www.altabibliotek.net/finnmark

 
Tilegnelse
Forfatterens Fortale
Til den Høylærde Herr Forfatter
1. Herkomst
2. Tungemaal
3. Naturel, samt Dyder og Lyder
4. Klæde-Dragt
5. Boeliger
6. Leye
7. Spise og Drik
8. Huusgeraad
9. Rensdyr
10. Age-Redskab og Age-Maade
11. Flytning samt øvrige Reyser
12. Vilde Dyr og Fugle
13. Fiskefangst
14. Fabriqver
15. Maneerer
16. Giftermaal og Bryllup
17. Leege
18. Sygdom og Liig Begiængelse
19. Afguder
20. Afgudiske Ofringer.
21. Troldom.
22. Superstitioner.
23. Den Finmarkiske Mission.

Knud Leems Beskrivelse over Finmarkens Lapper. - Kjøbenhavn : Salikath, 1767

18. Capitel
Om Lappernes Sygdomme og Liig-Begiængelse.

(s. 403-408)

I Finmarken haver man sielden vidst af Børne-Kopper at sige, saa at vel 30 a 40 Aar ere gaaet forbi imellem hver Gang, benævnte Sygdom der i Landet haver indfundet sig. For nogle Aar siden grasserede den der meget hæftigt ved at legge mange i Graven, ey allene Børn, men endogsaa bedagede, der havde opnaaet 70 Aars Alder; hvilket skede af saadan Hændelse: En vis Mand ankom fra Skotland til Bergen, og, saasom han bragte Børne-Kopper befængte Børn med sig, udspredde denne Syge sig i Bergen Bye og omliggende Egne, saa at sammesteds mange Menneskers Øyne, der ligesom nylig havde kiget ind i Verden, og faaet dens Lys at se, bleve tillukte, og, efterdi Nordlænderne, de saa kaldede Nordfarer, som hver Sommer med store Jægter seyle til benævnte Kiøbstad, for at afhandle deres Vahrer, bestaaende i saltet Sild, tør Fisk, Tran samt deslige, ogsaa nu vare komne i samme Ærinde, bleve de af bemeldte Syge angrebne, og ved Hiemkomsten befængede sine Naboer i Nordlandene, og saasom samme Nordlændere hver Vinter begive sig til Finmarken paa Fiske-Fangst, bleve Finmarkens Beboere iligemaade af dem befængede. Vi merke ogsaa i denne Handel Guds underlige Veye til et Lands Hiemsøgelse for dets Synders skyld. Efterdi tit-bemeldte Sygdom, som sagt, sielden fornemmes i Finmarken, skeer det, at ligesom Norske Bønder regne deres Alder fra Kriigs-Tiid imellem Danmark og Sverrig, regner en Finmarkisk Lap sin Alder fra den Tiid, Børne-kopperne der i Landet indfandt sig, giørende saadan Regning: saa gammel var jeg i Børne-Kopper-Aaret, siden den Tiid haver jeg levet saa mange Aar, og haver derfor nu opnaaet den Alder.

Af Hoved-Piine, Ryg-Verk, og en Deel andre Svagheder befinde Lapperne sig undertiden besværede.

Til Lægedom for indvortes Svaghed drikke de Blodet af en Sæl-Hund eller vildt Rinsdyr; saasnart Dyret er aabnet, tage de af dets Blod, og drikke samme, imedens det endnu er varmt. Tand-Pine læge de med Blodet af en Sælhund. I Vanvittighedens Tiid pleyede de imod benævnte Tilfælde, stange sine Tænder med en Tandstikker af et Træ, som var slaget af Torden, formeenende sig en besynderlig Hielp deraf at bekomme. Det hender, at en Lap faaer et farligt Tilfælde i Tænderne af en Orm, der haver sort Hoved, er paa Farven guulagtig, samt af et Byg-Korns Storlighed, og tilføyer svar Smerte (214).

Naar en Hinde fornemmes at ville trække sig over Øyet, skeer det, at man setter en bekiendt Orm eller Insekt med 6 Fødder (215) ind under Øyen-Laagene, at den med sin subtile Biden og Kritlen skal svække bemeldte Hinde. Denne Cuurs Brug forbyder vel Undseelse mig at melde om; men, efterdi den er virkelig, og derhos saa ugemeen, at dens Lige neppe er hørt, vilde jeg ey undlade at anføre samme. Frost læge Lapperne med Rinsdyr-Ost, hvis Feedme det angrebne Lem besmøres med. At et Saar skal holde sig mygt, anstryge de det med den af Fyrre-Træ nedflydende Harpix. Jeg kiender Lapper, som, naar de havde brudt nogen Been, da, foruden at sette samme i Lave igien og styrke det med Spiiler, toge pulveriseret Sølv og Kaaber ind i koldt Vand, og forsikkrede sig god Hielp deraf at have befundet.

Hvorledes de ved et Stykke antændt Knøsk (216) curere Pine i Arme og Fødder, er forhen meldt.

En liden Seene, som paa Rinsdyrets Bagbeen gaaer ned til Kløven, brugte de til at ombinde forvrikkede Seener og Lemmer med, men med Forskiel, i det at en Mands-Person i sligt Tilfælde betiene sig af bemeldte Seene, om den havde siddet paa en Simles, men en Qvinde derimod, om den havde paa en Rinsdyr-Oxes Bagbeen havt sit Sæde.

Naar en Lap ved Døden er afgangen, nedlegges hans Liig ikke iført Skiorte, men nøgen i Liig-Kisten. Under Liiget bliver lagt Høvl-Spaaner, eller andet saadant. Oven til bedekkes det med et Klædebon. Med et lidet Følge af nærmeste Paarørende henbæres det til Graven. I somme Egne skeer det, at en Formuende lader tillige anrette for dem, der geleydede den Døde til sit Hviile-Sted, et lidet tarveligt Maaltid, saa og tracterer dem med lidt Miød eller deslige. Efter Beretning pleyede Lapperne i forige Tider hos sine Offer-Steder begrave deres Liig, der i levende Live havde viist gode Prøver paa at være vel øvede i at skyde; men de øvrige maatte tage til Takke med andre Grav-Steder i Ørken. Over Graven hvælvede man en Slæde, eller saa kaldet Kierres, om hvilken er meldt i det 10 Capitel om Lappernes Age-Redskab. Sine Afdøde pleyede de og henlegge i store Steen-Hobe eller Steen-Urer, efter at Legemet først var indsvøbt i Næver, der er den tynde Birke-Træ-Bark, hvormed Norske Bønder tække sine Huus-Tage. Legemets egentlige Hviile-Rum i samme blev tilreedt af tynde aflange Steene, de saa kaldede Steen-Hylder, af hvilke nogle sattes ved Siderne, Hovedet og Fødderne, andre bleve lagte til Bond under, og til Laag over samme, og saaledes forestillede en Liig-Kiste. De i Finmarken boende Lapmarkiske Bønder af den Finlandske Nation bruge ved deres Liigbegiængelse en selsom Skik, i det at de henbærende deres Afdøde til Graven, lade Liig-Lagenet henge ud af Liig-Kisten paa begge Sider. En Lap giver gierne i levende Live sit Barn en Simle, hvilken, efterdi ogsaa al dens Affødning tilsiges Barnet, kand forinden Forældrenes Død forskaffe det et temmelig stort Forraad af Rensdyr, hvis den er frugtbar, og dens Afkom vel trives. Naar een af Forældrene ved Døden afgaaer, fradrages saadanne Rensdyr, som Barnets egen Eyendom, Boets Massa, førend det imellem den Afdødes efterlevende Ægtefælle og Børn bliver deelet.


214) Denne skal efter almindelig Mening være Gordius aquaticus fn. sv. 2068. paa Svensk: Onda Betet: Ellers nævnes der og om en anden Art fn. sv. 2070. ved det Navn furia infernalis; hvorom man kan læse Linn. amoen. acad. III. p. 321-324.

215) Pediculus humanus fn. sv. 1939.

216) Boletus fomentarius fl. sv. 1252. paa Norsk: Bjørke-Sop.