Knud Leems Beskrivelse over Finmarkens Lapper
Kjøbenhavn : Salikath, 1767

21. Capitel
Om Lappernes Troldom ved Rune-Bomme, Syges Helbredelse, Gand-Fluer, Juoigen og Igienviisning.

(s. 450-487)

Mit Forset er vel i dette Capitel følgelig dets Titul at melde om Lappernes Troldom ved Rune-Bomme etc. Dog vilde den Gunstige Læsere tillade mig i Forveyen at anføre adskillige Troldoms Bedrifter, som foregives at være blevne i gamle Dage endogsaa af andre forøvede.

Den Asiatiske Odin skrives allerførst at have bragt Trold-Kunst ind i de Nordiske Lande, som derefter hos Efterkommerne saa skal have tiltaget, at endog mange af de Store derudi naaede en høy Grad: Norges Krønike melder, at Finne-Kunster øvedes over Kong Haldans Bord, saa at Maden blev for hans Giester borte under Maaltidet. Gunner Konge i Norge beskrives saa udlærd i bemeldte Kunst, at han i Norge kunde vide, hvad i Saxen mod hannem foretoges. Erich Vindhuus Konge i Sverrig tillegges saadant Mesterstykke i samme, at imod hvilken Kant han vendte sin Hat, derfra kom strax god Vind. Sivald af Sverrig, som stod Kong Haldan efter Riget, meldes at have havt 7 Sønner, som alle i tit bemeldte Kunst vare vel oplærte; Endog fordums Tiids Qvinde-Kiøn tillegges i Historierne Hexe-Kunst; Kong Hadin skrives at være ved en Qvinde bleven viist adskillige Helvedes Aspecter. Den Trold-Qvinde Kraka i Norge meldes at have tillavet sin Søn Roller en Suppe, ved hvilken han skulde blive stor, herlig og saare viis; men hendes Stiv-Søn Erich, som siden erholdte Sverrigs Krone, nød først Suppen, hvorefter han med stor Viisdom og Veltalenhed skal være begavet. Kong Frode skrives at være ombragt af benævnte Trold-Qvinde i en Koes Skikkelse, hvilken hun til saadan Giernings Fuldbyrdelse havde paataget sig. Man beretter, at Kongens Datter af Helgeland blev hensendt til Motle Finne-Konge for at oplæres i Trold-Kunst. Hvorvidt disse og fleere saadanne Beretninger staaer til at tro, overlades til enhvers fornuftige Eftertanke og Skiønsomhed.

Af gamle Manuscripter erfares, at Norge ogsaa i de senere Tiider skal have havt adskillige Troldfolk, i sær Trold-Qvinder, og at man for at vide, om en var skyldig i Troldom eller ey, brugte i de Tider den Maade at kaste Mennesket ud paa Vandet; saafremt det da efter Udkastelsen flød uden at synke, agtedes det for et vist og ufeylbarligt Beviis paa, at samme Menneske var Sag skyldig. Førend det til bemeldte Forsøg blev Vandet overleveret, lod man dets Klæder afføre, dets Haar afskiære, samt undersøge, om det havde Staal hos sig.

Trold-Qvinderne have aflagt adskillige urimelige og latterlige Bekiendelser angaaende Middelet, hvorved de vare blevne Hexe-Kunsten mægtige. Somme foregave sig at have erholdet den ved en Dosin, som en anden Trold-Qvinde gav dem ind, saasom: ved et Stykke af en Helleflynder samt et Stykke Brød, ved et Stykke Smør og Brød, ved en Drik Melk, ved en Melke-Grød med Smør udi, ved et Stykke Ost, ved Spege-Sild og Brød etc. En bekiendte sig at have faaet Kraft til at have bekommet samme ved at sette 3 Æg i en Balle og fylle den med Vand. En andens Udsagn var, at en Kierling havde givet hende en Pibe med Forsikring, at, naar hun blæste derudi, skulde hun kunde giøre, hvad ondt hun vilde, paa Folk og Fæ, og at hun derved var bleven Kunsten mægtig. End mange flere urimelige Bekiendelser i saa Maader aflagdes.

Naar Qvinderne havde brugt bemeldte eller andre deslige Midler, for at blive Hexe-Mesterinder, have de efter egen Tilstaaelse ved adskilligt Foretagende giort Forsøg paa, om de i Kunsten vare duelige, og ved Prøvelsen befundet sig beqvemme, saasom: ved at kaste et Traad-Nøgle ud paa Vandet, og faae det til sammesteds af sig selv at løbe rundt om. At komme et Dyr til at briste i toe, ved at blæse og spytte paa det i den Ondes Navn.

Om sine Bedrifter have de giort adskillige sælsomme og ublue Bekiendelser: De have forgivet, sig i Svaners, Ravnes, Falkes, Giæsses, Ænders, Maagers, Sælhundes, Marsviins, Hvalfiskes, samt andre Fugles, firefødte Dyrs og Fiskes Gestalt at have opvakt Storm-Veyr, og ombragt Fartøyer paa Vandet.

Samme bekiendte de sig at have udrettet ved at slaae 3 Knuder paa et Haand-Klæde i den Ondes Navn, og efter at have først spyttet, eller lagt sorte, hvide og røde Steene, eller sorte Traade, eller blæst i Knuderne, kaste bemeldte Haand-Klæde ud paa Vandet og tillige nævne den Person, hvis Fordervelse og Undergang de eftertragtede, ved Navn. Een sagde, sig at have opvakt Skade-Veyr ved Vind i en Sæk, som hun opløste, bekiendte derhos, at hun havde ombragt et Bergens Skib, og under den Forretning havt Tilhold i en stor Bølge, som omkastede Skibet. Een foregav, at hun med flere Trold-Qvinder havde tilveyebragt nogle Søefarendes Undergang ved saadan Adfærd, at de i Menniskers Gestalt fore ud paa Søen efter Baaden, som Folket var i, at hun selv reed paa en sort Kalv, og at de samtlige i denne Reyse-Færd traadde Baaden under. Een anden aflagde saadan Bekiendelse, at hun med en anden Trold-Qvinde havde ladet en Baad og dens medfarende Folk omkomme ved at udkaste paa Vandet et til Steen anbundet Stykke Knøsk, og efter dets Udkastelse skyde efter samme med en Skovl. Eens Udsagn var, at hun ey allene ved at blæse i en Pibe i den Ondes Navn, havde paa Vandet kuldkastet en Baad, hvori vare 2de Drenge, men og i Følgeskab af 3 andre Trold-Qvinder tilveye bragt et Skibs Forulykkelse, til hvilken Gierning een af dem paatog sig en Ørns, den anden en Svanes, den tredie en Krages, og hun selv en Dues Skikkelse, og de alle i saadan Gestalt, satte sig og fulgtes ad paa en Tønde-Bond over Søen fra Vasøe indtil Domen (en saa kaldet Klippe, som ligger nogle Miile fra bemeldte Vasøe) hvor de samtlige forlode deres Fartøy eller Tønde-Bonden, fløye op i Luften, løste sine Knuder, sigende: Vind i Fandens Navn, og derpaa ved Flugt begave sig ud paa Havet, indtil det Skib, hvis Undergang de søgte, var indhentet, hvor de da i ommeldte Gestalt satte sig, en ved Skibets Roer, 2de paa Overlaaget og en paa dets store Mærs. Een bekiendte sig at have forrasket en Baad ved slig Omgang, at, da Folket lagde fra Landet, holdt hun sig afsides i en Viig, og at, da de med Baaden vare komne et Stykke fra Landet ud paa Fiorden, svømmede hun efter i en paatagen Sælhunds Skikkelse og kuldkastede den. En anden gav sig ud for at kunde skille Folk af med Livet paa Søen, ved at sette 2 Ægge-Skaller i en Balle med Vand i; naar Ægge-Skallerne vare omhvælvede, havde og Baaden, som Folket var i, efter hendes Udsigende samme Skiæbne.

Som Trold-Qvinderne have foregivet sig paa mange Maader at kunde frembringe Uveyr, og derved ombringe Mennisker paa Vandet, saa have de og tilstaaet, sig ved et og andet Overtroisk, dennem i Satans Skole lært Foretagende og Middel at have paaført Folk adskillige Sygdomme og Lemlæstelse, ja og Døden, nu ved en Drik Melke-Valle, som man havde ladet Græs og Muld udi, og læst Herrens Bøn over, nu ved en Drik Øl, som man havde ladet den Aand, man stod i Forening med, være kraftig udi, nu ved en forvexet linnet Kluud med sort Uld-Traad udi, som man havde forvaret i et Hul i Væggen, nu ved at beblande dens Spise, som man agtede at skade, med noget at see til, som blaae Stivelse, nu ved at sytte 3 Gange paa en Kniv,og med Spyttet bestryge eens Legeme. Een bekiendte, at den Dievel, hun stod i Pagt med, havde ført hende til Vardøe i en Strand-Erles (223) (en saa kaldet Fugls) Gestalt, samt lovet at bringe hende til Bergen, for at ved hendes Hexe-Kunst dræbe en der i Sandviigen boende Mand, som hun havde ond Villie til.

En anden Qvinde blev anklaget for at have ved saadan Omgang forhexet en Pige, at hun lod sin Søn paatage en sort Kats Skikkelse,og i samme Gestalt komme Pigen, som var i Arbeide med at slæbe en Slæde med Sand i, trillende i Møde; saasom Katten 2 a 3 Gange satte sig paa bemeldte Slæde, og Pigen nogle Gange slog efter den, og tilsidst med en Skovl traf og dødede den, og derpaa tog Veyen Hiem ad, og paa samme Vey, gik ovenmeldte Qvindes Huus forbi,kom samme Qvinde derud fra, og lod saadanne Ord falde: det var min Søn du slog, du skal faae Skam for det; hvorfter tit-bemeldte Pige sagdes samme Dag et have gaaet fra Forstanden, og være bleven Sengeliggende.

Trold-Qvinderne have og aflagt adskillige Bekiendelser om deres Adfærd anlangende Qvægs Beskadigelse, nu ved at sette sig paa Dyrets Ryg og sige: Far! nu ved at give det lidt det lidt Høe at æde, tillige sigende Æd i Fandens Navn! nu ved at give det et saa kaldet Avinds Salt ind. En udsagde en Trold-Qvindes Bøn Ord fra Ord, som hun havde lært uden ad. Indholden deraf vil jeg ey for visse Aarsagers skyld anføre. Een bekiendte, at hun havde flyed sin Spirit. Famil. lidt med Korn bemænget Uld for at bringe samme i en Koe, sagde derhos, at, da Koen denne Recept havde bekommet, brast den ved hendes Haands Paaleggelse i to, og at efter dens Død fandtes bemeldte Uld i et stort Hul inde i det tykkeste af Laaret, endskiønt Huden var heel. Een paastod, at hun kunde skaffe sig Melk af andres Koer, ved at sette et Horn under Koens Bug, og malke den i den Ondes Navn; hvorefter den først gav Melk, siden Blod, og derpaa døde.

Som Trold-Qvinderne gave sig ud for ved deres Hexe-Kunst at kunde beskadige Folk og Fæ, saa foregave de iligemaade, sig ey allene at kunde helbrede syge Mennesker ved 3 Ganges Haands Paalæggelse, ved at røge med tændt Knøsk under Skiorten paa den Syge etc. men endogsaa at kunde hielpe med Svaghed behæftet Qvæg til rette saasom: ved at tage paa en Søndag Salt med sig i Kirken, naar Qvæget ey vilde trives, ved at læse over det, naar det ey vilde give Forraad af Melk, en bespottelig, meget absurd Bøn, hvis Indhold jeg ey vil anføre.

Trold-Qvinderne have ogsaa i deres Bekiendelse tilskrevet sig adskillige andre selsomme Bedrifter. Eens Udsagn var, 1) at hun havde givet en ung Karl, et til en Steen anbundet Stykke Knøsk, samt budet ham at kaste samme ud paa Vandet, naar en stor Bølge kom anfaldende, og tillige nævne hendes Navn 3 Gange; hvorefter da Bølgen skulde legge sig, og ingen Skade tilføye ham. 2) At hun havde flyed nogle unge Karle en blandet Drik, bestaaende af Hav-Vand og Peber, til en Befrielse fra et omkomme paa Søen; Samme maatte ey drikkes, men sobes med Skeer, saafremt den skulde have bemeldte Virkning. 3) At hun havde leveret en ung Karl en linnet, samt en anden en ulden Traad, som de skulde binde til deres Fiske-Krog, og forsikkret dem om, at de derved kulde have god Lykke til Fiskefangst. Een foregav, at hun havde redet paa en Feye-Kost over Søen fra Vasøe til Kiberg, da en anden, som var i Følge med hende, reed paa et sort Faar. Een sagde, at hun samt flere Trold-Qvinder havde ved deres Trold-Kunst fordrevet Fiske fra Landet, under hvilken udædiske Giernings Iverksettelse, en af dem fremviiste sig i en Størje (et Slags store Fiskes) Skikkelse, en anden udi sin egen Gestalt, værende iførte sort Trøye, blaat Boffel-bays Skiørt, en rød med Guld-Kniplinger ziret Hue, samt hviid Hals-Klud, og siddende paa Vandet, omgiven med Tang rundt om, og holdende i Haanden en Tare-Leg (saa kalder man et tykt Tang, som noget ligner en tyk Ride-Pidsk) (224), hvormed hun jagede. Een bekiendte sig at have udrettet samme i en Hval-Fiskes Skikkelse.

Een foregav, at hun kunde gaae paa Havet med sin Spand i Haanden, og derudi opsamle Fiskes Lever. Een sagde, at hun kunde omskabe sig til en Kat, til hvilken Kunst den Onde maatte skaffe hende Katte-Blod at smørre sig, samt Katte-Skind at bedække sig med. Om en anden sagdes der, at hun udi sin Forstue i en Tønde herbergerede en hende saa tilhaande gaaende Kat, at hvorhen den blev sendt, derfra skaffede den, hvad hun forlangede. En anden blev beskyldt at eye en graa, saa kaldet Smør-Kat, der tilbragte hende fra andre Folkes Spise-Kammer, saavelsom og fra andre Steder, hvad hun vilde have.

Rygtet gaaer end i vore Tider iblant den gemeene Mand, Trold-Qvinderne har og selv tilstaaet, at de have havt adskillige Samlings-Pladser, hvilke gaves Navn af Bal-Volde; samme vare Lyderhorn, et saa kaldet Bierg ved Bergen; Bal-Volden paa Vardøe i Øst-Finmarken; Bal-Volden i Omgang iligemaade i Øst-Finmarken; Domen, et saa kaldet høyt Bierg i Øst-Finmarken; Dovre-Field, et høyt Field, hvis Syndre Deel henhører til Christianiæ og dets Nordre Part til Tronhiems Stift; Hekkel-Field i Island. Til bemeldte Samlings-Pladse have de paa visse Tider, besynderlig i Juulen og St. Hans Nat, efter Foregivende forsamlet sig, somme i Hundes, nogle i Kattes, en Deel i Ulves, hine i Ravnes og andre Gestalter, ofte 60 ja flere i Tallet, og tillige holdt sig lystige, drukket Øl og Miød, dantset og spillet. Ja de have gaaet saa vidt med deres Phantastiske Bekiendelse, at de have sagt, at Satan spillede for dem, nu paa en rød Fiol, nu paa Lange-Leeg, eller i Norge saa kaldet Lang-Spil, nu paa Pibe og Tromme, nu paa Luur (et henved en Favn langt, og udvendig med tynd Næver bekledt Instrument af Træ, hvilket de Norske Bonde-Piger bruge at blæse i, helst naar de om Sommeren vogte deres Qvæg, deels for at forlyste sig, deels ogsaa for at skrekke Biørne, samt andre Udyr fra Qvæget). End have de ikke undseet sig ved at sige, at Satan undertiden selv dantsede og spillede Kort med dem.

En berettede, at da hun en Juule-Nat med andre Trold-Qvinder var paa Dovre-Fieldet forsamlet, dantsede den Onde med een af dem (monne jeg skal troe, det var Menuet, Polsk eller Engelsk Dants?) Ulykken var, at samme i Dantsen tabte sin ene Skoe, men Lykke derhos, at Dantse-Mesteren skaffede hende strax en anden isteden for den tabte igien. Een, hvilket baade er grusomt og latterligt, i sin Bekiendelse foregav sig med fleere Trold-Qvinder at have været i Helvede, for at giøre sig dets Beskaffenhed bekandt, hvor da saaes en stor brændende Søe, i hvilken laae Mængde af Mennisker; hun berettede derhos, at Dievelen havde en Jern-Pibe, som han blæste Ild af, og at han, efter at have stukket en Fleske-Børste ned i bemeldte Søe, tog den strax op igien, saasom samme i Øyeblikket var fuld kogt; berørte Søe beskrev hun at ligge i en Dal. Om de Qvinder, som vare med hende, sagde hun een at have været i en liden Maages, eller saa kaldet Krykkes, een udi en Haveldes en Søe-Fugls (saa kaldet) een i en Dues, een udi en Skarv-Unges, andre i Allikers gestalt, sin egen Gestalt beskrev hun, som en Krages. Een foregav, at hun med en anden Trold-Qvinde havde været forsamlet paa et Sted kaldet Hilderen, at de der havde havt 2 Hose-Baand imellem sig, og af det ene tappet Miød, og af det andet godt Øl.

Efter Trold-Qvindernes egen Bekiendelse have de formedelst den nær Foreening, de vare udi med Satan, kundet en Tiid være paa et Sted, og ved hans Førelse atter samme Dag eller Nat i en anden vel nogle 100 Miile derfra liggende Egn; for Exempel: Een bekiendte, at, som hun var i Bergen, kom en til hende i en Hunds Gestalt, og bragte hende i en Hast til Bal-Volden paa Vardøe i Øst-Finmarken.

Efter deres egen Tilstaaelse haver Satan aabenbaret sig for dem i adskillige selsomme og som oftest grusomme og afskyelige Gestalter: Nu som en sort Hovedløs Mand, nu som en stor Mand med sorte Klæder og Horn i Panden, nu som en lodden Mand med Horn, nu i en sort Mands Gestalt med Horn paa Knæerne, med Kløer paa Hænder og Fødder, samt med sort Haar og Skæg, nu som en, der havde store gloende Øyne, sorte laadne Hænder, og af hvis Mund udgik Ilds Lue, nu i Skikkelse af en Kat, der følede paa dem fra Fødderne langs opad til Munden, og tællede deres Tænder, nu i en Hunds, nu i en liden Fugls, nu i en Krages Skikkelse.

Efter deres Bekiendelse haver og Dievelen, naar de overgave sig i hans Tieneste, sat Tegn paa dem, som sine Livegne; Een sagdes han at have grebet fat om Armen, saa den blødde, en anden at have bidt i den venstre Arm, en anden at have tegnet med sine kløer paa det venstre Laar, en anden at have givet med sine Kløer et Kneeb paa det venstre Knæ.

For at faae dem des villige og redebonnere til at give sig i Forbund med ham, haver han efter deres Udsagn tillagt sig adskillige, deels uskyldige og behagelige Navne, saasom: Christen, Christopher, Jacob, Zacharias, Peder, Samuel, Marcus, Lysens Engel, Dominicus, Abraham, Isach, Hans, Morten, Oluf, Giermund, Asmodo, Friis, Pax, Saclumb.

Vel er det sandt, at Trold-Qvinderne selv for Retten have udsagt alt bemeldte, ja end meget mere; ligesaa vist er det og, at de paa samme Udsigende ere blevne hendømte til Baal og Brand. Men efter mine Tanker har deres Troldom mest bestaaet i Phantasie, Indbildning og Drømme. Deres bekiendelse haver og formodentlig tildeels været tvungen, og er skeet af Frygt; Thi af Finmarkens fordum Tiids Ting-Protocoller, som af Rettens Betientere holdtes, og hvorudi Acterne findes beskrevne, erfares at somme ere blevne piinlig forhørte, førend de noget vilde tilstaae; Dog negter jeg aldeles ikke, Troldom fordum at være øvet, efterdi Dievelen er kraftig i Vantroens Børn, og hvo vil negte det, som Skriften med klare Sprog og Exempler bevidner?

Alt hidindtil anførte, betreffer Norske Troldfolks foregivne Bedrifter. Nu vil jeg begive mig til Lapperne, og forestille nogle af de Skikke, som af dennem ved deres Trold-Kunstes Forøvelse bleve iagttagne.

Hvad deres saa kaldede Ruune-Bomme angaaer, da haver den Skribent skrevet uden Grund, som giver den Navn af Ambolt, og melder, at man slaaer paa den med en Smede-Hammer. Saa vidt jeg kand erindre, er dens Danlighed, som en stor aflang Æskes, undtagen 1) at isteden for at en Æske haver gandske heel Bond, har Ruune-Bommen en Aabning neden under, og inde i den sidder en Hob Baand, fæstede med sine øverste, men hengende løs og ned med sine nederste Ender, hvortil Messing-Ringe, samt andet mere, som andre Lapper have foræret Ruune-Bommen til Zirat, og maaskee tillige, paa det at, formedelst Ringene en større Larm kunde opvekkes, ved Ruuningen ere anhæftede. 2) I Steden for at en Eske er bedækket med Laag, er en Ruune-Bomme, ligesom en Tromme, oven til betrokken med et stramt udstrakt Skind; paa bemeldte Skind (alle Ruune-Bommer have dog ikke de samme Characterer) sees tegnet med Elle-Bark adskillige Characterer, af hvilke een betyder Gud, een Radien, der haver været Lappernes Jupiter, eller høyeste Gud, een Engel, een Diævel, een Noaaide-Gadze, een Solen, een Morgen-Stiernen, een Aften-Stiernen, een Kirke, een Norske-Folkes-Boepæl, een et helligt Bierg, eller saa kaldet Passe-Vare, hvor Lapperne pleyede ofre, een Lappernes Boelig, een deres Stolpe-Bod med Støtter under, hvorudi de have Kiød og andet deslige forvaret, een det Gierde, hvorinden for de om Sommeren drive sine Rensdyr, naar de vil malke dem, een Fugl, een Fisk, een Biørn, een Ulv, een Ræv etc. een det, en andet det. Nogle af de paa Ruune-Bommen tegnede Characterer agtedes Lykkelige, andre ikke. Gud, Engel, Noaaide-Gadze, Biørn, Ræv etc. skulde betyde Godt. Diævel, Ulv etc. skulde betyde Ondt.

Naar Lapperne vilde begive sig paa en lang Reyse, fare paa Skytterie eller Fiske-Fangst, eller havde noget andet Forehavende, som de ansaae af Betydenhed, toge de bemeldte Ruune-Bomme frem, lagde en stor Ring paa Skindet, som den var betrokken med, og sloge derpaa med en af Rensdyr-horn giort Hammer, kaldet Ballem. Eftersom da Ringen ved saadan Banken gik af sig selv, enten til lykkeligere eller ulykkelige Characterer, giorde de sig Gisning, om deres Forehavende skulde vel lykkes eller ey. Fulgte Ringen ved Trold-Mesterens Slag paa Ruune-Bommen Solens Gang, agtede han samme at være et Tegn til sit Forehavendes lykkelige Udfald; men gik den imod Solens Gang, tvivlede han om, at hans Forsæt skulde lykkes. Om en Syg skulde døe eller blive ved Live, meente man sig ved Ruune-Bommen at kunde erfare. Det Træ, som den skulde giøres af, maatte være voxet paa et Sted, hvor Solens Skin aldrig blev seet, og afsides for sig selv, langt fra andre Træer. Den agtedes ikke ret duelig, uden den var arvelig tilfalden. Trold-Mesteren holdt den, som en Helligdom, indsvøbt og tildekket, at ikke et hvert Øye skulde faae den at see. Det var ikke en Qvinde tilladt at røre ved den. Schefferus haver givet over tit-benævnte Ruune-Bomme vidtløftig Beskrivelse.

I Nordlandene og Tronhiems Ampt paa Sneaasen, Overhalden, Merager og Tydalens Fielde samt andre Steder der i Egnen, haver man ved Eftersøgning hos Lapperne fundet en heel Hob. (Vid. Tab. XC. og Tab. XCI.) ) Een, som en Lap fra Merager-Fieldet i Størdalens Præstegield havde eyet, sees med sine Characterer aftegnet i hosføyede Kobber-Stykke. Men i Finmarken, hvor jeg var Missionaire, have Ruune-Bommer, saa vidt mig er bekiendt, ikke gemeenlig været i Brug; men i deres Sted brugtes Bøtte-Laag og malede Skaaler.

Dog haver man endog der i Landet sporet dem; thi hos en Finmarkisk Lap fandtes fordum een af følgende Danlighed: Den var af Fyrre-Træ, som en stor Skaal, udhuulet, i Bonden udskaaren med 2 aflange Hul, ved begge Ender behengt med et Ræve-Øre, en Ræve-Snude, samt en Kloe, og oventil, ligesom en Tromme, betrokken med Skind, som ved Malning af kogt Elle-Bark-Vand, der haver en rødbruun Farve, var afdeelt med 4 Stræger, og altsaa i 5 adskilte Rum, i et hvert af hvilke imellem Strægerne var at see adskillige Figurer, havende hver sin særdeles Betydning.

I det 1ste Rum:

1) Et Menneskes Efterlignelse, kaldet Ilmaris, hvilken troedes at frembringe Storm og slemt Veyrigt.

2) Et Menneskes Billede, kaldet Diermes, som paa Dansk betyder: Torden. Naar denne blev ombedet, kunde den efter Lappens derom giorte Forklaring ved Guds Tilladelse skaffe mildere Luft og stille Veyr.

3) Et Dyrs Skikkelse, kaldet Godde, hvilket paa Dansk betyder: et vildt Rensdyr. Naar der spilledes paa Ruune-Bommen, og Ringen da ey vilde begive sig til benævnte Dyrs Billede, bekom efter Lappens Sigende den, som for at faae at vide sit Rensdyr-Skytteries Udfald og Lykke havde forlanget Ruune-Spillet, slet intet, hvor megen Fliid og Umage han end vilde giøre sig.

I det 2det Rum.

1) Een Circul med en Stræg over, kaldet Beive, som betyder paa Dansk: Solen; denne troede han at kunde skaffe godt Veyrligt.

2) Et Menneskes Billede, kaldet Ibmel Barne, i.e. Guds Søn; denne troede han at kunde frelse fra Synd.

3) Et Billede, kaldet Ibmel Atzhie, i.e. Gud Fader; denne troede han at kunde straffe Ondskab, og forskaffe Syndernes Forladelse, en christelig Død og Siælens Salighed.

4) En Kirkes Efterlignelse, som han kaldede Dom-Kirken, og sagde sig at tilbede om Siælens Salighed og Gode.

5) Et Menneskes Billede, som han kaldede Engel, og sagde at skulle betegne den Hellig Aand; Denne troede han at løse fra Synd og og fornye et Menneske, at det bliver et nyt Creatur. Saaledes havde han ved bemeldte 3 Figurer de 3 Personer i Guddommen afbildede. Hos ethvert Billede, som forestillede et Menneskes Skikkelse, saaes en Stav afmalet, hvilken han kaldede, Junkar Sobbe, i.e. Junker-Stav; Aarsag dertil gav han, at, ligesom Jordens Herrer have Stav i Haanden, saa sømmede det og disse at have.

I det 3die Rum.

1) Et Menneskes Efterlignelse, som han sagde at skulle betegne Mariæ Syster, med hvilken hun after hans Tanke altid var i Raad, naar Barsel-Qvinder skulde hielpes.

2) En Qvindes Efterlignelse, hvilken han kaldede, Maria Ibmel Ædne, i.e. Maria Guds Moder; hende troede han i Særdeleshed at hielpe Barsel-Qvinder, desuden og at forhielpe til Afløsning fra Synd.

3) Trende Billeder, som han kaldede, Joulo-Beive Herak, i.e. Juule-Dags Herrerne. Den første nævnede han: Vuostes Joulo-Beive Herra, i.e. første Juule-Dags Herre. Den anden: Nubbe Joulo-Beive Herra, i.e. 2den Juule-Dags Herre. Den 3die: Goaal-mad Joulo-Beive Herra, i.e. 3die Juule-Dags Herre, troede derhos, at, saafremt nogen vanhelligelse disse Dage, straffede Gud ham; men, om nogen holdt dem ret hellig, og vilde saa bede Gud om noget, da stilledes samme Dage, som af hannem helligholdte, frem for Gud, og Gud vilde derved bevæges til at bønhøre og hielpe ham.

I det 4de Rum.

1) En Circul, som han kaldede Mano, i.e. Maanen; denne sagde han at tilbedes for godt Veyrligt og klar Natte-Luft.

2) Tvende Mands Billeder, hvilke han kaldede: Manne Olmuk, i.e. efter Ordene: farende Folk, efter Meeningen: Folk, som gaaer til Kirke.

3) En Kirkes Efterlignelse, der skulde betegne den Kirke, man, saasom værende dens Sogne-Mand, søger til. Til den sagde han baade sig selv og andre at love og ofre Vox-Lys, Penge samt andet, for at faae Hielp i et og andet Tilfælde, og at overlevere samme til Præsten til den virkelige Kirke, som ved denne afmalede blev betydet.

4) En Mands Billede, som stod ved Siden af Kirken, og efter hans Udtolkning skulde betegne en, der vil gaae i Kirken.

I det 5te Rum.

1) En Qvindes Billede, som efter hans derom giorte Forklaring skulde betegne den bundne Diævels Hustrue; at give hende Navn vidste han ikke.

2) Et Menneskes Billede, som havde Sted lidt neden for nest forbemeldte, og efter hans Udsigelse skulde betegne en Diævel, som dræber Folk og kaldes Sygdom.

3) Et andet Menneskes Billede, hvilket han foregav at betyde en Diævel, som gaaer løs i Helvede og svæver om i Luften; om samme havde den daarlige Indbildning indtaget ham, at, da Gud bandt den anden, rømte denne bort: hvad Navn den kaldtes med, sagde han sig ey at være vidende.

4) Den Figur [...], hvilken efter hans Udtolkning skulde betegne Helvet dola, i.e. Helvedes Ild, i hvilken han troede Siæle at brænde.

5) Den Figur [O], som han sagde at bemerke Helvet Tarve-Geune, i.e. Helvedes Tiære-Kiedel, i hvilken han indbildte sig Siæle at kaage.

6) Den Figur [...], som skulde betyde Helvet Haude, i.e. Helvedes Grav, i hvilken efter hans Tanke alle de Mennesker bleve kastede, som troede paa Satan.

7) Et Menneskes Billede, fra hvis Hals gik en Streg hen til en Støtte, hvilket efter hans Udsigende skulde betegne forbemeldte bundne Diævel, som han troede at være bleven i Verdens Skabelse af Gud bunden med Lænker.

Til denne her beskrevne Ruune-Bomme var han forsynet med 2de af Rensdyr-Horn giorte Hamre, kaldede Zhioaarve-vetzhjerak, i.e. Horn-Hamre, den eene af samme sagde han sig at bruge til at slaae paa den med. Desuden havde han en liden udhuulet Dækkel af Messing med en Messing-Ring oven i, hvilken han satte paa Skindet af bemeldte Ruune-Bomme, naar han vilde begive sig til berørte Foretagende, hos hvilket han brugte den Adfærd, at han løftede Ruune-Bommen i Veyret, bevægede den til en og anden Side, og imidlertid holdende den med den ene, bankede med Hammeren paa Skindet, hvormed den var betrokken, med den anden Haand. Ydermere forklarede han, at, om bemeldte Dækkel, i det han med Hammeren slog paa Skindet, tog Vey imod Solens Gang, var Lykken den, for hvilken Ruune-Bom-Spillet blev foretaget, ugunstig, og at, hvis den begav sig saa langt ned, at den standsede hos en af de under den sidste Streg i det 3die Rum tegnede Figurer, var Gud heftig vred paa den Person, som berørte Spil øvedes for, og lod ham ved saadant Kiendetegn forstaae, at han var en meget grov Synder, og maatte derfor med indstændig Bøn paakalde Gud, om Dækkelen skulde bringes til at vige derfra tilbage; Men tog den Vey med Solens Gang, da havde det Menneske, for hvis Skyld Rune-Bom-Spillet var anfanget, god Lykke,

I øvrigt udsagde han, at, naar han vilde betiene sig af Ruune-bommen, krydsede han først baade den og sig selv, tillige brugende Herrens Bøn, samt disse Ord: Ibmel Atzhje, Barne ja Engel vækkjet don! hvilket paa Dansk skulde betyde: Gud Fader, Søn og Hellig Aand (jeg haver ellers ikke hørt, at Lapperne kalde den Hellig Aand Engel; men i alle mig bekiendte Lappiske Egne nævne de ham: Passe Vuoign) Hielp du! Til anførte Bøn lagde han end flere Ord, slog saa med Hammeren paa titbemeldte Ruune-Bommes Skind, drivende derved forberørte Dækkel hid og did. Under Forretningen udbrød han med saadan Tale: Ja du Gud, som haver skabt Himmel og Jord, Soel, Maane og Stierner og alle Mennesker, ja Fugle og Fiske i Havet! Jeg er et syndigt Menneske, gammel og uværdig. Bedre er det, at jeg døer, end at du ey vil hielpe den, vi efterspørger, det er den, jeg ved mit foretagene Ruune-Spil adspørger dig om Raad og Hielp for. Det skal agtes, at Lapperne, talende Dansk, sige i Steden for Jeg: Vi.

En anden Finmarkisk Lap giorde saadan Forklering angaaende sin Ruune-Bomme, at han havde den rundt om behængt med en Kloe af alle Slags Dyr, som der i Landet falder, og, at paa Skindet, som oven til bedekkede den, var med Elle-Bark malet 9 Stræge, hver af sin besynderlige Betydning. Ydermere udsagde han, at, naar hans Agt var at bruge den, satte han en med smaae Stykker Kobber behængt Kobber-Fugl paa Skindet af den, og slog saa derpaa med en Horn-Hammer, der med en Bæver-Huud var overtrokken; hvorefter da Fuglen begav sig til de Lykkelige eller Ulykkelige Characterer. Hans Udsigende desuden var, at, saafremt bemeldte Kobber-Fugl under Acten faldt ned af Ruune-Bommen paa Jorden, naar der ved at slaae med Hammeren paa Skindet deraf for nogen Person øvedes Ruune-Spil, var det et Kiende-Tegn, at samme ey længe derefter skulde leve. Derhos berettede han, at, naar 2de Trold-Mænd, eller saa kaldede Noaaider, vilde forsøge, hvilken af dem var den andens Mester i Troldkunst, maledes paa tit-bemeldte Ruune-Bomme 2de Hornene sammenstødende Rensdyr-Oxer, hvorved tvende iligemaade Hornene sammenstødende Bierg-Rensdyr-Oxer betydedes, og, at da den, hvis Bierg-Rensdyr-Oxe overvandt den andens, blev tillige sin Modstanderes Overvindere i Kunsten.

Samme Troldmænd, eller saa kaldede Noaaider, gave sig ud for at kunde giøre Ondt, at kunde skade Mennesker eller Qvæg, samt afsted komme adskillige andre ulykkelige Hændelser, og bleve derfor meget frygtede; naar en saadan Noaaide vilde øve sin Kunst, aad han forud Ulve- og Ræve-Kiød, meenende sig deraf at bekomme en besynderlig Kraft.

Andre derimod gave sig ud for, allene at giøre Godt, at kunde helbrede Sygdomme paa Mennesker eller Qvæg, at kunde raade Bod paa Vanlykke til Skytterie, Fiskerie etc samt forskaffe anden deslige hielp, og bleve derfor af Lapperne i deres Vankundigheds Tiid meget afholdne, saa de talede om dem med Berømmelse, sigende: De lei Ibmelatzh Noaaide, Danice: Det var en Guds Noaaide, en Guds Viismand; Meeningen i Talemaaden er: det var en velsignet Viismand.

(Vid. Tab. XCII.) Naar den saa kaldede Noaaide, blev af en Syg anmodet om Hielp, øvede han efter Lappernes Beretning sin Læge-Kunst paa saadan Maade: han talede til sin Noaaide-Lodde, en saa kaldet hannem til haande gaaende Trold-Fugl, i saadanne Terminis: Hætte dal kotzhio duu Mat'kai, Danice: Nød byder dig nu at begive dig paa Reysen; hvorved han befalede ham at fare afsted og hente Noaaide-Gadze, der after Lappernes Sigende ere Troldmandens Medhielpere. Efterat benævnte Noaaide-Lodde havde efter Noaaidens Ordre hentet bemeldte Noaaide-Gadze, og Noaaiden saaledes havde faaet dem til sig, vare der 2de Forsamlinger, een synlig, en sanden usynlig. Den synlige var Noaaiden selv, og 2de Lappe-Qvinder smukt pyntede i Hellig-Dags Klæder, og med en linned Hue paa Hovedet, men uden Bælte om Livet, hvilke Qvinder i denne Forretning kaldtes Shjarak, derhos en Mand, som, kaldet i denne Actu Mærro-Oaaive, maatte tage sin Hue af og opløse sit Belte; desuden en ikke aldeles voxen Pige, hvilke samtlige titbemeldte Noaaide havde ladet forsamle til Stedet, hvor Gierningen med den Syges Helbredelse skulde foretages. Den usynlige Forsamling, som efter Foregivende saaes af Noaaiden allene, men ikke af de andre hosværende, var Aarja, som Præses, og ovenmeldte Noaaide-Gadze, saa og 2de Qvinder, som benævnte Aarja havde med sig udi den usynlige Forsamling, hvilke Qvinder bleve kaldte Rudok.

Naar dette synlige og usynlige Collegium var samlet, lavede Noaaiden sig til den herefter beskrevne ham forestaaende Reyse, tog sin Hue af, løste sit Belte og sine Skoe-Baand, lagde Haanden for Ansigtet, satte Hænderne i Siden, bøyede sig med Kroppen nu frem, og nu tilbage, og lod sig høre med saa lydende Ord: Valmashtet Hærge! Satzhjalet Vaanas! Danice: Laver Age-Rensdyr-Oxen til! skyder Baaden med Hast ud! Derpaa kastede han Gløder af Fyr-Stedet med bare Haanden, foregivende, at Ilden ikke kunde skade ham, drak Brændeviin, slog sig med en Øxe paa Knæet, hyttede med samme bag over sig med begge Hænderne, bar den 3 Gange omkring enhver af ovenmeldte Shjarak, og derpaa faldt hen, som en Død. Imidlertid maatte ingen røre ved ham, ey heller tilstedde man en Flue at komme ham nær, men med større Agtsomhed jagede den bort. Udi denne [Ekstase] laae han i teltet eller Hytten med sit Legeme øyensynlig, men var efter Foregivende tillige i en Syn, ligesom paa en underjordisk Reyse, og saae paa samme Reyse Passe-Varek, de saa kaldede hellige Bierge, samt Beboere i Biergene, og hørte Luodiit, eller Sange, der syngedes udi det usynlige Collegio. Imedens han saa laae, holdt ovenmeldte 2de i Hellig-Dags Klæder iførte, og en linned Hue paa Hovedet havende Qvinder, de saa kaldede Shjarak, der sadde hos ham i Teltet eller Hytten, hvor han laae, en sagte Samtale, saa kaldet Monatæbme, med hinanden, angaaende til hvilket Passe-vare, eller helligt Bierg han paa sin Reyse maatte være geraadet, og giorde sig derom adskillige Gisninger. Naar de i bemeldte Samtale ved adskillige Bierges Nævnelse omsider ved Navngivelse treffede det Passe-Vare, eller hellige Bierg, hvor han efter Opvaagnelsen sagde sig i en Syn at have været henrykket, rørte han en Haand eller Fod. Derpaa begyndte de indbyrdes at tale, og giøre sig Slutning om, hvad han sammesteds maatte have seet eller hørt. Hvorefter da Noaaiden med en sagte runende Tone fangede an at udsige de Ord, han hørte i det usynlige, hvilke bleve kaldede Vuolet Zaabme; efter sammes Udsagn begave bemeldte Shjarak sig til at synge med lydelig Stemme. Efterat dette og andet mere Dievelsk Væsen var forøvet, blev endelig Slutningen denne, at Noaaiden raadde, at der skulde giøres et Offer til en Afgud for den Syges Helbredelse, navngav Dyret, som skulde ofres, samt Stedet, hvor Offeret skulde skee, og forsikrede den Syge om Forbedring inden en vis Tiid. Undertiden hendte det, at den Syge blev tilpas igien, somme Tiider slog det vel og feyl. Dagen førend tit-bemeldte Noaaide foretog sig den her beskrevne Actum magicum, fastede han.

Det er vitterligt iblandt Lapperne, og gandske uimodsigeligt, at, naar en Lappisk Noaaide eller Trold-Mand øvede bemeldte Læge-Kunst, var ovenanførte synlige Collegium, nemlig de i Helligdags Klæder iførte 2de Qvinder, eller saa kaldede Shjarak &c. tilstede. Ligesaa kundbart er detog, at han brugte de ovenmeldte Ceremonier, ved at løse sit Belte og sine Skoe-Baand, slaae sig paa Knæet med en Øxe, kaste Gløder af Fyr-Stedet med bare Hænder etc. og derefter at falde hen, som en Død. Ligesaa sandt er det ogsaa, at tit-benævnte 2de Qvinder, eller saa kaldede Shjarak, siddende hos ham, der han laae in [Ekstase], holdte ovenskrevne Samtale, og at han ved deres Samtale omsider begyndte først at røre en Haand eller Fod, derefter med en sagte runende at udsige ovenmeldte Vuolet-Zaabme, og endelig paa det sidste raadde, at der før den Syges Helbredelse skulde giøres Offer; men at han havde en sig til Tieneste værende Trold-Fugl, den saa kaldede Noaaide-Lodde, og ved samme fik hentet ovenanførte Noaaide-Gadze, hvilke, som sagt, skal være Trold-Mandens tienstvillige Aander, og at den [Ekstasis], han syntes at geraade udi, var virkelig, og at der, førend han i samme henfaldt, forsamlede sig hos ham et usynligt Collegium, nemlig titbenævnte Noaaide-Gadze, og forberørte Aarja, som den fornemste, samt det usynlige Collegii 2de Qvinder, eller saa kaldede Rudok, og at han geraadet i bemeldte [Ekstase] saae i en Syn, ligesom paa en underjordisk Reyse, ovenbemeldte saa kaldede Passe-Varek, eller hellige Bierge, samt Beboere i Biergene etc hvilket alt var usynligt for de andre nærværende, og efter Foregivende saaes af ham allene, det overlader jeg til enhver, om han vil troe dette, som en virkelig Tildragelse, da Diævelen er kraftig i Vantroens Børn, eller ikkun agte det for et Bedrag af Noaaiden, enten for at blive anseet, da Noaaiderne have været hos Lapperne i megen Anseelse, eller for at faae noget til Vederlag for sin foregivne Læge-Kunst, endskiønt samme som oftest var saare inge, saasom: en Messing-Sylle, et Arm-Baand af Traad, en Ost eller andet saadant. Hvad ellers den i anførte Actu magico bemeldte Trold-Fugl, eller saa kaldede Noaaide-Lodde, som Trold-Manden udsendte til at hente Noaaide-Gadze, angaaer, da berette Lapperne, ham at have været Noaaidens eller Trold-Mandens Tiener, der lod sig af ham befale, og efter hans Ordre foer afsted, i hvilketsomhelst Ærinde han udsendte ham.

Hvad de i samme Actu Magico ommeldte Passe-Varek anbelanger, da er det en uimodsigelig Sandhed, jeg kand skrive det af egen Erfarenhed, de i det 20. Capitel om Lappernes Afgudiske Ofringer, anførte Offer-Steder bare og et klart Vidnesbyrd om, at der ere Bierge, som Lapperne have holdt for Passe-Varek, eller hellige Bierge, og ofret til, og efterdi de, i sær deres Noaaider, ofte have havt dem samt de efter deres Indbildning sammesteds Tilhold havende Afguder i Tanke, og Noaaiden foretagende sig forbemeldte Kuur ogsaa uden Tvivl har havt samme Passe-Varek i frisk Erindring, og det man tit omgaaes med i Tankerne, pleyer forekomme i Drømme, er det rimeligt, at, naar han laae i den foregivne [Ekstase], hvilken formodentlig ikkun haver været en af ovenmeldte Brændeviins-Drikken ham paafalden tung Søvn, samme Passe-varek, samt de Afguder, som efter hans Indbildning der boede, da have kommet ham for i Drømme, saa han haver syntes at see dem, høre dem tale, og begiere Offer til den Syges Helbredelse. Ovenanførte Adfærd, som Noaaiden forøvede ved den Syges Kuur, var jo en Troldoms og følgelig en Dievels Gierning, og slaaer det da ikke feyl, at jo samme onde Aand har havt sin Haand med udi Spillet.

Foruden bemeldte Actum Magicum, som blev øvet til en Sygs Helbredelse, have og Lapperne i samme Tilfælde brugt andre Manerer, som af følgende kand erfares: En sandrue og i sin Opførsel skikkelig Porsanger-Fiords Søe-Lap ved Navn Mellet Olsen, fortalte mig om 2de andre Søe-Lapper af samme Fiord, at de havende foretaget sig at læge en Syg, forrettede Kuuren paa denne Maade: De slagtede en Rensdyr-kalv Dagen for Juule-Dag, kogte Kiødet, lagde noget deraf samt lidet Smør, Ost og Kager i en meget liden dertil lavet Baad, slæbte en stor Dynge Træer sammen, satte berørte Baad med bemeldte Kost i deroven paa, og lod den sammesteds forblive, indtil Juule-Høytiden var forbi, siden saaes den der ey mere. Hvor de havde giort af den, vidste han ey at sige. Det lader sig ansee, at de har ofret Kiødet til Joulo-Gadze. Samme Mand, som et øyensynlig Vidne, berettede og om en Porsanger-Fiords Søe-Lap ved Navn Anders Eschildsen, at han havende paataget sig at helbrede en Syg, saaledes bar sig ad: Som han roede ved Strand-Bredden, traadde han paa Land, og bar en temmelig stor Steen ind i Baaden, vendte den ofte om og talede til den; men Ordene sagde han sig ikke at kunde erindre. Efter Hiemkomsten bar han samme Steen op i sin Hytte, havde den der en lang Tiid liggende under sit Hoved, ofte om Dagen tog den frem, og, ligesom før, talede til den.

De saa kaldede Gand-Fluer, som mange vide at snakke om, vare efter Beretning et Slags Fluer (rettere talt: Dievle i Fluers Skikkelse, hvis de ellers have været til) hvilke en Lap fik af sin egen Fader, om han havde været Trold-Mand, og, naar ey flere af de fra Faderen bekommede vare tilbage, skaffede en Dievel i en stor heslig Fugls Gestalt, af Lapperne kaldet Vuokko, ham andre i deres Sted. Bemeldte Fluer siges Trold-Manden at have havt forvarede i en Æske, som blev kaldet hans Gand-Æske, og at have udsendt den til at beskadige Mennisker og Qvæg, Maaden, paa hvilken de bleve brugte, var efter Beretning denne den gemeenligste, at Trold-Manden bød dem fare ud af Æsken til at beskadige den eller den, som han havde ond Villie til, mere eller mindre, efter Forseelsens Beskaffenhed, ja vel og at dræbe, om Forseelsen havde været meget stor; hvorpaa de da udfoer efter hans Ordre, og efter giorte Virkning komme tilbage til deres Bolig eller Æske igien.

Om en fik saadant Tilfælde, at noget i Skikkelse af en liden Flynder saaes at fare om imellem Huud og Kiød, tvivlede man ikke paa, at jo samme Person var af en Trold-Mand ved Gand-Fluer forgivet. Bemeldte Tilfælde blev ofte i forige Tider virkelig fornummet i Finmarken, og medførte ulidelig Smerte. Om et Menniskes Liv hovnede, og der gik Blod igiennem dets Mund og Næse, og det derpaa døde, troede man, at samme Menneske af en Trold-Mand var ved Gand-Fluer taget af Dage. En Syg, som indbildte sig af en Noaaide at være forgandet, og ey i Trold-Kunst saa var øvet, at han selv kunde curere sig, søgte en anden Noaaide om Hielp, som da til hans Helbredelse gemeenligst brugte den i dette Capitel ovenanførte Læge-Kunst. En Trold-Mand siges i bemeldte Tilfælde at have cureret sig selv. Alt dette skriver jeg efter Lappernes egen Beretning, og vil lade enhver troe deraf, saa meget ham behager.

En Skribent melder, at Lapperne ved smaae korte giftige Bly-Piile, som de kaste til langt fraliggende Steder, hevne sig paa deres Fiender, og tilføye dem farlige og smitsomme Sygdomme, der forandre sig til Kræft eller andet deslige paa Arm eller Been; men dette haver ingen Tiids Erfarenhed lært os at være sandt (225).

Juoigen er en iblandt Lapperne brugelig Sang, mere lignende en Tuden. Sommes Juoigen er uskyldig uden nogen Slags Overtroe, og skeer allene for Tiidsfordriv; en, som saa juoiger, kaldes Maargos. Nogles Juoigen haver været overtroisk; thi de indbildte sig ved den at kunde fordrive Ulve, at de ikke skulde skade Qvæget, brugende derhos foruden andre disse Ord: Kumpi! Don ednak vahag lek dakkam, ik shjat kalka dam paikest orrot; Mutto dast erit daakkaa mailme kiætzhjai mannat, ja don kalkat dai pazhjatallat, daiheke jezhja lakai hæwanet, Danice: Du: Ulv haver giort megen Skade, du skal ikke blive længere paa dette Sted, men fare herfra til Verdens Ende, og du skal enten blive skudt, eller paa nogen anden Maade komme af Dage. En ordinaire Trold-Mand juoigede baade i Actu, og uden for Actum Magicum; men somme Trold-Mænd aldrig, hvilke sidst bemeldte bleve kalded Judakas eller Juraak.

(Vid. Tab. XCII.) Med staalet Godses Igienviisning brugtes iblandt andre følgende Adfærd: Trold-Manden, den saa kaldede Noaaide, kigede ned i Brændeviin, som han i en Øse, Skaal eller andet deslige Kar havde hos sig, nævnede den Person ved Navn, som man mistænkte, og nogenledes var forsikret om at være skyldig i Tyveriet, foregav, sig at see samme Persons Ansigt i Brændeviinet, til et vist Tegn, at han og ingen anden var Tyven, og derhos truede, at, saafremt han ikke bragte det staalne tilbage, skulde han ved sin Kunst beskadige ham paa Øyne eller andet Ledemod; hvorfor den, som havde staalet Godset, af Frygt for at miste sit Øye, eller at blive i anden Maade lemlæstet, lod Eyermanden faae det staalne tilbage. Imedens Noaaiden kigede i Brændeviinet, sang han en dertil hørende Ruune-Sang.

Alle de Lapper, som den berømmelige, og ved sin Nidkierhed for Guds Ære og Lappernes Omvendelse et udødeligt Æreminde fortienede Guds Mand, nu hos Gud Salige Thomas von Westen, fordum Lector for Tronhiems Cathedral Skole og Collegi Missionis Vicarius, efter sin Ankomst til Finmarken og Nordlandene, befandt skyldige i Troldoms Bedrifter, bleve publice absolverede.

223) Charadrius Hiaticula Linn.

224) Fucus hyperboreus, fronde simplici palmata, caule longissimo. Fl. Norv. I. Tab. 3. og Fucus arboreus polyschides, edulis B. P. 364. Fucus membranaceus polyphyllos major. Raj. Syn. III. p. 46. n. 32.

225) Men det har dog Erfarenhed lært, at en og anden Lap, undertiden har betient sig af en lang sylespids Staaltraad for at beskadige en andens Creature, i det at han om Natte Tider, uden fra igiennem aabne Sprekker i Fæ-Huus-Veggen, har stukket Creaturene dermed, og fornemmelig søgt at ramme den i Ørene, da Creaturets paafølgende Sygdom er bleven anseet for en Virkning af Gan-Fluen.