www.altabibliotek.net/finnmark

 
Tilegnelse
Forfatterens Fortale
Til den Høylærde Herr Forfatter
1. Herkomst
2. Tungemaal
3. Naturel, samt Dyder og Lyder
4. Klæde-Dragt
5. Boeliger
6. Leye
7. Spise og Drik
8. Huusgeraad
9. Rensdyr
10. Age-Redskab og Age-Maade
11. Flytning samt øvrige Reyser
12. Vilde Dyr og Fugle
13. Fiskefangst
14. Fabriqver
15. Maneerer
16. Giftermaal og Bryllup
17. Leege
18. Sygdom og Liig Begiængelse
19. Afguder
20. Afgudiske Ofringer.
21. Troldom.
22. Superstitioner.
23. Den Finmarkiske Mission.

Knud Leems Beskrivelse over Finmarkens Lapper. - Kjøbenhavn : Salikath, 1767

10. Capitel
Om Lappernes Age-Redskab og Age-Maade.

(s. 155-168)

Til at age med bruge Lapperne allene gildede Rensdyr-Oxer, om derpaa haves Forraad. De Fattige, hvis Forraad er mindre, nødsages til at betiene sig af Hunnerne. (Vid. Tab. LIII.) Et Rensdyr, der skal blive beqvemt til bemeldte Gierning, maa først med stort Arbeyde og megen Umage temmes; under Temmingen teer det sig haardnakket og gienstridigt, legger sig undertiden plat ned, og vil ikke gaae af Stedet, sa man med Hug og Slag med en Kiep over Næsen maa nøde det til at staae op igien. (Vid. Tab. LIII.) Somme Rensdyr ere saa unæmme, at hvor megen Fliid der end anvendes paa at faae dem tilgavns temmede, svinge de sig dog i Gangen eller Løbet, naar man ager, heftig til Siderne, saa at deres Farevey fremviser i Sneen en Slange, der haver krummet sig med mange dybe Bugter. (Vid. Tab. LIII.) Andre derimod lade sig ved Temmen bringe saa vidt, at de i Gangen eller Løbet svinge sig kun lidet afsides, saa at deres paa Sneen efteladte Farevey lader sig ansee, som een kun maadelig bugtet Slange. (Vid. Tab. LIII.) Age-Tøyet, som haves om Rensdyrets Hoved, bliver kaldet Baggie.

(Vid. Tab. LIII. og LIV.) Tømmen, som man styrer det med, er ikke, som den, hvormed en Hest styres, dobbelt, men enkelt, og haves ey i Munden paa Dyret, men er ved sin eene Ende fæstet ved dets Hoved, og holdes med den anden af den Agende i Haanden.

(Vid. Tab. LIII. og LIV.) Om Dyrets Hals haves en stor laadden nedhengende Rensdyr-Huds-Krave; nederst i Enden deraf sidder en lang Rem af Sælhund-Skind eller Koe-Skind, hvilken gaaer fra berørte Kraves nederste Ende langs under Bugen paa Dyret, imellem dets For- og Bag-been, hen til Slædens Stavn, og der bliver fæstet til samme ved en liden Kiep, kaldet: Jukko, og et lidet Skind-Baand, kaldet: Jukko-Lauvzhie; ved bemeldte Rem trækker Dyret Slæden efter sig, og at den i Gangen eller Løbet anrørende dets Fødder ey skal nygge og beskadige dem, bliver den omgivet med et Foderal af laaddent Skind.

(Vid. Tab. LIII. og LIV.) Foruden ovenmeldte store laadne Skind-Krave haves der og, dog ikke altid, om Dyrets Hals en liden Krave, kaldet: Riesegas, der er giort af Klæde eller Kersey, broderet med Tin-Traade, og paa begge Kandterne omgiven med korte jevnsides hos og tet an imod hinanden paa sin Ende satte Klæde-Strimler af adskillig Farve. Benevnte Krave er heel oven til og paa Siderne, men aaben neden under Halsen, hvor den tilbindes og med en Klokke anhænges.

(Vid. Tab. LIII. og LIV.) Om Livet paa Dyret bindes et stort bredt Bælte, kaldet: Aagotas, Bugdelen deraf er Skind, men den Part, som gaaer op ad Dyrets begge Sider indtil dets Ryg, bestaaer Klæde eller Kersey, der udvendig er med Tin-Traade broderet, og indvendig underforet med Skind. Den Kandt af bemeldte Bælte, som vendes imod Dyrets Bagdeel, naar det skal have samme paa, er omgiven med i bugt lagde brede Kerseys eller Klædes Strimler, der sidde jevnsides hos hinanden, og deels have samme Farve, som Beltet selv, deels ere det paa Farven ulige. Benævnte Bælte er heelt lige fra Dyrets Bug op til Ryggen deraf, hvor det sammenbindes med fire smale Baand, i hvis Ender sidde Dusker af smaa affarvede Klæde-Strimler til Zirat. Dette her beskrevne Rensdyr-Bælte bruges af fornemme Folk; saasom af Fogden og hans Følge, og af de Svenske Kiøbmænd, naar de age, desuden og af Beylere og andre unge Folk iblandt Lapperne. Dets Brug er besynderlig til Prydelse; dog haver det tillige sin Nytte, thi midt under Dyrets Bug er det ansyet med en liden Skind-Lykke, hvor igiennem ovenmeldte Rem, som Dyret trækker Slæden efter sig ved, stikkes, paa det den ey under Kiørselen skal have for megen Frihed at svinge sig med Slæden imellem Dyrets Fødder; men ved at være trækket igiennem berørte Skind-Lykke oppe under Dyrets Bug bekomme des mindre Sving. Man bruger dog ikke altid benævnte Rensdyr-Bælte eller saa kaldede Aagotas, men alsomtiest ager foruden det, saa at Remmen, som Slæden slæbes ved, haver sit frie Sving imellem Dyrets Been. Somme af Lappernes Fruentimmere have Dum-Biælder paa deres Age-Tøy. Foruden ovenmeldte bruge og Lapperne lidt mere Age-Redskab, men samme er ey af Betydenhed, og derfor ikke værd at anføre. Den laadne nedhængende Skind-Krave, som haves om Dyrets Hals, den anden Krave eller saa kaldede Riesegas, hvori Klokken hænger, Rensdyr-Bæltet, samt det øvrige bemeldte Age-Redskab forarbeides af Lappernes Fruentimmer.

Den Line, som Indiagers Field-Lapper i Svenske Lapmarken binde et Rensdyr med til et Træ, til en paa Roden staaende Stub eller deslige, at det ey, naar de til sin Tieneste behøve det, skal løbe bort, bliver efter Beretning sammensnoet af lange smale Træ-Rødder.

(Vid. Tab. LIII. og LIV.) Field-Lappernes Slæde er skikket hart ad, som en gandske liden Speyl-Baad; thi i dens bageste Ende sidder, ligesom i bemeldte Baad, et lidet Speyl, hvilket gaaer lige ned i Kiølen, og rører an imod den Agendes Ryg. (Vid. Tab. LV.) Slæden er sammensat af lange smale Bræder, hvilke med sin Længde gaaer fra dens Speyl efterhaanden krum-bøyede hen til Stavnen, og med sin Bredde fra dens Kiøl op ad begge Siderne, og er sammenfældede næsten paa samme Maade, som Bræderne i en Baad, undtagen at hiin haver ogsaa Jern-Søm, men denne intet uden Træ-Nagler. Paa det at bemeldte Bræder kan falde nær sammen, og Slæden kan blive tæt, som et Fartøy, og holde Vandet ude, naar man ager i Vaad elle Vand-beblandet Snee, klemmer man dem haarde samme ved Hielp af en Kiep og en Vidje. Vidjen fæster man i berørte Bræder saaledes, at man lader den staae ud derfra i en Bugt. Ind i samme Vidjes Bugt stikker man Kieppen, og derpaa dreyer bemeldte Kiep samt Vidjens Bugt tillige mange gange rundt om. Neden under haver Slæden en Kiøl, der er omtrent et got Spand bred, og saa lang, som Slæden selv; med sin bagerste Ende naaer den lidt uden for Speylet, og med den fremmerste til Snuden af Slæden, hvor den gaaer krum-bøyet op, ligesom Kiølen i en Baad, og haver en bred lav Stavn. Udvendig langs Kiølen sidde to lange smale Spildrer, een paa hver Side. Indevendig er titbemeldte Slæde bebunden med Baand eller Tvertræer, ligesom en Baad eller andet Fartøy; et hvert af dem gaaer med sine Spidse op ad til dens Kandter, og med sin Krumhed ned til Kiølen.

(Vid. Tab. LVI.) Lapperne bruge fire Slags Slæder, af hvilke det første Slags kaldes: Giet-kierres; det andet: Raido-Kierres; det tredie: Pulke, og det fierde: Lok-Kierres. Alle disse ere after anførte Beskrivelse over Slædernes Danlighed sammensatte af lange smale Bræder, have Kiøl under sig, Stavn for til, Speil bag til, og Baand inden i; dog befindes der nogen Forskiel imellem dem. Den saa kaldede Giet-Kierres, hvilket betyder paa Dansk: en Haand-Slæde, er den, man gemeenligst bruger at age udi; samme er aaben lige fra Speilet indtil Stavnen, ligesom et aabent Fartøy, og gandske liden, ikke større, end man kand tage den under Armen, og bære den, derhos saa kort, at, naar man siddende deri hælder Ryggen imod Speilet, naae Fødderne næsten hen imod Snuden, desuden saa smal, at den med begge sine øverste Kandter rører an imod den Agendes Hofter, og saa lav, at, om man kun hælder sig lidt til Siden, og holder Armen uden for, rører Albuen ved Sneen. Naar man vil til at age i en saadan Slæde, legger man et lidet Skind under sig at sidde paa. (Vid. Tab. LVI.) Den saa kaldede Raido Kierres er den Slæde, som Bagagen føres udi; samme er noget længere, bredere og dybere, end forbemeldte Giet-Kierres, og, efterdi denne, ligesom hiin, befindes gandske aaben, breder man, efterat Tøyet er lagt deri, Rensdyr-Huder eller andet deslige Dække derover, for at bevare det imod Sneen, og ved et af tykke Traade, som ma haver spundet af Rensdyrs Fod-Seener, sammensnoet Baand anbinder berørte Dække til Tøyet saaledes, at Baandet snøres tvert over det fra Slædens eene Kandt til den anden, og fremviser sig derover hart ad i saadan Skik, som Snorene uden paa en Tromme. Slæden er ey ude i kandterne giennemboret med Huller til at stikke Snorebaandet ind i, men i begge dens Kandter sidde her og dr ved en Distance fra hinanden Hanker af Skind, i hvilke det nu i den eene, nu i den anden indstikkes. (Vid. Tab. LVI.) Den saa kaldede Pulke bliver, som et Fartøy, udvendig beget med Tiære, og bruges til at age udi; dens Storlighed, Længde, Bredde, Høyde og Danlighed ligner næsten ovenskrevne Giet-Kierres. Forskiellen imellem dem er, at i Steden for Giet-Kierres, som meldt, oven til befindes aaben oven alt, er Pulken ikkun aaben ved den bagerste Ende, hvor man setter sig i den; men ved sin fremmeste Ende haver den et stramt udstrakt Sælhund-Skinds fast Dække, der rækker fra dens Snude indtil Knæerne paa Manden, som sidder deri. Til Kandten af bemeldte Kob-Skinds-Dække, hvilken haver sit Sted omtrent lige over dens Knæer, der sidder i benævnte Slæde, bliver fæstet et Klædes Dække, hvilket man, havende sat sig ned til at age, udbreeder i Skiødet, for at holde Sneen fra sig, og tilsnører med et Baand tvert over just paa samme Maade, som det Dække, der skiuler Bagagen i en Raido-Kierres, hvorom før er meldt. Man sidder da i denne Slæde nedbunden, bevaret over Fødderne med et Kobskinds-Dække, og i Skiødet med et tilsnørt Dække af Klæde, saa at ikkun den øverste Deel af Legemet er løs og tilsynde. I denne saa kladede Pulke legges, ligesom i Giet-Kierresen, et Skind til at sidde paa. (Vid. Tab. LVI.) Den saa kaldede Lok-Kierres bliver ogsaa udvendig beget med Tiære, og bruges til at føre Proviant udi; denne befindes noget større, end ovenskrevne Pulke og Giet-Kierres, er giort med stor Fliid saa tet, som en Potte, saa at der fast ikke en Draabe Vand kan komme ind, og haver et fast Træ-Dæk, rækkende lige fra dens Speil indtil Stavnen; samme er dog ikke saa plat, som et Skibs Dæk, men noget mere ophoven, og ved den bagerste Ende i bemeldte Dæk haves en liden Luge, som fraskydes, naar man vil tage Victualier udaf Slæden, derefter skydes til igien, og bevares med en Hængelaas. Naar Lapperne ikke bruge sine Slæder, have de dem staaende opreyste uden for deres iboende Telt, eller opsatte paa nogle dertil dannede Træer, kaldede Bildagak. Gemeenligst have de dem omhvelvede paa Sneen uden for berørte Telt, og derunder forvare ferskt Rensdyr-Kiød og anden deslige Spise nedgravet i Sneen.

(Vid. Tab. LIII.) Hvad Age-Maaden med et Rensdyr angaaer, falder at merke: naar man vil begive sig til at age, tager man paa Hænderne et Par udvendig laadne, af Rensdyr-Hud sammensyede, Skind-Handsker, setter sig saa i Slæden og fatter Tømmen, der med sin eene Ende er fæstet til Dyrets Hoved den anden Ende i den høyre Haand saaledes, at man stikker den høyre Tommelfinger ind i en udi sidstbemeldte Tømmes Ende dannet Løkke, og derpaa snoer samme Ende af tømmen omkring det høyre Haandled, griber saa om den med den høyre Haand, klemmer Haanden til og holder den fast. Imidlertid staaer Dyret stille, og Tømmen hviler paa dets venstre Side.

Naar man vil have Dyret til at begive sig paa Fart og løbe, giver man det først et dygtigt Rap af bemeldte Tømme paa den eene Side, slænger den derpaa i største Gesvindighed over dets Ryg til den anden Side, og der ligeledes giver det et dueligt Slag, saa løber det. Efterdi Dyret i Gangen ikke holder en Been-Vey, men, som meldt, svinger sig nu til een, nu til en anden Side, maa den, som sidder i Slæden, ofte med Tømmen styre og veylede det, for at opnaae Stede, hvorhen han agter sig. Vil man have Dyret til den høyre Side, kastes Tømmen over dets Ryg til den høyre, men i vidrigt Forlangende slænger man den over dets Ryg til den venstre Side, og der giver det et Slag. Formedelst saadan Age-Adfær ligger Slæde-Sporet, som en bugtet Slang, paa Sneen. En Lap, som vil age skyndig, seer man ofte at staae paa Knæ i Slæden. Forlangende, at Dyret skal standse, kaster man Tømmen over dets Ryg fra dets høyre til den venstre Side, og holder den der gandske stille, uden at give det Slag af den, saa staaer det strax.

(Vid. Tab. LVII.) Den der ey formaaer at styre det Dyr, som han ager med, leverer, i sær i Sneefog og ont Veyrigt, Tømmen, som han skulde styre det med, ved at selv holde den i Haanden, og kaste den paa ovenskrevne Maade over Dyrets Ryg, fra sig til den næst foran agende, som da binder Enden af bemeldte Tømme fast til sin Slæde, og saaledes slæber baade ham og Slæden, som han sidder i, og Dyret, der trækker ham, efter sig.

(Vid. Tab. LVIII.) Efterdi Rensdyret, som tilforn er meldt, trækker Slæden ikkun ved en slap Rem, følger det af Fornødenhed, at hvor sterkt en samme, i det man ager, løber ned ad bratte Bakker, render dog Slæden, der er glat under, og haver intet stivt for ved sig, der kan holde den tilbage, hastigere, saa at den geraader frem imellem Dyrets Fødder, og man faaer det op i Slæden; (Vid. Tab. LVIII.) derfor, til at tvinge den i sin Fart, at den ey skal geraade frem imellem det foregaaende Dyrs Been, bliver, naar man vil fare ned af høye, bratte Bakker, et andet Dyr bundet bag den ved en Tømme om dets eene Horn, hvilket da holder tilbage med Hornet, og saaledes nogenlunde dæmper den i Farten.

(Vid. Tab. LVIII.) Somme Dyr ere af den Vanart, at de i berørte Tilfælde bundne bag Slæden ey tvinge den i sin Fart, men løbe af al Magt efter eller ved Siden af samme, uden at holde den tilbage; saadanne blive casserede, som utienlige til bemeldte Brug.

(Vid. Tab. LIX.) I Maadelig høye Bakker behøves det ikke at binde et Rensdyr bag Slæden, for at hindre den i Farten; men der kan man siddende i Slæden selv formaae det, ved at bøye Legemet nu til een nu til en anden Side, hvorved den noget stoppes i sit sterke Løb; thi hvilken af Siderne man lader Kroppen hælde, klemmes Slæden lidt imod Sneen.

(Vid. Tab. LIX.) I meget høye og steyle Bakker spendes det Rensdyr, som man paa den sædvanlige Maade agede med, ved at lade der gaae for og trække Slæden efter sig, fra, og bindes bag samme, hvorpaa man, havende sat sig deri, lader den løbe for og Dyret efter ned ad Bakken.

(Vid. Tab. LX.) Bagagen føres i ovenmeldte Raido-Kierres saaledes: Skyds-Karlen, som fører Bagagen, sidder i den første Slæde, og haver sit Dyr for ved sig, der trækker ham med Slæden, som han sidder i. Det andet Dyr, der følger næst efter ham, er bundet bag hans Slæde ved en Tømme, og trækker en Slæde efter sig med Bagage udi. Det tredie Dyr, som følger der næst efter, er bundet bag ved den Bagage-Slæde, som trækkes af det andet Dyr, og slæber sin Slæde efter sig, ligeledes med Bagage udi. Saaledes kan fire à fem Dyr følge efter hinanden, hvert slæbende sin Slæde med Bagage i efter sig, og bundet ved en Tømme bag den Slæde, som det næst efter foregaaende Dyr trækker. Manden, som sidder i den første Slæde, og altsaa ager foran, styrer paa denne Maade samtlige Dyrene, saa at, hvor han farer, følge de med deres Slæde efter, saasom et hvert næst efter kommende Dyr er, som meldt, ved en Tømme bundet til det næst foran gaaendes Slæde; det sidst følgende, og saaledes Troppen sluttende, Dyr haves bundet bag den allersidste Bagage-Slæde ved en Tømme om Hornet, og haver ingen Slæde efter sig at trække, men skal allene, naar man farer med Bagagen ned ad høye Bakker, være til at tvinge alle de foregaaende Slæder i farten, ved at stritte imod med Fødderne og holde tilbage med Hornet, ligesom for er meldt.

(Vid. Tab. LX.) Sielden befindes Sneen saa dyb, at jo et Rensdyr med Sleden efter sig kan trænge der igiennem. Jeg haver selv ofte aget, da Dyret, som trakte min Slæde, traskede i saa dyb Snee, at den i hvert Fied gik det op til Ryggen, saa at samme undertiden kun lidt var tilsyne; men da kommer det sagte og besværlig med megen Stræben kun Fod for Fod afsted.