www.altabibliotek.net/finnmark

 
Tilegnelse
Forfatterens Fortale
Til den Høylærde Herr Forfatter
1. Herkomst
2. Tungemaal
3. Naturel, samt Dyder og Lyder
4. Klæde-Dragt
5. Boeliger
6. Leye
7. Spise og Drik
8. Huusgeraad
9. Rensdyr
10. Age-Redskab og Age-Maade
11. Flytning samt øvrige Reyser
12. Vilde Dyr og Fugle
13. Fiskefangst
14. Fabriqver
15. Maneerer
16. Giftermaal og Bryllup
17. Leege
18. Sygdom og Liig Begiængelse
19. Afguder
20. Afgudiske Ofringer.
21. Troldom.
22. Superstitioner.
23. Den Finmarkiske Mission.

Knud Leems Beskrivelse over Finmarkens Lapper. - Kjøbenhavn : Salikath, 1767

9. Capitel
Om Lappernes Rensdyr og Omgang med samme.

(s. 133-155)

(Vid. Tab. XXXIX.) Efterhøsten er Rensdyrenes Parre-Tiid. Den ældste og stærkeste Oxe, hvilken bliver kaldet: Aino valdo, bortjager de yngre og mindre, og formeener dem at komme Hunnerne nær. Bemeldte Dyrs Føde-Tiid er Foraaret. Gemeene Mand iblant de Norske ere, saasom uvidende om Tingens Beskaffenhed, i den Tanke, at, naar Rensdyret skal føde, maa Luften være urolig; af dets Anledning kalder man et af de Uveir, som i Norge om Foraaret, efterat Sæden er udsaaet, indfalder med Snee, Kuld og sterk Blæst: Rein-kalv-Rien: Rensdyrenes Føde-Tiid med uroligt Veyrlig; men den Tanke, som gemeen Mand i berørte Maade haver fattet, er urigtig. Enhver Fornuftig begriber vel, at, naar et Rensdyrs Tiid til at føde er ankommen, yder det sin Livs-Frugt, hvad heller Veyret er got eller ont. Somme føde hvert Aar, saadanne kaldes af Lapperne: Aldo. Nogle føde hvert andet eller hvert tredie Aar, og nævnes af Lapperne: Rodno; een Deel aldrig og ere saaledes gandske ufrugtbare, hvilke sidste hede hos Lapperne: Stainak. Saa snart Rensdyret er blevet af med sit Foster, fælder det Hornene. Det varer ey lenge, førend de smaa Rensdyr-kalve ere nok saa raske, som de voxne Rensdyr, saa man ikke uden Forundring kan anskue deres Gesvindighed i at løbe. Enhver Moder kiender grandgivelig sin, og veed af Lugtelsen at skille ham fra de andres, om der end paa eet Sted vare tusinde Rensdyr med deres Kalve forsamlede.

(Vid. Tab. XXXIX.) Naar Kalvene fødes (forstaae de graa Rensdyrs Affødning; thi de hviides haver hviid Farve) ere de rødbrune paa Siderne, men sorte langs Ryggen; saa længe de beholde bemeldte Farve, nævne Lapperne dem: Mieesse. Om Høsten i samme Aar blive de efter de rødbrune Haars Affald mørke-graa, ja næsten sorte, og bekomme da Navn af Zhiærmak. (Vid. Tab. XXXIX.) Hvad de voxne Rensdyrs Farve anbelanger, da ere de fleeste graa, somme graa-agtige paa Siderne, i øvrigt hviide, og en Deel hviide næsten over alt. Herhos falder om de graa Rensdyr at mærke, at jo længere det lider ud paa Vinteren imod Foraaret til den Tiid, at de vil slippe de gamle og faae nye Haar, forandres de paa Farven ved at blive alt mere og mere graa-blakkede; men efter de nye Haars Tilvext befindes de mørke-graa, og seer glatte ud.

(Vid. Tab. XL.) Rensdyr-Oxerne ere meget større, end de, der ere Hun af Slaget, hvilke af de Norske kaldes: Simler. De fleeste, saavel Simlerne (27) som Oxerne, have Horn; dog befindes en Deel stedse at være kuldede. Somme faae aldrig meere, end eet Horn; dennem nævne Lapperne: Abmel. (Vid. Tab. XL.) De Hornede fælde hvert Aar sine Horn om Foraaret; kort Tiid efter de gamle Horns Affald skyde der nye ud igien, hvilke i Begyndelsen forekomme, ligesom der af Panden udvoxte tvende sorte laadne Æbler. Derefter blive de alt større og større, og Huden, som omgiver dem, bekommer en graa-agtig Farve. Imod Høsten, da de ere fuldvoxne med alle sine Takker og Grene, slippe de Huden, og blive gandske glatte. Dyret haver to store Horn, hvilke ere tykkest neden ved Hovedet, og der oven for, hver for sig, udskyde en Green, paa hvis Ende befindes en takket frem i Veyret staaende Plade, der fremviiser en flad Haand med udspiilede krum-bøyede Fingre, og kaldes af Lapperne: Aude-Giet. Oven for bemeldte tvende saa skikkede Grene lidt høyere oppe paa Hornene, i sær paa Oxernes, sidde her og der smaa Takker. Oppe imod Hornenes øverste Ende befindes, paa et hvert i sær, een temmelig breed takket Plade, kaldet af Lapperne: Lied'me v. Zhioaarve-Sled'd'o. Af det eene Horn udvoxer og nær ved Dyrets Hoved een breed Plade med korte Takker i Enden, kaldet af Lapperne: Galb; samme rækker ned over Dyrets Næse, ja paa somme Dyr saa langt, at det er dem til Hinder i at æde; hvorfor man nødes til at kappe den af. Somme vilde Rensdyr-Oxers Horn ere saa svære, at de veye 18 Skaalpund. (Vid. Tab. XL.) Efterdi Rensdyrene, som meldt, have store Horn med Grene og Takker, hænder det undertiden, at de stangende hverandre vikle Hornene saa sammen, at de ey selv kan udreede sig, og giøre sig løs fra hinanden. Et Rensdyr haver sin meeste Fedme bag paa Lænden. Somme af de vilde Oxer ere om Høsten, førend de begynde at parre sig med Hunnerne, saa overflødig feede, at Fedtet paa deres Lænder befindes at være eet Spand tykt.

Rensdyrene besværes om Sommeren af et Slags store flyvende Insecter, der krybe ind i deres Næseborer, og overmaade plage og forurolige dem (28). Dennem tilslaaes adskillige Svagheder: undertiden kommer der ligesom en Pest iblant dem, hvorved en Lap, der var Eyer af mange Rensdyr, ofte beholder kun faa, ja som got som ingen tilbage (29).

(Vid. Tab. XLI.) Om Foraaret voxer der imellem Huud og Kiød, helst ved Ryggen, og i sær paa de, der ere eet Aar gamle, store, korte og tykke Orme, hvilke blive kalde: Gurma (30). Lapperne pille benævnte Orme ud af de Rensdyr, som af samme meest ere angrebne (31); endog Dyret selv med Fnysen og Snorken spruder dem ud af Næseborene (32). Disse Orme (33) æde Hul paa Huden, hvilket giør, at Huderne af de Rensdyr, der slagtes om Foraaret, ere med mange Huller her og der ligesom igiennemborede. Ved Rensdyrets Tunge-Rod setter sig en Orm, af Lapperne kaldet: Saul (34). Somme faaer det Tilfælde at hovne under Halsen, andre det, at deres Øren svælle og bekomme Røde. En Deel faae Hovenhed i Ledene oven for Kloverne. Naar et Rensdyr gaaer, høres der Knarken i bemeldte dets Leder (35).

Det er overmaade gesvindigt i at løbe, saa man i en liden Stund kan komme et utrolig langt Stykke Vey afsted dermed, endskiønt det ikke, som en Hest, lader sig i Løbet styre til at gaae lige frem, men viiger nu til een, nu til en anden Side, saa at dets Farevey fremviiser sig paa Sneen, som en bugtet Slange. I kortere Tiid, end 6 Timer, nemlig fra Solens Opgang til dens Nedgang, da den efter 7 Ugers Udeblivelse fra Horizonten ikke fulde 3 Uger derpaa havde ladet sig igien see, agede jeg den 3die Februarii med eet og samme Dyr 8 Norske Miile fra Dansk Mazi Kirke, der i Missionens Tiid er bygget paa Fieldet til Altens Field-Lappers Tieneste, til Koudekeino.

Som Rensdyret er gesvindigt i at løbe, saa kan det og temmelig vel svømme. Undertiden søger titbemeldte Dyr sin Fornøyelse i at springe hid og did, frem og tilbage, det eene i Hælene paa det andet, som jeg selv ofte havet seet. Saadan deres Adfærd fornemmes efter Lappernes Sigende helst imod Forandring af Veyrligt. I sterk Hede om Sommeren staae de paa Høyene, og sparke med Fødderne, for at kiøle sig.

Deres meeste Føde og Livs Ophold er hviid Mosse (36), hvilken de om Vinteren søge under Sneen; thi de med sine spaltede skarpe Klover sparke samme op indtil bare Jorden, for at faae fat paa bemeldte Mosse: deraf kommer det, at, hvor en Flok Rensdyr haver gaaet, sees der i Sneen mangfoldige dybe Huuler, den eene hos den anden; underrtiden ligger Marken bedækket med haard Snee eller haard Iis, saa at Dyrene ey med sine Klover kan faae den af Veyen, og til sin Føde bekomme berørte Mosse. Da staaer de Fare for at sulte ihiel; i saadan Fald hænder det og, at en Deel maa sette Livet til. Naar Rensdyrene, som meldt, gaae i marken og søge sin Føde, skeer det undertiden, at somme af dem forlade sit Sælskab, begivende sig hen i Ørken for sig selv allene, hvorved de gemeenlig blive Ulvene til Rov.

I Steden for at Lapperne stedse have sine Rensdyr under aaben Himmel, og Dyrene selv maa nære sig med Græs af Marken om Sommeren, og om Vinteren med Mosse under Sneen, holde de Lapmarkiske Bønder, af hvilke en Deel boer hos Altens Laxe-Elv i Vest-Finmarken, sine Rensdyr, som de bruge i Steden for Heste til at arbeyde med, staaende inde under Tag om Vinteren, og forskaffe dem Føde ved at sammenskovle med en dertil skikket Skovl ovenmeldte hviide Mosse, efterdi den ey, som Høe, lader sig med Lee meye. (Vid. Tab. XLI.) Hvor et Menniske lader sit Vand paa Sneen, indfinder sig strax et eller andet af de i Nærværelsen værende Rensdyr, og sparker den op med Kloven, for at bekomme bemeldte Vædske, hvorefter de ere meget begierlige, efterdi det haver en Salthed i sig. (Vid. Tab. XLI.) De løbe om i Marken, og med stor Attraa søge de efter Padde-Hatter (37), saa og et Slags Muus, som af de Norske kaldes: Lemænner, og af Lapperne: Godde-Saeppan; hvilke ere beskrevne i det 12te Capitel om Lappernes vilde firefødte Dyr etc. Hovedet bide de af, og opæde med stor Smag, men lade Kroppen ligge. Saa længe Snee er at bekomme, seer man sielden et Rensdyr at drikke Vand, men i dets Sted at slukke sin Tørst med Snee.

(Vid. Tab. XLII.) De arme Rensdyr ere under svar Forfølgning af Ulve, hvilke til en Afskye Lapperne udsette Skindpinder, gamle revne Klæder, Stokke iførte Menniske-Klæder og deslige. I Snedriv og brusende Stormveyr ere disse Udyr graadigst og dristigst, og, naar de holde sig i Mængde paa det Sted, hvor en Field-Lap haver slaget sin Bopæl, gives ham og hans Huusgesinde liden eller ingen Frist. (Vid. Tab. XLII.) Nu og da gaae de ud, og til Skræk for benævnte Rovdyr give Skrald, ved at slaae med en Kiep paa en uden for deres iboende Telt opreyst Slæde. (Vid. Tab. XLII.) Alsomtiest maa de løbe ud for at redde sine Rensdyr, der ere saa taabelige, at, naar de fange Lugt af Ulven, da, i Steden for at blive liggende i Rolighed hiemme hos berørte Telt, og saaledes at kunde blive i Behold, staae de, om de end vare tusinde i Tallet, allesammen tillige op, og i Hast begive sig paa Flugt, dog ikke derhen, hvor de ved sin Lugtelse fornam Ulven at være, men til en anden Kandt; did løber da bemeldte Rovdyr, som af Erfarenhed veed disse taabelige Creatures Sædvane i saa Maade, strax i en Gesvindighed, og finder dem for sig. Naar Folkene i Huset høre Rensdyrene uden for at staae op og løbe hen ad Marken, vide de, hvad det betyder, (jeg saae det og selv mangen gang), og derfor skynde sig at redde; men Ulvene er snarere til Fods, end de, og derfor ofte giøre Skade, førend Undsetningen ankommer. Naar en Ulv forefinder et Rensdyr henne paa Marken, og Dyret løber for ham den Vey, som gaaer hiem ad til Lappernes Bolig, springer han af al Magt, for at forekomme og jage det hen i Ørken, og der efter egen Villie og uden Frygt behandle det. (Vid. Tab. XLIII.) Sielden fanger han et Rensdyr i Løbet op ad Bakken; thi der kommer Dyret fortere afsted, end han, (Vid. Tab. XLIII.) men løbende ned ad Bakken griber han det lettelig; thi der er han hastigere til Fods end Dyret.

Naar en Ulv haver grebet et Rensdyr bag i Laaret, og det, efter at være grebet, slipper fra ham, ved det at Huden og Kiødet ved hans Tænders Bid brister ud, haver han siden Møye for at naae det, og ofte maa lade det fare. Gemeenligst griber han Dyret i Struben og qvæler det. Jeg haver selv paa engang seet sex Rensdyr, som han i Nærværelsen af en Field-Laps Telt saaledes havde dræbt, men formedelst Folkets hastige Komme ey havde faaet Leylighed til at sønderrive. De laae der paa Sneen heele og holdne, dog gandske døde; ikke een Draabe Blod var kommen ud, ja der saaes ikke engang et Saar paa nogen af dem; thi Haarene bedækkede Tændernes Bid. (Vid. Tab. XLIII.) Sielden fortære Ulvene et Rensdyr paa Stedet, hvor de aflive det, men slæbe det et got Stykke derfra, førend de begive sig til at æde deraf. Og ret merkeligt er det, at, førend de begynde at æde af samme, legge de det fast altid saaledes for sig, at Hovedet vender imod Østen, og den bageste Deel imod Vesten, som sees af det efterladte Been-Rad. (Vid. Tab. XLIII.) Imedens de æde, have de Ravne til Opvartere; hvor de fare, følge gemeenlig disse Fugle med, saa at, naar Lapperne paa Fieldet høre Ravnene at skrige, have de Formodning om Ulvenes Nærværelse. Efterat de have giort Nederlag paa Rensdyr, fortæret dem og ædt sig vel mæt, lade de sig gierne med Hylen høre. (Vid. Tab. XLIII.) Somme Rensdyr, der ere modige, slaaer Ulven fra sig; iblant andre kan jeg viise et besynderligt Exempel derpaa: En Porsanger-Fiords Field-Lap ved Navn, Mattias Pedersen, havde en kuldet Rensdyr-Oxe, som om Natten var overfalden af to Ulve; man kunde om Morgenen paa Stedet, hvor Kampen imellem dem havde staaet, see, at han med Fødderne havde slaget dem ned i Sneen, og omsider, saasom deres Myrde-Agt var forgieves, havde de maattet forlade ham; dog blev han funden død paa et andet Sted, saasom udmattet og sprængt ved det heftige Arbeyde. Saa længe et Rensdyr staaer bundet, tilføyer ikke gierne Ulven det nogen Skade; men slider det sig, ved at see ham komme, løs, og begiver sig paa Flugten, forfølger og griber han det, saa fremt det ey formaaer at undløbe. At Ulven, som en Skribent melder, tørster i Besynderlighed efter en frugtsommelig Qvindes Blod, og at hans Attraa staaer til at skade hende, meere end andre Folk, haver, saa vidt mig bekiendt, ingen Tiids Erfarenhed lært os at være sandt. Ellers tillægges dette, som en virkelig Egenskab, en Biørn.

Ved Lappernes Omgang med Rensdyrene falder at agte: (Vid. Tab. XLIV.) De merke dem i Øret, paa det den eene kan kiende sine fra den andens. (Vid. Tab. XLIV.) At de ikke skal blive forvildede, have de dem i hvert Etmaal, endog ved Jule-Tider, da Natten der i Landet er i det i det mindste sexten Timer lang, fra den Tiid Dagen gaaer under, indtil den frembryder, alternatim to gange hiemme hos deres iboende Telt, for at hvile, og to gange i Marken under Hyrdens Opsigt, for at søge Livs Ophold. Man haver at agte, at i syv Uger om Vinteren forlader Solen aldeles den Finmarkiske Horizont, og i Steden for en Soel-skinnende Dag efterlader sig nogle Timers Tusmørke, næsten bestaaende i Lysning og Mørkning, dog ikke saa dunkelt, at man jo i de korteste Dage kan fra Klokken 10 og en halv Slet om Formiddagen indtil Klokken halvgaaen 2 om Eftermiddagen, uden tændt Lys, med nogenledes Magelighed see for Vinduet at læse, skrive, sye, og giøre anden deslige Gierning, naar Luften er klar og taage-frie. Efterdi Solen, som sagt, unddrager Horizonten sit Skin, ere Stierner i de korteste Dage ved Middags-Tiid hist og her grandgivelig tilsyne, og paa sine Tider om Vinteren fremviser Maanen sig, ey allene om Natten, men endog næsten den gandske Dag. Efter de syv Ugers Forløb meddeler den blide Soel baade Mennisker og Qvæg, til samtliges Glæde og Behag, paa nye sit unddragede Skin, hvorefter Dagen hastig tiltager, saa at den 2den April begynder dens Lys at tee sig paa Horizonten heele Natten igiennem, og, ligesom Solen i syv Uger om Vinteren aldeles negtede sit Skin, saa erstatter den om Sommeren saadan Udeblivelse ved at lade sig i lige saa mange Uger stedse see, ey allene om Dagen, men endog Natten til Ende; dog giver den om Natte-Tiden ikke saa sterk Glands og varme, som om Dagen, men er af en rødagtig Farve.

Naar Dyrene, som ovenmeldt, ere hiemme, ligge de allesammen, endskiønt de ofte kan være 6 a 700 i Tallet, rundt om Teltet. (Vid. Tab. XLV.) Naar de skal hen i Marken at ernære sig, jages de afsted ved Hunde, af hvilke somme heder Kiepros, somme Gousak, og en Deel have andre Navne. (Vid. Tab. XLVI.) Imedens de ere i Marken, gaae de vidt adspredde, for at ernære sig med den under Sneen voxende hvide Mosse, og imidlertid vogtes de saavel om Natten, som om Dagen, endskiønt Veyret er nok saa koldt, og det sneer og fyger saa, at man neppe kan faae Øynene op. Vogterne have efter Muelighed Opagt med dem; dog hender det, at utro Vogtere udgrave sig i Sneefog og brusende Stormveyr en Hule inde i en stor Sneebanke, og sette sig der til at sove, hvorved eet eller andet Dyr bliver Ulven til Bytte. Det hører Børnene og Tienerne til at vogte; ellers haver jeg kiendt en Qvinde, hvilken, efterdi hun ingen Tienestefolk og ingen Børn havde saa store, at Rensdyrenes Varetægt dennem kunde betroes, selv maatte tage vare paa sine Rensdyr baade Nætter og Dage, og, saasom hun havde et lidet diende Barn, nødsagedes hun til at stedse føre det med sig i Ørken, naar hun vogtede, hvor sterk Kulden end var, og om end det heftigste Sneedriv indfaldt. (Vid. Tab. XLVII.) Naar Dyrene skal hiem af Marken igien, samler man dem sammen ved Hundene; uden deres Hielp kan man ey bringe dem i en samlet Hob; thi i den Tiid de gaae i Marken, sprede de sig meget idt ad. Hundene ere saa afrettede, at til hvilken Kandt Vogteren peger, løbe de, og, naar et Dyr, der er adspredt fra de andre, seer Hunden komme, søger det strax till Flokken. (Vid Tab. XLVIII.) Efterat Dyrene saaledes ere samlede i een Hob, drive Vogterne dem hiem til Teltet igien. Fast hver Dag om vinteren, naar Dyrene, som meldt, have været en Tiid i Marken for at ernære sig, og Vogterne derpaa ere komne hiem med dem, og de ligge hos Teltet, spadserer Manden eller Hustruen omkring og efterseer, om de alle ere tilstede, eller om noget Dyr savnes, ved at være forvildet eller af Ulven dræbt. Der findes Lapper, som ere Eyere af 6 til 700 Rensdyr; om eet eller andet Dyr er dem, der have saadan Mængde, frakommen, kan de ey lettelig savne samme.

Af ovenanførte sees, at Field-Lapperne have om Vinteren alle sine Rensdyr alteratim hiemme hos Teltet for at hvile, og i Marken for at ernære sig med den under Sneen voxende Mosse; men om Sommeren tilstede de sine voxne gildede Rensdyr-Oxer uden Tilsyn at gaae paa egen Haand i Marken, hvor de vil, og have de unge Rensdyr samt Hunnerne hos sig i Nærværelsen. (Vid. Tab. XLIX.) Hver Dag om Sommeren lade Qvinderne de saa kaldede Simler nogle Timers Tiid gaae i Græsgang med rene u-anstrøgne Yvere, paa det at Kalvene kand have frie Adgang at patte; derefter gienne de dem ind i et omtrent ved et Bysse-Skud fra det iboende Telt anlagt, og af nedfældede grønne Træer bestaaende Gierde, og der besmørre deres Yvere med Rensdyr-Skarn, som de tage af en liden Næver-Pose, der bæres under Bæltet, og efter saadan Besmørelse slippe dem ud af berørte Gierde, og i Steden for at de tilforn, som ovenmeldte udviiser, lode dem en Tiid gaae i Marken med rene u-anstrøgne Yvere, for derved at give Kalvene Frihed til at patte, lade dem nu nogle Timers Tiid gaae med besmurte Yvere, for at formene Kalvene at die, og at de selv kan bekomme Mælken. (Vid. Tab. L.) Efterat Dyrene saaledes nogle Timers Tiid har gaaet i Græsgang med smittede Yvere, og Kalvene derover i den Tiid ey have havt Leylighed til at patte, samles der Mælk i Yveret, hvorefter de da paa nye gienner dem ind i titbemeldte Gierde, tørre Skarnet af Yverne, og malke dem. Imidlertid ere Kalverne udelukte, og løbe uden om Gierdet. Saaledes alternere de hver Dag med at lade Dyrene en Tiid gaae med uanstrøgne Yvere, til Ophold for Kalvene, og en anden Tiid med besmurte Yvere, for at bekomme Mælken til Spiisning for sig selv. Somme Kalve fatte ikke Afskye for at patte, ved det at Yveret med ovenmeldte Smørrelse er anstrøget; i saadant Fald sette de en Kiep i Munden paa dem, hvorved de da aldeles formeenes. (Vid. Tab. L.) Efterdi Dyret ikke tilsteder at komme sig nær og tage sig fat med Haanden, stiller man sig, havende i Sinde at malke det, nogle Skridt ifra det, og kaster en Tømme af Haanden saaledes, at man beholder begge dens Ender, men lader Bugten falde om Dyrets Horn, hvorpaa det ved Fornemmelse af bemeldte Tømme om Hornet staaer stille, og man træder til og malker det. Et Rensdyr giver ikke nær saa megen Mælk, som en Geed; dog, ved at være Eyere af mange Dyr, kan man, hver gang de malkes, samle en god Deel Melk og giøre mange Oste.

(Vid. Tab. LI.) At et Rensdyr ikke skal begive sig langt bort, binder man et kløvtet Træe om dets Hals, hvilket hindrer det i Gangen og formeener det at løbe. Man leeder tit-bemeldte Dyr ved en Tømme af Sælhund-Skind, ved at gaae selv foran, og have den eene Ende af berørte Tømme i Haanden, og den anden fæstet til Hovedet paa Dyret, som følger ved en Distance; hertil bruges samme Tømme, som det styres ved, naar man ager.

(Vid. Tab. LI.) Naar Field-Lapperne gilde sine Rensdyr, skiære de ikke Huden op og tage Steenene ud, men uden at aabne Huden klemmer dem i sønder imellem Tænderne. En gildet Rensdyr-Oxes Navn forandres efter dens Alder; naar den er to Aar gammel, heder den Vareek; er den tre Aar gammel, kaldes den: Voveers; en som er 4 Aar gammel, bliver kaldet: Goddodas; Naar den er 5 Aar gammel, kaldes den Kuistus-hærge; havende opnaaet 6 Aars alder, heder den: Makan; naar den haver opnaat en Alder af 7 Aar, bliver den kaldet: Namma-Lapak, hvilket paa Dansk betyder: Navn-Taberen; thi siden faaer den ey flere Navne.

(Vid Tab. LII.) Naar en Lap vil slagte et Rensdyr, binder han det ved en Tømme til en paa Roden staaende Træ-Stub, saa at Dyret befindes omtrent ved et Par Favnes Distance fra Stubben, derpaa træder han til, og med et Sting under Boven stikker det lige ind i Hiertet, rykkende Kniven strax i samme Øyeblik til sig igien. Naar Dyret haver faaet Stinget, løber det nogle gange rundt om, og falder derpaa over Ende med Fødderne i Veyret. I den Tilstand lader han det ligge omtrent en halv Time eller lidt længere, og derefter flaaer det. Der kommer ved Stinget ikke en Draabe Blod ud, men det alt bliver inde i Dyret, og efter Aabnelsen befindes iblant Indvoldene, hvorfra Slagteren udtager og fylder det i Dyrets Mave. (Vid. Tab. LII.) Huden udspiiler han paa dens indvendige Side med Kieppe, næsten paa samme Maade, som en Lax, der skal røges.

(Vid. Tab. LII.) Den Hud, som omgiver Dyrets Fødder, adskiller man, førend Kroppen flaaes, ved Snidt af en Tælleknivs Odde fra den øvrige Hud, afflaaer den for sig selv, og derefter paa Kjødsiden bekliner den med Høvel-Spaaner, paa det den ey skal falde i Fold, men udbrede sig, og saaledes være beqvem til at tørres

Naar en Field-Lap er saa forarmet, at han ikkun haver faa Rensdyr tilbage, overleverer han samme til andre Field-Lapper at have dem under Opsigt tillige med sine egne, og begiver sig derpaa med sin Familie til Søekandten, for at blive Søe-Lap og nære sig, som andre Søe-Lapper med Fiskerie.

Ovenmeldte viser, at Field-Lappernes Qvæg er tamme Rensdyr; undertiden skeer det, at et tamt Rensdyr ved at komme i Lav med de Vilde bliver forvildet, hvilket dog er en rar Hændelse. Somme Tider tildrager det sig, i sær om Høsten, naar Dyrene gaae i Brynde, at en vild Rensdyr-Oxe begiver sig ind i de Tammes Flok; men det koster gierne hans Liv; thi saa snart Lapperne blive ham vaer, skyde de ham. Naar en vild Rensdyr-Oxe, som sagt, kommer ind i de Tammes Hob, hænder det, at han faaer Leylighed til at parre sig med nogen af Hunnerne, og at samme bliver ved ham besvangret; den Kalv hun derpaa føder, er mindre, end de blot Vilde, og større, end de blot tamme Rensdyr-Kalve; thi de vilde Rendyr langt overgaae de Tamme i Storlighed. Et Dyr, der ved bemeldte Hendelse avles af en vil Rensdyr-Oxe og en tam Simle, bliver kaldet: Bævrek.


27) Disses Horn ere dog mindre end Oxernes.

28) Herved forstaaes det Insect, som af Lapperne kaldes: Trompe, og er Oestrus nasalis fn. sv. 1722. coll. Linn. Amoen. Acad. IV. 164.

29) Ved den her af Forfatteren ommeldte Pest forstaaes den Sygdom, som Lapperne kalde Sudda-tacka; hvilken er en Cachexia epidemica, og bliver udførlig beskreven i Linn. Amoen. Acad. IV. 166. For denne ellers kaldede Miltsyge vides intet Middel, og de Rensdyr, som dermed er beheftede, styrte gemeenligen, om de ikke betimelig slagtes, for at have nogen Nytte af Huden.

30) Eller Curbma, saasom jeg tilforn har berettet. Conf. not. 9.

31) Andre Finner besmøre Rensdyrets Ryg med Tjære; hvorved Rens-Fluen (Oestrus Tarandi) forhindres fra at nedlegge sine Eg i dets Ryg. Conf. Not. 9.

32) Disse her ommeldte Insecter blive neppe den omtalte Gurma; men meget meer den saa kaldede Trompe (Oestrus nasalis) hvorom i Anm. 28. er bleven talt.

33) Nemlig Gurma eller Curbma.

34) Denne saa kaldede Saul synes at være den samme, som den tilforn, Anm. 28. og 32. ommeldte Oestrus nasalis eller Trompe. See Linn. Amoen. Acad. IV. S. 164.

35) I Linn. Amoen. Acad. IV. S. 165. tales der om adskillige andre Sygdomme, hvoraf Rensdyrene angribes, saasom Kløvsyge, hvoraf de hinke: Laar-Bylder, Peckekatja-tacka; Madleedhed (anorexia); Sprekker i Yverne, hvorimod Hr. von Linné raader at bruge Saften af det bekiendte Tette-Græs, Pingvicula vulgaris Fl. Sv. 25. som kan sees aftegnet i Oeders Flor. Dan. fasc. II. tab. 93. hvilket Middel og Bønderne her til Lands bruge i Henseende til Faar og Koer. Videre: gandske smaat Udslæt; Ringsyge eller Hovedsvindel o.s.f. Iblant de Insecter, som forurolige Rensdyret, fører og Hr. von Linné, foruden de tilforn ommeldte, an, en guul Bræms, som han kalder Tabanus tarandinus Fn. Sv. 1884.

36) Eller, saasom Bonden her taler, Qvitmosse; hvilken er den samme, som tilforn er bleven kaldet Rensdyrs Mosse.

37) Paa Norsk: Sop, Boletus bovinus Flor. Sv. 1246.