www.altabibliotek.net/finnmark

 
Tilegnelse
Forfatterens Fortale
Til den Høylærde Herr Forfatter
1. Herkomst
2. Tungemaal
3. Naturel, samt Dyder og Lyder
4. Klæde-Dragt
5. Boeliger
6. Leye
7. Spise og Drik
8. Huusgeraad
9. Rensdyr
10. Age-Redskab og Age-Maade
11. Flytning samt øvrige Reyser
12. Vilde Dyr og Fugle
13. Fiskefangst
14. Fabriqver
15. Maneerer
16. Giftermaal og Bryllup
17. Leege
18. Sygdom og Liig Begiængelse
19. Afguder
20. Afgudiske Ofringer.
21. Troldom.
22. Superstitioner.
23. Den Finmarkiske Mission.

Knud Leems Beskrivelse over Finmarkens Lapper. - Kjøbenhavn : Salikath, 1767

13. Capitel
Om Fiskefangst.

(s. 294-369)

Neppe findes i Norge et meere fiskeriigt Sted, end Finmarken. Hvor mange kostbare Hvalfiske ere vel ikke i forrige Tider der blevne fangede? hvor riig er ikke, den viidtberømte Tanens Elv paa Lax, som formedelst sin Ypperlighed henbringes til langt fraliggende udenlandske Steder, og der høyt agtes? hvilke skiønne Helle-Flyndre (148), Kabeljauer (149), samt andre Fiske frembringer ikke det Finmarkiske Hav, for hvis skyld Nordlænderne i den hardeste Vinters Tiid med største Besværlighed og Livs Fare der hen paa Fiskefangst begive sig? ey allene nyde Indbyggerne Landets Gode af Fiskerie, Dyre- og Fugle-Fangst etc. i gos Rolighed, saa at, om der er Kriig imellem Dannemark og Sverrig, giør samme dem dog ingen synderlig Forfang; men endog besidde de dets Herligheder ubehindrede, saa at enhver, uden at spørge den anden om Forlov, og uden nogen Slags Dispute, gaaer hen, fast hvor ham lyster, at hugge Brænde, at hugge Tømmer til at bygge Huus af, at flekke Næver af Træerne til at tække Huuset med, at meye Græs, at skyde, at fiske i det salte Vand og i de ferske Søer, ligesom til en arvet elle kiøbt Eyendom; sa at, lad være en Skribent beskriver Finmarken, som et Land, hvilket Naturen haver nægtet al Beqvemmelighed, og hvis Indbyggere al civiliseret Omgiengelse er berøvet. Og, lad være, Saxo bejamrer Lappernes ustadige Tilhold, da han saa skriver: "Sunt Finni ultimi septentrionis populi, vix qvidem habitabilem orbis terrarum partem culture & mansione complexi, incerta illis habitatio est, vaga domus" = "Finnerne ere de yderste Folk i Norden, dyrke og have sit Tilhold paa en Part af Jorderige, der neppe er beboeligt, de have uvis Boepæl og ustadigt Huus", eyer dog Finmarken ved velsmagende Fiske, nydeligt Fugle-Vildt etc. adskillige Herligheder, som paa mange andre Steder savnes.

Anlangende hver i sær af de Slags Fiske, som den Finmarkiske Søe yder, da er det ey mit Forsæt, nøyagtig at beskrive deres udvortes og inddvortes Skabning, efterdi derom i andre Skrifter er givet fuldstændig Underretning; men jeg vil ikkun, efter at have med faa Ord meldet om noget af Fiskenes udvortes Skikkelse, vise Maaden, paa hvilken Lapperne til Deels fange dem, til Deels føre sig dem til Brug og Nytte, samt, hvor mig Anledning dertil gives, indføre een eller anden did henhørende Omstændighed, tilfælde eller Tildragelse. I Finmarken er der, helst ved Kyndelsmis-Tider, ey allene ved Søe-Siden, men endog inde i Fiordene, en Mangfoldighed af Hvalfiske at see, som da efter Guds vise Huusholdning og faderlige Omsorg for Stedets Indbyggeres Tarv drive Torsk og andre flere Fiske nær Landet til beleylige Steder, hvor Folket kand søge og nyde dem til nødtørftig Ophold for sig og sine; saa vi maa ansee disse umælende Creature, som Redskaber i Guds Haand, hvorved han, paa en sær forunderlig Maade tilskikker Mennisker Føde i et Land, hvor Korn-Vexten mangler. Man hører, paa den Tiid, da Hvalfiskene, som sagt, i stor Mængde, ligesom en samlet Hær, jage de andre Fiske for sig til Landet, af benævnte Bæster en grusom Brølen, og seer her og der een, af deres Aande, høyt i Veyret fra Vandet opstigende røglig Damp. Saadan Samling af Hvalfiske kalde Finmarkens Norske Indvaanere: Hval-Grin. At begive sig samme for nær, er formasteligt; thi Tidernes Erfarenhed der i Landet har lært, at Fisker-Baade derved een og anden Gang ere blevne forraskede. I Hude-Dagene, som ere Hvalfiskens Parre-Tiid, er den ey mindre farlig; thi da søger og nærmer den sig Fiskernes Baad, formodentlig anseende samme for sin Mage. Vad saadan Hendelse udkaster man paa Vandet Bævergield, for hvilket Hvalen siges at have Afskye og flye. I Mangel af Bævergield udkastes Roerbænke, tomme Fustages eller andet deslige, som er for Haanden, og i en Hast kan gribes til; hvilket den da nogen Stund ligesom leger med: imidlertid faaer man Leylighed at undrømme. Paa benævnte Tiid af Aaret, da Hvalfisken elsker sin Mage, finder man undertiden sperma Ceti flydende paa Vandet, ja og liggende oppe i Strandbredden (150).

De Hvalfiske, som i Finmarken meest forekomme, ere 1) den, af Landets Indbyggere saa kaldet: Rør-Hval (151). 2) Den af Indvaanerne saa kaldet Stor-Hval; der er en meget stor Hvalfisk, indbefattende mange Favne i Længde. Denne i Besynderlighed driver Fiskene af Havet til Landet, og forfølger dem lige ind i Fiordene. 3) Den af Beboerne saa kaldet: Trold-Hval, som er en overmaade stor med Skiæl begroet Hvalfisk, og, efter Beretning, lader sig under Vandet med fæl Brølen høre. Det er denne som gemeenligst omkaster Baadene, og efterdi den ey saa ofte, som de andre Hvalfiske, lader sig over Vandet tilsyne, falder den des vanskeligere at tage sig vare for (152). 4) Nord-Kapere, der ere et Slags Hvalfiske, som komme fra Iis-Biergene, og om Sommeren søge sit Tilhold ved Nord-Capen, og haver deraf faaet bemeldte Navn. Benævnte Hvalfisk værende af en meget vild og uregierlig Art, saa den skaffer Fiskefangerne nok at giøre, er af Skikkelse kort, haver et for til budt stubbet Hoved, og bliver derfor af Finmarkens Beboere kaldet Stubben (153).

Hvalfiskenes Danlighed er udi andre Historier, i sær udi den Grønlandske Beskrivelse omstændeligen beskreven og ved Kobber-Stykker forestillet; hvorfor jeg ey videre derom vil handle; men have den gunstige Læser til bemeldte Historie henviist (154), Efterdi en Deel af tit bemeldte Fiske lade sig, som sagt, see ved Nord-Capen, øvede udenlandske Folk i forrige Tider sammesteds Hvalfangerie og havde, imedens de kogte Tran af Spekket, sit Tilhold i Kielvig og paa Sør-Øen i Vest-Finmarken (155). I de senere Tider indfandt sig Biscajer nær Landet, for at fange Hvalfiske, hvis Spek de inden Skibs-Borde smeltede (156) Endog Varanger-Fiods Søe-Lapper øvede fordum Hvalfangst, brugende dertil af dem selv opfundne og giorte Redskaben (157). Ofte tildrager det sig, at der nær Landet forefalder en af Grønlands-Farerne skudt, eller af de herefter ommeldte Vandhunde dræbt Hvalfisk. Af slige Hval-Vrag toge de Høylovlige Danske Konger en Tiid sin Andeel; men Høylovlig Ihukommelse, Kong CHRISTIAN den femte, forundte derefter Finmarkens Almue den Frihed at beholde dem for sig allene. Hvilket erfares af een den 11te August 1688 dateret Allernaadigst Kongelig Anordning. Den Underretning, jeg her haver givet, angaaende de i Finmarken strandede Hvalfiske, anlediger mig til tillige at fortelle følgende selsomme Tildragelse, som er virkelig, endskiønt den synes utrolig: Nogle Finmarkens Fiskere fandt en død Hval paa Havet, og saasom de ey vare i Stand til allene at bringe den til Landet, vovede een af dem sig til at træde af Baaden op paa dens Ryg, og at lade sine Medfiskere paa samme Baad fare fra sig til Landet, for at hente flere til Hielp til Fiskens Indbringelse. I deres Fraværelse blev han siddende paa Hvalen, og for at ey bortskylles af Vandet, skar et dybt Hul i dens Ryg, og der satte sine Fødder ned, holdt tillige een af bemeldte Baads Aarer i Veyret, paa det at, naar de, som han havde ladet gaae fra sig til Landet, komme i Følge af flere tilbage, de da desbedre kunde see og finde ham igien, som og skede; thi ved Tilbagekomsten forefandt de ham samt Hvalen i god Behold, og de samtlige bragte den lykkelig til Landet.

Vand-Hunden, kaldet af Finmarkens Norske Indvaanere: Staal-Honning, og af Lapperne: Fakan, bliver man vaer hos den Finmarkiske Søekyst. Bemeldte Staal-Honning ligner i sin Skikkelse temmelig en liden Hval af 3 a 4 Favnes Længde, haver spidsagtig Næse, oven og neden i Munden en Finger lange Tænder, og paa Ryggen en lang Finne, der fremviser et opstaaende Spyd. Den er Hvalfiskens afsagde Fiende, der dræber ham ved at hugge med sine skarpe Tænder et Stykke Spek af ham efter det andet. Aldrig findes een saa stor Hvalfisk, at jo saa af bemeldte glubske Bæster formaae at myrde ham, og endskiønt han for at undgaae deres voldsomme Behandling begiver sig lige op til Strandbredden, slippe de ham dog ofte ikke, førend han maa forlade Landet, og blive dem følgagtig ud paa Dybet igien, antastet og forfulgt af benævnte Vandhunde lader han sig med en erbarmelig Brølen høre (158).

De overalt ved den Norske Søekyst bekiendte Fiske, kaldede: Springere (159), tee sig og paa det Finmarkiske Hav. Benævnte Fiske, der af Farve ere sorte paa Ryggen, men hviidagtige under Bugen, og i Storlighed gemeenligst indbefatte 1 eller 1 og 1 halv Favns Længde, sees somme Tider i deres Fart at springe høyt fra Vandet med heftig Vandets Bevægelse, saa det er fornøyeligt at see mange tillige komme anfarende. Sit meeste Tilhold have de i Havet langt fra Landet; dog begive de sig undertiden, i sær om Foraaret, vel hundrede ja flere i et Følge ind i Fiorde og Viger, og sammesteds fanges med Vod. I Steden for at andre Fiske, for at undkomme, trænge ind paa den Vod eller Garn, som er udsat til at fange dem med, skye disse Vodden eller Garnet, hvormed man haver omgivet dennem, og heller med hastigste Fart begive sig til Strandbredden op paa det Tørre, end fordriste sig til Undkommelse der, hvor Garnet eller Vodden sees udspendt. De, ligesom forbemeldte Vandhunde, søge sin Lyst i at forfølge Hvalfisken, have og Tænder at bide ham med, dog kand de ey stort udrette, uden de have hine, der skal giøre det beste, til Hielp.

Een ved Søekandten i Norge bekiendt Fisk, kaldet: Brugde, forekommer iligemaade i Finmarkens Hav-Vande. Samme befindes af Storlighed, som en maadelig Hvalfisk, er paa Huden sortglindsende, haver paa Ryggen en stor krum Pukkel, og siges i blik-stille Veyr at give sig op under Fiskernes Baad, og med sin puklede Ryg et kuldkaste samme, saa fremt der giøres mindste Bevægelse; hvorfor det kommer an paa i saadan Casu at holde Baaden gandske stille. Naar ingen Vind paa Havet fornemmes, lader benævnte Fisk sig een og anden gang tilsyne oven Vandet; men saa snart en sagte Vind just teer sig paa Vandet, begiver den sig strax til Bonden, saa det lader sig ansee, at den ey kan fordrage allermindste Blæst (160).

Af Marsviin, de i Norge saa kaldede Niser (161), haver Finmarkens Hav, Fiorde og Viger temmeligt Forraad. Efterdi benævnte Fisk saavel i Danmark, som Norge, og paa adskillige andre Steder forekommer, er dens Adfærd at tumle sin oppe i Vandbredden noksom bekiendt. Vel lader den sig under Tumlingen for Anskueren trekandtig ansee; dog er den intet mindre, end saadan i sin Danlighed, men deri, efter min Skiønsomhed, hellere ligner en Makrel (162), endskiønt begges Farve og Storlighed er ulige. At den tumlende paa Vandet fremviser sig trekandtig, skeer, fordi den først lader Næsen sees, strax derpaa en Deel af Ryggen, og atter strax det yderste af Rumpen, forstikkende enhver af benævnte Parter under Vandet, saa snart den haver været tilsyne. Somme Lapper ere vel øvede i at skyde den; løses ikke Skudet, førend den teer sig oven Vandet, gaaer det gierne formedelst dens selsomme Tumlen glip, hvorfore Skytteren, blivende den vaer under Vandet, skyder i samme Øyeblik, som den vil stikke Næsen frem, og da bliver Skudet sielden frugtesløst. Bemeldte Fisk sees undertiden i blikstille Veyr og varmt Soelskin at flyde paa Vandet sovende. Spekket og Kiødet spises af Finmarkens Normænd og Lapper med Begierlighed.

Et Slags Fisk, kaldet af Norges Norske Indbyggere: Haa-Kjærring (163), og af Lapperne: Akkalagges, gives i Finmarken ikke ringe Forraad af. Benævnte Fisk er paa Ryggen mørke-graa, ja nesten sort, men hviid under Bugen, haver en skarp Hud, sorte og runde Øyne, en bred nedvendende Mund, hvasse Tænder og ingen Been, men i deres Sted bare Brøsk, som lettelig lader sig overskiere. Leveren, hvoraf smeltes Tran, er overmaade feed, derhos saa stor, at en eeneste kan fylde en Tønde. I somme finder man og Egge-Blommer. Den her beskrevne Fisk er meget graadig og sluugvuren, saa at endog de større opsluge de mindre af sit Slag, hvilket følgende Hendelse iblandt andet kan bevise: Da en Lap af Altens Fiord havde fanget en Deel smaa og store tillige, havde skaaret dem op og udtaget Leveren, og derefter, maaske i Tanke efter Lappernes Sædvane at ville bruge dem til at giøre Rekling af, havde bundet dem ved en Line bag Baaden, hvor de da ved en Distance fra Bagstavnen stod i Vandet, men derpaa savnede een af dem, og kunde ikke befinde, hvor den maatte være afbleven, fangede han strax derefter een, som var temmelig stor, og ved Aabnelsen fandt den savnede inde i dennes Bug. Ey allene ere de saa kaldede Haa-Kiærringer slugvurne, men endog befindes skadelige for Fiske-Redskabet, som Fiskerne til Helle-Flynder, Torske- og andre deslige Fiske-Fangst i Søen udsette, hvilket, saavel som og de fangede Fiske, de med sin skarpe Hud og sine hvasse Tænder sønderslide og forderve; dog hender det, at de smaa ved den Leylighed selv blive besnærede. Lapperne fange benævnte Haa-Kiærringer med en lang, tyk og sterk Line af Hamp, i hvis Ende haves først en temmelig svær Steen, derefter een mere end en Favn lang Jern-Lænke, og i Enden af samme en stor Jern-Krog, paa hvilken til Mading settes Sælhund-Spek, Marsviin-Spek eller andet deslige. Fornemmende, at Fisken haver fattet Krogen, trækker de Fiske-Snoren, i hvis Ende bemeldte Steen, Jern-Lænke og Krog med Mading sidder, til sig af alleryderste Kraft, for at faae Fisken, uden at give den i mindste Maade Tøyelen, op til Baaden; thi ellers sluger den i en hast først Krogen, derefter Lænken, strax derpaa ogsaa Stenen, der haves Snoren nærmest, i sig, og efter dets Indslugning faaer fat paa Snoren, med sine hvasse Tænder, bider den af og gaaer sin Vey, saa at de blive den qvit. Naar de have faaet den op til Baaden, giver de den mange Slag af en Træ-Kølle, og hugger den med en stor Jern-Krog, eller i dets Sted stikke den med en lang dertil dannet Kniv, og derefter, om de vil føre sig den til Nytte, ved at giøre Rekling af den, hale den ind i Baaden; hvis ikke, skiere de den allene op, tage Leveren ud, og lade den saa fare. Paa det Sted, hvor man vil fiske titbenævnte Haa-Kiærring, sænker man ned til Bonden et af forraadnede Sælhunds-Tarme, forraadnede Laxe-tarme eller anden deslige ilde lugtende Mading fyldt, med Riis-Qviste bedækket, og med en Steen oven paa Riis-Qvisterne belagt aflangt Kar, ansat med Kloer eller Fødder, som skal holde det fast ved Bonden. At bemeldte Kar ey med et tet Laag, men ikkun med Riis-Qviste averdækkes, skeer til den Ende, at noget af den deri lagte Mading lidt efter Haanden kan komme ud deraf i Vandet, for at føres hid og did af Strømmen, og ved sin Lugt bringe Fisken til Stedet, hvor man vil have den. Saadan Omgang med Haa-Kiærring-Fangst bruges maaskee ogsaa paa en Deel andre Steder i Norge. Undertiden fanger man dem ved et saa kaldet Stang-Vad, som er en lang Stang, til hvis Ender er fæstet Liner, Jern-Lænker og Jern-Kroge af ovenmeldte Danlighed, samt Mading paa Krogen, Efterdi bemeldte Kroge med Madingen haves ved nogen Distance fra Bonden; og Fiskens Mund, som før er meldt, vender ned, saasom havende sit Sæde under Kiæberne, maa Fisken, førend den kand faae Madingen oven fra, vende Bugen i Veyret.

Den allevegne ved Søesiden i Norge bekiendte Fisk, kaldet: Haabrand (164), er og i de Fiskes Tal, der tee sig i det Finmarkiske Hav. Samme er af Storlighed mindre, end forbemeldte Haa-Kiærring, men paa Farven nesten ligner den, og haver iligemaade en skarp Hud. Paa Ryggen er den begavet med en ostaaend Finne, hvilken den undertiden i sin Fart fremviser oven Vandet, endskiønt den med sin øvrige Krop svømmer derunder, og følgelig ey er tilsyne. Somme Tider bærer den sig ad, ligesom en Sælhund, ved at reyse sig lige op af Vandet. Ofte afbider den Fiskernes Snor, og den derpaa fangede Fisk; dog hender det, at han selv bliver ved Fiske-Krogen fangen.

I Finmarken forekommer en Fisk, af Landets Indbyggere kaldet: Haa-Mær. Benævnte Fisk er omtrent en Favn lang, haver en glat Hud, er paa Farven hviid under Bugen, men paa Ryggen mørke-grøn, og i sin Skikkelse hart ad ligner de ovenmeldte Springere. Leveren er rund, og, saasom bestaaende nesten af bare Fedme, Fiske-Fangeren til Fordeel; Kiødet derimod duer intet (165).

I det Finmarkiske Hav befindes og een iblant alle Norske Fiskere bekiendt Fisk, kaldet: Haa. Samme er mørke-graa paa Ryggen, men hviid-agtig under Bugen, og haver paa sin Ryg ved hver Ryg-Finne et lidet opstaaende stivt og spidst Horn, og, ligesom ovenmeldte Haa-Kiærring og Haaebrand, en skarp Hud, men ingenlunde er at ligne med dem i Storlighed, saasom befattende ikkun omtrent en Alen i Længde. Rumpen, ligesom dens øvrige Hud, er hvas, og bruges til adskilligt, iblandt andet til at skure med. Leveren er af god Fedme, og giver rigelig Tran. Inde i sin Bug haver den Ægge-Blommer, hvoraf en Deel Finmarkens Beboere tillave Pandekager. I de sydligere Norges Egne tilrede Bønderne deaf en Ret, kaldet Haae-Dravle; men som disse Æg ey ere velsmagende, saa blive ey heller de deraf tillavede Retter angeneme. I Smag er vel benævnte Fisk ikke af de behageligste, dog lader den sig spise, til hvilken Ende man flekker, udspiler og vindtørrer den, og somme nedlegge den i Salt. Med dens Fangst omgaaes i Finmarken, ligesom paa andre Steder i Norge (166).

De Finmarkiske Hav-Vande ere begavede med en Mængde af Helle-Flyndrer; samme, saavel de smaa som de store, kaldes i Almindelighed af Nordmændene: Qvejte, og af Lapperne Baldes. Ellers tilegne Lapperne enhver i sær af benævnte Fiske et særdeles Navn efter deres Storlighed; thi de kalde en Helle-Flynder, der er af de allermindste: Ræjhjek. En, som er liden, dog ey af de mindste, nævne de: Gad. En, der befindes noget større, end disse, kalde de: Rad'ke-Guelle. Norvegice: en Styving. En, der er stor, dog ey af de allerstørste, give de Navn af Leppadak. En, som befindes af den Storlighed, at den kan fylde en Tønde, ja end drægtigere Kar, heder hos dem: Oaaivadak. Angaaende Helle-Flyndrens Skikkelse, da ligner den i noget de gemeene Flyndrer, saasom værende, ligesom de, glat paa Huden, og i sin Skikkelse bred og flad med udstaaende Fiere fra begge Sider, men i visse Maader er den dem uliig ved at have, i Henseende til begges Proportion, et større Gab, saa og anderledes skikket Rumpe. Paa Ryggen er den nesten sort uden Spetter, men hviid under Bugen. Leveren duer fast til intet, men Rognen er meget nyttig, og iblant andet bruges af Landets Indvaanere i Steden for Æg at bestryge Brød med, da den giør samme Tieneste; desuden mænge de den med Meel, og bage Flade-Kager, det i Norge saa kaldede: Flad-Brød af den. Af bemeldte Fisk beredes den saa kaldede Rav, Rekling og Skaarre-Qveite, som ey allene henbringes til Norges Egne, men endog til Danmark, maaskee ogsaa til udenlandske Steder, og formedelst sin nydelige Smag vel betales. (Vid. Tab. LXXIV.) Naar en Lap fornemmer, at en Helle-Flynder haver fattet hans Fiske-Krog, trekker han den lidt til sig med Fiske-Snoren, derpaa, ved at give Snoren efter, lader den løbe; saaledes vedholdende Skifteviis at trække Fisken til sig, og ved Snorens Eftergivelse at give den frie Fart, indtil den har løbet sig tret og er gandske udmattet; hvorpaa han trekker den op lige til Siden af Baaden, og efter at have hugget den i Hovedet med en stor Jern-Krog, af de Norske kaldet Klæpp, med samme Krog indhaler den. Beskrevne Maade at fange Helle-Flyndrer paa, hvilken iblant Norske Fiskere er almindelig, bruges i Finmarken helst om Vaaren; men om Sommeren betiener man sig til benævnte Fiske-Kroge ved nogle Favnes Distance fra hinanden. I dybt Vand og paa hviid Sandgrund have tit bemeldte Fiske sit Leye. Ved Bug-Øen hos Rafte-Siden i Øst-Finmarken falder efter Beretning et ugemeent Slags af Helle-Flyndrer, hvilke ere de andre ulige paa Farve, saasom sorte over alt, saavel under Bugen som paa Ryggen; disse siges at overgaae hine i Fedme og Velsmagenhed.

Finmarkens salte Vande eye og Flyndrer, der baade ere nydelige af Smag og smukke af Farve, saasom hvide paa Buug- og mørke-brune med rødlige Spetter paa Ryg-Siden. Benævnte Fiske fanges meest ved en paa Bonden nedlagt Line, hvortil ved en god Distance fra hinanden ere fæstede Fiske-Kroge med Mading af store sort-brune Madiker (167), som man af Sanden opgraver, deels ogsaa ved et med en Piig i Enden ansat Lodd, hvilket man, hvor Fisken sees at ligge paa Bonden, lader ved en Snor løbe ned for at giennembore den. Foruden de bemeldte, hvilke i en Deel Norges Egne bære Navn af Guld-Flyndrer (168), fanges der i Finmarken et Slags Flyndrer, der ere skarpe paa Huden; disse kaldes af de Norske Sandskraa (169), og af Lapperne: Guormak.

Torsk, hvorved Finmarkens Handel meest florerer, gives der i Landet i stort Forraad og af adskillig Slag. Saa skiønne Kabeljauer, som noget Land kand frembringe, saaes der. Om Sommeren begiver sig fra Havet ind i Finmarkens Fiorde et Slags korte Torske med trindt Hoved (170), hvorved disse kiendes fra de, der hele Aaret sammesteds holde sig, og baade falder magrere og paa Kiødet grovere. Ved Jule-Tider ankommer nære Landet en med Rogn rigelig begavet Torske Art, kaldet af Indbyggerne: Soelhovve-Torsk (171). Paa sine Tider fanges der et Slags mindre Torske, som allevegne i Norge bære Navn af Tare-Torsk (172), fordi de helst vil være iblant Tanget nær Bonden. Samme befindes til Deels mørke-brune, til Deels lys-brune, alt efter den Grunds Farve, hvor de have sit Tilhold. I Almindelighed heder en liden Torsk hos de Norske: Modd og Kroppung (173), hos Lapperne: Gakran og Rudnok. Efter Stedernes adskillige Beskaffenhed gaaer Torske-Fangsten udi Finmarken paa adskillige Tider i Aaret an. Neppe ere benævnte Fiske nogensinde, Sommer eller Vinter, Vaar eller Høst, saa aldeles Stedet undvigende, at jo et eller andet Slag af samme, om ikke altid i Mængde, saa dog til nødtørftig Ophold kan bekommes. Man fanger dem Deels med en Fiske-Snor, som man lader løbe ud af Baaden ned imod Bonden, og haler til sig igien, naar Fisken fornemmes at have fattet Krogen, deels med en Line, som anheftes med mange Fiske-Kroge ved en god Distance fra hinanden, og legges langs Bonden; men Garn til bemeldte Fiskes Fangst ere ikke der i Landet, som i de sydligere Norges Egne, i Brug (174). De Torske, der bekommes som Vinteren, blive gierne Ladviis, een over anden, raa henlagte i en saa kaldet Fiske-Skiaae, der er et Huus, bestaaende af durchsigtige Sprinkel-lige Vegge, igiennem hvilke Vinden kan trænge ind, hvor da samme Fiske holde sig hele Vinteren friske og frøsne, og blive der liggende indtil Foraaret, da man, efterdi Luften begynder lidt at formildes, og de at ville skyde Iisen, derfra udtager dem, derfra udtager dem, og henger dem uflakte op paa en dertil dannet Stillads eller saa kaldet Fiske-Gield, for at tørres. De Torske, der fanges om Foraaret, blive iligemaade paa benævnte Stillads uflakte ophængte, og derfor bære Navn af Rundfisk og Stokfisk; men de der faaes om Sommeren, flekker man og derefter henger dem op; thi uflakte bestaaer de sig ey saavel imod Sommerens Hede og de Orme, som Spye-Fluerne (175) ansetter. Disse gives Navn af Rotskjær. Foruden bemeldte falder at agte, at en Stokfisk, som i Luften fryser tør, bliver gierne myg, eller som man kalder det, foos, saa at, vil man trykke paa den med en Finger, giver den sig, som en Svamp, derunder, og at de, som tyk Taage paafalder, imedens de henge i Luften for at tørres, faae gemeenlig en slet og Kiøbmanden mishagelig Farve paa Skindet.

En Fisk, kaldet: Torske Konge (176) befindes og i de Finmarkiske Farvande. Samme haver en Pukkel paa Hovedet, som agtes for den Krone, en steyl flad Pande og længere Underkiæbe end Overkiæbe, men er iøvrigt skikket ligesom de gemeene Troske. Som Bie-Kongen er Biernes Veyviser, saa siges benævnte Torske-Konge at være Torskenes Anfører, der efter Naturens Drift ledsager dem fra det store vilde Hav ind til Landet i saa nær samlet Hob, at de i Vandet lade sig ansee nesten som pakkede sammen; hvorfor og en saadan Samling af Fiske bliver af Norges Beboere kaldet Fiske-Bierg. Bemeldte Torske-Konge fanges sielden, uden iblant en stor Mængde, da Fangsten hyppig tilgaaer. Efter Fiskernes Beretning giver dens Hud grandgivelig tilkiende, at den har havt mange flere Fiske i Følge med sig, og af samme haver været omgiven og trængt. I den Sted Hovedet aftages andre Torske, førend de blive i Luften udhængte til at tørres, henger man denne op tillige med Hovedet. Gemeene Mand holder for, at hvo der faaer en saa kaldet Torske-Konge, bekommer fra den Dag af god Lykke til Fiskerie.

Det Finmarkiske Hav yder og Langer (177), af hvilke de beste faaes i Kielviigs og Ing-Øens Farvande.

De allevegne i Norge bekiendte Fiske, kaldede: Graasey (178), haver Finmarken nok af, ey allene de mindre, men endog de store, hvilke man i Norge nævner: Sey-Obs. (Vid. Tab. LXXIV.) Foruden den almindelige Maade at fange sidstbenævnte Fiske paa, bruge og Lapperne denne, at man staaende fremme i Baaden nær dens Forstavn, og havende i Haanden en lang Stang med en hvas og sterk Jern-Krog i Enden, dermed hugger og slænger den, een efter anden, ind i Baaden, naar de mange tillige ved Siden af hinanden svømme paa Vandet. (Vid. Tab. LXXV.) Undertiden begive benævnte Fiske sig til saaledes at svømme nær en Strandbred, hvor der er dybt Vand; naar saa skeer, fanger man dem, som jeg selv nogle gange saa, ved at staae paa Landet, og med bemeldte Stang og Krog hugge og ophale dem af Vandet lige paa Land.

I Finmarken forekommer og et Slags Fiske, af Landets Indvaanere kaldet: Søbørting (179). Benævnte Fisk haver under Bugen Ansigt-Farve, og paa sin øvrige Hud en glindsende Sølv-Farve. Kiødet befindes rødt, og af Smag nydeligt.

En allevegne ved den Norske Søekyst bekiendt Fisk, kaldet af Norges Norske Beboere efter Stederne adskillige Dialecter: Rogn-Kiølse eller Rogn-Kiækse (180), og af Lapperne: Akkazinzo, er ogsaa en af Finmarkens Saltvands-Fiske; samme befindes paa Farven bruunagtig, i sin Skikkelse kort og tyk med udstaaende Takker fra begge Sider, og rigelig begavet med Rogn. For Folkes Gane er den ey af Smag behagelig, men desmere velsmagende for Otteren, som helst deraf tager sin Føde.

Ypperlig fede Sild af adskillig Slag teer sig undertiden i den Finmarkiske salte Søe; men Lapperne forstaae ey at fange dem, og desuden mangle de dertil fornødne Redskaber. (Vid. Tab. LXXV.) Kan de ikkun faae saa mange, som behøves til Mading at fange Torsk og andre deslige Fiske med, lade de sig nøye, til hvilken Ende man øser dem lige af Søen ind i Baaden, naar de under Vandet, forfulgte af en Allike, (181) give sig i blikstille Veyr op paa Vandet i en Klynge.

Til Finmarken søger en Fisk, kaldet: Lodde; af samme gives tvende Slag, eet kaldet af Landets Beboere: Jern-Lodde, det andet Sild-Lodde. De saa kaldede jern-Lodder befindes paa Ryggen trekandtige og mørke-grønne, men hvide under Bugen. Samme komme til Landet i en utrolig Mængde, dog ey hvert Aar, men efter nogle Aars Forløb imellem hver gang. Undertiden have de andre Fiske i Følge med sig; somme Tider derimod komme de allene. Efter nogen Tiids Forblivelse paa sandig Grund nær Landet begive de sig bort igien; Indbyggerne ikke til liden Skade, saasom de øvrige sammesteds sig opholdende Fiske følge dem efter. Dee saa kaldede Sild-Lodder ere mindre, end de forbemeldte, omtrent af en liden Silds Storlighed. Disse,ligesom hine, indfind sig efter nogle Aars Forløb imellem hver gang i en vrimlende Mangfoldighed, havende i Følge med sig utallig mange Maager og andre Søe-Fugle, der Nat og Dag opfylde Luften med usigeligt Skriig. Efter Ankomsten slaae de sig nogen Tiid paa Grunden nær Landet til Rolighed, saasom der udgydende sin Rogn, eller saa kaldede Gott, og efterdi Torske samt andre Fiske finde stor Smag i samme, søge de derhen i mange tusinde Tal, og, endskiønt benævnte Sild-Lodder forføye sig bort, blive dog de øvrige Fiske paa Stedet tilbage, og med deres Rogn giøre sig til Gode. Da kommer det ikkun an paa Fiskernes Raskhed og Gesvindighed; thi saa snart er ikke Fiske-Krogen i Vandet udkastet, at jo en Fisk derved fanges, saa at man ved den fortreffelige Leylighed kan trække Baaden fuld af Fisk 7 à 8 gange i et Etmaal. Til Mading paa Krogen ere bemeldte Sild-Lodder det allerbeste, og for de andre Fiske meest velsmagende; derimod siges de at være Koer, Sviin og andre deslige Dyr saa skadelige, at, om de nyde dem, miste de Haarene, og blive nøgne (182).

I de Finmarkiske Strandbredde forekommer iblant Tanget en liden lang og smal Fisk, der i sin Skikkelse nesten ligner en liden Aal; samme heder hos de Norske: Tangspræl, og hos Lapperne: Staggosh; hvilket Ord egentlig betyder: en liden Stang.

Foruden anførte Fiske gives og i Finmarken, ligesom paa andre Steder i Norge, Størjer (183), Rokker, Norvegice: Skade (184), Steenbider (185), Rødfisk, Norvegice: Uer (186), Lyr (187), Kuller, Norvegice: Hyse (188), Lapponice: Djukso, Hvidinger (189), Brosmer (190), og adskillige flere; derimod ere en Deel Fiske, som andensteds i Norge saaes, ikke der i Landet at see, saasom: Makrel, Aal etc. Nogle Skiæl-Fiske forekommer der, saasom: Krabber, Lapponice: Suobbo, Muslinger etc. nogle iligemaade savnes, saasom: Hummer (191), Østers etc.

Til at fiske farer ofte Søe-Lappernes Qvinde-Personer afsted med Mændene; men Finmarkens Norske Bonders, eller saa kaldene Normænds, Qvinder ere dertil alt for magelige. Paa den Tiid af Aaret, da Field-Lapperne opholde sig med sin Familie og sine Rensdyr ved Søekandten, farer de og undertiden ud paa Fiske-Fangst.

Som der i de Finmarkiske salte Vande befindes oven nævnte Fiske, af hvilke et hvert Slag haver sin besynderlige Nytte, deels til Føde for Mennisker, deels til at smelte Tran af og drive Kiøbmandskab med, deels ogsaa til at fange andre Fiske ved, saa fornemmes der og et andet Monstrum, om hvis fæle og forunderlige Gestalt gives meere Skriv-Materie, end om nogen fra samme ventelig Nytte, saasom: Den af Finmarkens og Nordlands Indvaanere saa kaldet Krake, der er et saa over al Maade fælt og stort Søe-Dyr, at iblant alle Dyr ey dets Lige i Storlighed er at finde, hvilkeet erfares af den vidtløftige Omkreds, som den paa Havet siges at indbegribe, naar den med sine utallig mange oprakte Kloer oven Vandet lader sig tilsyne. Hos benævnte Søe-Dyr, som efter Beretning sielden sees oven Vandet, men haver sit Tilhold i Dybet, og der nesten stedse ligger rolig paa Bonden, holder en stor Mængde af Fiske sig. Naar en Fisker, begivende sig fra et Sted paa Havet til et andet, for at finde en fiskeriig Grund, af en Hendelse kommer der, hvor benævne Krake haver paa Bonden sit Leye, og sammesteds fanger Fiske i Overflødighed, indbilder han sig at have fundet en profitabel Fiske-Grund; men, da bemeldte Dyr efter Fornemmelse af Fisker-Loddet, eller den saa kaldede Blye-Steen, som vedrørte det, giver sig fra Bonden, og Fiskerens Snor, det saa kaldede Fiske-Snøre, følgelig derved faaer et kortere Udløb, end det Begyndelsen havde, endskiønt det paa samme Sted og i samme Dyb, for at løbe til Bonden, udkastes, erfarer han, at det, som han forestillede sig at være fast Grund, er titbemeldte Søe-Dyr, og derfor forføyer sig fra Stedet, dog ey med synderlig Skyndighed; thi, hvor Vandet er hundrede eller flere Favne dybt, siges dette seendrægtige Dyr at behøve vel to Timer til sin Opfart fra Bonden indtil Vandbredden. Efter at samme er opnaaet, reyser det efter Beretning i Veyret forfærdelig store udrakte Kløer for en ved nogen Distance fraværendes Øyne at see til, som store Træer uden Bark, hvilke Kløer det derpaa i en Hast sammenklemmer. Paa samme oprakte store Kløer synes at være mindre Tværkløer, der, ligesom Grene paa et Træ, over Vandet fremvise sig, og er saa dette Dyrs Skikkelse lige saa fæl, som forunderlig, at anskue. I Nordlandene kaldes det, som før er meldt: Krake; men i Karmsund i Christiansands Stift og en Deel andre Norges Egne: Brugde; derimod nævne Finmarkens og Nordlands Indbyggere den forhen beskrevne Fisk, havende en krum Pukkel paa Ryggen: Brugde (192).

I Finmarken fornemmes og den ved Søekysten i Norge bekiendte Søe-Orm, hvilken, ligesom forbemeldte Krake er et forskrækkeligt Søe-Monstrum, omtrent 40 Favne lang, med sorte Øyne og Hoved, af Storlighed, som en maadelig Hvalfiskes, men af Skikkelse, som en Slanges. Fra dens Nakke falder Halsen noget af imod Ryggen, og haver paa begge Sider nedhængende lange lysegraa Haar, ligesom en Hestes Mann. Paa Ryggen er den iligemaade lysegraa, men under Bugen mere hviidagtig. Udi blikstille Veyr i Hundedagene lader den sig meest see, og det med mange Bugter, af hvilke en Deel tee sig oven Vandet, men en Deel, saasom skiulte under Vandet, ey ere tilsyne. Folk er frygtsom for bemeldte fæle Søe-Dyr, og i mueligste Maader holder sig tilside, naar det i Farvandet befindes (193).

Den saa kaldede Hav-Mand og Hav-Frue skal og efter troværdige Folkes Beretning adskillige gange i den Finmarkiske Søe være seet. Hav-Mandens Gestalt beskrives, som en fuldkommen sort Menniskes, sort-brun paa Huden med langt Skieg og slet sort Haar, som naaer ned over Skuldrene; desuden synes den Deel af Kroppen, som oven Vanden fremviser sig, at være her og der bevoxt med et Slags Tang. Hav-Fruen fortelles at have ladet sig tilsyne i en Qvindes Skikkelse med langt guult glindsende Haar, undertiden og i anden Gestalt. Man der i Landet holder for og udgiver det for noget sandt og virkeligt, at, efterat bemeldte Hav-Mand eller Hav-Frue haver ladet sig see, varer det ikke længe, førend en heftig, og Folkes Undergang paa Havet foraarsagende, Storm reyser sig (194).

Som Finmarkens Hav og Fiorde, efter oven anførte Beskrivelses Udviisning, rigelig ere begavede med mangfoldige Slags Fiske til Menniskenes Føde og Handelens Befordring, saa findes der og sielden saa liden rindende Bæk, den jo efter sin Storlighed og Maade yder Fisk, og sielden forekommer der saa liden fersk Søe, den jo kan frembringe nogle Fiske af et eller andet Slag, som deels Naturen selv haver plantet der, deels ogsaa opgaae igiennem Elve fra den salte Søe.

I de Fiskes Tal, som udi de Finmarkiske ferske Søer fanges, er Gedden (195), hvilken kaldes af Lapperne i Almindelighed: Haug, men, om den er meget stor, i Besynderlighed: Golees. Benævnte Fisk tager sin Føde af Frøer (196), Padder (197), samt andet deslige; desuden forfølger og opsluger den andre Fiske, ja end ikke sparer sin egen Art; dog siges Aborren (198) at kunde med sine hvasse Finner forsvare sig imod den. Foruden andre Maader at fange den paa, bruge og Lapperne denne, at, naar den i varmt Soelskin om Sommeren haver begivet sig op imod Strandbredden, og der ligger gandske stille paa Bonden iblant Græsset, stikke de den med et Spyd

De Finmarkiske ferske Søer yde og et Slags Fisk, af Landets Norske Indbyggere kaldet: Lake (199), og af Lapperne: Njak; benævnte Fisk ligner, saavel paa Farven, som i sin øvrige Skikkelse, hart ad de Brosmer, som i det salte vand fanges.

I Finmarkens ferske Søer falder Mængde af et Slags Fiske, som Stedets Norske Beboere nævne: Ror (200), og Lapperne: Raudo; samme ere af Farve mørkagtige paa Ryggen, men røde under Bugen, og gode af Smag.

En Fiske-Art, som af Finmarkens Normænd kaldes Blege (201), ere og de ferske Søer der i Landet begavede med; bemeldte Fiske ere under Bugen blegrøde, og glatte paa Skindet, men i øvrigt zirede med en hviidagtig Sølv-Farve; af Smage ere de meget nydelige.

Tit-benævnte Lands ferske Søer frembringe ogsaa Aborrer (202), hvilke hos Lapperne hede: Vuskon; saa og et Slags Fiske, som Normændene der paa Stedet kalde: Siik (203); samme befindes hvide og faste i Kiødet, samt efter sin Art af god Fedme og Storlighed. Desuden ere de ferske Søer der i Landet begavede med en Fisk, som Lapperne nævne: Haerre (204); saa og med en Fisk, der er hvas paa Finnerne, og i sin Skikkelse nesten ligner en Vaar-Sild, og af Lapperne kaldes: Zhjofzhja; iligemaade med en liden Fisk, hvilken, ligesom den nest forbemeldte, haver hvasse Finner, og heder hos Lapperne: Ruoude-Golmek.

End yde tit bemeldte Søer adskillige Slags Ørreder (205), som, i sær paa visse Aarets Tider, befindes overmaade fede og velsmagende; iblant disse er en Ørred, kaldet af Lapperne: Damok, en anden, som hos dem heder: Guuvzhja, hvilken sidst benævnte er saa feed og nydelig af Smag, at dens Lige er mig aldrig nogen Steds forekommet.

Udi de Rusland angrændsende finmarkiske ferske Søer fornemmes, efter Beretning en Fiske-Art, der i Skikkelse og Smag nesten ligner en Karpe (206).

Angaaende Maaden, hvorledes Lappernes Fiske-Fangst i de ferske Søer øver, falder iblant andet at agte, at om Sommeren fange de Fiskene med Garn; ellers bruges i en Deel Lapmarkiske Egne og den Adfærd, at man her og der neden paa Bonden setter Stokke lige op, og fæster til enhver af samme en Snor, i hvis Ende haves en af Enebær-Træ giort Krog med Mading. Naar Fisken fatter Krogen, bliver den fasthængende.

(Vid. Tab. LXXIII.) Om Vinteren bruge de Fiske-Garn under Isen, hvilket skeer paa følgende Maade: De hefte nogle Stænger sammen efter hinanden, saa at den eene Stangs Ende rører an imod den andens, og de sammenheftede Stænger følgelig giøre en lang Række. Samme Stang-Række fæstes med sin bageste Ende til en Line, som sidder i Frontes af Garnet. Naar man vil sette Garnet hen under Isen, hugger man et Hul igiennem samme, og der igiennem nedbringer bemeldte ved Enderne sammenhængende Stænger, og giver vel Agt paa, til hvilken Kandt de under Isen tage Vey. Paa det Sted, hvor man slutter deres fremmerste Ende at være henkommen under Isen, hugger man atter et Hul, og ved en Træ-Fork, som man stikker der ned igiennem, omfatter og bringer dem end videre hen. Saa længe vedholder man med at hugge et Hul efter andet igiennem Isen, og paa beskrevne Maade at fremflytte Stængerne, indtil de ere saa vidt komne, at deres under Isen tagne Veys Længde svarer imod Længden af Garnet, saa at, om Garnet er 30 Favne langt, lader man tit bemeldte Stang-Række gaae lige saa langt hen under Isen fra det første Hul, hvor igiennem den blev nedbragt i Vandet, indtil det sidste, igiennem hvilket man vil drage den op igien. Naar dette er giort, trækker man der først Stængerne, dernest ovenmeldte Line, der befindes imellem dem og Garnets Front, op af Vandet, og saa længe haler paa samme Line, at man faaer Garnet fat. Nu staaer Garnet, der ved den Haling blev bemeldte Line følgagtig, under Isen, naaende med sin bageste Ende forblivende hos det første Hul, samt med sin øverste Kandt vendende imod Isen, men rørende Bonden med den nederste. Baade tit bemeldte Line, der sidder i Garnets fremmerste Ende, og ved hvilken det blev trækket hen under Isen, saavel som og den Line, der haves i dets bagerste Ende, blive derefter, for at holde det fast og afværge dets Bortdrivelse med Strømmen, hver paa sit behørige Sted, fæstede til en Stang, som i Isen oven paa den fastslaaes. Ved Fiske-Garn, som paa beskrevne Maade hensettes under Isen, fange Lapperne en god Deel Fiske i ferske Søer om Vinteren. Efterdi Hamp ikke altid er at bekomme, bruge de, i Steden for en deraf sammensnoet Line, lange smale Træ-Rødder, eller saa kaldede Tæger, omkring Garnet, og i den Sted at andre Fiskere, til at holde Garnet oppe i Vandet, bruge Kork, betiene Lapperne sig til samme paa somme af sine Fiske-Garn af Næver. Grundstenene, som skal holde Garnets nederste Kandt til Bonden, omgive de og med Næver.

Hvor en fersk Søe befindes ikkun nær Landet at være frossen, legger en Lap sig ned paa Iisbredden, og kiger der hen under, for at see, om der ligge Fiske paa Bonden; bliver han da sammesteds en Fisk vaer, giver han det yderste af Isen et dueligt Slag af en Øxe-Hammer, hvorved et stort Stykke afbrækkes, og med Fart falder ned over Fisken og dræber den. Denne Maade at fange Fisk paa øves, hvor der er lavt Vand, og følgelig kun kort Distance imellem Isen og Bonden.

Iblant de Fiske, som Finmarkens Elve yde, tilkommer Laxen med Rette Fortrinet. Benævnte Fisk kaldes af Lapperne i Almindelighed: Luoos; men i Besynderlighed Han af Slaget: Goaaigjem, og Hun af Slaget: Duovve. En Lax, der er sortagtig paa Skindet, heder hos dem. Koms. De Norske kalde en liden Lax Tart.

Den fornemste og meest bekiendte Laxe-Elv der i Landet er Thanens Elv, hvilken billig kan kaldes Øst-Finmarkens Hoved-Strøm. Benævnte Elv kommer lang Vey oven fra de vilde Lapmarkiske Fielde, nedgaaer med et stolt og bredt Løb imellem Skove, Dale og Bierge, og i sin Nedfart forøges af andre mindre Elve, der iblant af een, som, havende sit Løb imellem Thanen og Varanger, i forrige Tider ydede Bævere og Perler, og som Varanger-Fiords Finner derfor efter Thing-Protocollens udviisning af 10. Febr 1652 bleve tilholdte at have i behørig Agt og Tilsyn. Omsider udgyder den sig inde i Thane-Fiorden ved nogle Miles Distance fraliggende, fornemmes dog dens Strøm ude i Havet, helst om Foraaret, da den voxer ved sterkt Tilløb af smeltet Snee. Laxen, som fanges i samme, er underskedlig fra den, der i de andre Elve faaes, ved at være breed, kort og feed, og derfor med des større Begierlighed kiøbes af inden- og uden-rigske Handelsmænd. Fangsten i denne Elv begynder betimelig om Foraaret, og endes 14 Dage efter St. Hans Dag.

(Vid Tab. LXX.) Altens Elv er Vest-Finmarkens Hoved-Strøm, og, ligesom forbemeldte, haver sit Udvæld høyt oppe i Lapmarken, hvorfra den imellem Skove, Dale og Bierge med et bredt Løb nedrinder, og endelig udgyder sig i det salte Vand inderst i Altens Fiord. Sammesteds fra kan man, formedelst dens rene og jevne Løb, med Baad fare 6 Mile op ad den indtil en steyl Klippe, over hvilken den nedfalder med en heftig brusende Foss. Udi bemeldte Elv faaes intet Aar under hundrede Fader Lax (207). Den, der fanges ved St. Hans Dags Tider, da Fangsten først i benævnte Elv begynder, er feed og stor, saa at ofte et Fad kan fyldes med 16 Laxe; men den, der faaes, naar det lider langt hen paa Sommeren, falder mindre og magrere, foruden at der iblant befindes en Deel smaa Laxe. I samme Elv sees undertiden Sælhunde, hvilke dræbe og fortære een og anden af de feede Laxe, som der igiennem Strømmen opgaaer. Finmarkens Amtmand, Hr. Claus Gagge, siges at have været den allerførste, som lod indrette Stængelser til Laxe-Fangst i Altens Elv, og at have iverksat samme ved en Ruuse, af hvilken Stedets Beboere siden ydermere i bemeldte Foretagende bleve underviiste. Dette skal være skeet paa den Tiid, da det saa kaldede Kongs-Huus blev opsat paa Aar-Øen i Alten udi Aaret 1611, formedelst Feide, som var paakommen imellem Danmark og Sverrig. Da, ligesom og nu omstunder, svaredes ingen Forpagtning af tit bemeldte Elvs Laxe-Fangst; men man betiene sig deraf efter Behag. Siden blev Fangsten baade af Altens og Thanens Elv til Forpagtning, gemeenligst imod 200 Rixdalers aarlige Afgift, Tienden uberegnet, overdragen først Hollænderne, dernest de Kiøbenhavnske, og derefter de Bergenske, hvilke, hver i sin Tiid, selv lode dem stænge. I sær anvendte de Bergenske meget stor Bekostning paa at stænge Altens Elv; thi man lod aarlig mange Mennisker i 14 Dage derpaa arbeyde. Enhver Arbeyder fik 1 halv Vog Fisk, beregnet til 1 Orts Værdie, i Dagløn, foruden fri Kost og 1 Pegel Brændeviin, bekom og ved Ugens Udgang 1 halv Vog Fiskes Værdie i Øl eller Varer, og, naar Arbeydet var til Ende bragt, blev dem samtlig givet 2 Tønder Bergensk Øl; desuden fik tvende Stænge-Mestere, hver for sig, 50 Voger Fisk, beregnede til 25 Rixdaler. De Bergenske Handelsmænd bleve ved at giøre saadan Bekostning indtil Aaret 1675, da de, for samme at spare, ey selv længer vilde stænge Elven, men tilforhandlede sig Laxen af de paa Stedet boende meere og meere tilvandte at indrette Stængelser paa begge Sider i tit bemeldte Elv. Da Elvens Stængelse var Finnerne overdragen, tilholdt enhver sig sit antagne Sted, som noget, der af ham og hans Efterkommere i Familien, Mand efter Mand, imod andres Indpas skulde nydes og beholdes, saa længe nogen af dem vilde antage sig samme til Brug.

Nu omstunder fiskes i benævnte Altens Elv fornemmelig af 36 dertil udnævnte Mænd, hvilke deels ere Lapper, deels ved Bredden af Elven boende Lapmarkiske Bønder af Finlandsk Nation. De bruge til Laxe-Fangsten Stængelser af Stokke og med Løv Bevoxte Træer, hvilke de vadende ud i Vandet indtil Brystet fæste neden paa Bonden. Nogle af samme Stængelser blive ved 2 à 3 Bysse-Skuds Distance oven for hinanden satte ved Bredden paa den eene og nogle ligeledes ved Bredden paa den anden Side af Elven; og, efterdi ikkun fire Mænd skal have Deel i enhver Stængelse, lader man hver for sig af samme ikke gaae længere, end et Stykke ud fra Elve-Bredden, omtrent midt ud paa Vandet, paa det at Laxen kan have fri Gang lige saavel til de Stængelser, der ere høyt oppe i Elven, som til de, der befindes Søen nærmere, og at de Mænd, som fiske i de øvrige, kan fange Lax saavel som de, der bruge de nederste; skulde hver Stængelse naae tvert over Elven fra den eene Bredde til den anden, fik de, som betiente sig af de nederste, nesten al Laxen, men de, som brugte de øverste, lidt eller intet. Oven for bemeldte Stængelser, der, som sagt, gaaer ikkun et Stykke fra Elve-Bredden ud paa Vandet, settes een, som man lader naae tvert over Elven fra Bred til Bred; den Lax, som deri faaes, have alle Fiskerne Part udi. (Vid. Tab. LXXI.) Naar det lider langt ud paa Sommeren, til den Tiid, at Laxe-Fiskeriet vil ophøre, fare alle Fiskerne med Baade og Garn op til ovenmeldte Elve-Fos, hvorhen den Lax, som var gaaet deres Stængelser forbi, havde begivet sig, men ey kunde komme længere, efterdi den steyle Klippe og Elve-Fossen mødte og formeente ham videre Opfart. Derfra trækker de da Garnene ned ad Elven til dens Udløb i den salte Søe, hvor de drage dem til Land, og kan i en saadan Drægt paa engang faae nogle hundrede Laxe, som er en stor Fornøyelse at see. Med Laxen saavel af dennes som af forbemeldte Thanens Elvs, Fangst omgaaes paa følgende Maade: Efter at være bleven flakt og vel afskyldt, gives den i nogle Dage sit behøvede Salt, indtil den haver faaet sin Stiivhed og Beqvemhed til at omlægges; hvorpaa den bliver i dertil dannede Eege-Fustager, eller saa kaldede Fader, ved Donkragter saa sterk indskruet, at den ligger meget fast sammenpakket, og følgelig udkræver ingen Forhøyning paa de Steder, hvor den skal afhandles. Naar dette er giort, maa Fadene daglig igiennem Spunds-Hullet forsees med frisk Lage, indtil al den sig opskydende Garstighed er forsvunden, og Lagen oven Fisken befindes gandske klar, hvilket beroer paa Bødkernes flittige Tilsyn. Det beste Salt maa bruges, om Fisken skal faae sin Skik, og paa fremmede Steder, hvor dens Afhandling meest skeer, antages for dygtig Kiøbmands-Vare. For Laxe-Fiskeriets Fortsettelse i Finmarken have de Høylovlige Danske Konger draget synderlig Omhu; thi Høylovlig Ihukommelse Kong CHRISTIAN den Fierde forordnede den 4 Maji, 1638, at til bemeldte Fiskeries Brug skulde Penge sendes til Finmarken. Iligemaade udgav Høylovlig Ihukommelse CHRISTIAN den Femte en Allernaadigst Kongelig Ordre under Dato 16 April, 1687, at Laxen med rede Penge sammesteds skulde betales.

(Vid. Tab. LXXII.) Om Høsten, naar Laxen er mager, og ikke meere, som Kiøbmands-Vare, gangbar, begive Lapperne sig om Natten ud paa Elven med Baad, og, hvor Fisken fornemmes at ligge stille ved Bonden, stikke den med Spyd, i deres Sprog kaldet: Harses. Til at see ved, have de fremmen for Baaden en Ild af antændt Næver eller anstukket feedt Fyrre-Træ, hvilken de i sit Tungemaal kalde Baral. Fra Baadens Forstavn frem ad gaaer en Stang af Træ, paa hvis yderste Ende haves en Jern-Stang, der først gaaer lige op, og derefter frembøyer sig. Her er giort ligesom en Rist af Jern, hvorpaa bemeldte Næver eller Fyrre-Træ legges, og antændes. Fra Risten paa begge Sider opgaae Hager, hvilke holde og hindre det antændte fra at glide ud. Den Lax, som Lapperne paa denne Maade bekomme, bruge de til Huus-Fornødenhed, og forvare i en stor Kiste med Laag paa, hvilken kaldes: Njál, om den har Fødder under sig, men Buorna, om den er uden Fødder.

Paa en vis Andeel af de her beskrevne Elver, nemlig Thanens og Altens Laxe-Elv, havde de Svenske fordum stærk Prætention til Eyendom og Besiddelse; thi, som de en Tiid lode oppebære Skat af Finmarkens Søe-Lapper, indtil saadan Oppebørsel ved Freds-Fordraget til Knørød i Aaret 1613 blev ophævet, saa tilegnede de sig og sammesteds en fast Eyendoms Ret til de to tredie Dele i Land og Strand, som Sverrigs Konge Carolus i et Brev til en Finmarkens Foged af Dato 30 October 1596 tydelig giver at forstaae. I en Anledning af bemeldte Prætention paa Laxe-Elvene bleve ofte Folk fra Sverrig derhen afsendte, for at fiske, men igien afviiste, uden at naae deres Øyemed. For den Sags skyld besværede de Svenske Commissarier sig, og Statholderen over Lapland, Hr. Balthazar Bech, blev ey allene af Høystbemeldte Konge i November Maaned i Aaret 1607 befalet at erkyndige sig hos Amtmanden paa Vardøe-Huus om, hvo til saadan Afviisning havde givet Ordre og Tilladelse, men og selv begav sig til Varanger, bringende med sig en Hob Fiskere og Bygningsmænd til at fortsette Elvenes Brug, samt en person, som man vilde sette til Foged at oppebære Skat af Finmarkens Finner, og lade boe i Vasøe i Øst-Finmarken, iligemaade en Præst, som man tiltænkte Bopæl i benævnte Vasøe, og skulde være en Lærere for Finnerne der paa Stedet, og derfor nyde de to tredie Dele af den Præste-Rettighed, som de til den Danske Præst pleyede at yde, hvilket alt Finmarkens Foged, Berthel Henricsen, ved et Brev under Dato 23 Februarii 1608, tilmeldede den da værende Amtmand paa Vardøe-Huus, Hr. Oluf Pedersen. Samme Tiid tilskrev og velbemeldte Hr. Balthazar Bech Amtmanden, angaaende den Uret og Overlast, som hans syntes de Svenske Undersaattere at være tilføyet ved Forhindring at stænge Laxe-Elvene, og paastod, at de fra Sverrig til Elvene nedsendte Laxe-Fiskere ey burde formeenes at fuldføre deres Forehavende; men, da saadan de Svenskes Opførsel samt deres Prætention paa de tvende tredie Dele i Landets Herlighed og Eyendom allerunderdanigst blev bekiendtgiort til Hove, paafulgte fra Høylovlig Ihukommelse Kong CHRISTIAN den Fierde af 20de December 1609 en Allernaadigst Kongelig Befalning, at de i Landet ankomne Svenske sig ufortøvet skulde forføye, og at det ey maatte tilstedes nogen paa Sverrigs Krones Vegne med Oppebørsel, Fiskerie, bygning, Bud, Forbud eller nogen anden Prætention at ufri-giøre den Høyhed, Herlighed og Jus, som hans Majestet til sine aarlige Indkomster, til Fiskerie, Elver og Fiorde, til Land og Strand nu havde, og af Alders Tiid Norges Rige tilhørte; desligeste, at ingen Svensk Field-Lap maatte tillades, uden Amtmandens Vidende, at fiske i Søen, hvoraf dog til Hans Majestet, den Strømmen allene tilhørte, og ey til nogen anden, en aarlig Tribut og Tiende skulde svares; ikke desmindre bleve atter andre fra Sverrig affærdigede med Fuldmagt fra Velbemeldte Hr. balthazar Bech af 14 April 1609 fyrigen at fortsette det Verk, som de forhen udsendte allerede ved Altens Elv havde begyndt, ja endog at bygge en Kirke i Alten; men deres Forset blev ved Amtmandens Forbud hindret, og man fratog dem deres Bygge-Redskab, Bysser, Spyd, Hellebarder og Striids-Hammere, som de vilde giøre Modstand med, hvilket med mere Tings-Vidnerne derom af samme Aars 9 Maji og 14 August tydelig forklare. Endelig ved det Knørødske Freds-Fordrag i Aaret 1613 henfaldt de Svenskes Prætention paa Finmarken, saavel paa Elvens Brug, som de øvrige Landets Herligheder.

Foruden ovenmeldte Thanens Elv eyer Øst-Finmarken andre Laxe-Elve; thi paa den Østenhavske Side af Varanger-Fiorden befindes en temmelig god Laxe-Elv, kaldet Neidens Elv. Samme haver sit Udvæld oppe paa de Russiske Fielde, og sit Udløb i den salte Søe inde i Kiø-Fiorden, i hvis Gab eller Aabning den Øe Kiø ligger, paa hvilken Neidens Lapper nogen Tiid have sit Tilhold, for at fiske paa Havet, indtil de legge Haand paa Laxe-Fangsten. Ved Breddene af benævnte Elv voxer paa begge Sider tyk Birke-Skov. Oppe i Elven forekommer en Fos, hos hvilken bemeldte Lapper fange Lax med Kaste-Garn, og oven for samme med Stængelser, til hvilke at i Stand sette de efter Beretning ey allene vade ud i Vandet, men endog, naar fornøden giøres, dukke under. Ti Laxe af denne Elvs Fangst bekom man i forrige Tider for en Kryds-Daler; om endnu saa skeer, veed jeg ikke.

Paa samme Varanger-Fiordens Østenhavske Side udløber en Elv, kaldet Jacobs-Elven. Benævnte Elv haver sit Udvæld fra det store Indiagers Vand, giver et temmeligt Forraad af Lax, og brugtes fordum af Kloster-Munkene, hvilke lode Fangsten henbringe til Kola at forhandles til Hollænderne. Ved samme Side af benævnte Fiord befindes end flere Laxe-Elve.

Paa den anden tit bemeldte Fiords Side indtil Thanen forekommer ogsaa en Deel Laxe-Elve, som ere: 1) Jakobs-Elven ved Finne-Næs, der, efter Beretning, rinder ned igiennem en angenem med Birke-Skov og Græs bevoxet Dal, og er temmelig stor og Laxe-Riig. Fordum lode Finmarkens Amtmænd stænge den, og dertil aarlig forskreve Russer til Malmis. 2) Komag-Elven, som siges at ligge omtrent en Miil inden for Kiberg. 3) Sylteviig-Elven efter Beretning stor og Laxe-riig. Item: Kongs-Fiord-Elven, Bers-Fiord-Elven, Bos-Fiord-Elven, Sand-Fiord-Elven og Lang-Fiord-Elven, hvilke alle berettes at være med Lax begavede, een meere, en anden mindre. Desforuden forekommer paa samme Side af Varanger-Fiorden Elve, der give Forraad af Øreder, saasom: Vester-Botnens Elv, hvor og Undertiden faaes middelmaadige Laxe. Biergebye-Elven, Thomas-Elven, Jabus-Elven, Skalnæs-Elven, saa og andre, som yde smaa Fiske og Foreller (208), kaldede af Lapperne: Væjek, (Vid. Tab. LXXIII.) til hvis Fangst de bruge en liden Snare, bestaaende af en sammensnoet smal Vidje. Foruden ovenmeldte Altens Laxe-Elv, hvilken er Vest-Finmarkens Hoved-Strøm, befindes der i samme Altens Fiord andre mindre Elve, som ere: Borse-Jok, Furnæs-Jok, Dakko-Jok, Dalme-Jok, Gaidush-Jok, Gavuona-Jok, Halse-Jok, Rairo-Jok, Skirve-Jok og Falle-Jok. I de 6 sidste gaaer smaa Lax og Øreder op, endskiønt ikke i Mængde. I den først benævnte staaer en Sav-Mølle til at skiere Bræder, og en Vand-Mølle til Meel at male. I den anden ligeledes en, og i den sidste benævnte to saadanne Vand-Møller. Bemeldte Møller ere kun for faa Aar siden blevne der i Landet indrettede. For den Tiid havdes ingen; thi i Steden for at skiere ved Hielp af en Sav-Mølle Tømmer-Stokkene til Bræder, pleyede man ved en Øxe at kløve dem i Sønder og slette dem. Paa den Maade fik man ikkun to Bræder af en Tømmer-Stok, hvoraf nu ved Saven kan bekommes 6. Nesten alle Korn-Varene bleve i Meel tilførte Indbyggerne ved Skibe; nu derimod tilbringes dem vel en Mængde Meel, men tillige ogsaa en Deel Korn, som paa bemeldte Møller af dem selv bliver malet. Udi Repper-Fiorden i Vest-Finmarken nedløber en med Lax begavet Elv. Saa haver og Porsanger-Fiorden i benævnte Vest-Finmarken en Laxe-Elv udvældende fra den ferske Søe Leunje-Jauvre, hvorom paa sit Sted herefter meldes. I denne Elv fanges en god Deel lax, og kunde vel meere faaes, om man tilgavns betiente sig af den.

Da jeg haver meldet om Finmarkens Fiske og Fiske-Fangst, vil jeg tillige give Underretning om den der i Landet brugelige Fiske-Tiendes Erleggelse. Det er en bekienst Sag, at Tiendes Ydelse haver fra ældgamle Tider udi Norge været i Brug. Den Norske Krønike melder, at i Aaret 1268 blev af Kong Magno Lagebetter befalet, at Tiende af al Avling skulde ydes. Kong Christopher befalede Anno 1448, at Tienden skulde deles i 3 Parter, den eene til Kirken, den anden til Bispen, og den tredie til Præsten. Hvorledes med Tienden skulde omgaaes, blev og giort Anstalt af Høylovlig Ihukommelse Kong FRIDERIC den Første ved Allernaadigst derom udgangne Anordninger; men endelig at melde i Særdeleshed om Finmarken i dette Stykke; da haver Tiendes Erleggelse vel ikke i saa lang Tiid der, som i de øvrige Norges Egne, havt Gænge; dog er den ved underskeedlig Oppebørsels Maade een Tiid efter anden bleven paalagt, og omsider bragt i saa retmæssig Stand, at den neppe nogensteds i hele Norge ydes med saadan Rigtighed, som der i Landet. Hvorledes Fiske-Tienden Aar efter andet sammesteds er bleven paabudet, forbedret og der imidlertid med dens Deling er tilgaaet, sees af følgende Anstalter og Tildragelser.

Saasom en Deel Handlere i Finmarken og Nordlandene for unyttige og skadelige Varer, saasom: Bastar, Rommenau, Brændeviin etc. tilsnege sig Bondens Fiske-Avling uden Tiendes Erleggelse, lod Høylovlig Ihukommelse Kong FRIDERIC den Anden udgaae en Kongelig Befaling, dateret Efferom den 17 April 1562, at ingen Fisk maatte kiøbes, førend Tiende deraf var ydet.

Saasom Svenske og Russiske Field-Lapper fordristede sig til uden Tilladelse at fiske i Finmarkens Hav-Vande, udgav Høylovlig Ihukommelse Kong CHRISTIAN den Fierde fra Skanderborg den Kongelige Befalning, at bemeldte Field-Lapper skulde søge Amtmandens Bevilgning til at fiske, og af Fangsten betale hver tiende Fisk.

Paa den Tiid, da Kong Carl af Sverrig oppebar Skat af Finmarkens Søe-Lapper, gav han de Gottenborgere Frihed at Fiske i Finmarken, med Vilkaar at yde Tiende af Fangsten. Bemeldte Privilegium lyder saaledes: "In gleichen soll die Stadt Gotthenborg Macht haben zu fischen in Lapland und Finmarchen ab nachgeschriebenen Orten, nemlich Titis-Fiord etc. mit der Bedingung, dass sie zu Gotthenborg, so wohl von Drogen als sonsten allerhand Fischen, sollen das zchene Schippfund, oder den zchenden Theil, zu unsern Gemögen einliefern"

Efterat de Svenske havde ved det Knørødske Freds-Fordrag i Aaret 1613 frasagt sig al Ret til Søe-Finnerne, uden at have nogen videre prætension derpaa, og overdraget samme til Høylovlig Ihukommelse CHRISTIAN den Fierde, blev Vardøe-Huus Amtmand den 10 Junii nestfølgende Aar befalet, at tilholde Finnerne ved Søe-Siden, at de, saavel som Normændene, retfærdelig skulde tiende.

Efterdi der siden indkom fra Finnerne Klagemaal over Amtmandens Forhold imod dem, ved at lade udvælge ikkun de største Fiske til Tiendens Ydelse, fik han fra Allerhøystbemeldte Konge en Allernaadigst Kongelig Ordre dateret Cronborg den 22 April 1617, at baade Normændene og Finnerne skulle af det eene hundrede Tal Fisk levere 8, og af det andet hundrede Tal 9 Fiske i Tiende over Hoved, eftersom de faldt, smaa eller store, uden at afsondre de største til Tiendens Erleggelse.

Saasom Tiende burde ydes saavel af raa, som tør Fisk, efter Høylovlig Ihukommelse Kong FRIDERIC den Andens ovenmeldte Kongelige Mandat dateret Efferom i Aaret 1562, og en Deel derimod forgrebe sig, ved at sælge Fisken ufortiendet, blev paa det i Skiøtnings-Bierg udi Amtmandens, Laugmandens, Fogdens og Sorenskriverns Overværelse Anno 1620 holdte Laug-Ting paadømt, at Hans Kongelige Majestets Tiende-Andeel af raa Fisk, skulde paa de Aarets Tider, da den ved Maddikers Ansettelse af Spye-Fluer kunde tage Skade, saltes, og at ingen maatte sælge raa eller tør Fisk ufortiendet; samt at hvo som imodtog og annammede Tiende, Under-Fogden uafvidende, skulde bøde 8 Ørtuger og 13 Mark Sølv.

Siden i det Aar 1622, blev paa Tingene for meenige Almue forkyndt, at hverken Kræmmer eller Normænd, maatte sælge eller kiøbe raa eller tør Fisk, førend Tienden var aflagt, under Straf af Varenes Forbrydelse, og at lide, som for andet Tyverie.

Den 24 April 1646 blev af Høylovlig Ihukommelse Kong CHRISTIAN den Fierde allernaadigst anordnet, at de, som med Dogger-Skuder eller saa kallede Bakke-Baade øvede Doggerie nær den Finmarkiske Søekyst, skulde af deres Fangst erlegge den tiende Part, som Fogden af dennem skulde annamme imod at fornøye dem for det paa Fiskene anvendte Salt, hvilken Kongelige Befalning den 17 Julii i samme Aar blev igientagen, med den Undtagelse, at smaa Baades Fangst, saavel som og det, som til Huus-Fornødenhed fiskedes, derunder ey skulde være at forstaae.

Saasom Almuen paastod af den Tiende, som den plyede yde, en vis Andeel, kaldet Tiende-Kande, og Amtmanden agtede den Paastand uretmæssig, henviistes den Sag ved en allernaadigst Kongelig Befalning af 8 Februarii 1639 til lovlig Paatale; hvorefter der paa det i Finmarken Aar 1650 holdne Laugting blev eragtet, at Almuen skulde nyde i Tiende-Kande af hvert hundrede Fiske, som den i Tiende havde betalt, en fierdendeel Tønde Øl indtil videre Beskeed. Paa et Laugting holdet paa Vardøe i Øst-Finmarken Anno 1653 føyede man den Anstalt, at Almuen skulde af hvert 120 Fiske svare i Tiende 10 Fiske, og deraf i Steden for Tiende-Kande bekomme 6 Mark Fisk tilbage, samt at med tit bemeldte Tiende-Kande skulde omgaaes, eftersom sædvanlig og gammel Skik havde været, nemlig, at Under-Fogden beholdt den imod Drikke-Varer og deslige, som han ved Tiende-Byttet anskaffede.

Angaaende Tiden, Stedet, og af hvem Fiske-Tienden skulde oppebæres, falder at agte, at, saasom den hidintil i smaa Partier var bleven ydet, føyedes ved et Laugtings Holdelse 1661 den Anstalt, at samme efterdags, saa vidt mueligt var, skulde paa en vis Tiid i Aaret, nemlig ved St. Knuds Dags og Alle Helgenes Dags Tiid, annammes i en meere samlet Sum.

Efterdi ikke desmindre befandtes en og anden Vanskelighed og Mislighed, samt Underslæb i Henseende til Tiendens Ydelse, som forvoldtes deels ved det, at Kiøbmanden ofte selv for at kiøbe Fisk begav sig ind i Fiordene, da Underfogden ey altid til at have Opsyn med Tiendens Erlæggelse kunde være tilstede, deels ogsaa derved, at Fiskerne paa visse Steder boede vidt adspredte, blev, som et tienligst Middel mod bemeldte Underslæb, i Aaret 1685 foranstaltet, at, naar de fangede Fiskes Deeling imellem Fiskerne, samt Ledings og Tiendes Oppebørsel skulde foretages, hvilket alt paa een Tiid skulde skee, da skulde Præsten eller hans Fuldmægtig, Underfogden eller Tiende-Manden, Kirkens Ombudsmand eller hans Fuldmægtig, een eller to Borgere og nogle skikkelige eedsvorne Mænd være tilstede, om det var et Fiske-Vær, hvor mange Fiskere paa eet og samme Sted boede, men en Normand eller Finne, som boede allene, skulde ved Eed, om det paa-æskedes, forklare, hvor mange Voger Fisk han hver Fiske-Tiid havde fanget.

Endelig udgav Høylovlig Ihukommelse Kong CHRISTIAN den Femte under Dato 2 April 1687 en allernaadigst Octroy-Forordning, efter hvis Bydende af hvert hundrede Tal Fisk skulde ydes 10 Fiske i Tiende, hvorimod ovenmeldte Tiende-Kande aldeles skulde være afskaffet. Tiende-Byttet skulde skee paa Steder, hvor og naar Fiske-Varene i Skibene indskibedes, og Tienden deles i Præstens, Fogdens og Kirke-Værgerens Overværelse i tre lige Dele imellem Hans Kongelige Majestet, Kirken og Præsten. Den 9 April i samme Aar bekom Amtmanden en allernaadigst Kongelig Instrux; selv eller ved nestværende Betientere at tage af enhver Skipper, som indtog Ladning af Fisk, Tran eller Lax, under hans Haand verificeret, hvor meget han i Skibet havde after Vægt og Tønde-Tal, paa det deraf kunde sees, om Tienden rigtig var betalt.

Men, som dog et og andet Underslæb ved Tienden øvedes af Kiøbmændene, hvor nøye man end lod alting oppasse, udgav Allerhøystbemeldte Konge en Befalning dateret Kiøbenhavn den 3 Martii 1688, at Handels-Forvalterne i Finmarken skulde af Fiskerne annamme Tienden, og igien ved Skibningen i Præstens, Tiende-Mandens og Kirke-Værgerens Overværelse svare den med hver tiende Vog. Saa blev og Kirken og Præsten benaadede med Andeel i Tienden af Thanens og Altens Elvs Laxe-Fangst, samt forordnet, at, hvis nogen befandtes at have begaaet Sviig i Fiske-Tienden, skulde han bode første gang 10 Rixdaler, anden gang 20 Rixdaler, og tredie gang have Varene forbrudte, halve Delen til Kongen, og den anden halve Deel til Angiveren. Siden blev og Tiendes Ydelse af den saa kaldede Graasey og Kuller paabudet ved en Kongelig Befalning af samme Aars 11te August.

Angaaende Præste-Tiende i Særdeleshed skal agtes, at, da det Beneficium at nyde Deel i Tienden af Landets Fiske-Avling ey forhen var bleven forundt Finmarkens Præster, bleve de omsider af Høylovlig Ihukommelse Kong CHRISTIAN den Fierde i Aaret 1631 dermed benaadede, til Opmuntring at bruge desmere Fliid baade med Normændenes og Lappernes Underviisning i den saliggjørende Guds Kundskab. Den Kongelige Befalning derom til Rente-Kammer-Collegium lyder saaledes: "Vi CHRISTIAN den Fierde af Guds Naade, Konge til Dannemark og Norge, de Venders og Gothers etc. etc. Vor synderlig Gunst tilforn: Viider, at, eftersom Vii naadigst have bevilget Præsterne i Finmarken udi Vardøe-Huus-Lehn over det, de af Bønderne sædvanlig have havt, herefter at maa nyde den tredie Part af Fiske- og anden Tiende, som Vore Lehns-Mænd hidindtil have oppebaaret; da bede Vii eder og naadigst vill, at I med bemeldte Vores Lehns-Mænd handle om Afslag af Afgivten af forbemeldte Tiende, saa at den bliver det lideligste mueligt er; hvorimod de skulle være forpligtede, Normænd, saavel som Finner og Lapper, Guds Ord troligt at foreholde. Skulle og de beste Sogne-Præster til sig tage en Lap eller Norbagge, som Lappe-Sproget lære skal, den informere, saa at han siden Finner og Lapper udi deres Børne-Lærdom og Gudsfrygt kan underviise, og for dennem prædike og forrette Capellans-Bestilling, hvormed Bispen skal have Indseende, som han med Provsten og Præsterne agter for Gud den almægtigste at forsvare. Dermed skeer Vor Villie. Befalendes Eder Gud. Skrevet paa Vort Slot Kiøbenhavn den 13 Januarii Anno 1631. Under Vor Signet. CHRISTIAN. R."

Endskiønt Stift-Befalingsmanden over Tronhiems-Stift, Hr. Ludvig Munch, med Canikerne i Tronhiem havde i Aaret 1641 giort den Foranstaltning, at Finmarkens Præster skulde have Deel i Tienden af de der til Landet for at fiske aarlig ankommende Norlænderes Fiske-Fangst, og Høylovlig Ihukommelse Kong CHRISTIAN den Fierde allernaadigst havde confirmeret samme, erholdte de dog ikke bemeldte Tiende-Andeel; hvorfor Sogne-Præsten til Omgangs Præstekald i Øst-Finmarken indgav til Høylovlig Ihukommelse Kong CHRISTIAN den Femte en allerunderdanigst Suppliqve om at nyde den, som og allernaadigst hannem blev forundt ved en Kongelig Benaadning dateret Kiøbenhavn den 16 Febr. Anno 1672, hvilken og siden de øvrige Finmarkens Præster i samme Aars Martii Maaned erholdte. Da nu samtlig Præsteskabet i Finmarken havde faaet Deel i den Nordlandske Tiende, blev efter allernaadigst Kongelig Befalning udi Aaret 1685 imellem dennem og Præsterne i Nordland giort saadan Ligning; at alle Nordlændere, som komme til Finmarken at fiske, skulde ude den halve Fiske-Tiende til den Præst, i hvis Præstegield de fiskede, og den anden halve Part til deres egen Sogne-Præst.

Efterdi en Deel med Kirke-Tienden vare benaadede, med Vilkaar, at holde dennem forsvarligen ved lige, udgav Høylovlig Ihukommelse Kong FRIDERIC den Tredie fra Aggershuus Slot den 28 August 1648 til Stadtholderen, Hr. Hannibal Sehested, en allernaadigst Befalning, at lade tage Besigtigelse over Kirkerne, for at erfare, om de tilbørligen ved lige holdtes, i hvis Mangel de, som Kirke-Tienden var bevilget, skulde have bemeldte Benaadning forbrudt.

Hvad Laxe-Tienden i Finmarken angaaer, da findes derom foruden andre Kongelige Anordninger ogsaa disse, at paa Amtmandens allerunderdanigste Forespørgsel udgav Høylovlig Ihukommelse Kong CHRISTIAN den Fierde Befalning af 19de Octobris 1629, at Field-Lapperne skulde yde Tiende af den Lax, som i Neidens Elv fangedes; men som de i bemeldte Elv fiskende Finner undsloge sig, for at erlegge samme, efterdi Munkene Østen for Vardøe-Huus ey heller ydede Tiende af deres Laxe-Fangst, lod Allerhøystbemeldte Konge den 15 December 1640 fra Kolding-Huus Slot atter Befalning udgaae, at bemeldte Elvs Laxe-Fiskere skulde rette sig efter den forhen udgangne Kongelige Ordre, saa fremt de ey vilde lide Tiltale etc. Saasom, dette uagtet, et Aar efter andet løb hen, uden at nogen Tiende af samme Elvs Fangst blev svaret, lod Vardøe-Huus Amtmand den 22de August 1653 bemeldte Neidens Finner for Retten tiltale, fordi de havde viist sig Hans Kongelige Majestets allernaadigste Befalning overhørige, ved at indeholde den paabudne Tiende af den Lax, som de aarlig i ovenbenævnte Neidens Elv fangede, uanseet samme Elv tilhørte Norges Krones Strømme. Deres Svar blev, at de ey understod sig at yde den paa-æskede Tiende, saasom Russe-Fogden havde forbudet dem at erlegge samme, endskiønt de efter egen Tilstaaelse i Mands Minde havde afhandlet deres Fangst af Laxe- og øvrige Fiskerie til Bergens Borgere, altsaa til Norges Indbyggere, og for Retten blev gotgiort, at tit bemeldte Elv i forrige Tider havde været brugt af Varangers Finner, og henhørte til deres sædvanlige Fiske-Steder.

Angaaende Hvalfisk-Tienden, tiener iblant andet følgende til Underretning, at af den Contract, som i Aaret 1590 paa Vardøe blev sluttet imellem Kibergs, Ækkre-Øens og Vas-Øens Normænd og Varangers Finner, erfares, at der paa de Tider svaredes Tiende af fundne Hvalfiske, samt hvorledes dermed forholdtes. Ved en Kongelig Ordre, dateret Kronborg den 22 April 1617, blev Vardøe-Huus Amtmand af Høylovlig Ihukommelse Kong CHRISTIAN den Fierde befalet at undersøge, om det fra Arilds Tiid saa havde været, og agtedes ret og billigt, at Tienden af den halve Hvalfisk skulde høre Finnerne til; men, saa fremt Contrarium befandtes, skulde saadan Tiende efter samme Kongelige Befalnings Inhold aldeles være afskaffet. Den 19 Octobr. 1629 udgav Allerhøystbemeldte Konge Forbud, at Hvalfangerne i Finmarken ey maatte tillades noget med Pas Uforsynet Skib, hvortil en Skipper, ved Navn Povel de Wilhelm, som uden Pas øvede Hvalfangst der i Landet, og ingen Told eller Tiende deraf vilde betale, gav Aarsag.

Adskillige Irringer forefaldt om Tran-Tiendens Erleggelse, til hvilken somme ey vel vilde lade sig beqvemme. Men at der og siden skulde ydes Tiende af Tran, ja endog af Multebær, viser en Kongelig Octroy-Forordning, dateret Friderichsborg den 16 Maji 1691. Nu er den Tiende, ikke rettere jeg veed, forlængst ophævet.

Nu omstunder ydes Fiske-Tienden i Finmarken efter Vegt. Ved dens Erleggelse holdes, i sær i Octroyens Tiid, da Indbyggerne ere forbundne til allene at handle med Stedets Handels-Betiente, og have ingen ankommende Frihandlere at gaae til, nøyagtig Rigtighed, saa at, om Hans Kongelige Majestet, Kirken og Kirkens Tienere fik saa rigtig deres Tiende af Avlingen paa andre Steder i Norge, som den bekommes i Finmarken, forbedredes enhvers Indkomme derved ikke lidet. Fiskerne selv kan vanskelig understikke noget; thi sine Fiske-Varen faae de ikke vel afhændigede, uden til Stedets Handels-Betiente, og, naar de sælge ham dem, maa de tillige svare ham den deraf gaaende Tiende, saa at, naar de sælge 1 Vog Fisk, maa de veye 8 Mark over, hvilke ey betales, men regnes for Tiende. Naar de sælge 5 Voger, faae de kun Betaling for 4 og en halv Vog. Sælge de 10 Voger, betales ikkun de 9, og saa fremdeles; resten afkortes dem i Tiende. Et Fad Lax er ansat for 5 Rixdaler; deraf svares Tienden med 2 Ort. Handels-Forvalteren, hvilken, som meldt, af Fiskerne annammer Fisken tillige med den deraf gaaende Tiende, kan ikke heller, uden at blive en Meen-Eeder, begaae Underslæb med, men maa giøre rigtig Regnskab for en Fiske-Tiende, han af Fiskerne haver oppebaaret; thi al Fisken, baade den, han for Kiøbmands Regning sig haver tilforhandlet, og den, han haver annammet, som een Kongen, Kirken og Præsten tilhørende Tiende, lader han udskibe paa de til at afhente Landets Varer paa Havnen ankomne Kiøbmands Skibe, og, naar han med en skriftlig be-ediget Attest specificere, at han saa og saa mange Fader Lax, saa og saa mange Voger Sokfisk, saa og saa mange Voger Rodskiær etc, og ikke meere haver ladet udskibe. Skipperen, der imodtog Varene, maa paa sin Side ligeledes skriftlig be-edige sin indtagne Ladning.


148) Pleuronectes hippoglossus Linn. paa Norsk: Qveite

149) Gadus Morrhua Linn. paa Norsk: Skrej.

150) Heraf maa dog ikke sluttes, at Hvalraf er et egentlig Sperma; thi det er nu omstunder en gandske afgiort Sag blant de Naturkyndige, at Hvalrafen faaes fornemmelig udaf et vist Slags Hvals Hierne, som, hos Hr. von Linné kaldes i Syst. Nat. edit X. Physeter; men i Fn. Sv. II. Catodon macrocephali: og er Hollændernes Pottfisch eller Pot-Wahlfisch.

151) Denne kaldes i Speculo Regali, Reider; og, ligesom der berettes at være adskillige Arter af denne, saa er der flere Hvale af det Navn: Rør-Hval. Dog har jeg, her til Lands, ikkun hørt tale om tvende, nemlig den store og lille Rør-Hval. De regnes begge til Sild-Hvalene, og de skal være de fornemste, som drive Silden ind i Fiordene, uden selv at nærme sig til Landet, og saaledes holde, efter Guds vise Anordning, Silden i Fængsel til Mennisken Nytte. Hr. Ström holder den store Rør-Hval for Hr. Biskop Egedes og Martens Finn-Fisk, Balæna Physalus Linn. og den er, uden al Tvivl, ogsaa den selv samme, som Hr. Forfatteren, i det nestfølgende, kalder Stor-Hvalen. Den lille Rør-Hval derimod synes at være den samme, som Hr. Biskop Egede Nord-Kaper, Balæna glavialis & qvidem borialis Kleinii, som er aftegnet i Ephem. naturæ curiosorum; dog saaledes, at Hr. Klein har ønsket, at vi havde en bedre Tegning.

152) Ved Trold-Hval forstaaer man ellers alle store mægtige Hvale, som see fæle ud; ligesom man kalder alle fæle Fiske og Fugle, Troldfiske og Troldfugle. Men i sær har Huus-Hvalen faaet dette Navn, som, i Speculo Regali kaldes: Buur-Hval, og er den, tilforn i Anmerkning 150. ommeldte Catodon macrocephalus eller Hollendernes Pottfisch. Ellers er der en Hval, gemeenlig kaldet, Jubartes eller Jupiter, hvorom Hr. Klein handler, i hans Tract. de piscibus Miss. 2. p. 13. hvilken skal see accurat saaledes ud, som Forfatteren beskriver Trold-Hvalen.

153) Denne er, uden Tvivl, Martens Buts-Kopf, som nogle holde for at være den samme som Engelændernes Bottle- eller Floundres-Heat, som Hr. Klein kalder Balæna ore rostrato tripinnis, edentula minor, rostro parvo, og som bliver Islændernes Andhvalur eller Andarnefia og Hr. Procantzler Pontoppidans Balæna rostrata eller Nebbe-Hval. nogle holde og for, at Martens Buts-kopf skulde være den samme som Skotlændernes North-Caper. Men den Mening har sine Vanskeligheder, allerhelst, naar Martens Buts-kopf skulde være Engelændernes Bottle-Head eller Hr. Kleins Balæno ore rostrato.

154) Man maa tilstaae, at Hvalfisk-Historien endnu ligger i et stort Mørke, og venter paa et større Lys af de Lærde, som boe ved Søekandterne, hvor Hvalen ofte drives i Land. Chirurgi, som følge med paa Skibene til Grønland, kunde og hielpe meget paa Sagen, naar de efterfulgte den brave Martens Exempel, og i sær, naar de holdt sig den Instrux efterretlig, som findes hos Hr. Klein de piscibus Miss. 2. p. 17.

155) Samt i Hasvig, hvis Kirkegaard er gierdet med Hval-Been. Et Stykke derfra sees endnu ved Stranden en opreyst Hval-kjæbe af et Menniskes Høyde, ved hvilket Sted en Hollandsk Harpunerer skal ligge begraven.

156) Biscajerne opholdte sig den gang, fornemmelig i Ulfs-Fjorden, en Miil fra Hasvig i Loppens Præstegield, hvor man endnu kan see overblevne Levninger af Hval-Been; hvor iblant skal efter Beretning, sees en Hval-Kjæbe fire Favne lang.

157) Saadant maa og i vore Tider siges om Finnerne i Schjerv-Øen og om en og anden Bonde i Nordland, i sær i Ofoten. Der har og været et Sælskab, bestaaende af adskillige Personer, som har udredet Folk til Hval-Fangst i Finmarken; men dette Selskab hørte snart op igjen, da man ikke første Sommer havde synderlig Lykke til Fangsten.

158) Denne kaldes i Nordland Stour-Henning eller Stour-Hynning, hvilket Navn den har faaet af sin usædvanlig lange Ryg-Finne, som man ligner ved en Stour eller Staur. Den kaldes og Stour-Vang eller Stour-Vagn, og er den, i Speculo Regali, saa kaldede Wagn-Hualur. Da den ogsaa forfølger Kobbene eller Sælhundene, har den og faaet det Navn, Kobbe-Herre. Det er ingen Tvivl, at den jo henhører til de Gamles Orca og de i Reyse-Beskrivelserne, saa ofte omtalt, Spek-Huggere og Englændernes Billers. Men Rondeletii Orca bliver den vel neppe, da den ikke have Save-Tænder (dentes ferratos) ja, siden jeg har faaet Stour-Henningens Tænder i Over- og Under-Kiæben at see, tør jeg nok med en temmelig Vished paastaae, at Rondeletii og de fleste andre gamle Skribenters Orca er en Blanding af Stour-Henningen og Haa-Skjerdingen (Squalo carcharia. Dog herom skal handles udførligere, om Gud vil, i den 4de Tome af vore Tronhiemske Actis).

159) Denne holder man i Almindelighed for at være Delphinus Delphis Linn. Ellers bruges det Navn: Springer, ofte i en saa almindelig Forstand, at man og derunder befatter baade Stour-Vagnen og Lille-Vagnen, hvilken sidste jeg dog endnu ikke ret kiender; men, efter de flestes Beretning, skal den meget ligne Stour-Henningen, og holdes endog af nogle for en Unge af samme Fisk.

160) Denne kaldes Squalus maximus Act. nidros. III. hvor man finder en udførlig Afhandling om samme tilligemed en nøyagtig Tegning. Siden den Tiid har jeg opdaget flere Rader smaa Tænder i Brugdens Kieft tilligemed Naaernes sædvanlige Næse- og saa kaldede Øre-Huller, i Anledning af et fra Smølen indsendt Hoved, som var saa stort, at to Heste havde nok med at trekke det; hvorom udførligere skal handles i Tom IV. Act. Nidros. da det vil blive klart, at Brugden er de Gamles Vera Lamia a cane carcharia distincta, som dog hidindtil har ikkun været lidet bekiendt.

161) Delphinus Phocæna Linn. hvis Beskrivelse tilligemed en accurat Tegning forekommer i Act. Nidros. II.

162) Scomber Scombrus, pinnulis quinis, Fn. Sv. 339.

163) Den forekommer i den 2den Tome af Act. Nidros. under det Navn: Haaskjerding, Squalus carcharias (sed absqve pinna Ani) og kan man der tillige see en fuldstændig og accurat Tegning, saavel paa den hele Fisk, som og paa dens Mave og forskiellige Tænder.

164) Her ved Tronhiem, saavel som paa andre Steder, har jeg ofte merket (saasom jeg og, i den 2den Tome af Act. Nidros. har tilkiendegivet) at man har kaldet Hannen til Haaskjerdingen, Haabrand: og er denne ogsaa tilligemed Haaskjerding-Unger mig ofte, under dette Navn, tilsendt; hvorfor jeg har længe tvivlet, om Haabrenden var en, fra Haaskjerdingen, forskiellig Fisk, men, for nogen Tiid siden, er mig en Haabrand-Unge tilsendt, som endnu ey er kommen ud af Ægget; og, paa denne kan jeg tydelig see, at den ingen Haaskjerding er, saasom den har Gump-Finne (pinnam Ani.) og gandske andre Tænder end Haaskjerdingen. Saa vidt jeg af denne Unge kan skiønne, bliver den Squalus glaucus Linn. eller Galeus glaucus Rondeletii hos Willoghby i hans ichtyot. tab. B. 8. Engelændernes Blew-Shark.

165) Af denne Forfatterens Beskrivelse paa Haamæren, sees noksom, at den ligner allermeest paa Haabranden og Brugden, endskiønt Brugden har vist nok ingen glat Hud. I øvrigt kiender jeg ikke Haamæren, naar den skal være forskiellig baade fra Haabranden og Brugden.

166) Denne er Squalus acanthus Linn. som ellers og kaldes Pig-Haa, og hvorom noget forekommer in Act. Nidros. II. 314. 315. 316.

167) Lumbricus marinus Fn. Sv. 2074.

168) Dette Slags kaldes ellers Vaar-Flynder Pleuronectes Platessa Fn. Sv. 328. Ström. Søndm. I. 276. paa Dansk Rød-Spette, Skulle.

169) Denne synes at være Pleuronectes Flesus Fn. Sv. 327. som Hr. Ström kalder Sand-Skjebbe, Helje-Flynder; og mener at være den samme, som paa andre Steder kaldes Skrubbe-Flynder; endskiønt Skrubbe-Flynder er, efter Hr. Procantzler Pontopp. Danske Atl. I. 649. n. 4. Pleuronectes Limanda Linn. og man her til Lands kalder ogsaa Pleuronectes maximus Fn. Sv. 325. med dette samme Navn.

170) Kaldes ellers Sild-Torsk, og holdes for at være en Varietet af Vaar-Torsken eller Skrejen, Gadus morrhua Fn. Sv. 308. som Forfatteren før har anført under Navn af Kabeljau.

171) Eller Soolhverv-Torsk; hvilken og, efter Hr. Ströms Forklaring, er intet andet end en Varietet af bemeldte Vaar-Torsk: den kaldes og Opstig-Torsk; hvortil Aarsagen findes hos velbemeldte Hr. Ström i hans Sundm. Beskr. I. 318.

172) Eller Rød-Torsk, som er Gadus callarias Fn. Sv. 307.

173) Den, egentlig saa kaldede, Smaa-Torsk eller Kroppung er Gadus barbatus Fn. Sv. 311. Hollændernes Bolk.

174) Paa nogen Tiid er Torske-Garn endog i Nordlandene sterkt kommen i Brug, i sær i Rafte-Sundet. I øvrigt see Hr. Ström Sundm. I. 317. og 431.

175) Musca vomitoria, antennis plumatis pilosa, thorace nigro, abdomine cæruleo nitente Fn. Sv. 1831.

176) Saadan en har jeg, i Aaret 1759, faaet paa Sand i Nordlandene; men er mig siden forkommen. Saa meget kan jeg erindre, at den saae ud som en Torsk af maadelig Størrelse, og at Pukkelen paa Hovedet ey var synderlig merkelig; dog var den og gammel og tørret. Efter den Efterretning, Hr. Ström har havt om denne Fisk, skal den og ikke være noget andet end en Artforandring af Vaar-Torsken eller Kabeljauen. See Ström. l. c. S. 319. og om Brosme-Kongen S. 273. samt Pontopp. N. N. H. II. 178. om Fiske-Kongen.

177) Gadus molva Fn. Sv. 313. See for Resten Ström l. c. S. 292.

178) Gadus virens Fn. Sv. 309. Om Sommeren gaaer denne gierne, hvor der er grundt eller ey meget dybt Vand, og synderlig i Strømmene, hvor den jager efter Sild- og Rød-Aat (Scolopendra plana, pallida; linea longitudinali rusa Linn. it. Vestgoth. 191) og driver saaledes begge op i Vandet, hvilket lokker Maagerne til; saa at der gierne følger Seyen en utallig Mængde Maager. Men, om Vinteren, søger den ud paa Dybet; hvorfor det sielden skeer, at man, til den Tiid, fanger den, med mindre Silden kommer ind i Fiordene, da man nok kan treffe til at faae i sær den største Varietet deraf, som vi kalde Sej-Ufs, og Forfatteren Sej-Obs.

179) Salmo Trutta Fn. Sv. 347. paa Dansk Lax-Ørt, Hannen: Krog-Ørt.

180) Cyclopterus Lumpus Fn. Sv. 320.

181) Alca Torda Linn. paa Norsk: Alke eller Klub-Alke. Ellers forfølges og Silden sterkt af Lang-Viren, Alca Lomvia & Troille Linn. som hos Hr. Brünnich. i hans Ornith. findes, p. 27. under det Genus: Uria.

182) Mig er, fra Hr. Provsten Frugaard i Vest-Finmarken, i Spiritu tilsendt tvende Forandringer af Lodde, som ere blevne fangede ved Hammerfest; hvoraf den eene er større end den anden. Den større kaldtes Qvette-Lodde; og er Forfatterens Jern-Lodde. Den mindre blev kaldet Rogn-Lodde, og er Firfatterens Sild-Lodde. Nogle tale og om den tredie Artforandring, som de kalde Ræke-Lodde; men denne bliver neppe nogen anden end Rogn-lodden, for saa vidt den er mat og halv død. Øyensynlige Vidner fortelle og om denne den samme skadelige Virkning i Henseende til Gieder og andre Creature, som Forfatteren tillegger Sild- eller Rogn-Lodden. Her Sønden paa see vi den ikke, men af Navnet er den noksom bekiendt, saasom de allerstørste Fiskerier i Finmarken blive kaldede Lodde-Fiskerier. Saa vidt jeg endnu kan skiønne, bliver Lodden ingen anden end Salmo Eperlanus Fn. Sv. 350. De Danskes Smelt og Tydskes Stink-Fisch, hvilket sidste og Hr. Biskop Egede i hans nye Grønlands Perlustration, holder for. Hr. von Linné fører og af denne tvende Varieteter an, hvoraf den større, som formodentlig bliver vores Jern- eller Qvette-Lodde, kaldes paa Svensk: Slom, og den mindre: Nors, som man skulde meene at være vores Rogn-Lodde. Dog giver jeg saadan Mening ikke ud for nogen Vished, saasom de mig tilsendte Lodder ingen Skjæl have, og man endog ved Skrivelse fra Finmarken har vildet stadfæste dette sidste. Hvorfor jeg maa først lade denne Sag nøyere undersøge i Finmarken og Nordland, førend jeg fordrister mig til med Vished at sige, at Lodden er Eperlanus Auctorum. Dog er det mig af Hr. Kleins lærde Skrift om Fiskene bekiendt, at denne sidstmeldte Fiskes Skiæl lettelig falde af.

183) Acipenser Sturio Fn. Sv. 299. Foruden denne har man og 1) Laxe-Størje, den jeg besidder, og som er enten Scomber pelagius S. N. X. 299. n. 8. eller en gandske nye Art. 2) Makrel-Størje d.e. Scomber Thyanus Linn. paa Dansk: Tantey. Man taler og om Sild-Størje og Sej-Størje; men den sidste er vel intet andet end den større Artsforandring af Sejen, som vi, i det foregaaende, har kaldet Sej-Ufs. Den første holde adskillige ligeledes blot for en større Artforandring af Silden.

184) Raja og adskillige Arter deraf.

185) Anarchias Lupus Linn.

186) Perca marina Fn. Sv. 333. Den er rød oven paa og hviid neden under, gemeenligen uden alle Flekker og Streger. I Nordlandene har jeg om Høsten seet nogle hundrede i sterke Strømme, for Ex. Salt-Strømmen, at flyde op med Maven udaf Halsen, endskiønt der var endnu noget Liv i mange af dem. Den spises her saavel fersk som tørret. Ved Vægen i Nordlandene og paa andre Steder ud til Havs, opholder sig en Varietet, kaldet: Hav-Uer, som er to gange saa tyk og lang som den anden, hvoraf jeg selv besidder nogle Exemplarer. Da Uern endnu ikke er bleven ordentlig aftegnet, ja den, uden for Norge, er ikkun lidet bekiendt, saa har jeg ladet den aftegne. See tab. XCIX. ad hanc adnot. 186.

187) Denne holder Hr. Ström, i hans Søndm. Beskr. I 298. for Gadus Pollachius Fn. Sv. 312. paa Svensk: Lyrblek eller Zay.

188) Hysen er Gadus Æglefinus Fn. Sn. 306. og kaldes Søndenfields Kolje eller Kolja med Flekken.

189) Gadus Merlangus Fn. Sv. 310. paa Norsk, Søndenfields: Vitting; Nordenfields: Bleke.

190) Findes aftegnet af Hr. Ström, i hans Søndm. Beskr. I. tab. I. fig. 19. og kaldes af ham S. 272. Gadus monopterygius ore corroso, cauda ovali-acuta.

191) Hummer-Kongen, ellers kaldet: Bogstav-Hummer, Cancer Norvegicus Fn. Sv. 2039. tilligemed Trold-Krabben, Cancer Maja Fn. Sv. 2036. Kring-Krabben, Cancer strigosus Fn. Sv. 2036. o. s. v. har jeg seet i Vest-Finmarken paa Maasøen, andre flere Steder at forbigaae. Den første Tegning kan sees tab. C. ad hanc adnot. 191. Hvad de almindelige Hummere angaaer, Cancer Gammarus Fn. Sv. 2033. saa har man tilforn ikke troet, at de opholde sig længer Nord end ved Brønøen; men i Aaret 1762, har jeg spiist dem meget skiønne paa Rødøen, fangede ved Trænen ud til Havs; og skulde derfor ikke tvivle paa, at de jo og vare at faae i Finmarken, om nogen bekymrede sig derom.

192) Denne sidstnævnte har jeg allerede tilforn bemerket at være Squalus maximus Act. Nidros. III. Hvad Kraken, som ellers og kaldes Horv, samt Hafgusa, angaaer, saa kan jeg tilforlatelig berette, at jeg, paa mine vidtløftige Visitats-Reyser, ved Søekandterne (hvoraf den til Nordland og Finmarken allene, naar man vil regne frem og tilbage, ind og ud af alle Fiorder, udgiør sikkert 400 Danske mile) paa det flittigste har erkyndiget mig om samme, men endnu ey troffet et eneste Menniske, som kunde sige, selv at have seet den. I Betragtning af den Historie, man læser i Bart. histor. anatom. rariorib. Cent. IV. pag.284. om den Romersk-Catholske Bisp, som i gamle Dage skal have slaaet sin Bopæl op paa dette Dyr, og holdt Messe derpaa, hvorefter det igien siden skal være forsvunden; har jeg tilforn været af de Tanker, at Anledningen til den Historie om Kraken, har været en Øe, som har ladet sig paa nogen Tiid i Havet tilsyne, og er atter igien forsvunden: men naar man nøye overlegger alt det, man har hørt og læst om dette monstro marino, saa kan man ikke andet end holde det for en stor, meget gammel og skrøbelig Hvalfisk, hvis Ryg er begroet med Skjæl, Tang, Tarre og adskillige andre større og mere buskede Søe-Vexter, for Ex. Gorgoniis, og, maaskee, tillige Alcynio arboreo, hvorved han faar den Anseelse af en Øe, begroet med Lyng og Træer, og fortiener det, ellers Kraken, tillagde Navn: Lyng-Bak. Det er uden Tvivl samme Slags Dyr, man bør forstaae ved det monstrum marinum, Plinius in hist. mundi lib. 9. cap. 4. formedelst dets mangfoldige Grene, kalder Arbor: ja, intet Eg kan være det andet ligere end vores Krake og Arbor Plinii; man maa nu see paa deres Armes eller Grenes Mængde, eller og paa deres utrolige Størrelse. Ellers er at merke, at Bonden hos os kalder Asterias, Caput Medusæ Linn. Krake-Yngel, og at mange ere virkelig saa taabelige, at de holde dette Molluscum for Krakens unge, Conf. Act. Nidros. III. S. 3. Anm. b.

193) At der er et stort Søe-Dyr til, som man forstaaer under det Navn: Søe-Orm, er vel ikke at tvivle paa; dog ere Beretningerne om dette Dyr gandske forskiellige, og ingen er i Stand til at angive de Kiendetegn, hvoraf man med nogen Vished kunde dømme, om det henhører til Amphibierne eller til Hval-Slægten. I Speculo Regali forekommer et Søe-Dyr, kaldet paa gammelt Norsk: Raudkembingur, af den røde Kam, det skal have. Dette Dyr synes at være det selv samme, som Søe-Ormen, allerhelst, siden det og iblant andet, beskrives, at have en Mann. Og jeg er fast af de Tanker, at denne Raudkembingur, er ingen anden end Søe-Løven, Phoca leonina S. N. 37. om hvilken Sag jeg maaskee, ved Leylighed, handler noget udførligere i vore Trondhiemske Act. da jeg har sat mig for, saa vidt mueligt er, at oplyse det lange Hvalfisk-Register, som findes i Speculo Regali og deraf i Mus. Worm. samt i Barthol. hist. anatom. rariorib. og Buffei haandskrevne Afhandling om Grønland.

194) Hav-Manden og Hav-Fruen blive, efter al Formodning, ingen anden, end Søe-Oxen og Søe-Koen, eller den saa kaldede Manati: Trichechus manatus S. N. 34. See Act. Nidros. II. S. 267-269. Jeg besidder, foruden Nise-Finner, lignenede en Menniske-Haand, ogsaa Byst-Finner af en Hviid-Fisk (Balæna albicans) som enhver, der seer den, efter at Huden er aftaget, maa tilstaae, lettelig at kunde tages for en mægtig Kiempe-Haand: og det er, efter min Formening, klart, at og deslige Ting har ikke allene givet Anledning til adskillige opdigtede Kiempe-Historier; men endog til mange Fabler om Hav-Mænd og Hav-Fruer.

195) Esox Lucius Fn. Sv. 355.

196) Her ved Tronhiem har jeg seet to Slags Frøer, eller saasom de her kaldes. Froske, nemlig: den almindelige, eller Rana temporaria Fn. Sv. 278. samt Rana arborea. Men Hr. von Linné beretter om den første, at den fast ey er i Lapmarken at finde.

197) Paa Dansk: Skrubbetudser, Rana Bufo Fn. Sv. 275.

198) Perca fluviatilis Fn. Sv. 332.

199) Gadus Lota Fn. Sv. 315.

200) Salmo alpinus Fn. Sv. 349.

201) Salmo albula Fn. Sv. 353. som ellers ogsaa kaldes Smaa-Siik, paa Dansk: Stint.

202) See Anmerkn. 198. Dennehaves og ved Røraas og Søndenfields.

203) Salmo Lavaretus Fn. Sv. 352. paa Dansk: Helt; kaldes og Stor-Siik.

204) Salmo thymallus Fn. Sv. 354. paa Norsk: Harr; haves ogsaa ved Røraas.

205) Er Species Salmonis, som i Ströms Søndm. Beskr. I 321. og i Hr. Procantzler Pontopp. Danske Atlas I. 652. holdes for at være Salmo lacustris. S. N. 309.

206) Hvad denne og nogle flere tilforn nævnede fersk Vands Fiske angaaer, saa behøver man først fra Finmarken en nærmere Oplysning om samme, førend man er i Stand til at bestemme noget vist.

207) I Aaret 1759, da jeg var i Finmarken, blev mig af alle berettet, at Laxe-Fiskeriet i Alten selv overgik den Tiid langt Tane-Elvens Fiskerie i Øst-Finmarken.

208) Salmo Fario Fn. Sv. 348. paa Norsk: Kræ, Tita, Røe.