Lokalhistoriske tekster fra Finnmark

 
Forside
Finmarken
(om samer)
Vaaren 1867.
Finmarkens lappiske Befolkning. Folketal over Nordmænd og Lapper fra 1567 til 1865.
Fjeldlapperne. Grænsespærring i 1852.
Fjeldlappen paa Flytning. Ulven, Hunden og Lappen paa Ski. Rentyve. Efterstandere.
Lappiske familienavne. Sagn.
Lappernes Noaider eller Schamaner og deres Runebom eller Troldtromme.
Runebommen eller Troldtrommen
Høimodig Opofrelse
Den sidste lappiske Afgud
Finmarken
(om Vadsø)
Finmarken
(om Sør-Varanger)
Russisk Lapland
(Jakobselven-Kola)
Russisk Lapland
(om landet)
Russisk Lapland
(om fiskeriene)
Russisk Lapland
(om befolkningen)
Russisk Lapland
(Kola-Kandalaks)
Russisk Karelen

En sommer i Finmarken, Russisk Lapland og Nordkarelen : skildringer af Land og Folk / af J.A. Friis. - Christiania : Cammermeyer, 1871

Den sidste lappiske Afgud.

Den Undervisning, som den lappiske Befolkning i Norge fik før 1714 eller før den danske Missions Tid, blev, hvordan den nu end var, meddelt dem paa det danske Sprog. Men fra 1714 af, da Th. v. Westen og hans Samtidige havde indseet, at Befolkningen, skjønt af Navn Kristne, ved denne Undervisning paa Norsk, dog i Virkeligheden vedbleve at være Hedninger, lod man den efterhaanden hovedsagelig foregaa paa Lappisk. Denne Undervisning paa Lappisk fortsattes uafbrudt indtil 1774 eller i omtrent 50 Aar, og Befolkningen blev igjennem samme for største Delen omvendt til Kristendommen. Kun i enkelte Afkroge blev vel endnu Afgudsdyrkelsen drevet i Smug. Men noget før 1774 begyndte den mening at gjøre sig gjældende, at det var urigtigt at give Lapperne Undervisning og Bøger paa deres eget Sprog. Dette Sprog burde, "det mest muligt er, kasseres,og det Norske indføres." Følgen af denne Anskuelse var, at det i Trondhjem oprettede lappiske Seminarium ophævedes ved et Reskript af 3die Nov. 1774, der blandt Andet bød: "Det norske Sprog skal indføres iblandt Lapperne, og Ungdommen tilholdes at lære deres Kristendom paa Norsk". Folkets høieste Interesser bleve fra nu af tilsidesatte for et rent folkeligt Maal. Disse Bestræbelser for at fornorske Lapperne fortsattes derefter i de næste 50 Aar. Missionsvirksomheden ophørte, efterhaanden forsvandt ogsaa de faa lappiske Bøger, som Folket havde faaet i Missionens Tid, det aandelige Lys sluknede med dem, og Befolkningen, der var paa god Vei til for Alvor at omvendes, vendte atter tilbage til sine gamle Guder, der endnu vare i friskt Minde, og hvis Billeder af Træ og Sten endnu stode trindt omkring i Fjeld og Fjære.

Saa havde man altsaa i 50 Aar bygget op paa Lappisk, og i 50 Aar revet ned paa Norsk, og hvad havde man saa vundet foruden Arbeide? Lapperne vare igjen i 1824 for en stor Del blevne Hedninger, men ingenlunde fornorskede. I 1837 fik de igjen sin første Bog paa Lappisk, og Undervisningen er siden hovedsagelig drevet paa dette Sprog. Imidlertid lever der endnu en Del Mænd og Kvinder, som før den Tid ere underviste og konfirmerede paa Norsk, "uden at have forstaaet Meningen af, hvad de enten have læst, hørt eller sjunget." Kan det saa forundre Nogen, om man endnu skulde træffe paa en Hedning? Forfatteren har ved forskjellige Leiligheder havt Anledning til at komme i et mere end almindelig fortroligt Bekjendtskab til Enkelte af dette Folk og derved kunnet se dybere ind, især i den ældre Del af Befolkningens Uvidenhedstilstand, end maaske mange af deres egne Præster. Jeg skal her, som et vistnok enestaaende Exempel, fortælle om en Lap, en Hedning i Midten af det 19de Aarhundrede, om hvem jeg har faaet følgende Underretning.

Det er nu omtrent 20 Aar siden, at en Fjeldlap i et af Præstegjældene i det egentlige Finmarken havde staaende ved Søkanten i Form af en Bautasten en Afgud, til hvilken han hvert Aar, naar han med sin Rensdyrhjord flyttede fra Høifjeldet til Øerne ved Kysten, for fuldt Alvor pleiede at ofre paa gammel hedensk Vis og i gammel hedensk Overbevisning om, at Afguden kunde bringe ham Lykke eller Ulykke med Rensdyravlen. Fjeldlappen havde det almindelige Fornavn Rastus, og det er ikke umuligt, at han lever endnu, dersom ikke noget særegent Uheld har tilstødt ham. Han var døbt, undervist og konfirmeret, men, som Alle i hans Ungdomstid, paa det norske Sprog. Da han derfor havde lært saameget udenad af den norske Katekismus, at han, som det hedder, "slap frem" for Præsten og kunde gifte sig, et Maal, som han ved at underkaste sig den tvungne Konfirmation især havde for Øie, kastede han Bogen, ofrede til sin eller sine Afguder og kunde som ældre Mænd, da Fortælleren sidst hørte om ham, hverken læse Norsk eller Lappisk. Paa hin Tid, eller for 20 Aar siden havde de norske Fjeldlapper endnu Lov til om Vinteren at flytte med sine Hjorder over Grænsen ind paa den finlandske Side. Hvergang nu Rastus ud paa Vaaren igjen skulde flytte fra russisk Finland ned imod den norske Kyst, hvor hans Afguder, eller ialfald en af dem, stod, kjøbte han med sig noget Smør og Brændevin. Heri bestod nemlig Offeret til Afguden, og Ofringen foregik saaledes. Med Smøret salvede han først Afgudens Hoved og hældte saa, da han rimeligvis af egen Erfaring vidste, at en Dram gjør godt oven paa det Fede, Brændevinet over Afguden.

I længere Tid havde det gaaet Rastus efter Ønske. Afguden syntes tilfreds, Rastus's Simleren fik ofte Tvillinger, og hans Hjord formeredes. Men hvad hænder saa et Aar? Rastus kom som sædvanlig en Vaar med sin Renhjord ned mod Kysten, men enten havde han intet Brændevin kunnet faa i Finland, eller ogsaa, havde han, forfrossen og træt af at bære, - som Fjeldlappen paa sine Vaarflytninger ofte maa, - Kone, Børn, Renkalve og Hundehvalpe over de iskolde og flommende Fjeldbække og overvunden af Fristelsen, selv drukket alt Brændevinet op. Nok er det, at Afguden for en Gangs Skyld maatte lade sig nøie alene med Smørtraktementet. Men det fik den syndige Rastus dyrt betale. En Dag gaar hans Renhjord langs henunder en Urd, tæt ved det Fjeld, ved hvis Fod Afguden staar. Pludselig slaar Lynilden ned i Fjeldtoppen, løsriver en Del Stene, der, ramlende nedover, igjen løsriver andre, og førend Tordenskraldet endnu rigtig er forbi, ligger to af Rastus's bedste Ren knuste under Stenskredet.

Rastus var i sin Tid bekjendt for sit vilde Udseende og ubændig hidsige Gemyt. Naar han engang var bleven rigtig ophidset, skyede han Intet, frygtede ingen Overmagt og havde ingen Respekt længer hverken for guddommelige eller menneskelige Ting. At Afguden blot for en Drams Skyld skulde straffe ham med at slaa to af hans bedste Ren ihjel, det viste sig ogsaa denne Gang at være mere, end en Renlaps Kjød og Blod kunde bære i ydmyg Underkastelse. Istedetfor, som man skulde have ventet, strax at gaa hen og bøie Knæ for Afguden med ydmyg Bøn om Tilgivelse og Løfte om dobbelt Skjænk næste Gang, ilede Rastus først hen i Stenskredet. Ved Synet af de knuste Dyr blussede hans Vrede op i vild Flamme. Harmfuld rev han op Levningerne, der laa spredte omkring hist og her, og sprang saa i rasende Forbitrelse hen og slog de endnu bævrende, blodige Kjødstykker lige i Synet paa Afguden. "Der har du", skreg han, "hvad du selv har slagtet; men fra denne Dag af skal Du aldrig mere smage Offer fra min Haand." Dette foregik for 20 Aar siden. Maaske Begivenheden har bidraget til Rastus's Omvendelse, saaledes at han selv er død som Kristen, og at den Afgud, han tjente, blev den sidste, som nogen Lap har vist Tilbedelse.