Lokalhistoriske tekster fra Finnmark

 
Tilegnelse
Forfatterens Fortale
Til den Høylærde Herr Forfatter
1. Herkomst
2. Tungemaal
3. Naturel, samt Dyder og Lyder
4. Klæde-Dragt
5. Boeliger
6. Leye
7. Spise og Drik
8. Huusgeraad
9. Rensdyr
10. Age-Redskab og Age-Maade
11. Flytning samt øvrige Reyser
12. Vilde Dyr og Fugle
13. Fiskefangst
14. Fabriqver
15. Maneerer
16. Giftermaal og Bryllup
17. Leege
18. Sygdom og Liig Begiængelse
19. Afguder
20. Afgudiske Ofringer.
21. Troldom.
22. Superstitioner.
23. Den Finmarkiske Mission.

Knud Leems Beskrivelse over Finmarkens Lapper
Kjøbenhavn : Salikath, 1767

Forfatterens Fortale til den Gunstige Læsere.

[Fortale]

Man maatte forundre sig over, at nogen vilde foretage sig at beskrive Finmarkens Indbyggeres, de saa kaldede Lappers, Handtering og Levemaade, og tænke, den Tiid at være spilt, som anvendtes paa Beskrivelse over et saa nedrigt og ringe Folk; Men, naar man tager under skiønsom Betragtning den Høy-Kongelige Naade, som de Stormægtigste Monarker, Høylovlig Ihukommelse Kong Friderich den Fierde, Kong Christian den Siette, og Kong Friderich den Femte værdigede, og den Stormægtigste Monarch, vores nu regierende Arve-Konge og Herre, Kong Christian den Syvende, værdiger Landet Finmarken, ved at sende derhen, ligesom til Ost-Indien, Vest-Indien og Grønland, Missionairer til deres grundige Oplysning og Forfremmelse i den sande og saliggiørende Guds Kundskab, at jeg ey skal tale om den anseelige Negotie, som fra gammel Tiid der er drevet, og endnu drives, og man bifalder, at om saa langt fraboende Folk, der bruger langt andet Tungemaal og andre Maneerer, end de øvrige Norges Indbyggere, kand gives adskillige ugemeene Ting at mælde, falder man paa andre Tanker, agtende det ubilligt at slaae dennem uden mindste givne Underretning i Glemme-Bogen, og derimod anseer det, som en Skyldighed, at lade komme for Lyset en sandfærdig og i mueligste Maader udførlig og omstændelig Beskrivelse over deres Adfærd og Handteringer, helst da nogle, skiønt berømmelige Historie-Skrivere (Schefferus haver forfattet en vidtløftig Historie om Lapperne, og, endskiønt han formedelst vrang Beretning i nogle Ting haver feylet, maa man dog tilstaae ham, at han haver skrevet mange Ting aldeles nøyagtig og sandfærdig; Men hans Beskrivelse angaaer fornemmelig den Svenske Lapmark) kun lidt haver rørt om Finmarkens Lapper, tildeels for at skye Vidtløftighed, tildeels og af Aarsag, at, efterdi Landet er langt fraliggende, haver de ey havt fuldkommen Kundskab om Beboerne.

En Auctor, som ikke lader sit Navn være bekiendt, haver om Finmarken og de der sig opholdende Lapper i Trykken udgivet en Piece, kaldet Nordiske Reise, i hvilken han gaaer Sandheden og de virkelige Ting forbie, og finde Behag i at fabulere. Han skriver, at fast alle de, som boe i Finmarken og Nordlandende, ere Troldfolk, hvilket er usandfærdigt; og lad være een eller anden af Lapperne haver i deres Vanvittigheds Tiid været hengiven til Troldom, var det dog ubilligt at skiære alle over een Kam, da der endog for Missionens Tiid fandtes adskillige Lapper aldeles frie for samme. Han beretter, at han tillige med Skibs-Folkene paa Reysen, kiøbte for Penge og Tabak god Vind af en Nordlænder, hvilken bandt en Tredie Deel Alen lang og fire Finger breed Lærrets Kluud med tre Knuder paa an i Kanten paa et af Seylene paa Skibets For-Mast, og at, da man løste den første [Knude], fik de en god føyelig Vind, ligeledes, da man nogen Tid derefter løste den anden Knude; Men, da den tredie blev løst, reyste der sig saa stærk Storm, at Firmamentet syntes at ville falde over dem, og Bølgerne at opsluge dem; hvilket med hans øvrige slige Fortællinger ikkun kand ansees for Fabel, som det og virkelig er.

Han mælder, at der findes ikke Rins-Dyr, uden i Lapland, Samojeddien, Borandien og Siberien; Da dog baade Trondhiems, Bergens og Christiansands Stifter i Norge haver meere eller mindre Forraad paa det Slags Creature oppe paa Fieldene, saa og Grønland; Mueligen forekommer de ogsaa i Sverrig og andre Stæder. Han mælder, at Lapperne distillere Brændeviin i Distiller-Kiedler af Kaabber, da de aldrig viide Beskeed om at betiene sig af den til bemældte Bruug. Han afmaler Lapperne med Svine-Øyne; da dog deres Øyne i alle Maader ere skabte som andre Menneskers Øyne, og nogle faa befindes begavede med saa smuk Physiognomie, at Forfatteren, som har skrevet dette, mueligen selv ikke saae saa got ud. Han tillægger Lapperne, i sær deres Qvinde Kiøn, en overmaade Løsagtighed, da jeg sandfærdig kand bevidne, at jeg aldrig hørte et utugtigt Ord af nogen Lap, og at i de fire Aar, jeg uværdig forrettede Missionarii Tieneste for tvende Præste-Gielde, nemlig Kielvigs og Kiølle-Fiords Lapper, blev sammestæds iblant dem ikke fød et uægte Barn, og at i de sex Aar, jeg uværdig, som Præst, betiente Altens Præste-Kald, føddes der iblant Lapperne ikkun eet uægte Barn.

Han beskriver Mands-Personernes Støvler samt Qvindernes Skoe og Strømper at være af Fiske-Skind; da dog aldrig saadanne Støvler, Strømper og Skoe ere til iblandt Lapperne; Qvindernes Huer at være skikkede, ligesom de Norske Bønders Fruentimmers Huer, da de dog ere af en langt anden Danlighed, som sees i det Capitel om Lappernes Klæde-Dragt. Han beskriver Mands-Personernes Kiortel ikkun at naae et Stykke ned over Hofterne; da den dog naaer til Knæerne; ey heller er Finmarkens Lappers Kiortel, som han i Kaabberstykket afmaler den, opskaaren for til gandske ned igjennem, men ikkun aaben i Brystet. Han beretter, Mands-Personerne at bruge Huer af laadet Rins-Dyr-Skind, paa hvilke den laadne Side vender ud, da de dog neppe sees med saadanne Huer; men bruge Huer af Klæde eller [Kersey?], som det Capitel om Lappernes Klæde-Dragt bevidner. Han skriver, at Lappernes Under-Dyne at ligge paa er en Biørne-Huud, da de i stæden for Under-Dyne kun bruge Rins-Dyr-Huuder. Der falder ikke saa megen Forraad af Biørne der i Landet, at man kand betiene sig af deres Huud til Under-Dyne. Han beskylder Lapperne, at enhver haver i sit Huus en stor sort Kat, hvilken han høyt agter, og med hvilken han taler, ligesom den havde Forstand, at de gjøre intet, uden de lade ham viide det, saasom indbildende sig, at han er dem behjælpelig i deres Forehavende; at de gaae hver Aften ud af deres Hytte at raadføre sig med ham, og at de have ham med sig allevegne, baade paa Fiske-Fangst og paa Jagt. Han mælder og, at han ansaae denne Kat for en Huus-Diævel i en Kats Lignelse. Hvor urimeligt dette er, kand deraf erfares, at Field-Lapperne eye ingen Katte, og, om Søe-Lapperne have nogen, ere de virkelig naturlige Katte, og ikke, som han skriver, Huus Diævle; og lad være nogle ere sorte, saa befindes dog andre hviide eller graae, eller blommede, eller af anden Farve. Disse Katte omgaaes Lapperne ikke anderledes, end andre Folk sine; thi hvad Samtale skulde de vel kunde holde med, eller Raad vente sig fra et umælende Creatur? At Katten følger med, naar de gaae paa Jagt, eller fare paa Fiske-Fangst, er ikke heller sandt. Han digter, at i Finmarken gives hvide Biørne, og at han selv saae der een, Da hvide Biørne dog aldrig ere seet der i Landet.

Han skriver, at, naar en Lap vil bruge Rins-Dyrene til sin Tieneste, gaaer han ud af sin Hytte, og ved at blæse i et Horn kalder dem til sig, hvorpaa de indfinde sig, da dog hverken Horn eller noget andet Slags lydende Instrument, bruges af Lapperne, ikke engang, naar de holde Bryllup. Han beretter, at, naar en Lap vil begive sig til at age hvisker han Rins-Dyret, som han skal age med, i Øret, og ved den [Hvisken] med Ord tilkiendegiver det Stædet, hvorhen det skal fare, og at det derpaa af sig selv, uden at styres med Tømme, farer lige til Stæd, og der standser af sig selv; men at Lappen hvisker Dyret i Øret, er Fabel. Jeg haver aget over hundrede Mile med Rins-Dyr og altid i Følge af Lapper, i det mindste af en Vey-Viiser; Men dog aldrig seet sligt. Enhver Fornuftig begriper vel, at et umælende Creatur ikke kand vide eller hitte Vey til det Stæd, hvor den Agende vil hen, uden at styres ved Tømme. Det Capitel om Lappernes Age-Redskab og Age-Maade viser, at man stedse med en Tømme styrer Dyret, og, naar det kommen til Stædet, hvor man vil have det selv, lader det standse ved at kaste Tømmen over dets Ryg til dets venstre Side, og der holde den stille. Han skriver, at Rins-Dyrene ere af Farve som Hiorte, endskiønt de fleste ere graae, somme graaeagtige paa Siderne, i øvrigt hvide, og en Deel hvide næsten overalt. End mælder han, at et Rins-Dyr spændes for Slæden, ligesom en Hest for en Karos, da det forespændes kun ved en Rem, der gaaer fra den fremmerste Ende af Slæden under dets Buug imellem dets Bag- og For-Been hen til en Krave, som sidder om dets Hals, og allene ved den Rem trækker Slæden efter sig, som iligemaade erfares af det Capitel om Lappernes Age-Redskab og Age-Maade. Han foregiver, at i Finmarken befindes hvide Ravne med sort Neb og sorte Fødder; da dog alle Ravne der i Landet ere, som de gemene Ravne, ganske sorte. In Summa: Næsten alt, hvad bemældte Forfatter har beskrevet Finmarken og de der sig opholdende Lapper af, er Fabel.

Efterdi ovenmældte Norske Historie-Skriveres givne underretning om Finmarken, og de der værende Lapper ikke er udførlig, og foranførte Skribent haver fundet Behag i at skrive det, som ikke staar sin Prøve, haver jeg, for nogenledes at fuldende det, som de første haver begyndt, og at man ikke skal antage det for Sandhed, som den sidste urigtig haver betroet Pennen, forfattet denne omstændelige og sandfærdige Beskrivelse angaaende Finmarkens Lappers Egenskab og Haandteringer i Formodning at, som den af Herr Biskop Egede forfattede Grønlandske Beskrivelse haver været Læserne angenem, skal og dette mit eenfoldige og velmeente Arbeyde ikke ugunstig optages, men annammes saa velvillig, som det frembæres i en god Hensigt. End ikke det anseeligste, prægtigste og kunstrigeste Skrift behager alle; Thi, saasom menneskenes Sind og Begreeb ere uliige, falder og deres Domme paa adskillig Maade. Allermindst kand jeg da formode eller love mig den Lykke, at dette uanseelige skulde naae alles Approbation. Maa det kun finde Naade for min Allernaadigste Konges Øyne, er det mig nok. Læseren finder ikke i Bogen ziirlig Stiil, eller høytravende Tale-Maader; Thi dens Indhold er kun simple Ting; Dog er intet med Villie eller Vidskab anderledes anført, end det haver sig i Sandhed. Jeg paastaaer nogenledes at vide Stædets og Indbyggernes Beskaffenheder, da jeg i ti Aar haver omvanket der i Landet, baade ved Søe-Kanten og paa Fjeldene, først uværdig som Missionaire, og siden som Præst.

Om de paa andre Stæder i Norge forekommende Lappers Dialect i Tungemaalet, Reyser, og øvrige Adfærd i et eller andet Stykke ikke aldeles svarer til den Beskrivelse, jeg haver givet over Lappernes Tungemaal, Reyser, etc. vilde den Gunstige Læser dog ikke mistænke, eller beskylde min Fortællelse for Urigtighed, da den fornemmelig angaaer de i Finmarken sig opholdende Lapper.

Læseren savner i min Relation Underretning om Finmarkens Climats Egenskab, Landets Herlighed af Frugter, Træer, Urter og Blomster, dets Beliggende, beboede Stæder, Politie og Negotie. Om disse Ting kunde jeg vel og meddeele Kundskab; thi der befindes fast ikke et beboet Stæd, en Fiord, Øe, eller saa liden Holm, den jo er mig bekiendt af Navn, tildeels ogsaa af dens besynderligste Egenskab. Politie-Væsenet fra Æld-Gammel Tiid, samt Negotiens Fremgang i Finmarken Aar efter Aar i nogle Seculis, længe for den Høy-lovlige Oldenborgiske Stammes Tiltrædelse til Regieringen er jeg ey heller uviidende om; Men, efterdi min egentlige og fornemste Hensigt er at forestille Lappernes Handteringer, og bemældte Skrive-Materier ikke angaaer Lapperne i Særdeleshed, men i Almindelighed Finmarkens Amt, der ey allene haver Lappiske, men og Norske Beboere, haver jeg gaaet dem forbie.

Vel henhøre de i Finmarken forekommende vilde fiireføddede Dyr, og Fugle under Amtets Producter; Ikke dismindre, eftersom samme eftersøges, næsten allene af Lapperne, og siælden, ja næsten aldrig af de Norske Landets Indbyggere, formoder jeg, at den Bevaagne Læser, ey anseer det for en Afviigelse fra ovenmældte min Relations egentlige Hensigt, at jeg, givende Underretning om Lappernes Dyr- og Fugle-jagt, tillige giør en kort Beskrivelse over Dyrene og Fuglene, som ere Jagtens Objetum. Iligemaade ere de i Finmarken sig befindende Fiske Amtets Producter; Men, efterdi ey allene de Norske Landets Beboere, eller saa kaldede Nordmænd, men endog Lapperne, fiske i de Salte Vande, og den Fiske-Fangst, som de i ferske Søer og Elvene forøves, er fast allene Lappernes Nærings Bruug, vilde jeg ey undlade tillige med Underretningen om Fiske-Fangstens Adfærd lidet at vedrøre Fiskenes Egenskab.

Hvad Værket ellers angaaer, da kand jeg ikke forbigaae med underdanigst Taksigelse at melde, at Lærdoms og Videnskabers mageløse Elsker og Beskytter Hans Høy-Grevelige Excellence, Herr Geheime-Raad Otto Thott, ved sin naadigste Omsorg har bragt det for Lyset ved at befale nu værende Missions-Secretairer, Herr Etatz-Raad Finkenhagen, og Herr Cancellie-Raad Ursin, at befordre samme til Trykken, efterat jeg anden gang havde igjennemseet og forøget det, af hvilke den sidste, paa det at i sær de Lappiske Ord, saavel i min Beskrivelse som Anmærkningerne, kunde blive aldeles overeensstemmende med Haandskriftet, har fra Begyndelsen indtil Enden deraf seet den sidste Correctur igjennem. Under Opsyn af Herr Justitz-Raad Jessen, som først havde Skriftet selv under Hænder, ere de hosføyede 97 Kaabberstykker efter de af mig leverede Tegninger stukne; og af ham er Værket ogsaa bleven beæret med et Tillæg om Lappernes Hedenske Religion. Hans Høyærværdighed Biskoppen over Trondhiems Stift Herr Doctor Gunnerus har beriget min Beskrivelse med sine lærde Anmærkninger og Oplysninger i den Naturlige Historie, og besørget disse oversatte paa Latin. Textens smukke Oversættelse har man Herr Doctor Theologiæ Eiler Hagerup i Arendal at takke for, nogle faa Stykker undtagne, som en Student i Kiøbenhavn satte over, da Manuscriptet sidste gang af mig havde faaet nogen Forandring og Tilvæxt; ved hvilken Leylighed et par Stæder bleve udeladte i Latinen for Trykkens Iilfærdigheds Skyld, og fordi samme ikke ere af nogen Betydenhed.

Eftersom Missions-Collegii Høye Præses just nu, da denne Fortale snart skal forlade Pressen, af Hans Kongelige Majestæt er bleven ophøyet i Greve-Standen, bør, hvor Hans Høye Navn forekommer, den nye Æres-Tittel Greve sættes til.

Efterat det Capitel om Missioneen var trykt, er man kommen efter disse par Mangler deri: at Herr Missions-Secretair Wendt tillige var Assessor i Collegio, hvorfore han Pag. 516 skal tilføyes Assessorerne strax efter Ober-Hofmester Münich, og at Herr Doctor Theologiæ Johan Ocksen, Biskop over Aarhuus-Stift, var ved samme Tiid et Corresponderende Led af Missions Collegio.

Da de Texten tilføyede XCVII Kaabberstykker undertiden [anføres] paa meere end eet Sted, er det vel best, at de blive samlede i eet tillige med de paafølgende til Anmærkningerne henhørende XCVII, XCIX og C. Og kunde de da sættes ved Enden af min Beskrivelse, da Aftegningen af Rune-Bommen, som hører til Afhandlingen, kommer til at staae i samme imellem Pag. 2. og 3.saaledes, at Kaabberstykker selv vender til Pag. 3.

Uagtet den Omsorg der er anvendt paa at faae dette Skrift befriet fra alle Tryk-Feyl, have dog nogle indsneget sig, som den Gunstige Læser vilde kiærligst undskylde, og efter de optegnede betydeligste Corrigenda behage at rette.

Med al Høyagtelse henlever jeg den Bevaagne og Velvillige Læsers ærbødigste Tiener

KNUD LEEM