Lokalhistoriske tekster fra Finnmark

 
Forside
Finmarken
(om samer)
Vaaren 1867.
Finmarkens lappiske Befolkning. Folketal over Nordmænd og Lapper fra 1567 til 1865.
Fjeldlapperne. Grænsespærring i 1852.
Fjeldlappen paa Flytning. Ulven, Hunden og Lappen paa Ski. Rentyve. Efterstandere.
Lappiske familienavne. Sagn.
Lappernes Noaider eller Schamaner og deres Runebom eller Troldtromme.
Runebommen eller Troldtrommen
Høimodig Opofrelse
Den sidste lappiske Afgud
Finmarken
(om Vadsø)
Finmarken
(om Sør-Varanger)
Russisk Lapland
(Jakobselven-Kola)
Russisk Lapland
(om landet)
Russisk Lapland
(om fiskeriene)
Russisk Lapland
(om befolkningen)
Russisk Lapland
(Kola-Kandalaks)
Russisk Karelen

En sommer i Finmarken, Russisk Lapland og Nordkarelen : skildringer af Land og Folk / af J.A. Friis. - Christiania : Cammermeyer, 1871

Fjeldlapperne. Grænsespærring i 1852.

Længst tilbage i Tiden synes Lapperne ikke at have levet som Nomader af tamme Rensdyrhjorder, men som Jægere og Fiskere: Man kan gjøre denne Slutning af Sproget. Af dette ser man, at Lapperne i de ældste Tider ikke have kjendt andet Husdyr end Hunden; thi alene Navnet paa denne er ægte Lappisk. Alle andre Husdyr som Hesten, Koen, Faaret, Gjeden, Svinet og Katten har de lært at kjende af skandinaviske Folkeslag og lært at benævne efter Navnene i disse Sprog. Heller ikke Renen har de kjendt anderledes end som Jagtvildt. Som Jæger- og Fiskerfolk kan de derimod nok have opholdt sig længere Tid paa et og samme Sted, saaledes som Tilfældet endnu er i russisk Lapland. Samlede i smaa Flokke bo de her paa et og samme Sted i 15-20 Aar, eller saalænge der findes nok af Fisk og Vildt, Mose og Ved i Nærheden. Men begynder der at blive Mangel paa disse Dele, medens derimod Kjøkkenmøddingerne ved henkastet Affald af alle Slags ere voxede op i Høide med Husene, flytter Kolonien til et nyt Sted. At tæmme Renen og malke den eller i det Hele taget at leve af tamme Rensdyrhjorder som Nomader har Lapperne først lært af de skandinaviske Folkefærd, da de maatte dele Jagtmark med disse og Vildtet begyndte at aftage. Deraf kommer det da ogsaa, at det lappiske Sprog ikke har noget eget Ord for "tæmme", men at det Ord, som betegner dette Begreb, nemlig "dabmat", er laant. Dette Ords Rod er nemlig dam eller tam, hvorfor ogsaa de svenske Lapper, som kunne udtale t i Begyndelsen af Ord, sige tabmet, tæmme, tames, adj; tam. Først med de tamme Rensdyrhjorder begyndte Nomadelivet, idet Eieren blev tvungen til at følge med Hjorden til forskjellige Betesmarker paa forskjellige Tider af Aaret. Paa Othars Tid eller i det 9de Aarhundrede synes Nomadelivet eller den Næringsvei at holde tamme Rensdyrhjorder ikke endnu at være meget udviklet, da man dengang ansaa en Hjord paa 600 Dyr for meget stor.

Ligesom Lapperne af de skandinaviske Folkeslag have lært at leve af tamme Dyr, saaledes har de da ogsaa af disse Sprog, langt mindre af de slaviske, optaget Benævnelser paa, alle andre Gjenstande, der høre til et mere civiliseret Liv og en lovbunden Samfundsorden. Den her forud paaviste stadige Forøgelse af den lappiske Befolkning især inden Finmarkens Grænser har ikke indskrænket sig alene til de fastboende Lapper, der have optaget Nordmændenes Levesæt og Næringsveie, men den har, mærkeligt nok, allerede fra gammel Tid af ogsaa fundet Sted iblandt Fjeldlapperne eller Nomadebefolkningen, indtil der for et Snes Aar siden indtraf en Begivenhed, som pludselig gav denne et Knæk, og medførte en betydelig Formindskelse inden de norske Grænser.

Efter de 3 sidste Folketællinger var Individantallet af Nomadiserende Lapper følgende:

Aar 1845. 1855. 1865.
Finmarken.... 1,235 1,325 988.
Hele Riget.... 1,531 1,945 1,577.

Aaret 1855 vil sandsynligvis være det sidste, der nogensinde viser nogen Forøgelse i Nomadebefolkningens Antal.

Samtidigt hermed aftog Antallet af tamme Rensdyr i Finmarkens Amt saaledes:

1855 fandtes der 83,554 Rensdyr.
1865 - 65,090 -

Allerværst rammedes Fjeldlapperne i Østfinmarken, hvor Antallet af Tamren formindskedes saaledes:

Aar 1855. 1865.
Nesseby... 15,663 9,252.
Sydvaranger... 12,815 4,282.

Hvad var det da, som afstedkom denne Ulykke, denne særregne Tilbagegang, medens overalt ellers alle Næringsveie ere gaaede fremad og Velstand tiltaget over hele Finmarken? Var det nogen særegen Brøde eller særegne Laster, der toge Overhaand hos Nomadebefolkningen selv? Nei. Var det Sygdom eller Pest eller Uaar, eller Rovdyr eller urimelige Foranstaltninger vedtagne af vor egen Regjering for at sikre den Fastboende imod Nomaden. Nei, intet af alt dette. Ulykken skyldes ene og alene vor mægtige østlige Nabo, som, skuffet i sine Forsøg paa at erholde, enten det nu var for sig selv eller for Finland, nogen Eiendomsret eller Medeiendomsret over nogen Del af norsk Finmarken, i Vredesmod lod sit Hævnslag træffe den Del af vor Befolkning, som mindst kunde taale det, mindst af Alle forstaa Grunden og vanskeligst, om ikke umuligt, erholde nogen Erstatning.

Som bekjendt, blev nemlig den 100 Aar gamle Overenskomst fra 7/18 Oktbr. 1751 om den norske Nomadebefolknings Tilladelse til at færdes over paa Finlands Grund om Vinteren og omvendt den finsk-svenskes Tilladelse til om Sommeren at opholde sig paa norsk Grund pludselig ophævet af Rusland i 1852.

Som Grund til Grænsespærringen kunde mindst af Alt anføres, at Norge skulde tænke paa gjennem sine Nomaders Flytning over paa russisk Omraade at erhverve sig nogen Eiendomsret eller Landshøihed over nogen Del af russisk Land. Det er heller ikke tænkeligt, at Grænsespærringen skulde hidrøre fra Russernes Ubekjendtskab med Forholdene eller, rettere sagt, fra et paa Ubekjendtskab med Forholdene grundet Forsøg paa at værne om deres egen Befolknings Interesse i den falske Formodning, at de norske Nomaders Ophold paa Finlands Grund vilde blive til Skade og Fortrængsel for Landets egne Børn. Tvertimod. Det erkjendes ogsaa af Finlands egne Forfattere, at Forbudet er til Skade for Befolkningen paa begge Sider Grænsen; "thi medens de norske Rensdyr om Vinteren sulte ved at forbydes Adgang til Finlands vidtstrakte og lidet benyttede Betesmarker, vantrives de finlandske om Sommeren ved at forbydes Adgang til den norske Havkyst".

Efter G. Reins Beretning for 1868 beror den Renskjøtsel, som finder Sted i Utsjok og Enare, fremdeles paa, at Forbudet ikke aldeles overholdes fra norsk Side. Fra russisk Side overholdes det derimod i sin fuldeste Strænghed, saaledes "at enhver Renhjord, tilhørende norske Lapper, som antræffes paa russisk Omraade, er hjemfalden til ødelæggegde Konfiskationer og Mulkter, der inddrives med i Regelen ubønhørlig Strænghed, da en Del af det forvirkede tilfalder det angivende og anholdende Politi (Lensmanden)".

Forbudet aabner ogsaa en ny Anledning til Rentyveri paa den Maade, at samvittighedsløse Folk lumskelig passe paa at jage ubevogtede Dyr over Grænsen for at faa Del i Mulkten og Konfiskationsudbyttet. De norske Lapper i Østfimnarken ere saaledes vistnok værst farne, men om man end ikke har Anledning til at høre noget speciellere om den russisk-finske Befolknings Besværinger, er det dog sikkert, at ogsaa de lide ved Forbudet og det gjennem samme indtraadte uvenligere Forhold mellem Naboer, der ofte ogsaa ere Slægtninge.

Netop af denne Grund har ogsaa Forbudet forekommet den lappisk-finske Befolkning hinsides Grænsen saa urimeligt, at de, som jeg selv har havt Anledning til personligt at overbevise mig om, stode i den Formening, rimeligvis efter Paavirkning af deres egen Lokaløvrighed, at Forbudet aldeles ikke hidhørte fra deres egen Regjering, men at det tvertimod "var den norske Styrelse, som ved sin Paastaaelighed og Vrangvillighed havde foraarsaget disse Ulykker".

Dersom Ordningen alene beroede paa den norske og finske Regjering, vilde Forholdet rimeligvis i Mindelighed snart igjen kunne bringes tilbage til sin gamle, naturlige og for begge Parter gavnligste Tilstand. Men da Grænsespærringen er en Hævn for skuffede Forventninger, eller fordi Forhandlingerne "icke ledt til önskat resultat", vil Forbudet fra russisk Side rimeligvis ikke blot ikke blive ophævet, men man vil sandsynligvis lade det mislige Forhold vedblive at virke, idet man antager, at om man end skader sig selv, skader man dog sin fattige Nabo lige saa meget om ikke mere dels derved, at Rusland som den stærkere overholder Forbudet i sin fulde Strænghed, medens den svagere Part maaske ikke tør være saa nøieseende, dels derved, at den faatallige russisk­finske Nomadebefolkning har andre Kyststrækninger, nemlig Trakterne henimod Kola, at ty til, og endelig derved, at Forbudet paa russisk Side i Virkeligheden kun rammer den nomadiserende Befolkning; thi de Fastboende søge fremdeles som før Norges Kyster for Fiskeriernes Skyld.

Imidlertid er dog Forventningerne om, at Nødraabene fra den arme norske Nomadebefolknings Side skulde blive saa høirøstede, at den norske Regiering maatte bede om Indrømmelser eller tilstaa det forønskede Resultat, blevne skuffede og vil forhaabentlig fremdeles blive skuffede. Havde det været norske eller finske (kvænske) Undersaatter, hvem et saadant Forbud havde rammet, vilde man rimeligvis ogsaa have faaet ganske andre høirøstede Klager at høre. Men Lapper og især Nomade-Lapper har været saa vel vante med Undertrykkelse og Indskrænkning eller til at blive "jagede som Vildtet fra Fjeld til Fjeld", at de nu som altid med Taushed og Taalmodighed fandt sig i de forandrede, mislige Forhold. Man skulde nærmest have ventet, at de, fortvivlede over sin Stilling, havde kastet sig i Armene paa sin mægtige, østlige Nabo, fra hvem Forbudet udgik, for igjen at faa benytte de Trakter som de efter den gamle Overenskomst i et Aarhundrede vare vante til at færdes paa mere end Halvparten af hvert Aar. Men dette har de ikke gjort. Heller ikke er det Rusland om at gjøre at faa nogle hundrede flere Nomadelapper at raade over.

De 14,944 Rensdyr, som ere forsvundne fra Nesseby og Sydvaranger fra 1855 til 1865, ere formodentlig dels omkomne af Mangel paa Betesmark, dels konfiskerede af russiske Grænsebetjente. Hvad der er blevet af deres Eiere, ved jeg ikke, men russiske Undersaatter ere de ikke blevne, paa muligens et Par Undtagelser nær. Derimod har Misstemning og FortvivIelse over deres kummerlige Tilværelse og sørgelige Udsigter gjort, at Nomadebefolkningen i Varanger er bleven endnu mere drikfældig, end den før har været, og ligegyldig i sin Bedrift. Koutokæino-Lapperne, som heller ikke alle paa nogen Maade kunde klare sig inden sit eget Lands Grænser, foretrak i et Antal af over 200 Individer at flytte over til Sverig medtagende c. 20,000 Rensdyr.

Medens man ikke kan andet end respektere dette lille Folk for deres taalmodige og loyale Opførsel under høist fortvivlede Forhold, eller idetmindste maa glæde sig over deres Mangel paa Sympati for russisk Herredømme, skulde man billigvis vente, at de ikke blot herved havde vundet Opinionen for sig i Almindelighed, men at ogsaa den norske Styrelse havde gjort, hvad der paa nogen Maade kunde gjøres, for at lette dem deres Tilværelse inden de norske Grænser, om det saa end kun var af Medlidenhedshensyn med en Befolkning, der uforskyldt er offret, eller rammet af Ulykker, fordi vor mægtige Nabo ikke fik sine politiske Planer fremmede til det ønskede Maal. Dette kan imidlertid ikke siges at have været Tilfældet enten ved offentlig Understøttelse, privat Subskription eller Hjælp til at forandre Levesæt ved at gaa over fra Nomade til Fastboende. En enkelt, vistnok gavnlig, Forholdsregel blev dog truffen. Et Gjærde blev i 1860 opsat tværs over Varangereidet, for at ikke de norske Nomaders Dyr tidligt om Høsten i større eller mindre Hobe skulde mod deres Eieres Vidende og Villie paa egen Haand søge indover paa de gamle russiske Betesmarker ved Enaresøen og saaledes blive et let Bytte for rovlystne Grænsebetjente. I Dette maa rimeligvis have været til adskillig Nytte for Nomaderne i hine Trakter; thi Gjærdet gjør det nu muligt for dem at samle deres Dyr om Høsten og i samlet Masse føre dem over paa Vinterbetesmarkerne i Sydvaranger. Reenlavmarkerne her ere vistnok langt mindre end de, de tidligere havde Adgang til hinsides Grænsen, men de ville dog i en Tid afgive Næring for det langt mindre Antal Dyr, som nu eies af Nesseby og Varanger Fjeldlapper.

Paa samme Tid som Fjeldlappernes Terræn er bleven indskrænket ved Grænsespærringen, er det ogsaa Aar for Aar bleven indskrænket inden Landets egne Grænser ved Udvisning til de Fastboende. Tidligere foregik saadan Udvisning aldeles vilkaarligt, men herefter vil der forhaabentlig ogsaa blive taget tilbørligt Hensyn til Nomadens Tarv.

Det er ikke umuligt, at Publikum i Almindelighed tænker sig Forholdene i Finmarken noget lig Forholdene i Amerika, eller antager; at det Terræn, som endnu er levnet Nomaden til Afbenyttelse, kunde være skikket til Agerdyrkning eller kunde ryddes til fortrinlige Slaattemarker, eller, at det ialfald mere egnede sig til Betesmarker for Kjør end for Ren, saaledes at den naturligste Udvikling vilde være, at Nomaden med sine Renhjorder enten aldeles forsvandt, for at den Fastboende alene kunde optage Strækningerne til en mere lønnende Bedrift, eller at Nomaden istedetfor sine Renhjorder anskaffede sig Kjør, Heste og Faar.

Dersom Forholdene vare saaledes, vilde Nomadens Undergang være sikker og uundgaaelig; thi det kan naturligvis ikke være nogen fornuftig Mands Mening, at Jorddyrkningens Fremskriden skulde være underordnet Nomadelappernes Behov af Betesmarker, eller at anden eller mere Jord ikke skulde kunne underlægges privat Eie, end den, som Lapperne hidtil ikke have benyttet eller behøvet at benytte. Men en saadan Opfattelse ikke blot for Finmarkens, men ogsaa for en Del af Tromsø Amts Vedkommende er, om den existerer, en stor og sørgelig Vildfarelse eller "et uforstandigt [Fantasteri], stridende mod de naturlige Forholde" (3) .

Efter de Undersøgelser, som i de senere Aar ere foretagne af omsendte Agronomer og andre, kan det med :Fordring paa at blive ubetinget troet, paastaaes, at det Terræn, som ialfald Finmarkens Nomader nu har tilbage til sin Afbenyttelse efter at det Aar for Aar er blevet indskrænket paa Grund af "den Planløshed, hvormed man er gaaet frem ved Afstaaelse af Statens Grund" (4) , ikke kan dyrkes eller med Fordel benyttes som Slaattemark, men fornemmelig egner sig til Betesmark for Rensdyrhjorder, saaledes at de Fastboendes Klager over Nomadens Existense, om de end i enkelte specielle Tilfælde kunne være beføiede, dog i Almindelighed ere ugrundede.

Begreberne om Jordens egentlige Værd er iblandt den fastboende Befolkning i Finmarken endnu saa uklare, som vel muligt. I Regelen er man slet ikke kommen til Indsigt om, at "et mindre Stykke veldyrket Jord har langt større Værdi end den mangedobbelte Udstrækning af udyrket Mark, selv om denne ogsaa tilsyneladende giver en Del Foder". Engdyrkning, hvortil Jordbruget i Finmarken maa indskrænkes, staar derfor ikke blot lavere end noget andet Sted i Landet, men saa lavt, at det endnu næsten maa regnes som en Undtagelse, at Hjemmarken ryddes, gjødes eller befries for altfor stor Fugtighed. Kun det Græs afslaaes, som voxer op af sig selv i den korte Sommertid, efter at Marken er baade høst- og vaarbeitet. "At behandle Engen bedre", siger en reisenide Agronom i 1861, "skaane den for Vaarbeiting, gjøde den og opsamle og bevare sin Gjødning, forekom dem (f. Ex. Befolkningen i Porsanger) som Ting, der laa udenfor det Rimeliges Grænser", hvorfor Gjødselen istedetfor at spredes over Engen endnu mange Steder bortføres i Søen". Som Exempel paa, "hvilken Uvidenhed og Ubekjendtskab der hersker til de almindelige Agerbrugsredskaber", fortæller han, "at en Mand ved Synet af en Ploug antog den for en Vægt". Det er den samme Agronoms Mening, at det Terræn, som de Fastboende i Finmarken allerede have optaget, ikke blot er stort nok for den nulevende Generation men "stort nok for mange Slægter til derpaa at anvende den Kraft, der er til overs fra Fiskerierne", som er og altid bliver Finmarkens Hovednæringsvei. "Men den gradvise Rydning og Opdyrkning af Bopladsene forsømmes paa Grund af den Uvane at benytte langt bortliggende Udslaatter. Naar man betænker den langt mindre Tid, Afhøstningen af veldyrkede Hjemmarker vilde medtage, det kraftigere og rigeligere Hø, som derved vilde erholdes, saa skulde det synes let at lokke Manden hjem fra disse Udslaatter, hvor han nu hele Sommeren ligger og skraber efter det tynde Skov- og Myrgræs, der som oftest giver ham et halvforraadnet og i ethvert Tilfælde kraftløst Foder for hans Dyr. Han bedrager sig selv ved al den store Møie, han anvender paa det usle Skovhø, og han bedrager sine Kreature ved at give dem noget, der ikke er stort andet end Vomfyld. Foruden Tidsspilde ved de tildels lange Reiser til og fra Udslaatterne medgaar der mange Omkostninger ved Udrustning af Slaattefolk, der leies for Dagpenge, saaat, naar man ser hen til, hvad der forsømmes af andet Arbeide (saasom Sommerfisket og Hjemjordens Opdyrkning), og til det endelige Udbytte af Udslaatterne, vil man visselig finde, at sammes Brug sjelden svarer Regning", saaledes at det synes efterhaanden "at blive en temmelig udbredt Mening (iblandt de Fornuftigste), at Benyttelsen af længere bortliggende Udslaatter (hvorom den Fastboendes Strid med Nomaden heftigst dreier sig er absolut skadelig."

"Paa Grund af den Planløshed, hvormed man (tidligere) er gaaet frem ved Afstaaelse af Statens Grund" især til Udslaatter, er det, som Kommissionen i 1859 bemærker, "for Fjeldlappen ofte en fuldkommen Umulighed at afgjøre, om en Jordflæk, der ligger afsides, høit oppe i en Fjeldtrakt, er en Del af Almindingen eller i Nogens Eie, idet saadanne Strækninger i sidste Tilfælde i Finmarken ofte ikke bære noget Spor af en indtraadt Besiddelsestagen", ligesom det ogsaa erkjendes for at være en Umulighed for Fjeldlapperne at holde sine Dyr borte fra alle saadanne, rundtom i Fjeldene spredte Udslaatflækker, dels at en saa stræng Bevogtning af Dyrene, om den var mulig, vilde "være forbunden med saa stort Tidsspilde, at den nødtvungen maatte opgives". Den i 1859 nedsatte Kommission fandt derfor, at der paa Grund af tidligere planløs Udvisning "burde ved Indløsning paa Statens Bekostning inddrages fra privat Eiendom saadanne Strækninger, hvis Beliggenhed medfører særegne Vanskeligheder for Renhjorders Bevogtning."

Naar det maa ansees for en afgjort Sag, at der ikke blot i Finmarken, men ogsaa i Tromsø Amt og endnu længer sydpaa findes store Landstrækninger, som ikke med Fordel kunne benyttes paa anden Maade end som Renbetesmarker, saa vilde det være en Daarskab, om man lad den Næringsvei, som Fjeldlappen driver, aldeles gaa tilgrunde. I Finmarkens Amt holdtes der i 1865 et Antal af 65,293 Tamren og i hele Riget 101,768. Jeg tør ikke have nogen Mening om, hvorvidt der uden Skade for de Fastboende og for Jordbrugets Fremme kan holdes flere eller bør holdes færre, men det vilde være en stor Vildfarelse, om man tror, at en meget betydelig indskrænkning i denne Næringsvei vilde være til Fordel for den fastboende Befolkning. Man behøver i sit Forsvar for Nomaden aldeles ikke at ty til filantropiske Talemaader om Medlidenheds- eller Barmhjertighedshensyn med en "uddøende Race", men alene holde sig til det Udbytte eller den Nytte, hine golde Trakter afgive ved at benyttes som Renbeter, medens de vilde være af liden eller ingen Nytte, om Nomaden udryddedes og de overlodes til den Fastboende.

Det høieste Norden har ingen Overflod af mange og rige Næringsveie (5) . "Jo mere derfor enhver af dem trives, desmere blomstre de andre samtidigen. Dersom nogen af dem forlades eller vanskjøttes, røgtes ikke de andre bedre, men sygne hen, fordi de have tabt en vigtig Støttestav. Saaledes er det norske Finmarkens udbildede Fiskeindustri væsentlig fremhjulpen ved Samhandel og Vareudbytte med Fjeldlapper, der frembringer i sin Ødemark uden nogens Fortrængsel det ypperligste Tilskud af sunde, for Klimatet passende Fødemidler og Klædningsstoffe. Det russiske Laplands Kyst maa forblive ubeboet, fordi ingen kan holde ud der som blotte Fiskere, og Finlands jævnlige Misvæxter paa Agrene vilde aldrig blive til hærjende Hungersnød, dersom Landet havde flere Midler til Livsbergning. Det er usandsynligt, at der samtidigt paa Renhjorden og paa Korngrøden skulde være Uaar."

Rensdyrhjordene afgive ikke alene det nødvendige til Underhold for Nomaden, men et ikke ringe Overskud til Salg blandt de Fastboende, hvorom Bladene i hine nordlige Trakter noksom bære Vidnesbyrd ved sine stadige Avertissementer om Salg af Rensdyrkjød og Rensdyrskind. "De flere Tusinde Ren, voxne og Kalve, som aarligen slagtes, forsyne ikke alene Nomaden selv, men hele den norske Befolkning med Levnetsmidler med Huder og Skind til Beklædning og Sengklæder." Fjeldlappen forsyner ogsaa den fastboende Befolkning med Vildt. Det har hændt, at der paa en Dag ved Rentransport er bragt ned fra Kautokæino til Alten 10,000 Ryper.

Hertil kommer fremdeles, at intet Lands Næringsveie kunne udvikles, uden at der finder Samfærsel Sted (6) . "I saadant Øiemed kan Hesten i det yderste Norden aldrig gjøre Fyldest for Renen. For Hestens Fremkomst udkræves banet Vei. Om man end kunde tænke sig, at Staterne gjennem de vidtstrakte lappiske Ødemarker vilde anlægge Kjøreveie, vilde der aldrig findes Folk nok til at holde dem aabne ved Sneplog og Skufning". Vistnok er Samfærselen mellem det nordlige Norge og den øvrige Verden i de senere Aar saagodtsom aldeles uafhængig af Renskyds, efter at nemlig en regelmæssig Dampskibsfart nu allerede i lang Tid, næsten hele Aaret rundt har fundet Sted mellem Bergen, Trondhjem og Hammerfest. For Reisende er det saaledes ikke længer nu som før nødvendigt at benytte Renskyds gjennem Finmarken til Torneå og Uleåborg for derfra at komme til Udlandet.

Men dermed kan man ikke paa nogen Maade undgaa at maatte indrømme Renholdets store Betydning som Kommunikationsmiddel, baade nu for Tiden og rimeligvis for en længere Fremtid, naar det gjelder det nordlige Norges Forsyning med. Fædriftsprodukter fra Norrbotten og Finland samt omvendt disse Trakters Forsyning med Fiskeprodukter fra Norge. Nomaden med sine Rensdyr udgjør det naturligste eller, rettere sagt, eneste mulige Kommunikationsmiddel mellem Fimnarken paa den ene Side og Torneå Lapmark, Norrbotten og finsk Lapmarken paa den anden Side. Paa finsk og svensk Side kan man komme frem med Hest fra Torneå og Haparanda til Karasuando eller Muonio, men senere maa Renen benyttes. De vigtigste Transportveie med Rensdyr ere: Fra Muonio til Alten er der 32 Mile; fra Karasuando til Alten 25 Mile; fra Muonio til Lyngen 29 Mile; fra Karasuando til Lyngen 19 Mile; fra Jukasjärvi til Lyngen 30 Mile og fra Vitangi til Lyngen 28 Mile. Nordenfor gaar Hovedkommunikationsveiene ved Hjælp af Ren mellem Alten, Koutokæino, Karasjok, Porsanger, Tanen og Varanger samt østover til de finske N abopræstegjeld Utsjok og Enare. I hele russisk Lapland samt i Nordkarelen lige ned til Kem bruges ligeledes Renen som Trækdyr. De vigtigste Varer, der føres fra Finmarken over paa svensk Side, ere: Torsk, Graasei, Sild, Hvalroshuder, Tobak, Klæde, Mel m. m. Den vigtigste Indførselsartikel er Smør. "Alene ved Bossekop Marked sælges 2-3000 Voger, indført fra Sverige og Finland ved Fjeldlappens Ren."

Hele Karasuando saavelsom den øverste Del af Jukasjärvi kan aldrig gjøre Regning paa nogen god Aarvæxt. Befolkningen skaffer sig derfor Mel (russisk Rugmel) fra Norge ved Fjeldlapperne. De har i Almindelighed ved Tuskhandel faaet 5 Lpd. Mel for l Lpd. Smør. Skulde de derimod reise nedover Landet, f. Ex. til Kængis, vil de de neppe faa, 3 Lpd. Mel for l Lpd. Smør.

I det Hele taget tør det med Grund paastaaes, at Nomaden og hans Ren i hine nordligste golde Trakter ere lige saa nødvendige for al Transithandel og Trafik tillands Rigerne imellem som Araberen og Kamelen i Sydens Ørkener.

Det har været paastaaet, at man har "Erfaring fra Finland og, saavidt vides, ogsaa fra det nordlige Sverige, der noksom viser, at Ren som Trækdyr i tilstrækkelig Mængde kan holdes af Fastboende, ikke at tale om, at Behovet i nævnte Henseende i ethvert Fald vilde være tilfredsstillet ved at langt mindre Antal Nomader og Ren end de, som nu findes.

Den Fastboende kan visselig være Eier af Ren, naar disse vogtes af Nomader, men vil han selv baade eie og passe sine Ren, maa han ogsaa optage Nomadens Levesæt; thi Renen vantrives, dersom den behandles som klavebundne Kreature, og faar den den nødvendige Frihed, uden Bevogtning, vil den snart blive Rov for Ulve og Tyve eller aldeles vild igjen. Til Kjøreren bruges i Almindelighed blot Hanrenen eller Oxerenen. For at faa det tilstrækkeJige Antal Kjøreren maa man derfor ogsaa holde Stamdyr af begge Kjøn. Det er ikke blot Tilfældet i Finland, Sverig og Norge, men ogsaa i russisk Lapland og Nordkarelen, at de Fastboende eie et større eller mindre Antal Ren som Trækdyr, men enten passes disse om Sommeren af Nomader, eller ogsaa maa Antallet stadig suppleres ved Indkjøb af Nomadens hjorder. Enten maa Renen forandre sin Natur og taale at klavebindes som Koen, eller ogsaa maa Nomadelivet vedblive.

Det er muligt, at et mindre Antal Nomader og Ren end de nulevende, navnlig i Tromsø Amt, kunde afgive de nødvændige Trækdyr, men da det i et frit Land ikke vel gaar an at fastsætte et bestemt Tal, som Nomadebefolkningen skal kunne naa til, men ikke overskride, eller forbyde Præsterne ogsaa for dem at prædike: Vorder frugtbare og formerer Eder! saa har man intet andet Raad end at give Love, der ordne Forholdet mellem Nomaden og den Fastboende saaledes, at paa den ene Side "Jordbruget beskyttes og dets videre Udvikling gjøres mulig, medens paa den anden Side Nomadelappens Bestaaen muliggjøres, idet der tages retfærdigt og billigt Hensyn til urgamle Rettigheder og Eiendommeligheder ved hans Næringsvei."

For at ordne Forholdet gjennem bestemte Love, navnlig for Tromsø Amts Vedkommende, hvorhen de svenske Lapper efter Traktaten af 1751 have Ret til at flytte om Sommeren, har der, som bekjendt, været nedsat flere Kommissioner. Den sidste i 1866 var sammensat af norske og svenske Mænd og udarbeidede Udkast til lov angaaende Lapperne i de forenede Riger. Det mærkeligste ved dette Udkast er Bestemmelsen i § 10 om en vis Grad af Fællesansvarlighed mellem Lapperne for Skade tilføiet af deres Ren. Kun den yderste Nød eller fuldstændige Umulighed af at ordne Forholdet paa anden Maade kan retfærdiggjøre Anvendelsen af et saa extraordinært Retsmiddel. Inden den sidste Kommission har der imidlertid hersket fuldstændig Enighed mellem Medlemmerne fra begge Riger med Hensyn til Nødvendigheden af Fællesansvaret. Andre Autoriteter have ogsaa erklæret sig for samme. I Sverige har en lignende Bestemmelse været gjældende alleede fra 1817. Pastor Stockfleth, som ansees for den mest entusiastiske Forsvarer af Fjeldlapperne, har dog i sin Bog "Bidrag til Kundskab om Finnerne" Pag. 302 i et Udkast til Love foreslaaet i § 6, at "solidarisk Ansvar for. Skadeserstatning paahviler samtlige de Finner, som høre til en By eller udgjøre et Selskab". Endelig har "samtlige de Lappe og reneiende Søfinner, der have været tilstede ved Kommissionens Møder, erklæret, at de finde samme rimelig og billig". De sidstes Erklæring har vistnok meget ringe Betyeining, da de neppe indse Følgerne af fællesansvaret. Imidlertid har ingen kunnet udfinde nogen anden Udvei eller noget Middel, hvorved det kunde blive muligt for den Fastboende at føre Bevis for, hvo der eier de Ren, ved hvilke Skade er forøvet. Renen lader sig af den uøvede nemlig ikke saa let fange, og selv om man fanger den, er det vel meget sjelden, at nogen Fræmmed af Mærkerne i Ørene kan kjende, hvem der er Dyrets eller Dyrenes Eier. Lappen maa derfor, siger man, bringes til selv at "meddele de fornødne Oplysninger, og dette vil det først blive hver Enkelt magtpaaliggende at gjøre, naar han derved enten kan fri sig selv ganske eller dog bidrage til, at det Erstatningsbeløb, hvorom det gjælder, af ham kun bliver at udrede med en vis Andel, naar han nemlig kan oplyse, hvilke de andre ere, hvis Ren have været med at anrette Skaden". At Bevisførelsen uden dette Middel som oftest. vil være umulig, kan ikke benægtes, og selv den, ivrigste forsvarer af Nomadelappen kan neppe nogensinde faa Freden afsluttet mellem de stridende Parter paa andre Vilkaar end at gaa ind paa Fællesansvarligheden med de Modifikationer, i de Tilfælde og i de Distrikter, som Kommissionen har tænkt sig og Lovudkastet fastsat.

Forøvrigt røber Lovudkastet og Præmisserne for samme den fuldkomneste Upartiskhed i Affattelse og den alvorligste Stræben efter at sørge for begge de stridende Parters, den Fastboendes og Nomadens, Tarv og Bedste. Som Modvægt mod Fællesansvarligheden indeholdes der i Lovudkastet Bestemmelser, som direkte sigte til at beskytte og hjælpe Nomaden, navnlig § 4, der indrømmer Lapperne en Ret til at benytte sig af Statens Skov, som ikke engang er tilstaaet andre Indbyggere, Forbudet i § 5 om at berøve dem de fornødne Renveie og § 17 om Drab eller Mishandling af Ren, enten det sker ved Hunde eller paa anden Maade. Efter Udkastet skal det Offentlige paatale Sagen, hvilket baade med Hensyn til Bevisførelse og Omkostninger giver Lapperne Fordele, som de Fastboende ikke have under deres indbyrdes Søgsmaal for Skade paa Bofæ.

Ikke desmindre blev Lovforslaget forkastet paa sidste svenske Rigsdag af Grunde, som tildels have nogen Lighed med enkelte af de, hvorefter det store Unionsforslag blev forkastet af det norske Storthing. Man anser det for "yderst uklogt" at opgive de gamle Bestemmelser i Traktaten af 1751 og ubetinget underkaste sig en ny Lov. Man ved, hvad man har, man tror sig ikke sikker paa Følgerne af det, man faar. Den Part, som i den Anledning vil være mest at beklage under en nu fortvarende retsløs Tilstand, er den svagere eller Nomaden. Han vil end mere end før blive lagt for Had, og de Fastboende ville, da deres begrundede Haab om, at begge Regjeringer skulde kunne blive enige om Indførelse af en lovlig, for begge Parter betryggende Ordning, stadigt skuffes, "sandsynligvis alt hyppigere tage sig selv tilrette ved at nedskyde Rensdyr - foreløbig som hidtil for at skaffe sig Bevis og Sikkerhed for Skadeserstatning, hvilken Fremgangsmaade ifølge en nylig falden Høiesteretsdom kun er at betragte som Selvtægt og ikke som Tyveri og følgelig ikke er Gjenstand for offentlig Paatale. Den Stridstilstand, som heraf udvikler sig, vil Øvrigheden med sin bedste Villie ikke kunne hindre, og den vil efter Forholdenes egen Natur ufeilbarlig gaa ud over Lapperne, som efterhaanden ville trænges tilbage fra de beboede Kyststrøg" og neppe nogensinde senere opnaa bedre Betingelser for sin Bedrift og sin Existence end de nu i Lovforslaget indrømmede.

Med Grund kan man spørge, hvad det er, som gjør denne Nomadesag saa vanskelig, eller hvorfor man, trods Nedsættelse af saa mange Kommissioner, endnu ikke har magtet at føre den frem til et endeligt Resultat. Grunden ligger ikke blot i Sagens Vanskelighed, men formentlig for en stor Del ogsaa deri, at man uagtet nedsatte Kommissioner, uagtet Betænkninger fra de med Forholdene antageligt mest kjendte Mænd, dog alligevel endnu i Virkeligheden mangler det nødvendige Overblik over Bostedforholdene og Kjendskab til ganske særegne Stedsforhold. Det allerførste og efter mit Skjøn uundgaaeligste Dokument for dem, der skulle dømme og give Love i en Sag som denne, mangler endnu fremdeles. Dette Dokument er et Kart over hine Trakter, hvor Nomader færdes, hvor de maa færdes, men nu ikke længer kunne undgaa at komme i Strid med de Fastboende, efter at disse dels ved sin høiere Kulturs Berettigelse have optaget dyrkbare Landstrækminger, dels gjennem "planløs Udvisning" have tilegnet sig Udmark og Udslaatter, der vistnok med Rette burde have været Nomaden forbeholdte. Paa et saadant Kart maatte Fjeldlappernes Flytningsveie fra det indre Land til Kysten angives og de Steder nøie betegnes, hvor de paa Grund af Terrænets Beskaffenhed ere tvungne til at passere i Nærheden af, langsmed eller endog tværs over de Fastboendes Marker, f. Ex. smale Eider, der forbinde store Landstrækninger med Fastlandet. Dernæst maatte de Steder nøie angives, hvor Renhjorder opholde sig i Sommermaanederne, og hvor man antager, at de uden Skade for de Fastboende fremdeles kunne tillades at opholde sig, saavel paa Fastlandet som paa Øerne, samt de smale Sund angives, hvor de have lettest for at sætte over til Øerne. Endelig maatte de Fastboendes. Udslaatter, spredte ad hist og her inde i Fjelmarken indtil over en Mil fra Bostedet, temmelig nøie angives, saaledes at man i det Hele fik en Oversigt over, hvor urimeligt disse ofte ere valgte og planløst tilstaaede, og hvor vanskeligt, for, ikke at sige umuligt, det er for Nomaden især i Forsommeren, med sine talrige og forsultne Hjorder af halvvilde Dyr at bevæge sig ind imellem disse uden at komme dem for nær, medens man paa den anden Side rimeligvis ogsaa vilde finde, at. Nomaden med sine Hjorder har Adgang til Trakter eller enkelte Steder, hvorfra han burde være ude­lukket. I det Hele taget vil først da en hensigtsmæssigere Fordeling af Terrænet kunne foregaa.

At dømme eller træffe det Rette i denne Sag uden et meget detaljeret Kart er ligesaa fortvivlet som for en Skipper at seile uden Kompas og Kart gjennem en vanskelig og· ukjendt Skjærgaard. Det nytter lidet at høre paa de to stridende Parters gjensidige Beskyldninger for uretmæssig og utilbørlig Indskriden paa hverandres Terræn eller forsøge paa at dele Landet mellem dem, naar man ikke staar paa Aastedet eller har et Kart for sig, hvoraf man faar et nøie Begreb om, hvordan Landet ser ud. I enhver større Aasteds­sag ansees jo et Kart for at være uundgaaeligt nødvendigt; men har der nogensinde været en vanskelig Aastedssag at dømme i saa er det denne mellem den Fastboende og Nomaden, ikke blot i det egentlige Finmarken, men ogsaa og især i Tromsø Amt. Allerede i 1865 (7) har jeg tilladt mig at henlede Opmærksomheden paa Nødvendigheden af et saadant Kart, og det ser nu, efter at Lappeloven er forkastet i Sverig, ud til, at man heller ingen Vei kommer, førend et saadant bliver optaget. Det vil ikke være nogen uoverkommelig Sag. I 1861 udgav jeg et ethnografisk Kart over Finmarkens og Tromsø Amter i samme Maalestok som Amtskarterne. Paa dette Kart blev enhver fastboende Familie af Nordmænd, Finner og Lapper angivet, hver paa sit Sted og med sit særegne Tegn. Uden store Vanskeligheder vil det ved Hjælp af de lokale Øvrigheder og Ombudsmænd være muligt at faa en ny Udgave istand, hvorpaa man, efterhvert som den geografiske Opmaaling skrider frem, foruden de ethnografiske Oplysninger, der ogsaa ere aldeles nødvendige, tillige kunde faa angivet, hvad der forud er antydet som nødvendigt i den egentlige Aastedssag, nemlig Udstrækningen af de Fastboendes Hjemmarker, deres Udslaatflækker, det Terræn, som endnu er levnet Nomaden, det omtrentlige Antal Rensdyr i hver Trakt og paa hver Ø, samt Flytningsveiene til og fra Kysten. Den klare Oversigt, et saadant Kart vilde afgive over de forviklede Forholde og over de Vanskeligheder, som paa Grund af planløs Udvisning og planløs Bosættelse uden Nødvendighed, ere lagte Nomaden i Veien, vilde efter min Overbevisning være det bedste Indlæg i Fjeldlappens Sag, men i ethvert Tilfælde vilde det være afgjørende for hans Liv eller Død.


3) L. Kr. Daa. Afbl. 1870 No. 57.

4) Kommiss. i 1859.

5) L. Kr. Daa. Afbl. 1870 No. 57.

6) L. Kr. Daa. Aftbl. 1870 No. 57.

7) I Morgenbl. No. 142, 1865,