En sommer i Finmarken, Russisk Lapland og Nordkarelen : skildringer af Land og Folk / af J.A. Friis. - Christiania : Cammermeyer, 1871

Fjeldlappen paa Flytning.
Ulven, Hunden og Lappen paa Ski.
Rentyve. Efterstandere.

Gumpe læ botsuin! Ulven er paa færde!

"Ingen kjender Fjeldfolkets besværlige Liv", siger Nomadelappen, og vistnok for en Del med Rette. Ingen Nordmand har i Længden forsøgt det med ham, og ingen vilde kunne holde det ud. Men i Aarhundreder er Fjeldlappen, Slægt efter Slægt, bleven hærdet, og Aarhundreder gammel er hans Erfaring og traditionelle Kjendskab til Rensdyrenes Natur og Skjøtsel. Dersom en Nordmandsfamilie vilde forsøge det samme Levesæt, om end kun med en Hjord af et Par Hundrede Dyr, vilde han ved Aarets Slutning sandsynligvis ikke eie et eneste.

Lad os da engang følge med en Fjeldlap paa hans Flytning fra Fjeldet til Kysten, fra Trakterne omkring Koutokæino til den store Halvø, der forbindes med Fastlandet ved Alteidet, hvor han yderst ude ved Havet paa Pynterne ved Seglvigen opholder sig om Sommeren eller i omtrent 2 Maaneder af Aaret. Det er en Strækning af omtrent 30 Mile, som han to Gange om Aaret maa passere.

I den forløbne Vinter har Fjeldlappen havt sit Telt staaende paa Steder, hvor hans Fædre havde sit for Aarhundreder siden, nemlig dels paa Fjeldet Boaganvarre (Bælte-Fjeld), dels i Dalen ved Lavvojavre, dels paa Javrisduoddars Sletter. Hele Vinteren igjennem har han Dag og Nat maattet være paa Færde og holde Vagt for Ulven, hans værste Fiende, der dels enkeltvis, lumskt og stadigt sniger sig omkring Hjorden, dels pludseligt kan komme i Flok og Følge og angribe Dyrene. Natten er derfor inddelt i Vagter, og skiftevis maa Gamle og Unge sidde ude iblandt Dyrene og passe paa, netop helst, naar Kulden er skarpest, Snefoget værst og Natten mørkest. Hvert Kvarter maa Vagten gjøre en Rundtur omkring Hjorden, samle den sammen ved Hjælp af Hundene, skrige, raabe, skyde eller gjøre saa megen Larm som muligt, for at Ulven fjernt og nær kan mærke, at Folk baade er tilstede og paafærde. Er Ulven rigtig sulten, skyr den Intet, ikke engang Skud med løst Krudt, men ellers holder den sig paa Afstand og lurer paa bekvem Anledning; thi den kjender sine Folk og ved, at den, naar Sneen er dyb, let kan komme tilkort mod Lappen paa Ski. Men netop som denne efter en Rundtur omkring Hjorden har krøbet ind i et Hul under en Snefon for at finde Ly for Snoen og slaaet sig til Ro en Stund, kan det hænde, at der pludselig bliver Uro i Leiren. Hundene, der havde lagt sig over Vogterens Ben og en Stund tjent ham som Fodtæppe, fare pludselig op og sætte gjøende afsted. Rensdyrene, der i det samme ogsaa ane Uraad, slaa sig først sammen i en tæt Klynge. Derpaa fare de raadvilde hid og did, indtil de faa Veir af Rovdyrene, men stryge saa afsted i stærkeste Sprang, helst imod Vinden, forfulgte af Ulvene, der søge at sprænge Hjorden, for derpaa to og to at angribe de enkelte Dyr. Nu gjælder det for Vogterne, ofte Børn paa 15 Aars Alderen, at være rappe; den ene med Hundene efter Hjorden, den anden Saa hurtigt som muligt paa sine Ski afsted til Teltet for at faa Familien eller Familierne, om der er flere sammen, op og ud paa Ski med Raabet "Gumpe læ botsuin!" Ulven er paa Færde! Ulven er over Hjorden! Den anden Vogter har imidlertid med Hundene søgt at værge Hjorden saa godt som muligt. Hundene Muste, Ranne, Giljes og Tschalmo, eller den Sorte, den Graa, den Spraglede og den med Flækker over øinene, en Særegenhed, som har givet Anledning til Navnet Tschalmo, den "firøiede", gjøre, hvad de formaa, ved dels at holde Hjorden sammen, dels at angribe Ulvene: Lappens Hunde ere smaa, men enkelte af dem modige nok til at angribe baade Ulv og Bjørn.

Se paa Muste derhenne i Bakkeskraaningen, hvorledes den tumler sig med en Ulv! Muste har ingen Hale. Har Ulven taget den? Nei. Muste har aldrig havt nogen. Den er født uden Hale (8) , og netop dette gjør det endnu vanskeligere for Ulven at faa fat i den. Længer oppe i Skraaningen arbeide 2 store Renoxer sig frem igjennem Dybsneen. Tungen slænger dem ud af Halsen, og det havde vist allerede været forbi med dem, dersom ikke Muste havde plaget, opholdt og hindret Ulven. Hvergang denne farer afsted, er Muste bagefter den, saa at Ulven hvert øieblik maa vende om og gjøre Forsøg paa at faa Tag i Hunden. Men det nytter den ikke; Muste snurrer rundt saa hurtigt som en Hvirvelvind, og Ulven, der efter Lappernes Sigende· er temmelig stivrygget og aldeles ikke saa rask i Vendingen som en Hund, gjør ligesaa forgjæves et Spring efter Muste som en Harehund efter en Kanin. En Hund som Muste er derfor uskatterlig for Fjeldlappen, og han sælger den heller ikke for 10-15 Spd. En Times Tid har Muste holdt Ulven i Schak og frelst de 2 Renoxer.

Endelig er dens forbitrede Gjøen bleven hørt, og hidkalder Folk til dens Hjælp. To Skiløbere komme tilsyne oppe paa Aasen og tage pilsnart Fart nedover for at afskjære Ulven fra Renoxerne. Hidsigere end før angriber Muste, ja, saa hidsigt, at den rimeligvis vilde blive ihjelreven af Ulven, dersom ikke denne ved Synet af Skiløberne forskrækket vender og tager Flugten nedover. Den springer langt fra Muste, men hvad hjælper det mod Skiløberne! Susende fare de forbi Muste, og nu begynder der et hidsigt Kapløb med Ulven. Er Terrænet gunstigt og Sneen dyb, saa bliver den ofte indhentet. Den Skiløber, der først kommer den paa Siden, giver den tværs over Korsryggen, Ulvens svageste Punkt, et Slag med Skistokken, der lemlæster den saaledes, at den bliver siddende i Sneen med gabende Kjæft mod sine Fiender og pustende en hvid Sky af hed Aande ud fra sit røde, blodtørstige Svælg. Snart kommer Muste ogsaa hæseblæsende efter og begynder at springe ellevild gjøende omkring Ulven, ikke endnu sikker paa, om den kan reise sig og fare efter den. Kan hænde, at Lapperne ikke give sig Tid til at dræbe, Ulven strax paa Stedet, men at de fare afsted efter andre, sikre nok paa, at den med sin knækkede Ryg er Dødsens Kandidat og maa blive, hvor den er, til det behager dem at komme tilbage. Men enten den faar Naadestødet strax eller senere, sker det ialfald ikke, før Lappen har lettet sit forbitrede Sind ved en liden Tale til sin Erkefiende. Først efter at have mindet ham om hans og hans Fædres mange Misgjerninger og udtømt sit Forraad af Haansord, gjør han Ende paa hans Liv ved at kaste ham Kniven i Siden eller sende ham en Kugle fra sin Rifle. At slaa efter Ulvens Hoved med Skistokken nytter ikke, da den forstaar at parere fortrinligt ved at modtage Slaget mod Tænderne.

Men ikke alle Hunde ere saa flinke som Muste. Uagtet al Anstrængelse af Vogterne gaar der derfor ved et saadant Overfald af en Ulveflok næsten altid flere eller færre Dyr tabte. Det kan hænde, at Lappen slipper med et Par Dyr, maaske netop hans største og bedste Kjøreren, men det kan ogsaa hænde, at han paa en Nat mister 10-20-30, ja, det kan hænde, at en Fjeldlap om Aftenen har været en rig Mand, der eiede flere Hundrede Ren, men om Morgenen er en Tigger. Dyrene ere enten ihjelrevne, jagede udover Fjeldskrænter, forsprængte eller i bedste Tilfælde forjagede milevidt bort, saa han maa reise omkring og plukke dem sammen igjen fra andre Hjorder, som de have tyet til, medmindre Tyve ogsaa gjøre fælles Sag med Ulvene.

Enkelte Aar kan det dog hænde, at Ulven næsten slet ikke viser sig. Der er "Fred" eller Frihed for Ulven, og man kan slet ikke undre sig over, at Fjeldlappens høieste og inderligste ønske er at maatte nyde denne "Fred". Derfor er "Fred!" hans Hilsen, naar han kommer, og "Fred!" hans Afskedsønske, naar han gaar. I russisk Lapland fortalte man, at der paa de Kanter, mærkeligt nok, havde været "Fred" i hele 10 Aar. Men selv om der i nogen Tid ikke spørges eller høres noget til Ulven, maa der alligevel stadigt holdes Vagt; thi Gud hjælpe den Fjeldlap, hvis Hjord ubevogtet overfaldes af en hungrig Ulveflok. Han vil Dagen efter milevidt omkring ikke finde et eneste uskadt Dyr igjen.

Undertiden hænder det, at man paa en Kant varsles om, at Ulven er paa Færde andre Steder, derved, at der en vakker Dag pludselig som en Stormvind kan komme en Flok fremmede Dyr sprængende midt ind i Hjorden og kaste sig ned, dødssprængte efter en fortvivlet Flugt. Af slige Flygtninge fra en sprængt Hjord er det let at skjønne, at Dødsfienden er paa Færde, og af Mærkerne i ørene ser Lappen ogsaa strax, hvem det er, der eier Dyrene, Frænde eller Fremmed, Ven eller Uven. Fjeldlappen bryder da gjerne op og flytter flere Mile bort, medens Ulvene endnu fraadse af Aadslerne. Nu skulde man vistnok tro, at Fjeldvidderne i det Indre af Finmarken stode til Nomadens udelukkende Raadighed, og at han blot havde at værge sig mod Ulven og Rentyve. Men det forholder sig ikke ganske saaledes. Naar han flytter fra Sted til andet, maa han ogsaa om Vinteren passe sig for, hvor han slaar sig ned. De, af hvem han næst efter Ulven kan vente sig Ubehageligheder, eller, med hvem han kan komme i Krangel, er de Fastboende i Koutokæino og Karasjok. Disse har ligesom Befolkningen ved Kysten for Skik at slaa Hø hist og her rundt omkring i Fjeldene, ofte flere Mile fra deres Bosted, medens de aldeles ikke skjøtte deres Hjemjorder saaledes, som de burde. Høet eller, rettere sagt, det usle Myrgræs, som skrabes af hist og her, sættes op i større og mindre Stakke, der efter Leilighed tildækkes mer eller mindre omhyggeligt. Det erklæres for "privat Eiendom", og de Fastboentle forlange, at det af Fjeldlapperne skal respekteres som privat Eiendom, skjønt meget ofte de Flække, hvorpaa Høet er slaaaet, aldeles ikke ere udviste til den Enkelte eller bære "mindste Spor af nogen Besiddelsestagen."

Nu er det en bekjendt Sag, at Renen har ypperligt "Veirkorn" eller meget fin Næse, og at den i rigtigt Stygveir, Snefog og bidende Kulde, eller naar Sneen er slig, at det er vanskeligt at komme til Mose, kan tage Veiret af slige Høstakke langveisfra, ofte i en Fjerdings Afstand. Den sætter da afsted, først en Del af de gamle Dyr foran, og i en lang Stribe følger hele Hjorden efter, lige mod Høstakken. I et øieblik er den opreven, Høet spredt omkring for Vind og Veir, og naar Lappen hæseblæsende naar frem, gaar Renhjorden myldrende omkring paa Stedet, hvor Høstakken stod, og plukker ud de enkelte Straa, som den synes bedst om. Del hele ødelægges for den Fastboende, som derved maaske kommer i yderlig Fodermangel; men ikke en Trediedel spises op af Rensdyrene. Ved Lappen om, at der hist og her i denne eller hin Dal er slaaet Hø og opsat Høstakke, saa kan han jo holde sig borte indtil ½ Mil derfra, for at Dyrene ikke mod hans Villie skal gjøre Skade. Det nytter ham nemlig ikke altid, om han med sine Hunde tager Post ved Høstakkene og holder Vagt mod sine egne Dyr. Hjorden kommer, paastaar han, ofte styrtende som rasende ind paa ham fra alle Kanter, jager baade ham og Hundene væk med Slag af sine Forben, og i et Nu river den Høet op med Hornene.

Ud paa Vinteren kommer den Fastboende og skal hente sit Hø, efter at alt det er fortæret, som han har hjemme. Han finder Intet. Saa stevnes Lappen, om man ved, hvem det er, og han maa finde sig i at betale Skaden, om det end fra hans Standpunkt kan synes baade urimeligt og ubilligt. Der er neppe noget i Veien for, at den Fastboende tidligt om Høsten paa den første Sne kan hente sit Hø hjem, og jeg har hørt Fjeldlapper sige, at de mod en ringe Godtgjørelse gjerne vilde være de Fastboende behjælpelige med at kjøre Høet hjem, for siden at kunne have Trakterne til fri Afbenyttelse. Men efter den gamle Slendrian skal Intet gjøres i rette Tid. Det rimelige og billige synes her, som mange andre Steder ogsaa ved Kysten, at være, at dersom den Fastboende vil have nogen Nytte af det usle Græs, som han skraber sammen paa sine udviste eller ikke udviste Udslaatflækker eller af den Renmose, som han ogsaa samler hist og her til Kreaturfoder paa Terræn, som synes at burde være Nomaden og Renen forbeholdt, saa faar han enten hente, sit Udbytte i Tide eller dække det saa godt til, at Fjeldlappen ikke nødes til at holde Vagt over samme. Vil han have sit Arbeide betalt paa det Terræn, som paa en Maade er fælles for begge Parter, saa bør han høste Frugten itide.

Har Fjeldlappen vel overstaaet Vinteren og det lider ud i Mai Maaned, begynder han at trække ned imod Kysten i korte Dagsreiser. Af gammel Vane eller af Instinkt ville Rensdyrene om Sommeren gjerne trække sig nedover mod Kysten, ligesom omvendt Koen gjerne vil til Sæters. Nogen absolut Naturnødvendighed er dette ikke for Koen og skal heller ikke være det for Renens Vedkommende. Rensdyrene kunne leve i Indlandet hele Aaret igjennem, naar Terrænet er stort nok og enkelte nødvendige Betingelser forefindes. Nogle faa Fjeldlapper opholde sig ogsaa hele Aaret i det Indre af Lande uden nogensinde at komme til Søen. Saaledes enkelte norske Lapper fra Karasjok, der holde til paa Høiderne mellem Karasjok og Porsangerfjorden. Ligesaa skal den rige svenske Karasuandolap Lars Jansen Sikko der eier en Hjord paa 3000 Dyr, holde til ved Altevandet i Tromsø Amt, nær Rigsgrænsen, hvorfra hans Dyr søge ned imod Bardo som ligger flere Mile fra Søen. Denne Fjeldlap er ikke blot den rigeste i Broderriget, men har ogsaa Ord for at udmærke sig ved at passe sine Dyr fra at gjøre Skade, saaledes at han aldrig kommer i Krangel med de Fastboende, men af Alle omtales med Respekt og Agtelse.

Ingen af de Rensdyr, som til visse Tider af Aaret holde til i Trondhjems Stift, kommer ned til Søen, ligesaalidt som Vildrenen paa Dovre, Filefjeldene og Hardangervidderne nogensinde kommer til Kysten.

Af disse Omstændigheder gaar det imidlertid ikke an at gjøre den Slutning, at samtlige Fjeldlapper med sine talrige Hjorder skulle kunne holde sig i Indlandet og aldeles forvises Adgang til Havkysten. Det er, som sagt, aldeles ikke nødvendigt, at Renen kommer til Kysten for at "drikke Sø" eller Saltvand; men dersom Indlandstrakterne i lang Tid skulle, afgive Føde for talrige Hjorder, er det nødvendigt at gaa frem med økonomi eller tillade Lapperne skiftevis, at benytte baade Indlandet og udyrkede Strækninger ved Kysten. Det er endnu kun i kort Tid, at enkelte Fjeldlapper have forsøgt at holde sine Dyr i Indlandet, og man har saaledes ingen Erfaring for, hvad Indflydelse dette vil have paa Dyrenes Trivsel og paa selve Betesmarkerne. I russisk Lapland holdes en Del Rensdyr i Skovene omkring Imandra samt paa øer i denne Indsø og i Kandalaxbugten; men heller ikke de trives saaledes som Nomadens fri Hjorder, der om Sommeren komme til Ishavets Kyster, hvor de ikke blot finde frodige Græsbetesmarker (thi ud paa Sommeren tørrer Mosen, og, som bekjendt, spiser Renen den da ikke), men den kjølende og forfriskende Vind fra Havet befrir den for de Millioner af Myg, som i den hedeste Sommertid i Indlandet er en forfærdelig Plage baade for Mennesker og Dyr. I Sveriges Lapmarker holdes nogle faa Rensdyr tilbage Sommeren over; men disse plages saaledes af Myggesværmene, at man maa gjøre Ild op, for at de kunne søge Beskyttelse ved at stille sig lige i Røgen af denne. Dette kan dog ikke andet end medføre Vantrivsel.

Vistnok kan der enkelte Steder i Indlandet findes Snefjelde, hvor Renen kan ty hen, saaledes som man ogsaa ser Vildrenen gjøre længer sydpaa i Landet; men Renhold i stor Maalestok om Sommeren eller, rettere sagt, hele Aaret igjennem paa de Indlandstrakter, der især skulde benyttes til Vinterbetesmarker, vil sandsynligvis meget snart have en høist ødelæggende Indflydelse paa disse. Skal Renhjorderne færdes over Mosemarkerne hele Aaret igjennem, vil Følgen blive den, at Mosen ikke blot nedtrædes, men den vil om Sommeren, naar den er tør og sidder ganske løst, meget let oprives af Renens Klover, idet Hjorden farer hen over den. Ganske anderledes er det om Vinteren, da et beskyttende Snelag dækker den. Renen graver sig da et Hul gjennem Sneen ned til en enkelt Moseflæk, men forresten ødelægges den ikke. Som bekjendt, voxer Renmosen overmaade sent, saaledes at der gaar lang Tid hen, førend den kommer sig igjen, naar den engang er stærkt medtagen. Man paastaar, at Renmosen, engang afgnavet eller oprevet, behøver 10 eller - efter Andre - endnu flere Aars Fredning, før den igjen naar fuld Væxt. "Det er saaledes vistnok udenfor al Tvivl, at der udfordres et forstandigt Maadehold i Mosemarkernes Benyttelse og en jævn Ombytning af Betespladsene, dersom der ikke snart skal opstaa Mangel." Og for at dette kan ske, maa Kysttrakterne benyttes. Paastanden om, at Lapperne kunne opholde sig hele Aaret igjennem med sine Rensdyr i Indlandet, støtter sig rimeligvis hovedsagelig til Udsagn af de Fastboende. Men man bør vel neppe ubetinget fæste Lid til disse i denne Henseende. Dels kjende de nemlig ikke Indlandet enten med Hensyn til Udstrækning eller Beskaffenhed saaledes som Nomaden, dels ligger det naturligvis særligt i deres Interesse at gjøre denne Paastand gjældende for at kunne blive Lapperne kvit og aldeles befries for de Vanskeligheder, som Renholdet volder dem.

Paa Turen til Kysten indtræffer den Tid, da Simlerenene kaste sine Kalve, i Regelen omkring Midten af Mai Maaned, som derfor af Lapperne kaldes Miesse-manno, Kalve-Maaned. Lapperne paastaa, at dersom deres Hjord i denne Tid overfaldes inde paa nøgne Fjeldvidder af flere Dages vedholdende Snestorm, hænder det, at en stor Del, undertiden største Delen af Kalvene omkomme. De fattigste Familier, der kun eie 100-200 Ren, reise derfor saa tidligt afsted, at de naa Kysten eller øerne, endnu førend Kalvene kastes, da der ved Kysten er mindre haardt Veir og mere Ly at finde. De Fastboendes Klager over, at de komme saa tidligt, har imidlertid gjort, at man har tænkt paa at forbyde dem dette eller bringe dem til Allesammen at opbolde sig i Indlandet, eller for de sydligere Lappers Vedkommende i Sverig, saalænge til Kalvingen er foregaaet. Men største Delen eller de rigere Familier flytte først senere.

Med Smaat og Stort, Ren og Renkalve, Hunde og Hundehvalpe, Voxne og Børn, Hus og Bohave, bevæger Lappen sig kun langsomt fremad. Sneen ligger endnu paa Marken, og Isen paa alle Indsøer er i Regelen endnu farbar, saaledes at Teltsager og Husgeraad af det aller tarveligste Slags, uden at regne et ikke overvættes stort Bibliothek, kan føres i Slæde. Renen kan ellers ogsaa bruges til at bære Byrder. Kløvgreierne ligne ikke synderligt dem, der anvendes paa Hest, men ere specielt og sindrigt afpassede efter Renens Ryg og Skabning. For at komme frem i hine uveisomme Trakter udfordres der et Kjendskab til Terrænet, til ethvert Fjeld, enhver Isbræ, enhver Indsø, enhver Elvs og Bæks Beskaffenhed paa de forskjellige Aarstider, ethvert Vadested o. s. v., som aldrig nogen Nordmand har, men som Fjeldlappen derimod besidder i en ganske overordentlig Grad. Der er mange, som kjende Strækninger paa indtil 20 Mile eller mere hvor der kan findes indtil 200 Indsøer og Elve, omtrent ligesaa nøie, som en Akersogning kjender sin Jordvei. Lappen har ikke blot Navn paa Fjeld, Indsø og Elv, men, for at kunne kjende sig igjen eller betegne et bestemt Sted for Andre ogsaa paa store Stene hist og her eller andre mærkbare Gjenstande. Om Vinteren kan to eller tre Familier have havt sine Ren sammen i en Flok, og de følges da ogsaa ad nedover indtil et Par Mile fra Søen; men her skilles de da ad i Tilfælde af, at de har forskjellige Sommerbetesmarker.

Omvendt, kan det end oftere hænde, at en Familie under Sommeren har sine Dyr gaaende sammen med Hjorder fra andre Kanter. De skilles da ad igjen om Høsten og drage hver med sine til forskjellige Vinterbetesmarker. Men hvorledes faa de Rensdyrene adskilte, hvorledes faa 3-4 Familier hver sine enkelte Dyr udskilte af en Masse paa flere Tusinde? Deler man blot efter Antal? Ingenlunde. Hver faar sine; der tages ikke Feil af den mindste Kalv engang. Et saadant Arbeide skulde synes fuldstændigt umuligt, og det vilde ogsaa være umuligt for alle Andre end Fjeldlapperne. En saadan Udskillen af hver enkelt Families Ren, enten den nu foregaar om Vaaren eller Høsten, kaldes "Rathkem". Naar saadan Rathkem skal foregaa, jages med forenede Kræfter og Runde alle Rensdyrene sammen i en tæt Masse ud paa en større Indsø, i Tilfælde af, at Isen ligger og er stærk nok, eller hen paa en dertil skikket Høifjeldsslette, som paa Norsk kaldes Fly, paa Lappisk Rasshja. Der kan være fra 1,000 til 10,000 Dyr, og alle ere de, mærkede i ørene, ikke blot med Mærker for hver Familie, ligesom ethvert Handelsfirma har sit Tømmermærke; men hvert Barn i hver Familie faar strax efter Fødselen en Ren, som igjen med sit Afkom mærkes for Barnet i Lighed med Familiemærket, men dog adskilleligt derfra for de Indviede. Et saadant Mærke kaldes Rievdadus-Mærke, der paa Norsk kan oversættes med Afændrings- eller Dialekt-Mærke. Altsaa en uhyre Vrimmel af Rensdyr, blandede om hinanden som forskjelligt mærket Tømmer i en Lændse, skal fordeles efter Mærkerne i Hjorder paa et, to, tre, fire eller flere Hundrede Dyr. Dagen strækker ikke altid til, og det vilde blive· for vidtløftigt her at beskrive, hvorledes det Hele foregaar. Men kort at fortælle, Folk og Fæ løbe omkring, Hunde bjæffe, "Suopaen" eller Lassoen flyver snart hid, snart did om Hornene paa en Ren, som trækkes afsted paa den ene eller anden Kant, og omsider lykkes det endelig efter et Par Dages anstrængende Arbeide. Hver har faaet sin Flok adskilt, og Hundene passe nu hver sin Hjord ligesaa nøie, som en skotsk Faarehund passer sin Faareflok. Rathkem er udført, og hver Hjord drager sin Vei.

Over Alteidet har der saaledes 2 Gange om Aaret flyttet mellem 5, 6 og 7000 Dyr. Dette Eide maa nemlig nødvendigvis passeres af Alle, der skulle ud paa Halvøen Alnas Njarga, hvorfra igjen omtrent 2000 Dyr om Vaaren i Baad sættes over til Stjernø og om Høsten paa Svøm komme tilbage igjen. Paa Eider som dette og andre, f. Ex. Balsfjordeidet og Bredvigeidet, har Forholdene været saaledes og ere det tildels endnu, at det ikke har været muligt andet, end at de Fastboende og Nomaden maa komme i Konflikt med hinanden.

Jeg sætter nu, at vi følge en eller to Familier der skulle videre ud over til Pynterne ved Seglvigen. Siden Midtvinters har de af gode Grunde ikke havt noget Krangel med Fastboende; men nu, idet de omtrent ved St. Hanstid skulle passere Alteidet, begynder det rigtigt for Alvor. Omtrent midt paa Eidet, dog indenfor Tromsø Amt havde en Nordmand for en Del Aar siden faaet Lov til at nedsætte sig, men jeg ved ikke, om han bor der nu, og faaet udvist saamegen Mark, at det var saagodtsom umuligt for Flytlapperne at undgaa ham. østenfor og vestenfor, nærmere Langfjord eller nærmere Lille Altenfjord, komme de i endnu værre Berørelse med de Derboendes Jorder, og over Alteidet maa de med sine Dyr. Hvad skal de saa gjøre? Søveien kan de ikke drage, heller ikke kan Renene flyve, følgelig er der intet andet for, end at de enten maa betale Tribut eller tiltrodse sig Overgang der, hvor deres Forfædre i Aarhundreder uhindret have passeret, eller vende tilbage hvorfra de kom og gaa tilgrunde.

Men hvorfor har man da her og andre Steder, hvoraf kunde nævnes flere, ladet Nogen nedsætte sig, enten Nordmand, Fin eller Lap, og udvist dem Mark netop lige i Nomadens uundgaaelige Flytningsvei, idetmindste saalænge der endnu er Plads nok og Mark nok ikke langt borte? Dette hidrører fra tidligere "planløs Udvisning" eller begaaede "Misgreb af det Offentlige ved at udvise Jord til privat Brug eller Eiendom paa Steder, især inde i Landet, hvor Saadant har gjort Nomadevæsenet mere Skade end Kulturen og Jordbruget Gavn". (Indredeparem. Foredrag 2den Febr. 1869). Det har endog været paastaaet, at Enkelte have faaet sig slige Steder udviste for en Del af Spekulation eller for at kunne tiltvinge sig en Tribut af Fjeldlappens Hjord. Men om saa har været, vil det ganske vist ikke blive Tilfældet herefter, da øvrigheden, nu ikke blot gjør sig Umage for at lære Lokalforholdene bedre at kjende, men visselig ogsaa tager mere upartisk Hensyn til Nomadens Tarv end tidligere. Det fremgaar ogsaa af de forskjellige Kommissioners Forhandlinger, at man paa forskjellig Maade har tænkt paa at faa "bortryddet saadanne Vanskeligheder for Lapperne, hvis Vedbliven vilde paa flere Steder gjøre alle Anstrængelser fra deres Side for at afværge Skade frugtesløse", navnlig at gamle og fremdeles nødvendige Renveie, der ere stængte, atter aabnes for dem, for at de kunne komme frem til Steder "hvor de have Ret til at søge Bete for sine Rener", eller som en "fornuftig økonomi aldrig vil bringe ind under Dyrkning og Bebyggelse". Dette er da heller ikke mere end simpel Retfærdighed. Paa den anden Side kan man heller ikke forundre sig over den Fastboendes Forbitrelse, som ser sin af øvrigheden udviste og af ham dyrkede Mark ødelagt af Renhjorder.

Saa kommer man altsaa til det Resultat, at det hverken er Nomadens Skyld, at han ødelægger den Fastboendes Mark, eller den Fastboendes Skyld, at han ligger i Krig med Nomaden, og at der finder Optrin Sted, hvor der baade flyder Renblod og Menneskeblod, men at det mislige Forhold alene hidrører fra Mangel paa hensigtsmæssige Lovbestemmelser, hvorved begge Parters Rettigheder fastsættes, og hvorefter de kunne haandhæves. Først naar man har faaet Kundskab om og Agtelse for hinandens Rettigheder, kan et bedre Forhold indtræde.

Foruden det særegne ved Lokalforholdene paa Alteidet og flere lignende Steder, er der endnu en anden Omstændighed, som gjør det meget vanskeligt for Fjeldlappen, naar han kommer fra Indlandet ned imod Kysten, at passe sine Dyr fra at komme ind paa de Fastboendes uindhegnede Marker. Den værste Tid for Renen er om Vaaren. Den finder da mindst Føde og ser mager og elendig ud. Paa de Høifjelde, som Lappen under Nedflytningen farer over, findes saare lidet Føde for Renen (9) . "Græsmyrene ere endnu bedækkede af Sne, som under Paavirkning af Stormen er bleven haard, paa mange Steder næsten som Is. Paa de Fjeldtoppe som ere isfri, findes der yderst lidet Renmose. Renen lever da af det graaagtige Moserusk, som den gnaver paa Stene og de golde Rygge og Toppe, som den farer forbi". Flytningen maa foregaa langsomt, naar de nylig kastede Kalve skulle kunne følge med. Renen lider derfor i denne Tid ikke blot af Mangel paa tilstrækkelig Næring, men "det hænder ikke saa ganske sjelden, at selv voxne Ren dø af Sult". "Naar nu de hungrige Dyr nærme sig Kysten og Havvinden fører dem Duften af det friske Vaargræs imøde, vil det lettelig indsees, at det ikke er let for Lappen at styre dem" eller forhindre dem fra at sprede sig og fare hid eller did for at nappe de enkelt fremspirende Græsstraa. "De Fastboende have forklaret, at Renen mangen Gang er saa hungrig, naar den kommer ned, at den ikke bekymrer sig om, at de søge at skræmme den, men søger kun ivrigt sin Næring og lader sig blot fordrive af Hunde." I det Hele taget er det oplyst, at der i Almindelighed ikke findes tilstrækkelig Føde for Renen i høiere liggende Strøg førend 14 Dage efter St. Hans. Fra Alders Tid har derfor Fjeldlappen ogsaa benyttet navnlig de øvre i Skovgrænsen liggende Dele af Udmarkerne, og skal Nomaden ogsaa fremdeles kunne leve af sin Bedrift, er det absolut nødvendigt, at han fritages for Erstatningsansvar, om hans Dyr komme ind og bete paa Udmarker i Tiden før 8de Juli. Dette kan i Almindelighed meget godt foregaa, uden Skade for den Fastboendes Bofæ.

Vistnok hører man den Paastand blive fremsat, "at Bofæet skal vantrives paa de Strækninger i Udmarken, som Renen har besøgt"; men dersom der var Sandhed i denne Paastand, da vilde alle vore Betesmarker sydpaa i vore Høifjelde, hvor Vildrenen findes og farer omkring, naturligvis ogsaa blive usmagelige for Fæet. Men enhver Fækarl og enhver Renjæger vil kunne bevidne Usandheden af Paastanden, da de ofte have Anledning til at se baade Ko og Ren græsse fredeligt enten skiftevis paa samme Mark og Myr eller endog ganske nær hinanden. Hverken Ko, Hest, Sau eller Ged har nogen Rædsel eller Afsky for Renen, og omvendt synes Renen i Høifjeldene mindst at sky Ophold i Nærheden af Hesten. Fogden i Helgeland har ogsaa erklæret, at han selv har boet paa en Gaard, hvor Lapper holdt til med sine Ren, men "han mærkede ingensinde, at dette havde nogen Indflydelse paa Kvæget". Lapperne selv, om man vil tage noget Hensyn til deres Udsagn, paastaa at have bemærket, "hvorledes Bofæet gjerne søger hen til de Steder, hvor de have sine Rengjærder", (inden hvilke Renen malkes), og som saaledes stadigt betrædes af Renen. Da nu Paastanden ikke heller vel kan være et blot og bart Opspind, men rimeligvis maa have en Grund, saa ligger vel samme i den Omstændighed, at det undertiden hænder, at Renen i en tæt Masse flere Timer vælger til Hvileplads en enkelt Flæk, hvor Græsset da bliver saa nedtraadt, tilsølet og bedækket med Haar, især i den Tid Renen røter, at hverken Ko, Hest eller Renen selv beter der den Dag og maaske heller ikke Dagen efter. Men saasnart Græsset har reist sig igjen, eller der er kommet Regn, græsser Ko og Hest ligesaa godt der, hvor Renen har ligget, staaet eller gaaet, som andre Steder.

Har Fjeldlappen med sin Hjord endelig sluppet over Alteidet (eller et andet vanskeligt Sted) efter mere eller mindre Krangel med Bumænu, - maaske ogsaa Slagsmaal, - ialfald mellem Bumandshunden og Renhunden, efter at enkelte af hans Rensdyr maaske ere skudte, lemlæstede eller - som Pant for Skadeserstatning - fangede eller ogsaa jagede langt væk af Hunde, saa drager han videre, i allerbedste Tilfælde truet af Bumanden med; at det nok ikke skal gaa ham bedre, naar han kommer igjen og atter nødvendigvis maa passere forbi.

Nagle Familier drage fra Alteidet imod Nord over nok et Eide ved Tappeluft til Stjernsund, hvor de for at komme til Stjernø maa føre sine Dyr i Baad over et omtrent l Mil bredt Sund. Dette foregaar paa den Maade, at hvert enkelt Dyr først indfanges med Lassoen. Derpaa bindes alle fire Ben sammen, og det bæres ud i Baaden. Renen synes ganske vist ikke om denne Befordringsmaade, og især farer den vist ofte ilde paa Hornene, som paa den Tid ere begyndte at voxe ud igjen, men dog endnu ere ganske myge. For hvert 100 Dyr pleier Lappen i Almindelighed at maatte betale 5 Spd. i Færgepenge. Om Høsten derimod, naar Renen er bleven fed paa Sommerbetet, og Kalvene ere større, svømmer hele Hjorden baade over ½ Mils og endnu bredere Sund.

Andre Familier, som jeg forudsætter vi følge, drage vestover og naa samme Dag eller Dagen efter til Jøkelfjorden. Denne har sit Navn af en stor Isbræ, der skraaner ned imod Fjordens Bund. Denne Isbræ "kalver", aldeles som de grønlandske Isbræer, det vil sige, at der af Bræen hele Sommeren igjennem løsner Isstykker, som falde i Søen og drive ud igjennem Fjorden. Maaske af denne Grund er den ogsaa et meget yndet Opholdssted for Sælhunde. Over Jøkelen, som har givet Fjorden sit Navn, kan man ikke komme frem med Renhjorden, heller ikke er det muligt at komme forbi nordenom; følgelig maa Fjeldlappen sætte over Fjorden, der dog er ganske smal. Overgangen foregaar enten en halv Fjerding fra Fjordbunden eller ganske nær indunder Bræen, ikke uden Fare for, at Dyrene under Svømmingen kunne slaaes ihjel af nedramlende Isstykker. Der fortælles, at en hel Hjord engang i ældre Tider skal være bleven ødelagt af nedstyrtende Ismasser. Lappen troede naturligvis dengang, at det var en eller anden Guddom inde i Isen, der afstedkom Ulykken, og de forsømte derfor i ældre Tider heller Ikke, naar de kom her, at bringe et Offer for at stille Vedkommende tilfreds inden Overgangen foregik. Nu ofres rimeligvis ikke længer til Guddommen inde i Isen; men derimod ofres der Tusinder af Forbandelser over Bumænd og Bumænds Hunde, som her atter igjen lægge uundgaaelige Hindringer i Veien under den baade besværlige og farlige Overfart. Antallet af Familier, som har pleiet at sætte over Jøkelfjorden, har før været 5, og Antallet af deres Dyr kan have gaaet op til omtrent 4000. Om der iaar er færre eller flere, kan jeg ikke afgjøre. Men for nogle Aar siden havde en Mand nedsat sig her og ryddet op en Potetesager lige i Strøget, hvor Renhjordene pleiede at passere. Som Fastboende, (enten han nu var Nordmand, Fin eller Lap), forlangte han da, at Nomaderne skulde gaa af Veien for denne Potetesflæk og opgive sin gamle, hævdede Flytningsvei. Men dette er lettere sagt end gjort. Renen kjender sine gamle Veie, eller "Straak" og gaar høist nødigt ind paa nye. Over Jøkelen kunde Lapperne ikke komme; og længer ude ved Fjorden vilde de komme i endnu værre Krangel med andre Fastboende og deres Potetesflækker. Over Fjorden maa de, dersom de ikke aldeles skulle opgive sine Sommerbeter og udsætte Dyrene for at sulte ihjel.

En vakker Dag kommer altsaa Lappen med sin Hjord. Det vrimler af Rensdyr oppe paa Skraaningen, som fører ned til Fjorden. Et Par Lapper føre en stor Renoxe ned til Stranden, sætte ud i en Baad og lade Renen som Hjordens Fortraver svømme bagefter. Hele den øvrige Hjord skal nu jages efter ud i Fjorden. Dyrene ere maaske ikke strax villige til at følge Fortraveren. I tæt Masse fare de hid og did, jagede mod Søen af de tilbageværende Lapper, af deres egne Hunde og maaske ogsaa af Bumandshunden, indtil de endelig efter et Par voldsomme Sidesprang hid og did over en Potetesager eller over en Eng eller over Bumanden selv, om han stod i Veien, som en sort Lavine styrte nedover Skraaningen og plumpe i Søen, saaledes at denne vidt og bredt staar i et eneste Skum. Bandende staar Bumanden tilbageved sin nedtraadte Ager, medens Lappen, anden Gang truet. med Hævn og Stævning, kravler op bagefter sin drivvaade Hjord paa den modsatte Side. Hvad skal Manden gjøre, og hvad skal, "Finnen" gjøre? Paa dette og lignende Steder, hvor gamle Renveie stænges, er det vel Bumanden, der enten maa gaa sin Vei eller indrømme Nomaden fri Passage.

Næste Dag drager Lapperne over nok et Eid, mellem Olderfjord og Frakfjord, og Dagen efter naa de endelig - henimod Slutningen af Juni - frem til sit Sommeropholdssted, Halvøen udenfor Eidet. Her gaar Renen omtrent halvanden Maaned. Dersom der ingen Fastboende fandtes, hvilket ganske vist vilde være mest overensstemmende med Fjeldlappens ønske, kunde han nu overlade Renen til dens fulde Frihed, hvorved den vilde trives allerbedst, og selv kunde han hvile ud efter Vinterens og Flytningens Besværligheder. Men da dette ikke er Tilfældet, maa han ogsaa nu passe paa sine Dyr, dersom de ikke skulle gjøre Skade. De Fastboende beskylde Fjeldlapperne for at være yderst forsømmelige i denne sin Bevogtning af Rensdyrene om Sommeren, og denne Beskyldning er saa almindelig, at den vistnok ikke savner Grund. Det Sande er vel, at der iblandt ,Fjeldlapperne baade findes dem, der ere uvorne nok til ikke at have synderligt øie med sine Dyr, især efter at de ere komne ud paa øer, hvor de idetmindste have Fred for Ulven, og dem, der ere omhyggelige i at passe dem. Af flere Grunde er dette nødvendigt, nemlig dels, for at de ikke skulle komme ind paa Bumændenes Hjemmark og gjøre Skade, som maa erstattes, dels, for at de ikke skulle jages og ihjelrives af Bumændenes Hunde, "hvoraf der Bevogtning af Rensdyrene paa hver Gaard holdes 1-2", dels endelig, for at de Fastboende ikke skulle have frie Hænder til at stjæle, saamange de ville.

Fjeldlapper i Sommertelt ved Kysten

Bevogtningen foregaar i Sommermaanederne ikke paa samme Maade som om Vinteren. Lappen opholder sig ikke ved Hjorden og fører den heller ikke som om Vinteren fra Bete til Bete. Dersom den ogsaa om Sommeren skulde gjætes, drives sammen og holdes sammen paa enkelte Flækker, vilde den ikke blot vantrives, men Sygdomme, hvorfor Dyrene især ved stræng Vogtning og om Sommeren ere udsatte, vilde snart fylde Markerne med Aadsler. Hjorden maa om Sommeren have saavidt Frihed, at den kan sprede sig noget, efter eget Behag søge sin Føde hist og her, efter Veirets Beskaffenhed gaa op paa de høieste, vindhaarde Tinder for at blive kvit Myggen, - eller i koldt, taaget og fugtigt Veir følge sit Instinkt og søge ned paa Myrer, i Dalføre og Skovkrat. Renen er et halvvildt Dyr og kan ikke gjætes eller gjennes som en Koflok. Den vilde da blot fare urolig hid og did og nedtrakke Marken, men ingen Ro give sig til at græsse. Jo større Frihed, des bedre trives Dyrene. Derfor forlader Lappen Hjorden, og tager deriniod Post omkring ved de Bumandsjorder, som Dyrene gjerne ville gjæste især i fugtigt og taaget Veir, for at kunne møde og drive dem tilbage. Saaledes er der ogsaa paa den Halvø, - hvorhen jeg, og maaske en enkelt Læser med mig, har fulgt et Par Lappefamilier, - fire forskjellige Steder, hvor Vagt især maa holdes, nemlig Olderfjord, Næsset-Stølen, Andsnæs og Seglvig, især dog paa , sidste Sted; thi ikke blot findes her de fleste Fastboende, men, efter Lappernes Paastand, ogsaa flere slemme Rentyve.

Medens Hjorden nu gaar frit omkring i det Indre af Halvøen eller paa ubeboede Steder langs Kysten, stiller Eieren Vagt ud paa de Steder, hvor Renen pleier at have sit Løb nedover mod de Fastboendes Marker. Det er ikke altid saa let at møde og standse Dyrene, og det kan hænde, at enkelte slippe forbi eller andetsteds lure sig ned, da Lappen ikke har Mandskab nok til at holde Vagt overalt, og Renen, naar taaget Veir indtræder, har stor Tilbøielighed til at sprede sig ad. Den Vogter, som saaledes med sine Hunde, tager Post paa Skrænterne lige opfor Bumændenes Huse eller Gammer, der nede ved Stranden se ud som Muldvarpeskud, maa være paa sin Post baade Nat og Dag, da Renen vistnok hviler en Del af Natten, men tildels ogsaa farer omkring, især tidligt Om Sommeren, for at opsøge de hist og her tidligst fremspirende Græsstraa.

Dersom solidarisk Ansvar, som foreslaaet, bliver Lapperne paalagt, vil Bumanden ikke blot kunne ligge i god Ro i sin Seng, medens Lappen maa sidde oppe i en Fjeldkløft og vogte hans, uindhegnede Marker, men han vil ogsaa om Dagen kunne staa som rolig Tilskuer, i Tilfælde af at Renen skulde gjøre nogen Skade; thi denne vil da uundgaaeligt blive betalt enten i Penge eller Renkjød.

Af og til maa Hjordens Eier, som nogle Dage kan have været paa Fiskeri, der om Sommeren tildels ogsaa drives som Binæring af Fjeldlapperne og især af de fattigste, der ikke kunne leve alene af de faa Dyr, de eie, gjøre en Tur indover til disse for at se, hvordan det staar til med dem og deres Vogtere. Kan hænde, at han faar høre, at fremmede Hunde har holdt paa at jage efter Dyrene og revet flere ihjel. Ligesaa almindeligt som det er at høre de Fastboende klage over Lappernes Skjødesløshed i at passe Renen, ligesaa hyppigt hører man Lapperne klage over, at Bumændene holde Hunde, der ikke blot jage Renen fra Hjemmarken, om den kommer der, men have Vane til at forfølge og jage den milevidt omkring i Fjeldene.

Det er en Kjendsgjerning, at Renen og Haren ere de to Slags Dyr, som Hunden, den være af hvad Race den være vil, helst gaar paa Spor efter og ivrigst forfølger, og ligesom Harehunden, naar den ikke holdes bunden, meget gjerne tager sig en Jagttur paa egen Haand i Skov og Mark imod Eierens Vidende og Villie og derunder ofte dræber Haren, saaledes er det høist sandsynligt at mange af de Hunde, som Bumændene efter Opgivende holde for at vogte Fæet for Rovdyr, let kunne faa Smag paa at jage efter den og faa Vane dertil, naar de først engang have faaet Blod paa Tand. Naar Lapperne derfor paastaa, "at Renen oftere jages saaledes af Hunde, at den i sin Fortvivlelse spreder sig til alle Kanter, hvilket ogsaa bidrager til, at den kommer ind paa de Fastboendes Marker, medens den dels farer ud over Fjeldstyrtninger og slaar sig ihjel, dels indhentes og rives ihjel af Hundene", saa er dette vist ikke Andet end den nøgne Sandhed. Men naar de Lapper, der om Sommeren opholde sig i Skjærvø Præstegjæld, have paastaaet, at de paa Grund af Bumændenes Hunde "lide et aarligt Tab inden Præstegjældet af omtrent 230 Ren, Kalve iberegnede", saa maa dette vel være en noget drøi Overdrivelse. Det Halve synes ikke blot at være nok, men formeget.

En Overdrivelse er [det] vel ogsaa, naar Lapperne have paastaaet, at Enkelte, der holde Hunde for at have dem tilsalgs, om Sommeren hovedsagelig lade disse føde sig selv paa Renkalvenes Bekostning. Efter de Oplysninger, den sidste Kommission har indhentet, synes dog det "Sande at være, ialfald for Norges Vedkommende, at der paa hver Gaard holdes 1-2 Hunde, som ere nødvendige for at værge Bofæet mod Rovdyr og Hjemjorden for fremmede Kreature, og at mange af disse Hunde have faaet den Uvane at forfølge Renhjorden ogsaa udenfor Hjemjorden, ofte at bide enkelte Dyr ihjel eller jage dem i Uføre, og at undertiden Eieren forsætlig eller idetmindste ved grov Uagtsomhed har Skyld deri", hvorfor ogsaa Lovudkastet har foreslaaet Straf for dem, som i anførte Henseender gjøre sig skyldige, i Forsømmelighed.

Nu kan det altsaa let hænde, at Fjeldlappen, som sagt, ikke blot faar høre om, at Hunde har jaget hans Dyr, men maaske han selv faar høre en klingende Los paa en eller anden Kant. Han iler da naturligvis efter Losen saa hurtigt som muligt, og dersom han nu faar se en dødstræt Ren nær ved at indhentes af et Par glubske Hunde, eller, dersom han naar frem, netop idet disse ere ifærd med at sønderslide en, der er saa forsprængt, at den ikke orker at flygte længer, saa vil man maaske ikke undre sig over, om hans af Spranget varme Blod kommer saaledes i Kog, at han skyder Hunden, som han skyder en Ulv. Hans Brug af Riflen i dette Tilfælde synes idetmindste at være ligesaa tilgivelig, som naar Bumanden bruger den paa Renen, der kommer ind paa hans uindhegnede Eng eller Ager. Men galt er det naturligvis i begge Tilfælde, at den ene af Parterne skal være nødt til at bruge Riflen paa den andens Eiendom.

Paa sin Visit til Hjorden kan det hende, at Fjeldlappen hverken hører Los af Hunde eller finder Aadsler af Ren, men at han derimod finder Indvoldene af Dyr, der ere slagtede paa ordinær Maade. Der har da været Tyve paafærde. Disse gaa naturligvis hemmeligt og stille tilværks, og de forstaa sin Gjerning saa godt, at kun de færreste opdages. I ældre Tider skal det have været almindeligt, at Nordfarerne, som Lapperne kalde "Fellaer", havde Rifler med sig og skjød Tamren baade paa øerne og Fastlandet, hvorsomhelst de saa en Leilighed til at gjøre det ubemærket eller vare mandtærke nok til at trodse Lapperne, om de skulde blive overrumplede, førend de kunde faa Kjødet i Baadene. Sligt aabenbart Røveri eller Strandhug finder naturligvis ikke længer Sted nu; men Rentyveri i Smug er fremdeles en ikke ualmindelig Forbrydelse iblandt de fastboende Nordmænd og Lapper.

Undertiden kan det hænde, at Fjeldlappen overrulnpler Tyvene mid under Arbeidet med at flaa Dyret eller paa Hjemturen med Kjød og Skind paa Ryggen. Sagen afgjøres da paa Stedet ved Næveretten. Det svageste Parti faar Prygl og maa vige; men undertiden kan det ogsaa gaae paa Livet løst.

Engang hændte det, efter hvad en Fjeldlap har fortalt mig, at Rensdyr forsvandt for ham, uden at han kunde opdage Spor enten af Hunde eller Tyve. Han havde ikke forsømt at lægge sig paa Lur langs Stranden for at passe paa, om Tyvene brugte Baad og skjød eller fangede Dyr, der gik lige nede ved Søbredden, men han havde ingen kunnet opdage. Han havde ogsaa aflagt Besøg omkring i de Fastboendes Stuer og Gammer og i al Venskabelighed talt om alt Andet end Rentyveri, "røgt Tobak og drukket Kaffe", dog ikke, som man har bebreidet Fjeldlappen, for ørkesløst "at fordrive Tiden", men for at speide efter, om han ikke sludde faa øie paa Snippen af et Renskind eller blot enkelte Haar deraf. Men forgjæves. Endelig ser han en klar Dag paa en Tur inde i Landet, langt fra Kysten og nogen Menneskebolig, at der etsteds stiger Røg op. Forsigtigt gaar han da videre og opdager til sin Forundring en Torvegamme paa et Sted, hvor der aldrig før har boet Mennesker. Rentyvene, som han søgte nede ved Kysten, har for Bekvemmeligheds Skyld gjort sig en Hytte inde i Fjeldet, nærmere Dyrene og paa et Sted, hvor Spor vanskeligt kunne sees.

Lappen sniger sig mod Vinden forsigtigt nærmere for ikke at opdages, om der skulde være Hunde i Gammen, kryber varsomt op paa Taget og kiger ned igjennem Røghullet. Tyvene ere fraværende, maaske ude paa Jagt. I Gammen er der blot en halvvoxen Gut, som ligger sovende paa et Renskind. Lappen kryber da ind igjennem Døren, og ved Synet af "Fin" farer Gutten forskrækket op fra sit Leie paa Renskindet. "Vise Skind, se Skind!" siger Lappen, som kan lidt Norsk. Han vil nemlig undersøge Mærkerne paa ørene for at se, om det er af hans egne eller Andres Dyr, at Tyvene have forsynet sig. Men ørene har disse forsigtigt nok allerede skaaret af. Imidlertid ser han dog alligevel paa Farverne og andre Mærker, at det er Skindet af en af hans Faders Kjøreren. Han griber det da og vil rive det til sig, men Gutten holder igjen. "Slip Skind, Fa'rs Skind!" siger Lappen i Vrede og giver Gutten et Drag med sin Kjep over Hænderne. Skrigende farer denne ud og stryger tilfjelds for at finde sine Kammerater.

Der er heller ingen Tid at spilde for Lappen, Han tager sin Fa'rs Skind med sig og stryger afsted for at hente Hjælp. Dersom han blev indhentet af Tyvene, kunde det hænde, at det kom til at gaa ud ogsaa over hans eget Skind. Uheldigvis ere Tyvene ude netop paa den Kant, hvorhen Lappen tager Veien. De opdage ham og han dem, der begge ere forsynede med Rifle. Lappen kaster Skindet og tager Flugten til en anden Kant; men her er Landet aabent og vanskeligt at forstikke sig i, saaledes at han frygter for at blive indhentet af de langbenede Rentyve. Idet han derfor springer over en Rabbe og et øieblik kommer dem ud af Syne, kaster han sig plat ned paa det øverste af en Klippeblok, trækker sig sammen indi sin gamle, graabrune Renskindspels, som Skildpadden i sin Skal, og danner i denne Stilling et saa skuffende Helt, - baade hvad Farve og Form angaar, - med den mosbegroede Klippeblok, at der skal et ligesaa skarpt Blik til, at opdage ham som til at faa øie paa en spraglet Rype, der trykker sig mod Marken foran en Fuglehund. Tyvene naa Rabben og speide forgjæves efter "Fin", som ligger lige for deres øine. Idet de springe afsted igjen, glider "Fin" ned af Stenen og tager en anden Retning. Næste Dag, da han kommer igjen, er Gammen nedreven, Tyvene og Tyvekosterne borte.

Nogle Fjeldlapper malke selv sine Ren, andre overlade dette udelukkende til Kalvene, som naturligvis derved voxe hurtigere og i det Hele taget trives bedre. Naar Renen skal malkes, maa den drives ind i en Indhegning og her desuden fanges enkeltvis med Lasso og holdes fast under Malkningen. I Almindelighed malker en Ren ikke mere, end omkring ½ Pægel Mælk; men denne er overmaade fed og af en behagelig Smag, noget lig Faaremælk.

Aar efter Aar har Lapperne fra Alders Tid flyttet sine Rengjærder fra Plads til Plads og saaledes ryddet, indhegnet og gjødslet Stykke for Stykke omkring i Skov og Mark, i den Hensigt at deres Rensdyr paa slige Steder skulle kunne finde tidligere og frodigere Græs end andre Steder. Paa denne Maade er det gaaet til, at ikke blot i Finmarkens og Tromsø Amt, men endnu længer sydover, saalangt som Nomaden har holdt og holder til, lige til Hatfjelddalen i Vefsen, en stor Del af hvert Præstegjælds Gaarde og Pladse "oprindelig ere ryddede af Fjeldlapperne". De af Lapperne ryddede og gjødslede Steder, der gaa under Navn af "Renhaver", blive nemlig snart dyrkbare Jorder, som Nybyggerne naturligvis finde sin Fordel ved at tilegne sig for at benytte dem enten som "Næpehaver", Potetesagre eller, dersom de ligge i Udmarken, som "Udslaatenge". At Nomaden skulde have nogensomhelst Eiendomsret til den af ham ryddede Mark, har der nok aldrig været Tanke eller Tale om. Naar Nybyggerne gjennem Lokalautoriteterne har tilegnet sig samme, har Fjeldlappen ikke blot ikke faaet Erstatning for Tabet af de Jordstykker, som han Aar efter Aar har dyrket, men dersom hans Hjord efter gammel Vane søger hen til en "Renhave", der er bleven erklæret for en "Udengslaat", maa han endog finde sig i at betale Skadeserstatning.

Ud paa Høsten drager Fjeldlappen atter tilbage til sine Høifjelde. Ogsaa da kan der paa enkelte vanskelige Steder forefalde Krangel med de Fastboende. Men Renen er nu raskere og bedre istand til at sætte over Fjorde og Sunde, saaat Flytningen kan foregaa baade hurtigere og uden saa mange Vanskeligheder som om Vaaren. Af det Foregaaende vil det maaske være temmelig indlysende, at Nomadens Tilværelse staar paa yderst svage Fødder, og at hans Undergang vil være sikker, dersom man ikke, paa samme Tid som der ved den foreslaaede "Fællesansvarlighed" drages Omsorg for den fastboende Befolkning, ogsaa for Lapperne bortrydder de Vanskeligheder, der gjør al Anstrængelse fra deres Side for at afværge Skade frugtesløse, eller i det Hele taget "tager retfærdigt og billigt Hensyn til urgamle Rettigheder og Eiendommeligheder ved deres Næringsvei".

Naar Fjeldlappen om Høsten forlader Kysten med sin Renhjord, faar han ikke altid alle Dyr med sig: Enkelte Rensdyr, baade iblandt tamme og vilde, især gamle Renoxer, have for Vane at gaa ganske alene paa ensomme, afsidesliggende Steder, indtil de først ud i September opsøge de store Hjorder. Disse Dyr, som saaledes blive tilbage paa Sommerbetesmarkerne, kaldes "Efterstandere", og, saavidt vides, betragtes det som Tyveri at skyde disse uden Eierens Vidende og Villie. Undertiden bliver Fjeldlappen enig med den Fastboende om, at denne mod senere Godtgjørelse, skal have Lov til at skyde Efterstanderne, da det hænder, at de ved at blive tilbage alene udsættes enten for Sult eller Rovdyr. I Regelen komme de dog senere efter paa kjendte Veie; naar de ingen Hindringer møde. En Fjeldlap har saaledes fortalt mig, at han en Høst efter et Par Dages Reise savnede sin største Renoxe. Han forlod sin Hjord og drog tilbage for efter Skriftens Ord at søge det fortabte Faar, men fandt det ikke. Stor blev derfor Glæden i Leiren et Par Dage Senere, da man paa en Aasryg imod Himmelen skimtede de høie, grenede Horn af et Dyr, og høi Jubel udbrød, da man, idet Renoxen stolt kom løbende ind i Renflokken, opdagede, at den havde en hel Del Tougværk indviklet i sine Horn. Det var heraf tydeligt nok, at den ikke blot havde været udsat for Efterstræbelse, sandsynligvis idet den svømmede over en Fjord eller Indsø, men at den seierrig havde klaret sig ud af sine Fienders Hænder og endog bragt dem til at give Slip paa de Reb, der vare kastede om dens Horn.

8) I Koutokæino og Enare har nogle Lappefamilier en Hundeslægt; som fødes uden Hale. Jeg førte selv med mig en saadan fra russisk Lapland til Kristiania. Det er naturligvis ikke nogen egen Race, men Eiendommeligheden hidrører oprindelig fra en Mishandling eller derfra, at man i Aarhundreder Slægt efter Slægt har afhugget Halen, indtil at enkelte Individer til Slutning fødtes haleløse. Det er nu saa indgroet i Racen, at Hunde af denne Slægt kaste haleløse Hvalpe, selv om de parres med langhalede Hunde.

9) Svensk-norsk Kommission.