En sommer i Finmarken, Russisk Lapland og Nordkarelen : skildringer af Land og Folk / af J.A. Friis. - Christiania : Cammermeyer, 1871

Lappiske familienavne. Sagn.

Fjeldlappen, som intet blivende Sted har og saaledes heller ikke kan benævnes efter noget saadant, udmærker sig derimod fremfor Sølappen ved Bibeholdelse af gamle Familienavne. I det Hele taget har Fjeldlappen overordentlig nøie Rede paa sin Slægt og dens Forgreninger. Sproget besidder derfor ogsaa særegne Betegnelser for Slægtsforhold, som Norsk og andre Sprog ikke have Udtryk for. Saaledes har Lappisk egne Udtryk for Farbror og Morbror, alt eftersom disse enten ere ældre eller yngre end Faderen og Moderen.

Flere af de lappiske Familienavne, om endnu bruges, ere vistnok meget gamle. Enkelte findes saaledes optegnede i Skattemandtallet for 1567. Det tør derfor maaske ikke være uden Interesse at se en Fortegnelse over en Del Navne, som dels have været brugte, dels endnu forekomme i Norge, Sverig og Finland.

En Del af disse Familienavne ere oprindelig Stedsnavne, saaledes er f.Ex. Hætta Navnet paa et Sted i finsk Lapmarken, omtrent 10 Mile fra Koutokæino. En finsk Familie flyttede for et Par Generationer siden herfra over til Koutokæino og giftede sig ind iblandt Fjeldlapperne. Den - af samme Slægt - bekjendte Aslak Hætta, der blev halshugget for Mord under de religiøse Vækkelser i Koutokæino i 1852 var derfor ikke nogen Lap, men næsten ganske ren Finne. Giema, Gitte og Guoppejo ere lappiske Forandringer af Stedsnavnene Kemi, Kittilä og Kuopio, hvorfra ligeledes finske Familier i sin Tid maa være indvandrede til Finmarken og der blandede med Fjeldlapper. Dordnius er forvansket af Tornæus eller Tornensis, og det fortælles, at denne Lappefamilie nedstammer fra en svensk Præstefamilie af dette Navn.

Blandt Sølapperne findes derhos Familienavnene Hellander (i Porsanger), Holmgren (Utsjok), Høgman (Tanen), Kolstrøm (Tanen), Bjerregaard og Lidstrøm (Sydvaranger).

Nogle af Familienavnene have en bestemt Betydning og ere formodentlig oprindelig Øgenavne, f. Ex. Valkiapää (finsk), Hvidhoved; Pallopää (finsk), Klumphoved; Korva (finsk), Øre; Partapuoli (finsk), Halvskjæg; Sokea (finsk), den Blinde; Varsa (finsk), et Føl; Vasar (finsk), Hammer; Virtotak (finsk­lap.), Strømsted; Bæive (lap.), Sol, Dag; Logje (lap.), den Sagtmodige; Ugjo (lap.), den Undselige; Utse (lap.), den Lille; Spein (norsk), Svein, Svend; Oxehov (norsk), Oxehoved; Spir (russ.), Dyr; Trofim (norsk.); Sundi betyder paa Lappisk Foged (af russ. Sudia, Dommer).

Man ser saaledes i disse Familienavne en Bestyrkelse paa, hvad der allerede tidligere er bemærket, at Lapperne neppe nogetsteds længer udgjør en ren Race men at der allerede fra gammel Tid af flyder baade norsk, svensk, finsk og russisk Blod i deres Aarer.

I ældre Tider havde Lapperne ogsaa særegne Fornavne, f. Ex. Mandsnavne som Aiken, Alits, Lalle, Rate, Viol, Diesse, Suk, Lamik, og Kvindenavne som Vaibi, Veike, Seimke og fl. Nu har de derimod overalt optaget Fornavne fra sine mægtigere Naboer, men omforme dog disse efter sit eget Sprogs Lydfordringer, saaledes at de næsten blive ukjendelige.

Familienavnet Tschudda.

Om Oprindelsen til Familienavnet Tschudda har Lapperne i Koutokæino følgende Fortælling:

En Lap og hans Søn, en halvoxen Gut, bleve en Sommer igjen inde i Fjeldene for at fiske i nogle Indsøer, medens de øvrige Fjeldlapper, derimod, som sædvanligt, droge til Søkanten med sine Rensdyrhjorder. En Dag, da de vare ude paa en mindre Indsø, siger Gutten, som sad ved Aarerne, medens Faderen trak Garnet: "Fa'r, se, der er Folk ved Stranden!" Faderen saa op og blev til sin Forbauselse var, at der ikke blot var Folk paa et enkelt Sted, men at der var flere, som havde fordelt sig rundt Indsøen, og at de saaledes vare omringede. At det ikke var Slægtninge eller Venner, som vilde besøge ham, vidste han godt; thi paa den Trakt, hvor han laa paa Fiske, fandtes der ikke en Menneskesjæl i mange Miles Omkreds. Det maatte følgelig, være "Ruoshja-tschudek" eller Russetschuder, som vare ude paa et af sine Røvertogter. Hans Stilling var fortvivlet, og han blev liggende ude paa Vandet en Stund, hvor han for det første var i Sikkerhed, da Tschuderne ingen Baad havde.

Men iland maatte han nu, alligevel engang, og da det led ud paa Dagen, tog han Mod til sig, greb Aarerne og roede raskt ind mod Stranden. Lappen var en usædvanlig stor Mand og havde Ord for ikke blot at være stærk, men ogsaa snild og kløgtig. I det samme han og Gutten sprang iland, tog Faderen Baaden, som var ganske liden og let, med begge Hænder og løftede den i Veiret saa letvindt, som om det blot havde været et stort Traug. Han vil de vise Tschuderne, at han ikke var at spøge med. De lode sig ogsaa for saa vidt skræmme af denne Prøve paa usædvanlig Styrke, at han uantastet fik gaa op i sin "Darfe-goatte" eller Torvehytte, som laa ganske nær Stranden. Den var ganske liden, lav under Taget og havde saa trang Døraabning, at kun en Mand ad Gangen kunde krybe ind. Han gjorde strax Ild op, satte Gryden paa og skar op i denne en Del af den allerfedeste Fisk, som han den Dag havde fanget. Men Salt havde han ikke i Gryden. Gutten satte han med en spændt Bue til at passe paa Døraabningen og sagde til ham saa høit, at det godt kunde høres udenfor, at den første den bedste, som forsøgte at smyge sig ind i Gammen, skulde han skyde Pilen midt i Panden. Til sig selv lavede han istand en tung Lurk og satte den saaledes, at han kunde gribe den, hvad Øieblik det skulde være. Da Gryden tog til at koge, og Fisken at skyde Fedt, begyndte Lappen at "blæse Fedt" sammen og samle det op i en Trækop. Da han havde faaet Koppen fuld, satte han sig til at stirre ned i Fedtet. Han saa hverken hen til Døren eller op til Røghullet, men lagde blot lidt mere Ved paa Ilden og vedblev at stirre ned i Koppen, ret som om Alt beroede paa, hvad han saa i den.

Endelig var det rette Øieblik kommet. Koppen var aldeles fuld af Tschudeansigter. Tschuderne laa nemlig rundt omkring Røghullet og kigede ned i Gammen for at se, hvad Lappekjæmpen tog sig til, og deres Ansigter afspeilede sig ganske tydeligt i Fedtet i Koppen. Uden at se op eller lade, som om han mærkede nogen Ting, tog Lappen Gryden af Ilden, og førend Russetschuderne, som tittede ned igjennem Røghullet, anede mindste Uraad, slog Lappen Fedtet i Ilden. En stor Ildtunge slog i det Samme høit i Veiret og slikkede Russetschuderne saaledes om Øinene, at de som svedne Fluer tumle de ned over Gammetaget. I det Samme greb Lappen Lurken, smøg sig ud og begyndte i Mørket saaledes at bearbeide, de hel- og halvblinde Tschuder, at ingen af dem saa Dagens Lys mere. For denne Heltegjerning fik han Tilnavnet "Tschudda", og dette har hans Familie efter ham beholdt lige til den Dag i Dag.

Familienavnet Bæive, Pave eller Päiviö og Vuolab.

Saavel i Finmarken som svensk og finsk Lapmarken fortælles der Sagn om en berømt lappisk Slægt, der snart benævnes Bæive eller Pave, snart Päiviö eller Päiviä. I en Beskrivelse af Torneå og Kemi-Lapmark fra 1672 fortæller Mag. Tornæus, at Stamfaderen Peder Päiviä skal have boet i Nærheden af Enare-Søen. Saavel Päiviä selv som hans Familie og Tjenere, vare ivrige Afgudsdyrkere. Men saa hændte det et Aar, at der opkom Sygdom blandt Rensdyrene, og at en hel Del af disse døde. Mange Ofre bleve bragte Guderne for at de skulde afvende Sygdommen, men forgjæves. Endelig begiver Päiviä sig med sine Sønner hen til Afgudsbilledet, fører med sig flere Fang tør Ved, smykker Billedet ved at strø friske Grankviste omkring samme og bringer det derpaa et stort Offer, bestaaende af Skind, Hoveder og Horn af de Dyr, som vare omkomne i Sygdommen. Derpaa falde Alle paa Knæ og anraabe Billedet ydmygst om, at der maatte ske et Tegn, hvoraf de kunde skjønne, at den Gud, hvortil de ofrede, virkelig var en levende Gud. Da intet saadant Tegn viste sig, endskjønt de som Baalsprofeten (1 Kong. 18) havde tilbedt den hele Dag, saa stod de op og kastede al den tørre Ved, som de havde medbragt, over Billedet, tændte Ild paa og lod dette Gudebillede, som blev dyrket af hele Landsbyen, gaa op i Flammer. Forbitrede herover, vilde de hedenske Naboer tage Livet af Päiviä; men han svare de som Gideon: "Lad Afguderne selv hævne sig paa mig"! Fra den Tid af blev Päiviä og hans Slægt ivrige Tilbedere af den sande Gud. Han brændte op alle de Afgudsbilleder, han kunde finde, og sendte sin ældste Søn Vuolab til Enare Lappeby, "som er skatskyldig til 3 Konger", for at han skulde bo der og opbrænde de Afgudsbilleder, som fandtes sammesteds. Vuolab gjorde, som hans Fader havde befalet ham, men maatte omsider "flygte over til Kongeriget Norge, hvor han endnu bor".

Stamfaderen Päiviä har forherliget sit Navn ikke blot i Kamp for Kristendommens Seir, men ogsaa i mange Kampe mod karelske Røverhorder, som paa den Tid "vandrede i store Skarer til Lapland for at røve og plyndre. De plagede og pinte Folk paa alle optænkelige Maader, indtil de fik vide, hvor man havde gjemt sine Skatte, og vendte ikke tilbage, førend de havde sine Baade fulde af Sølv og andre Kostbarheder". Päiviä var især udsat for Karelernes Rovbegjærlighed, da han eiede umaadelige Skatte. Hans fornemste Eiendom bestod dog i Rensdyrhjorder, "der vare saa talrige, at han til deres Bevogtning maatte have 30 Piger og 30 Gutter i sin Tjeneste". Stamfaderen Päiviä havde 3 Sønner, nemlig Vuolab, Issak og Jouhan, og om hver af disse fortælles forskjellige Heltegjerninger. Den ældste, hvis Navn, ogsaa forekommer som Slægtsnavn, opnaaede dog størst Berømmelse, ikke blot for sin Styrke, (se Castréns Reiseerinnerungen Pag. 16-19), men ogsaa for sin Hurtighed i at springe. Han kunde nemlig indhente baade Ulven og det vilde Rensdyr i Spranget. Med bare Hænder dræbte han engang en Bjørn. Issak udmærkede sig især som sikker Bueskytte. Han kunde med sin Pil træffe ørreten idet den hoppede over Vandskorpen. Jouhan udmærkede sig ved stor Klogskab og List, som han især anvendte til at vildlede og narre Russer og Kareler, naar han nødtvungen maatte være disses Veiviser. Flere Fortællinger om Individer af denne Slægt findes i mine "Lappiske Eventyr og Folkesagn".