En sommer i Finmarken, Russisk Lapland og Nordkarelen : skildringer af Land og Folk / af J.A. Friis. - Christiania : Cammermeyer, 1871

Fra Kola til Masesid.

Sommeren var i Midten af Juli endelig saalangt fremskreden, at ikke blot al Is var gaaet af alle Indsøer i det Indre af Lapland, men ogsaa den værste Flom af de Elve, som man dels har at sætte over, dels at fare op og ned ad, Vi besluttede os derfor til at forlade Kola den 16 Juli. Vant til lignende Reiser i norsk Finmarken, dels tilfods og dels tilbaads, havde jeg efter tidligere Erfaring sørget for, at vi ikke blot vare udrustede med passende klæder samt to smaa Telte, men at ogsaa alt vort Tøi, Madforraad og øvrige Sager baade kunde ordnes og vandtæt indpakkes i passende store Portioner til at lægges paa Ryggen af Lapper, Finner eller Russer; thi Hest kunde ikke benyttes, og bæres maatte derfor Alt, naar Baad ikke kunde bruges.

Vi havde i Kola leiet 2 Mand, en Fin, Isojussi, (Storjohan), og en Karel, Klementi, som skulde følge med til Kandalaks eller længer, om vi fandt os tjente med dem. Desuden havde vi fra Norge 2 Mand med os. Foruden disse maatte vi endnu leie 4 Mand, Lapper, hos Skydsskaffere i Kola for at faa alt vort Tøi baaret afsted. Strækningen fra Kola til Kandalaks, tværs igjennem Lapland, er omtrent 20 norske Mil. Paa Veien vilde der sandsynligvis ikke være Anledning til at faa kjøbt Madvarer, navnlig ikke Brød, og vi tog derfor, fra Kola af med os saa meget tørt og friskt Knækkebrød og en Del Russebrød, som de 8 Rygge kunde bære sammen med alt det Øvrige. For at skaffe Reisende Skyds paa denne Strækning er der ansat 2 Skydsskaffere, l i Kola for Strækningen til Rasnjarg ved Imandra og 1 i Kandalaks for næste Halvdel. Da vi vare forsynede med keiserligt Postpas, "Padorashjnaja", kunde vi forlange Skyds til den almindelige, lovbestemte Betaling. Har man derimod ikke været forsigtig nok til at forsyne sig med Padoroshjnaja, maa man akkordere sig frem, og Skydsen kan da blive urimelig dyr, her som andre Steder; naar Vedkommmide ingen Forpligtelser har. For de 4 Mand maatte vi betale fra Kola til Kitza - c. 4 norske Mil - l Rub. 15K. pr. Mand, en overmaade billig Betaling. Den almindelige Byrde, som man lægger paa en Mands Ryg, veier i Regelen mellem 1½-2 Pud. Den:bæres paa en Indretning; som nesten aldeles ligner vore Fjeldbønders "Bagmeise". Skjønt Kola-Lapperne ere smaa af Væxt, bære de dog omkap med den største Finne eller Russer.

Vi forlod Kola den 16de Juli ved Middagstid og marscherede afsted i en Karavane paa 10 Mand, hver med Stav i Haanden og en større eller mindre Byrde paa Ryggen. Veien er i Begyndelsen temmelig tung, da den gaar op over Suolavareka, en skovbar Aas, som hæver sig omtrent 283 Fod over Havet. Naar man har naaet Høiden, bliver Veien let og gaaar snart nedover til Kolaelvens Dalføre, til et Sted, kaldet Muötkek eller Sashjeok, 3 Verst fra Kola, hvorfra Elven er farbar med Baad. Folkene gik raskt afsted med sine tunge Byrder, uden Knur eller knubbede Ord, hvilket neppe vilde have været Tilfældet med norske Bærere med samme Byrder. Ved Muötkek forefandt vi 2 Baade, lig dem, som bruges i Norsk Finmarken til Elvefart. Disse skulde vi benytte 15 Verst opover Elven. Det var saa vidt at de rummede baade os og vort Tøi. Kolaelven har smukke Bredder, omtrent 20-30 Fod høie, bevoxede lige ned til Vandkanten med Birkekrat. Nogle Verst længer oppe begynder ret frodig Furuskov. Hist og her afvexle de bratte Elvebrinke med lave Strænder eller Sletter, hvorpaa Græsset voxte yppigt. Vegetationen var netop nu iklædt sit smukkeste Grønt, og her, som ved Tuloms Bredder, saa man hyppigt indemellem Græsset deilige, frisk røde, store Aakerbærblomster. Men heller ikke her, langs disse smukke Elvebredder, har endnu nogen Kolonist nedsat sig. Vi saa længe intet andet Levende end et enkelt Linerlepar, som fulgte os med sin eiendommelige, bueformige Flugt henoer Vandspeilet, fra Næs til Næs, langt opover Elven. Omtrent 15 Verst fra Kola kom vi til en Laxefiskeplads, og her boede en Lap, ganske alene med 2 Sauer, i en Torvgamme, som han havde bygget paa Toppen af en Haug, saaledes at det Hele lignede en Sukkertop. Fra Gammens Dør kunde han se lige ned i Garnstængselet og strax bemærke, om Laxen var kommen ind i Garnet. Jeg krøb ind i Lappens Gamme, hvor der var usædvanligt rent og pent.  Som Rettroende havde han da heller ikke forsømt at opstille i den bagerste Krog af Gammen et Helgenbillede, hvorved ogsaa hans usle Hytte gjordes til et Slags Gudshus.

Vi fortsatte Baadfarten til et Sted, kaldet Soanga, hvorfra vi igjen skulde gaa og lade vort Tøi bære 18 Verst. Paa samme Maade fortsætter man snart tilvands, snart tillands, lige til Kandalaks. Den længste Del af Veien sidder man dog i Baad; thi af de 20 Mil, som omtrent udgjøre Veilængden mellem Kola og Kandalaks, gaar man ikke mer end de 6. Denne Reise er derfor langtfra ikke saa besværlig, som Fjeldture i norsk Finmarken. Et saadant længere eller kortere Landstykke mellem to Indsøer, hvor den Reisende maa gaa, kalde Finnerne taipale og Russerne taibal. For at lette den Reisendes Fremkomst over disse Taipaler, var der overalt, hvor Terrænet var sumpigt, bygget en Gangsti af Tømmerstokke, saa bred, at to til tre Mand kunde gaa ved Siden af hinanden. Over tørre Strækninger findes ingen egentlig banet Vei, men en Sti, som efterhaanden ved Færdsel er bleven tydelig nok til ikke at tages feil af.

Kl. 4, om Morgenen ankom vi til Kitza, hvortil Skydsen fra Kola var leiet. Her bo fire Skydslapper i en Jordgamme. Vi sloge her for første Gang vore Telte op paa en Sandbanke lige ved Elvebredden. Det truede nemlig med Torden og Regnveir, og Gammen var altfor trang til at rumme baade os, Beboerne og vart Tøi Tordenen og Skylregnen kom ogsaa aldeles pludseligt over os; men vore Telte holdt Prøve og viste sig vandtætte. Lige ved vor Teltplads faldt der en mindre Elv, Tschiddejok ud i Kolaelven. Medens, Regn- og Tordenveiret stod paa, saa vi Laxen alt i Et hoppe og boltre sig i Strømfurerne ude i Elven. Jeg forsøgte nogle Kast med Fiskestangen for at se, om den vilde bide; men den forsmaaede mine bedste Fluer, rimeligvis paa Grund af Flommen og Uveiret. Hidtil havde min Reisefælles Mening, "at vore Jagt- og Fiskeredskaber, med hvis Brug han selv var uhelbredelig uvidende, var den mindst nyttige Del af vor Oppakning" (74) vist sig at være Sandhed. Udpaa Aftenen, da Veiret havde bedret sig og Solen tørret Dugen i vore Telte og vore øvrige vaade Sager, tog jeg igjen Laxestangen og gjorde nok et Forsøg, om det ikke skulde være muligt at faa en Russelax til at.bide paa en Flue, som i norske Elve ofte før havde vundet meget Bifald blandt Laxeslægten. Jo, endelig sprang en stor Lax op et Stykke fra Fluen, kastede sig over den og fik Tag. Kampen begyndte med Firing og Haling; thi her gjælder - mere end i andre Livsforholde ­ den Kunst at fire og igjen hale i rette Tid. Laxen havde faaet godt Tag, eller, rettere sagt, Krogen i den. Efter et høit Hop i Veiret, flere Alen over Vandet, og forgjæves Forsøg paa at løbe op i en skummende Fos gav den efterhaanden tabt, blev udmattet og lod sig lede saa nær ind til Stranden, at Finnen Isojussi kunde hugge Kjæksen i den og kaste den op paa Land. Den blev veiet og holdt 18 Pund. Jeg lod Isojussi gaa op med den og stikke den indenfor Teltdøren, hvor min Reisefælle sad, for at han kunde se det første Udbytte af vore Fiskeapparater. Senere manglede vi aldrig Fisk, især ørret og Har, naar vi gad gjøre os mindste Umag med at bruge vore forskjellige Fiskeremedier. Laxen blev strax kogt, og efterat Herskabet havde tilfredsstillet sin Appetit, fik Folkene Resten. Denne Velvillie gjorde saadant Indtryk paa Russelapperne, at de efter Maaltidet samtlige kom hen, bukkede sig dybt og udtalte sit ydmyge "Blagadario pokornoi".

Den 18de Juli, Kl. 4 Eftermiddag, brød vi vore Telte op og reiste hele Natten til paafølgende Formiddag Kl. 9, da vi naaede frem til næste Station, Masesid, eller Maselskaja. Paa dette Stykke maa man ogsaa afvexlende gaa og ro; saaledes først 2 Verst opover Elven, derpaa 5 Verst tillands; saa 15 Verst i Baad, dels paa Elv, dels paa Indsøen Murdjaur, derfra tillands 3 Verst til Indsøen Pulozero, som er 30 Verst lang, saa 4 Verst til Guolle- eller Kuollejaur, hvorfra Kolaelven har sit Udløb. Fra Murdjaur saa vi i Vest Fjeldhøiden Poatsoaivve, Renfjeld, der hist og her var bedækket med Snebræer. Den har ingen stor Udstrækning og staar heller ikke i Forbindelse med den skandinaviske Fjeldryg, men ligger isoleret mellem Kola- og Tulom-Elvens Vasdrag, lig en stor Klippeø i et umaadeligt Hav af lavlændt Skovmark. Navnet tyder hen paa, at den er et yndet Opholdssted for Rensdyrene, som her i Sommertiden i dette af Milliarder Myg opfyldte Skovland intet andet Sted have at ty hen til for at blive dem kvit. Over Pulozero reiste vi om Natten. Kl. 12 stod Solen endnu over Horizonten som en stor glødende Skive og kastede en rødlig Glans over de Trætoppe, der hist og her hævede sig over et Dække af Dampe, der laa over Søen og den fugtige Myrmark langs dens Bredder. Vi kom til Stationen Masesid Kl. 8 Formiddag. Vor Forventning om her at træffe en af flere Familier beboet Plads blev aldeles skuffet. Her stod kun en enslig Gamme, hvori boede 4 Skydslapper og 1 Lappepige.

Masesid-Lapperne udmærke sig fremfor de øvrige Lapper, som vi saa, ved sin høie Væxt, en Observation, som ogsaa Castren for flere Aar siden har gjort, og som tyder paa, at de ere blandede med finsk Blod. Stedsnavnet Masesid eller Maselsid er ogsaa finsk-lappisk, idet det kommer af fin. maan selkä, Lands-Ryg, og det lap. sid, Lappeby. Masesid­Lapperne bo om Vinteren samlede i en Pogost eller By, en Mils Vei fra Kuollejaur, men om Sommeren spredte ad ved forskjellige Indsøer og Elve, for Fiskeriets Skyld.

Vi forlod Masesid den 19de Juli, om Aftenen Kl. 10, i 3 Baade, og vare ved Midnatstid paa Vandskiellet mellem Vasdragene, der gaa til Hvidehavet og Ishavet. Dette Vandskielle bestaar i et smalt, ikke mere end l Verst bredt, Eid mellem Pieresjaur, hvis Vand flyder mod Syd, og Kuollejaur, der løber mod Nord. Eidet danner ingen Ryg eller Aas, men er ganske lavt, sumpigt paa begge Sider mod Søerne og kun paa Midten, i en Bredde af c. 100 Alen, nogle faa Fod høiere end Vandspeilet i de to Indsøer. Disse ligge, efter Aneroidens Udvisning, næsten aldeles i samme Niveau. Barometeret sank ialfald paa den korte Tid, jeg gik fra Kuollejaur over Eidet til Pieresjaur, ikke mere end 1/100 Parisertomme. Efter Prof. Daa's samtidige Observation og Prof. Mohn's Beregning af samme skulde Eidet ligge 552 Pariserfod og den store Imandra Sø 471 Fod over Havspeilet. Efter min Observation skulde Eidet være noget høiere og Imandra ikke mere end 380 Fod over Havet. At ogsaa min Høideobservation af Imandra er temmelig nøiagtig, har jeg Grund til at antage, da den støtter sig til to Observationer; foretagne paa samme Dag, ved Søens Sydende og Havet ved Kandalaks, under gunstige Veirforhold, med et Mellemrum af 10 Timer, som medgik paa Turen fra Søen til Havet.

74) L. Kr. Daa. Skisser fra Lapland. Pag. 53.