En sommer i Finmarken, Russisk Lapland og Nordkarelen : skildringer af Land og Folk / af J.A. Friis. - Christiania : Cammermeyer, 1871

Finnerne i Vadsø.

Vadsø

Af de allerede forud omtalte Skattemandtalsregistre, der findes opbevarede paa Rigsarkivet for Tidsrnmmet fra 1567-1811, og hvori hver enkeltskattepligtig Mand opregnes, samt hans Nationalitet angives, ser man, at Indvandringen til Finmarken af Finner fra Finland og det nordlige Sverige ikke har taget sin Begyndelse førend paa den store nordiske Krigs Tid eller i første Halvdel af det 18de Aarhundrede. Rimeligvis har netop denne Krig givet det første Sted til Indvandringen.

De første Finner nedsatte sig ved Tana- og Altenelven. I de senere Aar har, som bekjendt, denne Tilstrømning tiltaget saaledes, at den næsten har antaget Præget af en Folkevandring, og det Sted, hvor, Finnerne især have slaaet sig ned, er Vadsø, hvor deres Antal nu er steget til 773 Individer medens Nordmændenes sammesteds ikke udgjør mere end 518.

Vadsø skulde saaledes med mere Grund kunne kaldes en finsk end en norsk By, naar man blot tager Hensyn til, hvilken Nationalitet der tæller de fleste Antal Individer. Men i andre Henseender, der mere begrunde en rigtig Benævnelse, nemlig høiere Dannelse, Kapital og Handelsvirksomhed, er den fremdeles norsk.

Vadsø hedder paa Lappisk: Tschatse-suolo, d. e. Vand-Ø, paa Finsk: Vesi-saari, der har samme Betydning. Undertiden kalde Finnerne Byen blot "Saari", d. e. Øen kat. ex. Byen har ogsaa sit russiske Navn, nemlig Vasino, og i Sommertiden hører man ofte det russiske Sprog tales der baade paa Gader og i Kramboder. Det sidste Navn høres dog sjeldnest af de fire anførte, og man tør vel udtale det Haab, at det norske Navn maa være det, der hyppigst vil blive hørt blandt Byens og Traktens tilkommende Befolkning. I ældre Tider laa Vadsø ikke som nu paa Fastlandet, men paa Øen "Store-Vadsø" eller "Kirkeøen", der ved et smalt Sund adskilles fra Fastlandet. Øen har rimeligvis faaet sit Navn, Vand-Ø, af den Særegenhed, at der paa samme, skjønt liden og flad, dog fandtes ferskt Vand i en Kilde. Denne er nu forsvunden, rimeligvis fordi Øen har hævet sig, hvilket er Tilfældet med hele Kysten i Varangerfjorden.

Befolkningen, der i 1596 udgjorde 35 Skattemænd eller Familier Nordmænd, foruden Embeds- og Bestillingsmænd, boede ligeledes ude paa Øen. Men 1694 var allerede de fleste flyttede over til Fastlandet, til "Skatøret", det nuværende Vadsø, hvorhen ogsaa Kirken flyttedes. Den indviedes af Biskop Krogh 1711.

I 1694 boede der paa Skatøret 24 Nordmandsfamilier foruden 1 Amtmand, 1 Foged, 1 Præst, 1 Handelsforvalter, 2 "forrige" Borgere eller Kjøbmænd, 1 Skrædder, 1 Bundtmager og 1 Skydsskaffer, altsaa i det Hele omtrent 33 norske Familier.

Næst efter Vadsø tæller nu Hammerfest 318 og Tromsø 209 Individer Finner. I disse Byer bo Finnerne mer og mindre afsondrede fra Nordmændene. I Vadsø skjelner man i Almindelighed mellem "Midtre Vadsø" eller Hovedbyen, hvor især den norske Befolkning bor, og "Ydre eller østre Vadsø" samt "Indre Vadsø", hvor især Finnerne bo. Det overveiende Antal Finner bo i Ydre Vadsø, som derfor ogsaa kaldes "Kvænbyen"; thi i Finmarken kalder man, som bekjendt, dette Folk Kvæner, en Benævnelse, der hidrører fra den Omstændighed, at en stor Del i ældre Tider kom fra Kajana-Len, hvor de selv kalde sig Kainulaiset.

Kvænbyen. Udseende. Fiskeri. Fædrift.
Selskabelighed. Dans. Pynt. Bryllup.

Den saakaldte Kvænby støder ikke umiddelbart op til Midtbyen, men er adskilt fra samme ved en 5-600 Alen lang aaben Plads, som endnu er ubeboet, men rimeligvis snart vil blive bebygget, dersom Byen fremdeles tiltager i samme Maalestok som i de sidste 10 Aar. Kvænbyen bestaar af en 7-800 Al. lang Række af Huse, der strækker sig langs Stranden, lige henimod Forbjerget Naveren. Husene ligge i Almindelighed ikke, mere end 1-200 Alen fra Søen. En ny Husrække er paabegyndt endnu nærmere Stranden, og, naar denne fortsættes, vil der dannes en lang Gade mellem begge Husrækker, der paa Norsk rimeligvis vil faa Navnet Strandgaden og paa Finsk Ranta-Kaatu. Husene ere byggede nogenlunde regelmæssigt, dog ligge flere uden paaviselig Grund kastede hulter til bulter om hverandre. Det ser ud, som om man har faaet Lov til at bygge og bosætte sig uden synderlig Kontrol fra nogen Lokalautoritets Side. Større Regelmæssighed kunde vistnok være iagttaget og derved ikke blot mere Økonomi anvendt, men ogsaa et bedre Udseende vundet. Facaden af ethvert Hus vender naturligvis altid mod Søen; thi det er paa denne og ikke paa Landjorden, at Befolkningen har sit Blik fæstet og sin største Opmærksomhed henvendt, og hvorfra de faa sit væsentligste Livsophold. Alle Huse ere af Træ, de fleste kun 1 Etage høie med to Kvistrum, dog findes et Par med 2 Etager. Mellem Husene findes overalt en smal Gang, og enten foran ethvert Hus eller bag samme et mindre Stykke indhegnet Jord, 2-3 Maal stort, der benyttes dels til Potetesager, dels til Græsmark. Forøvrigt er hele Stranden langs Husrækken beplantet med Fiskehjeller. Omhvælvede Baade, Hustage og forøvrigt enhver benyttelig Plet er bedækket med Fiskeliner, der ligge udbredte til Tørring, Houge af Fiskehoveder, Trankoppe, halv eller helt fyldte med Lever etc., Alt tydende paa, at Befolkningens væsentligste Næringsvei er Fiskeri.

Husfliden bestaar da ogsaa væsentlig i, at stelle med Fiskesager. I Fisketiden ere alle brugbare Hænder beskjæftigede. Kvindernes eller Hustruernes Forretning, ligefra Præstekonen til Husmandskone, er at greie de optrukne, ofte sammenviklede lange Linesnører: og atter ægne disse. Børnene hjælpe til, saa snart de kunne. I Godveirsdage ser man Befolkningen siddende paa Trapperne eller Gaardspladsen med dette Arbeide; men i ondt Veir holder man i de bedre Huse til i Kjøkkenet, hvormod i de simplere hele Stuegulvet optages, saaledes at man neppe kan sætte sin Fod nogetsteds uden at træde paa Liner, Kroge eller Lodde. Mændene ere enten paa Søen eller staa nede i Stranden, beskjæftigede med at sløje den hjembragte Fisk. Først skjærer man paa en dertil indrettet 3benet Krak Hovedet af Fisken, derpaa tages Indvoldene ud, Leveren samles i et Kar, Fisken flækkes og hænges, 2 og 2 sammenknyttede ved Sporen, op paa Fiskehjellerne. Disse ere Fiskernes Hesjer, og en velbehængt Fiskehjel er i deres Øine et ligesaa smukt Syn, som en Række af Høhesjer i Landmandens. De Trækar, hvori Leveren lægges, kunne rumme 50-60 Tønder og saaledes indeholde en Værdi af 6-800 Spd. "Fjæren eller Strandbredden nedenfor Husrækken er i Fisketiden opfyldt baade med Havets almindelige Frembringelser og med umaadelige Masser af, hvad man kalder Fiskeaffald. Dette bestaar ikke blot i Hoveder og Slo i saadan Masse, at man neppe kan gaa uden at træde op i Hauger deraf, men der bliver ogsaa henslængt Fisk, som ere blevne ringeagtede, og som Ingen har villet spise, f. Ex. Stenbit og Flyndre." (12)

Nordmænd, Finner og Lapper bruge samme Fiskemethode, nemlig saagodtsom udelukkende Line eller Langrev. Haandsnøre bruges naturligvis ogsaa undertiden, naar Fisket slaar uregelmæssigt til. Linen sættes bent ud fra Land, hvor hver Fisker har et Mærke, der bestaar i en Stang, behængt med en gammel Skindstak, Fille eller Andet, der kan sees paa Afstand. Disse Mærker se aldeles ud som de Fugleskræmsler, man sydpaa bruger til at sætte op ved Kornagrene. En og Anden har dog ogsaa et lidet Flag paa sin Mærkestang. Nordlændingen ægner, som bekjendt, sine Liner i Stampe, der kunne rumme 4-500 Favne Snøre med Kroge og Agn. Østfinmarkingen derimod ægner paa saakaldte "Baager", en Gjord, der er gjort af et Tøndebaand, c. l. Al. i Diameter, og overspunden med Snøre, saaledes at den ser ud omtrent som den Væv, Edderkoppen spinder. Paa en saadan "Baage" ægnes 100 Favne, hvorfor Udtrykket "Baage" er ensbetydende med 100 Favne Line, og Regnemaaden saa eller saa, mange "Baager" bruges i Almindelighed istedetfor Angivelse i Favne. Baagen foretrækkes for Stampen, fordi Ægningen kan fordeles i mindre Portioner, og Flere, endog Børn, paa engang være beskjæftigede dermed, medens ikke godt mere end en ad Gangen kan ægne i Stampen. En halvvoxen Gut kan i Fisketiden, det vil sige i Løbet af, 1½-2 Maaneder, ved Ægning tjene indtil 20 Spd. Naar Baagerne ere fuldt ægnede, lægges de paa en Bærebør og bringes paa den Maade til og fra Baaden.

Naturligvis maa der holdes temmelig stræng Justits iblandt et saa stort Antal Fiskere som det, der ofte samles ved Vardø, Vadsø og mellemliggende Steder af Nordmænd, Finner, Kareler, Russer og Lapper, for at ikke den ene skal forurette den anden. Skulde saaledes ethvert Baadlag kunne reise ud paa Havet og sætte Liner eller drage dem, naar de selv fandt for godt, vilde snart Forvirring opstaa og Slagsmaal indtræffe, idet det ene Baadlag satte sine Liner over andres eller skar andres af, som vare satte over deres egne. Fiskeopsynet har derfor viselig anordnet, at samtlige Baade om Morgenen samles ligesom i Slagorden, hver under sin Mærkestang, og paa et givet Signal ro alle ud paa engang, og begynde samtidigt Linesætningen ved Siden af hverandre fra Landet af ud over til Havs. Opsynet bestemmer ligeledes, om Veiret er af den Beskaffenhed, at man tør vove sig tilhavs eller ikke. Enkelte Vovehalse vilde ellers altfor dumdristigt resikere Livet.

Foruden Fiskeri drive Finnerne ved Vadsø ogsaa lidt paa Fædrift, eller saavidt, at de have Mælk til Husbehov. Saagodtsom alle de Finner, der eie Hus, have ogsaa en eller flere Kjør, enkelte endogsaa 4-5. Selv nogle af dem, der bo tilleie, have Ko. Finnernes Huse i "Kvænbyen" ere noksaa godt byggede, af ordentligt Tømmer, med Bredde- eller Torvtag. Finnerne har Ord for, at der i deres Huse som oftest findes mere Puds, at de fleste Ting ere bedre flidde, i Ordentligere og rensligere Stand end i Almindelighed er Tilfældet hos den norske Fisker. Men gjør en Fin en Undtagelse, saa skal han ogsaa kunne udvise langt større Svinskhed end nogen anden, enten Nordmand eller Lap. Den nationale finske Skik, at der til enhver Stue, endogsaa den fattigste Husmandsstue, hører en sauna eller Badstue, vedligeholdes ogsaa tildels i Norge. Dog findes der i østre Kvænby, mærkeligt nok, ikke mere end 3-4 Badstuer, tilhørende Math. Poikila og Joh. Winika. Har Finnen god Raad, saa maler han gjerne baade Borde og Bænke, Sengesteder og Stole. I et af Husene i Kvænbyen saa jeg et Bord, malet af Mikel Hietola. Rundt Kanterne var anbragt diverse Forsiringer og i Midten gjort et Forsøg paa at give et Prospekt af Vadsø By. Det var vistnok meget mangelfuldt i kunstnerisk Henseende, men dog saavidt naturtro, at man tydeligt kunde gjenkjende Kirken og mange af Husene m. m. Maaske der i Mikel Hietola er gaaet, tabt et stort Malertalent. Halvparten af Stuerne i den østre Kvænby vare tapetserede med Papirbetræk. I ethvert Finnehus findes dobbelte Vinduer. Disse er ogsaa meget almindelige hos Nordmændene. I Finnen Ollilas Hus fandtes endogsaa tredobbelte Vinduer. "Dobbelte Vinduer", sagde en Nordmand mig, "har selv den Kvæn, der ikke eier Skeen, han spiser med." Derimod skulle Finnerne efter Nordmændenes Forklaring ofte være meget daarligt forsynede med Husgeraad, Kopper, Skeer, Tallerkener etc. Naar Selskab holdes, kommer der altid Bud hen til Nordmændene om at faa laant slige Sager. I Hverdagslaget sætter Finnen Mælkeringen paa Bordet, og med en Øse drikker Folket turvis.

Finnen har en aabenbar Forkjærlighed for den blaa Farve. Ligkisten for Voxne males vistnok sort, men Børneligkister male Finnerne blaa. Er Ægteparret af forskjellig Nationalitet, kan det hænde, at der opstaar Strid om Barneligkistens Farve, thi Nordmændene forlange altid at denne skal være sort. En finsk Ligkiste adskiller seg i Formen temmelig betydeligt fra den norske. Den finske har krumme Sider, forsirede med Kanter eller indhøvlede Rænder øverst oppe har den ikke, som ofte er Tilfældet med de norske, en bred Fjæl, men en smal Kant, der stikker op som Kjølen paa en omvendt Baad. I det Hele taget ligner Finnernes Ligkiste en omvendt Eke. Oppe paa Kjølen fæstes en Krone af Staaltraad, omvunden med grønne Baand, undertiden tillige udstyret med kunstige Blomster, der formodentlig skal betegne Livsens Krone. Det har ogsaa hændt, at en finsk Ligkiste har været malet grøn, oversaaet med Stjerner af lysegul Farve.

Præsten anmodes næsten altid om at følge Liget til Graven, og Finnen ser overmaade gjerne, at han holder en Tale i Huset, selv om dette sker paa Norsk, og Mange saaledes ikke forstaa synelerligt deraf. I det Hele taget synes Finnerne at vise større Omsorg for sine Døde, end Lapperne. Saa hjælpsomine som disse ellers i Et og Alt ere mod hinanden, saa umedgjørlige eller uhjælpsomme ere de, naar det gjælder Lig. Her i Varanger hjælper en Broder ikke den anden med Faderens Lig uden Betaling, som rigtignok altid bestaar i en Mark, der skal udredes ifølge gammel Vedtægt. Det har derfor i høi Grad forundret en Nordmand at høre den ene af to Brødre - paa Anmodning om at bistaa den anden ved Faderens Begravelse - svare: "Det gjør jeg ikke, medmindre du giver mig l Ort."

Gaar man en Tur igjennem Finnebyen, vil man lægge Mærke til, at der i nogle faa Huses Vinduer findes Blomsterpotter med Blomster. Man kan da være vis paa, at der i Huset bor en Nordmand, eller at det er en Nordmandsfamilie, som eier eller bebor Bygningen. Finnerne have nemlig Intet af denne Forkjærlighed for Blomster, der udmærker Nordmændene ligefra Lindesnæs til Nordkap, saaledes at man selv i den usleste Husmandshytte ofte finder Forsøg paa at pleie en eller anden saadan. Endog Sæterjenterne pleie ofte at tage med sig op til Fjelds en af sine Yndlingsblomster for der at stelle med den og glæde sig ved Synet af den i sit lille Sætervindue. Vindueskarmen i en Finnestue er ganske smal og hælder skraa indover, for at Vandet af den smeltede Is med Lethed skal kunne løbe bort. Paa Grund af sin Forkjærlighed for Blomster i Vinduet gjøre Nordmændene derimod, maaske paa det Nyttiges Bekostning, Vindueskarmene brede og horisontale, saaledes at der er Plads til i disse at hensætte baade Blomsterpotter og andre Ting. Forøvrigt er der inde i Finnernes Huse Intet, der i nogen mærkeljg Grad adskiller dem fra Nordmandshuse, - det skulle da være Sengene; thi Finnerne bruge ikke aabne Sengesteder men Karme, der kunne lukkes og saaledes om Dagen tjene som Bænke. En saadan Bænkeseng har altid et høit Hygstød, der ofte er prydet med Træsnitværk.

Jeg tror ikke, at Selskabelighed kan siges at være noget udpræget Hovedtræk i den finske Folkekarakter; thi Finnen kan trives overmaade godt som Eneboer i ganske folketomme Trakter, men Finnerne i Kvænbyen have imidlertid Ord for at være meget selskabelige. De gjøre Besøg eller se indom hinanden tit og ofte. Gaar man ind i et Finnehus, træffer man ofte hele Stuen fuld, og Munden i Gang paa Allesammen. Saasnart en Mand eller Kone har nogen Tid tilovers, gaa de om til Naboerne og fordrive Dagen med ørkesløs Passiar. Paa slige dagligdags Smaavisiter bydes ingen Ting, men Søndag Aften kan det nok hænde, at der trakteres lidt, især synes Mælkeringe, Wiili-pytty (af sv. Filbytta), at være det, som hyppigst bydes frem. Ialfald faa Herskaberne in de i Midtbyen hyppigst det Svar af sine Tjenestepiger, Som have været paa Besøg i "Kvænbyen", at de ere blevne trakterede med "Rømmebunke." I Julen slaa ofte Flere sig sammen og holde større Selskaber, hvori der ikke sjelden drikkes tappert. Ogsaa Kjøreture høre med til Finnernes Vinterfornøielser.

Skjønt i Grunden et noget trægt Folk, ere Finnerne dog ivrige og ihærdige Dansere, naar de først ere komne i Takten og have faaet Foden paa Glid. En af Kjøbmændene i Vadsø har i Kvænbyen opført en Dansesal, som stadigt udleies og benyttes. Alle moderne Danse, som Vals, Gallopade, Polka etc., have - i Selskab med Krinolinen - naaet ogsaa hidop til Finnerne. Krinolin brugtes i 1867 af alle fiffige Finnepiger ligesaa stor og stiv som nogetsteds sydpaa.

Finnerne udmærke sig ikke ved nogen særegen Nationaldragt; men de finske Kvinder ere i høi Grad pyntesyge. Selv den allerfattigste har dog altid et sort Silketørklæde over Hovedet, naar hun gaar ud. De velstaaende udmærke sig ved stadselige Kjoler, især af lystfarvet Tøi, og ved mange Ringe paa Fingrene, Armbaand, Perlebaand om Halsen og store Ørendobber. Har en Brud ikke selv den nødvendige Pynt, saa laanes baade Klæder og anden Stads. Finnebruden bruger ikke, som de norske Kvinder, udslaget Haar, men dette opknyttes i Nakken, og i Haaret fæstes Sløifer og brogede Baand. Brudgommen gaar klædt - som Nordmændene ­ i sorte Klæder. Ligesom Finnerne i sin Dragt ikke afvige synderligt fra Nordmændene, undtagen paa Steder, hvor de have optaget den lappiske Kufte, saaledes udmærke de sig heller ikke ved Særegenheder i Sæder og Skikke. I deres Brylluper f. Ex. gaar det til omtrent som hos Nordmændene. Dog skjelner nok Finnerne mellem saakaldte "Skaalbryllup" og "Dansebryllup." I det første Slags er enhver Gjæst nødt til at give en Gave, den være nu stor eller liden i det andet Slags er dette en mere frivillig Sag. Dansebryllup holdes ikke hjemme i Huset, men Dansesalen i Kvænbyen leies dertil. Brudeparret begiver sig lige efter Vielsen fra Kirken til Dansesalen, hvor Gjæsterne samles, og Dansen strax begynder. I Dansebryllup trakteres Gjæsterne kun med Drikkevare, Vin og Punsch. Man turer og danser ud over Natten, og dermed er hele Høitideligheden forbi. Sjelden fortsættes - og da kun af Faa - ogsaa næste Nat. Efter at man har danset en Stund, sættes et Bord frem, hvoxpaa staar en Tallerken, tildækket med et Klæde. Kjøgemesteren tager Sæde ved Bordet og opfordrer Gjæsterne til at komme med sine Gaver.

Enhver Yder leverer sin Gave til Kjøgemesteren, som gjemmer den under Klædet og derpaa med høi Røst udbasuner, at N. N. har givet saa eller saa meget. Dog nævner han, vel at mærke, aldrig den rette Sum, men gjør den 3 eller 4 Gange saa stor, for at opmuntre Publikum til at vise sig rundhaandet. Giver man 2 Spd., udbasuner Kjøgemesteren, kan hænde, at N. N. har givet 6 Spd. o. s. v. Den, der ikke kjender noget til dette Træk af Finnens ofte storpralende Væsen, vilde ved en flygtig Visit i Dansesalen under Skaalgivingen faa et storartet Begreb om Befolkningens Formuesomstændigheder, med mindre han ved selv at yde en Gave strax opdagede Hemmeligheden. Undertiden holdes ogsaa Danseselskab, efter at der er lyst for Brudeparret, og der gives ogsaa da i Skaalen.

12) L. Kr. Daa. Skisser fra Lapland. Aftenbl. 1870.