro basi gibbo compresso, carina pennacea nigra, capite canescente Fn.Sv. 112. og Brissons Anas freti Hudsonis Orn. II. 458. n. 15. samt Englændernes Grey headed Duck. Den er en rar And, mig tilsendt fra den meget brave Hr. Sigvald Kildal, særdeles velfortient Pastor til Vaagen i Nordland, med Beretning, at den undertiden der i Landet sees og kaldes af alle rette Kiendere: Sø-Orre. Da der ere kun faa af vore egne, som kiende den, og der er en nye Rekrut til Fauna Norvegica, saa vil jeg tilføye følgnde Beskrivelse paa Hannen, som jeg besidder: Dens Størrelse er som Ee-Sieggens (Hannen til Edder-Fuglen.) Oven paa Hovedet har den en lyse-blaa Hette, som gaaer ned til midt bag paa Halsen. Kinderne ere graa-agtige, Nebbet (udenat have nogen sort Spidse) saavel som Fødderne tilligemed Svømme-Huden, ere røde. Ved Roden af Over-Nebbet eller Over-Kiæben er et sterk og paa Siderne fladtrykt opbøyet Pokkel, som gaaer skievt frem til Begyndelsen af Næseborene, og viser sig endog noget midt imellem samme. Siderne af denne Pokkel seer ud som tvende rundagtige Skiver, der ere flade og røde, og de bestaae i en tyk Hud, der maa ansees som en Fortsettelse af Huden paa Nebbet. Struben, Halsen for til, saa og bag neden for den lange lyse-blaa Hette, samt Brystet og Ryggen indtil det Sted, hvor Vingernes Skuldre begynde, ligesom og en stor Flek paa hver Vinge og een paa hver Side af Gumpen, ere hvide; Resten er sort. Dette gielder og om den smale sammentrykte Pande, der er at see og føle til ligesom sort Silke eller Fløyel, hvilken sortglindsende Farve og gaaer derfra og som en Streg tet ved begge Siderne af de røde Skiver, og breder sig siden ud midt under Øynene, og gaaer op imod samme i en spids Vinkel. Under Struben sees og tvende brede sorte Streger, som løbe sammen i en Vinkel hen imod Under-Nebbet. Laarene ere ikke med Fiere dekkede aldeles ned til Knæerne. Bag ved Øynene sees ingen sorte Prikker. Hvad den carinam pennaceam angaaer, som Hr. von Linné melder om, saa holder jeg denne for den smale sammentrykte Pande. Denne Fugls Tegning kan sees tab. XCVIII. ad hanc adnot. 122. Den anden Sø-Orre, Hr. Forfatteren siden melder om, som skal ligne en Orr-Fugl (Tetrao Tetrix) synes at være den samme, som paa Søndmøer kaldes Sø-Orre, hvilken, efter Hr. Strøms Beretning til mig, er Linnæi Colymbus auritus pedibus lobatis, capite nigro, auribus cristato-ferrugineis Fn. Sv. 152. og Podiceps minor auctorum, paa Dansk: Flave-Skit; men pa Norsk (foruden det ovenmeldte Navn) Rav-Orre (Ström. litt) I Henseende til denne fortiener det at merkes, som noget besynderligt, at den i Vandet ved Bredden bygger sit Rede af det i Vandet staaende Senne-Græs Carex vesicaria Linn. Fl. Sv. it. Fl. Norv. I. samt Vas-Sæv (Scirpus Lacustris Linn.) og Vas-Rør eller Røjr (Arundo phragmitis Linn.) saavelsom af andre deslige Græs-Arter, som voxe tykt og tet sammen i Vandet, hvis Toppe den nedbøyer og saaledes sammenvæver, at de udgiøre en Hule, hvori den ligger paa sine Eg, uden at befrygte nogen Oversvømmelse eller at kiere sig efter den Bevægelse og Gyngen, som Vinden monne sette dens Rede i. Et saadant Rede har Hr. Kammerraad og Kongelig Majestets Foged, Hysing, i Salten i Nordland seet i et stort Vand ved en Gaard i Ofoten, kaldet Fike, og beskrevet mig samme; ligesom han og i Aaret 1762, da jeg var i Salten, forærede mig Hunnen, som han havde ladet skyde paa bemeldte Rede. Foruden disse kaldes og Anas fusca Linn. Fn. Sv. 109. Act. Nidr. I tab. IV.fig. 2.med det Navn: Hav-Orre; men bør, som den og af nogle kaldes, til Forskiel hede: Svart-Orre.

123) Hvilket Slags Fugl Forfatteren her forstaaer, er meget uvist. Dog endskiønt Størrelsens Beskrivelse og den Efterretning om Russerne synes at være denne Mening imod, saa holder jeg det ikke for urimeligt, at Forfatteren mener Rotgaasen, som og kaldes Raatne-Gaas, Rad-Gaas, og, i Christiansands Stift, Goul eller Gagl, som er Anas Bernicla Fn. Sv. 115. en lekker Søefugl. See Pontopp. N. N. H. II. 122. Kalms Nord-Amer. R. I S. III. Paa hvilket sidste Sted adskillige Efterretninger fra Christiansand forekomme om Goulen, hvor dog til en Deel Goulen forvirres med Graa-Gaasen; thi jeg har aldrig hørt, at Goulen eller Rot-Gaasen har sit Rede i Norge, og, just fordi den gemene Mand ikke veed, at dens Rede er paa Grønland og Spitzbergen, indbilder den sig, at dette Slags Giæs yngles paa raadne Stokker, hvoraf den og har faaet det Navn: Rot- eller Raat-Gaas, samt Raadne-Gaas; i hvilken eenfoldige Mening den gemeene Mand er bleven bestyrket, ved at see Raatne-Skjæl eller Stokkand-Skjællen (Lepas anutifera) siddende fast paa raadne Stokker, paa Boutellier og store Tarre-Arter (species fuci) for Ex. paa Heste-Tarren (Fucus saccharinus Linn.) og Tarre-Leggen (Fucus hyperboreus, fronde simplici palmata, caule longissimo Flor. Norv. part. I. tab. III.) endskiønt det er fast ubegribeligt, hvorledes man har kundet forvirre Raatne-Ormenes Trævler (tentacula) med Fugle-Fier. Det Sted Goul-Maasa, hvorom i ovenmeldte Efterretninger tales, og som skal ligge imellem Bergen og Tronhiem, er vel og aldrig til. I det mindste har jeg ikke kundet udspørge saadant Sted af nogen Bergensfarer. Hvad Rotgaasens Farve angaaer, saa er dens Hoved, Neb, Hals og Bryst sort med et hvidt Halse-Baand, som dog ey gaaer rundt omkring Halsen, men lader en smal sort Aabning bag paa samme. For til sidder dette lavere ned, og bestaaer i adskillige, til Deels adspredde hvide Spetter paa Halsens sorte Grund. Paa Ryggen og Vingerne er den mørke bruun med en noget lysere Rand i Enden af Fierene, til hvilken Rand dog ikke meget sees paa Vingerne. Slag-Feierene og Stiert-Fierene ere sorte, dog ere Stiertens nedere, og til Deels tillige dens øvere Dekke-Fiere tilligemed Siderne af Gumpen hvide. Neden for Brystet er den graa ligesom Vild-Gaasen, og bliver endelig Bagen for Fødderne hviid. Fødderne ere sorte. Dens Tegning, saasom jeg meener, kan sees hos Willoughby in Orn. tab. 69. fig. 5. under det Navn: Brenta, The Brent-Goose, hvorfra hos ham S. 274. skilles Berniela, hvormed han, efter mine Tanker, neppe forstaaer nogen anden end vores Finmarke-Gaas eller Helsinge-Gaasen (Anas erythropus Linn.) og i Særdeleshed Hannen; thi denne, som jeg endelig har fundet i min Samling, seer accurat i alle Maader saaledes ud, som Willoughby beskriver den Bernicla, som skal være forskiellig fra Brenta; see og von Linnés Beskrivelse paa Anas erythropus, mas. og ligne den samme vel med Willoughby, hans Beskrivelse paa Bernicla. For Resten finder jeg det fornødent at erindre, at jeg ikke vist veed, hvorledes Han og Hun af Rotgjæs bør skilles fra hinanden; thi den, man har sendt mig fra Dværberg i Vesteraalen for en Han, er sikkert den samme, som Hr. von Linné holder for Hannen til Helsinge-Gaasen. Spørgsmaal, om og Hr. von Linnés Han til Helsinge-Gaasen er virkelig forskiellig fra Canada-Gaasen hos Hr. on Linné, Willoughby og andre? I øvrigt fortiener Hr. Brissons Ornithologie at efterlæses om alle de i denne Anmerkning nævnte Søefugle.

124) Er Anas hiemalis Fn. Sv. 125. Ström. Søndm. I. 233. Brünn. Ornith. p. 17. Anas Islandica, protensa cauda, Havella ipsis dicta. M. W. 302. Willoughby Ornith. 290. Dennes Farve er meget foranderlig. De tvende lange udstaaende Fiere i Stierten skal, efter manges Beretning, allene Hannen have.

125) Ved Alken forstaaes paa dette Sted Langviren, Alca vel Uria Lomvia S. N. Brünn. Orn. p. 27. hvorifra sidstbenævnte Forfatter skiller Colymbus vel Uria Troilla Fn. Sv. 149. Islændernes Stutnefur, tillige nogle flere af ham opregnede. Hvad Tanker jeg herom har havt, kan sees Act. Nidr. tom. III. endskiønt jeg ikke vil udgive mine Tanker for gandske visse. Lapperne kalde Langviren, saavelsom og Islændernes Stutnefur, Svartbakur og Ringvia, samt de Danskes Aalge, Goppan, efter elærværdige Hr. Weldinghs Beretning, endskiønt det ikke er at negte, at jo en Deel Lapper giøre nogen Forskiel paa dette Slags Fugle, og ansee nogle rarere end andre.

126) Alca Turda Fn. Sv. 139.

127) Alca Arctica Fn. Sv. 121.

128) Denne er Colymbus eller Uria Grylle (see Anmerkn. 116.) Jeg har allerede in Act. Nidr. I. berettet, at Teistens Unger, indtil de ere blevne aarsgamle, ere over hele Kroppen, gandske hviid og sort-flekkede eller spraglede, ja, i Følge mine nyeste Efterretninger endog, til Deels, fra dem, som tilforn har været af andre Tanker, har og de gamle Teister om Vinteren selv samme Farve, og skal dette være Grunden, hvorfor man ikke her har vildet troe, at de gamle Teister bleve hos os om Vinteren, saasom man holdte dem alle formedelst Farvens Forandring for Unger.

129) Disse ere gandske sikkerlig unge Svartbaker, som ey endnu have faaet deres fuldkomne Farve, den de ey faae, førend de ere over Aarsgamle; følgelig henhøre disse til de, af Forfatteren, siden saa kaldede, Skor-Unger. Jeg har selv en saadan Skor-Unge levende. Denne Anmerkning vil tiene adskillige Ornithologis til at udelade en Deel Maase-Unger udaf deres Skrifter, hvilke der urettelig have faaet Sted som adskillige Arter. Thi det bør vel agtes, at der er, saa vidt jeg skiønner, ingen gammel Maase til, som er graaspraglet eller graaflekket.

130) Denne Svartbak kaldes ogsaa Hav-Maase, og er Larus marinus Fn. Sv. 135. Den verper paa langt ud i Havet liggende Øer og Odder ved gammel Korsmisse-Tider, som indfalder den 14de Maji, eller elleve Dage efter nye Korsmisse. Dens Fødder ere hviidagtige, hvorved, saavelsom og ved sin Størrelse og sorte Farve, de skilles fra den følgende mindre Art.

131) Dette Slags kaldes paa Norsk: Øjmor, Eymor eller Emor, samt Guulføtting, saasom dens Fødder ere gulere end Svartbakens. Den kaldes og af nogle Sild-Maase, og er Larus fuscus Fn. Sv. 154. Denne og Sæingen kommer sidst tilbage om Vaaren, eller lader sig sidst om Vaaren see i Fiordene i Nordlandene og andensteds, nemlig, efter Vaarsmisse eller Mariæ Bebudelses Dag, da de andre Maaser komme tilig i Fasten, naar den haardeste og mørkeste Vinter er forbi. Den verper og ligesom Sæingen 14 Dage for St. Hans Tiid paa Øer og Holme, nærmere ved Landet, end Svartbaken.

132) Dette Slags kaldes og Qvit-Maase, (Hviid-Maase) og er en Larus hyperboreus dorso dilute cinereo, extremitatibus remigum albis, samt Brünniches Larus Glaucus totus albus, dorso & alis canis, remigum extremitatibus albis, i hans Ornith. p. 44. n. 148. og tillige Martens Burgemeister. Jeg er og af de Tanker, at Brünniches Larus argentatus albus, dorso alisqve canis, remigibus primoribus versus apicem nigris, og Brissons Gavia cinerea major, for er aftegnet i hans Ornith. tab. 16. fig. 2. ligeledes hører hid; thi saadan ringe Forandring i Henseende til Slag Fierenes Farve, seer jeg paa mange af mine Exemplarer, i sær hvad de unge angaaer, som ey endnu have faaet deres fuldkomne Farve. Og at Brünniches argentatus henhører til disse unge, sees noksom af Beskrivelsen, nemlig, af de Ord: Capite colloqve lincis cinereis maculatis, thi, saadanne Streger og Flekker sees vel aldrig paa nogen gammel Maases Hoved eller Hals. Qvit-Maasen kommer tilbage i Fasten, omtrent ved samme Tiid, som Svartbaken lader sig igien see, og verper tillige omtrent ved samme Tiid som den.

133) Sæingen er Larus canus Fn. Sv. 153. Denne er, Krykjen undtagen, den mindste af Maagerne, og holder sig nærmest til Landet. Naar der er ont Veyr, seer man en Mængde deraf paa Engerne og ved Husene. Den besøger og flittig Agrene, og sluger meer Korn i sig end den kan beholde. Hr. Brünniches Larus maculatus, rostri apice nigro &c. i hans Ornith. pag. 44. n. 146. samt den hos ham følgende Varietet, ere gandske vist Sæingens Unger.

134) Larus tridactylus Linn. Fn. Sv. 157. Act. Nidros. III. om Krykjen. Herhid henhører og Hr. Brünniches Larus Rissa, Islændernes Ritsa, og de Danskes Lille-Sølvet eller Ryttern, samt Martens Kutge-Gef. De unge, som ere sotede paa Hovedet, og har hist og her sorte Flekker, kaldes i Nordland, formedelst deres brogede Farve, Krina-Krykkjer, saasom jeg allerede in Act. Nidr. tom. III. har berettet. Foruden de nu opregnede Maager har vi og 1) Larum album eller Vald-Maasen, som undertiden skal være gandske hviid paa hele Kroppen, og omtrent af Sæingens eller og Emorns Størrelse. Hr. Matthias Bruun, nu værende Pastor til Vefsen, har forsikret mig, at han undertiden har seet den i Vesteraalen. Hr. Buschmann i Næsne beretter mig og, at den er mange af hans Menighed bekiendt, men at han endnu ey har været i Stand til at faae den at see og indsende samme. Efter al Rimelighed bliver denne Martens Rathsherr, hvilken just beskrives at være gandske hviid, og derhos at have sort Neb og sorte Fødder, men ikkun tre Tæer. Dog maae jeg tilstaae, at især det sorte Neb kommer mig noget betænkeligt for; the de egentlige Maagers Neb er ellers gemeenligen ikke sort, med mindre de ere Unger. 2) Hej-Maasa eller Hede-Maase. Denne skal være midt imellem Sæingen og Hviid-Maasen, ellers af samme Farve. Men et Par Exemplarer, som mig, under dette Navn, ere blevne tilsendte, har jeg ikke kundet holde for andet end unge Hviid-Maaser. Dog vil jeg ikke negte, at der kunde være et nyt Slags Maager til, som nærmest lignede Hviid-Maagen og Sæingen, saa at denne Sag kunde fortiene et undersøges. Hvad Islændernes Kablabrinkar eller Hr. Brünniches Larus varius, og Hr. Brisson. Larus varius seu Skua, angaaer, faa er denne intet andet end en Emor- eller og Svartbak-Unge, som endnu ey har faaet sin fuldkomne Farve, endskiønt den dog derhos, efter Beretning, kand være meget over Aarsgammel. Her ved Byen seer vi, om Vinteren, en Deel Maager; men disse ere alle, saa vidt jeg har merket, Skor-Unger, eller, saa kaldede, Graa-Maaser, det er: graaflekkede eller graaspraglede, som ere forrige Sommers Unger, og ey endnu have deres fuldkomne Farve, endskiønt nogle af dem eftergive slet ikke Svartbaken noget i Størrelse. Tyv-Joen gaaer jeg paa dette Sted med Fliid forbi, saasom den ikke egentlig henhører til Maage-Slaget.

135) Dette Slags kaldet Hatte-Tærne eller Tenne, saavel som og Hætting-Tærne, og heder hos Brünniche i hans Ornith. S. 46. Sterna paradisæa. Dens Bug og Bryst har eens Farve, nemlig lyse-graa. Over-Nebbet krummer sig noget lidet. Der skal og være en anden graa Tærne med hviid Pande, den jeg ikke erindrer mig at have seet. Denne skal efter Hr. Brünniches Beretning, kaldes Sand-Tærne eller Sand-Tenne, og henføres af ham til Sterna hirundo, Fn. Sv. 158. Saa vidt jeg skiønner, høre begge disse til Sterna hirundo, hvilket Hr. Brünniche heller ikke aldeles negter, saasom han selv giver sin Tvivl i den Sag tilkiende; og, da jeg ofte seet mange tusinde Tærner sammen ved deres Reder, og ingen der iblant blevet vaer med hviid Pande; saa kommer det mig ikke troligt for, at den hvide Pande skulde høre til Kiønnets Forskiel; men bliver nok en Forskiel i Henseende til Alderen; thi, det som er sort, har gierne først været hvidt, og forvandles efter Haanden til den sorte Farve, (ey at melde om det store Slægtskab, som man i Natur-Læren beviser at være imellem Sort og Hvidt). Jeg seer og paa adskillige af mine Exemplarer af Hætte-Tærnen, at der er en hviid Kandt tet oven for Nebbets Overdeel eller ved Enden af Panden.

136) Denne er Sterna nigra Fn. Sv. 159. eller de Danskes Glitter, som jeg eengang har seet, men ey er bleven Eyer af.

137) Er Cataracta parasitica vel Larus parasitica Linn. ellers og kaldet Tyv-Jo, o. s. v. Conf. adnot. 86.

138) Herved forstaaes fornemmelig Larus tridactylus Linn. eller Krykjen

139) Her i Dalerne kaldes denne Fugl: Lita eller Fisk-Lita, og er Tringa lobata Fn. Sv. 179. Pontopp. Atl. I. tab. 26. fig. 2. Brünnich. Ornith. S. 51. n. 171. Man seer den undertiden i Nordlandene nogle Mile fra Landet i stor Mængde svømmende paa Havet, uagtet at den har ikkun halve Svømme-Fødder (digitos lobatos). Den har sit Rede i Sand-Mælinger ved de ferske Vande i Field-Bøjgderne. I Holtaalen har jeg seet baade Han og Hun flyve ind og ud af Redet, som var paa en Sand-Øe i Gul-Elven tet ved Holtaalens Præstegaard. I Brünn. Ornith. S. 65. berettes, at vores Graa-Trost, Turdus pilavis Fn. Sv. 215. har og paa sine Steder i Norge faaet Navn af Norden-Vinden, i det den og skal kaldes Norden-Vinds-Pibe; ligesom Sørrøn-Peder eller Uværs-Fuglen, Procellaria pelagica, bliver kaldet Sønden-Vinds-Pibe.

140) Man har ellers tvivlet derpaa, at Gjøgen, paa Norsk: Goukan (Cuculus canorus Fn. Sv. 96.) skulde opholde sig i de Norderste Deele i nordlandene og i Finmarken: men, hvad Hr. Forfatteren her beretter, kan jeg og bevidne, saasom jeg ikke allene har hørt Gjøgen baade i Senjen og i Finmarken; men har og seet dem der skudte, nemlig paa Sand i Senjen og i Loppen i Vest-Finmarken.

141) Picus viridis Fn. Sv. som ellers ogsaa kaldes Guul-Spet, og paa Lappisk: Zhiaine. Foruden denne opholder sig og her Picus Martius Fn. Sv. 98. Træ-Kloppe, Træ-Pikke, Lie-Hest, som er sort med nogle rødglindsende Fiere paa Hovedet, samt Pieus major Fn. Sv. 100. paa Norsk: Hakke-Spjut, Hakke-Spit: Pieus medius, paa Dansk: Flagspet, Fleksparre Fn. Sv. 101. o. s. v. See Ström. Sundm. Beskriv. I. 259. og Brünn. Ornith. S. 11.

142) Motacilla Oenanthe Fn. Sv. 254. kaldes her ved Tronhiem: Steenskit.

143) Motacilla alba Fn. Sv. 252. kaldes Søndenfields: Liin-Erle.

144) Det vilde paa dette Sted blive for vidtløftigt at opregne alle de øvrige Norske Fugle, som Hr. Forfatteren ikke har nævnet; hvorfor jeg maa henvise Læseren til Hr. Stöms Sundm. Beskr. og Hr. Brünn. Ornith. samt vore Tronhiemske Acta. Den eeneste Fugl, jeg endnu vil berøre, er Siserøniken, saasom jeg merker, at vores Skribenter i Natur-Historien ikke har havt nogen ret Kundskab om samme eller dens i Norge brugelige Navn. Den er Fringilla linaria Fn. Sv. 241. og de Danskes Graa-Sisken eller Mo-Irisk, og kalds ellers af Ornithologis: Linaria rubra, eller Linaria rubra minor: under hvilket sidste Navn den og forekommer hos Brisson. i hans Ornith. I. 349. n. 31. hvor den tillige kaldes paa Fransk: La Petite Linotte des Vignes. Hos Hr. Secretair Klein, i hans Vorbereitung S. 174. kaldes den: Das Schwartzbärtchen, Rothplattiger-Hänfling, Zitzcherlein, samt Tchetzke. Den bliver nok ogsaa, uden Tvivl He. Halles, i hans N. G. II. 391. forekommende Kleiner-Carmin-Hänfling og Ziszerinchen (Linaria coccinea minor, muta) og Englændernes Lesser Red-header Linnet. I Østerrig, hvor den om Vinteren opholder sig i Older- eller Elle-Skove (alnetis) heder den: Grasel, Meer-Zeifel, Tschötscherl, saasom Kramer beretter, i hans Elencho veget. & animal. Austriæ inferioris p. 369. Det er at merke, at denne Fugls Farve meget forskiellig beskrives af Auctoribus; hvilket vel, til en stor Deel, kommer af Farvens Forandring, naar Fuglen har fældet og været nogen Tiid i Buur. Ellers skilles Hannen fra Hunnen ved den røde Farve, han har paa Brystet og oven paa Stuven (Uropygium): thi Hunnen er og rød paa Hovedet. Derfor siger Hr. Haile rettelig om Hannen: Stirn brenne Carmin-roth; Kehle, Hals, Bryst, Bauch, blass Carmin-roth, wie auch Steis; og om Hunnen rothe Scheitel. See og Brisson. l. c. Graa-Irisk-Hunnen fæmina Fringillæ flavirostris (som undertiden bliver taget for Siseronik-Hunnen) gielder det egentlig om, at den ingen rød Isse har; men deri er denne sin Han liig. Man maa ikke forvirre med vores Siseronike og Graa-Irisk 1) de Danskes Torn-Irisk, Fringilla cannabina Fn. Sv. 240. Halles Carmin-Hänfling Linaria coccinea major musica; og Linaria rubra major Auctorum, som, i Ober-Saxen, for Ex. i Jena, kaldes slet hen, Hänfling, og om hvilken jeg endnu ikke veed, om den opholder sig i Norge; tvivler, i det mindste, høylig paa, at den er her Nordenfields. 2) Den her saa kaldede, Svensk-Irisk, Loccia chloris Fn. Sv. 226. paa Dansk: Svenske. Og endelig 3) Sisiken, Fringilla spinus Fn. Sv. 237. paa Dansk: Sisken.

145) Sturnus vulgaris Fn. Sv. 213. Dog har jeg seet Stæren baade i Salten og i sær i største Mængde, paa Helgeland f. Ex. paa Nesne i Nordlandene.

146) Fringilla domestica Fn. Sv. 242.

147) Paa Norsk, Søndenfields: Skjære, Nordenfields: Skjur.