www.altabibliotek.net/finnmark

 
Tilegnelse
Forfatterens Fortale
Til den Høylærde Herr Forfatter
1. Herkomst
2. Tungemaal
3. Naturel, samt Dyder og Lyder
4. Klæde-Dragt
5. Boeliger
6. Leye
7. Spise og Drik
8. Huusgeraad
9. Rensdyr
10. Age-Redskab og Age-Maade
11. Flytning samt øvrige Reyser
12. Vilde Dyr og Fugle
13. Fiskefangst
14. Fabriqver
15. Maneerer
16. Giftermaal og Bryllup
17. Leege
18. Sygdom og Liig Begiængelse
19. Afguder
20. Afgudiske Ofringer.
21. Troldom.
22. Superstitioner.
23. Den Finmarkiske Mission.

Knud Leems Beskrivelse over Finmarkens Lapper. - Kjøbenhavn : Salikath, 1767

1. Capitel
Om Lappernes Herkomst.

(s. 1-9)

Om deres herkomst vide Lapperne selv ey allermindste Besked. Vel befindes der paa en Øe, kaldet Giedschøe, beliggende i Bergens Stift i Sundmøers Fogderie, en knap Miil fra Aale-Sund (hvor Høylovlig Ihukommelse Kong Christian den VI. tilligemed Hendes Majestæt Dronning Sophia Magdalena, Hendes Durchlauchtighed Marggrevinden, og det Kongelige Herskab, paa Reysen igjennem Norge i Aaret 1733. i 8te Dage ved idelig stormende sterk Modvind blev opholdt) en Støtte, som jeg selv for mange Aar siden der paa Stedet haver seet, hvorpaa skal findes disse Riim: (1)

Find slog sin Broder ihjel,
For de om Veyen forligtes ey vel;
Thi rømte han i Landet langt Nord,
Hvor hans Afkom blev meget stor,
Af hannem ere de Nordfarer alle,
Som lade sig Finner kalde.

Men, om Historie-Skrivernes Slutning om benævnte Broder-Morder Find staaer fast, at han haver været en Olde-Fader til den i Historierne meget omtalte striidbare Nordmand af Gidskøe Slegt Find Arnesen, haver det liden Rimelighed, og kand neppe troes, at hand er Lappernes Stamme-Fader: thi Lapperne eller de af os kaldede Finner, ere et langt andet Folk, end de Norske, og deres Tungemaal, saavel de saa kaldede Søe-Finners, som boer ved Søe-Kanten i Hytter, som Field-Lappernes, der boer i Telter paa Fieldene, hvilke alle ere just et og samme slags Folk, ligner ikke meere det Norske Sprog, end Arabisk ligner Latin. (2)

Lapperne ligner i adskilligt de gamle Scyther: thi det som Skribenterne formelde om dem, nemlig at de ginge i Klæder af Skind, at de opholdte sig i øde Ørkener, at de havde intet bestandigt Hjem, men flyttede fra et Sted til et andet, og toge deres Hustruer og Børn med sig, hvor de fore hen, at de ikke dyrkede Jorden, men havde sit Lives Ophold af deres Qvæg, passer sig net paa Lapperne, hvilke bruge samme Levemaade, saa det er rimelig, dog ikke tilforladeligt, at dette Folk haver sin Herkomst fra de gamle Scyther. (3) Om imellem begges Tungemaal er nogen Overeensstemmelse, overlader jeg til de Lærdes Randsagning; (4) Torden, som af Lapperne kaldes Diermes, heder hos Scytherne Tarami.

Imellem Israels Børn og Lapperne merkes og i adskillige Tilfælde nogen Liighed. De fleste Jøder have sort Haar, iligemaade de fleste Lapper. Jøderne ere gemeenligst lave af Statur; Ligesaa og Lapperne. Israeliterne giorde sig efter Herrens befalning Lister paa Fligerne af deres Kiortle; Lapperne bebræmme deres Kiortler nedenom med Lister, som sees i det Capitel om Lappernes Klæde-Dragt. Jøderne helligholde Løverdagen; dens Helligholdelse have og Lapperne forhen høyt ladet være angelegen. Den Sang, som Jøderne lade sig høre med i deres Synagoge, og Lappernes Sang, ere hinanden ikke i Lyden uliige. Israeliterne forfalskede den sande Guds Offere; saa giorde og Lapperne ved deres Afguds-Offere; thi de, som er at læse i det Capitel om Lappernes Afgudiske Ofringer, aade selv Kiødet, og lode Afguden faae Beenene. Det lader sig ansee, at Israels Børn have opreist sig Støtter og Steene, og ved Tilbedelse giort dem Guddommelig Ære, efterdi Herren giver dem denne Erindring: I skal ikke opreise eder nogen Støtte, eller sette Tegn-Steen i eders Land, at I tilbede derfor; paa Lappernes Tilbedelse i saa Maader haver man utallige Beviis og Exempler. Sine Altere maatte Israeliterne ikke opbygge af huggede Steene, og ikke lade komme Hugge-Jern derover; de Steene, som Lapperne giorde deres Afgudiske Ofringer til, bleve ikke huggede og omdannede, men beholdt den dennem af Naturen givne Skikkelse, som erfares af bemeldte Capitel om Lappernes Afgudiske Ofringer. Madens Tillavelse var iblant Israels Folk en af Mændenes Forretninger; samme er og en egen Skik hos Lapperne, som sees i det Capitel om Lappernes Spise og Drik.

En Deel af de Skikke, som Israeliterne toge i Agt angaaende en Qvinde, der var i sin Fraskillelse, bleve og iagttagne af Lapperne, hvilke holdt en Qvinde i værende Tiid og Tilstand ureen. I dette, som nu er sagt, og meere, spores nogen Liighed imellem det Israelitiske og Lappiske Folk; Dog tør jeg ikke paastaae, at Lapperne have deres Herkomst fra Israeliterne (5)

Formedelst nogle rimelige Omstændigheder, især, fordi det Finlandske og Lappiske Sprog have nogle hinanden lignende Ord, er man falden paa de Tanker, at de Svenske saa kaldede Finner eller Finlændere og Lapperne fordum have været eet og samme Folk; men, lad være det virkelig saa er, synes mig dog billigt for en Forskiels skyld imellem disse tvende, der nu i Tungemaal, Maneerer og Levemaade ikke lidet ere hinanden uliige, at tilegne de sidstbenævnte, baade de, der opholde sig ved Søe-Siden i Finmarken og Nordlandene, og betiene sig som Norske Folk, af Koer og Faar, saavelsom og de, der flyttte paa Fieldene, med Telte og Rensdyr, hvilke alle, som ovenmeldt, ere eet slags Folk, brugende samme Tungemaal, fast samme Klæde-Dragt og samme Sæder, det Navn Lapper, i sær, da de i nogle Seculis saa ere kaldede, og jeg ikke heller have hørt nogen af dem finde sig derved forhaanet; Men de Svenske Finner eller Finlændere derimod holde det sig, som jeg kand bevidne af Erfarenhed, for en Tort, at man kalder Finmarkens Beboere Finner, og paastaae, at de bør hede Lapper. Formedelst saadanne Aarsager nævner jeg dem fast allevegne med bemeldte Navn. (6)


1) De Riim, Hr. Forfatteren her anfører, findes i Rami Norg. Beskr. S. 174. samt S. 236. tilligemed den Efterretning, at de tilforn har været paa gammelt Norsk; men ere blevne fordanskede, og den forfaldne Støtte tillige fornyet af Hr. Jacob Stub, Præst til Sælløe.

2) Denne Mening har nylig bemeldte Ramus l. c. S. 237. givet Bifald. Men, ey at melde om den overmaade svage Grund, som den hele Historie om den anførte Broder-Morder Find og hans Slægtskab med den, i Oluf den Helliges Historie, berømte Find Arnesøn, er bygget paa, saa er det noksom bekiendt, at ikke allene Saxo Grammaticus, Adamus bremensis og vores Helgelænder Other (See periplus Otheri § 1) hvilken levede i det 9de hundrede Aar; men endog allerede Ptolomæus og Tacitus har meldet om Finnerne. Ja den berømmelige Leibniz holder Finnerne for det, de tildeels selv foregive, nemlig at være de ældste Indvaanere i Norden, som af et senere indkommende Folk (Leibniz siger: de Tydske) ere blevne drevne længere Nord efter; og saa meget paastaae nogle af vore egne Skribentere, at de har været her i Norden før Christi Fødsels Tider. See vor lærde Hr. Prof. Schønings Norges gamle Geographie.

3) De tvende store Mænd, Leibniz og Bayer, har, blant andre, været af den samme Mening; og maa den, som har Lyst til at undersøge denne Sag, læse miscellanea berolineas Tom. 1. og Hr. Prof. Bayers adskillige lærde Afhandlinger om Scytherne og hvad dem kan vedkomme, saasom hans Afhandling de origin & priscis

4) Hvad det Scythiske Sprogs faa Levninger angaaer, saa finder man en Deel deraf i før anførte Skrifter: ey at melde om Beel de vetere litteratura Hunni-Scythica og Kirchmajers diss. de lingva vetustissima Europæ Scytho-Celtica & Gothica; og hvad de gamle angaaer, finder man adskillige Scythiske Navne, i sær hos Herodotus.

5) Af denne Mening er O.C. Rudbeck, den yngere, Biørner og Høgstrøm, som udlede Finnernes Herkomst fra de 10 Israels Stammer, som Salmanasser førde fangne bort, og man skal finde (See Wolfs Biblioth. Hebr.) at adskillige har giort sig megen Umage med at bevise, at det Laplændiske Sprog havde en overmaade stor Overeensstemmelse med det Ebræiske. Men min Mening er, at Finnerne eller Lapperne har deres nærmere Oprindelse fra Samojederne. Enhver Find, jeg har spurgt om hans Folkeslags Navn i sit eget Sprog, har svart mig, at det var: Sabmeladzh; i plur. Same. Paa Lappisk eller paa Finskt heder Samas. Deres Tungemaal kalde de Same-gieel og deres Land Same-ednam. Samojederne skal og selv have tilstaaet for Strahlenberg, at de vare, i Henseende til deres nærmeste Oprindelse, et Folkeslag med Finlænderne, og følgelig tillige med Finnerne eller Lapperne. Hvad Finnernes Huusholdning, Levemaade, Legems Skikkelse og andre Omstændigheder angaaer, saa er mig heller ikke noget Folk bekiendt, som havde mere Liighed med dem, end Samojederne, saasom man kan see af Ysbrands Reyse til China; Strahlenberg Nordl. og Østl. Deel af Europa og Asia, og endnu bedre af Hr. Prof. Gmelins omstændeligere og paalideligere Siberiske Reyse. Der er og imellem Finnernes og Samojedernes Sprog saa stor Liighed, som man, efter saa mange hundrede Aars Forløb og saa mange andre mellemkommende Omstændigheder, kan vente. Af denne Mening er og allerede den berømte Corving, Scheffer og andre, og deriblandt i sær Hr. Prof. Schøning. Der er og ingen Vanskelighed i at begribe, hvorledes Samojederne ere komne her ind i Landet, da dette beqvemmelig har kundet skee igjennem Rusland; og er derfor Hr. Prof. Schønings Mening gandske rimelig, naar han holder for, at vore Finner ere en Colonie fra Biarmeland (Permia) allerhelst, da dette Land synes i de ældste Tider før at have været i Stand til at udskikke Colonier end Findland. Man skulde og fast troe, at Finnerne vare et Folkeslag med de gamle Hunner og Avarer; hvormed og Hr. Forfatterens Tanker om deres Oprindelse fra Schytherne, efter adskillige Lærde Mænds Mening, gierne kand bestaae, endskiøndt de Lærde ikke ere enige med hinanden derudi, om Finnernes Stammefædre blive Scyther eller Massageter. Af den sidste Mening blive nok vore tvende berømmelige Historici Hr. Etats-Raad Suhm (in actis Societ. Hafniensis Tom IX.) og Hr. Prof. Schøning. Dog holdes og Massageterne gemeenlig for et Scythisk Folkeslag; uagtet man kunde have nogen Aarsag at tvile derpaa, naar man læser Herodotus i den 1ste Bog. Han siger vel der, nemlig p. 95 cd. Wesselingi, Amstelod. 1763. in folio, at de af nogle blive holdte for Scyther, og det er klart, at de i mange Ting har lignet Scytherne; men han skiller dem dog ad i det følgende, nemlig p. 101. §. 216. Ellers begriber jeg gierne, at Scytherne ofte tages i en meget vidtløftig Forstand: See Beer l. c.

6) Paa mine Visitatz-Reyser i Nordland og Finmarken har jeg ofte merket, at i sær Finmarkens Finner, saavel Fieldfinner som Søefinner, ey gjerne see, at man kalder dem Lapper, besynderlig, naar de, formedelst Forstand og dydig Opførsel eller Formue, har noget forud for den almindelige Hob, endskiønt det er unegteligt, at de ere eet Folkeslag med de Russiske og Svenske Lapper. Ja jeg læser det samme endog om de Svenske Lapper hos Scheffer i hans Lapponia S. 5. 6. og var det saa meget mindre at undre over, at de ey skiøtte meget om det Navn: Lapper, dersom Scheffers Mening stod fast, at det er et Øge-Navn, som andre har lagt paa dem. At ellers Findlænderne og Finnerne ere, i Henseende til deres nærmeste Oprindelse, eet Folkeslag, det har uden Tvivl sin fuldkomne Rigtighed; og undrer jeg mig fast over, at der, efter saa mange hundrede Aars Forløb og saa mange Omstændigheders Mellemkomst, kan endnu være saa stor Liighed mellem disse tvende Nationer, som der virkelig er, besynderlig i Henseende til deres Sprog; hvilken sidste Sag blant andre og Hr. Oberstlieutenant Schnitler har søgt at bevise ved en vidtløftig Sammenligning, som findes i hans Finmarkens Beskrivelse udi Norske Grendse-examinations Protocol Tom. VII. S. 448-451 in msc. Hertil kommer, at Finnerne kalde en Findlænder fast ligesom sin egen Nation Somaladzh, eller, Suomaladzh, som i det formerede Tal heder Some eller Suome, og Finlændernes Sprog kalde de Some-gieel (conf. n. 5.) Russerne kalde deres Lapper, blant andet, Kajenni, hvorved de give tilkiende, at de holde dem for eet Folk med Qvænerne (Cajani) som vist nok er en Finlandsk Nation. Finnerne og Finlænderne siges og at have haft een og samme Stifter, ved Navn Jumi eller Jumo, og den, i vore gamle Historier navnkundige Afgud Jomala tilfælles med Biarmerne, hvoraf det og kommer, at den sande Gud endnu bliver kaldet af Finnerne eller Lapperne Jubmal eller og Ibmel og af Finlænderne Jumala: Og, naar denne Mening om Finnernes Slægtskab med Finlænderne, Qvænerne og Carelerne bliver lagt til Grund, maa man uden Tvivl og holde for, at Finnerne eller Lapperne ere, i henseende til sin nærmeste Oprindelse, eet Folkeslag med Estlænder, Liflænder, Curlænder, Semigaller, Liethauer og Preusser. Hr. Prof. Bayer egner og hid Ungarerne. Hvad de Norskes Oprindelse derimod angaaer, saa ere dette en Sag, vores tvende Lærde, Hr. Etats-Raad Suhm og Hr. Prof. Schiøning, arbeide paa. See imidlertid den førstes meget smukke Skrift in actis societ. Hafn. Tom. IX I. Afhandl. om de Vanskeligheder, som møde ved at skrive den gamle Danske og Norske Historie.