Knud Leems Beskrivelse over Finmarkens Lapper
Kjøbenhavn : Salikath, 1767

5. Capitel
Om Lappernes Boeliger.

(s. 88-108)

(Vid. Tab. XIV. Tab. XV. Tab. XVI.) En Søe-Laps iboende Hytte, eller saa kaldede Laume-Guatte, bestaaer indvendig af Træ-Værk, udvendig af Næver og Grønsvær. Det Tømmer, som inden til afgiør den, er først fire maadelig tykke krumme Stokke, som dens Hoved-Træer og Støtter, af Lapperne kaldede Bæljek. Benævnte fire Bæljek staae, to paa hver Side ved een Distance fra Hinanden, med den nederste Ende i Jorden, og gaae med den øverste op til Røghullet, der er midt i Taget; oppe ved Kanten af bemeldte Røghul naae to og to sammen; thi den, som haver sit Sted paa den eene Side, bøyer sig til den, der staaer lige over for paa den anden Side, hvoraf sees, at benævnte krumvoxne Stokke afgiøre indvendig i Hytten tvende Bøyle. (Vid. Tab. XIV.) Foruden disse saa kaldede Bæljek bestaaer og en Søe-Laps Hytte inden til af fire andre krumme og lidt smalere Stokke, hvilke Lapperne give Navn af Zhiaumek. To staae med een Distance fra hinanden inderst i Hytten, og to ved Døren; med sin nederste Ende røre de Jorden, og gaae med den øverste op imod Røghullet.

(Vid. Tab. XV.) Imellem bemeldte paa begge Sider i Hytten staaende fire Bæljek, samt inderst i Hytten og ved Døren satte fire Zhiaumek, hvilke alle, som sagt, staae med een Distance fra hinanden, er allevegne baade neden ved Jorden og høyt oppe i Hytten jevnsides nær hinanden sat smaa Bræder eller brede kieppe, og følgelig, efterdi de fire Bæljek og Zhiaumek gaae krumbøyede lige fra Jorden op imod røghullet, og alle de andre der imellem satte smaa Bræder eller brede Kiæppe lempe sig efter dem, fremviser Hytten sig, inden til ikkun, som en lige fra Jorden opgaaende Hvelving, i hvilken Røghullet øverst oppe haver sit Sæde; samme er saa lav, at allene ved Fyrstedet lige under Røghullet, hvor den befindes høyest, kan man staae oprat; men vil man træde lidt til Siderne, maa Hovedet og Ryggen nedbøyes. Hvor den her beskrevne Hvelving rører Jorden, og egentlig Sidde-Pladsen er i Søe-Lappernes Hytter, befindes den saa lav, at man maa sidde plat paa Gulvet. (Vid. Tab. XV.) Rundt om er Hytten indvendig Ring-viis omgiven med brede Bræder, hvorpaa forommeldte neden ved Jorden og der oven for satte smaa Bræder fastnagles. Næst inden for Hyttens Dør ved begge Sider af den haves en stor flad Steen, eller saa kaldet Steen-Hylde, opreist, hvilke Stene Lapperne give Navn af Juoudok. (Vid. Tab. XVI.) Gulvet i en Søe-Laps iboende Hytte er næsten Cirkel-rundt, og bestaaer ikkun af Riis-Qviste, som man allevegne der inde paa den bare Jord haver udbredt, undtagen midt i Hytten, hvor ingen Riis-Qviste, men allene Fyrstedet og dets tilhørige Stene befindes.

Fyrstedet bestaaer ikkun af nogle faa Kampestene, lagde løse paa Jorden i to Rader, hvis ene Ende vender imod Døren, og den anden ind ad Hytten; imellem disse to Steen-Rader tændes Ilden an. Ved hver Ende af Fyrstedet staae, ved een Distance fra hinanden, to ikke meget tykke Støtter lige op, med sin nederste Ende fast i Jorden, og vendende den øverste op imod Røghullet. Oven paa disse Støtter hvile langs Fyrsteet to Stokke, eller saa kaldede Balkok, tvert over hvilke legges Stænger, hvorpaa Lapperne hænge de Trækroge, i hvilke de have sine Kiedle og Gryder hængende over Ilden.

Imedens samme brænder, haves noget liggende oven paa Hytten ved den ene Side af Røghullet, paa det at Vinden ikke, ved at falde heftig der ned igiennem, skal formene Røgen Udfart; i Sønden-Vind legges bemeldte ved den Søndre Side, og ved den Nordre, naar det blæser Norden-Vind, og saa fremdeles lempes det efter Blæsten.

Om Aftenen, førend en Søe-Lap legger sig til Hvile, tager han med en liden dertil dannet Kiep, kaldet Aftatak, alle Brandene af Fyrstedet, og med Vands Bestenkelse slukker dem. (Vid. Tab. XV. og Tab. XVII.) Efterat Røgen igiennem Røghullet er udgaaet, hvilket, som meldt, haver sit Sæde øverst oppe i Taget, stiger man op paa Hytten, og tiltæpper det med dertil beqvemme Bræder, kaldede Tappaldagak. (Vid. Tab. XVI.) Hos den Ende af Fyrstedet, der vender imod Døren, haves paa Riis-Qvistene paa Gulvet lagte to temmelig lange Birke-Knubbe, omtrent ved en god Alen Distance fra hinanden, hvilke altsaa giøre et langt smalt Rum eller Afdeling paa Gulvet, strax inden for Døren; i dette Rum legger man, naar Ilden skal antændes, Brændet, der bestaaer af ukløvede, som oftest samme Dag af Skoven huggede Knubbe og Riis-Qviste. Her bliver og en Fremmed staaende, det første han kommer ind i Huset, indtil Huusbonden eller nogen anden af Husets Folk beder ham træde længere frem.

Ved den Ende af Fyrstedet, der vender ind ad Hytten, haves ligeledes paa Riis-Qvistene paa Gulvet og temmelig lange Birke-Knubbe lagte efter forbemeldte Maade, hvilke da giøre et langt smalt Rum paa Gulvet, længst inde i Hytten, ligesom de ovenmeldte giøre et saadant Rum ved den yderste Fyrstedets Ende nær Døren. I dette Rum hensette Lapperne sine Fade, Skaale, Gryder, kiedler og deslige; der staaer og den Kaabber-Kiedel, som man haver Vand med Snee udi til at drikke af, for at slukke Tørsten.

Anførte viser, at i en lige Linie fra Døren, langs ind ad Hytten, befindes der først paa Gulvet et Rum imellem to Birke-Knubbe, nær hos Døren eller Indgangen, derefter Fyrstedet, bestaaende af to Steen-Rader, liggende paa bare Jorden midt i Hytten, og saa atter et Rum imellem to Birke-Knubbe, allerinderst i samme. (Vid. Tab. XVI.) Ved begge Sider af de tvende her beskrevne Rum og Fyrstedet haves tvende Bræder lagte, omtrent ved en god Alens Distance fra hinanden, plat ned paa Gulvets Riis-Qviste, og det saa, at de med sin ene Ende gaae hen imod Fyrstedet, men med den anden naae ud til Veggen, og altsaa giøre de ved begge bemeldte Sider tre Rum eller Afdelinger, det ene neden imod Døren ved Siderne af de Birke-Knubbe, inden for hvilke Brændet ligger, det andet midt i hytten ved Siderne af Fyrstedet, og det tredie længst inde ved Siderne af de to Birke-Knubbe, hvor inden for Fadene etc. staae. (Vid. Tab. XVI.) I et hvert af disse tre Rum bliver lagt en Rensdyr-hud, paa det man ey skal sidde og ligge paa de bare Riis-Qviste. Er der ikkun een Familie i Hytten, haver Manden samt hans Hustrue den ene Side med alle dens trende Rum og Afdelinger til sin Tieneste allene, og Børnene samt Tienestefolkene den anden Side; men beboes Hytten af tvende Familier, haver hver een af Siderne med alle dens Afdeelninger til sit Brug saaledes, at paa den ene Side haver den ene Mand med sin Hustrue sit Tilhold i det inderste Rum, hvilket kaldes Bosshio Kiæzhie, og agtes for det værdigste; hans Børn i det Mellemste, hvilket kaldes Gask-Loido, og Tienestefolkene i det Døren nærmeste Rum, som gives Navn af Uvsa-Kiæzhie, og holdes for det nedrigste; paa samme Maade bruger og den anden Mand hiin Side, med dens trende Afdeelninger, til sin egen, sin Hustrues, sine Børns og Tienestefolkes Beqvemhed.

Ved Missionairens Ankomst viger Manden med sin Hustru af den inderste eller fornemste Rum i Hytten, hvilket, som meldt, er deres egentlige Tilholds-Sted, og overdrager ham det til Værelse, indtil han fra dem tager Afsted. Endskiønt Hytten beboes af tvende Familier, saa er dog Fyrstedet og forbemeldte Rum ved Døren, hvor Brændet legges, og det ved Fyrstedets inderste Ende, hvor Fadene etc. blive hensatte, til begges Tieneste. Disse Folk, som af mange, helst af dem, der ingen Beskeed vide om Sagen, agtes for et vildt og ubændigt Folk, forliges saa vel i en liden trang Hytte om et og samme Fyrsted, at sielden nogen Trætte forefalder imellem dem; da derimod mange andre, der have en større Kundskab, og af hvilke man derfor skulde formode en bedre Opførsel, ikke kan forenes i een Bye og i eet Nabolag, end sige i eet Huus.

(Vid. Tab. XVI.) En Søe-Lap haver inde i samme Hytte, som han selv boer, og haver sit daglige Tilhold i, smaa Lam og Kalve staaende henne i en Vraa med en liden Grind for; hvor mishageligt det er at forblive hos ham i en saadan skiden Bolig, kan enhver slutte. (Vid. Tab. XVI.) Herhos skal merkes, at en Søe-Laps Hytte haver Fordør eller Forstue, ved hvis ene Side er beskrevne Hytte selv, som Folket boer i, og ved den anden Side et Værelse for Qvæget, hvoraf erfares, at Folket og Qvæget gaaer igiennem een og samme Forstue ind til deres Tilholds-Sted.

Baade den Hytte, som af Folket beboes, og den, der er til Qvægets Tieneste, og Forstuen, som befindes imellem begge, ere alle under eet Tag, udvendig over alt rundt om lige fra Jorden til det øverste betækkede med Næver og Torv, og altsaa udvendig fremviser for Øyesynet en langagtig Høy. (Vid. Tab. XVIII.) Nogle Skridt fra en Søe-Laps Hytte staaer en Stillads, eller saa kaldet Loaawe, bestaaende af opreyste Støtter, tvert over hvilke Stænger og Riis-Qviste lagte saaledes, at de afgiøre et Slags Loft uden Tag. Yderst i Kandten af bemeldte saa skikkede Loft haves ved begge dets Sider og ene Ende i Rad efter og temmelig nær hinanden lige i Veyret opreyste mange høye Stænger, hvorpaa Søe-Lapperne nedpakke deres Høe, indtil at intet af Stængerne, uden deres Toppe, lader sig tilsyne. (Vid. Tab. XVIII.) Efter saadan Nedpakkelse fremviser Høet trende Høevegge, en i Loftets Ende, og to ved dets Sider. Her staaer da Høet Vinteren igiennem under aaben Himmel, men tager dog ingen betydelig Skade, efterdi der i Finmarken sielden ja fast aldrig regner om Vinteren, og lad være, dets udvendige Deel lidt af Sneen bliver beskadiget, holder dog det inderste sig friskt. (Vid. Tab. XVIII.) I det Rum eller saa kaldede Aske, som er oven paa bemeldte Stilladsens Loft inden for de trende Høevegge, hensette Lapperne deres Bagage, saasom Rensdyr-Huder, Kister og andet deslige; undertiden sove de og der selv om Natten; under Loftet inden for Støtterne, som det hviler paa, hænge de sine Klæder. Naar Søe-Lapperne have Mangel paa Foder til deres Qvæg, skave de, hvilket og hos de Norske paa mange andre Steder er brugeligt, Barken af Rennebær-Træer (14), og give det at æde; de hugge og Grene av Træerne, og bringe dem hiem til Qvægets Føde. Efterat Træet er fældet, og Toppen samt Grenene afkappet, lade de Stammen ligge. Af den Aarsag forekomme, som jeg selv har seet, der i Landet Steder, hvor en Mængde af saadanne nedfældede Træer ligger langs Bakken (15), ligesom døde Kropper, og raadner. De føde og deres Qvæg med et Slags store Græs-Rødder, af hvilke nogle have en Fugls, andre nogen anden sælsom Skikkelse (16). Foruden at de give sine Køer tørt Høe, tractere de dem og med Fiske-Hoveder, Fiske-Rygge, Tang (17), samt noget af det Grugg, der sætter sig paa Bonden under Tran, kogende alt dette tillige i en Kiedel med Vand udi; Saaddet gives dem at drikke. Normænderne i Ost-Finmarken føde sine Køer ey allene med Høe, men endog med Rensdyr-Mosse (18).

(Vid. Tab. XIX.) Gulvet med dets Afdeelinger og Fyrstedet i en Field-Laps iboende Vinter-Telt er fast i alle Maader skikket, ligesom det allerede beskrevne Gulv og Fyrsted i en Søe-Laps Hytte, undtagen, at de fire Støtter som staaer, to ved hver Ende af Fyrstedet, i Søe-Lappernes Bolig, befindes ikke i Field-Lappernes Telt. (Vid. Tab. XIX.) Efterdi Gulvet i en Field-Laps Vinter-Telt er den bare Jord, der med Riis-Qviste er overbredt, og de Stænger, som Teltet selv bestaaer af, samt Tæpperne, som over den udbredes, ey blive satte paa Jorden, men ikkun naae ned til Sneen, skeer det, at, lad være saa megen Snee er bortskovlet, som fornøden giordes, for at faae Plads til Gulv, staaer dog den urørte Snee tilbage, som en Væg, imellem Gulvet, der er paa bare Jorden, og Teltet selv, der oven paa Sneen er udslaaet. Snee-Væggen bliver af Lapperne kaldet: Seine. (Vid. Tab. XX.) Bemeldte Vinter-Telt bestaaer af fire krumvoxne og nogenledes tykke Stænger, som dets Hoved-Træer og Støtter, af Lapperne kaldede Bæljek staae, to paa hver Side ved een Distance fra hinanden, med sin nederste Ende i Sneen, og gaae med den øverste op til Røghullet, der haver sit Sted høyest oppe. Ligesom i Søe-Lappernes Hytter, naae to og to sammen oppe ved Kandten af bemeldte Røghul; thi den, der staaer paa den eene Side, bøyer sig til den, der staaer lige over for paa den anden Side; hvoraf sees, at benævnte fire krumvoxne Stænger afgiøre indvendig i Teltet tvende Bøyle; fra den eene af samme Stænger til den anden haves paa begge Sider i Teltet et smal Bræt indfattet i dem for Styrkes Skyld. Imellem titbemeldte krumme Stænger, eller saa kaldede Bæljek, som en Field-Laps Vinter-Telt bestaaer af, sættes her og der andre, der ere lidt smalere og been-voxne. Disse tilligemed hine staae med sin nederste Ende i Kandten af ovenanførte Snee-Væg, og med den øverste hælde henimod det Hull eller Aabning, hvor Røgen skal gaae ud, saaledes giørende, at Teltet indvendig, naar Tæpperne ere udbredde over Stængerne, noget ligner en liden spidsagtig Hvelvning. Allerøverst oppe hos Røghullet haves en Tverstang, hvorpaa de Jernkroge, eller saa kaldede Skiærringer, hænges, i hvilke Gryderne hænge over Ilden.

(Vid. Tab. XX.) Efterat Stængerne saaledes, som sagt, ere satte i Orden, hver paa sit behørige Sted, udbredes over dem rundt om, alt lige fra Sneen, hvor de staae med sin nederste Ende, indtil det Hull, hvor Røgen skal gaae ud, hvorhen de naae med sin øverste Ende, uldene Tæpper, de saa kaldte Loudagak, dog sielden nye, men helst halvslidte ved det, at man tilforn har brugt dem til Overdyner at sove under. De uldene Tæpper, som tilhøre og udbredes over den eene Teltets halve Deels opreyste Stænger, ere for sig selv sammensyede og følges ad, hvad heller man river Teltet ned eller slaaer det op; de, der tilhøre og blive udbredte over den anden Teltets halve Deels opreyste Stænger, ere iligemaade for sig selv sammensyede og følges ad, enten man nedriver Teltet eller opslaaer det. Begge bemeldte Samlinger af Tæpper lader man under Udbredelsen møde hinanden ved Indgangen og inderst i Teltet, hvor de blive sammenheftede ved Pinde, hvilken Sammenheftelse kaldes Skarro. Efterdi berørte Tæpper, der bruges til at bedække en Field-Laps Telt, ikke have den vedbørlige Længde, som er at naae lige fra Sneen op til Røghullet, blive de i den Ende, der vendes op ad, forlængede ved en Skiødning af samme Slags ulden Tøy, som de selv ere af, hvilken Skiødning gives Navn af: Naalish.

(Vid. Tab. XX.) Døren paa en Field-Laps Telt bestaaer af et ulden Tæppe, og er breed neden til, men smal oven til, saa den gaaer op i Skikkelse af en Pyramid. Paa den Side, der vender ind ad Teltet, er bemeldte Tæppe tvert over, ligesom en røget Lax, for at holdes stramt, udspiilet med brede Spiiler, saa kaldede Zingak; uden saadan Udspiilning kunde det ikke tiene til Dør. Ved hver Side af Døren staaer i Steden for Dørstolpe en smal Stand, kaldet Bisshiamas. I stærk Blæst bliver Døren, som ellers ikkun ved sin øverste Ende hænger i et lidet Baand, fastbunden til een af bemeldte Stolper, saa at ved den Side, hvorfra Vinden blæser, holdes den tillukt; thi hvis den der ey var tilbunden, men man havde Frihed til at gaae ud og ind, faldt Vinden ind i Tæltet, bragte Ilden paa Fyrstedet i Ulave, og foraarsagede des heftigere Røgen; men ved den Side, hvorfra Vinden ikke staaer, haves den løs og utilbunden til Stolpen, givende der ubehindret Ind- og Udgang.

(Vid. Tab. XX.) En Field-Lap slaaer sit Telt op midt iblant Træerne, og hugger hver Dag ikkun saa meget Brænde, som han samme Dag behøver, undtagen om Løverdagene og andre nogen Helligdag nest foregaaende Dage, da han saa forsyner sig, at han ey trænger til at befatte sig med bemeldte Gierning, førend Sabbaten er forbigangen. Han fælder Træet og slæber det selv, saa heelt og holdent som det er, med Bull og Top paa Sneen hiem til sit Telt, hvor han da hugger dets Top og smaa Grene i Stykker til smaa Qviste paa en uden for Teltets Dør opreyst liden lav Stillads, kaldet: Smakko-Mor; Bullen og de tykke Grene hugger han i sønder til Knubbe. Saa vaadt og med Snee og Iis bedækket, som Brændet er, naar det tages af Træerne, bliver det strax uklovet lagt paa Ilden, og derfor udskyder af Enderne en sydende og meget ildelugtende Damp, Shiudga kaldet, der langt mere besværer end Røgen selv, som der desuden i Field-Lappernes Telt er god Forraad paa. Med Ildens Antændelse paa Fyrstedet omgaaes saaledes, at man, efterat have stukket nogle Stykker Næver an, legger paa samme en Dynge af ovenmeldte Qviste, og oven paa Qvisterne ovenskrevne Iis-klædde runde Knubbe. Det første Ilden antændes, bliver Teltet opfyldt med en hvidagtig Røg fra det allerøverste indtil bare Jorden, saa at man sidder der inde, som i en tyk Taage, og ikke kan see ud af Øynene; men, naar den haver begyndt for Alvor at brænde, røger der ikke saa heftig; dog er der gierne altid saa megen Røg, at, endskiønt man sidder paa Jorden, naaer dog Røgen ned paa Hovedet. I stærk Blæst slaaer den ind i Teltet meest igiennem Røghullet, hvilket haves stedse Nat og Dag aabet.

Efterat en Field-Lap om Natten haver lagt sig til Hvile, lader han Ilden paa Fyrstedet slukkes af sig selv. Han bruger aldrig i sit Tælt Lampe med Tran og Veege udi, men forretter al sin Gierning ved det Lys, som Ilden, der fast ideligen, saa længe Folket er oppe, brænder paa Fyrstedet, giver fra sig.

(Vid. Tab. XXI.) Nogle Skridt fra Field-Lappernes Telt staaer en Stillads, eller en saa kaldet Loaavve, bestaaende af opreyste Støtter, tvert over hvilke haves Stænger og Riis-Qviste saaledes lagte, at de giøre et Slags Loft uden Tag; paa dette tagløse Loft hensettes Bagage, saasom: Rensdyr-Huder, Kister og andet deslige, alt under aaben Himmel.

(Vid. Tab. XXII.) Det Telt, som en Field-Lap boer i om Sommeren, er fast i alle Maader lige skikket med det, som han haver sit Tilhold udi om Vinteren, undtagen, at hans Vinter-Telt bestaaer, som meldt lit.q. af uldene Tæpper, men Sommer-Tæltet af Lærret, og haver ikke den lit. o. beskrevne Snee-Væg; thi paa de Tider af Aaret, da sidstbemeldte Telt beboes, er Marken bar.

(Vid. Tab. XXIII. og Tab. XXIV.) Det lille Telt, eller saa kaldet Lavvo, som en Field-Lap fører med sig paa Jagt efter vilde Rensdyr og paa lange Reyser, er af grovt barket Lærret. Paa det Rum, hvor benævnte Telt skal staae, skovler han Sneen i en Runddel bort indtil bare Jorden, saa at der efter Henskovlelsen bliver et rundt Hull, og den urørte Snee staaer igjen, som en Væg, rundt om samme; derpaa hugger han Qviste af de sammesteds voxende Træer, og breder dem ud paa Jorden til Gulv, legger to Steen-Rader midt paa Gulvet til Fyrsted, hugger smale Stænger af de Træer, som der paa Stedet befindes, og reyser dem op saa, at deres nederste Ender settes adspredte i Kandten af bemeldte Snee-Væg, men de øverste sammenbindes, og breder derpaa ovenbemeldte barkede Lærrets Dække ud over dem. Efterat Tæltet saaledes er beredt, tænder han Ild an der inde, deels til at varme sig, deels ogsaa at koge Mad ved; thi han bringer gierne en liden Kiedel med sig.

(Vid. Tab. XXV.) Er en Lap paa Reysen til Vands, og formedelst Uveyr eller anden Aarsag anlediges til at legge til Lands der, hvor ingen Folk boer, og at forblive der nogen Tiid, tager han Aarerne af sin Baad, reyser dem op i Strandbredden imod hinanden, breder Seylet over dem, og derunder haver sit Tilhold, indtil han farer fra Stædet igien.

(Vid. Tab. XXVI.) Baade Søe- og Field-Lapper bruge smaa Stolpe-Boder til at henlegge Madvare samt andre Ting udi. Saadanne have Søe-Lapperne staaende hiemme hos deres iboende Hytte og Field-Lapperne i Skoven: see det 11te Capitel om Lappernes Flytninger. (Vid. Tab. XXVII.) Field-Lapperne grave en Hule, kaldet Gedge-borra i Jorden, hvilken de steenlegger paa Bonden, og deri forvarer Kiød af vilde Rensdyr.

(Vid. Tab. XXVIII. og Tab. XXIX.) Da jeg har beskrevet Lappernes Boliger, vil jeg med det samme give en kort Beskrivelse over det Værelse, som de i Finmarken boende Lapmarkiske og Norske Bønder have sit Tilhold udi. En Lapmarkisk Bondes Huus er saaledes skikket: Det haver lave tømrede Vægge uden Loft. Spærrene i Taget, hvorpaa de Bræder, som Tørvet udvendig legges paa, hvile, staae ikke opreyste imod hinanden, men gaae langs Taget indvendig. Der er ikke, som paa de Norske Bønders Røgstuer, Røghull oppe i Taget, ey heller Vinduer paa Væggene, men i deres Sted Huller med Skuffer for. Inde i huset haves en stor Ovn, noget liig en Bagerovn, hvor oven paa ligger en Dynge af store Kampestene, og i hvilken Huusfolket engang udi hvert Etmaal antænder en stor Ild, som de lade brænde, indtil Ovnen og alle bemeldte Stene ere igiennemvarmede.

Imedens Ilden brænder, staaer Døren samt alle Glugger paa Væggene aabne, ved det at Skufferne ere skudte til Side. Igiennem Døren og bemeldte Glugger gaaer da Røgen ud; men naar Ilden er slukt, lukker man Døren, og skyder Skufferne til, for at holde Varmen inde, hvilken da formedelst den hede Ovn og de mange der oven paa liggende heede Stene beholdes indtil den anden Dag, da man paa nye tænder Ild an, og omgaaes paa forommeldte Maade. Naar Døren og Væggenes Aabninger ere tilluukte, er der mørkt i Huset; til Lys at see og arbeyde ved, bruges da antændt tørt feedt Fyrre-Træ, det i Norge saa kaldede: Spiik. Gulvet i en Finmarks Norsk Bondes Bolig er steenlagt med flade Stene, de saa kaldede Steenhylder.

(Vid. Tab. XXX. og Tab. XXXI.) Væggene bestaae af jevnsides paa sin Ende satte Bræder, hvilke udvendig fra øverst til nederst ere beklædde først med Næver, og siden med en Mængde af flade Jordstykker eller saa kaldet Tørv, der ere lagte, det ene over det andet, liige fra Jorden indtil Tagets Reysning. I Huset er ey Loft. Taget gaaer spidsagtig op, og er uden til, ligesom andre Norske Bønders Huustag, takt med Næver og Tørv.

Olaus Magnus slutter, at de stærke Vinde og den dybe Snee, som falder i Finmarken, haver anlediget Folket til deslige Jordhytters Bygning; men den fornemste Aarsag er vel Mangel af Tømmer ude paa Øerne, hvor ingen Fyrre-Skov voxer. At bære Frygt for, at trofast byggede Tømmer-Huse ved Vind skulde omstødes, var ufornødent; thi man seer fast alle Betienternes og Handels-Forvalternes Boliger af Tømmer, ja somme meere, en een Etage, høye; men fornemmer dem dog ligesaavel der i Landet, som andensteds, at bestaae sig, uden at kuldkastes af Vinden. Desuden ere bemeldte Jordhytter varmere, end Tømmer-Huse.

14) Sorbus aucuparia fl. sv. 435.

15) Field-Lapperne giøre sig og derved stor Skade paa Skoven, at de, naar Marken er stærkt tilfrossen, og Reen-Mossen ikke kan faaes, omhugge de største Træer, for at skaffe deres Rensdyr den ned af Gran- og Furru-Træers Grene hengende Mos, nemlig Lav, Lichen plicatus. fl. sv. 1122. og Kraakestry, Lichen barbatus. fl. sv. 1123.

16) Herved forstaaes Roden af Tilg eller Tælg, Osmunda Struthiopteris fl. sv. 935. som Finnerne kalde Cheek; og Roden af Molfoor eller Groste, Polypodium filix mas. fl sv. 946. som de kalde Trepeek, saavel som og Cassa-Gaisse, hvorom udførligere handles i min Fl. Norv. I. Deel, Tab. I.

17) Saasom Breed-Tang, Fucus serratus, fl. sv. 1144. Knop-Tang, Fucus vesiculosus, fl. sv. 1145. o.s.v.

18) Lichen rangiferinus, fl. sv. 1117.