En sommer i Finmarken, Russisk Lapland og Nordkarelen : skildringer af Land og Folk / af J.A. Friis. - Christiania : Cammermeyer, 1871

Jakobselven. Normansæt.

Den 25de Juni gik vi under Seil fra Pasvig og naaede, udpaa Eftermiddagen i magt og smukt Veir frem til Vuorjem eller, Jakobselven, Grænsen mellem Norge og Rusland. Vi gik iland her for at se det første russiske Bosted og de første Russer paa sin egen Grund. Paa den østre Bred af Elven bo nemlig 2 russiske Familier; men senere bor der ingen Rus paa Kysten, førend man kommer til Kola. Om Sommeren ligger desuden en Del Russer fra Kola paa Fiske her, og paa Grund heraf findes der opført flere Stuer og en Del smaa Saltehuse; thi Russerne salte mere, end de tørre, af sin Fisk.

Paa Grund af Samfærsel og Handel med Vadsø kunde de herboende Russer tale lidt Norsk; men forresten var de i Et og Alt Russer. De fleste Mandfolk bare sin nationale, næsten fodside Kaftan af grovt Vadmel. Nogle havde den kortere, omtrent som en Bluse. Under denne bare de en Skjorte, som nedenfor Bæltet hang udenpaa Benklæderne som et Forklæde. Nogle Børn, som løb omkring mellem Snefanerne, der endnu enkelte Steder laa lige ned til Stranden, vare barbenede og havde forresten intet Andet paa sig end Skjorter, uagtet Varmen ikke var høiere end 14 Grader Celsius. Vi fik ogsaa se et andet Bevis paa russisk Haardførhed, idet en nøgen, rød og af Dampbadet rygende Krop kom løbende ud fra en Badstue og styrtede sig i Elven for at afkjøle sig.

Vi tilhandlede os her noget Mælk og en Lax, den første af Aarets Fangst. Den var, besynderlig nok, usædvanlig mager imod hvad Finmarkslaxen pleier at være. Ved samme Leilighed kom vi til at kige lidt ind i Russens Dagligstue. Den havde den nationale russiske store Peis, der bruges baade til Kogning, Brødbagning og Opvarming. Langs de to Vægge fandtes Sengebænke, dækkede med Renskind, men det Hele var ligesaa, om ikke mere, smudsigt end i en Lappegamme. Imidlertid bader Russen sig baade tidt og ofte, saavel i hedt som koldt Vand, og det hjælper altid Noget paa Sagen. Jakobselvens Dalføre er bevoxet med Birkeskov. Fjeldformationen er østenfor Elven aldeles den samme som vestenfor. Den russiske Bred er ved Elvens Udløb endog mere klippefuld end den norske, som her bestaar af en - tildels med lidt Græs bevoxet - Sandmo.

Den 26de Juni om Formidelagen Kl. 5 ankom vi til et russisk Fiskevær, som ligger 3 Mil fra Grænsen, ved den vestlige Munding af en større Fjord, som Lapperne kalde Bætsam Vuodna (Bætse-maa, Furuskog-Land), Nordmændene Peisen, (i gamle Dage hed den Munkefjord), og Russerne Petschenga. Russerne kalde Fiskeværet Mala njemetskaja Guba, (egentl. den lille tyske (norske) Bugt), og Nordmændene kalde det Normansæt. Det norske Navn tyder hen paa, hvad ogsaa gamle Skrifter bekræfte, at her i gamle Tider, i Finmarkens første Blomstringsperiode, har været en norsk Koloni. Egentlig var der 2 "Normansæder", det ene strax søndenfor det andet. Af Nils Knags Beskrivelse fra 1694 ser man, at disse Steder allerede da for lang Tid siden vare forladte; thi, hedder det, "der sees endnu Grundvoldene efter Nordmændenes Huse". Dette Sted, som vore Forfædre saaledes beboede for mange Aarhundreder siden, egner sig ogsaa langt mere til Beboelse og til Anlæg af en By end Pasvig. Havnen er baade rummelig og sikker. Efter vor Skibsførers Paastand er den bedre end baade Vadsø's og Vardø's Havn. Paa Landjorden er der tilstrækkelig god Plads til et mindre Byanlæg. I den nærliggende, skovrige og græsrige Peisenfjord vilde snart kunne opblomstre et Opland, bebygget af Folk, der levede af Fædrift. Peisenklosterets Historie, hvorom jeg senere skal meddele nogle Notiser, bærer Vidnesbyrd om, at dette har været og i Fremtiden derfor end mere vilde kunne være muligt. Nu for Tiden bor der blot nogle faa lappiske Familier. Men da Stedet er et af Russekystens bedre Fiskevær, besøges det om Sommeren af omtrent 20-30 russiske og c. 20 karelske Fiskere fra Trakten ved Kem, samt nogle faa Lapper fra Peisenfjorden. For disse Fiskere er der opført en Del usle Hytter. Det eneste nogenlunde udseende Hus tilhører Handelsmandsfamilien Shjabonin i Kola. To Brødre af denne Familie opholdt sig her ogsaa nu. Begge udmærkede sig ved sit smukke Ydre, høie og ranke Væxt, samt mørke Haar og Hudfarve saaledes fra de øvrige Fisker-Russer, - som vi saa her og senere andetsteds, - at de aabenbart syntes at tilhøre en langt ædlere Race end disse. Efter Russernes Sigende er heller ikke Bønderne omkring Hvidehavet ægte Slavoner, men en Blanding af Russer, Finner eller Kareler, maaske ogsaa Lapper.

Den ene af Brødrene kom ombord til os for at spørge, om vi ikke havde noget Medicin at give hans Broder, som laa syg, og som plagedes af Søvnløshed. Russisk Læge fandtes nemlig ikke nærmere. end i Kola, og han havde uheldigvis paa den Tid ingen Medicin. Af vort Reiseapothek overlode vi ham nogle Opiumsdraaber, der skaffede den Syge Søvn og os ikke blot den venligste Behandling paa Stedet, men ogsaa et Anbefalingsbrev med til Familien i Kola.

Vi leiede i Normansæt en ung 20 Aars gammel Lap, Nille Halt, der var i Tjeneste hos Shjabonin, til Lods omkring Fiskerøen for en Betaling af 1 Rubel Dagen og Kosten. Han var Lutheran og kunde blot tale Lappisk, men hans Sprog var aldeles ligt Sydvaranger-Lappernes, saaledes at jeg havde let for at tale med ham. Han var eneste Søn af en Enke, og hans Moder var ogsaa tilstede, da Kontrakten blev sluttet. Hun havde havt en Søn til, men denne var af den russiske Øvrighed bortført til Tugthuset i Kem, fordi han havde taget sig selv tilrette mod en Person, der skyldte ham Penge. Hun nærede intet Haab om mere at faa se ham igjen, og det var derfor naturligt, at hun ikke uden Betænkeligheder vilde lade denne sin sidste og eneste Støttestav reise afsted med os aldeles Fremmede. Men Kontrakten blev omsider sluttet, og han kom ombord, fulgt af sin Moder. Her vilde Moderen, at han skulde overlevere i hendes Varetægt de Penge (1 Spdlr.), han havde tjent hos Shjabonin, da han nu intet Brug vilde have for disse paa Reisen med os, af hvem han skulde have baade Løn og Kost. Da Sønnen ikke strax var villig hertil, greb hun ham i Haarluggen og ruskede ham kraftigt, uden at han gjorde mindste Modstand imod denne moderlige Tugtelse for Gjenstridighed. Tværtimod, som en lydig Søn trak han Pengene frem af Barmen og leverede dem uden Knur i Moderens Hænder. Nu var ogsaa Alt godt og vel. Moder og Søn skiltes ad efter den nationale lappiske - halve Omfavnelse, og idet hun strøg sin Kind mod hans Kind, udtalte hun de fromme Ønsker: "Guds Sol skinne for dig, hvorhen du monne vandre! Fredens Gud være med dig og føre dig uskadt hid tilbage!" (18)

Da vi seilede udover, saa vi den Gamle følge med langs Stranden og til Slutning blive staaende paa en fremragende Klippepynt, stirrende efter Kutteren, saalænge hun kunde øine den.

18) "Ibmel bæiwashj dudnji baitashji, gosa joditschak! Rafhe Ibmel lekus du mielde ja doalvoshji du fast dærvan deiki ruoktot!"