En sommer i Finmarken, Russisk Lapland og Nordkarelen : skildringer af Land og Folk / af J.A. Friis. - Christiania : Cammermeyer, 1871

Runebommen eller Troldtrommen.

Det lader til, at alle de turanske Folkeslags Schamaner under Udøvelsen af sine Kunster har benyttet sig af et Instrument, der har havt større eller mindre Lighed med en Tromme. Den grønlandske Angakoks Tromme beskrives som ganske simpel, dannet af en Ring af Træ eller Fiskeben; og ganske liden. Over Ringen var spændt et Sælskind, og til Ringen var fæstet et Skaft. Den blev altid benyttet, naar en grønlandsk Angakok eller Schaman skulde udøve sine Kunster, men anvendtes ogsaa ofte til profant Brug, ved Leg og anden Lystighed. I begge Tilfælde slog man paa den med en Træpinde og sang dertil.

De samojediske Tadibers "Pjanser'' beskrives som en flad Tromme, kun 4 Tommer høi og 1½ Fod i Diameter. Barabintzernes og Tungusernes Schamaner har havt lignende Trommer. Paa Skindet af enkelte saadanne Schamantrommer har man fundet nogle Figurer afmalede, der skulde forestille "Dyr, Fugle eller Slanger"; men ingen Reisende har kunnet give nogen nærmere Forklaring over Meningen med disse Figurer. Det synes derfor, som om Trommen hos samtlige disse Folkeslag især har været benyttet for dermed at forøge Indbildningskraften eller for gjennem Slag paa dette Instrument og dertil hørende Sang at bringe Schamanen og Tilskuerne i den rette Stemning og Spænding. Maaske Trommen ogsaa kunde benyttes som Middel til bedre at skjule enkelte Taskenspiller-Kunstgreb.

Den lappiske Runebom var saaledes baade Folkets Bibel og deres Orakel, paa samme Tid som den ogsaa var et Slags Landkart over denne og hin Verden. Hos andre turanske Folkeslag synes Schamantrommen ikke paa langt nær at have havt den Betydning som hos Lapperne. Den lappiske Runebom var da ogsaa større end Samojedernes og Grønlændernes og forarbeidet med langt større Omhu end disses. I Beskrivelsen af dette berygtede Instrument afvige de for­skjellige Forfattere noget fra hinanden, rimeligvis paa Grund af at Runebommen ikke blot har været noget forskjellig i de forskjellige Trakter af Finmarken og Lapmarken, men sandsynligvis har enhver Noaide, alt, efter sit større eller mindre Kjendskab til Gudeverdenen eller paa Grund af særegne Interesser, havt flere eller færre Figurer paa sit Orakel. Man er endnu paa forskjellige Musæer i Besiddelse af nogle Exemplarer, men omtrent 70 Stykker, der af Missionæren Th. v. Westen vare nedsendte fra Finmarken til Kjøbenhavn, gik tabt ved Vaisenhusets Brand sammesteds 1728.

Det lappiske Navn paa Runebommen var Gobdas, der betyder Noget, hvorpaa en hel Del Billeder (govva) er aftegnet, en Samling af Billeder, saaledes at det norske Udtryk "Runebom" er en Slags Oversættelse af det lappiske Ord. Træværket i Runebommen var gjort som en Radbundet Skaal eller Æske i oval eller rettere ægrund Form. Træet kunde være af Birk, Gran eller Furu, kun maatte det "være voxet paa et Sted, hvor Solen ikke saaes, og afsides for sig selv, langt fra andre Træer". Dernæst maatte Stammen i Væxten "ikke være vredet mod, men med Solens Gang", rimeligvis for at gjøre Solguden eller Solen til Behag, da denne altid stod afmalet midt paa Runebommen. En saadan udhulet Træskaal var paa Bag- eller Ydersiden udsiret med Udskjæringer, der dannede Cirkler, Triangler, Kvadrater og forskjellige andre Figurer. Skaalens Bund var ikke hel, men i Midten af samme var gjort 2 aflange Huller, saaledes at det mellem samme tilbagestaaende Træ dannede et Haandtag.

Paa flere Steder langs Ydersiden af Skaalen var anbragt Huller, hvori kuilde fæstes Snore og i Enden af disse Messingringe eller andet Skrammel. Disse Ringe vare ofrede til Runebommen som Taknemmelighedstegn, naar Nogen efter Raaelførsel med denne havde været heldig i sit Foretagende. Ligeledes maleeles Kors paa den med Hjerteblodet af en skudt Bjørn, og smaa inddrevne Messingnagler viste, hvor mange vedkommende Eier havde skudt.

Skaalens Størrelse var i Regelen henimod l Alen i Diameter paa længste Kant. Efter Tornæus skal dog enkelte have været meget større. Han beretter nemlig, at Kemilapperne havde "afleveret Runebomme, saa store og brede, at man ikke kunde føre dem med sig, da de ikke kunde rummes i en Renslæde, men maatte brændes paa Stedet."

Over den konkave Del af den forud beskrevne Træskaal udspændtes et semsket Renskind. Dette fastnagledes over Ydersiden, strax nedenfor Kanten, med Trænagler og strammedes saa stærkt som muligt for at faa den rette Spænstighed. Paa Oversiden var det semsket hvidt og glat; thi paa denne maledes nu med en Dekokt af Renblod og Olderbark allehaande hieroglyfiske Figurer, der, som før bemærket, kunde være flere eller færre og mere eller mindre godt udførte, alt efter Noaidens Kundskab og Tegnefærdighed.

Runebomfigurernes Navne og Betydning.

Til at slaa paa Runebommen benyttedes en liden Hammer, gjort af Renhorn omtrent i Form af et latinsk T. Den kunde være fra 6-8 Tommer lang. Den var smykket med fine Udskjæringer, og i Enden af Skaftet var anbragt et Hul, hvori kunde anbringes Snore med forskjelligt Skrammel.

Vigtigere end Hammeren var en anden Tingest, som udfordredes ved Runebommens Anvendelse. Den kaldtes "Viseren" og var gjort som en Ring af tyk Messingtraad, omtrent l½ Tomme i Diameter. Omkring denne Ring var igjen anbragt 4 mindre Ringe, for at den paa disse lettere skulde kunne bevæge sig, naar man lagde den paa Trommeskindet og slog med Hammeren. Fra først af lagdes Ringen eller Viseren altid midt paa Runebommen og lige paa Solens Billede.

Naarsomhelst en Lap skulde foretage Noget af mindste Vigtighed, f. Ex. gjøre en Reise, drage paa Jagt eller Fiskeri eller finde paa Raad i Sygdomstilfælde, søgte han altid først at udforske Udfaldet ved at raadspørge Runebommen. Ikke Enhver, som havde Runebom og raadspurgte den, var derfor Noaide. Tvertimod synes det at have været i sin Orden, at Runebommen fandtes hos enhver Lappefamilie, ligesom Bibelen findes i enhver kristelig Families Boghylde. Da den var saa almindelig, er der heller intet Besynderligt i, at der etsteds i et Manuskript fortælles, at Th. v. Westen "havde annammet af omvendte Noaider over 100 Runebomme".

I almindelige Tilfælde eller til dagligdags Brug raadspurgte Husbonden i Familien selv Runebommen; men var Sagen af særlig Vigtighed, angik den Liv eller Død eller den hele Byes Ve og Vel, da maatte en Noaide hentes og udføre Forretningen. Man samledes da om ham, iført sine bedste Klæder, og naar Alt tilbørligt var ordnet, fattede han med venstre Haand Runebommen i Haandtaget, vendte den Side, hvorpaa Guderne eller Figurerne vare aftegnede, mod sit Bryst og faldt ned paa venstre Knæ med høire opret, hvorpaa ogsaa hele Forsamlingen faldt paa Knæ. Derpaa griber han Hammeren og Ringen i høire Haand, lægger Ringen paa Solens Billede og begynder med Hammeren at slaa ganske sagte paa skindet, rundt omkring Ringen, som ved disse Slag hopper og bevæger sig hid og did. Derpaa slaar han haardere, Ringen bevæger sig hurtigere, men omsider standser den paa et eller andet Sted eller lige paa et eller andet Tegn og vil ikke bevæge sig derfra, hvormeget Noaiden end vedbliver at slaa. Alt dette foregaar under en Sang, "hvis Mening", siger en Missionær i sit Manuskript om Lappernes Gudelære, "ingen Fin har villet bekjende." Hele Forsamlingen stemmer i med, Mændene med stærkere og Kvinderne med svagere Røst. Eftersom nu Ringen bevægede sig i denne eller hin Retning eller endelig standsede ved dette eller hint Billede, udtydede Noaiden Gudernes Villie eller gav Besked om forskjellige omspurgte Ting.

I Almindelighed ansaaes det som et heldigt Varsel, naar Ringen fra først af begyndte at følge Solens Gang. Man kunde da vente Lykke i sit Foretagende og "god Helse baade for Folk og Fæ, enten de vare fjern eller nær." Gik den i modsat Retning, var Udfaldet tvivlsomt, eller en eller anden Ulykke truede med at indtræffe. "Raadspurgte man Runebommen angaaende en forestaaende Reise, og Ringen bevægede sig henimod Tegnet for Morgenrøden (Fig. 3), da lærtes deraf, at man skulde begive sig afsted om Morgenen. Dersom Ringen, derimod tog sin Fart henimod Fig. 4 eller Aftenrøden, da turde Reisen foretages om Aftenen. Dersom man underveis spurgte Runebommen tilraads, og Ringen da gik hen mod Tegnet for Aftenrøden, saa skulde man forts ætte Reisen hele Natten; vendte den sig derimod til Morgenrøden, skulde man oppebie næste Dag. Vilde Lappen paa Fiske i en eller anden Indsø, og Ringen for midt ud i det Tegn, der afbildede et Fiskevand paa Runebommen, da var det et godt Tegn til heldigt Fiske; kom den blot til Kanten, men ikke indenfor, var det Tegn til, at Guli Ibmel, Fiskenes Gud, vilde have Offer, førend Fiskeriet begyndte; men vilde den slet ikke engang komme i Berørelse med Fiskevandet, men holdt sig borte fra samme, var det Tegn til, at man slet Intet vilde faa, hvad man saa ofrede eller lovede." "Naar Runebommen raadspurgtes angaaende En, der laa for Døden, og Ringen da bevægeele sig hen til Jabmi aibmo (Fig. 42), de Dødes Rige, da var det et sikkert Tegn til, at den Syge skulde dø, hvorfor der strax blev ofret til Jabmek, de Døde eller den Døde, som man troede, vilde have den Syge til sig. Naar Ringen nu efter fuldbragt Offer bevægede sig tilbage til det Sted, hvor en Lappehytte var aftegnet (Fig. 33. 36), var der sikkert Haab om, at den Syge ved Offeret var bleven reddet fra Døden og endnu en Tid lang vilde komme til at bebo sin Hytte; men gik Ringen ved det fornyede Forsøg lige ind i Jabmi aibmo, de Dødes Rige, saa hjalp hverken Bøn eller Løn, - den Syge maatte dø, om han end lovede at ofre alle sine Rensdyr eller var rig nok til at kjøbe og ofre alle de Sturiker eller Heste, som kunde overkommes; endog de mene, at i en Hests Ofring til de Døde er der synderlig Kraft."

De virkelige Noaider kunne rimeligvis ikke have havt nogen synderlig Tiltro til Runebommen, ialfald naar de selv brugte den, da de naturligvis vare sig bevidste, at Udfaldet kom an paa Trommeslagerens Kunstfærdighed i at faa Ringen til at gaa hen, hvor han vilde, eller blive staaende, hvor han vilde. For at lette Manøvren var formodentlig Hullerne ved Haandtaget nedenunder anbragte saaledes, at Haanden nedenfra kunde komme i Berørelse med Skindet, hvorpaa Ringen bevægede sig. Men da en saadan Raadførsel med Runebommen af en Noaide, var en Forretning, der betaltes godt, vogtede denne, sig naturligvis vel for at røbe noget for den uindviede, troende Mængde, hos hvem det gjaldt at holde dette Orakel i saa høi Anseelse som muligt. Runebommen havde sin Plads paa et bestemt Sted i Boasshjo eller den bagerste Del af Teltet og ingen voxen Kvinde maatte røre ved den. Dersom nogen voxen Kvinde færdedes over den Vei, hvor Runebommen var ført, førend 3 Dage vare forløbne, var der Fare for, at hun enten vilde dø eller vederfares en stor Ulykke. Men ifald det dog var absolut nødvendigt, at en Kvinde maatte reise over den Vei, hvorpaa Runebommen var ført, saa maatte hun til denne forære en Messingring som Forsoningsoffer.

For at forekomme slig Ulykke maatte Runebommen ikke blot føres igjennem Bagdøren i Teltet og forvares i Boasshjo, men tillige under Flytningen føres bagerst i Raiden af en Mandsperson, eller, for at man kunde være saa meget sikrere, førtes den frem paa saadanne Afveie, hvor ingen Mennesker pleiede at færdes.

Efter at Lappepræsterne, (siger Læstadius), kom under­veir med denne Omstændighed, at Lappen altid førte Spaatrommen med sig i den bagerste Kjæris eller Slæde i Raiden naar de flytte de forbi Kirkestederne, forsømte de ikke at holde Visitats i denne, og fandtes Trommen, blev den naturligvis strax konfiskeret. Men Lapperne paa sin Side bleve vel ogsaa snart kloge af Skade og toge sine Forholdsregler.