En sommer i Finmarken, Russisk Lapland og Nordkarelen : skildringer af Land og Folk / af J.A. Friis. - Christiania : Cammermeyer, 1871

Fra Kandalaks til Oulangansuu.

Den 4. August forlod jeg den laplandske Halvø og drog over til Knashja, den første By paa den Del af Karelstranden, som medregnes til Lapland. Fra nu af vilde jeg ikke længer kunne have nogen Nytte af mit Kjendskab til det lappiske Sprog og heller ikke kunne indsamle flere Bidrag til Belysning af dette Sprog i sine forskjellige Dialekter.

Afstanden mellem Kandalaks og Knashja er omtrent 3 Mil. For de 5 Mænd, jeg havde i Skyds, samt Baad med Tag paa - eller et Slags Laag over Bagskotten, betaltes efter Padoroshjnaja, ikke mere end 1½ Rubel, samt hvad "Navodka" man godhedsfuldt vilde give. Russiske Emhedsmænd have fri Skyds og betale kun "Navodka."

Idet man fra Kandalaks reiser udover Fjorden, ser man paa begge Sider langs dens Strænder og paa Øerne ingen Bopladse, men kun Skov og atter Skov. Paa Fjordens Nordside bor der heller Ingen, førend man kommer til Porje guba, 4-5 Mil fra Kandalaks, skjønt der omtrent 1½ Mil fra Byen stikker ind en smuk liden Fjord, Guba Kolvitsa, som ganske vist maatte være vel skikket til Beboelse. Men Russerne elske nu engang at bo samlede .i Landsbyer, og derfor ligger Landet mellem disse ganske øde.

Alle Øer i Kandalaksbugten ere dækkede med Gran- og Furuskov, der hist og her aabner sig og viser frem større  og mindre Sletter, bedækkede med et frodigt Græstæppe. Kandalaks-befolkningen pleier ogsaa at slaa Hø paa disse Øer, lige til 10 Verst fra Byen. Paa en af disse Øer saa vi nogle Rensdyr. Jeg spurgte en af Russerne, som havde sin Vintovka, (Rifle), med i Baaden, om det var vilde Rensdyr, men han svarede med et Smil Nei. Dog har jeg Mistanke om at Vintovkaen undertiden bruges paa Tamren, da den Smule Vildt, som findes, og som jeg hidtil havde opdaget, var altfor ubetydeligt til, at Skydsfolket af Hensyn hertil altid skulde føre sin Vintovka med sig. Rigtignok saa vi paa Turen to Gange Bjelugaer, (Hvidfiske), store hvide Delfiner, der skimtes i Vandet paa lang Afstand og undertiden ogsaa skydes, men Renen er dog langt lettere at fælde. Idetmindste lod det til, at Russeskydsen ikke var bange .for at "tage" en Lax af et Garn, som de paa Veien kom forbi.

De Seilredskaber, som min russiske Baadskyds havde, vare yderst primitive og elendige. For det første havde Baaden ingen Kjøl, og Masten ingen Vanter, hvorimod denne sattes op alene ved Hjælp af Hul i Toften. Det firkantede Seil spændtes ud oppe og nede ved Hjælp af Stænger, hvortil dets Hjørneflige vare heftede. Skaut brugtes ikke, men den nederste Stang hvortil Seilets Flige vare heftede, lagdes i Kjeiperne og flyttedes paaskraa efter Vinden. Reb eller Klør brugtes ikke, men hele Seilet reves ned, naar Vinden blev for stærk. Da Baaden ingen Kjøl havde, og Seilet kun kunde stilles ubetydeligt paaskraa, kunde, man kun benytte det, naar man havde næsten ret Fordevind. Efter at have seilet med disse Greier i et Par Timer, var jeg glad, ved at komme velbeholden i Land i Knashja, en liden Landsby paa 125 Indb., med et Herberge for Reisende, det vil da sige, at et Værelse i anden Etage af et Hus var forbeholdt den Reisende, medens nederste Etage beboedes af en Russer med sin karelske Hustru og russisk-karelske Børn. Hverken Kola eller Kandalaks giver den Reisende noget fordelagtigt Begreb om Befolkningens Driftighed, Velstand og Smag for Komfort og Renslighed; men den Smudsighed og Usselhed, som jeg saa i Knashja, overgik, hvad jeg før havde seet. Værelset, hvori jeg boede, var saa opfyldt af Væggedyr, at intet kristent Menneske kunde opholde sig der om Natten, eller efter at Mørket faldt paa, da Hundreder af disse blodtørstige Dyr krøb frem fra hver Revne og Sprække i de umalede Tømmervægge og angreb En saaledes med Bid og Stik, at man kunde tro sig henkastet i en Ormegaard. Jeg maatte derfor slaa. mit Telt op paa en aaben Gang udenfor Stuen, der benyttedes til Opbevaring af Løv, og ligge der om Natten, ikke uden Tanke om, at en Karel eller Russer luinde liste sig op og forsøge paa at tilegne sig, hvad jeg havde paa mig af Penge.

I Kola og Kandalaks havde de Folk, hos hvem jeg boede, været saa tolerante, at jeg havde faaet Lov til at benytte enkelte af deres Madkar, men her i Knashja, hvor der findes flere Starovjerer eller Gammeltroende, er man mere nøieseende. En gammel Kone, som bragte mig en Mælkeringe ind paa mit Værelse, rev denne til sig igjen, da jeg vilde tage den i Besiddelse for at nyde af Indholdet. Hun mumlede derunder en hel Del Russisk, hvoraf Meningen var at jeg. nok maatte faa Indholdet, hvorfor jeg havde betalt hende rundeligt, men ikke nyde det af hendes Kar; thi efter hendes Anskuelse vilde disse da blive saa urene, at de ikke kunde bruges mere af nogen Rettroende. En ægte Starovjer taaler ikke engang, at nogen af hans egen Familie benytter hans Ske eller spiser af hans Mælke-, Grød- eller Suppekop. Jeg lod hende da slaa Mælken over i to Kopper, som Værten havde stillet til vor Disposition eller til Benyttelse for Reisende. Værten selv her i Knashja har dog ved nærmere Bekjendtskab - og ved vore Smaagaver til Børnene ­ vist sig saa tolerant:- at lade os nyde af sine egne Kar. Men efter Benyttelsen sættes de rigtignok ned i Elven og vaskes og skures godt med Sand og Vand, en Behandling, som de ved vor Ankomst i høi Grad tiltrængte. Værten burde have været os meget taknemnielig for, at vi tvang ham til at lade sine Kar en Gang om Dagen ordentlig vaske; thi, uagtet al sin Frygt for Urenhed fra anderledes Troende, er den simple Russer dog temmelig skiddenfærdig.

I Knashja traf jeg tilfældigvis Forstmesteren over Lapland. Han opmuntrede mig til at gjøre et Besøg i Kovda, hvor han bor, og hvorhen han efter et Par Dages Forløb ogsaa vilde komme tilbage. I Haab om Oplysninger af ham og hans Karter over Lapland besluttede jeg at gjøre Turen til Kovda, idet jeg benyttede hans Baad og Skyds, som skulde tilbage igjen. For Sikkerheds Skyld sendte jeg dog Bud efter Skydsskafferen, i den Formodning, at jeg maaske ikke uden hans Mellemkomst havde Lov til at benytte Bagskyds. Han indfandt sig da, havende i Haanden en lang, flad Stav, et Slags Karvestok, hvorpaa - med indskaarne Bogstaver - de i hans Kreds Skydspligtige vare antegnede, inddelte i Afdelinger paa 4 Mand; thi 4 Rorsfolk og l Høvedsmand er den ordinære Baaaskyds. Med en vigtig Mine paaviste han hvilken Afdeling paa Staven, der var skydspligtig, men Enden blev, at han leiede Forstmesterens Skyds tilbage for 70 Kop., hvorved han tjente 80 Kop. af de 150 Kop., som jeg betalte ham som ordinær Skydsbetaling.

Om Aftenen den 7de Aug. var jeg i Kovda. Byen har kun et ordentligt udseende Hus, der tilhører en Kjøbmand, Klementi, som staar i stor Handelsforbindelse med Norge. De øvrige Huse ere her, som i Kandalaks og Knashja, byggede af Tømmerstokke, der paa Indsiden ere fladhugne, men udvendig have sin naturlige runde Form,. uden at være bordklædte. Næsten alle Vinduer rundt omkring i Byens Huse ere flikkede med Træflise for at holde de sprukne Glasruder sammen. Skydsstuen er her, om muligt, endnu værre overfyldt af Udyr end i Knashja. Jeg maatte lægge mig paa et Renskind midt paa Gulvet i Stuen, og, efter Finnen Isojussis Raad, lod jeg slaa Vand paa Gulvet rundt om mit Leie, saaledes at jeg blev liggende paa en Ø. Imidlertid havde jeg dog ingen Grund til at angre, at jeg gjorde Turen til Kovda. Baade Forstmesteren og hans Hustru samt Præsten, i Kovda vare meget dannede og velvillige Folk, hos hvem jeg i 2-3 Dage nød den mest forekommende Gjæstfrihed. Jeg spiste Middag hos Forstmesteren og drak Kaffe hos Præsten. Denne holdt 2 russiske Aviser, og havde et ikke ubetydeligt Bibliothek. Endogsaa et sv. lap. Testamente havde forvildet sig hid til ham. Saavel af Præsten, som især af Forstmesteren erholdt jeg mange værdifulde Oplysninger om Lapland. Navnlig skylder jeg Forstmesteren flere af de Rettelser med Hensyn til Angivelse af Floder, Indsøer og Skovgrænse, som findes anførte paa det her medfølgende Kart.

Kovda er anlagt lige ved Udløbet af den store Elv af samme Navn, der kommer fra Indsøerne Kouto-, Pää- og Tuoppa-järvi. Den er ved Kovda 630 Fod bred. Laxefisket i Elven skal være meget rigt. Det foregaar her, som i Niva-Elven, ved at afstænge Elven. Stængselet her var netop nu færdigt og maalte 300 Alen i Længde. Jeg havdt gjerne opholdt mig i Kovda til den 13de Aug., (gaml. St. 1ste Aug.), eller den saakaldte Makaveidjen, da flere Voxne skulde døbes i Elven, men jeg maatte nøie mig med min Værts Forklaring om, hvorledes dette gaar til. Han skulde ogsaa selv døbes den Dag. To Gange om Aaret, nemlig 13de August og 19de Januar (ell. 6te g. St.), holdes et Slags offentlig Daab, idet Enhver, som vil, og som føler sig trykket af sine Synder, kan blive døbt, paanyt og derved renset fra al Skyld. Baade Yngre og Ældre lade sig derfor dels engang hvert Aar, dels med flere Aars Mellemrum døbe om igjen. Naar saadan Daab skal foregaa, stiller Præsten sig ved Bredden af Elven med Krucifixet i Haanden. Efterat der er læst, messet og sunget, dypper Præsten Krucifixet 3 Gange i Vandet; (thi Kristus skal ogsaa 3 Gange være neddyppet). Idet han dypper det tredie Gang ned, springe alle Daabskandidaterne, blot iførte en sid Skjorte, i Vandet og gaa, om Sommeren, saaledes paaklædte i Kirken. Om Vinteren hugges Hul i Isen, og man springer ogsaa da i bare Skjorten i det iskalde Vand, men opkomne af Elven, tages en Pels paa, og i denne gaar man til den opvarmede Kirke, hvor man bukker og korser sig, indtil man bliver tør. "Bliver Ingen syg eller forkjølet efter et sligt Vinterbad?" spurgte jeg Værten. "Nei", mente denne, "man bliver tværtimod rigtig frisk og rask bagefter!" Russeren har tyk Hud, der er brunbarket derved, at Børnene om Sommeren oftest gaa saa godt som nøgne. Folk, der bade sig, se næsten ligesaa brunhudede ud som Indianere.

Det er ikke mere end saa, at Befolkningen her i Kovda taaler, at jeg tager Fotografier. De samle sig og se med frygtblandet Interesse paa dette vidunderlige, her for første Gang seede Instrument, der giver Billeder af Alt. Nogle af Byens gamle Starovjer-Kjærringer, siger min Tolk, begynde at mumle om, at der vil komme Sygdom over Folket af sligt V æsen, og at det burde forbydes. Imidlertid har de nu seet, at jeg har fotograferet, ikke blot Forstmesteren og hans Kone, men ogsaa deres egen Præst, lys levende og uskadt, med Medalje paa Brystet. Det var her i Trakten, at en finlandsk Sprogforsker engang blev beskyldt for at forgifte Brøndene med Indholdet af sit sorte Blækhus, og Folket gav sig ikke tilfreds, førend de havde tvunget ham til at drikke op Indholdet, og saaledes paa sig selv bevise dets - vistnok meget tvivIsomme - Uskadelighed, naar det anvendtes paa denne Maade.

Den 12te Aug. var jeg atter i Knashja og skulde efter Bestemmelsen reise igjennem Nordkarelen til Nordfinland. Padoroshjnaja, som hidtil havde gjort god Nytte, hjalp ikke længer her i det Indre af Landet, men man maatte akkordere sig frem. Det manglede dog ikke paa skydsvillige Folk, og jeg blev enig med 3 Kareler, der laa paa Bygningsarbeide i Knashja, om at skydse 130 Verst, til Indsøen Oulangansuu, for 10 Rub., medens Padorashjnaja-Skyds vilde have udgjort 7½ Rub. Afstanden fra Knashja til den første store Indsø Koutojärvi i Karelen er ikke længer, end at man magelig spadserer den paa 1½ Time. Veien skraaner ganske ubetydeligt opad, og Indsøen kan efter Aneroidens Udvisning neppe ligge, 150 Fod over Havet. Koutojärvi betyder Bred-Søen, (lap. goudo, bred), og fortjener sit Navn, da den er næsten ligesaa bred som lang.

Vea Bredderne af Koutojärvi bor der kun en eneste Familie. Man kan allerede paa Forhaand vide, at det da hverken kan være nogen Russer eller Karel; thi begge disse har samme Natur som de saakaldte Selskabsfugle, der hække sammen Flokkevis. For at kunne trives maa de nemlig nødvendigvis have Naboer eller bo sammen i Landsbyer. Manden ved Koutojärvi er da ganske rigtigt ogsaa en Kolonist fra Finland. Han har opført et ordentligt Hus og gjør Forsøg paa at avle Korn. Det første Sted, hvor man paa Reisen nordenifra faar se en Ager, er hos Finnen Kurvoinen. Bygget stod udmærket smukt, men uagtet Koutojärvi ligger omtrent 3 Breddegrader sydligere end Alten, fryse dog Agrene bort her oftere, end de fuldmodnes.

I Nordkarelen findes der, ligesaalidt som i selve Lapland, nogen Landevei. Naar man derfor vil reise fra Koutojärvi eller fra den ene til den anden af de store Indsøer, hvoraf Landet er opfyldt, og langs hvis Bredder Befolkningen bor, maa man enten gaa skovleies, over Aas og Myr, eller følge Elvene mellem Indsøerne. Den Elv, der løber mellem Kouto- og Pääjärvi, har just ikke valgt den korteste Vei, men gjør en stor Krog og danner paa Veien fire mindre Indsøer, Tutijärvi, Susijärvi, Ruanjärvi og Soukelojärvi. Man gjør dog rettest i at følge Elvedraget; thi det er farbart med Baad, og ved at følge samme kommer man forbi flere beboede Steder eller karelske Landsbyer, medens man ved at gaa skovleies ikke vil finde Andet end den tristeste Ødemark.